Det norske Folks Historie/5/8

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 79-91).

I Sverige herskede siden Knut den langes Fald ved Sparsetra 1234 Kong Erik Erikssøn, den sidste Ætling af Erik den helliges Stamme. Men hans Kongedømme var kun et Kongedømme af Navn, da den mægtige Folkunge-Æt, fornemmelig Benedict Folkessøns Linje, nu engang havde erhvervet en Overvegt, der gav den det virkelige Herredømme i Landet. Kong Erik var desuden svag paa Legeme, halt, stammende og klejsende i sin Tale^[1], faa at han ej var synderlig skikket til at optræde offentligt og sætte sig i Respect hos sine Undersaatter, og det faldt derfor næsten af sig selv, at Regjeringen paa hans Vegne førtes af Jarlen, hvis Embede siden Byrge Brosas Tid næsten kan siges at have været arveligt i Folkungernes Æt. Knut Langes Tronkrig var egentlig at betragte som en Krig mellem Medlemmerne af denne Æt indbyrdes, eller mellem Benedicts og Knut Folkessøns Linjer^[2], om Magten, og den ophørte heller ikke ved Knuts Fald, men fortsattes fremdeles, næsten lige saa længe som Kong Erik levede. Da Cardinal Villjam i Slutningen af 1247 kom til Sverige, forefandt han der endnu, som allerede ovenfor nævnt, indvortes Krig og Uro. „Da vi fra Norge ilede til Sverige“, saa lyde hans Ord, „fandt vi dette Rige baade i timeligt og aandeligt Henseende næsten overalt forunderligt og ynkeligt hjemsøgt af Uroligheder, thi der herskede en heftig Krig mellem Kongen og nogle Høvdinger, hvoraf der foraarsagedes mange Manddrab, Ildspaasættelser og Ran“^[3]. Han nævner her Kongen, som den ene af de krigførende Parter, fordi Krigen førtes i hans Navn, men den egentlige Regent og Hovedmand for det kongelige Parti, eller rettere det Parti, som havde Raadighed over Kongen, var Jarlen Ulf Fase, Søn af Karl den døve, Byrge Brosas Broder. Cardinal Villjam siger selv i samme Skrivelse, hvoraf hine Ord ere anførte, at Jarlen næsten ganske regjerede Landet, og noget lignende ytres i den norske Kongesaga^[4]. „Det lykkedes os“, siger Cardinalen, „ved vor Herre Christi forunderlige og merkelige Mellemkomst at faa meglet Fred, efter at vi havde plejet mange Underhandlinger mellem de stridende Parter med begges frivillige Samtykke“; og det var under denne Fredstilstand, at det vigtige Møde blev holdt i Skeninge, hvorom der tidligere er talt, og hvis Bestemmelser Cardinal Villjam offentliggjorde i det Document, som han indleder med hiin sørgelige Skildring af Tilstanden i Riget. Freden blev dog ikke af lang Varighed, og saa vidt man kan skjønne, maa Kong Knuts Søn, Hr. Holmger, og dennes Stiffader, Hr. Philip Laurentssøn, Dattersøn af hiin Philip Jarl, der opholdt sig ved Kong Sverres Hof og faldt ved Aker 1200, den hele Tid have haft fiendtlige Planer fore, eller indtaget en mistænkelig Stilling^[5]. De mægtigste af Folkungerne næst Ulf Jarl, var Byrge Magnussøn af Bjelbo, yngre Broder af Æskil Lagmand, Kongens Svoger; han var nemlig gift med hans Syster Ingeborg. De øvrige mest anseede Folkunger af den benedictske Linje vare Ulf Jarls Broder, Hr. Karl, hans Søn, der ligeledes hed Karl; den før omtalte Magnus Broke, Søn af Knut Benedictssøn med Kong Knut Erikssøns Datter, og hans Søn, Knut Magnussøn^[6], samt endelig Byrges Broder Eliv^[7]. Af den knutske Linje nævnes derimod Sune Folkessøn, gift med Kong Sverkes Datter Helena, (han synes dog ikke at have levet paa den Tid, vi her have for os^[8], hans Broder Holmger Folkessøn, Knut langes anden Søn Philip, og maaske Hr. Karl Kvesa og hans Brødre, Sønner af en vis Jon Engel, om hvem man veed at han var beslægtet med Folkungestammen, uden at man dog kjender det egentlige Slægtskabsforhold^[9]. Kong Erik selv havde i 1243 egtet Katharina Sunesdatter, Hr. Holmger Folkessøns Broderdatter, og var saaledes traadt i Svogerskab med den knutske Linje, uden at dette dog gjorde nogen Forandring i hans Forhold til Ulf Jarl, thi Holmger Folkessøn selv, der paa en vis Maade var Dronningen i Faders Sted, synes altid at have holdt med det mægtigere Parti.

Skjønt der nu var hengaaet 22 Aar siden Kong Haakon gjorde hiint Tog ind i Vermeland, var der dog et stort Parti i Sverige, som aldrig kunde glemme det, og betragtede det som en Fornærmelse, der maatte hevnes. De idelige Uroligheder havde imidlertid optaget de Svenske saaledes, at intet Skridt i dette Henseende var blevet gjort, især da Ulf Jarl var meget venskabeligt sindet mod Nordmændene. Men aldrig saa snart havde Cardinal Villjam faaet meglet Fred, førend denne Sag strax, som det synes, blev bragt paa Bane, og uagtet Ulf Jarl, og sikkert ogsaa Cardinalen, fraraadte paa det indstændigste noget fiendtligt Skridt mod Norge, fik dog de andre mere hevnlystne Herrer drevet igjennem, at der endnu samme Vinter, som Cardinalen opholdt sig i Sverige, sendtes en Gesandt til Kong Haakon, for at spørge, hvad han vilde give i Erstatning for den Ufred, han havde øvet i Vermeland. Gesandten hed Ivar Thorstenssøn af Dal; han indfandt sig hos Kongen, i Oslo, hvor han tilbragte Vinteren efter Kroningen, medens tillige, som ovenfor berettet, Kong Harald af Man opholdt sig hos ham og blev trolovet med hans Datter, Fru Cecilia. Til Ivar Thorstenssøns Forespørgsel svarede Kong Haakon, at det ej var for sin Fornøjelses Skyld eller af Kaadhed, at han havde brændt i Vermeland; han havde vist ikke umaget sig over Eidskogen, dersom ikke Vermerne havde understøttet Ribbungernes Oprørsflok i at øve Ran og Manddrab i Norge, hvorved mangen en brav Mand var kommen af Dage. Men siden Anken fremsattes fra begge Sider, var det bedst, at Høvdingerne selv kom sammen og underhandlede med hinanden; han foreslog derfor at de førstkommende Sommer skulde holde et Møde ved Elven, hvor begge Rigerne stødte sammen. Dette Svar og Forslag bragte Ivar tilbage, og der blev siden fra svensk Side svaret, at man antog Forslaget, og at Høvdingerne skulde indfinde sig til den angivne Tid. Kong Haakon begav sig om Vaaren tilbage til Bergen, hvor han, som det ovenfor er berettet, højtideligholdt sin Datter Cecilias Bryllup med Kong Harald paa Man. Han lod imidlertid de Mænd tilsige, som han agtede at have med sig paa Toget eller, som det kaldtes, Stevne-Ledingen, ned til Gøta-Elven. Det gjaldt ved denne Lejlighed, at vise sig med en imponerende Styrke. Det traf sig maaskee belejligt for Kongen at de to andre Konger eller Aspiranter til Kongedømmet i Syderøerne, Eogan og Duggall, just indfandt sig hos ham, som vi ovenfor have omtalt, for at aflægge ham deres Hyldest og modtage Kongetitel. I Stedet for Harald, der skulde rejse hjem samme Høst, kunde nu begge eller idet mindste en af dem følge ham paa Toget, og vise Svensken, at han ogsaa talte Konger blandt sine Vasaller. Blandt de Tilsagte var derhos Erkebiskop Sigurd og mange Herrer fra den nordlige Deel af Landet; disse skulde drage til Lands til Oslo og slutte sig til det øvrige Tog i Viken. Kongen forlod Bergen kort efter Brylluppet, der stod omtrent midt i Juli, og sejlede sydefter, for at komme til Viken. Det er allerede forhen omtalt, at han i Eldøsund ved Stordøen gav Eogan Kongenavn, og lod ham vende tilbage til Bergen, medens han derimod beholdt Duggall hos sig. I Viken kom, efter Aftalen, meget Folk til ham, de fleste vare til Hest. Hans Flaade bestod af 30 i det hele taget store Skibe, og hans Folkestyrke var betydelig, neppe under 3000 Mand. Erkebiskop Sigurd og de øvrige Herrer nordenfra vare dog endnu ikke ankomne, og Kongen maatte ligge meget længe ved Dyngø^[10] og vente paa dem. Dette var uheldigt, thi derved hindredes han fra at indfinde sig til Mødet paa den aftalte Tid, og heraf fulgte igjen, at Mødet selv ej kom i Stand. Kong Erik havde nemlig samlet en betydelig Styrke i Sverige, og i Spidsen for den, samt ledsaget af Ulf Jarl og sin Svoger, Hr. Byrge, begivet sig til Ljodhuus. Men her var Kong Haakon endnu ikke kommen, og da den svenske Hær kun var daarligt forsynet med Proviant, maatte man om en føje Tid, da Forraadet gik op, føre dem tilbage igjen til Svithjod, uden at oppebie den norske Konge. Hertil kom ogsaa at Ulf Jarl følte sig syg og følgelig lidet oplagt til at pleje politiske Underhandlinger. Han døde kort efter, til Svearnes store Sorg, heder det, og nu fik man andet at tænke paa, end at afgjøre Trætten med Nordmændene. I hans Sted blev Byrge Magnussøn, Kongens Svoger, gjort til Jarl, og han afløste ham ganske som Landets egentlige Regent. Den herskesyge Byrge lod sig det først være magtpaaliggende at sikre sig selv i sin høje Stilling, og derfor lod ogsaa Kongen og han, som det heder, (det vil egentlig kun sige, Byrge alene) den før omtalte Holmger, Knut langes Søn, gribe (der siges ikke hvorledes) og henrette^[11]. Hans Stiffader Philip Laurentssøn maatte forlade sine Ejendomme og gaa i Landflygtighed. Da Kong Haakon kom til Kongehelle, var det allerede Høst, og de Svenske forlængst borte. Han blev dog liggende der nogen Tid og afgjorde en Deel nødvendige Sager. Imidlertid maa han have erfaret, hvad der var foregaaet i Sverige, thi han sendte paalidelige Gesandter, nemlig den forhen omtalte Einar Smjørbak, Lagmanden Gunnar Grjonbaks Søn (der siden blev Erkebiskop) og Olaf Provst op i Svithjod til Byrge Jarl, med Forespørgsel om, hvad Bestemmelse Sveakongen vilde tage med Hensyn til den endnu uopgjorte Tvist. De havde dog ogsaa endnu et andet og, som det synes, ganske hemmeligt Erende til Jarlen, nemlig at foreslaa et Giftermaal mellem hans Datter Richiza og Kong Haakon den unge^[12], da der paa den Maade bedst vilde kunne oprettes Fred og Venskab mellem begge Rigers Styrere. Kong Haakon betragtede altsaa Byrge ligefrem som Sveriges egentlige Regent, og paa det nærmeste som sin Ligemand. Kong Eriks Egteskab var barnløst, og de Fleste, hvoriblandt Haakon selv, ventede vel allerede, at Byrge, eller dennes ældste Søn, vilde blive Konge i hans Sted. Giftermaalet mellem Haakon den unge og Richiza vilde saaledes forene Sveriges vordende Konge-Æt med Norges. Og Richiza var desuden, som Systerdatter af Kong Erik, udsprungen saavel af det ældre svenske Kongehuus, Erik den helliges Æt, som af det danske: hendes Mormoder, efter hvilken hun var opkaldt, var nemlig Kong Valdemar den 2dens Syster^[13]; hendes Moder var altsaa den daværende danske Konge Eriks og Hertug Abels Syskendebarn. Efter at have sendt Gesandterne afsted, vendte Kongen tilbage til Tunsberg, hvor han gav sine Mænd Hjemlov; siden drog han ind til Oslo for der at tilbringe Vinteren. Førend Erkebiskoppen rejste hjem til Throndhjem, indviede han tvende Biskopper, nemlig Haakon til Biskop i Oslo, efter den Vaaren forud afdøde Thorkell, og Herve til Biskop i Orknøerne, efter den to Aar forud afdøde Jofrey. Om disse kirkelige Begivenheder vil der nedenfor nærmere blive handlet. Gesandterne kom ikke tilbage førend øm Vinteren, men bragte den Besked, at Jarlen havde fundet sig meget smigret ved Giftermaals-Forslaget, og at han fra den Tid af, da de rykkede frem med dette, „var meget lindere end før“, og ytrede at han gjerne vilde være Kong Haakons Ven. Han foreslog selv en ny Sammenkomst ved Elven næste Sommer, hvor de personligt kunde tale nærmere med hinanden om denne Sag. Omtrent paa samme Tid, Gesandterne kom tilbage fra Sverige, var det at Kongen erfarede sin Datter Cecilias og Svigersøn Kong Haralds Undergang. Men Sorgen derover, og den fornyede, ja næsten fordoblede Agtpaagivenhed, han nu maatte ofre de syderøiske Anliggender, afholdt ham dog ikke fra, med uforandret Iver og Kraft at drive paa den belejlige og fordeelagtige Afgjørelse af de svenske Affærer, der nu var sat i Gang. Til Syderøerne affærdigede han, som vi have seet, Eogan af Argyll; selv udrustede han om Vaaren en prægtig, talrig og sterkt bemandet Flaade, for ret at kunne vise sig med Glands paa det forestaaende Møde, og give sine Forestillinger det behørige Eftertryk. Selv styrede han Olafssuden; hans Søn Kong Haakon styrede det smukke Skib „Dragen“, hvorom der allerede forhen er talt. I Følge med Kongen var ogsaa den tidligere omtalte Hr. Philip Laurentssøn, den henrettede Holmger Knutssøns Stiffader, der, forjaget fra Sverige af Kong Erik og Byrge Jarl, nu som Kong Haakons Frænde havde taget sin Tilflugt til ham^[14]. Det kunde synes noget underligt, at Kongen tog ham, der maatte være Byrge Jarl saa forhadt, med til den Sammenkomst, han skulde have med denne, men maaskee var det netop hans Hensigt, ved samme Lejlighed at faa ham forligt med Jarlen, og hans Landflygtighed ophævet. Det varede en lang Tid, førend man fik god Vind, men endelig kom man dog afsted, og nu gik det lige til Elven, hvor Kongen ret lod det være sig magtpaaliggende, under Opsejlingen at udfolde al den Pragt, han kunde opbyde. Roningen selv blev ordnet saa, at den kunde tage sig aller bedst ud; alle Skibsprydelser bleve anbragte, Skjold hængt ved Skjold langs Skibsbordene o. s. v. I sit Kvad om Kong Haakon skildrer Sturla Thordssøn Optoget med glimrende Farver. „Ledingen“, siger han, (d. e. Flaaden) straalede af Guld, som om Ildbuer brandt over Fyrstens Flaade; Skjoldmaanerne blinkede i tætte Rader over Skibsbordene; Guldet skinnede langvejs, og kappedes med selve Solen i Glands^[15]“. Da Kongen kom til Kongehelle, erfarede han at Kong Erik og Byrge Jarl tilligemed mange andre Høvdinger vare ankomne til Ljodhuus med en betydelig Styrke. Efterretningen om Kong Haakons Ankomst til Kongehelle med en stor og prægtig Flaade vakte imidlertid de svenske Høvdingers Mistanke og Frygt; de vilde ikke oppebie Nordmændene, og de fleste, tilligemed Kong Erik, droge længere op i Vestergøtland. Kun Byrge Jarl blev endnu i nogen Tid tilbage i Ljodhuus, uden dog at gjøre Mine til at indfinde sig hos Kongen. Snart fik man høre, at ogsaa han skulde have vendt tilbage, og begivet sig op i Vestergøtland. Dette bekræftedes af en svensk Herre, Matthæus Soon^[16], som strax efter fremstillede sig for Kongen med den korte Besked: „Byrge Jarl troede at dette skulde være et fredeligt Møde, men nu, da han hørte at I havde saa stor en Hær, vidste han ej, om dette skulde betyde Fred eller Krig“. Mere sagde Matthæus ikke, men begav sig strax bort igjen. Kongen kaldte sine Raadgivere til sig, og æskede deres Mening om, hvad han skulde gjøre. Matthæus’s korte Tale og hurtige Bortgang næsten lige saa snart som han var kommen, var dem meget paafaldende. Gunnar Kongsfrænde, der havde Elvesyssel, og var en god Ven af Byrge, med hvem han nu som Befalingsmand over Vestergøtlands nærmeste Nabodistrikt ofte havde Anledning til at komme sammen, ytrede, at Jarlen vist vilde vende tilbage, naar man kun sendte Bud efter ham. Kongen sendte da Gunnar selv og Thorlaug Bose med det udtrykkelige Paalæg, at de ej maatte tale længer med Jarlen, end Hr. Matthæus med Kongen. Gunnar og Thorlaug traf Jarlen i Gøtaland. Han ytrede megen Misfornøjelse med at Kongen var kommen saa mandsterk. Gunnar forestillede ham, at dette aldeles ikke var skeet af nogen svigefuld Hensigt, men alene fordi det nu engang var Skik og Brug for Norges Konger, at fare med store og vel udrustede Skibe. Han bad Jarlen derfor paa det venligste at vende tilbage og tale med Kongen. Jarlen indvendte, at Kong Erik var dragen heelt til Østergøtland og ikke vel kunde vende om igjen. Gunnar svarede, at det ogsaa kunde være det samme med Kongen, Jarlen var dog Landets egentlige Styrer. Da lovede endelig Jarlen, at han skulde vende tilbage til Ljodhuus og oppebie Kongen der en Uges Tid. Da Gunnar og Thorlaug kom til Kongen med denne Besked, raadslog han først med sine Mænd, hvad herved var at gjøre. Man var enig om, at han burde drage Jarlen imøde. Der blev følgelig lettet Anker, og Kongen stevnede op ad Elven med hele Flaaden. Vestgøterne, der saa de mange store og prægtige Skibe drage op, det ene efter det andet, følte baade Beundring og Frygt^[17]. De afventede med Ængstelse Mødets Udfald, hjerteligt ønskende, at der maatte blive sluttet Forlig, thi i modsat Fald kunde det hænde at Kong Haakon gjorde Landgang hos dem med sin store Hær og øvede Herverk i deres Bygder. Da Kongen kom udenfor Ljodhuus, var Jarlen endnu ikke indtruffen. Han lagde sig derfor med sin Flaade lige overfor Byen paa den norske Side, ved den saakaldte Thorskebakke^[18], og oppebiede her Jarlens Ankomst. Denne Gang blev det dog Alvor. Jarlen kom virkelig, og der blev først gjennem Sendebud snart fra den ene, snart fra den anden Part handlet om Giftermaalet og Freden. Endelig berammedes et personligt Møde mellem Kongen og Jarlen Der blev i den Anledning gjensidigt stillet Gisler, og Jarlen begav sig derpaa over til Kongen. Nu gik alt, som sædvanligt naar Hovedparterne selv underhandle med hinanden, noksaa godt fra Haanden. De vedtoge fuldt og fast, at der skulde herske Fred mellem Nordmændene og Svearne. Den ene skulde ikke lade den andens Fiender faa nogen Hjelp eller Understøttelse i sit Rige. Og til Fredens Bekræftelse blev det omhandlede Giftermaal bestemt. Kong Haakon den unge, endnu kun 17 Aar gammel, fæstede sig Richiza, der vel neppe engang var saa gammel, og Brylluppet blev derfor udsat, indtil Kongen og Jarlen fandt at Tiden dertil var kommen. Man skiltes derpaa ad i største Venskabelighed. Jarlen drog op til Sverige, Kongen til Tunsberg, og derfra til Bergen, hvor han tilbragte Vinteren (1249–1250)^[19].

Ud paa Vintren, ved Kyndelmessetid (2den Febr. 1250) døde Kong Erik uden at efterlade sig Børn. Den nærmeste til Tronen var Systersønnen Valdemar, Byrge Jarls Søn; Valdemars Moder, Fru Ingeborg, var nemlig, som det udtrykkelig siges, berettiget til den hele Arv (det vil sige Privat-Arv) efter ham, og hendes Søn var saaledes ganske vist hans nærmeste mandlige Arving^[20]. Men ligesom han var Systersøn af Erik Erikssøn, eller Dattersøn af Erik Knutssøn, saaledes var Knut, Magnus Brokes Søn, Dattersøn af Knut Erikssøn; og endelig meente Philip, Knut langes Søn, at han som saadan ligeledes kunde have Fordringer paa Tronen. Valdemars Slægtskab med den sidst afdøde Konge, i Forbindelse med hans mægtige Faders ivrige Bestræbelser, gjorde dog at han, skjønt mindreaarig, med stor Fleerhed blev tagen til Konge 8 Dage efter Morbroderens Død. De to andre Kronprætendenter bleve, som venteligt var, megen forbitrede over at være blevne tilsidesatte, og Knut Magnussøn begav sig den følgende Vinter til Kong Haakon, for at beklage sig over den Uret, han skulde have lidt, og bede ham om Hjelp til at vinde Riget ved Vaabenmagt. Kongen havde da siden Sommeren opholdt sig i Throndhjem, hvor han agtede at overvintre. Haakon modtog sin Frænde med Venlighed, beholdt ham som sin Gjest, navnlig i et Selskab Nytaarsdag (1251), hvor der var en Mængde fornemme Gjester, som Knut Jarl, Erkebiskoppen, begge de islandske Biskopper, o. fl., og hvor det gik saa prægtigt til, at Kongen endog bar sin Krone^[21]. Men paa at understøtte Knut med Vaabenmagt mod Byrge Jarl, og bryde det nys indgangne Venskabs- og Svogerskabsforbund vilde Kongen, som venteligt var, ikke indlade sig. Knut fulgte med Kongen, da denne om Sommeren rejste til Bergen; og her, hvor Kongen havde en Mængde Folk om sig, kom nu tillige den anden uheldige svenske Kronprætendent Philip Knutssøn saavel som Philip Peterssøn (Brodersøn af Philip Laurentssøn) fra Viken, for ligeledes at bede Kong Haakon om Hjelp til at vinde Riget, men med ligesaa lidet Held. Det var en af Hovedbestemmelferne i Forliget med Byrge Jarl, at den ene ikke skulde understøtte den andens Fiender, og dette holdt Kong Haakon sig strengt efterrettelig^[22]. De svenske Herrer forlode derfor Norge, og droge til Tydskland, hvor de fik hvervet en heel Deel Lejetropper, deels tydske deels vendiske, og førte dem tilligemed en Deel danske Krigere, der toge Tjeneste hos dem, om Høsten over til Sverige, hvor de nu droge lige op til det egentlige Svithjod imod Borge Jarl^[23]. Dette hindrede ham i, selv at ledsage sin Datter Richiza, hvis Bryllup nu skulde staa, til Norge. Hen sendte derfor i sit Sted tvende Biskopper, Laurentius i Skara og Magnus i Vesteraas, tilligemed sin Frænde Hr. Karl, Ulf Jarls Søn; disse trende Herrer, ledsagede af et talrigt og glimrende Følge, førte hende til Oslo, hvor Kong Haakon just var kommen tilbage fra Toget til Gøta-Elven og Halland, efter forgjeves at have ventet paa den danske Konge Abel. Brylluppet stod med megen Pragt, og højtideligholdtes med et prægtigt Gilde, efter hvilket de svenske Herrer anbefalede sig, og ved Afskeden betænktes med sømmelige Gaver^[24]. Imidlertid havde det afgjørende Slag fundet Sted i Sverige. De tre misfornøjede Herrer mødte nemlig Byrge Jarl i Spidsen for sin Hær ved Herrevadsbro i Vestmanland, hvor det enten kom til en Kamp, i hvilken de bleve fangne, eller hvor, efter en anden Efterretning, Jarlen ved Svig skal have lokket dem i sin Vold; vist er det, at han lod dem alle tre halshugge, tilligemed en Mængde af deres tydske Krigere, men skjenkede de fleste af deres svenske Tilhængere Livet. Denne Ferd, siger Kong Haakons Saga, bedømtes heel forskjelligt, efter som det var Venner eller Uvenner, som ytrede sig derom, og vist er det, at den er en mørk Plet paa Byrges ellers saa hæderlige Minde^[25]. Dog kan det ikke negtes, at Sverige derved omsider fik den længe forønskede Fred, og at Spirerne til indvortes, Fejder for det første vare kvalte.

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 267.
2. Se Stamtavlen No. 9. i foregaaende Bind.
3. Skeninge Mødes Statuter, Liljegrens Diplomatar I. No. 359.
4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 259: „Ulf Jarl Fase var den der mest raadede for Landet i Sverige med Kongen“.
5. I den større Riimkrønike staar kun at Holmger (ikke Hollinger, som man saa ofte har læst) flygtede til Gestrikeland, hvorfra Kong Erik lod ham bringe tilbage og henrette; men mellem Sparsetra-Slaget og Holmgers Henrettelse 1248 ligge 14 Aar. Da Haakon Haakonssøns Saga Cap. 262 taler om at Philip Laureutssøn havde været „Holmgers største Støtte“, og at han ved Holmgers Henrettelse maatte flygte fra sine Ejendomme, synes man heraf at maatte slutte at der fra Holmgers Side den hele Tid er øvet Fiendtligheder. Paa samme Sted i Haakon Haakonssøns Saga staar der udtrykkeligt (vel at merke i de gode Haandskrifter), at Philip havde været gift med Holmgers Moder Elin, Datter af Peter Strangessøn (móður konungs i Varianten fra Eirspenit er aabenbart kun Fejllæsning for móðdur hans, som baade Flatøbogen og den stockholmske Codex have). Altsaa er det klart, at Philip Laurentssøn var Holmgers Stiffader, hvilket ogsaa aller bedst forklarer, hvorfor han, skjønt han egentlig hørte tildelt anden Folkunge-Linje, dog tog sig af ham. Thormod Torvessøn (IV. 276) har paa en højst forvirret Maade, der ingen Mening giver, gjengivet dette Sted, og denne Omstændighed, i Forbindelse med Texludgavernes Slethed, er vel Aarsag i at det her angivne Paarørende-Forhold ej, som det synes, hidtil har været tilbørligt bemerket. Med Hensyn til den nys nævnte Elins, Knut Langes Enkes, og Hr. Philips Hustrues, Herkomst, findes der imidlertid to aldeles forskjellige Angivelser. Haakon Haakonssøns Saga gjør hende, som vi have seet, til en Datter af Peter Strangessøn, hvilken ej kan være nogen anden end den danske Herre af dette Navn, der var gift med Æsbern Snares og den svenske Fru Elin eller Helene Guthormsdatters Datter Ingeborg. Riimkrøniken siger derimod, at Kong Knut var gift med en Syster af Kong Erik Erikssøn. Den stemmer kun med Sagaen i at benævne hende Helene. Her maa man dog give Sagaen ubetinget Fortrinnet. For det første viser den sig i alle andre Stykker yderst nøjagtig; for det andet er den forfattet samtidigt med Begivenhederne, og man seer desuden af Annalerne (ved 1259), at Forfatteren, Sturla Thordssøn, personlig kjendte og havde talt med Erkebiskop Folke Jonssøn, der selv hørte til Folkunge-Ætten og kunde give ham de mest authentiske Notitser, ej at tale om de mange Mænd i Norge, der havde seet og kjendt Philip Laurentssøn under hans Ophold i Landet, og kunde berette Sturla om hans Familieforhold. Hertil kommer og den Sandsynlighed, Navnet Elin eller Helene giver Sagaens Ord, thi som Datterdatter af Fru Helene Guthormsdatter er intet rimeligere end at den yngre Helene var opkaldt efter Mormoderen. Fremdeles synes endog chronologiske Grunde al tale mod Riimkrønikens Angivelse. Naar Helene, Knut Langes Enke, skulde være Syster af Erik Erikssøn, eller Datter af Kong Erik Knutssøn og Dronning Richiza, der ej blev gift før 1210, kunde hun altsaa selv ilte være fød førend 1211 eller 1212. Hendes Søn med Knut lange kan da ej være sød førend i det aller tidligste omkring 1228 eller 1230. Men i saa Fald maatte han paa den Tid, Faderen faldt, have været et fireaarigt Barn, medens Riimkrøniken og Ericus Olai synes at antage ham myndig og fuldvoxen; han kaldes ogsaa ved sin Død Miles d. e. Ridder, hvilket han neppe kunde være bleven førend han var 20 Aar gammel. Hans Fødsel falder saaledes snarere omkring 1215, da den Datter af Kong Erik, der skulde være hans Moder, enten selv endnu ej var fød, eller kun et spædt Barn. Lagerbring giver her ingen Oplysning, da han, paa de tre Steder, han omtaler Knut langes Slægtskabsforhold (II. S. 311, 338, 467) paa det forunderligste modsiger sig selv. – Hvad Philip Laurentssøn angaar, da have vi ligeledes i Haakon Haakonssøns Saga Vidnesbyrd for, baade at han var en Dattersøn af Philip Byrgessøn Jarl (Cap. 262), og at hans Fader hed Laurents (Cap. 266). Denne kaldes i svenske Slægtbøger, uvist med hvad Ret, Lars af Rumby. Af Brevene i Liljegrens Dipl No. 895 og 896 seer man, at denne Laurents havde to Sønner, Philip og Peter, og at denne igjen havde tvende Sønner, Philip Peterssøn, og Laurentius, Gøternes Lagmand. Denne var sandsynligviis den samme, der 1245 bortførte Dronningens Syster Benedicta. Af No. 181 og 182 sees igjen, at Laurentius den ældre havde to Brødre, Peter og Sigtrygg, og at de igjen vare Sønner af en Hr. Benedict Matthæussøn. Den i No. 229 (ved 1224) forekommende Hr. Philip Kathrinessøn, hvilken Benævnelse viser at hans Moder maa have været af fornemmere Æt end han, var sandsynligviis den samme som Philip Laurentssøn, hvis Moder saaledes hed Katharina. Det er almindeligt antaget, at Philip Laurentssøn blev dræbt ved Herrevads Bro 1251, men i de svenske Krøniker staar, at det var Philip Peterssøn, og Haakon Haakonssøns Saga Cap. 272, 274 siger heller ikke udtrykkeligt at det var Philip Laurentssøn. Tvertimod, efter at denne er omtalt i Cap. 266 som opholdende sig hos Kong Haakon, heder det i Cap 272, at Kong Knuts Søn Philip og en anden Hr. Philip kom til Kongen; dette synes snarere at vise, at her ogsaa menes en anden end den tidligere nævnte Philip Laurentssøn, om hvem der ingensteds meldes, at han har forladt den norske Konges Hof.
6. Om Magnus Broke og hans Søn Knut er der ovenfor talt, III. S. 747. Ogsaa her have de ældre svenske Genealoger, trods Sagaens rene og klare Ord, gjort et unødigt Røre, se Lagerbring VII. S. 466. I Chron. hos Langebek I. S. 390 heder det, at Magnus Broke, selv Søn af Knut Erikssøns Datter Sigrid, var gift med sin Cousine Katharina, Erik Knutssøns Datter. Er dette rigtigt, har hiin Katharina dog vel kun været en uegte Datter, se nedenfor S. 88.
7. Ved en Misforstaaelse af Udtrykket i Brevet hos Liljegren No. 405, har Lagerbring S. 469 antaget den Eliv, der her nævnes for en Broder af Ulf Jarl, medens det derimod er Eliv, Byrges Broder, se No. 891. I Brevet No. 536 har Liljegren urigtigt læst E. som Ericus i Stedet for Elavus, skjønt der staar Udtrykkeligt „Byrgeri quondam ducis germanus“.
8. Han levede endnu i 1240, som man seer af Brevet No. 302 hos Liljegren.
9. Se Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 280, jvfr. Liljegren, Brev No. 442, 535. Af No. 538 sees, at Jon Engels Sønner med flere andre vare Frænder af Karl, Ulf Jarls Søn.
10. Dyngø er en liden Ø strax udenfor Tanums Sogn.
11. I de stockholmske Minoriters Diarium, indført i Fants Scriptores I. S. 67–82, omtales Byrges Ophøjelse til Jarl, Ulfs Død og Holmgers Henrettelse alt under et Datum, 19de Februar. Angivelsen kan naturligviis kun gjelde een af disse Begivenheder, men den er lige fejlagtig for dem alle, thi Sagaen melder udtrykkeligt, at Ulf Jarl døde om Høsten, at Byrge strax efter blev Jarl, og at Holmger derpaa henrettedes.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 264.
13. Se ovenfor III. S. 29. Richiza, Kong Valdemars Syster og Erik Knutssøns, Sveakongens, Hustru, var igjen opkaldt efter sin Mormoder, Richiza eller Sventoslava, Datter af den polske Hertug Boleslav krziwusti, og gift først med Magnus den sterke, Konge i Gøtaland, dernæst med Volodar, Fyrste af Minsk, sidst med Sverke Kolssøn, Konge i Sverige. Fra denne polske Richiza stammer saaledes det siden i Danmark og Sverige saa hyppigt forekommende Navn Richiza, Regitze, Regisse, Ritze, o. s. v.
14. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 266. Det er ovenfor nævnt, at denne Philip Laurentssøn upaatvivleligt maa være den „Kongen kjære Frænde“, der var i Bergen blandt Vidnerne ved Fredstractaten med Lübeck den 6te October 1250; altsaa opholdt han sig da endnu i Norge.
15. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 266.
16. Sagaen tilføier om denne Matthæus, at han siden blev uenig med Byrge Jarl. Muligt at han er den Ridder Matthæus, hvorom Pavebrevet af 24de Juli 1254 (Liljegren I. 419) handler. Siden Sagaen kalder ham „Herr Matthæus“, maa han have været en meget anseet Mand.
17. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 267, og især Sturlas her indtagne Vers.
18. Thorskebakke er „Bakken“ d. v. s. Elvebredden, hørende til den her beliggende Gaard Thorske, hvilket Navn endnu der paa Stedet udtales saaledes, men derimod paa Kartet og i Mandtalslister er fordærvet til „Torrskog“. I Holmbergs Beskrivelse over Bohuslens III. 280 skrives den Thorskog. Gaarden ligger i Vistelands Sogn, lige over for „Gammelløs“ (gamle Lødøse), og har nu Jærnverk, Mølle, Sagbrug m. m. Man skulde formode, at her ogsaa i Oldtiden, formedelst det lige overfor liggende Ljodhuus’s Nærhed, har været et Slags bymæssigt Anlæg, et Slags norsk Forstad til det svenske Ljodhuus.
19. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 268.
20. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 269. Dette Udsagn, der visselig, som nedskrevet af den paalidelige, samtidige og om alle Sager fra første Haand underrettede Sturla Thordssøn, maa staa fuldkomment til Troende, saavel som hvad der for Resten berettes om Kronprætendenterne, viser end mere, at Knut langes Hustru ej kan have været Kong Eriks Syster, eller overhoved at Riimkrønikens Udsagn, som derfra igjen er gaaet over til Ericus Olai og de senere Forfattere, om Kong Eriks tvende Systre foruden Ingeborg nemlig Elin, der blev gift med Knut lange, og Mereta, der blev gift med Nils af Tofta, er aldeles urigtigt, og at Kong Erik derimod i alle Fald kun havde den eneste egtefødde Syster, Ingeborg. Thi kun for dette Tilfælde vilde Arven efter Erik udelukkende tilkomme hende, saa som Mercia og Elin, eller disses Børn, ellers maatte have været lige berettigede til den med hende; og Philip, Knut langes Søn, vilde da ikke som saadan alene, men mere som Eriks anden Systersøn, have været lige berettiget til Tronen med Valdemar Eller den Omstændighed, at ogsaa han var Kong Eriks Systersøn, maatte dog have været omtalt. Her har altsaa Riimkrønikens Forfatter fulgt et uhjemlet Sagn, eller gjort en uheldig Conjectur, eller maaskee endog opdigtet Forhold, der ej existerede, for at smigre mægtige Ætter, hvis Herkomst derved kunde føres op til Kong Erik. Thi dette Sted hører ikke til den gode gamle Deel af Riimkrøniken. Da nemlig den foregivne Kongedatter Meretas Æt her føres ned til Karl Ulfssøn af Tofta, død 1407, og denne endog omtales som allerede død („han var lagman i Upland i sina daghä“), er det klart, at alt dette først er skrevet i det 15de Aarhundrede, hovedsagelig for at forherlige Sparre-Slægten, til hvilken Karl Ulfssøn hørte. Endog Afstanden mellem Mereta, der, hvis hun var Erik Knutssøns Datter, ej kunde være fød senere end 1216, og den l 1407 afdøde Karl Ulfssøn bliver, om end ikke umulig, saa dog usædvanlig lang. Overhoved synes hele dette første Parti af Riimkrøniken, lige til Byrge Jarls Død, at vært højst fejlfuldt og sandsynligviis senere tilføjet. Allerede Lagerbring har saaledes opkastet grundet Tvivl mod Beretningen om den saakaldte Junker Karl, der skulde have stiftet Folkunge-Opstanden mod Byrge, og siden være falden i et Slag mod Litthauerne. Vi gaa endnu et Skridt videre, idet vi ytre den sterkeste Mistanke om Rigtigheden af Byrge Jarls foregivne Tog mod Tavasterne, Valdemars Valg i hans Fraværelse, Byrges foregivne Vrede derover, og Ivar Blaas Svar. De ældre, vistnok yderst kortfattede og mangelagtige, men i det lidet, de meddele, paalidelige svenske Krøniker vide intet om Toget til Finland 1249, lige saa lidet har Haakon Haakonssøns Saga endog den fjerneste Antydning dertil. Sagaen siger: „saa snart Byrge Jarl kom til, paastode alle (eller efter en anden Læsemaade „vilde han ikke høre om noget andet end“) at hans Søn skulde vælges til Konge“. Altsaa var Byrge Jarl selv tilstede ved Valget, om han endog, førend han „kom til“, havde været i Finland. Men at han ej kan have været saa langt borte, sees af den paalidelige, saakaldte celfiske Krønike (Fants Scr. I. S. 86), hvor det udtrykkeligt angives at Kong Erik døde 2den Febr., og at Valdemar udvalgtes den 10de. Det synes ikke rimeligt, at Efterretningen om Eriks Død skulde kunne naa ham langt henne i Tavastland paa 8 Dage, end sige at han i den Tid ogsaa skulde kunne komme hjem i Betids til Valget. Har Ivar Blaa givet noget Svar, som det i Sagaen anførte, da maa det have været paa Valgforsamlingen, men det synes ikke rimeligt, at der har været Anledning dertil, siden Byrge Jarl ifølge Sagaen selv drev saa ivrigt paa Sønnens Valg. Og skulde det være rimeligt, at Byrge Jarl gjorde et Vinterfelttog mod Tavasterne? Thi fra Mødet ved Thorskebakke kom han vel neppe tilbage til Svithjod førend henimod Høsten; Udrustningerne maatte ogsaa medtage nogen Tid, saa at man neppe kom afsted førend i October; desuden synes Udrustningerne til et saadant Tog at maatte have medtaget hele Sommeren, og gjort Mødet med Kong Haakon umuligt. Da vi nu vide at Korstogsbullen mod Tavasterne er udstedt 1237, synes det rimeligst at Korstoget selv, hvis det har fundet Sted, ogsaa maa have været foretaget meget nærmere den Tid, og kun af Riimkrønikens Forfatter, eller den som sammensmedede Begyndelsen, har været urigtigt henført til 1249 og 1250. Og vi komme da uvilkaarligt til at sætte dette Korstog, paa hvilket Tavasterne ydmygedes og Tavasteborg anlagdes, i Forbindelse med Alexander Nevskis Sejr 1240, saaledes at Byrge ogsaa har villet tage Hevn over Russerne, men med mindre Held end mod Tavasterne. Jvfr. ovenf. S. 54.
21. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 270.
22. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 272.
23. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 273, 274, 276. At en Mængde Tydskere vare med, og siden bleve dræbte, siges og i Krøniken hos Langebek l. c.
24. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 274.
25. Det er Riimkrøniken, der vidløftigt beretter om Byrges og Biskop Kols foregivne Svig mod Herrene ved Herrevadsbro: de svenske Annaler tale kun om at der blev leveret et Slag, hvori Herrene faldt. Sagaens Ord antyde dog lige frem, at Herrerne „kom i Jarlens Vold“, hvormed baade kan menes frivillig Overgivelse og Fangenskab.