Det norske Folks Historie/5/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa denne Tid trak det Uvejr ſterkere og ſterkere op i Veſten, der omſider ganſke ſkulde berøve Norge et betydeligt Skatland, efter alvorligt at have forbitret og foruroliget Kong Haakons ſidſte Dage, ſom det paa ſit Sted ſkal blive berettet. Norges Herredømme over Syderøerne, eller maaſkee end mere deres Uafhængighed af den ſkotſke Konge, maatte, ſom det allerede tidligere er viiſt, være denne en Torn i Øjnene, ikke alene formedelſt det beſynderlige i, at Øer, hovedſageligt befolkede med Skoter, og for Reſten i den nærmeſte Forbindelſe med Skotlands Faſtland, ej tillige ſkulde lyde under Skotlands Trone, men ogſaa, fordi deres egentlige Lensherre, Norges Konge, formedelſt den lange Afſtand ikke kunde holde Øboerne tilbørligt i Tømme, ſaaat de ofte uſtraffet øvede Fiendtligheder mod ſkotſke Underſaatter, eller modtoge og underſtøttede ſkotſke Misfornøjede og Oprørere, kort ſagt, øvede alſlags Uvæſen paa de Kanter, og gjorde megen Fortred i de tilſtødende Dele af Riget. Den ſkotſke Konge, Alexander den 2den, der ſkildres ſom en ſtor Høvding og meget ærgjerrig, gjorde derfor flere Forſøg paa at faa Kong Haakon til at afſtaa Øerne, ſaavel med det gode, ſom ved Liſt og Magt. For det førſte affærdigede han i det Øjemed om Sommeren 1244 tvende Biſkopper til Norge[1]. Disſe ſkulde førſt forhøre ſig, hvor vidt Kong Haakon godvillig vilde afſtaa det Rige i Syderøerne, ſom Kong Magnus Barfod „uretfærdigt“ havde berøvet hans Forgænger Edgar Mac Mælkolm[2]. Kong Haakon ſvarede, at da Magnus Barfod underkaſtede ſig Syderøerne, herſkede Kong Gudrød (Crovan eller Meranagh) over dem, men Magnus betragtede dem dog ſom ſine Arvelande, og den ſkotſke Konge havde i alle Fald ingen Ret til dem; hvilke af disſe Øer eller overhoved hvor meget af Skotland Nordmændene ſkulde have, var derpaa blevet afgjort ved et formeligt Forlig mellem Magnus og Edgar, ſaa at der altſaa ikke kunde være Tale om nogen Ret til dem fra ſkotſk Side. Herpaa rykkede Biſkopperne frem med den Foreſpørgſel, om Kong Haakon vilde ſælge Øerne, og bad ham i faa Fald nævne Priſen i brændt Sølv. Kongen ſvarede, at han ej var ſaa forlegen for Sølv, at han behøvede at ſælge ſine Arvelande. Med denne Beſked maatte Biſkopperne vende tilbage. Siden efter ſendtes ſom det ſynes hver Sommer nye Geſandtſkaber med ſamme Anmodning, og Svaret lød altid ligedan. Da tog han, fortæller Sagaen, den lidet kongelige Beſlutning endnu under de paagaaende Underhandlinger at ſamle Folk, for ved Magt at underkaſte ſig Øerne, og ſøgte tillige underhaanden at bearbejde Høvdingerne for ſine Interesſer[3].

Det er ovenfor berettet, hvorledes Kong Haakon ved det Tog, han havde udſendt til Syderøerne 1230, havde befæſtet Norges Herredømme over Man og de nordveſtlige Øer, hvor Kong Olaf Gudrødsſøn, kaldet den ſvarte, nu regjerede i Fred og Ro, ſom Kong Haakons trofaſte og paalidelige Vaſall[4]. Hans Lensforhold til den norſke Konge hindrede ham imidlertid ej fra, efter ſin Broder og Formand Ragnvalds Exempel, at indfinde ſig ved den engelſke Konges Hof og tinge ſig i hans Tjeneſte, i det han overtog Søforſvaret af den engelſke og irſke Kyſt paa begge Sider af Øen Man, imod at forlenes med de ſamme Kyſtſtrækninger, ſamt oppebære en aarlig Løn i Penge, Korn og Viin[5]. Han traadte derved i Vaſallforhold ogſaa til Kong Henrik hvem han virkelig i den Anledning aflagde den foreſkrevne Hylding, og blev af ham ſlaaet til Ridder; men det var i de Tider ingen Sjeldenhed at een Mand havde Len under forſkjellige Lensherrer, og Olafs Stilling ſom engelſk Vaſall ſynes ikke i mindſte Maade at være kommen i Conflict med hans Forpligtelſer mod Norge. Det er dog muligt, at dette Skridt har vakt Kong Haakons Mistanke, thi Aaret efter at Forleningen havde fundet Sted, lod han ham kalde til ſig, maaſkee for at afgive nærmere Forklaringer; der findes nemlig et Brev, udſtedt af Kong Henrik den 24de Mai 1236, hvorved han tager Kong Olafs Mænd, Beſiddelſer og Indtægter i ſin Beſkyttelſe, medens han er fraværende paa en ifølge den norſke Konges Befaling foretagen Rejſe til Norge[6]. Olaf ſynes virkelig endog at have tiltraadt Rejſen til Norge, ſiden et ſenere Brev af Kong Henrik, dateret 8de April 1237, og hvori Beſkyttelſen fornyes, udtrykkeligt omtaler ham ſom afrejſt[7]. Men rimeligviis har Sygdom nødt ham til at vende om igjen, førend han kom til Norge, thi Sagaen nævner intet øm at han i 1236 eller 1237 lod ſig ſee her og den 21de Mai, kun ſex Uger efter at hiint Beſtyrelſesbrev udſtedtes, afgik han ved Døden i Holm Peel[8]. Han efterlod fire Sønner, Harald, Ragnvald, Magnus og Gudrød, af hvilke Harald, den ældſte, fulgte ham i Regjeringen. Harald var da kun 14 Aar gammel. Strax efter ſin Regjeringstiltrædelſe rejſte han med et ſtort og glimrende Følge over til Norderøerne for at modtage Indbyggernes Hylding, efterladende ſin Frænde Loglenn, hos hvem hans yngſte Broder Gudrød opfoſtredes, ſom Statholder paa Man. Men medens Harald med Enthuſiasme hyldedes af Indbyggerne paa de nordlige Øer, havde Loglenn, ſom det ſynes, Planer fore til at ſætte Gudrød paa Tronen, thi det berettes, at Harald i October Maaned ſendte ſin Ven Joſef tilligemed de for omtalte Brødre af Slægten Mac Neal, Thorkell, Duggall og Mælmor[9], over til Man med endeel Tropper fra Norderøerne, og at disſe ſtrax ſammenkaldte en almindelig Forſamling paa Thingvold, hvor ogſaa Loglenn fremmødte meget mandſterk, af Frygt, ſom det heder, for Brødrene Mac Neal, med hvem han ſtod paa en fiendtlig Fod; ſamt at der nu udſpandt ſig imellem begge Partier en heftig Ordvexling ſom omſider gik over til en virkelig Kamp, i hvilken Loglenns Parti ſejrede, og Joſef faldt, tilligemed tvende af Mac Neal’erne, Duggall og Mælmor. Vaaren efter landede dog Harald ſelv med en ſterkere Hær ved Ragnvaldsvad, og nu kom Raden til Loglenn at flygte. Han vilde med ſin Foſterſøn Gudrød ſejle over til Wales, men led Skibbrud ved et Skjær, og druknede tilligemed Foſterſønnen, efter at han førſt havde frelſt ſig op paa Skjæret, men ſiden var vendt tilbage til Skibet for at hjelpe Drengen. Harald ſatte ſig nu i Beſiddelſe af Man. Imidlertid havde han forſømt at indfinde ſig hos ſin Lensherre, Kong Haakon, for at hylde ham, ja der ſiges endog reent ud, at han vægrede ſig ved at drage til hans Hof, hvilket antyder, at Kongen maa have ladet en formelig Opfordring udgaa til ham derom. Haakon, der rimeligviis allerede havde været ſtødt paa hans Fader, og ſom nu, under ſit nærværende ſpendte Forhold til Hertug Skule, ſynes at have befundet ſig i en meer end ſædvanligt pirrelig Sindstilſtand, tog ham hans Vægring ſaa ilde op, at han erklærede ham afſat, og ſendte tvende Mænd ved Navn Gospatrik og Gilchriſt Muirkerlachs Søn over til Man for at jage ham bort, tage Øen i Beſiddelſe, og indkræve den Norges Konge tilkommende Skat. Hvad dette var for Folk, ſiges ikke, og der findes intet herom i vore Sagaer; ſandſynligviis have de været ærgjerrige Høvdinger fra Øerne, der havde begivet ſig til Norge og forebragt Kongen overdrevne Beretninger om Haralds foregivne Ulydighed og Mangel paa Loyalitet, for ſaaledes paa hans Bekoſtning at ſkaffe ſig ſelv Fordeel. Det lykkedes dem at jage Harald bort fra Man og tage Øen i Beſiddelſe. Efter flere forgjeves Forſøg paa at faa den tilbage, bekvemmede han ſig endelig til at drage over til Norge, og ydmyge ſig for Kong Haakon. Han forblev i Norge over to Aar (1239—1242) og det lykkedes ham i denne lange Tid omſider at finde Naade for Kongens Øjne ſaa at denne endog gav ham Kongenavn, og forlenede ham og alle hans Efterkommere for Fremtiden med alle de Øer, Man iberegnet, ſom hans Forgængere Olaf, Ragnvald og Gudrød havde beſiddet. Til Bekræftelſe herom udſtedte han endog et aabent Brev under ſit Segl[10]. Beſynderligt nok, omtale vore egne Sagaer ikke med et eneſte Ord denne Haralds lange Nærværelſe i Norge, hvorom der dog ikke kan være nogen Tvivl; det ſynes dog, ſom om han maalte have taget Deel med i Krigen mod Skule, og at han ved denne Lejlighed af og til maatte have været nævnt. Man ſkulde ſaaledes friſtes til at formode, at han den længſte Tid havde været holdt i Fangenſkab, og at Kongen ej har ladet ham ſlippe ud af dette, førend efter Hertugens Fald, da der ligeledes maa være kommen Efterretning om at Gospatrik var død Aaret forud[11]. Harald vendte nu tilbage fra Norge (1242), landede førſt ved Norderøerne, ſamlede her en Flaade, og begav ſig med denne til Man, hvor han dog fandt en ſaa venlig og kjærlig Modtagelſe, at han ſtrax ſendte Flaaden hjem igjen. Fra denne Tid af herſkede Harald i Ro og Fred. Dog ſynes Kong Haakons Mistanke atter at være bleven vakt imod ham, da Harald ved Paaſketider 1246, efter ſin Faders Exempel, beſøgte Kongen af England i London, der ſlog ham til Ridder og gjorde ham ſtore Foræringer[12]. Kong Haakon kaldte ham nemlig i det følgende Aar til ſig — det kan neppe have været for at overvære Kroningen, thi Indkaldelſen ſynes at være udgaaet efter denne, og ikke at være kommen til Harald førend om Høſten[13]. Harald adlød ſtrax, lagde Vejen over England, og kom til Bergen nogen Tid efter at Kongen, ſom det i det følgende nærmere ſkal omtales, havde begivet ſig til Oslo, for bekvemmere at kunne pleje Underhandlinger med Sverige. Harald rejſte ſtrax efter Kongen, traf ham i Oslo, og tilbragte Vintren hos ham[14]. Den Unaade, hvori han muligviis var falden, veg dog i ſaa Fald ſnart før den bedſte Forſtaaelſe, og der aftaltes endog et Giftermaal mellem Harald og Kongens Datter Fru Cecilia, Gregorius Andresſøns Enke. Brylluppet ſtod med megen Pragt i Kongsgaarden i Bergen den følgende Sommer (i Juli Maaned), og Kong Haakon ſkal, forſikres der, have lovet at hædre og hæve ham højere end nogen af hans Forgængere[15].

Af Fyrſterne af den ſumarlidſke .Linje, der beherſkede de Øer, ſom ligger nærmere ved Skotlands Kyſter, og ligeledes havde Beſiddelſer paa Faſtlandet, tales der ikke mere om Duncan af Lorn og hans Broder Duggall Skrok[16]. Derimod erfare vi, at Duncans Søn Eogan, eller, ſom vore Sagaer kalde ham, Jon[17], tilligemed hans Frænde Duggall, Søn af Ruaidhri af Cantire, indfandt ſig hos Kong Haakon ſamtidigt med, eller ſtrax efter hiint Bryllup, med Anmodning om at han vilde give dem Kongenavn over den nordre, det vil her ſige den nordøſtlige Deel af Suderøerne Altſaa maa Eogans Fader Duncan og Duggalls Fader Ruaidhri kort forud være døde; hvad Duggall Skrok angaar, er det uviſt om han nogenſinde ſlap løs fra det Fangenſkab, hvori han faldt 1230, eller overlevede denne Fejde. Eogan var en brav og hæderlig Mand, der paa bedſte Maade ſøgte at ſkikke ſig i ſin vanſkelige Stilling, ſom Underſaat, baade af Norges og Skotlands Konge. Kongen ſynes derfor heller ikke at have betænkt ſig paa at opfylde hans Bøn, men gav ham Kongenavn endnu ſamme Sommer, ej længe efter Brylluppet. Dette ſkede i Eldøſund ved Stordøen, hvor Kongen juſt laa med ſin Flaade paa ſin Tilbagerejſe til Viken, for fremdeles at pleje Underhandlinger med Sverige. Ogſaa Duggall ſynes ved ſamme Lejlighed at have faaet Kongenavn, ſkjønt det ikke udtrykkeligt ſiges. Det var Beſtemmelſen, at de begge tilſammen med det nygifte Kongepar ſkulde vende tilbage til Suderøerne om Høſten[18].

Paa denne Tid herſkede der, ſom det lader, ikke liden Tviſt om Beſættelſen af den manſke eller ſyderøiſke Biſkopsſtol og den norſke Erkebiſkops Metropolitanret over dette Biſkopsdømme, hvilken Erkebiſkoppen af York og dennes Undergivne vilde gjøre ham ſtridig. Biſkop Simon, hvilken Erkebiſkop Peter havde indviet i Aaret 1226, ſom det tidligere er berettet[19], var død i en høj Alder den 28de Februar 1247[20]. Han havde, ſom der fortælles, paa St. Patriks Ø (Holm Peel) ladet opføre St. Germanus’s Kathedralkirke, i hvilken han nu ſelv blev begravet, og da der tillige fra denne Tid af er Tale om et Domcapitel ogſaa ved Mans eller Syderøernes Biſkopsſtol, maa man antage, at denne Inſtitution ſkyldes hans Beſtræbelſer, og ſtod i den nærmeſte Forbindelſe med det nye Kirke-Anlæg, ſaa at han altſaa ſamtidigt med Kirkens Indvielſe har indſtiftet Capitlet. Hans Hovedhenſigt hermed var for en Deel rimeligviis at rette paa den anomale Stilling, hvori Biſkopsſtolen hidtil befandt ſig, idet den ved Pave Anaſtaſius’s Bulle af 1154 var lagt under Nidaros Provins, medens dog ingen poſitive Skridt vare gjorte for at løsne det Baand, der tidligere tumlede den til Furneſs Abbedi i Yorks Dioces[21], og derved middelbart gjorde den afhængig af den yorkſke Erkebiſkop. Naar den førſt havde faaet et eget Capitel, maatte Valgretten efter de ſædvanlige canoniſke Regler tilkomme dette. Sandſynligviis har ogſaa Erkebiſkop Sigurd opmuntret Biſkop Simon til at ſætte denne Foranſtaltning igjennem. Men Munkene i Furneſs, der naturligviis nødig vilde give Slip paa den Rettighed, ſom de tidligere havde beſiddet, og ſom endnu ikke bar formelig ophævet, gjorde alt, hvad de kunde, for at beholde den. Endnu førend Biſkop Simon var død, henvendte de ſig til Pave Innocentius den 4de, ſtrax efter hans Ophøjelſe paa Paveſtolen[22], med en Foreſtilling der paa en ret liſtig Maade blandede ſandt og falſkt mellem hinanden, og ſom gik ud paa, at deres gamle Rettighed maatte blive bekræftet. „Retten til at vælge Biſkoppen over den manſke Kirke,“ ytrede de, „tilkom ifølge en gammel, anerkjendt og hidtil uhindret iagttagen Vedtægt alene dem, men ſkjønt de, ſaa ofte Kirken blev ledig, udvalgte til dens Hyrde en duelig Mand, var dog den Omſtændighed, at den Udvalgte, naar han ſkulde modtage Indvielſen, hvilken efter Tidernes forſkjellige Lejlighed ſtundom Erkebiſkoppen af York, men ellers Erkebiſkoppen af Nidaros plejede at foretage, — i ſidſte Tilfælde maatte fare over et farligt og ſtort Hat-, Aarſag i at der neppe, eller aldrig, fandtes nogen, der vilde modtage Valget, hvoraf Følgen var, at den manſke Kirke derved ofte kom til at ſtaa ledig, og derved led ſtørſte Skade i aandeligt Henſeende[23]. De anholdt derfor ydmygſt om at Paven vilde raade Bod paa denne Ulempe.“ Her berørte de, klogt nok, ikke med et eneſte Ord, at Mans Biſkopsſtol nu havde et eget Domkapitel, lige ſaa lidet ſom at den ved Bullen af 1154 var henlagt under Nidaros; ja de brugte endog, ſikkert med vel beraadt Hu, Betegnelſen „ecclesia de Mannia,“ ikke det i Bullen af 1154 anvendte Navn „insulæ Suthraiæ“. Innocentius, der neppe var ſynderlig bekjendt med de geografiſke Forhold i disſe fjerne Egne, og end mindre kan have haft nogen klar Foreſtilling om at „Mans Kirke“ og „Syderøernes Biſkopsſtol“ var eet og det ſamme, lod ſig og bevæge til at opfylde deres Begjæring, dog forſigtigviis kun under den Forudſætning, at det virkelig forholdt ſig ſaaledes ſom de havde angivet, og at Erkebiſkop Sigurd intet havde derimod. I ſaa Fald ſkulde Valget, naar det var foretaget af Abbeden og Munkene i Furneſs, forelægges Erkebiſkoppen af York til Bekræftelſe, og den Valgte af ham indvies. Vi beſidde det Brev, ſom Paven i den Anledning under 13de Februar 1244 tilſkrev Erkebiſkop Walter i York, og hvor der tillige tales om et andet, der var afgaaet til Erkebiſkop Sigurd. Et tredie er vel ogſaa umiddelbart blevet tilſendt Abbeden i Furneſs[24]. Med dette Brev i Baghaanden har da denne og hans Brødre trøſtigt oppebiet den gamle Simons Død. Da, heder det i den manſke Krønike, valgte Capitlet eenſtemmigt Archidiaconen Laurentius til hans Efterfølger, og han begav ſig til Norge, for at indvies af Nidaros Erkebiſkop, hvem det tilkom at forrette Indvielſen. Men, ſiges der videre, da han kom til Norge, vilde Kong Harald, paa Grund af en mod ham fra Man indløben Skrivelſe, ikke ſamtykke i Valget, førend han var fulgt med ham tilbage, og i hans Overvær udvalgt af hele Gejſtligheden og Folket. Skrivelſen, ſom her omtales, var ſikkert en Proteſt fra Erkebiſkoppen af York ſaavel ſom fra Munkene i Rusſin og Furneſs, der paaberaabte ſig hiint Pavebrev, og man maa viſt antage, at Krønikens Forfatter, der maaſke ikke var ſaa ganſke bekjendt med det rette Forhold, udtrykker ſig noget unøjagtigt, da der neppe nu for Alvor kunde være Tale om et ſaa ucanoniſk Valg, ſom det, Kong Harald ſkal have fordret. Skjønt Laurentius gik Glip af Indvielſen, og Paveſtolen ſtod vacant i henved ſex Aar, viſtnok under heftige Pennefejder fra begge Sider, gik dog, ſom vi ville ſee, Erkebiſkoppen af Nidaros eller Capitlet i Man tilſidſt af med Sejren.

Ved Mikkelsdags-Tid indſkibede Kong Harald ſig med ſin Dronning, den udvalgte Biſkop, og mange andre anſeede Mænd paa et ſtort Fartøj, for at drage hjem. De unge Konger Eogan[25] og Duggall ſkulde, ſom ovenfor nævnt, have været med, men det blev ikke noget af, uviſt hvorfor; ſandſynligviis har vel Kongen efter nærmere Overvejelſe fundet det raadeligere, at beholde dem tilbage hos ſig indtil videre. Duggall rejſte øſter til Kongen og tilbragte Vintren hos ham; Eogan forblev i Bergen. De kunde priſe ſig lykkelige, at de bleve tilbage, thi Skibet, ſom bar Kongeparret og dets Følge, hørte eller ſaa man ikke mere til, uden for ſaa vidt ſom nogle Vragſtumper dreve ind til Sydſpidſen af Hjatland, hvoraf man ſluttede, at det maatte være forgaaet i Dynraſt (nu Sumburgh Rooſt), det ſtormende Hav mellem Hjatland og Fridarø. Ikke en levende Sjæl blev frelſt[26]. Efterretningen herom vakte den ſtørſte Sorg paa Syderøerne, da Harald var meget afholdt[27], og hans Giftermaal med Kongedatteren havde vakt glimrende Forhaabninger om hans Fremtid. Ogſaa for Kong Haakon maatte det være et haardt Stød, thi ej alene miſtede han en Datter, men den Udſigt, der ved hendes Giftermaal var aabnet til en nærmere Tilſlutning af Syderøernes Rige til Moderlandet, var nu før det førſte ganſke afſkaaren. Det lader til, at Manværingerne ikke har anſeet Haralds Død for ganſke vis, førend efter at Vinteren var til Ende og Vaaren begyndt, thi ikke førend 6te Mai 1249, fortælles der, tiltraadte hans Broder Ragnvald Regjeringen efter ham[28]. Han herſkede ikke længere end i 24 Dage, thi den 30te Mai blev han i Nærheden af Trinitatiskirken i Rusſin overfaldt og dræbt af en Ridder ved Navn Ivar, der tilligemed flere andre ſtod i Ledtog med hans Frænde Harald, Gudrød Ragnvaldsſøns Søn, hvilken nu opkaſtede ſig til Konge. Det tilføjes, at han jagede næſten alle de Høvdinger, der havde holdt med Kong Harald Olafsſøn, i Landflygtighed, og ſatte i deres Sted ſine egne Tilhængere, der hidtil havde været landflygtige[29]. Heraf maa man ſlutte, at han ogſaa ſelv tidligere har deelt deres Skjebne, men nu ſamlet dem om ſig, og ganſke uventet landet paa Øen for at efterſtræbe Ragnvalds Liv, hvilket ſaaledes lykkedes alt for godt. Harald beholdt den ranede Magt i et Aars Tid, indtil Kong Haakon, ſom det i det følgende ſkal berettes, indſtevnede ham til ſig.

I Norge betragtedes Kong Haralds Død ſom vis allerede i Løbet af Vinteren, thi da tom Efterretningen derom, ſiges der, til Kong Haakon, under hans Vinterophold i Tunsberg, og for at Øerne ikke ſkulde være ganſke uden Høvdinger, ſendte han ſtrax Bud til Eogan af Argyll i Bergen, at han ſnareſt muligt ſkulde rejſe hjem til Øerne og pasſe paa Riget, indtil Kongen traf yderligere Foranſtaltninger[30]. Eogan begav ſig, ſom det ſynes, ſtrax afſted, thi han maa være kommen til Øerne i Begyndelſen af 1249[31]. Det var paa høj Tid, thi Kong Alexander, kjed af de idelige Afſlag paa ſin Begjæring om at ſaa Øerne kjøbte, havde allerede, førend hans ſidſte Geſandt var kommen tilbage fra Norge, begyndt at ſamle en Hær, og erklærede at han ikke vilde hvile, førend han havde ſat ſit Banner øſtenfor Thurſeſker og underkaſtet ſig alt hvad Norge beſad veſtenfor Solundarhavet eller Veſterhavet[32]; Raden ſkulde ſaaledes ogſaa komme til Orknøerne, naar førſt Syderøerne vare erobrede. Hans Harme gik førſt, og iſær, ud over Eogan af Argyll, ordi han, ſkjønt ſkotſk Underſaat, ogſaa havde hyldet den norſke Konge ſom ſin Lensherre[33]. Han lod ham kalde til ſig, og Eogan kom, dog kun mod et Lejde, for hvis Overholdelſe fire ſkotſke Jarler gik i Borgen. Alexander iretteſatte ham haardt, og ſagde at han havde handlet ſom en Forræder. Eogan ſvarede at han nok ſkulde vide at efterleve ſin Lenspligt baade mod Skotlands og mod Norges Konge. Alexander ſagde hertil, fremdeles vred, at ingen kunde tjene to Herrer paa een Gang. Eogan iſtemte at det dog nok lod ſig gjøre, naar kun begge Herrerne ikke laa i Kamp med hinanden indbyrdes. Men da Alexander netop ſtod i Beredſkab med at paaføre Norges Konge Krig, var det rigtignok nødvendigt for Eogan at tage Parti, og vælge mellem dem begge. Alexander fordrede endog, at han uden videre ſkulde overlade ham hele det Len, han havde modtaget af Kong Haakon, hvilket fornemmelig ſynes at have været Øen Mull, med Borgen Cairnburgh og tre andre Kaſteller[34]; derimod tilbød han ham til Gjengjeld dobbelt ſaa ſtore Forleninger i Skotland, og ſit Venſkab. Alle Eogans Frænder og Venner raadede ham paa det indſtændigſte til at opfylde Kongens Begjæring. Men den redelige Eogan, der indſaa, at han, om han end havde Ret til, i Krigstilfælde at erklære ſig for den ſkotſke Konge, dog ikke uden at bryde ſin Eed til Kong Haakon kunde oven i Kjøbet overdrage Alexander de Forleninger, han havde faaet af hiin, men i ſaa Fald formelig maatte opſige Haakon ſin Tjeneſte, og tilbagegive Forleningerne til ham ſelv eller hans Fuldmægtig afſlog Begjæringen, og drog bort. For Sikkerheds Skyld begav han ſig lige til Ljodhuus (Lewis). Alexander ruſtede ſig for at ſætte efter ham. Eogan, ſom frygtede hans Overmagt, erklærede ſig nu virkelig villig til at opſige Kong Haakon Huldſkab og Troſkab, men lod kun anholde om Friſt, indtil han fik meldt Kong Haakon Opſigelſen, og tilbagegivet ham Forleningerne. Men Alexander var ubønhørlig, og ſejlede afſted. Da blev han, medens han med ſine Skibe laa ved Kjarbarø, nu Kerrera[35], i Sundet mellem denne Ø og Faſtlandet, pludſelig overfalden af en heftig Feber, der endte hans Dage[36]. (8de Juli 1249). Vore Sagaer berette, at St. Olaf, St. Magnus, og St Columba Natten forud havde aabenbaret ſig for ham i Drømme, og ſagt, at det ikke vilde gaa ham godt, hvis han vedblev ſit Forſæt at bekrige Syderøerne. Hans Død gjorde Ende paa Toget; thi hans Mænd havde nu andet at tænke paa; hans Søn og Efterfølger, Alexander den 3die, var nemlig kun ſyv Aar gammel, og Regjeringen i dennes Mindreaarighed ſkulde ordnes. Saaledes afvendtes det truende Uvejr for denne Gang, og der hengik 13 Aar, inden Krigen paany blusſede op. Imidlertid ſynes Kong Haakons Herredømme i det hele taget at have været anerkjendt og hans Magt frygtet. Saaledes, da han Aaret efter, (1250) tilſkrev Harald Gudrødsſøn og kaldte ham til ſig, turde denne, der imidlertid ogſaa ſynes at have gjort den engelſke Konge Tilnærmelſer[37], ikke andet end adlyde, og kom til Norge, hvor Kong Haakon, opbragt paa ham, ſom den der havde tilranet ſig et Kongedømme, hvortil han ingen Ret havde, holdt ham faſt, og tillod ham ikke at komme tilbage igjen[38]. Samme Aar, fortælles der, landede Eogan af Argyll tilligemed Olaf Gudrødsſøns tredje Søn, Magnus, i Havnen Ragnvaldsvad paa Man, og ſendte en Opfordring til Manværingerne, rimeligviis om at antage Magnus til Konge. Men aldrig ſaa ſnart havde Manværingerne hørt Opfordringens Begyndelſes-Ord, der løde ſaaledes: „dette befaler eder Eogan, Øernes Konge“, førend de bleve ſaa opbragte over at Eogan vovede at give ſig denne Titel, og at Magnus ikke engang nævntes, at de ikke vilde høre mere, men lod Sendebudene ſtrax vende tilbage. Forbitret beſatte Eogan nu med ſine Krigsfolk den ved Flodtid omflydte St. Michaels-Ø, og beredede ſig til at angribe Manværingerne, hvis de ikke faldt til Føje. Manværingerne forſamlede ſig imidlertid bevæbnede paa Stranden, og ſendte Bud over til dem, idet de lode dem hilſe, at for ſaa vidt nogle af dem virkelig vare afſendte fra Kongen i Norge, og fremviſte hans Brev desangaaende, kunde de trygt komme i Land, og Kongens Befaling ſkulde troligt blive opfyldt. Men de hverken fremviſte noget Brev eller værdigedes overhoved at give noget Svar, eller antage noget Fredstilbud. Da ſtillede Manværingerne ſig i Slagorden, idet de nok ſaa kjekt afventede Angrebet. Dette ſynes at have vakt nogen Betænkelighed hos Eogan, hvilken, da Ebben kom, gik ombord paa ſine Skibe med en Deel af ſine Folk. Om Aftenen gjorde en af den forhen omtalte Ridder Ivars Mænd med en talrig Skare af Manværinger et uventet Angreb paa de Tilbageblevne, fældte flere af dem, og dreve de Øvrige ned til Skibene, hvorved mange omkom. Dagen efter ſejlede Eogan, meget forbitret, ſom det heder, bort, og leed undervejs Skibbrud, hvorved mange anſeede Mænd i hans Følge omkom. Hvilken Stilling Eogan indtog i Mellemtiden fra 1250 til 1263, i hvilket Aar, eller ſtrax for, han tog Parti med den ſkotſke Konge og gjorde Afkald paa ſine norſke Forleninger, ſom det i det følgende vil ſees, angives ej; man ſkulde formode at der allerede tidligt er opſtaaet nogen Kulde fra hans Side mod Kong Haakon, og at han ſiden mere har optraadt i Egenſkab af ſkotſk Magnat, end af norſk Lenskonge, da der findes et Brev af ham, udſtedt 1251, hvor han ej kalder ſig Konge, ikke engang Herre til Mull eller Cairnburgh, men kun ſlet og ret „Eogan, Ridder, Søn af Duncan af Argyll“[39]. I Norge ſynes han ikke tidere at have været. Det heder vel, at han, ſaavel ſom Kong Duggall, deeltoge i det Ledingstog, Kong Haakon, ſom det nedenfor ſkal berettes, foretog til Gøtaelven i Juni 1253 for i Forening med Byrge Jarl af Sverige at bekrige Danmark, men der er den ſtørſte Rimelighed for, at Sagaſkriveren ved en Forglemmelſesfejl har forvexlet ham med Magnus Olafsſøn af Man. Thi denne, der i 1252 kom paa egen Haand til Man, og ſtrax med Enthuſiasme modtoges og hyldedes af Indbyggerne, begav ſig i det følgende Aars Mai Maaned over til Norge, for at hylde Kong Haakon og modtage Kongenavn af ham, og kom ſaaledes netop betids til at ledſage ham paa Toget[40]. Kong Haakon, ſiges der, modtog ham med megen Udmerkelſe, beholdt ham hos ſig Vintren over, og gav ham, ſandſynligviis i Julen, Kongenavn over alle de Øer, ſom hans Forgængere havde beſiddet med Arveret, hvorhos han meddeelte ham, ligeſom tidligere Broderen, ſit Brev og Segl for at de ſamme Øer til alle kommende Tider ſkulde tilhøre ham og hans Efterkommere. Saaledes bekræftet i ſit Kongedømme, til Forfærdelſe, heder det, for hans Modſtandere, der ſaa og hørte det, og nu maatte opgive alt Haab om at ſtøde ham fra Riget, vendte han tilbage til ſit Rige, og Kongen, ſiges der, viſte ham ved Afſkeden megen Hæder[41]. Det er ikke uſandſynligt, at ogſaa Duggall ved denne Lejlighed har faaet Kongenavn og har fulgt tilbage med Magnus efter at have opholdt ſig i Norge ſiden 1248, thi vi erfare, at Duggall ligeledes var med paa hiint Tog til Gøtaelven 1253; ſaa længe maa han altſaa være forbleven i Norge. Siden gjenfinde vi ham ej førend i 1263, fremdeles Kong Haakon ivrigt hengiven, medens Eogan derimod nu var ſkotſk ſindet. Det ſynes nu i nogle Aar at have været forholdsviis roligt paa disſe Kanter. At Magnus, ligeſom ſin Fader og ſin Broder, ſiden (1256) beſøgte den engelſke Konges Hof for at modtage Ridderſlaget, ved hvilken Lejlighed han nød megen Ære og fik herlige Gaver, var ingen Demonſtration mod Kong Haakon, og kan kun betragtes ſom Efterkommelſen af en traditionel Skik i Magnus’s Familie, iſær da det endnu ikke var brugeligt at den norſke Konge meddeelte Ridderværdigheden, hvilken dog en Mand i Magnus’s høje Stilling ej godt kunde undvære ved ſine hyppige Berørelſer med ſkotſke og engelſke Stormænd. Ved denne Lejlighed lod Kong Henrik et Brev udgaa til alle ſine Befalingsmænd, at ingen maatte modtage Harald Gudrødsſøn eller Ivar, der ſkjendigt havde dræbt Kong Ragnvald, eller deres Medſkyldige[42], hvilket viſer, at Magnus lod det være ſig magtpaaliggende at hevne ſin Broders Drab.

Om Forholdene paa Orknøerne i denne Tid veed man lidet eller intet. Magnus, Jon Jarls Efterfølger[43], døde 1259, og efter ham fulgte en Gilbigrid eller Gilbert, der ej ſynes at have været hans Søn, men hans Frænde; denne Gilbert eſterfulgtes af ſin Søn, der ligeledes heed Gilbert[44], og efter denne, der døde 1256[45], fulgte igjen Sønnen Magnus. Det er forhen nævnt, at denne Linje, hvor Navnet Gilbert ſaa hyppigt forekommer, paa fædrene Side ſtammede fra Jarlerne af Angus, og at Magnus, Jons Eftermand, tillige ſandſynligviis var hans Datterſøn. Saa vidt man kan ſkjønne, var der fra Kong Haakons Side intet at klage paa de her nævnte Orknøjarlers Troſkab, uagtet der nu næſten ikke randt norſk Blod i deres Aarer[46], og de tillige ſom Jarler af Katanes vare den ſkotſke Konges Vaſaller. Der nævnes intet om, hvorledes Gilbert den 2den reddede ſig ud af de vanſkelige Forhold i 1249.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 245. De forſkjellige Haandſkrifter udtrykte ſig her noget afvigende fra hinanden, ſaa at det i enkelte ſynes, ſom om der allerede var kommet Geſandter til Norge om denne Sag for Biſkopperne. Af Cap. 265 jvfrt. hermed, ſees det dog, at han holdt paa at ſende Geſandter lige til 1249, og da Kong Haakons Forhandlinger med Biſkopperne aabenbart bære Præget af være de førſte i denne Sag, maa ſamme Biſkopper ogſaa have været de førſte, der afſendtes. Hvilke disſe Biſkopper vare, anføres ingenſteds.
  2. I Sagaen ſtaar her, ſom tidligere i Magnus Barfods Saga, urigtigt „Mælkolm“, ſe herom ovenfor II. S. 472—475.
  3. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 265.
  4. Se ovenfor III. S. 771, 772.
  5. Lønnen var Bild Mk. Selv, 100 Crannoes (et irſk Maal) Korn og 5 Fade Viin, ſe Kong Henriks Brev af 11te Juli 1235, hos Rymer I. S. 218, og aftrykt hos Langebek St-r. rer. l)an. lll. 230. Her anferes, ligeledes efter Rymer, Henriks Lejdebrev for Olaf af 13de April ſ. A., gjeldende indtil 1ſte Auguſt, til Sikkerhed under hans Ophold i England; han har altſaa perſonligt indfundet ſig hos Henrik og modtaget Forleningen.
  6. Brev hos Rymer, S. 227, ligeledes aftrykt hos Langebek, l c. S. 231.
  7. Brev hos Rymer, S. 231, Langebek S. 231.
  8. Den manſke Krønike.
  9. Se ovenfor III. S. 771.
  10. Den manſke Krønike, ved de nævnte Aar.
  11. Sammeſteds.
  12. Den manſke Krønike ſætter dette under 1247, men Matthæus Pariſ. (S. 474) henfører det rigtigere til Paaſke 1246, hvilket kan ſees af et hos Rømer (S. 264) aftrykt Leidebrev af den engelſke Konge for Harald, dateret 9de Januar 1246, gjeldende indtil Pints ſ. A., om frit at komme til England, opholde ſig der, og drage bort igjen.
  13. Den lanercoſtſke Krønike ſiger rigtignok at han indkaldtes til Kroningen, men den manſke, ſom i dette Stykke er dens Kilde, har intet derom.
  14. Den manſke Krønike, ſammenholdt med Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 259.
  15. Den manſke Krønike. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 260.
  16. Om disſe, ſe ovenfor III. S. 771, 772.
  17. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 260. Matth. Pariſ. (S. 516) kalder ham „Oenus“, eller, efter Læſemaaden i den londonſke Udgave, hvoraf Thormod Torvesſøn (261) har citeret dette Sted, Genus. Hans rette Navn i dets latinſke Form var Eugenius, ſaaledes ſkriver han det ſelv i flere Diplomer, ſe Archæol. Scot. II. S. 399, ligeledes ſkrives det ſaa hos Fordun, X. 24.
  18. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 260.
  19. Se ovenfor III. S. 762.
  20. At Biſkop Simon døde 1247, ſiges udtrykkeligt i den Manſke Krønike, lige ſom det kan ſees af den til denne føiede Biſkopsfortegnelſe, hvor det heder, at Biſkopsſtolen efter hans Død ſtod vacant i henved 6 Aar, thi hans Eftermand, Richard, indviedes ikke førend 1253 af Erkebiſkop Sørle, medens denne opholdt ſig i Rom, ſom det ſiden vil ſees. Rigtignok tilføjes det, beſynderligt nok, i den manſke Krønike, at Simon døde i ſit Embedes 18de Aar, hvilket, regnet fra hans Indvielſe, Sommeren 1226, bliver 1244, ſiden hans Død falder i Februar. Men dette maa være en ſimpel Uagtſomheds- eller Regne-Fejl, der maaſke endog vilde kunne berigtiges, om man havde flere Haandſkrifter af Krøniken. Thi man kan dog ikke her paaberaabe ſig den ſtrax herefter omtalte pavelige Skrivelſe af 15de Februar 1244 ſom Beviis for, at han allerede maatte være død i 1243; Skrivelſen er nemlig, ſom vi ovenfor i Texten paapege, tydeligt erhvervet i hans Levetid for at haves ved Haanden, naar han engang afgik ved Døden; Febr. 1243 vilde falde i hans 17de Aar, og Krønikens Udſagn lige fuldt blive urigtigt. De islandſke Annaler angive ogſaa hans Dødsaar fejlagtigt, idet de ſætte hans Død lige ned til 1249. Fejltagelſen grunder ſig vel paa Mangel paa nøjagtig Kundſkab om Langvarigheden af Vacancen før Richards Valg. Maaſke at nogen ſaadan Forvirring ogſaa kan have været med i Spillet hos den manſke Chroniſt. Den nys nævnte Biſkopsrække fortæller om hans Eftermand Richard, at han døde paa Tilbagerejſen fra Conciliet i Lyon 1274, efter at han i 23 Aar fra ſin Indvielſe af havde beſtyret Biſkopsſtolen. Denne Angivelſe er urigtig, da han ej kan være bleven indviet før 1253, ſiden Erkebiſkop Sørle ſelv ej modtog ſin Indvielſe før; og fra 1253 til 1274 er kun 21 Aar. Men tage vi alle de ovenfor angivne Talbeſtemmelſer, 18 Aar for Simon, 6 Aar for Vacancen, og 23 for Richard, tilſammen 47, da ſaa vi, naar disſe lægges til 1226, Simons Indvielſes-Aar 1273, hvilket kun er et Aar tidligere end Richards rette Dødsaar. Man kunde næſten formode at en ſaadan urigtig Fordeling af det hele Tidsrum fra Simons Indvielſe til Richards Død har fundet Sted, og at man maaſke dertil har anſlaaet et Aar for Laurentius.
  21. Se herom ovenfor, II. S. 862.
  22. Da den Skrivelſe, hvorved Innocentius afgiver ſin Beſtemmelſe er udſtedt 15de Febr. 1244, maa Munkenes Foreſtilling allerede være indløben om Høſten 1243; maaſke deres Befuldmægtigede endog længe før hans Ophøjelſe havde opholdt ſig i Rom, ventende paa Pavevalget.
  23. Der ſigtes rimeligviis her til den ovenfor II. 862, omtalte Vacance.
  24. Dipl. Norv. I. No. 28.
  25. At Eogan, (og rimeligviis ogſaa Duggall,) maa have været temmelig ung, kan ſkjønnes af at hans Navn forekommer Breve lige fra denne Tid indtil 1304. Se Registrum magni Sigilli Regni Scotiæ, XIV. No. 389, jvfr. Arcæologia Scotica II. 399.
  26. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 260, den manſke Krønike og de islandſke Annaler ved 1298.
  27. Dette ſiges udtrykkeligt baade i Sagaen og i den manſke Krønike.
  28. Den manſke Krønike, ved 1249. Muligt imidlertid, at Opholdet ogſaa kan være foraarſaget ved indre Uroligheder, der ſtode i Forbindelſe med Ragnvalds kort paafølgende Drab.
  29. At der var et Slags Sammenſværgelſe, ſees af det nedenfor paaberaabte Brev fra Kong Henrik 1256. Den lanercoſtſke Krønike ſiger lige frem, at Ragnvald blev dræbt af „Ridder Ivars Folk“. Denne Krønike har ogſaa for 1237 følgende beſynderlige Beretning: „Samme Aar døde Kong Alan, Søn af Gudrød, Broder af Ragnvald, 21de Mai, og derpaa fulgte hans Søn Harald i Regjeringen, 14 Aar gammel, og herſkede 12 Aar“. Her maa der være en Fejltagelſe: Harald Gudrødsſøn er aabenbart meent, men hvo var hiin Alan? — Den manſke Krønike indſkyder her (ved 1249) en Beretning om et foregivet Mirakel, hvorved Jomfru Maria frelſte en af Harald Olafsſøns forrige Venner, Oldingen Donald, der havde taget ſin Tilflugt for Harald Gudrødsſøns Forfølgelſer til Mariekloſteret i Rusſin, men ved ſvigagtige Løfter om Sikkerhed var lokket ud derfra og kaſtet i Fængſel, hvorfra han paa en højſt uventet, næſten overnaturlig Maade blev reddet. „Dette“, tilføjer Chroniſten, „have vi ſkrevet ſaaledes ſom vi hørte det af hans egen Mund“. Chroniſten var altſaa ſamtidig med Begivenhederne.
  30. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 264.
  31. Et Haandſkrift tilføjer her „om Høſten“, men det kan ikke forholde ſig ſaa, da Kong Alexander døde allerede i Juli.
  32. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 265. Hvad der forſtaaes ved Thurſeſker vides ikke med Vished, da det umuligt, ſom nogle have antaget, kan være Klipperne ved det nuværende Thurso, hvilket fordum kaldtes Thorsaa. Snarere maatte det ſøges blandt Skjærene øſtenfor Hjaltland og Orknøerne.
  33. Det efterfølgende er berettet deels efter Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 263, deels efter Matth. Pariſ. S. 516, hvor ogſaa Alexanders og Eogans Forhandlinger omtales temmelig udførligt. Sagaforfatterens og Matthæus’s Beretninger ſtemme ſaa fortrinligt med hinanden, at man tydeligt nok kan ſe, at begge have været vel underrettede, ligeſom man derved og vinder den bedſte Foreſtilling om begges Troværdighed. Kun kan man af Matth. Pariſ. ikke godt ſe, at Eogan begav ſig perſonligt til Kong Alexander, hvilket Sagaen ſaa udtrykkeligt ſiger, at der ej kan være nogen Tvivl derom.
  34. Saaledes Sagaen; Matthæus nævner kun „en Ø mellem Orknøerne og Skotland“ (det vil ſige paa Søvejen fra Skotlands Veſtkyſt til Orknøerne) hvilken ej kan være andet end Mull, maaſke med de nærmeſt liggende Øer. Navnet Cairnburgh, Kiarnaborg, er i flere Haandſkrifter ſkrevet (eller maaſke kun af Udgiverne læſt) „Bjarnaborg“, ligeſom ſtrax nedenfor „Bjartarey“ for „Kjarbarey“. Cairnburgh laa ikke umiddelbart paa Mull, men paa en liden Klippeø ved dens Veſtſide, de tre andre vare rimeligviis Duart, Aros og Moy, alle paa inll. Se Martins Discription &c. S. 255.
  35. Kerrera (lige over for den lille By Oban) ſkrives i den manſke Krønike „Kerwaray“, hos Fordun „Kerueray“ (ikke „Kerneray“ ſom det i Udgaven er læſt).
  36. Matth. Pariſ. l. c. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 265, den manſke Krønike ved 1249, Fordun, IX. 63, Wintons Riimkrønike: de melroſiſke Annaler. Fordun nævner ogſaa om Alexanders krigerſke Henſigter mod Herren til Argyll, men roſer fra ſit patriotiſke Standpunkt hans Færd, og kalder ham en Hader af al Ubillighed, medens Matth. Pariſ., der nys havde været i Norge, og ſtod i venſkabeligt Forhold til Kong Haakon, ſiger at Alexander, forført af Begjærlighed, i ſit Livs ſidſte Dage afveg fra Retfærdighedens Sti. Ogſaa Sagaen kalder det „lidet kongeligt“, at han beredede ſig til Krig, medens han endnu plejede Underhandlinger med Norge.
  37. Rymer, I. S. 272: Lejdebrev fra Kong Henrik, af 28 Decbr. for „vor kjære og tro Artaldus, Konge af Man“, at komme til England og raadſlaa med Kongen; Terminen udløb næſte Aars Michelsdag.
  38. Den manſke Krønike ved 1250. Merkeligt nok, omtales disſe Transactioner med Harald Gudrødsſøn og de paafølgende med Magnus Olafsſøn aldeles ikke i Haakon Haakonsſøns Saga, ſaa at man heller ikke veed, hvorledes eller paa hvilket Sted Harald Gudrødsſøn blev holdt faſt. Sandſynligviis blev han vel indſperret i en eller anden Borg længer fra Kyſten, ſom ſ. Ex. Mjøskaſtellet eller Valdensholm. Til Man ſynes han virkelig aldrig at være kommen tilbage, ſkjønt det af det Brev fra den engelſke Konge, der nedenfor omtales, ſkulde ſynes ſom om han var ſluppen løs ved 1256. Eogan kaldes paa dette Sted i den manſke Krønike Johannes filius Dugaldi, i Stedet for filius Dungadi. Fejltagelſen er undſkyldelig, da Navnene ligne hinanden ſaa meget. At det er Eogan, ſom menes, kan der ej være nogen Tvivl om, da ingen anden end han vilde have kunnet kalde ſig „Øernes Konge“. Naar det i de islandſke Annaler ved 1249 heder at „Duggall tog Kongedømmet over Syderøerne“, ere aabenbart Eogan Dungads Søn og Duggall forvexlede, thi det var Eogan, ſom tog Kongedømmet, medens Duggall forblev hos Kong Haakon, ſom det ſynes lige til 1253.
  39. Se Archæol. Scot. II. 399.
  40. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 271. Det heder her, at Kongen havde tre Konger i ſit Følge, Kong Haakon unge, Kong Jon i Syderøerne, og Kong Duggall. Det charakteriſtiſke er her de „tre Konger“, og da det nu er beviisligt, at Magnus maa have været med, maa en af de nævnte Konger, ſom urigtigt anført, vige Pladſen for ham, og dette kan da ikke blive nogen anden end Jon. Thi at Magnus kom til Norge i Mai, eller i det mindſte førſt i Juni, ſees af den engelſke Kong Henriks Lejdebrev for ham og „Familie“ (Rymer I. 289) af 30te April 1253, om uhindret at maatte pasſere gjennem England paa hans Rejſe til og Tilbagerejſe fra Norge. Er nu altſaa Magnus kommen til Norge, om end ikke førend ſidſt i Mai eller førſt i Juni, ſaa var der enda Tid nok til at komme med paa Toget, da Mødet varede fra 24de til henved 29de Juni. At Magnus ſtrax ved ſin Ankomſt har opſøgt Haakon, kan ikke betvivles, og det er da ligeſaa ſikkert, at Haakon har taget ham med paa dette Tog, hvor han ret lagde an paa at optræde ſaa imponerende og viſe ſig ſaa mægtig ſom muligt. Magnus havde vel endnu ikke faaet Kongenavn af Haakon, hvis man ſtrengt ſkal holde ſig til den manſke Krønike, der førſt omtaler dette under 1254, men han var dog hyldet ſom Konge af Manværingerne, og førte viſtnok ſtedſe Kongetitel. Det ſamme var ſikkert ogſaa Tilfældet med Duggall.
  41. Den manſke Krønike ved 1253, 1254.
  42. Se Kong Henriks Brev af 21de April 1256 (Rymer I. 338). Her ſiges der at Kong Henrik „omgjordede Magnus med Ridderbeltet“ Paaſkefeſten (16de April). Ogſaa Matthæus Pariſ. beretter (S. 521) at Magnus blev gjort til Ridder af Kong Henrik Paaſkedag 1256.
  43. Se ovenfor III. S. 778.
  44. Diplomet om de orknøiſke Jarler, ſe Historia Norvegiæ S. 23.
  45. Islandſke Annaler. Han kaldes her „Gibbon“, efter en almindelig ſkotſk Forkortning for „Gilbert“. At det var Gilbert II, ej Gilbert I, der døde 1256, kan ſkjønnes deraf, at Magnus allerede var Jarl før 1263. Gilbert I har rimeligviis været en gammel Mand; han ſkulde dog vel ikke have været Magnus’s Fader, Gilbert af Angus?
  46. Selv om de paa mødrene Side, hvad der vel maa antages, ſtammede fra Harald Maddadhsſøn, ſaa var dog allerede han paa fædrene Side af ſkotſk Herkomſt.