Det norske Folks Historie/5/60

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 645-663).

Med Sveriges Konge og Jarl fortsatte Kong Magnus den venskabelige Forbindelse, der allerede var stiftet i hans Fader Kong Haakons Tid. Hertil bidrog ogsaa meget det Svogerskab, som var mellem Magnus og Kong Valdemar, og den fælles Interesse, de som gifte med hver sin Datter af Kong Erik Valdemarssøn i Danmark havde af at varetage deres Hustruers Tarv lige over for det danske Kongehuus. Vi have saaledes seet, at der i Aaret 1264 ved norske og svenske Befuldmægtigede paa den ene Side, og danske paa den anden, istandbragtes et saakaldet Opgjør, hvorved det endog paa Skillingen beregnedes, hvad der tilkom enhver af Kong Eriks fire Døtre^[1], uden at det dog lykkedes i det mindste den svenske og norske Dronning at komme i fuldstændig Besiddelse af fine Godser, hvilket igjen senere, som vi ville see, var Hovedaarsag til en langvarig og blodig Krig mellem Norge og Danmark. Det Møde, som Kong Magnus om Sommeren 1265 havde med Byrge Jarl, sandsynligviis i Kongehelle eller Ljodhuus, og hvorom der ovenfor er handlet, var vel for en stor Deel foranstaltet i den Hensigt at raadslaa nærmere om disse Anliggender; man veed for Resten ikke mere derom, end hvad Sturlunga-Saga beretter i Anledning af Sturla Tbordssøns Nærværelse ved Mødet, og den Draapa, han her kvad for Jarlen. Det er imidlertid ogsaa højst sandsynligt, at Kong Magnus allerede ved den Lejlighed bragte et Anliggende paa Bane, der sees at have ligget ham særdeles meget paa Hjertet, nemlig at faa Grændsen mellem Norge og Sverige bestemt. Der havde, saa vidt man kan see, ingen Forhandlinger fundet Sted herom, siden Kong Harald Gilles og Jarlen Karl Sunessøns Dage, da Grændseskjellet mellem Vestergøtland og de tilstødende Dele af Norge var bleven bestemt ved Vidnesprov paa begge Sider^[2]. Nu blev hele den norsk-svenske Grændse lige fra det øverste af Jemteland, ved Lapmarkens Begyndelse, til Gøta-Elven opgaaet og bestemt. Vi have endnu en Afskrift af et i den Anledning forfattet Document, hvoraf man seer, at hver Konge udnævnte sex Mænd til at træde sammen og bestemme Grændsen efter Vidneforklaringer, optagne i de forskjellige Grændsedistricter. Disse tolv Mænd, hvoraf saaledes Grændsecommissionen bestod, vare fra norsk Side Hr. Erling Alfssøn, Erling Lagmand paa Raumarike, Sigurd Pertil, Lagmand i Oslo^[3], en vis Gjardar Bonde, Thorlak paa Riva^[4] og Thore Thinghatt^[5]; fra svensk Side Gøtstaf Peterssøn, Karl Haraldssøn, Brynjulf Bothildessøn, Gunulf Prest paa Ving, Christmad Palnessøn og Nikolas Christinessøn^[6]. Men om disse Mænd selv foranstaltede Vidneforklaringerne optagne, eller, hvad der er det rimeligste, disse allerede vare optagne ved Kongernes Foranstaltning førend Commnissionen udnævntes, eller om endelig denne Commission kun beskikkedes til at bestemme den mest omtvistede Grændse fra Eidskogen af indtil Herjedalen, det erfarer man ikke af Documentet, lige saa lidet som der angives noget Aar, naar Acten forfattedes. Vi erfare kun at de 12 Mænd samledes paa Magnor, paa Eidskogen, og bestemte der Grændsen, under Eeds Tilbud, og med Trusel om Lovens Straf for enhver, der krænkede den.

Documentet indeholder udførligt alle de enkelte Vidneforklaringer, hvorved man nøje lærer Grændsen at kjende for hvert enkelt Grændselandskab. Det bestaar saaledes af forskjellige Afdelinger. Den første Afdeling af Documentet indeholder Vidnesprov for hvert af de ti saakaldte Endemerker mellem Nodinge-Aa-Osen ved Gøta-Elven og Grinnefors paa den nuværende Grændse af Smaalenenes Amt og Akershuus Amt^[7]. Hvert af disse Endemerker indbefatter selv en kort Strækning; de sex første ere besvorne af tretten, det syvende af fem, det aattende af sex, det niende ligesaa af sex, det tiende af fire Personer, af hvilke ingen for Resten er bekjendt af historiske Beretninger eller Diplomer. „Endemerkerne“ selv ere 1) fra Nodinge-Oos til Aur, 2) fra Aur til Røden ved Raudemyr, 3) fra Røden til Stevnelundene midt paa Kyrfjeld, 4) fra Stevnelundene til Kverndølebek, 5) fra Kverndølebek til Fylsbek, 6) fra Fylsbek til Brotebek, 7) fra Brotebek til Sundsbrunn, 8) fra Sundsbrunn til Stavnen ved Store Lee, 9) fra Stavnen forbi Sledakleiv til Runefuren, 10) fra Runefuren over Slodrefors og Hylvekjølen til Grinnefors. Foruden dette mere udførlige Thingsvidne optoges ogsaa en kortere Forklaring om Grændsen fra Nodinge-Aa til Store-Lee, af en vis Peter paa Hjertheim i Elvesyssel. Ved at undersøge Beliggenheden af de anførte Grændsepunkter sees det, at Grændsen, paa ubetydelige Afvigelser nær, var den samme som den nuværende mellem Baahuuslen og Smaalenene paa den ene Side, Vestergotland, Dalsland og en Deel af Vermeland paa den anden.

Efter Thingsvidnet om Grændsen fra Elven til Grinnefors følge umiddelbart to andre, optagne paa Herjedalens saakaldte Althing, der holdtes paa Sveig, i Overvær af Erkebiskop Jon, de oven nævnte Chorsbrødre Sira Sighvat og Erlend, nogle Prester og en Deel andre anseede Mænd, hvoriblandt den blandt Deeltagerne i Orknø-Toget nævnte Paal Sure, og Markus Dylla, Søn af Eindride Skvadra, en Thrønder^[8]. Aabenbart er dette skeet medens Erkebiskoppen visiterede i Herjedalen, men hvad Aar det var, angives ikke, kun synes man at maatte antage, at det var ved Thingtid, om Sommeren, følgelig ikke i noget Aar, hvor man veed, at han om Sommeren var andensteds, f. Ex. i 1269, 1271, 1273; det maa da have været enten i 1270 eller i 1272, thi paa noget Aar senere end 1273 synes man af Grunde, der nedenfor ville vise sig, vanskeligen at kunne gjette. Det første Thingsvidne aflagdes saaledes, at ${\frac {1}{2}}$ Tylft af de ældste Bønder i den øvre Dal, hvis Navne angives, aflagde Eed paa at visse af dem opgivne Grændsepunkter vare rigtige, medens en anden halv Tylft sandede deres Ord, i Overvær af hine Mænd saavel som af alle Bønder fra den nedre Deel af Dalen^[9], der ligeledes erklærede Angivelserne for rigtige, „og at de heller skulde falde, den ene paa den anden, førend de fravege de nu omvidnede Endemerker, som deres Fædre havde angivet og opregnet for dem“. Det bestaar af to Afdelinger, af hvilken den ene begynder ved Straum i Jemteland og angiver mange Merkepunkter langs Jemtelands og Herjedalens egen Grændse mod Helsingeland og Dalarne; denne Grændse er, saa vidt det kan skjønnes, ganske som den nuværende, nemlig over Ravnasil (Ramsele), Ravundafors (Ragunda-Fors) o. s. v. til Throndeklett og Trollegrav; den indlader sig siden endog paa at antyde Grændsen videre, lige indtil Store Lee, med de faa Merkepunkter: Trollegrav, Feimufjeld, Frengsende, Thingvold og Lee, hvoraf det skulde synes som om disse Folk endnu troede at Vermeland, eller den største Deel deraf, hørte til Norge. Det falder af sig selv, at dette Vidnesbyrd blot for deres eget Landskabs Grændse har kunnet være af nogen Vegt. Den anden Afdeling indskrænker sig til at angive Grændsepunkterne mellem Jemteland og Herjedalen paa den ene, og Aangermannland, Helsingeland og Dalarne paa den anden, uden at gaa videre. Dette begynder allerede med „Raudaberg“ i Finmarken (d. e. Lapmarken), og angiver derefter ikke altid de samme Punkter som den foregaaende, men Retningen synes dog ganske at være den samme^[10]. – Om en af de Svergende, og som det synes den ældste og mest anseede af dem, Lodin i Alrarkelda, siges der forøvrigt, at han kunde erindre, at da han første Gang opgik dette Grændseskjel (ventelig kun for Jemtelands og Herjedalens Vedkommende), kunde endnu ikke en eneste Mand i Straum pater noster, hvilket viser, at Christendommen enten maa være kommen meget sildigt til disse afsides Egne, eller ogsaa at Indbyggerne der maa have været meget forsømte. Hvilket af begge Dele der antages, forklares let af den Omstændighed, at Jemteland lige siden Christendommens Indførelse i Biskop Steinfinns Dage^[11] hørte under det langt bortliggende Upsalas Dioces, ikke under Nidaros, hvorfra der havde været saa meget lettere at sende Prester og Lærere. – Det andet Thingsvidne siges at være aflagt af en vis Thord i Trosavik med 12 gamle Mænd, der tillige meddeelte det gamle Sagn om Herjedalens Bebyggelse ved Herjulf Hornbrjot, ja opregnede endog Herjulfs Ættmænd lige til den Tid da Vidnesbyrdet optoges. Det begynder ogsaa fra Jemtelands Sammenstød med „Finmarken“, men nævner som øverste Grændsepunkt her Veimo-Sjø (Vaimo Javre nogle Mile norden for Jadnem-Røset), hvorved Jemterne siges at erholde en Strækning af 19 Raster nord for Straum i hvad man da kaldte Finmarken, nemlig de nuværende svenske Lapmarker, til at veide Dyr og Ikorne; og endelig veed det om det nys angivne Landskjel mellem Jemteland og Helsingeland, at det saaledes havde ligget lige siden Skule Jarl døde, om hvilken Skule Jarl vi allerede tidligere have antydet at han sandsynligviis er Skule, Tostig Jarls Søn, der i sine gamle Dage under Kong Eystein, da Jemteland underkastede sig Norge, har baaret Jarletitel, og haft et Slags Befaling derover, uden at det i de for dette Tidsrum saa ufuldstændige Sagaer er angivet^[12].

Grændsen var saaledes paa det nærmeste undersøgt for hele Strækningen fra Raudaberg eller Vaimo-Sø i Finn- eller Lapmarken, hvor der i den Tid ingen egentlig Grændse gaves, til Herjedalens sydvestligste Punkt, samt fra Grinnefors sydefter lige til Gøta-Elven. Det stod nu kun tilbage at bestemme Grændsen mellem Herjedalen og Grinnefors, hvilket og var saa meget mere nødvendigt, som det erfares at Gøterne, det vil da her sige Vermelændingerne, gjorde Fordring paa Trysil, og Nordmændene derimod paa et Sted eller en Bygd, kaldet Elftrunde. Denne Grændse blev nu bestemt af de 12 Mænd fra begge Riger omtrent saaledes som den nu gaar, kun, som det forstaar sig af sig selv, med den Forskjel, at den lige fra Falu- eller Fulufjeldet øst for Trysil gik mod Øst, til et Sted betegnet ved en Helle, kaldet Brostnarhellen, der endog skulde være oprejst af Einar Thambarskelve, samt derfra til Serna og rimeligviis til Trollegrav og Throndeklett, saaledes at Serna og Idre Sogne indsluttedes og kom paa den norske Side, hvorhos man ogsaa gjensidigt eftergav de nys nævnte Fordringer. Dette skete paa Eidskogen ved Rigsgrændsen, hvor de tolv Mænd, som der siges, bestemte dette under Eeds Tilbud^[13].

Der findes ingen af Kongerne selv udstedt Overeenskomst om denne Grændse; maaskee blev den ikke engang oprettet, formedelst de Uroligheder, der fra Aaret 1274 forstyrrede Kong Valdemars Regjering, og gave saavel ham, som Kong Magnus, andre og mere øjeblikkeligt nødvendige Sager at overveje, end Grændseanliggenderne. Ved en Sammenkomst, som begge Konger havde i Ljodhuus 1268, skal der efter en Beretning, for hvis Paalidelighed der dog ikke kan indestaaes^[14], virkelig være forhandlet mellem dem om Grændsebestemmelsen, men det kan da kun bade været for at aftale hvad Forholdsregler der skulde tages, og ndnævne Grændsecommissionen, siden man seer at Erkebiskop Jon, som da endnu ikke var kommen tilbage fra Rom, var tilstede ved Vidnesbyrdets Optagelse i Herjedalen; thi dette maa følgelig være skeet senere end 1268. Om Høsten 1272 havde Kongerne Magnus og Valdemar aftalt et nyt Møde med hinanden, øster ved Elven. Magnus begav sig virkelig ogsaa derhen til bestemt Tid, lidt for Mariemesse (8de Sept.) og forblev i Kongehelle, ventende paa Valdemar, henimod en 14 Dages Tid, men Valdemar kom ikke, og tilbragte derimod Tiden, heder det, med at fornøje sig, rimeligviis med Jagt, oppe i Sverige, hvorpaa Magnus vendte tilbage til Tunsberg, for at tilbringe Vintren der. Sandsynligviis skulde Grændse-Anliggendet have været videre behandlet paa dette Møde. Men nu fik Valdemar andet at tænke paa. I denne Tid, heder det, begyndte Kong Valdemars Vennesælhed meget at aftage i Sverige, i Sammenligning med hvad den havde været i hans Faders Tid. Byrge Jarl var nemlig død i Aaret 1266, og det er aabenbart at Valdemar manglede Kraft og Indsigt til at raade sig selv. Han havde tre Brødre, Magnus, der havde faaet Hertugstitel, Junker Erik, og Benedict, kaldet Klerk, der havde faaet en gejstlig Opdragelse og ventede at blive Erkebiskop; af disse stod den ærgjerrige Hertug Magnus langt over Valdemar i Klogskab og Dygtighed, og pønsede i Bevidstheden herom sikkert allerede nu raa at støde sin Broder fra Tronen, om han end ikke for det første lod sig merke med andet, end at han fandt sine Forleninger for smaa. Dog holdt han sig endnu for det første tilbage, medens derimod Junker Erik ligefrem ytrede sin Misfornøjelse med at han ej havde faaet saa store Forleninger som han ansaa lig tjent med eller berettiget til; han kaldte sig derfor i sin Harme selv „Erik Allsenkte“ (aldeles intet)^[15], opholdt sig endog en Stund ved det danske Hof maaskee lige siden Faderens Død, og kom først tilbage mod Slutningen af 1272. Medlemmerne af Folkunge-Ætten, Kongens Slægtninger, blandede sig ligeledes, som det settes, i Tvisten. Deres Hoved synes paa denne Tid at have været Hr. Jon Philipssøn af Rumby, en Søn af Philip Laurentssøn, og derved beslægtet saavel med det norske Kongehuus, som paa mødrene Side med den mægtige Æsbern-Snare-Ætt i Danmark. Jon Philipssøn maa paa en eller anden Maade have gjort sig mistænkt af Valdemar, eller fornærmet ham, thi der berettes, at han lod ham fængsle engang medens han var i Kirke, og holde i Forvaring. Maaskee har han staaet i nærmere Forbindelse med Junker Erik, hvilken Kong Valdemar havde sterkt mistænkt for oprørske Planer, og derfor nu holdt under et Slags Opsigt. En anden fornem svensk Herre, Bo Galen, var ogsaa faldt i Unaade hos Valdemar og erklæret fredløs, saa at han maatte flygte til Norge, hvor Kong Magnus tillod ham at opholde sig ved Hoffet; han har formodentlig ogsaa været indviklet med i Junker Eriks og Jon Philipssøns virkelige eller foregivne Stemplinger. Alt dette maa have vakt saa megen Misnøie og Uro, at Kong Valdemar fandt det raadeligst at roe til sin Svogers, den redelige og almeenagtede Kong Magnus’s Bistand og han lod ham derfor om Vintren ved et til Tunsberg afsendt Bud indstændigt bede om at skjenke ham en Sammenkomst, hvor som helst Magnus maatte bestemme det, for at handle om disse ubehagelige Sager, og bringe en Megling til Veje. Magnus svarede at han gjerne skulde møde ham, men at han ej vilde rejse længer end til Sarpsborg, hvor han til Midfaste-Tid^[16] (19de Marts) skulde begive sig hen, og hvor den svenske Konge da kunde finde ham. Hertil var Valdemar nu strax villig. Til den bestemte Tid begav Magnus sig afsted, ledsaget, blandt andre, af Biskop Arne i Skaalholt, der, som det allerede ovenfor er nævnt, havde tilbragt Vintren hos ham i Tunsberg. Da Kongen var kommen over paa den anden Side af Fjorden, til Varna, kom ganske uventet Junker Erik Byrgessøn ham i Møde. Han skulde have været i Følge med sin Broder Kong Valdemar paa Rejsen, men en Dag, medens denne stod paa, bad han om Tilladelse til at ride lidt ud for sin Fornøjelse, og da dette var blevet ham tilstaaet, reed han, saa hurtigt han kunde, blot ledsaget af nogle faa Svende, lige til Norge, hvor han saaledes traf Kong Magnus førend denne endnu var kommen til Borg^[17]. Hans Hensigt var, som man seer, endnu ikke fiendtlig mod Broderen; han vilde kun stemme Magnus gunstigt for sig og sit Parti ved den forestaaende Megling. Han fulgte nu selv med Magnus, der tog venligt imod ham, til Borg. Siden kom Kong Valdemar; Kong Magnus sendte Biskop Arne hen for at møde ham et Stykke paa Vejen, og modtog ham ved Ankomsten til Borg med de største Hædersbeviisninger og et herligt Gjestebud. Det lykkedes, fortælles der, Kong Magnus baade at forlige begge Brødrene, Kong Valdemar og Junker Erik, og at faa Jon Philipssøn tagen til Naade, samt Bo Galens Fredløshed ophævet. Valdemar, Erik og Jon Philipssøn skulde mødes i Skara, hvor 12 Mænd skulde besverge Forliget i Paahør af Befuldmægtigede fra Kong Magnus, der i hans Navn skulde erklære hvor vidt Ederne vare betryggende. Alle Forhandlinger i Borg gik, siges der, med største Blidhed fra Haanden mellem Kongerne, og der blev ogsaa talt om mange andre vigtige Anliggender, til hvilte sandsynligviis Grændse-Opgjøret hørte, skjønt det er højst uvist, om det kom til nogen Afgjørelse^[18]. Ved Afskeden gav Kongen sin Svoger, den svenske Konge, herlige Gaver, og lod en af sine Stallarer, Olaf af Stein, tilligemed andre gode Mænd paa sine Vegne følge med til Skara for at høre de nys omhandlede Eder. Disse, siges der, bleve dog ikke saaledes aflagte, at de, der skulde høre dem, fandt dem betryggende, hvorpaa der paa ny opstod Uenighed mellem de svenske Fyrstesønner. Desværre ere Kilderne her saa mangelagtige, at vi ikke nøje kjende Sammenhængen med alt dette. Saavidt man kan skjønne, maa der især have været et meget fiendtligt Forhold mellem Hertug Magnus og Dronning Sophia, der formodentlig havde gjennemskuet hans listige Planer; hun kaldte ham spotviis „Katlabotaren“ (Kjedelflikkeren) formedelst hans mørke, tateragtige Udseende^[19], og han gav hende igjen Skyld for, at Kongen, som han sagde, ikke gav ham saa store Forleninger, som der tilkom ham. Hidtil havde han, som det synes, skudt sin yngre Broder Erik foran sig, og ladet ham handle, medens han selv holdt sig i Baggrunden; men nu traadte han ogsaa selv frem, og ved Midsommerstid 1274 var Uenigheden i aabenbar Lue^[20]. Man gjorde dog endnu et Forsøg paa at bilægge Feiden i Mindelighed paa et Høvdingemøde, hvor Kongen og hans Brødre selv vare tilstede, og hvor i Særdeleshed den yngste, Benedict, søgte at stille til Rette og megle Fred, idet han renoncerede paa nogen som helst Deel af Riget, haabende, som han sagde, „at Kirken nok orkede at føde ham“; men forgjeves; Hertug Magnus undsagde formeligt sin Broder, og ilede, ledsaget af Junker Erik, til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Kong Erik Christopherssøn, der i det hele taget synes ikke at have været synderlig venskabeligt stemt mod de tvende Konger, der vare gifte med hans Farbroders, Kong Eriks, Døtre, og saaledes havde erhvervet Fordringer paa Jordegods i Landet. Han havde vel, medens han endnu laa i Strid med de holstenske Grever om Værgemaalet for den nys afdøde sønderjydske Hertug Erik Abelssøns Søn, Valdemar, og efter at disse om Høsten 1272 havde gjort et ødelæggende Indfald i Sønderjylland, sendt Gesandter til Kong Magnus i Norge, og søgt hans Venskab, med de bedste Forsikringer om sin Oprigtighed, hvorpaa ogsaa Kong Magnus ved et eget Gesandtskab fra Norge havde givet nok saa venligt Svar; men siden havde Kong Erik faaet Overhaand over Holstenerne^[21], og fra dette Øjeblik af synes han ikke længer at have anseet det fornødent at holde gode Miner med de øvrige Konger i Norden; vi ville nedenfor see, hvorledes han efter nogle Aars Forløb var i aabenbar Krig med Kong Magnus om Dronning Ingeborgs Arvegods; og med den svenske Hertug, saavel som hans Broder, sluttede han endog et Forbund mod Kong Valdemar, hvorved han forbandt sig til at understøtte dem med 100 fuldt udrustede Ryttere og en Deel Fodfolk, imod at de betalte ham 6000 Mk. Sølv^[22]. Denne Hær, der befaledes af Jakob, Søn af Grev Nicolaus i Halland, og Marsken Stig Anderssøn, synes at være blevne førte til Sverige af Junker Erik om Sommeren 1273, medens Hertug Magnus allerede før var vendt tilbage til Sverige, og nu sluttede sig til Hæren. Kong Valdemar samlede paa sin Side en Hær, men stillede sig ikke engang selv i Spidsen for den; saaledes er det intet Under, at den blev aldeles slagen, ved Hova paa Tiveden (4de Juli 1275), saa at Kong Valdemar i Hast maatte flygte til Norge med sin treaarige Søn, Junker Erik. Kong Magnus var da, som vi vide, i Bergen, men Valdemar tog sin Tilflugt til hans Statholder eller Sysselmand i Sarpsborg, Hr. Erik Alfssøn, der ogsaa synes at have taget vel imod ham, og beholdt hans lille Søn hos sig, for at han kunde være i Sikkerhed, medens Valdemar selv atter vovede sig ind over Grændsen^[23]. Det varede ikke længe, førend han her en Aften blev overrumplet og fangen af Hertug Magnus’s Mænd, som denne havde udsendt for at lede efter ham. Hans Hustru, Dronning Sophia, synes allerede umiddelbart efter Slaget at være falden i Hertugens Hænder. Valdemar blev bragt til Hertugen, som bebrejdede ham hans tidligere Ferd, og skød fornemmelig Skylden paa Dronningen, men lovede dog at behandle ham saa naadigt, som han kunde forlange. Der blev holdt et Møde etsteds i Vestergøtland, sandsynligviis i Ljodhuus, hvor Valdemar maatte afstaa Regjeringen og hele Svealand med Finland og Østergøtland til sine Brødre, medens Valdemar maatte nøje sig med Smaaland og Vestergøtland, Vermeland og Dalsland^[24]. Magnus antog nu Kongetitel, og udnævnte derimod sin Broder Erik til Hertug; der var saaledes nu tvende Konger samtidigt i Sverige^[25]. Valdemar fandt sig imidlertid ikke længe i dette tvungne Forlig, og da nu Hertug Erik døde^[26], og hans Broder Magnus selv kom i et spendt Forhold til den danske Konge angaaende Udbetalingen af de belovede Penge, hvorfra han vilde unddrage sig^[27] (sandsynligviis netop for Eriks Part), besluttede Valdemar at vove et Forsøg paa at faa sit Kongedømme tilbage ved sin Svoger Kong Magnus’s Hjelp, og begav sig tilligemed Dronning Sophia fra Ljodhuus, hvor de hidtil havde opholdt sig^[28], til Kongehelle, hvor de for Sikkerheds Skyld tog deres Ophold i Borgen paa Ragnhildarholmen. Befalingsmanden paa denne maa vel have haft Myndighed til at modtage dem; det er endog ikke usandsynligt, at Kong Magnus allerede havde givet ham Befaling dertil, for saa vidt et saadant Tilfælde som dette skulde indtræde. Det tør ogsaa være muligt, at Kong Valdemar enten med Rette eller Urette har troet at hans personlige Sikkerhed truedes, saa længe han var paa svensk Grund, eller at han i det mindste har foregivet noget saadant, siden han, som det lader, saaledes over Hals og Hoved flygtede til Norge. Han selv blev imidlertid ikke længe paa Ragnhildarholm, men begav sig lige til Bergen, hvor hans Svoger, Kong Magnus, tilbragte Vintren, for at anmode ham om hans Bistand^[29]. Denne tilsagde Kong Magnus ham, ej alene, som det synes, for Svogerskabets Skyld, men ogsaa fordi han i højeste Maade misbilligede Hertug Magnus’s Ferd. Han gjorde store Udrustninger, og lod, som der udtrykkeligt siges, for første Gang efter sin Tronbestigelse udskrive en virkelig Ledingshær og Flaade, for med den om Sommeren at drage til Rigsgrændsen ved Elven. Det var dog ikke hans Hensigt, strax at paaføre Hertug Magnus Krig, men kun at forsøge en Mægling i al Mindelighed, hvorved han da, med en sterk Flaade i Baghaanden, kunde optræde med saa meget større Vegt; han ansaa det desuden nødvendigt at have en slagferdig Hær ved Grændsen, „for at ingen Ufredsgnister skulde sprede sig til Norge fra den Fejde, de svenske Fyrster havde med hinanden“^[30]. Da Kong Valdemar havde faaet hans Tilsagn, begav han sig til Kongehelle, oppebiende hans Komme. Imidlertid havde Hertug Magnus formeligt ladet sig tage til Konge paa Morasteen ved Upsala, og ladet sig krone af Erkebiskop Folke (Pintsedag 24 Mai 1276)^[31].

Da Sommeren kom, drog Kong Magnus fra Bergen med en betydelig Flaade og mange fornemme Mænd, blandt hvilke nævnes Biskop Askatin i Bergen, Thore Kantsler, Stallarerne Olaf af Stein, Vigleik Audunssøn og Audun Hugleikssøn (hvis denne sidste ikke allerede var paa Østlandet), Orm Merkesmand, Lendermændene Eiliv af Naustdal, Andres Plytt, Bjarne i Giske og Gaute i Tolga, og Dominicanernes Provincialprior Broder Aake. Denne sidste, sandsynligviis en dansk Mand, eller i det mindste bosat i Danmark^[32], synes at være afsendt fra den danske Konge for at anmode Kong Magnus om ogsaa at overtage Mæglingen mellem ham og Hertugen, eller i det mindste for at bebude at Kong Erik i dette Øjemed agtede at sende Gesandter og Befuldmægtigede til Kongehelle, for at deeltage i de Forhandlinger, der antoges at ville finde Sted mellem de norske og de svenske Herrer. Kong Magnus styrede selv den store „Christsuden“, som hans Fader i sin Tid havde haft paa Skotlandstoget. Han anløb først Tunsberg, hvor han lod Dronning Ingeborg og sine Sønner blive tilbage; derpaa sejlede han over Folden, og ankom til Kongehelle den 22de Juni. Her forefandt han Kong Valdemars Dronning, Sophia, med deres Søn, Erik og deres Datter Ingeborg, der nys havde haft Bryllup med Gerhard, en Søn af Grev Johan af Holsteen, og de danske Gesandter, Biskop Johannes af Børglum, Biskop Tuke af Aarhuus, Henrik, Prior i Andvorskov Kloster, Uffe Drotsete og Jon Litle, Befalingsmand i Lund^[33]. Ligeledes indfandt sig Grev Johan af Ravensburg og Junker Jakob af Halland. Det var aftalt, at Mødet mellem Kong Magnus og begge de svenske Konger skulde finde Sted ved Horsaberg, et Sted, der synes at have ligget i Nærheden af Ljodhuus eller Thorskebakke^[34]. Den 25de Juni sejlede Kong Magnus op fra Kongehelle til Horsaberg i Følge med alle de her nævnte Herrer, saavel som Erkebiskop Jon og Biskop Andres af Oslo, af hvilke den første rimeligvis havde begivet sig landvejs til Oslo, for derfra, tilligemed Biskop Andres, at opsøge Kongen. Det samlede Antal Skibe, som Kongen førte med sig op ad Elven, var henved 260, men det største, Christsuden, kunde man dog ikke faa med; det var nemlig for stort til at kunne bringes igjennem den stride Strøm ved Baagaholmen eller Elvebakken, kaldet Baagastrømmen, og det maatte derfor ligge ved Ragnhildarholmen. Den følgende Dag ankom Hertug, eller som han nu af sine egne Tilhængere kaldtes, Kong Magnus Byrgessøn, til Horsaberg, ledsaget af flere gejstlige og verdslige Herrer, blandt dem Erkebiskop Folke i Upsala, og de tre Biskopper, Henrik af Linkøping, Erik af Skara og Anund af Strengenes. Der var paa Horsaberg opslaaet Telte, hvor begge Navnerne nu kom sammen, for, som det synes, at treffe foreløbig Aftale om de Underhandlinger, som nu skulde finde Sted. Hertug Magnus vilde ikke indlade sig paa nogen saadan, uden at ogsaa Kong Valdemars unge Søn Erik var med. Den følgende Mandag, Petersmessedag (29de Juni), fortælles der, begav derfor Kong Magnus sig med den unge Kongesøn over Elven til Nidingeberg^[35], hvor der nu blev sat „Parlement“, og hvor ogsaa Kong Valdemar indfandt sig. Ved Kong Magnus’s Mægling kom det nu saa vidt, at begge de usamdrægtige Brødre erklærede sig villige til at indgaa Forlig, saaledes at Kong Magnus tilligemed 16 Voldgiftsmænd, af hvilke enhver af Parterne opnævnte Halvdelen, skulde ransage og prøve deres Mellemværende paa det omhyggeligste, og derefter fælde Dom imellem dem, hvilken Dom de da uvægerligen skulde underkaste sig. Kong Valdemar nævnte nu Erkebiskop Jon, Biskop Askatin, Biskop Johannes af Børglum, Prioren Henrik, Hr. Jon Litle, Erling Alfssøn, Alf Erlingssøn, og Stallaren Olaf af Stein: altsaa lutter norske og danske Herrer, fire gejstlige og fire verdslige. Hertug Magnus nævnte Erkebiskop Folke, Biskop Henrik af Linkøping, Biskop Erik af Skara, Biskop Anund af Strengenes, samt de verdslige Herrer Jon Philipssøn, Æsgøt Lagmand, Ulf Karlssøn og Karl Marskalk^[36]. Disse sexten Herrer traadte nu sammen i Dom under Kong Magnus’s Forsæde. Kong Valdemar forlangte at faa sit Rige og modtages med den ham tilkommende Ære, som den, der uretferdigt var stødt fra Thronen, uden at de mod ham fremsatte Beskyldninger tilbørligt vare ransagede: naar han havde faaet sit Rige tilbage, var han beredt at tilsvare hvad der kunde overbevises ham, og yde Enhver sin Ret. Herpaa vilde imidlertid de af hans Broder opnævnte Mænd ikke gaa ind, og meente at han kunde nøje sig med Helsingeland, Vermeland med Dalsland, Borgen Stikleborg og en aarlig Indtægt af 360 Mark Sølv. Kong Magnus derimod stod ivrigt paa sin Svogers Bedste og meente, at han aldeles ikke kunde indlade sig paa noget andet Forslag, end at det hele Rige med alle dets Indtægter blev ham tilbagegivet, saa utilbørligt som man tidligere med Vaabenmagt og Manddrab havde forjaget ham, uden engang at bevise de Beskyldninger, man lagde ham til Last, „især da det ej engang tilkom dem, der nu understøttede Magnus, at dømme Kong Valdemar eller overhoved have noget at sige over ham, da han var deres Herre og Høvding“. En saadan Opfatning af Sagen var ganske, hvad man kunde vente sig af Kong Magnus’s Retferdighedsfølelse og strenge Begreber om Kongemagtens Hellighed, endskjønt han egentlig handlede inconseqvent ved at ytre sig saaledes, efter selv at være traadt i Dom mellem de stridende Brødre. Saavel han selv, som alle de øvrige Mænd, hvilke Valdemar havde opnævnt i Dom, erklærede at det Tilbud, der nys var gjort ham, saa langt fra at være nogen passende Erstatning, tvertimod var at ansee som frek Spot og mageløs Uretferdighed. Men de svenske Herrer holdt haardnakket paa deres Mening, og da ingen af de tvende Partier vilde give efter, kunde man ej enes om nogen Dom, og Kong Magnus’s saavel som de øvrige Fredsvenners velmeente Bestræbelser bleve saaledes forgjeves. Forhandlingerne afbrødes ganske, og Thorsdagen den 2den Juli vendte Kongerne Valdemar og Magnus med deres Følge tilbage til Ragnhildarholmen. Søndagen efter holdt Kong Magnus Thing i Kongehelle, og reiste om Tirsdagen med Kong Valdemar til Ekerøerne, hvorfra han nogle Dage senere med hele sin Flaade sejlede nord til Tunsberg. Det slaar ikke Fejl, at Kong Valdemar nu har anmodet Kong Magnus om at staa ham bi med væbnet Haand, og hjelpe ham til paa denne Maade at faa sit Rige tilbage, siden mindelige Underhandlinger ej formaaede saa meget. Men længere end til disse gik ikke Magnus’s Sind, skjønt han havde gjort saa store Udrustninger, og havde en saa vældig Flaade samlet. For Magnus’s fredelige og udelukkende paa Rigets Vel betænkte Sind maa det for det første have syntes uforsvarligt, at indvikle Folkene i en dem ganske uvedkommende Krig; for det andet var det vel neppe engang passende, om han, efterat have optraadt som Voldgiftsmand mellem de stridende Brødre, havde ved Vaabenmagt villet sætte den Sag igjennem, som han ad fredelig Vej ikke kunde skaffe Indgang. Saaledes var yderligere Hjelp hos ham ej for Kong Valdemar at vente, og denne drog strax ned til Danmark, for at prøve sin Lykke hos Kong Erik, medens Kong Magnus vendte tilbage til Tunsberg med sin Flaade, og her, som man maa antage, afskedigede den. I Følge med ham var da ogsaa Kong Valdemars Dronning Sophia, og deres Børn, nemlig Junker Erik, Ingeborg, der nys var bleven gift med Gerhard af Holsten, og Katharina. Dronning Sophia begav sig først nogle Uger senere til Danmark med Junker Erik, ledsaget af Kong Magnus’s Sendebud, Stallaren Audun Hugleikssøn og Guthorm Gydassøn; Døtrene Ingeborg og Katharina bleve derimod tilbage i Tunsberg hos Modersysteren Dronning Ingeborg. Kong Magnus tilbragte nemlig, efterat have gjort den tidligere omtalte Reise til Oplandene og Borgesyssel, hvorved den nye Lovbog blev vedtagen^[37], Høsten og Vintren i Tunsberg, for at kunne bolde nærmere Øje med de Fiendtligheder, som nu udbrød mellem Sverige og Danmark. Thi det lykkedes virkelig Kong Valdemar at erholde Hjelp hos Kong Erik, der endog selv greb til Vaaben for hans Skyld. Fiendtlighederne toge allerede sin Begyndelse om Høsten, og fortsattes i Vintrens Løb. Det var under den Forbitrelse, som nu herskede mellem Hertug Magnus og Kong Erik i Danmark, en let Sag for Kong Valdemar at erholde dennes Tilsagn om Understøttelse, saa meget mere som det lader til, at Magnus ikke engang oppebiede, at Kong Erik bekrigede ham, men endnu samme Høst, efter at have egtet den holsteenske Grev Gerhards Datter Helvig (11te Novbr.), selv herjede de nærmeste Grændse-Egne af Skaane og Halland^[38]. Det følgende Aar (1277) gjorde Kongerne Erik og Valdemar selv et Tog ind i Sverige og herjede i Smaaland og Vestergøtland, ved hvilken Lejlighed Staden Vegsjø tilligemed Domkirken blev afbrændt^[39]. Men medens Kong Erik belejrede Axevalla Slot, blev en dansk Hær, som var kommen ham til Undsætning, overrumplet og slagen af den for nævnte Ulf Karlssøn, tilligemed to danske landflygtige Herrer, Peder Pors af Halland og Uffe Dyre^[40], og da nu fredelskende Mænd paa begge Sider lagde sig imellem, kom der et Forlig i Stand, hvorved Kong Erik lovede at afholde sig fra videre Fiendtligheder og drage hjem, imod at Hertug Magnus udbetalte de Penge, han skyldte ham. Erik vendte ogsaa virkelig tilbage til Danmark, og Valdemars Sag var saaledes fra hans Side opgiven. Kong Valdemar opgav alligevel ikke Haabet om at faa sit Rige tilbage og henvendte sig atter til Kong Magnus i Norge, uden dog, som det synes, personligt at begive sig til ham. Hans Henvendelse var heller ikke denne Gang forgjeves, thi Kong Magnus gjorde virkelig om Vaaren 1278 et nyt Tog til Gøta-Elven. Men desværre kjende vi ikke til de nærmere Omstændigheder herved, da det meste af Kong Magnus’s Saga er tabt^[41]. Uagtet dette Tog maaskee snarest havde til Hensigt at understøtte Magnus’s Fordringer i Danmark, (hvorom mere nedenfor), er det dog ikke usandsynligt, at det tillige har bestemt Hertug Magnus til at byde Kong Valdemar taaleligere Vilkaar, siden vi erfare, at der strax efter kom til et Forlig mellem Brødrene, hvorved Valdemar erkjendte Magnus som Konge, forbeholdende sig Vestergøtland og Østergøtland^[42]. Dette Forlig sluttedes dog ikke under den norske, men under den danske Konges Megling, paa et Mode, der holdtes i Laholm, og hvor tillige begge Konger, Magnus og Erik, indgik nærmere Forbund med hinanden. Det aftaltes, at Kong Eriks ældste Datter skulde egte Kong Magnus’s Søn og Thronfølger, naar de begge bleve voxne, ligesom ogsaa begge Konger indbyrdes skulde staa hinanden bi mod hvilken som helst Fiende^[43]. Valdemar vendte nu tilbage til Sverige. Men ikke længe efter udbrød en farlig Opstand, idet flere af Folkungerne, nemlig den før omtalte Jon Philipssøn, Jon Karlssøn, Anund Tuvessøn og Philip af Rumby, grebe til Vaaben, af Misfornøjelse, som det heed, over den Yndest, Kong Magnus viiste Fremmede, især den før omtalte Peder Pors og en anden dansk Herre, ved Navn Ingemar Skjelg. De overrumplede i Skara Dronning Helvig tilligemed hendes Fader Grev Gerhard, og Ingemar, som just opholdt sig der, tog Gerhard fangen, dræbte Ingemar, og belejrede derpaa Jønkøping Slot. Kong Magnus, der ej følte sig sterk nok til at dæmpe Oprøret ved Vaabenmagt, maatte skjule sin Harme og give Oprørerne gode Ord^[44]. Imidlertid svor han dem dog i sit Hjerte Hevn, og det er derhos højst sandsynligt, at dette Oprør tillige har bragt Kong Valdemar i en ubehagelig Stilling, og nødet ham til, hvad vi i de svenske Annaler finde omtalt, at afstaa til Kong Magnus de Landskaber, der ved det nys indgaaede Forlig i Laholm vare ham forbeholdte, samt at forlade Sverige, og tage sit blivende Ophold i Danmark^[45]. Fra denne Tid af spillede Valdemar ingen politisk Rolle, men henlevede mange Aar ubemerket i Danmark, hvor han ikke døde førend i Aaret 1302^[46]. Kong Magnus tog allerede i 1280 en blodig Hevn over Folkungerne, idet han under Venskabs Maske indbød dem til sig paa Gaarden Gælakvist, ved Skara, og lod dem der gribe og føre fangen til Stockholm, hvor flere af dem, navnlig Jon Philipssøn, Jon Karlssøn, bleve henrettede, medens de øvriges Gods blev inddraget under ronen (20de August 1280)^[47]. Saaledes endtes for det første de langvarige indre Stridigheder i Sverige, uden at Norge denne Gang videre indvikledes deri.

1. Se ovf. S. 480, 481.
2. S. o. II. S. 762.
3. At Sigurd Bertil var Lagmand i Oslo 1266, ligesom Erling Lagmand paa Raumarike, sees af et Diplom for dette Aar aftrykt i Annaler for Nord. Oldk. og Hist. 1846, S. 162. En Sigurd Fertil, neppe den samme, nævnes i Haakon Haakonssøns Saga, allerede ved 1239, se ovf. III. S. 938.
4. Riva er Gaarden Rive i Aremark.
5. En Thore Thinghatt nævnes som Søn af Hr. Jon Raud Ivarssøn i Annalerne ved 1310; da han faldt i en Trefning mod Hertug Erik. Men det kan vel ikke være den samme.
6. Karl Haraldssøn og Brynjulf Bothildessøn nævnes i Dipl. af 1285 som den svenske Kong Magnus’s Mænd.
7. Grinnefors er ogsaa nu Grændsepunkt (Røset Ro. 38) lidt søndenfor Rømskogen. Jevnf. ellers Lignell i Ann. for Nord. Oldk. og Hist. 1849 S. 146–150.
8. Markus Dylla omtales i et Par Breve. (Dipl. Norv. II. No. 40, 41, 640.) som Broder til en vis Eilif Skvadra eller Eilif paa Skvadra; det er derfor saa godt som vist, at Markus og Eilif man have været Eindrides Sønner. Marius sees af det førstnævnte Diplom at have været død allerede en god Stund før 1297, lige
9. Her har aabenbart Afskriveren læst Originalens nedra dalenom som uedra d. og skrevet Vedra dalenom.
10. De vigtigste af de Grændsepunkter, som i begge Angivelser antydes, er for den første Raudaberg i „Finmarken“, langs Kjølen mellem Ravunda og Angermannland, over Murubek eller Morbek, Mykleholmen i Havre-Søen, Fjeldseidet paa Hoe (Hodalen eller Hogdalen), Maure-Oos to Raster vestenfor Elveroos, Maloug, Siksoos, Amsafreng, Riisberg, Throndeklett, og Trollegrav; – for den som man erfarer, at han da havde Herretitel, altsaa i det mindste var Ridder; han kan derfor ved sin Død, der maaskee er indtruffen ved 1290, ikke have været ung: var han altsaa fød omkring 1240, da passer det godt med Tidsregningen, at han i en Alder af omkring 30 Aar, førend han endnu var bleven Ridder, var tilstede ved dette Vidnesbyrd. anden fra Beimosjø, (Baimo Javre ved Røset No. 207) Hulsjø, Kjedsje, Randesjø, Høttingssjø, Hillesjø, Negasjø, Kjærsjø eller Kjølsjø, Thelle-Aasen, Bilartjern og Blaafinnstjern (om hvilke et gammelt Sagn meddeles), Tunderaasen ved Fors, Thelle-Aasen (Talleraasen), o. s. v.: de her sidst angivne Grændsepunkter antyde Grændsen paa hiin „Kjøl“, nemlig mellem Jemteland og Aangermannland, som i den forud udgaaende Angivelse kun omtales under eet.
11. Se ovenfor II. S. 603, 604.
12. Se ovenfor II. S. 603.
13. Documentet er aftrykt i N. gl. Love II. og med Anm. i Annaler for Nord. Oldk. og Historie, 1845–1846, S. 100 fgg. Originalen til disse Aftryk fandtes i en norsk Lovcodex, der i fin Tid havde tilhørt Stegens Lagstol, og i hvilket ogsaa K. Sverres Stridsskrift mod Gejstligheden var indseet: Stridsskriftet og Grændsedocumentet ere senere af Arne Magnussøn blevne skilte fra Hovedcodex, og indbundne for sig selv. Se ere skrevne med samme Haand, fra c. 1320. Uagtet Haanden er god, og Afskriften i det hele taget upaaklagelig, sees dog flere Fejl at vare begaaede, aabenbart ved Fejllæsning af Bogstaver i den oprindelige Original, f. Ex. naar der staar „Vedradalenom“ i Stedet for „Nedradalenum“, som ovenfor anmerket.
14. I Worms Tillæg til Peder Claussøns Overs. af Kongesagaerne staar der, uden at der sees, eller nu vides, hvor han har det fra: „Kong Magnus havde ofte handlet med Kong Valdemar af Sverige om Grændseskjellet mellem Rigerne, i Besynderlighed 1268 og 1273, og endskjønt de paa en fredelig Maade havde handlet derom med hverandre, saa finder man dog ikke, hvorledes de derom ere blevne forligt“. Sammenkomsten i Ljodhuus omtales i Annalerne.
15. Efter Rimkrøniken skulde Dronning Sophia have givet ham dette Øgenavn.
16. At Mødet holdtes ved Midfaste, siges baade i Annalerne og i Biskop Arnes Saga Cap. 10.
17. Erik sees den 5te Februar 1273, altsaa faa Dage før sin Flugt, at have udstedt fra Bjelbo, Ættens Hovedgaard, et Gavebrev til sin Stifter Christina, se Dipl. Sv. I. No. 566.
18. Se ovenfor S. 650, Note 2.
19. Man skulde heraf næsten slutte at et Slags omløbende Tatere eller Kjedelflikkere allerede da, førend de egentlige Zigeuneres Ankomst, fandtes i Norden.
20. Man vil her vistnok savne Hentydning til hvorledes Kongen skal have forført sin Svigerinde Jutha 1273, og om hans i den Anledning foretagne Romerrejse, for at erholde Pavens Absolution 1274, samt hvorledes Hertug Magnus under hans Fraværelse skulde have tilrevet sig Tronen. Men jeg har udeladt alt dette med velberaad Hu, da baade Chronologien og andre Omstændigheder synes at stille sig ganske imod en saadan Combination. Det er af ældre Kilder alene Rimkrøniken og det i Scr. r. Sv. I. S. 50 fgg. aftrykte Chronicon, der omtaler Valdemars og Juthas Fejltrin, men naar man læser Rimkrønikens Ord i Sammenhæng med det efterfølgende, seer man strax, at der her ikke er lagt an paa nogen nøjagtig Tidsangivelse, og for saa vidt en saadan skulde være tilsigtet, faar man snarest Indtrykket af at Juthas Besøg hos Dronning Sophia og paafølgende Uheld skede kort efter Sophias Bryllup, da Jutha endnu ikke var bleven Nonne, men kun, som Rimkrøniken siger, havde sagt, „at hun vilde blive Jomfru“, da man vilde bortgifte hende. Hendes højtidelige Indklædning sandt Sted 1266. (Suhm X. 577). Da var hun omtrentlig 20 Aar gammel. Aaret forud (Suhm X. 543) havde hun anlagt Klosterdragten: nu er det dog for det første rimeligere, at hendes Fejltrin skede tidligere, i hendes yngre, mere uerfarne Dage, end i 1273, da hun i det mindste maa have været 27 Aar gammel; for det andet bliver det aller sandsynligst, at hun gik i Kloster for at skjule fin Skam og afbøde sin Synd. Rimkrønikens Beskrivelse af hendes „englelige“ Skjønhed ved hendes Besøg i Sverige passer ogsaa bedst paa en meget ung Pige. Derhos vilde det dog være besynderligt, om ikke Rimkrøniken ved at omtale hendes Fald, ej skulde have udhævet, at hun var Nonne, hvis dette virkelig var Tilfældet: ligeledes vilde det være utænkeligt, at Pave Nicolaus III., da han i Aaret 1279 klagede over at Jutha havde forladt Klostret uden Tilladelse, og taget hendes Ejendomme i Besiddelse, ikke ogsaa skulde have omtalt hendes Fejltrin, hvis dette var begaaet efter hendes Indtrædelse i Klostret. Det oven nævnte Chronicon siger kun at Valdemar var bleven stødt fra Tronen paa Grund af den Utugt, han havde bedrevet med sin Svigerinde; men derved bestemmes dog ikke Tiden, naar dette skede. – Hvad nu Romerrejsen angaar, da er det dog en højst merkelig Omstændighed, at hverken Rimkrøniken eller de isl. Annaler omtale den. At den fandt Sted, er vist nok, thi Detmar omtaler den i sine Annaler (Grautoffs Udg. S. 151), tilføjende at Valdemar paa Tilbagerejsen opholdt sig ganske kort Tid i Lübeck; han omtaler den endog under 1274; men netop den Maade, hvorpaa han omtaler den, gjør at man vanskeligt kan henføre den til dette Aar. Thi efter at have talt om Conciliet i Lyon, siger han at „til samme Tid satte de Svenske sig op mod Kong Valdemar og toge Magnus til Konge; Kongen drog da til Rom for at afbøde sin Synd, og Paven afløste ham – – da han kom tilbage, fik han Modstand af Magnus – –, i 1275 begav han sig til Danmark“. Nu er det vist, at Magnus ej antog Kongenavn førend i 1275, og at Valdemar ej drog til Danmark førend i 1276. Altsaa synes Romerrejsen at maatte henføres til 1275 eller 1276. Desuden see vi af Dipl. Svec. I. No. 573, at Valdemar ikke havde forladt Sverige 6te Marts 1274, samt af Rimkrøniken, at han om Sommeren var ved Høvdingemødet paa Tranøjanes; men nu var Pave Gregorius lige fra November 1273 til Mai 1275 i Lyon, saa at der altsaa ingen Pave var i Rom, til hvem Valdemar kunde rejse for at faa Afløsning. At han kun rejste til Lyon, siges ingensteds. Det sandsynligste er nok derfor, at han slet ikke var i Rom 1274, men derimod maaskee rejste did om Høsten 1276, efter at han havde begivet sig til Danmark, hvor man ikke hører til ham førend i 1277. Har nu desuagtet Valdemars og Juthas Fejltrin først fundet Sted efter at hun forlod Klostret, skulde man snarest antage at det skede umiddelbart for Magnus’s Oprør, i 1274 eller 1275. Huitfeld beretter om disse Begivenheder deels efter Rimkrøniken (eller Ericus Olai), deels efter yngre ukritiske Combinationer. Han lader Valdemar gaa lige til Jerusalem.
21. Kong Magnus’s Saga, Brudst. Cap. 5.
22. Liljegren, Dipl. Sv. I. No. 585, efter Ericus Olai.
23. Isl. Annaler ved 1275.
24. Den svenske Rimkrønike.
25. At Magnus allerede nu eller strax efter antog Kongetitel, og udnævnte Erik til Hertug, sees af hans Brev af 11te September 1275, aftrykt i Dipl. Sv. I. No. 599: her kalder han sig selv Konge og Erik Hertug. I et Brev af 22de Juni 1275 (ssteds No. 596) kalder han sig derimod endnu Hertug, og Erik har der ingen Titel. Brevet No. 586, af 1ste Januar 1275, maa derfor enten være forfalsket, eller urigtigt dateret, siden Magnus allerede der kalder sig Konge. (Hvis ellers ikke Aaret er 1276, og regnet fra 25 Marts).
26. De isl. Annaler ved 1275. Erik synes at maatte være død mellem 11te September og 5te October, siden han nævnes i hiint, paa førstnævnte Dag daterede Brev, men derimod ikke i Brevet No. 600, dateret 5te October, lige saa lidet som i No. 606, af 6te October. Rimkrøniken henfører urigtigt Hertug Eriks Død, som det synes, til 1276. I Chron. hos Fant Scr. R. Sv. I. S. 25 omtales Eriks Død baade 1275 og 1276.
27. At der allerede maa have hersket Tvist om disse Anliggender mellem Hertug Magnus og Kong Erik, førend Krigen udbrød mod Høsten 1276, skjønnes deraf, at danske Gesandter vare tilstede ved Forligsmødet om Sommeren, og det, som man tydeligt seer, allerede paa Valdemars Side. Hertug Eriks Død har vel givet Anledning til Tvist om hvorvidt Magnus skulde overtage hans Andeel af Betalingen.
28. Han opholdt sig endnu 12te December i Ljodhuus, siden han da holdt sin Datters Bryllup med Grev Gerhard af Holsten og stadfæstede Hamburgernes Privilegier; se Brev i Dipl. Svec. I. No. 605. Altsaa maa han lidt før Juletider være flygtet til Ragnhildarholmen siden det skede endnu i 1275, ifølge de isl. Annaler ved 1276.
29. Isl. Annaler ved 1276.
30. Sammesteds.
31. Diarium Wisbyense, Scr. Rr. Sv. I. S. 41; isl. Annaler ved 1276.
32. At han ej, som det antages muligt i Langes Klosterhistorie S. 438, kan have været den samme som Hertug Haakons Kantsler Aake, sees deraf, at hans Død sættes til 1285 i det hos Langebek Scr. Rr. Dan. II. S. 434–438 indtagne Chronicon. Han nævnes allerede i 1266, som den, der modtog Kongedatteren Juthas Klosterløfte (Suhms Hist. X. 577), og ligeledes i 1267 i Brev udstedt af Legaten Guido, Scr. Rer. Dan. V. S. 607. Endelig forekommer et Brev til ham, udstedt af Ordensgeneralen, fra Lyon, 6te Nov. 1275, Dipl. Sv. I. No. 602, og et af ham selv i samme Anledning til Prioren i Sigtuna udstedt Brev af 1275 (udateret): fra „Skr.“ (Skara?) sammesteds No. 603.
33. I Texten, saaledes som den meddeles i Annalerne, staar her: Jón litli af Skáni, son Jons Reginmoðu sonar Úlfs dróttseta; dette er igjen en Forvanskning istedetfor Jón litli af Skáni, sun Jóns Reginmoðusunar, Uffi drottseti; vi vide nemlig (se f. Ex. Suhm X. 735), at den danske Drottsete paa denne Tid netop heed Uffe, og navnlig endnu samme Høst stred mod Hertug Magnus; der var ingen dansk Drottsete ved Ravn Ulf eller Uffe, af hvilken Jon Litle kunde være Sønnesøn; derimod erfare vi, at der i Midten af det 13de Aarhundrede netop var en Jon, Søn af Jon Reinmodssøn, der i Aaret 1248 skjødede en Gaard til Æsrom Kloster (Thorkelins Dipl. I. 8. 167), og som maa være den samme som den her nævnte Jon Litle, der fra 1264 af omtales som Befalingsmand i Lund, se Suhm, X. S 518.
34. Stedet turde vel af de i Egnen Localiserede endnu kunne paapeges, hvis ellers Navnet er rigtigt, hvilket vistnok er et stort Spørgsmaal, at dømme efter de Exempler, vi allerede have seet paa, hvor mishandlet Texten og Navnene ere i det Udtog, hvor disse Notitser forekomme.
35. I Annalernes Text staar Hniðingaberg – maaskee det dog er det samme Navn som det før nævnte Horsaberg, kun urigtigt læst.
36. Her er der ligeledes Forvirring i Annalernes Text. Efterat de fire svenske Biskopper ere opregnede, nævnes de verdslige Dommere saaledes: Herra Jón Philippusson, Ásgauta lögmana, Úlf Kársson, Böðvar son Úlfs fasa, Kar Marskalk. Men nylig i Forvejen er det udtrykkeligt sagt, at der paa hver Side skulde opnævnes 8 Dommere, ligesom vi have seet at 4 af disse skulde være gejstlige, 4 verdslige; hvis nu den nysanførte Læsemaade var rigtig, vilde der paa Hertugens Side være 9 Dommere, hvoraf de fem verdslige. Dette kan umuligt forholde sig saaledes, og derfor maa et af de fem Navne være urigtigt indkommet. Dette urigtige Ravn sees tydeligt at være „Bødvar“; thi for det første brugtes ikke Navnet Bødvar i Sverige, for det andet havde ikke Jarlen Ulf Fase nogen Søn af dette Navn. Det er klart, at der oprindelig har staaet Úlf Karlsson (ikke Kársson), bróðurson Úlfs fasa, og at Afskriveren har læst bróður, forkortet, som bödvar. Vi have ovenfor (S. 94) seet, at Jarlen Ulf Fase netop havde en Broder ved Ravn Karl Karlssøn, og naar denne havde en Søn, er det højst sandsynligt, at han kunde hede Ulf efter Farbroderen.
37. Se ovf. S. 574.
38. At der allerede fandt Fjendtligheder Sted i Løbet af Vintren, siges udtrykkeligt i de isl. Annaler; ogsaa Rimkrøniken omtaler et Tog, Hertug Magnus foretog over den danske Grændse til Rygnabro, men her er dog nogen Forvirring, da dette Tog sættes tidligere end eller samtidig med Junker Eriks Død. Formodentlig ere to forskjellige Tog her sammenblandede.
39. Rimkrøniken, jvfr. isl. Annaler, ved 1277. Chron. hos Fant, Scr. Rr. Sv. I. S. 54.
40. Rimkrøniken.
41. Isl. Annaler, ved 1278.
42. I Annalerne staar der umiddelbart efter at Toget til Gøtaelven omtales: ; „Valdemar Sveakongen tagen tilbage i sit Rige“. Suhm (X. 765) gjør opmerksom paa, at, da Valdemar allerede i et Brev af 17de Juni 1276 kalder sig „forhenværende Konge“, maa K. Magnus’s Tog og Forliget mellem Brødrene have fundet Sted tidligere paa Aaret, altsaa i Førstningen af Vaaren.
43. Suhm X. 764, 765.
44. Rimkrøniken.
45. Chron. hos Fant, Scr. Rer. Sv. I. S. 54.
46. Hans Død i dette Aar omtales i de isl. Annaler, samt i Chron. hos Fant, l. c. S. 27. Her anføres ogsaa Dødsdagen, 26 Decbr.
47. Rimkrøniken, jvfr. Scr. Rr. D. I. S. 255. Rimkrønikens Chronologi er her ikke ganske sikker.