Det norske Folks Historie/5/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under den foregaaende Fremſtilling af Kong Magnus’s politiſke og legislatoriſke Reformer i Norge have vi allerede oftere haft Anledning til at berøre de ſamtidige Beſtræbelſer i lignende Retning, ſom foregik paa Island, og ſom her endog kunde ſiges at være af ſaa meget ſtørre Betydning, ſom det gjaldt hverken mere eller mindre end at ordne Islands hidtil fra Norges ſaa forſkjellige Statsforfatning og Lovgivning ganſke efter norſk Mønſter, og derved at gjøre Unionen fra en løs Perſonal-Union til en faſt Real-Union, hvorved Island blev en virkelig Deel af Norges Rige. Vi ville nu her nærmere betragte disſe merkelige Begivenheder, idet vi begynde fra det Punkt, hvor vi tidligere afbrøde Beretningen om de islandſke Tildragelſer, nemlig med den fuldſtændige Anerkjendelſe af den norſke Konges Herredømme paa Øen[1].

Gisſur Thorvaldsſøn havde, ſom det ovenfor er berettet, været Jarl ſiden 1258, men hans Magt var meget indſkrænket, deels ved de øvrige mægtige Høvdinger, fornemmelig Oddeverjerne paa Sønderlandet, Ravn Oddsſøn paa Veſterlandet, og Orm Ormsſøn paa Øſterlandet, deels ogſaa ved de Nordmænd, ſom Kong Magnus af og til ſendte ud til Øen, for at have Opſigt med ham, og ſom da ej alene afgjorde mangt og meget uden hans Mellemkomſt, men endog ſøgte ſin Støtte hos hans Modſtandere, overhoved tydeligt lagde for Dagen, at Kongen ingen Tillid havde til ham. De indre Forhold paa Øen vare endnu ganſke uforandrede. Lovgivningen og Statsforfatningen vare endnu de gamle: Godordene vare fremdeles i Hænderne paa nogle faa Høvdinge-Ætter. Det var aabenbart de Høvdingers Mening, der havde underkaſtet ſig, at alt ſkulde gaa i ſin gamle Gang, paa det nær, at de nu betalte den norſke Konge Skat, og at denne ſkulde ſørge for at holde Fred og Enighed mellem dem. Dette var da nærmeſt Jarlens Hverv ſom Kongens Repræſentant, men Jarlen ſelv pasſede igjen ſlet ikke i hele den islandſke Forfatning, og naar han nu heller ikke tilbørligt underſtøttedes af Kongen, men derimod af ham betragtedes med Mistænkelighed, og af Høvdingerne med formeligt Had, er det tydeligt nok, at hans Magt ſom Jarl maatte være liden eller ingen, hans Stilling yderſt ubehagelig, og at Fejderne om kort Tid atter vilde begynde ſom før, med mindre der gjordes Foranſtaltninger til at udrydde Ondet fra Grunden af, nemlig at forandre den hele Statsforfatning efter norſk Mønſter, og fratage Godordsmændene deres utilbørligt ſammendyngede og nu gjennem ſaa mange Generationer aldeles misbrugte Myndighed. En ſaadan Beſtræbelſe fra Kongens Side behøver ſaaledes i det mindſte ikke at lægges ud ſom en utilbørlig Stræben efter at betage Island dets politiſke Frihed mod Unionsfordragets Aand, og gjøre det til en Provins af Norge. Den kunde i det mindſte udſpringe — og efter hvad man kjender til Magnus’s Charakteer maa man ogſaa antage at den virkelig udſprang — af fuld Overbeviisning om at dette var den eneſte Vej til at ſkaffe Landet virkelig Fred og Ro, og ganſke at tilintetgjøre Anarchiet. At Magnus ellers gjerne greb Lejligheden til at knytte Baandet-mellem Norge og Island faſtere, og at han ved Reformerne paa Island ſøgte at gjøre de ſamme monarchiſke Grundſætninger gjeldende, ſom i Norge, kan man under de daværende Tiders Forhold og de paa den Tid herſkende politiſke Anſkuelſer ikke ſynderligt gaa i Rette med ham for. Han troede visſelig at handle paa det bedſte.

Hvorledes Jarlen, ſkjønt han ſkulde ſtaa over Partierne, dog fremdeles i ſig ſelv kun var en Partihøvding ſom de øvrige, der blot ligeſom tilfældigviis havde en højere Titel, ſeer man af en Fejde, ſom han allerede i 1264, ſamme Aar, den endelige Underkaſtelſe under Norges Konge fandt Sted, havde med Odde-Verjerne. Ikke længe efter Thinget, da Gisſur opholdt ſig paa Sønderlandene, gjorde Thord Andresſøn, der nu var Familiens Hoved, tilligemed ſine Brødre et Forſøg paa at overfalde ham i Nærheden af Gaarden Tunger. Det lukkedes Gisſur at ſlippe ind i Kirken og holde ſine Forfølgere ſaa længe oppe med Underhandlinger indtil en af hans Mænd imidlertid havde faaet ſamlet ſaa mange Folk, at Forfølgerne ikke længer fandt det raadeligt at blive der, men ſtevnede op til nogle Fjelde i Nærheden. Gisſur forſterkede ſig med flere Skarer, indtil han i alt havde 720 Mand, og herjede nu Rangaarvalle, Thords og hans Brødres Høvdinge-Diſtrict anden Gang paa det ubarmhjertigſte. Siden aabnede han Underhandlinger med Thord og hans Brødre, og lovede dem ſikker Grid, hvis de vilde indfinde ſig til et perſonligt Møde med ham. De kom, ſkjønt Thord ſelv tidligere havde ytret, at han ikke troede Gisſur vel. Gisſur lod dog i Førſtningen til at mene det nok ſaa oprigtigt, og fremſagde ſelv Gridsformularen. Men Morgenen efter, da Thord og hans Brødre, der med deres Mænd havde taget deres Nattekvarteer i Kirken, ſkulde gaa ud af denne, havde Gisſur ſtillet ſine Mænd, fuldt bevæbnede, i tvende lange Rækker fra begge Sider af Kirkedøren, og erklærede nu at Thord, hans Brødre og deres Syſkendebarn Sæmund Haraldsſøn ſkulde følge med ham veſter over Aaen for der nærmere at tale om deres Anliggender, hvorhos han lod dem alle afvæbne, ſigende at de ej behøvede Vaaben der veſter. Det nyttede ikke at gjøre nogen Modſtand, og ſaaledes maatte de da følge med, indtil de kom til Gaarden Throndarholt. Der forkyndte Jarlen, uden mindſte Henſyn til den højtideligt lovede Grid, at han vilde lade dem alle ſammen henrette. De Forraadte, der vare indſatte i en Stue, og ſom havde faaet fat paa nogle Vaaben, vilde i Førſtningen forſvare ſig, for at ſælge ſit Liv ſaa dyrt ſom muligt, men de bleve ſnart overvældede og grebne. Mange af de Tilſtedeværende begyndte nu at bede om Naade for dem, og Gisſur lod lig ſaa vidt formilde, at han ſkjenkede alle Livet, paa Thord nær, men denne blev henrettet, medens Gisſur med ſtørſte Koldblodighed ſaa derpaa, og ſørgede for at det ſkede forſvarligt (27de Sept. 1264)[2]. Det er let at ſkjønne, at Gisſur ved ſlig Ferd, ſaa langt fra at vedligeholde ſin Anſeelſe, tvert imod tabte i almindelig Agtelſe, og blev forladt af ſine egne Landsmænd. Det var formodentlig i Bevidſtheden heraf, og af Misfornøjelſe med ſin ubehagelige Stilling, at Gisſur, ſom de islandſke Annaler berette, i Julen 1267 fattede den Beſlutning, at gaa i Kloſter, og allerede havde aftalt det fornødne med Biſkop Jorund (hvorom nedenfor) at lade ſig indklæde Sommeren efter i Vidø Kloſter ſom Auguſtinermunk. Men han døde faa Dage efter at denne Beſlutning var fattet (12te Januar 1268), paa ſin Gaard Stad paa Reynenes, hvilken han ſkjenkede til gudeligt Brug, med den Beſtemmelſe, at der ſkulde oprettes et Kloſter, hvilket der dog ikke blev noget af førend henimod tredive Aar ſenere[3].

Det førſte Forſøg paa at omforme den islandſke Lovgivning efter den norſke, gjorde Kong Magnus, ſom vi ogſaa tidligere have berørt, allerede i Aaret 1265. Men vi vide desværre kun meget lidet i denne vigtige Sag, da vi næſten ganſke mangle hiſtoriſke Optegnelſer fra Island for Aarene fra 1265 til 1269. Alt, hvad vi erfare derom, er, at Sturla Thordsſøn var Kongen behjelpelig i at udarbejde en ny Lovbog for Island, og at denne blev ſendt ud med Thorvard Thorarinsſøn, for at lovtages, i Aaret 1265, idet ogſaa Sturla, ſom det heder, fik Tilladelſe til at drage hjem[4]. Saaledes ſom Anledningen til Sturlas Hjemrejſe berettes, ſynes denne jo visſelig kun at have haft en fuldkommen privat Charakteer. Der fortælles nemlig, at da Kong Magnus om Sommeren 1265 havde en Sammenkomſt med Byrge Jarl, fulgte Sturla, der allerede havde digtet en Flokk om Jarlen, med for nu ogſaa at hædre ham med en Draapa, og fremſagde den virkelig for Jarlen, der fandt ſig ſaa ſmigret derved, at han indbød Sturla til at følge med ham op i Sverige, lovende ham gode Heſte og fri Rejſe; for dette Tilbud takkede Sturla ham, men undſkyldte ſig med at Kongen allerede havde givet ham Tilladelſe til at rejſe hjem til Island, ved hvilke Ord Kongen ſkal have vendt ſig bort med et Smiil, fordi der ikke havde været talt et Ord om denne Sag imellem ham og Sturla; dog gav han ham Tilladelſen. Men om end ſaaledes ikke Sturlas Rejſe fra førſt af var paatænkt fra Kongens Side, er der dog intet uſandſynligt i, tvert imod er det i højeſte Maade rimeligt, at Kongen ved ſamme Lejlighed paalagde ham at virke for Antagelſen af den Lovbog, ſom han ſelv havde været med at forfatte. Hvad Skridt der nu ellers bleve foretagne i den Anledning paa Island, er ganſke ubekjendt. Saa meget er kun viſt, at det ikke lykkedes Sturla og Thorvard denne Gang at ſaa Loven antagen, i det mindſte ikke af noget ſtort Antal af Befolkningen[5]. Forſøget kom ogſaa aabenbart for tidligt, ligeſom og Lovbogen ſelv maa have været et alt for ſtort Haſtverksarbejde til engang at fortjene at antages. Bi have ovenfor viiſt, at denne Lovbog ikke kan have været andet end et i Skyndſomhed gjort førſte Forſøg paa at tillempe et ſandſynligviis fra Kong Haakons Tid beroende Udkaſt til en Sammenſmeltning af Gulathings- og Froſtathings-Lagen efter de islandſke Forhold, fornemmelig ved at optage nogle Artikler af den ældre islandſke Lov;i de Afſnit, der angaa Landboforholdene. Kun paa denne Maade kan man forklare Navnet „Haakonarbok“, der lader til at være traditionelt. Endog i den Skikkelſe, vi have denne Lov, nemlig ſaadan ſom den var bleven forøget, vel ogſaa omarbejdet, i Aaret 1271, viſer den ſig mangelagtig nok; end mere maa man have haft Grund til at udſætte paa den i dens ældre Skikkelſe: der maatte i alle Fald dog ogſaa gaa nogle forberedende Aar hen, inden man kunde ſkride til en ſaa overvættes Forandring, ſom at indføre norſk Lov og Rettergang i Stedet for den islandſke. Forſøget maa ſaaledes have mislykkets, og hvis vi kunne ſlutte noget derfra, at vi ikke ſaa længe efter atter finde Sturla hos Kong Magnus, kunde det maaſkee være dette, at Sturla endog har mødt betydelig Modſtand og Uvilje, ſaa at han ikke engang fandt det behageligt at dvæle længer paa Island. Han lod endog ſin Huſtru Helga og ſine Sønner komme over til Norge, og nød derimod nu megen Ære af Kong Magnus, der gjorde ham førſt til Hirdmand, ſiden til Skutilſvein, og overdrog ham det Hverv at ſkrive hans egen Hiſtorie, ligeſom han og ſenere kaldte hans Søn Thord til ſin Hirdpreſt. Ogſaa Thorvard Thorarinsſøn ſees at have vendt tilbage til Norge, ſkjønt ikke førend Aaret 1268.

Der nævnes ikke om noget nyt Forſøg paa at forandre Islands Lovgivning og Statsforfatning førend i 1271. Imidlertid var en Mand traadt frem, der ſnart kom til at udøve den mægtigſte Indflydelſe paa Forholdene i Landet, og i en Række af Aar kan ſiges at have baaret dets Skjebne i ſine Hænder. Denne Mand var Arne Thorlaksſøn, Sønneſøn af den tidligere omtalte Gudmund Griis, og ſaaledes beſlægtet med Gisſur Thorvaldsſøn. Han viſte ſig allerede i ſin tidlige Ungdom alvorlig og fandt meſt Behag i Læsning og Skrivning; derhos udmerkede han ſig i al Slags Haandarbejde. Han kom ſiden ſom „Klerk“ til Abbed Brand Jonsſøn i Thykkvabø, der underviſte ham i den Tids theologiſke Lærdom og roſte meget hans ypperlige Nemme. Da Brand i Aaret 1262 drog over til Norge og blev indviet til Biſkop i Hole, drog Arne med; han har da Diaconus, og under Opholdet i Nidaros om Vintren 1262—63 blev han nøje kjendt med Kong Magnus, der fattede en Yndeſt for ham, ſom aldrig ſiden ophørte. Da Brand var vendt tilbage til Island, fulgte Arne ham fremdeles, og blev hos ham paa Hole; og efter Brands Død i 1265 blev Arne af Nordlændingerne ſendt til Biſkop Sigvard i Skaalholt for at bede ham indſætte en Official eller midlertidig Beſtyrer af Biſkopsſtolen. Sigvard udnævnte dertil Arne ſelv, efter at han førſt i det Øjemed havde givet ham preſtelig Vielſe. Den 28aarige Arne gav allerede nu tilſtrækkelige Prøver paa ſin Nidkjærhed og Frygtløshed, hvor det gjaldt at overholde Kirkens Forſkrifter. Saaledes forbød han ſtrengeligt en riig Mand, der havde Diacon-Vielſe, at gifte ſig, uagtet Gisſur Jarl ſelv havde været med at aftale hans Giftermaal; Brylluppet blev vel holdt efter Jarlens Bud, og denne var ſelv Gjeſt; men da han kom hjem til Stad, fandt han Kirken ſtængt, og hørte nu, at Arne havde lyſt Interdict over Brudgommen og alle hans Gjeſter. Siden havde han et Møde med Arne angaaende denne Sag, og foreſtillede ham, at ſaadanne Giftermaal efter Landets gamle Skik havde været tilladte, og at det var utilbørligt at forbyde dem, men Arne paaberaabte ſig, at Paverne, „hvilke med Rette havde at raade over alle .Love“, havde ſaa ſtrengeligt under fuldſtændig Bansſtraf forbudet dem, og Enden blev, at Gisſur tilſidſt maatte give Arne Ret, og fik Abſolution af ham, hvorhos Giftermaalet blev ophævet[6]. Ved Afſkeden kunde dog Jarlen ikke bare ſig for at ſige til ham: „du bliver nok ikke den, der giver efter i Stridigheder, ſiden du ikke engang gav efter for mig“. Arnes Beſtyrelſe af Hole Biſkopsſtol varede i hele to Aar, da Biſkopsſtolen i al den Tid ſtod ubeſat; thi da nemlig Islands Biſkop nu valgtes af Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene i Throndhjem, kunde intet nyt Valg komme i Stand, førend man havde faaet en ny Erkebiſkop efter Einar, og dette ſkede ikke egentlig førend Haakon havde faaet Pallium i 1267. Haakon beſkikkede og indviede da Preſten Jørund Thorſteinsſøn, ligeſom Arne en Diſcipel af Biſkop Brand[7]. Da Biſkop Sigvard i Skaalholt imidlertid var bleven ſaa gammel og affældig, at han ikke længer kunde beſtyre ſit Embede, overdrog Erkebiſkoppen Biſkop Jørund ogſaa Tilſyn med dette, og Jørund ſendte nu ved ſin Hjemkomſt Arne til Skaalholt ſom Sigvards Medhjelper. Aaret efter døde Sigvard (1268) og Biſkop Jørund ſaavel ſom de forſtandigſte Mænd i Landet forenede ſig nu om at anholde hos Erkebiſkoppen om at Arne maatte blive beſkikket til hans Efterfølger. Arne overbragte ſelv Brevet. Ved hans Ankomſt til Norge var den nys udvalgte Erkebiſkop Jon endnu ikke hjemkommen fra Rom med Pallium; han kom nemlig, ſom vi have ſeet, ej førend henimod Juul. Jon negtede førſt at opfylde Islændingernes Begjæring. Sandſynligviis have Chorsbrødrene proteſteret imod, at de islandſke Biſkopsſtole nu tredie Gang ſkulde beſættes med en Indfød, ikke med en Mand af deres egen Midte; thi han valgte, den 3die Marts, Sira Thorleif, der netop ſynes at have været en af Chorsbrødrene i Nidaros[8]. Denne Thorleif døde dog efter ikke fuldt en Maaneds Forløb, og ud paa Sommeren ſees endelig de Vanſkeligheder at være bortryddede, der ſtillede ſig imod Arnes Valg. Han blev udvalgt og confirmeret den 21de, ſamt indviet den 30te Juni. Erkebiſkoppen bevidnede, ſiges der, i ſit Collationsbrev til Arne, „at han ikke havde foretrukket Thorleif for ham, fordi han fandt nogen Flek ved hans Opførſel eller Levnet, men at han tvertimod anſaa ham at være baade forſtandig og velſindet i alt hvad der var nødvendigt og hvad der paalaa en Biſkop“. Han oplyſte imidlertid ikke, hvorfor han alligevel havde tilſideſat ham for Thorleif, men Grunden kan vel neppe have været nogen anden end den nu anførte. Muligt, at Kong Magnus, der denne Sommer var i Throndhjem for at lade ſig Fuldmagt til at forandre Loven overdrage paa Froſtathing, og maaſkee allerede var ankommen tidligt paa Sommeren, bidrog ved ſin Indflydelſe til at ſtemme Chorsbrødrene gunſtigt for Arne. Thi han havde, ſom nys berettet, fattet Yndeſt for ham under hans tidligere Ophold i Norge, og at han fremdeles interesſerede ſig for ham, ſees af et Brev, han ved hans Afrejſe medgav ham til Islands Indbyggere, hvori han bevidnede, at han kjendte ham af mange gode Egenſkaber, og derfor herved bød alle ſine Thegner paa Øen at tage godt imod ham og hædre ham i alt hvad der hørte til den chriſtelige Lydighed[9]. Ogſaa Erkebiſkop Jon anbefalede ham paa det bedſte, og forærede ham før Afrejſen en Afſkrift af Decretalerne med Tillæg, en Foræring, ſom Arne heel vel forſtod at bruge, og ſom Erkebiſkoppen vel ogſaa meente at han netop vilde komme til at bruge, naar han nu ſkulde til at rydde op i Kirkeforholdene paa Island, der ikke paa langt nær ſvarede til det ellers paa den Tid i den katholſke Chriſtenhed herſkende Syſtem. Erkebiſkoppen medgav ham nemlig, ſom det ovenfor er berettet[10], et Budſkab til Islands Indbyggere, hvori de paa hiint Sted opregnede fem Punkter indſkjærpedes til Overholdelſe, nemlig om Knæfald for Sanctisſimum, om Egteſkabstillysning, om Udeſtængelſe fra Alterens Sakramente af dem, der holdt Friller, om Kirkegodſets Overleverelſe til Biſkoppen, og om Forbud mod Aager. Af disſe rammede den tredie og fjerde, og iſær denne, fornemmelig de islandſke Forhold, og herom var den ringe, driftige og nidkjære Biſkop beſtemt paa at vove en alvorlig Dyſt.

Biſkop Arne forlod Nidaros den 15de Juli, og ankom til Eyjafjorden den 17de Auguſt. Han opſøgte ſtrax Biſkop Jørund, og forelagde ham Erkebiſkoppens Brev, hvilket Jørund ſtrax lod oplæſe; derpaa fulgtes begge Biſkopper ad til Skaalholt, hvor Arne ligeledes lod Brevet oplæſe paa et Møde baade af Preſter og Lægfolk; hvorhos han lod Afſkrifter deraf ſende rundt om i ſit vidløftige Biſkopsdømme, der indbefattede de tre Fjerdedele af Island, til Bekjendtgjørelſe. De tre førſte Artikler mødte ingen Modſtand, men vel, ſom man kunde vente, Befalingen, at Kirkegodſet endelig ſkulde ſtilles under Biſkoppens Raadighed. Vi have tidligere ſeet[11], hvorledes den hellige Biſkop Thorlak havde bragt denne Sag med megen Ivrighed paa Bane, men uden at kunne udrette hvad han vilde, ſaa at alt var blevet ved det gamle indtil nu, da den modige Arne vovede at begynde Kampen paa ny. I ſig ſelv var det Syſtem, Arne vilde ſætte igjennem, aldeles rigtigt, ſaa meget mere ſom den Maade, hvorpaa Høvdingerne ſkaltede og valtede med Kirkegodſet, og de Kneb, hvorved mange derved ſaa ſig i Stand til at trænge ſig ind i den fuldſtændige Brugs- og Beſiddelſesret af Gods, hvortil de i enhver Henſeende vare uberettigede, var i højeſte Maade forargelig. Dog maa man paa den anden Side indrømme, at en fuldſtændig Gjennemførelſe af Syſtemet vilde gribe forſtyrrende ind i mange Ejendomsforhold, ja endog lede til formelig Uretfærdighed, naar nemlig de, ſom havde opført en Kirke paa deres Ættegaard, og ſkjødet deres Gods til den, i den Tanke og med det udtrykkelige Forbehold at de fremdeles ſkulde nyde Brugsretten og Indtægterne deraf, nu pludſeligt ved et Magtſprog ſkulde miſte deres ældgamle Familie-Ejendom, og forlade de Steder, hvor deres Forfædre, Slægt efter Slægt, havde haft deres Sæde. Men Arne maa have kjendt Forholdene paa ſin Fædrene-Ø for godt, til at han ikke fra det førſte Øjeblik, da han paatog ſig at bringe denne Sag atter paa Bane, ſkulde have forudſeet, hvilken Modſtand han vilde møde. Han maa derfor med velberaad Hu have aabnet Striden. Det lukkedes ham ogſaa, ſikkert mod manges Forventning, paa en Viſitationsrejſe, han foretog endnu ſamme Høſt, ſom han var kommen hjem, og i Begyndelſen af Vintren, at faa de mindre Kirker afſtaaede. Men de mægtige Høvdinger, der havde de ſtørre Kirker inde, vare ikke paa nogen Viis at bevæge til at give Slip paa dem. Heller ikke vilde man føje ſig efter Forbudet mod Aager.

e fornemſte af de ſtørre Godſer, hvorom der nu blev Spørgsmaal, var Odde, Sæmund frodes og hans Ættmænds berømte Sæde, og Hitardal, ſom Thorleif Beiskalde i ſin Tid havde ſkjenket til Kirken, for at et Kloſter der ſkulde oprettes, hvilket Kloſter ogſaa virkelig ſkal være kommet i Stand, men have friſtet en kort Tilværelſe, hvorfor Gaarden, ſom før, havde været i Lægmands Værge[12]. Odde havde viſtnok allerede af Sæmund, der ſelv var Preſt, været lagt rinder den der ſtaaende Kirke, men med det Forbehold, at det ſkulde blive under Ættens Beſtyrelſe; hans Ættmænd havde ſtedſe vedblevet at anſee det ſom deres Ejendom, og nu nylig endog forføjet over den ved et Slags Frændeſkifte, idet Steinvar Sighvatsdatter, Halfdan Sæmundsſøns Enke[13], havde kjøbt den, ſom det heder, af ſin afdøde Mands Broder og Broderſøn uden at ſpørge Biſkoppen ad, og hun havde igjen ſolgt Halvdelen deraf til ſin Søn Sighvat, der nu tillige med ſine to Brødre Loft og Sturla vægrede ſig ved at give Slip paa den. Arne krævede vel paa Althinget 1270 en Dom for, hvor vidt Odde var Kirke-Ejendom eller ej; men uagtet Dommen lød paa at Godſet tilhørte Kirken — hvad der jo i ſig ſelv bogſtaveligt var ſandt, — vovede han dog ikke mod ſaa mægtige Mænd ſom disſe ſtrax at fare løs med de voldſomſte Tvangsmidler. Han underhandlede i Mindelighed med dem, og der blev ſluttet et Forlig, hvorved Sagen henſkydes til Kongens og Erkebiſkoppens Dom, medens det imidlertid ſkulde være dem tilladt at bebo Gaarden ſom for, imod at bygge den forfaldne Kirke forſvarligt op igjen; hvis Dommen derimod gik dem imod, ſkulde de uvægerligen fravige Godſet. Med Ketil Loftsſøn, der ſad inde med Hitardal, vilde han gjøre kortere Proces, idet han allerede paa hiint ſamme Thing 1270 truede ham med Banſættelſe, og Ketil maatte da love ſtrax at udbetale en Sum Penge, men for Reſten blev Spørgsmaalet om Jordegodſet ſelv ogſaa her henſkudt til Kongens og Erkebiſkoppens Dom, eller rettere til Erkebiſkoppens alene, da Arne reent ud erklærede at han ikke brød ſig om Kongen i dette Stokke, udenfor ſaa vidt han var enig med Erkebiſkoppen. Da Ketil ſiden gjorde Vanſkeligheder ved hiin Udbetaling, ſkred Biſkop Arne virkelig til Banſættelſe, og for at blive løſt af Bannet, maatte Ketil fratræde Godſet, idet han dog fremdeles forbeholdt ſig ſin Ret, hvis Kongens og Erkebiſkoppens Dom blev ham gunſtig[14].

Imidlertid havde der ej været udnævnt nogen Jarl efter Gisſurs Død, og i over et Aars Tid ſynes der ikke at have været nogen egentlig Overbeſtyrer af Landet. Men i 1268 rejſte Thorvard Thorarinsſøn tilligemed ſin unge Frænde Orm Ormsſøn, Øſtfjordenes Høvding[15], over til Norge, og det følgende Aar fulgte Ravn Oddsſøn efter[16]. Det var, ſom man tydeligt kan ſee, baade Ravns og Orms Henſigt at blive Gisſurs Eftermand. Ravn havde grundet Krav paa Kongens Taknemlighed, for ſaa vidt han havde underſtøttet Hallvard Guldſko og væſentligt bidraget til at Veſterlandet underkaſtede ſig Norges Konge. Orm Ormsſøn havde ligeledes i 1264 været i Spidſen for Øſtfjordingerne, da de ſvore Kong Magnus Troſkabseed, og derved gjorde Landets Underkaſtelſe fuldſtændig; dog vare Omſtændighederne viſtnok ikke da ſaa kritiſke, ſom da Ravn lagde ſin ſtore Indflydelſe i Vegtſkaalen for at fremme Kongens Sag. For øvrigt kunde der, naar der handledes om at udnævne nogen ny Statholder paa Øen, ikke vel blive Tale om nogen anden end en af dem, da ingen af de andre Høvdinger paa langt nær kunde maale ſig med dem i Magt. Kong Magnus ſynes længe at have betænkt ſig paa hvad han i denne Sag ſkulde gjøre, thi der blev ikke truffet nogen Beſtemmelſe førend i 1270, og imidlertid opholdt de ſig begge i Norge. Formodentlig har der i den Tid været plejet mange Underhandlinger og Raadſlagninger mellem dem og Kongen, hvorved da ogſaa ſikkert Sturla Thordsſøn og Thorvald Thorarinsſøn have været tilſtede. Man kan anſee det ſom viſt, ſkjønt det ikke udtrykkeligt ſiges, at det maa været ſtillet ſom den førſte og fornemſte Betingelſe for den vordende Statholder, at anvende hele ſin Indflydelſe for at faa den Lovbog antagen, ſom Kongen nu ſnart atter, i en udvidet og forbedret Skikkelſe, vilde ſende til Øen, og hvorved den gamle Statsforfatning aldeles vilde blive ombyttet med en ny, efter norſk Mønſter. Men Kong Magnus beſluttede, maaſkee efter Sturlas Raad, ikke oftere at udnævne nogen Jarl til Island. Titelen var ingenlunde populær paa Øen, den pasſede ikke til Forholdene der, i det mindſte ikke ſaa længe Statsforfatningen var uforandret. Magnus indſatte i Aaret 1270 baade Ravn og Orm til Befalingsmænd, hver over ſin Halvdeel af Øen, efter at have gjort dem til ſine Hirdmænd. Nogen anden Titel gav han dem ikke. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Ravn maa have faaet den veſtre, Orm den øſtre Deel. Ravn ſynes til Veſterlandet at have faaet Nordlandet, Orm til Øſtlandet ligeſaa Sønderlandet. Thorvard Thorarinsſøn blev tilbage i Norge, maaſkee ſom et Slags Gisſel, maaſkee og for at hjelpe til ved Lovreviſionen. Orm Ormsſøn kom imidlertid ikke til at tiltræde ſin nye Værdighed, da han omkom paa Søen endnu i September Maaned[17], ſandſynligviis paa Hjemrejſen. Ravn derimod kom vel beholden hjem, og tog ſtrax den ham af Kongen tildeelte Halvdeel under ſin Beſtyrelſe[18]. Man erfarer derimod ikke, hvorledes der forholdtes med den øſtre Deel, der ſkulde have ſtaaet under Orm. Der var ikke nogen verdslig Høvding der, hvem Magten i hans Sted kunde betroes. Sandſynligviis har da Biſkop Arne haft meſt at ſige der, og dette forklarer ogſaa tildeels hans ſtørre Held i at drive ſine Fordringer med Henſyn til Kirkegodſet igjennem paa den Kant end andenſteds paa Øen.

I det følgende Aar, efter at det vigtige Rigsmøde i Bergen havde været holdt, hvorved ſaa mange forbedrede Beſtemmelſer med Henſyn til Mannhelgen vare blevne vedtagne, ſendte Kongen anden Gang den for Island tillempede norſke Lovbog til Øen, for at faa den antagen. Ogſaa denne Gang var det Sturla Thordsſøn og Thorvard Thorarinsſøn, der bragte den, men ved deres Side havde Kongen ogſaa ſtillet en af ſine Hirdmænd, ved Navn Eindride Bøggul. Vi have endnu Lovbogen i den Skikkelſe, hvori de bragte den, ſandſynligviis er det endog det ſelv ſamme Exemplar, de bragte over[19]. Den indeholder, ſom det allerede tidligere er berørt, Artiklerne af 1271, vedkommende Mannhelgen, ſaa vidt det kan ſees, i deres oprindelige Skikkelſe; men for Reſten lader det ikke til, at den er ſaa meget forandret fra hvad den var i 1265; den bærer fremdeles Præget af Haſtverk, idet de enkelte Beſtanddele, af hvilke den er ſammenſat, ere løſt ſammenſtillede i deres hele Forſkjellighed, uden at være bearbejdede til et eensartet Heelt. Det forſtaar ſig, at Chriſtendomsbaalken ogſaa her mangler; der var ikke længer Tale om Kong Magnus’s Udkaſt, og man beholdt her, ſom i Norge, den hidtil gjeldende Chriſtenret ſaa længe til en ny, efter Erkebiſkoppens Udkaſt, kunde komme i Stand. Det var ingen ringe Fordring, der ſtilledes til Islændingerne, da man forelagde dem den nye Lov til Antagelſe. Med et eneſte Penneſtrøg, kan man ſige, ſkulde hele den gamle Forfatning være tilintetgjort, og Godordene ophævede, tilligemed den gamle Lagrette, Lovſigemandens Embede, de gamle Fjerdingsdomme og Femterdommen. I dets Sted foreſkrev den nye Lovs Thingfarebaalk et Lagthing ganſke efter det norſke Mønſter, næſten endog med de ſamme Ord, ſom det findes forordnet i Norges Landslov. Valdsmanden (med dette Navn betegnede man Sysſelmanden, hvilken Titel endnu ikke var indført i Landet) ſkulde nævne et viſt Antal Thingmænd for hvert Vaarthing-Diſtrict, ligeſom i Norge fra hvert Landſkab eller Fylke[20]; af disſe Nevndarmænd, tilſammen 140 (fire mindre end den forrige Lagrette, Raadgiverne medregnede) ſkulde Valdsmændene og Lagmanden nævne 36 Mænd, tre fra hvert Vaarthing-Diſtrict (altſaa tre Tylfter) i Lagretten. Den her nævnte Lagmand, der traadte i Stedet for Lovſigemanden, var ganſke en Lagmand af det norſke Slags, til hvem der kunde ſtevnes, og hvis Orſkurder ſkulde lydes[21], ligeſom han ſkulde lede Forhandlingerne paa Thinget, og deeltage i Dommene, ſkjønt der endnu ikke tillagdes ham en ſaadan Myndighed lige over for Lagretten, ſom i Norge. I Stedet for Fjerdingsdommen og Femterdommen ſkulde nu Lagretten dømme, ganſke ſom i Norge. Den eneſte Afvigelſe fra Lagthingets Indretning i Norge var den, at det, da den beſtaaende Chriſtenret foreſkrev en ſaakaldet Preſtedom paa Althinget til at dømme dem, der vare Biſkoppens Befalinger ulydige, udtrykkeligt paalagdes Biſkopperne at opnævne til Lagthinget 12 Preſter, fire fra Nordlandet, fire fra Sønderlandet, to fra Øſterlandet og to fra Veſterlandet[22]. Dette Thing, der i Begyndelſen af Loven kaldes Lagthing, benævnes ogſaa i Loven ſelv, og benævntes altid ſenere, ligeſom det forrige, Althing, men enhver ſeer lettelig, at det havde ikke ſtort andet tilfælles med det gamle Althing, end at det var en Sammenkomſt, hvor Sager paadømtes og Love antoges, ſamt at det ſkulde holdes paa den gamle Althingsplads ved Oxaraa, een Gang om Aaret.

Forandringerne i den øvrige Lovgivning vare ikke mindre radicale. Hele den gamle Rettergang, med de vidløftige Formaliteter, og den ſæregne Indretning med Kviderne, ſom ovenfor er omtalt, ombyttedes med den norſke; i Stedet for Kviderne kom nu Tolfter-Eed og Lyriter-Eed, Frændebøderne og Sagetallet afſkaffedes ogſaa her ganſke ved Optagelſen at Statuterne fra 1271, medens alle Drabs- og Lemlæſtelſes-Bøder herefter, ſom i Norge, ſkulde tildømmes af ti opnævnte Mænd[23]. For Drab ſkulde her, ligeſom i Norge, Kongen være berettiget til Thegngilde ved Siden af de andre Straffe, eller Bøder, hvorhos der ogſaa for alle andre ſtørre eller mindre Forſeelſer beſtemtes en Sekt til Kongen, efter det norſke Syſtem. Vi ville her ikke opholde os ved alle de mindre Lovsforandringer, ſom vare en Følge af, at de fleſte Beſtemmelſer i Mannhelgen, foruden Artiklerne af 1271, ventedes fra Froſtathingsloven, at Beſtemmelſerne om Landboforholdenes for den ſtørſte Deel toges at Gulathingsloven, medens man kun i enkelte for Island ſæregne Materier bibeholdt Artikler fra den ældre islandſke Lovgivning[24]. Froſtathingslovens Arvetal traadte i Stedet for det gamle islandſke, og Beſtemmelſerne for Giftermaal ventedes deels fra Froſtathings- deels fra Gulathingsloven, formodentlig ſaaledes ſom allerede Materialierne til den nye norſke Landslovs Beſtemmelſer herom vare ordnede i Udkaſtet til denne. Kort at ſige, de gamle islandſke Annalers Udſagn, at der nu kom norſk Lov til Island, indeholder bogſtavelig Sandhed, og hvad man nu fordrede af Islændingerne, var altſaa et fuldkomment Afkald paa det Tilſagn, Kongen havde givet dem i Tractaten af 1262, at de ſkulde faa beholde „islandſk Lov“.

At en ſaadan Lov, der ganſke omſtyrtede veie den beſtaaende offentlige og private Ret, maatte møde Modſtand, var naturligt; men det er kun merkeligt, at Modſtanden ikke var ſtørre, og det kan blot forklares af Menigmands Misfornøjelſe med det gamle Syſtem. Allerede den ſamme Sommer, Lovbogen var ſendt ud, blev, ſiges der, Thingfarebaalken og Artiklerne om Thegngilde ſaavel ſom to Artikler af Arvebaalken vedtagne[25]. Dette berettes ganſke kort og godt, uden nogen Bemerkning, uagtet Thingfarebaalkens Vedtagelſe var den egentlige Revolution, ſaaſom derved hele den gamle Statsforfatning afſkaffedes. Fra dette Øjeblik af exiſterede der ikke længer nogen Godord; hvad der nu kaldtes Althing, havde, ſom vi nylig have ſeet, kun lidet mere end Navnet tilfælles med det gamle; man havde anerkjendt Oprettelſen af Lagmands-Embedet ſaavel ſom af Sysſelmands-, eller ſom det endnu kaldtes, Valdsmands-Embedet. Det ſynes dog, ſom om Godordsmændene maatte have gjort nogen Modſtand, eller betinget ſig nogle Fordele til Erſtatning, førend de fraſagde ſig deres Godord, men derom berettes intet. Tvert imod, man ſkulde ſnareſt formode, at de ingen Betingelſe have ſat, thi førſt ſenere, i den nye Overeenskomſt, ſom ſluttedes med Kong Haakon, Magnus’s Søn, beſtemtes det udtrykkeligt, at Lagmænd og Sysſelmænd ſkulde være islandſke, og af deres Ætt, ſom før havde opgivet Godordene. Det ſlaar dog ikke fejl, at mange have været misfornøjede hermed, og med blødende Hjerte ſeet deres ældgamle, ærværdige, om end til de daværende Forhold mindre pasſende Statsforfatning erklæret død og magtesløs, men de have enten ikke vovet at hæve deres Røſt, eller talt for døve Øren. Biſkop Arne, Kongens Ven og ivrige Hjelper i alt hvad der vedkom det Verdslige, kan man vel for en meget ſtor Deel tilſkrive dette over al Forventning gunſtige Udfald, thi hans Indflydelſe paa Almuen var allerede overordentlig ſtor. Hvad Thegngildet angaar, da tilføjes der „over alt Landet“; dette Tillæg ſigter rimeligviis til, at det allerede var vedtaget i en Deel af Landet; i enkelte Annaler findes det nemlig antegnet, at Thegngildet blev vedtaget i Aaret 1269[26]: dette, ſammenholdt med hiin beſtemte og over al Tvivl hævede Angivelſe, at den almindelige Vedtagelſe af denne Bod fandt Sted i 1271, kan kun forklares om en partiel Vedtagelſe i hiint Aar, og denne partielle Vedtagelſe har ſikkert igjen været i Arnes Biſkopsdømme, ſandſynligviis paa Sønderlandet. Af de to Capitler af Arvebaalken, ſom vedtoges, er det ene det nys omtalte, der erklærer de Børn, en Mand har faaet med ſin lovlige Fæſtemø, for fuldkommen arveberettigede (en Beſtemmelſe, der allerede forekommer i Kong Magnus’s Chriſtenrets-Udkaſt)[27]; den anden, om Arv- eller Ættledning, væſentligſt ventet fra Gulathingsloven, og i den omarbejdede Form, hvorunder den findes i den islandſke Lov, ogſaa optagen i den norſke Landslov[28]. Mere blev dengang ikke antaget, altſaa var den ſtørſte Deel af Privatlovgivningen ſaavel ſom hele Frændbods-Syſtemet endnu ved det gamle; men det vigtigſte var allerede udrettet, og det var at forudſee, at naar man førſt havde faaet Statsforfatningen omformet paa norſk Viis, maatte de tilſvarende Forandringer i den private Lovgivning næſten komme af ſig ſelv.

Imidlertid vedblev Biſkop Arne med ſine Beſtræbelſer for at faa Kirkegodſet fravriſtet de verdslige Høvdinger. Men jo ivrigere han drev herpaa, deſto ſtørre Modſtand mødte han. Henſkydelſen af Sagen om Odde-Godſet til Erkebiſkoppens Dom vakte megen Uvilje. Flere, ſom før havde været tilbøjelige til at viſe nogen Eftergivenhed, erklærede nu, at de ikke vilde vide af Erkebiſkop Jons Dom i disſe Sager, da han var aldeles uindviet i den rette Sammenhæng med Kirke-Patronatet paa Island; han vilde neppe, ſagde de, finde det billigt at tage Kirkegodſet fra dem, derſom han vidſte at de førſte Givet-e udtrykkeligt havde forbeholdt ſig og ſine Arvinger, ikke Biſkopperne eller Preſterne, Brugs- og Beſiddelſes-Retten. Ravn Oddsſøn, nu kongelig Statholder, tog ſelv Kirke-Ejernes Parti. Han erklærede ligefrem for alle og enhver, at Kongen aldeles ikke vilde taale, at man ſaaledes fratog Bønderne deres Ejendom, eller at de banſattes uden Aarſag Biſkoppen ſvarede igjen, at Ravn havde fundet paa dette af ſig ſelv, uden at have faaet nogen Meddelelſe af Kongen derom, og efter den canoniſke Ret havde ingen anden end Gejſtlige at foreſtaa Kirkens Ejendomme. Dog fik han ikke længer Bugt med Almuen, der nu ved Ravns Erklæring fattede ſaa meget mere Mod til at hode ham Trods. Biſkoppen ſkrev nu til Erkebiſkop Jon, berettede hvad der var ſkeet, og klagede ſin Nød for ham. Allerede ſtrax efter Forliget med Odde-Folkene havde han ſkrevet til Kongen og bedet ham, ſom en ſand og fuldkommen Ven af Kirken „at ſtoppe Munden paa disſe Kirkens Uvenner og hans Modſtandere“. Kongen ſvarede ſærdeles venligt, lovede at underſtøtte ham, og ſagde at han ønſkede baade at ſee ham og de øvrige meſt anſeede Islændinger hos ſig for at raadſlaa om denne vanſkelige Sag, men fordrede derhos at Biſkoppen til Gjengjeld ſkulde gjøre ham den Villighed at bruge al ſin Indflydelſe for at faa den nye Lov vedtagen. Han ledſagede Brevet med gode og koſtbare Foræringer[29]. Overbringeren var den før nævnte Eindride Bøggul, der ſynes at have forladt Island om Høſten 1271, ſiden det heder, at han nu kom ud igjen 1272, lidt før Thinget. Paa dette Thing drev virkelig ogſaa Biſkop Arne det til, at hele Loven, paa Arvebaalken nær, blev antagen; og hvad denne Arvebaalk angaar, er det endog ſandſynligt, at Kongen ſelv har ønſket dens Antagelſe udſat indtil videre, da han nu ganſke ſikkert maa have været beſkjeftiget med, eller have haft i Sinde, at lade udarbejde en ny. Saaledes havde da Island paa et eneſte Aar faaet fuldkommen ny Statsforfatning og Lovgivning. Fra at være en i ſin indre Frihed ſelvſtændig, om end ſkatſkyldig Republik, blev det nu ſaa godt ſom et norſkt Landſkab, i det mindſte med de monarchiſke Former ligeſaa gjennemførte i alle Adminiſtrationens Grene ſom nogenſteds i Norge ſelv, og med ſporløs Udſlettelſe af alle republikanſke Merker[30]).

Af denne Aarſag bliver den her beſkrevne Antagelſe af Kong Magnus’s nye Lov i Aaret 1271 og 1272 at betragte ſom en Begivenhed af yderſte Vigtighed i den islandſke Hiſtorie, ſkjønt Loven ſelv ikke kom til at gjelde i mange Aar, førend den afløſtes ved en ny. Thi denne nyeſte Lov, der kun er en for Island indrettet Tillempning af Kong Magnus’s norſke Landslov, var ſaaledes blot at anſee ſom en Forbedring og Fuldſtændiggjørelſe af den foregaaende, og medførte ingen radical Forandring af et allerede beſtaaende Syſtem. Forandringen, eller rettere Revolutionen, var ſkeet ved Antagelſen af hiin: fra det Øjeblik af maa man paa Island datere Begravelſen af den ældgamle republikanſke Forfatning, og Indførelſen af norſke monarchiſke Inſtitutioner, ja endog af norſk Privatret. Fra det Øjeblik kan man førſt ſige, at Islands Tilſlutning til Norge var fuldkommen.

Til Lagmand efter den fuldſtændige Vedtagelſe af den nye Lovbog beſkikkedes Sturla Thordsſøn. Heller ikke var nogen nærmere dertil, da han ſelv havde været med at udarbejde den, og ſaaledes maatte kjende den nøje, førend endnu nogen anden Mand paa Island havde kunnet ſætte ſig ind i dens aldeles nye Beſtemmelſer. Vel omtales Thorleif Reym, en gammel Tilhænger af Gisſur, ſom Lagmand i 1271, ligeſom tidligere i 1268 og 1263, men juſt dette viſer, at Benævnelſen „Lagmand“ nu er urigtig[31]. Men merkeligt er det, at man for det førſte fik to Lagmænd paa een Gang. Foruden Sturla, der udnævntes til Lagmand fra nyt af, blev ogſaa den allerede 1269 fungerende Lovſigemand, Jon Einarsſøn, nu udnævnt til Lagmand, og ſynes, ſaavidt man af de ſparſomme Beretninger kan ſkjønne, med ſtørre Kraft og Iver end Sturla at have arbejdet paa at faa den nye Lovs Beſtemmelſer gjennemførte.

Senere udnævntes ogſaa, ſom det vil ſees, Sysſelmænd for Island. Ravn Oddsſøn fik denne Titel for ſit Diſtrict; Thorvard Thorarinsſøn for Størſtedelen af Sønderlandet og Øſterlandet, Asgrim Thorſteinsſøn, Broder af Eyjulf Offe, og i ſin Tid virkſom ved Overfaldet paa Flugumyre, fik ſiden ved Biſkop Arnes Hjelp Sysſel paa den ſydveſtlige Kant af Sønderlandet, mod Borgarfjorden[32]. Maaſkee ogſaa flere udnævntes, men deres Navne kjendes ej.

Det er et gammelt Sagn, at denne Lov, der blev antagen i 1271 og 1272, ſkal have været kaldet Jarnſida, og dette ſætter man i Forbindelſe med dens korte Varighed, ſom om den ſkulde have faaet Navnet formedelſt ſin Strenghed, og derfor ſaa tidligt være afløſt af en ny. Af det allerede anførte vil man letteligt ſkjønne, at det ſlet ikke forholder ſig ſaaledes. Loven af 1271—72 er, ſom bygget paa de nyere, humanere Principer, mildere end baade de ældre norſke og den ældre islandſke Lov, og i det væſentlige ikke ſtrengere end den yngre Lov af 1280, undtagen at Bøderne ikke, ſom i den yngre Lov, ere nedſatte til en Trediedeel. Aarſagen, hvorfor den blev afløſt af denne, er kun den, at man ønſkede en Lov for Island, der ſluttede lig nærmere til den da i Norge gjeldende Lovgivning, vel ogſaa at den ſom et Haſtverksarbeide var ufuldkommen, og trængte til mange Forbedringer. Navnet „Jarnſida“ kan ikke være Lovens, men maa, om det virkelig har været brugt, være Bogens Navn, ſandſynligviis efter den Indbinding, ſom den da havde. Den har og, ſom det ovenfor er nævnt, været kaldet Haakonarbok, men dette Navn pasſer daarligt, da den jo øjenſynligt er bleven udarbejdet under Kong Magnus[33].

  1. Se ovf. S. 376.
  2. Sturlunga-Saga III. Cap. 25, 26.
  3. Annalerne for 1267, 1268.
  4. Se Safn til Sögu Íslands S. 582, hvor der er anført et Sted af den endnu utrykte Biſkop Gudmunds Saga, nemlig: „Thord Sturlasſøn kalder til ſig ſin Søn Sturla, der ſiden blev Kong Magnus’s Ridder, ſamt Lagmand, og med hvis Raad og Tilſagn Kongen ſkrev den førſte Lovbog, Island fik, efter at have underkaſtet ſig Kongens Magt. Med denne Lov kom Hr. Thorvard Thorarinsſøn til Øen i Øſtfjordene, og den ſtod i 15 Aar, indtil oftnævnte Kong Magnus ſkrev en anden Bog efter Jon Einarsſøns Raad“. Da nu denne ſidſte Lovbog kom til Øen 1280 og blev antagen 1281, faar man, naar man regner derfra, 1265 og 1266 ſom det Aar, hvortil Sagaen her ſigter. Vel veed man, at Sturla og Thorvard kom med den ældre Bog ogſaa i 1271 og at den da blev virkelig lovtagen, men dette hindrer ikke, at Kongen kan have overdraget de ſamme Mænd at gjete et tidligere Forſøg, og af Annalerne erfare vi, at Thorvard virkelig rejſte til Island 1265, medens Sturlas Hjemrejſe ſamme Aar berettes i Sturl.-Saga X. 18, ſaaledes ſom det her ovenfor er meddeelt.
  5. Det oven anførte Udtryk „Loven ſtod i 15 Aar“ behøver ikke at tages i anden Betydning end at det var den, om hvis Antagelſe der l Løbet af 15 Aar var Tale, indtil Jonsbogen kom.
  6. Arne Biſkops Saga Cap. 4.
  7. Jørund ſees af Annalerne allerede i 1265 at have begivet ſig til Norge. Maaſkee havde han faaet en Anbefaling fra fine Landsmænd til Erkebiſkoppen liig den, Arne ſiden fik. Jørunds Moder Gudlaug nedſtammede i 6te Led fra Thorgils Arrebeinsſtjup.
  8. Se Dipl Norv. III. No. 61, det Brev, hvorved Erkebiſkop Haakon i 1267 ſkjænkede Chorsbrødrene i Nidaros Haugs Kirke (ſ. o. S. 470); her nævnes blandt Chorsbrødrene „dominus Thorlawus“.
  9. Arne Biſkops Saga Cap. 5.
  10. Se ovf. S. 520.
  11. Se ovf. til. S. 253, 254.
  12. Om Thorleif Beiskalde er der ovenfor talt, ſe iſær III. S. 791. Jvfr. herom Finn Jonsſons isl. Kirkehiſtorie, IV. S. 24, 25. Man ſkulde formode, at den frygtelige Ildebrand paa Hitardal, 1148, hvori Biſkop Magnus omkom, har været en af Aarſagerne, hvorfor Thorleif beſluttede at overgive fin Gaard til helligt Brug.
  13. Om Steinvars og Oddefolkenes Slægtſkabsforhold ſe foregaaende Bind III, Slægttavle 11 og 13.
  14. Arne Biſkops Saga Cap. 6, 8.
  15. Orm var en Søn af den i 1241 afdøde Orm Jonsſøn paa Svinafell, fød ſtrax efter Faderens Død, ſe ovf. S. 227, jvf. Sturlnnga Saga VII. 48.
  16. Annalerne for 1267, 1268.
  17. Isl. Annaler ved 1270; her ſtaar der „drukknan Orms Ormssunar, 6 kal. Octbr. (26de Septbr.)“ uden at man kan ſee, hvorledes han druknede.
  18. Dette ſees af Arne Biſkops Saga Cap. 9, hvor det udtrykkeligt heder, at Ravn af Kong Magnus havde faaet halve Island.
  19. Dette maa man ſlutte deraf, for det førſte, at det i og for ſig ſelv vilde have været uſandſynligt, at en Lovbog, der kun gjaldt faa kort ſom denne, ſkulde have oplevet flere Afſkrifter; for det andet, at Lovbogen, foruden den nye Lov, ogſaa indeholder den gamle islandſke, eller Graagaas, ſkreven med ſamme Haand ſom hiin, og foran den, ſaaledes at „Graagaas“ endog egentlig begynder Bogen, kun fraregnet at det aller førſte, ſom findes ſkrevet i den, er det forhen omtalte „Domme-Capitel“, hvilket indeholder Formaninger og Advarſler for de opnævnte Dommere, der i Følge det nye Syſtem ſkulde bedømme enhver Injurieſag, og ſom aabenbart ſees at tilhøre Artiklerne, der vedtoges paa Rigsmødet 1271, ſ. o. S. 522, 523. Den Omſtændighed at den ældre Lov, der endog efter den nye Lovs Antagelſe ſkulde være afſkaffet, findes heel optagen, ſynes nemlig at viſe, at Bogen nærmeſt har været indrettet for de Mænd, der ſkulde faa den nye Lov antagen, for at de under Debatterne ved ethvert Punkt kunde have den ældre Lov ved Haanden og henviſe til den, ſamt vel ogſaa for at Sturla, der, ſom vi ville ſee, ſkulde være den førſte Lagmand, der dømte efter den nye Ret, altid kunde benytte den ældre ſom Subſidiærret, hvor hiin var ufuldſtændig. At hiint Domme-Capitel ſattes foran, er aabenbart kun ſkeet af den Grund, ſom ogſaa forhen er berørt, at det ſaa ofte ſkulde oplæſes, og man derfor vilde have det paa et Sted, hvor det lettere kunde findes; ſaaledes fatte man det da paa en Side foran i Bogen, medens der paa det rette Sted i Loven ſelv kun findes den førſte Linje med en Henviisning (Norges gl. Love I. S. 275). Det meſt afgjørende Beviis af alle bliver dog dette, at den Konge-Arvelov, ſom her findes optagen, er Konge-Arveloven af 1260, ikke den af 1273, hvilken jo naturligviis maatte have været indtagen, om Afſkriften var yngre; medens paa den anden Side Optagelſen af Artiklerne fra Mødet i Bergen 1271 viſer at i det mindſte den Deel, der indeholder den nye Landslov, er ſenere end dette. Thi heraf ſees det aldeles beſtemt, at Afſkriften maa være beſørget i Mellemtiden mellem Mødet 1271 og Mødet 1273, og i den Tid kan der ikke godt være Tale om mere end eet Exemplar.
  20. Nevndarmændenes Antal angives ſaaledes: fra Mula-Thing 6, Rangaa Thing 15, Aarnes-Thing 20, Kjalarnes-Thing 15, Thorsnes-Thing 12, Thorſkefjord-Thing 8, Hunavatns-Thing 10, Hegramo-Thing 15, Vadle-Thing 12, Thinguja-Thing 6.
  21. Jarnſida Cap. 21.
  22. Thorleif og Ketils Chriſtenret Cap. 15.
  23. Se ovf. S. 523.
  24. Se Udg. af Jarnſida i N. gl. Love I., hvor det neden under hvert Capitel er anført, hvor vidt det er taget fra Gulathingsloven eller Froſtathingsloven. En fuldſtændig Tabel over Kilden til hvert Capitel findes i Fortalen til Kjøbenhavner-Udgaven S. VII—IX. Her ſees det, at „Graagaas“ kun har leveret eet Cap. i Mannhelgen, 14 i Landabrigde og Landsleje-Baalken, 3 i Kjøbe- og Tyve-Baalken.
  25. Biſkop Arnes Saga Cap. 9, Annalerne ved 1271.
  26. Se enkelte af Annalerne, ligeledes Biſkop Laurentius’s Saga, der for hvert Aar af Laurentius’s Liv anfører de i Annalerne antegnede Begivenheder, og ſaaledes ſlutter ſig til disſe. Der ſtaar udtrykkeligt i Laurentius’s 3die Aar (1269) tilſtode Islændingerne Kong Magnus Thegngilde, blev Arne indviet til Biſkop i Skaalholt, og Erlend til Biſkop i Færøerne. Rigtignok ſtaar der ogſaa her, ſaavel ſom i enkelte Annaler, for det følgende Aar (1270), at Islændingerne toge ved Kong Magnus’s Lov; men dette maa enten være urigtigt, eller ſigte til en partiel Vedtagelſe af en enkelt Lovbeſtemmelſe, hvorom nu ellers intet vides.
  27. Kong Magnus’s Chriſtenret, Gulathings-Lov Cap. 24. Jarnſida Cap. 68.
  28. Gulathings-Lov Cap. 53. Jarnſida Cap. 70. Nyere Landslov, Cap. 8.
  29. De Gaver, Kongen ſkjenkede Arne, opregnes ſaaledes: „et uden og indentil forgyldt Sølvkar, to „Ormetunger“ og en Budk med „Electuarium“ godt for Froſt“.
  30. Biſkop Arnes Saga Cap. 9.
  31. Det er dog kun Annalerne, der for hine Aar give Thorleif den urigtige Titel „lögmaðr“ i Stedet for „lögsögumaðr“. Men disſe bruge Benævnelſen lögmaðr langt tidligere, eller hvad der nok egentlig er Tilfældet, Udgiverne af den arnamagnæanſke Udgave have ſat lögmaðr i Stedet for det latinſke legifer, ſom det bedſte Haandſkrift, nemlig Annales regii, har. Biſkop Arnes Saga Cap. 10 udtrykker ſig ſaaledes: „denne Sommer tog Sturla Thordsſøn ved Lagſagaen, for havde Thorleif Reym haft den“. Benævnelſen „Lagſaga“ om Embedet var det eneſte, man beholdt fra Lovſigemands-Tiden; dog er herved at bemerke, at ogſaa i Norge og Sverige Lagmandens Embede kaldtes „Lagſaga“, i Sverige kaldes det ſaa endnu.
  32. Arne Biſkops Saga Cap. 26. Om Asgrim ſ. ovf. S. 315, 316.
  33. For Navnene Jarnſida og Haakonarbok har man ingen ſamtidig Autoritet. De ſynes kun gjennem Traditionen at være komne til i ſenere Tider. Se ellers ovenfor, S. 484.