Det norske Folks Historie/5/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid var Forholdet mellem det danſke og det norſke Hof, der lige fra den førſte Tid, Arveſpørgsmaalet havde været bragt paa Bane, ej havde været ſynderlig venligt, i de ſidſte Aar blevet mere ſpendt end før, uden at vi dog af de mangelfulde Efterretninger, vi have om de Tiders Begivenheder, tydeligt kunne ſkjelne den nærmere Sammenhæng. Der ſkal atter have været handlet om Udleverelſen af Dronning Ingeborgs Arvegods, og ſandſynligviis var det vel netop i dette Erende, at de nys omtalte norſke Geſandter i 1276 ledſagede Dronning Sophia til Danmark; men Kong Erik ſkal have undſkyldt ſig med, at Arvegodſet indeſtod hos de ſønderjydſke Hertuger[1]. Derhos tale et Par danſke Annaler, der juſt ikke høre til de aller paalideligſte, om at der i Aaret 1277 „var en ſtor Kamp ved Skanør mellem de Danſke og de Norſke, hvorved der af de ſidſte faldt 5000 Mand“[2]. Denne Angivelſe er nu viſtnok overdreven, da der vel neppe engang vare ſaamange Nordmænd tilſtede ved Skanørs Sildefiſke; men ſaa meget ſees dog heraf, at den Kamp, hvortil her ſigtes, maa have været blodig og forbitret, og at en heel Deel Nordmænd omkom. Efter en juſt ikke ſikker Kilde ſkulle de Tydſkere, der vare tilſtede ved Sildefiſket, have taget de Danſkes Parti, og uſandſynligt er det viſtnok ikke[3]. Vi have ſeet, hvorledes der i Kong Sverres Dage herſkede megen Skinſyge mellem de norſke Bymænd og de tydſke, iſær de lübeckſke Handelsmænd, der mere og mere trængte dem ud at Markedet, og ved ingen Anledning kunde denne Skinſyge lettere give ſig Luft i alvorlige Haandgribeligheder, end paa et ſaadant Handelsmarked ſom det i Skanør, hvor der i Mængdeviis kom Folk ſammen fra alle de nordiſke og øſterſøiſke Havne, og hvor der allerede i 1237, ſom vi have ſeet, havde forefaldet lignende Scener[4]. Det er endog neppe tænkeligt, at ved et ſaadant Slagsmaal ſom dette de mange tilſtedeværende Tydſkere ikke ſkulde have deeltaget deri, og ſlaaet ſig til en af de ſtridende Partier. Sandſynligviis har vel baade dette Slagsmaal ved Skanør, hvis det virkelig fandt Sted, og Afſlaget af Arvefordringen været Hoved-Aarſagen til Kong Magnus’s for omtalte Ledingstog i 1278, der under denne Forudſætning mere havde til Henſigt at indjage de Danſke Skræk, end at underſtøtte Mæglingen mellem de kongelige Brødre i Sverige. At dette Tog og overhoved Kong Magnus’s Optræden var de Danſke ſærdeles ubehagelige, maa man ſlutte af hvad de islandſke Annaler berette, efter at have omtalt Forliget mellem Brødrene Magnus og Valdemar, nemlig at de Svenſke, opeggede af Danerne, truede med at paaføre Norge Krig[5]. Heraf blev der nu vel intet, men man erfarer dog, at der i Danmark raadede en meget fiendtlig Stemning mod Norge. Hvor vidt der i den korte Tid, Kong Magnus endnu levede, kom til yderligere Fiendtligheder mellem begge Folk, vides ikke, da Kilderne til de Tiders Hiſtorie ere mangelagtige; man ſkulde dog formode, at ingen ſaadanne fandt Sted, ſkjønt Forholdet vedblev at være meget ſpendt, indtil endelig nogle Aar efter Kong Magnus’s Død Krigen blusſede op i fuld Lue.

Forholdet til de nordtydſke Handelsſtæder ſynes for øvrigt i det mindſte fra Hoffets og Magthavernes Side at have været ret godt, uagtet deres driftige Borgere mere og mere begyndte at fortrænge Landets egne Børn fra Handelsmarkedet. Men det er aabenbart, allerede af den tidligere omtalte Skrivelſe fra Kong Haakon, at man ikke længer godt kunde undvære dem og deres Varer[6]. Hertil kom nu ogſaa, at de fornemmere og meſt formaaende Mænd ikke længer, ſom i tidligere Dage, ſelv droge i Kjøbmandsferd, men nu, ligeſom de i alt andet ſøgte at efterligne Riddere og Herrer i andre Lande, ogſaa viſtnok efterlignede dem deri, at betragte Handel og Kjøbferd ſom værende under deres Værdighed. Selv kom de ſaaledes ikke i nogen Nærings-Colliſion med de fremmede Kjøbmænd, men derimod maatte disſes hyppige Beſøg være dem en Behagelighed, fordi de derved paa bekvemmeſte Maade forſynedes med de udenlandſke Luxusvarer, der med den tiltagende Pragt og Elegants i Levemaaden ej længer kunde undværes i anſeede Huſe. Hvad der dog havde meſt at betyde, var den, ſaa vidt man kan ſkjønne, rigelige Fortjeneſte, ſom de fornemſte Mænd, iſær i Bergen, havde af at udleje Stuer, Pakhuſe og Brygger i og ved deres ſtore Gaarde til de udenlandſke Handelsmænd. Allerede i Kong Haakons Tid, og maaſke tidligere, var det Skik og Brug, at ſelv Hirdmænd og Lendermænd paa den Maade gjorde ſig Fordeel af deres Gaarde. Vi erfare ſaaledes, at Thord Kakale under ſit Ophold i Bergen 1239 leiede Herberge hos den kongelige Hirdmand Hallvard, hvis Gaard efter ham kaldtes Hallvardsgaarden[7]. Senere maatte den Fortjeneſte, de ſaaledes kunde gjøre ſig, blive endnu ſtørre, da den nye Ledingsanordning, ved at gjøre Ledingspligten fra perſonlig til reel, ogſaa tildeels gjorde den Hirdmændene og Gjeſterne tilkommende Ledingsfrihed reel; det er allerede ovenfor viiſt, at de ogſaa for ſine Gaarde i Byerne maa have nydt eller i det mindſte tiltaget ſig betydelige Friheder, og de vare følgelig i Stand til at byde Lejetagerne billigere Vilkaar, end andre mindre begunſtigede Gaardejere, medens deres egen Fortjeneſte derfor ikke blev ringere. Følgen heraf maatte nødvendigviis blive den, at deres Gaarde fortrinsviis ſøgtes af de fremmede Handelsmænd, hvortil vel ogſaa kom, at de laa paa det belejligſte og bekvemmeſte Strøg[8]. Det er en bekjendt Sag, og vil i det følgende nærmere blive viiſt, hvorledes de Gaarde i Bergen, hvori de tydſke Handelsmænd førſt kun lejede ſig enkelte Stuer, i Tidens Løb, da deres Vælde uforholdsmæsſigt tiltog, gik over til at blive deres Ejendom. Men da nu flere af disſe Gaarde netop have Navne efter fornemme Mænd, der levede under Kong Magnus’s Regjering, ſom Leppen efter Lodin Lepp, Guldſkoen efter Hallvard Guldſko, kan man heraf med temmelig Beſtemthed ſlutte, at dette Udlejnings-Syſtem juſt begyndte paa den Tid, ligeſom man ogſaa juſt ved denne Tid finder de førſte Antydninger til, at de tydſke Kjøbmænd overvintrede i Bergen, og lejede Stuer paa et heelt eller et halvt Aar, for ſelv efterhaanden at udſælge ſine Varer, og knytte varige Handelsforbindelſer. Den Fordeel og Bekvemmelighed, dette medførte for de fornemme Gaardejere, hvis Huſe vare ſaa ſtore og vidtløftige, at de ſelv ingen Ulejlighed havde af Lejetagernes Bedrift[9], medførte naturligviis, at de fremmede Kjøbmænd, hvor forhadte de end kunne have været for Menigmand og alle Andre, i hvis Næring de gjorde Skaar, ivrigt begunſtigedes af de mægtige og formaaende Mænd, og dette maa man altid have for Øje, naar man vil forklare ſig deres næſten utroligt hurtige Opkomſt i Norge, iſær i Reſidensſtaden Bergen, fra Kong Magnus’s Regjeringstid af. En Antydning til denne Begunſtigelſe findes allerede i en Skrivelſe, ſom den nys udvalgte romerſke Konge, Rudolf af Habsburg, i Aaret 1274 tilſkrev Kong Magnus, paa ſamme Tid ſom han bekræftede de Friheder og Rettigheder, hans Forgængere havde tilſtaaet Lübeckerne. Efter at have ſagt ſin „ſærdeles kjære Ven“, Kong Magnus, flere Complimenter, takker han ham for den naadige Yndeſt, han havde tilſtaaet Lübeckerne, og beder ham fremdeles at lade dem nyde Godt af ſin Beſkyttelſe[10]. Det kan ikke være nogen Tvivl om, at de lübeckſke Geſandter, der udvirkede hiin Fornyelſe af ældre Friheder, ogſaa have anmodet Kong Rudolf om at medgive dem nysnævnte Skrivelſe til Kong Magnus, for at de derved kunde være ſaa meget ſikrere paa hans Velvilje. Men ſiden efter blev, ſom vi have ſeet, den nye Bylov given og vedtagen, og det er let at forſtaa, at de tydſke Kjøbmænd maatte finde ſig meget beſværede ved dens ſtrenge Beſtemmelſer med Henſyn til de communale Pligter, og den politimæsſige Orden, fra hvilke Udlændinger ej vare undtagne, ſom f. Ex., hvor det blandt andet var foreſkrevet, at Forpligtelſen til, i Ufredstider at holde Nattevagt ved nærmeſte Vete ſkulde ſkifteviis overtages af trende Mænd, to indenlandſke og een udenlandſk. At erhverve en Fritagelſe fra disſe og lignende byrdefulde Pligter laa derfor de tydſke Handelsmænd ſærdeles paa Hjerte, og ſaa vidt vi erfare, beſtormedes Kong Magnus af alle de øſterſøiſke Stæder med Bønner i denne Retning. Staden Lübeck ſendte i dette Erende ſom ſpecielle Geſandter tvende Raadmænd, Henrik Stenecke, en af dem, der tidligere havde været hos Kong Rudolf for at hente hine Breve[11], og Alexander. Disſe Geſandter traf Kong Magnus i Tunsberg, under hans Ophold der om Sommeren 1278, altſaa efter hans Tilbagekomſt fra Ledingstoget. Det er ikke uſandſynligt, at disſe Geſandter, for at give deres Andragende mere Vegt, bare gjort Ophævelſer over hvad der Aaret forud var forefaldet ved Skanør og derpaa grundet visſe Fordringer, eller maaſkee endog ladet Truſler falde om, at Stæderne vilde tage Danmarks Parti i den Krig, der nu maaſkee var i Begreb med at bryde ud.

Hvorledes nu end disſe Underhandlinger førtes, og hvad Midler Geſandterne nu end have anvendt for at ſtemme Kongen til Eftergivenhed, ſaa blev Reſultatet dette, at han den 18de Juli[12], i Tunsberg, gav de øſterſøiſke Stæder det førſte virkelige Friheds-Brev, ſom de nogenſinde erholdt i Norge, og ſom allerede neppe to Aar efter Bylovens Emanation gjorde ikke ubetydelige Undtagelſer fra dens Bud. Efter Geſandternes indſtændige Bøn, beder det i Brevet — Kongen kalder dem endog ſine ſærdeles Venner — ſaavel ſom efter ivrig Anmodning fra mange andre tydſke Søſtæders Borgere og Raad, fandt Kongen for godt, at tilſtaa de tydſke Kjøbmænd, der med deres Varer beſøgte Norge, visſe Friheder til Guds Ære og deres Nytte. At Kong Magnus og hans „viſe Mænd“, med hvilke det udtrykkeligt ſiges at han raadførte ſig, vare ſaa beredvillige til at gaa ind paa Tydſkernes Fordringer, viſer nokſom, at disſe maa have haft de mægtigſte og meſt formaaende Mænd paa ſin Side, ſkjønt man jo rigtignok maa antage, at de daværende Forhold, idet en Krig med Danmark var i Ferd med at udbryde, maatte gjøre det betænkeligere end ellers for Norge, at lægge ſig ud med de tydſke Stæder. Da dette Friheds-Brev, ſom ſagt, er det førſte, ſom efter den nye Bylovs Vedtagelſe blev tilſtaaet de tydſke Kjøbmænd, og ſaaledes danner Grundlaget for disſes ſenere, højſt ſæregne, Retstilſtand i Norge, er det her nødvendigt, nærmere at gjennemgaa dets enkelte Punkter.

1) Førſt og fremſt indrømmede Kongen „af ſær Naade og med ſine viſe Mænds Raad“, at de tydſke Kjøbmænd, der ej lejede Herberge for et heelt eller et halvt Aar (altſaa de, ſom kun opholdt ſig i Byerne om Sommeren) ſkulle ſlippe for at tvinges til at gjøre de før omtalte Nattevagter. Heraf følger altſaa, at de, der opholdt ſig længere i Landet, endnu ikke kom til at nyde godt af denne Fritagelſe.

2) Meenedere og andre berygtede Perſoner ſkulde i Rettergang ej anvendes ſom Vidner mod de tydſke Kjøbmænd. Her ſigtes formodentlig ſnarere til Mededsmænd end til egentlige Vidner, der endnu ikke havde ſtort at betyde i den norſke Rettergang.

3) Kongen indrømmede, at de tydſke Kjøbmænd „ſom et Tegn paa hans yderligere Naade og Gunſt“, ſkulde frit og uhindret opkjøbe paa Brygger, Gader eller i Baade alle Slags „Smaavarer“, ſaa og alle Slags Huder, naar de tilſammen ikke udgjorde et Deker, og Smør i ringere Partier end 9 Lauper, i Tiden fra Hallvardsmesſe (15de Mai) til Mariemesſe fyrre (15de Auguſt). Dette var en Undtagelſe fra den ovenomhandlede Beſtemmelſe i Byloven VI. 16, at der ikke maatte kjøbes eller ſælges ſlige Varer fra Fartøjer, eller andenſteds end i Huſe eller paa Torv, undtagen naar der kjøbtes til Kongens Gaard.

4) De fremmede Kjøbmænd ſkulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen naar Skibene vare ſaa ſtore, at deres Hjelp ikke kunde undværes, hvilken Tilfælde man dog ſkulde anmode dem venſkabeligt derom, uden mindſte Tvangs-Anvendelſe. Det kunde ſynes at falde af ſig ſelv, at udenlandſke Handelsmænd, der kun for en kortere Tid laa i Havnen med deres Skibe, ſtedſe havde været ganſke frie for denne Byrde, men den nye Bylovs VI. 17, beſtemte udtrykkeligt, at alle Kjøbmænd, naar de kun havde været tre Nætter i Byen, ſkulde være pligtige at indfinde ſig til Skibsdræt, ſaa ſnart Hornet lød.

5) Fremdeles indrømmede Kongen, at Sysſelmænd, Gjaldkerer eller andre kongelige Ombudsmænd i tre Dage ikke ſkulde kunne forbyde de tydſke Kjøbmænd at ſælge ſine Varer til hvem de fandt for godt, hvilke tre Dage ſkulde regnes fra det Øjeblik, de anmeldte for vedkommende kongelige Ombudsmænd, at de havde ſaadanne Varer tilfals. Inden disſe Dage ſkulde ogſaa de kongelige Ombudsmænd have underrettet Kjøbmændene om, hvilke Varer de for en beſtemt Priis ønſkede afholdte til Kongens Brug. Dette ſigter ligeledes til Beſtemmelſerne i Bylovens VI. 16, ſaavel ſom det ældgamle Regale, Forkjøbsretten. Dog ſkulde det kun gjelde, forſaavidt der ikke udſtedtes noget almindeligt Forbud mod at føre Varer fra Sted til andet.

6) Kongen indrømmede fremdeles, at alle Tydſkere, der leed Skibbrud i Norge, ſkulde frit beholde og nyde alt deres Gods, ſom de kunde faa reddet, og at Ingen ſkulde underſtaa ſig at tilegne ſig noget deraf, ſaa længe de ikke ſelv havde forladt det.

7) Endvidere tilſtodes det dem, at ingen af dem, naar han tilbød eller ſtillede paalideligt „Tak“ om at fremſtille ſig for Retten eller adlyde den fældede Dom, ſkulde for nogen ſom helſt Gjeld eller Forbrydelſe kaſtes i Fængſel, med mindre Forbrydelſen var ſaa ſtor, at den ſtraffedes med Halshugning eller Haandens Tab.

8) Alle de tydſke Handelsmænd, der lede Skibbrud paa Norges Kyſter, ſkulde, naar de ikke ſelv vare mandſterke nok til at bjerge Skib eller Gods, have Ret til at opbyde ſaa mange, ſom de troede at behøve, inden Skibreden, hvilke vare forpligtede til at hjelpe ved Bjergningen imod en Godtgjørelſe af ſex Ører norſk for hver Leſt, ſamt en af uvillige Mænd anſat Betaling for Skib og Redſkab; undſloge de ſig for at komme, ſkulde de være underkaſtede lovlig Straf.

9) For at dette kunde overholdes, og Fred og Venſkab bevares, forbød Kongen alle ſine Sysſelmænd og Ombudsmænd at gjøre Brud paa nogen ſom helſt af de her tilſtaaede Friheder, ſaa ſnart de vilde undgaa hans Vrede; og „for at de, ſom Kongen omfattede med ſærdeles Kjærlighed, kunde mødes af Underſaatterne med ſaa meget ſtørre Venlighed“, bød han alle Rigets Dommere, og paalagde dem indſtændigt, „at de ved en vis Forkjærlighed behandlede de lübeckſke Borgere og deres Gods, der kom til Norge, idet de, naar de klagede, ufortøvet ſkaffede dem Ret, ſtraffede dem, der ſøgte at undertrykke dem, ſtrengt, og viſte dem al mulig Gunſt og Velvilje, hvor ſaadant med Retferdighed og Ærlighed kunde ſkee“.

et ſees let, at disſe Fritagelſer endnu ikke vare ſaa overvættes ſtore, og at navnlig endnu ikke de tydſke Vinterſiddere havde erholdt nogen ſæregen Begunſtigelſe, hvilket var det egentlige Maal, til hvilket Tydſkerne ſtræbede, og ſom de da omſider efter megen Modſtand fra norſk Side, endelig langt om længe opnaaede, ſaaledes ſom det i det Følgende ſkal viſes. En Paategning, der findes paa det af Kongen udſtedte Originaldocument[13], der endnu opbevares i Lübeck, antyder, at Kjøbmændene ikke vare ſynderligt fornøjede ved dette Frihedsbrev. Om denne Paategning er ſamtidig, eller kun lidet yngre end Udſtedelſen, vides ikke; men man kan neppe tvivle paa, at den ganſke rigtigt udtrykker den Stemning, der raadede ved Modtagelſen af Brevet. Men Norge var endnu for mægtigt til at de kunde tiltvinge ſig alt, hvad de vilde, og de maatte for Øjeblikket nøje ſig med det Mindre, i Haab om, med Tiden, naar Omſtændighederne vare gunſtigere, at faa det Mere. Begyndelſen til en Undtagelſes-Lovgivning for deres Vedkommende var dog nu allerede gjort. Det følgende Aar (7de Auguſt) gav Kong Magnus et ligelydende Frihedsbrev for de bremiſke Kjøbmænd: heraf ſees, at i det mindſte disſe dog toge til Takke dermed[14].

  1. Huitfeldt I. S. 281. Han henfører Svaret til 1278. Jfr. Werlauff, i Nord. Tidſkr. II. 528.
  2. Annaler i Scr. Rer. D. V. 615, 624. Suhm, der anſeer denne Kamp for Følgen af et virkeligt Krigstog fra norſk Side tror at maatte henføre det til 1278, fordi man fra andre Kilder veed, at Kong Magnus ej havde nogen Leding ude i 1277; men Annalernes Ord giver ikke Anledning til at antage det Hele for andet og mere end et tilfældigt Slagsmaal, uagtet det for Reſten kunde være blodigt nok og give Anledning til yderligere Fiendtligheder.
  3. Mesſenius, Scondia S. 57.
  4. Se ovf. S. 70. Werlauff (Nord. Tidsſkr. II. S. 529), antager det rimeligt, at de to nys anførte Annaliſter, der omtale Slagsmaalet ved Skanør 1277, ved en Fejltagelſe have henført det tidligere Slagsmaal 1237 til dette Aar. Viſt er det, at de øvrige danſke Annaler ej omtale noget Slagsmaal i 1277; men da det ikke i ſig ſelv vilde være beſynderligt, om ſlige Scener indtraf oftere, hvor ſaa mange Folk af forſkjellige Nationer kom ſammen, tør man dog ikke reent ud benegte de tvende nys anførte Annalers udtrykkelige Udſagn, om Annalerne end overhoved ere ukritiſke, og Angivelſen om de 5000 Dræbte paatageligt er falſk.
  5. Isl. Annaler, ved 1278.
  6. Se ovenfor S. 72—74.
  7. Se ovf. III. S. 993, Note 3.
  8. Ifølge Bylovens VI. 15 ſkulde Skibene, der kom til Bergen, lægge til langs Bryggerne fra Kongens Eblegaard til inde ved Øren. Af dette Strøg maatte igjen den nordlige Deel, der laa nærmeſt Kongsgaardens Enemerker, anſees ſom det bedſte og bekvemmeſte: og netop her ſinde vi ſenere tydſke Kjøbmænd faſt etablerede, i de Gaarde ſom tidligere tilhørte de fornemſte Mænd.
  9. Der gaves Gaarde, ſom indeholdt over 60 Stuer, ſom f. Ex. Finnegaarden, der ifølge et Diplom af 1403 beſtod af 15 Huſe og 68 Stuer. Her kunde de fornemme Ejere beholde den bedſte Deel for ſig, og overlade Baghuſene til Kjøbmændene.
  10. Brev af 1ſte Nov. 1274 i Lübecks Urk.-Buch, No. 354. Kong Rudolfs Frihedsbrev for Lübeck er af 6te Rov. 1274, ſſteds No. 356; begge, ſaavelſom et af 5te Nov., der indeholder det Tilſagn, at Ingen ſkal blive udnævnt til Lübeckernes Foged uden deres Samtykke, ere daterede fra Hagenau.
  11. Se det nysnævnte Brev No. 355 i Lüb. Urk.-Buch.
  12. Saaledes udtrykkeligt i Brevet, (XV. Kal. Aug.); i Lüb. Urk.-Buch No. 398 er Dagen urigtigt angivet til den 16de. Brevet findes ogſaa, med rigtig Datum, i Thorkelins Dipl. II. S. 8.
  13. Documentet, med Kongens ſtore Segl, findes paa Treſen i Lübeck. Sigillet er aftegnet i Thorkelins Dipl. II. Pl. I.
  14. Casſels Nachr. S. 10—12.