Det norske Folks Historie/5/6

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 55-70).

Paa denne Tid trak det Uvejr sterkere og sterkere op i Vesten, der omsider ganske skulde berøve Norge et betydeligt Skatland, efter alvorligt at have forbitret og foruroliget Kong Haakons sidste Dage, som det paa sit Sted skal blive berettet. Norges Herredømme over Syderøerne, eller maaskee end mere deres Uafhængighed af den skotske Konge, maatte, som det allerede tidligere er viist, være denne en Torn i Øjnene, ikke alene formedelst det besynderlige i, at Øer, hovedsageligt befolkede med Skoter, og for Resten i den nærmeste Forbindelse med Skotlands Fastland, ej tillige skulde lyde under Skotlands Trone, men ogsaa, fordi deres egentlige Lensherre, Norges Konge, formedelst den lange Afstand ikke kunde holde Øboerne tilbørligt i Tømme, saaat de ofte ustraffet øvede Fiendtligheder mod skotske Undersaatter, eller modtoge og understøttede skotske Misfornøjede og Oprørere, kort sagt, øvede alslags Uvæsen paa de Kanter, og gjorde megen Fortred i de tilstødende Dele af Riget. Den skotske Konge, Alexander den 2den, der skildres som en stor Høvding og meget ærgjerrig, gjorde derfor flere Forsøg paa at faa Kong Haakon til at afstaa Øerne, saavel med det gode, som ved List og Magt. For det første affærdigede han i det Øjemed om Sommeren 1244 tvende Biskopper til Norge^[1]. Disse skulde først forhøre sig, hvor vidt Kong Haakon godvillig vilde afstaa det Rige i Syderøerne, som Kong Magnus Barfod „uretfærdigt“ havde berøvet hans Forgænger Edgar Mac Mælkolm^[2]. Kong Haakon svarede, at da Magnus Barfod underkastede sig Syderøerne, herskede Kong Gudrød (Crovan eller Meranagh) over dem, men Magnus betragtede dem dog som sine Arvelande, og den skotske Konge havde i alle Fald ingen Ret til dem; hvilke af disse Øer eller overhoved hvor meget af Skotland Nordmændene skulde have, var derpaa blevet afgjort ved et formeligt Forlig mellem Magnus og Edgar, saa at der altsaa ikke kunde være Tale om nogen Ret til dem fra skotsk Side. Herpaa rykkede Biskopperne frem med den Forespørgsel, om Kong Haakon vilde sælge Øerne, og bad ham i faa Fald nævne Prisen i brændt Sølv. Kongen svarede, at han ej var saa forlegen for Sølv, at han behøvede at sælge sine Arvelande. Med denne Besked maatte Biskopperne vende tilbage. Siden efter sendtes som det synes hver Sommer nye Gesandtskaber med samme Anmodning, og Svaret lød altid ligedan. Da tog han, fortæller Sagaen, den lidet kongelige Beslutning endnu under de paagaaende Underhandlinger at samle Folk, for ved Magt at underkaste sig Øerne, og søgte tillige underhaanden at bearbejde Høvdingerne for sine Interesser^[3].

Det er ovenfor berettet, hvorledes Kong Haakon ved det Tog, han havde udsendt til Syderøerne 1230, havde befæstet Norges Herredømme over Man og de nordvestlige Øer, hvor Kong Olaf Gudrødssøn, kaldet den svarte, nu regjerede i Fred og Ro, som Kong Haakons trofaste og paalidelige Vasall^[4]. Hans Lensforhold til den norske Konge hindrede ham imidlertid ej fra, efter sin Broder og Formand Ragnvalds Exempel, at indfinde sig ved den engelske Konges Hof og tinge sig i hans Tjeneste, i det han overtog Søforsvaret af den engelske og irske Kyst paa begge Sider af Øen Man, imod at forlenes med de samme Kyststrækninger, samt oppebære en aarlig Løn i Penge, Korn og Viin^[5]. Han traadte derved i Vasallforhold ogsaa til Kong Henrik hvem han virkelig i den Anledning aflagde den foreskrevne Hylding, og blev af ham slaaet til Ridder; men det var i de Tider ingen Sjeldenhed at een Mand havde Len under forskjellige Lensherrer, og Olafs Stilling som engelsk Vasall synes ikke i mindste Maade at være kommen i Conflict med hans Forpligtelser mod Norge. Det er dog muligt, at dette Skridt har vakt Kong Haakons Mistanke, thi Aaret efter at Forleningen havde fundet Sted, lod han ham kalde til sig, maaskee for at afgive nærmere Forklaringer; der findes nemlig et Brev, udstedt af Kong Henrik den 24de Mai 1236, hvorved han tager Kong Olafs Mænd, Besiddelser og Indtægter i sin Beskyttelse, medens han er fraværende paa en ifølge den norske Konges Befaling foretagen Rejse til Norge^[6]. Olaf synes virkelig endog at have tiltraadt Rejsen til Norge, siden et senere Brev af Kong Henrik, dateret 8de April 1237, og hvori Beskyttelsen fornyes, udtrykkeligt omtaler ham som afrejst^[7]. Men rimeligviis har Sygdom nødt ham til at vende om igjen, førend han kom til Norge, thi Sagaen nævner intet øm at han i 1236 eller 1237 lod sig see her og den 21de Mai, kun sex Uger efter at hiint Bestyrelsesbrev udstedtes, afgik han ved Døden i Holm Peel^[8]. Han efterlod fire Sønner, Harald, Ragnvald, Magnus og Gudrød, af hvilke Harald, den ældste, fulgte ham i Regjeringen. Harald var da kun 14 Aar gammel. Strax efter sin Regjeringstiltrædelse rejste han med et stort og glimrende Følge over til Norderøerne for at modtage Indbyggernes Hylding, efterladende sin Frænde Loglenn, hos hvem hans yngste Broder Gudrød opfostredes, som Statholder paa Man. Men medens Harald med Enthusiasme hyldedes af Indbyggerne paa de nordlige Øer, havde Loglenn, som det synes, Planer fore til at sætte Gudrød paa Tronen, thi det berettes, at Harald i October Maaned sendte sin Ven Josef tilligemed de for omtalte Brødre af Slægten Mac Neal, Thorkell, Duggall og Mælmor^[9], over til Man med endeel Tropper fra Norderøerne, og at disse strax sammenkaldte en almindelig Forsamling paa Thingvold, hvor ogsaa Loglenn fremmødte meget mandsterk, af Frygt, som det heder, for Brødrene Mac Neal, med hvem han stod paa en fiendtlig Fod; samt at der nu udspandt sig imellem begge Partier en heftig Ordvexling som omsider gik over til en virkelig Kamp, i hvilken Loglenns Parti sejrede, og Josef faldt, tilligemed tvende af Mac Neal’erne, Duggall og Mælmor. Vaaren efter landede dog Harald selv med en sterkere Hær ved Ragnvaldsvad, og nu kom Raden til Loglenn at flygte. Han vilde med sin Fostersøn Gudrød sejle over til Wales, men led Skibbrud ved et Skjær, og druknede tilligemed Fostersønnen, efter at han først havde frelst sig op paa Skjæret, men siden var vendt tilbage til Skibet for at hjelpe Drengen. Harald satte sig nu i Besiddelse af Man. Imidlertid havde han forsømt at indfinde sig hos sin Lensherre, Kong Haakon, for at hylde ham, ja der siges endog reent ud, at han vægrede sig ved at drage til hans Hof, hvilket antyder, at Kongen maa have ladet en formelig Opfordring udgaa til ham derom. Haakon, der rimeligviis allerede havde været stødt paa hans Fader, og som nu, under sit nærværende spendte Forhold til Hertug Skule, synes at have befundet sig i en meer end sædvanligt pirrelig Sindstilstand, tog ham hans Vægring saa ilde op, at han erklærede ham afsat, og sendte tvende Mænd ved Navn Gospatrik og Gilchrist Muirkerlachs Søn over til Man for at jage ham bort, tage Øen i Besiddelse, og indkræve den Norges Konge tilkommende Skat. Hvad dette var for Folk, siges ikke, og der findes intet herom i vore Sagaer; sandsynligviis have de været ærgjerrige Høvdinger fra Øerne, der havde begivet sig til Norge og forebragt Kongen overdrevne Beretninger om Haralds foregivne Ulydighed og Mangel paa Loyalitet, for saaledes paa hans Bekostning at skaffe sig selv Fordeel. Det lykkedes dem at jage Harald bort fra Man og tage Øen i Besiddelse. Efter flere forgjeves Forsøg paa at faa den tilbage, bekvemmede han sig endelig til at drage over til Norge, og ydmyge sig for Kong Haakon. Han forblev i Norge over to Aar (1239–1242) og det lykkedes ham i denne lange Tid omsider at finde Naade for Kongens Øjne saa at denne endog gav ham Kongenavn, og forlenede ham og alle hans Efterkommere for Fremtiden med alle de Øer, Man iberegnet, som hans Forgængere Olaf, Ragnvald og Gudrød havde besiddet. Til Bekræftelse herom udstedte han endog et aabent Brev under sit Segl^[10]. Besynderligt nok, omtale vore egne Sagaer ikke med et eneste Ord denne Haralds lange Nærværelse i Norge, hvorom der dog ikke kan være nogen Tvivl; det synes dog, som om han maalte have taget Deel med i Krigen mod Skule, og at han ved denne Lejlighed af og til maatte have været nævnt. Man skulde saaledes fristes til at formode, at han den længste Tid havde været holdt i Fangenskab, og at Kongen ej har ladet ham slippe ud af dette, førend efter Hertugens Fald, da der ligeledes maa være kommen Efterretning om at Gospatrik var død Aaret forud^[11]. Harald vendte nu tilbage fra Norge (1242), landede først ved Norderøerne, samlede her en Flaade, og begav sig med denne til Man, hvor han dog fandt en saa venlig og kjærlig Modtagelse, at han strax sendte Flaaden hjem igjen. Fra denne Tid af herskede Harald i Ro og Fred. Dog synes Kong Haakons Mistanke atter at være bleven vakt imod ham, da Harald ved Paasketider 1246, efter sin Faders Exempel, besøgte Kongen af England i London, der slog ham til Ridder og gjorde ham store Foræringer^[12]. Kong Haakon kaldte ham nemlig i det følgende Aar til sig – det kan neppe have været for at overvære Kroningen, thi Indkaldelsen synes at være udgaaet efter denne, og ikke at være kommen til Harald førend om Høsten^[13]. Harald adlød strax, lagde Vejen over England, og kom til Bergen nogen Tid efter at Kongen, som det i det følgende nærmere skal omtales, havde begivet sig til Oslo, for bekvemmere at kunne pleje Underhandlinger med Sverige. Harald rejste strax efter Kongen, traf ham i Oslo, og tilbragte Vintren hos ham^[14]. Den Unaade, hvori han muligviis var falden, veg dog i saa Fald snart før den bedste Forstaaelse, og der aftaltes endog et Giftermaal mellem Harald og Kongens Datter Fru Cecilia, Gregorius Andressøns Enke. Brylluppet stod med megen Pragt i Kongsgaarden i Bergen den følgende Sommer (i Juli Maaned), og Kong Haakon skal, forsikres der, have lovet at hædre og hæve ham højere end nogen af hans Forgængere^[15].

Af Fyrsterne af den sumarlidske .Linje, der beherskede de Øer, som ligger nærmere ved Skotlands Kyster, og ligeledes havde Besiddelser paa Fastlandet, tales der ikke mere om Duncan af Lorn og hans Broder Duggall Skrok^[16]. Derimod erfare vi, at Duncans Søn Eogan, eller, som vore Sagaer kalde ham, Jon^[17], tilligemed hans Frænde Duggall, Søn af Ruaidhri af Cantire, indfandt sig hos Kong Haakon samtidigt med, eller strax efter hiint Bryllup, med Anmodning om at han vilde give dem Kongenavn over den nordre, det vil her sige den nordøstlige Deel af Suderøerne Altsaa maa Eogans Fader Duncan og Duggalls Fader Ruaidhri kort forud være døde; hvad Duggall Skrok angaar, er det uvist om han nogensinde slap løs fra det Fangenskab, hvori han faldt 1230, eller overlevede denne Fejde. Eogan var en brav og hæderlig Mand, der paa bedste Maade søgte at skikke sig i sin vanskelige Stilling, som Undersaat, baade af Norges og Skotlands Konge. Kongen synes derfor heller ikke at have betænkt sig paa at opfylde hans Bøn, men gav ham Kongenavn endnu samme Sommer, ej længe efter Brylluppet. Dette skede i Eldøsund ved Stordøen, hvor Kongen just laa med sin Flaade paa sin Tilbagerejse til Viken, for fremdeles at pleje Underhandlinger med Sverige. Ogsaa Duggall synes ved samme Lejlighed at have faaet Kongenavn, skjønt det ikke udtrykkeligt siges. Det var Bestemmelsen, at de begge tilsammen med det nygifte Kongepar skulde vende tilbage til Suderøerne om Høsten^[18].

Paa denne Tid herskede der, som det lader, ikke liden Tvist om Besættelsen af den manske eller syderøiske Biskopsstol og den norske Erkebiskops Metropolitanret over dette Biskopsdømme, hvilken Erkebiskoppen af York og dennes Undergivne vilde gjøre ham stridig. Biskop Simon, hvilken Erkebiskop Peter havde indviet i Aaret 1226, som det tidligere er berettet^[19], var død i en høj Alder den 28de Februar 1247^[20]. Han havde, som der fortælles, paa St. Patriks Ø (Holm Peel) ladet opføre St. Germanus’s Kathedralkirke, i hvilken han nu selv blev begravet, og da der tillige fra denne Tid af er Tale om et Domcapitel ogsaa ved Mans eller Syderøernes Biskopsstol, maa man antage, at denne Institution skyldes hans Bestræbelser, og stod i den nærmeste Forbindelse med det nye Kirke-Anlæg, saa at han altsaa samtidigt med Kirkens Indvielse har indstiftet Capitlet. Hans Hovedhensigt hermed var for en Deel rimeligviis at rette paa den anomale Stilling, hvori Biskopsstolen hidtil befandt sig, idet den ved Pave Anastasius’s Bulle af 1154 var lagt under Nidaros Provins, medens dog ingen positive Skridt vare gjorte for at løsne det Baand, der tidligere tumlede den til Furness Abbedi i Yorks Dioces^[21], og derved middelbart gjorde den afhængig af den yorkske Erkebiskop. Naar den først havde faaet et eget Capitel, maatte Valgretten efter de sædvanlige canoniske Regler tilkomme dette. Sandsynligviis har ogsaa Erkebiskop Sigurd opmuntret Biskop Simon til at sætte denne Foranstaltning igjennem. Men Munkene i Furness, der naturligviis nødig vilde give Slip paa den Rettighed, som de tidligere havde besiddet, og som endnu ikke bar formelig ophævet, gjorde alt, hvad de kunde, for at beholde den. Endnu førend Biskop Simon var død, henvendte de sig til Pave Innocentius den 4de, strax efter hans Ophøjelse paa Pavestolen^[22], med en Forestilling der paa en ret listig Maade blandede sandt og falskt mellem hinanden, og som gik ud paa, at deres gamle Rettighed maatte blive bekræftet. „Retten til at vælge Biskoppen over den manske Kirke,“ ytrede de, „tilkom ifølge en gammel, anerkjendt og hidtil uhindret iagttagen Vedtægt alene dem, men skjønt de, saa ofte Kirken blev ledig, udvalgte til dens Hyrde en duelig Mand, var dog den Omstændighed, at den Udvalgte, naar han skulde modtage Indvielsen, hvilken efter Tidernes forskjellige Lejlighed stundom Erkebiskoppen af York, men ellers Erkebiskoppen af Nidaros plejede at foretage, – i sidste Tilfælde maatte fare over et farligt og stort Hat-, Aarsag i at der neppe, eller aldrig, fandtes nogen, der vilde modtage Valget, hvoraf Følgen var, at den manske Kirke derved ofte kom til at staa ledig, og derved led største Skade i aandeligt Henseende^[23]. De anholdt derfor ydmygst om at Paven vilde raade Bod paa denne Ulempe.“ Her berørte de, klogt nok, ikke med et eneste Ord, at Mans Biskopsstol nu havde et eget Domkapitel, lige saa lidet som at den ved Bullen af 1154 var henlagt under Nidaros; ja de brugte endog, sikkert med vel beraadt Hu, Betegnelsen „ecclesia de Mannia,“ ikke det i Bullen af 1154 anvendte Navn „insulæ Suthraiæ“. Innocentius, der neppe var synderlig bekjendt med de geografiske Forhold i disse fjerne Egne, og end mindre kan have haft nogen klar Forestilling om at „Mans Kirke“ og „Syderøernes Biskopsstol“ var eet og det samme, lod sig og bevæge til at opfylde deres Begjæring, dog forsigtigviis kun under den Forudsætning, at det virkelig forholdt sig saaledes som de havde angivet, og at Erkebiskop Sigurd intet havde derimod. I saa Fald skulde Valget, naar det var foretaget af Abbeden og Munkene i Furness, forelægges Erkebiskoppen af York til Bekræftelse, og den Valgte af ham indvies. Vi besidde det Brev, som Paven i den Anledning under 13de Februar 1244 tilskrev Erkebiskop Walter i York, og hvor der tillige tales om et andet, der var afgaaet til Erkebiskop Sigurd. Et tredie er vel ogsaa umiddelbart blevet tilsendt Abbeden i Furness^[24]. Med dette Brev i Baghaanden har da denne og hans Brødre trøstigt oppebiet den gamle Simons Død. Da, heder det i den manske Krønike, valgte Capitlet eenstemmigt Archidiaconen Laurentius til hans Efterfølger, og han begav sig til Norge, for at indvies af Nidaros Erkebiskop, hvem det tilkom at forrette Indvielsen. Men, siges der videre, da han kom til Norge, vilde Kong Harald, paa Grund af en mod ham fra Man indløben Skrivelse, ikke samtykke i Valget, førend han var fulgt med ham tilbage, og i hans Overvær udvalgt af hele Gejstligheden og Folket. Skrivelsen, som her omtales, var sikkert en Protest fra Erkebiskoppen af York saavel som fra Munkene i Russin og Furness, der paaberaabte sig hiint Pavebrev, og man maa vist antage, at Krønikens Forfatter, der maaske ikke var saa ganske bekjendt med det rette Forhold, udtrykker sig noget unøjagtigt, da der neppe nu for Alvor kunde være Tale om et saa ucanonisk Valg, som det, Kong Harald skal have fordret. Skjønt Laurentius gik Glip af Indvielsen, og Pavestolen stod vacant i henved sex Aar, vistnok under heftige Pennefejder fra begge Sider, gik dog, som vi ville see, Erkebiskoppen af Nidaros eller Capitlet i Man tilsidst af med Sejren.

Ved Mikkelsdags-Tid indskibede Kong Harald sig med sin Dronning, den udvalgte Biskop, og mange andre anseede Mænd paa et stort Fartøj, for at drage hjem. De unge Konger Eogan^[25] og Duggall skulde, som ovenfor nævnt, have været med, men det blev ikke noget af, uvist hvorfor; sandsynligviis har vel Kongen efter nærmere Overvejelse fundet det raadeligere, at beholde dem tilbage hos sig indtil videre. Duggall rejste øster til Kongen og tilbragte Vintren hos ham; Eogan forblev i Bergen. De kunde prise sig lykkelige, at de bleve tilbage, thi Skibet, som bar Kongeparret og dets Følge, hørte eller saa man ikke mere til, uden for saa vidt som nogle Vragstumper dreve ind til Sydspidsen af Hjatland, hvoraf man sluttede, at det maatte være forgaaet i Dynrast (nu Sumburgh Roost), det stormende Hav mellem Hjatland og Fridarø. Ikke en levende Sjæl blev frelst^[26]. Efterretningen herom vakte den største Sorg paa Syderøerne, da Harald var meget afholdt^[27], og hans Giftermaal med Kongedatteren havde vakt glimrende Forhaabninger om hans Fremtid. Ogsaa for Kong Haakon maatte det være et haardt Stød, thi ej alene mistede han en Datter, men den Udsigt, der ved hendes Giftermaal var aabnet til en nærmere Tilslutning af Syderøernes Rige til Moderlandet, var nu før det første ganske afskaaren. Det lader til, at Manværingerne ikke har anseet Haralds Død for ganske vis, førend efter at Vinteren var til Ende og Vaaren begyndt, thi ikke førend 6te Mai 1249, fortælles der, tiltraadte hans Broder Ragnvald Regjeringen efter ham^[28]. Han herskede ikke længere end i 24 Dage, thi den 30te Mai blev han i Nærheden af Trinitatiskirken i Russin overfaldt og dræbt af en Ridder ved Navn Ivar, der tilligemed flere andre stod i Ledtog med hans Frænde Harald, Gudrød Ragnvaldssøns Søn, hvilken nu opkastede sig til Konge. Det tilføjes, at han jagede næsten alle de Høvdinger, der havde holdt med Kong Harald Olafssøn, i Landflygtighed, og satte i deres Sted sine egne Tilhængere, der hidtil havde været landflygtige^[29]. Heraf maa man slutte, at han ogsaa selv tidligere har deelt deres Skjebne, men nu samlet dem om sig, og ganske uventet landet paa Øen for at efterstræbe Ragnvalds Liv, hvilket saaledes lykkedes alt for godt. Harald beholdt den ranede Magt i et Aars Tid, indtil Kong Haakon, som det i det følgende skal berettes, indstevnede ham til sig.

I Norge betragtedes Kong Haralds Død som vis allerede i Løbet af Vinteren, thi da tom Efterretningen derom, siges der, til Kong Haakon, under hans Vinterophold i Tunsberg, og for at Øerne ikke skulde være ganske uden Høvdinger, sendte han strax Bud til Eogan af Argyll i Bergen, at han snarest muligt skulde rejse hjem til Øerne og passe paa Riget, indtil Kongen traf yderligere Foranstaltninger^[30]. Eogan begav sig, som det synes, strax afsted, thi han maa være kommen til Øerne i Begyndelsen af 1249^[31]. Det var paa høj Tid, thi Kong Alexander, kjed af de idelige Afslag paa sin Begjæring om at saa Øerne kjøbte, havde allerede, førend hans sidste Gesandt var kommen tilbage fra Norge, begyndt at samle en Hær, og erklærede at han ikke vilde hvile, førend han havde sat sit Banner østenfor Thursesker og underkastet sig alt hvad Norge besad vestenfor Solundarhavet eller Vesterhavet^[32]; Raden skulde saaledes ogsaa komme til Orknøerne, naar først Syderøerne vare erobrede. Hans Harme gik først, og især, ud over Eogan af Argyll, ordi han, skjønt skotsk Undersaat, ogsaa havde hyldet den norske Konge som sin Lensherre^[33]. Han lod ham kalde til sig, og Eogan kom, dog kun mod et Lejde, for hvis Overholdelse fire skotske Jarler gik i Borgen. Alexander irettesatte ham haardt, og sagde at han havde handlet som en Forræder. Eogan svarede at han nok skulde vide at efterleve sin Lenspligt baade mod Skotlands og mod Norges Konge. Alexander sagde hertil, fremdeles vred, at ingen kunde tjene to Herrer paa een Gang. Eogan istemte at det dog nok lod sig gjøre, naar kun begge Herrerne ikke laa i Kamp med hinanden indbyrdes. Men da Alexander netop stod i Beredskab med at paaføre Norges Konge Krig, var det rigtignok nødvendigt for Eogan at tage Parti, og vælge mellem dem begge. Alexander fordrede endog, at han uden videre skulde overlade ham hele det Len, han havde modtaget af Kong Haakon, hvilket fornemmelig synes at have været Øen Mull, med Borgen Cairnburgh og tre andre Kasteller^[34]; derimod tilbød han ham til Gjengjeld dobbelt saa store Forleninger i Skotland, og sit Venskab. Alle Eogans Frænder og Venner raadede ham paa det indstændigste til at opfylde Kongens Begjæring. Men den redelige Eogan, der indsaa, at han, om han end havde Ret til, i Krigstilfælde at erklære sig for den skotske Konge, dog ikke uden at bryde sin Eed til Kong Haakon kunde oven i Kjøbet overdrage Alexander de Forleninger, han havde faaet af hiin, men i saa Fald formelig maatte opsige Haakon sin Tjeneste, og tilbagegive Forleningerne til ham selv eller hans Fuldmægtig afslog Begjæringen, og drog bort. For Sikkerheds Skyld begav han sig lige til Ljodhuus (Lewis). Alexander rustede sig for at sætte efter ham. Eogan, som frygtede hans Overmagt, erklærede sig nu virkelig villig til at opsige Kong Haakon Huldskab og Troskab, men lod kun anholde om Frist, indtil han fik meldt Kong Haakon Opsigelsen, og tilbagegivet ham Forleningerne. Men Alexander var ubønhørlig, og sejlede afsted. Da blev han, medens han med sine Skibe laa ved Kjarbarø, nu Kerrera^[35], i Sundet mellem denne Ø og Fastlandet, pludselig overfalden af en heftig Feber, der endte hans Dage^[36]. (8de Juli 1249). Vore Sagaer berette, at St. Olaf, St. Magnus, og St Columba Natten forud havde aabenbaret sig for ham i Drømme, og sagt, at det ikke vilde gaa ham godt, hvis han vedblev sit Forsæt at bekrige Syderøerne. Hans Død gjorde Ende paa Toget; thi hans Mænd havde nu andet at tænke paa; hans Søn og Efterfølger, Alexander den 3die, var nemlig kun syv Aar gammel, og Regjeringen i dennes Mindreaarighed skulde ordnes. Saaledes afvendtes det truende Uvejr for denne Gang, og der hengik 13 Aar, inden Krigen paany blussede op. Imidlertid synes Kong Haakons Herredømme i det hele taget at have været anerkjendt og hans Magt frygtet. Saaledes, da han Aaret efter, (1250) tilskrev Harald Gudrødssøn og kaldte ham til sig, turde denne, der imidlertid ogsaa synes at have gjort den engelske Konge Tilnærmelser^[37], ikke andet end adlyde, og kom til Norge, hvor Kong Haakon, opbragt paa ham, som den der havde tilranet sig et Kongedømme, hvortil han ingen Ret havde, holdt ham fast, og tillod ham ikke at komme tilbage igjen^[38]. Samme Aar, fortælles der, landede Eogan af Argyll tilligemed Olaf Gudrødssøns tredje Søn, Magnus, i Havnen Ragnvaldsvad paa Man, og sendte en Opfordring til Manværingerne, rimeligviis om at antage Magnus til Konge. Men aldrig saa snart havde Manværingerne hørt Opfordringens Begyndelses-Ord, der løde saaledes: „dette befaler eder Eogan, Øernes Konge“, førend de bleve saa opbragte over at Eogan vovede at give sig denne Titel, og at Magnus ikke engang nævntes, at de ikke vilde høre mere, men lod Sendebudene strax vende tilbage. Forbitret besatte Eogan nu med sine Krigsfolk den ved Flodtid omflydte St. Michaels-Ø, og beredede sig til at angribe Manværingerne, hvis de ikke faldt til Føje. Manværingerne forsamlede sig imidlertid bevæbnede paa Stranden, og sendte Bud over til dem, idet de lode dem hilse, at for saa vidt nogle af dem virkelig vare afsendte fra Kongen i Norge, og fremviste hans Brev desangaaende, kunde de trygt komme i Land, og Kongens Befaling skulde troligt blive opfyldt. Men de hverken fremviste noget Brev eller værdigedes overhoved at give noget Svar, eller antage noget Fredstilbud. Da stillede Manværingerne sig i Slagorden, idet de nok saa kjekt afventede Angrebet. Dette synes at have vakt nogen Betænkelighed hos Eogan, hvilken, da Ebben kom, gik ombord paa sine Skibe med en Deel af sine Folk. Om Aftenen gjorde en af den forhen omtalte Ridder Ivars Mænd med en talrig Skare af Manværinger et uventet Angreb paa de Tilbageblevne, fældte flere af dem, og dreve de Øvrige ned til Skibene, hvorved mange omkom. Dagen efter sejlede Eogan, meget forbitret, som det heder, bort, og leed undervejs Skibbrud, hvorved mange anseede Mænd i hans Følge omkom. Hvilken Stilling Eogan indtog i Mellemtiden fra 1250 til 1263, i hvilket Aar, eller strax for, han tog Parti med den skotske Konge og gjorde Afkald paa sine norske Forleninger, som det i det følgende vil sees, angives ej; man skulde formode at der allerede tidligt er opstaaet nogen Kulde fra hans Side mod Kong Haakon, og at han siden mere har optraadt i Egenskab af skotsk Magnat, end af norsk Lenskonge, da der findes et Brev af ham, udstedt 1251, hvor han ej kalder sig Konge, ikke engang Herre til Mull eller Cairnburgh, men kun slet og ret „Eogan, Ridder, Søn af Duncan af Argyll“^[39]. I Norge synes han ikke tidere at have været. Det heder vel, at han, saavel som Kong Duggall, deeltoge i det Ledingstog, Kong Haakon, som det nedenfor skal berettes, foretog til Gøtaelven i Juni 1253 for i Forening med Byrge Jarl af Sverige at bekrige Danmark, men der er den største Rimelighed for, at Sagaskriveren ved en Forglemmelsesfejl har forvexlet ham med Magnus Olafssøn af Man. Thi denne, der i 1252 kom paa egen Haand til Man, og strax med Enthusiasme modtoges og hyldedes af Indbyggerne, begav sig i det følgende Aars Mai Maaned over til Norge, for at hylde Kong Haakon og modtage Kongenavn af ham, og kom saaledes netop betids til at ledsage ham paa Toget^[40]. Kong Haakon, siges der, modtog ham med megen Udmerkelse, beholdt ham hos sig Vintren over, og gav ham, sandsynligviis i Julen, Kongenavn over alle de Øer, som hans Forgængere havde besiddet med Arveret, hvorhos han meddeelte ham, ligesom tidligere Broderen, sit Brev og Segl for at de samme Øer til alle kommende Tider skulde tilhøre ham og hans Efterkommere. Saaledes bekræftet i sit Kongedømme, til Forfærdelse, heder det, for hans Modstandere, der saa og hørte det, og nu maatte opgive alt Haab om at støde ham fra Riget, vendte han tilbage til sit Rige, og Kongen, siges der, viste ham ved Afskeden megen Hæder^[41]. Det er ikke usandsynligt, at ogsaa Duggall ved denne Lejlighed har faaet Kongenavn og har fulgt tilbage med Magnus efter at have opholdt sig i Norge siden 1248, thi vi erfare, at Duggall ligeledes var med paa hiint Tog til Gøtaelven 1253; saa længe maa han altsaa være forbleven i Norge. Siden gjenfinde vi ham ej førend i 1263, fremdeles Kong Haakon ivrigt hengiven, medens Eogan derimod nu var skotsk sindet. Det synes nu i nogle Aar at have været forholdsviis roligt paa disse Kanter. At Magnus, ligesom sin Fader og sin Broder, siden (1256) besøgte den engelske Konges Hof for at modtage Ridderslaget, ved hvilken Lejlighed han nød megen Ære og fik herlige Gaver, var ingen Demonstration mod Kong Haakon, og kan kun betragtes som Efterkommelsen af en traditionel Skik i Magnus’s Familie, især da det endnu ikke var brugeligt at den norske Konge meddeelte Ridderværdigheden, hvilken dog en Mand i Magnus’s høje Stilling ej godt kunde undvære ved sine hyppige Berørelser med skotske og engelske Stormænd. Ved denne Lejlighed lod Kong Henrik et Brev udgaa til alle sine Befalingsmænd, at ingen maatte modtage Harald Gudrødssøn eller Ivar, der skjendigt havde dræbt Kong Ragnvald, eller deres Medskyldige^[42], hvilket viser, at Magnus lod det være sig magtpaaliggende at hevne sin Broders Drab.

Om Forholdene paa Orknøerne i denne Tid veed man lidet eller intet. Magnus, Jon Jarls Efterfølger^[43], døde 1259, og efter ham fulgte en Gilbigrid eller Gilbert, der ej synes at have været hans Søn, men hans Frænde; denne Gilbert esterfulgtes af sin Søn, der ligeledes heed Gilbert^[44], og efter denne, der døde 1256^[45], fulgte igjen Sønnen Magnus. Det er forhen nævnt, at denne Linje, hvor Navnet Gilbert saa hyppigt forekommer, paa fædrene Side stammede fra Jarlerne af Angus, og at Magnus, Jons Eftermand, tillige sandsynligviis var hans Dattersøn. Saa vidt man kan skjønne, var der fra Kong Haakons Side intet at klage paa de her nævnte Orknøjarlers Troskab, uagtet der nu næsten ikke randt norsk Blod i deres Aarer^[46], og de tillige som Jarler af Katanes vare den skotske Konges Vasaller. Der nævnes intet om, hvorledes Gilbert den 2den reddede sig ud af de vanskelige Forhold i 1249.

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 245. De forskjellige Haandskrifter udtrykte sig her noget afvigende fra hinanden, saa at det i enkelte synes, som om der allerede var kommet Gesandter til Norge om denne Sag for Biskopperne. Af Cap. 265 jvfrt. hermed, sees det dog, at han holdt paa at sende Gesandter lige til 1249, og da Kong Haakons Forhandlinger med Biskopperne aabenbart bære Præget af være de første i denne Sag, maa samme Biskopper ogsaa have været de første, der afsendtes. Hvilke disse Biskopper vare, anføres ingensteds.
2. I Sagaen staar her, som tidligere i Magnus Barfods Saga, urigtigt „Mælkolm“, se herom ovenfor II. S. 472–475.
3. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 265.
4. Se ovenfor III. S. 771, 772.
5. Lønnen var Bild Mk. Selv, 100 Crannoes (et irsk Maal) Korn og 5 Fade Viin, se Kong Henriks Brev af 11te Juli 1235, hos Rymer I. S. 218, og aftrykt hos Langebek St-r. rer. l)an. lll. 230. Her anferes, ligeledes efter Rymer, Henriks Lejdebrev for Olaf af 13de April s. A., gjeldende indtil 1ste August, til Sikkerhed under hans Ophold i England; han har altsaa personligt indfundet sig hos Henrik og modtaget Forleningen.
6. Brev hos Rymer, S. 227, ligeledes aftrykt hos Langebek, l c. S. 231.
7. Brev hos Rymer, S. 231, Langebek S. 231.
8. Den manske Krønike.
9. Se ovenfor III. S. 771.
10. Den manske Krønike, ved de nævnte Aar.
11. Sammesteds.
12. Den manske Krønike sætter dette under 1247, men Matthæus Paris. (S. 474) henfører det rigtigere til Paaske 1246, hvilket kan sees af et hos Rømer (S. 264) aftrykt Leidebrev af den engelske Konge for Harald, dateret 9de Januar 1246, gjeldende indtil Pints s. A., om frit at komme til England, opholde sig der, og drage bort igjen.
13. Den lanercostske Krønike siger rigtignok at han indkaldtes til Kroningen, men den manske, som i dette Stykke er dens Kilde, har intet derom.
14. Den manske Krønike, sammenholdt med Haakon Haakonssøns Saga Cap. 259.
15. Den manske Krønike. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 260.
16. Om disse, se ovenfor III. S. 771, 772.
17. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 260. Matth. Paris. (S. 516) kalder ham „Oenus“, eller, efter Læsemaaden i den londonske Udgave, hvoraf Thormod Torvessøn (261) har citeret dette Sted, Genus. Hans rette Navn i dets latinske Form var Eugenius, saaledes skriver han det selv i flere Diplomer, se Archæol. Scot. II. S. 399, ligeledes skrives det saa hos Fordun, X. 24.
18. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 260.
19. Se ovenfor III. S. 762.
20. At Biskop Simon døde 1247, siges udtrykkeligt i den Manske Krønike, lige som det kan sees af den til denne føiede Biskopsfortegnelse, hvor det heder, at Biskopsstolen efter hans Død stod vacant i henved 6 Aar, thi hans Eftermand, Richard, indviedes ikke førend 1253 af Erkebiskop Sørle, medens denne opholdt sig i Rom, som det siden vil sees. Rigtignok tilføjes det, besynderligt nok, i den manske Krønike, at Simon døde i sit Embedes 18de Aar, hvilket, regnet fra hans Indvielse, Sommeren 1226, bliver 1244, siden hans Død falder i Februar. Men dette maa være en simpel Uagtsomheds- eller Regne-Fejl, der maaske endog vilde kunne berigtiges, om man havde flere Haandskrifter af Krøniken. Thi man kan dog ikke her paaberaabe sig den strax herefter omtalte pavelige Skrivelse af 15de Februar 1244 som Beviis for, at han allerede maatte være død i 1243; Skrivelsen er nemlig, som vi ovenfor i Texten paapege, tydeligt erhvervet i hans Levetid for at haves ved Haanden, naar han engang afgik ved Døden; Febr. 1243 vilde falde i hans 17de Aar, og Krønikens Udsagn lige fuldt blive urigtigt. De islandske Annaler angive ogsaa hans Dødsaar fejlagtigt, idet de sætte hans Død lige ned til 1249. Fejltagelsen grunder sig vel paa Mangel paa nøjagtig Kundskab om Langvarigheden af Vacancen før Richards Valg. Maaske at nogen saadan Forvirring ogsaa kan have været med i Spillet hos den manske Chronist. Den nys nævnte Biskopsrække fortæller om hans Eftermand Richard, at han døde paa Tilbagerejsen fra Conciliet i Lyon 1274, efter at han i 23 Aar fra sin Indvielse af havde bestyret Biskopsstolen. Denne Angivelse er urigtig, da han ej kan være bleven indviet før 1253, siden Erkebiskop Sørle selv ej modtog sin Indvielse før; og fra 1253 til 1274 er kun 21 Aar. Men tage vi alle de ovenfor angivne Talbestemmelser, 18 Aar for Simon, 6 Aar for Vacancen, og 23 for Richard, tilsammen 47, da saa vi, naar disse lægges til 1226, Simons Indvielses-Aar 1273, hvilket kun er et Aar tidligere end Richards rette Dødsaar. Man kunde næsten formode at en saadan urigtig Fordeling af det hele Tidsrum fra Simons Indvielse til Richards Død har fundet Sted, og at man maaske dertil har anslaaet et Aar for Laurentius.
21. Se herom ovenfor, II. S. 862.
22. Da den Skrivelse, hvorved Innocentius afgiver sin Bestemmelse er udstedt 15de Febr. 1244, maa Munkenes Forestilling allerede være indløben om Høsten 1243; maaske deres Befuldmægtigede endog længe før hans Ophøjelse havde opholdt sig i Rom, ventende paa Pavevalget.
23. Der sigtes rimeligviis her til den ovenfor II. 862, omtalte Vacance.
24. Dipl. Norv. I. No. 28.
25. At Eogan, (og rimeligviis ogsaa Duggall,) maa have været temmelig ung, kan skjønnes af at hans Navn forekommer Breve lige fra denne Tid indtil 1304. Se Registrum magni Sigilli Regni Scotiæ, XIV. No. 389, jvfr. Arcæologia Scotica II. 399.
26. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 260, den manske Krønike og de islandske Annaler ved 1298.
27. Dette siges udtrykkeligt baade i Sagaen og i den manske Krønike.
28. Den manske Krønike, ved 1249. Muligt imidlertid, at Opholdet ogsaa kan være foraarsaget ved indre Uroligheder, der stode i Forbindelse med Ragnvalds kort paafølgende Drab.
29. At der var et Slags Sammensværgelse, sees af det nedenfor paaberaabte Brev fra Kong Henrik 1256. Den lanercostske Krønike siger lige frem, at Ragnvald blev dræbt af „Ridder Ivars Folk“. Denne Krønike har ogsaa for 1237 følgende besynderlige Beretning: „Samme Aar døde Kong Alan, Søn af Gudrød, Broder af Ragnvald, 21de Mai, og derpaa fulgte hans Søn Harald i Regjeringen, 14 Aar gammel, og herskede 12 Aar“. Her maa der være en Fejltagelse: Harald Gudrødssøn er aabenbart meent, men hvo var hiin Alan? – Den manske Krønike indskyder her (ved 1249) en Beretning om et foregivet Mirakel, hvorved Jomfru Maria frelste en af Harald Olafssøns forrige Venner, Oldingen Donald, der havde taget sin Tilflugt for Harald Gudrødssøns Forfølgelser til Marieklosteret i Russin, men ved svigagtige Løfter om Sikkerhed var lokket ud derfra og kastet i Fængsel, hvorfra han paa en højst uventet, næsten overnaturlig Maade blev reddet. „Dette“, tilføjer Chronisten, „have vi skrevet saaledes som vi hørte det af hans egen Mund“. Chronisten var altsaa samtidig med Begivenhederne.
30. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 264.
31. Et Haandskrift tilføjer her „om Høsten“, men det kan ikke forholde sig saa, da Kong Alexander døde allerede i Juli.
32. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 265. Hvad der forstaaes ved Thursesker vides ikke med Vished, da det umuligt, som nogle have antaget, kan være Klipperne ved det nuværende Thurso, hvilket fordum kaldtes Thorsaa. Snarere maatte det søges blandt Skjærene østenfor Hjaltland og Orknøerne.
33. Det efterfølgende er berettet deels efter Haakon Haakonssøns Saga Cap. 263, deels efter Matth. Paris. S. 516, hvor ogsaa Alexanders og Eogans Forhandlinger omtales temmelig udførligt. Sagaforfatterens og Matthæus’s Beretninger stemme saa fortrinligt med hinanden, at man tydeligt nok kan se, at begge have været vel underrettede, ligesom man derved og vinder den bedste Forestilling om begges Troværdighed. Kun kan man af Matth. Paris. ikke godt se, at Eogan begav sig personligt til Kong Alexander, hvilket Sagaen saa udtrykkeligt siger, at der ej kan være nogen Tvivl derom.
34. Saaledes Sagaen; Matthæus nævner kun „en Ø mellem Orknøerne og Skotland“ (det vil sige paa Søvejen fra Skotlands Vestkyst til Orknøerne) hvilken ej kan være andet end Mull, maaske med de nærmest liggende Øer. Navnet Cairnburgh, Kiarnaborg, er i flere Haandskrifter skrevet (eller maaske kun af Udgiverne læst) „Bjarnaborg“, ligesom strax nedenfor „Bjartarey“ for „Kjarbarey“. Cairnburgh laa ikke umiddelbart paa Mull, men paa en liden Klippeø ved dens Vestside, de tre andre vare rimeligviis Duart, Aros og Moy, alle paa inll. Se Martins Discription &c. S. 255.
35. Kerrera (lige over for den lille By Oban) skrives i den manske Krønike „Kerwaray“, hos Fordun „Kerueray“ (ikke „Kerneray“ som det i Udgaven er læst).
36. Matth. Paris. l. c. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 265, den manske Krønike ved 1249, Fordun, IX. 63, Wintons Riimkrønike: de melrosiske Annaler. Fordun nævner ogsaa om Alexanders krigerske Hensigter mod Herren til Argyll, men roser fra sit patriotiske Standpunkt hans Færd, og kalder ham en Hader af al Ubillighed, medens Matth. Paris., der nys havde været i Norge, og stod i venskabeligt Forhold til Kong Haakon, siger at Alexander, forført af Begjærlighed, i sit Livs sidste Dage afveg fra Retfærdighedens Sti. Ogsaa Sagaen kalder det „lidet kongeligt“, at han beredede sig til Krig, medens han endnu plejede Underhandlinger med Norge.
37. Rymer, I. S. 272: Lejdebrev fra Kong Henrik, af 28 Decbr. for „vor kjære og tro Artaldus, Konge af Man“, at komme til England og raadslaa med Kongen; Terminen udløb næste Aars Michelsdag.
38. Den manske Krønike ved 1250. Merkeligt nok, omtales disse Transactioner med Harald Gudrødssøn og de paafølgende med Magnus Olafssøn aldeles ikke i Haakon Haakonssøns Saga, saa at man heller ikke veed, hvorledes eller paa hvilket Sted Harald Gudrødssøn blev holdt fast. Sandsynligviis blev han vel indsperret i en eller anden Borg længer fra Kysten, som s. Ex. Mjøskastellet eller Valdensholm. Til Man synes han virkelig aldrig at være kommen tilbage, skjønt det af det Brev fra den engelske Konge, der nedenfor omtales, skulde synes som om han var sluppen løs ved 1256. Eogan kaldes paa dette Sted i den manske Krønike Johannes filius Dugaldi, i Stedet for filius Dungadi. Fejltagelsen er undskyldelig, da Navnene ligne hinanden saa meget. At det er Eogan, som menes, kan der ej være nogen Tvivl om, da ingen anden end han vilde have kunnet kalde sig „Øernes Konge“. Naar det i de islandske Annaler ved 1249 heder at „Duggall tog Kongedømmet over Syderøerne“, ere aabenbart Eogan Dungads Søn og Duggall forvexlede, thi det var Eogan, som tog Kongedømmet, medens Duggall forblev hos Kong Haakon, som det synes lige til 1253.
39. Se Archæol. Scot. II. 399.
40. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 271. Det heder her, at Kongen havde tre Konger i sit Følge, Kong Haakon unge, Kong Jon i Syderøerne, og Kong Duggall. Det charakteristiske er her de „tre Konger“, og da det nu er beviisligt, at Magnus maa have været med, maa en af de nævnte Konger, som urigtigt anført, vige Pladsen for ham, og dette kan da ikke blive nogen anden end Jon. Thi at Magnus kom til Norge i Mai, eller i det mindste først i Juni, sees af den engelske Kong Henriks Lejdebrev for ham og „Familie“ (Rymer I. 289) af 30te April 1253, om uhindret at maatte passere gjennem England paa hans Rejse til og Tilbagerejse fra Norge. Er nu altsaa Magnus kommen til Norge, om end ikke førend sidst i Mai eller først i Juni, saa var der enda Tid nok til at komme med paa Toget, da Mødet varede fra 24de til henved 29de Juni. At Magnus strax ved sin Ankomst har opsøgt Haakon, kan ikke betvivles, og det er da ligesaa sikkert, at Haakon har taget ham med paa dette Tog, hvor han ret lagde an paa at optræde saa imponerende og vise sig saa mægtig som muligt. Magnus havde vel endnu ikke faaet Kongenavn af Haakon, hvis man strengt skal holde sig til den manske Krønike, der først omtaler dette under 1254, men han var dog hyldet som Konge af Manværingerne, og førte vistnok stedse Kongetitel. Det samme var sikkert ogsaa Tilfældet med Duggall.
41. Den manske Krønike ved 1253, 1254.
42. Se Kong Henriks Brev af 21de April 1256 (Rymer I. 338). Her siges der at Kong Henrik „omgjordede Magnus med Ridderbeltet“ Paaskefesten (16de April). Ogsaa Matthæus Paris. beretter (S. 521) at Magnus blev gjort til Ridder af Kong Henrik Paaskedag 1256.
43. Se ovenfor III. S. 778.
44. Diplomet om de orknøiske Jarler, se Historia Norvegiæ S. 23.
45. Islandske Annaler. Han kaldes her „Gibbon“, efter en almindelig skotsk Forkortning for „Gilbert“. At det var Gilbert II, ej Gilbert I, der døde 1256, kan skjønnes deraf, at Magnus allerede var Jarl før 1263. Gilbert I har rimeligviis været en gammel Mand; han skulde dog vel ikke have været Magnus’s Fader, Gilbert af Angus?
46. Selv om de paa mødrene Side, hvad der vel maa antages, stammede fra Harald Maddadhssøn, saa var dog allerede han paa fædrene Side af skotsk Herkomst.