Det norske Folks Historie/5/59

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 634-645).

Det Medhold, som den kongelige Statholder, Ravn Oddssøn, gav dem, der modsatte sig Biskop Arnes Bestræbelser for at faa Kirkegodset unddraget de verdslige Høvdingers Patronat, synes ogsaa at have givet andre Mod til at efterfølge deres Exempel, ja man kan næsten sige, at alle de større Høvdinger rejste sig som een Mand imod ham, og henskøde deres Sag under Kongens og Erkebiskoppens Dom. Da denne Sag saaledes var af yderste Vigtighed, besluttede Arne at modtage Kongens venlige Indbydelse for selv at være tilstede og føre den. Han indskibede sig derfor allerede om Sommeren 1272, og drog over til Norge, hvor Kong Magnus modtog ham med største Venlighed. Samtidigt droge ogsaa flere af de verdslige Herrer over, nemlig først og fremst Sighvat Halfdanssøn af Odde, forsynet med Fuldmagt af sine Brødre til at svare paa deres saavel som paa sine egne Vegne; desforuden ogsaa Sysselmændene Ravn Oddssøn og Thorvald Thorarinssøn, Sighvats Svoger; Ketil Loftssøn, der fordrede Hitardal, Einar Thorvaldssøn, der ikke vilde overlade Vestfjordens Kirke til Biskoppen, og flere. Alle disse Herrer tilbragte saaledes Vintren i Norge, saavel som Biskop Arne, der benyttede sig af Lejligheden til at lade sig nøje underrette af Erkebiskoppen om, hvilke Bestemmelser denne agtede at optage i sin nye Christenret, for at han kunde indrette den islandske Christenret derefter. Erkebiskoppen havde allerede skriftligt befalet ham at gaa aldeles frem paa samme Viis paa Island, som han selv gik frem i Norge. Sandsynligviis havde vel Erkebiskoppen, som vi ovenfor have viist, Udkastet til sin Christenret færdig, saa at Arbejdet blev Arne saa meget lettere. I Betragtning af at dette vigtige Anliggende, nemlig Udarbeidelsen og Indførelsen af en ny Christenret, saavel som de nys rejste Stridsspørgsmaal, selv om de afgjordes til Arnes Fordeel, i lang Tid vilde komme til at optage hele hans Virksomhed, fritog Erkebiskoppen ham, som det ovenfor er omtalt, for at drage i egen Person til Kirkemødet i Lyon, naar dette skulde holdes, saa meget mere som det havde sine Vanskeligheder, i Hast at skaffe de dertil fornødne Penge fra Island. Det blev aftalt, at Chorsbroderen Sighvat skulde drage i hans Sted og med hans Fuldmagt. Denne Sighvat var, som ovenfor nævnt, nys kommen tilbage fra Rom og havde medbragt Indkaldelsen; han havde ogsaa, under sit Ophold i Rom, af Venskab for Arne udvirket et paveligt Privilegium, hvorved han bemyndigedes til at give Absolution i 30 reserverede Sager.

Biskop Arne deelte sin Tid under Opholdet i Norge mellem Conferencer med Erkebiskoppen og Besøg hos Kongen, der fremdeles viste ham megen Opmerksomhed og Venskab, og navnlig havde ham med sig ved sin Sammenkomst i Marts Maaned med den svenske Konge Valdemar i Sarpsborg. Sandsynligviis har da Biskop Arne tilbragt Julen hos Kong Magnus i Tunsberg. Paadømmelsen af den vigtige Sag om Kirkegodset bestemtes at skulle skee ved det store Rigsmøde, som denne Sommer skulde holdes i Bergen, saaledes som det allerede ovenfor er berettet. Vi have seet, at de verdslige Høvdinger fordrede Sagen paadømt af Kongen og Erkebiskoppen i Forening, medens Biskop Arne stedse havde paastaaet, at han ikke vilde erkjende Kongens Dom, med mindre han samtykkede med Erkebiskoppen, hvilket med andre Ord var det samme som at Erkebiskoppen skulde være Enedommer, og da kunde man vel paa Forhaand vide, hvad Udfald Sagen vilde faa. Arne drev her ogsaa sin Vilje igjennem. Til Kongen stilede man kun den Anmodning „at sidde hos ved denne Dom“, altsaa ikke i Egenskab af Meddommer, kun som Raadgiver, eller for at paasee at alt gik ordentligt til. Kongen, som vel ikke syntes videre om denne Anordning, foreslog at man skulde indstevne Sagen for Pavens Domstol, og tilbød sig at skaffe en duelig Mand dertil, naar Biskoppen vilde bekoste Rejsen. Men herpaa vilde Biskoppen ikke indlade sig. Kongen overdrog da Stallaren Audun Hugleikssøn, der havde Ord for at besidde den grundigste Kundskab i den fædrelandske Ret, og Kantsleren Thore Haakonssøn, der var vel forfaren i den canoniske Ret, at have Indseende med, at Sighvat Halfdanssøn ikke leed Overlast. Man vilde nemlig begynde med Sagerne om Odde- og Vatnsfjord-Godset, da disse vare de vigtigste, og den Torn, der faldt heri, saaledes tillige vilde blive et Præjudicat for alle de øvrige Sager. Sagen behandledes, som det ovenfor er nævnt, i Løbet af Juli Maaned, strax efter at den nye Konge-Arvelov saavel som mange andre vigtige Punkter vare vedtagne, og Kongens Sønner højtideligt havde været udnævnte, Erik til Konge og Haakon til Hertug. Arne begyndte med at klage over at Sighvat og hans Brødre tilegnede sig St. Nicolai Kirke i Odde, med alt dens tilliggende Gods, og opfordrede Erkebiskoppen til at tildømme den hellige Kirke al den Rettighed, som her tilkom den, og ham selv, Biskop Arne, saavel som hans Efterfølgere paa Skaalholts Biskopsstol fri og uhindret Bestyrelse af samme Kirke og dens Gods. Sighvat paaberaabte sig Sæmund Sigfussøns Disposition, ifølge hvilken han selv og alle hans Efterkommere til evig Tid skulde raade derfor. Biskop Arnes Prest svor i hans Navn, at Biskoppen skulde sige Sandhed i hvad som han denne Sag vedkommende blev spurgt om, det samme svor Sighvat i sit eget Navn, ligesaa Einar Thorvaldssøn med Hensyn til Vatnsfjord. Han paaberaabte sig at hans Farfaders Fader Thord Thorvaldssøn havde ladet Vatnsfjord Kirke opbygge og indvie med den „Maaldage“, at han selv og hans rette Arvinger skulde raade for den. Hverken Sighvat eller Einar kunde imidlertid, paa Forespørgsel, negte, at Odde og Vatnsfjord Gods var og kaldtes Kirkegods. Heller ikke negtede Sighvat, at hans Moder havde kjøbt det af Bjørn Sæmundssøn og Sæmund Haraldssøn. Disse Indrømmelser vare tilstrækkelige for Arne. Han svarede, at saa vidt han havde lært at forstaa „Jura“, tilkom det alene Biskopperne at raade over Kirkerne og deres Gods, og Lægmænd og Ulærde vare aldeles uberettigede til at tilegne sig og arve dem; lige saa lidt kunde de sælges, uden stor „Sjæle-Fare“. Erkebiskoppen dømte aldeles til Fordeel for Kirken. Saadanne Contracter og Bestemmelser, som disse, vare fra først af utilladelige, sagde han, og kunde derfor heller ikke senere komme i Betragtning. Man afholdt sig imidlertid, som det synes, viseligen fra at undersøge, hvor vidt overhoved noget af alt dette her omspurgte Gods vilde have været skjenket til Kirken, hvis Giverne havde kunnet vide, at man senere deri vilde søge Retsgrund til at drive deres Arvinger fra deres gamle Ættegods. Dommen lød, at Nicolai Kirke i Odde og St. Olafs Kirke i Vatnsfjord med alt tilliggende Gods ene og stedse skulde staa under Forvaltning af Skaalholts Biskopper, og at Sighvat og hans Brødre saavel som Einar aldeles ingen Fordring skulde have derpaa. Sighvat anførte nu, som yderste Tilflugt, at Sæmund Jonssøn i sin Tid havde laant sin Broder Biskop Paal til hans Vielsesrejse 60 Hundreder imod at hæve Biskopstiende til et Beløb af 6 Hundrede aarligt af en Deel Gaarde i Nærheden af Odde, indtil de 60 Hundreder vare betalte. Men Erkebiskoppen betragtede den som Afdrag, og Laanet følgelig som betalt i 10 Aar; da der nu var gaaet 78 Aar hen siden Biskop Paals Indvielse (1195), blev Sæmund Jonssøns Arvinger paa den Maade endog skyldige Biskopsstolen over 400 Hundreder, hvilke Erkebiskoppen da ogsaa strax tildømte dem, men som Biskop Arne gjorde Afkald paa, idet han dog forbeholdt sig sin Ret til dem af Arvingerne til Odde-Godset, som senere maatte vise sig gjenstridige mod ham eller Kirken (24de Juli)^[1]. Da denne Dom var falden, gave de øvrige, der havde lignende Sager at føre, uopfordret efter, og Biskop Arne gik saaledes fuldkommen sejrrig af Striden. Efter vore Forestillinger synes det imidlertid, som om Sagen ikke har været ført med tilstrækkelig Upartiskhed. Erkebiskoppen dømte jo, strengt taget, i sin egen Sag. Han havde vistnok den strenge Ret for sig, men Billighed tilsagde dog, at Kirke-Ejerne nøde nogen Skadesløsholdelse, fordi man saa ganske afveeg fra hvad der havde været de første Giveres Mening. Det viser for øvrigt, hvor mægtig Kirken nu var, at Kongen ikke, selv eller gjennem hine Mænd, synes at have gjort nogen Indsigelse i Billighedens Navn, eller, om han virkelig har gjort den, formaaet at saa den tagen til Følge. Han ytrede ikke engang, saa vidt det lader, nogen Utilfredshed med Biskop Arne, men skiltes fra ham, som det siges, med største Venlighed. Aarsagen hertil var dog vel for en stor Deel de Fortjenester, Biskop Arne havde indlagt sig af at faa den norske Lov vedtagen paa Island, og som han fremdeles lagde for Dagen, ligesom overhoved den oprigtige Varme, hvormed han omfattede Kongens Ønsker i alt hvad der ej stødte an mod Kirkens Interesser.

Biskop Arne maa have forladt Norge, førend Overeenskomsten mellem Kongen og Erkebiskoppen sluttedes den 1ste August; thi ellers vilde man vel have fundet hans Navn blandt de i Beseglingen af Forligs-Acten nævnte Biskoppers. Ogsaa Ravn Oddssøn og Thorvald Thorarinssøn vendte denne Sommer tilbage til Island. Før Afrejsen overdrog Kongen dem som Sysselmænd Bestyrelsen over hele Island i hans Navn, ligesom Ravn og Orm forhen, og lod dem i Erkebiskoppens og mange andre anseede Mænds Nærværelse, sværge hinanden indbyrdes Troskabs-Eed og Staldbroderskab^[2]. Ved deres, saavel som Biskop Arnes og Sturla Lagmands kraftige Medvirkning blev, siges der, den norske Arvebaalk antagen endnu samme Høst, ved Mortensmesse (11te November). Hvorledes dette gik til, er ikke nærmere forklaret; paa den Tid af Aaret var der intet almindeligt Thing, og om Vedtagelsen er skeet districtsviis, kan den igjen vanskeligt have fundet Sted paa een og samme Dag over hele Øen. Denne Sag er saaledes meget dunkel. Det er tillige, som ovenfor antydet, et stort Spørgsmaal, hvor vidt den nu vedtagne „norske Arvebaalk“ var den, som stod i den Lovbog, der sendtes ud i 1271. Thi en ny Arvelov var nu, som vi have seet, vedtagen i Norge, lige under Biskop Arnes og de andre islandske Høvdingers Øjne, og det er dog ikke sandsynligt, at disse da skulde have ladet den forældede Arvelov antage, for strax efter at ombytte den med en ny. Snarere maa man formode, at de have haft en Afskrift af den nye Arvelov med sig, og forelagt deres Landsmænd den til Antagelse^[3].

Den Sejr, Biskop Arne havde vundet ved Dommen om Kirkegodset, gav ham nu en afgjort Overvegt, der ogsaa forhøjedes ved hans store Popularitet blandt de lavere Klasser. Det maatte heller ikke vække liden Forestilling om hans Magt, at man saa den højbyrdige, mægtige Sighvat Halfdanssøn nødsaget til at flytte fra den Gaard, hans Forfædre i saa mange Generationer havde besiddet, og opslaa sin Bolig paa et andet Sted. Sighvat selv blev alligevel snart en af Biskoppens ivrigste Venner. Uden Skaansel tvang Arne de Gejstlige, der endnu levede i Egteskab, til at skille sig ved deres Koner; saaledes maatte Egil Salmundssøn paa Reykjaholt, der havde Subdiacon-Vielse, frasige sig sin Hustru, med hvem han havde været gift i mange Aar, og haft fem Børn. Denne Strenghed var ej alene simpelt hen en Hævden af Coelibatsbudet, men stod ogsaa i den nærmeste Sammenhæng med Vindicationen af Kirkegodset; thi det havde, som vi vide, oprindeligt været de Høvdingers Mening, der opførte Kirker og skjenkede deres Ejendomme dertil, at de selv og deres Efterkommere tillige skulde beklæde de dertil hørende gejstlige Embeder, uden dog i mindste Maade derfor at opgive deres verdslige Stilling, eller ophæve deres Familieliv. At det lykkedes Biskop Arne at sætte sin Vilje igjennem, endog naar den syntes at stride mod Billighed, viser hvor stor hans Anseelse maa have været. Han var heller ikke den, som lod en saadan Overvegt og Indflydelse ubenyttet. I Løbet af Vintren 1273–1274 udarbejdede han sin nye Christenret efter de Principer, hvorom han og Erkebiskop Jon vare blevne enige, eller maaskee rettere efter det ham af Erkebiskoppen meddeelte Udkast, og fik allerede paa Althinget 1275 den største Deel deraf lovtagen, kun med Undtagelse af nogle faa Capitler, og midlertidigt, indtil det erfaredes, hvor vidt Kongen og Erkebiskoppen vilde forordne nogen anden Christenret^[4]. Biskop Arne formodede vel, at man nu kunde betragte Tvisten mellem Kirken og Kronen som ganske afgjort til den førstes Fordeel, og selv de verdslige Høvdinger, der havde samtykket i den nye Christenret, tænkte vel neppe, at der vilde opstaa nogen Vanskelighed med Hensyn til Bekræftelsen af Overeenskomsten, hvorpaa den var bygget. Arne troede vel endog, at det første Skridt, Erkebiskop Jon vilde gjøre efter sin Hjemkomst fra Conciliet, var at lade den Christenret, han havde udarbejdet for Norge, lovtage. Den samme Tro, i Forbindelse med Arnes store Anseelse og Popularitet, var det vel og, som bevægede Thingmændene til at antage Christenretten, uagtet, som vi strax i det følgende ville see, flere af dens Bestemmelser i det mindste vare Høvdingerne meget imod. Men strax efter at Althinget havde været holdt, og Christenretten vedtagen, kom Biskop Jorund hjem fra et Besøg i Norge, medbringende Afskrift af de paa Conciliet fattede Statuter, ligesom han da og maatte kunne give Besked om, at Paven kun havde meddeelt en betinget Bekræftelse paa Overeenskomsten, og at Betingelserne vare af den Natur, at Kongen ikke kunde antage dem alle, hvoraf Følgen igjen maatte blive den, at Overeenskomsten endnu indtil videre maatte betragtes som ikke tilværende. Dette forandrede Sagens Udseende. Med Overeenskomsten faldt ogsaa den Grundvold, hvorpaa den nye Christenret hvilede, eller den Forudsætning, under hvilken den var antagen. De verdslige Herrer grebe derfor Lejligheden til at kvæle den i Fødselen, og for Resten til at sætte sig op mod Biskop Arne, hvis Indflydelse ej alene i gejstligt, men ogsaa i verdsligt Henseende de betragtede med Skinsyge, og hvis myndige Ferd overhoved var dem ubehagelig. Denne Myndighed lagde Arne især for Dagen, da han med sin sædvanlige Nidkjærhed søgte at bringe de paa Conciliet fattede Bestemmelser med Hensyn til Korstogs-Anliggendet i Udøvelse. Han fik ej alene Tienden af de kirkelige Indtægter ordnet og bestemt paa den for Sagen fordeelagtigste Maade, men prædikede dertil saa ivrigt og indtrængende for Folket, at en Mængde toge Korset, og at Bønderne endog vedtoge, at enhver, som betalte Thingfarekjøb, det vil altsaa sige enhver skatteydende Indbygger af Landet, i hvert af de 6 Aar, hvorom her var Tale, skulde betale en Alen Vaadmaal til det hellige Lands Frelse, til hvilken Afgifts Inddrivelse han beskikkede duelige Folk over hele Landet. Hertil kom nu ogsaa den Strenghed, hvormed han og Biskop Jørund søgte at sætte flere af den nys vedtagne Christenrets Bestemmelser om Gaver og Afgifter til Kirken igjennem, medens de derimod fordrede fuldkommen Skattefrihed for sine egne Folk. Om Høsten 1276 indløb der til Kongen en Skrivelse fra Biskopperne, Sysselmændene, de haandgangne Mænd og hele Almuen paa Island, under alles Segl, hvori de meldte, at de paa Biskoppernes Bud og efter Erkebiskop Jons Foranstaltning havde midlertidigt vedtaget den nye Christenret til at gjelde, indtil Kongen og Erkebiskoppen indrettede en anden, eller gjorde de Forandringer i den allerede vedtagne, som de fandt passende^[5]. Men ved Siden heraf blev der og, heder det, forebragt Kongen, sandsynligviis i fortrolige Breve, at Biskopperne forbøde deres Huusfolk at betale Skat eller Thingfarekjøb, og at de lagde nye Skatter eller Byrder paa Folk, f. Ex. de saakaldte Madgaver paa Vandfaste-Dagene om Sommeren – der netop paabydes i Christenretten^[6] – m. m., ligesom der ogsaa klagedes over at Biskopperne fordrede Tiende af Kirkegodset til det hellige Lands Frelse, og bade Almuen om at yde frivillige Gaver dertil. I den Anledning skrev da Kongen tilbage, saaledes som det forhen er anført, at man maatte see sig vel for hvad man gjorde, inden man samtykkede i nogen ny Lov, hvad enten den gjaldt Christenretten eller nogen som helst anden Ret, førend han havde faaet afgjort med Erkebiskoppen, hvad der skulde gjelde; hver den, som handlede herimod, vilde han ikke betragte med synderligt venskabelige Blik; det var hans og Erkebiskoppens, ingen andres, Sag, at forandre enten Christenretten eller nogen anden Lov i hans Land. For Resten tvivlede han ikke paa, at de, der havde vedtaget Christenretten, havde gjort dette i den bedste Mening. Med Hensyn til de Klager, der for Resten førtes over Biskoppernes nye Paalæg, forbød han udtrykkeligt hver og een Lægmand at underkaste sig nogen som helst Afgift, der ej havde bestaaet fra gammel Tid, om end kun af en eneste Alen Vaadmaal, og sagde at man heri kunde henskyde sig under ham; hvad derimod Gaverne til det hellige Lands Frelse angik, og Prædikenerne efter Pavens Bud, erklærede han det saa langtfra, at han vilde forbyde dette, at han tvertimod ansaa den, der tog Korset, eller skjenkede af fine Midler til det hellige Land, for bedre end den, der ikke gjorde det, ligesom han med Hensyn til Almisser overhoved ytrede, at han syntes godt om, at enhver uopfordret gjorde for sin Sjæl, hvad Gud indgav ham. Man kunde da gjerne, om man vilde, ogsaa yde den Almisse, hvorom her var Tale, men ellers maatte man ikke formeligt underkaste sig nye Bestemmelser, uden at de udgik fra Kongen^[7]. Disse Breve fra Kongen bleve overleverede Biskop Arne og de øvrige, til hvem de vare bestemte, just som de sad i et prægtigt Bryllup paa Madrevalle, hvor foruden Biskop Arne ogsaa Biskop Jørund, Abbederne af Vidø og Tveraa, Ravn Oddssøn, Jon Lagmand og mange andre Høvdinger vare tilstede. Brevene bleve strax ivrigt læste, og Stemningen mod Biskop Arne gav sig tydelig nok tilkjende derved at man i Spøg lod falde Ord om, at Thangbrand Prest nok var kommen igjen for at christne Island anden Gang^[8]. Imidlertid kunde deres Triumf over Biskop Arne enda ikke være saa stor, thi i et andet Brev, hvori Kongen forordnede et og andet med Hensyn til Regjeringen paa Island, viste han Arne den største Tillid og Hæder. Der kom ogsaa Brev fra Erkebiskoppen, hvori denne opfordrede Biskopperne til at opretholde Kirkens Ret som de bedst kunde. Arne lod sig derfor ikke forknytte, men skrev tilbage til Kongen, at han efter bedste Overbeviisning havde ladet Christenretten vedtage, og sendte nu herved en Afskrift af den for at Kongen og Erkebiskoppen selv kunde tage den under Overvejelse. Han havde paa denne Tid alvorlige Trætter med den mægtige Thorvard Thorarinssøn. Anledningen hertil var især, at han tog sig af Bønderne naar Thorvard, som Sysselmand, forekom ham at gaa alt for strengt til Verks mod dem: derved blev det endog almindeligt, at Bønderne, naar de sagsøgtes af Sysselmanden, skød deres Sager fra denne under Biskoppen, det vil sige anraabte Biskoppens Beskyttelse, og Biskoppen truede da endog stundom med Ban, hvis ikke Sysselmanden lod Sagen falde: en Fremferd, der sikkert var gjort i den bedste Mening og maaskee i de fleste Tilfælde imøde Billigheden paa sin Side, men dog umuligt kunde bestaa med ordentlig Rettergang, og neppe engang lader sig forklare anderledes end deraf, at de nye Rettergangsformer endnu ikke havde levet sig ind blandt Folket, saa at baade Biskoppen og Folket med en vis Naivetet troede at kunne tilsidesætte dem, naar det forekom dem at de misbrugtes^[9]. Herom sendte Thorarin, som man lettelig kan begribe, en Indberetning til Kongen, men kunde dog ikke andet end give Biskoppen det bedste Lov i alt, hvad Kongedømmets Sager forøvrigt angik. I Brevet forekom ellers disse merkelige Ord, der baade vidne om Biskop Arnes overvættes Indflydelse og om Uvantheden ved de nye Retsformer: „Herre, med eders Tilladelse vil jeg sige, at det nok vil blive de fleste vanskeligt at store Regjeringen her, med mindre han (Biskop Arne) rækker dem Haanden og hjelper dem som han sinder for godt. Hans Magt i Landet er saa stor, at eders Mænd neppe tør byde ham den Modstand som man ellers skulde tro at de havde Mands Mod og Hjerte til. Paa Thinget i Sommer vare Ravn og Biskoppen de raadende; det var ellers saa som saa med deres Enighed; Lovsigemanden (Sturla) var ugreid, han henstod de fleste Sager under Biskoppens og andre Mænds Dom, som det kunde falde sig, og af Lagrettesmændene havde man liden Nytte“^[10].

Kong Magnus sendte i denne Anledning Eindride Bøggul anden Gang til Island som sin Ombudsmand, og med ham Islændingen Nikolas Oddssøn, den samme, vi have seet som Thord Kakales ivrige Tilhænger^[11]. Han medgav dem Breve til Gjensvar paa dem, han havde faaet, og uagtet han strengeligt forbød den nys omtalte Henskydning fra Sysselmændene under Biskoppen, viste han dog fremdeles Biskop Arne den største Venlighed og Agtelse, sendte ham betydelige Foræringer til hans Kirke, og æskede endog, som det synes, hans fortrolige Mening om hvorledes man skulde indrette det med Øens Regjering, og om de fornemste Mænds Egenskaber og større eller mindre Dygtighed med Hensyn dertil. Biskoppen skrev strax tilbage som Svar herpaa, at Ravn Oddssøn forekom ham bedst skikket af de Indfødde til ene at raade for Landet, men at det dog var bekvemmere og mindre kostbart at der vare flere Sysselmænd. Af de tvende Lagmænd roste han Jon, og sagde at han foor vel og forstandigt frem med sit Hverv, men at Sturla derimod gjorde mindre Nytte end det kunde behøves, og at der i den Anledning burde tages Forholdsregler. Høvdingerne, skrev han, vare uenige indbyrdes, men dog alle Kongen troe; med de haandgangne Mænd kom han selv godt ud af det, undtagen med Thorvard, skjønt der ikke egentlig var nogen Sag imellem dem. I denne Uenighed, meente han, havde Thorvard vel saa megen Skyld som han, og hvis han, som han troede, svertedes hos Kongen af Thorvald, bad han ham ej give ham nogen Sag førend han havde overbeviist sig om at Thorvard havde Ret. Hvad Christendomsbaalken angaar, da var det, sagde han, ikke hans Agt at drive mere paa Gjennemførelsen af de vedtagne Dele end passeligt kunde være. Imidlertid rejste Eindride Bøggul og Nikolas Oddssøn om i Landet paa Thingene og inddrev de kongelige Skatter med langt større Strenghed, end man hidtil havde været vant ved; de irettesatte ogsaa Bønderne haardt fordi de skød deres Sager fra Sysselmændene og til Biskoppen, erklærende dem, som gjorde det, for Landraademænd eller i det mindste skyldige i Brevbrud; endelig forbød de Bønderne reent ud at yde Madgaver i saa stor Udstrækning, som Biskoppen havde fordret dem. I alt dette handlede Eindride, som man seer, ganske efter Kong Magnus’s Instruction, og han tilføjede derfor, hvad Helligdagshold angaar, at han ikke vilde blande sig deri, saasom Kong Magnus havde erklæret, at det alene tilkom Biskoppen at bestemme Helligdagsholdet. Siden fik Biskop Arne Anledning til at erklære baade Eindride og Nikolas faldne i Ban, fordi de havde forgrebet sig paa en Prest^[12], der var uforskammet imod dem. De protesterede herimod, og vilde intet Skridt gjøre til at erhverve Absolution. Biskoppen saa sig da nødt til at give dem den uden anden Betingelse, end at de betalte Presten ti Mkr. Men fra den Tid af, heder det, var Eindride den føjeligste mod Biskoppen, og de kom udmerket vel overeens i alt hvad Eindride skulde udføre paa Kongens Vegne; han aabenbarede ham nu, at Kongen ved hans Afrejse havde befalet ham at give efter for Biskop Arne, men ikke mere end han selv sluttes for Biskop Jørund. Eindride tillod ogsaa Biskop Arne at paatale sine Sager paa Heredsthingene efter den gamle Christenret, dog saaledes at Sekterne helst skulde rettes efter den nye Lov; han forbød ogsaa de haandgangne Mænd at befatte sig med Kirkesager; men til Gjengjeld viste ogsaa Arne sig desto ivrigere i at befordre Kongens Interesser, thi, sagde Eindride, desto rimeligere var det da ogsaa, at Kirken og Biskoppen beholdt sine Rettigheder ubeskaarne.

Et Exempel paa Biskop Arnes Iver for Kongens Sag er os opbevaret. Sysselmanden Asgrim Thorsteinssøn, der havde Biskop Arnes Anbefaling at takke for sin Udnævnelse til Sysselmand, laa i Uenighed med en vis Bjørn, hvis Kone var i Slægt med Biskoppen, saavel som med Loft Helgessøn, Biskoppens Systersøn og Forstander for Skaalholts Biskopsgaard. Asgrim søgte at bringe dem i Ulejlighed, og der fremstod virkelig nogle Folk, der, vistnok efter hans Anstiftelse, beskyldte dem for at have talt usømmeligt om Kongen. Biskoppen selv anmeldte dette for Eindride, der strax stevnede dem over til Norge for at retfærdiggjøre sig. Dette er et af de første Exempler, vi treffe, paa slige saakaldte „Utanstevninger“, der naturligviis vare Islændingerne yderst forhadte. De Stevnte tyede til Biskoppen om Hjelp, og nu først, efter at have opfyldt hvad han ansaa for sin Pligt mod Kongen, tog han sig af sine Slægtninger; han fik et Mode i Stand mellem Eindride og Asgrim; de undskyldte sig, og det viste sig at deres Forseelse ikke var saa slem; det kom da til et Forlig, hvorved de svore Kong Magnus, Kong Erik og Hertug Haakon Troskabseed, og lovede at være ham hulde og tro, hemmeligt og aabenbart, samt aldrig at være imod Kongens Ombudsmand, naar han talte om Lov og Ret; hvorimod Eindride tilbagekaldte Stevningen. Saa magtpaaliggende lod Biskop Arne det være sig at hævde Kongens Hæder, at han endog satte den over sine egne Frænders Interesser. Af denne saavel som andre Beretninger skulde det for Resten synes, som om allerede Eindride Bøggul har haft det Hverv at faa enkelte Artikler af den nyere norske Landslov vedtagne paa Island, førend endnu nogen egentlig for Island indrettet Lovbog var sendt der over. Dette var, som vi have seet, rimeligviis allerede skeet med Arvebaalken i 1273, og det kunde, efter at først den norske Lov var indført paa Øen, let skee med andre Dele, idet disse kun undergik en Modification, uden at Forandringen i sig selv var iøjnefaldende^[13]. Da Eindride forlod Island, for at reise hjem igjen til Norge, skrev Biskop Arne med vant til Kong Magnus, og overlod det nu ganske til Kongens Bestemmelse, hvorledes det skulde forholdes med Christendomsbaalken^[14]. Altsaa, med andre Ord, denne var nu ganske suspenderet og den ældre endnu gjeldende.

Allerede førend Eindride drog fra Øen, havde Ravn, Thorvard og Sturla indskibet sig for at drage til Norge. Om de havde faaet nogen Kaldelse af Kongen, vides ikke; maaskee havde Eindride efter Biskoppens Raad anmodet dem om at rejse, Ravn for, om Kongen fandt saaledes for godt, at blive udnævnt til Overbefalingsmand, Thorvard for at svare paa de Klager, Biskoppen fremførte mod ham, og Sturla for at møde baade Thorvards og Biskoppens Klager over hans Mangel paa Holdning. De kom dog ikke det Aar længere end til Færøerne, da de lede Skibbrud der og maatte forblive der Vintren over. Vaaren efter kom de til Norge, hvorfra Sturla dog allerede samme Sommer vendte tilbage. De Klager, som baade Biskoppen og Thorvard førte over Sturla, vise at han nu paa sin gamle Alder har været for svag og ængstelig til at kunne bestyre sit vanskelige Embede tilbørligt. Efter sin Hjemkomst synes han ogsaa tildeels at have draget sig ud af de politiske Conflicter, indtil han, i 1283, nedlagde Lagmands-Embedet, og trak sig tilbage til Fagerø i Breidafjorden, hvor han døde Aaret efter, 70 Aar gammel (30te Juli 1284)^[15].

1. Jakobsvaka-Aften (altsaa Dagen før 25de Juli) staar udtrykkeligt i Biskop Arnes Saga Cap. ti, hvor Forhandlingerne og Dommen meddeles in extenso. Naar det tidligere heder, at Stevnedagen til denne Sag var 29de Juni, da er dette ikke saaledes at forstaa, som om Forhandlingerne allerede da begyndte; det var kun den Dag, da alle Parter skulde være tilstede i Bergen; vi have ovenfor seet, at Hyldingen skede 2den Juli, og før den Tid kunne Forhandlingerne ej have begyndt. Den 29de Juni, Petersmessedag, var Gulathingets Aabningsdag; derfor var denne Dag nævnt, thi Kongen skulde, som vi have seet, lade flere vigtige Bestemmelser og rimeligviis den hele Landslov vedtage paa Gulathing.
2. Annalerne, ved 1273.
3. Arne Biskops Saga Cap. 11. Annalerne sige vistnok, at det var Arvebaalken i den Lovbog, Kong Magnus havde sendt til Island, som blev vedtagen, men Magnus kunde jo allerede have sendt en Afskrift af den nye norske Landslov.
4. Arne Biskops Saga Cap. 14. Dette maa have Fortrinnet for nogle mindre gode Codices af Annalerne der henføre den nye Christenrets Antagelse til 1276. De Begivenheder, der i det følgende omtales, vilde, naar Christenrettens Antagelse ikke skede før, ej have kunnet foregaa af Mangel paa Tid.
5. Arne Biskops Saga Cap. 15.
6. Nemlig i Arnes Christenret Cap. 13. I det væsentlige stemmer dette Cap. med det tilsvarende (Cap. 39) i Jons Christenret, der igjen slutter sig til Frostathings-Christenret Cap. II. 32, 33. Disse Madgaver sees heraf at have været en norsk Skik, der nu først blev indført paa Island.
7. Arne Biskops Saga, Cap. 17.
8. Arne Biskops Saga, Cap. 13.
9. Tvende af disse Sager omtales udførligt i Arne Biskops Saga, Cap. 18 og 19. Det er af Interesse at lægge Merke til, hvorledes de nye norske Institutioner her allerede vise sig at være i Virksomhed, siden den norske Lovs Antagelse. I begge Sager handles der om Benegtelseseed efter norsk Skik, med eller uden Medeedsmænd. „Olaf“, heder det, „gik til Eed og svor, men da hans Vidner (det vil her sige Medeedsmænd) skulde sande hans Eed med ham, vilde de ikke til, overvundne af Thorvards Overtalelser eller Trusler“. Der tales nu end videre om en „Dom“, der skulde dømme mellem dem, ganske paa norsk Viis. Ved den anden Sag er der Tale om „Eenseed“, og Biskoppen skriver udtrykkeligt til Thorvard, at Sagen ej er saa stor at flere skulle deeltage i Benegtelsen, med andre Ord at Lyritar- eller „Settar“-Eed ej behøvedes, efter den norske Regel at een skal nægte for en Øre, to for tvende, tre for trende, o. s. v. I den ældre isl. Lovgivning kjendtes ikke disse Slags Eder; der havde man „Kviderne“. Altsaa var norsk Rettergang nu fuldstændigt indført.
10. Arne Biskops Saga Cap. 19. Lagrettesmændene vare vel, som ovenfor antydet, endnu uvante ved sin nye Bestilling, og forknytte. Thorvard har, som man seer, endnu ikke kunnet vænnet sig af med at bruge den gamle Benævnelse „Lovsigemand“.
11. Se ovf. S. 232.
12. Arne Biskops Saga Cap. 22. Presten, en sterk og voldsom Mand, havde været uforskammet mod dem, da de skulde sætte over en Elv paa en Ferje, der tilhørte ham, og som de maaskee havde taget uden at spørge ham ad; han vilde endog kaste de Tasker overbord, hvori de forvarede de kongelige Breve, hvorfor de straffede ham ved at kaste hans Sager i Vandet. Denne Prest, heder det, var en Søn af Gudmund Hjaltessøn, der blev dræbt i Throndhjem fordi han havde saaret Thorberg paa Raudsvold. Denne Thorberg sees af Navnet, saavel som hans Gaards Ravn, at maatte være en Søn af hiin Erlend Thorbergssøn, der var en Brodersøn af Erkebiskop Eystein. Saa længe ejede altsaa Ætten endnu sin gamle Odelsgaard Raasvold eller Raudsvold. Se foregaaende B. Slægttavle 6.
13. Egentlig kunde man vel næsten allerede betragte Arnes Bestræbelser for at faa sin Christendomsbaalk antagen som henhørende til dette Foretagende. Naar der ovenfor tales om at Eindride „handlede om Lov og Ret“, kan det vel vanskeligt forstaaes om andet end slige partielle Vedtagelser af Forandringer i Liighed med hvad der var skeet i Norge.
14. Arne Biskops Saga Cap. 37. Arne sendte ved denne Lejlighed Kongen ogsaa „en frisk Hest, der kom godt tilpas“.
15. Arne Biskops Saga Cap. 20, jvfr. Sturlunga-Saga X. 19. Her siges det, at Sturla lod Lagmands-Embedet fare da Stridighederne begyndte; dette er ikke ganske nøjagtigt, for saa vidt som han virkelig blev i Embedet til 1283, som det nedenfor skal omtales; men man seer dog, at han den hele Tid holdt sig udenfor disse voldsomme Storme.