Det norske Folks Historie/5/59

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det Medhold, ſom den kongelige Statholder, Ravn Oddsſøn, gav dem, der modſatte ſig Biſkop Arnes Beſtræbelſer for at faa Kirkegodſet unddraget de verdslige Høvdingers Patronat, ſynes ogſaa at have givet andre Mod til at efterfølge deres Exempel, ja man kan næſten ſige, at alle de ſtørre Høvdinger rejſte ſig ſom een Mand imod ham, og henſkøde deres Sag under Kongens og Erkebiſkoppens Dom. Da denne Sag ſaaledes var af yderſte Vigtighed, beſluttede Arne at modtage Kongens venlige Indbydelſe for ſelv at være tilſtede og føre den. Han indſkibede ſig derfor allerede om Sommeren 1272, og drog over til Norge, hvor Kong Magnus modtog ham med ſtørſte Venlighed. Samtidigt droge ogſaa flere af de verdslige Herrer over, nemlig førſt og fremſt Sighvat Halfdansſøn af Odde, forſynet med Fuldmagt af ſine Brødre til at ſvare paa deres ſaavel ſom paa ſine egne Vegne; desforuden ogſaa Sysſelmændene Ravn Oddsſøn og Thorvald Thorarinsſøn, Sighvats Svoger; Ketil Loftsſøn, der fordrede Hitardal, Einar Thorvaldsſøn, der ikke vilde overlade Veſtfjordens Kirke til Biſkoppen, og flere. Alle disſe Herrer tilbragte ſaaledes Vintren i Norge, ſaavel ſom Biſkop Arne, der benyttede ſig af Lejligheden til at lade ſig nøje underrette af Erkebiſkoppen om, hvilke Beſtemmelſer denne agtede at optage i ſin nye Chriſtenret, for at han kunde indrette den islandſke Chriſtenret derefter. Erkebiſkoppen havde allerede ſkriftligt befalet ham at gaa aldeles frem paa ſamme Viis paa Island, ſom han ſelv gik frem i Norge. Sandſynligviis havde vel Erkebiſkoppen, ſom vi ovenfor have viiſt, Udkaſtet til ſin Chriſtenret færdig, ſaa at Arbejdet blev Arne ſaa meget lettere. I Betragtning af at dette vigtige Anliggende, nemlig Udarbeidelſen og Indførelſen af en ny Chriſtenret, ſaavel ſom de nys rejſte Stridsſpørgsmaal, ſelv om de afgjordes til Arnes Fordeel, i lang Tid vilde komme til at optage hele hans Virkſomhed, fritog Erkebiſkoppen ham, ſom det ovenfor er omtalt, for at drage i egen Perſon til Kirkemødet i Lyon, naar dette ſkulde holdes, ſaa meget mere ſom det havde ſine Vanſkeligheder, i Haſt at ſkaffe de dertil fornødne Penge fra Island. Det blev aftalt, at Chorsbroderen Sighvat ſkulde drage i hans Sted og med hans Fuldmagt. Denne Sighvat var, ſom ovenfor nævnt, nys kommen tilbage fra Rom og havde medbragt Indkaldelſen; han havde ogſaa, under ſit Ophold i Rom, af Venſkab for Arne udvirket et paveligt Privilegium, hvorved han bemyndigedes til at give Abſolution i 30 reſerverede Sager.

Biſkop Arne deelte ſin Tid under Opholdet i Norge mellem Conferencer med Erkebiſkoppen og Beſøg hos Kongen, der fremdeles viſte ham megen Opmerkſomhed og Venſkab, og navnlig havde ham med ſig ved ſin Sammenkomſt i Marts Maaned med den ſvenſke Konge Valdemar i Sarpsborg. Sandſynligviis har da Biſkop Arne tilbragt Julen hos Kong Magnus i Tunsberg. Paadømmelſen af den vigtige Sag om Kirkegodſet beſtemtes at ſkulle ſkee ved det ſtore Rigsmøde, ſom denne Sommer ſkulde holdes i Bergen, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er berettet. Vi have ſeet, at de verdslige Høvdinger fordrede Sagen paadømt af Kongen og Erkebiſkoppen i Forening, medens Biſkop Arne ſtedſe havde paaſtaaet, at han ikke vilde erkjende Kongens Dom, med mindre han ſamtykkede med Erkebiſkoppen, hvilket med andre Ord var det ſamme ſom at Erkebiſkoppen ſkulde være Enedommer, og da kunde man vel paa Forhaand vide, hvad Udfald Sagen vilde faa. Arne drev her ogſaa ſin Vilje igjennem. Til Kongen ſtilede man kun den Anmodning „at ſidde hos ved denne Dom“, altſaa ikke i Egenſkab af Meddommer, kun ſom Raadgiver, eller for at paaſee at alt gik ordentligt til. Kongen, ſom vel ikke ſyntes videre om denne Anordning, foreſlog at man ſkulde indſtevne Sagen for Pavens Domſtol, og tilbød ſig at ſkaffe en duelig Mand dertil, naar Biſkoppen vilde bekoſte Rejſen. Men herpaa vilde Biſkoppen ikke indlade ſig. Kongen overdrog da Stallaren Audun Hugleiksſøn, der havde Ord for at beſidde den grundigſte Kundſkab i den fædrelandſke Ret, og Kantſleren Thore Haakonsſøn, der var vel forfaren i den canoniſke Ret, at have Indſeende med, at Sighvat Halfdansſøn ikke leed Overlaſt. Man vilde nemlig begynde med Sagerne om Odde- og Vatnsfjord-Godſet, da disſe vare de vigtigſte, og den Torn, der faldt heri, ſaaledes tillige vilde blive et Præjudicat for alle de øvrige Sager. Sagen behandledes, ſom det ovenfor er nævnt, i Løbet af Juli Maaned, ſtrax efter at den nye Konge-Arvelov ſaavel ſom mange andre vigtige Punkter vare vedtagne, og Kongens Sønner højtideligt havde været udnævnte, Erik til Konge og Haakon til Hertug. Arne begyndte med at klage over at Sighvat og hans Brødre tilegnede ſig St. Nicolai Kirke i Odde, med alt dens tilliggende Gods, og opfordrede Erkebiſkoppen til at tildømme den hellige Kirke al den Rettighed, ſom her tilkom den, og ham ſelv, Biſkop Arne, ſaavel ſom hans Efterfølgere paa Skaalholts Biſkopsſtol fri og uhindret Beſtyrelſe af ſamme Kirke og dens Gods. Sighvat paaberaabte ſig Sæmund Sigfusſøns Dispoſition, ifølge hvilken han ſelv og alle hans Efterkommere til evig Tid ſkulde raade derfor. Biſkop Arnes Preſt ſvor i hans Navn, at Biſkoppen ſkulde ſige Sandhed i hvad ſom han denne Sag vedkommende blev ſpurgt om, det ſamme ſvor Sighvat i ſit eget Navn, ligeſaa Einar Thorvaldsſøn med Henſyn til Vatnsfjord. Han paaberaabte ſig at hans Farfaders Fader Thord Thorvaldsſøn havde ladet Vatnsfjord Kirke opbygge og indvie med den „Maaldage“, at han ſelv og hans rette Arvinger ſkulde raade for den. Hverken Sighvat eller Einar kunde imidlertid, paa Foreſpørgſel, negte, at Odde og Vatnsfjord Gods var og kaldtes Kirkegods. Heller ikke negtede Sighvat, at hans Moder havde kjøbt det af Bjørn Sæmundsſøn og Sæmund Haraldsſøn. Disſe Indrømmelſer vare tilſtrækkelige for Arne. Han ſvarede, at ſaa vidt han havde lært at forſtaa „Jura“, tilkom det alene Biſkopperne at raade over Kirkerne og deres Gods, og Lægmænd og Ulærde vare aldeles uberettigede til at tilegne ſig og arve dem; lige ſaa lidt kunde de ſælges, uden ſtor „Sjæle-Fare“. Erkebiſkoppen dømte aldeles til Fordeel for Kirken. Saadanne Contracter og Beſtemmelſer, ſom disſe, vare fra førſt af utilladelige, ſagde han, og kunde derfor heller ikke ſenere komme i Betragtning. Man afholdt ſig imidlertid, ſom det ſynes, viſeligen fra at underſøge, hvor vidt overhoved noget af alt dette her omſpurgte Gods vilde have været ſkjenket til Kirken, hvis Giverne havde kunnet vide, at man ſenere deri vilde ſøge Retsgrund til at drive deres Arvinger fra deres gamle Ættegods. Dommen lød, at Nicolai Kirke i Odde og St. Olafs Kirke i Vatnsfjord med alt tilliggende Gods ene og ſtedſe ſkulde ſtaa under Forvaltning af Skaalholts Biſkopper, og at Sighvat og hans Brødre ſaavel ſom Einar aldeles ingen Fordring ſkulde have derpaa. Sighvat anførte nu, ſom yderſte Tilflugt, at Sæmund Jonsſøn i ſin Tid havde laant ſin Broder Biſkop Paal til hans Vielſesrejſe 60 Hundreder imod at hæve Biſkopstiende til et Beløb af 6 Hundrede aarligt af en Deel Gaarde i Nærheden af Odde, indtil de 60 Hundreder vare betalte. Men Erkebiſkoppen betragtede den ſom Afdrag, og Laanet følgelig ſom betalt i 10 Aar; da der nu var gaaet 78 Aar hen ſiden Biſkop Paals Indvielſe (1195), blev Sæmund Jonsſøns Arvinger paa den Maade endog ſkyldige Biſkopsſtolen over 400 Hundreder, hvilke Erkebiſkoppen da ogſaa ſtrax tildømte dem, men ſom Biſkop Arne gjorde Afkald paa, idet han dog forbeholdt ſig ſin Ret til dem af Arvingerne til Odde-Godſet, ſom ſenere maatte viſe ſig gjenſtridige mod ham eller Kirken (24de Juli)[1]. Da denne Dom var falden, gave de øvrige, der havde lignende Sager at føre, uopfordret efter, og Biſkop Arne gik ſaaledes fuldkommen ſejrrig af Striden. Efter vore Foreſtillinger ſynes det imidlertid, ſom om Sagen ikke har været ført med tilſtrækkelig Upartiſkhed. Erkebiſkoppen dømte jo, ſtrengt taget, i ſin egen Sag. Han havde viſtnok den ſtrenge Ret for ſig, men Billighed tilſagde dog, at Kirke-Ejerne nøde nogen Skadesløsholdelſe, fordi man ſaa ganſke afveeg fra hvad der havde været de førſte Giveres Mening. Det viſer for øvrigt, hvor mægtig Kirken nu var, at Kongen ikke, ſelv eller gjennem hine Mænd, ſynes at have gjort nogen Indſigelſe i Billighedens Navn, eller, om han virkelig har gjort den, formaaet at ſaa den tagen til Følge. Han ytrede ikke engang, ſaa vidt det lader, nogen Utilfredshed med Biſkop Arne, men ſkiltes fra ham, ſom det ſiges, med ſtørſte Venlighed. Aarſagen hertil var dog vel for en ſtor Deel de Fortjeneſter, Biſkop Arne havde indlagt ſig af at faa den norſke Lov vedtagen paa Island, og ſom han fremdeles lagde for Dagen, ligeſom overhoved den oprigtige Varme, hvormed han omfattede Kongens Ønſker i alt hvad der ej ſtødte an mod Kirkens Interesſer.

Biſkop Arne maa have forladt Norge, førend Overeenskomſten mellem Kongen og Erkebiſkoppen ſluttedes den 1ſte Auguſt; thi ellers vilde man vel have fundet hans Navn blandt de i Beſeglingen af Forligs-Acten nævnte Biſkoppers. Ogſaa Ravn Oddsſøn og Thorvald Thorarinsſøn vendte denne Sommer tilbage til Island. Før Afrejſen overdrog Kongen dem ſom Sysſelmænd Beſtyrelſen over hele Island i hans Navn, ligeſom Ravn og Orm forhen, og lod dem i Erkebiſkoppens og mange andre anſeede Mænds Nærværelſe, ſværge hinanden indbyrdes Troſkabs-Eed og Staldbroderſkab[2]. Ved deres, ſaavel ſom Biſkop Arnes og Sturla Lagmands kraftige Medvirkning blev, ſiges der, den norſke Arvebaalk antagen endnu ſamme Høſt, ved Mortensmesſe (11te November). Hvorledes dette gik til, er ikke nærmere forklaret; paa den Tid af Aaret var der intet almindeligt Thing, og om Vedtagelſen er ſkeet diſtrictsviis, kan den igjen vanſkeligt have fundet Sted paa een og ſamme Dag over hele Øen. Denne Sag er ſaaledes meget dunkel. Det er tillige, ſom ovenfor antydet, et ſtort Spørgsmaal, hvor vidt den nu vedtagne „norſke Arvebaalk“ var den, ſom ſtod i den Lovbog, der ſendtes ud i 1271. Thi en ny Arvelov var nu, ſom vi have ſeet, vedtagen i Norge, lige under Biſkop Arnes og de andre islandſke Høvdingers Øjne, og det er dog ikke ſandſynligt, at disſe da ſkulde have ladet den forældede Arvelov antage, for ſtrax efter at ombytte den med en ny. Snarere maa man formode, at de have haft en Afſkrift af den nye Arvelov med ſig, og forelagt deres Landsmænd den til Antagelſe[3].

Den Sejr, Biſkop Arne havde vundet ved Dommen om Kirkegodſet, gav ham nu en afgjort Overvegt, der ogſaa forhøjedes ved hans ſtore Popularitet blandt de lavere Klasſer. Det maatte heller ikke vække liden Foreſtilling om hans Magt, at man ſaa den højbyrdige, mægtige Sighvat Halfdansſøn nødſaget til at flytte fra den Gaard, hans Forfædre i ſaa mange Generationer havde beſiddet, og opſlaa ſin Bolig paa et andet Sted. Sighvat ſelv blev alligevel ſnart en af Biſkoppens ivrigſte Venner. Uden Skaanſel tvang Arne de Gejſtlige, der endnu levede i Egteſkab, til at ſkille ſig ved deres Koner; ſaaledes maatte Egil Salmundsſøn paa Reykjaholt, der havde Subdiacon-Vielſe, fraſige ſig ſin Huſtru, med hvem han havde været gift i mange Aar, og haft fem Børn. Denne Strenghed var ej alene ſimpelt hen en Hævden af Coelibatsbudet, men ſtod ogſaa i den nærmeſte Sammenhæng med Vindicationen af Kirkegodſet; thi det havde, ſom vi vide, oprindeligt været de Høvdingers Mening, der opførte Kirker og ſkjenkede deres Ejendomme dertil, at de ſelv og deres Efterkommere tillige ſkulde beklæde de dertil hørende gejſtlige Embeder, uden dog i mindſte Maade derfor at opgive deres verdslige Stilling, eller ophæve deres Familieliv. At det lykkedes Biſkop Arne at ſætte ſin Vilje igjennem, endog naar den ſyntes at ſtride mod Billighed, viſer hvor ſtor hans Anſeelſe maa have været. Han var heller ikke den, ſom lod en ſaadan Overvegt og Indflydelſe ubenyttet. I Løbet af Vintren 1273—1274 udarbejdede han ſin nye Chriſtenret efter de Principer, hvorom han og Erkebiſkop Jon vare blevne enige, eller maaſkee rettere efter det ham af Erkebiſkoppen meddeelte Udkaſt, og fik allerede paa Althinget 1275 den ſtørſte Deel deraf lovtagen, kun med Undtagelſe af nogle faa Capitler, og midlertidigt, indtil det erfaredes, hvor vidt Kongen og Erkebiſkoppen vilde forordne nogen anden Chriſtenret[4]. Biſkop Arne formodede vel, at man nu kunde betragte Tviſten mellem Kirken og Kronen ſom ganſke afgjort til den førſtes Fordeel, og ſelv de verdslige Høvdinger, der havde ſamtykket i den nye Chriſtenret, tænkte vel neppe, at der vilde opſtaa nogen Vanſkelighed med Henſyn til Bekræftelſen af Overeenskomſten, hvorpaa den var bygget. Arne troede vel endog, at det førſte Skridt, Erkebiſkop Jon vilde gjøre efter ſin Hjemkomſt fra Conciliet, var at lade den Chriſtenret, han havde udarbejdet for Norge, lovtage. Den ſamme Tro, i Forbindelſe med Arnes ſtore Anſeelſe og Popularitet, var det vel og, ſom bevægede Thingmændene til at antage Chriſtenretten, uagtet, ſom vi ſtrax i det følgende ville ſee, flere af dens Beſtemmelſer i det mindſte vare Høvdingerne meget imod. Men ſtrax efter at Althinget havde været holdt, og Chriſtenretten vedtagen, kom Biſkop Jorund hjem fra et Beſøg i Norge, medbringende Afſkrift af de paa Conciliet fattede Statuter, ligeſom han da og maatte kunne give Beſked om, at Paven kun havde meddeelt en betinget Bekræftelſe paa Overeenskomſten, og at Betingelſerne vare af den Natur, at Kongen ikke kunde antage dem alle, hvoraf Følgen igjen maatte blive den, at Overeenskomſten endnu indtil videre maatte betragtes ſom ikke tilværende. Dette forandrede Sagens Udſeende. Med Overeenskomſten faldt ogſaa den Grundvold, hvorpaa den nye Chriſtenret hvilede, eller den Forudſætning, under hvilken den var antagen. De verdslige Herrer grebe derfor Lejligheden til at kvæle den i Fødſelen, og for Reſten til at ſætte ſig op mod Biſkop Arne, hvis Indflydelſe ej alene i gejſtligt, men ogſaa i verdsligt Henſeende de betragtede med Skinſyge, og hvis myndige Ferd overhoved var dem ubehagelig. Denne Myndighed lagde Arne iſær for Dagen, da han med ſin ſædvanlige Nidkjærhed ſøgte at bringe de paa Conciliet fattede Beſtemmelſer med Henſyn til Korstogs-Anliggendet i Udøvelſe. Han fik ej alene Tienden af de kirkelige Indtægter ordnet og beſtemt paa den for Sagen fordeelagtigſte Maade, men prædikede dertil ſaa ivrigt og indtrængende for Folket, at en Mængde toge Korſet, og at Bønderne endog vedtoge, at enhver, ſom betalte Thingfarekjøb, det vil altſaa ſige enhver ſkatteydende Indbygger af Landet, i hvert af de 6 Aar, hvorom her var Tale, ſkulde betale en Alen Vaadmaal til det hellige Lands Frelſe, til hvilken Afgifts Inddrivelſe han beſkikkede duelige Folk over hele Landet. Hertil kom nu ogſaa den Strenghed, hvormed han og Biſkop Jørund ſøgte at ſætte flere af den nys vedtagne Chriſtenrets Beſtemmelſer om Gaver og Afgifter til Kirken igjennem, medens de derimod fordrede fuldkommen Skattefrihed for ſine egne Folk. Om Høſten 1276 indløb der til Kongen en Skrivelſe fra Biſkopperne, Sysſelmændene, de haandgangne Mænd og hele Almuen paa Island, under alles Segl, hvori de meldte, at de paa Biſkoppernes Bud og efter Erkebiſkop Jons Foranſtaltning havde midlertidigt vedtaget den nye Chriſtenret til at gjelde, indtil Kongen og Erkebiſkoppen indrettede en anden, eller gjorde de Forandringer i den allerede vedtagne, ſom de fandt pasſende[5]. Men ved Siden heraf blev der og, heder det, forebragt Kongen, ſandſynligviis i fortrolige Breve, at Biſkopperne forbøde deres Huusfolk at betale Skat eller Thingfarekjøb, og at de lagde nye Skatter eller Byrder paa Folk, f. Ex. de ſaakaldte Madgaver paa Vandfaſte-Dagene om Sommeren — der netop paabydes i Chriſtenretten[6] — m. m., ligeſom der ogſaa klagedes over at Biſkopperne fordrede Tiende af Kirkegodſet til det hellige Lands Frelſe, og bade Almuen om at yde frivillige Gaver dertil. I den Anledning ſkrev da Kongen tilbage, ſaaledes ſom det forhen er anført, at man maatte ſee ſig vel for hvad man gjorde, inden man ſamtykkede i nogen ny Lov, hvad enten den gjaldt Chriſtenretten eller nogen ſom helſt anden Ret, førend han havde faaet afgjort med Erkebiſkoppen, hvad der ſkulde gjelde; hver den, ſom handlede herimod, vilde han ikke betragte med ſynderligt venſkabelige Blik; det var hans og Erkebiſkoppens, ingen andres, Sag, at forandre enten Chriſtenretten eller nogen anden Lov i hans Land. For Reſten tvivlede han ikke paa, at de, der havde vedtaget Chriſtenretten, havde gjort dette i den bedſte Mening. Med Henſyn til de Klager, der for Reſten førtes over Biſkoppernes nye Paalæg, forbød han udtrykkeligt hver og een Lægmand at underkaſte ſig nogen ſom helſt Afgift, der ej havde beſtaaet fra gammel Tid, om end kun af en eneſte Alen Vaadmaal, og ſagde at man heri kunde henſkyde ſig under ham; hvad derimod Gaverne til det hellige Lands Frelſe angik, og Prædikenerne efter Pavens Bud, erklærede han det ſaa langtfra, at han vilde forbyde dette, at han tvertimod anſaa den, der tog Korſet, eller ſkjenkede af fine Midler til det hellige Land, for bedre end den, der ikke gjorde det, ligeſom han med Henſyn til Almisſer overhoved ytrede, at han ſyntes godt om, at enhver uopfordret gjorde for ſin Sjæl, hvad Gud indgav ham. Man kunde da gjerne, om man vilde, ogſaa yde den Almisſe, hvorom her var Tale, men ellers maatte man ikke formeligt underkaſte ſig nye Beſtemmelſer, uden at de udgik fra Kongen[7]. Disſe Breve fra Kongen bleve overleverede Biſkop Arne og de øvrige, til hvem de vare beſtemte, juſt ſom de ſad i et prægtigt Bryllup paa Madrevalle, hvor foruden Biſkop Arne ogſaa Biſkop Jørund, Abbederne af Vidø og Tveraa, Ravn Oddsſøn, Jon Lagmand og mange andre Høvdinger vare tilſtede. Brevene bleve ſtrax ivrigt læſte, og Stemningen mod Biſkop Arne gav ſig tydelig nok tilkjende derved at man i Spøg lod falde Ord om, at Thangbrand Preſt nok var kommen igjen for at chriſtne Island anden Gang[8]. Imidlertid kunde deres Triumf over Biſkop Arne enda ikke være ſaa ſtor, thi i et andet Brev, hvori Kongen forordnede et og andet med Henſyn til Regjeringen paa Island, viſte han Arne den ſtørſte Tillid og Hæder. Der kom ogſaa Brev fra Erkebiſkoppen, hvori denne opfordrede Biſkopperne til at opretholde Kirkens Ret ſom de bedſt kunde. Arne lod ſig derfor ikke forknytte, men ſkrev tilbage til Kongen, at han efter bedſte Overbeviisning havde ladet Chriſtenretten vedtage, og ſendte nu herved en Afſkrift af den for at Kongen og Erkebiſkoppen ſelv kunde tage den under Overvejelſe. Han havde paa denne Tid alvorlige Trætter med den mægtige Thorvard Thorarinsſøn. Anledningen hertil var iſær, at han tog ſig af Bønderne naar Thorvard, ſom Sysſelmand, forekom ham at gaa alt for ſtrengt til Verks mod dem: derved blev det endog almindeligt, at Bønderne, naar de ſagſøgtes af Sysſelmanden, ſkød deres Sager fra denne under Biſkoppen, det vil ſige anraabte Biſkoppens Beſkyttelſe, og Biſkoppen truede da endog ſtundom med Ban, hvis ikke Sysſelmanden lod Sagen falde: en Fremferd, der ſikkert var gjort i den bedſte Mening og maaſkee i de fleſte Tilfælde imøde Billigheden paa ſin Side, men dog umuligt kunde beſtaa med ordentlig Rettergang, og neppe engang lader ſig forklare anderledes end deraf, at de nye Rettergangsformer endnu ikke havde levet ſig ind blandt Folket, ſaa at baade Biſkoppen og Folket med en vis Naivetet troede at kunne tilſideſætte dem, naar det forekom dem at de misbrugtes[9]. Herom ſendte Thorarin, ſom man lettelig kan begribe, en Indberetning til Kongen, men kunde dog ikke andet end give Biſkoppen det bedſte Lov i alt, hvad Kongedømmets Sager forøvrigt angik. I Brevet forekom ellers disſe merkelige Ord, der baade vidne om Biſkop Arnes overvættes Indflydelſe og om Uvantheden ved de nye Retsformer: „Herre, med eders Tilladelſe vil jeg ſige, at det nok vil blive de fleſte vanſkeligt at ſtore Regjeringen her, med mindre han (Biſkop Arne) rækker dem Haanden og hjelper dem ſom han ſinder for godt. Hans Magt i Landet er ſaa ſtor, at eders Mænd neppe tør byde ham den Modſtand ſom man ellers ſkulde tro at de havde Mands Mod og Hjerte til. Paa Thinget i Sommer vare Ravn og Biſkoppen de raadende; det var ellers ſaa ſom ſaa med deres Enighed; Lovſigemanden (Sturla) var ugreid, han henſtod de fleſte Sager under Biſkoppens og andre Mænds Dom, ſom det kunde falde ſig, og af Lagrettesmændene havde man liden Nytte“[10].

Kong Magnus ſendte i denne Anledning Eindride Bøggul anden Gang til Island ſom ſin Ombudsmand, og med ham Islændingen Nikolas Oddsſøn, den ſamme, vi have ſeet ſom Thord Kakales ivrige Tilhænger[11]. Han medgav dem Breve til Gjenſvar paa dem, han havde faaet, og uagtet han ſtrengeligt forbød den nys omtalte Henſkydning fra Sysſelmændene under Biſkoppen, viſte han dog fremdeles Biſkop Arne den ſtørſte Venlighed og Agtelſe, ſendte ham betydelige Foræringer til hans Kirke, og æſkede endog, ſom det ſynes, hans fortrolige Mening om hvorledes man ſkulde indrette det med Øens Regjering, og om de fornemſte Mænds Egenſkaber og ſtørre eller mindre Dygtighed med Henſyn dertil. Biſkoppen ſkrev ſtrax tilbage ſom Svar herpaa, at Ravn Oddsſøn forekom ham bedſt ſkikket af de Indfødde til ene at raade for Landet, men at det dog var bekvemmere og mindre koſtbart at der vare flere Sysſelmænd. Af de tvende Lagmænd roſte han Jon, og ſagde at han foor vel og forſtandigt frem med ſit Hverv, men at Sturla derimod gjorde mindre Nytte end det kunde behøves, og at der i den Anledning burde tages Forholdsregler. Høvdingerne, ſkrev han, vare uenige indbyrdes, men dog alle Kongen troe; med de haandgangne Mænd kom han ſelv godt ud af det, undtagen med Thorvard, ſkjønt der ikke egentlig var nogen Sag imellem dem. I denne Uenighed, meente han, havde Thorvard vel ſaa megen Skyld ſom han, og hvis han, ſom han troede, ſvertedes hos Kongen af Thorvald, bad han ham ej give ham nogen Sag førend han havde overbeviiſt ſig om at Thorvard havde Ret. Hvad Chriſtendomsbaalken angaar, da var det, ſagde han, ikke hans Agt at drive mere paa Gjennemførelſen af de vedtagne Dele end pasſeligt kunde være. Imidlertid rejſte Eindride Bøggul og Nikolas Oddsſøn om i Landet paa Thingene og inddrev de kongelige Skatter med langt ſtørre Strenghed, end man hidtil havde været vant ved; de iretteſatte ogſaa Bønderne haardt fordi de ſkød deres Sager fra Sysſelmændene og til Biſkoppen, erklærende dem, ſom gjorde det, for Landraademænd eller i det mindſte ſkyldige i Brevbrud; endelig forbød de Bønderne reent ud at yde Madgaver i ſaa ſtor Udſtrækning, ſom Biſkoppen havde fordret dem. I alt dette handlede Eindride, ſom man ſeer, ganſke efter Kong Magnus’s Inſtruction, og han tilføjede derfor, hvad Helligdagshold angaar, at han ikke vilde blande ſig deri, ſaaſom Kong Magnus havde erklæret, at det alene tilkom Biſkoppen at beſtemme Helligdagsholdet. Siden fik Biſkop Arne Anledning til at erklære baade Eindride og Nikolas faldne i Ban, fordi de havde forgrebet ſig paa en Preſt[12], der var uforſkammet imod dem. De proteſterede herimod, og vilde intet Skridt gjøre til at erhverve Abſolution. Biſkoppen ſaa ſig da nødt til at give dem den uden anden Betingelſe, end at de betalte Preſten ti Mkr. Men fra den Tid af, heder det, var Eindride den føjeligſte mod Biſkoppen, og de kom udmerket vel overeens i alt hvad Eindride ſkulde udføre paa Kongens Vegne; han aabenbarede ham nu, at Kongen ved hans Afrejſe havde befalet ham at give efter for Biſkop Arne, men ikke mere end han ſelv ſluttes for Biſkop Jørund. Eindride tillod ogſaa Biſkop Arne at paatale ſine Sager paa Heredsthingene efter den gamle Chriſtenret, dog ſaaledes at Sekterne helſt ſkulde rettes efter den nye Lov; han forbød ogſaa de haandgangne Mænd at befatte ſig med Kirkeſager; men til Gjengjeld viſte ogſaa Arne ſig deſto ivrigere i at befordre Kongens Interesſer, thi, ſagde Eindride, deſto rimeligere var det da ogſaa, at Kirken og Biſkoppen beholdt ſine Rettigheder ubeſkaarne.

Et Exempel paa Biſkop Arnes Iver for Kongens Sag er os opbevaret. Sysſelmanden Asgrim Thorſteinsſøn, der havde Biſkop Arnes Anbefaling at takke for ſin Udnævnelſe til Sysſelmand, laa i Uenighed med en vis Bjørn, hvis Kone var i Slægt med Biſkoppen, ſaavel ſom med Loft Helgesſøn, Biſkoppens Syſterſøn og Forſtander for Skaalholts Biſkopsgaard. Asgrim ſøgte at bringe dem i Ulejlighed, og der fremſtod virkelig nogle Folk, der, viſtnok efter hans Anſtiftelſe, beſkyldte dem for at have talt uſømmeligt om Kongen. Biſkoppen ſelv anmeldte dette for Eindride, der ſtrax ſtevnede dem over til Norge for at retfærdiggjøre ſig. Dette er et af de førſte Exempler, vi treffe, paa ſlige ſaakaldte „Utanſtevninger“, der naturligviis vare Islændingerne yderſt forhadte. De Stevnte tyede til Biſkoppen om Hjelp, og nu førſt, efter at have opfyldt hvad han anſaa for ſin Pligt mod Kongen, tog han ſig af ſine Slægtninger; han fik et Mode i Stand mellem Eindride og Asgrim; de undſkyldte ſig, og det viſte ſig at deres Forſeelſe ikke var ſaa ſlem; det kom da til et Forlig, hvorved de ſvore Kong Magnus, Kong Erik og Hertug Haakon Troſkabseed, og lovede at være ham hulde og tro, hemmeligt og aabenbart, ſamt aldrig at være imod Kongens Ombudsmand, naar han talte om Lov og Ret; hvorimod Eindride tilbagekaldte Stevningen. Saa magtpaaliggende lod Biſkop Arne det være ſig at hævde Kongens Hæder, at han endog ſatte den over ſine egne Frænders Interesſer. Af denne ſaavel ſom andre Beretninger ſkulde det for Reſten ſynes, ſom om allerede Eindride Bøggul har haft det Hverv at faa enkelte Artikler af den nyere norſke Landslov vedtagne paa Island, førend endnu nogen egentlig for Island indrettet Lovbog var ſendt der over. Dette var, ſom vi have ſeet, rimeligviis allerede ſkeet med Arvebaalken i 1273, og det kunde, efter at førſt den norſke Lov var indført paa Øen, let ſkee med andre Dele, idet disſe kun undergik en Modification, uden at Forandringen i ſig ſelv var iøjnefaldende[13]. Da Eindride forlod Island, for at reiſe hjem igjen til Norge, ſkrev Biſkop Arne med vant til Kong Magnus, og overlod det nu ganſke til Kongens Beſtemmelſe, hvorledes det ſkulde forholdes med Chriſtendomsbaalken[14]. Altſaa, med andre Ord, denne var nu ganſke ſuſpenderet og den ældre endnu gjeldende.

Allerede førend Eindride drog fra Øen, havde Ravn, Thorvard og Sturla indſkibet ſig for at drage til Norge. Om de havde faaet nogen Kaldelſe af Kongen, vides ikke; maaſkee havde Eindride efter Biſkoppens Raad anmodet dem om at rejſe, Ravn for, om Kongen fandt ſaaledes for godt, at blive udnævnt til Overbefalingsmand, Thorvard for at ſvare paa de Klager, Biſkoppen fremførte mod ham, og Sturla for at møde baade Thorvards og Biſkoppens Klager over hans Mangel paa Holdning. De kom dog ikke det Aar længere end til Færøerne, da de lede Skibbrud der og maatte forblive der Vintren over. Vaaren efter kom de til Norge, hvorfra Sturla dog allerede ſamme Sommer vendte tilbage. De Klager, ſom baade Biſkoppen og Thorvard førte over Sturla, viſe at han nu paa ſin gamle Alder har været for ſvag og ængſtelig til at kunne beſtyre ſit vanſkelige Embede tilbørligt. Efter ſin Hjemkomſt ſynes han ogſaa tildeels at have draget ſig ud af de politiſke Conflicter, indtil han, i 1283, nedlagde Lagmands-Embedet, og trak ſig tilbage til Fagerø i Breidafjorden, hvor han døde Aaret efter, 70 Aar gammel (30te Juli 1284)[15].

  1. Jakobsvaka-Aften (altſaa Dagen før 25de Juli) ſtaar udtrykkeligt i Biſkop Arnes Saga Cap. ti, hvor Forhandlingerne og Dommen meddeles in extenso. Naar det tidligere heder, at Stevnedagen til denne Sag var 29de Juni, da er dette ikke ſaaledes at forſtaa, ſom om Forhandlingerne allerede da begyndte; det var kun den Dag, da alle Parter ſkulde være tilſtede i Bergen; vi have ovenfor ſeet, at Hyldingen ſkede 2den Juli, og før den Tid kunne Forhandlingerne ej have begyndt. Den 29de Juni, Petersmesſedag, var Gulathingets Aabningsdag; derfor var denne Dag nævnt, thi Kongen ſkulde, ſom vi have ſeet, lade flere vigtige Beſtemmelſer og rimeligviis den hele Landslov vedtage paa Gulathing.
  2. Annalerne, ved 1273.
  3. Arne Biſkops Saga Cap. 11. Annalerne ſige viſtnok, at det var Arvebaalken i den Lovbog, Kong Magnus havde ſendt til Island, ſom blev vedtagen, men Magnus kunde jo allerede have ſendt en Afſkrift af den nye norſke Landslov.
  4. Arne Biſkops Saga Cap. 14. Dette maa have Fortrinnet for nogle mindre gode Codices af Annalerne der henføre den nye Chriſtenrets Antagelſe til 1276. De Begivenheder, der i det følgende omtales, vilde, naar Chriſtenrettens Antagelſe ikke ſkede før, ej have kunnet foregaa af Mangel paa Tid.
  5. Arne Biſkops Saga Cap. 15.
  6. Nemlig i Arnes Chriſtenret Cap. 13. I det væſentlige ſtemmer dette Cap. med det tilſvarende (Cap. 39) i Jons Chriſtenret, der igjen ſlutter ſig til Froſtathings-Chriſtenret Cap. II. 32, 33. Disſe Madgaver ſees heraf at have været en norſk Skik, der nu førſt blev indført paa Island.
  7. Arne Biſkops Saga, Cap. 17.
  8. Arne Biſkops Saga, Cap. 13.
  9. Tvende af disſe Sager omtales udførligt i Arne Biſkops Saga, Cap. 18 og 19. Det er af Interesſe at lægge Merke til, hvorledes de nye norſke Inſtitutioner her allerede viſe ſig at være i Virkſomhed, ſiden den norſke Lovs Antagelſe. I begge Sager handles der om Benegtelſeseed efter norſk Skik, med eller uden Medeedsmænd. „Olaf“, heder det, „gik til Eed og ſvor, men da hans Vidner (det vil her ſige Medeedsmænd) ſkulde ſande hans Eed med ham, vilde de ikke til, overvundne af Thorvards Overtalelſer eller Truſler“. Der tales nu end videre om en „Dom“, der ſkulde dømme mellem dem, ganſke paa norſk Viis. Ved den anden Sag er der Tale om „Eenseed“, og Biſkoppen ſkriver udtrykkeligt til Thorvard, at Sagen ej er ſaa ſtor at flere ſkulle deeltage i Benegtelſen, med andre Ord at Lyritar- eller „Settar“-Eed ej behøvedes, efter den norſke Regel at een ſkal nægte for en Øre, to for tvende, tre for trende, o. ſ. v. I den ældre isl. Lovgivning kjendtes ikke disſe Slags Eder; der havde man „Kviderne“. Altſaa var norſk Rettergang nu fuldſtændigt indført.
  10. Arne Biſkops Saga Cap. 19. Lagrettesmændene vare vel, ſom ovenfor antydet, endnu uvante ved ſin nye Beſtilling, og forknytte. Thorvard har, ſom man ſeer, endnu ikke kunnet vænnet ſig af med at bruge den gamle Benævnelſe „Lovſigemand“.
  11. Se ovf. S. 232.
  12. Arne Biſkops Saga Cap. 22. Preſten, en ſterk og voldſom Mand, havde været uforſkammet mod dem, da de ſkulde ſætte over en Elv paa en Ferje, der tilhørte ham, og ſom de maaſkee havde taget uden at ſpørge ham ad; han vilde endog kaſte de Taſker overbord, hvori de forvarede de kongelige Breve, hvorfor de ſtraffede ham ved at kaſte hans Sager i Vandet. Denne Preſt, heder det, var en Søn af Gudmund Hjaltesſøn, der blev dræbt i Throndhjem fordi han havde ſaaret Thorberg paa Raudsvold. Denne Thorberg ſees af Navnet, ſaavel ſom hans Gaards Ravn, at maatte være en Søn af hiin Erlend Thorbergsſøn, der var en Broderſøn af Erkebiſkop Eyſtein. Saa længe ejede altſaa Ætten endnu ſin gamle Odelsgaard Raasvold eller Raudsvold. Se foregaaende B. Slægttavle 6.
  13. Egentlig kunde man vel næſten allerede betragte Arnes Beſtræbelſer for at faa ſin Chriſtendomsbaalk antagen ſom henhørende til dette Foretagende. Naar der ovenfor tales om at Eindride „handlede om Lov og Ret“, kan det vel vanſkeligt forſtaaes om andet end ſlige partielle Vedtagelſer af Forandringer i Liighed med hvad der var ſkeet i Norge.
  14. Arne Biſkops Saga Cap. 37. Arne ſendte ved denne Lejlighed Kongen ogſaa „en friſk Heſt, der kom godt tilpas“.
  15. Arne Biſkops Saga Cap. 20, jvfr. Sturlunga-Saga X. 19. Her ſiges det, at Sturla lod Lagmands-Embedet fare da Stridighederne begyndte; dette er ikke ganſke nøjagtigt, for ſaa vidt ſom han virkelig blev i Embedet til 1283, ſom det nedenfor ſkal omtales; men man ſeer dog, at han den hele Tid holdt ſig udenfor disſe voldſomme Storme.