Det norske Folks Historie/5/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have fulgt Kong Magnus Skridt for Skridt under hans Forhandlinger med Gejſtlige og Læge angaaende Lovforbedringer, der retteſt kan kaldes en Statsforandring, under hans Beſtræbelſer for at knytte Island nærmere til Norge, under hans Optræden ſom Mægler i den ſvenſke Brødreſtrid, og i hans Forhold til fremmede Magter; vi ville nu kaſte et Tilbageblik paa hans øvrige Virkſomhed indenlands, ſom paa de Begivenheder af ſtørre Vigtighed, der forefaldt i den ſenere Deel af hans Regjeringstid, og ſom ikke ſtaa i umiddelbar Forbindelſe med de Anliggender, der allerede ere omtalte. Kong Magnus arvede ſin Faders Lyſt til Bygnings-Arbejder, men denne Lyſt ſynes dog fornemmelig hos ham at have været rettet paa Opførelſen af Kirker og Oprettelſen af andre gejſtlige eller halvgejſtlige Stiftelſer. Et af hans førſte og nyttigſte Foretagender i ſaa Henſeende var Fuldførelſen af Allehelgenskirken i Vaagsbunden i Bergen, hvilken hans Fader havde ladet paabegynde, og Oprettelſen af det dermed forbundne Hoſpital. Det er ovenfor nævnt[1], at allerede Kong Haakon ſandſynligviis havde beſtemt, at der ſkulde ſættes et Hoſpital i Forbindelſe med denne Allehelgenskirke, og at det rimeligviis var i den Henſigt, at han hertil ſkjenkede 120 Maanedmaters Bool; men han fik ikke mere end paabegyndt Kirken: det var Magnus forbeholdt at fuldføre denne og oprette Hoſpitalet. Derimod havde Kong Haakon allerede, ſom vi have ſeet, ſtiftet et Hoſpital for Spedalſke med tilhørende Kirke — St. Katharina Kirke — ved Sandbru, og dertil ſkjenket den betydelige Gave af 240 Maanedmaters Bool. Heri gjorde Kong Magnus en ſtor Forandring. Efter Overlæg med Abbed Erik af Munkeliv, og flere ſaavel lærde ſom læge Mænd, beſluttede han at ſlaa begge Stiftelſers Gods ſammen, ſaa at de herefter ſkulde betragtes ſom en eneſte, og den oprindelige Plan forandret tillige derhen, at i Stedet for at i det mindſte Katharina-Hoſpitalet tidligere var beſtemt til at være en Plejeſtiftelſe for Spedalſke — hvilket maaſkee og var Planen med Allehelgenshoſpitalet, — indrettedes de nu begge til Fattighuſe, den ſidſte for Mænd, den førſte for Kvinder. Denne Forening af begge Stiftelſer har vel ogſaa været Hovedaarſagen til, at Katharina-Kirke og Hoſpital, for ſaa vidt de allerede vare færdige for Kong Haakons Død — hvilket vel er et ſtort Spørgsmaal — nu flyttedes til Vaagsbunden, ganſke i Nærheden af det andet. Allehelgenskirken var allerede færdig i 1266, og blev da indviet[2], men Katharina-Kirke og Hoſpital kunne ej have været fuldførte, og den hele Stiftelſe ſaaledes bragt i Gang, førend ved Udgangen af 1275 eller Begyndelſen af 1276, thi den kongelige Fundats for den hele Indretning er dateret den 19de April 1276[3]. Den er udſtedt i Bergen af Kong Magnus og Biſkop Aſkatin i Forening. Det beſtemtes her, at der i Allehelgens-Hoſpital ſkulde være 30 Senge, alle for Mandsperſoner, og i Katharina-Hoſpital 20 Senge, alle for Fruentimmer. Til Indretningen ſkulde der beſkikkes tre Preſter, to ved Allehelgenskirken og een ved Katharinakirken; men ved begge ſkulde der kun være een fælles Raadsmand eller Økonom. Ingen maatte optages i Stiftelſen med Provende, men derimod ſkulde de deri optagne, naar de døde, arves af Stiftelſen. Hvert Almisſelem ſkulde dagligdags have een Ret Mad og een Jnſte Øl, men paa Faſtedage, merkeligt nok, det dobbelte. — Fundatſen beſegledes, foruden af Kongen og Biſkoppen, ogſaa af Dronningen, Abbed Erik, og Chorsbrødrene ved Chriſtkirken. Den næſte Stiftelſe af Betydenhed, ſom ſkede ved Kong Magnus’s Foranſtaltning, var den før omtalte Oprettelſe af et Preſte-Collegium ved Apoſtelkirken i Bergen 1271, med en Provſt i Spidſen; dette ſtod i Forbindelſe med betydelige nye Anlæg i og ved Kongsgaarden, efterſom, hvad der allerede ovenfor er berørt, en ny prægtig Apoſtelkirke ſtrax efter Modtagelſen af den hellige Torn blev grundlagt i Kongens Urtehave. Denne blev dog ikke færdig, førend længe efter Magnus’s Død i 1302, og da førſt blev den ældre nedreven[4]. Desforuden indrettede Kongen et Capell i Kongsgaarden ſelv, i Caſtellet ved Søen[5]. Ifølge en eneſtaaende Beretning ſkal Kongehallen i Bergen være afbrændt 1266; forholder dette ſig ſaaledes, maa Kong Magnus have ladet den iſtandſætte, og muligt er det, at det er Arbejdet hermed, ſom førſt har givet Anledning til, at hine ſtørre og mere omfattende Anlæg foretoges. I Tunsberg forøgede Kong Magnus de Befæſtninger, hans Fader allerede havde opført, med et nyt Caſtell af Tegl, hvoraf der endnu findes nogle faa Levninger[6]. Muligt, at dette Anlæg ſtod i Forbindelſe med andre Udbedringer efter en Ildebrand, der fandt Sted i Tunsberg 1275, og hvilken rimeligviis, ligeſom alle de andre i Annalerne optegnede Ildebrande fra den Tid, var af betydelig Udſtrækning, ſaa at næſten hele Byen lagdes i Aſke[7]. Ellers er det ogſaa ſandſynligt, at denne Befæſtning kan have været opført til en yderligere Betryggelſe mod forventende Angreb fra Sverige eller Danmark; den blev nemlig juſt fuldført om Sommeren 1276.

Af de Munkeordener, ſom paa den Tid fandtes i Norge, omfattede Kong Magnus iſær med Forkjærlighed Franciſkaner-Ordenen. Dette viſte ſig tydeligt nok af hans Teſtamente, hvorom der allerede ovenfor er talt, thi han betingede ſig heri udtrykkeligt at begraves ved Minoriterkloſteret i Bergen, og foruden at han ſkjenkede det tolv Merker Sterling, ligeſom andre Kloſtre, gav han det ſærſkilt ſyv hundrede Merker Sølv af de almindelige gængſe Penge, til dets Opbyggelſe: den ſtørſte Gave, nogen norſk Konge vides at have givet til gejſtlige Stiftelſer[8]. For Reſten ſeer man heraf, at Kloſteret ikke var færdigbygget, da Teſtamentet blev ført i Pennen. Der fortælles, at Kongens Forkjærlighed for dette Kloſter gik ſaa vidt, at han endog ivrigt hørte theologiſke Foredrag i dets Læreſale[9]. Ligeledes finder man følgende beſynderlige Fortælling. „Da Dronningen paa St. Franciſcus’s Dag fødde Kongen hans Søn Magnus, var dette Riget mere til Skam end til Glæde, da det nyfødde Barn ikke lignede et Menneſke, men en Bjørn eller en Kjødklump. Men da dette blev meldt Kongen, ſagde denne ganſke trøſtig, at man ſkulde ville Barnet ind i et reent Stykke Lærred og lægge det op paa St. Franciſcus’s Altar under Mesſen: dette ſkede, og ſaa ſnart Mesſen var til Ende, og man tog Barnet ned igjen, fandt man i Lærredsſvøbet en ſmuk Dreng, hvorfor alle glade takkede Gud“. Denne Fortælling, ſiger Nedſkriveren, en engelſk Gejſtlig, at han ſelv havde hørt af de norſke Geſandter, der bejlede for denne Kongeſøn til den ſkotſke Kongedatter Margrete[10]. Dette viſer, at Sagnet maa have været udbredt og almindeligt troet i Norge, og noget ſandt maa vel have ligget til Grund derfor. Det antyder i det mindſte, at en beſtemt Begivenhed maa have været Aarſag til at Kongen kaſtede ſaadan Forkjærlighed paa Minoriterkloſtret i Bergen.

Vi have i det foregaaende allerede omtalt de fleſte Biſkops-Skifter, ſom fandt Sted i Norge og overhoved i Nidaros Provinds indtil 1277. Af alle de norſke Biſkopper, der levede paa Magnus’s Tid, havde ingen beklædt ſit Embede længer end Thorgils i Stavanger, den i 1254 afdøde Biſkop Askells Eftermand, hvilken, ſom man af hans Dateringsmaade maa ſlutte, indviedes i 1256, og ikke døde førend i 1276, altſaa efter en tyveaarig Embedsførelſe[11]. Aſkatin i Bergen var ikke Biſkop i mere end 7 Aar, fra 1270 til 1277, og hans Formand Peter kun i 14, fra 1256 til 1270. Erkebiſkop Haakon havde i 17 Aar været Biſkop i Oslo, fra 1248 til 1265; hans Eftermand paa Oslo Biſkopsſtol beklædte den i 20 Aar, fra 1267 til 1287, men overlevede Kong Magnus. Gilbert paa Hamar var Biſkop i 15 Aar, fra 1263 til 1278. Biſkop Thorgils, der i den Tid, da Kong Magnus i ſin Faders levende Live beſtyrede Ryfylke og havde ſin Hovedreſidens i Stavanger, ſandſynligviis kom i et nærmere Venſkabsforhold til ham, ſees ogſaa at have deelt hans Iver for Oprettelſen af veldædige Stiftelſer. Ligeſom Kong Magnus ſtiftede de ovenfor nævnte Hoſpitaler i Bergen, ſaaledes ſtiftede Biſkop Thorgils et Hoſpital eller Fattighuus for Syge af Stavanger ved St. Peters Kirke i denne By, hvor Domkirken havde Jordegods (St. Peters Gjerde). I det af ham herom udſtedte Brev, heder det, at han i ſit 15de Embedsaar (altſaa enten i 1270 eller 1271) underrettede Kongen og Chorsbrødrene om ſit Forſæt at ſtifte et ſaadant Hoſpital ſom det nys nævnte, for at de Syge af Byen kunde finde Huusly der, indtil de enten kom ſig eller døde, heller end at de ſyge eller ſaare ſkulde bæres halvdøde fra Huus til Huus ſom før; det var tillige hans Plan at lade ſaa mange Huſe opføre, at Preſten og hans Tjenere kunde faa fornødent Huusrum. Kong Magnus ſelv ſkjenkede dertil St. Peters Kirke, hvorover han havde Dispoſitionsret. Biſkoppen ſkjenkede til den nye Stiftelſe flere Gaarde, tilligemed et Stykke Jord og flere Tomter i Byen. Efter al Sandſynlighed var det ogſaa her de Spedalſke, til hvis Pleje Stiftelſen oprettedes. Brevet er udateret, men maa efter det oven anførte Indhold være at henføre til et af de nærmeſte Aar efter 127l[12]. Man ſeer ogſaa her Kongen med ſin ſædvanlige Godhed og Menneſkekjærlighed række en hjelpſom Haand. Endnu lige til vore Dage har dette Fattig- eller Sygehuus gjennem forſkjellige Omſkiftninger holdt ſig paa ſamme Sted; nu er det Stavanger Amts Sygehuus, men dets Navn er fremdeles „St. Peters Gjerde“. Biſkop Thorgils viſte ſig ogſaa betænkt paa at ſkaffe ſine Chorsbrødre en bedre Stilling, idet han, deels, med Kongens Samtykke, gav dem Biſkopsſtolens Lod i Tienden af Finnø, deels, ſom han udtrykte ſig, i Betragtning af Præbendernes Ubetydelighed ſkjenkede til Chorsbrødrenes fælles Bordhold Sole Kirke med alt dens Tilbehør og alle dens Indtægter[13]. Af alt dette maa man ſlutte, at Thorgils har været en virkſom og for ſine Undergivnes Bedſte omhyggelig Biſkop, ligeſom der vel ogſaa maa have været noget fremragende ved hans Perſonlighed, ſiden han var en af de tvende Biſkopper, der kom til at ledſage Kong Haakon paa Toget til Skotland. Thorgils oplevede den Ulykke, at Byen Stavanger tilligemed Domkirken afbrandt i 1272[14]. Dens egne Midler foreſloge ikke til at bygge den op igjen i den rige Stiil, ſom paa den Tid var bleven den herſkende: det varede derfor længe, førend den kom i Stand, og der findes lige fra 1278 til 1289 Breve fra flere norſke Biſkopper, ja endog et fra Biſkoppen i Skara i Sverige, hvori der tilſtaaes dem, der paa visſe Feſtdage beſøge Stavangers Domkirke, og række den hjelpſom Haand, Indulgens for flere Dage[15]. Henimod 1297 maa den have været færdig, thi et Indulgensbrev, udſtedt i det Aar af den daværende Erkebiſkop, Jørund, taler kun om et Altar i Domkirken, ikke om denne ſelv[16]. Efter Thorgils’s Død 1276 valgtes til hans Eftermand en Arne, ſandſynligviis den ſamme Arne Capellan, der i det nys nævnte Stiftelſesbrev nævnes blandt Chorsbrødrene, og ſom blev indviet 1277; i Aſkatins Sted valgtes til Bergens Biſkopsſtol Dominicanermunken Broder Narve, der indviedes 1278. Hvorledes det gik til, at han kunde blive valgt, medens der herſkede et ſaadant Uvenſkab mellem de Sæculargejſtlige og Dominicanerne, ſom det, vi allerede have ſkildret og fremdeles komme til at berøre, er næſten ufatteligt, med mindre man ſkulde antage, at Kongen ſelv har gjort ſin Indflydelſe gjeldende, i det Haab at et Valg, ſom dette, ſkulde bringe et Forlig til Veje. Saa meget er i alle Fald viſt, at Narve ſtod i et nærmere Venſkabsforhold til den kongelige Familie. — Efter Gilbert i Hamar valgte Capitlet en vis Thorfinn, ſandſynligviis af deres eget Collegium, til hans Efterfølger. Biſkoppen og Capitlet i Oslo ſøgte ved denne Lejlighed atter at gjøre deres gamle Fordring paa at beſætte Hamars Biſkopsſtol gjeldende, og indgave derfor en Proteſt mod Thorfinns Valg til Erkebiſkop Jon, medens denne i 1278 opholdt ſig i Tunsberg. Men Erkebiſkoppen dømte, efter at have underſøgt Sagen, ganſke til Bedſte for Hamars Capitel, og paalagde Oslo Capitel beſtandig Taushed herom: et Paalæg, der, ſom vi ville ſee, ikke i det følgende fuldkommen blev overholdt[17]. Thorfinn lønnede Biſkop Jon hans Biſtand ved at viſe ſig ſom hans ſvorne og urokkelige Tilhænger i hans paafølgende Stridigheder med de verdslige Høvdinger. Om Erkebiſkop Jons nidkjære og viſtnok velmeente Virkſomhed til Kirkens Bedſte er der allerede handlet udførligt, ligeſom det og er viiſt, at den Strid, der fandt Sted mellem ham og Kongen om visſe Principſpørgsmaal, ikke ſynes at have gjort dem til perſonlige Uvenner, tvert imod ſee vi, hvorledes Erkebiſkoppen hyppigt var omkring Kongens Perſon, holdt Tale ved hans Sønners Hyldingsfeſt, og deeltog med ham i hans Tog til Gøta-Elven 1276, hvorhos der og er ſtor Sandſynlighed for, at han ogſaa var med paa Toget 1278, ſiden vi af hvad der nys er berettet angaaende hans Dom i Sagen mellem Oslos og Hamars Capitel 1278, erfare, at han i dette Aar, og viſtnok om Sommeren, var i Tunsberg. Man ſkulde formode, at han holdt et Slags Provincial-Concilium der, efterſom vi af et Par Breve ſee, at ſaavel Biſkop Andreas af Oslo, ſom Biſkop Peter af Orknø, der havde ſuccederet den i Aaret 1269 afdøde Biſkop Henrik, (upaatvivlelig den ſamme Peter, der før var Archidiaconus paa Hjaltland, og ſom ſaadan endnu i 1269 var med at ſlutte den før omtalte Tractat med England) befandt ſig i Tunsberg i de førſte Dage af September Maaned. Formodentlig indviede han da ogſaa Biſkopperne Narve og Thorfinn, ligeſom det og er rimeligt, at Biſkop Arne af Stavanger var tilſtede, i det mindſte for at asſiſtere ved Indvielſen[18]. Det er allerede fortalt, hvorledes heller ikke Erkebiſkop Jon ſtod tilbage i den rosværdige Virkſomhed, hvortil Kongen ſelv eller maaſkee nærmeſt hans Ven Biſkop Aſkatin ſynes at have givet Stødet, at oprette milde Stiftelſer; idet han nemlig ſtiftede Hoſpitalet for Fattige paa Ilevoldene, hvilket endnu gjennem mange Omſkiftninger ſtaar ved Magt[19]. Om de islandſke Biſkopsſkifter er der talt i det Foregaaende, ligeſaa om Biſkop Olaf i Grønland, der levede lige til 1280. I Færøerne døde Biſkop Gaute i Aaret 1268, og til hans Eftermand valgte Chorsbrødrene i Bergen en af deres egen Midte, Erlend, der beklædte Biſkopsſtolen i den lange Tid af henved 40 Aar[20]. Hvad det nys omtalte Biſkopsſkifte paa Orknøerne angaar, da findes, merkeligt nok, Spor til, at endnu ikke Erkeſtolen i York havde opgivet ſine Fordringer paa at beſætte denne Biſkopsſtol, efterſom der, uagtet den ovenfor nævnte Biſkop Peter levede lige til 1284, dog i Aaret 1275 tales om en Biſkop Villjam af Orknø, der i dette Aar opholdt ſig i Hartlepool paa Nordkyſten af England, og berettede mange merkelige Ting om de Norge undergivne Øer, fornemmelig om Island, hvilket viſer, at han maa have tilbragt nogen Tid enten i Norge eller paa Island, eller have haft Forbindelſer der[21]. — Over Biſkopsſtolen paa Man og Syderøerne vedligeholdt Erkebiſkoppen i Nidaros endnu ſin Jurisdiction, ſkjønt disſe Øer i verdsligt Henſeende vare løsrevne fra Norge. Saaledes erfarer man, at da Richard, ſom ovenfor er nævnt, paa ſin Tilbagerejſe fra Conciliet i Lyon var død i England, blev en vis Markus af Galloway udvalgt til hans Efterfølger, og indviet i Tunsberg, altſaa af Erkebiſkop Jon, 1275[22]. Imidlertid maa Manværingerne have været misfornøjede med hans Valg, ſiden det heder, at han i Førſtningen var i Landflygtighed, hvorfor Man i tre Aar var belagt med Interdict. Siden blev han tilbagekaldt, og Indbyggerne forbandt ſig, for at faa Interdictet hævet, til at betale een Pening af hvert Huus, fra hvis Arneſted der gik Røg, hvilken Afgift ſiden vedblev. Markus ſiges at have beſtyret ſin Kirke ypperligt, og beklædte ſit Embede i 24 Aar[23]. Han deeltog, ſom det nedenfor vil ſees, i et Provincial-Concilium, der afholdtes i Bergen om Sommeren 1280; men hvor vidt han da endnu opholdt ſig i Norge ſom landflygtig, eller han havde begivet ſig anden Gang fra Syderøerne til Norge, vides ikke: det førſte er imidlertid det ſandſynligſte. For øvrigt fik Erkebiſkoppens Myndighed over Gejſtligheden paa de Øer i Veſterhavet, der hørte til hans Provinds, følgelig ogſaa i Man og Syderøerne, paa denne Tid en Udvidelſe. Erkebiſkop Jon tilmeldte nemlig i Aaret 1278[24] den nys før (25de Novbr. 1277) udvalgte Pave, Nikolaus den 3die (Johannes Gaetanus, Cardinal af St. Nikolaus), at da „Øen Grønland“ formedelſt det barſke Hav kun ſjelden beſøgtes af Skibe, havde han nys benyttet ſig deraf, at et Skib juſt ſkulde afgaa derhen, til at afſende en forſtandig Mand, ſom kunde opkræve den ved Conciliet i Lyon paabudne gejſtlige Tiende, og under Forventning af Pavens Godkjendelſe overdraget ham at abſolvere de Gejſtlige, der ikke havde betalt ſamme Tiende, fra den Excommunicationsſtraf, de derved havde paadraget ſig, ſamt for øvrigt at dispenſere dem fra Straffen for hvilken ſom helſt anden „Uregelmæsſighed“, hvori de maatte have gjort ſig ſkyldige; hvorfor han nu anholdt om en ſaadan Godkjendelſe. Denne tilſtod Paven ham, og gav ham desuden eengang for alle Myndighed til at meddele ſlig Abſolution og Dispenſation ej alene for Grønlands Vedkommende, men ogſaa for alle andre Øer i ſamme Hav[25].

Kong Magnus havde i Aaret 1276 en ny Anledning til at gjøre ſin Overhøjhed over Orknøerne gjeldende, idet Jarlen Magnus, Magnus Gilbertsſøns Søn og Efterfølger, om Sommeren indfandt ſig i Norge, og fik Jarlsnavn ſamt følgelig aflagde ſin Troſkabseed til Kongen i Tunsberg Olafsmesſedag (29de Juli) juſt ſom Kongen var kommen tilbage fra Mødet ved Horſaberg[26]. Om denne Magnus Magnusſøn Jarl veed man for øvrigt ikke det mindſte; ſaa meget er kun viſt, at de af hans Fader indgaaede Forligsbetingelſer ogſaa nøjagtigt med Henſyn til ham maa have været iagttagne, ſiden man ſeer, at han aldeles intet havde med Hjaltland at beſtille, medens dette derimod lagdes til det Len, der blev overdraget Kongens yngre Søn, Hertug Haakon; det er endog højſt ſandſynligt, at førſt ved denne Lejlighed Færøerne, hvilke ogſaa faldt paa Hertugens Deel, forenedes med Hjaltland til et eneſte Lagdømme. Magnus Jarl havde ellers, ligeſom ſine Forgængere, Katanes til Len af den ſkotſke Krone, og var ſaaledes paa een Gang baade norſk og ſkotſk Vaſall. Hvor længe han levede, vides ikke; der fortælles kun om ham, at han døde uden Børn, og eſterfulgtes, ſom Jarl i Orknøerne og Katanes, af ſin Broder, Jon Magnusſøn[27].

Om Kong Magnus’s daglige Liv og hvad der tildrog ſig i hans nærmere Omgangs- og Familie-Kreds vide vi ej mere, end der allerede er berettet. Vi have ſeet, at han, i Særdeleshed under Forhandlingerne om Lovreformen, hyppigt rejſte om i Landet, men at Bergen dog var at betragte ſom hans Hovedreſidens, hvor han i Regelen tilbragte Vintren, og hvor han derfor ogſaa ſtiftede ſit fornemſte Capell, den før omtalte Apoſtelkirke. Saa vidt vi af de ufuldſtændige Optegnelſer kunne ſlutte, tilbragte Kong Magnus kun tvende Vintre i Nidaros, nemlig 1265—1266 og 1275—76; Vintrene 1269—70, 1272—73 og 1276—77 tilbragte han i Tunsberg; alle de øvrige Vintre ſynes han at have tilbragt i Bergen. Denne By forſkjønnede han derfor, og, ſom vi have ſeet, meſt med Pragtbygninger, og her valgte han ſin Begravelſe hos Franciſcanerne. Hans Omhu ſtrakte ſig ogſaa til de i Nærheden af Byen liggende Egne, ſaaledes have vi et Brev fra ham, hvori han takker Menigheden paa Voſs, fordi den efter hans Faders Tilſkyndelſe havde beſtemt ſig til at opføre en Steenkirke paa Vangen i Stedet for, ſom fra førſt af paatænkt, en Trækirke, og allerede ſat Bygnings-Arbejdet i Gang[28]. Dette er den ſtore, i ſin Tid ſmukke St. Michaelskirke paa Vosſevangen, der endnu er til, i taalelig god Stand. Om Kong Magnus’s Menneſkekjærlighed og oprigtige Religiøſitet efter de Tiders Maade vidne ſaavel mange af de allerede omtalte Foranſtaltninger, han i ſin Regjeringstid traf, og hans Beredvillighed til at yde Kirken dens Ret, ſom i Særdeleshed hans Teſtament, der, ſom ovenfor berørt, blev udſtedt i Februar 1277, men ſom allerede maa have været færdigt rum Tid i Forvejen, omkring 1266 eller 1267. I dette Teſtament ſkjenker han førſt tre Merker Sølv til enhver Skibrede i Landet, for dermed at kjøbe Korn og Kvæg til de Fattige; Beſtemmelſen er ſaa nøjagtig, at endog hvert Folke opregnes med dets Skibrede-Tal og det dertil ſvarende tredobbelte Antal Merker. De fire oplandſke Fylker, Gudbrandsdalene, Hadafylke, Heinafylke og Raumafylke, hvor Skibrede-Inddelingen ikke kjendtes, fik hvert 30 Merker. Til Reins Nonnekloſter ſkjenkede han 30 Merkers Bool, til en Præbende, ſom han indſtiftede i Bergens Kathedralkirke, 60 Laupers Bool, paa det Vilkaar, at Præbendens Indehaver paa det til Præbenden hørende Altar ſkulde til beſtemte Tider holde Sjæle-Mesſe for de afdøde Troende, iſær for Kongens Fader, hans Moder og ham ſelv. Til Nonnekloſteret i Bergen ſkjenkede han 70 Laupers Bool af ſin Mødrenearv; til Chorsbrødrene ved St. Hallvards Kirke i Oslo kun 3 Markebool, imod at de efter hans Død ſkulde holde hans Aartid. Til St. Stephans Kloſter i Tunsberg gav han 20 Markebool, til Dragsmark Præmonſtratenſerkloſter 10 Markebool. De her nævnte Kloſtre fik Gaver i Jordegods; de øvrige gejſtlige Stiftelſer kun i rede Penge eengang for alle, nemlig Nidarholmskloſter 120 Mkr. courant, imod den Forpligtelſe at levere baade Sæculargejſtlige og Kloſtergejſtlige Brød og Viin til Conſecration; Dominicanerkloſteret i Nidaros fik 12 Mkr. Sterling; Chorsbrødrene ved Kathedralkirken i Bergen 120 Mkr. Sterl. imod en lignende Forpligtelſe, ſom den der paalagdes Munkene i Nidarholm, ſamt derhos 30 Mkr. Sterl. mod hvert Aar at højtideligholde Kongens Aartid; Dominicanerne i Bergen fik 12 Mkr. Sterl., og Franciſcanerne, ſom det allerede er omtalt, foruden en lignende Sum af 12 Mkr. Sterl. derhos 700 Mkr. ſædvanlig Courant til Kloſtrets Bygning, ligeſom Kongen ogſaa der betingede ſig ſit Gravſted. Nonnekloſtret i Bergen fik, foruden den tidligere omtalte Gave i Jordegods, 40 Mkr. Sterl. i Penge; de to nævnte Hoſpitaler i Bergen, St. Katharinæ og Allehelgens, hiint 100, dette 60 Mkr. Sterl. Ciſtercienſerkloſtret i Lyſe fik 12 Mrk. Sterling. Biſkopperne i Stavanger, Oslo og Hamar fik hver 120 Mkr. Sterl. imod den ſamme Forpligtelſe, ſom Munkene i Nidarholm og Chorsbrødrene i Bergen. Nonnekloſtrene i Gimsø og Oslo fik hvert 30 Mkr. ſædvanlig Courant. Dominicanerne i Oslo fik 12 Mkr. Sterl., Ciſtercienſerne i Hovedø Kloſter 30 Mkr. ſædvanlig Courant. Hoſpitalet paa Varna fik 20 Mkr. ſædvanlig Courant. Franciſcanerne i Kongehelle fik 12 Mkr. Sterl., ſamt derhos til Opbyggelſe af deres Kloſter 120 Mkr. ſædvanlig Courant. Dette viſer, at dette Kloſter da ganſke nyligt maa være ſtiftet, maaſkee ved Kongens egen Foranſtaltning. Desforuden ſkjenkedes til enhver Skibrede i Kyſtfylkerne 3 Mkrs. Værd i Korn. Til Executorer beſkikkedes Biſkopperne af Oslo og Bergen, og bekræftedes ſom ſaadanne af Pave Clemens den 4de ved Bulle af 6te Auguſt 1268[29].

Kong Magnus’s milde Gaver kom ſandſynligvis meget vel tilpas, efterſom det erfares, at Norge i 1277 hjemſøgtes af Misvæxt og deraf følgende Hungersnød. Erkebiſkop Jon tog deraf Anledning til at anholde hos Pave Nikolaus om, at Norges Gejſtlighed maatte fritages for at erlægge den paa Conciliet i Lyon vedtagne Sexaars-Tiende til det hellige Lands Hjelp: hvilken Bøn Paven dog ikke fandt for godt at opfylde, men tilſtod kun Udſættelſen med Tiende-Ydelſen for 1277 indtil det 8de Aar[30]. Ogſaa i 1278 maa det have ſeet ilde ud i Norge, da Misvæxten havde været ſaa ſtor, at kun de færreſte havde faaet ſine Agre tilſaaede. Deſto mere behøvede man Tilførſel udenlands fra, og dette var vel for en ſtor Deel Aarſag, ſaavel til at Kong Magnus ſaa beredvilligt indrømmede de øſterſøiſke Handelsmænd Friheder i norſke Havne, ſom til at der ej udbrød nogen aabenbar og betydelig Krig med Danmark. Overhoved maa man vel antage, at Magnus’s Hofholdning, der efter alt, hvad man kan ſlutte fra de ſparſomme Træk, der desangaaende ere os opbevarede, maa have været meget pragtfuld, ſaavel ſom hans ſtore Bygge-Arbeider, hans Gavmildhed til Kirker og Kloſtre, og hans betydelige Udruſtninger i den ſenere Deel af hans Liv, ſlugte ſtore Pengeſummer, ſom man havde Vanſkelighed ved at tilvejebringe. I det mindſte erfarer man, at Kong Magnus ſaa ſig nødt til at benytte den i hine Tider ſædvanlige Finans-Operation, at ſlaa daarlig Mynt, og det ikke engang med Maade, men ſaaledes at kun den ubetydeligſte Deel af de ſaakaldte Sølvpenge var reent Sølv[31]. I Aaret 1278 indberettede Erkebiſkop Jon til Pave Nikolaus, at han havde indkrævet Sex-Aars-Tienden til det hellige Land for 1276, men at ſædvanlig norſk Courant var af ſaa ringe Værd, at den ej alene ikke modtoges udenfor Norge, men ikke engang paa nogen Maade kunde blive vexlet mod Sølv. Han foreſtillede derfor Paven, at han maaſkee gjorde bedſt i at omſætte de indkomne Penge i Varer og lade disſe ſælge i Udlandet for Sølv, hvortil ogſaa Paven bemyndigede ham ved Skrivelſe af 31te Januar 1279. For øvrigt kjender man hidtil kun tvende Exemplarer af Mynter med Kong Magnus’s Navn.

  1. S. o. S. 120.
  2. Annalerne, ved 1266.
  3. Dipl. Norv. II. No. 16. I Kong Magnus’s Teſtamente af 2den Febr. 1277 kaldes endnu Katharina Hoſpital en Stiftelſe for de Spedalſke (leprosi) og Allehelgens-Hoſpital et Fattighuus, men da det ved dette Teſtament er at merke, at det er forſonet med en Confirmation af Pave Clemens IV. fra 1268, hvori det allerede omtales ſom gjort, og derfor maa bære opſat for den Tid, eller omtrent ved 1266, ſeer man kun heraf, at Forandringen endnu ikke var ſkeet eller maaſkee endog paatænkt, da Teſtamentet blev conciperet. At Alt da endnu var ved det oprindelige, ſees tillige deraf, at begge Stiftelſer ej omtales under eet, men ſærſkilt, ſamt ogſaa af den Omſtændighed, at der til Katharinas Hoſpital ſkjenkes 100, til Allehelgens kun 60 Mkr., medens derimod efter den nye Indretning Allehelgens-Hoſpitalet var det fornemſte. Muligt, at Kongehallens Brand og de deraf opſtaaede Udvidelſesplaner have bragt K. Magnus til at ſlutte Katharinas Hoſpital fra Egnen ved Sandbro.
  4. S. o. S. 566, 567.
  5. Annalerne, ved 1273.
  6. Isl. Annaler, ved 1276.
  7. Isl. Annaler, ved 1275.
  8. Dipl. Norv. IV. No. 3.
  9. Chronicon de Lanercost, fol. 191 b.
  10. Sammeſteds. Her ſtaar der viſtnok, at denne Begivenhed fandt Sted, da Dronningen fødde ſit førſte Barn, og at den Søn, der da føddes, og ſaa underbart forvandledes fra en Vanſkabning til et ſmukt Barn, var 18 Aar i 1280, hvilket pasſer paa Kong Magnus’s og Dronning Ingeborgs førſtefødde Søn, Olaf, der var fød 1262. Men der ſtaar tillige, at det var den ſamme Søn, der ſiden blev gift med Margrete af Skotland, altſaa Erik; men han var ifølge Annalerne fød 1268. En Forvexling maa følgelig have fundet Sted, maaſkee paa Grund af at Optegneren ikke ret har forſtaaet de norſke Geſandter, og intet bliver da rimeligere, end at henføre Beretningen til en Søn, ſom Kong Magnus ſkal have faaet i 1264, ſom netop kaldes Magnus, men kun levede i 18 Dage. De ſkotſke Munkes Fejltagelſe bliver under denne Forudſætning ſaa meget lettere forklarlig, ſom Erik ogſaa førte Tilnavnet Magnus, og netop benævnes ſaaledes i Krøniken.
  11. Annalerne, ved 1276.
  12. Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 58. I Brevet ſiges der udtrykkeligt: I vort Biſkopsdømmes 15de Aar tilkjendegav vi Kongen og Chorsbrødrene vort Forſæt, ſom flere Mænd nu kunne ſee. Dette ſynes at antyde, at Bygningsarbejdet allerede var paabegyndt og følgeligen ikke ſaa ubetydelig Tid hengaaet efter at han havde gjort hiin førſte Tilkjendegivelſe. Af de ſtrax nedenfor omtalte Breve ſees det, at han regner en Deel af 1266 for ſit 11te, (ved Skrivfejl ſtaar 9de), og en Deel af 1273 for ſit 18de Embeds-Aar; dette viſer, at hans Indvielſe falder i 1255 eller 1256.
  13. Dipl. Norv. II. No. 13, 15.
  14. Annalerne, v. d. Aar.
  15. Erkebiſkop Jon gav 40 Dages Aflad ved Brev, dateret Nidaros 17de Aug. 1275, (Dipl. Norv. III. 12), Biſkop Peter af Orknø ved Brev, dat. Tunsberg 3die Sept. 1278 (ſſteds No. 14) Andreas af Oslo 20 Dages Aflad ved Brev dat. Tunsberg 7de Sept. 1278 (ſſteds No. 15), Thorfinn af Hamar og Jorund af Hole hver 40 Dages Aflad ved Brev, dat. Bergen 14de Juli 1280 (ſſteds No. 17, 18); Biſkop Arne af Skaalholt 20 Dages Aflad ved Brev dat. Bergen 24de Juli 1280 (ſſteds No. 19), Biſkop Brynjulf af Skara 40 Dages Aflad ved Brev dat. Ljodhuus 10de Juli 1286 (ſſteds No. 23).
  16. Dipl. Norv. III. No. 40.
  17. Dipl. Norv. I. No. 105.
  18. Se de nys anførte Breve, vedkommende Stavangers Domkirke.
  19. Se ovf. S. 575.
  20. Annalerne, ved 1268.
  21. Chronicon de Lanercost, ved 1275. Det er ſlet ikke uſandſynligt, at denne Villjam, hvo han nu monne have været, kan have været Forfatter af den korte „Historia Norvegiæ“, med forudſkikket Beſkrivelſe af Landets og tilliggende Øers Beſkaffenhed ſom er bleven udgiven efter et yngre ſkotſk Haandſkrift i Chriſtiania 1850. Her handles netop om de ildſprudende Bjerge og Jordſkjelvene paa Island, hvorom Villjam ifølge Chron. de Lanercost ſkal have berettet.
  22. De isl. Annaler, ved 1275.
  23. Den manſke Biſkopskrønike ved Enden af Kongekrøniken, S. 30.
  24. At det maa have været i dette Aar, ſees deraf at Pavens Svar er dateret 1ſte Januar 1279; Brevet fra Erkebiſkoppen maa ſaaledes være indløbet for Vintren 1278—79, medens det dog ikke kan være ſkrevet før Vintren 1277—1278, efterſom Pave Nikolaus indviedes i Decbr. 1277.
  25. Dipl. Norv. I. 66.
  26. Isl. Annaler, ved 1276.
  27. Det orknøiſke Succesſionsdiplom i Symbolæ ad hist. ant. rer. Norv. S. 23.
  28. Brev af 1271, i Dipl. Norv. IV. No. 2.
  29. Kong Magnus’s Teſtament i Dipl. Norv. IV. No. 3. Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 253.
  30. Pavelig Skrivelſe af 31te Januar 1279; Dipl. Norv. I. No. 67. Hvad her ſkal forſtaaes ved „8de Aar“ er vanſkeligt nok at ſige; det kunde betegne det 8de fra Udſtedelſesdagen, men da tidligere Udtrykket „andet Aar“ efter Kirkemødet forekommer (1275 eller 1276) kunde „8de“ maaſkee ogſaa betegne „8de efter Mødet“, altſaa 1281 eller 1282.
  31. Man har Mynter fra K. Erik Magnusſøns Tid, der neppe indeholde 116 reent Selv (Holmboe: das älteſte Münzweſen Norwegens S. 22), og dog heder det i Hertug Haakons Retterbod for Hedemarken og Thoten, Hamar 23de April 1293, Art. 10, „at hvad Klagen over Peningen angaar, at den gjelder lidet, er det dog Gud og hver Mand bekjendt, at den nu var ligeſaa god ſom i hans i Faders Tage“. N. gl. Love III. S. 22. Dog finder man af flere Diplomer fra Tiden ſtrax efter K. Magnus’s Død, at 3 Mkr. norſk Mynt gjaldt ligt med 1 Mk. reent Sølv.