Det norske Folks Historie/5/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have ovenfor antydet, at den udſtrakte Ledingsfrihed, ſom Kongen kort for Afſlutningen af den ſidſte Compoſition med Erkebiſkoppen tilſtod ſine haandgangne Mænd, ſkjønt den viſtnok kan ſiges at være begrundet i de herſkende Tidsforhold og Anſkuelſer, dog tillige, eller for en Deel, maa betragtes ſom et Middel, Kongen anvendte til at ſætte de verdslige Høvdinger i bedre Lune, og gjøre dem villigere til at ſamtykke i de Indrømmelſer, ſom Kongen fremdeles agtede at tilſtaa Gejſtligheden og dens Tjenere. Men denne Frihed, ſom ſaaledes baade var bleven Kongens og Biſkoppernes haandgangne Mænd til Deel, var af langt ſtørre Betydning, end man maaſkee anede paa den Tid, den blev given. Skutilſveinerne og Hirdmændene fik Ledingsfrihed ſelv tredie: — Gjeſterne og Kjerteſveinerne ſelv anden, og Lendermændene, ſom man maa formode, i det mindſte ſelv 6te, da de ſkulde ſtille hver fem Mand til Hæren. Da nu Ledings-Ydelſen ikke mere ſkulde være perſonlig, men reel, medens dog den perſonlige Beregning lagdes til Grund, bliver altſaa Meningen heraf, at de haandgangne Mænd fik Skattefrihed for ſaa meget Jordegods, ſom efter den nye Beregning ſkulde anſees at ſvare mod fem, tre eller to Nev, hvilket ſidſte vel altid udgjorde ſaa meget ſom den Hovedgaard, enhver beboede, eller ſtørſte Delen deraf[1]. Derfor taler og hine ovenfor nævnte Breve, der ſenere udgaves af Haakon Magnusſøn, om Frihed for Leding af de haandgangne Mænds Aabøler (d. e. paaboende Gaarde), hvilken de vilde ſtrække videre, end Fritagelſen berettigede dem til, d. e. videre end hvad der ſvarede til tre eller to Nev. Vi ſee ogſaa af Compoſitionen, at Friheden ogſaa har ſtrakt ſig til andre Byrder, ſom Skibsdræt, m. m., ligeſom det ovenfor paapegede Sted i den nye Bylov viſer, at Preſter og haandgangne Mænd af den Aarſag enten allerede fordrede, eller antoges at ville fordre Fritagelſe for at opfylde de ſædvanlige Pligter, der paalaa Huusejerne i Byer med Henſyn til Gaders og Bryggers Vedligeholdelſe. Her ſee vi derfor Begyndelſen til Sædegaards-Friheden, hvilken jo ikke er andet end Skatte- og Tynge-Frihed for de Gaarde, paa hvilke den ſaaledes Begunſtigede har ſit Aaſæde (Aabøle), og hvis Lendermands- eller Hirdmands-Værdigheden havde været arvelig, ſaa vilde med det ſamme en arvelig Frelſeſtand eller Adelſtand have været oprettet, thi den blotte Fødſel og Arveret til Aabølet vilde da have været tilſtrækkelige til at gjøre Gaarden ſkattefri; nu udfordredes dertil en ſærſkilt Optagelſe i de haandgangne Mænds Tal. Men en perſonlig Frelſeſtand kan dog under alle Omſtændigheder derved ſiges at være grundlagt, og da vi vide, at det næſten faldt af ſig ſelv, at en Lendermands Søn blev Lendermand, eller haandgangne Mænds Sønner ligeledes lode ſig optage i Hirden, var den virkelige Tingenes Orden ikke ſtort anderledes, end om en arvelig Frelſeſtand allerede fandtes, hvor meget endog Benævnelſen „Bonde“ endnu længe, i det mindſte af Islændingerne, plejede at anvendes om de haandgangne Mænd, der ej havde opnaaet de højere Hoftitler[2]. Den norſke højere Krigerſtand ſtræbede her til ſamme Maal, og nærede ſamme Følelſer, ſom deres Standsbrødre i det øvrige Europa, iſær Nabolandene Danmark, Sverige og England, og fornemmelig ſynes dette ſidſte Land, hvis nordmanniſke Indretninger frembøde ſaa mange Analogier med Norges, at have foreſvævet de norſke Herrer ſom Mønſter. Ved det ſamme Høvdingemøde, paa hvilket Compoſitionen ſluttedes, gjorde man et ſtort Skridt videre i dette Henſeende, idet der endog ſkede en ſtor Forandring i de højere Hird-Embedsmænds eller de ſaakaldte Hirdſtjorers Titulatur. Kongen, ſiges der, gav ſine Lendermænd, Stallarer og Skutilſveiner den Ret, at de herefter af alle ſkulde tituleres Herre, ſamt at Lendermændene herefter ſkulde hede Baroner, og Skutilſveinerne Riddere[3]. Allerede længere Tid forud havde man i Breve, forfattede paa Latin, gjengivet Lendermands-Titlen med baro, da det var den, der efter den i England og Frankrige brugelige Titulatur nærmeſt ſvarede til den Rang, Lendermændene indtoge i Norge, nemlig nærmeſt efter Jarlerne (i Middelalderens latinſke Titulatur comites), ligeſom ogſaa Lendermændene i Egenſkab af deres Værdighed ſom Kongernes faſte Raadgivere, og tilſammen dannende hans Raadscollegium i alle vigtigere Sager, nogenledes indtoge eller troedes at indtage den ſamme Stilling ſom de engelſke Rigsbaroner, der tilligemed Jarlerne udgjorde Rigets øverſte Raad eller rettere Repræſentation, der i Parliamenter (Hovdingemøder) raadſloge om de offentlige Foranſtaltninger[4]. Men i Norſk brugte man den dog endnu ikke, ej engang i Hirdſkraaen, hvis endelige Affattelſestid dog ligger ſaa kort forud for dette Møde i Tunsberg, forekommer anden Benævnelſe paa denne Værdighed, end det ældgamle „Lendermand“. Ved den nye Beſtemmelſe blev denne Titel ſaaledes ganſke afſkaffet, og det udenlandſke „Baron“ (eller i den norſke Gjengivelſe ſædvanligviis „Barun“) blev ſat i Stedet. Da nu derhos Skutilſvein hos os var det næſte Rangtrin efter „Lendermand“, og derimod „Ridder“ (knight, miles) i England næſt efter Baron, fulgte det næſten af ſig ſelv, at Skutilſveins-Titlen, ogſaa ombyttedes med Riddertitlen. Og ligeſom det allerede i England var brugeligt, at enhver Baron og Ridder, naar han omtaltes eller tiltaltes, hædredes med Titlen „Herre“, ſat foran hans Navn, ſaaledes blev ogſaa det ſamme foreſkrevet i Norge, kun med den Forſkjel, at man ikke, ſom i England, kunde ſkjelne mellem de to Slags Herretitler, Lord for Baronerne og Sir for Ridderne, men maatte anvende „Herre“ til dem begge, da „Sira“ allerede forlængſt var bleven en Titel, der udelukkende brugtes om Gejſtlige. Havde Forandringen ſkeet tidligere, f. Ex. ſom paa Kong Sverres Tid, vilde man maaſke for Baronerne have optaget Titlen „Lavard“ (d. e. angl. hláfword, engl. lord), der da ogſaa brugtes i Norge[5], men nu var den, ſom det lader, aldeles henlagt og glemt. Af denne nye Titulatur fulgte da ogſaa, ſom man af Diplomer nokſom erfarer, at Ridderes og Lendermænds Huſtruer hædredes med Titelen „Frue“ paa ſamme Maade, ſom deres Mænd med Titelen „Herre“, og at Hirdmænds eller endnu ringere Mænds Huſtruer ikke benævntes ſaaledes[6]. Ligeledes ſeer man, at blotte Hirdmænd, der endnu ikke havde naaet Riddertitlen, ſiden denne Tid, i Lighed med hvad der var Skik og Brug udenlands, kaldtes i latinſke Breve armigeri, hvoraf man maa ſlutte, at de paa Norſk kaldtes „aa Vaaben“, Væbnere (á vápn, paa Engelſk Esquire]], Squire)[7] — der har maaſkee endog været truffet en udtrykkelig Beſtemmelſe ogſaa herom ved det ſamme Møde, om hvis Forhandlinger vi desværre ikke have nogen udførlig Beretning —, og man erfarer ligeledes af Diplomer, at ſaadanne „Væbneres“ Koner i det mindſte ſenere tituleredes „Huſtru (d. e. Huusfrue) N. N.“, hvilket igjen ganſke ſvarer til det engelſke mistress. At man ſaaledes nærmeſt har haft den engelſke (eller ſkotſke) Rangorden eller Titulatur for Øje, og ſøgt at tillempe den paa de norſke Forhold, er viſt, og man kunde derfor lettelig ved førſte Betragtning antage det hele kun for en Beſtræbelſe, udgaaet enten fra Kong Magnus ſelv, der tydeligt kan ſees at have yndet Pragt, Stads og Hofceremoniell, eller fra forfængelige Hofmænd, efter at faa Hofvæſenet og Titulaturen indrettet efter fremmede Hoffers Sædvane. Men betragter man Sagen ſelv og de daværende Forhold tydeligere, ſaa ville vi ſee, at den faar en langt dybere Betydning. Vi have allerede gjort opmerkſom paa, at begge Compoſitionerne mellem Kongen og Erkebiſkoppen, ved at udelade den i tidligere Concordater opſtillede Beſtemmelſe om Biſkoppernes og „viſe Mænds“ Samtykke til Lovsforandringer, antydede at fuldſtændige Rigsmøder herefter kunde være overflødige, og at Kongen ſaaledes kunde beſtemme, hvad han fandt for godt, efter kun at have hørt ſine ſaakaldte „højere Raadgiveres“, det vil ſige Lendermændenes og Prælaternes, Mening. Vi have endog ſeet, hvorledes dette ſelvſamme Møde i Tunsberg, hvorved den endelige Compoſition ſluttedes, og de her nævnte Titulatur-Forandringer gjordes, ſaa at ſige var det førſte Møde af dette engere eller mere excluſive Slags, idet kun Prælaterne (hvortil ogſaa Capitel-Fuldmægtigerne maa regnes) og Lendermændene vare tilſtede. Men herved havde man ſaaledes allerede et virkeligt Parliamentum af det Slags, ſom paa denne Tid var brugeligt i England, nemlig hvor Rigets Baroner tilligemed Prælaterne dannede Folke-Repræſentationen, og i Raadſlagning med Kongen afgjorde Lovsforandringer og andre vigtige Beſlutninger. Det er bekjendt, hvorledes Englands parliamentariſke Forfatning netop udviklede ſig i de urolige Tider lige fra Aaret 1215, da Baronerne rejſte ſig med ſaadan Vælde imod Kong Johan, og under Kong Henrik den 3dies langvarige og ſvage Regjering. Det var da, at iſær det nuværende Overhuus, eller Baronernes og Prælaternes Kammer, fik ſin beſtemte Form og Myndighed, thi uagtet Simon af Montfort, Jarl af Leiceſter, i den korte Tid, Baronerne under hans Ledelſe havde Kong Henrik i deres Vold, ſammenkaldte et Parlement, hvorved der ogſaa foruden Baronerne eller Prælaterne ſkulde møde Riddere fra Shirerne og Deputerede fra Byerne, var dette endnu noget ganſke nyt og udenfor Regelen, og desuden alene for at bevilge Penge, ej for at raadſlaa om Statens Anliggender, ſaa at det egentlige Parlement kun var en Sammenkomſt af Prælaterne og Baronerne, eller, ſom Kongen ſelv kaldte dem, ſine Raadgivere (rædesmen)[8]. Man havde derhos i England ſeet Exempler paa, at Baronerne havde ſat et ſtaaende, af ſin egen Midte udvalgt, Raad ved Kongens Side, for at varetage deres Ret, og have Tilſyn med Regjeringens Førelſe[9]. Man kan ikke betvivle, at Nordmændene, der ſtode i ſaa mangehaande Forbindelſer med England, iagttoge disſe Begivenheder med den meſt ſpendte Opmerkſomhed. Man finder og ſaavel i Kongeſagaen, ſom i de islandſke Annaler Simon af Montfort og den Feide, Baronerne med ham i Spidſen førte mod Kongen, udtrykkeligt omtalt. De norſke Høvdinger vare altfor oplyſte i Almindelighed, og vante ved at behandle vigtige indenrigſk-politiſke Anliggender i Særdeleshed, til at de ikke fuldkommen ſkulde have forſtaaet, hvad de engelſke Baroner meente med deres Optræden mod Kongen, og hvor de vilde hen. Det er derfor højſt naturligt, at de have ſøgt, at arbejde til et lignende Maal, for ſaa vidt ſom Forholdene i Norge og deres egen i det hele taget ſterke Loyalitet tillod det. Naar vi altſaa finde de norſke Herrer netop paa den Tid, da Baronernes Værdighed i England havde faaet en mere beſtemt ſtatsretlig Betydning, antage de engelſke Titler af Baroner og Riddere, medens tillige de nye Høvdingemøder paa det nærmeſte ſees at ſvare til de engelſke Parlementer, og derhos den nys erhvervede Skattefrihed gjør Hirdens Medlemmer til en privilegeret Stand i Stedet for at de hidtil kun havde været et Corps af kongelige Krigere: ſaa ligger den Slutning nær, at de nye Baroner og Riddere lode ſig tildele hine Titler med den beſtemte Henſigt, ej alene at antage en Benævnelſe, der bedre end de tidligere charakteriſerede deres nye politiſke Stilling, men ogſaa at give denne Stilling ſelv et mere beſtemt Præg, og at de arbejdede paa at faa den ganſke ſvarende til den Betydning, hine Titler havde i England. I det mindſte retfærdiggjør Baronernes Optræden faa Aar efter ganſke denne Formodning. Hvad der endnu gjør Overeensſtemmelſen med de engelſke Forhold og derfor ogſaa denne Formodning ſelv ſterkere, er den Omſtændighed, at de engelſke Baroners Reisning under Kong Henrik for en ſtor Deel fremſkyndtes af de Udſugelſer, hvormed Landet plagedes af Paveſtolen, under hvilket Kong Johan havde lagt det ſom et Len. Paa lignende Maade havde jo Erkebiſkop Jon fordret at Norge ſkulde være et Len af St. Olaf eller Nidaros Kirke, altſaa dog ogſaa af Kirken i Almindelighed, og med de ſørgelige Exempler for Øje, hvortil ſaadan Underkaſtelſe kunde føre i England, kunde vel ogſaa de norſke verdslige Herrer føle ſig dobbelt friſtede til at følge de engelſke Baroners Exempel, og allerede antyde dette i de blotte Titler, ſom de nu antog. Vi ſkulde ſaaledes være meſt tilbøjelige til at tro, at Forſlaget til denne Foranſtaltning ſnarere udgik fra dem, end fra Kongen. At denne ſamtykkede deri, kan deels finde ſin Forklaring i hans umiskjendelige Hang til at omgive ſig med Pragt og Ceremoniell, der gjorde at han maaſkee ſelv fandt det i ſin Orden at de ældre, ſæregent norſke Titler ombyttedes med de i England og Frankrige brugelige[10], men deels ogſaa i den Nødvendighed, han befandt ſig, eller i det mindſte troede at befinde ſig, at maatte forſone den Ugunſt, hvormed de verdslige Herrer unegteligt betragtede Indrømmelſen til Gejſtligheden, ved yderligere Indrømmelſer ogſaa til dem. Og om end Indrømmelſen for det førſte ej havde været mere end den blotte Titel — og mere var den dog visſelig —, vilde dog, ſom det gjerne gaar, allerede Titlen eller Navnet have været nok til at drage det med ſamme Titel og Navn ſædvanligt forbundne Begreb efter ſig, og man vilde ſnart betragte en „Baron“ eller „Ridder“ ſom berettiget til at indtage ſamme politiſke Stilling, ſom en Baron eller Ridder i England. Saaledes, kan man ſige, havde de haandgangne Mænd, der hidtil kun, vare Kongens Tjenere, — nu gjort Begyndelſen til at ſikre ſig en egen uafhængig Stilling og ſtatsretlig Myndighed: det var lykkets dem at tilvende ſig en Deel af den Magt, ſom Kongen og Kirken ſtod i Begreb med at ſkifte mellem ſig alene paa det øvrige Folks Bekoſtning, og Lendermændene, hvis ſtørſte Forrettigheder i lang Tid kun havde beſtaaet i deres Rang og deres Veitſle, nærmede ſig nu atter den Stilling, de havde indtaget under de ældre Konger før Sverres Dage.

Da de Lendermænd, der beſeglede Compoſitionen af 1277, i den latinſke Original kaldes „dominus Erlingus, dominus Ragnaldus“ o. ſ. v., og i den norſke Overſættelſe ej alene „Hr. Erling“, „Hr. Ragnvald“, men ogſaa tidligere tilſammen „Rigets Baroner“, medens den ældre Compoſition ikke ſætter nogen Herretitel foran deres Navne, er det tydeligt, at disſe Titler have været Lendermændene og Skutilſveinerne givne førend Compoſitionen ſluttedes, og at ſaaledes Høvdingemødet i Tunsberg førſt har begyndt med Raadſlagninger herom, hvis det ellers ikke er ſkeet paa en engere Hirdſtevne, uden at engang Erkebiſkoppen og Biſkopperne vare nærværende. At Retten til at kaldes „Ridder“ ikke udſtraktes til Erkebiſkoppens Skutilſveiner, kan maaſkee ſluttes deraf, at disſe i Compoſitionen udtrykkeligt omtales under dette ældre Navn. Thi hvis de havde været titulerede „Riddere“, maatte denne Benævnelſe i det mindſte have forekommet i Overſættelſen.

Da den forandrede Titulatur, i Forening med den nys forhen tilſtaaede Ledingsfrihed, ſluttede Rækken af de nye Beſtemmelſer, der under Kong Magnus’s Regjering bleve givne eller vedtagne for hans Hird, og dennes ſociale og politiſke Stilling derved fik ſin endelige Skik, er det her det belejligſte Sted til, nærmere at betragte den oftere omtalte Hirdſkraa, hvori Kong Magnus’s Love og Forſkrifter for Hirden, paa de nys omhandlede ſidſte Indrømmelſer nær, ere optegnede. Den egentlige Hovedmasſe af denne merkelige Lov tilhører, ſom vi allerede have paapeget, aabenbart Kong Sverres Tidsalder, og ſandſynligviis ham ſelv, ſiden endog „Birkebeinerne“ og deres Løfter omtales der, thi man maa deraf ſlutte, at den nærmeſt er ſkreven for en Hird, der beſtod af Birkebeiner[11]. Paa mange Steder kan man endog ret godt ſkjelne, hvad der hører til den oprindelige Text, og hvad der ſenere, fornemmelig af Kong Magnus, er tilføjet. I dennes „Retterbøder“, der anføres til Slutning, nævnes ogſaa „den gamle Hirdſkraa“[12], d. e. Hirdſkraaen i ſin oprindelige Skikkelſe. Men paa flere Steder er det dog igjen ikke ſaa let at paapege, hvad der er gammelt og hvad der er nyt, da Kong Magnus, ſom man tydeligt kan ſee, og aabenbart af den Grund, at Hirdſkraaen var beſtemt til at oplæſes hver Juul[13], øjenſynligt har ſtræbt efter at faa de af ham gjorte Tilſætninger indflettede i den allerede for Haanden værende Text, der her altſaa er bleven underkaſtet en ny Bearbejdelſe for at falde lettere ved Oplæsningen. Og ſaavel af denne Grund, ſom fordi Forandringerne i det Hele taget ere i Harmoni med det allerede beſtaaende, og Loven derfor fra vort Standpunkt kan betragtes ſom et heelſtøbt Arbejde, ville vi her ogſaa gjennemgaa det Hele under eet, idet vi dog paa ethvert Sted paapege, hvad der maa antages at høre til den ældre Text. Hirdſkraaen begynder næſten ordlydende ſom Utfarebaalken med en Paakaldelſe af Chriſti Beſkyttelſe for Norges Konge og hans haandgangne Mænd, og med det almindelige Bud, at Norges Konge ſkal raade for Bud og Bann, og alt Udbud indenlands og udenlands, m. m. Herved antydes det paa en Viis, at Hirdſkraaen for de haandgangne Mænd ſkal træde i Stedet for Utfarebaalken for de øvrige Underſaatter, hvilket ogſaa i ſig ſelv for ſaa vidt var ganſke i ſin Orden, ſom de haandgangne Mænd, ſom ledingsfrie, ikke vare Utfarebaalken underkaſtede. Hirdſkraaen og Utfarebaalken ſupplere ſaaledes hinanden indbyrdes, og kunne i Ordets egentligſte Forſtand ſiges at indeholde Norges offentlige Ret, ſaa meget mere ſom hiin, ſtrax efter den omtalte Intimation, ogſaa heelt og holdent optager Tron-Arveloven af 1273 med tilhørende Beſtemmelſer, hvilken i Landsloven findes indført i den ſaakaldte Chriſtenret, umiddelbart foran Utfarebaalken, men rigtignok med ſterke Spor af, at den førſt har været indført i „Hirdſkraa“, og nærmeſt afpasſet efter denne. Dette ſees iſær deraf, at den før omhandlede Beſkrivelſe over, hvorledes et Kongs-Evne ſkal tages til Konge, i Hirdſkraa findes indført, hvor det netop er pasſende, mellem Arvefølgeloven og Formularerne for Hyldings-Eden, medens derimod disſe Formularer, endog i Landsloven, ſlutte med, ligeſom Hirdſkraaen, at foreſkrive en højtidelig Procesſion fra Hyldingspladſen tilbage til Kirken, ſamt et derpaa følgende Hyldings-Gilde i Kongens Gaard, hvilket aabenbart nærmere tilhører „Hirdſkraa“, end Landsloven, idet det danner Slutningen af den her udførligt givne Forſkrift for Hyldingsdagens Højtideligheder[14]. Og hertil føje ſig nu endvidere i Hirdſkraa i naturlig Sammenhæng Reglerne for, hvorledes Kongen ſkal creere Hertug, Jarl, Lendermænd og de øvrige Hof-Embedsmænd, tilligemed Opregnelſe af alle disſes Rettigheder og Pligter.

Om Højtideligheden ved Hertugens Udnævnelſe ſaavel ſom om hans Pligter og Rettigheder er der forhen talt. Dette ſidſte er og, ſom paapeget, Ord til andet foreſkrevet for Jarlen. Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelſe er ogſaa næſten den ſamme ſom ved Hertugens: Jarlen ſkal ligeledes førſt ſidde paa Trinet foran Kongens Højſæde paa Hyldingstribunen, og Kongen ſkal derpaa tage ham ved Haanden og føre ham op i Højſædet ſamt give ham Sverd og Merke, kun er Højſædet ikke, ſom for Hertugen, lige ved Kongens, men „et godt Stykke derfra“. Førend ſelve Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelſe beſkrives, forudſkikkes der en merkelig Redegjørelſe for hvor mange Slags Jarleværdigheder der have været i Norge, „da det turde hænde at mange kjendte mindre hertil end ønſkeligt“. Af to Slags, ſiges der, ere de Jarler, ſom have været udnævnte, det førſte Slags er de indenlandſke Jarler, naar nemlig Kongen har givet ſine egtefødde Sønner eller Brødre eller Svogere Jarlenavn med Forleninger; og her følger da den allerede ovenfor meddeelte Erklæring om at dette Slags Jarleværdighed aldrig har været eller kan være arvelig. Det andet Slags, Jarler ere de, ſom Kongen beſkikker over ſine Skatlande, førſt og fremſt Orknøerne, paa de Betingelſer, der indeholdes i Forliget af 1199 mellem Kong Sverre og Harald Madadhsſøn, nærmere beſtemt ved det nye Forlig i Bergen 1267 mellem Kong Magnus og Magnus Gilbertsſøn; dernæſt Jarlen over Island, for ſaa vidt Kongen beſkikker en ſaadan med den Aftale ſom ham ſynes efter Guds Forſyn og gode Mænds Raad. Der var paa den Tid, da denne Artikel blev forfattet, ingen Jarl paa Island, ſaaſom Gisſur var død i 1268, og der blev heller ikke ſiden efter nogen udnævnt; derfor omtales en ſaadan Udnævnelſe her kun ſom en Mulighed[15].

Forſkriften om Lendermændenes Udnævnelſe ſynes væſentligt at tilhøre den oprindelige Deel af Hirdſkraaen, ſkjønt Tillægget „thi ſaa har været Brug fra gammel Tid“ ved den Regel, at det helſt ſkulde ſkee paa en af de ſtore Højtider, Juul eller Paaſke, dog ſynes at vidne om en ſildigere Bearbejdelſe af den ældre Text. Vi have allerede i det foregaaende ved flere Lejligheder ſeet, hvorledes Kongen iſær om Julen plejede at creere Lendermænd. Det ſkulde ſkee ved Taflet. Strax efter at Bordverſene vare fremſagte og Maden velſignet, men førend Kongen havde ſat ſig i ſit Højſæde, ſkulde der førſt bekjendtgjøres i Hallen, at Kongen agtede at ophøje den Mand, hvorom her var Tale, til Lendermands-Værdighed, til Belønning for hans tro Tjeneſte, hvis han ellers var kjendt af de fleſte for en brav Mand. Meningen hermed var egentlig, ſom man ſeer, at de, ſom havde Indvendinger at fremføre, nu ſkulde forebringe dem, men ſaadant hændtes vel neppe nogenſinde. Derpaa ſkulde Kongen lade ham af to andre Lendermænd, Stallarer, Merkesmænd, eller overhoved af de fornemſte blandt de Tilſtedeværende lede frem for ſit Højſæde, hvorefter han ſelv ſkulde række ham Haanden og lede ham til ſit Sæde paa Pallen til Højre, hvor de andre Lendermænd ſad. „Den Ret“, heder det, „ſkulle Lendermændene have hos Kongen, at de næſt Hertugen og Jarlerne ſkulle være Kongens ſtørſte og højeſte Raadgivere, ligeſaa og inden Hirden, ved alle vigtige Sager. Her have vi ſaaledes det Grundlag, hvorpaa deres ſenere Titel af Baroner og vel ogſaa de dermed forbundne Fordringer hvilede. Som den til Lendermandens Værdighed hørende Forlening beſtemmes fremdeles i femten Merkers Veitſle, ligeſom de og ſkulde have Ret til „ſig til Støtte og Kongen til Hjelp“, at holde 40 Huuskarle, ikke flere. Paa de ſtørſte Højtidsdage ſkulde de „holde Fylgd“, ſom det heder, med Kongen, og naar han bar Krone eller Garland (ved Procesſioner) ſkulde en Lendermand bære Kroningsſverdet, hvis det ikke bares af Hertugen eller en Jarl[16]. I de ſaakaldte „Retterbøder“, ſom tilføjes Hirdſkraaen ved Slutningen, findes den merkelige Beſtemmelſe, at om end en Sysſelmand eller anden Lendermand (nemlig i Egenſkab af Sysſelmand) har Magt over en Lendermands Huuskarl (det vil ſige i alt andet er hans lovligt beſkikkede Øvrighed), er han dog ikke berettiget til at opnævne ham til Krigstjeneſte, uden naar Kongen ſelv udtrykkeligt byder det i ſit Brev, eller et pludſeligt Fiende-Anfald gjør det nødvendigt; ſamt at ved almindeligt Opbud Lendermandens Huuskarle blot ſkulle følge deres Herre (altſaa ikke ſættes paa et andet Skib eller til Lands i nogen anden Trop)[17]. Dette er den eneſte Antydning, vi i Hirdſkraaen ſelv finde til den oftere omtalte Ledingsfrihed for Kongens haandgangne Mænd; thi her handles vel kun om virkelig perſonlig Tjeneſte, ikke om Ledings-Ydelſen, men af den ene Frihed maatte dog ved den forandrede Ledingsberegning den anden følge, og man kan derfor antage ſom temmelig ſikkert, at Lendermanden i det mindſte var ledingsfri for de fem Mænd han ſkulde ſtille. Da Lendermandsværdigheden var afſkaffet paa den Tid, hiin kongelige Forordning udkom, der nærmere omtaler Antallet af de „Nev“, for hvilke Skutilſveiner og ringere Kongsmænd vare fritagne, er der følgelig blot Tale om disſe, uden at man ſeer, om Lendermanden overhoved havde nogen „Nev“ fri. Men da denne Ledingsfrihed, ſom det ovenfor er paapeget, upaatvivlelig ſluttede ſig til den Forpligtelſe at ſtille Krigsfolk, ledes man herved til den Formodning, at Lendermændene maa have faaet Fritagelſe for Leding ſamtidigt med de øvrige haandgangne Mænd, og at den netop har beløbet ſig til ſex „Nev“[18]. Da Lendermændene, ſiges det endvidere, ſkulle være Kongens højeſte Raadgivere, bør de og være ham de huldeſte, baade hemmeligt og aabenbart, og deri ligeſaavel være forud for andre ſom i Ære og Rang. Naar Kongen beſkylder ſin Lendermand for „Landraad“ eller Svig, og Sagen ikke er ganſke aabenbar, men Lendermanden benegter Sigtelſen, ſkal der førſt prøves Afgjørelſe i Stilhed, mislykkes dette, ſkal Sagen behandles paa Hirdſtevne og 12 Mand udnævnes til at underſøge den.

Efter Lendermændene nævner Hirdſkraa Kantſleren, „der hørte blandt Kongens højeſte Raadgivere inden Hirden, og ſkulde have Ret og Rang ved Siden af Lendermændene baade i Sæde og al anden Hædersbeviisning“. Kantſler- eller Storſeglbevarer-Embedet havde allerede længe beſtaaet ved de norſke Kongers Hof; ſaaledes yttrede Kong Philip udtrykkeligt, da man ved Forliget til Hvitingsø fordrede, at han ſkulde nedlægge ſin Kongetitel og udlevere ſit kongelige Segl, „at dette ſidſte var ham umuligt, da Seglet var hos hans Kantſler i Oslo“[19]. Kantſlerens Embedspligter vare, ſom det i Hirdſkraaen heder, at bevare Kongens Segl, og udfærdige ſamt beſegle de Breve, Kongen udſtedte, holde Bog over Kongens Ejendomme, og nøje optegne ſaavel de ved Kjøb og Sagefald tilkommende, ſom de bortforlenede, ſamt derhos bolde Kongens Landſkyldsbøger i Orden; hvorhos han altid ſkulde gaa Kongen tilhaande med ſine Raad, og fare i de Sendeferder, Kongen paalagde ham inden- og udenlands[20]. Paa denne Viis ſees Aſkatin, der ſenere blev Biſkop i Bergen, allerede under Kong Haakon at være brugt i Geſandtſkaber, ſkjønt han, beſynderligt nok, ikke kaldtes Kantſler førend i Kong Magnus’s Saga. Men man kan dog ikke tvivle paa, at han allerede under ham har beklædt Kantſler-Embedet, og man maa anſee det for en blot og bar Tilfældighed, at han ikke udtrykkeligt kaldes Kantſler, ligeſom at dette Embede overhoved ikke nævnes i Kong Haakons Saga. Da Kantſleren ej alene ſkulde være ſkrivekyndig, men og ifølge de Pligter, der paalaa ham, maatte beſidde mere end almindelig Dannelſe, fornemmelig i Sprog og Lovkyndighed, med andre Ord have fuldkommen „Klerke-Lærdom“ faldt det af ſig ſelv, at Embedet ſom ofteſt beklædtes af Gejſtlige, og , dette var vel ogſaa i de ældre Tider, da Boglærdom var ſaa ſjelden hos Lægmænd, næſten altid Tilfældet. At man endog ved Affattelſen af Capitlet i „Hirdſkraa“, der handler om Kantſleren, tænkte ſig denne nærmeſt ſom Gejſtlig, og at det ſaaledes rimeligviis er ført i Pennen førend endnu Aſkatin var bleven Biſkop (1270), ſkjønnes deraf, at der ogſaa til Slutning tales om „Hirdpreſter“. Men Aſkatins Efterfølger, Thore Haakonsſøn, der netop var Kantſler paa den Tid, da Hirdſkraaen maa have faaet ſin ſidſte Redaction, var ikke Gejſtlig, ſom det ſees deraf, at han i Aaret 1277 giftede ſig: altſaa var det ej Regelen, at Kantſleren nødvendigviis ſkulde være gejſtlig, han ſkulde kun beſidde gejſtlig Lærdom. Thore Haakonsſøn maa og have faaet en fuldkommen gejſtlig Oplærelſe, ſiden det ikke alene heder om ham, at han var vel forfaren i Kirkeloven, men han derhos etſteds kaldes „Sira Thore“, altſaa med en gejſtlig Titel[21]. Kantſleren lønnedes med 15 Mk. Veitſle ligeſom Lendermændene og ſkulde derhos nyde Sportler fra de Breve, der løſtes, ſom det heder, det vil ſige for alle Biſkikkelſer, Veitſlebreve, Sysſelbreve, Bevillinger, o. ſ. v., udfærdigede fra Cancelliet. Vi ſee, at man ogſaa her hos os forſtod at efterligne Paveſtolens Exempel. Det er, heder det i Hirdſkraa, højſt vigtigt for Kongen at ſee ſig vel for, hvem han vælger hertil, da Kantſleren næſten kan kaldes Kongens anden Skriftefader, efter ſom han faar vide ſaa meget ſom Kongen nødigt vil ſige til andre. Kantſleren ſkulde udnævnes paa Hirdſtevne, og dernæſt ſverge Kongen Troſkabseed. Hirdpreſterne, ſom Kongen holdt, ſkulde i Regelen være tvende; deres Pligter vare at holde Mesſe for Kongen og høre de haandgangne Mænds Skriftemaal ſamt overhoved være deres Sjæleſørgere, ſamt forøvrigt at være Kongen til Hjelp i hvad de formaaede, altſaa vel fornemmelig i alt hvad der vedkom Sekretær-Forretninger, i hvilket Henſeende man kunde betragte dem ſom Kantſlerens Subſtituter, iſær den ene, hvis Hovedhverv det var at bevare Mesſeklæderne og Bøgerne, den anden ſkulde fornemmelig beſørge Tideholdet i Kongens Capell. De ſkulde, heder det, være Kongen nærmeſt tilhørende (heimilegastir) blandt andre Preſter, og derfor helſt være valgt blandt hans egne Mænd. I Løn ſkulde de have fem Mks. Veitſle og to Klædninger til Juul ſamt Trediedelen af Hirdmændenes Tiende til lige Deling. Ogſaa Kong Haakon ſaavel ſom de tidligere Konger havde, ſom vi oftere have haft Lejlighed til at omtale, egne Hofgejſtlige, Klerker og Capellaner, og da det maatte være dem om at gjøre, at ſikre ſig disſe uundværlige Tjeneres Hengivenhed endog naar der ſkulde være Uenighed mellem Kongen og Kirken, overhoved at drage dem ſaa meget ſom muligt ind i ſine Interesſer, havde Kongen ſøgt at beholde Retten til at beſkikke Preſter ved de af dem ſelv ſtiftede eller voterede Capeller. Vi have ogſaa ſeet, hvorledes Kong Haakon Haakonsſøn havde erhvervet ſig en udtrykkelig Tilladelſe dertil af Pave Innocentius den 4de, „ſom Erſtatning fordi hans Forfædre havde gjort Afkald paa Patronatsretten over de øvrige Kirker i Landet“[22]; nemlig ſaaledes at Biſkopperne ſkulde erkjende og indvie de Preſter, ſom Kongerne dertil præſenterede. Rigtignok havde Erkebiſkoppen, ſom vi nys have ſeet, faaet den gamle Artikel fra 1194 ind i Compoſitionen, hvorved denne Præſentation ſkulde bortfalde, og Biſkoppen uden Videre have Ret til at indſætte Preſter ved de kongelige Capeller ſom andenſteds; men da Hirdſkraa blev ført i Pennen, havde dog Kongen Retten endnu, og det var vel endog et Spørgsmaal om en pavelig Beſtemmelſe ſaaledes uden videre kunde afſkaffes. I det mindſte maa Kongen, uanſeet Compoſitionen, have beholdt ſin Ret ved det Capell, der kunde betragtes ſom hans egentlige Sognekirke, nemlig Apoſtelkirken i Bergen. Denne havde Kongen allerede i 1271 indrettet til en Collegiatkirke, med en Provſt og Canonici eller Chorsbrødre[23], og disſe i det mindſte havde Kongen udvalgt ſelv, da Compoſitionen den Gang endnu ej var afſluttet: desuden var hans Ven Aſkatin paa den Tid Biſkop, og rettede ſig viſtnok ganſke efter Kongens Ønſker i det Stykke. At Kongen for Eftertiden tænkte at vælge ſine Hirdpreſter af dette Collegium, ja at han vel og haabede herved at ſikkre ſig et Forraad af Mænd, blandt hvilke han kunde vælge ſine Kantſlere, er højſt ſandſynligt. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes de kongelige Capeller tilſidſt kom til at udgjøre et eget gejſtligt Stift for ſig ſelv, unddraget Biſkoppernes Tilſyn.

Den næſte Rang i Hirden efter Lendermændene og Kantſleren ſkulde Stallarerne indtage; de havde, heder det, efter Lov og gammel Skik al den Ret ſom Lendermændene; Lendermand og Stallarere opføres ogſaa i den ældre Gulathingslov med een Ret, nemlig 6 Mkr, medens Jarlen og Biſkop tager 12, Haulden tre. Derfor regnedes Stallarerne ogſaa efter 1277 blandt Rigets Baroner, ligeſom vi i Compoſitionen ſee begge Stallarer, Audun Hugleiksſøn og Vigleik Audunsſøn, nævnte blandt disſe. Stallarernes Forretning var, ſom det tidligere (II. S. 992) er omtalt, fornemmelig at tale paa Kongens Vegne paa Thing og ved Hirdſtevner, ſamt andre Anliggender, ligeſom han og ſkulde fore Ordet for Hirdmændene, og være tilſtede paa Hirdſtevner for at megle Forlig mellem de haandgangne Mænd, og endelig paa Kongens Rejſer have Tilſyn med at Rideſkydſen kom ordentlig tilſtede og ſtiftedes tilbørligt. Dette var maaſkee hans oprindelige Forretning, da Navnet aabenbart er dannet af Ordet „Stald“, og derfor nærmeſt betegner „Staldmeſter“; det er altſaa den ſamme Forretning, ſom i Middelalderens Latin kaldes Comes Stabuli, (eg. Staldgreve),e i Franſk connetablé, i Tydſk derimod Marſkalk, (Mariscalcus), paa Danſk og Svenſk ſammendraget til „Marſk“[24]. Stallarernes Løn var ifølge Kong Magnus Retterbod 15 Mkr. aarligt i rede Penge ſaavel ſom to Klædninger med graa Pelsverk til Juul, naar de ellers ikke havde Syſler. Stallaren udnævntes ligeledes af Kongen naar denne havde ſat ſig til Bords, og blev af to Skutilſveiner ledet hen til Kongen, ſom rakte Haanden og førte ham til Stallare-Stolen.

Merkesmanden indtog den næſte Rang efter Stallaren, og fik af Kong Magnus Lendermands Ret (altſaa Rang) og Veitſle (15 Mkr.), men havde tidligere kun 10 Mkr. Veitſle og ſynes heller ikke at have været Lendermændene ſideordnet. Hans Forretning var, ſom Navnet antyder, at bære Kongens Merke (Banner) baade i Fred og Ufred, ligeſom han og ſkulde være tilſtede paa alle Hirdſtevner og biſtaa Stallaren i at bilægge de Stridigheder, der kunde opkomme mellem de haandgangne Mænd indbyrdes. I Regelen ſynes der kun at have været een Merkesmand ad Gangen; ſenere omtales der to ſamtidigt, men dette bar kun været et Undtagelſes-Tilfælde[25]. Merkesmanden udnævntes paa den Maade, at Kongen ved en Hirdſtevne lod en af Stallarerne forkynde Udnævnelſen, hvorefter Kongen ſelv overleverede ham Merket, bundet til Stangen, og rakte ham Haanden til Kys[26].

Næſt efter Merkesmanden fulgte Skutilſveinerne, eller, ſom de efter 1277 kaldtes, Ridderne. „Ingen Tjeneſte“, heder det, „i hele Kongens Hird er hæderligere og fagrere end deres, for den der med Sømmelighed, Omhyggelighed og Opmerkſomhed vil røgte den; ofte og ideligen bør de, naar de ville fortjene at kaldes høviſke og „kurteiſe“ (courtois) at vaage over og tænke ſig om paa hvad Maade de bedſt kunne indrette hele ſin Opførſel, ſaaledes at de vaade kunne hede og være ærbare og ſædelige Mænd; for den, der ikke vil tage vare paa ſig ſelv, er det bedre at ſtaa i en lavere Rang, hvor man ikke lægger videre Merke til ham, end at ſøge at komme i en Hædersplads, hvor alle ſiden ſpotte og udlee ham; men lykkelig er den, der ved gode Ting arbejder ſig frem til Ære, og ſiden godt kan bevare det Navn, han har vundet, og med Huldſkab tjene fin Herre“. Skutilſveinernes fornemſte Pligt, naar de vare ved Hoffet, var at holde Vagt umiddelbart hos Kongen ſelv to og to ugeviis, ſaavel ſom at tilſige Lendermændene og Stallarerne paa Højtidsdagene, naar de ſkulde „holde Fylgd“ med Kongen, ſamt forøvrigt at have Overopſigt med Fordelingen af Hirdmændenes Vagthold. Derfor regnedes Skutilſveinerne ogſaa, ſkjønt de ikke havde Lendermands-Ret, dog med Lendermændene, Stallarerne og Merkesmanden til det højere Hofperſonale eller de ſaakaldte Hirdſtjorer (Hirdſtyrere). Maaden, hvorpaa Kongen ifølge Hirdſkraa udnævnte en Skutilſvein, var den, at han efter Taflet overleverede ham et tomt Kar med Laag, og rakte ham Haanden til Kys. Dette viſer, hvad ogſaa Navnet lægger for Dagen, at Skutilſveinens Forretning oprindelig kun var den perſonlige Opvartning ved Taflet, og ikke havde noget af den krigerſke Charakteer, ſom Riddernavnet antyder[27]. Men der er et Spørgsmaal, om ikke ſenere, med det forandrede Navn, ogſaa en forandret Udnævnelſesmaade, mere i Lighed med hvad der udenlands var brugeligt, nemlig Ridderſlaget, fandt Sted[28].

Blandt Skutilſveinernes Tal udvalgte Kongen tvende til Drottſete og Skjenker, hvilke ſkulde have at paaſee, at Maden og Drikken kom ordentligt paa Kongens Bord, og at Opvartningen ved Bordet gik ordentligt til. Drottſeten var altſaa ifølge Hirdſkraa endnu kun Skutilſvein og ikke den høje Hof-Embedsmand, ſom han ſiden blev og tildeels allerede var i andre Lande[29].

Efter at have omtalt de her nævnte højere Hofembedsmænd gaar Hirdſkraaen i ſin anden Deel over til at behandle de egentlige Hirdmænds Pligter, idet den førſt forudſkikker en Deel almindelige Forskrifter om Sædelighed og god Opførſel, ſom man næſten ſkulde antage flydte af den ſamme Pen ſom Kongeſpejlet, og derfor upaatvivleligt hører til den oprindelige Deel af Hirdſkraaen, fra Sverres Tid. Med Henſyn til Optagelſen i Hirden er her den merkelige, og ſom man af mange Beretninger i Sagaerne ſeer, ældgamle Regel, at om end Kongen foreløbigt har givet den, der anholdt derom, ſit Samtykke, ſkulde dog, gjennem en af Stallarerne eller Merkesmanden, de tilſtedeværende Hirdmænd tilſpørges, hvorvidt nogen maatte have noget at indvende mod Optagelſen, for hvilken Indvending der da ſkulde anføres Grunde, og disſes Gyldighed ſkulde underkaſtes en formelig Ranſagelſe. Kongen var viſtnok ikke forpligtet til at rette ſig efter Hirdmændenes Vilje i dette Stykke, men det er dog klart, at naar de alle, eller de fleſte af dem, vare enige om at frabede ſig den Foreſlaaedes Optagelſe, maatte denne Opinionsytring udøve en ſtor Indflydelſe, og næſten tvinge Kongen til at lade Sagen fare. Udnævnelſen til Hirdmand ſkete paa den Maade, at Kongen, paa den Tid, han ej ſad tilbords, ſkulde have et Sverd, helſt ſit Kroningsſverd, liggende over ſine Knæ og holde i Feſtet, hvorefter den vordende Hirdmand knælende ſkulde tage under Feſtet med ſin højre Haand og kysſe Kongen paa Haanden; derefter ſkulde han ſtaa op, og berørende en Bog (Euangeliebog), ſom Kongen ſkulde have ved Haanden og række ham, ſverge følgende Eed: „Dertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog, og det ſkyder jeg til Gud, at jeg ſkal være min Herre (N. N.) Norges Konge huld og tro, aabenbarligen og lønligen, følge ſkal jeg ham inden- og udenlands, og aldrig ſkilles fra ham uden hans Tilladelſe eller i fuldſtændigt Nødsfald; holde ſkal jeg de Eder, ſom han har tilſvoret alt Landets Folk, efter det Vid, Gud under mig; ſaa være mig Gud huld ſom jeg ſiger ſandt, gram om jeg lyver“. Derpaa ſkulde han atter falde paa Knæ for Kongen og lægge begge ſine Hænder ſammen, medens Kongen lagde ſine Hænder udenom hans, hvorefter Kongen ſkulde kysſe ham. Siden ſkulde han ligeledes hilſes af Lendermændene og de øvrige Hirdmænd ved Kys[30]. Saaledes var Hirdmanden virkelig Sverdtager, og hans Hverv at bære Sverd og med Vaaben værne om Kongens Perſon derved antydet. Hirdmændenes Hovedpligter, naar de opholdt ſig ved Hoffet, var at holde Fylgd, ſom det kaldtes, nemlig at gjøre Vagttjeneſte i Gaarden, og ledſage Kongen paa hans Vandringer. De fleſte Hirdmænd vare vel ellers de, ſom Kongeſpejlet kalder de „ikke bordfaſte“, der havde Orlov og ſad hjemme paa deres Gaarde; det forstaar ſig, at de der ej alene maa have nydt en qvalificeret Anſeelſe (hvilket endog fremgaar deraf, at det udtrykkeligt paalægges dem at være ſkikkelige mod deres Granner, altſaa ikke utilbørligt benytte ſig af deres Overvegt), men det maa ogſaa have været anſeet ſom en nødvendig Følge af deres Forhold til Kongen, og af deres Stilling forøvrigt, da de, ſom det ſiges udtrykkeligt i „Kongeſpejlet“, og ſom vi allerede ovenfor oftere have paapeget, vare forpligtede til at ſtaa Kongens Embedsmænd, fornemmelig Sysſelmanden, bi i Udøvelſen af deres Forretninger, eller overhoved at være et Slags Styrelſesmænd (stjórnarmenn)[31]. Det er klart, at den nøjere betegnede og udvidede Embedsvirkſomhed, der i den ſenere Tid, fornemmelig ved Artiklerne af 1273, var anviiſt Sysſelmændene, tildeels maa have givet hiin ubeſtemte Myndighed for Hirdmændene nogen Indſkrænkning, thi ellers maatte de endog paa en utilbørlig Maade kunne gribe ind i hans Forretninger; men Forpligtelſen til at ſtaa ham bi, naar han dertil opfordrede dem, ſeer man dog altid har været der, og deres Myndighed og Anſeelſe blev ſnarere ſtørre end mindre[32]. Hertil bidrog ogſaa deres Ret til at holde hver tvende Huuskarle, hvilket den ofte omtalte Ledingsfrihed viſer Kat de maa have haft. I Tilfælde af fiendtligt Overfald i den Egn, hvor en Hirdmand boede, ſkulde han ſtrax indfinde ſig enten hos Kongen ſelv eller hos Sysſelmanden, og tilbyde ſin Tjeneſte[33]. Ligeledes ſkulde de haandgangne Mænd og Veitſlemændene hjelpe Sysſelmanden med Efterſynet af Vaaben paa de almindelige Vaabenthing[34]. Det faldt ogſaa af ſig ſelv, og er derfor ikke udtrykkeligt paabudet, men ſees ligeledes af Kongeſpejlet at have været det ſædvanlige[35], at ved virkeligt Udbud valgtes Skibsſtyrerne af Hirdmændenes Tal, og heraf maatte det igjen blive Regelen, at den fornemſte eller maaſkee eneſte Hirdmand, der boede i en Skibrede, betragtedes ſom faſt Skibsſtyrer, havde ſtadigt Opſyn med Skibet, og foreſtod Udruſtningen, naar det ſkulde behøves. Der manglede ſaaledes egentlig kun, at denne Styremandsværdighed ſkulde være arvelig, til at de norſke Hirdmands Stilling omtrent vilde være ſom de danſke ſaakaldte Herremænds (d. e. Hirdmænds),[36] eller med andre Ord, at de dannede en arvelig Adelſtand, eller i det mindſte Spiren dertil, iſær med den Skattefrihed, de nu dertil havde erhvervet, og da det, ſom vi allerede have omtalt, var Skik og Brug og næſten faldt af ſig ſelv, at Hirdmandsværdigheden holdt ſig i Ætten, naar ikke ſæregne Grunde vare til Hinder derfor, ſaa indſees det let, at Forſkjellen endog var ringere end man ſtrengt taget efter Loven ſkulde antage.

Om Gjeſternes og Kjerteſveinernes Forretninger er der allerede fortalt[37]. Ved en Gjeſts Optagelſe ſkulde ligeledes hans vordende Kammerater tilſpørges, om de havde noget derimod at erindre, og Gjeſten ſkulde, ligeſom Hirdmanden, creeres ved at berøre Kongens Sverd, kun paa en noget anden Maade end Hirdmanden, og derefter kysſe Kongens Haand ſamt ſverge Eed ganſke efter ſamme Formular ſom Hirdmanden. Om Gjeſterne heder det udtrykkeligt, at hvor de vare i Bygderne, ſkulde de ſtaa Lendermændene og Sysſelmændene bi i alle kongelige Sager, naar de derom anmodedes. Det ſamme maa da end mere have været Hirdmændenes Pligt. Ved Hoffet ſkulde de deeltage med Hirdmændene i Vagtholdet; men deres fornemſte Hverv var dog, ſom vi have ſeet, at fare i Kongens Sendeferder og udføre de ofte farlige Erender han gav dem, hvorved det da kom an paa at viſe den ſtørſt mulige Klogſkab og Conduite. Gjeſterne havde, ſom det ligeledes ved flere Lejligheder er nævnt, deres eget Skib med egen Høvding. Om Kjerteſveinerne, heder det, at det var en gammel Skik inden Hirden, at Kongen dertil valgte pasſende Mænd af god Ætt, hvorfor der ved deres Optagelſe fornemmelig ſkulde anſtilles Underſøgelſe om deres Ætt og Opførſel. „De kaldes Kjerteſveiner“, heder det„ endvidere, „fordi deres egentlige Forretning er at holde Kjerter for Kongen eller andre Høvdinger om Julen og for Reſten naar Kongen derom lader dem tilſige; de ere og pligtige at udføre al den Tjeneſte ſom Kongen lader fordre af dem, ſig til Lettelſe og Ære, og de ſkulle fornemmelig lægge Vind paa, at være aarvaagne og lette til alle nyttige Ting og høviſke Hirdſæder, da de ofteſt udvælges til deres Tjeneſte i den unge Alder“. De vare ſaaledes ganſke hvad man ved andre Hoffer kaldte Pager[38]; men de ſkulde og, ſom det forſtaar ſig, ved Hoffet lære Vaabenferd og forberede ſig til at indtræde i Hirdmændenes Tal; derfor ſkulde de deeltage i Vagtholdet med Hirdmændene og Gjeſterne, de ſkulde ledſage Kongen paa hans Rejſer, og have et eget Skib, ligeſom Gjeſterne; vi have derfor og i det foregaaende oftere ſeet Exempler paa, at Kjerteſveinerne have deeltaget i Slag, og kæmpet tappert. Kjerteſveinen beſkikkedes ſaaledes, at han, naar Bordene vare afdækkede og Kongen tog Vaſkevand, opſtilledes foran Bordet, hvorpaa Kongen rakte ham Haanden over Bordet til Kys; han ſkulde da tilſige Kongen ſin Troſkab, hemmeligt og aabenbare, uden dog at aflægge nogen Eed; derpaa ſkulde han bøje Hovedet, og Kongen kaſte Lykken af Haandklædet om hans Hals, endelig ſkulde han med Drottſeten holde Vaſkevandsfadet for Kongen, og ſiden ſkulde han, eller de øvrige, om det var flere, bære Fadet, Haandklædet og det øvrige Bordtøj bort. „Derfor“, ſtaar det i Hirdſkraa, „ere Kjerteſveinerne juſt ikke Kongens Sverdtagere, men alligevel ham haandgangne, og deres aflagte Løfte er lige ſaa bindende, ſom om de havde ſvoret Eed paa Bogen“[39].

Hirdſkraaen indeholder nøjagtige Beſtemmelſer for de Vaaben, ſom de haandgangne Mænd, boer efter ſin Klasſe, ſkulde have. „Alle de gamle Lovbøger“, heder det, „forpligter allerede hver Bonde, efter ſin Stilling, at have visſe Vaaben, ja endog Trællene, om det behøves, og dog have nu alle flere end det oprindelig var beſtemt, efter de bedſte Mænds Raad; og da nu Kongen og hans haandgangne Mænd bør være foran for alt Landets Folk i Anſeelſe, er det og billigt at de i dette Stykke ligeledes udmerke ſig fremfor de øvrige“. Skutilſveinerne ſkulde ſaaledes have fuldt Harniſk, beſtaaende ef Spaldiner[40] eller Vaabentrøje, Brynkolle[41] og Brynje med Brynhoſer og Brynhandſker, Hjelm eller Staalhue, Sverd, Spyd, et ſterkt Skjold, og en Pareerplade, helſt ogſaa en Buklare[42], ſamt enten Haandbue eller Laasbue. Hirdmændene ſkulde have Vaabentrøje, og uden om den Panſer eller Brynje, Staalhue, Sverd, Skjold, Spyd, Buklare og Haandbue med tre Tylfter Brodde. Gjeſterne og Kjerteſveinerne ſkulde have en ſterk Vaabentrøje, Staalhue, Skjold, Sverd, Spyd og Haandbue med to Tylfter Brodde. Lendermændene og Sysſelmændene ſkulde have endnu flere Vaaben i Forhold til deres ſtørre Anſeelſe. Man ſeer heraf, at man ved Skutilſveinernes, nu Riddernes, Bevæbning har haft Kamp til Heſt for Øje, thi dertil maatte iſær Brynhoſerne behøves: deres hele Ruſtning blev vel tung til Fodkamp. Saaledes lagdes den aabenbart an paa, fat Ridderens Udruſtning nu virkelig ſkulde ſvare til Navnet. For at underſøge, om enhver havde de reglementerede Vaaben, ſkulde Kongen hver Juul holde Vaabenthing og Mønſtring, og nøje lade optegne hvo der da manglede noget af disſe Stykker.

Om Hirdſkraaens Regler for Byttets Deling, ſom tydeligt nok viſer ſig at være fra Kong Sverres Tid, er der forhen talt. Hertil hører ogſaa den Beſtemmelſe, der ſiges at være lovet Gud baade af Kongen og hele hans Følge, at iagttage Kirke- og Kvinde-Fred. Dette var viſtnok blandt de Regler, Sverre tidligt fik indført blandt Birkebeinerne for at forvandle dem til en hæderlig Krigerſkare fra at være en vild Røverhob. De haandgangne Mænd tilholdtes at overholde godt Kammeratſkab med hinanden, hver i ſin Klasſe, og indbyrdes at hjelpe hinanden af Nød og Trængſel. Den, ſom f. Ex. ikke vilde hjelpe ſin Kammerat fra Skibbrud eller i farlige Fjelde, eller hvor han var beſat af Fiender, ſkulde være udſtødt af Hirden, hvis Kongen ej benaadede ham. Om en haandgangen Mand blev hærtagen og ført til et fremmed Land, og hans Kammerat kom did, da ſkulde denne udløſe ham, for ſaa vidt hans Penge ſtrak til, imod at faa det Udlagte erſtattet naar han kom hjem, og var den andens Gods ikke tilſtrækkeligt, ſkulde Kongen og de øvrige Kammerater tilſkyde det manglende. Derſom nogen af dem blev fattig og hjelpeløs, enten formedelſt Ælde eller Sygdom, ſkulde Kongen og hans Kammerater forhjelpe ham til Forſørgelſe i Kloſter, ſaaledes at Kongen udredede det halve af Indſkudsſummen (provenia), Kammeraterne det halve. Ligeſaa ſkulde de følge deres afdøde Kammeraters Liig til Jorden. Det Kloſter, hvortil affældige Hirdmænd ſkulde forhjelpes, var, ſom man maa antage, Johanniter-Hoſpitalet paa Varna (nu Værnekloſter ved Moſs). Der ſtaar nemlig i Hirdſkraa, at det var Birkebeinernes gamle Sedvane og Løfte, at yde Tiende af ſin Sold, baade Hirdmændenes og Gjeſternes; hvilket da ſkulde ſkiftes i tre Dele, een til Biſkopperne, een til Preſterne, og een (den ſom ellers gik til de Fattige) til Hoſpitalet paa Varna. Siden heder det i Kong Magnus’s Retterbøder eller Tillæg til Hirdſkraa, at de haandgangne Mænd efter Kongens Raad havde ſamtykt i at enhver Hirdmand ved ſin Optagelſe i Hirden ſkulde betale een Øre til Hirdmændenes Provende til Sjælemesſer for afdøde Kammerater, og een Øre til fattige Kammerater, for af denne Sum at forhjelpe dem til Kloſter, ligeſom Gjeſter og Kjerteſveiner til hvert af disſe Øjemed en halv Øre. Her kan neppe noget andet Kloſter end hiint være meent. For Reſten vides det ej, naar Varna Kloſter eller Hoſpital er blevet ſtiftet; kun ſynes man af den Omſtændighed, at det ſættes i Forbindelſe med Birkebeinernes „gamle Skik og Løfte“, at maatte ſlutte, at det er ældre end Kong Magnus’s Tid og maaſkee allerede ſtiftet af Birkebeinerne under Kong Sverre, efter dennes Ønſke eller Befaling[43]. Til Slutning forordnes det i Hirdſkraaen, at den hver Juul ſkal oplæſes fra Begyndelſen til Enden for de ved Kongens Hof forſamlede Hirdmænd. Uagtet den, ſom ſagt, indeholder flere ſaakaldte Retterbøder, finder man dog intet deri om de nys omhandlede Friheder og Titler, forundte de haandgangne Mænd, og Aarſagen til, at der ikke er tilført noget derom i yngre Afſkrifter, er viſtnok den, at ſenere Beſtemmelſer, fornemmelig Haakon Magnusſøns vigtige Retterbod af 1308, gjorde ſaa ſtore Forandringer i hele Hirdvæſenet, at de ikke længer pasſede deri. Vi have tilfældigviis ingen Afſkrift af Hirdſkraa ældre end 1308; om en ſaadan var til, vilde vi maaſkee i den ſinde noget derom.

Søge vi nu i Korthed at ſtille os de Rettigheder, Friheder og Udmerkelſer for Øje, af hvilke de haandgangne Mænd nu efter 1277 vare i Beſiddelſe, blive hine omtrent følgende.

Baronerne vare Kongens faſte Raadgivere, havde en meget høj Rang — næſt Jarlerne —, beſad Forleninger af det kongelige Gods af indtil mindſt 15 Mks. Landſkyld, og vare berettigede til at holde 40 Huuskarle, medens de tillige ſkulde ſtille fem fuldt udruſtede Mænd til Hæren; for disſe fem Mænd ſaavel ſom ſig ſelv, altſaa i alt 6 Nev, nøde de ſandſynligviis Ledingsfrihed, eller Skattefrihed af deres Gaarde, og dette var vel tilſtrækkeligt til at frelſe ej alene deres Hovedgaarde, men ogſaa i det mindſte een af de Gaarde, de beſad i Byerne. I Krigen vare de de højeſte Befalingsmænd[44]; i Fred var det fornemmelig dem, der raadſloge og ſtemte paa Høvdingemøderne; de dannede overhoved det højere Ariſtokrati, og om disſe Forhold havde vedblevet, og Baronerne, hvad Enden vel tilſidſt vilde have været, havde faaet det gjort til Regel, at deres Værdighed ſkulde være arvelig, da vilde de fuldkommen have indtaget den ſamme Stilling ſom Jarlerne og Baronerne i England, og ved Høvdingemøderne dannet et eget Kammer, der ganſke ſvarede til Lordernes Huus eller Overhuſet i England. Til Baronernes Klasſe hørte ogſaa, ſom vi have ſeet, de højere Hof-Embedsmænd, Kantſleren, Stallarerne og Merkesmanden.

Skutilſveinerne, eller, ſom de nu kaldtes, Ridderne, hørte ogſaa til Herreſtanden; de udøvede en højere Myndighed ved Hoffet, og beklædte vel ogſaa højere Commando-Poſter i Krigen[45], vare ledingsfrie for tre Nev, det vil ſige for ſig ſelv og to Mand, og hvis man, ſaaledes ſom det nys er antydet, gaar ud fra, at denne Ledingsfrihed rettede ſig efter det Antal Krigsfolk, enhver Veitſlemand ifølge Beſtemmelſerne af 1273 ſkulde bolde, nemlig fem Mand af boer 15 Mks., altſaa 1 Mand af hver tre Mks. Veitſle, maa man ſaaledes ſlutte, at Ridderne i Regelen have haft ſex Mks. Veitſle. Thi naar der, ſom man allerede af Udtrykkene i hiin Beſtemmelſe ſeer, og hvad ogſaa Kongeſpejlet udtrykkeligt beretter, bar været ringere Veitſlemænd foruden Lendermændene, er det vel at formode, at hermed fornemmelig menes Skutilſveinerne, der i Rang ſtode dem nærmeſt. Denne Ledingsfrihed deelte de ogſaa med Hirdmændene, ſom det ovenfor er viiſt, og det var maaſkee derfor ſaaledes Regelen, at Riddere og Hirdmænd ſkulde have 6 Mks. Veitſle. Kongeſpejlet taler om, at der af de „ikke bordfaſte“ Huuskarle (haandgangne Mænd) vare nogle ſom havde 1, nogle 2, nogle 3 Mks. Veitſle, nogle mere; til denne ſidſte Klasſe (dem der havde mere end 3 Mks. Veitſle) have da ventelig Skutilſveinerne og Hirdmændene bort. Ved Rigs- eller Høvdingemøderne ſynes Ridderne ikke at have været ſelvſkrevne Deeltagere, uden for ſaa vidt ſom de vare Sysſelmænd, og de hørte i det mindſte ikke til de verdslige Herrer, der beſeglede de paa Møderne udſtedte Akter. Dette viſer, at uagtet de regnedes til Hirdſtjorernes Tal, have Lendermændene dog været betragtede ſom dannende en højt over dem ſtaaende Klasſe, aldeles med ſamme Forſkjel, ſom der i England fandt Sted mellem Baronerne og Ridderne, og hvis Norges ſtatsretlige Forhold havde vedblevet at uddanne ſig i den nys antydede Retning, vilde ſaaledes Ridderne rimeligviis have kommet til at danne et Underhuus, der ogſaa heri vilde ligne det engelſke, at de, formedelſt deres ſtørre Antal, ikke alle vilde kunne have mødt frem, men maattet ſende Repræſentanter.

Hirdmændenes Stilling var, ſom det nu er viiſt, i det hele taget temmelig liig Riddernes, uagtet de ej, ſom disſe, hørte til Herreſtanden; men alene af den Omſtændighed, at de havde Ledingsfrihed for det ſamme Antal Perſoner, og derfor vel ogſaa de ſamme Forleninger, ſees det tydeligt, at de dog i det væſentlige betragtedes ſom hørende til den ſamme Klasſe. Hermed ſtaar det da viſtnok ogſaa i Sammenhæng, at Hirdmændene nu, ſom oven omtalt, i latinſke Breve begyndte at kaldes armigeri, i norſke „aa Vaaben“; Hirdmandsværdigheden var nu det førſte Trin til Ridderværdigheden, og enhver Hirdmand anſaaes vel endog berettiget til, efter en vis Tjeneſtetid at ſtige op til Ridderværdigheden, naar han for Reſten ſelv ønſkede den, hvilket ikke altid var Tilfældet. De Syſler, der ej foreſtodes af Lendermænd, beſattes vel i Regelen kun med Riddere eller Hirdmænd. Det var neppe nogenſinde Tilfældet, og ſtred vel endog ganſke mod Vedtægten, at en Gjeſt ſkulde kunne blive Sysſelmand. I denne Egenſkab havde Ridderne og Hirdmændene Adgang til Høvdingemøderne; ellers ikke. Vi have allerede ſeet mange Exempler paa, at Hirdmændene vare de egentlige „Sveitarhøvdinger“ eller Officerer, ligeſom det ogſaa nys er omtalt, at man af dem (ſaavel ſom Ridderne) fortrinsviis, eller vel endog udelukkende, maa bave valgt Styremændene for Ledingsſkibene, ſamt at det deraf, ſom af deres hele øvrige Stilling, rimeligviis fulgte, at de bavde ſtadigt Tilſyn med disſe Skibe og den hele Udruſtning i deres Hjembygd. Da det nu derhos var Styremændenes Pligt at udſkrive Mandſkabet i Ledingstilfælde, udøvede de allerede derved en betydelig Myndighed; deres Ret eller Pligt — hvorledes man vil tage det — til at ſtaa Sysſelmændene bi forøgede denne Myndighed end mere, og ſaaledes vare, de i Ordets egentlige Forſtand „Herremænd“, ligeſom Herremændene i Danmark. Deres perſonlige Stilling var ganſke ſom disſes, og da Slægternes Anſeelſe og conventionelle Stilling var arvelig, ſaa længe de beſad Ejendomme til at holde den vedlige, kan man næſten endog ſige, at de Hirdmænds Rettigheder allerede vare arvelige, der hørte til de ældre, højt anſeede Slægter.

Gjeſterne ſtode i Ledingsfrihed ved Siden af Kjerteſveinerne, hørte dog aabenbart til en anden Klasſe end disſe. Saa vidt man kan ſkjønne, vare Gjeſterne at betragte ſom ringere Officierer, der vel endog overhoved, paa Grund af de mere underordnede, ofte odiøſe, Erender, de havde at udrette, og hvormed de Fornemmere ej vilde befatte ſig[46], toges fra de mindre anſeede Slægter, eller fra de lavere Klasſer; det ſynes ikke at have været Regelen, at en Gjeſt ſkulde avancere til Hirdmand, medens vi derimod finde, at de, hvis Byrd og Stilling berettigede dem dertil, ſtrax bleve Hirdmænd, uden at have gjennemgaaet Gjeſte-Klasſen. Derfor ſeer man Gjeſterne heller ikke i Leding ſom egne Sveitarhøvdinger, men derimod ſamlede paa eet Skib under Anførſel af en Hirdmand. Med Kjerteſveinerne var vel dette ogſaa Tilfældet, men Aarſagen hertil var nærmeſt den, at de vare ſaa unge; der fordredes udtrykkeligt med Henſyn til dem, at de ſkulde vælges af de fornemſte Ætter, og ſaaledes maa det endog have været Regelen, at de, naar de opnaaede den behørige Alder, bleve Hirdmænd: ja mange af dem ſprang vel endog baade Hirdmands- og Ridder-Værdigheden ganſke forbi, og bleve ſtrax Lendermænd, naar de f. Ex. vare Sønner af Lendermænd, og deres Fædre døde, førend de endnu havde naaet Hirdmands-Værdigheden. Den Ledingsfrihed, Kjerteſveinerne nøde, kom derfor vel endog fornemmelig deres Fædre til Gode; „Gjeſterne“ derimod kunde rimeligviis blive graahærde og tilbringe hele deres Liv, uden at kommet nogen anden Stilling. Da en Gjeſts Ledingsfrihed beløb ſig til to Nev, altſaa eet for ſig ſelv og eet for en Krigsmand, bliver det ſandſynligt, at Gjeſten ogſaa ſkulde holde en Krigsmand, og derfor havde 3 Mks. Veitſle. Om Gjeſternes og Kjerteſveinernes Deeltagelſe i Rigs— eller Høvdinge-Møderne kan der ikke have været Tale. Selv i Tilfælde af at et Syſtem, liigt det engelſke, havde uddannet ſig i Norge, vilde vel de ej have kunnet komme i Betragtning ſom berettigede til at repræſenteres. Imidlertid maa dog ogſaa Gjeſterne, paa Grund af de Fritagelſer og den Myndighed, der var bleven dem til Deel, have nydt Anſeelſe i deres Hjembygd fremfor de øvrige Bønder, og været betragtede ſom Ariſtokratiets yderſte Ende[47].

Af hvad der her er fremſtillet, følger altſaa, at Ridderne og Hirdmændene maa antages at have bidraget til den ved Artiklerne af 1273 oprettede faſte Hær over med tre, og Gjeſterne ſamt Kjerteſveinerne hver med een Mand. Her vil det nu lettere forſtaaes, hvad der ovenfor er anført ſom en af de „Retterbøder“, Kong Magnus tilſtod Lendermændene, „at ſkjønt Sysſelmanden i Regelen bar Magt (vald) over en Lendermands Huuskarl, ſkal han ingen Nevninger have over ham, uden dem Kongen ſelv paabyder, med mindre man i Haſt maa gjøre Anſtalter til Forſvar mod et pludſeligt Fiende-Anfald“. Det er tydeligt, at denne Beſtemmelſe paa det nøjeſte ſlutter ſig til Artiklerne af 1273. De Tropper, ſom Veitſlemændene ſtillede, ſkulde, ſom man ſeer, i Regelen ſtaa under Sysſelmandens Beſaling, og ſtilles ſammen med dem, han ſelv ſkulde bolde; dette blev ſaaledes Tilfældet med Ridderens eller Hirdmandens tvende, og med Gjeſtens eller Kjerteſveinens ene Mand, medens Lendermanden beholdt ſine fem Mand under ſin egen Commando. Dette kan ogſaa let forklares med Henſyn til Lendermændenes Stilling for øvrigt: de holdt nemlig ſelv en „Sveit“, der, ſom vi have ſeet, kunde udgjøre indtil 40 Huuskarle; dette Antal var ſaa ſtort, at de fem, ſom ſkulde ſtilles til Kongens Dispoſition, godt kunde vedblive at være deriblandt, medens derimod hine ringere Kongsmænds Contingent var for ubetydelig til at danne nogen ſæregen Commando. Alter mindſt kunde der her være Tale om Gjeſterne og Kjerteſveinerne, der ſelv ſkulde ſtaa under Commando.

Af det Foregaaende viſer det ſig ogſaa klart, hvor omfattende og betydningsfuld Sysſelmændenes Stilling nu var. De havde i civil Henſeende den øverſte Opſigt med Retsplejen, paatalte alle Sager, hændede Dom, oppebare Bøderne paa Kongens Vegne, havde Tilſyn med Kongens Ejendomme og Indtægter for øvrigt, bortfæſtede Gaardene, oppebare Landſkylden og holdt Bog derover, indkrævede Skatterne, og udøvede den nødvendige Politimyndighed. Kort og godt, de repræſenterede i eet og alt Kongens Perſon og den kongelige Myndighed. I militær Henſeende ſørgede de for Udſkrivningen i Krigstilfælde, holdt det for omtalte Antal Krigsfolk og havde naturligviis Tilſyn med, at de øvrige, ſom dertil vare forpligtede, og hvis Contingenter ſkulde ſtilles under deres Commando, gjorde ſin Skyldighed; hvor der fandtes Borge eller Kongsgaarde af borgmæsſigt Udſeende vare de vel i Regelen ogſaa Befalingsmænd paa disſe. Det er tydeligt nok, at Sysſelmændene umuligt kunde række at udføre alle deres Forretninger alene. De maatte for det førſte bolde et Slags Contor, hvortil Klerker eller Skrivere udfordredes; ſaadanne omtales vel ikke, men at de have været holdte, kan man betragte ſom faldende af ſig ſelv. Derhos maatte de og have Medhjelp eller underordnede Fuldmægtige til Udførelſen af de executive Forretninger. Saadanne Fuldmægtige ſees de ogſaa allerede at have holdt, nemlig de ſaakaldte „Sysſelmænds-Lensmænd“, om hvilke der i det følgende vil blive mere Tale, og ſom i hine Tider viſtnok mere ſvarede til, hvad der ſiden efter kaldtes og nu omſtunder kaldes Fogeder, men hvis Benævnelſe dog endnu bar vedligeholdt ſig, tildeels endog forbunden med ſamme Slags Forretninger, hos vore nuværende Lensmænd. Det er beſynderligt nok, at Hirdſkraaen intet nævner om den vigtige Fehirde- eller Skatmeſter-Poſt, ſkjønt denne allerede hyppigt omtales i Sagaerne. Endnu var maaſkee Embedet ikke faſt oprettet, og den, der beſørgede Skatmeſter-Hvervet, maaſkee ſnart en, ſnart en anden Hofmand, der borte til Kongens perſonlige Omgivelſer, og førte Kasſen med ſig, naar han ledſagede Kongen[48]. Men paa den anden Side ſynes dog allerede den ovenfor anførte Beſtemmelſe om Ledingens Indbetaling til Tunsberg for Viken, at tyde hen paa, hvad der ſenere med Vished vides at have været Tilfældet, at der paa det faſte Tunsbergs Slot var en faſt Fehirdſle (Hovedkasſe) for Øſtlandet, til hvilken alle Kongens Indtægter derfra indbetaltes, og hvorpaa en Deel af de forefaldende Udgifter anviſtes til Udbetaling: ved denne Kasſe maatte der da være en faſt Fehirde, og denne Fehirde, naar han var en verdslig Mand, var da viſtnok tillige Befalingsmand over Slottet[49]. Da vi erfare, at Audun Heſtakorn i Aaret 1298 indehavde denne Poſt, eller i alle Fald var Fehirde (thesaurarius)[50], og vi allerede i 1277 finde ham i Beſiddelſe af Len i Viken, ligger den Slutning nær, at han beklædte Embedet allerede da, og ſaaledes maaſkee enten ikke længer var Stallare, eller ved Siden af Stallare-Embedet ogſaa beſørgede Fehirde-Forretningerne, hvad der ogſaa meget godt kunde lade ſig gjøre. Men foruden Fehirdſlen i Tunsberg maa der ogſaa have været i det mindſte een for det Nordenfjeldſke, om ikke flere; og for ſaa vidt der kun var een, maa den fremfor noget andet Sted have været i Bergen, hvor Kongen ſelv ofteſt reſiderede, og hvor vi ogſaa allerede i 1316 finde omtalt ikke blot een, men tvende Fehirder[51], hvilket viſer, at dette endog maa have været en ſtørre og mere omfattende Fehirdſle end den i Tunsberg. Senere finde vi ogſaa Fehirdſler i Oslo og Nidaros[52], men det er meget muligt, at der i Førſtningen kun var de tvende faſte Fehirdſler, Bergens for det Nordenfjeldſke og Tunsbergs for det Søndenfjeldſke.

I Forbindelſe med Sysſelmendene bør ogſaa Lagmændene i deres nye, udvidede Embedsvirkſomhed omtales. De vare nu, ſom vi have ſeet, ikke længere Voldgiftsmænd eller Retsconſulenter, beſkikkede for de ringere Klasſer, men kongelige Dommere, under hvilke Enhver ſkulde lyde i alle civile Sager, ſamt Beſtyrere af Lagthingene. De havde derfor nu ogſaa betydelige Forleninger, lige ſaa ſtore ſom Lendermændene, og vare ſom retskyndige ſelvſkrevne til Høvdingemøderne. Man erfarer af flere Diplomer, at Lagmændene ſenere havde i det mindſte Ridderværdighed, og man maa vel derfor antage, at allerede paa Kong Magnus’s Tid ingen blev udnævnt til Lagmand, uden i det mindſte at være Hirdmand. Under Kong Haakon Haakonsſøns førſte Regjeringstid have vi ſeet, at Dagfinn Bonde baade var Gulathings Lagmand, Befalingsmand paa Bergens Borg, og Sysſelmand paa Hørdaland[53]. En ſaadan Forbindelſe af Embeder maa viſtnok ſenere, efter Lagmands-Embedets nye Organiſation, have været umulig. Man kan ikke antage, at Nogen paa een Gang baade var Lagmand og Sysſelmand, baade forvaltede den dømmende og udøvende Magt. Loven ſelv forudſætter disſes Adſkillelſe, og heller ikke have vi i Diplomer noget Exempel paa en ſaadan Combination. Som Veitſlemænd og kongelige Dommere vare Lagmændene højt agtede og borte nu aldeles beſtemt til Ariſtokratiet.

Den Omſtændighed, at Hirdværdighederne nu ſaa at ſige havde meſt at betyde udenfor Hirden, ved den Titel, Rang og Myndighed de medførte, medens Hofſyſlerne næſten kun vare en Biting, maatte nødvendigviis medføre, at Antallet paa Hirdmænd blev langt ſtørre end før, efterſom det vel næſten anſaaes at falde af ſig ſelv, at en ſtørre Godsejer eller Medlem af en anſeet Ætt ſkulde i det mindſte have Hirdmands Rang; ſaaledes at vel endog mange renoncerede paa Veitſler, og enda paatoge ſig de med Hirdmandsværdigheden forbundne Pligter, naar de kun fik Titlen og de dermed forbundne Rettigheder. Men heraf maatte da ogſaa Følgen blive, at den gamle Benævnelſe „Bonde“ maatte blive ſjeldnere, i det mindſte i det daglige Liv, og tildeels antage en anden Betydning. Paa Island vedblev den endnu uforandret, og Islændingerne vedbleve ogſaa endnu en lang Tid at kalde alle de norſke boſatte Mænd „Bønder“, ſom ikke bare Herrenavn, endog Hirdmændene; og i Loven bibeholdtes ligeledes Benævnelſen „Bønder“ om Landboerne i Almindelighed ſaavel ſom om Huusejerne i Byer, men conventionelt ſynes dog allerede det med Navnet forbundne Begreb at have betegnet den menige Landbefolkning, iſær Lejlændingerne, ſaa meget mere ſom Jordegodſet mere og mere ſees at have ſamlet ſig paa faa Hænder, til de rige og mægtige Ætter, medens Mængden af Landsbefolkningen virkelig var Lejlændinger, der deels ſtode under de mægtige Godsejere, deels under Kongen (paa Krongodſerne), deels rinder Kirken eller Gejſtligheden. De ſtore Godsejere, der tillige i Regelen enten vare Hirdmænd eller Riddere, og ſaaledes nøde betydelig Skattefrihed, kunde derfor ogſaa bortbygge de Gaarde, for hvilke de nøde denne Frihed, mod ſtørre Bygſel og Landſkyld end de ringere Selvejere, der ingen ſaadan Fritagelſe havde; derved fik de naturligviis en uforholdsmæsſig ſtor pecuniær Overvegt over disſe, og havde derved ſaa meget lettere for at fortrænge dem fra deres Gaarde, eller ſaa godt ſom tvinge dem til at ſælge disſe, naar de laa dem belejligt til dermed at afrunde deres Beſiddelſer. Sælgeren blev da ſædvanligviis Lejlænding, ofte paa ſin egen Gaard, og derved forøgedes altid Lejlændingernes Antal, medens Kløften mellem de højere og ringere Bønder blev ſtørre. Man kan vel endog antage, at Adgangen til at komme ind i Hirden og erhverve de med Hirdmandsværdigheden forbundne Fordele var i Regelen aldeles ſtængt for den ringere Bondes eller Lejlændings Søn, og at dertil udfordredes en ſæregen Lykke, eller at man møjſommeligt maatte have tjent ſig op fra de laveſte Grader. Det ligger altſaa i Sagens Natur, at de fornemme Gaardejer-Ætter ligeſom havde faaet Eneret til Hirdmandsværdigheden, og dette gjorde da ſaaledes de dermed forbundne Rettigheder i Virkeligheden arvelige, om de end ikke ſtrengt taget vare det for Loven. Alle disſe Forhold maa man ſtille ſig klart for Øje, for at forklare ſig, hvorledes den nye Tingenes Orden, ſom Kong Magnus’s Lovreformer deels indførte, deels nøjere udviklede, kunde ſlaa Rødder. Bondeſtanden ſom ſaadan havde allerede tabt det meſte af ſin politiſke Indflydelſe, eller rettere, det Element, der i ældre Tider repræſenteredes af de mægtige Bønder med Lendermændene i Spidſen, var nu at ſøge i Hirden eller overhoved blandt de kongelige Krigere. Men det var Norges Held, at det Grundlag, hvorpaa disſe politiſke Forandringer kom til at hvile, endnu havde ſaa meget tilbage af den gamle germaniſke Enkelthed, at Friheden ſelv ikke derved kunde anfegtes i ſin inderſte Rod.

  1. Dette kunde maaſkee tilnærmelſesviis beregnes efter Skibredernes Lide-Antal, ſammenholdt med Jordegodſets virkelige Størrelſe. Saaledes f. Ex. dannede Follo en Skibrede, og ſkulde altſaa, ſom alle Vikens Skibreder, udruſte en Tyveſesſe, det vil vel lige, at Lidernes Antal var omkring 40, ſe o. S. 511. Da nu enhver Lide ved halv Almenning repreſenterede 14 Nev, bliver altſaa Rev-Antallet 560. Men ſammenligner man den ældſte Matrikulſkyld for de Gaarde, hvoraf Follo Skibrede beſtod (Kraakſtads, Aas og Nesodden, ſamt Veſtby Thinglag), vil man finde, at denne i alt udgjorde omkring 560 Skp. Tunge. Altſaa ſvarede en Nev omtrent til 1 Skp. Tunge. Nu kommer det jo rigtignok an paa, om ikke det betydelige Kirkegods betragtedes ſom aldeles ſtaaende udenfor denne Beregning, thi i ſaa Fald bliver det Jordegods, der ſkal fordeles paa de 560 Nev, betydeligt mindre. Men man ſeer dog af den „røde Bog“, at Gaarde, der tilhørte Kirker, angaves at ligge i den og den „Lide“; deraf ſkulde man vel ſlutte, at Lide-Inddelingen ej tog Henſyn til den abſolute Skattefrihed. Under disſe Forudſætninger vilde ſaaledes en Skutilſvein og Hirdmand, i det mindſte paa Øſtlandet, faa 3 Skp. Tunge, en Gjeſt eller Kjerteſvein 2 Skp. Tunge ſkattefrie. Lendermændenes Skattefrihed vilde vel udſtrække ſig til det meſte Jordegods, de ejede.
  2. Se f. Ex. Annalerne ved 1407 og 1410, hvor baade Erlend Philipsſøn og Haakon Sigurdsſøn kaldes „Bonde“.
  3. Saaledes lyder den udførligſte Beretning herom, i den ſaakaldte Lagmands-Annal, ſe Isl. Annaler udg. 1847, S. 155, Note b. Udtrykket „da gav K. Magnus“ viſer ogſaa, at dette ſkede paa Høvdingemødet i Tunsberg.
  4. S. ovf. S. 460, hvor det paapeges, at de norſke Lendermænd i Fredstractaten til Perth kaldes barones.
  5. Saaledes Sigurd Lavard, Kong Sverres Søn. I „Kongeſpejlet“ bruges ogſaa Formen hlafdi (hlæfdige, lady).
  6. Dette er ſaa ſikkert, at man endog kun af den Omſtændighed, at en Mands Kone kaldet Frue, kan ſlutte ſig til at hendes Mand var mindſt Ridder.
  7. Om Benævnelſe „á vápn“ allerede denne Tid brugtes om Hirdmændene, eller kun anvendtes om Officiererne i Borgund (ſ. o. S. 445) er uviſt; ſenere brugtes den, det er viſt; ſaaledes kaldes den nys nævnte Erlend Philipsſøn til Losne ofte i latinſke Breve „armiger“, i norſke á vápn, medens Islændingerne kalde ham „Bonde“.
  8. Brev paa gl. Engelſk hos Rymer af 1258 I. S. 378.
  9. Dette ſkete baade under Johan og Sønnen Henrik den 3die.
  10. Vi have viſtnok allerede, i de meddeelte Brudſtykker af Kong Sverres Stridsſkrift mod Gejſtligheden ſaavel ſom af Kongeſpejlet ſeet at Benævnelſen „Ridder“ ikke var ukjendt i Norge, hvad den naturligviis heller ikke kunde være, men den havde ingen ſæregen officiel Betydning; den betegnede kun Krigere af højere Rang, fornemmelig dem, ſom kæmpede til Heſt, og hvor de omtales i Stridsſkriftet ſom en Deel af Statslegemet, har Forfatteren ikke ſærſkilt Norge for Øje, men ſøger kun at ſkildre, hvad han anſeer for Idealet af Statsforfatningen.
  11. Se f. Ex. Cap. 38, om Deling af Bytte, jvfr. ovf. III. S. 303.
  12. Hirdſkr. Cap. 50.
  13. Hirdſkr. Cap. 54.
  14. Hirdſkraa Cap. 10, jvfr. Landsl. II. 12. Hertil kan og regnes den Opfordring, der i Landslovens II. 7 ſamt Hirdſkr. Cap.4 ſtiles til Kongen om at betænke fine Mænd med Legater før ſin Død, thi dette hører med Henſyn til hele Udtryksmaaden umiskjendeligt til Hirdſkraaen.
  15. Hirdſkr. Cap. 15.
  16. Hirdſkr. Cap. 18—20.
  17. Hirdſkr. Cap. 48. Jvfr. nedenfor.
  18. Nemlig for Lendermanden ſelv og de fem Mænd han ſkulde ſtille.
  19. See ovf. III. S. 535.
  20. Hirdſkraa, Cap. 21.
  21. Her er det ikke af Vejen at gjøre opmerkſom paa en ſtor Fejltagelſe der ligefra Th. Torvesſøns Tid har indſneget ſig med Henſyn til hvo der var Kantſler i Norge omkring 1276. I den, aabenbart lige ud af Magnus’s Saga tagne, Beretning i Annalerne om Kongens Sammenkomſt med den ſvenſke Konge 1276, men hvis Text i de daarlige Papiir Haandſkrifter er yderligt forvanſket, ſtaar der, hvor Kongens Følge opregnes: Bjarne Gyrski, Gauti i Tolgu. þessir kantslerar; hvoraf allerede Th. Torvesſøn har ſluttet, at Bjarne i Giſke og Gaute i Tolga paa denne Tid begge vare Kantſlere. Men Sagen er den at „þessir kancelerar“ er en Fejllæsning i Stedet for Þórir kanceler, der ſanſynligviis i Originalhdſk. var ſterkt forkortet.
  22. Dipl. Norv. I, No. 43 jvfr. ovf. S. 48.
  23. Isl. Annaler, ved 1271.
  24. „Marſkalk“ kommer af „Mar“ d. e. Heſt og Skalk d. e. Tjener. „Connetable“ og „Marſkalk“ (Maréchal) kom i Franſk og Engelſk til at betegne tvende forſkjellige Embeder, dog af ſamme Slags, ſaaledes at Marſkalken kun var Connetablen underordnet. Med begge Embeder forenedes en høj Krigsbefaling; Connetablen blev endog øverſte Befalingsmand over Hæren. Den ſamme Stilling indtog „Marſken“ i Danmark og Sverige.
  25. I Retterboden af 1302 omtales to Merkesmænd, dog rigtignok efter hvad det lader, ſom en extraordinær Foranſtaltning. Norges gl. Love III. S. 174.
  26. Hirdſkraa, Cap. 28, 50, jvfr. ovf. II. S. 992.
  27. Ordet er nemlig dannet af skutill, Fad, Præſenteerbakke, det tydſke Schüſſel.
  28. Hirdſkraa Cap. 24, 25, 51.
  29. Hirdſkraa Cap. 26. „Drottſete“ betegner egentlig „den ſom ſkikker Drott“, d. e. Kongens hele Følge, (Angl. dryht, Tydſk trucht) til Sæde, altſaa „Ceremonimeſter“; hans Sysſel var og andenſteds nærmeſt en Hofmarſchals, indtil Embedet blev et Rigsembede, og ſædvanligt forbundet med dømmende Myndighed. I Tydſk et“„Truchſeß“ det ſamme Ord; paa Danſk ſammendrages det til „Droſt“. I Middelalderens Latin kaldtes Embedet deels Dapifer, (d. e. Mad-Indbærer), deels Senescallus, (Siniſkalk) ligeſom Skjenkeren kaldtes en Scanchio (franſk échanson).
  30. Hirdſkraa, Cap. 31.
  31. See ovenfor II. S. 992 jvfr. Kongeſpejlet, Cap. 28; her faar man egentlig bedre Begreb om Hirdmændenes virkelige Stilling og Betydning i Samfundet, end af Hirdſkraaen.
  32. Merkeligt nok, tales der ikke om den ſæregne Huuskarlsgjeld, (1 Mk. Guld), ſom Kongen ved Siden af det almindelige Thegngilde ſkulde tage for en Huuskarls, altſaa ogſaa for en Hirdmands Drab, ifølge det udtrykkelige Udſagn i Kongeſpejlet, ſ. o. II. S. 993. Denne Bod er dog visſelig vedbleven.
  33. Hirdſkr. Cap. 37.
  34. Landslov, III. 12.
  35. Kongeſpejlet S. 61, 62.
  36. De danſke ſaakaldte „Herremænd“ havde allerede paa denne Tid forlængſt, nærmeſt til Erſtatning for den bekoſtelige Rostjeneſte, været fritagne for de almindelige Skatter, nemlig Leding, Stød, (Krigsſtyr) og Inne (Arbejde til Landeværn, Borge, Veje o. ſ. v.), altſaa fra de ſamme Byrder, der paahvilede de norſke Bønder; thi Leding og Sted ſvarer nærmeſt til Leding og Visøre, og Forpligtelſen til at gjøre Arbejde ved Borgene have vi af Beretningen om Sverresborgens Ødelæggelſe og Gjenopbyggelſe i Bergen ſeet var ikke ganſke ukjendt i Norge, om den end ikke omtales i Loven, og egentlig var ophævet efter Sven Alfivesſøns Tid: Vejarbejde var dog i det mindſte en almindelig Forpligtelſe for Bønderne. I dette Stykke ſtode ſaaledes Hirdmændene i Norge ganſke paa ſamme Fod, ſom hine, undtagen at Skattefriheden indſkrænkede ſig til et beſtemt Maximum, ikke, ſom i Danmark, overførtes paa alt det Gods de „orkede at kjøbe“. Til vore Skibreder ſvarede ganſke de Danſke Skipan eller Skipen; til Styremændenes Embeder den i Danmark ſaakaldte Styreshavne, men Styreshavnen var der arvelig. (Se jydſke Lov Cap. III. 15). Det er altſaa, ſom ovenfor bemerket, paa det nærmeſte kun Arveligheden, hvori den norſke Hirdmands Stilling, naar han tillige var Styremand, adſkilte ſig fra den Danſkes. Allerede heraf ſeer man, at Jydſke Lovs Skrivemaade „Hærmand“, og det ſenere „Herremand“ maa være en nyere Forvanſkning af „Hirdmand“, der ogſaa hos os ſædvanlig maa have været udtalt „Hermand“; lige ſom da og det ſaakaldte „Herredag“ er en Forvanſkning af Hird-Dag, d. e. Hirdſtevne, hvor det tydſke „Tag“, „Dag“, ſom det i den ſenere Middelalder blev brugligt i Danmark, er ſat i Stedet for „Møde“, „Stevne“ (ſaa og „Rigsdag“ f. „Rigsmøde“). En anden Sag er at Benævnelſen „Herremand“, der og ſiden blev almindeligt Norge, udmerket godt betegner Hirdmandens Stilling i ſin Hjemkreds.
  37. Se ovf. II. S. 440, 992.
  38. Dette er ogſaa paapeget ovenfor II. S. 440.
  39. Hirdſkraa Cap. 47.
  40. Spaldiner, det middelalder-latinſke Spaldinarium eller Spaldarium, af Spalda, Skulder, franſk épaule, hvoraf épaulière.
  41. De. e. Halsbedækning (col) af Brynjevævning.
  42. Buklare, det franſke bouclier.
  43. Hirdſkraa Cap. 21, 53. Jvfr. Langes „N. Kloſtres Hiſtorie“ S. 462.
  44. Vi ſee dem ſaaledes altid ſom Førere af virkelige Langſkibe, ej engang af Ledingsſkibe.
  45. Skutilſveinerne og Hirdmændene have vel iſær været Befalingsmænd paa Ledingsſkibene, ſamt til Lands „Sveitarhøvdinger“.
  46. „De kaldes „Gjeſter“, heder det i Hirdſk. Cap. 43, „fordi de ofte gjeſte paa Steder, hvor man kun lidet takker dem for deres Nærværelſe“. At udføre ſlige Erender, iſær hvor det gjaldt at dræbe eller tilfangetage Røgen, ofteſt med Liſt, maatte vel anſees under en Ridders eller Hirdmands Værdighed.
  47. Vi ſee af Dipl. Norv. II. No. 25, at Hertug Haakon i Aaret 1289 ſkjenkede fin „Gjeſt“ Vidar ikke ubetydelige Bygningstomter i Oslo (hvor den ſaakaldte Vidarsgaard opførtes); ligeledes af No. 27, at han i 1290 gav ſin „Gjeſt“ Andres en Tomt øſter paa Lykkerne. Dette tyder dog paa en vis Anſeelſe hos Gjeſterne.
  48. F. Ex. Fehirden Jon Tviſkaven, der ledſagede Kongen fra Bergen til Throndhjem 1264, ſ. o. S. 471. Tidligere var, ſom vi have ſeet, (III. S. 872, III. S. 348) Erkebiſkop Eyſtein Kong Inges „Capellan og Fehirde“. Som „Capellan udførte han viſtnok ogſaa det da endnu ikke oprettede Kantſler-Embedes Functioner, og var altſaa Kantſler og Fehirde paa een Gang.
  49. Af Hertug Haakons Brev af 8 Sept. 1288 (Lüb. Urkundenbuch Ro. 537) ſeer man tydeligt, at Udtællinger fandt Sted i Tunsberg eller anviſtes paa Hovedkasſen der.
  50. Lappenbergs Sartorius II. S. 738.
  51. Dipl. Norv. I. No. 147. Der omtales ogſaa i flere en „Under-Fehirde“ i Bergen.
  52. Dipl. Norv. II. ens. 285, fra 1344 og 1347.
  53. Se ovf. III. S. 576. Det lod ſig ogſaa godt gjøre for Sysſelmanden at ſkifte Ret imellem de Ringere, ſaa længe dette ikke betragtedes ſom noget egentligt Dommer-Embede.