Det norske Folks Historie/5/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid nærmede Kong Magnus’s Liv ſig ſterkt ſin Ende. Uagtet han endnu var en Mand i ſine bedſte Aar, ſynes dog hans Helbred at have været ſaa ſvag, at hans Omgivelſer forudſaa hans nær foreſtaaende Endeligt, og indrettede ſig derefter. Dette gav Anledning til nye Brydninger mellem de verdslige og gejſtlige Høvdinger, der ſynes at have formørket hans ſidſte Dage. Magnus ſelv viſte aabenbart, at det var hans oprigtige Henſigt at holde ſine i Compoſitionen givne Løfter, og fremdeles ſtaa paa en venſkabelig Fod med Erkebiſkoppen. Som et tydeligt Beviis derpaa kan man viſtnok anſee den af ham givne Erklæring, at det ingenlunde var hans Henſigt, eller endog ſømmeligt, at der ved de Privilegier, han havde tilſtaaet Apoſtelkirken og dens Provſt, berøvedes Kathedralkirken og Capitlet den disſe tilkommende Ærefrygt, men at han herved forpligtede ſig og ſine Efterkommere til at præſentere den af dem nævnte Provſt for Biſkoppen, paa det at denne kunde tage ham i Eed og indſætte ham i Embedet, efter modtaget Haandkys, ſamt at ſaa vel Provſten ſelv, ſom de af denne udnævnte Chorsbrødre ſkulde viſe Biſkoppen al ſømmelig Lydighed, Agtelſe og Ærbødighed, opfylde hans Befalinger, og underkaſte ſig hans pasſende Straf ſom deres Diøceſan-Biſkop[1]. Dette var viſtnok aldeles ſtemmende med Compoſitionens Artikel 3, men at Kongen dog ved denne Indſtiftelſe af et eget Capitel af Capell-Gejſtlige har tænkt ſig en ſtørre Fritagelſe fra den biſkoppelige Myndighed for disſe, og friere Hænder for ſig ſelv til deres Beſkikkelſe, end hvad han ved denne Erklæring lod ſig nøje med, ſynes i det mindſte af de ſenere Forhandlinger, Capell-Gejſtligheden vedkommende, højſt rimeligt. At han her gav efter, viſer ſaaledes hans gode Vilje. Som et Tegn paa god Forſtaaelſe mellem Kong Magnus og Erkebiſkoppen kan det vel ogſaa betragtes, at denne i Aaret 1279 beſtemte 100 Dages Aflad for alle dem, der bade for Kong Magnus, Dronning Ingeborg og deres Børn. Viſtnok havde Paven ſelv befalet alle Biſkopper i Riget, at holde Gejſtligheden til et ſaadant Bønnehold, men Erkebiſkoppen udſtrakte her Budet til alle og Enhver, og dette maa dog ſaaledes anſees ſom et Tegn paa Velvilje fra Erkebiſkoppens Side. Kongen ſelv ſendte den herom af Erkebiſkoppen udſtedte Skrivelſe til ſin Ven Biſkop Arne paa Island, med venlige Hilſener og en Deel Viin og Hvedemeel til Mesſeſang. Overbringerne af dette Brev vare Ravn Oddsſøn, hvilken Kongen nu havde udnævnt til Merkesmænd, og Thorvard Thorarinsſøn. Men kort efter indløb et Brev fra Erkebiſkoppen, hvori denne bød Biſkop Arne, ikke at lade Kongens Mænd drage de Friheder bort fra Kirken, ſom den havde, førend Landet kom under Norges Konge, nemlig frit at kjøbe Svovl og Falke[2]. Dette viſer, at Kongsmændene fremdeles med Iver og Strenghed ſøgte at gjennemføre den nye Lovs Bud, og, ſom det allerede ovenfor er antydet, rimeligviis at faa enkelte Artikler af den i Norge nys indførte nye almindelige Lov vedtagne, førend endnu denne ſelv i ſin Heelhed var forelagt Islændingerne. I Norge maa man ligeledes have haft travlt med at bringe de nye Lovbud i Udøvelſe, og fornemmelig at organiſere den nye Ledingsberegning, medens Erkebiſkoppen igjen paa ſin Side, ſaa vidt man kan ſkjønne, gjorde alle Forberedelſer til at faa ſin Chriſtendomsbaalk vedtagen i Norge, og antog nu vel dette ſaa meget lettere, ſom Compoſitionen til Tunsberg, efter hvis Principer hans Chriſtenret var udarbejdet, gav ham et faſt Grundlag at bygge paa, og ſyntes at maatte bortrydde enhver betydeligere Tviſt om de herved afgjorte Punkter. Allerede i Aaret 1278 lod Erkebiſkoppen hos alle ſine Lydbiſkopper tilſige et almindeligt Provincial-Concilium, der ſkulde holdes i Bergen ved Midſommerstid 1280[3]. At han ſatte en ſaa lang Friſt, ſom af to Aar, viſer, hvor magtpaaliggende det var ham, at Mødet maatte blive fuldtalligt, og man kan derfor neppe tvivle om, at han paa dette Møde agtede at faa ſin Chriſtendomsbaalk vedtagen af den forſamlede Gejſtlighed. Det er ikke uſandſynligt, at dette ſkede efter Aftale med Kong Magnus, og at denne ſelv nu endelig har givet ſit Samtykke til, at Erkebiſkoppens Chriſtenret blev forelagt de verdslige Høvdinger til Vedtagelſe. Vi erfare nemlig, at Kongen beſluttede at lade ſin Søn Erik krone i Bergen St. Hansdag 1280, og da en ſaadan Kroning ej kunde finde Sted uden de fornemſte verdslige Høvdingers Deeltagelſe, bliver det klart, at et virkeligt Høvdingemøde maa være tilſtevnt ſamtidigt med Biſkopsmødet, ganſke ſaaledes ſom det tidligere havde været brugeligt, navnlig i 1277. Men hvor vidt dette allerede fra førſt af har været aftalt mellem Kongen og Erkebiſkoppen, eller om hiin kun ſenere hen beſluttede ſig til at holde Høvdingemødet, kan man ej ſee af de forhaandenværende Oplysninger. Det førſte ſynes dog at være det rimeligſte, nemlig at Kongen og Erkebiſkoppen i Forening beſluttede at ſammenkalde et Møde af verdslige og gejſtlige Høvdinger, med ſaa lang Friſt, at det nogenledes kunde blive fuldtalligt, hovedſageligt for at handle om den nye Chriſtenret og derved ganſke at bringe de kirkelige Anliggender paa det Rene. Derimod er det nok muligt, at Beſlutningen om at lade Kong Erik krone førſt er opſtaaet hos Kongen ſenere, da han allerede var ſaa ſyg, at han frygtede ſnart at blive bortrykket, og derfor gjerne vilde gjøre alt, hvad han formaaede, for endnu i ſit levende Live at ſikre Erik Kronen. Det eneſte Sted, hvoraf vi erfare denne hans Beſlutning, er hiint før omtalte Brev til Kong Edward i England, der kun er dateret to Dage før Kong Magnus’s Død[4]. At Beſlutningen maa være fattet tidligere, kan neppe betvivles, medens det dog ikke er rimeligt, at han allerede to Aar forud ſkulde have tænkt derpaa. Af hvad der ſenere forefaldt, ſaavel ſom af de ſamtidige Begivenheder paa Island ſee vi nokſom, at de verdslige Høvdinger med ſtor Uvilje betragtede Erkebiſkoppens Beſtræbelſer, at de lagde Planer til at gjøre ham alvorlig Modſtand paa det foreſtaaende Møde, og at de vel endog imødeſaa dette med en vis Harme. Paa ſin Side ſees igjen Erkebiſkoppen at have truffet kraftige Forberedelſer til at drive igjennem, hvad han anſaa for at være Kirkens og ſin Ret. Dette fremgaar nokſom af et Brev, dateret Nidaros 14de Marts 1280[5], hvori Nidaros Domkapitel, Abbederne Thore af Tuterø og Haakon af Nidarholm, ſaavel ſom Thrond, Prior i Elgeſeter, bekjendtgjøre, at, da Erkebiſkop Jon ønſkede at ſikre ſig mod fremtidige Tilfælde, ſamt for at den Frihed, Kirken i mange Tider fredeligt og urokket havde nydt, ikke pludſeligt ſkulde tilintetgjøres ved Indgreb af dem, der henſynsløſt ſtyrtede frem for at gjøre den Afbræk, havde han anmodet dem, tilligemed tvende Brødre fra hvert af de før nævnte Kloſtre, efter foregaaende nøjagtig Underſøgelſe paa et Møde i hans eget „Auditorium“ tilligemed tvende Prædikebrødre ſamt Preſterne og Vicarierne ved Nidaros’s Kirker at afgive ſandfærdigt og oprigtigt Vidnesbyrd om, hvor vidt Nogen kunde erindre, at før den Tid Kirkernes Landgodſer og Beſiddelſer i Nidaros Diøces, i det mindſte de i Throndhjem, havde været underkaſtet Skatter, offentlige Afgifter eller andre Tvangs-Ydelſer, eller om Lægmænd havde haft nogen Ret over dem; hvilket Vidnesbyrd de afgave ſaaledes: at da det ikke var ubekjendt for nogen af Throndhjems Indbyggere, at Kirkernes og de Gejſtliges Gods havde været frit for Skatter og hvilke ſom helſt Ydelſer, kunde det næſten ſynes overflødigt at æſke faa Mænds Vidnesbyrd derom, thi Alles eenſtemmige Udſagn bevidnede det nokſom; men for at Taushed fra deres Side ikke ſkulde udtolkes til Skade for Kirkens Frihed, havde de alle beſluttet at efterkomme Erkebiſkoppens Begjæring; og ved at ſamtale derom med de fornemſte og ældſte, dernæſt med andre forſtandige Mænd havde de kun bort een og ſamme Erklæring af alle, nemlig at Kirkegodſet i Throndhjem fra umindelige Tider lige til indeværende Aar havde været ganſke frit og ledigt for alle Slags Skatter og Afgifter, ſaa at de derpaa boende Lejglændinger med Henſyn til de ſamme Gaarde, hverken ſkyldte Kongen eller de andre noget, men kun vare pligtige til at yde dem, af hvem de havde lejet Gaardene, en aarlig Landſkyld. Noget andet eller modſat havde de aldrig hørt, men Godſerne havde i umindelig Tid været frie for alle Slags Byrder. Dette bevidnede de fornemſte af dem ved deres hoshængte Segl; de øvrige Preſter, 29 i Tallet, navngives ſærſkilt. Brevets Indhold viſer nokſom, at de kongelige Befuldmægtigede juſt ved denne Tid enten allerede maa have gjennemrejſt det Throndhjemſke for at anſætte alt Jordegods til Leding ifølge det nye Syſtem, eller at de ſtode i Begreb med at gjøre det, og at Erkebiſkoppen ved dette Vidnesbyrd vilde ſikre ſig mod enhver Skatlægning af Kirkens og Gejſtlighedens Gods[6]. Der kan ſaaledes ikke være nogen Tvivl om, at mange ubehagelige Sammenſtød maa have fundet Sted mellem Gejſtligheden og de ſaakaldte Kongsmænd, der i hans velmeente Eftergivenhed viſtnok kun ſaa uforſvarlig Svaghed og Ligegyldighed ved at opretholde Kronens Rettigheder. Hvor nær disſe Ubehageligheder gik den fromme, fredelſkende Konge til Hjerte, og hvor ulykkelig han følte ſig ved at iagttage det Stof til fremtidige voldſommere Stridigheder, ſom allerede i ſaa rigt Maal var for Haanden, erfarer man af nogle Ytringer, han lod falde ikke lang Tid før ſin Død, da han ſad i ſit Herberge med nogle faa Venner. Dette Liv, ſagde han, var fuldt af Tvang og mangehaande Prøvelſer og Møje, men de vare derimod lykkelige, der ſkulde dø. De Tilſtedeværende, der kun havde hans ydre Ro, Fred og Lykke for Øje, kunde ikke ſkjønne, hvorfor han talte ſligt, og ſpurgte hvad det ſkulde betyde. Han ſvarede: „det kan gjerne være, at det tykkes eder, ſom om jeg har liden Møje og Vanſkelighed at kæmpe med i min Regjering; jeg derimod ſynes at Møjen er mangfoldig og ſtor, thi ikke nok med at det altid er vanſkeligt og anſvarsfuldt at ſtyre et ſtort Rige, forekommer det mig dobbelt betænkeligt at dømme og afgjøre Tviſtmaalene mellem Gejſtligheden og Lægfolket, uden at begaa ſtore Misgreb“. De andre meente, at det dog vel ikke var ſaa vanſkeligt for ham. „Jo“, ſvarede han, „Vanſkeligheden tykkes mig ſaa ſtor, at jeg priſer de Døde lykkelige fremfor de Levende; naar dette Hoved“, ſagde han, og ſtrøg ſig om Panden, „har ligget under Jorden i tre Aar, ville I nok faa at ſee, hvad jeg har haft at ſtaa i“[7].

Under disſe Sorger og Bekymringer tilbragte Kong Magnus ſaaledes Slutningen af Aaret 1279 og Begyndelſen af 1280, oppebiende det foreſtaaende ſtore Møde, og ſandſynligviis aldrende ſine Forberedelſer dertil. Det var viſtnok ikke liden Glæde og Opmuntring for ham, at hans Ven Biſkop Arne af Skaalholt allerede om Høſten 1279 kom til Norge, for at tilbringe Vintren der. Han var afſejlet fra Ørebakke den 24de Auguſt, landede lidt ſøndenfor Jæderen den 11te September, og kom til Bergen 1ſte October[8]. Han tog, ſom det lader, ſit Ophold hos Biſkop Narve; men allerede Dagen efter hans Ankomſt[9] lod Kongen ham kalde til en Samtale i ſin Maalſtue, og viſte ſig meget naadig imod ham: umiddelbart derefter lod han ham indbyde til et Gjeſtebud, ſom han juſt ſkulde holde næſte Tag, St. Franciſci Dag, og noget ſenere, i Julefaſten, indbød Kongen ham ej alene til at være hos ham om Julen, med ſaa mange Mænd, han ſelv vilde, men forærede ham endog en Deel Levnetsmidler til at holde ſine Folk med. Arne tilbragte ej alene Julen, men ogſaa den følgende Paaſke hos Kongen og var desuden i alle hans Gjeſtebud, og fik i Julegave et prægtigt Stykke Tøj af det Slags, ſom kaldtes Baldikin. Ogſaa Biſkop Jørund af Hole forlod Island allerede i 1279, men, ſom det ſynes, paa et andet Skib end Arne, og uden at beſøge Kong Magnus. Denne ſendte imidlertid Eindride Bøggul paany ud til Island, og med ham Thrønderen Lodin af Bakke[10], ſom det hed, i Egenſkab af Lagmand, fremdeles, ſom man maa formode, for at bane den nye Lovreform Indgang. For Reſten lader det til, at der hele denne Høſt og Vinter har været plejet hyppige Underhandlinger mellem det norſke Hof og fremmede Magter. Saaledes udſtedte han allerede den 7de Auguſt det før omtalte Frihedsbrev for Kjøbmændene i Bremen, aldeles eenstydende med det, han Aaret forud have udſtedt til Lübeckerne. Siden ſees der at have været vexlet Breve med det engelſke Hof angaaende Paagribelſen af Guido af Montfort, Søn af den bekjendte Simon af Montfort, Jarl af Leiceſter, hvilken Kong Edward, paa Grund af hvad han og hans Fader ſagdes at have forbrudt mod Kongehuſet, og iſær fordi han i Italien havde dræbt Kong Edwards Frænde Henrik, den udvalgte tydſke Konge Richards Søn, havde lyſt fredløs, og ſom Edward derfor ønſkede at faa i ſin Vold, for at tage Hevn over ham. Guido maa have faret vidt og bredt gjennem Europa, thi vi erfare førſt, at han om Vaaren 1279 var i Italien, og at Fyrſten af Salerno da paa hans Vegne anholdt om Naade for ham, hvilken dog ej blev ham til Deel[11]; ſenere, efter Kong Magnus’s Død, finde vi ham, eller i det mindſte En, ſom man antog for ham, i Norge, hvor man næſten ſynes at have ventet hans Ankomſt, og hvorhen derfor Kong Edward neppe har at undladt at ſkrive, for at belave Kongen og hans Høvdinger paa dette Tilfælde[12]. Den 6te Mai 1280 tilſkrev endelig Kong Magnus den engelſke Konge det allerede ovenfor omtalte Brev fra Bergen, hvori han underrettede ham om, at han laa i en haard Sygdom, og derfor anbefalte til hans Raad og Biſtand ſine to Sønner, Kong Erik ſaavel ſom Hertug Haakon, hvorhos han og lod ham vide, at han agtede at lade Kong Erik krone i Bergen, førſtkommende St. Hans Tag. Han takkede ham tillige, fordi han havde ſendt ham Reliqvier, og ſendt ham til Gjengjeld med Overbringerne af Brevet, hvilke vare Erlend, Provſt for hans Capell (Apoſtelkirken), ſaavel ſom hans Drabant, Richard, atter en Deel vel afrettede Falke, to hvide og ſex graa. Den Svaghed, der nu fængſlede Magnus til Sygelejet, var hans Helſot, og det her nævnte Brev var maaſkee det ſidſte, der i hans Navn blev ſkrevet, i det mindſte til noget udenlandſkt Hof, thi han døde allerede tre Dage efter, den 9de Mai 1280, kun 41 Aar og ved 8 Maaneder gammel[13]. Han blev, ſom han ſelv havde beſtemt det, begraven ved St. Olafs Franciſcaner-Kloſter i Bergen.

Der ſiges om Magnus i et ſamtidigt Skrift, at hans Død var ligeſaa ſtor Skade for hele Landets Folk og iſær for Gejſtligheden, ſom Kong Joſias Død fordum for Jødefolket. Det kan heller ikke være nogen Tvivl om, at hans Død bar vakt almindelig Sorg, ej alene fordi Folket paa Grund af hans perſonlige Elſkværdighed havde faaet ham meget kjær, men ogſaa, og i Særdeleshed, fordi det maatte være Alle og Enhver klart, at han alene nu formaaede at holde de politiſke Storme tilbage, der hvert Øjeblik truede med at udbryde, og at det eneſte Haab om at faa dem afværgede, var afhængigt af, om han levede længe nok til at berolige Gemytterne og vænne dem til den gjenſidige Fordragelighed, ſom de endnu ikke tilfulde havde kunnet lære. Om end ſaadanne Elementer til Parti-Tvedragt havde været tilſtede, ſaa vilde kun den langvarige Mindreaarigheds-Regjering, ſom ved hans alt for tidlige Død maatte indtræde, være nok til at lade alle ſande Fædrelandsvenner betragte denne ſom en af de ſtørſte Ulykker, der kunde overgaa Landet. Og de Storme, ſom virkelig brøde ud, og om hvilke vi i det Følgende komme til at berette, maatte i Tidens Løb ved den overordentlige Modſætning, de afgave i Forhold til Kong Magnus’s lykkelige og fredelige Regjering, bidrage end mere til at ſtille denne i et glimrende Lys.

Et Tilbageblik paa Kong Magnus’s Regjeringstid viſer ogſaa denne ſom en i det hele taget for Norge lykkelig og glædelig Periode. Folket nød i fuldt Maal Freden og dens Velſignelſer; Kongen arbejdede ivrigt og med Held, for at afſkaffe gamle Misbrug og indføre, hvad i det mindſte han ſelv og delt Tids øvrige Statsmænd antoge for en bedre Tingenes Orden; Riget var mægtigt og hædret; de politiſke Misgreb, hvori Kongen og hans Raadgivere maatte have gjort ſig ſkyldige, betragtedes i det mindſte ikke ſom ſaadanne, undtagen hvor man maaſkee troede at finde, at han viſte ſig alt for eftergivende mod Gejſtligheden. Men hvad dette angaar, maatte dog viſtnok alle Retfærdige og Sandhedskjærlige erkjende, at han havde en yderſt vanſkelig Stilling lige over for en Mand af ſaadan Myndighed og Heftighed ſom Erkebiſkop Jon; at han i det mindſte var at undſkylde, om ikke ligefrem at forſvare, naar han i det længſte ſøgte at undgaa en erklæret Kirkeſtrids Rædſler og Forvirringer, og det maa tvertimod paaſkjønnes, at han med ſit fredelige Gemyt og religiøſe Sind, og paa en Tid, da Kirkens Anſeelſe og Overhaand ſaa godt ſom havde naaet ſit højeſte Punkt, dog vovede at gjøre dens Forkæmpere nogen Modſtand, og ikke aldeles blindt hengav ſig ſom Redſkabet til deres Forherligelſe. At Underſaatterne paaſkjønnede hans gode Vilje og ufortrødne Virkſomhed, viſer ſig ogſaa nokſom i Tilnavnet „den Gode“, ſom hans Samtid eller nærmeſte Eftertid ſynes at have tillagt ham. Man finder ham ogſaa i yngre Aarbøger kaldet lagabœtir eller Lovbøderen, paa Grund af hans Hovedvirkſomhed, Lovforbedringen; men det vides ikke med Vished, om dette Tilnavn allerede blev brugeligt ſtrax efter hans Død, eller om det førſt blev opfundet i ſildigere Tider[14]. Imidlertid er det nu omſtunder blevet næſten uadſkilleligt fra hans Navn. I latinſke Breve, ſom han enten ſelv udſtedte eller modtog, kaldes han „Magnus den 4de“. Han har da ſandſynligvis regnet Magnus Olafsſøn (den gode) for den førſte, Magnus Barfod for den anden og Magnus Erlingsſøn for den tredie, uden at medregne Magnus Haraldsſøn og Magnus Sigurdsſøn (blinde), formedelſt deres kortvarige Regjering.

  1. Thorkelins Dipl. II. S. 85. Dette Brev mangler viſtnok Datum, men ſynes at maatte være at henføre til Tiden efter 1277.
  2. Arne Biſkops Saga, Cap. 24.
  3. Sammeſteds, Cap. 20. Her omtales rigtignok kun Indkaldelſen af de islandſke Biſkopper; muligt er det derfor, at de norſke, der ej behøvede ſaa lang Friſt, indkaldtes ſenere: men i alle Fald fremgaar dog heraf, at Jon allerede da havde beſluttet at afholde et Kirkemøde 1280.
  4. Rymeri Foedera I. p. II. S. 579.
  5. Dipl. Norv. III. No. 16. Ogſaa aftrykt, men meget ſkjødesløſt hos Thorkelin, Dipl. Arn. II. S. 86.
  6. Brev af 14de Marts 1280 Dipl. Norv. III. No. 16.
  7. Arne Biſkops Saga Cap. 32.
  8. Arne Biſkops Saga Cap. 24.
  9. Isl. Annaler, ved 1279.
  10. Sammeſteds. Det er kun Annalerne, ſom tale herom; i Arne Biſkops Saga nævnes ikke det mindſte om denne Sag, der dog ganſke ſynes at have ſin Rigtighed.
  11. Brev hos Rymer (II. 568) af 11te April 1279.
  12. Se nedenfor, hvad der berettes om denne Sag. Chronologien er her noget dunkel.
  13. Hans Dødsdag angives i flere Kalendarier, ſaa og i Arne Biſkops Saga, Cap. 25; Dagen kaldes her Adventus beati Nicolai i Bari, d. e. Translatio Nicolai; Annalerne nævne VII. id. Maii. De ſtockholmſke Minoriters Diarier, der omtale hans Begravelſe ved Minoriterkloſtret i Bergen, nævne hans Død ved 1ſte Juni (Scr. rer. Svec. I. 77); men maaſkee ſigte de her til Begravelſesdagen.
  14. Man finder dette Tilnavn, ſaa vidt vides, aller førſt i et Papirshaandſkrift af Annalerne (Cod. Arnam. No. 429 qv.), der er nedſkrevet i det 16de Aarhundrede, og naaer til 1427; hvis dens Original naaede lige ſaa langt, bliver ſaaledes Benævnelſen lagabœtir her ikke ældre end Begyndelſen af 15de Aarhundrede. For Reſten er Cod. 429 meget beſlægtet med Cod. 417 qv., og denne igjen med den ſaakaldte Lagmands-Annal, der naar til 1356. Ældre end denne Tid er Tilnavnet neppe. „Den gode“ kaldes Magnus allerede l Annales regii fra Begyndelſen af 14de Aarhundrede.