Det norske Folks Historie/5/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med de øvrige Nabomagter i Europa ſtod Kong Magnus, ſaa vidt det lader, i venſkabelig Forbindelſe, undtagen med Rusland eller rettere med Storfyrſtendømmet Novgorod, for ſaa vidt det erfares, at Karelerne og Kvænerne i 1271 gjorde Herverk endog i Haalogaland, og at de førſte om Vintren 1278—1279 fangede Kongens Sysſelmand, Thorbjørn Skæne, og dræbte 35 Mand for ham oppe paa Fjeldet[1]. Disſe Tog ere ſikkert ej de eneſte, ſom de foretoge i denne Tid. Man ſeer her en Bekræftelſe paa, hvad der tidligere i Sagaen ytres, at den i 1251 med Novgorod ſluttede Fred ikke længe overholdtes. Det var heller ikke muligt, under ſaadanne Betingelſer, ſom dem, Tractaten af 1251 opſtillede, at undgaa Sammenſtød og deraf følgende Fiendtligheder. Saa længe Karelerne ſkulde have Tilladelſe til at ſtrejfe om i det norſke Gebet, var det ikke at vente, at de kunde afholde ſig fra at gjøre Indgreb i de norſke Underſaatters Rettigheder, iſær da det er øjenſynligt, at deres Ferd, hvor tractatſtridig den end var, begunſtigedes af de novgorodſke Autoriteter. Der tales dog ikke om at der i denne Anledning blev gjort nogen Foreſtillinger i Novgorod fra norſk Side, eller overhoved Underhandlinger desangaaende. Imidlertid er Kildernes Taushed herom ikke tilſtrækkelig Grund til, at betvivle at ſaadanne kunne have fundet Sted. I alle Fald ſynes det viſt nok, at fra denne Tid af de uafladelige Overgreb fra rusſiſk Side ret toge ſin Begyndelſe, der ſidenefter ledede til, at Norge tabte ſaa ſtore Strækninger af ſine oprindelige Beſiddelſer i Finmarken.

Hvilken ſærdeles venlig Forſtaaelſe der fandt Sted mellem Kong Magnus og det franſke Hof, have vi allerede ſeet Beviſer paa i den dyrebare Gave, ſom Kong Philip i 1274 overſendte Kong Magnus, nemlig Stykket af den hellige Tornekrone. Paa den i Aaret 1273 udvalgte romerſke Konge Rudolfs Agtelſe og Hengivenhed for Kong Magnus have vi allerede ſeet Bevis i den Skrivelſe, hiin i November 1274 lod afgaa til Magnus for Lübeckernes Skyld. Da Rudolf rimeligvis ikke for ſin Ophøjelſe paa Kongethronen havde ſtaaet i nogen ſom helſt Forbindelſe med Magnus, kan ſaaledes de ſmigrende Udtryk, der forekomme i Skrivelſen, ikke hidrøre fra noget ældre Bekjendtſkab eller Venſkab; de viſe altſaa, at Kong Magnus maa have indtaget en Stilling blandt Europas Fyrſter, der i og for ſig gjorde ham hædret og anſeet. Med England lader det til, at der ſiden Kong Haakons Tog til Skotland en Tidlang havde været et mindre godt Forhold, ja at der endog mellem norſke og engelſke Underſaatter har været øvet Fiendtligheder, ſiden der den 21de Auguſt 1269, i Wincheſter, blev ſluttet formeligt „Freds- og Enigheds-Tractat“ mellem Kong Magnus og Kong Henrik, ſom det udtrykkelig heder „angaaende de Berøvelſer, Skaden og Fornærmelſer, ſom Indbyggerne i begge Riger gjenſidigt havde tilføjet hinanden, og den Uenighed, ſom havde herſket mellem dem. Kong Magnus’s befuldmægtigede Geſandter vare Aſkatin, den Gang endnu Cantſler, og ſaaledes nu atter anvendt i Geſandtſkab, ſaavel ſom Peter, Archidiaconus af Hjaltland. Ved denne Tractat indgik begge Konger, „ſaavel formedelſt Fredens Gode, ſom af gjenſidig Hengivenhed for hinanden, en beſtandig Fred, ligeſaa god ſom den, der havde fundet Sted mellem deres Forfædre, og forpligtede ſig til, at Indbyggere eller Kjøbmænd fra det ene Rige ſkulde med deres Gods nyde venlig Optagelſe i det andet, uden at forulejliges med Henſyn til hine Klager; Kjøbmændene fra det ene Rige ſkulde i Fred og Ro kunne ſælge deres Varer i det andet, og ingen, der kjøbte af dem, ſkulde kunne tage Varerne, førend Betalingen var erlagt; Skibbrudne fra det ene Rige ſkulde i Fred og Ro kunne redde og udbedre deres Skibe, og vedkommende Befalingsmand ſkulde beſkytte dem mod Overlaſt. De, ſom krænkede denne Fred og venlige Forbindelſe, ſkulde af Befalingsmanden eller en dertil af Kongen ſærſkilt udnævnt Dommer ſtraffes ſaaledes, at det kunde blive ham og Andre til Advarſel. Hvis den ene Konges Fiende flygtede til den andens Rige, ſkulde han ej medtages, uden for en kort Tid, og hvis han ikke inden et Aar kom i Naade igjen, ſkulde han bortviſes af Riget. Af Brevet udſtedtes to ligelydende Exemplarer, hvoraf det ene, beſeglet med Norges Konges og Geſandternes Segl, ſkulde bero hos den engelſke Konge, det andet, forſeglet med dennes Segl, hos Kong Magnus[2]. — Siden den Tid hører man intet andet end at Forſtaaelſen mellem begge Hoffer var den ypperſte; og den vedvarede ligeledes efter Kong Henriks Død mellem hans Søn Kong Edward den 1ſte og Kong Magnus. Vi erfare af Breve, der endnu ere til, at de oftere vexlede Vennegaver. Saaledes erfarer man af et Takſigelſesbrev fra Kong Magnus til Kong Edward, dateret Bergen den 10de Mai 1276, at denne med en vis Roger Brun, Borger i Yarmouth, havde ſendt ham flere værdifulde Gaver, der lykkeligt og vel vare ankomne til Norge, hvorfor Kong Magnus anbefaler Roger Brun, ſom den der godt havde beſørget det ham overdragne Erende, til Kong Edwards Velvilje[3]. Fem Dage efter ſkrev Magnus endnu et Brev fra Bergen til Kong Edward, med en af ſine Riddere, der i det paa Latin affattede Brev kaldes Yvo, og ſendte herved ſom Gave, til Beviis paa ſit Venſkab, tre hvide og aatte graa Falke, et Sølvbeger, tyve Timber Hermelinſkind, og Hovedet med Tænderne af en Hvalros, hvilket Dyrs Beſkaffenhed Overbringeren nærmere ſkulde forklare. Man har endnu et Brev fra Kong Magnus til Kong Edward, dateret Bergen 6te Mai 1280, altſaa tre Dage før hans Død, hvori han takker denne, fordi han havde ſendt ham en Deel værdifulde Reliqvier, anbefalende ham ſine Sønner, og tilkjendegiver, at han med Overbringeren, Hr. Erlend, Provſt ved hans Capell, ſender ham atter to hvide Ædelfalke og ſex graa. Brevet afgik ikke førend efter Kong Magnus’s Død[4]. Sandſynligviis var ikke Englands Hof det eneſte, til hvilket Kong Magnus ſendte ſaadanne i hine Tider kjærkomne Gaver; ligeſom Faderen har han vel ogſaa ſendt Falke til fjernere Lande, men intet er derom opbevaret til vore Tider.

  1. Annalerne for 1279. Arne Biſkops Saga Cap. 24.
  2. Rymer, Brev af Datum ſom ovenanført. Thorkelins Analecta, S. 44.
  3. Suhm, H. af Danm. X. S. 1008.
  4. Rymer, Brev fra 1280.