Det norske Folks Historie/5/58

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 617-634).

Under den foregaaende Fremstilling af Kong Magnus’s politiske og legislatoriske Reformer i Norge have vi allerede oftere haft Anledning til at berøre de samtidige Bestræbelser i lignende Retning, som foregik paa Island, og som her endog kunde siges at være af saa meget større Betydning, som det gjaldt hverken mere eller mindre end at ordne Islands hidtil fra Norges saa forskjellige Statsforfatning og Lovgivning ganske efter norsk Mønster, og derved at gjøre Unionen fra en løs Personal-Union til en fast Real-Union, hvorved Island blev en virkelig Deel af Norges Rige. Vi ville nu her nærmere betragte disse merkelige Begivenheder, idet vi begynde fra det Punkt, hvor vi tidligere afbrøde Beretningen om de islandske Tildragelser, nemlig med den fuldstændige Anerkjendelse af den norske Konges Herredømme paa Øen^[1].

Gissur Thorvaldssøn havde, som det ovenfor er berettet, været Jarl siden 1258, men hans Magt var meget indskrænket, deels ved de øvrige mægtige Høvdinger, fornemmelig Oddeverjerne paa Sønderlandet, Ravn Oddssøn paa Vesterlandet, og Orm Ormssøn paa Østerlandet, deels ogsaa ved de Nordmænd, som Kong Magnus af og til sendte ud til Øen, for at have Opsigt med ham, og som da ej alene afgjorde mangt og meget uden hans Mellemkomst, men endog søgte sin Støtte hos hans Modstandere, overhoved tydeligt lagde for Dagen, at Kongen ingen Tillid havde til ham. De indre Forhold paa Øen vare endnu ganske uforandrede. Lovgivningen og Statsforfatningen vare endnu de gamle: Godordene vare fremdeles i Hænderne paa nogle faa Høvdinge-Ætter. Det var aabenbart de Høvdingers Mening, der havde underkastet sig, at alt skulde gaa i sin gamle Gang, paa det nær, at de nu betalte den norske Konge Skat, og at denne skulde sørge for at holde Fred og Enighed mellem dem. Dette var da nærmest Jarlens Hverv som Kongens Repræsentant, men Jarlen selv passede igjen slet ikke i hele den islandske Forfatning, og naar han nu heller ikke tilbørligt understøttedes af Kongen, men derimod af ham betragtedes med Mistænkelighed, og af Høvdingerne med formeligt Had, er det tydeligt nok, at hans Magt som Jarl maatte være liden eller ingen, hans Stilling yderst ubehagelig, og at Fejderne om kort Tid atter vilde begynde som før, med mindre der gjordes Foranstaltninger til at udrydde Ondet fra Grunden af, nemlig at forandre den hele Statsforfatning efter norsk Mønster, og fratage Godordsmændene deres utilbørligt sammendyngede og nu gjennem saa mange Generationer aldeles misbrugte Myndighed. En saadan Bestræbelse fra Kongens Side behøver saaledes i det mindste ikke at lægges ud som en utilbørlig Stræben efter at betage Island dets politiske Frihed mod Unionsfordragets Aand, og gjøre det til en Provins af Norge. Den kunde i det mindste udspringe – og efter hvad man kjender til Magnus’s Charakteer maa man ogsaa antage at den virkelig udsprang – af fuld Overbeviisning om at dette var den eneste Vej til at skaffe Landet virkelig Fred og Ro, og ganske at tilintetgjøre Anarchiet. At Magnus ellers gjerne greb Lejligheden til at knytte Baandet-mellem Norge og Island fastere, og at han ved Reformerne paa Island søgte at gjøre de samme monarchiske Grundsætninger gjeldende, som i Norge, kan man under de daværende Tiders Forhold og de paa den Tid herskende politiske Anskuelser ikke synderligt gaa i Rette med ham for. Han troede visselig at handle paa det bedste.

Hvorledes Jarlen, skjønt han skulde staa over Partierne, dog fremdeles i sig selv kun var en Partihøvding som de øvrige, der blot ligesom tilfældigviis havde en højere Titel, seer man af en Fejde, som han allerede i 1264, samme Aar, den endelige Underkastelse under Norges Konge fandt Sted, havde med Odde-Verjerne. Ikke længe efter Thinget, da Gissur opholdt sig paa Sønderlandene, gjorde Thord Andressøn, der nu var Familiens Hoved, tilligemed sine Brødre et Forsøg paa at overfalde ham i Nærheden af Gaarden Tunger. Det lukkedes Gissur at slippe ind i Kirken og holde sine Forfølgere saa længe oppe med Underhandlinger indtil en af hans Mænd imidlertid havde faaet samlet saa mange Folk, at Forfølgerne ikke længer fandt det raadeligt at blive der, men stevnede op til nogle Fjelde i Nærheden. Gissur forsterkede sig med flere Skarer, indtil han i alt havde 720 Mand, og herjede nu Rangaarvalle, Thords og hans Brødres Høvdinge-District anden Gang paa det ubarmhjertigste. Siden aabnede han Underhandlinger med Thord og hans Brødre, og lovede dem sikker Grid, hvis de vilde indfinde sig til et personligt Møde med ham. De kom, skjønt Thord selv tidligere havde ytret, at han ikke troede Gissur vel. Gissur lod dog i Førstningen til at mene det nok saa oprigtigt, og fremsagde selv Gridsformularen. Men Morgenen efter, da Thord og hans Brødre, der med deres Mænd havde taget deres Nattekvarteer i Kirken, skulde gaa ud af denne, havde Gissur stillet sine Mænd, fuldt bevæbnede, i tvende lange Rækker fra begge Sider af Kirkedøren, og erklærede nu at Thord, hans Brødre og deres Syskendebarn Sæmund Haraldssøn skulde følge med ham vester over Aaen for der nærmere at tale om deres Anliggender, hvorhos han lod dem alle afvæbne, sigende at de ej behøvede Vaaben der vester. Det nyttede ikke at gjøre nogen Modstand, og saaledes maatte de da følge med, indtil de kom til Gaarden Throndarholt. Der forkyndte Jarlen, uden mindste Hensyn til den højtideligt lovede Grid, at han vilde lade dem alle sammen henrette. De Forraadte, der vare indsatte i en Stue, og som havde faaet fat paa nogle Vaaben, vilde i Førstningen forsvare sig, for at sælge sit Liv saa dyrt som muligt, men de bleve snart overvældede og grebne. Mange af de Tilstedeværende begyndte nu at bede om Naade for dem, og Gissur lod lig saa vidt formilde, at han skjenkede alle Livet, paa Thord nær, men denne blev henrettet, medens Gissur med største Koldblodighed saa derpaa, og sørgede for at det skede forsvarligt (27de Sept. 1264)^[2]. Det er let at skjønne, at Gissur ved slig Ferd, saa langt fra at vedligeholde sin Anseelse, tvert imod tabte i almindelig Agtelse, og blev forladt af sine egne Landsmænd. Det var formodentlig i Bevidstheden heraf, og af Misfornøjelse med sin ubehagelige Stilling, at Gissur, som de islandske Annaler berette, i Julen 1267 fattede den Beslutning, at gaa i Kloster, og allerede havde aftalt det fornødne med Biskop Jorund (hvorom nedenfor) at lade sig indklæde Sommeren efter i Vidø Kloster som Augustinermunk. Men han døde faa Dage efter at denne Beslutning var fattet (12te Januar 1268), paa sin Gaard Stad paa Reynenes, hvilken han skjenkede til gudeligt Brug, med den Bestemmelse, at der skulde oprettes et Kloster, hvilket der dog ikke blev noget af førend henimod tredive Aar senere^[3].

Det første Forsøg paa at omforme den islandske Lovgivning efter den norske, gjorde Kong Magnus, som vi ogsaa tidligere have berørt, allerede i Aaret 1265. Men vi vide desværre kun meget lidet i denne vigtige Sag, da vi næsten ganske mangle historiske Optegnelser fra Island for Aarene fra 1265 til 1269. Alt, hvad vi erfare derom, er, at Sturla Thordssøn var Kongen behjelpelig i at udarbejde en ny Lovbog for Island, og at denne blev sendt ud med Thorvard Thorarinssøn, for at lovtages, i Aaret 1265, idet ogsaa Sturla, som det heder, fik Tilladelse til at drage hjem^[4]. Saaledes som Anledningen til Sturlas Hjemrejse berettes, synes denne jo visselig kun at have haft en fuldkommen privat Charakteer. Der fortælles nemlig, at da Kong Magnus om Sommeren 1265 havde en Sammenkomst med Byrge Jarl, fulgte Sturla, der allerede havde digtet en Flokk om Jarlen, med for nu ogsaa at hædre ham med en Draapa, og fremsagde den virkelig for Jarlen, der fandt sig saa smigret derved, at han indbød Sturla til at følge med ham op i Sverige, lovende ham gode Heste og fri Rejse; for dette Tilbud takkede Sturla ham, men undskyldte sig med at Kongen allerede havde givet ham Tilladelse til at rejse hjem til Island, ved hvilke Ord Kongen skal have vendt sig bort med et Smiil, fordi der ikke havde været talt et Ord om denne Sag imellem ham og Sturla; dog gav han ham Tilladelsen. Men om end saaledes ikke Sturlas Rejse fra først af var paatænkt fra Kongens Side, er der dog intet usandsynligt i, tvert imod er det i højeste Maade rimeligt, at Kongen ved samme Lejlighed paalagde ham at virke for Antagelsen af den Lovbog, som han selv havde været med at forfatte. Hvad Skridt der nu ellers bleve foretagne i den Anledning paa Island, er ganske ubekjendt. Saa meget er kun vist, at det ikke lykkedes Sturla og Thorvard denne Gang at saa Loven antagen, i det mindste ikke af noget stort Antal af Befolkningen^[5]. Forsøget kom ogsaa aabenbart for tidligt, ligesom og Lovbogen selv maa have været et alt for stort Hastverksarbejde til engang at fortjene at antages. Bi have ovenfor viist, at denne Lovbog ikke kan have været andet end et i Skyndsomhed gjort første Forsøg paa at tillempe et sandsynligviis fra Kong Haakons Tid beroende Udkast til en Sammensmeltning af Gulathings- og Frostathings-Lagen efter de islandske Forhold, fornemmelig ved at optage nogle Artikler af den ældre islandske Lov;i de Afsnit, der angaa Landboforholdene. Kun paa denne Maade kan man forklare Navnet „Haakonarbok“, der lader til at være traditionelt. Endog i den Skikkelse, vi have denne Lov, nemlig saadan som den var bleven forøget, vel ogsaa omarbejdet, i Aaret 1271, viser den sig mangelagtig nok; end mere maa man have haft Grund til at udsætte paa den i dens ældre Skikkelse: der maatte i alle Fald dog ogsaa gaa nogle forberedende Aar hen, inden man kunde skride til en saa overvættes Forandring, som at indføre norsk Lov og Rettergang i Stedet for den islandske. Forsøget maa saaledes have mislykkets, og hvis vi kunne slutte noget derfra, at vi ikke saa længe efter atter finde Sturla hos Kong Magnus, kunde det maaskee være dette, at Sturla endog har mødt betydelig Modstand og Uvilje, saa at han ikke engang fandt det behageligt at dvæle længer paa Island. Han lod endog sin Hustru Helga og sine Sønner komme over til Norge, og nød derimod nu megen Ære af Kong Magnus, der gjorde ham først til Hirdmand, siden til Skutilsvein, og overdrog ham det Hverv at skrive hans egen Historie, ligesom han og senere kaldte hans Søn Thord til sin Hirdprest. Ogsaa Thorvard Thorarinssøn sees at have vendt tilbage til Norge, skjønt ikke førend Aaret 1268.

Der nævnes ikke om noget nyt Forsøg paa at forandre Islands Lovgivning og Statsforfatning førend i 1271. Imidlertid var en Mand traadt frem, der snart kom til at udøve den mægtigste Indflydelse paa Forholdene i Landet, og i en Række af Aar kan siges at have baaret dets Skjebne i sine Hænder. Denne Mand var Arne Thorlakssøn, Sønnesøn af den tidligere omtalte Gudmund Griis, og saaledes beslægtet med Gissur Thorvaldssøn. Han viste sig allerede i sin tidlige Ungdom alvorlig og fandt mest Behag i Læsning og Skrivning; derhos udmerkede han sig i al Slags Haandarbejde. Han kom siden som „Klerk“ til Abbed Brand Jonssøn i Thykkvabø, der underviste ham i den Tids theologiske Lærdom og roste meget hans ypperlige Nemme. Da Brand i Aaret 1262 drog over til Norge og blev indviet til Biskop i Hole, drog Arne med; han har da Diaconus, og under Opholdet i Nidaros om Vintren 1262–63 blev han nøje kjendt med Kong Magnus, der fattede en Yndest for ham, som aldrig siden ophørte. Da Brand var vendt tilbage til Island, fulgte Arne ham fremdeles, og blev hos ham paa Hole; og efter Brands Død i 1265 blev Arne af Nordlændingerne sendt til Biskop Sigvard i Skaalholt for at bede ham indsætte en Official eller midlertidig Bestyrer af Biskopsstolen. Sigvard udnævnte dertil Arne selv, efter at han først i det Øjemed havde givet ham prestelig Vielse. Den 28aarige Arne gav allerede nu tilstrækkelige Prøver paa sin Nidkjærhed og Frygtløshed, hvor det gjaldt at overholde Kirkens Forskrifter. Saaledes forbød han strengeligt en riig Mand, der havde Diacon-Vielse, at gifte sig, uagtet Gissur Jarl selv havde været med at aftale hans Giftermaal; Brylluppet blev vel holdt efter Jarlens Bud, og denne var selv Gjest; men da han kom hjem til Stad, fandt han Kirken stængt, og hørte nu, at Arne havde lyst Interdict over Brudgommen og alle hans Gjester. Siden havde han et Møde med Arne angaaende denne Sag, og forestillede ham, at saadanne Giftermaal efter Landets gamle Skik havde været tilladte, og at det var utilbørligt at forbyde dem, men Arne paaberaabte sig, at Paverne, „hvilke med Rette havde at raade over alle .Love“, havde saa strengeligt under fuldstændig Bansstraf forbudet dem, og Enden blev, at Gissur tilsidst maatte give Arne Ret, og fik Absolution af ham, hvorhos Giftermaalet blev ophævet^[6]. Ved Afskeden kunde dog Jarlen ikke bare sig for at sige til ham: „du bliver nok ikke den, der giver efter i Stridigheder, siden du ikke engang gav efter for mig“. Arnes Bestyrelse af Hole Biskopsstol varede i hele to Aar, da Biskopsstolen i al den Tid stod ubesat; thi da nemlig Islands Biskop nu valgtes af Erkebiskoppen og Chorsbrødrene i Throndhjem, kunde intet nyt Valg komme i Stand, førend man havde faaet en ny Erkebiskop efter Einar, og dette skede ikke egentlig førend Haakon havde faaet Pallium i 1267. Haakon beskikkede og indviede da Presten Jørund Thorsteinssøn, ligesom Arne en Discipel af Biskop Brand^[7]. Da Biskop Sigvard i Skaalholt imidlertid var bleven saa gammel og affældig, at han ikke længer kunde bestyre sit Embede, overdrog Erkebiskoppen Biskop Jørund ogsaa Tilsyn med dette, og Jørund sendte nu ved sin Hjemkomst Arne til Skaalholt som Sigvards Medhjelper. Aaret efter døde Sigvard (1268) og Biskop Jørund saavel som de forstandigste Mænd i Landet forenede sig nu om at anholde hos Erkebiskoppen om at Arne maatte blive beskikket til hans Efterfølger. Arne overbragte selv Brevet. Ved hans Ankomst til Norge var den nys udvalgte Erkebiskop Jon endnu ikke hjemkommen fra Rom med Pallium; han kom nemlig, som vi have seet, ej førend henimod Juul. Jon negtede først at opfylde Islændingernes Begjæring. Sandsynligviis have Chorsbrødrene protesteret imod, at de islandske Biskopsstole nu tredie Gang skulde besættes med en Indfød, ikke med en Mand af deres egen Midte; thi han valgte, den 3die Marts, Sira Thorleif, der netop synes at have været en af Chorsbrødrene i Nidaros^[8]. Denne Thorleif døde dog efter ikke fuldt en Maaneds Forløb, og ud paa Sommeren sees endelig de Vanskeligheder at være bortryddede, der stillede sig imod Arnes Valg. Han blev udvalgt og confirmeret den 21de, samt indviet den 30te Juni. Erkebiskoppen bevidnede, siges der, i sit Collationsbrev til Arne, „at han ikke havde foretrukket Thorleif for ham, fordi han fandt nogen Flek ved hans Opførsel eller Levnet, men at han tvertimod ansaa ham at være baade forstandig og velsindet i alt hvad der var nødvendigt og hvad der paalaa en Biskop“. Han oplyste imidlertid ikke, hvorfor han alligevel havde tilsidesat ham for Thorleif, men Grunden kan vel neppe have været nogen anden end den nu anførte. Muligt, at Kong Magnus, der denne Sommer var i Throndhjem for at lade sig Fuldmagt til at forandre Loven overdrage paa Frostathing, og maaskee allerede var ankommen tidligt paa Sommeren, bidrog ved sin Indflydelse til at stemme Chorsbrødrene gunstigt for Arne. Thi han havde, som nys berettet, fattet Yndest for ham under hans tidligere Ophold i Norge, og at han fremdeles interesserede sig for ham, sees af et Brev, han ved hans Afrejse medgav ham til Islands Indbyggere, hvori han bevidnede, at han kjendte ham af mange gode Egenskaber, og derfor herved bød alle sine Thegner paa Øen at tage godt imod ham og hædre ham i alt hvad der hørte til den christelige Lydighed^[9]. Ogsaa Erkebiskop Jon anbefalede ham paa det bedste, og forærede ham før Afrejsen en Afskrift af Decretalerne med Tillæg, en Foræring, som Arne heel vel forstod at bruge, og som Erkebiskoppen vel ogsaa meente at han netop vilde komme til at bruge, naar han nu skulde til at rydde op i Kirkeforholdene paa Island, der ikke paa langt nær svarede til det ellers paa den Tid i den katholske Christenhed herskende System. Erkebiskoppen medgav ham nemlig, som det ovenfor er berettet^[10], et Budskab til Islands Indbyggere, hvori de paa hiint Sted opregnede fem Punkter indskjærpedes til Overholdelse, nemlig om Knæfald for Sanctissimum, om Egteskabstillysning, om Udestængelse fra Alterens Sakramente af dem, der holdt Friller, om Kirkegodsets Overleverelse til Biskoppen, og om Forbud mod Aager. Af disse rammede den tredie og fjerde, og især denne, fornemmelig de islandske Forhold, og herom var den ringe, driftige og nidkjære Biskop bestemt paa at vove en alvorlig Dyst.

Biskop Arne forlod Nidaros den 15de Juli, og ankom til Eyjafjorden den 17de August. Han opsøgte strax Biskop Jørund, og forelagde ham Erkebiskoppens Brev, hvilket Jørund strax lod oplæse; derpaa fulgtes begge Biskopper ad til Skaalholt, hvor Arne ligeledes lod Brevet oplæse paa et Møde baade af Prester og Lægfolk; hvorhos han lod Afskrifter deraf sende rundt om i sit vidløftige Biskopsdømme, der indbefattede de tre Fjerdedele af Island, til Bekjendtgjørelse. De tre første Artikler mødte ingen Modstand, men vel, som man kunde vente, Befalingen, at Kirkegodset endelig skulde stilles under Biskoppens Raadighed. Vi have tidligere seet^[11], hvorledes den hellige Biskop Thorlak havde bragt denne Sag med megen Ivrighed paa Bane, men uden at kunne udrette hvad han vilde, saa at alt var blevet ved det gamle indtil nu, da den modige Arne vovede at begynde Kampen paa ny. I sig selv var det System, Arne vilde sætte igjennem, aldeles rigtigt, saa meget mere som den Maade, hvorpaa Høvdingerne skaltede og valtede med Kirkegodset, og de Kneb, hvorved mange derved saa sig i Stand til at trænge sig ind i den fuldstændige Brugs- og Besiddelsesret af Gods, hvortil de i enhver Henseende vare uberettigede, var i højeste Maade forargelig. Dog maa man paa den anden Side indrømme, at en fuldstændig Gjennemførelse af Systemet vilde gribe forstyrrende ind i mange Ejendomsforhold, ja endog lede til formelig Uretfærdighed, naar nemlig de, som havde opført en Kirke paa deres Ættegaard, og skjødet deres Gods til den, i den Tanke og med det udtrykkelige Forbehold at de fremdeles skulde nyde Brugsretten og Indtægterne deraf, nu pludseligt ved et Magtsprog skulde miste deres ældgamle Familie-Ejendom, og forlade de Steder, hvor deres Forfædre, Slægt efter Slægt, havde haft deres Sæde. Men Arne maa have kjendt Forholdene paa sin Fædrene-Ø for godt, til at han ikke fra det første Øjeblik, da han paatog sig at bringe denne Sag atter paa Bane, skulde have forudseet, hvilken Modstand han vilde møde. Han maa derfor med velberaad Hu have aabnet Striden. Det lukkedes ham ogsaa, sikkert mod manges Forventning, paa en Visitationsrejse, han foretog endnu samme Høst, som han var kommen hjem, og i Begyndelsen af Vintren, at faa de mindre Kirker afstaaede. Men de mægtige Høvdinger, der havde de større Kirker inde, vare ikke paa nogen Viis at bevæge til at give Slip paa dem. Heller ikke vilde man føje sig efter Forbudet mod Aager.

e fornemste af de større Godser, hvorom der nu blev Spørgsmaal, var Odde, Sæmund frodes og hans Ættmænds berømte Sæde, og Hitardal, som Thorleif Beiskalde i sin Tid havde skjenket til Kirken, for at et Kloster der skulde oprettes, hvilket Kloster ogsaa virkelig skal være kommet i Stand, men have fristet en kort Tilværelse, hvorfor Gaarden, som før, havde været i Lægmands Værge^[12]. Odde havde vistnok allerede af Sæmund, der selv var Prest, været lagt rinder den der staaende Kirke, men med det Forbehold, at det skulde blive under Ættens Bestyrelse; hans Ættmænd havde stedse vedblevet at ansee det som deres Ejendom, og nu nylig endog forføjet over den ved et Slags Frændeskifte, idet Steinvar Sighvatsdatter, Halfdan Sæmundssøns Enke^[13], havde kjøbt den, som det heder, af sin afdøde Mands Broder og Brodersøn uden at spørge Biskoppen ad, og hun havde igjen solgt Halvdelen deraf til sin Søn Sighvat, der nu tillige med sine to Brødre Loft og Sturla vægrede sig ved at give Slip paa den. Arne krævede vel paa Althinget 1270 en Dom for, hvor vidt Odde var Kirke-Ejendom eller ej; men uagtet Dommen lød paa at Godset tilhørte Kirken – hvad der jo i sig selv bogstaveligt var sandt, – vovede han dog ikke mod saa mægtige Mænd som disse strax at fare løs med de voldsomste Tvangsmidler. Han underhandlede i Mindelighed med dem, og der blev sluttet et Forlig, hvorved Sagen henskydes til Kongens og Erkebiskoppens Dom, medens det imidlertid skulde være dem tilladt at bebo Gaarden som for, imod at bygge den forfaldne Kirke forsvarligt op igjen; hvis Dommen derimod gik dem imod, skulde de uvægerligen fravige Godset. Med Ketil Loftssøn, der sad inde med Hitardal, vilde han gjøre kortere Proces, idet han allerede paa hiint samme Thing 1270 truede ham med Bansættelse, og Ketil maatte da love strax at udbetale en Sum Penge, men for Resten blev Spørgsmaalet om Jordegodset selv ogsaa her henskudt til Kongens og Erkebiskoppens Dom, eller rettere til Erkebiskoppens alene, da Arne reent ud erklærede at han ikke brød sig om Kongen i dette Stokke, udenfor saa vidt han var enig med Erkebiskoppen. Da Ketil siden gjorde Vanskeligheder ved hiin Udbetaling, skred Biskop Arne virkelig til Bansættelse, og for at blive løst af Bannet, maatte Ketil fratræde Godset, idet han dog fremdeles forbeholdt sig sin Ret, hvis Kongens og Erkebiskoppens Dom blev ham gunstig^[14].

Imidlertid havde der ej været udnævnt nogen Jarl efter Gissurs Død, og i over et Aars Tid synes der ikke at have været nogen egentlig Overbestyrer af Landet. Men i 1268 rejste Thorvard Thorarinssøn tilligemed sin unge Frænde Orm Ormssøn, Østfjordenes Høvding^[15], over til Norge, og det følgende Aar fulgte Ravn Oddssøn efter^[16]. Det var, som man tydeligt kan see, baade Ravns og Orms Hensigt at blive Gissurs Eftermand. Ravn havde grundet Krav paa Kongens Taknemlighed, for saa vidt han havde understøttet Hallvard Guldsko og væsentligt bidraget til at Vesterlandet underkastede sig Norges Konge. Orm Ormssøn havde ligeledes i 1264 været i Spidsen for Østfjordingerne, da de svore Kong Magnus Troskabseed, og derved gjorde Landets Underkastelse fuldstændig; dog vare Omstændighederne vistnok ikke da saa kritiske, som da Ravn lagde sin store Indflydelse i Vegtskaalen for at fremme Kongens Sag. For øvrigt kunde der, naar der handledes om at udnævne nogen ny Statholder paa Øen, ikke vel blive Tale om nogen anden end en af dem, da ingen af de andre Høvdinger paa langt nær kunde maale sig med dem i Magt. Kong Magnus synes længe at have betænkt sig paa hvad han i denne Sag skulde gjøre, thi der blev ikke truffet nogen Bestemmelse førend i 1270, og imidlertid opholdt de sig begge i Norge. Formodentlig har der i den Tid været plejet mange Underhandlinger og Raadslagninger mellem dem og Kongen, hvorved da ogsaa sikkert Sturla Thordssøn og Thorvald Thorarinssøn have været tilstede. Man kan ansee det som vist, skjønt det ikke udtrykkeligt siges, at det maa været stillet som den første og fornemste Betingelse for den vordende Statholder, at anvende hele sin Indflydelse for at faa den Lovbog antagen, som Kongen nu snart atter, i en udvidet og forbedret Skikkelse, vilde sende til Øen, og hvorved den gamle Statsforfatning aldeles vilde blive ombyttet med en ny, efter norsk Mønster. Men Kong Magnus besluttede, maaskee efter Sturlas Raad, ikke oftere at udnævne nogen Jarl til Island. Titelen var ingenlunde populær paa Øen, den passede ikke til Forholdene der, i det mindste ikke saa længe Statsforfatningen var uforandret. Magnus indsatte i Aaret 1270 baade Ravn og Orm til Befalingsmænd, hver over sin Halvdeel af Øen, efter at have gjort dem til sine Hirdmænd. Nogen anden Titel gav han dem ikke. Det forstaar sig af sig selv, at Ravn maa have faaet den vestre, Orm den østre Deel. Ravn synes til Vesterlandet at have faaet Nordlandet, Orm til Østlandet ligesaa Sønderlandet. Thorvard Thorarinssøn blev tilbage i Norge, maaskee som et Slags Gissel, maaskee og for at hjelpe til ved Lovrevisionen. Orm Ormssøn kom imidlertid ikke til at tiltræde sin nye Værdighed, da han omkom paa Søen endnu i September Maaned^[17], sandsynligviis paa Hjemrejsen. Ravn derimod kom vel beholden hjem, og tog strax den ham af Kongen tildeelte Halvdeel under sin Bestyrelse^[18]. Man erfarer derimod ikke, hvorledes der forholdtes med den østre Deel, der skulde have staaet under Orm. Der var ikke nogen verdslig Høvding der, hvem Magten i hans Sted kunde betroes. Sandsynligviis har da Biskop Arne haft mest at sige der, og dette forklarer ogsaa tildeels hans større Held i at drive sine Fordringer med Hensyn til Kirkegodset igjennem paa den Kant end andensteds paa Øen.

I det følgende Aar, efter at det vigtige Rigsmøde i Bergen havde været holdt, hvorved saa mange forbedrede Bestemmelser med Hensyn til Mannhelgen vare blevne vedtagne, sendte Kongen anden Gang den for Island tillempede norske Lovbog til Øen, for at faa den antagen. Ogsaa denne Gang var det Sturla Thordssøn og Thorvard Thorarinssøn, der bragte den, men ved deres Side havde Kongen ogsaa stillet en af sine Hirdmænd, ved Navn Eindride Bøggul. Vi have endnu Lovbogen i den Skikkelse, hvori de bragte den, sandsynligviis er det endog det selv samme Exemplar, de bragte over^[19]. Den indeholder, som det allerede tidligere er berørt, Artiklerne af 1271, vedkommende Mannhelgen, saa vidt det kan sees, i deres oprindelige Skikkelse; men for Resten lader det ikke til, at den er saa meget forandret fra hvad den var i 1265; den bærer fremdeles Præget af Hastverk, idet de enkelte Bestanddele, af hvilke den er sammensat, ere løst sammenstillede i deres hele Forskjellighed, uden at være bearbejdede til et eensartet Heelt. Det forstaar sig, at Christendomsbaalken ogsaa her mangler; der var ikke længer Tale om Kong Magnus’s Udkast, og man beholdt her, som i Norge, den hidtil gjeldende Christenret saa længe til en ny, efter Erkebiskoppens Udkast, kunde komme i Stand. Det var ingen ringe Fordring, der stilledes til Islændingerne, da man forelagde dem den nye Lov til Antagelse. Med et eneste Pennestrøg, kan man sige, skulde hele den gamle Forfatning være tilintetgjort, og Godordene ophævede, tilligemed den gamle Lagrette, Lovsigemandens Embede, de gamle Fjerdingsdomme og Femterdommen. I dets Sted foreskrev den nye Lovs Thingfarebaalk et Lagthing ganske efter det norske Mønster, næsten endog med de samme Ord, som det findes forordnet i Norges Landslov. Valdsmanden (med dette Navn betegnede man Sysselmanden, hvilken Titel endnu ikke var indført i Landet) skulde nævne et vist Antal Thingmænd for hvert Vaarthing-District, ligesom i Norge fra hvert Landskab eller Fylke^[20]; af disse Nevndarmænd, tilsammen 140 (fire mindre end den forrige Lagrette, Raadgiverne medregnede) skulde Valdsmændene og Lagmanden nævne 36 Mænd, tre fra hvert Vaarthing-District (altsaa tre Tylfter) i Lagretten. Den her nævnte Lagmand, der traadte i Stedet for Lovsigemanden, var ganske en Lagmand af det norske Slags, til hvem der kunde stevnes, og hvis Orskurder skulde lydes^[21], ligesom han skulde lede Forhandlingerne paa Thinget, og deeltage i Dommene, skjønt der endnu ikke tillagdes ham en saadan Myndighed lige over for Lagretten, som i Norge. I Stedet for Fjerdingsdommen og Femterdommen skulde nu Lagretten dømme, ganske som i Norge. Den eneste Afvigelse fra Lagthingets Indretning i Norge var den, at det, da den bestaaende Christenret foreskrev en saakaldet Prestedom paa Althinget til at dømme dem, der vare Biskoppens Befalinger ulydige, udtrykkeligt paalagdes Biskopperne at opnævne til Lagthinget 12 Prester, fire fra Nordlandet, fire fra Sønderlandet, to fra Østerlandet og to fra Vesterlandet^[22]. Dette Thing, der i Begyndelsen af Loven kaldes Lagthing, benævnes ogsaa i Loven selv, og benævntes altid senere, ligesom det forrige, Althing, men enhver seer lettelig, at det havde ikke stort andet tilfælles med det gamle Althing, end at det var en Sammenkomst, hvor Sager paadømtes og Love antoges, samt at det skulde holdes paa den gamle Althingsplads ved Oxaraa, een Gang om Aaret.

Forandringerne i den øvrige Lovgivning vare ikke mindre radicale. Hele den gamle Rettergang, med de vidløftige Formaliteter, og den særegne Indretning med Kviderne, som ovenfor er omtalt, ombyttedes med den norske; i Stedet for Kviderne kom nu Tolfter-Eed og Lyriter-Eed, Frændebøderne og Sagetallet afskaffedes ogsaa her ganske ved Optagelsen at Statuterne fra 1271, medens alle Drabs- og Lemlæstelses-Bøder herefter, som i Norge, skulde tildømmes af ti opnævnte Mænd^[23]. For Drab skulde her, ligesom i Norge, Kongen være berettiget til Thegngilde ved Siden af de andre Straffe, eller Bøder, hvorhos der ogsaa for alle andre større eller mindre Forseelser bestemtes en Sekt til Kongen, efter det norske System. Vi ville her ikke opholde os ved alle de mindre Lovsforandringer, som vare en Følge af, at de fleste Bestemmelser i Mannhelgen, foruden Artiklerne af 1271, ventedes fra Frostathingsloven, at Bestemmelserne om Landboforholdenes for den største Deel toges at Gulathingsloven, medens man kun i enkelte for Island særegne Materier bibeholdt Artikler fra den ældre islandske Lovgivning^[24]. Frostathingslovens Arvetal traadte i Stedet for det gamle islandske, og Bestemmelserne for Giftermaal ventedes deels fra Frostathings- deels fra Gulathingsloven, formodentlig saaledes som allerede Materialierne til den nye norske Landslovs Bestemmelser herom vare ordnede i Udkastet til denne. Kort at sige, de gamle islandske Annalers Udsagn, at der nu kom norsk Lov til Island, indeholder bogstavelig Sandhed, og hvad man nu fordrede af Islændingerne, var altsaa et fuldkomment Afkald paa det Tilsagn, Kongen havde givet dem i Tractaten af 1262, at de skulde faa beholde „islandsk Lov“.

At en saadan Lov, der ganske omstyrtede veie den bestaaende offentlige og private Ret, maatte møde Modstand, var naturligt; men det er kun merkeligt, at Modstanden ikke var større, og det kan blot forklares af Menigmands Misfornøjelse med det gamle System. Allerede den samme Sommer, Lovbogen var sendt ud, blev, siges der, Thingfarebaalken og Artiklerne om Thegngilde saavel som to Artikler af Arvebaalken vedtagne^[25]. Dette berettes ganske kort og godt, uden nogen Bemerkning, uagtet Thingfarebaalkens Vedtagelse var den egentlige Revolution, saasom derved hele den gamle Statsforfatning afskaffedes. Fra dette Øjeblik af existerede der ikke længer nogen Godord; hvad der nu kaldtes Althing, havde, som vi nylig have seet, kun lidet mere end Navnet tilfælles med det gamle; man havde anerkjendt Oprettelsen af Lagmands-Embedet saavel som af Sysselmands-, eller som det endnu kaldtes, Valdsmands-Embedet. Det synes dog, som om Godordsmændene maatte have gjort nogen Modstand, eller betinget sig nogle Fordele til Erstatning, førend de frasagde sig deres Godord, men derom berettes intet. Tvert imod, man skulde snarest formode, at de ingen Betingelse have sat, thi først senere, i den nye Overeenskomst, som sluttedes med Kong Haakon, Magnus’s Søn, bestemtes det udtrykkeligt, at Lagmænd og Sysselmænd skulde være islandske, og af deres Ætt, som før havde opgivet Godordene. Det slaar dog ikke fejl, at mange have været misfornøjede hermed, og med blødende Hjerte seet deres ældgamle, ærværdige, om end til de daværende Forhold mindre passende Statsforfatning erklæret død og magtesløs, men de have enten ikke vovet at hæve deres Røst, eller talt for døve Øren. Biskop Arne, Kongens Ven og ivrige Hjelper i alt hvad der vedkom det Verdslige, kan man vel for en meget stor Deel tilskrive dette over al Forventning gunstige Udfald, thi hans Indflydelse paa Almuen var allerede overordentlig stor. Hvad Thegngildet angaar, da tilføjes der „over alt Landet“; dette Tillæg sigter rimeligviis til, at det allerede var vedtaget i en Deel af Landet; i enkelte Annaler findes det nemlig antegnet, at Thegngildet blev vedtaget i Aaret 1269^[26]: dette, sammenholdt med hiin bestemte og over al Tvivl hævede Angivelse, at den almindelige Vedtagelse af denne Bod fandt Sted i 1271, kan kun forklares om en partiel Vedtagelse i hiint Aar, og denne partielle Vedtagelse har sikkert igjen været i Arnes Biskopsdømme, sandsynligviis paa Sønderlandet. Af de to Capitler af Arvebaalken, som vedtoges, er det ene det nys omtalte, der erklærer de Børn, en Mand har faaet med sin lovlige Fæstemø, for fuldkommen arveberettigede (en Bestemmelse, der allerede forekommer i Kong Magnus’s Christenrets-Udkast)^[27]; den anden, om Arv- eller Ættledning, væsentligst ventet fra Gulathingsloven, og i den omarbejdede Form, hvorunder den findes i den islandske Lov, ogsaa optagen i den norske Landslov^[28]. Mere blev dengang ikke antaget, altsaa var den største Deel af Privatlovgivningen saavel som hele Frændbods-Systemet endnu ved det gamle; men det vigtigste var allerede udrettet, og det var at forudsee, at naar man først havde faaet Statsforfatningen omformet paa norsk Viis, maatte de tilsvarende Forandringer i den private Lovgivning næsten komme af sig selv.

Imidlertid vedblev Biskop Arne med sine Bestræbelser for at faa Kirkegodset fravristet de verdslige Høvdinger. Men jo ivrigere han drev herpaa, desto større Modstand mødte han. Henskydelsen af Sagen om Odde-Godset til Erkebiskoppens Dom vakte megen Uvilje. Flere, som før havde været tilbøjelige til at vise nogen Eftergivenhed, erklærede nu, at de ikke vilde vide af Erkebiskop Jons Dom i disse Sager, da han var aldeles uindviet i den rette Sammenhæng med Kirke-Patronatet paa Island; han vilde neppe, sagde de, finde det billigt at tage Kirkegodset fra dem, dersom han vidste at de første Givet-e udtrykkeligt havde forbeholdt sig og sine Arvinger, ikke Biskopperne eller Presterne, Brugs- og Besiddelses-Retten. Ravn Oddssøn, nu kongelig Statholder, tog selv Kirke-Ejernes Parti. Han erklærede ligefrem for alle og enhver, at Kongen aldeles ikke vilde taale, at man saaledes fratog Bønderne deres Ejendom, eller at de bansattes uden Aarsag Biskoppen svarede igjen, at Ravn havde fundet paa dette af sig selv, uden at have faaet nogen Meddelelse af Kongen derom, og efter den canoniske Ret havde ingen anden end Gejstlige at forestaa Kirkens Ejendomme. Dog fik han ikke længer Bugt med Almuen, der nu ved Ravns Erklæring fattede saa meget mere Mod til at hode ham Trods. Biskoppen skrev nu til Erkebiskop Jon, berettede hvad der var skeet, og klagede sin Nød for ham. Allerede strax efter Forliget med Odde-Folkene havde han skrevet til Kongen og bedet ham, som en sand og fuldkommen Ven af Kirken „at stoppe Munden paa disse Kirkens Uvenner og hans Modstandere“. Kongen svarede særdeles venligt, lovede at understøtte ham, og sagde at han ønskede baade at see ham og de øvrige mest anseede Islændinger hos sig for at raadslaa om denne vanskelige Sag, men fordrede derhos at Biskoppen til Gjengjeld skulde gjøre ham den Villighed at bruge al sin Indflydelse for at faa den nye Lov vedtagen. Han ledsagede Brevet med gode og kostbare Foræringer^[29]. Overbringeren var den før nævnte Eindride Bøggul, der synes at have forladt Island om Høsten 1271, siden det heder, at han nu kom ud igjen 1272, lidt før Thinget. Paa dette Thing drev virkelig ogsaa Biskop Arne det til, at hele Loven, paa Arvebaalken nær, blev antagen; og hvad denne Arvebaalk angaar, er det endog sandsynligt, at Kongen selv har ønsket dens Antagelse udsat indtil videre, da han nu ganske sikkert maa have været beskjeftiget med, eller have haft i Sinde, at lade udarbejde en ny. Saaledes havde da Island paa et eneste Aar faaet fuldkommen ny Statsforfatning og Lovgivning. Fra at være en i sin indre Frihed selvstændig, om end skatskyldig Republik, blev det nu saa godt som et norskt Landskab, i det mindste med de monarchiske Former ligesaa gjennemførte i alle Administrationens Grene som nogensteds i Norge selv, og med sporløs Udslettelse af alle republikanske Merker^[30]).

Af denne Aarsag bliver den her beskrevne Antagelse af Kong Magnus’s nye Lov i Aaret 1271 og 1272 at betragte som en Begivenhed af yderste Vigtighed i den islandske Historie, skjønt Loven selv ikke kom til at gjelde i mange Aar, førend den afløstes ved en ny. Thi denne nyeste Lov, der kun er en for Island indrettet Tillempning af Kong Magnus’s norske Landslov, var saaledes blot at ansee som en Forbedring og Fuldstændiggjørelse af den foregaaende, og medførte ingen radical Forandring af et allerede bestaaende System. Forandringen, eller rettere Revolutionen, var skeet ved Antagelsen af hiin: fra det Øjeblik af maa man paa Island datere Begravelsen af den ældgamle republikanske Forfatning, og Indførelsen af norske monarchiske Institutioner, ja endog af norsk Privatret. Fra det Øjeblik kan man først sige, at Islands Tilslutning til Norge var fuldkommen.

Til Lagmand efter den fuldstændige Vedtagelse af den nye Lovbog beskikkedes Sturla Thordssøn. Heller ikke var nogen nærmere dertil, da han selv havde været med at udarbejde den, og saaledes maatte kjende den nøje, førend endnu nogen anden Mand paa Island havde kunnet sætte sig ind i dens aldeles nye Bestemmelser. Vel omtales Thorleif Reym, en gammel Tilhænger af Gissur, som Lagmand i 1271, ligesom tidligere i 1268 og 1263, men just dette viser, at Benævnelsen „Lagmand“ nu er urigtig^[31]. Men merkeligt er det, at man for det første fik to Lagmænd paa een Gang. Foruden Sturla, der udnævntes til Lagmand fra nyt af, blev ogsaa den allerede 1269 fungerende Lovsigemand, Jon Einarssøn, nu udnævnt til Lagmand, og synes, saavidt man af de sparsomme Beretninger kan skjønne, med større Kraft og Iver end Sturla at have arbejdet paa at faa den nye Lovs Bestemmelser gjennemførte.

Senere udnævntes ogsaa, som det vil sees, Sysselmænd for Island. Ravn Oddssøn fik denne Titel for sit District; Thorvard Thorarinssøn for Størstedelen af Sønderlandet og Østerlandet, Asgrim Thorsteinssøn, Broder af Eyjulf Offe, og i sin Tid virksom ved Overfaldet paa Flugumyre, fik siden ved Biskop Arnes Hjelp Syssel paa den sydvestlige Kant af Sønderlandet, mod Borgarfjorden^[32]. Maaskee ogsaa flere udnævntes, men deres Navne kjendes ej.

Det er et gammelt Sagn, at denne Lov, der blev antagen i 1271 og 1272, skal have været kaldet Jarnsida, og dette sætter man i Forbindelse med dens korte Varighed, som om den skulde have faaet Navnet formedelst sin Strenghed, og derfor saa tidligt være afløst af en ny. Af det allerede anførte vil man letteligt skjønne, at det slet ikke forholder sig saaledes. Loven af 1271–72 er, som bygget paa de nyere, humanere Principer, mildere end baade de ældre norske og den ældre islandske Lov, og i det væsentlige ikke strengere end den yngre Lov af 1280, undtagen at Bøderne ikke, som i den yngre Lov, ere nedsatte til en Trediedeel. Aarsagen, hvorfor den blev afløst af denne, er kun den, at man ønskede en Lov for Island, der sluttede lig nærmere til den da i Norge gjeldende Lovgivning, vel ogsaa at den som et Hastverksarbeide var ufuldkommen, og trængte til mange Forbedringer. Navnet „Jarnsida“ kan ikke være Lovens, men maa, om det virkelig har været brugt, være Bogens Navn, sandsynligviis efter den Indbinding, som den da havde. Den har og, som det ovenfor er nævnt, været kaldet Haakonarbok, men dette Navn passer daarligt, da den jo øjensynligt er bleven udarbejdet under Kong Magnus^[33].

1. Se ovf. S. 376.
2. Sturlunga-Saga III. Cap. 25, 26.
3. Annalerne for 1267, 1268.
4. Se Safn til Sögu Íslands S. 582, hvor der er anført et Sted af den endnu utrykte Biskop Gudmunds Saga, nemlig: „Thord Sturlassøn kalder til sig sin Søn Sturla, der siden blev Kong Magnus’s Ridder, samt Lagmand, og med hvis Raad og Tilsagn Kongen skrev den første Lovbog, Island fik, efter at have underkastet sig Kongens Magt. Med denne Lov kom Hr. Thorvard Thorarinssøn til Øen i Østfjordene, og den stod i 15 Aar, indtil oftnævnte Kong Magnus skrev en anden Bog efter Jon Einarssøns Raad“. Da nu denne sidste Lovbog kom til Øen 1280 og blev antagen 1281, faar man, naar man regner derfra, 1265 og 1266 som det Aar, hvortil Sagaen her sigter. Vel veed man, at Sturla og Thorvard kom med den ældre Bog ogsaa i 1271 og at den da blev virkelig lovtagen, men dette hindrer ikke, at Kongen kan have overdraget de samme Mænd at gjete et tidligere Forsøg, og af Annalerne erfare vi, at Thorvard virkelig rejste til Island 1265, medens Sturlas Hjemrejse samme Aar berettes i Sturl.-Saga X. 18, saaledes som det her ovenfor er meddeelt.
5. Det oven anførte Udtryk „Loven stod i 15 Aar“ behøver ikke at tages i anden Betydning end at det var den, om hvis Antagelse der l Løbet af 15 Aar var Tale, indtil Jonsbogen kom.
6. Arne Biskops Saga Cap. 4.
7. Jørund sees af Annalerne allerede i 1265 at have begivet sig til Norge. Maaskee havde han faaet en Anbefaling fra fine Landsmænd til Erkebiskoppen liig den, Arne siden fik. Jørunds Moder Gudlaug nedstammede i 6te Led fra Thorgils Arrebeinsstjup.
8. Se Dipl Norv. III. No. 61, det Brev, hvorved Erkebiskop Haakon i 1267 skjænkede Chorsbrødrene i Nidaros Haugs Kirke (s. o. S. 470); her nævnes blandt Chorsbrødrene „dominus Thorlawus“.
9. Arne Biskops Saga Cap. 5.
10. Se ovf. S. 520.
11. Se ovf. til. S. 253, 254.
12. Om Thorleif Beiskalde er der ovenfor talt, se især III. S. 791. Jvfr. herom Finn Jonssons isl. Kirkehistorie, IV. S. 24, 25. Man skulde formode, at den frygtelige Ildebrand paa Hitardal, 1148, hvori Biskop Magnus omkom, har været en af Aarsagerne, hvorfor Thorleif besluttede at overgive fin Gaard til helligt Brug.
13. Om Steinvars og Oddefolkenes Slægtskabsforhold se foregaaende Bind III, Slægttavle 11 og 13.
14. Arne Biskops Saga Cap. 6, 8.
15. Orm var en Søn af den i 1241 afdøde Orm Jonssøn paa Svinafell, fød strax efter Faderens Død, se ovf. S. 227, jvf. Sturlnnga Saga VII. 48.
16. Annalerne for 1267, 1268.
17. Isl. Annaler ved 1270; her staar der „drukknan Orms Ormssunar, 6 kal. Octbr. (26de Septbr.)“ uden at man kan see, hvorledes han druknede.
18. Dette sees af Arne Biskops Saga Cap. 9, hvor det udtrykkeligt heder, at Ravn af Kong Magnus havde faaet halve Island.
19. Dette maa man slutte deraf, for det første, at det i og for sig selv vilde have været usandsynligt, at en Lovbog, der kun gjaldt faa kort som denne, skulde have oplevet flere Afskrifter; for det andet, at Lovbogen, foruden den nye Lov, ogsaa indeholder den gamle islandske, eller Graagaas, skreven med samme Haand som hiin, og foran den, saaledes at „Graagaas“ endog egentlig begynder Bogen, kun fraregnet at det aller første, som findes skrevet i den, er det forhen omtalte „Domme-Capitel“, hvilket indeholder Formaninger og Advarsler for de opnævnte Dommere, der i Følge det nye System skulde bedømme enhver Injuriesag, og som aabenbart sees at tilhøre Artiklerne, der vedtoges paa Rigsmødet 1271, s. o. S. 522, 523. Den Omstændighed at den ældre Lov, der endog efter den nye Lovs Antagelse skulde være afskaffet, findes heel optagen, synes nemlig at vise, at Bogen nærmest har været indrettet for de Mænd, der skulde faa den nye Lov antagen, for at de under Debatterne ved ethvert Punkt kunde have den ældre Lov ved Haanden og henvise til den, samt vel ogsaa for at Sturla, der, som vi ville see, skulde være den første Lagmand, der dømte efter den nye Ret, altid kunde benytte den ældre som Subsidiærret, hvor hiin var ufuldstændig. At hiint Domme-Capitel sattes foran, er aabenbart kun skeet af den Grund, som ogsaa forhen er berørt, at det saa ofte skulde oplæses, og man derfor vilde have det paa et Sted, hvor det lettere kunde findes; saaledes fatte man det da paa en Side foran i Bogen, medens der paa det rette Sted i Loven selv kun findes den første Linje med en Henviisning (Norges gl. Love I. S. 275). Det mest afgjørende Beviis af alle bliver dog dette, at den Konge-Arvelov, som her findes optagen, er Konge-Arveloven af 1260, ikke den af 1273, hvilken jo naturligviis maatte have været indtagen, om Afskriften var yngre; medens paa den anden Side Optagelsen af Artiklerne fra Mødet i Bergen 1271 viser at i det mindste den Deel, der indeholder den nye Landslov, er senere end dette. Thi heraf sees det aldeles bestemt, at Afskriften maa være besørget i Mellemtiden mellem Mødet 1271 og Mødet 1273, og i den Tid kan der ikke godt være Tale om mere end eet Exemplar.
20. Nevndarmændenes Antal angives saaledes: fra Mula-Thing 6, Rangaa Thing 15, Aarnes-Thing 20, Kjalarnes-Thing 15, Thorsnes-Thing 12, Thorskefjord-Thing 8, Hunavatns-Thing 10, Hegramo-Thing 15, Vadle-Thing 12, Thinguja-Thing 6.
21. Jarnsida Cap. 21.
22. Thorleif og Ketils Christenret Cap. 15.
23. Se ovf. S. 523.
24. Se Udg. af Jarnsida i N. gl. Love I., hvor det neden under hvert Capitel er anført, hvor vidt det er taget fra Gulathingsloven eller Frostathingsloven. En fuldstændig Tabel over Kilden til hvert Capitel findes i Fortalen til Kjøbenhavner-Udgaven S. VII–IX. Her sees det, at „Graagaas“ kun har leveret eet Cap. i Mannhelgen, 14 i Landabrigde og Landsleje-Baalken, 3 i Kjøbe- og Tyve-Baalken.
25. Biskop Arnes Saga Cap. 9, Annalerne ved 1271.
26. Se enkelte af Annalerne, ligeledes Biskop Laurentius’s Saga, der for hvert Aar af Laurentius’s Liv anfører de i Annalerne antegnede Begivenheder, og saaledes slutter sig til disse. Der staar udtrykkeligt i Laurentius’s 3die Aar (1269) tilstode Islændingerne Kong Magnus Thegngilde, blev Arne indviet til Biskop i Skaalholt, og Erlend til Biskop i Færøerne. Rigtignok staar der ogsaa her, saavel som i enkelte Annaler, for det følgende Aar (1270), at Islændingerne toge ved Kong Magnus’s Lov; men dette maa enten være urigtigt, eller sigte til en partiel Vedtagelse af en enkelt Lovbestemmelse, hvorom nu ellers intet vides.
27. Kong Magnus’s Christenret, Gulathings-Lov Cap. 24. Jarnsida Cap. 68.
28. Gulathings-Lov Cap. 53. Jarnsida Cap. 70. Nyere Landslov, Cap. 8.
29. De Gaver, Kongen skjenkede Arne, opregnes saaledes: „et uden og indentil forgyldt Sølvkar, to „Ormetunger“ og en Budk med „Electuarium“ godt for Frost“.
30. Biskop Arnes Saga Cap. 9.
31. Det er dog kun Annalerne, der for hine Aar give Thorleif den urigtige Titel „lögmaðr“ i Stedet for „lögsögumaðr“. Men disse bruge Benævnelsen lögmaðr langt tidligere, eller hvad der nok egentlig er Tilfældet, Udgiverne af den arnamagnæanske Udgave have sat lögmaðr i Stedet for det latinske legifer, som det bedste Haandskrift, nemlig Annales regii, har. Biskop Arnes Saga Cap. 10 udtrykker sig saaledes: „denne Sommer tog Sturla Thordssøn ved Lagsagaen, for havde Thorleif Reym haft den“. Benævnelsen „Lagsaga“ om Embedet var det eneste, man beholdt fra Lovsigemands-Tiden; dog er herved at bemerke, at ogsaa i Norge og Sverige Lagmandens Embede kaldtes „Lagsaga“, i Sverige kaldes det saa endnu.
32. Arne Biskops Saga Cap. 26. Om Asgrim s. ovf. S. 315, 316.
33. For Navnene Jarnsida og Haakonarbok har man ingen samtidig Autoritet. De synes kun gjennem Traditionen at være komne til i senere Tider. Se ellers ovenfor, S. 484.