Det norske Folks Historie/5/62
Med de øvrige Nabomagter i Europa stod Kong Magnus, saa vidt det lader, i venskabelig Forbindelse, undtagen med Rusland eller rettere med Storfyrstendømmet Novgorod, for saa vidt det erfares, at Karelerne og Kvænerne i 1271 gjorde Herverk endog i Haalogaland, og at de første om Vintren 1278–1279 fangede Kongens Sysselmand, Thorbjørn Skæne, og dræbte 35 Mand for ham oppe paa Fjeldet[1]. Disse Tog ere sikkert ej de eneste, som de foretoge i denne Tid. Man seer her en Bekræftelse paa, hvad der tidligere i Sagaen ytres, at den i 1251 med Novgorod sluttede Fred ikke længe overholdtes. Det var heller ikke muligt, under saadanne Betingelser, som dem, Tractaten af 1251 opstillede, at undgaa Sammenstød og deraf følgende Fiendtligheder. Saa længe Karelerne skulde have Tilladelse til at strejfe om i det norske Gebet, var det ikke at vente, at de kunde afholde sig fra at gjøre Indgreb i de norske Undersaatters Rettigheder, især da det er øjensynligt, at deres Ferd, hvor tractatstridig den end var, begunstigedes af de novgorodske Autoriteter. Der tales dog ikke om at der i denne Anledning blev gjort nogen Forestillinger i Novgorod fra norsk Side, eller overhoved Underhandlinger desangaaende. Imidlertid er Kildernes Taushed herom ikke tilstrækkelig Grund til, at betvivle at saadanne kunne have fundet Sted. I alle Fald synes det vist nok, at fra denne Tid af de uafladelige Overgreb fra russisk Side ret toge sin Begyndelse, der sidenefter ledede til, at Norge tabte saa store Strækninger af sine oprindelige Besiddelser i Finmarken.
Hvilken særdeles venlig Forstaaelse der fandt Sted mellem Kong Magnus og det franske Hof, have vi allerede seet Beviser paa i den dyrebare Gave, som Kong Philip i 1274 oversendte Kong Magnus, nemlig Stykket af den hellige Tornekrone. Paa den i Aaret 1273 udvalgte romerske Konge Rudolfs Agtelse og Hengivenhed for Kong Magnus have vi allerede seet Bevis i den Skrivelse, hiin i November 1274 lod afgaa til Magnus for Lübeckernes Skyld. Da Rudolf rimeligvis ikke for sin Ophøjelse paa Kongethronen havde staaet i nogen som helst Forbindelse med Magnus, kan saaledes de smigrende Udtryk, der forekomme i Skrivelsen, ikke hidrøre fra noget ældre Bekjendtskab eller Venskab; de vise altsaa, at Kong Magnus maa have indtaget en Stilling blandt Europas Fyrster, der i og for sig gjorde ham hædret og anseet. Med England lader det til, at der siden Kong Haakons Tog til Skotland en Tidlang havde været et mindre godt Forhold, ja at der endog mellem norske og engelske Undersaatter har været øvet Fiendtligheder, siden der den 21de August 1269, i Winchester, blev sluttet formeligt „Freds- og Enigheds-Tractat“ mellem Kong Magnus og Kong Henrik, som det udtrykkelig heder „angaaende de Berøvelser, Skaden og Fornærmelser, som Indbyggerne i begge Riger gjensidigt havde tilføjet hinanden, og den Uenighed, som havde hersket mellem dem. Kong Magnus’s befuldmægtigede Gesandter vare Askatin, den Gang endnu Cantsler, og saaledes nu atter anvendt i Gesandtskab, saavel som Peter, Archidiaconus af Hjaltland. Ved denne Tractat indgik begge Konger, „saavel formedelst Fredens Gode, som af gjensidig Hengivenhed for hinanden, en bestandig Fred, ligesaa god som den, der havde fundet Sted mellem deres Forfædre, og forpligtede sig til, at Indbyggere eller Kjøbmænd fra det ene Rige skulde med deres Gods nyde venlig Optagelse i det andet, uden at forulejliges med Hensyn til hine Klager; Kjøbmændene fra det ene Rige skulde i Fred og Ro kunne sælge deres Varer i det andet, og ingen, der kjøbte af dem, skulde kunne tage Varerne, førend Betalingen var erlagt; Skibbrudne fra det ene Rige skulde i Fred og Ro kunne redde og udbedre deres Skibe, og vedkommende Befalingsmand skulde beskytte dem mod Overlast. De, som krænkede denne Fred og venlige Forbindelse, skulde af Befalingsmanden eller en dertil af Kongen særskilt udnævnt Dommer straffes saaledes, at det kunde blive ham og Andre til Advarsel. Hvis den ene Konges Fiende flygtede til den andens Rige, skulde han ej medtages, uden for en kort Tid, og hvis han ikke inden et Aar kom i Naade igjen, skulde han bortvises af Riget. Af Brevet udstedtes to ligelydende Exemplarer, hvoraf det ene, beseglet med Norges Konges og Gesandternes Segl, skulde bero hos den engelske Konge, det andet, forseglet med dennes Segl, hos Kong Magnus[2]. – Siden den Tid hører man intet andet end at Forstaaelsen mellem begge Hoffer var den ypperste; og den vedvarede ligeledes efter Kong Henriks Død mellem hans Søn Kong Edward den 1ste og Kong Magnus. Vi erfare af Breve, der endnu ere til, at de oftere vexlede Vennegaver. Saaledes erfarer man af et Taksigelsesbrev fra Kong Magnus til Kong Edward, dateret Bergen den 10de Mai 1276, at denne med en vis Roger Brun, Borger i Yarmouth, havde sendt ham flere værdifulde Gaver, der lykkeligt og vel vare ankomne til Norge, hvorfor Kong Magnus anbefaler Roger Brun, som den der godt havde besørget det ham overdragne Erende, til Kong Edwards Velvilje[3]. Fem Dage efter skrev Magnus endnu et Brev fra Bergen til Kong Edward, med en af sine Riddere, der i det paa Latin affattede Brev kaldes Yvo, og sendte herved som Gave, til Beviis paa sit Venskab, tre hvide og aatte graa Falke, et Sølvbeger, tyve Timber Hermelinskind, og Hovedet med Tænderne af en Hvalros, hvilket Dyrs Beskaffenhed Overbringeren nærmere skulde forklare. Man har endnu et Brev fra Kong Magnus til Kong Edward, dateret Bergen 6te Mai 1280, altsaa tre Dage før hans Død, hvori han takker denne, fordi han havde sendt ham en Deel værdifulde Reliqvier, anbefalende ham sine Sønner, og tilkjendegiver, at han med Overbringeren, Hr. Erlend, Provst ved hans Capell, sender ham atter to hvide Ædelfalke og sex graa. Brevet afgik ikke førend efter Kong Magnus’s Død[4]. Sandsynligviis var ikke Englands Hof det eneste, til hvilket Kong Magnus sendte saadanne i hine Tider kjærkomne Gaver; ligesom Faderen har han vel ogsaa sendt Falke til fjernere Lande, men intet er derom opbevaret til vore Tider.