Det norske Folks Historie/5/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa den ſamme Tid, Kong Haakon kom i et uvenſkabeligt Forhold til Skotland, indtraadte der ogſaa en Spending med Danmark, der efterhaanden blev alvorligere og alvorligere, indtil den var paa Nippet at gaa over til formelig Krig. Allerede i Kong Valdemars Levetid omtales en Kamp mellem de Danſke og Norſke paa Skanør 1237, men ſom vel kun er at betragte ſom et tilfældigt Slagsmaal, opſtaaet under Sildefiſket, og ſom neppe havde noget at betyde i politiſk Henſeende. I Danmark herſkede efter Kong Valdemar den 2dens Død hans Søn Erik, ſenere kaldet Plogpenning, ſom Konge, men hans Magt var meget indſkrænket ved de Forleninger, der vare blevne hans Brødre tildeelte, idet Abel havde faaet Sønderjylland, Chriſtopher Laaland og Falſter, og Knut nordre Halland. Abel var gift med en Datter af den holſtenſke Grev Adolf den 4de, hvilken, da han i Aaret 1239 gik i Kloſter, indſatte ham til Formynder for ſine tre mindreaarige Sønner. Hans Magt var ſaaledes vel ſaa ſtor ſom Eriks egen, hvortil kom at Abel var klog, kraftig og ſamvittighedsløs, medens Erik var heftig, fremfuſende, og opfyldt af vidtſvævende Planer til at gjenvinde ſin Faders gamle Erobringsmonarchi. Da han ſaaledes ogſaa paaſtod at Holſten ſkulde erkjende danſk Højhed, og fordrede af Abel, at han ſom hans Vaſall ſkulde hjelpe til at dette ſkede, mod ſine egne Myndlingers Interesſe, vægrede Abel ſig, og det var nær kommet til Fiendtligheder mellem Brødrene, da der heldigviis blev meglet Forlig, hvorved Abel fraſagde ſig Formynderſkabet over de unge holſtenſke Grever. Men da Abel nu fremkom med den urimelige Paaſtand, at Sønderjylland var hans Fædrenearv, for hvilken han ikke ſkyldte Erik nogen Lenspligt, kom det dog omſider virkelig til Krig, idet Erik gjorde Indfald i det Slesvigſke. Vel ſluttedes atter en Stilſtand, men Fejden udbrød ſnart paany, og med Abel toge ogſaa hans Brødre Parti, da de, følgende hans Exempel, ligeledes paaſtode at deres Len vare frie Arvebeſiddelſer, for hvilke de ej vare Erik nogen Lenspligt ſkyldige. Hertil kom nu og, at Erik, ſom vilde hevne ſig paa Lübeckerne, fordi de havde afkaſtet hans Faders Herredømme, og gjort fælles Sag med hans Fiender, lod de lübeckſke Skibe anholde, hvor de forefandtes i danſke Farvande, fornemmelig i Sildefiſket under Skanør; derved maatte Lübeckerne blive Abels og hans Brødres Forbundne, om de end ikke allerede, hvad der her var Tilfældet, ſtode i det nøjeſte Forbund med de holſtenſke Grever, hvilke de havde antaget til deres Forſvarsherrer mod en aarlig Afgift. Lübeckerne gjorde Represſalier, fornemmelig herjede de i den øſtlige Deel af Landet. De danſke Farvande bleve derved meget uſikre, thi allevegne ſværmede danſke eller lübeckſke Krigsſkibe, der ikke engang regnede det nøje med at tage eller plyndre uvedkommende Nationers Skibe. Saaledes toge de Danſke i Grønſund nogle norſke Skibe og plyndrede dem fuldſtændigt, og andenſteds forgrebe ligeledes Lübeckerne ſig paa norſke Fartøjer. Hvorledes det lykkedes Erik at ydmyge ſine Brødre og aftvinge dem Lenshylding, er det her ikke Stedet, nærmere at udvikle. Vi iagttage kun Kong Haakons Skridt i Anledning af de Mishandlinger, de norſke Handelsſkibe havde lidt. Forbitret over den Krænkelſe, der ſaaledes var tilføjet Norge, og viſtnok med Slagsmaalet ved Bergens Brygger for ti Aar ſiden i friſkt Minde, lod han om Sommeren 1247 baade de danſke og tydſke Skibe, der laa i Bergen, tilhobe beſlaglægge, og alt Godſet ombord bringe i Forvaring. De fleſte af disſe tydſke Skibe vare maaſke fra Lübeck, dog ſynes det, ſom om flere af dem ogſaa vare fra andre Byer, thi navnlig omtales en eller flere Vendlandsfarere, det vil ſige Skibe fra de ſaakaldte vendiſke Stæder, iſærdeleshed Roſtock[1]. Dette traf ſig juſt, medens Cardinal Villjam var i Bergen, eller ogſaa kort før hans Ankomſt. Kjøbmændene fra de anvoldte Skibe henvendte ſig i deres Nød til ham, og bade ham lægge et godt Ord ind for dem hos Kongen, at de maatte faa deres Gods tilbage. Cardinalen opfyldte deres Begjæring, bad Kongen for hans Skyld viſe ſig naadig mod dem, og foreſtillede ham, at det jo ikke egentlig var deres Skyld, om Ransmænd fra Danmark og Lübeck havde plyndret norſke Kjøbmandsſkibe. Kongen ſagde da, at for Cardinalens Skyld vilde han gjerne viſe ſig føjelig, og lade Kjøbmændene faa deres Gods tilbage, men at han dog paa ingen Maade vilde taale den Skade, ſom Danerne ideligen tilføjede Nordmændene i Ran og Manddrab. Varerne bleve ogſaa virkelig tilbagegivne Kjøbmændene, ſom vare Kongen meget taknemmelige for denne Eftergivenhed[2]. Der kunde dog af hans nys anførte Ytring være Grund til at tvivle, hvor vidt ogſaa de danſke Kjøbmænd nøde godt af hans Mildhed, thi den antyder aabenbart langt ſtørre Harme mod Danerne, end mod Lübeckerne. Vi erfare ogſaa, at han lod ſig det være yderſt magtpaaliggende, at faa gjenoprettet den gamle gode Forſtaaelſe og Handelsforbindelſe med Lübeck, medens der ikke findes Spor til at han foretog ſig lignende Skridt med Henſyn til Danmark; ja der er tvert imod utvetydige Tegn til at hans Stemning mod Danmark vedblev at være højſt uvenlig. Alt dette fremgaar af et Par Breve fra Kongen til Lübeckerne, der endnu ere opbevarede, og hvis Indhold viſer, at de ere Dele af en meget ivrig Skriftvexling, der nu i nogen Tid maa vakre bleven fort mellem ham og det lübeckſke Raad angaaende de nys omhandlede Anliggender. Vi ville meddele Indholdet af disſe Breve, da de deels tjene til at oplyſe Sagens nærmere Sammenhæng i det hele, deels give en klar Foreſtilling om den Alvor og Beſtemthed, hvormed Haakon vidſte at ſtaa paa ſin Ret og overholde Rigets og ſin Værdighed, endog naar han var tilbøjelig til at gjøre Eftergivelſer for at gjenoprette Fred. „Vi have,“ ſiger han i ſin førſte Skrivelſe, der rimeligviis er affattet ſidſt i 1247 eller førſt i 1248, „faaet eders Brev, hvor I i heel vidløftige Ord og høflige Talemaader undſkylde eder mangelunde, og møde Indvendinger med Indvendinger. (Altſaa havde Raadet i Lübeck tilſkrevet Kongen, ſandſynligviis efter at de frigivne Kjøbmænd vare komne hjem). Men i denne Sag anſee vi endnu ikke vor egen Ære og vore Underſaatter, der i ſaadan Mængde og ſaa hyppigt have lidt Skade af Stæderne, tilſtrækkeligt fyldeſtgjorte, medmindre Fremtiden maaſkee lader os erfare noget bedre. Intet er os nemlig kjærere eller behageligere, end at holde Fred og Venſkab med dem, der ſøge Fred og Enighed med os, ikke i ſmukke Ord og Løfter, men i oprigtig og rosværdig Gjerning. Vi bede eders Forſtandighed vel overveje, om det virkelig rimer ſig ſammen, naar I ſige: „vi ønſke gjerne at have Fred med eder og eders Underſaatter“ og dog taale at vore Kjøbmænd, der bringe ſine Varer til eder, ſaagodt ſom i eders egne Hænder, det er nemlig I, der bevogte hiint lille Hav — plyndres af eders Mænd og Lejetropper, ja I have jo modtaget og ſkjult Rovet og Røverne paa eengang i eders Stad, ſom om disſe i alle Dele havde gjort vel, i Stedet for at vore Kjøbmænd burde kunne drage fredeligt forbi og imellem eder, og begive ſig, om det behøves, til eder og eders Borgere ſom til en Muur og Befæſtning. Derſom det kun var af den danſke Konges Mænd, at de ſiden efter plyndredes, vilde vi ikke ulejlige eder med noget Spørgsmaal om den Sag. I have ellers gjort os den Indvending, at nogle af vore Mænd have taget nogle Varer fra eders Medborger Bernhards Skib, der ſank udenfor Tunsberg. Det kan dog ikke være eder ubekjendt, hvad der nu engang er blevet Skik og Brug i Skibbrudstilfælde, hvilket jo rigtignok ſnarere kunde kaldes en ſkammelig Misbrug, og ſom vi inderligt ønſkede kunde overalt langs Kyſten forandres til det bedre; men hvad nu for Reſten de Bernhard fratagne Sager angaar, da have vi, for eders Venſkabs Skyld, ladet ham det meſte tilbagegive. Naar I ſige, at eders Folk ikke faa nyde den dem af vor Naade tilſtaaede Frihed, ſaa er dette vel ſkeet af den Grund, at man ikke indrymmer eder ſtørre Frihed her, end den, vore Folk nyde hos eder. Men da I nu ſige og indſtændigt forſikre, at I ville fornye det forrige Venſkab med os, erklære vi herved, at dette ikke er os mindre kjært, og at det er vort oprigtige Ønſke, naar I kun ærligt og redeligt holde, hvad I love. Thi I kunne fra vor Side være ſikre og trygge paa at vi i vort Rige ikke ſkulle ſvigte eders Borgere i deres lovlige Ret, men at I ſkulle finde os beredvillige til at viſe eder al ſømmelig Gunſt, derſom I blot ville overholde den venſkabelige Forſtaaelſe med os ubrødeligt. Sender derfor øm Sommeren, ſom ſædvanligt, eders Skibe til os med de Varer, der ere nødvendige for vort Rige, nemlig Korn og Malt, og tillader ogſaa vore Kjøbmænd at kjøbe dette, ſaalænge Dyrtiden varer i vort Rige; vi ville igjen heller ikke negte eders Kjøbmænd at kjøbe hos os, hvad de finde ſig meſt tjenligt. Kun ville vi ikke at vore Kjøbmænd ſkulle medtage mere lübeckſk Øl, end hvad de behøve til at drikke undervejs; thi vort Land gavnes aldeles ikke derved“[3]. Man ſeer af dette Brev, at Spendingen med Lübeck egentlig var heel ubelejlig for Norge, der ej kunde undvære Tilførſelen derfra, iſær da der, ſiden Kongen ytrer det, maa have herſket Dyrtid. Kongen og Folket ønſkede derfor viſt af inderſte Hjerte Fred; deſto mere maa man beundre den værdige Holdning, Kongen i dette Brev iagttager, thi uagtet han tydeligt lægger ſit Ønſke for Dagen, nedlader han ſig dog ej til at krybe for de ſtolte Lübeckere, men taler ſkarpe Alvorsord. Paa dette Brev indløb der, ſom man ſeer, intet Svar. Det næſte Brev, fra Sommeren efter, lyder nemlig ſaaledes: „Vi tilſkrev eder nu i Vinter om Fred og Enighed mellem os, men ſiden vi endnu ej have faaet Svar fra eder, ſkrive vi herved i Korthed til eder, i bedre Forhaabning om, at I ville overholde Fred og Venſkab med os, hvorfor vi ogſaa fremdeles ſende vore Kjøbmænd til eder med Varer, der ere eder nødvendige. Vi bede eder derfor ogſaa om at modtage dem med Velvilje, og venſkabeligen tage dem under eders Beſkyttelſe, hvilket vi ogſaa ſkulle gjære med eders Kjøbmænd, der maatte komme til os. Vi anholde end videre om at I tilſtaa dem uhindret Frihed til at kjøbe, hvad de finde nødvendigt, iſær Korn, Meel og Byg, ſkjønt I have negtet andre Kjøbmænd Tilladelſe til at udføre disſe Varer. Vi ville nemlig, og det er ſømmeligt, at derſom Venſkabet reent og fuldkomment ſkal gjenoprettes imellem os, da ogſaa vore og eders Kjøbmænd, der gjenſidigt ſejle til hinandens Havne, frit ſkulle kunne kjøbe til begge Steders Brug og Nytte, hvad der bedſt viſer ſig at pasſe for begge“[4]. Altſaa gjorde dog, ſom man ſeer, norſke Skibe endnu Forſøg paa at ſejle til Lübeck. Men Forſøgene maa have været uheldige, thi Kong Haakon ſaa ſig omſider nødt til at anmode ſin gamle Ven, Kejſer Frederik, om hans mægtige Mellemkomſt. Thi ſkjønt afſat af Paven, var dog Frederik den latinſke Chriſtenheds mægtigſte Monarch, og dertil ſærſkilt berettiget til at holde Lübeckerne i Orden, ſom deres umiddelbare Overherre. Haakon tilſkrev Kejſeren et Brev, hvori han meldte om de Fornærmelſer, Lübeckerne havde tilføjet Norge, og anmodede ham ſom deres rette Herre om, udtrykkeligen at befale dem at lade Nordmændene nyde Fred. Hvad de Geſandter heed, der overbragte Brevet, ſiges ikke. Uagtet Kejſeren nu af Alderdom, Anſtrengelſe og Modgang var ſvækket og ſygelig, og havde mere end nok med ſine egne Anliggender at beſtille, opfyldte han dog Kongens Begjæring. Han ſendte nemlig en Skrivelſe til Lübeck, hvori han gav den forlangte Befaling, og ledſagede den tillige, ſom man maa antage, med den Truſel, at han vilde overdrage Skytsherredømmet over Staden til Kong Haakon. I det mindſte gjorde han Kong Haakon, i en Skrivelſe han ſamtidigt udfærdigede til ham, og ſom han rimeligvis afſendte med de norſke Geſandter, der havde bragt ham Haakons Brev, et ſaadant Tilbud ſom det her nævnte, tilføjende at han vilde hædre ham højere end nogen anden Konge i Verden. Skrivelſen indløb om Sommeren 1250. Tilbudet var maaſkee meſt gjort for at indjage Lübeckerne Skræk, men Kongen optog den idet mindſte, alvorligt[5]. Truſelen forfejlede ej ſin Virkning, thi Lübeckerne bleve, ſom det ſynes, ſtrax modfaldne, og ſendte Geſandter til Haakon, for at underhandle om Fred og Forlig[6], hvilket ogſaa kom i Stand, paa hæderlige Vilkaar for begge Parter. Det af Kong Haakon i den Anledning udſtedte Forligsdocument, dateret Bergen 6te October 1250, er endnu til. Det er den ældſte Handelstractat mellem Norge og Lübeck, eller overhoved med Tydſkerne, der er opbevaret til vore Tider[7]. Den er udſtedt i Kong Haakons eget Navn, uagtet han ſandſynligviis ikke ſelv var tilſtede ved Afſlutningen og Beſeglingen, thi den er ogſaa forſynet med hans Søns, Haakon den unges Segl, og Sagaen ſiger derhos udtrykkeligt, at Kongen allerede om Sommeren drog til Throndhjem, hvor han beſtemte ſig til at tilbringe og virkelig tilbragte Vinteren, uden at der nævnes noget om, eller endog er ſandſynligt, at han ſeenhøſtes gjorde en Skynderejſe til Bergen og tilbage igjen til Throndhjem[8]. Det er derfor højſt rimeligt, at Kongen bar overdraget ſin Søn, der ſnart fyldte ſit 18de Aar, allerede var trolovet, og havde faaet ſit eget Kongeſegl, at beſegle Tractaten paa hans Vegne, ſkjønt han for Reſten havde ladet den affatte i ſit eget Navn, og rimeligviis ſelv gjennemgaaet Udkaſtet. Han ytrer her, at ſkjønt der hidtil mellem Norges Indbyggere og Lübeckerne havde været mangfoldig Uenighed og gjenſidig Tilføjelſe af adſkillige Fornærmelſer, ſaa havde det dog, overeensſtemmende med Herrens Udſagn i Euangeliet „ſalige ere de Fredſommelige, thi de ſkulle kaldes Guds Børn“, og i Betragtning af at de ved afſendte Geſandter ydmygt havde henſtillet til ham, efter ſin Vilje og Godtbefindende at afgjøre Sagen, behaget ham og hans Raad ſaavel ſom de nævnte Afſendinger, at al Tviſt herefter ſkulde være bilagt, ligeſom han herved naadigſt tilgav dem, og ſkjenkede dem ſin Velvilje, ſaa at der nu ſkulde være faſt og varig Fred mellem Norges Rige og Staden Lübeck, ſaavel ſom mellem Rigets Indbyggere og Stadens Borgere hver for ſig. De nærmere Beſtemmelſer lode ſaaledes: Nordmænd og Lübeckere ſkulle gjenſidigt have Ret til at beſejle hinandens Havne med deres Varer, og gjenſidigt modtage hinanden velvilligt, venſkabeligt og fredeligt, ſaavel hvad Perſoner ſom Gods angaar. Hvis lübeckſke Borgere angribes eller foruroliges af deres Fiender, ſkulle de Nordmænd, der maatte være tilſtede, være forbundne til at hjelpe dem; den ſamme Hjelp ſkulle Lübeckerne i lignende Tilfælde være pligtige at yde Nordmænd. Derhos indrømmede Kongen, at de lübeckſke Kjøbmænd, der maatte komme til Norge, ſkulde nyde ſaadant Privilegium og ſaadan Frihed, ſom de til nogen ſom helſt Tid havde undt bedſt i Norge. Hvis nogen gjorde Brud paa denne Fredstractat ſkulde ikke dermed Tractaten ſelv være ophævet, men Fredsbryderen kun drages til Anſvar og lide Straf eller erſtatte Skaden tilbørligt. Saa længe Nordmændene endnu ſelv plejede at fare paa Lübeck, var denne Tractat lige fordeelagtig for begge Parter, men det er aabenbart, at jo mere Nordmændenes active Skibsfart ophørte, og Lübeckerne derimod deſto flittigere beſøgte Bergen, deſto mere udelukkende blev Fordelen paa disſes Side, og man kan ikke negte, at de Privilegier, Lübeckerne ved denne Tractat fik, dannede Grundlaget for den uforholdsmæsſigt ſtore commercielle Overvegt, de ſiden erhvervede, og det utaalelige Handelstyranni, ſom de udøvede. Norge var altſaa dog i Længden den tabende Part, uden at man dog derfor kan kalde Kong Haakon mindre fremſynet, end hans Farfader Kong Sverre, da han holdt ſin Tordentale til Tydſkerne[9]. Blandt Vidnerne til Beſeglingen nævnes foruden Kong Haakon den unge, Junker Magnus, Kongens næſtældſte Søn, Biſkop Arne i Bergen og Biſkop Henrik i Hole, der paa den Tid opholdt ſig i Norge, Abbed Sigurd i Munkeliv, Abbeden i Jonskloſter, Gaut paa Mel med flere Lendermænd, Archidiaconen i Bergen, og endelig Bjarne Moſesſøn, der kaldes kongelig Geſandt[10]. Denne Titel førte han neppe ſaa meget fordi han oftere benyttedes til Geſandtſkaber, ſom fordi han juſt ſtod færdig til at drage ſom Geſandt til Lübeck for at faa den nys afſluttede Tractat ratificeret af Raadet, ligeſom han og paa Nedrejſen ſkulde overlevere Abel, der imidlertid, ſom bekjendt, efter Broderens Drab den 9de Aug. 1250 ſelv havde beſteget Danmarks Trone, et Brev fra Kong Haakon, hvori denne foreſlog vant en Sammenkomſt til Bilæggelſe af den mellem Norge og Danmark herſkende Strid[11]. Da Abel hidtil havde været Lübeckernes Ven, var der ogſaa Udſigt til, at han nu vilde følge deres Exempel. Samtidigt afſendte Kongen ogſaa ſin Klerk eller maaſke Kantſler, Sira Aſkatin, der ved denne Lejlighed for førſte Gang nævnes[12], og Aamunde Haraldsſøn, Søn af den oftere omtalte Birkebeinerhøvding Harald Stangarfylja, ſom Geſandter til Kejſeren, for, ſom det heder, at modtage det ham gjorte Tilbud, eller nøjere at forhøre ſig desangaaende. Geſandterne rejſte alle, ſom det ſynes, paa een Gang, ved Vinternatstid (14de Oct.), fra Bergen til Danmark, hvor Bjarne afleverede ſit Brev til Kong Abel; derfra droge de videre, Bjarne, ſom det var beſtemt, til Lübeck, og de andre lige til Italien. Men da de Helligtrekongersdag 1231 kom til Venedig, fik de høre at den ſtore Kejſer var død i Firenzuola i Apulien faa Uger forud (17de December). Det var ſaaledes unyttigt at fortſætte Rejſen, og de vendte ſtrax om, for at begive ſig til hans Søn, Kong Konrad i Schwaben. Paa denne Rejſe, heder det, bleve de tagne til Fange og ſatte faſt, der ſiges ikke af hvem, indtil Konrad lod dem udløſe[13]. De indfandt ſig ſiden hos ham, og han tog nok ſaa venligt imod dem, men, tilføjes der, de opnaaede ej hvad de vilde have udvirket, om hans Fader Kejſeren havde levet. Sagen var den, at Konrad havde for liden Magt, og desuden altfor meget med ſine egne Anliggender at beſtille, til at kunne udrette noget for Kong Haakon. Hermed var da, ſom det ſynes, al videre Tale om Haakons Skytsherredømme over Lübeck forbi. Geſandterne kom tilbage til Norge ved St. Hansdags Tider, og bragte Kong Haakon, hvilken de traf i Bergen, Efterretningen om Kejſerens Død, hvilken han beklagede ſaare meget. Bjarne Moſesſøn var rimeligviis allerede tidligere kommen tilbage fra Lübeck med Ratificationen af Forliget, eller en Gjenpart af dette, udſtedt af Raadet i Lübeck. Men endnu for Bjarnes Tilbagekomſt havde Kong Abel ſendt Brev til Kong Haakon, hvori han lovede at møde ham perſonligt ved Gøta-Elven den næſte Høſt. I den Anledning begav Kong Haakon ſig mod Høſten til Viken, og indfandt ſig til beſtemt Tid i Gøta-Elven. Man lovede ſig meget af Sammenkomſten, ja der var endog Tale om et Giftermaal mellem Kongens anden Søn, Junker Magnus, og Abels Datter. Men man ventede og ventede forgjeves, og hverken Kong Abel eller nogen anden af de danſke Herrer lod ſig ſe. Da ſejlede Kongen lige ned til Muſtreſund i Halland, for at høre ſig for, hvor den danſke Konge blev af; her traf han en heel Deel vendiſke og andre Kjøbmandsſkibe, der rimeligviis kom lige fra Skanør, hvor Abel juſt havde været og udſtedt en Toldanordning, nærmeſt vedkommende Vendlandsfarerne[14]. Af Folkene ombord paa disſe Skibe erfarede Kong Haakon ſaa meget, at Abel ſlet ikke havde i Sinde at indfinde ſig til Mødet[15]. Han vendte derfor tilbage, og ſejlede ind til Oslo, hvor han tog ſit Vinterſæde, og hvor han agtede at holde ſin Søns, Kong Haakon den unges, Bryllup med Richiza, den ſvenſke Byrge Jarls Datter. Da Haakon nu ſaaledes traadte i den nærmeſte Forbindelſe med Byrge Jarl, Sveriges Styrer, og denne herefter ogſaa tog virkſom Deel i de norſke Underhandlinger med Danmark, ville vi, inden vi gaa videre i at berette om disſe, kaſte et Blik paa Forholdene i Sverige og de Berørelſer, hvori Haakon hidtil havde ſtaaet med Magthaverne i dette Rige.

  1. Navnet „Vindlandsfar“, om disſe Skibe er det ſædvanlige i den Tids Diplomer, ſe navnlig Kong Abels nedenfor omtalte Toldanordning af 24de September 1251, ſe Suhm, X. 970, Lüb. Urkundenbuch S. 160, jvfr. Sartorius Geſch. der Hanſe II. S. 52.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 256.
  3. Brevet, forfattet paa Latin, er trykt i „Urkundenbuch der Stadt Lübeck“ I. B. S. 142, efter Originalen i Lübecks Archiv. Kongens ſtore Segl hænger endnu ubeſkadiget ved. Uagtet Brevet er udateret, kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at det er fra den ovenfor angivne Tid, thi deels omtales det i det følgende Brev, ſom er ſkrevet om Vinteren, og bruger Udtrykket „til Sommeren“: deels ſeer man, at det er Svar paa et Brev fra Lübeck, der maa være ſkrevet kort efter Uenighedens Begyndelſe, da det ſpendte Forhold endnu ſynes at være nyt og uvant.
  4. Urkundenbuch S. 144. Originalen, ligeledes paa Latin, er i Lübecks Archiv, men Kongens Segl affaldet.
  5. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 275, (Varianterne).
  6. Dette ſees af den her ſtrax efter meddeelte Intimation til ſelve Tractaten. Geſandternes Formand kaldes i denne J. (Johannes) af Bardwick.
  7. Den opbevares i det lübeckſke Archiv, og er (fejlagtigt) aftrykt i Thorkelins Diplomatarium, nøjagtigt i Urkundenbuch I. 145.
  8. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270. Her kan der ikke være nogen Fejltagelſe med Henſyn til Tiden, da der ſiges udtrykkeligt, at det var ſamme Sommer, ſom Kong Erik i Danmark blev dræbt, og i Capitel 275, hvor der handles om disſe lübeckſke Anliggender, henføres de netop til dette ſamme Aar, da Kong Erik „blev ſvegen“, og i hvilket Kejſer Frederik døde.
  9. Se ovenfor, III. S. 202.
  10. Af alle de her anførte Navne findes kun Begyndelſesbogſtavet, men de flette af Perſonerne kjendes nokſom paa dem. Der nævnes og en „Ph.“ Kongens Frænde, hvilket neppe kan være nogen anden end Folkungen Philip Laurentsſøn, Kongens Frænde, Sønneſøn af Philip Jarl, der faldt ved Aker, thi han omtales i det mindſte om Vaaren eller Sommeren 1249 ſom opholdende flg hos Kong Haakon, landflygtig fra Sverige. Alle hine Navne paa bergenſke Mænd, blandt Vidnerne, viſe nokſom, at Brevet virkelig, ſom der ſtaar, er udſtedt i Bergen, og ikke i Throndhjem, hvor Kongen var: man ſeer ogſaa af Sagaen at Bjarne Moſesſøn, en af Vidnerne, faa Dage efter rejſte fra Bergen til Danmark. Da de to andre Geſandter, Aſkatin og Aamunde Haraldsſøn, ej nævnes blandt Vidnerne, have de vel ej været tilſtede, men ere indtrufne i Bergen faa Dage efter Udſtedelſen; ſandſynligviis ere de da komne fra Throndhjem.
  11. At Bjarne Moſesſøn afſendtes med Brev til Kong Abel om Vinteren ſidſt i 1250, ſiges i Cap. 270; ſiden heder det i Cap. 275, at Kongen, efter at have modtaget Kejſerens Brev, ſendte Geſandter baade til Lübeck og til Kejſeren, hvilte afreiſte fra Bergen ved Vinternatstid til Danmark, og fremdeles, at Bjarne Moſesſøn kom hjem i 1251, efter at have afgjort Sagen med Lübeckerne. Ved at ſammenholde disſe Angivelſer ſees det altſaa, at Bjarne Moſesſøns Sendelſe til Danmark og til Lübeck var een og den ſamme, og at han var den i Sagaen unavngivne Geſandt, der 1250 ved Vinternatstid afgik til Lübeck. Derfor kunde heller ikke Abel ſkrive tilbage med ham, men maatte ſelv afſende Folk med Svar paa Kongens Brev. Sagaen omtaler ſlet ikke Lübeckernes Geſandtſkab til Norge og Tractaten i Bergen, men ſiger kun at Bjarne kom tilbage fra Lübeck, efter med Kongens Raad at have gjort Sagen af med Lübeckerne, ſaaledes at de og de Norſke gjenſidigt ſkulde kunne ſejle til hinanden i Fred. Dette er let at forklare deraf, at det af Kongen udſtedte Document, hvoraf ovenfor er meddeelt Uddrag, indeholdt Kongens Forpligtetſe til Lübeckerne, og ſom ſaadant ikke var beſtemt til at opbevares i det norſke, men i det lübeckſke Archiv, hvor det endnu findes; Sturla Thordsſøn, der ſiden ſkrev Haakons Saga, tildeels „efter Breve“, kunde ſaaledes ikke kjende noget til det, medens man derimod i det norſke Archiv havde et lignende Forpligtelſesdocument, udſtedt af Lübecks Raad til Nordmændenes Sikkerhed. Det var dette Document, eller, ſom vi nu vilde kalde det, en Ratification af Tractaten, ſom Bjarne afſendtes for at hente, og ſom han hjembragte i 1251.
  12. Aſkatin, hvis Titel „Sira“ viſer at han var geiſtlig, brugtes, ſom det vil ſees, allerede af Kong Haakon i mange vigtige Sendelſer. I Aarene 1263 og 1264 kaldes han Kantſler, og højſt rimeligt er det, at han allerede længe havde beklædt dette Embede. Det er neppe muligt at han, ſom nogle have antaget, kan være den ſamme Aſkatin, Abbed i Hovedø Kloſter, der deeltog i Rigsmødet 1223. Thi da han ſom Abbed vel mindſt dengang maa have været omkring 40 Aar gammel, altſaa fød c. 1180, vilde han, da han døde 1277, have opnaaet en Alder af henved 97 Aar. Desuden er det ikke rimeligt, at en Abbed ſkulde forlade ſit Kloſter for at blive Sækularpreſt.
  13. Muligt at deres Fængſling ſtaar i nogen Forbindelſe med de Foranſtaltninger, der nødvendigviis maa have været trufne i Anledning af det ſkammelige Mordattentat paa Kong Konrad af Biſkop Albert i Regensburg og Abbeden i St. Emeran den 28de Decbr. 1250. I den almindelige Forvirring og Forbitrelſe kan der være faldet en ugrundet Mistanke paa dem.
  14. Se Suhms Hiſt. af Danmark, X. S. 970. Urkundenbuch, S. 160. Brevet er dateret Skanør, den 24de September.
  15. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270.