Det norske Folks Historie/5/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Saaledes var nu da Lovbogen, om end i en ufuldkommen Skikkelſe, lovtagen over hele Landet eller ſtørſte Delen deraf, og det ſtod nu kun tilbage at ſkride til den nærmere Behandling af de Punkter, der endnu ikke vare bragte paa det rene, fornemmelig det vigtige Ledingsſpørgsmaal. Men førend noget ſaadant kunde ſkee, var det nødvendigt, at Kongen og Erkebiſkoppen kom til Enighed. Erkebiſkoppen var nu øjenſynlig ſpagfærdigere end før. Han maa have indſeet, at han ikke kom nogen Vej ved Paaſtaaelighed, og at han derved ſnarere vilde fordærve ſin Sag, hvis ingen Afgjørelſe kom i Stand, medens Magnus levede. Han maatte vel desuden i ſit Hjerte erkjende, at Kongen i mangt og meget havde viiſt ham ſtørre Overbærenhed, end han vel kunde vente, og at han ſelv ſtundom havde tilſideſat de Henſyn, han ſkyldte Kongen, ſom f. Ex. da han, om end i en god Henſigt, havde ladet opføre et Hoſpital for Fattige paa Ilevolden, uden at ſpørge Kongen ad, ſkjønt Tomten dertil, ſom Almennings-Tomt, egentlig tilhørte Kongen[1]. Hertil kom at Pave Gregorius var død den 10de Januar 1276, hvilket man vel endnu om Vaaren maa have erfaret i Norge, og Erkebiſkoppen havde ſaaledes tabt den Støtte, han kunde have i ham; i Tiden fra hans Død indtil det følgende Aars Høſt valgtes der ikke færre end tre Paver, af hvilke de to førſte kun overlevede deres Valg nogle faa Maaneder (Innocentius den 5te fra 21de Febr. til Juli, Hadrian den 5te fra ilte Juli til Sept. 1276, og Johannes den 21de fra 13de Sept. 1276 til 25de Novbr. 1277). I al denne Tid maatte der ſaaledes for Erkebiſkop Jon i det fjerne Norge være, ſom om der ſlet ingen Pave var til. Det lader ogſaa til, at han nok ſaa venligt har nærmet ſig Kongen; ſaaledes fulgte han ham paa Toget til Grændſen, uden at der tales noget om, at Forholdet mellem dem under dette lange Samvær var andet end nokſaa godt. Kongen overvintrede i Viken, da de Uroligheder, ſom paa denne Tid fandt Sted i Sverige, gjorde hans længere Ophold paa denne Kant nødvendigt[2], og da han tillige, ſom det vil ſees, paa denne Tid gjorde ſit Teſtamente, valgte han Erkebiſkoppens ivrige Ven, Biſkop Andreas af Oslo, til en af Executorerne. Saa vidt man kan ſkjønne, have altſaa Underhandlingerne om en endelig Overeenskomſt været fortſatte i al Venſkabelighed paa begge Sider. Man ſkulde nu ogſaa ſnarere formode, at det var de verdslige Herrer, ſom bragte Stridsſpørgsmaal paa Bane, end de Gejſtlige, for ſaa vidt ogſaa de fordrede visſe Friheder, iſær med Henſyn til Ledingen, overeensſtemmende ſaavel med hvad der var blevet Gejſtligheden og dens Tjenere til Deel, ſom overhoved med Tidsaanden. Det er allerede viiſt, hvorledes Erkebiſkoppens og Biſkoppernes haandgangne Mænd ved Overeenskomſten i Bergen vare blevne fritagne fra Leding ſelv anden, og for ſaa vidt de vare Skutilſveiner, ſelv tredie. Ved denne Fritagelſe findes intet tilføjet om lignende Frihed, tilſtaaet Kongens egne haandgangne Mænd, og der findes heller ikke i den ældre Lovgivning nogen anden dermed analog Beſtemmelſe, end at Kongens Aarmand ej ſkulde gjøre Leding for ſig, ſin Kone og ſin Træl, hvorimod det endog udtrykkeligt var beſtemt, at Lendermanden ſkulde gjøre Leding[3]. Men den Forandring i Maaden at fore Krig paa, ſom de ſenere Tider, iſær Tronkrigene, medførte, og ſom visſelig gjorde de haandgangne Mænds Krigstjeneſte og øvrige Pligter baade meget bekoſteligere og byrdefuldere end forhen, iſær da der ofte nu var Tale om Krigstjeneſte til Heſt, og at holde Svende, ſynes at have gjort den Mening gjeldende, at disſe haandgangne Mænd derfor ogſaa til en vis Grad burde være fritagne for Leding. Hvor vidt de nu virkelig have nydt en ſaadan Fritagelſe, erfarer man ikke af de for Haanden værende Kilder; den hele Lovgivning indtil 1273 indeholder intet derom, og det førſte ligefremme Tegn til, at noget ſaadant var paa Bane, findes førſt i hiin Indrømmelſe, tilſtaaet Biſkoppens haandgangne Mænd. Dog torde maaſkee den ſaakaldte „Hirdſkraa“ give nogen Oplysning. Det er allerede ovenfor berørt, at Kong Magnus blandt fine Lovforbedrings-Arbejder ogſaa foretog ſig at forbedre eller udvide denne Lov eller Baalk, der handlede om Hofceremoniellet, ſaavel ſom Hofembedsmændenes og de haandgangne Mænds Pligter og Rettigheder, og ſom ſandſynligviis oprindeligt var forfattet af eller under Kong Sverre, da den i ſaa mangt og meget minder om „Kongeſpejlets“ Indhold og Utryksmaade[4]. Uagtet flere af de Forandringer, Kong Magnus foretog ved den, ſynes at have tilhørt hans førſte Regjeringsaar, er det dog viſt nok, at den i den Skikkelſe, hvori den er kommen til os, ikke er ældre end Rigsmødet 1273, efterſom baade den nye Konge-Arvelov og de paa Møderne i Tunsberg og Bergen foreſkrevne Beſtemmelſer om Sysſelmændenes Pligter og de Krigsfolk, ſaavel de ſom Lendermændene ſkulde holde, der findes optagne[5]; hvoraf vi altſaa maa ſlutte, at Kong Magnus ikke kan have lagt ſidſte Haand paa den førend efter hiint Mode: flere Omſtændigheder tyde ogſaa hen paa, at det netop maa have været i 1274 eller 1275. Denne „Hirdſkraa“ opregner ved Slutningen omſtændeligt de „Retterbøder“ eller Rets-Forbedringer, ſom baade Kong Haakon og Magnus ſelv gav Lendermændene, Stallarerne, Merkesmændene, Skutilſveinerne, Hirdmændene, Gjeſterne og Kjerteſveinerne, men der findes dog intet om Fritagelſe for Ledings-Ydelſen. Da nu en ſaadan vigtig Fritagelſe dog maatte have ſin Plads her, om den virkelig var given, ſaa maa man ſlutte, at den endnu ikke var given paa den Tid, da den forbedrede „Hirdſkraa“ blev ført i Pennen. Derimod heder det, ſom det nedenfor nærmere vil viſes, at de Huuskarle, Lendermanden var berettiget til at holde ifølge Kong Magnus’s Retterbod, ſkulde være fritagne for alle Nevninger, det vil ſige for den almindelige perſonlige Krigstjeneſte ved virkeligt Ledings-Udbud; den Slutning ligger da nær, at den ſamme Fritagelſe udſtraktes til Skutilſveinerne og de øvrige haandgangne Mænds Huuskarle, ſkjønt ingen Beſtemmelſe herom findes. Sandſynligviis havde da allerede tidligere et lignende Forhold ordnet ſig af ſig ſelv, ſaa at de haandgangne Mænd for ſig og ſine Mænd faktiſk nøde et Slags Ledingsfrihed, om den end ikke var dem udtrykkeligt tilſtaaet; og det kan derfor lettelig forklares, at Trangen til en udtrykkelig Fritagelſe ikke blev følelig, førend Ledingspræſtationen ſkulde gaa over til at blive reel[6]. Det førſte Spor til at en ſaadan Fritagelſe har været given findes i Byloven, hvor der handles om Huusejernes Pligt at holde Brygger, Gader og Alminninger ordentlige foran deres Huſe. Det heder nemlig her, at hvis Preſter eller haandgangne Mænd i dette Stykke ikke gjøre rede for ſig ſom andre Bymænd, ſkal Gjaldkeren forbyde Vedkommende at bortleje Huſet eller koge eller bage der, indtil de opfylde deres Pligt[7]. Her er det klart nok, at det maa være Ledingsfriheden, nu, efter den nye Beregningsmaade, heftende ved Huſet, ſaa længe det ejes af ledingsfri Perſon, der antages at give dette Paaſkud til ogſaa at unddrage ſig fra Forpligtelſer, ſom ikke egentlig henhøre under Ledingen, og hvorfra man ſaaledes ikke ſkulde være fritagen. Men den haandgangne Mand vilde dog ikke paa denne Maade kunne have været ſat i Klasſe med Preſten, naar ej den ſamme Fritagelſe nu var bleven ham til Deel, ſom den, der allerede ved Overeenskomſten i Bergen var indrømmet denne. Altſaa kan man vel være ſikker paa, at Kongen, efter at „Hirdſkraaen“ afſluttedes, men førend Byloven blev vedtagen i 1276, har tilſtaaet ſine haandgangne Mænd ſaadan Frihed, ſom den, hvorom der her er Tale. Hvori denne Frihed beſtod, erfare vi af ſenere Retterbøder, udgivne af Hertug Haakon efter at han var bleven Konge. Han klager her over, at de haandgangne Mænd, lærde Mænd og Biſkopsmænd undſloge ſig for at yde Leding eller ſvare anden Rettighed af det Jordegods, ſom de ejede mere end hvad han ſelv og hans Formænd havde givet dem frit, eller at de unddroge ſig fra ſin Skyldighed at udrede Leding til Kongedømmet af deres Aabøler og Jorder, medens det dog ikke var hans Henſigt at betage Hirden og de lærde Mænd deres gamle Ret, hvilken beſtod deri, at hver Ridder (d. e. Skutilſvein) og Hirdmand ſkulde være fritagen for tre Perſoner, men hver Gjeſt og Kjerteſvein for to Perſoner, af deres Aaltøler (d. e. paaboende Gaarde)[8]. Dette var ſaaledes de haandgangne Mænds Frihed, den ſamme, der ved Overeenskomſten i Bergen tilſtodes de biſkoppelige Mænd, og ſom gjentoges i den nye Overeenskomſt med det udtrykkelige Tillæg, at den var „den ſelv ſamme ſom den, de kongelige Mænd nøde, og ſom de havde paa den Tid denne ſidſte Overeenskomſt blev indgaaet“. Her have vi ſaaledes baade Fritagelſens Beſkaffenhed og Tiden, naar den blev given, nogenlunde nøje beſtemt. Der maa rimeligviis have fundet Underhandlinger derom Sted mellem Kongen og de haandgangne Mænd, hvorom vi nu af de ſparſomme Kilder intet erfare, i Løbet af Aarene 1274 og 1275; i et af disſe Aar maa en ſaadan Fritagelſe have været tilſtaaet de haandgangne Mænd, ſandſynligviis ſom Godtgjørelſe for det Antal Krigsfolk, de nu efter de nye Beſtemmelſer ſkulde ſtille; og det ſtaar maaſkee og i Forbindelſe med Planer, Kong Magnus, vel ogſaa de haandgangne Mænd ſelv, nærede til at gjøre deres Stilling endnu mere glimrende, og bringe den endnu mere i Lighed med den, Baronerne og Ridderſkabet i England og Frankrige indtoge, hvilke Planer, ſom vi ſnart ville ſee, kom til Udførelſe allerede i Aaret 1277. Med Forhandlinger om disſe Sager har Kongen ſaaledes maaſkee for en ſtor Deel været optagen i Tiden efter at Arbejdet med Landsloven ſelv for det førſte var blevet ſluttet, og Hirdſkraaen omarbejdet og vedtagen„ Forhandlingerne med Erkebiſkoppen om Overeenskomſtens Fornyelſe bleve neppe optagne, førend ved Sammenkomſten mellem ham og Kongen om Sommeren 1276, da Kongen havde ſikret ſig de verdslige Herrers Biſtand ved hine Indrømmelſer og Løfter om yderligere Fordele, medens Erkebiſkoppen derimod havde modtaget Underretning om Pave Gregors Død, og ſaaledes vel allerede var bleven enig med ſig ſelv om, at det klogeſte, han kunde gjøre, var at komme til Forlig med Kongen, og ſikre ſig de Fordele, denne endnu fremdeles var villig til at byde.

Det er ikke uſandſynligt, at et nyt Sygdomsanfald har truet Kongens Liv i Løbet af Vinteren, og derfor end mere fremſkyndet Erkebiſkoppens Higen efter at faa Overeenskomſten fornyet. Thi den 1ſte Februar 1277 gjorde Kongen endelig Alvor af at fuldføre og beſegle ſit Teſtamente, der alt længe havde ligget færdigt, og hvortil han allerede i Aaret 1268 havde erhvervet pavelig Confirmation, men ſom han altſaa ikke har fundet ſig foranlediget til at overgive Executorerne førend nu[9]. Man ſkulde derfor antage, at der var en beſtemt Anledning dertil, en pludſelig Sygdom, eller en Følelſe af legemlig Svaghed, der gjorde at han frygtede en nær foreſtaaende Død. Vi ville ſee, at han døde i en forholdsviis ung Alder; det er ovenfor berettet, at han om Vintren 1272—73 var farligt ſyg; han havde allerede i Faderens Levetid ved uforſigtig Ridning paadraget ſig et farligt Tilfælde: alt tyder paa, at han maa have følt ſig meget ſvag, uden juſt egentlig at lide af nogen beſtemt Sygdom, da han udſtedte Teſtamentet, ſiden han i Indledningen til dette ſiger at han er ſund og uſkadt paa Legemet. Til Executorer af dette Teſtamente havde Kongen allerede betinget ſig Biſkopperne af Bergen og Oslo, hvilke ogſaa ſom ſaadanne vare bekræftede af Pave Clemens. Sandſynligviis blev Tiden til Kongens og Erkebiſkoppens næſte Sammenkomſt allerede berammet i Løbet af Vintren, og beſtemt til Auguſt 1277, paa Tunsbergs Slot. Til denne Sammenkomſt indkaldtes ogſaa i det mindſte de øvrige Biſkopper, en Deel Lendermænd, og Befuldmægtigede fra Capitlerne; thi dette vide vi deraf, at de udtrykkeligt nævnes i den Overeenskomſt, der blev ſluttet; hvorvidt der ellers atter har været holdt et formeligt Rigsmøde eller ej, er uviſt; men man ſkulde dog ſnareſt formode, at intet Rigsmøde var holdt, kun et Høvdingemøde, ſiden Overeenskomſten kun nævner de her omtalte Mænd, ikke, ſom den forrige, tilføjer „og andre forſtandige Mænd“. Men vi have ogſaa allerede ſeet, hvorledes det ſynes at have ligget i Planen, at Høvdingemøder herefter ſkulde træde i Rigsmødernes Sted. Af Biſkopper indfandt ſig til dette Møde kun Andreas af Oslo, og Arne, der ſamme Aar havde efterfulgt Thorgils ſom Biſkop i Stavanger. Kongens gamle Ven Aſkatin af Bergen var juſt død, og ligeledes Gilbert af Hamar, eller han laa paa ſit Yderſte. Erkebiſkoppen indfandt ſig allerede i eller før Juli Maaned, hvor han den itide ſkjenkede St. Margretes Kirke paa Mæren med alt dens Gods til Chorsbrødrene i Nidaros, „da deres Præbender vare for ubetydelige“; ſkulde dette maaſkee være for at ſtemme Chorsbrødrene, hos hvem allerede en ikke ringe Oppoſitions-Aand havde begyndt at viſe ſig, gunſtigt for ſig ved de foreſtaaende Underhandlinger?[10] Gangen af disſe kjendes ikke, men den 9de Auguſt kom den fornyede Overeenskomſt i Stand; den er i det meſte ordlydende med den ældre, af 1273, men der findes dog flere ret merkelige Forandringer, og iſær viſer Indledningen, i den Form, den nu fik, hvorledes denne Overeenskomſt ſluttedes under langt gunſtigere Forhold for Kongen, end den foregaaende. Thi der dvæles ikke i ſaa ſkarpe Udtryk ved de Rettigheder, hvori Kirken ſkulde have lidt Afbræk; der tales vel fremdeles om den foregivne Underkaſtelſe af Kongedømmet og Ofring af Kronen, ſaavel ſom om Biſkoppernes paaſtaaede Ret til at have de førſte Stemmer ved Kongevalget, men i Stedet for at det i den foregaaende Overeenskomſt er Kongen, der, uagtet han indvender, at Erkebiſkoppens Fordringer ere overdrevne og utaalelige, dog erklærer ſig villig til, for Fredens Skyld og af Kjærlighed til Kirken at tilſtaa den ſtørre Friheder, ſaa er det nu Erkebiſkoppen, der, ſkjønt han paa den ene Side finder, at han ikke uden Samvittighedsſkrupler kan gaa disſe Punkter ſtiltiende forbi, dog indrømmer „at det vilde lede til ſtor Forvirring og Urolighed om han vilde yppe Strid, da ej alene Ophævelſen af visſe Vedtægter kunde ſynes ſkadelig for Folket, men Faſtſættelſen af andre Beſtemmelſer kunde ſynes at være ſtilet lige mod Kongen ſelv og hele Kongedømmets Magt;“ hvorfor han helſt vælger Fred og Enighed, og derfor „henvender ſig til den berømmelige Kong Magnus’s Naade, hvilken baade Kirken og Riget ſaa ofte havde prøvet“; hvorimod da ogſaa Kongen, af ſin Kjærlighed til alt ædelt og godt o. ſ. v., beſlutter, med Biſkoppernes, Lendermændenes, og Chorsbrødrenes Raad at hædre Nidaros Kirke med ſtørre Friheder, end den forhen havde. Og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, heder det ogſaa her, beſluttede Kongen, venſkabeligt at bilægge Tviſten paa den Maade ſom følger.

Den førſte Artikel er paa det nærmeſte ligelydende med den tilſvarende i den ældre Overeenskomſt, paa det nær, at hvor denne ſlutter med at Erkebiſkopperne og Biſkopperne ſkulde have den fornemſte Stemme i Tilfælde af at Kongevalg finder Sted, tillægges der: „hvorhos de ſkulle forſikre paa deres Samvittighed, at de oprigtigt ville arbejde paa at faa den valgt, ſom de anſee meſt tjenlig for Riget og Indbyggerne“. Den anden er ligeledes eenstydende med den tidligere, der handler om Kongens Afkald paa Jurisdiction i de ſaakaldte gejſtlige Sager, undtagen at der tilføjes: „med ſtadigt Forbehold af Kongens Ret i ſaadanne Sager, hvor der ifølge godkjendt Sædvane eller Rigets Love ſkal betales Pengeſekt“ (Mulct), med andre Ord altſaa, at Kongen fremdeles ſkulde beholde det ham ved Lov eller Sædvane hjemlede Sagefald, om endog Sagen ſelv paadømtes af gejſtlig Ret. Den tredie Artikel, om Erkebiſkoppens eller Biſkoppernes udelukkende Ret til at beſkikke Preſter ved de kongelige Capeller, er ordlydende bibeholdt, kun med Udeladelſe af det Tillæg „ſom det er indrømmet af Kongens Forgængere“. Den fjerde Artikel, om at ingen Indblanding fra Kongens Side maatte finde Sted ved Biſkoppers eller Abbeders Valg, er bibeholdt ordlydende med det vigtige Tillæg, „at naar Valget var ſkeet, ſkulde Vælgerne, før dets Bekræftelſe, underrette Kongen derom enten ved Chorsbrødre fra ſamme Kirke eller ved et pasſende Sendebud, hvis ellers ikke Kongen juſt ſkulde være nærværende paa Valgſtedet, eller paa et Sted, gjennem hvilket den Udvalgtes Vej vilde falde, naar han ſkulde modtage ſin Stadfæſtelſe, thi i ſaa Fald ſkulde han efter Skik og Brug præſentere ſig perſonligt for Kongen“[11]. Dette Tillæg indeholder da en Forklaring af, hvorfor „kongeligt Samtykke“ er udeladt i Overeenskomſten af 1273, ſkjønt det fandtes i Bullen af 1194, hvoraf Artiklen for Reſten heel og holden er tagen. Femte Artikel er den, ſom var udeladt i den tidligere Overeenskomſt, men ſom tilføjedes i Kongens Følgebrev, at Biſkopper, Abbeder og Klerker ikke ſkulde være pligtige at drage paa Krigstog med Kongen, eller dertil at yde noget af deres Midler, med mindre ſaadan Nød ſkulde være for Haanden, at vedkommende Biſkop og de forſtandigſte Gejſtlige tillod det. Her udelodes det Tillæg, ſom optoges i Overeenskomſten af 1273 efter Bullen af 1194: „naar de ikke ſelv have kongelige Forleninger“. Man antog ſaaledes vel nu, at dette ikke herefter vilde finde Sted. Den ſjette Artikel, om at Kongen ikke ſkulde have Tilladelſe til at forandre Love og Sekter til Kirkens og Gejſtlighedens Skade, ſvarer ganſke til femte Artikel i den foregaaende Overeenskomſt, og der er fremdeles ingen Tale om „Biſkoppernes Samtykke og erfarne Mænds Raad“. De fire følgende Artikler (7—10) ere ligeledes eenstydende med de tilſvarende (6—9) i Overeenskomſten af 1273. Den 11te Artikel, om Værn for Pilegrime, ſvarer ligeledes ganſke til Art. 10 i denne, paa det nær, at der er indſkudt en Undtagelſe for det Tilfælde, at en foregiven Pilegrim antages for at være en Spejder og derfor bliver paagreben: det er tydeligt nok at Kongen eller hans Mænd derved fik Paaſkud til at underkaſte Pilegrimene en Control, der næſten betog hele Artiklen dens Betydning. Den 12te Artikel, ſom i det Væſentlige ſvarer til den 11te i den tidligere Overeenskomſt, om Ledingsfrihed for Erkebiſkoppens 100 og hver Biſkops 40 Mænd, har, hvor der tales om Skutilſveinernes Frihed ſelv tredie, det oven nævnte merkelige Tillæg: „ſaaledes ſom de kongelige Mænd pleje at have og ſom de paa den Tid, Overeenskomſten blev indgaaet, havde det“; altſaa et Vidnesbyrd om, at denne Frihed officielt maa være tilſtaaet Kongsmændene i Mellemtiden mellem den tidligere og denne Overeenskomſt[12]. Hvor der tales om den Jurisdiction, der tilkommer Erkebiſkoppen over disſe Mænd i Tilfælde af at de have tilføjet hinanden indbyrdes Fornærmelſer, er der en Forandring i Redactionen, der nøjagtigere ſtemmer med Lovens Bud: der ſtaar nemlig „undtagen hvis de, hvad Gud forbyde, ſkulde have tilføjet hinanden indbyrdes eller andre Døden eller Lemlæſtelſe, i hvilke Tilfælde de ſkulle høre under Kongens eller hans Ombudsmænds (exactoram) Domſtol, ſaavel ſom den deraf flydende Sekt“. I den forrige Overeenskomſt taltes der nemlig her om Kongens „Dommere“, hvilket ikke var nøjagtigt, da det ej var Dommerne, d. e. Lagmændene, men Sysſelmændene, og i Byerne Gjaldkererne, altſaa med et fælles Udtryk, Ombudsmændene, der havde med Criminalſagers Paatale og Afſtraffelſe at beſtille. Derhos taler ikke den ældre Artikel her udtrykkeligt om den Kongen tilkommende Sekt. — Den 13de og 14de Artikel ſvare ganſke til den 12te og 13de i den ældre Overeenskomſt. Endelig tilføjes ſom 15de Artikel den Clauſul, Pave Gregorius i ſit Bekræftelſesbrev havde foreſkrevet at ſkulle indføres, aldeles ordlydende, nemlig at Tviſt om Fortolkningen af et eller andet Punkt i Overeenskomſten ſkulde afgjøres af tvende Mænd, een udnævnt af Kongen, een af Erkebiſkoppen, hvilke igjen, hvis de ikke kunde blive enige, ſkulde kunne tilkalde en tredie. Om den af Paven fordrede Tvangsclauſul var nu derimod ingen Tale.

Denne Overeenskomſt, eller, ſom den ſiden ſædvanligviis kaldes, Compoſitionen (da den nemlig i den latinſke Original kaldes compositio), eller Sættargerden, afſluttedes af Kongen og Erkebiſkoppen den 9de Auguſt i Minoriternes Kirke i Tunsberg, i Overvær af de tvende Biſkopper, Andreas af Oslo og Arne af Stavanger, 8 Lendermænd ſom før, nemlig Hr. Erling Alfsſøn, Hr. Ragnvald Urka, Hr. Andres Plytt, Hr. Gaute af Tolga, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Thore Haakonsſøn, Hr. Audun Hugleiksſøn og Hr. Vigleik Audunsſøn, ſamt endelig af Domcapitlernes Befuldmægtigede, blandt hvilke fire fra Nidaros ere navngivne: Sighvat, Erlend, Thorfinn og Audun. Der er her ikke længer ſom i den tidligere Overeenskomſt, nogen Tale om Forbehold af pavelig Confirmation, derimod heder det, at Foreningen paa begge Sider blev beſvoren, paa Kongens Vegne af hine verdslige Høvdinger, paa Erkebiſkoppens af Biſkopperne og Capitlernes Befuldmægtigede, hvorhos begge Eedsformularer fuldſtændigt indtoges. Altſaa ſkulde denne Overeenskomſt nu betragtes ſom endelig, og Tviſten ſom fuldkommen bilagt. Documentet, der endnu er til, og, ligeſom den forrige Overeenskomſt, forfattet paa Latin, forſynedes med Kongens, Erkebiſkoppens og de øvrige gejſtlige Herrers Segl[13].

Da Overeenskomſten, ſom nys nævnt, var forfattet paa Latin, og ſaaledes ikke forſtaaelig for Menigmand, blev der og, ſom det ſynes, ſamtidigt affattet en Overſættelſe deraf paa Norſk for at kunne indtages i eller vedlægges Lovbøgerne. Af denne Overſættelſe haves mange Afſkrifter[14], hvorved dog den merkelige Omſtændighed møder, at der mellem 14de og 15de Artikel findes indtaget et nyt og omſtændeligt Regulativ for Tiende-Ydelſen, hvilket ogſaa, ſom det ſiges, ved ſamme Lejlighed blev vedtaget for hele Norge, undtagen for Hamars Biſkopsdømme, Raumarike og Soløer. Den ſamme Artikel findes ogſaa indtagen i Erkebiſkop Jons Chriſtenret, ſaaledes ſom vi nu kjende den i dens endelige Redaction, med den Bemerkning, at de her følgende Beſtemmelſer om Tienden bleve vedtagne og fuldkomment faſtſatte i Tunsberg len Sommeren 1277 for hele Norge, med Undtagelſe af de nys nævnte Landſkaber[15]. Dette kan man ſaaledes neppe forklare anderledes, end at Tiende-Regulativet blev omhandlet og vedtaget ſtrax efter Afſlutningen af Compoſitionen, for at kunne indtages i Overſættelſen af dette, hvilken Overſættelſe maaſkee ogſaa har været udſtedt i Form af et Diplom, og forſynet med de oven nævnte Herrers Segl. Tienden, heder det her, ſkulde erlægges ubeſkaaret af Gaardlejer, Bryggerier, Møller, Skovlejer, Bagerovne, Badſtuer, Saltkjedler, Net og Not, ſaaledes at Udlejeren betaler Tiende af Lejen, og Lejeren af den beholdne Vinding, naar Lejeſummen og Bekoſtningen fradrages. For ethvert Skib ſkulde, naar det var færdigt, og Sejl og andet Tilbehør anſkaffet, Tiende ydes af de to Trediedele af Leien, den tredie Deel ſkulde anvendes til Skibets og Redſkabens Udbedring. Af hver Ko, ſom udlejedes, ſkulde der betales fem Peninge vejet i Tiende, medens fremdeles den forrige Vidreldes-Tiende (Tiende af Ungfæ, der tillagdes) erſtattedes ved den Oſt, der yſtedes af al den paa Fredag før St. Hansdag faldende Melk, ligeſom man og desforuden i Melke-Tiende ſkulde for hvert Kreatur, ſom man ikke udlejede, men ſelv benyttede, give den Oſt, der yſtedes af Melken paa Fredag før Olafsmesſe. End videre ſkulde der betales Tiende af Uld, af alle de Sauder, der holdtes ude paa Øerne, af alle Frugter, al Slags Korn, Rug, Hvede, Hamp, Liin, Næper, Erter, ſaa og af Skreid, Selhunde, Hvaler, Haakjerringer, af Tran, ſamt al Slags Fiſk, hvorfor Høvedsmændene paa hvert Baadlag ſkulde være anſvarlige under Eed, endelig af al Slags Vildt, Salt, Kvernſteensbrud, Penge i Handel, Arbejdsfortjeneſte, Tjære (hver tyvende Aſk) og Jern (hvert tyvende Pund). — Man behøver kun at gjennemlæſe disſe ſtrenge Fordringer, for at kunne ſkjønne, at Regulativet maatte være yderſt upopulært, om man end ikke af Documentet ſelv, der indeholder det, erfarede, at hele Oplandene ſamt hvad der for Reſten hørte til Hamars Biſkopsdømme (Numedal og Nordre Thelemarken) ikke vilde underkaſte ſig det. Ogſaa den ſøndre Deel af Thelemarken, der hørte til Oslo Biſkopsdømme, maa have gjort Vanſkeligheder, og temmelig alvorlige Forhandlinger desangaaende have fundet Sted, hvorved Kong Magnus endog maatte give efter, thi vi erfare af de gamle Annaler, at Thelebønderne i Aaret 1277, ſom det heder, forligte ſig med Kong Magnus[16], — altſaa havde der været en Uenighed mellem dem, og da hele Thelemarken, lige ſaavel den ſydlige ſom den nordlige Deel, fremdeles, indtil vore Tider, har været fritagen for Tiende, men i dets Sted haft den ſaakaldte Hovedtiende[17], bliver det ſaa godt ſom ſikkert, at Tviſten juſt har drejet ſig om denne Sag, og at Kongen ved Forliget har maattet finde ſig i, at Syd-Thelerne lige ſaavel ſom Nord-Thelerne ſlap for den forhadte Tiende-Ydelſe, og fremdeles fik have alt paa den gamle Viis. Ogſaa efter at Kongen havde forladt Tunsberg og var kommen tilbage til Bergen, fandt han ſig foranlediget til at tilſkrive Borgarthingsmændene et Brev, hvori han formeligt ſmigrer for dem, for at de ſkulle være villige til at underkaſte ſig Tiende-Regulativet. „Gud takke eder, Vikverjer, ſiger han, ſaavel ſom Oplændingerne, for den Haſt, Føjelighed og Godvilje I have viiſt os baade nu ſidſt vi have været hos eder og før, ſom vi ogſaa haabe at det fremdeles vil vedblive, og hvad der vil bevæge os til oftere at beſøge eder“; han erindrer dem om det nys i Tunsberg ſluttede Forlig ſom han haaber ſkal blive baade Lærde og Læge til Gavn og Greide, og ſiger at han har ſamtykket i at der ſkal ydes Tiende af alt hvad Loven byder, og hans Faders ſaavel ſom hans eget Brev omhandler[18], hvorimod Biſkoppen havde lovet, at, naar hine Tiender godvilligt erlagdes, ſkulde alle Hovedtiender og alle andre ulovlige Tiender være afſkaffede; han raader dem til at lytte til denne Formaning, „for at det kunde blive Gud til Ære, dem ſelv til Gavn og til ſtørre Enighed mellem Lærde og Læge“. Det hjalp dog ikke, ſom man ſeer, i det mindſte for Thelemarkens Vedkommende[19]. I Forbindelſe med denne Sag ſtaar, ſom man af Indholdet ſeer, et Brev fra Kong Magnus til Indbyggerne i Hamars Biſkopsdømme, der er ſkrevet i en temmelig alvorlig Tone, ſaaſom der tales om de hyppige Klager, der havde været førte over den Ulydighed mod Gud og Kirken, der herſkede mere her end i de fleſte andre Biſkopsdømmer i Landet, for det førſte med Henſyn til Tiende, idet nogle ikke ville yde Tiende af ſin Trad, „Grefteſæd“, og andet mere, hvilket Kongen ſiger ikke at ville taale længere og derfor befaler ſine Sysſelmænd ſtrengt at tilholde Vedkommende at gjøre deres Pligt; for det andet, at flere ikke vilde lyſtre Biſkoppernes Stevninger, hvilket herved paa det ſtrengeſte indſkjerpedes; endelig, at man holdt Samkvem med Banſatte, hvilket ſtrengt blev forbudt. Da Slutningen af Brevet mangler, kjende vi ikke dets Udſtedelſes-Aar; efter al Sandſynlighed er det ſnarere forfattet i Magnus’s tidligere Aar, end efter Compoſitionen, men det viſer, hvorledes Stemningen i Hamars Biſkopsdømme har været med Henſyn til Tienden og Gejſtlighedens Fordringer[20].

Dette viſer imidlertid, hvor alvorligt det bar ligget Kongen paa Hjerte, at tilvejebringe en god Forſtaaelſe med Kirkens Foreſatte, og at han, naar han førſt havde opnaaet, hvad han for ſin egen Æres Skyld maatte holde paa, at Erkebiſkoppen indgik et endeligt, ej af noget paveligt Samtykke betinget, Forlig, og ikke udſtrakte ſine Fordringer videre, men ſnarere indſkrænkede dem i et og andet, og derved ligeſom erklærede ſig overvunden, bagefter gjerne af egen fri Vilje gjorde Indrømmelſer, der lagde for Dagen, at han meente det godt og oprigtigt med Kirken, men kun ikke vilde lade ſig noget aftvinge ved et Magtſprog. End mere fremgaar dette af et andet Brev, han ligeledes ſtrax efter ſin Tilbagekomſt til Bergen, nogle Dage tidligere end hiint, udfærdigede fornemmelig til Erkebiſkop Jon, og hvori han, ſom det lader aldeles uopfordret, gjorde yderligere Indrømmelſer, idet han i den venligſte Tone omtaler Erkebiſkoppen og hans Fortjeneſter. Da disſe Ytringer i flere Henſeender ere merkelige, iſær fordi de vidne om Kongens blide og fromme Sind, at han var ſig ſin fredelige Stræben fuldkommen bevidſt, og glædede ſig oprigtigt ved ſine Underſaatters Kjærlighed, fortjene de her at anføres. „Velſignet være Jeſus Chriſtus“, ſaaledes begynder det, „Fredens og den ſamchriſtelige Kjærligheds Gud, der af ſin ſtore Mildhed og Naade forundte os med ſtørre Fred og Ro at foreſtaa Norges Kongeriges Styrelſe efter vor Fader, end nogen af vore Forfædre, der for os vare Konger i Norge, have kunnet. Siden har han mangfoldeligen ſkjenket os ſin Mildheds og Miſkundheds Gaver i Almuens ſtore Lydighed og ſaavel Lærdes ſom Læges Føjelighed. Og efterdi alle Mænd i Landet have vendt ſig til os med den omhyggeligſte Kjærlighed og Huldſkab, og i Særdeleshed den værdige Fader, Erkebiſkop Jon af Guds Naade Erkebiſkop i Nidaros, ſtyrtende os og vor kongelige Magt i mange gode Ting, i de daglige Forbønner til Gud, ſom han med faderlig Velvilje har faaet alle Mænd til at gjøre for os, Dronningen og vore Børn, ſamt idelig Meddelelſe af heldbringende Raad, og ofte ſtor Bekoſtning og Møje, ſom han og enkelte af hans Brødre Biſkopperne have haft for os indenlands, vel og herligen, hvilken vi ogſaa tro at de fremdeles ville have: ſaa gjøre vi herved vitterligt, at vi for at hædre Gud og vor Frænde St. Olaf og hans Kirke, der ligger os ſærdeles paa Hjertet med Guds dyrebare Kjærligheds Sam-Baand, have vi gjort Herr Erkebiſkop Jon og hans lovlige Efterfølgere følgende Indrømmelſer“. Indrømmelſerne ſlutte ſig alle til Artiklerne i den nys indgaaede Compoſition. Medens denne kun tilſtod Erkebiſkoppen den halve Sekt, og forbeholdt Kongen den anden halve Deel af Sekten, naar Erkebiſkoppens Mænd begik Fredsbrud i hans Fraværelſe, indrømmede Kongen nu Erkebiſkoppen den hele Sekt, undtagen naar Forbrydelſen var begaaet i Kongens umiddelbare Nærværelſe, hvor den halve Sekt fremdeles ſkulde tilfalde Kongen ſom noget, der ſkyldtes hans Ære og Værdighed, ligeſom ogſaa Kongens udelukkende Dom fremdeles forbeholdtes i Drabs- eller Lemlæſtelſes-Tilfælde, dog ſaaledes at en pasſende Æres-Bod ſkulde tilkomme Erkebiſkoppen naar Forbrydelſen var begaaet i hans Gaard eller Nærværelſe. End videre tilſtod han ogſaa hver af de øvrige Biſkopper i Norge halv Sekt for de Fredsbrud, ſom deres Mænd maatte begaa i deres Nærværelſe; i Compoſitionen var ingen ſaadan Ret forbeholdt Lydbiſkopperne. Fremdeles beſtemte han for Uvillighed i at møde efter Erkebiſkoppens, Biſkoppernes, eller deres Chorsbrødres og Provſters lovlige Stevninger i Kirkeſager de ſamme Bøder ſom Lovbogen beſtemte for Stevnefald og Takfald i Kjøbſtæderne, dog ſaaledes at ingen ſkulde takſættes eller ſtevnes for Penge-Udpresnings Skyld eller for „Klængeſager“. Erkebiſkoppens Myntret beſtemtes nærmere ſaaledes at han ſkulde kunne holde en Mand dertil, med en Svend, men at han ſkulde ſlaa ſaadanne Sølvpenge ſom Kongen ſelv beſtemmer at ſkulle gaa i Nidaros, baade med Henſyn til Vegt og Gehalt. Den allerede længe beſtaaende Ledingsfrihed for Erkebiſkoppens Huusfolk og Arbejdsfolk beſtemtes ſaaledes, at alle Steenhuggere, Tømmermænd, daglige Arbejdsfolk der gik til hans Bord, og de øvrige, der arbejdede paa Chriſtkirken og Erkebiſkopsgaarden ſkulde være fritagne for Leding for eet Nev, ſaavel ſom for Skibsdrætt, undtagen naar Landet hjemſøgtes af en fiendtlig Hær, ſaa at Kongen og Erkebiſkoppen maatte finde det nødvendigt at gjøre en Undtagelſe. Endelig gjorde Kongen ej alene Afkald paa ſin Ret til de Tomter, hvorpaa Erkebiſkoppen havde opført det forhen omtalte Hoſpital, men ſkjenkede derhos St. Olaf (d. e. Chriſtkirken) nogle Tomter til et Teglverk, ſom Erkebiſkop Einar i ſin Tid havde faaet laant af den kongelige Ombudsmand, Jon Tviſkaven[21]. — Saa magtpaaliggende lod Kong Magnus det være ſig, at viſe Gejſtligheden ſin Velvilje, og lægge ſit oprigtige Ønſke for Dagen, at alt nu ſkulde være godt, og fuldkommen Enighed oprettet.

  1. Dette ſees af Kongens Brev af 13de Sept. 1277, ſe nedenfor.
  2. At Kongen overvintrede i Viken, og havde ſit egentlige Tilhold i Tunsberg, ſees nokſom deraf, at hans Teſtamente, hvorom nedenfor, er dateret Tunsberg 1ſte Februar 1277.
  3. Gulathingslov, Cap. 208, jvfr. Froſtathingslov VII. 17, 18.
  4. Man ſammenligne f. Ex. kun Cap. 29, der taler om Hirdmændenes Høviſkhed, med de allerede ovenfor (III. S. 403—408) anførte Uddrag af Kongeſpejlet om Hirdmændenes Opførſel.
  5. Nemlig i Capitel 36, ſe ovenfor S. 536, 549. Hertil kommer, at hvor der tales om Orknø-Jarlens Forhold til Kronen, nævnes der kun om Magnus Gilbartsſøns Forlig med Kong Magnus 1267, men intet om hans Søn Magnus Magnusſens Hylding 1276, hvilken, eller rettere de ved denne Hylding fornyede Lensbetingelſer, ikke vel kunde have været uomtalte, hvis Loven var nedſkreven bagefter at den fandt Sted.
  6. Iſær maatte Trællevæſenets Ophør her gjøre meget til Sagen, thi da de haandgangne Mænd hørte til de fornemſte og rigeſte i Landet, eg ſaaledes holdt fleſt Trælle, for hvilke der maatte ſvares Leding, vilde Lettelſen for dem ej ret føles, naar der ej længer gaves Trælle, men frie Folk, der ſvarede Leding for ſig ſelv.
  7. Bylov, VI. 13.
  8. Retterbod af 29de Mai 1303 (Norges gl. Love III. 56) og af 15de Mai 1311 (ſſteds S. 90).
  9. Teſtamentet er udgivet i Dipl. Norv. IV. No. 3, ligeledes i Thork. Dipl. II. 253, Script. rer. Dan. VI. 248 fgg., og endelig ſærſkilt, af Arne Magnusſøn ſelv, efter den 1728 opbrændte Original, i Khavn 1719. Confirmationsbullen af 6te Auguſt 1268, ſom egentlig er ſtilet til Executorerne fra Breve Clemens IV, idet denne befaler dem at overtage det dem i Teſtamentet givne Hverv, er indtagen i dette.
  10. Dipl. Norv. III. No. 13. Erkebiſkoppen havde tilbragt Vintren i Nidaros, ſiden han ſees derfra at have udſtedt et Brev den 30te April, Dipl. Norv. II. 17.
  11. Det var dette, Erkebiſkop Einar havde undladt at gjøre, hvorover Kong Haakon blev ſaa forbitret, at han havde vanſkeligt for at glemme ham det.
  12. Man kunde jo viſtnok ſige, at dette maaſkee mere var en Redactionsforandring, ſkeet for Tydelighedens Skyld, end et Tillæg af noget nyt, og at Friheden for Skutilſveinerne derfor gjerne kunde være ældre. Men i det foregaaende have vi paapeget de Punkter, der viſe, at Friheden i det mindſte i denne Skikkelſe var ny, og ved Siden heraf bliver ogſaa det her paapegede Moment af Vegt.
  13. Documentet er, med de øvrige Nidaros Biſkopsſtol tilhørende Breve, forlængſt kommet til Kjøbenhavn, og opbevares nu i den arnamagnæanſke Diplomſamling, Faſc. 5, No. 9. Af Seglene er nu kun det 5te tilbage, dog kun ſom Brudſtykke; dette er, ſkjønt kun to Biſkopper vare tilſtede, og de biſkoppelige Segl derhos ſkulde antages at ſlutte med No. 4, dog et Biſkopsſegl, paa hvilket man kan læſe …nsis epi…; man ſynes deraf at maatte ſlutte, at alle norſke Biſkoppers Segl have været tilføjede, og at ſaaledes Capitlerne fra de to ledigværende Biſkopsſtole have medbragt de biſkoppelige Segl. Seglenes Antal ſees i alt at have været 21, hvilket Antal er vanſkeligt nok at forklare, om man endog medregner alle Biſkopsſtole i Landet. Thi Kongens, Erkebiſkoppens, de fire Biſkoppers og de 8 Lendermænds ere 14; da det udtrykkeligt ſiges, at kun Capitlerne, ikke de enkelte Chorsbrødre, beſeglede, bliver der for dem kun at regne fem Segl, hvilket med hine udgjør 19; der bliver ſaaledes to tilbage, for hvilke der ej kan gjøres Regnſkab. Maaſkee dog at hine tre navngivne Chorsbrødre fra Nidaros forſeglede hver for ſig. — Documentet er aftrykt i N. gl. L. II. S. 462, og (yderſt urigtigt) i Thorkelins Dipl. II. S. 66—73.
  14. Texten er med Varianter aftrykt i N. gl. Love II. 467—477. Overſættelſen er i ſig ſelv daarligt gjort, da den vrimler af Latinismer.
  15. N. gl. L. II. 474.
  16. Sættust Þilir við Magnus konung. — Isl. Annaler, ved 1277.
  17. Det er allerede forhen omtalt, at Øvre Thelemarken, det vil ſige det egentlige Thelemarken, i det 16de og 17de Aarhundrede kaldtes Skatlandet, modſat Tiendetaget, der var Nedre Thelemarkens (Grenlands) Navn, fordi her ydedes Tiende, ikke derimod i hiint Landſkab.
  18. Her kan der kun ſigtes til de ovenfor (S. 119, 49l) omhandlede Breve om Tiende, Olafsſkot og Hallvardsſkot, hvor Tienden kun i Almindelighed omtales uden nærmere at ſpecificeres.
  19. Brev af 22de September 1277 i N. gl. Love II. 483. Det er henvendt til Hr. Erling Alfsſøn, Thore Biſkopsſøn, Hr. Audun Hugleiksſøn, Lagmændene, Sysſelmændene og de haandgangne Mænd, alle Borgarthingsmænd og alle andre. Dette viſer, at hine tre navngivne Herrer maa have indtaget en højere Stilling end de ſædvanlige Sysſelmænd, ſom det ovenfor er paapeget. Det var, ſom man ſeer, blevet en ſtaaende Form, at almindelige Breve til et enkelt Landſkab eller til en enkelt Stand henvendtes førſt til den eller de Perſoner i ſamme Landſkab eller Stand under Navn, ſaaledes ogſaa det Brev, der ſtrax herefter omtales, til Erkebiſkop Jon. Men nu havde Erling, Thore og Audun, ſom det er viiſt, deres Forleninger kun i Viken eller i Borgarthingslagen, ikke i Eidſivathingslagen, ligeledes nævnes der kun „Borgarthingsmænd“ udtrykkeligt ſom de Thingmænd, til hvilke Brevet er henvendt. Derfor maa det her nærmeſt være Vikverjerne, eller Beboerne af de Diſtricter i Borgarthingslagen, nemlig Skiduſysſel, der endnu ikke havde underkaſtet ſig de nye Tiendebeſtemmelſer, for hvilke Brevet er beſtemt. Vel ſiger Kongen ſenere: „Gud takke eder, Vikverjer og Oplændinger“ o. ſ. v., men her er aabenbart kun „Oplændinger“ taget med, fordi de ſædvanligt plejede at nævnes ſammen med Vikverjerne, og fordi Kongen under ſit ſidſte lange Ophold paa Øſtlandet ogſaa havde været paa Oplandene. Hvor han taler om deres og Vikverjernes Lydighed, ſigter han visſelig til den Beredvillighed, hvormed Lovbogen antoges.
  20. N. gl. Love II. S. 486. Man ſkulde formode, at det iſær var Nord-Thelerne dette Brev gjaldt.
  21. N. gl. Love II. S. 483, 484.