Det norske Folks Historie/5/7

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 70-78).

Paa den samme Tid, Kong Haakon kom i et uvenskabeligt Forhold til Skotland, indtraadte der ogsaa en Spending med Danmark, der efterhaanden blev alvorligere og alvorligere, indtil den var paa Nippet at gaa over til formelig Krig. Allerede i Kong Valdemars Levetid omtales en Kamp mellem de Danske og Norske paa Skanør 1237, men som vel kun er at betragte som et tilfældigt Slagsmaal, opstaaet under Sildefisket, og som neppe havde noget at betyde i politisk Henseende. I Danmark herskede efter Kong Valdemar den 2dens Død hans Søn Erik, senere kaldet Plogpenning, som Konge, men hans Magt var meget indskrænket ved de Forleninger, der vare blevne hans Brødre tildeelte, idet Abel havde faaet Sønderjylland, Christopher Laaland og Falster, og Knut nordre Halland. Abel var gift med en Datter af den holstenske Grev Adolf den 4de, hvilken, da han i Aaret 1239 gik i Kloster, indsatte ham til Formynder for sine tre mindreaarige Sønner. Hans Magt var saaledes vel saa stor som Eriks egen, hvortil kom at Abel var klog, kraftig og samvittighedsløs, medens Erik var heftig, fremfusende, og opfyldt af vidtsvævende Planer til at gjenvinde sin Faders gamle Erobringsmonarchi. Da han saaledes ogsaa paastod at Holsten skulde erkjende dansk Højhed, og fordrede af Abel, at han som hans Vasall skulde hjelpe til at dette skede, mod sine egne Myndlingers Interesse, vægrede Abel sig, og det var nær kommet til Fiendtligheder mellem Brødrene, da der heldigviis blev meglet Forlig, hvorved Abel frasagde sig Formynderskabet over de unge holstenske Grever. Men da Abel nu fremkom med den urimelige Paastand, at Sønderjylland var hans Fædrenearv, for hvilken han ikke skyldte Erik nogen Lenspligt, kom det dog omsider virkelig til Krig, idet Erik gjorde Indfald i det Slesvigske. Vel sluttedes atter en Stilstand, men Fejden udbrød snart paany, og med Abel toge ogsaa hans Brødre Parti, da de, følgende hans Exempel, ligeledes paastode at deres Len vare frie Arvebesiddelser, for hvilke de ej vare Erik nogen Lenspligt skyldige. Hertil kom nu og, at Erik, som vilde hevne sig paa Lübeckerne, fordi de havde afkastet hans Faders Herredømme, og gjort fælles Sag med hans Fiender, lod de lübeckske Skibe anholde, hvor de forefandtes i danske Farvande, fornemmelig i Sildefisket under Skanør; derved maatte Lübeckerne blive Abels og hans Brødres Forbundne, om de end ikke allerede, hvad der her var Tilfældet, stode i det nøjeste Forbund med de holstenske Grever, hvilke de havde antaget til deres Forsvarsherrer mod en aarlig Afgift. Lübeckerne gjorde Repressalier, fornemmelig herjede de i den østlige Deel af Landet. De danske Farvande bleve derved meget usikre, thi allevegne sværmede danske eller lübeckske Krigsskibe, der ikke engang regnede det nøje med at tage eller plyndre uvedkommende Nationers Skibe. Saaledes toge de Danske i Grønsund nogle norske Skibe og plyndrede dem fuldstændigt, og andensteds forgrebe ligeledes Lübeckerne sig paa norske Fartøjer. Hvorledes det lykkedes Erik at ydmyge sine Brødre og aftvinge dem Lenshylding, er det her ikke Stedet, nærmere at udvikle. Vi iagttage kun Kong Haakons Skridt i Anledning af de Mishandlinger, de norske Handelsskibe havde lidt. Forbitret over den Krænkelse, der saaledes var tilføjet Norge, og vistnok med Slagsmaalet ved Bergens Brygger for ti Aar siden i friskt Minde, lod han om Sommeren 1247 baade de danske og tydske Skibe, der laa i Bergen, tilhobe beslaglægge, og alt Godset ombord bringe i Forvaring. De fleste af disse tydske Skibe vare maaske fra Lübeck, dog synes det, som om flere af dem ogsaa vare fra andre Byer, thi navnlig omtales en eller flere Vendlandsfarere, det vil sige Skibe fra de saakaldte vendiske Stæder, isærdeleshed Rostock^[1]. Dette traf sig just, medens Cardinal Villjam var i Bergen, eller ogsaa kort før hans Ankomst. Kjøbmændene fra de anvoldte Skibe henvendte sig i deres Nød til ham, og bade ham lægge et godt Ord ind for dem hos Kongen, at de maatte faa deres Gods tilbage. Cardinalen opfyldte deres Begjæring, bad Kongen for hans Skyld vise sig naadig mod dem, og forestillede ham, at det jo ikke egentlig var deres Skyld, om Ransmænd fra Danmark og Lübeck havde plyndret norske Kjøbmandsskibe. Kongen sagde da, at for Cardinalens Skyld vilde han gjerne vise sig føjelig, og lade Kjøbmændene faa deres Gods tilbage, men at han dog paa ingen Maade vilde taale den Skade, som Danerne ideligen tilføjede Nordmændene i Ran og Manddrab. Varerne bleve ogsaa virkelig tilbagegivne Kjøbmændene, som vare Kongen meget taknemmelige for denne Eftergivenhed^[2]. Der kunde dog af hans nys anførte Ytring være Grund til at tvivle, hvor vidt ogsaa de danske Kjøbmænd nøde godt af hans Mildhed, thi den antyder aabenbart langt større Harme mod Danerne, end mod Lübeckerne. Vi erfare ogsaa, at han lod sig det være yderst magtpaaliggende, at faa gjenoprettet den gamle gode Forstaaelse og Handelsforbindelse med Lübeck, medens der ikke findes Spor til at han foretog sig lignende Skridt med Hensyn til Danmark; ja der er tvert imod utvetydige Tegn til at hans Stemning mod Danmark vedblev at være højst uvenlig. Alt dette fremgaar af et Par Breve fra Kongen til Lübeckerne, der endnu ere opbevarede, og hvis Indhold viser, at de ere Dele af en meget ivrig Skriftvexling, der nu i nogen Tid maa vakre bleven fort mellem ham og det lübeckske Raad angaaende de nys omhandlede Anliggender. Vi ville meddele Indholdet af disse Breve, da de deels tjene til at oplyse Sagens nærmere Sammenhæng i det hele, deels give en klar Forestilling om den Alvor og Bestemthed, hvormed Haakon vidste at staa paa sin Ret og overholde Rigets og sin Værdighed, endog naar han var tilbøjelig til at gjøre Eftergivelser for at gjenoprette Fred. „Vi have,“ siger han i sin første Skrivelse, der rimeligviis er affattet sidst i 1247 eller først i 1248, „faaet eders Brev, hvor I i heel vidløftige Ord og høflige Talemaader undskylde eder mangelunde, og møde Indvendinger med Indvendinger. (Altsaa havde Raadet i Lübeck tilskrevet Kongen, sandsynligviis efter at de frigivne Kjøbmænd vare komne hjem). Men i denne Sag ansee vi endnu ikke vor egen Ære og vore Undersaatter, der i saadan Mængde og saa hyppigt have lidt Skade af Stæderne, tilstrækkeligt fyldestgjorte, medmindre Fremtiden maaskee lader os erfare noget bedre. Intet er os nemlig kjærere eller behageligere, end at holde Fred og Venskab med dem, der søge Fred og Enighed med os, ikke i smukke Ord og Løfter, men i oprigtig og rosværdig Gjerning. Vi bede eders Forstandighed vel overveje, om det virkelig rimer sig sammen, naar I sige: „vi ønske gjerne at have Fred med eder og eders Undersaatter“ og dog taale at vore Kjøbmænd, der bringe sine Varer til eder, saagodt som i eders egne Hænder, det er nemlig I, der bevogte hiint lille Hav – plyndres af eders Mænd og Lejetropper, ja I have jo modtaget og skjult Rovet og Røverne paa eengang i eders Stad, som om disse i alle Dele havde gjort vel, i Stedet for at vore Kjøbmænd burde kunne drage fredeligt forbi og imellem eder, og begive sig, om det behøves, til eder og eders Borgere som til en Muur og Befæstning. Dersom det kun var af den danske Konges Mænd, at de siden efter plyndredes, vilde vi ikke ulejlige eder med noget Spørgsmaal om den Sag. I have ellers gjort os den Indvending, at nogle af vore Mænd have taget nogle Varer fra eders Medborger Bernhards Skib, der sank udenfor Tunsberg. Det kan dog ikke være eder ubekjendt, hvad der nu engang er blevet Skik og Brug i Skibbrudstilfælde, hvilket jo rigtignok snarere kunde kaldes en skammelig Misbrug, og som vi inderligt ønskede kunde overalt langs Kysten forandres til det bedre; men hvad nu for Resten de Bernhard fratagne Sager angaar, da have vi, for eders Venskabs Skyld, ladet ham det meste tilbagegive. Naar I sige, at eders Folk ikke faa nyde den dem af vor Naade tilstaaede Frihed, saa er dette vel skeet af den Grund, at man ikke indrymmer eder større Frihed her, end den, vore Folk nyde hos eder. Men da I nu sige og indstændigt forsikre, at I ville fornye det forrige Venskab med os, erklære vi herved, at dette ikke er os mindre kjært, og at det er vort oprigtige Ønske, naar I kun ærligt og redeligt holde, hvad I love. Thi I kunne fra vor Side være sikre og trygge paa at vi i vort Rige ikke skulle svigte eders Borgere i deres lovlige Ret, men at I skulle finde os beredvillige til at vise eder al sømmelig Gunst, dersom I blot ville overholde den venskabelige Forstaaelse med os ubrødeligt. Sender derfor øm Sommeren, som sædvanligt, eders Skibe til os med de Varer, der ere nødvendige for vort Rige, nemlig Korn og Malt, og tillader ogsaa vore Kjøbmænd at kjøbe dette, saalænge Dyrtiden varer i vort Rige; vi ville igjen heller ikke negte eders Kjøbmænd at kjøbe hos os, hvad de finde sig mest tjenligt. Kun ville vi ikke at vore Kjøbmænd skulle medtage mere lübecksk Øl, end hvad de behøve til at drikke undervejs; thi vort Land gavnes aldeles ikke derved“^[3]. Man seer af dette Brev, at Spendingen med Lübeck egentlig var heel ubelejlig for Norge, der ej kunde undvære Tilførselen derfra, især da der, siden Kongen ytrer det, maa have hersket Dyrtid. Kongen og Folket ønskede derfor vist af inderste Hjerte Fred; desto mere maa man beundre den værdige Holdning, Kongen i dette Brev iagttager, thi uagtet han tydeligt lægger sit Ønske for Dagen, nedlader han sig dog ej til at krybe for de stolte Lübeckere, men taler skarpe Alvorsord. Paa dette Brev indløb der, som man seer, intet Svar. Det næste Brev, fra Sommeren efter, lyder nemlig saaledes: „Vi tilskrev eder nu i Vinter om Fred og Enighed mellem os, men siden vi endnu ej have faaet Svar fra eder, skrive vi herved i Korthed til eder, i bedre Forhaabning om, at I ville overholde Fred og Venskab med os, hvorfor vi ogsaa fremdeles sende vore Kjøbmænd til eder med Varer, der ere eder nødvendige. Vi bede eder derfor ogsaa om at modtage dem med Velvilje, og venskabeligen tage dem under eders Beskyttelse, hvilket vi ogsaa skulle gjære med eders Kjøbmænd, der maatte komme til os. Vi anholde end videre om at I tilstaa dem uhindret Frihed til at kjøbe, hvad de finde nødvendigt, især Korn, Meel og Byg, skjønt I have negtet andre Kjøbmænd Tilladelse til at udføre disse Varer. Vi ville nemlig, og det er sømmeligt, at dersom Venskabet reent og fuldkomment skal gjenoprettes imellem os, da ogsaa vore og eders Kjøbmænd, der gjensidigt sejle til hinandens Havne, frit skulle kunne kjøbe til begge Steders Brug og Nytte, hvad der bedst viser sig at passe for begge“^[4]. Altsaa gjorde dog, som man seer, norske Skibe endnu Forsøg paa at sejle til Lübeck. Men Forsøgene maa have været uheldige, thi Kong Haakon saa sig omsider nødt til at anmode sin gamle Ven, Kejser Frederik, om hans mægtige Mellemkomst. Thi skjønt afsat af Paven, var dog Frederik den latinske Christenheds mægtigste Monarch, og dertil særskilt berettiget til at holde Lübeckerne i Orden, som deres umiddelbare Overherre. Haakon tilskrev Kejseren et Brev, hvori han meldte om de Fornærmelser, Lübeckerne havde tilføjet Norge, og anmodede ham som deres rette Herre om, udtrykkeligen at befale dem at lade Nordmændene nyde Fred. Hvad de Gesandter heed, der overbragte Brevet, siges ikke. Uagtet Kejseren nu af Alderdom, Anstrengelse og Modgang var svækket og sygelig, og havde mere end nok med sine egne Anliggender at bestille, opfyldte han dog Kongens Begjæring. Han sendte nemlig en Skrivelse til Lübeck, hvori han gav den forlangte Befaling, og ledsagede den tillige, som man maa antage, med den Trusel, at han vilde overdrage Skytsherredømmet over Staden til Kong Haakon. I det mindste gjorde han Kong Haakon, i en Skrivelse han samtidigt udfærdigede til ham, og som han rimeligvis afsendte med de norske Gesandter, der havde bragt ham Haakons Brev, et saadant Tilbud som det her nævnte, tilføjende at han vilde hædre ham højere end nogen anden Konge i Verden. Skrivelsen indløb om Sommeren 1250. Tilbudet var maaskee mest gjort for at indjage Lübeckerne Skræk, men Kongen optog den idet mindste, alvorligt^[5]. Truselen forfejlede ej sin Virkning, thi Lübeckerne bleve, som det synes, strax modfaldne, og sendte Gesandter til Haakon, for at underhandle om Fred og Forlig^[6], hvilket ogsaa kom i Stand, paa hæderlige Vilkaar for begge Parter. Det af Kong Haakon i den Anledning udstedte Forligsdocument, dateret Bergen 6te October 1250, er endnu til. Det er den ældste Handelstractat mellem Norge og Lübeck, eller overhoved med Tydskerne, der er opbevaret til vore Tider^[7]. Den er udstedt i Kong Haakons eget Navn, uagtet han sandsynligviis ikke selv var tilstede ved Afslutningen og Beseglingen, thi den er ogsaa forsynet med hans Søns, Haakon den unges Segl, og Sagaen siger derhos udtrykkeligt, at Kongen allerede om Sommeren drog til Throndhjem, hvor han bestemte sig til at tilbringe og virkelig tilbragte Vinteren, uden at der nævnes noget om, eller endog er sandsynligt, at han seenhøstes gjorde en Skynderejse til Bergen og tilbage igjen til Throndhjem^[8]. Det er derfor højst rimeligt, at Kongen bar overdraget sin Søn, der snart fyldte sit 18de Aar, allerede var trolovet, og havde faaet sit eget Kongesegl, at besegle Tractaten paa hans Vegne, skjønt han for Resten havde ladet den affatte i sit eget Navn, og rimeligviis selv gjennemgaaet Udkastet. Han ytrer her, at skjønt der hidtil mellem Norges Indbyggere og Lübeckerne havde været mangfoldig Uenighed og gjensidig Tilføjelse af adskillige Fornærmelser, saa havde det dog, overeensstemmende med Herrens Udsagn i Euangeliet „salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn“, og i Betragtning af at de ved afsendte Gesandter ydmygt havde henstillet til ham, efter sin Vilje og Godtbefindende at afgjøre Sagen, behaget ham og hans Raad saavel som de nævnte Afsendinger, at al Tvist herefter skulde være bilagt, ligesom han herved naadigst tilgav dem, og skjenkede dem sin Velvilje, saa at der nu skulde være fast og varig Fred mellem Norges Rige og Staden Lübeck, saavel som mellem Rigets Indbyggere og Stadens Borgere hver for sig. De nærmere Bestemmelser lode saaledes: Nordmænd og Lübeckere skulle gjensidigt have Ret til at besejle hinandens Havne med deres Varer, og gjensidigt modtage hinanden velvilligt, venskabeligt og fredeligt, saavel hvad Personer som Gods angaar. Hvis lübeckske Borgere angribes eller foruroliges af deres Fiender, skulle de Nordmænd, der maatte være tilstede, være forbundne til at hjelpe dem; den samme Hjelp skulle Lübeckerne i lignende Tilfælde være pligtige at yde Nordmænd. Derhos indrømmede Kongen, at de lübeckske Kjøbmænd, der maatte komme til Norge, skulde nyde saadant Privilegium og saadan Frihed, som de til nogen som helst Tid havde undt bedst i Norge. Hvis nogen gjorde Brud paa denne Fredstractat skulde ikke dermed Tractaten selv være ophævet, men Fredsbryderen kun drages til Ansvar og lide Straf eller erstatte Skaden tilbørligt. Saa længe Nordmændene endnu selv plejede at fare paa Lübeck, var denne Tractat lige fordeelagtig for begge Parter, men det er aabenbart, at jo mere Nordmændenes active Skibsfart ophørte, og Lübeckerne derimod desto flittigere besøgte Bergen, desto mere udelukkende blev Fordelen paa disses Side, og man kan ikke negte, at de Privilegier, Lübeckerne ved denne Tractat fik, dannede Grundlaget for den uforholdsmæssigt store commercielle Overvegt, de siden erhvervede, og det utaalelige Handelstyranni, som de udøvede. Norge var altsaa dog i Længden den tabende Part, uden at man dog derfor kan kalde Kong Haakon mindre fremsynet, end hans Farfader Kong Sverre, da han holdt sin Tordentale til Tydskerne^[9]. Blandt Vidnerne til Beseglingen nævnes foruden Kong Haakon den unge, Junker Magnus, Kongens næstældste Søn, Biskop Arne i Bergen og Biskop Henrik i Hole, der paa den Tid opholdt sig i Norge, Abbed Sigurd i Munkeliv, Abbeden i Jonskloster, Gaut paa Mel med flere Lendermænd, Archidiaconen i Bergen, og endelig Bjarne Mosessøn, der kaldes kongelig Gesandt^[10]. Denne Titel førte han neppe saa meget fordi han oftere benyttedes til Gesandtskaber, som fordi han just stod færdig til at drage som Gesandt til Lübeck for at faa den nys afsluttede Tractat ratificeret af Raadet, ligesom han og paa Nedrejsen skulde overlevere Abel, der imidlertid, som bekjendt, efter Broderens Drab den 9de Aug. 1250 selv havde besteget Danmarks Trone, et Brev fra Kong Haakon, hvori denne foreslog vant en Sammenkomst til Bilæggelse af den mellem Norge og Danmark herskende Strid^[11]. Da Abel hidtil havde været Lübeckernes Ven, var der ogsaa Udsigt til, at han nu vilde følge deres Exempel. Samtidigt afsendte Kongen ogsaa sin Klerk eller maaske Kantsler, Sira Askatin, der ved denne Lejlighed for første Gang nævnes^[12], og Aamunde Haraldssøn, Søn af den oftere omtalte Birkebeinerhøvding Harald Stangarfylja, som Gesandter til Kejseren, for, som det heder, at modtage det ham gjorte Tilbud, eller nøjere at forhøre sig desangaaende. Gesandterne rejste alle, som det synes, paa een Gang, ved Vinternatstid (14de Oct.), fra Bergen til Danmark, hvor Bjarne afleverede sit Brev til Kong Abel; derfra droge de videre, Bjarne, som det var bestemt, til Lübeck, og de andre lige til Italien. Men da de Helligtrekongersdag 1231 kom til Venedig, fik de høre at den store Kejser var død i Firenzuola i Apulien faa Uger forud (17de December). Det var saaledes unyttigt at fortsætte Rejsen, og de vendte strax om, for at begive sig til hans Søn, Kong Konrad i Schwaben. Paa denne Rejse, heder det, bleve de tagne til Fange og satte fast, der siges ikke af hvem, indtil Konrad lod dem udløse^[13]. De indfandt sig siden hos ham, og han tog nok saa venligt imod dem, men, tilføjes der, de opnaaede ej hvad de vilde have udvirket, om hans Fader Kejseren havde levet. Sagen var den, at Konrad havde for liden Magt, og desuden altfor meget med sine egne Anliggender at bestille, til at kunne udrette noget for Kong Haakon. Hermed var da, som det synes, al videre Tale om Haakons Skytsherredømme over Lübeck forbi. Gesandterne kom tilbage til Norge ved St. Hansdags Tider, og bragte Kong Haakon, hvilken de traf i Bergen, Efterretningen om Kejserens Død, hvilken han beklagede saare meget. Bjarne Mosessøn var rimeligviis allerede tidligere kommen tilbage fra Lübeck med Ratificationen af Forliget, eller en Gjenpart af dette, udstedt af Raadet i Lübeck. Men endnu for Bjarnes Tilbagekomst havde Kong Abel sendt Brev til Kong Haakon, hvori han lovede at møde ham personligt ved Gøta-Elven den næste Høst. I den Anledning begav Kong Haakon sig mod Høsten til Viken, og indfandt sig til bestemt Tid i Gøta-Elven. Man lovede sig meget af Sammenkomsten, ja der var endog Tale om et Giftermaal mellem Kongens anden Søn, Junker Magnus, og Abels Datter. Men man ventede og ventede forgjeves, og hverken Kong Abel eller nogen anden af de danske Herrer lod sig se. Da sejlede Kongen lige ned til Mustresund i Halland, for at høre sig for, hvor den danske Konge blev af; her traf han en heel Deel vendiske og andre Kjøbmandsskibe, der rimeligviis kom lige fra Skanør, hvor Abel just havde været og udstedt en Toldanordning, nærmest vedkommende Vendlandsfarerne^[14]. Af Folkene ombord paa disse Skibe erfarede Kong Haakon saa meget, at Abel slet ikke havde i Sinde at indfinde sig til Mødet^[15]. Han vendte derfor tilbage, og sejlede ind til Oslo, hvor han tog sit Vintersæde, og hvor han agtede at holde sin Søns, Kong Haakon den unges, Bryllup med Richiza, den svenske Byrge Jarls Datter. Da Haakon nu saaledes traadte i den nærmeste Forbindelse med Byrge Jarl, Sveriges Styrer, og denne herefter ogsaa tog virksom Deel i de norske Underhandlinger med Danmark, ville vi, inden vi gaa videre i at berette om disse, kaste et Blik paa Forholdene i Sverige og de Berørelser, hvori Haakon hidtil havde staaet med Magthaverne i dette Rige.

1. Navnet „Vindlandsfar“, om disse Skibe er det sædvanlige i den Tids Diplomer, se navnlig Kong Abels nedenfor omtalte Toldanordning af 24de September 1251, se Suhm, X. 970, Lüb. Urkundenbuch S. 160, jvfr. Sartorius Gesch. der Hanse II. S. 52.
2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 256.
3. Brevet, forfattet paa Latin, er trykt i „Urkundenbuch der Stadt Lübeck“ I. B. S. 142, efter Originalen i Lübecks Archiv. Kongens store Segl hænger endnu ubeskadiget ved. Uagtet Brevet er udateret, kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at det er fra den ovenfor angivne Tid, thi deels omtales det i det følgende Brev, som er skrevet om Vinteren, og bruger Udtrykket „til Sommeren“: deels seer man, at det er Svar paa et Brev fra Lübeck, der maa være skrevet kort efter Uenighedens Begyndelse, da det spendte Forhold endnu synes at være nyt og uvant.
4. Urkundenbuch S. 144. Originalen, ligeledes paa Latin, er i Lübecks Archiv, men Kongens Segl affaldet.
5. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 275, (Varianterne).
6. Dette sees af den her strax efter meddeelte Intimation til selve Tractaten. Gesandternes Formand kaldes i denne J. (Johannes) af Bardwick.
7. Den opbevares i det lübeckske Archiv, og er (fejlagtigt) aftrykt i Thorkelins Diplomatarium, nøjagtigt i Urkundenbuch I. 145.
8. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 270. Her kan der ikke være nogen Fejltagelse med Hensyn til Tiden, da der siges udtrykkeligt, at det var samme Sommer, som Kong Erik i Danmark blev dræbt, og i Capitel 275, hvor der handles om disse lübeckske Anliggender, henføres de netop til dette samme Aar, da Kong Erik „blev svegen“, og i hvilket Kejser Frederik døde.
9. Se ovenfor, III. S. 202.
10. Af alle de her anførte Navne findes kun Begyndelsesbogstavet, men de flette af Personerne kjendes noksom paa dem. Der nævnes og en „Ph.“ Kongens Frænde, hvilket neppe kan være nogen anden end Folkungen Philip Laurentssøn, Kongens Frænde, Sønnesøn af Philip Jarl, der faldt ved Aker, thi han omtales i det mindste om Vaaren eller Sommeren 1249 som opholdende flg hos Kong Haakon, landflygtig fra Sverige. Alle hine Navne paa bergenske Mænd, blandt Vidnerne, vise noksom, at Brevet virkelig, som der staar, er udstedt i Bergen, og ikke i Throndhjem, hvor Kongen var: man seer ogsaa af Sagaen at Bjarne Mosessøn, en af Vidnerne, faa Dage efter rejste fra Bergen til Danmark. Da de to andre Gesandter, Askatin og Aamunde Haraldssøn, ej nævnes blandt Vidnerne, have de vel ej været tilstede, men ere indtrufne i Bergen faa Dage efter Udstedelsen; sandsynligviis ere de da komne fra Throndhjem.
11. At Bjarne Mosessøn afsendtes med Brev til Kong Abel om Vinteren sidst i 1250, siges i Cap. 270; siden heder det i Cap. 275, at Kongen, efter at have modtaget Kejserens Brev, sendte Gesandter baade til Lübeck og til Kejseren, hvilte afreiste fra Bergen ved Vinternatstid til Danmark, og fremdeles, at Bjarne Mosessøn kom hjem i 1251, efter at have afgjort Sagen med Lübeckerne. Ved at sammenholde disse Angivelser sees det altsaa, at Bjarne Mosessøns Sendelse til Danmark og til Lübeck var een og den samme, og at han var den i Sagaen unavngivne Gesandt, der 1250 ved Vinternatstid afgik til Lübeck. Derfor kunde heller ikke Abel skrive tilbage med ham, men maatte selv afsende Folk med Svar paa Kongens Brev. Sagaen omtaler slet ikke Lübeckernes Gesandtskab til Norge og Tractaten i Bergen, men siger kun at Bjarne kom tilbage fra Lübeck, efter med Kongens Raad at have gjort Sagen af med Lübeckerne, saaledes at de og de Norske gjensidigt skulde kunne sejle til hinanden i Fred. Dette er let at forklare deraf, at det af Kongen udstedte Document, hvoraf ovenfor er meddeelt Uddrag, indeholdt Kongens Forpligtetse til Lübeckerne, og som saadant ikke var bestemt til at opbevares i det norske, men i det lübeckske Archiv, hvor det endnu findes; Sturla Thordssøn, der siden skrev Haakons Saga, tildeels „efter Breve“, kunde saaledes ikke kjende noget til det, medens man derimod i det norske Archiv havde et lignende Forpligtelsesdocument, udstedt af Lübecks Raad til Nordmændenes Sikkerhed. Det var dette Document, eller, som vi nu vilde kalde det, en Ratification af Tractaten, som Bjarne afsendtes for at hente, og som han hjembragte i 1251.
12. Askatin, hvis Titel „Sira“ viser at han var geistlig, brugtes, som det vil sees, allerede af Kong Haakon i mange vigtige Sendelser. I Aarene 1263 og 1264 kaldes han Kantsler, og højst rimeligt er det, at han allerede længe havde beklædt dette Embede. Det er neppe muligt at han, som nogle have antaget, kan være den samme Askatin, Abbed i Hovedø Kloster, der deeltog i Rigsmødet 1223. Thi da han som Abbed vel mindst dengang maa have været omkring 40 Aar gammel, altsaa fød c. 1180, vilde han, da han døde 1277, have opnaaet en Alder af henved 97 Aar. Desuden er det ikke rimeligt, at en Abbed skulde forlade sit Kloster for at blive Sækularprest.
13. Muligt at deres Fængsling staar i nogen Forbindelse med de Foranstaltninger, der nødvendigviis maa have været trufne i Anledning af det skammelige Mordattentat paa Kong Konrad af Biskop Albert i Regensburg og Abbeden i St. Emeran den 28de Decbr. 1250. I den almindelige Forvirring og Forbitrelse kan der være faldet en ugrundet Mistanke paa dem.
14. Se Suhms Hist. af Danmark, X. S. 970. Urkundenbuch, S. 160. Brevet er dateret Skanør, den 24de September.
15. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 270.