Det norske Folks Historie/5/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Sverige herſkede ſiden Knut den langes Fald ved Sparſetra 1234 Kong Erik Eriksſøn, den ſidſte Ætling af Erik den helliges Stamme. Men hans Kongedømme var kun et Kongedømme af Navn, da den mægtige Folkunge-Æt, fornemmelig Benedict Folkesſøns Linje, nu engang havde erhvervet en Overvegt, der gav den det virkelige Herredømme i Landet. Kong Erik var desuden ſvag paa Legeme, halt, ſtammende og klejſende i ſin Tale[1], faa at han ej var ſynderlig ſkikket til at optræde offentligt og ſætte ſig i Reſpect hos ſine Underſaatter, og det faldt derfor næſten af ſig ſelv, at Regjeringen paa hans Vegne førtes af Jarlen, hvis Embede ſiden Byrge Broſas Tid næſten kan ſiges at have været arveligt i Folkungernes Æt. Knut Langes Tronkrig var egentlig at betragte ſom en Krig mellem Medlemmerne af denne Æt indbyrdes, eller mellem Benedicts og Knut Folkesſøns Linjer[2], om Magten, og den ophørte heller ikke ved Knuts Fald, men fortſattes fremdeles, næſten lige ſaa længe ſom Kong Erik levede. Da Cardinal Villjam i Slutningen af 1247 kom til Sverige, forefandt han der endnu, ſom allerede ovenfor nævnt, indvortes Krig og Uro. „Da vi fra Norge ilede til Sverige“, ſaa lyde hans Ord, „fandt vi dette Rige baade i timeligt og aandeligt Henſeende næſten overalt forunderligt og ynkeligt hjemſøgt af Uroligheder, thi der herſkede en heftig Krig mellem Kongen og nogle Høvdinger, hvoraf der foraarſagedes mange Manddrab, Ildspaaſættelſer og Ran“[3]. Han nævner her Kongen, ſom den ene af de krigførende Parter, fordi Krigen førtes i hans Navn, men den egentlige Regent og Hovedmand for det kongelige Parti, eller rettere det Parti, ſom havde Raadighed over Kongen, var Jarlen Ulf Faſe, Søn af Karl den døve, Byrge Broſas Broder. Cardinal Villjam ſiger ſelv i ſamme Skrivelſe, hvoraf hine Ord ere anførte, at Jarlen næſten ganſke regjerede Landet, og noget lignende ytres i den norſke Kongeſaga[4]. „Det lykkedes os“, ſiger Cardinalen, „ved vor Herre Chriſti forunderlige og merkelige Mellemkomſt at faa meglet Fred, efter at vi havde plejet mange Underhandlinger mellem de ſtridende Parter med begges frivillige Samtykke“; og det var under denne Fredstilſtand, at det vigtige Møde blev holdt i Skeninge, hvorom der tidligere er talt, og hvis Beſtemmelſer Cardinal Villjam offentliggjorde i det Document, ſom han indleder med hiin ſørgelige Skildring af Tilſtanden i Riget. Freden blev dog ikke af lang Varighed, og ſaa vidt man kan ſkjønne, maa Kong Knuts Søn, Hr. Holmger, og dennes Stiffader, Hr. Philip Laurentsſøn, Datterſøn af hiin Philip Jarl, der opholdt ſig ved Kong Sverres Hof og faldt ved Aker 1200, den hele Tid have haft fiendtlige Planer fore, eller indtaget en mistænkelig Stilling[5]. De mægtigſte af Folkungerne næſt Ulf Jarl, var Byrge Magnusſøn af Bjelbo, yngre Broder af Æſkil Lagmand, Kongens Svoger; han var nemlig gift med hans Syſter Ingeborg. De øvrige meſt anſeede Folkunger af den benedictſke Linje vare Ulf Jarls Broder, Hr. Karl, hans Søn, der ligeledes hed Karl; den før omtalte Magnus Broke, Søn af Knut Benedictsſøn med Kong Knut Eriksſøns Datter, og hans Søn, Knut Magnusſøn[6], ſamt endelig Byrges Broder Eliv[7]. Af den knutſke Linje nævnes derimod Sune Folkesſøn, gift med Kong Sverkes Datter Helena, (han ſynes dog ikke at have levet paa den Tid, vi her have for os[8], hans Broder Holmger Folkesſøn, Knut langes anden Søn Philip, og maaſke Hr. Karl Kveſa og hans Brødre, Sønner af en vis Jon Engel, om hvem man veed at han var beſlægtet med Folkungeſtammen, uden at man dog kjender det egentlige Slægtſkabsforhold[9]. Kong Erik ſelv havde i 1243 egtet Katharina Sunesdatter, Hr. Holmger Folkesſøns Broderdatter, og var ſaaledes traadt i Svogerſkab med den knutſke Linje, uden at dette dog gjorde nogen Forandring i hans Forhold til Ulf Jarl, thi Holmger Folkesſøn ſelv, der paa en vis Maade var Dronningen i Faders Sted, ſynes altid at have holdt med det mægtigere Parti.

Skjønt der nu var hengaaet 22 Aar ſiden Kong Haakon gjorde hiint Tog ind i Vermeland, var der dog et ſtort Parti i Sverige, ſom aldrig kunde glemme det, og betragtede det ſom en Fornærmelſe, der maatte hevnes. De idelige Uroligheder havde imidlertid optaget de Svenſke ſaaledes, at intet Skridt i dette Henſeende var blevet gjort, iſær da Ulf Jarl var meget venſkabeligt ſindet mod Nordmændene. Men aldrig ſaa ſnart havde Cardinal Villjam faaet meglet Fred, førend denne Sag ſtrax, ſom det ſynes, blev bragt paa Bane, og uagtet Ulf Jarl, og ſikkert ogſaa Cardinalen, fraraadte paa det indſtændigſte noget fiendtligt Skridt mod Norge, fik dog de andre mere hevnlyſtne Herrer drevet igjennem, at der endnu ſamme Vinter, ſom Cardinalen opholdt ſig i Sverige, ſendtes en Geſandt til Kong Haakon, for at ſpørge, hvad han vilde give i Erſtatning for den Ufred, han havde øvet i Vermeland. Geſandten hed Ivar Thorſtensſøn af Dal; han indfandt ſig hos Kongen, i Oslo, hvor han tilbragte Vinteren efter Kroningen, medens tillige, ſom ovenfor berettet, Kong Harald af Man opholdt ſig hos ham og blev trolovet med hans Datter, Fru Cecilia. Til Ivar Thorſtensſøns Foreſpørgſel ſvarede Kong Haakon, at det ej var for ſin Fornøjelſes Skyld eller af Kaadhed, at han havde brændt i Vermeland; han havde viſt ikke umaget ſig over Eidſkogen, derſom ikke Vermerne havde underſtøttet Ribbungernes Oprørsflok i at øve Ran og Manddrab i Norge, hvorved mangen en brav Mand var kommen af Dage. Men ſiden Anken fremſattes fra begge Sider, var det bedſt, at Høvdingerne ſelv kom ſammen og underhandlede med hinanden; han foreſlog derfor at de førſtkommende Sommer ſkulde holde et Møde ved Elven, hvor begge Rigerne ſtødte ſammen. Dette Svar og Forſlag bragte Ivar tilbage, og der blev ſiden fra ſvenſk Side ſvaret, at man antog Forſlaget, og at Høvdingerne ſkulde indfinde ſig til den angivne Tid. Kong Haakon begav ſig om Vaaren tilbage til Bergen, hvor han, ſom det ovenfor er berettet, højtideligholdt ſin Datter Cecilias Bryllup med Kong Harald paa Man. Han lod imidlertid de Mænd tilſige, ſom han agtede at have med ſig paa Toget eller, ſom det kaldtes, Stevne-Ledingen, ned til Gøta-Elven. Det gjaldt ved denne Lejlighed, at viſe ſig med en imponerende Styrke. Det traf ſig maaſkee belejligt for Kongen at de to andre Konger eller Aſpiranter til Kongedømmet i Syderøerne, Eogan og Duggall, juſt indfandt ſig hos ham, ſom vi ovenfor have omtalt, for at aflægge ham deres Hyldeſt og modtage Kongetitel. I Stedet for Harald, der ſkulde rejſe hjem ſamme Høſt, kunde nu begge eller idet mindſte en af dem følge ham paa Toget, og viſe Svenſken, at han ogſaa talte Konger blandt ſine Vaſaller. Blandt de Tilſagte var derhos Erkebiſkop Sigurd og mange Herrer fra den nordlige Deel af Landet; disſe ſkulde drage til Lands til Oslo og ſlutte ſig til det øvrige Tog i Viken. Kongen forlod Bergen kort efter Brylluppet, der ſtod omtrent midt i Juli, og ſejlede ſydefter, for at komme til Viken. Det er allerede forhen omtalt, at han i Eldøſund ved Stordøen gav Eogan Kongenavn, og lod ham vende tilbage til Bergen, medens han derimod beholdt Duggall hos ſig. I Viken kom, efter Aftalen, meget Folk til ham, de fleſte vare til Heſt. Hans Flaade beſtod af 30 i det hele taget ſtore Skibe, og hans Folkeſtyrke var betydelig, neppe under 3000 Mand. Erkebiſkop Sigurd og de øvrige Herrer nordenfra vare dog endnu ikke ankomne, og Kongen maatte ligge meget længe ved Dyngø[10] og vente paa dem. Dette var uheldigt, thi derved hindredes han fra at indfinde ſig til Mødet paa den aftalte Tid, og heraf fulgte igjen, at Mødet ſelv ej kom i Stand. Kong Erik havde nemlig ſamlet en betydelig Styrke i Sverige, og i Spidſen for den, ſamt ledſaget af Ulf Jarl og ſin Svoger, Hr. Byrge, begivet ſig til Ljodhuus. Men her var Kong Haakon endnu ikke kommen, og da den ſvenſke Hær kun var daarligt forſynet med Proviant, maatte man om en føje Tid, da Forraadet gik op, føre dem tilbage igjen til Svithjod, uden at oppebie den norſke Konge. Hertil kom ogſaa at Ulf Jarl følte ſig ſyg og følgelig lidet oplagt til at pleje politiſke Underhandlinger. Han døde kort efter, til Svearnes ſtore Sorg, heder det, og nu fik man andet at tænke paa, end at afgjøre Trætten med Nordmændene. I hans Sted blev Byrge Magnusſøn, Kongens Svoger, gjort til Jarl, og han afløſte ham ganſke ſom Landets egentlige Regent. Den herſkeſyge Byrge lod ſig det førſt være magtpaaliggende at ſikre ſig ſelv i ſin høje Stilling, og derfor lod ogſaa Kongen og han, ſom det heder, (det vil egentlig kun ſige, Byrge alene) den før omtalte Holmger, Knut langes Søn, gribe (der ſiges ikke hvorledes) og henrette[11]. Hans Stiffader Philip Laurentsſøn maatte forlade ſine Ejendomme og gaa i Landflygtighed. Da Kong Haakon kom til Kongehelle, var det allerede Høſt, og de Svenſke forlængſt borte. Han blev dog liggende der nogen Tid og afgjorde en Deel nødvendige Sager. Imidlertid maa han have erfaret, hvad der var foregaaet i Sverige, thi han ſendte paalidelige Geſandter, nemlig den forhen omtalte Einar Smjørbak, Lagmanden Gunnar Grjonbaks Søn (der ſiden blev Erkebiſkop) og Olaf Provſt op i Svithjod til Byrge Jarl, med Foreſpørgſel om, hvad Beſtemmelſe Sveakongen vilde tage med Henſyn til den endnu uopgjorte Tviſt. De havde dog ogſaa endnu et andet og, ſom det ſynes, ganſke hemmeligt Erende til Jarlen, nemlig at foreſlaa et Giftermaal mellem hans Datter Richiza og Kong Haakon den unge[12], da der paa den Maade bedſt vilde kunne oprettes Fred og Venſkab mellem begge Rigers Styrere. Kong Haakon betragtede altſaa Byrge ligefrem ſom Sveriges egentlige Regent, og paa det nærmeſte ſom ſin Ligemand. Kong Eriks Egteſkab var barnløſt, og de Fleſte, hvoriblandt Haakon ſelv, ventede vel allerede, at Byrge, eller dennes ældſte Søn, vilde blive Konge i hans Sted. Giftermaalet mellem Haakon den unge og Richiza vilde ſaaledes forene Sveriges vordende Konge-Æt med Norges. Og Richiza var desuden, ſom Syſterdatter af Kong Erik, udſprungen ſaavel af det ældre ſvenſke Kongehuus, Erik den helliges Æt, ſom af det danſke: hendes Mormoder, efter hvilken hun var opkaldt, var nemlig Kong Valdemar den 2dens Syſter[13]; hendes Moder var altſaa den daværende danſke Konge Eriks og Hertug Abels Syſkendebarn. Efter at have ſendt Geſandterne afſted, vendte Kongen tilbage til Tunsberg, hvor han gav ſine Mænd Hjemlov; ſiden drog han ind til Oslo for der at tilbringe Vinteren. Førend Erkebiſkoppen rejſte hjem til Throndhjem, indviede han tvende Biſkopper, nemlig Haakon til Biſkop i Oslo, efter den Vaaren forud afdøde Thorkell, og Herve til Biſkop i Orknøerne, efter den to Aar forud afdøde Jofrey. Om disſe kirkelige Begivenheder vil der nedenfor nærmere blive handlet. Geſandterne kom ikke tilbage førend øm Vinteren, men bragte den Beſked, at Jarlen havde fundet ſig meget ſmigret ved Giftermaals-Forſlaget, og at han fra den Tid af, da de rykkede frem med dette, „var meget lindere end før“, og ytrede at han gjerne vilde være Kong Haakons Ven. Han foreſlog ſelv en ny Sammenkomſt ved Elven næſte Sommer, hvor de perſonligt kunde tale nærmere med hinanden om denne Sag. Omtrent paa ſamme Tid, Geſandterne kom tilbage fra Sverige, var det at Kongen erfarede ſin Datter Cecilias og Svigerſøn Kong Haralds Undergang. Men Sorgen derover, og den fornyede, ja næſten fordoblede Agtpaagivenhed, han nu maatte ofre de ſyderøiſke Anliggender, afholdt ham dog ikke fra, med uforandret Iver og Kraft at drive paa den belejlige og fordeelagtige Afgjørelſe af de ſvenſke Affærer, der nu var ſat i Gang. Til Syderøerne affærdigede han, ſom vi have ſeet, Eogan af Argyll; ſelv udruſtede han om Vaaren en prægtig, talrig og ſterkt bemandet Flaade, for ret at kunne viſe ſig med Glands paa det foreſtaaende Møde, og give ſine Foreſtillinger det behørige Eftertryk. Selv ſtyrede han Olafsſuden; hans Søn Kong Haakon ſtyrede det ſmukke Skib „Dragen“, hvorom der allerede forhen er talt. I Følge med Kongen var ogſaa den tidligere omtalte Hr. Philip Laurentsſøn, den henrettede Holmger Knutsſøns Stiffader, der, forjaget fra Sverige af Kong Erik og Byrge Jarl, nu ſom Kong Haakons Frænde havde taget ſin Tilflugt til ham[14]. Det kunde ſynes noget underligt, at Kongen tog ham, der maatte være Byrge Jarl ſaa forhadt, med til den Sammenkomſt, han ſkulde have med denne, men maaſkee var det netop hans Henſigt, ved ſamme Lejlighed at faa ham forligt med Jarlen, og hans Landflygtighed ophævet. Det varede en lang Tid, førend man fik god Vind, men endelig kom man dog afſted, og nu gik det lige til Elven, hvor Kongen ret lod det være ſig magtpaaliggende, under Opſejlingen at udfolde al den Pragt, han kunde opbyde. Roningen ſelv blev ordnet ſaa, at den kunde tage ſig aller bedſt ud; alle Skibsprydelſer bleve anbragte, Skjold hængt ved Skjold langs Skibsbordene o. ſ. v. I ſit Kvad om Kong Haakon ſkildrer Sturla Thordsſøn Optoget med glimrende Farver. „Ledingen“, ſiger han, (d. e. Flaaden) ſtraalede af Guld, ſom om Ildbuer brandt over Fyrſtens Flaade; Skjoldmaanerne blinkede i tætte Rader over Skibsbordene; Guldet ſkinnede langvejs, og kappedes med ſelve Solen i Glands[15]“. Da Kongen kom til Kongehelle, erfarede han at Kong Erik og Byrge Jarl tilligemed mange andre Høvdinger vare ankomne til Ljodhuus med en betydelig Styrke. Efterretningen om Kong Haakons Ankomſt til Kongehelle med en ſtor og prægtig Flaade vakte imidlertid de ſvenſke Høvdingers Mistanke og Frygt; de vilde ikke oppebie Nordmændene, og de fleſte, tilligemed Kong Erik, droge længere op i Veſtergøtland. Kun Byrge Jarl blev endnu i nogen Tid tilbage i Ljodhuus, uden dog at gjøre Mine til at indfinde ſig hos Kongen. Snart fik man høre, at ogſaa han ſkulde have vendt tilbage, og begivet ſig op i Veſtergøtland. Dette bekræftedes af en ſvenſk Herre, Matthæus Soon[16], ſom ſtrax efter fremſtillede ſig for Kongen med den korte Beſked: „Byrge Jarl troede at dette ſkulde være et fredeligt Møde, men nu, da han hørte at I havde ſaa ſtor en Hær, vidſte han ej, om dette ſkulde betyde Fred eller Krig“. Mere ſagde Matthæus ikke, men begav ſig ſtrax bort igjen. Kongen kaldte ſine Raadgivere til ſig, og æſkede deres Mening om, hvad han ſkulde gjøre. Matthæus’s korte Tale og hurtige Bortgang næſten lige ſaa ſnart ſom han var kommen, var dem meget paafaldende. Gunnar Kongsfrænde, der havde Elveſysſel, og var en god Ven af Byrge, med hvem han nu ſom Befalingsmand over Veſtergøtlands nærmeſte Nabodiſtrikt ofte havde Anledning til at komme ſammen, ytrede, at Jarlen viſt vilde vende tilbage, naar man kun ſendte Bud efter ham. Kongen ſendte da Gunnar ſelv og Thorlaug Boſe med det udtrykkelige Paalæg, at de ej maatte tale længer med Jarlen, end Hr. Matthæus med Kongen. Gunnar og Thorlaug traf Jarlen i Gøtaland. Han ytrede megen Misfornøjelſe med at Kongen var kommen ſaa mandſterk. Gunnar foreſtillede ham, at dette aldeles ikke var ſkeet af nogen ſvigefuld Henſigt, men alene fordi det nu engang var Skik og Brug for Norges Konger, at fare med ſtore og vel udruſtede Skibe. Han bad Jarlen derfor paa det venligſte at vende tilbage og tale med Kongen. Jarlen indvendte, at Kong Erik var dragen heelt til Øſtergøtland og ikke vel kunde vende om igjen. Gunnar ſvarede, at det ogſaa kunde være det ſamme med Kongen, Jarlen var dog Landets egentlige Styrer. Da lovede endelig Jarlen, at han ſkulde vende tilbage til Ljodhuus og oppebie Kongen der en Uges Tid. Da Gunnar og Thorlaug kom til Kongen med denne Beſked, raadſlog han førſt med ſine Mænd, hvad herved var at gjøre. Man var enig om, at han burde drage Jarlen imøde. Der blev følgelig lettet Anker, og Kongen ſtevnede op ad Elven med hele Flaaden. Veſtgøterne, der ſaa de mange ſtore og prægtige Skibe drage op, det ene efter det andet, følte baade Beundring og Frygt[17]. De afventede med Ængſtelſe Mødets Udfald, hjerteligt ønſkende, at der maatte blive ſluttet Forlig, thi i modſat Fald kunde det hænde at Kong Haakon gjorde Landgang hos dem med ſin ſtore Hær og øvede Herverk i deres Bygder. Da Kongen kom udenfor Ljodhuus, var Jarlen endnu ikke indtruffen. Han lagde ſig derfor med ſin Flaade lige overfor Byen paa den norſke Side, ved den ſaakaldte Thorſkebakke[18], og oppebiede her Jarlens Ankomſt. Denne Gang blev det dog Alvor. Jarlen kom virkelig, og der blev førſt gjennem Sendebud ſnart fra den ene, ſnart fra den anden Part handlet om Giftermaalet og Freden. Endelig berammedes et perſonligt Møde mellem Kongen og Jarlen Der blev i den Anledning gjenſidigt ſtillet Giſler, og Jarlen begav ſig derpaa over til Kongen. Nu gik alt, ſom ſædvanligt naar Hovedparterne ſelv underhandle med hinanden, nokſaa godt fra Haanden. De vedtoge fuldt og faſt, at der ſkulde herſke Fred mellem Nordmændene og Svearne. Den ene ſkulde ikke lade den andens Fiender faa nogen Hjelp eller Underſtøttelſe i ſit Rige. Og til Fredens Bekræftelſe blev det omhandlede Giftermaal beſtemt. Kong Haakon den unge, endnu kun 17 Aar gammel, fæſtede ſig Richiza, der vel neppe engang var ſaa gammel, og Brylluppet blev derfor udſat, indtil Kongen og Jarlen fandt at Tiden dertil var kommen. Man ſkiltes derpaa ad i ſtørſte Venſkabelighed. Jarlen drog op til Sverige, Kongen til Tunsberg, og derfra til Bergen, hvor han tilbragte Vinteren (1249—1250)[19].

Ud paa Vintren, ved Kyndelmesſetid (2den Febr. 1250) døde Kong Erik uden at efterlade ſig Børn. Den nærmeſte til Tronen var Syſterſønnen Valdemar, Byrge Jarls Søn; Valdemars Moder, Fru Ingeborg, var nemlig, ſom det udtrykkelig ſiges, berettiget til den hele Arv (det vil ſige Privat-Arv) efter ham, og hendes Søn var ſaaledes ganſke viſt hans nærmeſte mandlige Arving[20]. Men ligeſom han var Syſterſøn af Erik Eriksſøn, eller Datterſøn af Erik Knutsſøn, ſaaledes var Knut, Magnus Brokes Søn, Datterſøn af Knut Eriksſøn; og endelig meente Philip, Knut langes Søn, at han ſom ſaadan ligeledes kunde have Fordringer paa Tronen. Valdemars Slægtſkab med den ſidſt afdøde Konge, i Forbindelſe med hans mægtige Faders ivrige Beſtræbelſer, gjorde dog at han, ſkjønt mindreaarig, med ſtor Fleerhed blev tagen til Konge 8 Dage efter Morbroderens Død. De to andre Kronprætendenter bleve, ſom venteligt var, megen forbitrede over at være blevne tilſideſatte, og Knut Magnusſøn begav ſig den følgende Vinter til Kong Haakon, for at beklage ſig over den Uret, han ſkulde have lidt, og bede ham om Hjelp til at vinde Riget ved Vaabenmagt. Kongen havde da ſiden Sommeren opholdt ſig i Throndhjem, hvor han agtede at overvintre. Haakon modtog ſin Frænde med Venlighed, beholdt ham ſom ſin Gjeſt, navnlig i et Selſkab Nytaarsdag (1251), hvor der var en Mængde fornemme Gjeſter, ſom Knut Jarl, Erkebiſkoppen, begge de islandſke Biſkopper, o. fl., og hvor det gik ſaa prægtigt til, at Kongen endog bar ſin Krone[21]. Men paa at underſtøtte Knut med Vaabenmagt mod Byrge Jarl, og bryde det nys indgangne Venſkabs- og Svogerſkabsforbund vilde Kongen, ſom venteligt var, ikke indlade ſig. Knut fulgte med Kongen, da denne om Sommeren rejſte til Bergen; og her, hvor Kongen havde en Mængde Folk om ſig, kom nu tillige den anden uheldige ſvenſke Kronprætendent Philip Knutsſøn ſaavel ſom Philip Petersſøn (Broderſøn af Philip Laurentsſøn) fra Viken, for ligeledes at bede Kong Haakon om Hjelp til at vinde Riget, men med ligeſaa lidet Held. Det var en af Hovedbeſtemmelferne i Forliget med Byrge Jarl, at den ene ikke ſkulde underſtøtte den andens Fiender, og dette holdt Kong Haakon ſig ſtrengt efterrettelig[22]. De ſvenſke Herrer forlode derfor Norge, og droge til Tydſkland, hvor de fik hvervet en heel Deel Lejetropper, deels tydſke deels vendiſke, og førte dem tilligemed en Deel danſke Krigere, der toge Tjeneſte hos dem, om Høſten over til Sverige, hvor de nu droge lige op til det egentlige Svithjod imod Borge Jarl[23]. Dette hindrede ham i, ſelv at ledſage ſin Datter Richiza, hvis Bryllup nu ſkulde ſtaa, til Norge. Hen ſendte derfor i ſit Sted tvende Biſkopper, Laurentius i Skara og Magnus i Veſteraas, tilligemed ſin Frænde Hr. Karl, Ulf Jarls Søn; disſe trende Herrer, ledſagede af et talrigt og glimrende Følge, førte hende til Oslo, hvor Kong Haakon juſt var kommen tilbage fra Toget til Gøta-Elven og Halland, efter forgjeves at have ventet paa den danſke Konge Abel. Brylluppet ſtod med megen Pragt, og højtideligholdtes med et prægtigt Gilde, efter hvilket de ſvenſke Herrer anbefalede ſig, og ved Afſkeden betænktes med ſømmelige Gaver[24]. Imidlertid havde det afgjørende Slag fundet Sted i Sverige. De tre misfornøjede Herrer mødte nemlig Byrge Jarl i Spidſen for ſin Hær ved Herrevadsbro i Veſtmanland, hvor det enten kom til en Kamp, i hvilken de bleve fangne, eller hvor, efter en anden Efterretning, Jarlen ved Svig ſkal have lokket dem i ſin Vold; viſt er det, at han lod dem alle tre halshugge, tilligemed en Mængde af deres tydſke Krigere, men ſkjenkede de fleſte af deres ſvenſke Tilhængere Livet. Denne Ferd, ſiger Kong Haakons Saga, bedømtes heel forſkjelligt, efter ſom det var Venner eller Uvenner, ſom ytrede ſig derom, og viſt er det, at den er en mørk Plet paa Byrges ellers ſaa hæderlige Minde[25]. Dog kan det ikke negtes, at Sverige derved omſider fik den længe forønſkede Fred, og at Spirerne til indvortes, Fejder for det førſte vare kvalte.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 267.
  2. Se Stamtavlen No. 9. i foregaaende Bind.
  3. Skeninge Mødes Statuter, Liljegrens Diplomatar I. No. 359.
  4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 259: „Ulf Jarl Faſe var den der meſt raadede for Landet i Sverige med Kongen“.
  5. I den ſtørre Riimkrønike ſtaar kun at Holmger (ikke Hollinger, ſom man ſaa ofte har læſt) flygtede til Geſtrikeland, hvorfra Kong Erik lod ham bringe tilbage og henrette; men mellem Sparſetra-Slaget og Holmgers Henrettelſe 1248 ligge 14 Aar. Da Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 262 taler om at Philip Laureutsſøn havde været „Holmgers ſtørſte Støtte“, og at han ved Holmgers Henrettelſe maatte flygte fra ſine Ejendomme, ſynes man heraf at maatte ſlutte at der fra Holmgers Side den hele Tid er øvet Fiendtligheder. Paa ſamme Sted i Haakon Haakonsſøns Saga ſtaar der udtrykkeligt (vel at merke i de gode Haandſkrifter), at Philip havde været gift med Holmgers Moder Elin, Datter af Peter Strangesſøn (móður konungs i Varianten fra Eirſpenit er aabenbart kun Fejllæsning for móðdur hans, ſom baade Flatøbogen og den ſtockholmſke Codex have). Altſaa er det klart, at Philip Laurentsſøn var Holmgers Stiffader, hvilket ogſaa aller bedſt forklarer, hvorfor han, ſkjønt han egentlig hørte tildelt anden Folkunge-Linje, dog tog ſig af ham. Thormod Torvesſøn (IV. 276) har paa en højſt forvirret Maade, der ingen Mening giver, gjengivet dette Sted, og denne Omſtændighed, i Forbindelſe med Texludgavernes Slethed, er vel Aarſag i at det her angivne Paarørende-Forhold ej, ſom det ſynes, hidtil har været tilbørligt bemerket. Med Henſyn til den nys nævnte Elins, Knut Langes Enkes, og Hr. Philips Huſtrues, Herkomſt, findes der imidlertid to aldeles forſkjellige Angivelſer. Haakon Haakonsſøns Saga gjør hende, ſom vi have ſeet, til en Datter af Peter Strangesſøn, hvilken ej kan være nogen anden end den danſke Herre af dette Navn, der var gift med Æsbern Snares og den ſvenſke Fru Elin eller Helene Guthormsdatters Datter Ingeborg. Riimkrøniken ſiger derimod, at Kong Knut var gift med en Syſter af Kong Erik Eriksſøn. Den ſtemmer kun med Sagaen i at benævne hende Helene. Her maa man dog give Sagaen ubetinget Fortrinnet. For det førſte viſer den ſig i alle andre Stykker yderſt nøjagtig; for det andet er den forfattet ſamtidigt med Begivenhederne, og man ſeer desuden af Annalerne (ved 1259), at Forfatteren, Sturla Thordsſøn, perſonlig kjendte og havde talt med Erkebiſkop Folke Jonsſøn, der ſelv hørte til Folkunge-Ætten og kunde give ham de meſt authentiſke Notitſer, ej at tale om de mange Mænd i Norge, der havde ſeet og kjendt Philip Laurentsſøn under hans Ophold i Landet, og kunde berette Sturla om hans Familieforhold. Hertil kommer og den Sandſynlighed, Navnet Elin eller Helene giver Sagaens Ord, thi ſom Datterdatter af Fru Helene Guthormsdatter er intet rimeligere end at den yngre Helene var opkaldt efter Mormoderen. Fremdeles ſynes endog chronologiſke Grunde al tale mod Riimkrønikens Angivelſe. Naar Helene, Knut Langes Enke, ſkulde være Syſter af Erik Eriksſøn, eller Datter af Kong Erik Knutsſøn og Dronning Richiza, der ej blev gift før 1210, kunde hun altſaa ſelv ilte være fød førend 1211 eller 1212. Hendes Søn med Knut lange kan da ej være ſød førend i det aller tidligſte omkring 1228 eller 1230. Men i ſaa Fald maatte han paa den Tid, Faderen faldt, have været et fireaarigt Barn, medens Riimkrøniken og Ericus Olai ſynes at antage ham myndig og fuldvoxen; han kaldes ogſaa ved ſin Død Miles d. e. Ridder, hvilket han neppe kunde være bleven førend han var 20 Aar gammel. Hans Fødſel falder ſaaledes ſnarere omkring 1215, da den Datter af Kong Erik, der ſkulde være hans Moder, enten ſelv endnu ej var fød, eller kun et ſpædt Barn. Lagerbring giver her ingen Oplysning, da han, paa de tre Steder, han omtaler Knut langes Slægtſkabsforhold (II. S. 311, 338, 467) paa det forunderligſte modſiger ſig ſelv. — Hvad Philip Laurentsſøn angaar, da have vi ligeledes i Haakon Haakonsſøns Saga Vidnesbyrd for, baade at han var en Datterſøn af Philip Byrgesſøn Jarl (Cap. 262), og at hans Fader hed Laurents (Cap. 266). Denne kaldes i ſvenſke Slægtbøger, uviſt med hvad Ret, Lars af Rumby. Af Brevene i Liljegrens Dipl No. 895 og 896 ſeer man, at denne Laurents havde to Sønner, Philip og Peter, og at denne igjen havde tvende Sønner, Philip Petersſøn, og Laurentius, Gøternes Lagmand. Denne var ſandſynligviis den ſamme, der 1245 bortførte Dronningens Syſter Benedicta. Af No. 181 og 182 ſees igjen, at Laurentius den ældre havde to Brødre, Peter og Sigtrygg, og at de igjen vare Sønner af en Hr. Benedict Matthæusſøn. Den i No. 229 (ved 1224) forekommende Hr. Philip Kathrinesſøn, hvilken Benævnelſe viſer at hans Moder maa have været af fornemmere Æt end han, var ſandſynligviis den ſamme ſom Philip Laurentsſøn, hvis Moder ſaaledes hed Katharina. Det er almindeligt antaget, at Philip Laurentsſøn blev dræbt ved Herrevads Bro 1251, men i de ſvenſke Krøniker ſtaar, at det var Philip Petersſøn, og Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 272, 274 ſiger heller ikke udtrykkeligt at det var Philip Laurentsſøn. Tvertimod, efter at denne er omtalt i Cap. 266 ſom opholdende ſig hos Kong Haakon, heder det i Cap 272, at Kong Knuts Søn Philip og en anden Hr. Philip kom til Kongen; dette ſynes ſnarere at viſe, at her ogſaa menes en anden end den tidligere nævnte Philip Laurentsſøn, om hvem der ingenſteds meldes, at han har forladt den norſke Konges Hof.
  6. Om Magnus Broke og hans Søn Knut er der ovenfor talt, III. S. 747. Ogſaa her have de ældre ſvenſke Genealoger, trods Sagaens rene og klare Ord, gjort et unødigt Røre, ſe Lagerbring VII. S. 466. I Chron. hos Langebek I. S. 390 heder det, at Magnus Broke, ſelv Søn af Knut Eriksſøns Datter Sigrid, var gift med ſin Couſine Katharina, Erik Knutsſøns Datter. Er dette rigtigt, har hiin Katharina dog vel kun været en uegte Datter, ſe nedenfor S. 88.
  7. Ved en Misforſtaaelſe af Udtrykket i Brevet hos Liljegren No. 405, har Lagerbring S. 469 antaget den Eliv, der her nævnes for en Broder af Ulf Jarl, medens det derimod er Eliv, Byrges Broder, ſe No. 891. I Brevet No. 536 har Liljegren urigtigt læſt E. ſom Ericus i Stedet for Elavus, ſkjønt der ſtaar Udtrykkeligt „Byrgeri quondam ducis germanus“.
  8. Han levede endnu i 1240, ſom man ſeer af Brevet No. 302 hos Liljegren.
  9. Se Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 280, jvfr. Liljegren, Brev No. 442, 535. Af No. 538 ſees, at Jon Engels Sønner med flere andre vare Frænder af Karl, Ulf Jarls Søn.
  10. Dyngø er en liden Ø ſtrax udenfor Tanums Sogn.
  11. I de ſtockholmſke Minoriters Diarium, indført i Fants Scriptores I. S. 67—82, omtales Byrges Ophøjelſe til Jarl, Ulfs Død og Holmgers Henrettelſe alt under et Datum, 19de Februar. Angivelſen kan naturligviis kun gjelde een af disſe Begivenheder, men den er lige fejlagtig for dem alle, thi Sagaen melder udtrykkeligt, at Ulf Jarl døde om Høſten, at Byrge ſtrax efter blev Jarl, og at Holmger derpaa henrettedes.
  12. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 264.
  13. Se ovenfor III. S. 29. Richiza, Kong Valdemars Syſter og Erik Knutsſøns, Sveakongens, Huſtru, var igjen opkaldt efter ſin Mormoder, Richiza eller Sventoſlava, Datter af den polſke Hertug Boleſlav krziwuſti, og gift førſt med Magnus den ſterke, Konge i Gøtaland, dernæſt med Volodar, Fyrſte af Minſk, ſidſt med Sverke Kolsſøn, Konge i Sverige. Fra denne polſke Richiza ſtammer ſaaledes det ſiden i Danmark og Sverige ſaa hyppigt forekommende Navn Richiza, Regitze, Regisſe, Ritze, o. ſ. v.
  14. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 266. Det er ovenfor nævnt, at denne Philip Laurentsſøn upaatvivleligt maa være den „Kongen kjære Frænde“, der var i Bergen blandt Vidnerne ved Fredstractaten med Lübeck den 6te October 1250; altſaa opholdt han ſig da endnu i Norge.
  15. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 266.
  16. Sagaen tilføier om denne Matthæus, at han ſiden blev uenig med Byrge Jarl. Muligt at han er den Ridder Matthæus, hvorom Pavebrevet af 24de Juli 1254 (Liljegren I. 419) handler. Siden Sagaen kalder ham „Herr Matthæus“, maa han have været en meget anſeet Mand.
  17. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 267, og iſær Sturlas her indtagne Vers.
  18. Thorſkebakke er „Bakken“ d. v. ſ. Elvebredden, hørende til den her beliggende Gaard Thorſke, hvilket Navn endnu der paa Stedet udtales ſaaledes, men derimod paa Kartet og i Mandtalsliſter er fordærvet til „Torrſkog“. I Holmbergs Beſkrivelſe over Bohuslens III. 280 ſkrives den Thorſkog. Gaarden ligger i Viſtelands Sogn, lige over for „Gammelløs“ (gamle Lødøſe), og har nu Jærnverk, Mølle, Sagbrug m. m. Man ſkulde formode, at her ogſaa i Oldtiden, formedelſt det lige overfor liggende Ljodhuus’s Nærhed, har været et Slags bymæsſigt Anlæg, et Slags norſk Forſtad til det ſvenſke Ljodhuus.
  19. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 268.
  20. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 269. Dette Udſagn, der visſelig, ſom nedſkrevet af den paalidelige, ſamtidige og om alle Sager fra førſte Haand underrettede Sturla Thordsſøn, maa ſtaa fuldkomment til Troende, ſaavel ſom hvad der for Reſten berettes om Kronprætendenterne, viſer end mere, at Knut langes Huſtru ej kan have været Kong Eriks Syſter, eller overhoved at Riimkrønikens Udſagn, ſom derfra igjen er gaaet over til Ericus Olai og de ſenere Forfattere, om Kong Eriks tvende Syſtre foruden Ingeborg nemlig Elin, der blev gift med Knut lange, og Mereta, der blev gift med Nils af Tofta, er aldeles urigtigt, og at Kong Erik derimod i alle Fald kun havde den eneſte egtefødde Syſter, Ingeborg. Thi kun for dette Tilfælde vilde Arven efter Erik udelukkende tilkomme hende, ſaa ſom Mercia og Elin, eller disſes Børn, ellers maatte have været lige berettigede til den med hende; og Philip, Knut langes Søn, vilde da ikke ſom ſaadan alene, men mere ſom Eriks anden Syſterſøn, have været lige berettiget til Tronen med Valdemar Eller den Omſtændighed, at ogſaa han var Kong Eriks Syſterſøn, maatte dog have været omtalt. Her har altſaa Riimkrønikens Forfatter fulgt et uhjemlet Sagn, eller gjort en uheldig Conjectur, eller maaſkee endog opdigtet Forhold, der ej exiſterede, for at ſmigre mægtige Ætter, hvis Herkomſt derved kunde føres op til Kong Erik. Thi dette Sted hører ikke til den gode gamle Deel af Riimkrøniken. Da nemlig den foregivne Kongedatter Meretas Æt her føres ned til Karl Ulfsſøn af Tofta, død 1407, og denne endog omtales ſom allerede død („han var lagman i Upland i ſina daghä“), er det klart, at alt dette førſt er ſkrevet i det 15de Aarhundrede, hovedſagelig for at forherlige Sparre-Slægten, til hvilken Karl Ulfsſøn hørte. Endog Afſtanden mellem Mereta, der, hvis hun var Erik Knutsſøns Datter, ej kunde være fød ſenere end 1216, og den l 1407 afdøde Karl Ulfsſøn bliver, om end ikke umulig, ſaa dog uſædvanlig lang. Overhoved ſynes hele dette førſte Parti af Riimkrøniken, lige til Byrge Jarls Død, at vært højſt fejlfuldt og ſandſynligviis ſenere tilføjet. Allerede Lagerbring har ſaaledes opkaſtet grundet Tvivl mod Beretningen om den ſaakaldte Junker Karl, der ſkulde have ſtiftet Folkunge-Opſtanden mod Byrge, og ſiden være falden i et Slag mod Litthauerne. Vi gaa endnu et Skridt videre, idet vi ytre den ſterkeſte Mistanke om Rigtigheden af Byrge Jarls foregivne Tog mod Tavaſterne, Valdemars Valg i hans Fraværelſe, Byrges foregivne Vrede derover, og Ivar Blaas Svar. De ældre, viſtnok yderſt kortfattede og mangelagtige, men i det lidet, de meddele, paalidelige ſvenſke Krøniker vide intet om Toget til Finland 1249, lige ſaa lidet har Haakon Haakonsſøns Saga endog den fjerneſte Antydning dertil. Sagaen ſiger: „ſaa ſnart Byrge Jarl kom til, paaſtode alle (eller efter en anden Læſemaade „vilde han ikke høre om noget andet end“) at hans Søn ſkulde vælges til Konge“. Altſaa var Byrge Jarl ſelv tilſtede ved Valget, om han endog, førend han „kom til“, havde været i Finland. Men at han ej kan have været ſaa langt borte, ſees af den paalidelige, ſaakaldte celfiſke Krønike (Fants Scr. I. S. 86), hvor det udtrykkeligt angives at Kong Erik døde 2den Febr., og at Valdemar udvalgtes den 10de. Det ſynes ikke rimeligt, at Efterretningen om Eriks Død ſkulde kunne naa ham langt henne i Tavaſtland paa 8 Dage, end ſige at han i den Tid ogſaa ſkulde kunne komme hjem i Betids til Valget. Har Ivar Blaa givet noget Svar, ſom det i Sagaen anførte, da maa det have været paa Valgforſamlingen, men det ſynes ikke rimeligt, at der har været Anledning dertil, ſiden Byrge Jarl ifølge Sagaen ſelv drev ſaa ivrigt paa Sønnens Valg. Og ſkulde det være rimeligt, at Byrge Jarl gjorde et Vinterfelttog mod Tavaſterne? Thi fra Mødet ved Thorſkebakke kom han vel neppe tilbage til Svithjod førend henimod Høſten; Udruſtningerne maatte ogſaa medtage nogen Tid, ſaa at man neppe kom afſted førend i October; desuden ſynes Udruſtningerne til et ſaadant Tog at maatte have medtaget hele Sommeren, og gjort Mødet med Kong Haakon umuligt. Da vi nu vide at Korstogsbullen mod Tavaſterne er udſtedt 1237, ſynes det rimeligſt at Korstoget ſelv, hvis det har fundet Sted, ogſaa maa have været foretaget meget nærmere den Tid, og kun af Riimkrønikens Forfatter, eller den ſom ſammenſmedede Begyndelſen, har været urigtigt henført til 1249 og 1250. Og vi komme da uvilkaarligt til at ſætte dette Korstog, paa hvilket Tavaſterne ydmygedes og Tavaſteborg anlagdes, i Forbindelſe med Alexander Nevſkis Sejr 1240, ſaaledes at Byrge ogſaa har villet tage Hevn over Rusſerne, men med mindre Held end mod Tavaſterne. Jvfr. ovenf. S. 54.
  21. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270.
  22. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 272.
  23. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 273, 274, 276. At en Mængde Tydſkere vare med, og ſiden bleve dræbte, ſiges og i Krøniken hos Langebek l. c.
  24. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 274.
  25. Det er Riimkrøniken, der vidløftigt beretter om Byrges og Biſkop Kols foregivne Svig mod Herrene ved Herrevadsbro: de ſvenſke Annaler tale kun om at der blev leveret et Slag, hvori Herrene faldt. Sagaens Ord antyde dog lige frem, at Herrerne „kom i Jarlens Vold“, hvormed baade kan menes frivillig Overgivelſe og Fangenſkab.