Det norske Folks Historie/5/63

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 672-683).

Vi have fulgt Kong Magnus Skridt for Skridt under hans Forhandlinger med Gejstlige og Læge angaaende Lovforbedringer, der rettest kan kaldes en Statsforandring, under hans Bestræbelser for at knytte Island nærmere til Norge, under hans Optræden som Mægler i den svenske Brødrestrid, og i hans Forhold til fremmede Magter; vi ville nu kaste et Tilbageblik paa hans øvrige Virksomhed indenlands, som paa de Begivenheder af større Vigtighed, der forefaldt i den senere Deel af hans Regjeringstid, og som ikke staa i umiddelbar Forbindelse med de Anliggender, der allerede ere omtalte. Kong Magnus arvede sin Faders Lyst til Bygnings-Arbejder, men denne Lyst synes dog fornemmelig hos ham at have været rettet paa Opførelsen af Kirker og Oprettelsen af andre gejstlige eller halvgejstlige Stiftelser. Et af hans første og nyttigste Foretagender i saa Henseende var Fuldførelsen af Allehelgenskirken i Vaagsbunden i Bergen, hvilken hans Fader havde ladet paabegynde, og Oprettelsen af det dermed forbundne Hospital. Det er ovenfor nævnt^[1], at allerede Kong Haakon sandsynligviis havde bestemt, at der skulde sættes et Hospital i Forbindelse med denne Allehelgenskirke, og at det rimeligviis var i den Hensigt, at han hertil skjenkede 120 Maanedmaters Bool; men han fik ikke mere end paabegyndt Kirken: det var Magnus forbeholdt at fuldføre denne og oprette Hospitalet. Derimod havde Kong Haakon allerede, som vi have seet, stiftet et Hospital for Spedalske med tilhørende Kirke – St. Katharina Kirke – ved Sandbru, og dertil skjenket den betydelige Gave af 240 Maanedmaters Bool. Heri gjorde Kong Magnus en stor Forandring. Efter Overlæg med Abbed Erik af Munkeliv, og flere saavel lærde som læge Mænd, besluttede han at slaa begge Stiftelsers Gods sammen, saa at de herefter skulde betragtes som en eneste, og den oprindelige Plan forandret tillige derhen, at i Stedet for at i det mindste Katharina-Hospitalet tidligere var bestemt til at være en Plejestiftelse for Spedalske – hvilket maaskee og var Planen med Allehelgenshospitalet, – indrettedes de nu begge til Fattighuse, den sidste for Mænd, den første for Kvinder. Denne Forening af begge Stiftelser har vel ogsaa været Hovedaarsagen til, at Katharina-Kirke og Hospital, for saa vidt de allerede vare færdige for Kong Haakons Død – hvilket vel er et stort Spørgsmaal – nu flyttedes til Vaagsbunden, ganske i Nærheden af det andet. Allehelgenskirken var allerede færdig i 1266, og blev da indviet^[2], men Katharina-Kirke og Hospital kunne ej have været fuldførte, og den hele Stiftelse saaledes bragt i Gang, førend ved Udgangen af 1275 eller Begyndelsen af 1276, thi den kongelige Fundats for den hele Indretning er dateret den 19de April 1276^[3]. Den er udstedt i Bergen af Kong Magnus og Biskop Askatin i Forening. Det bestemtes her, at der i Allehelgens-Hospital skulde være 30 Senge, alle for Mandspersoner, og i Katharina-Hospital 20 Senge, alle for Fruentimmer. Til Indretningen skulde der beskikkes tre Prester, to ved Allehelgenskirken og een ved Katharinakirken; men ved begge skulde der kun være een fælles Raadsmand eller Økonom. Ingen maatte optages i Stiftelsen med Provende, men derimod skulde de deri optagne, naar de døde, arves af Stiftelsen. Hvert Almisselem skulde dagligdags have een Ret Mad og een Jnste Øl, men paa Fastedage, merkeligt nok, det dobbelte. – Fundatsen besegledes, foruden af Kongen og Biskoppen, ogsaa af Dronningen, Abbed Erik, og Chorsbrødrene ved Christkirken. Den næste Stiftelse af Betydenhed, som skede ved Kong Magnus’s Foranstaltning, var den før omtalte Oprettelse af et Preste-Collegium ved Apostelkirken i Bergen 1271, med en Provst i Spidsen; dette stod i Forbindelse med betydelige nye Anlæg i og ved Kongsgaarden, eftersom, hvad der allerede ovenfor er berørt, en ny prægtig Apostelkirke strax efter Modtagelsen af den hellige Torn blev grundlagt i Kongens Urtehave. Denne blev dog ikke færdig, førend længe efter Magnus’s Død i 1302, og da først blev den ældre nedreven^[4]. Desforuden indrettede Kongen et Capell i Kongsgaarden selv, i Castellet ved Søen^[5]. Ifølge en enestaaende Beretning skal Kongehallen i Bergen være afbrændt 1266; forholder dette sig saaledes, maa Kong Magnus have ladet den istandsætte, og muligt er det, at det er Arbejdet hermed, som først har givet Anledning til, at hine større og mere omfattende Anlæg foretoges. I Tunsberg forøgede Kong Magnus de Befæstninger, hans Fader allerede havde opført, med et nyt Castell af Tegl, hvoraf der endnu findes nogle faa Levninger^[6]. Muligt, at dette Anlæg stod i Forbindelse med andre Udbedringer efter en Ildebrand, der fandt Sted i Tunsberg 1275, og hvilken rimeligviis, ligesom alle de andre i Annalerne optegnede Ildebrande fra den Tid, var af betydelig Udstrækning, saa at næsten hele Byen lagdes i Aske^[7]. Ellers er det ogsaa sandsynligt, at denne Befæstning kan have været opført til en yderligere Betryggelse mod forventende Angreb fra Sverige eller Danmark; den blev nemlig just fuldført om Sommeren 1276.

Af de Munkeordener, som paa den Tid fandtes i Norge, omfattede Kong Magnus især med Forkjærlighed Franciskaner-Ordenen. Dette viste sig tydeligt nok af hans Testamente, hvorom der allerede ovenfor er talt, thi han betingede sig heri udtrykkeligt at begraves ved Minoriterklosteret i Bergen, og foruden at han skjenkede det tolv Merker Sterling, ligesom andre Klostre, gav han det særskilt syv hundrede Merker Sølv af de almindelige gængse Penge, til dets Opbyggelse: den største Gave, nogen norsk Konge vides at have givet til gejstlige Stiftelser^[8]. For Resten seer man heraf, at Klosteret ikke var færdigbygget, da Testamentet blev ført i Pennen. Der fortælles, at Kongens Forkjærlighed for dette Kloster gik saa vidt, at han endog ivrigt hørte theologiske Foredrag i dets Læresale^[9]. Ligeledes finder man følgende besynderlige Fortælling. „Da Dronningen paa St. Franciscus’s Dag fødde Kongen hans Søn Magnus, var dette Riget mere til Skam end til Glæde, da det nyfødde Barn ikke lignede et Menneske, men en Bjørn eller en Kjødklump. Men da dette blev meldt Kongen, sagde denne ganske trøstig, at man skulde ville Barnet ind i et reent Stykke Lærred og lægge det op paa St. Franciscus’s Altar under Messen: dette skede, og saa snart Messen var til Ende, og man tog Barnet ned igjen, fandt man i Lærredssvøbet en smuk Dreng, hvorfor alle glade takkede Gud“. Denne Fortælling, siger Nedskriveren, en engelsk Gejstlig, at han selv havde hørt af de norske Gesandter, der bejlede for denne Kongesøn til den skotske Kongedatter Margrete^[10]. Dette viser, at Sagnet maa have været udbredt og almindeligt troet i Norge, og noget sandt maa vel have ligget til Grund derfor. Det antyder i det mindste, at en bestemt Begivenhed maa have været Aarsag til at Kongen kastede saadan Forkjærlighed paa Minoriterklostret i Bergen.

Vi have i det foregaaende allerede omtalt de fleste Biskops-Skifter, som fandt Sted i Norge og overhoved i Nidaros Provinds indtil 1277. Af alle de norske Biskopper, der levede paa Magnus’s Tid, havde ingen beklædt sit Embede længer end Thorgils i Stavanger, den i 1254 afdøde Biskop Askells Eftermand, hvilken, som man af hans Dateringsmaade maa slutte, indviedes i 1256, og ikke døde førend i 1276, altsaa efter en tyveaarig Embedsførelse^[11]. Askatin i Bergen var ikke Biskop i mere end 7 Aar, fra 1270 til 1277, og hans Formand Peter kun i 14, fra 1256 til 1270. Erkebiskop Haakon havde i 17 Aar været Biskop i Oslo, fra 1248 til 1265; hans Eftermand paa Oslo Biskopsstol beklædte den i 20 Aar, fra 1267 til 1287, men overlevede Kong Magnus. Gilbert paa Hamar var Biskop i 15 Aar, fra 1263 til 1278. Biskop Thorgils, der i den Tid, da Kong Magnus i sin Faders levende Live bestyrede Ryfylke og havde sin Hovedresidens i Stavanger, sandsynligviis kom i et nærmere Venskabsforhold til ham, sees ogsaa at have deelt hans Iver for Oprettelsen af veldædige Stiftelser. Ligesom Kong Magnus stiftede de ovenfor nævnte Hospitaler i Bergen, saaledes stiftede Biskop Thorgils et Hospital eller Fattighuus for Syge af Stavanger ved St. Peters Kirke i denne By, hvor Domkirken havde Jordegods (St. Peters Gjerde). I det af ham herom udstedte Brev, heder det, at han i sit 15de Embedsaar (altsaa enten i 1270 eller 1271) underrettede Kongen og Chorsbrødrene om sit Forsæt at stifte et saadant Hospital som det nys nævnte, for at de Syge af Byen kunde finde Huusly der, indtil de enten kom sig eller døde, heller end at de syge eller saare skulde bæres halvdøde fra Huus til Huus som før; det var tillige hans Plan at lade saa mange Huse opføre, at Presten og hans Tjenere kunde faa fornødent Huusrum. Kong Magnus selv skjenkede dertil St. Peters Kirke, hvorover han havde Dispositionsret. Biskoppen skjenkede til den nye Stiftelse flere Gaarde, tilligemed et Stykke Jord og flere Tomter i Byen. Efter al Sandsynlighed var det ogsaa her de Spedalske, til hvis Pleje Stiftelsen oprettedes. Brevet er udateret, men maa efter det oven anførte Indhold være at henføre til et af de nærmeste Aar efter 127l^[12]. Man seer ogsaa her Kongen med sin sædvanlige Godhed og Menneskekjærlighed række en hjelpsom Haand. Endnu lige til vore Dage har dette Fattig- eller Sygehuus gjennem forskjellige Omskiftninger holdt sig paa samme Sted; nu er det Stavanger Amts Sygehuus, men dets Navn er fremdeles „St. Peters Gjerde“. Biskop Thorgils viste sig ogsaa betænkt paa at skaffe sine Chorsbrødre en bedre Stilling, idet han, deels, med Kongens Samtykke, gav dem Biskopsstolens Lod i Tienden af Finnø, deels, som han udtrykte sig, i Betragtning af Præbendernes Ubetydelighed skjenkede til Chorsbrødrenes fælles Bordhold Sole Kirke med alt dens Tilbehør og alle dens Indtægter^[13]. Af alt dette maa man slutte, at Thorgils har været en virksom og for sine Undergivnes Bedste omhyggelig Biskop, ligesom der vel ogsaa maa have været noget fremragende ved hans Personlighed, siden han var en af de tvende Biskopper, der kom til at ledsage Kong Haakon paa Toget til Skotland. Thorgils oplevede den Ulykke, at Byen Stavanger tilligemed Domkirken afbrandt i 1272^[14]. Dens egne Midler foresloge ikke til at bygge den op igjen i den rige Stiil, som paa den Tid var bleven den herskende: det varede derfor længe, førend den kom i Stand, og der findes lige fra 1278 til 1289 Breve fra flere norske Biskopper, ja endog et fra Biskoppen i Skara i Sverige, hvori der tilstaaes dem, der paa visse Festdage besøge Stavangers Domkirke, og række den hjelpsom Haand, Indulgens for flere Dage^[15]. Henimod 1297 maa den have været færdig, thi et Indulgensbrev, udstedt i det Aar af den daværende Erkebiskop, Jørund, taler kun om et Altar i Domkirken, ikke om denne selv^[16]. Efter Thorgils’s Død 1276 valgtes til hans Eftermand en Arne, sandsynligviis den samme Arne Capellan, der i det nys nævnte Stiftelsesbrev nævnes blandt Chorsbrødrene, og som blev indviet 1277; i Askatins Sted valgtes til Bergens Biskopsstol Dominicanermunken Broder Narve, der indviedes 1278. Hvorledes det gik til, at han kunde blive valgt, medens der herskede et saadant Uvenskab mellem de Sæculargejstlige og Dominicanerne, som det, vi allerede have skildret og fremdeles komme til at berøre, er næsten ufatteligt, med mindre man skulde antage, at Kongen selv har gjort sin Indflydelse gjeldende, i det Haab at et Valg, som dette, skulde bringe et Forlig til Veje. Saa meget er i alle Fald vist, at Narve stod i et nærmere Venskabsforhold til den kongelige Familie. – Efter Gilbert i Hamar valgte Capitlet en vis Thorfinn, sandsynligviis af deres eget Collegium, til hans Efterfølger. Biskoppen og Capitlet i Oslo søgte ved denne Lejlighed atter at gjøre deres gamle Fordring paa at besætte Hamars Biskopsstol gjeldende, og indgave derfor en Protest mod Thorfinns Valg til Erkebiskop Jon, medens denne i 1278 opholdt sig i Tunsberg. Men Erkebiskoppen dømte, efter at have undersøgt Sagen, ganske til Bedste for Hamars Capitel, og paalagde Oslo Capitel bestandig Taushed herom: et Paalæg, der, som vi ville see, ikke i det følgende fuldkommen blev overholdt^[17]. Thorfinn lønnede Biskop Jon hans Bistand ved at vise sig som hans svorne og urokkelige Tilhænger i hans paafølgende Stridigheder med de verdslige Høvdinger. Om Erkebiskop Jons nidkjære og vistnok velmeente Virksomhed til Kirkens Bedste er der allerede handlet udførligt, ligesom det og er viist, at den Strid, der fandt Sted mellem ham og Kongen om visse Principspørgsmaal, ikke synes at have gjort dem til personlige Uvenner, tvert imod see vi, hvorledes Erkebiskoppen hyppigt var omkring Kongens Person, holdt Tale ved hans Sønners Hyldingsfest, og deeltog med ham i hans Tog til Gøta-Elven 1276, hvorhos der og er stor Sandsynlighed for, at han ogsaa var med paa Toget 1278, siden vi af hvad der nys er berettet angaaende hans Dom i Sagen mellem Oslos og Hamars Capitel 1278, erfare, at han i dette Aar, og vistnok om Sommeren, var i Tunsberg. Man skulde formode, at han holdt et Slags Provincial-Concilium der, eftersom vi af et Par Breve see, at saavel Biskop Andreas af Oslo, som Biskop Peter af Orknø, der havde succederet den i Aaret 1269 afdøde Biskop Henrik, (upaatvivlelig den samme Peter, der før var Archidiaconus paa Hjaltland, og som saadan endnu i 1269 var med at slutte den før omtalte Tractat med England) befandt sig i Tunsberg i de første Dage af September Maaned. Formodentlig indviede han da ogsaa Biskopperne Narve og Thorfinn, ligesom det og er rimeligt, at Biskop Arne af Stavanger var tilstede, i det mindste for at assistere ved Indvielsen^[18]. Det er allerede fortalt, hvorledes heller ikke Erkebiskop Jon stod tilbage i den rosværdige Virksomhed, hvortil Kongen selv eller maaskee nærmest hans Ven Biskop Askatin synes at have givet Stødet, at oprette milde Stiftelser; idet han nemlig stiftede Hospitalet for Fattige paa Ilevoldene, hvilket endnu gjennem mange Omskiftninger staar ved Magt^[19]. Om de islandske Biskopsskifter er der talt i det Foregaaende, ligesaa om Biskop Olaf i Grønland, der levede lige til 1280. I Færøerne døde Biskop Gaute i Aaret 1268, og til hans Eftermand valgte Chorsbrødrene i Bergen en af deres egen Midte, Erlend, der beklædte Biskopsstolen i den lange Tid af henved 40 Aar^[20]. Hvad det nys omtalte Biskopsskifte paa Orknøerne angaar, da findes, merkeligt nok, Spor til, at endnu ikke Erkestolen i York havde opgivet sine Fordringer paa at besætte denne Biskopsstol, eftersom der, uagtet den ovenfor nævnte Biskop Peter levede lige til 1284, dog i Aaret 1275 tales om en Biskop Villjam af Orknø, der i dette Aar opholdt sig i Hartlepool paa Nordkysten af England, og berettede mange merkelige Ting om de Norge undergivne Øer, fornemmelig om Island, hvilket viser, at han maa have tilbragt nogen Tid enten i Norge eller paa Island, eller have haft Forbindelser der^[21]. – Over Biskopsstolen paa Man og Syderøerne vedligeholdt Erkebiskoppen i Nidaros endnu sin Jurisdiction, skjønt disse Øer i verdsligt Henseende vare løsrevne fra Norge. Saaledes erfarer man, at da Richard, som ovenfor er nævnt, paa sin Tilbagerejse fra Conciliet i Lyon var død i England, blev en vis Markus af Galloway udvalgt til hans Efterfølger, og indviet i Tunsberg, altsaa af Erkebiskop Jon, 1275^[22]. Imidlertid maa Manværingerne have været misfornøjede med hans Valg, siden det heder, at han i Førstningen var i Landflygtighed, hvorfor Man i tre Aar var belagt med Interdict. Siden blev han tilbagekaldt, og Indbyggerne forbandt sig, for at faa Interdictet hævet, til at betale een Pening af hvert Huus, fra hvis Arnested der gik Røg, hvilken Afgift siden vedblev. Markus siges at have bestyret sin Kirke ypperligt, og beklædte sit Embede i 24 Aar^[23]. Han deeltog, som det nedenfor vil sees, i et Provincial-Concilium, der afholdtes i Bergen om Sommeren 1280; men hvor vidt han da endnu opholdt sig i Norge som landflygtig, eller han havde begivet sig anden Gang fra Syderøerne til Norge, vides ikke: det første er imidlertid det sandsynligste. For øvrigt fik Erkebiskoppens Myndighed over Gejstligheden paa de Øer i Vesterhavet, der hørte til hans Provinds, følgelig ogsaa i Man og Syderøerne, paa denne Tid en Udvidelse. Erkebiskop Jon tilmeldte nemlig i Aaret 1278^[24] den nys før (25de Novbr. 1277) udvalgte Pave, Nikolaus den 3die (Johannes Gaetanus, Cardinal af St. Nikolaus), at da „Øen Grønland“ formedelst det barske Hav kun sjelden besøgtes af Skibe, havde han nys benyttet sig deraf, at et Skib just skulde afgaa derhen, til at afsende en forstandig Mand, som kunde opkræve den ved Conciliet i Lyon paabudne gejstlige Tiende, og under Forventning af Pavens Godkjendelse overdraget ham at absolvere de Gejstlige, der ikke havde betalt samme Tiende, fra den Excommunicationsstraf, de derved havde paadraget sig, samt for øvrigt at dispensere dem fra Straffen for hvilken som helst anden „Uregelmæssighed“, hvori de maatte have gjort sig skyldige; hvorfor han nu anholdt om en saadan Godkjendelse. Denne tilstod Paven ham, og gav ham desuden eengang for alle Myndighed til at meddele slig Absolution og Dispensation ej alene for Grønlands Vedkommende, men ogsaa for alle andre Øer i samme Hav^[25].

Kong Magnus havde i Aaret 1276 en ny Anledning til at gjøre sin Overhøjhed over Orknøerne gjeldende, idet Jarlen Magnus, Magnus Gilbertssøns Søn og Efterfølger, om Sommeren indfandt sig i Norge, og fik Jarlsnavn samt følgelig aflagde sin Troskabseed til Kongen i Tunsberg Olafsmessedag (29de Juli) just som Kongen var kommen tilbage fra Mødet ved Horsaberg^[26]. Om denne Magnus Magnussøn Jarl veed man for øvrigt ikke det mindste; saa meget er kun vist, at de af hans Fader indgaaede Forligsbetingelser ogsaa nøjagtigt med Hensyn til ham maa have været iagttagne, siden man seer, at han aldeles intet havde med Hjaltland at bestille, medens dette derimod lagdes til det Len, der blev overdraget Kongens yngre Søn, Hertug Haakon; det er endog højst sandsynligt, at først ved denne Lejlighed Færøerne, hvilke ogsaa faldt paa Hertugens Deel, forenedes med Hjaltland til et eneste Lagdømme. Magnus Jarl havde ellers, ligesom sine Forgængere, Katanes til Len af den skotske Krone, og var saaledes paa een Gang baade norsk og skotsk Vasall. Hvor længe han levede, vides ikke; der fortælles kun om ham, at han døde uden Børn, og esterfulgtes, som Jarl i Orknøerne og Katanes, af sin Broder, Jon Magnussøn^[27].

Om Kong Magnus’s daglige Liv og hvad der tildrog sig i hans nærmere Omgangs- og Familie-Kreds vide vi ej mere, end der allerede er berettet. Vi have seet, at han, i Særdeleshed under Forhandlingerne om Lovreformen, hyppigt rejste om i Landet, men at Bergen dog var at betragte som hans Hovedresidens, hvor han i Regelen tilbragte Vintren, og hvor han derfor ogsaa stiftede sit fornemste Capell, den før omtalte Apostelkirke. Saa vidt vi af de ufuldstændige Optegnelser kunne slutte, tilbragte Kong Magnus kun tvende Vintre i Nidaros, nemlig 1265–1266 og 1275–76; Vintrene 1269–70, 1272–73 og 1276–77 tilbragte han i Tunsberg; alle de øvrige Vintre synes han at have tilbragt i Bergen. Denne By forskjønnede han derfor, og, som vi have seet, mest med Pragtbygninger, og her valgte han sin Begravelse hos Franciscanerne. Hans Omhu strakte sig ogsaa til de i Nærheden af Byen liggende Egne, saaledes have vi et Brev fra ham, hvori han takker Menigheden paa Voss, fordi den efter hans Faders Tilskyndelse havde bestemt sig til at opføre en Steenkirke paa Vangen i Stedet for, som fra først af paatænkt, en Trækirke, og allerede sat Bygnings-Arbejdet i Gang^[28]. Dette er den store, i sin Tid smukke St. Michaelskirke paa Vossevangen, der endnu er til, i taalelig god Stand. Om Kong Magnus’s Menneskekjærlighed og oprigtige Religiøsitet efter de Tiders Maade vidne saavel mange af de allerede omtalte Foranstaltninger, han i sin Regjeringstid traf, og hans Beredvillighed til at yde Kirken dens Ret, som i Særdeleshed hans Testament, der, som ovenfor berørt, blev udstedt i Februar 1277, men som allerede maa have været færdigt rum Tid i Forvejen, omkring 1266 eller 1267. I dette Testament skjenker han først tre Merker Sølv til enhver Skibrede i Landet, for dermed at kjøbe Korn og Kvæg til de Fattige; Bestemmelsen er saa nøjagtig, at endog hvert Folke opregnes med dets Skibrede-Tal og det dertil svarende tredobbelte Antal Merker. De fire oplandske Fylker, Gudbrandsdalene, Hadafylke, Heinafylke og Raumafylke, hvor Skibrede-Inddelingen ikke kjendtes, fik hvert 30 Merker. Til Reins Nonnekloster skjenkede han 30 Merkers Bool, til en Præbende, som han indstiftede i Bergens Kathedralkirke, 60 Laupers Bool, paa det Vilkaar, at Præbendens Indehaver paa det til Præbenden hørende Altar skulde til bestemte Tider holde Sjæle-Messe for de afdøde Troende, især for Kongens Fader, hans Moder og ham selv. Til Nonneklosteret i Bergen skjenkede han 70 Laupers Bool af sin Mødrenearv; til Chorsbrødrene ved St. Hallvards Kirke i Oslo kun 3 Markebool, imod at de efter hans Død skulde holde hans Aartid. Til St. Stephans Kloster i Tunsberg gav han 20 Markebool, til Dragsmark Præmonstratenserkloster 10 Markebool. De her nævnte Klostre fik Gaver i Jordegods; de øvrige gejstlige Stiftelser kun i rede Penge eengang for alle, nemlig Nidarholmskloster 120 Mkr. courant, imod den Forpligtelse at levere baade Sæculargejstlige og Klostergejstlige Brød og Viin til Consecration; Dominicanerklosteret i Nidaros fik 12 Mkr. Sterling; Chorsbrødrene ved Kathedralkirken i Bergen 120 Mkr. Sterl. imod en lignende Forpligtelse, som den der paalagdes Munkene i Nidarholm, samt derhos 30 Mkr. Sterl. mod hvert Aar at højtideligholde Kongens Aartid; Dominicanerne i Bergen fik 12 Mkr. Sterl., og Franciscanerne, som det allerede er omtalt, foruden en lignende Sum af 12 Mkr. Sterl. derhos 700 Mkr. sædvanlig Courant til Klostrets Bygning, ligesom Kongen ogsaa der betingede sig sit Gravsted. Nonneklostret i Bergen fik, foruden den tidligere omtalte Gave i Jordegods, 40 Mkr. Sterl. i Penge; de to nævnte Hospitaler i Bergen, St. Katharinæ og Allehelgens, hiint 100, dette 60 Mkr. Sterl. Cistercienserklostret i Lyse fik 12 Mrk. Sterling. Biskopperne i Stavanger, Oslo og Hamar fik hver 120 Mkr. Sterl. imod den samme Forpligtelse, som Munkene i Nidarholm og Chorsbrødrene i Bergen. Nonneklostrene i Gimsø og Oslo fik hvert 30 Mkr. sædvanlig Courant. Dominicanerne i Oslo fik 12 Mkr. Sterl., Cistercienserne i Hovedø Kloster 30 Mkr. sædvanlig Courant. Hospitalet paa Varna fik 20 Mkr. sædvanlig Courant. Franciscanerne i Kongehelle fik 12 Mkr. Sterl., samt derhos til Opbyggelse af deres Kloster 120 Mkr. sædvanlig Courant. Dette viser, at dette Kloster da ganske nyligt maa være stiftet, maaskee ved Kongens egen Foranstaltning. Desforuden skjenkedes til enhver Skibrede i Kystfylkerne 3 Mkrs. Værd i Korn. Til Executorer beskikkedes Biskopperne af Oslo og Bergen, og bekræftedes som saadanne af Pave Clemens den 4de ved Bulle af 6te August 1268^[29].

Kong Magnus’s milde Gaver kom sandsynligvis meget vel tilpas, eftersom det erfares, at Norge i 1277 hjemsøgtes af Misvæxt og deraf følgende Hungersnød. Erkebiskop Jon tog deraf Anledning til at anholde hos Pave Nikolaus om, at Norges Gejstlighed maatte fritages for at erlægge den paa Conciliet i Lyon vedtagne Sexaars-Tiende til det hellige Lands Hjelp: hvilken Bøn Paven dog ikke fandt for godt at opfylde, men tilstod kun Udsættelsen med Tiende-Ydelsen for 1277 indtil det 8de Aar^[30]. Ogsaa i 1278 maa det have seet ilde ud i Norge, da Misvæxten havde været saa stor, at kun de færreste havde faaet sine Agre tilsaaede. Desto mere behøvede man Tilførsel udenlands fra, og dette var vel for en stor Deel Aarsag, saavel til at Kong Magnus saa beredvilligt indrømmede de østersøiske Handelsmænd Friheder i norske Havne, som til at der ej udbrød nogen aabenbar og betydelig Krig med Danmark. Overhoved maa man vel antage, at Magnus’s Hofholdning, der efter alt, hvad man kan slutte fra de sparsomme Træk, der desangaaende ere os opbevarede, maa have været meget pragtfuld, saavel som hans store Bygge-Arbeider, hans Gavmildhed til Kirker og Klostre, og hans betydelige Udrustninger i den senere Deel af hans Liv, slugte store Pengesummer, som man havde Vanskelighed ved at tilvejebringe. I det mindste erfarer man, at Kong Magnus saa sig nødt til at benytte den i hine Tider sædvanlige Finans-Operation, at slaa daarlig Mynt, og det ikke engang med Maade, men saaledes at kun den ubetydeligste Deel af de saakaldte Sølvpenge var reent Sølv^[31]. I Aaret 1278 indberettede Erkebiskop Jon til Pave Nikolaus, at han havde indkrævet Sex-Aars-Tienden til det hellige Land for 1276, men at sædvanlig norsk Courant var af saa ringe Værd, at den ej alene ikke modtoges udenfor Norge, men ikke engang paa nogen Maade kunde blive vexlet mod Sølv. Han forestillede derfor Paven, at han maaskee gjorde bedst i at omsætte de indkomne Penge i Varer og lade disse sælge i Udlandet for Sølv, hvortil ogsaa Paven bemyndigede ham ved Skrivelse af 31te Januar 1279. For øvrigt kjender man hidtil kun tvende Exemplarer af Mynter med Kong Magnus’s Navn.

1. S. o. S. 120.
2. Annalerne, ved 1266.
3. Dipl. Norv. II. No. 16. I Kong Magnus’s Testamente af 2den Febr. 1277 kaldes endnu Katharina Hospital en Stiftelse for de Spedalske (leprosi) og Allehelgens-Hospital et Fattighuus, men da det ved dette Testament er at merke, at det er forsonet med en Confirmation af Pave Clemens IV. fra 1268, hvori det allerede omtales som gjort, og derfor maa bære opsat for den Tid, eller omtrent ved 1266, seer man kun heraf, at Forandringen endnu ikke var skeet eller maaskee endog paatænkt, da Testamentet blev conciperet. At Alt da endnu var ved det oprindelige, sees tillige deraf, at begge Stiftelser ej omtales under eet, men særskilt, samt ogsaa af den Omstændighed, at der til Katharinas Hospital skjenkes 100, til Allehelgens kun 60 Mkr., medens derimod efter den nye Indretning Allehelgens-Hospitalet var det fornemste. Muligt, at Kongehallens Brand og de deraf opstaaede Udvidelsesplaner have bragt K. Magnus til at slutte Katharinas Hospital fra Egnen ved Sandbro.
4. S. o. S. 566, 567.
5. Annalerne, ved 1273.
6. Isl. Annaler, ved 1276.
7. Isl. Annaler, ved 1275.
8. Dipl. Norv. IV. No. 3.
9. Chronicon de Lanercost, fol. 191 b.
10. Sammesteds. Her staar der vistnok, at denne Begivenhed fandt Sted, da Dronningen fødde sit første Barn, og at den Søn, der da føddes, og saa underbart forvandledes fra en Vanskabning til et smukt Barn, var 18 Aar i 1280, hvilket passer paa Kong Magnus’s og Dronning Ingeborgs førstefødde Søn, Olaf, der var fød 1262. Men der staar tillige, at det var den samme Søn, der siden blev gift med Margrete af Skotland, altsaa Erik; men han var ifølge Annalerne fød 1268. En Forvexling maa følgelig have fundet Sted, maaskee paa Grund af at Optegneren ikke ret har forstaaet de norske Gesandter, og intet bliver da rimeligere, end at henføre Beretningen til en Søn, som Kong Magnus skal have faaet i 1264, som netop kaldes Magnus, men kun levede i 18 Dage. De skotske Munkes Fejltagelse bliver under denne Forudsætning saa meget lettere forklarlig, som Erik ogsaa førte Tilnavnet Magnus, og netop benævnes saaledes i Krøniken.
11. Annalerne, ved 1276.
12. Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 58. I Brevet siges der udtrykkeligt: I vort Biskopsdømmes 15de Aar tilkjendegav vi Kongen og Chorsbrødrene vort Forsæt, som flere Mænd nu kunne see. Dette synes at antyde, at Bygningsarbejdet allerede var paabegyndt og følgeligen ikke saa ubetydelig Tid hengaaet efter at han havde gjort hiin første Tilkjendegivelse. Af de strax nedenfor omtalte Breve sees det, at han regner en Deel af 1266 for sit 11te, (ved Skrivfejl staar 9de), og en Deel af 1273 for sit 18de Embeds-Aar; dette viser, at hans Indvielse falder i 1255 eller 1256.
13. Dipl. Norv. II. No. 13, 15.
14. Annalerne, v. d. Aar.
15. Erkebiskop Jon gav 40 Dages Aflad ved Brev, dateret Nidaros 17de Aug. 1275, (Dipl. Norv. III. 12), Biskop Peter af Orknø ved Brev, dat. Tunsberg 3die Sept. 1278 (ssteds No. 14) Andreas af Oslo 20 Dages Aflad ved Brev dat. Tunsberg 7de Sept. 1278 (ssteds No. 15), Thorfinn af Hamar og Jorund af Hole hver 40 Dages Aflad ved Brev, dat. Bergen 14de Juli 1280 (ssteds No. 17, 18); Biskop Arne af Skaalholt 20 Dages Aflad ved Brev dat. Bergen 24de Juli 1280 (ssteds No. 19), Biskop Brynjulf af Skara 40 Dages Aflad ved Brev dat. Ljodhuus 10de Juli 1286 (ssteds No. 23).
16. Dipl. Norv. III. No. 40.
17. Dipl. Norv. I. No. 105.
18. Se de nys anførte Breve, vedkommende Stavangers Domkirke.
19. Se ovf. S. 575.
20. Annalerne, ved 1268.
21. Chronicon de Lanercost, ved 1275. Det er slet ikke usandsynligt, at denne Villjam, hvo han nu monne have været, kan have været Forfatter af den korte „Historia Norvegiæ“, med forudskikket Beskrivelse af Landets og tilliggende Øers Beskaffenhed som er bleven udgiven efter et yngre skotsk Haandskrift i Christiania 1850. Her handles netop om de ildsprudende Bjerge og Jordskjelvene paa Island, hvorom Villjam ifølge Chron. de Lanercost skal have berettet.
22. De isl. Annaler, ved 1275.
23. Den manske Biskopskrønike ved Enden af Kongekrøniken, S. 30.
24. At det maa have været i dette Aar, sees deraf at Pavens Svar er dateret 1ste Januar 1279; Brevet fra Erkebiskoppen maa saaledes være indløbet for Vintren 1278–79, medens det dog ikke kan være skrevet før Vintren 1277–1278, eftersom Pave Nikolaus indviedes i Decbr. 1277.
25. Dipl. Norv. I. 66.
26. Isl. Annaler, ved 1276.
27. Det orknøiske Successionsdiplom i Symbolæ ad hist. ant. rer. Norv. S. 23.
28. Brev af 1271, i Dipl. Norv. IV. No. 2.
29. Kong Magnus’s Testament i Dipl. Norv. IV. No. 3. Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 253.
30. Pavelig Skrivelse af 31te Januar 1279; Dipl. Norv. I. No. 67. Hvad her skal forstaaes ved „8de Aar“ er vanskeligt nok at sige; det kunde betegne det 8de fra Udstedelsesdagen, men da tidligere Udtrykket „andet Aar“ efter Kirkemødet forekommer (1275 eller 1276) kunde „8de“ maaskee ogsaa betegne „8de efter Mødet“, altsaa 1281 eller 1282.
31. Man har Mynter fra K. Erik Magnussøns Tid, der neppe indeholde ¹⁄16 reent Selv (Holmboe: das älteste Münzwesen Norwegens S. 22), og dog heder det i Hertug Haakons Retterbod for Hedemarken og Thoten, Hamar 23de April 1293, Art. 10, „at hvad Klagen over Peningen angaar, at den gjelder lidet, er det dog Gud og hver Mand bekjendt, at den nu var ligesaa god som i hans i Faders Tage“. N. gl. Love III. S. 22. Dog finder man af flere Diplomer fra Tiden strax efter K. Magnus’s Død, at 3 Mkr. norsk Mynt gjaldt ligt med 1 Mk. reent Sølv.