Det norske Folks Historie/5/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I den nærmeſte Forbindelſe med Kronings-Anliggendet ſtod det paatænkte, og af Kongen, ſom vi have ſeet, lovede Korstog. Et ſaadant var det visſelig til alle Tider ubelejligt for Kongen at foretage, men allermeſt paa denne Tid, da de overvættes Udgifter i Anledning af Kroningen uden al Tvivl maa have udtømt eller i det mindſte betydeligt ſvækket hans Finanſer, da der tillige, — en naturlig Følge af den uafladelige Regn — indtraf Uaar og Dyrtid[1], og da endelig de Begivenheder i Nabolandene, hvilke vi i det følgende komme til at omtale, udkrævede hans Nærværelſe hjemme. Men det har vel heller ikke været Kongens Alvor, virkelig at tiltræde Toget. Saadanne Korstogsløfter, aflagte paa det uvisſe, og om end ikke ligefrem med den Beſlutning, aldrig at opfylde dem, ſaa dog i det mindſte uden nogen klar Foreſtilling om, hvorledes de ſkulde opfyldes, eller beſtemt Forſæt, at udføre dem til en vis Tid — ſaadanne Løfter hørte, efter hvad vi tidlige have viiſt, juſt i denne Periode, hvor Korstogsiveren allerede var betydeligt kjølnet, til Dagens Orden, og Pavens vanſkelige Stilling tillod ham ikke at anvende ſynderlig Strenghed med Henſyn til Løfternes Opfyldelſe. Dog ſynes Pave Innocentius virkelig at have troet, at Kong Haakon mente det ligeſaa alvorligt, ſom den fromme Kong Ludvig i Frankrige, thi vi finde at han under 19de November 1247 indrømmede Kongen den velbekjendte Tyvendedeel af alle kirkelige Indtægter i det hele Land, Hamars Biſkopsdømme undtaget, ſom en Hjelp til Korstoget. Aarſagen, hvorfor Hamars Biſkopdømme undtages, var den, at ogſaa Biſkop Paal havde taget Korſet, og den ſamme Hjelp ved en under ſamme Dag udfærdiget Skrivelſe blev tilſtaaet ham af hans egen Dioces, dog for fem, ikke kun for tre Aar. Imidlertid forandrede Paven denne ſidſte Beſtemmelſe allerede under 8de December derhen, at Kongen ogſaa af Hamars Biſkopsdømme kunne oppebære hiin Tyvendedeel for tre Aar. Der maa altſaa være kommet noget i Vejen med Biſkop Paal, maaſke Sygdom. Han døde dog førſt 4 Aar ſenere, i Løbet af Vintren 1251—52[2].

Det var for Reſten ikke Paven alene, der ſikkert antog, at Kong Haakon nu endelig vilde gjøre Alvor af at drage ud. Denne Tro nærede ogſaa Kong Ludvig i Frankrige, der juſt nu var ivrigt beſkjeftiget med Udruſtningerne til ſit Korstog, og han ſatte megen Priis paa at faa Kong Haakon til Medkæmper. Han tilſkrev ham nemlig et ſærdeles venligt Brev, hvori han opfordrede ham til at gjøre Følgeſkab med ham ſelv paa Toget til det hellige Land; ja han tilbød endog Kong Haakon, „ſom mægtig og erſaren paa Havet“, Befalingen over hele den franſke Flaade, tilføjende, at den franſke Landhær overhoved ſkulde rette ſig efter hans Vink. Da Kong Haakon havde faaet dette Brev, der blev ham overbragt af den oftere omtalte Matthæus af Paris, hvilken ſelv beretter herom i ſit ſtore hiſtoriſke Verk[3], ſvarede Kongen mundtligt — „han havde nemlig“, ſiges der, „fuldkommen Tillid til Matthæus’s Discretion —: „Jeg takker ſærdeles den fromme Konge i Frankrige, der ønſker mit Staldbroderſkab paa Toget. Men jeg kjender noget til Franſkmændenes Sind, og ligeſom Digteren ſiger: ingen Herſker taaler godt nogen Medherſker“, ſaaledes ſiger jeg: „ingen Overmodig taaler godt nogen Staldbroder“. Mit Folk er heftigt, ubetænkſomt, taaler ingen Fornærmelſer, men kjender heller ikke Maadehold; opſtaar der nu Trætte mellem ſlige Folk og de overmodige Franſkmænd, vil enhver af os være udſat for at lide ubodelig Skade, hvorfor det er bedſt at enhver af os drager for ſig, og udretter, hvad Herren forunder ham. Derimod har jeg allerede tilſkrevet Kong Ludvig om, at han velvilligt ved et aabent Brev vil forunde mig fri Tilladelſe til, naar jeg paa Toget kommer forbi hans Rige, og det ſkulde hænde ſig, at enten jeg ſelv eller nogen af mine Folk bliver ſyg, eller jeg ſkulde trænge til Levnetsmidler eller andre Fornødenheder, i Fred at maatte lægge til Land og forſyne mig med hvad jeg behøver“. Det attraaede aabne Brev medbragte allerede Matthæus, der dog førſt nu ſynes at have rykket frem med det. Matthæus meddeler det i ſit Verk heelt og holdent. Det indeholder en Befaling til alle Kong Ludvigs tro Undergivne, Baillis, Maires og Prévôts, at de, for det Tilfælde at Kong Haakon eller noget til hans Flaade hørende Skib ſkulde lande nogenſteds i hans Rige eller de under hans Overhøjhed ſtaaende Lehn, ſkulde modtage ham og hans Mænd hæderligt, tillade dem at kjøbe Levnetsmidler, og overhoved at forſtilte ſig med alle Nødvendighedsartikler. Da Kong Haakon havde læſt dette Brev, glædede han ſig ſaare meget, ſiger Matthæus, takkede Overbringeren af en ſaa ſmigrende Skrivelſe, og betænkte ham med kongelige Gaver. Kongens Glæde gjaldt vel meſt det venſkabelige Sindelag hos den franſke Konge, ſom Brevet udtalte, thi forøvrigt havde han viſt opgjort med ſig ſelv, at han ej vilde drage afſted og derfor heller ikke komme til at benytte ſig af Ludvigs gode Tilbud Ludvig tiltraadte, ſom bekjendt, i Auguſt 1348 alene ſit Korstog, der havde et heel bedrøveligt Udfald. Det er ikke uſandſynligt, at den krigserfarne Haakons Deeltagelſe vilde have kunnet give det en anden Vending; men for Norge var det visſelig under alle Omſtændigheder heldigſt, at Kongen ikke befattede ſig dermed. Man hører nu ikke mere tale om Haakons paatænkte Korstog førend i 1252, ſom det nedenfor paa ſit Sted ſkal viſes, og heller ikke da kom det til Udførelſe. Men man ſer af disſe Forhandlinger, hvor ſtor Haakons Anſeelſe maa have været.

Den ellers ſaa myndige Innocentius vilde vel neppe have fundet ſig ſaa taalmodigt i, at Kongen ſaaledes drog Opfyldelſen af ſit Korstogsløfte i Langdrag, hvis han ikke fremdeles havde befundet ſig i den Nødvendighed, at maatte lukke Øjet til mangt og meget, for ikke at ſkabe ſig nye Fiender foruden Kejſer Frederik og det øvrige hohenſtaufiſke Parti, der allerede var ham farligt nok. Uagtet Frederik var bleven afſat og excommuniceret paa Kirkemødet i Lyon, havde han dog ſaa mange og mægtige Tilhængere, og udviklede ſelv ſaa megen Kraft og Statskløgt, at de Fiender eller Modkejſere, Paven rejſte imod ham, kom til at ligge under. Landgreve Henrik Raſpe af Thüringen, hvilken Paven i 1246 fik valgt til Modkonge, døde allerede det følgende Aar, uden at udrette noget. Efter ham valgtes Vilhelm af Holland, der dog ikke udrettede ſtort mere, og efter nogen Tids Forløb maatte ty tilbage til ſine Arvelande. Men i Mellemtiden, fra Henrik Raſpes Død i Februar 1247 indtil Vilhelms retsſtridige Valg i October ſamme Aar, ſynes det virkeligt, ſom om Innocentius et Øjeblik har tænkt paa at tilbyde Haakon, om hvis Magt, Dygtighed og Fromhed han maa have haft ſtore Tanker, den tydſke Kongekrone. Matthæus af Paris ſiger i det mindſte, at han havde en ſaadan Plan for Øje, da han lod ham krone. Beretningen herom hos den ellers ſaa nøjagtige Matthæus er nu viſtnok noget forvirret og uchronologiſk, iſær da han ſætter Vilhelms Valg efter den engelſke Jarls Richards, og Pavens Henſigt, at tilbyde Kong Haakon Tydſklands Krone, efter Vilhelm igjen; men noget ſandt maa der dog være i Beretningen, ſiden en ſaa vel underrettet Mand ſom Matthæus fortæller det, og der lader ſig neppe paaviſe nogen Tid, hvori Paven kan have haft et ſaadant Forſæt, uden netop i den ovenmeldte Mellemtid mellem Henrik Raſpes Død og Vilhelms Valg. Offentligt er dog neppe noget ſaadant Tilbud blevet fremſat, men vel kan Cardinal Villjam underhaanden have følt ſig for hos Kongen desangaaende, og ladet Sagen fare, ſaaſnart han merkede, at Haakon ej vilde indlade ſig derpaa. Thi Haakon var ikke den, ſom af Ærgjerrighed ſveeg ſit Venſkab med Kejſeren, eller indviklede ſit Rige i koſtbare og unødvendige Fejder. Han erklærede uden Forbehold, at han altid var rede til at kæmpe mod Kirkens, men ikke mod Pavens Fiender. Det ſamme erklærede han navnlig, og det med en drøj Ed, for Matthæus, da denne i 1348 opholdt ſig hos ham[4]. Erklæringen kunde nu kun ſigte til Korstoget, da Vilhelm allerede Aaret forud var valgt, og Paven virkelig paa denne Tid lod forkynde, „at hver den, ſom hjalp Kong Vilhelm til at indtage det mod Kirken ulydige Achen, ikke behøvede at drage til Jeruſalem eller Cairo, men havde fuldkommen affundet ſig med ſit Løfte, og ſkulde ovenikjøbet nyde Velſignelſer og Aflad i Overflod“[5]. Kong Haakon forudſaa viſtnok, at naar han førſt var dragen afſted med en Hær og Flaade, vilde Paven faa ſtørre Magt over ham, og altid finde et Paaſkud til at holde ham tilbage i Europa og benytte hans Folk mod Kejſeren Om han end virkelig fra førſt af havde haft Lyſt til at gjøre et Korstog, maatte denne Omſtændighed ganſke kvæle Lyſten, og tillige berolige hans Samvittighed, naar han idelig unddrog ſig fra at opfylde Løftet. Men han maa have forſtaaet at holde Innocentius’s Taalmodighed vedlige med gode Løfter og venſkabelige Forſikringer Del-hos bar ogſaa de Penge, ſom deels hans Sendebud havde overbragt, deels Cardinal Villjam havde haft med, en ſærdeles god Hjelp for Innocentius i denne kritiſke Tid[6]. Innocentius ſkjønnede altfor godt, at Truſler og Magtſprog ikke nyttede med Haakon, og at det allerede var ſtore Ting, naar han, perſonligt en Ven af Kejſer Frederik, ikke reentud tog Parti for denne. Derfor vedblev Innocentius ſtedſe at behandle Haakon med den ſtørſte Forekommenhed, og Haakon var viſt altfor klog til ej at indſe Grunden Han vidſte, at han gjerne kunde gaa temmelig vidt, førend Paven vilde foretage noget Skridt imod ham.

Et yderligere Beviis paa Innocentius’s Iver for at imødekomme Kong Haakons Ønſker var det, at han under 10de December 1247, efter hans Anmodning, tillod ham ſelv at vælge Preſter ſaavel til de trende Kirker, der allerede enten af ham ſelv eller af hans Forgængere vare opførte ved tre af Kongsgaardene, ſom til de andre, han ſenere maatte lade opbygge ved de øvrige Kongsgaarde, forudſat, at han af ſit eget Gods doterede dem tilſtrækkeligt. Erkebiſkoppen ſaavel ſom Lydbiſkopperne fik den udtrykkelige Befaling, at antage de Perſoner, Kongen til disſe Preſte-Embeder maatte præſentere, og Biſkop Paal i Hamar blev ſærſkilt beordret at ſe Forføjningen udført[7]. Denne Ret, ytrede Paven, tilſtod han Kongen ſom et Slags Erkjendtlighed, fordi Kongens Forfædre frivilligt havde renonceret paa Patronatsretten over Norges Kirker i Almindelighed. Denne Indrømmelſe fra Paveſtolen dannede Grundlaget for den ſenere merkelige Indretning med de 14 kongelige Capeller, hvorom der i det følgende vil blive Tale.

Ogſaa Knut Jarl havde taget Korſet, det ſiges ikke naar, men i alle Fald meget tidligere end Jeruſalems Erobring 1244, efterſom der forefindes et af Pave Innocentius kort efter hans Indvielſe udſtedt Brev (dateret Anagni, 3die Auguſt 1243) til Erkebiſkop Sigurd, hvori der meddeles denne, at Knut Jarl, i Betragtning af at der for Øjeblikket ikke foreſtod noget almindeligt Korstog, og han desuden formedelſt de ſlemme Tider ej efter Ønſke var iſtand til at udføre ſit Korstogsløfte, havde anholdt om i dets Sted at maatte gjøre et Tog til Ungarn for at ſtaa dette Rige bi mod Tatarerne; hvilken Bøn herved indvilgedes, ſaaledes at Erkebiſkoppen paa Pavens Vegne kunde give Jarlen den fornødne Bemyndigelſe, hvis Tatarerne inden et Aar kom tilbage. I andet Fald kunde han ogſaa frakjøbe ſig Forpligtelſen ved at betale til det hellige Lands Hjelp, hvad Korstoget, Rejſen iberegnet, vilde have koſtet ham, og han ſkulde lige fuldt nyde den Aflad, der var tilſtaaet dem, ſom perſonligt begave ſig til det hellige Land. De af ham indbetalte Penge ſkulde opbevares paa et ſikkert Sted, indtil de afſendtes efter Beſtemmelſen, og Paven ſkulde underrettes om deres Beløb ſaavel ſom om Opbevaringsſtedet[8]. Da Tatarerne ikke kom tilbage til Ungarn, og Jarlen ſaaledes ikke gjorde noget Tog derhen, ej heller til Palæſtina, maa han vel paa den i Brevet antydede Maade have affundet ſig med Kirken.

De Tatarer, ſom her omtales, ere det ellers under Navnet Mongoler vel bekjendte Folk fra det Indre af Nordaſien, der i førſte Halvdeel af det 13de Aarhundrede i talløſe Skarer ſom en fortærende Strøm veltede ind over det øſtlige Europa, udbredende Forfærdelſe og Ødelæggelſe overalt, og underkaſtede ſig ſtore Strækninger, hvor Chriſtendom og Civiliſation traadtes under Fødder af Hedendom og Barbari. Allerede medens Erobringsrigets Stifter, Dſjingis-Khan, endnu levede, havde de gjort ødelæggende Indfald i det af indbyrdes Stridigheder mellem mange Smaafyrſter ſønderrevne Rusland, og tilføjet Rusſerne et forfærdeligt Nederlag ved Kalka (1224); men de havde ſtrax efter draget ſig tilbage igjen til det indre af Aſien og i længere Tid havde man intet hørt til dem. Imidlertid var Dſjingis død 1227, og eſterfulgtes af ſin Søn Oktai, der tørſtede af Begjærlighed efter at udvide ſit Rige, og ſendte en vældig Hær under ſin Broderſøn Batu for at erobre Landene mod Veſt, medens andre Hære ſendtes mod Øſt og Syd. Dog viſte Batu og Mongolerne ſig ikke endnu inden Ruslands Grændſer førend i 1237, men de viſte ſig da og ſaa meget frygteligere. Intet var i Stand til at modſtaa dem. Med uſtandſelig Kraft trængte de frem; de herligſte Stæder ødelagdes, Indbyggerne dræbtes eller mishandledes; i Løbet af de tre Aar indtil 1240 var Størſtedelen af Rusland undertvungen, og nu gik det ud over de veſtenfor beliggende Riger, Polen og Ungarn. Barbarerne trængte lige ind i Schleſien, men her ſtillede Hertug Henrik den fromme, underſtøttet af andre Fyrſter, ſig imod dem, og kæmpede ſaa tappert ved Liegnitz (9de April 1241), at uagtet Mongolerne, der havde mangedobbelt Overmagt, tilſidſt ſejrede, og han ſelv faldt, følte de dog ingen Lyſt til at trænge videre frem paa denne Kant, men vendte ſig ſydover, og hjemſøgte Ungarn, hvis Konge Bela den 4de blev aldeles overvunden, og maatte endog holde ſig ſkjult i længere Tid, medens Sejrherrerne med uhørt Gruſomhed huſerede i hans Rige. Forgjeves henvendte Bela ſig til Pave Gregor og Kejſer Frederik om Hjelp; uagtet Faren nu var dem ſelv ſaa nær, beſkjeftigedes de dog alt for meget af deres egne Anliggender til at kunne gjøre noget kraftigt Skridt mod Barbarerne. De indſkrænkede ſig meſtendeels til gode Løfter, Gregorius tilſagde derhos ved en Bulle af 16de Juni 1241[9] dem, derefter at have taget Korſet droge til Ungarn, og kæmpede mod „Tatarerne“, ſamme Fordele, ſom om de virkelig droge til det hellige Land. Af dette Tilſagn havde, ſom vi ſee, Knut Jarl benyttet ſig. Efterretningen om Oktai Khans Død 1241 bevægede imidlertid Batu til at drage øſtover, ſaa at det ulykkelige Ungarn fik nogen Lettelſe og Kong Bela efterhaanden atter kunde komme i rolig Beſiddelſe af ſit Rige. Men Batu gik dog ikke længer end til Egnene øſtenfor Volga, hvor han opſlog ſin Hovedreſidens, for derfra med deſpotiſk Magt at beherſke det ham tildeelte Rige Kaptſjak, og Rusland var derfor ikke ſaa lykkeligt ſom Polen og Ungarn, at Mongolernes Herredømme ophørte ved deres Tilbagetog i 1241. Tvertimod, den ſtørſte Deel af Rusland var og blev Batu Khan underkaſtet; endog Novgorod, hvorhen Erobringshæren dog ikke var naaet, maatte finde ſig i at betale en aarlig Tribut, for at faa beholde ſine Beſiddelſer paa den ſiberiſke Grændſe eller Ingrien, der for Pelsverksfangſtens Skyld vare uundværlige. Den daværende Storfyrſte, Jaroſlav Vſevolods Søn, maatte med ſin Søn Conſtantin og mange Stormænd indfinde ſig i Batus Lejr og hylde ham, hvorimod Batu til Gjengjeld belenede ham med Overherredømmet over hele Rusland. Sønnen, Conſtantin, maatte dog efter Batus Befaling drage endnu videre mod Øſt, til den egentlige Stor-Khan Gajuk, Oktais Søn, der igjen, ſom det hed, var Batus Overherre. Men Rigets uhyre Udſtrækning, i Forbindelſe med den Omſtændighed, at Gajuk endnu var mindreaarig[10], gjorde dette Overherredømme kun nominelt, og Batu, den vældige Erobrer, herſkede ſom ganſke uafhængig Fyrſte i Kaptſjak. Fra denne Tid af laa Aaget i over to Aarhundreder over Rusland, og uagtet Mongolerne ikke blandede ſig umiddelbart i Landets indre Anliggender, er det dog tydeligt, at Rusland, der hidtil var lige ſaa civiliſeret, ſom nogen anden øſteuropæiſk Stat, og under mangehaande Forbindelſer med Nabolandene befandt ſig i den ſamme jevnt fremſkridende Udviklingstilſtand ſom disſe, nu for lang Tid løsreves fra den europæiſke Cultur-Udviklings Omraade, og ſank ned i det dybe Barbari, hvorfra det endnu ved Peter den ſtores Regjeringstiltrædelſe ikke ſynderligt havde hævet ſig. Navnlig kan man vel antage, at det var under Mongolervældet, at det ſlaviſke Folke-Element i Rusland ganſke fik Magten over det gamle germaniſke, ſaaledes at den nordiſk-germaniſke Mundart, der tidligere havde været de egentlige Rusſers, det vil ſige det herſkende Folks, og fornemmelig Fyrſteſlægtens Modersmaal, nu aldeles gik til Grunde og forglemtes, ſaa at ſlaviſk Sprog blev det eneherſkende i alle de Egne, hvor ikke mongoliſke eller tatariſke Horder ſloge ſig ned.

Uagtet Mongolernes Angreb ikke naaede frem til det egentlige Norden, er det dog let begribeligt, at man ogſaa der med Forfærdelſe erfarede deres Fremtrængen, og at man tillige ſaa Virkningen deraf, idet mange Flygtninger ſøgte Sikkerhed i Egnene hiinſides Øſterſøen og Finmarkens Fjelde. En ſaadan Flytning i Masſe ſynes at have fundet Sted fra det gamle Bjarmeland til Finmarken. Thi Sagaen fortæller, at en Mængde Bjarmer, der havde flygtet for den Ufred ſom Tatarerne (ſaaledes kaldtes ſtedſe Mongolerne i de Tider) anrettede, tyede til Kong Haakon, og at han chriſtnede dem og gav dem Malangen-Fjord at bebo[11]. Malangen dannede dengang netop Nord-Grændſen før Haalogaland, altſaa for det egentlige Norge; hiinſides den regnedes Finmarken at begynde. Det var altſaa i den nærmeſt Haalogaland beliggende Deel af Finmarken, at de flygtende Bjarmer fik nedſætte ſig. Naar dette ſkede, ſiges ikke, men da man af de rusſiſke Aarbøger erfarer, at Mongolernes frygteligſte Herjen i Ruslands nordligere Egne ſkede i Begyndelſen af Aaret 1238, da blandt andre Steder ogſaa det mægtige Vladimir blev indtaget og næſten i Bund og Grund ødelagt, er det ikke uſandſynligt, at Efterretningen herom har ſat Bjarmerne i Skræk, og at deres Flugt til Norge er at henføre til dette eller det følgende Aar. Kong Haakon lod, ſom Sagaen beretter, en Kirke opføre paa Tromsø, og chriſtnede det Kirkeſogn[12], det vil ſige, det omliggende Diſtrikt, der efter hans Foranſtaltning ſkulde ſogne dertil. Der ſiges ikke, om dette ſtod i Forbindelſe med Bjarmecoloniens Nedſættelſe og Omvendelſe til Chriſtendommen, eller om der her alene ſigtes til Finnerne ved Balsfjorden og i Sundene der omkring. Sandſynligviis ſigtes der baade til Bjarmerne og til Finnerne, da vi have andre Vidnesbyrd for, at Haakon alvorligt beſtræbte ſig for Finnernes Omvendelſe til Chriſtendommen. Han lod nemlig ogſaa, ſom Sagaen beretter, opføre en Kirke i Ofoten[13], aabenbart for de til Chriſtendommen omvendte Finner, der vankede om i det Indre af denne Fjord og Nabofjordene, ligeſom vi allerede have ſeet, at Pave Gregorius den 9de i 1241 havde tilladt ham at opfylde ſit Korstogsløfte ved at bekrige ſit Lands hedenſke Naboer[14], en Benævnelſe, der viſtnok i Pavens Tanker indbefattede flere Folk end Finnerne, navnlig de hedenſke Indbyggere af Finland, iſær Tavaſterne, mod hvilke han livlig havde ladet prædike Korstog i Sverige[15], men hvorunder dog i alle Fald ogſaa hine maatte forſtaaes. Det er ſaaledes heel ſandſynligt, at Bjarmerne i Malangen, tilligemed de Søfinner, der boede længer øſtligt ved Balsfjorden, Ulfsfjorden og Lyngen, ſaavel ſom de i disſe Egne omvankende, til Chriſtendommen omvendte Fjeldfinner udgjorde det nye, til Tromsø henhørende Kirkeſogn. Da man veed, at Tromsø Kirke ſenere var et af de 14 kongelige Capeller, er det ikke uſandſynligt, at den netop er den Trækirke, ſom nævnes i det tidligere omtalte Pavebrev af 1247, hvor Patronatsretten til de paa kongelige Ejendomme opførte, af Krongodſet doterede Kirker blev Kongen tilſtaaet, og at dens Opførelſe ſaaledes falder mellem 1238 og 1247[16]. Nu var ſaaledes Tromsø Kirke den nordligſte i Norge. Hidtil havde det været Lengjuviks (Lengviks) Kirke, ſtrax ſydveſtenfor Malangen[17].

Efter at Begyndelſen til Chriſtendommens Udbredelſe ſaaledes var gjort, og den førſte chriſtelige Menighed oprettet inden Finmarkens Grændſer, ſynes Omvendelſesverket raſkere at være blevet fortſat[18], ligeſom man ogſaa fra denne Tid af kan regne, at Nordmænd begyndte at nedſætte ſig langs Finmarkens Kyſter paa de for Fiſkeri og Handelsdrift bekvemme Steder. Thi det er førſt fra nu af, at man hører tale om de ſaakaldte Bumænd, den bekjendte ſædvanlige Benævnelſe i Finmarken paa de faſt boſatte Nordmænd, i Modſætning til de nomadiſerende Finner. Ved en ſaadan Coloniſation blev ogſaa Finmarken ſelv dragen mere umiddelbart under den norſke Konges Herredømme[19].

Det var imidlertid umuligt andet end at disſe forandrede Forhold ved Norges nordøſtligſte Grændſer maatte afſtedkomme Forviklinger og Sammenſtød med de tilgrændſende Folk, iſær Rusſerne i Novgorod og de dem underlagte Kareler, der en Tidlang, ſom det ſynes, temmelig uſtraffet havde ſtrejfet om paa Jagt og Fiſkeri i hine Egne, og ſom desuden ved de fra Sverige i Nord for den finſke Bugt, og fra de Danſke og Ridderne i Syd for ſamme Bugt udgaaende, idelige Omvendelſes- og Erobrings-Tog vare komne i et temmelig fiendtligt Forhold til ſine romerſk-katholſke Naboer i Veſten. Vi have allerede i det Foregaaende omtalt gjenſidige Herjetog mellem Svenſke og Folkene hiinſides Øſterſøen, Rusſerne iberegnede; og hvorledes endog den norſke Jarl Erik, Sverres Broder, gjorde et Tog „mod Hedningerne i Auſtrveg.“ For at modarbejde Sveriges tiltagende Vælde i det øſtlige Finland ſøgte Rusſerne, ſkjønt ſelv chriſtne, endog at forføre de af de Svenſke chriſtnede Finlændere til Frafald, og det lykkedes alt for godt, da nemlig de oven nævnte Tavaſter ej alene faldt tilbage til Hedendommen, men derhos tilføjede de Preſter og andre Chriſtne, der vare iblandt dem, de grummeſte og meſt oprørende Mishandlinger[20]. Paa den upſalſke Erkebiſkops Opfordring lod derfor Pave Gregor ved en Skrivelſe af 9de December 1237 prædike Korstog imod dem, baade i Sverige, ſom det heder, og i Nabo-Øerne[21]. Til disſe „Nabo-Øer“ har Paven maaſkee ogſaa, i ſin Mangel paa nøjagtig Kundſkab om Nordens geografiſke Forholde, regnet Norge, thi det er viſt nok, at paa det Korstog, der i denne Anledning udgik fra Sverige, var der ogſaa en Deel Nordmænd med[22]. Toget kom i Stand 1240; og der er al Grund til at antage, at det er det ſamme Tog, ſom en unøjagtig ſvenſk Krønike urigtigt henfører til 1249, og ſom anførtes af den mægtige Byrge af Bjelbo[23]. Da det gjaldt at bekæmpe Ondet fra Roden af, rettedes Toget, ſom det ſynes, ej ſtrax mod Tavaſterne, men lige mod Novgorod, og Korsfarerne ſtyrede derfor ind i den finſke Bugt og Nevaſtrømmen, hvor de gik i Land paa den ſydlige Bred. Da var det at den unge Alexander, Storfyrſt Jaroſlavs Søn, Fyrſte i Novgorod, ilede til med en Hær og efter en hidſig Kamp vandt den Sejr, (15de Juli 1240) der i ſenere Tider ſkaffede ham Tilnavnet „den Neviſke“ (Nevſky). Saa vigtig og betydelig, ſom de rusſiſke Annaler angive, kan dog neppe Sejren have været, da Slaget ellers vilde have været omtalt i nordiſke Skrifter eller Annaler. Tavaſterne ſelv bleve dog fuldſtændigt undertvungne og chriſtnede. Men fra denne ſamme Tid hører man nu hyppigt Tale om Fiendtlighed mellem de under Rusſerne ſkatſkyldige Kareler og Kong Haakons Sysſelmænd[24]. Deels maatte vel Nordmændenes Deeltagelſe i Toget 1240 anſees ſom en fiendtlig Demonſtration mod Novgorod og dets Undergivne, deels er det tydeligt, at Finnernes Omvendelſe til Chriſtendommen og Coloniſationen at flere Kyſt-Egne deels ved Bjarmer, deels ved Nordmænd, maatte gjøre det nødvendigt, til Chriſtendommens og Coloniſternes Forſvar at indrette et i disſe Egne hidtil ukjendt Opſyn, og møde Karelernes og Rusſernes uberettigede Beſøg med en Strenghed og Mistænkelighed, hvortil der ikke forhen havde været Anledning. Og dette maatte igjen vække Misnøje hos Karelerne og Rusſerne. Dertil kom nu den Urolighed og forøgede Trang til at ſøge mod Veſten, ſom Mongolernes Fremtrængen foraarſagede. Hvo veed endog, om ikke den novgorodſke Fyrſte har betragtet de til Norge flygtede Bjarmer fremdeles ſom ſine Underſaatter, og gjort Paaſtand paa at de ſkulde betale ham Skat? Saa meget er viſt, at fra denne Tid af begynde de idelige og ærgerlige Grændſeſtridigheder mellem Norge og Rusland, der ſenere ledede til ſaa mange Ubehageligheder, og ikke bleve tilendebragte førend i vore Dage, om de endog nu kunne ſiges at være det.

  1. Se Kongens Brev til Lybeckerne fra Begyndelſen af 1248, Urkundenbuch S. 142, hvorom mere nedenfor.
  2. Dipl. Norv. I. No. 40, 41, Matth. Pariſ. ſiger (S. 496) at Kongen fik ⅓ af de kirkelige Indtægter, hvilket dog maa være urigtigt.
  3. Matth. Pariſ. l. c., jvfr. Th. Thorvesſøns Hist. Norv. S. 265, hvor dette Sted hos Matthæus meddeles. Ved førſte Øjekaſt kunde det ſynes, ſom om Matthæus førſt overbragte Ludvigs Opfordring til Haakon om at ſlaa Følge med ham, derpaa vendte tilbage med Haakons mundtlige Svar, og endelig kom tilbage igjen, medbringende Ludvigs aabne Brev. Men ved nøjere Gjennemlæsning vil man ſe, at det ej forholder ſig ſaaledes, og at Matthæus medbragte begge Breve, ſaavel den førſte Opfordringsſkrivelſe ſom det aabne Brev. Hvad enten Haakon ledſagede Ludvig eller ej, maatte det ſidſte være ham lige kjært, ja magtpaaliggende at faa. Det var altſaa ikke nødvendigt, at han førſt afſlog Ludvigs Tilbud. Ludvig har vel endog aldrig hørt noget om Afſlaget, men er rejſt afſted, i det Haab, at Haakon ſkulde komme efter. Det er aabenbart, at Matthæus’s Samtale med Kongen foregik, da Matthæus i Sommeren 1248 opholdt ſig i Norge for at reformere Holms Kloſter. At han da inden Auguſt Maaned, da Ludvig drog afſted, ſkulde have kunnet gjøre et Par Rejſer frem og tilbage til Frankrig for at beſørge Kongens Brevvexling, er ikke ſandſynligt.
  4. Matthæus Pariſ. S. 540. jvfr. Th. Torvesſøns Hist. Norv. S. 265, hvor Stedet anføres.
  5. Mencos Chronicon, citeret i Raumers Geſch. der Hohenſtaufen IV. S. 191.
  6. Raumer, Geſch. der Hohenſt. IV. 263., beregner, at Innocentius beſtred ſtørſte Delen af Omkoſtningerne til Krigen i Italien mod Hohenſtauferne ved de fra Haakon erholdte Pengeſummer.
  7. Dipl. Norv. I. No. 43. Der ſiges i Brevet, at af de her nævnte trende Kirker vare de to af Steen, hvilket vel middelbart antyder, at den tredie var af Træ. Af disſe tvende Steenkirker var den ene, ſom man godt kan ſkjønne, den nysopførte Apoſtelkirke i Bergen Den anden var rimeligviis Mariekirken i Oslo, der upaatvivlelig var en gammel Steenbygning. Trækirken var ſandſynligviis Tromsø Kirke, om hvilken ſtrax nedenfor.
  8. Dipl. Norv. I. No. 27.
  9. Raynaldi annales 1241, No. 18.
  10. Gajuk ſtod under Formynderſkab af ſin Moder, den talentfulde Turakeina, et chriſtent Fruentimmer, Datter af Presbyteren Johannes, og ſaaledes de Chriſtne gunſtig: endog hendes Søn Gajuk ſkal have haft et chriſteligt Capell, hvor der blev ſunget Mesſe. (Plano Carpini, hos Bergeron, S. 18, Rubruquis, ſammeſteds S. 67.) Heraf udſpandt ſig de fabelagtige Fortællinger om den mægtige „Preſt Johannes“, Herſker over et uhyre Rige i Aſien.
  11. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 333.
  12. Sammeſteds.
  13. Sammeſteds.
  14. Se ovenfor III. S. 1013.
  15. Se herom ſtrax nedenfor, S. 54.
  16. I Pavebrevet af 1308, hvorved Clemens den 8de ſanctionerer Indretningen med de 14 kongelige Capeller, og opregner dem, kaldes Tromsø Kirke ecclesia sanctæ Mariæ de Trums juxta paganos.
  17. Denne erklæres udtrykkeligt for den nordligſte Kirke i Rimbegla, S. 330, hvilket Sted (Opregningen af Finmarkens- og Haalogalands Øer) maa være affattet tidligere end Opførelſen af Tromsø Kirke.
  18. Der faſtſættes ſaaledes i Retterbod af 12te Aug. 1313 (Norges gl. L. III. 107) visſe Lettelſer for de Finner, der antage Chriſtendommen, hvoraf man ſynes at maatte ſlutte, at Omvendelſesverket da var i fuld Gang.
  19. Bumænd nævnes, ſaavidt vides, aller førſt paa oven anførte Sted i Rimbegla, men her omtales de ikke endnu ſom boende i ſelve Finmarken: det heder nemlig „at Malangen ſkiller mellem Bumænd og Finner“. Derimod omtales Bumænd ſom boſatte imellem Finnerne i den oven anførte Retterbod af 1313, og i den Angivelſe af Grændſerne for Norges og Ruslands Skatkrævningsdiſtrikter, der er aftrykt i Norges gl. Love III. 152, og ſandſynligviis er ſamtidig med Fredstraktaten af 1336, paaberaabes der „gamle Bumænds“ Vidnesbyrd. Disſe „gamle Bumænd“ maa altſaa have været enten fødde i Finmarken eller boſatte der i meget lang Tid, det vil altſaa ſige, fra anden Halvdeel af det foregaaende Aarhundrede. Profesſor Keyſer har i ſin Kirkehiſtorie S. 391 antaget at de Sambitæ, hvis Land Pave Innocentius i en Bulle af 1252 (hvorom nedenfor) bød at underlægges Kong Haakon, hvis de af ham chriſtnedes, kunne have været Finnerne, der i deres eget Sprog kalde ſig Same. Denne Mening kunne vi dog ikke tiltræde, da det forekommer os, at Sambitæ ej kunne være andre end de hedenſke Indbyggere af Samland i Preusſen, mod hvilke der juſt nu forberededes et Korstog til de tydſke Ridderes Hjelp. Det førſte Tog af Ridderne ſelv ind i Samland ſkede netop om Vinteren 1252—53 (ſe Voigt, Geſch. Preusſens III. 43), og et ſtort Korstog, der endte med Samlands Erobring, foretoges 1255 af den bøhmiſke Kong Ottokar. I den Skrivelſe til Ottokar fra Paven, ſom Raynaldus opfører for dette Aar (No. 61), kaldes Samland Sambia; ſaaledes benævnes det ogſaa i andre latinſke Breve og i det Brev ang. Memels Opbyggelſe af 1253, der er aftrykt i Voigts Diplomatarium, No. 93, kaldes Samlænderne ligefrem Sambitæ („usque ad finem castrorum exercitus Lettowiorum et Sambitarum“). Da vi af Ravnaldus (1256 No. 15) erfare, at der i 1256 blev prædiket et nyt Korstog mod Preusſerne, ſaavel i Tydſkland, ſom i Danmark, Sverige, Norge og Gotland, (et lignende var allerede prædiket 1243, ſe Voigt, No. 58) er intet rimeligere end at et lignende Korstog ogſaa kan være blevet prædiket i Norge 1252, eller at de ſædvanlige Korstogs-Indulgenſer tilſtodes dem, der bekrigede Preusſerne og hjalp til deres Omvendelſe. Noget beſynderligt forekommer det, at Paven her kan love Kong Haakon det Landſkab, hvis Indbyggere han chriſtnede, da det jo ſkulde tilhøre Ridderne. Men man maa nøje lægge Merke til det vedføjede Forbehold: „ſaafremt andre ikke allerede have erhvervet Ret over dem“.
  20. Strahls Geſch. Ruslands II. S. 45.
  21. Liljegrens Dipl. Svec. No. 298. Ogſaa hos Raynaldus, 1237,No. 66. Det er i denne Skrivelſe, hvor de frafaldne Tavaſters frygtelige Gruſomheder mod de Chriſtne opregnes.
  22. Dette ſiges udtrykkeligt i de rusſiſke Annaler, der overhoved for disſe ſenere Aarhundreders Vedkommende pleje at være meget paalidelige Se Strahl, S. 45.
  23. Herom udførligere nedenfor.
  24. Se længere nedenfor, jvfr. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 271. Naar der her heder, at der i 1251 fra rusſiſk Side blev klaget over de jevnligt indtræffende Fiendtligheder mellem de norſke Sysſelmænd og Karelerne, antyder dette aabenbart, at Fiendtlighederne allerede i længere Tid havde fundet Sted.