Det norske Folks Historie/5/56

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Saaledes var nu da Lovbogen, om end i en ufuldkommen Skikkelse, lovtagen over hele Landet eller største Delen deraf, og det stod nu kun tilbage at skride til den nærmere Behandling af de Punkter, der endnu ikke vare bragte paa det rene, fornemmelig det vigtige Ledingsspørgsmaal. Men førend noget saadant kunde skee, var det nødvendigt, at Kongen og Erkebiskoppen kom til Enighed. Erkebiskoppen var nu øjensynlig spagfærdigere end før. Han maa have indseet, at han ikke kom nogen Vej ved Paastaaelighed, og at han derved snarere vilde fordærve sin Sag, hvis ingen Afgjørelse kom i Stand, medens Magnus levede. Han maatte vel desuden i sit Hjerte erkjende, at Kongen i mangt og meget havde viist ham større Overbærenhed, end han vel kunde vente, og at han selv stundom havde tilsidesat de Hensyn, han skyldte Kongen, som f. Ex. da han, om end i en god Hensigt, havde ladet opføre et Hospital for Fattige paa Ilevolden, uden at spørge Kongen ad, skjønt Tomten dertil, som Almennings-Tomt, egentlig tilhørte Kongen[1]. Hertil kom at Pave Gregorius var død den 10de Januar 1276, hvilket man vel endnu om Vaaren maa have erfaret i Norge, og Erkebiskoppen havde saaledes tabt den Støtte, han kunde have i ham; i Tiden fra hans Død indtil det følgende Aars Høst valgtes der ikke færre end tre Paver, af hvilke de to første kun overlevede deres Valg nogle faa Maaneder (Innocentius den 5te fra 21de Febr. til Juli, Hadrian den 5te fra ilte Juli til Sept. 1276, og Johannes den 21de fra 13de Sept. 1276 til 25de Novbr. 1277). I al denne Tid maatte der saaledes for Erkebiskop Jon i det fjerne Norge være, som om der slet ingen Pave var til. Det lader ogsaa til, at han nok saa venligt har nærmet sig Kongen; saaledes fulgte han ham paa Toget til Grændsen, uden at der tales noget om, at Forholdet mellem dem under dette lange Samvær var andet end noksaa godt. Kongen overvintrede i Viken, da de Uroligheder, som paa denne Tid fandt Sted i Sverige, gjorde hans længere Ophold paa denne Kant nødvendigt[2], og da han tillige, som det vil sees, paa denne Tid gjorde sit Testamente, valgte han Erkebiskoppens ivrige Ven, Biskop Andreas af Oslo, til en af Executorerne. Saa vidt man kan skjønne, have altsaa Underhandlingerne om en endelig Overeenskomst været fortsatte i al Venskabelighed paa begge Sider. Man skulde nu ogsaa snarere formode, at det var de verdslige Herrer, som bragte Stridsspørgsmaal paa Bane, end de Gejstlige, for saa vidt ogsaa de fordrede visse Friheder, især med Hensyn til Ledingen, overeensstemmende saavel med hvad der var blevet Gejstligheden og dens Tjenere til Deel, som overhoved med Tidsaanden. Det er allerede viist, hvorledes Erkebiskoppens og Biskoppernes haandgangne Mænd ved Overeenskomsten i Bergen vare blevne fritagne fra Leding selv anden, og for saa vidt de vare Skutilsveiner, selv tredie. Ved denne Fritagelse findes intet tilføjet om lignende Frihed, tilstaaet Kongens egne haandgangne Mænd, og der findes heller ikke i den ældre Lovgivning nogen anden dermed analog Bestemmelse, end at Kongens Aarmand ej skulde gjøre Leding for sig, sin Kone og sin Træl, hvorimod det endog udtrykkeligt var bestemt, at Lendermanden skulde gjøre Leding[3]. Men den Forandring i Maaden at fore Krig paa, som de senere Tider, især Tronkrigene, medførte, og som visselig gjorde de haandgangne Mænds Krigstjeneste og øvrige Pligter baade meget bekosteligere og byrdefuldere end forhen, især da der ofte nu var Tale om Krigstjeneste til Hest, og at holde Svende, synes at have gjort den Mening gjeldende, at disse haandgangne Mænd derfor ogsaa til en vis Grad burde være fritagne for Leding. Hvor vidt de nu virkelig have nydt en saadan Fritagelse, erfarer man ikke af de for Haanden værende Kilder; den hele Lovgivning indtil 1273 indeholder intet derom, og det første ligefremme Tegn til, at noget saadant var paa Bane, findes først i hiin Indrømmelse, tilstaaet Biskoppens haandgangne Mænd. Dog torde maaskee den saakaldte „Hirdskraa“ give nogen Oplysning. Det er allerede ovenfor berørt, at Kong Magnus blandt fine Lovforbedrings-Arbejder ogsaa foretog sig at forbedre eller udvide denne Lov eller Baalk, der handlede om Hofceremoniellet, saavel som Hofembedsmændenes og de haandgangne Mænds Pligter og Rettigheder, og som sandsynligviis oprindeligt var forfattet af eller under Kong Sverre, da den i saa mangt og meget minder om „Kongespejlets“ Indhold og Utryksmaade[4]. Uagtet flere af de Forandringer, Kong Magnus foretog ved den, synes at have tilhørt hans første Regjeringsaar, er det dog vist nok, at den i den Skikkelse, hvori den er kommen til os, ikke er ældre end Rigsmødet 1273, eftersom baade den nye Konge-Arvelov og de paa Møderne i Tunsberg og Bergen foreskrevne Bestemmelser om Sysselmændenes Pligter og de Krigsfolk, saavel de som Lendermændene skulde holde, der findes optagne[5]; hvoraf vi altsaa maa slutte, at Kong Magnus ikke kan have lagt sidste Haand paa den førend efter hiint Mode: flere Omstændigheder tyde ogsaa hen paa, at det netop maa have været i 1274 eller 1275. Denne „Hirdskraa“ opregner ved Slutningen omstændeligt de „Retterbøder“ eller Rets-Forbedringer, som baade Kong Haakon og Magnus selv gav Lendermændene, Stallarerne, Merkesmændene, Skutilsveinerne, Hirdmændene, Gjesterne og Kjertesveinerne, men der findes dog intet om Fritagelse for Ledings-Ydelsen. Da nu en saadan vigtig Fritagelse dog maatte have sin Plads her, om den virkelig var given, saa maa man slutte, at den endnu ikke var given paa den Tid, da den forbedrede „Hirdskraa“ blev ført i Pennen. Derimod heder det, som det nedenfor nærmere vil vises, at de Huuskarle, Lendermanden var berettiget til at holde ifølge Kong Magnus’s Retterbod, skulde være fritagne for alle Nevninger, det vil sige for den almindelige personlige Krigstjeneste ved virkeligt Ledings-Udbud; den Slutning ligger da nær, at den samme Fritagelse udstraktes til Skutilsveinerne og de øvrige haandgangne Mænds Huuskarle, skjønt ingen Bestemmelse herom findes. Sandsynligviis havde da allerede tidligere et lignende Forhold ordnet sig af sig selv, saa at de haandgangne Mænd for sig og sine Mænd faktisk nøde et Slags Ledingsfrihed, om den end ikke var dem udtrykkeligt tilstaaet; og det kan derfor lettelig forklares, at Trangen til en udtrykkelig Fritagelse ikke blev følelig, førend Ledingspræstationen skulde gaa over til at blive reel[6]. Det første Spor til at en saadan Fritagelse har været given findes i Byloven, hvor der handles om Huusejernes Pligt at holde Brygger, Gader og Alminninger ordentlige foran deres Huse. Det heder nemlig her, at hvis Prester eller haandgangne Mænd i dette Stykke ikke gjøre rede for sig som andre Bymænd, skal Gjaldkeren forbyde Vedkommende at bortleje Huset eller koge eller bage der, indtil de opfylde deres Pligt[7]. Her er det klart nok, at det maa være Ledingsfriheden, nu, efter den nye Beregningsmaade, heftende ved Huset, saa længe det ejes af ledingsfri Person, der antages at give dette Paaskud til ogsaa at unddrage sig fra Forpligtelser, som ikke egentlig henhøre under Ledingen, og hvorfra man saaledes ikke skulde være fritagen. Men den haandgangne Mand vilde dog ikke paa denne Maade kunne have været sat i Klasse med Presten, naar ej den samme Fritagelse nu var bleven ham til Deel, som den, der allerede ved Overeenskomsten i Bergen var indrømmet denne. Altsaa kan man vel være sikker paa, at Kongen, efter at „Hirdskraaen“ afsluttedes, men førend Byloven blev vedtagen i 1276, har tilstaaet sine haandgangne Mænd saadan Frihed, som den, hvorom der her er Tale. Hvori denne Frihed bestod, erfare vi af senere Retterbøder, udgivne af Hertug Haakon efter at han var bleven Konge. Han klager her over, at de haandgangne Mænd, lærde Mænd og Biskopsmænd undsloge sig for at yde Leding eller svare anden Rettighed af det Jordegods, som de ejede mere end hvad han selv og hans Formænd havde givet dem frit, eller at de unddroge sig fra sin Skyldighed at udrede Leding til Kongedømmet af deres Aabøler og Jorder, medens det dog ikke var hans Hensigt at betage Hirden og de lærde Mænd deres gamle Ret, hvilken bestod deri, at hver Ridder (d. e. Skutilsvein) og Hirdmand skulde være fritagen for tre Personer, men hver Gjest og Kjertesvein for to Personer, af deres Aaltøler (d. e. paaboende Gaarde)[8]. Dette var saaledes de haandgangne Mænds Frihed, den samme, der ved Overeenskomsten i Bergen tilstodes de biskoppelige Mænd, og som gjentoges i den nye Overeenskomst med det udtrykkelige Tillæg, at den var „den selv samme som den, de kongelige Mænd nøde, og som de havde paa den Tid denne sidste Overeenskomst blev indgaaet“. Her have vi saaledes baade Fritagelsens Beskaffenhed og Tiden, naar den blev given, nogenlunde nøje bestemt. Der maa rimeligviis have fundet Underhandlinger derom Sted mellem Kongen og de haandgangne Mænd, hvorom vi nu af de sparsomme Kilder intet erfare, i Løbet af Aarene 1274 og 1275; i et af disse Aar maa en saadan Fritagelse have været tilstaaet de haandgangne Mænd, sandsynligviis som Godtgjørelse for det Antal Krigsfolk, de nu efter de nye Bestemmelser skulde stille; og det staar maaskee og i Forbindelse med Planer, Kong Magnus, vel ogsaa de haandgangne Mænd selv, nærede til at gjøre deres Stilling endnu mere glimrende, og bringe den endnu mere i Lighed med den, Baronerne og Ridderskabet i England og Frankrige indtoge, hvilke Planer, som vi snart ville see, kom til Udførelse allerede i Aaret 1277. Med Forhandlinger om disse Sager har Kongen saaledes maaskee for en stor Deel været optagen i Tiden efter at Arbejdet med Landsloven selv for det første var blevet sluttet, og Hirdskraaen omarbejdet og vedtagen„ Forhandlingerne med Erkebiskoppen om Overeenskomstens Fornyelse bleve neppe optagne, førend ved Sammenkomsten mellem ham og Kongen om Sommeren 1276, da Kongen havde sikret sig de verdslige Herrers Bistand ved hine Indrømmelser og Løfter om yderligere Fordele, medens Erkebiskoppen derimod havde modtaget Underretning om Pave Gregors Død, og saaledes vel allerede var bleven enig med sig selv om, at det klogeste, han kunde gjøre, var at komme til Forlig med Kongen, og sikre sig de Fordele, denne endnu fremdeles var villig til at byde.

Det er ikke usandsynligt, at et nyt Sygdomsanfald har truet Kongens Liv i Løbet af Vinteren, og derfor end mere fremskyndet Erkebiskoppens Higen efter at faa Overeenskomsten fornyet. Thi den 1ste Februar 1277 gjorde Kongen endelig Alvor af at fuldføre og besegle sit Testamente, der alt længe havde ligget færdigt, og hvortil han allerede i Aaret 1268 havde erhvervet pavelig Confirmation, men som han altsaa ikke har fundet sig foranlediget til at overgive Executorerne førend nu[9]. Man skulde derfor antage, at der var en bestemt Anledning dertil, en pludselig Sygdom, eller en Følelse af legemlig Svaghed, der gjorde at han frygtede en nær forestaaende Død. Vi ville see, at han døde i en forholdsviis ung Alder; det er ovenfor berettet, at han om Vintren 1272–73 var farligt syg; han havde allerede i Faderens Levetid ved uforsigtig Ridning paadraget sig et farligt Tilfælde: alt tyder paa, at han maa have følt sig meget svag, uden just egentlig at lide af nogen bestemt Sygdom, da han udstedte Testamentet, siden han i Indledningen til dette siger at han er sund og uskadt paa Legemet. Til Executorer af dette Testamente havde Kongen allerede betinget sig Biskopperne af Bergen og Oslo, hvilke ogsaa som saadanne vare bekræftede af Pave Clemens. Sandsynligviis blev Tiden til Kongens og Erkebiskoppens næste Sammenkomst allerede berammet i Løbet af Vintren, og bestemt til August 1277, paa Tunsbergs Slot. Til denne Sammenkomst indkaldtes ogsaa i det mindste de øvrige Biskopper, en Deel Lendermænd, og Befuldmægtigede fra Capitlerne; thi dette vide vi deraf, at de udtrykkeligt nævnes i den Overeenskomst, der blev sluttet; hvorvidt der ellers atter har været holdt et formeligt Rigsmøde eller ej, er uvist; men man skulde dog snarest formode, at intet Rigsmøde var holdt, kun et Høvdingemøde, siden Overeenskomsten kun nævner de her omtalte Mænd, ikke, som den forrige, tilføjer „og andre forstandige Mænd“. Men vi have ogsaa allerede seet, hvorledes det synes at have ligget i Planen, at Høvdingemøder herefter skulde træde i Rigsmødernes Sted. Af Biskopper indfandt sig til dette Møde kun Andreas af Oslo, og Arne, der samme Aar havde efterfulgt Thorgils som Biskop i Stavanger. Kongens gamle Ven Askatin af Bergen var just død, og ligeledes Gilbert af Hamar, eller han laa paa sit Yderste. Erkebiskoppen indfandt sig allerede i eller før Juli Maaned, hvor han den itide skjenkede St. Margretes Kirke paa Mæren med alt dens Gods til Chorsbrødrene i Nidaros, „da deres Præbender vare for ubetydelige“; skulde dette maaskee være for at stemme Chorsbrødrene, hos hvem allerede en ikke ringe Oppositions-Aand havde begyndt at vise sig, gunstigt for sig ved de forestaaende Underhandlinger?[10] Gangen af disse kjendes ikke, men den 9de August kom den fornyede Overeenskomst i Stand; den er i det meste ordlydende med den ældre, af 1273, men der findes dog flere ret merkelige Forandringer, og især viser Indledningen, i den Form, den nu fik, hvorledes denne Overeenskomst sluttedes under langt gunstigere Forhold for Kongen, end den foregaaende. Thi der dvæles ikke i saa skarpe Udtryk ved de Rettigheder, hvori Kirken skulde have lidt Afbræk; der tales vel fremdeles om den foregivne Underkastelse af Kongedømmet og Ofring af Kronen, saavel som om Biskoppernes paastaaede Ret til at have de første Stemmer ved Kongevalget, men i Stedet for at det i den foregaaende Overeenskomst er Kongen, der, uagtet han indvender, at Erkebiskoppens Fordringer ere overdrevne og utaalelige, dog erklærer sig villig til, for Fredens Skyld og af Kjærlighed til Kirken at tilstaa den større Friheder, saa er det nu Erkebiskoppen, der, skjønt han paa den ene Side finder, at han ikke uden Samvittighedsskrupler kan gaa disse Punkter stiltiende forbi, dog indrømmer „at det vilde lede til stor Forvirring og Urolighed om han vilde yppe Strid, da ej alene Ophævelsen af visse Vedtægter kunde synes skadelig for Folket, men Fastsættelsen af andre Bestemmelser kunde synes at være stilet lige mod Kongen selv og hele Kongedømmets Magt;“ hvorfor han helst vælger Fred og Enighed, og derfor „henvender sig til den berømmelige Kong Magnus’s Naade, hvilken baade Kirken og Riget saa ofte havde prøvet“; hvorimod da ogsaa Kongen, af sin Kjærlighed til alt ædelt og godt o. s. v., beslutter, med Biskoppernes, Lendermændenes, og Chorsbrødrenes Raad at hædre Nidaros Kirke med større Friheder, end den forhen havde. Og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, heder det ogsaa her, besluttede Kongen, venskabeligt at bilægge Tvisten paa den Maade som følger.

Den første Artikel er paa det nærmeste ligelydende med den tilsvarende i den ældre Overeenskomst, paa det nær, at hvor denne slutter med at Erkebiskopperne og Biskopperne skulde have den fornemste Stemme i Tilfælde af at Kongevalg finder Sted, tillægges der: „hvorhos de skulle forsikre paa deres Samvittighed, at de oprigtigt ville arbejde paa at faa den valgt, som de ansee mest tjenlig for Riget og Indbyggerne“. Den anden er ligeledes eenstydende med den tidligere, der handler om Kongens Afkald paa Jurisdiction i de saakaldte gejstlige Sager, undtagen at der tilføjes: „med stadigt Forbehold af Kongens Ret i saadanne Sager, hvor der ifølge godkjendt Sædvane eller Rigets Love skal betales Pengesekt“ (Mulct), med andre Ord altsaa, at Kongen fremdeles skulde beholde det ham ved Lov eller Sædvane hjemlede Sagefald, om endog Sagen selv paadømtes af gejstlig Ret. Den tredie Artikel, om Erkebiskoppens eller Biskoppernes udelukkende Ret til at beskikke Prester ved de kongelige Capeller, er ordlydende bibeholdt, kun med Udeladelse af det Tillæg „som det er indrømmet af Kongens Forgængere“. Den fjerde Artikel, om at ingen Indblanding fra Kongens Side maatte finde Sted ved Biskoppers eller Abbeders Valg, er bibeholdt ordlydende med det vigtige Tillæg, „at naar Valget var skeet, skulde Vælgerne, før dets Bekræftelse, underrette Kongen derom enten ved Chorsbrødre fra samme Kirke eller ved et passende Sendebud, hvis ellers ikke Kongen just skulde være nærværende paa Valgstedet, eller paa et Sted, gjennem hvilket den Udvalgtes Vej vilde falde, naar han skulde modtage sin Stadfæstelse, thi i saa Fald skulde han efter Skik og Brug præsentere sig personligt for Kongen“[11]. Dette Tillæg indeholder da en Forklaring af, hvorfor „kongeligt Samtykke“ er udeladt i Overeenskomsten af 1273, skjønt det fandtes i Bullen af 1194, hvoraf Artiklen for Resten heel og holden er tagen. Femte Artikel er den, som var udeladt i den tidligere Overeenskomst, men som tilføjedes i Kongens Følgebrev, at Biskopper, Abbeder og Klerker ikke skulde være pligtige at drage paa Krigstog med Kongen, eller dertil at yde noget af deres Midler, med mindre saadan Nød skulde være for Haanden, at vedkommende Biskop og de forstandigste Gejstlige tillod det. Her udelodes det Tillæg, som optoges i Overeenskomsten af 1273 efter Bullen af 1194: „naar de ikke selv have kongelige Forleninger“. Man antog saaledes vel nu, at dette ikke herefter vilde finde Sted. Den sjette Artikel, om at Kongen ikke skulde have Tilladelse til at forandre Love og Sekter til Kirkens og Gejstlighedens Skade, svarer ganske til femte Artikel i den foregaaende Overeenskomst, og der er fremdeles ingen Tale om „Biskoppernes Samtykke og erfarne Mænds Raad“. De fire følgende Artikler (7–10) ere ligeledes eenstydende med de tilsvarende (6–9) i Overeenskomsten af 1273. Den 11te Artikel, om Værn for Pilegrime, svarer ligeledes ganske til Art. 10 i denne, paa det nær, at der er indskudt en Undtagelse for det Tilfælde, at en foregiven Pilegrim antages for at være en Spejder og derfor bliver paagreben: det er tydeligt nok at Kongen eller hans Mænd derved fik Paaskud til at underkaste Pilegrimene en Control, der næsten betog hele Artiklen dens Betydning. Den 12te Artikel, som i det Væsentlige svarer til den 11te i den tidligere Overeenskomst, om Ledingsfrihed for Erkebiskoppens 100 og hver Biskops 40 Mænd, har, hvor der tales om Skutilsveinernes Frihed selv tredie, det oven nævnte merkelige Tillæg: „saaledes som de kongelige Mænd pleje at have og som de paa den Tid, Overeenskomsten blev indgaaet, havde det“; altsaa et Vidnesbyrd om, at denne Frihed officielt maa være tilstaaet Kongsmændene i Mellemtiden mellem den tidligere og denne Overeenskomst[12]. Hvor der tales om den Jurisdiction, der tilkommer Erkebiskoppen over disse Mænd i Tilfælde af at de have tilføjet hinanden indbyrdes Fornærmelser, er der en Forandring i Redactionen, der nøjagtigere stemmer med Lovens Bud: der staar nemlig „undtagen hvis de, hvad Gud forbyde, skulde have tilføjet hinanden indbyrdes eller andre Døden eller Lemlæstelse, i hvilke Tilfælde de skulle høre under Kongens eller hans Ombudsmænds (exactoram) Domstol, saavel som den deraf flydende Sekt“. I den forrige Overeenskomst taltes der nemlig her om Kongens „Dommere“, hvilket ikke var nøjagtigt, da det ej var Dommerne, d. e. Lagmændene, men Sysselmændene, og i Byerne Gjaldkererne, altsaa med et fælles Udtryk, Ombudsmændene, der havde med Criminalsagers Paatale og Afstraffelse at bestille. Derhos taler ikke den ældre Artikel her udtrykkeligt om den Kongen tilkommende Sekt. – Den 13de og 14de Artikel svare ganske til den 12te og 13de i den ældre Overeenskomst. Endelig tilføjes som 15de Artikel den Clausul, Pave Gregorius i sit Bekræftelsesbrev havde foreskrevet at skulle indføres, aldeles ordlydende, nemlig at Tvist om Fortolkningen af et eller andet Punkt i Overeenskomsten skulde afgjøres af tvende Mænd, een udnævnt af Kongen, een af Erkebiskoppen, hvilke igjen, hvis de ikke kunde blive enige, skulde kunne tilkalde en tredie. Om den af Paven fordrede Tvangsclausul var nu derimod ingen Tale.

Denne Overeenskomst, eller, som den siden sædvanligviis kaldes, Compositionen (da den nemlig i den latinske Original kaldes compositio), eller Sættargerden, afsluttedes af Kongen og Erkebiskoppen den 9de August i Minoriternes Kirke i Tunsberg, i Overvær af de tvende Biskopper, Andreas af Oslo og Arne af Stavanger, 8 Lendermænd som før, nemlig Hr. Erling Alfssøn, Hr. Ragnvald Urka, Hr. Andres Plytt, Hr. Gaute af Tolga, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Audun Hugleikssøn og Hr. Vigleik Audunssøn, samt endelig af Domcapitlernes Befuldmægtigede, blandt hvilke fire fra Nidaros ere navngivne: Sighvat, Erlend, Thorfinn og Audun. Der er her ikke længer som i den tidligere Overeenskomst, nogen Tale om Forbehold af pavelig Confirmation, derimod heder det, at Foreningen paa begge Sider blev besvoren, paa Kongens Vegne af hine verdslige Høvdinger, paa Erkebiskoppens af Biskopperne og Capitlernes Befuldmægtigede, hvorhos begge Eedsformularer fuldstændigt indtoges. Altsaa skulde denne Overeenskomst nu betragtes som endelig, og Tvisten som fuldkommen bilagt. Documentet, der endnu er til, og, ligesom den forrige Overeenskomst, forfattet paa Latin, forsynedes med Kongens, Erkebiskoppens og de øvrige gejstlige Herrers Segl[13].

Da Overeenskomsten, som nys nævnt, var forfattet paa Latin, og saaledes ikke forstaaelig for Menigmand, blev der og, som det synes, samtidigt affattet en Oversættelse deraf paa Norsk for at kunne indtages i eller vedlægges Lovbøgerne. Af denne Oversættelse haves mange Afskrifter[14], hvorved dog den merkelige Omstændighed møder, at der mellem 14de og 15de Artikel findes indtaget et nyt og omstændeligt Regulativ for Tiende-Ydelsen, hvilket ogsaa, som det siges, ved samme Lejlighed blev vedtaget for hele Norge, undtagen for Hamars Biskopsdømme, Raumarike og Soløer. Den samme Artikel findes ogsaa indtagen i Erkebiskop Jons Christenret, saaledes som vi nu kjende den i dens endelige Redaction, med den Bemerkning, at de her følgende Bestemmelser om Tienden bleve vedtagne og fuldkomment fastsatte i Tunsberg len Sommeren 1277 for hele Norge, med Undtagelse af de nys nævnte Landskaber[15]. Dette kan man saaledes neppe forklare anderledes, end at Tiende-Regulativet blev omhandlet og vedtaget strax efter Afslutningen af Compositionen, for at kunne indtages i Oversættelsen af dette, hvilken Oversættelse maaskee ogsaa har været udstedt i Form af et Diplom, og forsynet med de oven nævnte Herrers Segl. Tienden, heder det her, skulde erlægges ubeskaaret af Gaardlejer, Bryggerier, Møller, Skovlejer, Bagerovne, Badstuer, Saltkjedler, Net og Not, saaledes at Udlejeren betaler Tiende af Lejen, og Lejeren af den beholdne Vinding, naar Lejesummen og Bekostningen fradrages. For ethvert Skib skulde, naar det var færdigt, og Sejl og andet Tilbehør anskaffet, Tiende ydes af de to Trediedele af Leien, den tredie Deel skulde anvendes til Skibets og Redskabens Udbedring. Af hver Ko, som udlejedes, skulde der betales fem Peninge vejet i Tiende, medens fremdeles den forrige Vidreldes-Tiende (Tiende af Ungfæ, der tillagdes) erstattedes ved den Ost, der ystedes af al den paa Fredag før St. Hansdag faldende Melk, ligesom man og desforuden i Melke-Tiende skulde for hvert Kreatur, som man ikke udlejede, men selv benyttede, give den Ost, der ystedes af Melken paa Fredag før Olafsmesse. End videre skulde der betales Tiende af Uld, af alle de Sauder, der holdtes ude paa Øerne, af alle Frugter, al Slags Korn, Rug, Hvede, Hamp, Liin, Næper, Erter, saa og af Skreid, Selhunde, Hvaler, Haakjerringer, af Tran, samt al Slags Fisk, hvorfor Høvedsmændene paa hvert Baadlag skulde være ansvarlige under Eed, endelig af al Slags Vildt, Salt, Kvernsteensbrud, Penge i Handel, Arbejdsfortjeneste, Tjære (hver tyvende Ask) og Jern (hvert tyvende Pund). – Man behøver kun at gjennemlæse disse strenge Fordringer, for at kunne skjønne, at Regulativet maatte være yderst upopulært, om man end ikke af Documentet selv, der indeholder det, erfarede, at hele Oplandene samt hvad der for Resten hørte til Hamars Biskopsdømme (Numedal og Nordre Thelemarken) ikke vilde underkaste sig det. Ogsaa den søndre Deel af Thelemarken, der hørte til Oslo Biskopsdømme, maa have gjort Vanskeligheder, og temmelig alvorlige Forhandlinger desangaaende have fundet Sted, hvorved Kong Magnus endog maatte give efter, thi vi erfare af de gamle Annaler, at Thelebønderne i Aaret 1277, som det heder, forligte sig med Kong Magnus[16], – altsaa havde der været en Uenighed mellem dem, og da hele Thelemarken, lige saavel den sydlige som den nordlige Deel, fremdeles, indtil vore Tider, har været fritagen for Tiende, men i dets Sted haft den saakaldte Hovedtiende[17], bliver det saa godt som sikkert, at Tvisten just har drejet sig om denne Sag, og at Kongen ved Forliget har maattet finde sig i, at Syd-Thelerne lige saavel som Nord-Thelerne slap for den forhadte Tiende-Ydelse, og fremdeles fik have alt paa den gamle Viis. Ogsaa efter at Kongen havde forladt Tunsberg og var kommen tilbage til Bergen, fandt han sig foranlediget til at tilskrive Borgarthingsmændene et Brev, hvori han formeligt smigrer for dem, for at de skulle være villige til at underkaste sig Tiende-Regulativet. „Gud takke eder, Vikverjer, siger han, saavel som Oplændingerne, for den Hast, Føjelighed og Godvilje I have viist os baade nu sidst vi have været hos eder og før, som vi ogsaa haabe at det fremdeles vil vedblive, og hvad der vil bevæge os til oftere at besøge eder“; han erindrer dem om det nys i Tunsberg sluttede Forlig som han haaber skal blive baade Lærde og Læge til Gavn og Greide, og siger at han har samtykket i at der skal ydes Tiende af alt hvad Loven byder, og hans Faders saavel som hans eget Brev omhandler[18], hvorimod Biskoppen havde lovet, at, naar hine Tiender godvilligt erlagdes, skulde alle Hovedtiender og alle andre ulovlige Tiender være afskaffede; han raader dem til at lytte til denne Formaning, „for at det kunde blive Gud til Ære, dem selv til Gavn og til større Enighed mellem Lærde og Læge“. Det hjalp dog ikke, som man seer, i det mindste for Thelemarkens Vedkommende[19]. I Forbindelse med denne Sag staar, som man af Indholdet seer, et Brev fra Kong Magnus til Indbyggerne i Hamars Biskopsdømme, der er skrevet i en temmelig alvorlig Tone, saasom der tales om de hyppige Klager, der havde været førte over den Ulydighed mod Gud og Kirken, der herskede mere her end i de fleste andre Biskopsdømmer i Landet, for det første med Hensyn til Tiende, idet nogle ikke ville yde Tiende af sin Trad, „Greftesæd“, og andet mere, hvilket Kongen siger ikke at ville taale længere og derfor befaler sine Sysselmænd strengt at tilholde Vedkommende at gjøre deres Pligt; for det andet, at flere ikke vilde lystre Biskoppernes Stevninger, hvilket herved paa det strengeste indskjerpedes; endelig, at man holdt Samkvem med Bansatte, hvilket strengt blev forbudt. Da Slutningen af Brevet mangler, kjende vi ikke dets Udstedelses-Aar; efter al Sandsynlighed er det snarere forfattet i Magnus’s tidligere Aar, end efter Compositionen, men det viser, hvorledes Stemningen i Hamars Biskopsdømme har været med Hensyn til Tienden og Gejstlighedens Fordringer[20].

Dette viser imidlertid, hvor alvorligt det bar ligget Kongen paa Hjerte, at tilvejebringe en god Forstaaelse med Kirkens Foresatte, og at han, naar han først havde opnaaet, hvad han for sin egen Æres Skyld maatte holde paa, at Erkebiskoppen indgik et endeligt, ej af noget paveligt Samtykke betinget, Forlig, og ikke udstrakte sine Fordringer videre, men snarere indskrænkede dem i et og andet, og derved ligesom erklærede sig overvunden, bagefter gjerne af egen fri Vilje gjorde Indrømmelser, der lagde for Dagen, at han meente det godt og oprigtigt med Kirken, men kun ikke vilde lade sig noget aftvinge ved et Magtsprog. End mere fremgaar dette af et andet Brev, han ligeledes strax efter sin Tilbagekomst til Bergen, nogle Dage tidligere end hiint, udfærdigede fornemmelig til Erkebiskop Jon, og hvori han, som det lader aldeles uopfordret, gjorde yderligere Indrømmelser, idet han i den venligste Tone omtaler Erkebiskoppen og hans Fortjenester. Da disse Ytringer i flere Henseender ere merkelige, især fordi de vidne om Kongens blide og fromme Sind, at han var sig sin fredelige Stræben fuldkommen bevidst, og glædede sig oprigtigt ved sine Undersaatters Kjærlighed, fortjene de her at anføres. „Velsignet være Jesus Christus“, saaledes begynder det, „Fredens og den samchristelige Kjærligheds Gud, der af sin store Mildhed og Naade forundte os med større Fred og Ro at forestaa Norges Kongeriges Styrelse efter vor Fader, end nogen af vore Forfædre, der for os vare Konger i Norge, have kunnet. Siden har han mangfoldeligen skjenket os sin Mildheds og Miskundheds Gaver i Almuens store Lydighed og saavel Lærdes som Læges Føjelighed. Og efterdi alle Mænd i Landet have vendt sig til os med den omhyggeligste Kjærlighed og Huldskab, og i Særdeleshed den værdige Fader, Erkebiskop Jon af Guds Naade Erkebiskop i Nidaros, styrtende os og vor kongelige Magt i mange gode Ting, i de daglige Forbønner til Gud, som han med faderlig Velvilje har faaet alle Mænd til at gjøre for os, Dronningen og vore Børn, samt idelig Meddelelse af heldbringende Raad, og ofte stor Bekostning og Møje, som han og enkelte af hans Brødre Biskopperne have haft for os indenlands, vel og herligen, hvilken vi ogsaa tro at de fremdeles ville have: saa gjøre vi herved vitterligt, at vi for at hædre Gud og vor Frænde St. Olaf og hans Kirke, der ligger os særdeles paa Hjertet med Guds dyrebare Kjærligheds Sam-Baand, have vi gjort Herr Erkebiskop Jon og hans lovlige Efterfølgere følgende Indrømmelser“. Indrømmelserne slutte sig alle til Artiklerne i den nys indgaaede Composition. Medens denne kun tilstod Erkebiskoppen den halve Sekt, og forbeholdt Kongen den anden halve Deel af Sekten, naar Erkebiskoppens Mænd begik Fredsbrud i hans Fraværelse, indrømmede Kongen nu Erkebiskoppen den hele Sekt, undtagen naar Forbrydelsen var begaaet i Kongens umiddelbare Nærværelse, hvor den halve Sekt fremdeles skulde tilfalde Kongen som noget, der skyldtes hans Ære og Værdighed, ligesom ogsaa Kongens udelukkende Dom fremdeles forbeholdtes i Drabs- eller Lemlæstelses-Tilfælde, dog saaledes at en passende Æres-Bod skulde tilkomme Erkebiskoppen naar Forbrydelsen var begaaet i hans Gaard eller Nærværelse. End videre tilstod han ogsaa hver af de øvrige Biskopper i Norge halv Sekt for de Fredsbrud, som deres Mænd maatte begaa i deres Nærværelse; i Compositionen var ingen saadan Ret forbeholdt Lydbiskopperne. Fremdeles bestemte han for Uvillighed i at møde efter Erkebiskoppens, Biskoppernes, eller deres Chorsbrødres og Provsters lovlige Stevninger i Kirkesager de samme Bøder som Lovbogen bestemte for Stevnefald og Takfald i Kjøbstæderne, dog saaledes at ingen skulde taksættes eller stevnes for Penge-Udpresnings Skyld eller for „Klængesager“. Erkebiskoppens Myntret bestemtes nærmere saaledes at han skulde kunne holde en Mand dertil, med en Svend, men at han skulde slaa saadanne Sølvpenge som Kongen selv bestemmer at skulle gaa i Nidaros, baade med Hensyn til Vegt og Gehalt. Den allerede længe bestaaende Ledingsfrihed for Erkebiskoppens Huusfolk og Arbejdsfolk bestemtes saaledes, at alle Steenhuggere, Tømmermænd, daglige Arbejdsfolk der gik til hans Bord, og de øvrige, der arbejdede paa Christkirken og Erkebiskopsgaarden skulde være fritagne for Leding for eet Nev, saavel som for Skibsdrætt, undtagen naar Landet hjemsøgtes af en fiendtlig Hær, saa at Kongen og Erkebiskoppen maatte finde det nødvendigt at gjøre en Undtagelse. Endelig gjorde Kongen ej alene Afkald paa sin Ret til de Tomter, hvorpaa Erkebiskoppen havde opført det forhen omtalte Hospital, men skjenkede derhos St. Olaf (d. e. Christkirken) nogle Tomter til et Teglverk, som Erkebiskop Einar i sin Tid havde faaet laant af den kongelige Ombudsmand, Jon Tviskaven[21]. – Saa magtpaaliggende lod Kong Magnus det være sig, at vise Gejstligheden sin Velvilje, og lægge sit oprigtige Ønske for Dagen, at alt nu skulde være godt, og fuldkommen Enighed oprettet.

  1. ↑ Dette sees af Kongens Brev af 13de Sept. 1277, se nedenfor.
  2. ↑ At Kongen overvintrede i Viken, og havde sit egentlige Tilhold i Tunsberg, sees noksom deraf, at hans Testamente, hvorom nedenfor, er dateret Tunsberg 1ste Februar 1277.
  3. ↑ Gulathingslov, Cap. 208, jvfr. Frostathingslov VII. 17, 18.
  4. ↑ Man sammenligne f. Ex. kun Cap. 29, der taler om Hirdmændenes Høviskhed, med de allerede ovenfor (III. S. 403–408) anførte Uddrag af Kongespejlet om Hirdmændenes Opførsel.
  5. ↑ Nemlig i Capitel 36, se ovenfor S. 536, 549. Hertil kommer, at hvor der tales om Orknø-Jarlens Forhold til Kronen, nævnes der kun om Magnus Gilbartssøns Forlig med Kong Magnus 1267, men intet om hans Søn Magnus Magnussens Hylding 1276, hvilken, eller rettere de ved denne Hylding fornyede Lensbetingelser, ikke vel kunde have været uomtalte, hvis Loven var nedskreven bagefter at den fandt Sted.
  6. ↑ Især maatte Trællevæsenets Ophør her gjøre meget til Sagen, thi da de haandgangne Mænd hørte til de fornemste og rigeste i Landet, eg saaledes holdt flest Trælle, for hvilke der maatte svares Leding, vilde Lettelsen for dem ej ret føles, naar der ej længer gaves Trælle, men frie Folk, der svarede Leding for sig selv.
  7. ↑ Bylov, VI. 13.
  8. ↑ Retterbod af 29de Mai 1303 (Norges gl. Love III. 56) og af 15de Mai 1311 (ssteds S. 90).
  9. ↑ Testamentet er udgivet i Dipl. Norv. IV. No. 3, ligeledes i Thork. Dipl. II. 253, Script. rer. Dan. VI. 248 fgg., og endelig særskilt, af Arne Magnussøn selv, efter den 1728 opbrændte Original, i Khavn 1719. Confirmationsbullen af 6te August 1268, som egentlig er stilet til Executorerne fra Breve Clemens IV, idet denne befaler dem at overtage det dem i Testamentet givne Hverv, er indtagen i dette.
  10. ↑ Dipl. Norv. III. No. 13. Erkebiskoppen havde tilbragt Vintren i Nidaros, siden han sees derfra at have udstedt et Brev den 30te April, Dipl. Norv. II. 17.
  11. ↑ Det var dette, Erkebiskop Einar havde undladt at gjøre, hvorover Kong Haakon blev saa forbitret, at han havde vanskeligt for at glemme ham det.
  12. ↑ Man kunde jo vistnok sige, at dette maaskee mere var en Redactionsforandring, skeet for Tydelighedens Skyld, end et Tillæg af noget nyt, og at Friheden for Skutilsveinerne derfor gjerne kunde være ældre. Men i det foregaaende have vi paapeget de Punkter, der vise, at Friheden i det mindste i denne Skikkelse var ny, og ved Siden heraf bliver ogsaa det her paapegede Moment af Vegt.
  13. ↑ Documentet er, med de øvrige Nidaros Biskopsstol tilhørende Breve, forlængst kommet til Kjøbenhavn, og opbevares nu i den arnamagnæanske Diplomsamling, Fasc. 5, No. 9. Af Seglene er nu kun det 5te tilbage, dog kun som Brudstykke; dette er, skjønt kun to Biskopper vare tilstede, og de biskoppelige Segl derhos skulde antages at slutte med No. 4, dog et Biskopssegl, paa hvilket man kan læse …nsis epi…; man synes deraf at maatte slutte, at alle norske Biskoppers Segl have været tilføjede, og at saaledes Capitlerne fra de to ledigværende Biskopsstole have medbragt de biskoppelige Segl. Seglenes Antal sees i alt at have været 21, hvilket Antal er vanskeligt nok at forklare, om man endog medregner alle Biskopsstole i Landet. Thi Kongens, Erkebiskoppens, de fire Biskoppers og de 8 Lendermænds ere 14; da det udtrykkeligt siges, at kun Capitlerne, ikke de enkelte Chorsbrødre, beseglede, bliver der for dem kun at regne fem Segl, hvilket med hine udgjør 19; der bliver saaledes to tilbage, for hvilke der ej kan gjøres Regnskab. Maaskee dog at hine tre navngivne Chorsbrødre fra Nidaros forseglede hver for sig. – Documentet er aftrykt i N. gl. L. II. S. 462, og (yderst urigtigt) i Thorkelins Dipl. II. S. 66–73.
  14. ↑ Texten er med Varianter aftrykt i N. gl. Love II. 467–477. Oversættelsen er i sig selv daarligt gjort, da den vrimler af Latinismer.
  15. ↑ N. gl. L. II. 474.
  16. ↑ Sættust Þilir við Magnus konung. – Isl. Annaler, ved 1277.
  17. ↑ Det er allerede forhen omtalt, at Øvre Thelemarken, det vil sige det egentlige Thelemarken, i det 16de og 17de Aarhundrede kaldtes Skatlandet, modsat Tiendetaget, der var Nedre Thelemarkens (Grenlands) Navn, fordi her ydedes Tiende, ikke derimod i hiint Landskab.
  18. ↑ Her kan der kun sigtes til de ovenfor (S. 119, 49l) omhandlede Breve om Tiende, Olafsskot og Hallvardsskot, hvor Tienden kun i Almindelighed omtales uden nærmere at specificeres.
  19. ↑ Brev af 22de September 1277 i N. gl. Love II. 483. Det er henvendt til Hr. Erling Alfssøn, Thore Biskopssøn, Hr. Audun Hugleikssøn, Lagmændene, Sysselmændene og de haandgangne Mænd, alle Borgarthingsmænd og alle andre. Dette viser, at hine tre navngivne Herrer maa have indtaget en højere Stilling end de sædvanlige Sysselmænd, som det ovenfor er paapeget. Det var, som man seer, blevet en staaende Form, at almindelige Breve til et enkelt Landskab eller til en enkelt Stand henvendtes først til den eller de Personer i samme Landskab eller Stand under Navn, saaledes ogsaa det Brev, der strax herefter omtales, til Erkebiskop Jon. Men nu havde Erling, Thore og Audun, som det er viist, deres Forleninger kun i Viken eller i Borgarthingslagen, ikke i Eidsivathingslagen, ligeledes nævnes der kun „Borgarthingsmænd“ udtrykkeligt som de Thingmænd, til hvilke Brevet er henvendt. Derfor maa det her nærmest være Vikverjerne, eller Beboerne af de Districter i Borgarthingslagen, nemlig Skidusyssel, der endnu ikke havde underkastet sig de nye Tiendebestemmelser, for hvilke Brevet er bestemt. Vel siger Kongen senere: „Gud takke eder, Vikverjer og Oplændinger“ o. s. v., men her er aabenbart kun „Oplændinger“ taget med, fordi de sædvanligt plejede at nævnes sammen med Vikverjerne, og fordi Kongen under sit sidste lange Ophold paa Østlandet ogsaa havde været paa Oplandene. Hvor han taler om deres og Vikverjernes Lydighed, sigter han visselig til den Beredvillighed, hvormed Lovbogen antoges.
  20. ↑ N. gl. Love II. S. 486. Man skulde formode, at det især var Nord-Thelerne dette Brev gjaldt.
  21. ↑ N. gl. Love II. S. 483, 484.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/56&oldid=74081»