Det norske Folks Historie/5/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med Sveriges Konge og Jarl fortſatte Kong Magnus den venſkabelige Forbindelſe, der allerede var ſtiftet i hans Fader Kong Haakons Tid. Hertil bidrog ogſaa meget det Svogerſkab, ſom var mellem Magnus og Kong Valdemar, og den fælles Interesſe, de ſom gifte med hver ſin Datter af Kong Erik Valdemarsſøn i Danmark havde af at varetage deres Huſtruers Tarv lige over for det danſke Kongehuus. Vi have ſaaledes ſeet, at der i Aaret 1264 ved norſke og ſvenſke Befuldmægtigede paa den ene Side, og danſke paa den anden, iſtandbragtes et ſaakaldet Opgjør, hvorved det endog paa Skillingen beregnedes, hvad der tilkom enhver af Kong Eriks fire Døtre[1], uden at det dog lykkedes i det mindſte den ſvenſke og norſke Dronning at komme i fuldſtændig Beſiddelſe af fine Godſer, hvilket igjen ſenere, ſom vi ville ſee, var Hovedaarſag til en langvarig og blodig Krig mellem Norge og Danmark. Det Møde, ſom Kong Magnus om Sommeren 1265 havde med Byrge Jarl, ſandſynligviis i Kongehelle eller Ljodhuus, og hvorom der ovenfor er handlet, var vel for en ſtor Deel foranſtaltet i den Henſigt at raadſlaa nærmere om disſe Anliggender; man veed for Reſten ikke mere derom, end hvad Sturlunga-Saga beretter i Anledning af Sturla Tbordsſøns Nærværelſe ved Mødet, og den Draapa, han her kvad for Jarlen. Det er imidlertid ogſaa højſt ſandſynligt, at Kong Magnus allerede ved den Lejlighed bragte et Anliggende paa Bane, der ſees at have ligget ham ſærdeles meget paa Hjertet, nemlig at faa Grændſen mellem Norge og Sverige beſtemt. Der havde, ſaa vidt man kan ſee, ingen Forhandlinger fundet Sted herom, ſiden Kong Harald Gilles og Jarlen Karl Sunesſøns Dage, da Grændſeſkjellet mellem Veſtergøtland og de tilſtødende Dele af Norge var bleven beſtemt ved Vidnesprov paa begge Sider[2]. Nu blev hele den norſk-ſvenſke Grændſe lige fra det øverſte af Jemteland, ved Lapmarkens Begyndelſe, til Gøta-Elven opgaaet og beſtemt. Vi have endnu en Afſkrift af et i den Anledning forfattet Document, hvoraf man ſeer, at hver Konge udnævnte ſex Mænd til at træde ſammen og beſtemme Grændſen efter Vidneforklaringer, optagne i de forſkjellige Grændſediſtricter. Disſe tolv Mænd, hvoraf ſaaledes Grændſecommisſionen beſtod, vare fra norſk Side Hr. Erling Alfsſøn, Erling Lagmand paa Raumarike, Sigurd Pertil, Lagmand i Oslo[3], en vis Gjardar Bonde, Thorlak paa Riva[4] og Thore Thinghatt[5]; fra ſvenſk Side Gøtſtaf Petersſøn, Karl Haraldsſøn, Brynjulf Bothildesſøn, Gunulf Preſt paa Ving, Chriſtmad Palnesſøn og Nikolas Chriſtinesſøn[6]. Men om disſe Mænd ſelv foranſtaltede Vidneforklaringerne optagne, eller, hvad der er det rimeligſte, disſe allerede vare optagne ved Kongernes Foranſtaltning førend Commnisſionen udnævntes, eller om endelig denne Commisſion kun beſkikkedes til at beſtemme den meſt omtviſtede Grændſe fra Eidſkogen af indtil Herjedalen, det erfarer man ikke af Documentet, lige ſaa lidet ſom der angives noget Aar, naar Acten forfattedes. Vi erfare kun at de 12 Mænd ſamledes paa Magnor, paa Eidſkogen, og beſtemte der Grændſen, under Eeds Tilbud, og med Truſel om Lovens Straf for enhver, der krænkede den.

Documentet indeholder udførligt alle de enkelte Vidneforklaringer, hvorved man nøje lærer Grændſen at kjende for hvert enkelt Grændſelandſkab. Det beſtaar ſaaledes af forſkjellige Afdelinger. Den førſte Afdeling af Documentet indeholder Vidnesprov for hvert af de ti ſaakaldte Endemerker mellem Nodinge-Aa-Oſen ved Gøta-Elven og Grinnefors paa den nuværende Grændſe af Smaalenenes Amt og Akershuus Amt[7]. Hvert af disſe Endemerker indbefatter ſelv en kort Strækning; de ſex førſte ere beſvorne af tretten, det ſyvende af fem, det aattende af ſex, det niende ligeſaa af ſex, det tiende af fire Perſoner, af hvilke ingen for Reſten er bekjendt af hiſtoriſke Beretninger eller Diplomer. „Endemerkerne“ ſelv ere 1) fra Nodinge-Oos til Aur, 2) fra Aur til Røden ved Raudemyr, 3) fra Røden til Stevnelundene midt paa Kyrfjeld, 4) fra Stevnelundene til Kverndølebek, 5) fra Kverndølebek til Fylsbek, 6) fra Fylsbek til Brotebek, 7) fra Brotebek til Sundsbrunn, 8) fra Sundsbrunn til Stavnen ved Store Lee, 9) fra Stavnen forbi Sledakleiv til Runefuren, 10) fra Runefuren over Slodrefors og Hylvekjølen til Grinnefors. Foruden dette mere udførlige Thingsvidne optoges ogſaa en kortere Forklaring om Grændſen fra Nodinge-Aa til Store-Lee, af en vis Peter paa Hjertheim i Elveſysſel. Ved at underſøge Beliggenheden af de anførte Grændſepunkter ſees det, at Grændſen, paa ubetydelige Afvigelſer nær, var den ſamme ſom den nuværende mellem Baahuuslen og Smaalenene paa den ene Side, Veſtergotland, Dalsland og en Deel af Vermeland paa den anden.

Efter Thingsvidnet om Grændſen fra Elven til Grinnefors følge umiddelbart to andre, optagne paa Herjedalens ſaakaldte Althing, der holdtes paa Sveig, i Overvær af Erkebiſkop Jon, de oven nævnte Chorsbrødre Sira Sighvat og Erlend, nogle Preſter og en Deel andre anſeede Mænd, hvoriblandt den blandt Deeltagerne i Orknø-Toget nævnte Paal Sure, og Markus Dylla, Søn af Eindride Skvadra, en Thrønder[8]. Aabenbart er dette ſkeet medens Erkebiſkoppen viſiterede i Herjedalen, men hvad Aar det var, angives ikke, kun ſynes man at maatte antage, at det var ved Thingtid, om Sommeren, følgelig ikke i noget Aar, hvor man veed, at han om Sommeren var andenſteds, f. Ex. i 1269, 1271, 1273; det maa da have været enten i 1270 eller i 1272, thi paa noget Aar ſenere end 1273 ſynes man af Grunde, der nedenfor ville viſe ſig, vanſkeligen at kunne gjette. Det førſte Thingsvidne aflagdes ſaaledes, at Tylft af de ældſte Bønder i den øvre Dal, hvis Navne angives, aflagde Eed paa at visſe af dem opgivne Grændſepunkter vare rigtige, medens en anden halv Tylft ſandede deres Ord, i Overvær af hine Mænd ſaavel ſom af alle Bønder fra den nedre Deel af Dalen[9], der ligeledes erklærede Angivelſerne for rigtige, „og at de heller ſkulde falde, den ene paa den anden, førend de fravege de nu omvidnede Endemerker, ſom deres Fædre havde angivet og opregnet for dem“. Det beſtaar af to Afdelinger, af hvilken den ene begynder ved Straum i Jemteland og angiver mange Merkepunkter langs Jemtelands og Herjedalens egen Grændſe mod Helſingeland og Dalarne; denne Grændſe er, ſaa vidt det kan ſkjønnes, ganſke ſom den nuværende, nemlig over Ravnaſil (Ramſele), Ravundafors (Ragunda-Fors) o. ſ. v. til Throndeklett og Trollegrav; den indlader ſig ſiden endog paa at antyde Grændſen videre, lige indtil Store Lee, med de faa Merkepunkter: Trollegrav, Feimufjeld, Frengsende, Thingvold og Lee, hvoraf det ſkulde ſynes ſom om disſe Folk endnu troede at Vermeland, eller den ſtørſte Deel deraf, hørte til Norge. Det falder af ſig ſelv, at dette Vidnesbyrd blot for deres eget Landſkabs Grændſe har kunnet være af nogen Vegt. Den anden Afdeling indſkrænker ſig til at angive Grændſepunkterne mellem Jemteland og Herjedalen paa den ene, og Aangermannland, Helſingeland og Dalarne paa den anden, uden at gaa videre. Dette begynder allerede med „Raudaberg“ i Finmarken (d. e. Lapmarken), og angiver derefter ikke altid de ſamme Punkter ſom den foregaaende, men Retningen ſynes dog ganſke at være den ſamme[10]. — Om en af de Svergende, og ſom det ſynes den ældſte og meſt anſeede af dem, Lodin i Alrarkelda, ſiges der forøvrigt, at han kunde erindre, at da han førſte Gang opgik dette Grændſeſkjel (ventelig kun for Jemtelands og Herjedalens Vedkommende), kunde endnu ikke en eneſte Mand i Straum pater noster, hvilket viſer, at Chriſtendommen enten maa være kommen meget ſildigt til disſe afſides Egne, eller ogſaa at Indbyggerne der maa have været meget forſømte. Hvilket af begge Dele der antages, forklares let af den Omſtændighed, at Jemteland lige ſiden Chriſtendommens Indførelſe i Biſkop Steinfinns Dage[11] hørte under det langt bortliggende Upſalas Dioces, ikke under Nidaros, hvorfra der havde været ſaa meget lettere at ſende Preſter og Lærere. — Det andet Thingsvidne ſiges at være aflagt af en vis Thord i Troſavik med 12 gamle Mænd, der tillige meddeelte det gamle Sagn om Herjedalens Bebyggelſe ved Herjulf Hornbrjot, ja opregnede endog Herjulfs Ættmænd lige til den Tid da Vidnesbyrdet optoges. Det begynder ogſaa fra Jemtelands Sammenſtød med „Finmarken“, men nævner ſom øverſte Grændſepunkt her Veimo-Sjø (Vaimo Javre nogle Mile norden for Jadnem-Røſet), hvorved Jemterne ſiges at erholde en Strækning af 19 Raſter nord for Straum i hvad man da kaldte Finmarken, nemlig de nuværende ſvenſke Lapmarker, til at veide Dyr og Ikorne; og endelig veed det om det nys angivne Landſkjel mellem Jemteland og Helſingeland, at det ſaaledes havde ligget lige ſiden Skule Jarl døde, om hvilken Skule Jarl vi allerede tidligere have antydet at han ſandſynligviis er Skule, Toſtig Jarls Søn, der i ſine gamle Dage under Kong Eyſtein, da Jemteland underkaſtede ſig Norge, har baaret Jarletitel, og haft et Slags Befaling derover, uden at det i de for dette Tidsrum ſaa ufuldſtændige Sagaer er angivet[12].

Grændſen var ſaaledes paa det nærmeſte underſøgt for hele Strækningen fra Raudaberg eller Vaimo-Sø i Finn- eller Lapmarken, hvor der i den Tid ingen egentlig Grændſe gaves, til Herjedalens ſydveſtligſte Punkt, ſamt fra Grinnefors ſydefter lige til Gøta-Elven. Det ſtod nu kun tilbage at beſtemme Grændſen mellem Herjedalen og Grinnefors, hvilket og var ſaa meget mere nødvendigt, ſom det erfares at Gøterne, det vil da her ſige Vermelændingerne, gjorde Fordring paa Tryſil, og Nordmændene derimod paa et Sted eller en Bygd, kaldet Elftrunde. Denne Grændſe blev nu beſtemt af de 12 Mænd fra begge Riger omtrent ſaaledes ſom den nu gaar, kun, ſom det forſtaar ſig af ſig ſelv, med den Forſkjel, at den lige fra Falu- eller Fulufjeldet øſt for Tryſil gik mod Øſt, til et Sted betegnet ved en Helle, kaldet Broſtnarhellen, der endog ſkulde være oprejſt af Einar Thambarſkelve, ſamt derfra til Serna og rimeligviis til Trollegrav og Throndeklett, ſaaledes at Serna og Idre Sogne indſluttedes og kom paa den norſke Side, hvorhos man ogſaa gjenſidigt eftergav de nys nævnte Fordringer. Dette ſkete paa Eidſkogen ved Rigsgrændſen, hvor de tolv Mænd, ſom der ſiges, beſtemte dette under Eeds Tilbud[13].

Der findes ingen af Kongerne ſelv udſtedt Overeenskomſt om denne Grændſe; maaſkee blev den ikke engang oprettet, formedelſt de Uroligheder, der fra Aaret 1274 forſtyrrede Kong Valdemars Regjering, og gave ſaavel ham, ſom Kong Magnus, andre og mere øjeblikkeligt nødvendige Sager at overveje, end Grændſeanliggenderne. Ved en Sammenkomſt, ſom begge Konger havde i Ljodhuus 1268, ſkal der efter en Beretning, for hvis Paalidelighed der dog ikke kan indeſtaaes[14], virkelig være forhandlet mellem dem om Grændſebeſtemmelſen, men det kan da kun bade været for at aftale hvad Forholdsregler der ſkulde tages, og ndnævne Grændſecommisſionen, ſiden man ſeer at Erkebiſkop Jon, ſom da endnu ikke var kommen tilbage fra Rom, var tilſtede ved Vidnesbyrdets Optagelſe i Herjedalen; thi dette maa følgelig være ſkeet ſenere end 1268. Om Høſten 1272 havde Kongerne Magnus og Valdemar aftalt et nyt Møde med hinanden, øſter ved Elven. Magnus begav ſig virkelig ogſaa derhen til beſtemt Tid, lidt for Mariemesſe (8de Sept.) og forblev i Kongehelle, ventende paa Valdemar, henimod en 14 Dages Tid, men Valdemar kom ikke, og tilbragte derimod Tiden, heder det, med at fornøje ſig, rimeligviis med Jagt, oppe i Sverige, hvorpaa Magnus vendte tilbage til Tunsberg, for at tilbringe Vintren der. Sandſynligviis ſkulde Grændſe-Anliggendet have været videre behandlet paa dette Møde. Men nu fik Valdemar andet at tænke paa. I denne Tid, heder det, begyndte Kong Valdemars Venneſælhed meget at aftage i Sverige, i Sammenligning med hvad den havde været i hans Faders Tid. Byrge Jarl var nemlig død i Aaret 1266, og det er aabenbart at Valdemar manglede Kraft og Indſigt til at raade ſig ſelv. Han havde tre Brødre, Magnus, der havde faaet Hertugstitel, Junker Erik, og Benedict, kaldet Klerk, der havde faaet en gejſtlig Opdragelſe og ventede at blive Erkebiſkop; af disſe ſtod den ærgjerrige Hertug Magnus langt over Valdemar i Klogſkab og Dygtighed, og pønſede i Bevidſtheden herom ſikkert allerede nu raa at ſtøde ſin Broder fra Tronen, om han end ikke for det førſte lod ſig merke med andet, end at han fandt ſine Forleninger for ſmaa. Dog holdt han ſig endnu for det førſte tilbage, medens derimod Junker Erik ligefrem ytrede ſin Misfornøjelſe med at han ej havde faaet ſaa ſtore Forleninger ſom han anſaa lig tjent med eller berettiget til; han kaldte ſig derfor i ſin Harme ſelv „Erik Allsenkte“ (aldeles intet)[15], opholdt ſig endog en Stund ved det danſke Hof maaſkee lige ſiden Faderens Død, og kom førſt tilbage mod Slutningen af 1272. Medlemmerne af Folkunge-Ætten, Kongens Slægtninger, blandede ſig ligeledes, ſom det ſettes, i Tviſten. Deres Hoved ſynes paa denne Tid at have været Hr. Jon Philipsſøn af Rumby, en Søn af Philip Laurentsſøn, og derved beſlægtet ſaavel med det norſke Kongehuus, ſom paa mødrene Side med den mægtige Æsbern-Snare-Ætt i Danmark. Jon Philipsſøn maa paa en eller anden Maade have gjort ſig mistænkt af Valdemar, eller fornærmet ham, thi der berettes, at han lod ham fængſle engang medens han var i Kirke, og holde i Forvaring. Maaſkee har han ſtaaet i nærmere Forbindelſe med Junker Erik, hvilken Kong Valdemar havde ſterkt mistænkt for oprørſke Planer, og derfor nu holdt under et Slags Opſigt. En anden fornem ſvenſk Herre, Bo Galen, var ogſaa faldt i Unaade hos Valdemar og erklæret fredløs, ſaa at han maatte flygte til Norge, hvor Kong Magnus tillod ham at opholde ſig ved Hoffet; han har formodentlig ogſaa været indviklet med i Junker Eriks og Jon Philipsſøns virkelige eller foregivne Stemplinger. Alt dette maa have vakt ſaa megen Misnøie og Uro, at Kong Valdemar fandt det raadeligſt at roe til ſin Svogers, den redelige og almeenagtede Kong Magnus’s Biſtand og han lod ham derfor om Vintren ved et til Tunsberg afſendt Bud indſtændigt bede om at ſkjenke ham en Sammenkomſt, hvor ſom helſt Magnus maatte beſtemme det, for at handle om disſe ubehagelige Sager, og bringe en Megling til Veje. Magnus ſvarede at han gjerne ſkulde møde ham, men at han ej vilde rejſe længer end til Sarpsborg, hvor han til Midfaſte-Tid[16] (19de Marts) ſkulde begive ſig hen, og hvor den ſvenſke Konge da kunde finde ham. Hertil var Valdemar nu ſtrax villig. Til den beſtemte Tid begav Magnus ſig afſted, ledſaget, blandt andre, af Biſkop Arne i Skaalholt, der, ſom det allerede ovenfor er nævnt, havde tilbragt Vintren hos ham i Tunsberg. Da Kongen var kommen over paa den anden Side af Fjorden, til Varna, kom ganſke uventet Junker Erik Byrgesſøn ham i Møde. Han ſkulde have været i Følge med ſin Broder Kong Valdemar paa Rejſen, men en Dag, medens denne ſtod paa, bad han om Tilladelſe til at ride lidt ud for ſin Fornøjelſe, og da dette var blevet ham tilſtaaet, reed han, ſaa hurtigt han kunde, blot ledſaget af nogle faa Svende, lige til Norge, hvor han ſaaledes traf Kong Magnus førend denne endnu var kommen til Borg[17]. Hans Henſigt var, ſom man ſeer, endnu ikke fiendtlig mod Broderen; han vilde kun ſtemme Magnus gunſtigt for ſig og ſit Parti ved den foreſtaaende Megling. Han fulgte nu ſelv med Magnus, der tog venligt imod ham, til Borg. Siden kom Kong Valdemar; Kong Magnus ſendte Biſkop Arne hen for at møde ham et Stykke paa Vejen, og modtog ham ved Ankomſten til Borg med de ſtørſte Hædersbeviisninger og et herligt Gjeſtebud. Det lykkedes, fortælles der, Kong Magnus baade at forlige begge Brødrene, Kong Valdemar og Junker Erik, og at faa Jon Philipsſøn tagen til Naade, ſamt Bo Galens Fredløshed ophævet. Valdemar, Erik og Jon Philipsſøn ſkulde mødes i Skara, hvor 12 Mænd ſkulde beſverge Forliget i Paahør af Befuldmægtigede fra Kong Magnus, der i hans Navn ſkulde erklære hvor vidt Ederne vare betryggende. Alle Forhandlinger i Borg gik, ſiges der, med ſtørſte Blidhed fra Haanden mellem Kongerne, og der blev ogſaa talt om mange andre vigtige Anliggender, til hvilte ſandſynligviis Grændſe-Opgjøret hørte, ſkjønt det er højſt uviſt, om det kom til nogen Afgjørelſe[18]. Ved Afſkeden gav Kongen ſin Svoger, den ſvenſke Konge, herlige Gaver, og lod en af ſine Stallarer, Olaf af Stein, tilligemed andre gode Mænd paa ſine Vegne følge med til Skara for at høre de nys omhandlede Eder. Disſe, ſiges der, bleve dog ikke ſaaledes aflagte, at de, der ſkulde høre dem, fandt dem betryggende, hvorpaa der paa ny opſtod Uenighed mellem de ſvenſke Fyrſteſønner. Desværre ere Kilderne her ſaa mangelagtige, at vi ikke nøje kjende Sammenhængen med alt dette. Saavidt man kan ſkjønne, maa der iſær have været et meget fiendtligt Forhold mellem Hertug Magnus og Dronning Sophia, der formodentlig havde gjennemſkuet hans liſtige Planer; hun kaldte ham ſpotviis „Katlabotaren“ (Kjedelflikkeren) formedelſt hans mørke, tateragtige Udſeende[19], og han gav hende igjen Skyld for, at Kongen, ſom han ſagde, ikke gav ham ſaa ſtore Forleninger, ſom der tilkom ham. Hidtil havde han, ſom det ſynes, ſkudt ſin yngre Broder Erik foran ſig, og ladet ham handle, medens han ſelv holdt ſig i Baggrunden; men nu traadte han ogſaa ſelv frem, og ved Midſommerstid 1274 var Uenigheden i aabenbar Lue[20]. Man gjorde dog endnu et Forſøg paa at bilægge Feiden i Mindelighed paa et Høvdingemøde, hvor Kongen og hans Brødre ſelv vare tilſtede, og hvor i Særdeleshed den yngſte, Benedict, ſøgte at ſtille til Rette og megle Fred, idet han renoncerede paa nogen ſom helſt Deel af Riget, haabende, ſom han ſagde, „at Kirken nok orkede at føde ham“; men forgjeves; Hertug Magnus undſagde formeligt ſin Broder, og ilede, ledſaget af Junker Erik, til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelſe hos Kong Erik Chriſtophersſøn, der i det hele taget ſynes ikke at have været ſynderlig venſkabeligt ſtemt mod de tvende Konger, der vare gifte med hans Farbroders, Kong Eriks, Døtre, og ſaaledes havde erhvervet Fordringer paa Jordegods i Landet. Han havde vel, medens han endnu laa i Strid med de holſtenſke Grever om Værgemaalet for den nys afdøde ſønderjydſke Hertug Erik Abelsſøns Søn, Valdemar, og efter at disſe om Høſten 1272 havde gjort et ødelæggende Indfald i Sønderjylland, ſendt Geſandter til Kong Magnus i Norge, og ſøgt hans Venſkab, med de bedſte Forſikringer om ſin Oprigtighed, hvorpaa ogſaa Kong Magnus ved et eget Geſandtſkab fra Norge havde givet nok ſaa venligt Svar; men ſiden havde Kong Erik faaet Overhaand over Holſtenerne[21], og fra dette Øjeblik af ſynes han ikke længer at have anſeet det fornødent at holde gode Miner med de øvrige Konger i Norden; vi ville nedenfor ſee, hvorledes han efter nogle Aars Forløb var i aabenbar Krig med Kong Magnus om Dronning Ingeborgs Arvegods; og med den ſvenſke Hertug, ſaavel ſom hans Broder, ſluttede han endog et Forbund mod Kong Valdemar, hvorved han forbandt ſig til at underſtøtte dem med 100 fuldt udruſtede Ryttere og en Deel Fodfolk, imod at de betalte ham 6000 Mk. Sølv[22]. Denne Hær, der befaledes af Jakob, Søn af Grev Nicolaus i Halland, og Marſken Stig Andersſøn, ſynes at være blevne førte til Sverige af Junker Erik om Sommeren 1273, medens Hertug Magnus allerede før var vendt tilbage til Sverige, og nu ſluttede ſig til Hæren. Kong Valdemar ſamlede paa ſin Side en Hær, men ſtillede ſig ikke engang ſelv i Spidſen for den; ſaaledes er det intet Under, at den blev aldeles ſlagen, ved Hova paa Tiveden (4de Juli 1275), ſaa at Kong Valdemar i Haſt maatte flygte til Norge med ſin treaarige Søn, Junker Erik. Kong Magnus var da, ſom vi vide, i Bergen, men Valdemar tog ſin Tilflugt til hans Statholder eller Sysſelmand i Sarpsborg, Hr. Erik Alfsſøn, der ogſaa ſynes at have taget vel imod ham, og beholdt hans lille Søn hos ſig, for at han kunde være i Sikkerhed, medens Valdemar ſelv atter vovede ſig ind over Grændſen[23]. Det varede ikke længe, førend han her en Aften blev overrumplet og fangen af Hertug Magnus’s Mænd, ſom denne havde udſendt for at lede efter ham. Hans Huſtru, Dronning Sophia, ſynes allerede umiddelbart efter Slaget at være falden i Hertugens Hænder. Valdemar blev bragt til Hertugen, ſom bebrejdede ham hans tidligere Ferd, og ſkød fornemmelig Skylden paa Dronningen, men lovede dog at behandle ham ſaa naadigt, ſom han kunde forlange. Der blev holdt et Møde etſteds i Veſtergøtland, ſandſynligviis i Ljodhuus, hvor Valdemar maatte afſtaa Regjeringen og hele Svealand med Finland og Øſtergøtland til ſine Brødre, medens Valdemar maatte nøje ſig med Smaaland og Veſtergøtland, Vermeland og Dalsland[24]. Magnus antog nu Kongetitel, og udnævnte derimod ſin Broder Erik til Hertug; der var ſaaledes nu tvende Konger ſamtidigt i Sverige[25]. Valdemar fandt ſig imidlertid ikke længe i dette tvungne Forlig, og da nu Hertug Erik døde[26], og hans Broder Magnus ſelv kom i et ſpendt Forhold til den danſke Konge angaaende Udbetalingen af de belovede Penge, hvorfra han vilde unddrage ſig[27] (ſandſynligviis netop for Eriks Part), beſluttede Valdemar at vove et Forſøg paa at faa ſit Kongedømme tilbage ved ſin Svoger Kong Magnus’s Hjelp, og begav ſig tilligemed Dronning Sophia fra Ljodhuus, hvor de hidtil havde opholdt ſig[28], til Kongehelle, hvor de for Sikkerheds Skyld tog deres Ophold i Borgen paa Ragnhildarholmen. Befalingsmanden paa denne maa vel have haft Myndighed til at modtage dem; det er endog ikke uſandſynligt, at Kong Magnus allerede havde givet ham Befaling dertil, for ſaa vidt et ſaadant Tilfælde ſom dette ſkulde indtræde. Det tør ogſaa være muligt, at Kong Valdemar enten med Rette eller Urette har troet at hans perſonlige Sikkerhed truedes, ſaa længe han var paa ſvenſk Grund, eller at han i det mindſte har foregivet noget ſaadant, ſiden han, ſom det lader, ſaaledes over Hals og Hoved flygtede til Norge. Han ſelv blev imidlertid ikke længe paa Ragnhildarholm, men begav ſig lige til Bergen, hvor hans Svoger, Kong Magnus, tilbragte Vintren, for at anmode ham om hans Biſtand[29]. Denne tilſagde Kong Magnus ham, ej alene, ſom det ſynes, for Svogerſkabets Skyld, men ogſaa fordi han i højeſte Maade misbilligede Hertug Magnus’s Ferd. Han gjorde ſtore Udruſtninger, og lod, ſom der udtrykkeligt ſiges, for førſte Gang efter ſin Tronbeſtigelſe udſkrive en virkelig Ledingshær og Flaade, for med den om Sommeren at drage til Rigsgrændſen ved Elven. Det var dog ikke hans Henſigt, ſtrax at paaføre Hertug Magnus Krig, men kun at forſøge en Mægling i al Mindelighed, hvorved han da, med en ſterk Flaade i Baghaanden, kunde optræde med ſaa meget ſtørre Vegt; han anſaa det desuden nødvendigt at have en ſlagferdig Hær ved Grændſen, „for at ingen Ufredsgniſter ſkulde ſprede ſig til Norge fra den Fejde, de ſvenſke Fyrſter havde med hinanden“[30]. Da Kong Valdemar havde faaet hans Tilſagn, begav han ſig til Kongehelle, oppebiende hans Komme. Imidlertid havde Hertug Magnus formeligt ladet ſig tage til Konge paa Moraſteen ved Upſala, og ladet ſig krone af Erkebiſkop Folke (Pintſedag 24 Mai 1276)[31].

Da Sommeren kom, drog Kong Magnus fra Bergen med en betydelig Flaade og mange fornemme Mænd, blandt hvilke nævnes Biſkop Aſkatin i Bergen, Thore Kantſler, Stallarerne Olaf af Stein, Vigleik Audunsſøn og Audun Hugleiksſøn (hvis denne ſidſte ikke allerede var paa Øſtlandet), Orm Merkesmand, Lendermændene Eiliv af Nauſtdal, Andres Plytt, Bjarne i Giſke og Gaute i Tolga, og Dominicanernes Provincialprior Broder Aake. Denne ſidſte, ſandſynligviis en danſk Mand, eller i det mindſte boſat i Danmark[32], ſynes at være afſendt fra den danſke Konge for at anmode Kong Magnus om ogſaa at overtage Mæglingen mellem ham og Hertugen, eller i det mindſte for at bebude at Kong Erik i dette Øjemed agtede at ſende Geſandter og Befuldmægtigede til Kongehelle, for at deeltage i de Forhandlinger, der antoges at ville finde Sted mellem de norſke og de ſvenſke Herrer. Kong Magnus ſtyrede ſelv den ſtore „Chriſtſuden“, ſom hans Fader i ſin Tid havde haft paa Skotlandstoget. Han anløb førſt Tunsberg, hvor han lod Dronning Ingeborg og ſine Sønner blive tilbage; derpaa ſejlede han over Folden, og ankom til Kongehelle den 22de Juni. Her forefandt han Kong Valdemars Dronning, Sophia, med deres Søn, Erik og deres Datter Ingeborg, der nys havde haft Bryllup med Gerhard, en Søn af Grev Johan af Holſteen, og de danſke Geſandter, Biſkop Johannes af Børglum, Biſkop Tuke af Aarhuus, Henrik, Prior i Andvorſkov Kloſter, Uffe Drotſete og Jon Litle, Befalingsmand i Lund[33]. Ligeledes indfandt ſig Grev Johan af Ravensburg og Junker Jakob af Halland. Det var aftalt, at Mødet mellem Kong Magnus og begge de ſvenſke Konger ſkulde finde Sted ved Horſaberg, et Sted, der ſynes at have ligget i Nærheden af Ljodhuus eller Thorſkebakke[34]. Den 25de Juni ſejlede Kong Magnus op fra Kongehelle til Horſaberg i Følge med alle de her nævnte Herrer, ſaavel ſom Erkebiſkop Jon og Biſkop Andres af Oslo, af hvilke den førſte rimeligvis havde begivet ſig landvejs til Oslo, for derfra, tilligemed Biſkop Andres, at opſøge Kongen. Det ſamlede Antal Skibe, ſom Kongen førte med ſig op ad Elven, var henved 260, men det ſtørſte, Chriſtſuden, kunde man dog ikke faa med; det var nemlig for ſtort til at kunne bringes igjennem den ſtride Strøm ved Baagaholmen eller Elvebakken, kaldet Baagaſtrømmen, og det maatte derfor ligge ved Ragnhildarholmen. Den følgende Dag ankom Hertug, eller ſom han nu af ſine egne Tilhængere kaldtes, Kong Magnus Byrgesſøn, til Horſaberg, ledſaget af flere gejſtlige og verdslige Herrer, blandt dem Erkebiſkop Folke i Upſala, og de tre Biſkopper, Henrik af Linkøping, Erik af Skara og Anund af Strengenes. Der var paa Horſaberg opſlaaet Telte, hvor begge Navnerne nu kom ſammen, for, ſom det ſynes, at treffe foreløbig Aftale om de Underhandlinger, ſom nu ſkulde finde Sted. Hertug Magnus vilde ikke indlade ſig paa nogen ſaadan, uden at ogſaa Kong Valdemars unge Søn Erik var med. Den følgende Mandag, Petersmesſedag (29de Juni), fortælles der, begav derfor Kong Magnus ſig med den unge Kongeſøn over Elven til Nidingeberg[35], hvor der nu blev ſat „Parlement“, og hvor ogſaa Kong Valdemar indfandt ſig. Ved Kong Magnus’s Mægling kom det nu ſaa vidt, at begge de uſamdrægtige Brødre erklærede ſig villige til at indgaa Forlig, ſaaledes at Kong Magnus tilligemed 16 Voldgiftsmænd, af hvilke enhver af Parterne opnævnte Halvdelen, ſkulde ranſage og prøve deres Mellemværende paa det omhyggeligſte, og derefter fælde Dom imellem dem, hvilken Dom de da uvægerligen ſkulde underkaſte ſig. Kong Valdemar nævnte nu Erkebiſkop Jon, Biſkop Aſkatin, Biſkop Johannes af Børglum, Prioren Henrik, Hr. Jon Litle, Erling Alfsſøn, Alf Erlingsſøn, og Stallaren Olaf af Stein: altſaa lutter norſke og danſke Herrer, fire gejſtlige og fire verdslige. Hertug Magnus nævnte Erkebiſkop Folke, Biſkop Henrik af Linkøping, Biſkop Erik af Skara, Biſkop Anund af Strengenes, ſamt de verdslige Herrer Jon Philipsſøn, Æsgøt Lagmand, Ulf Karlsſøn og Karl Marſkalk[36]. Disſe ſexten Herrer traadte nu ſammen i Dom under Kong Magnus’s Forſæde. Kong Valdemar forlangte at faa ſit Rige og modtages med den ham tilkommende Ære, ſom den, der uretferdigt var ſtødt fra Thronen, uden at de mod ham fremſatte Beſkyldninger tilbørligt vare ranſagede: naar han havde faaet ſit Rige tilbage, var han beredt at tilſvare hvad der kunde overbeviſes ham, og yde Enhver ſin Ret. Herpaa vilde imidlertid de af hans Broder opnævnte Mænd ikke gaa ind, og meente at han kunde nøje ſig med Helſingeland, Vermeland med Dalsland, Borgen Stikleborg og en aarlig Indtægt af 360 Mark Sølv. Kong Magnus derimod ſtod ivrigt paa ſin Svogers Bedſte og meente, at han aldeles ikke kunde indlade ſig paa noget andet Forſlag, end at det hele Rige med alle dets Indtægter blev ham tilbagegivet, ſaa utilbørligt ſom man tidligere med Vaabenmagt og Manddrab havde forjaget ham, uden engang at beviſe de Beſkyldninger, man lagde ham til Laſt, „iſær da det ej engang tilkom dem, der nu underſtøttede Magnus, at dømme Kong Valdemar eller overhoved have noget at ſige over ham, da han var deres Herre og Høvding“. En ſaadan Opfatning af Sagen var ganſke, hvad man kunde vente ſig af Kong Magnus’s Retferdighedsfølelſe og ſtrenge Begreber om Kongemagtens Hellighed, endſkjønt han egentlig handlede inconſeqvent ved at ytre ſig ſaaledes, efter ſelv at være traadt i Dom mellem de ſtridende Brødre. Saavel han ſelv, ſom alle de øvrige Mænd, hvilke Valdemar havde opnævnt i Dom, erklærede at det Tilbud, der nys var gjort ham, ſaa langt fra at være nogen pasſende Erſtatning, tvertimod var at anſee ſom frek Spot og mageløs Uretferdighed. Men de ſvenſke Herrer holdt haardnakket paa deres Mening, og da ingen af de tvende Partier vilde give efter, kunde man ej enes om nogen Dom, og Kong Magnus’s ſaavel ſom de øvrige Fredsvenners velmeente Beſtræbelſer bleve ſaaledes forgjeves. Forhandlingerne afbrødes ganſke, og Thorsdagen den 2den Juli vendte Kongerne Valdemar og Magnus med deres Følge tilbage til Ragnhildarholmen. Søndagen efter holdt Kong Magnus Thing i Kongehelle, og reiſte om Tirsdagen med Kong Valdemar til Ekerøerne, hvorfra han nogle Dage ſenere med hele ſin Flaade ſejlede nord til Tunsberg. Det ſlaar ikke Fejl, at Kong Valdemar nu har anmodet Kong Magnus om at ſtaa ham bi med væbnet Haand, og hjelpe ham til paa denne Maade at faa ſit Rige tilbage, ſiden mindelige Underhandlinger ej formaaede ſaa meget. Men længere end til disſe gik ikke Magnus’s Sind, ſkjønt han havde gjort ſaa ſtore Udruſtninger, og havde en ſaa vældig Flaade ſamlet. For Magnus’s fredelige og udelukkende paa Rigets Vel betænkte Sind maa det for det førſte have ſyntes uforſvarligt, at indvikle Folkene i en dem ganſke uvedkommende Krig; for det andet var det vel neppe engang pasſende, om han, efterat have optraadt ſom Voldgiftsmand mellem de ſtridende Brødre, havde ved Vaabenmagt villet ſætte den Sag igjennem, ſom han ad fredelig Vej ikke kunde ſkaffe Indgang. Saaledes var yderligere Hjelp hos ham ej for Kong Valdemar at vente, og denne drog ſtrax ned til Danmark, for at prøve ſin Lykke hos Kong Erik, medens Kong Magnus vendte tilbage til Tunsberg med ſin Flaade, og her, ſom man maa antage, afſkedigede den. I Følge med ham var da ogſaa Kong Valdemars Dronning Sophia, og deres Børn, nemlig Junker Erik, Ingeborg, der nys var bleven gift med Gerhard af Holſten, og Katharina. Dronning Sophia begav ſig førſt nogle Uger ſenere til Danmark med Junker Erik, ledſaget af Kong Magnus’s Sendebud, Stallaren Audun Hugleiksſøn og Guthorm Gydasſøn; Døtrene Ingeborg og Katharina bleve derimod tilbage i Tunsberg hos Moderſyſteren Dronning Ingeborg. Kong Magnus tilbragte nemlig, efterat have gjort den tidligere omtalte Reiſe til Oplandene og Borgeſysſel, hvorved den nye Lovbog blev vedtagen[37], Høſten og Vintren i Tunsberg, for at kunne bolde nærmere Øje med de Fiendtligheder, ſom nu udbrød mellem Sverige og Danmark. Thi det lykkedes virkelig Kong Valdemar at erholde Hjelp hos Kong Erik, der endog ſelv greb til Vaaben for hans Skyld. Fiendtlighederne toge allerede ſin Begyndelſe om Høſten, og fortſattes i Vintrens Løb. Det var under den Forbitrelſe, ſom nu herſkede mellem Hertug Magnus og Kong Erik i Danmark, en let Sag for Kong Valdemar at erholde dennes Tilſagn om Underſtøttelſe, ſaa meget mere ſom det lader til, at Magnus ikke engang oppebiede, at Kong Erik bekrigede ham, men endnu ſamme Høſt, efter at have egtet den holſteenſke Grev Gerhards Datter Helvig (11te Novbr.), ſelv herjede de nærmeſte Grændſe-Egne af Skaane og Halland[38]. Det følgende Aar (1277) gjorde Kongerne Erik og Valdemar ſelv et Tog ind i Sverige og herjede i Smaaland og Veſtergøtland, ved hvilken Lejlighed Staden Vegſjø tilligemed Domkirken blev afbrændt[39]. Men medens Kong Erik belejrede Axevalla Slot, blev en danſk Hær, ſom var kommen ham til Undſætning, overrumplet og ſlagen af den for nævnte Ulf Karlsſøn, tilligemed to danſke landflygtige Herrer, Peder Pors af Halland og Uffe Dyre[40], og da nu fredelſkende Mænd paa begge Sider lagde ſig imellem, kom der et Forlig i Stand, hvorved Kong Erik lovede at afholde ſig fra videre Fiendtligheder og drage hjem, imod at Hertug Magnus udbetalte de Penge, han ſkyldte ham. Erik vendte ogſaa virkelig tilbage til Danmark, og Valdemars Sag var ſaaledes fra hans Side opgiven. Kong Valdemar opgav alligevel ikke Haabet om at faa ſit Rige tilbage og henvendte ſig atter til Kong Magnus i Norge, uden dog, ſom det ſynes, perſonligt at begive ſig til ham. Hans Henvendelſe var heller ikke denne Gang forgjeves, thi Kong Magnus gjorde virkelig om Vaaren 1278 et nyt Tog til Gøta-Elven. Men desværre kjende vi ikke til de nærmere Omſtændigheder herved, da det meſte af Kong Magnus’s Saga er tabt[41]. Uagtet dette Tog maaſkee ſnareſt havde til Henſigt at underſtøtte Magnus’s Fordringer i Danmark, (hvorom mere nedenfor), er det dog ikke uſandſynligt, at det tillige har beſtemt Hertug Magnus til at byde Kong Valdemar taaleligere Vilkaar, ſiden vi erfare, at der ſtrax efter kom til et Forlig mellem Brødrene, hvorved Valdemar erkjendte Magnus ſom Konge, forbeholdende ſig Veſtergøtland og Øſtergøtland[42]. Dette Forlig ſluttedes dog ikke under den norſke, men under den danſke Konges Megling, paa et Mode, der holdtes i Laholm, og hvor tillige begge Konger, Magnus og Erik, indgik nærmere Forbund med hinanden. Det aftaltes, at Kong Eriks ældſte Datter ſkulde egte Kong Magnus’s Søn og Thronfølger, naar de begge bleve voxne, ligeſom ogſaa begge Konger indbyrdes ſkulde ſtaa hinanden bi mod hvilken ſom helſt Fiende[43]. Valdemar vendte nu tilbage til Sverige. Men ikke længe efter udbrød en farlig Opſtand, idet flere af Folkungerne, nemlig den før omtalte Jon Philipsſøn, Jon Karlsſøn, Anund Tuvesſøn og Philip af Rumby, grebe til Vaaben, af Misfornøjelſe, ſom det heed, over den Yndeſt, Kong Magnus viiſte Fremmede, iſær den før omtalte Peder Pors og en anden danſk Herre, ved Navn Ingemar Skjelg. De overrumplede i Skara Dronning Helvig tilligemed hendes Fader Grev Gerhard, og Ingemar, ſom juſt opholdt ſig der, tog Gerhard fangen, dræbte Ingemar, og belejrede derpaa Jønkøping Slot. Kong Magnus, der ej følte ſig ſterk nok til at dæmpe Oprøret ved Vaabenmagt, maatte ſkjule ſin Harme og give Oprørerne gode Ord[44]. Imidlertid ſvor han dem dog i ſit Hjerte Hevn, og det er derhos højſt ſandſynligt, at dette Oprør tillige har bragt Kong Valdemar i en ubehagelig Stilling, og nødet ham til, hvad vi i de ſvenſke Annaler finde omtalt, at afſtaa til Kong Magnus de Landſkaber, der ved det nys indgaaede Forlig i Laholm vare ham forbeholdte, ſamt at forlade Sverige, og tage ſit blivende Ophold i Danmark[45]. Fra denne Tid af ſpillede Valdemar ingen politiſk Rolle, men henlevede mange Aar ubemerket i Danmark, hvor han ikke døde førend i Aaret 1302[46]. Kong Magnus tog allerede i 1280 en blodig Hevn over Folkungerne, idet han under Venſkabs Maſke indbød dem til ſig paa Gaarden Gælakviſt, ved Skara, og lod dem der gribe og føre fangen til Stockholm, hvor flere af dem, navnlig Jon Philipsſøn, Jon Karlsſøn, bleve henrettede, medens de øvriges Gods blev inddraget under ronen (20de Auguſt 1280)[47]. Saaledes endtes for det førſte de langvarige indre Stridigheder i Sverige, uden at Norge denne Gang videre indvikledes deri.

  1. Se ovf. S. 480, 481.
  2. S. o. II. S. 762.
  3. At Sigurd Bertil var Lagmand i Oslo 1266, ligeſom Erling Lagmand paa Raumarike, ſees af et Diplom for dette Aar aftrykt i Annaler for Nord. Oldk. og Hiſt. 1846, S. 162. En Sigurd Fertil, neppe den ſamme, nævnes i Haakon Haakonsſøns Saga, allerede ved 1239, ſe ovf. III. S. 938.
  4. Riva er Gaarden Rive i Aremark.
  5. En Thore Thinghatt nævnes ſom Søn af Hr. Jon Raud Ivarsſøn i Annalerne ved 1310; da han faldt i en Trefning mod Hertug Erik. Men det kan vel ikke være den ſamme.
  6. Karl Haraldsſøn og Brynjulf Bothildesſøn nævnes i Dipl. af 1285 ſom den ſvenſke Kong Magnus’s Mænd.
  7. Grinnefors er ogſaa nu Grændſepunkt (Røſet Ro. 38) lidt ſøndenfor Rømſkogen. Jevnf. ellers Lignell i Ann. for Nord. Oldk. og Hiſt. 1849 S. 146—150.
  8. Markus Dylla omtales i et Par Breve. (Dipl. Norv. II. No. 40, 41, 640.) ſom Broder til en vis Eilif Skvadra eller Eilif paa Skvadra; det er derfor ſaa godt ſom viſt, at Markus og Eilif man have været Eindrides Sønner. Marius ſees af det førſtnævnte Diplom at have været død allerede en god Stund før 1297, lige
  9. Her har aabenbart Afſkriveren læſt Originalens nedra dalenom ſom uedra d. og ſkrevet Vedra dalenom.
  10. De vigtigſte af de Grændſepunkter, ſom i begge Angivelſer antydes, er for den førſte Raudaberg i „Finmarken“, langs Kjølen mellem Ravunda og Angermannland, over Murubek eller Morbek, Mykleholmen i Havre-Søen, Fjeldseidet paa Hoe (Hodalen eller Hogdalen), Maure-Oos to Raſter veſtenfor Elveroos, Maloug, Siksoos, Amſafreng, Riisberg, Throndeklett, og Trollegrav; — for den ſom man erfarer, at han da havde Herretitel, altſaa i det mindſte var Ridder; han kan derfor ved ſin Død, der maaſkee er indtruffen ved 1290, ikke have været ung: var han altſaa fød omkring 1240, da pasſer det godt med Tidsregningen, at han i en Alder af omkring 30 Aar, førend han endnu var bleven Ridder, var tilſtede ved dette Vidnesbyrd. anden fra Beimoſjø, (Baimo Javre ved Røſet No. 207) Hulſjø, Kjedſje, Randeſjø, Høttingsſjø, Hilleſjø, Negaſjø, Kjærſjø eller Kjølſjø, Thelle-Aaſen, Bilartjern og Blaafinnstjern (om hvilke et gammelt Sagn meddeles), Tunderaaſen ved Fors, Thelle-Aaſen (Talleraaſen), o. ſ. v.: de her ſidſt angivne Grændſepunkter antyde Grændſen paa hiin „Kjøl“, nemlig mellem Jemteland og Aangermannland, ſom i den forud udgaaende Angivelſe kun omtales under eet.
  11. Se ovenfor II. S. 603, 604.
  12. Se ovenfor II. S. 603.
  13. Documentet er aftrykt i N. gl. Love II. og med Anm. i Annaler for Nord. Oldk. og Hiſtorie, 1845—1846, S. 100 fgg. Originalen til disſe Aftryk fandtes i en norſk Lovcodex, der i fin Tid havde tilhørt Stegens Lagſtol, og i hvilket ogſaa K. Sverres Stridsſkrift mod Gejſtligheden var indſeet: Stridsſkriftet og Grændſedocumentet ere ſenere af Arne Magnusſøn blevne ſkilte fra Hovedcodex, og indbundne for ſig ſelv. Se ere ſkrevne med ſamme Haand, fra c. 1320. Uagtet Haanden er god, og Afſkriften i det hele taget upaaklagelig, ſees dog flere Fejl at vare begaaede, aabenbart ved Fejllæsning af Bogſtaver i den oprindelige Original, f. Ex. naar der ſtaar „Vedradalenom“ i Stedet for „Nedradalenum“, ſom ovenfor anmerket.
  14. I Worms Tillæg til Peder Clausſøns Overſ. af Kongeſagaerne ſtaar der, uden at der ſees, eller nu vides, hvor han har det fra: „Kong Magnus havde ofte handlet med Kong Valdemar af Sverige om Grændſeſkjellet mellem Rigerne, i Beſynderlighed 1268 og 1273, og endſkjønt de paa en fredelig Maade havde handlet derom med hverandre, ſaa finder man dog ikke, hvorledes de derom ere blevne forligt“. Sammenkomſten i Ljodhuus omtales i Annalerne.
  15. Efter Rimkrøniken ſkulde Dronning Sophia have givet ham dette Øgenavn.
  16. At Mødet holdtes ved Midfaſte, ſiges baade i Annalerne og i Biſkop Arnes Saga Cap. 10.
  17. Erik ſees den 5te Februar 1273, altſaa faa Dage før ſin Flugt, at have udſtedt fra Bjelbo, Ættens Hovedgaard, et Gavebrev til ſin Stifter Chriſtina, ſe Dipl. Sv. I. No. 566.
  18. Se ovenfor S. 650, Note 2.
  19. Man ſkulde heraf næſten ſlutte at et Slags omløbende Tatere eller Kjedelflikkere allerede da, førend de egentlige Zigeuneres Ankomſt, fandtes i Norden.
  20. Man vil her viſtnok ſavne Hentydning til hvorledes Kongen ſkal have forført ſin Svigerinde Jutha 1273, og om hans i den Anledning foretagne Romerrejſe, for at erholde Pavens Abſolution 1274, ſamt hvorledes Hertug Magnus under hans Fraværelſe ſkulde have tilrevet ſig Tronen. Men jeg har udeladt alt dette med velberaad Hu, da baade Chronologien og andre Omſtændigheder ſynes at ſtille ſig ganſke imod en ſaadan Combination. Det er af ældre Kilder alene Rimkrøniken og det i Scr. r. Sv. I. S. 50 fgg. aftrykte Chronicon, der omtaler Valdemars og Juthas Fejltrin, men naar man læſer Rimkrønikens Ord i Sammenhæng med det efterfølgende, ſeer man ſtrax, at der her ikke er lagt an paa nogen nøjagtig Tidsangivelſe, og for ſaa vidt en ſaadan ſkulde være tilſigtet, faar man ſnareſt Indtrykket af at Juthas Beſøg hos Dronning Sophia og paafølgende Uheld ſkede kort efter Sophias Bryllup, da Jutha endnu ikke var bleven Nonne, men kun, ſom Rimkrøniken ſiger, havde ſagt, „at hun vilde blive Jomfru“, da man vilde bortgifte hende. Hendes højtidelige Indklædning ſandt Sted 1266. (Suhm X. 577). Da var hun omtrentlig 20 Aar gammel. Aaret forud (Suhm X. 543) havde hun anlagt Kloſterdragten: nu er det dog for det førſte rimeligere, at hendes Fejltrin ſkede tidligere, i hendes yngre, mere uerfarne Dage, end i 1273, da hun i det mindſte maa have været 27 Aar gammel; for det andet bliver det aller ſandſynligſt, at hun gik i Kloſter for at ſkjule fin Skam og afbøde ſin Synd. Rimkrønikens Beſkrivelſe af hendes „englelige“ Skjønhed ved hendes Beſøg i Sverige pasſer ogſaa bedſt paa en meget ung Pige. Derhos vilde det dog være beſynderligt, om ikke Rimkrøniken ved at omtale hendes Fald, ej ſkulde have udhævet, at hun var Nonne, hvis dette virkelig var Tilfældet: ligeledes vilde det være utænkeligt, at Pave Nicolaus III., da han i Aaret 1279 klagede over at Jutha havde forladt Kloſtret uden Tilladelſe, og taget hendes Ejendomme i Beſiddelſe, ikke ogſaa ſkulde have omtalt hendes Fejltrin, hvis dette var begaaet efter hendes Indtrædelſe i Kloſtret. Det oven nævnte Chronicon ſiger kun at Valdemar var bleven ſtødt fra Tronen paa Grund af den Utugt, han havde bedrevet med ſin Svigerinde; men derved beſtemmes dog ikke Tiden, naar dette ſkede. — Hvad nu Romerrejſen angaar, da er det dog en højſt merkelig Omſtændighed, at hverken Rimkrøniken eller de isl. Annaler omtale den. At den fandt Sted, er viſt nok, thi Detmar omtaler den i ſine Annaler (Grautoffs Udg. S. 151), tilføjende at Valdemar paa Tilbagerejſen opholdt ſig ganſke kort Tid i Lübeck; han omtaler den endog under 1274; men netop den Maade, hvorpaa han omtaler den, gjør at man vanſkeligt kan henføre den til dette Aar. Thi efter at have talt om Conciliet i Lyon, ſiger han at „til ſamme Tid ſatte de Svenſke ſig op mod Kong Valdemar og toge Magnus til Konge; Kongen drog da til Rom for at afbøde ſin Synd, og Paven afløſte ham — — da han kom tilbage, fik han Modſtand af Magnus — —, i 1275 begav han ſig til Danmark“. Nu er det viſt, at Magnus ej antog Kongenavn førend i 1275, og at Valdemar ej drog til Danmark førend i 1276. Altſaa ſynes Romerrejſen at maatte henføres til 1275 eller 1276. Desuden ſee vi af Dipl. Svec. I. No. 573, at Valdemar ikke havde forladt Sverige 6te Marts 1274, ſamt af Rimkrøniken, at han om Sommeren var ved Høvdingemødet paa Tranøjanes; men nu var Pave Gregorius lige fra November 1273 til Mai 1275 i Lyon, ſaa at der altſaa ingen Pave var i Rom, til hvem Valdemar kunde rejſe for at faa Afløsning. At han kun rejſte til Lyon, ſiges ingenſteds. Det ſandſynligſte er nok derfor, at han ſlet ikke var i Rom 1274, men derimod maaſkee rejſte did om Høſten 1276, efter at han havde begivet ſig til Danmark, hvor man ikke hører til ham førend i 1277. Har nu desuagtet Valdemars og Juthas Fejltrin førſt fundet Sted efter at hun forlod Kloſtret, ſkulde man ſnareſt antage at det ſkede umiddelbart for Magnus’s Oprør, i 1274 eller 1275. Huitfeld beretter om disſe Begivenheder deels efter Rimkrøniken (eller Ericus Olai), deels efter yngre ukritiſke Combinationer. Han lader Valdemar gaa lige til Jeruſalem.
  21. Kong Magnus’s Saga, Brudſt. Cap. 5.
  22. Liljegren, Dipl. Sv. I. No. 585, efter Ericus Olai.
  23. Isl. Annaler ved 1275.
  24. Den ſvenſke Rimkrønike.
  25. At Magnus allerede nu eller ſtrax efter antog Kongetitel, og udnævnte Erik til Hertug, ſees af hans Brev af 11te September 1275, aftrykt i Dipl. Sv. I. No. 599: her kalder han ſig ſelv Konge og Erik Hertug. I et Brev af 22de Juni 1275 (ſſteds No. 596) kalder han ſig derimod endnu Hertug, og Erik har der ingen Titel. Brevet No. 586, af 1ſte Januar 1275, maa derfor enten være forfalſket, eller urigtigt dateret, ſiden Magnus allerede der kalder ſig Konge. (Hvis ellers ikke Aaret er 1276, og regnet fra 25 Marts).
  26. De isl. Annaler ved 1275. Erik ſynes at maatte være død mellem 11te September og 5te October, ſiden han nævnes i hiint, paa førſtnævnte Dag daterede Brev, men derimod ikke i Brevet No. 600, dateret 5te October, lige ſaa lidet ſom i No. 606, af 6te October. Rimkrøniken henfører urigtigt Hertug Eriks Død, ſom det ſynes, til 1276. I Chron. hos Fant Scr. R. Sv. I. S. 25 omtales Eriks Død baade 1275 og 1276.
  27. At der allerede maa have herſket Tviſt om disſe Anliggender mellem Hertug Magnus og Kong Erik, førend Krigen udbrød mod Høſten 1276, ſkjønnes deraf, at danſke Geſandter vare tilſtede ved Forligsmødet om Sommeren, og det, ſom man tydeligt ſeer, allerede paa Valdemars Side. Hertug Eriks Død har vel givet Anledning til Tviſt om hvorvidt Magnus ſkulde overtage hans Andeel af Betalingen.
  28. Han opholdt ſig endnu 12te December i Ljodhuus, ſiden han da holdt ſin Datters Bryllup med Grev Gerhard af Holſten og ſtadfæſtede Hamburgernes Privilegier; ſe Brev i Dipl. Svec. I. No. 605. Altſaa maa han lidt før Juletider være flygtet til Ragnhildarholmen ſiden det ſkede endnu i 1275, ifølge de isl. Annaler ved 1276.
  29. Isl. Annaler ved 1276.
  30. Sammeſteds.
  31. Diarium Wisbyense, Scr. Rr. Sv. I. S. 41; isl. Annaler ved 1276.
  32. At han ej, ſom det antages muligt i Langes Kloſterhiſtorie S. 438, kan have været den ſamme ſom Hertug Haakons Kantſler Aake, ſees deraf, at hans Død ſættes til 1285 i det hos Langebek Scr. Rr. Dan. II. S. 434—438 indtagne Chronicon. Han nævnes allerede i 1266, ſom den, der modtog Kongedatteren Juthas Kloſterløfte (Suhms Hiſt. X. 577), og ligeledes i 1267 i Brev udſtedt af Legaten Guido, Scr. Rer. Dan. V. S. 607. Endelig forekommer et Brev til ham, udſtedt af Ordensgeneralen, fra Lyon, 6te Nov. 1275, Dipl. Sv. I. No. 602, og et af ham ſelv i ſamme Anledning til Prioren i Sigtuna udſtedt Brev af 1275 (udateret): fra „Skr.“ (Skara?) ſammeſteds No. 603.
  33. I Texten, ſaaledes ſom den meddeles i Annalerne, ſtaar her: Jón litli af Skáni, son Jons Reginmoðu sonar Úlfs dróttseta; dette er igjen en Forvanſkning iſtedetfor Jón litli af Skáni, sun Jóns Reginmoðusunar, Uffi drottseti; vi vide nemlig (ſe f. Ex. Suhm X. 735), at den danſke Drottſete paa denne Tid netop heed Uffe, og navnlig endnu ſamme Høſt ſtred mod Hertug Magnus; der var ingen danſk Drottſete ved Ravn Ulf eller Uffe, af hvilken Jon Litle kunde være Sønneſøn; derimod erfare vi, at der i Midten af det 13de Aarhundrede netop var en Jon, Søn af Jon Reinmodsſøn, der i Aaret 1248 ſkjødede en Gaard til Æsrom Kloſter (Thorkelins Dipl. I. 8. 167), og ſom maa være den ſamme ſom den her nævnte Jon Litle, der fra 1264 af omtales ſom Befalingsmand i Lund, ſe Suhm, X. S 518.
  34. Stedet turde vel af de i Egnen Localiſerede endnu kunne paapeges, hvis ellers Navnet er rigtigt, hvilket viſtnok er et ſtort Spørgsmaal, at dømme efter de Exempler, vi allerede have ſeet paa, hvor mishandlet Texten og Navnene ere i det Udtog, hvor disſe Notitſer forekomme.
  35. I Annalernes Text ſtaar Hniðingaberg — maaſkee det dog er det ſamme Navn ſom det før nævnte Horſaberg, kun urigtigt læſt.
  36. Her er der ligeledes Forvirring i Annalernes Text. Efterat de fire ſvenſke Biſkopper ere opregnede, nævnes de verdslige Dommere ſaaledes: Herra Jón Philippusson, Ásgauta lögmana, Úlf Kársson, Böðvar son Úlfs fasa, Kar Marskalk. Men nylig i Forvejen er det udtrykkeligt ſagt, at der paa hver Side ſkulde opnævnes 8 Dommere, ligeſom vi have ſeet at 4 af disſe ſkulde være gejſtlige, 4 verdslige; hvis nu den nysanførte Læſemaade var rigtig, vilde der paa Hertugens Side være 9 Dommere, hvoraf de fem verdslige. Dette kan umuligt forholde ſig ſaaledes, og derfor maa et af de fem Navne være urigtigt indkommet. Dette urigtige Ravn ſees tydeligt at være „Bødvar“; thi for det førſte brugtes ikke Navnet Bødvar i Sverige, for det andet havde ikke Jarlen Ulf Faſe nogen Søn af dette Navn. Det er klart, at der oprindelig har ſtaaet Úlf Karlsson (ikke Kársson), bróðurson Úlfs fasa, og at Afſkriveren har læſt bróður, forkortet, ſom bödvar. Vi have ovenfor (S. 94) ſeet, at Jarlen Ulf Faſe netop havde en Broder ved Ravn Karl Karlsſøn, og naar denne havde en Søn, er det højſt ſandſynligt, at han kunde hede Ulf efter Farbroderen.
  37. Se ovf. S. 574.
  38. At der allerede fandt Fjendtligheder Sted i Løbet af Vintren, ſiges udtrykkeligt i de isl. Annaler; ogſaa Rimkrøniken omtaler et Tog, Hertug Magnus foretog over den danſke Grændſe til Rygnabro, men her er dog nogen Forvirring, da dette Tog ſættes tidligere end eller ſamtidig med Junker Eriks Død. Formodentlig ere to forſkjellige Tog her ſammenblandede.
  39. Rimkrøniken, jvfr. isl. Annaler, ved 1277. Chron. hos Fant, Scr. Rr. Sv. I. S. 54.
  40. Rimkrøniken.
  41. Isl. Annaler, ved 1278.
  42. I Annalerne ſtaar der umiddelbart efter at Toget til Gøtaelven omtales: ; „Valdemar Sveakongen tagen tilbage i ſit Rige“. Suhm (X. 765) gjør opmerkſom paa, at, da Valdemar allerede i et Brev af 17de Juni 1276 kalder ſig „forhenværende Konge“, maa K. Magnus’s Tog og Forliget mellem Brødrene have fundet Sted tidligere paa Aaret, altſaa i Førſtningen af Vaaren.
  43. Suhm X. 764, 765.
  44. Rimkrøniken.
  45. Chron. hos Fant, Scr. Rer. Sv. I. S. 54.
  46. Hans Død i dette Aar omtales i de isl. Annaler, ſamt i Chron. hos Fant, l. c. S. 27. Her anføres ogſaa Dødsdagen, 26 Decbr.
  47. Rimkrøniken, jvfr. Scr. Rr. D. I. S. 255. Rimkrønikens Chronologi er her ikke ganſke ſikker.