Det norske Folks Historie/5/4

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Da Kronings-Højtidelighederne vare til Ende, begyndte Forhandlingerne mellem Cardinalen, Kongen og de øvrige tilstedeværende gejstlige og verdslige Herrer, der dannede det egentlige Rigsmøde. Disse Forhandlinger vedvarede, som det synes, hver Dag fra 8de til 17de Aug., hvilken Dag er den sidste, paa hvilken man finder Bestemmelser, vedtagne paa dette Møde, daterede. Aller først gjorde Biskopperne et Forsøg paa at forøge Kirkens Indtægter, idet de bade Cardinalen anmode Kongen om at vedtage Tiende-Ydelse, ogsaa af sin Leding[1], til Kirken. Det er nemlig ovenfor omtalt, at Ledingen nu paa det nærmeste var gaaet over til at være en virkelig Skat, og den strenge Conseqvens af Tiendepaabudet kunde saaledes paa en vis Maade synes at tale for deres Fordring. Men Cardinalen, der maaskee fandt, at Gejstlighedens Indkomster allerede vare saa betydelige, som den billigviis kunde fordre, og som i alle Fald hørte grundede Klager over at Biskopperne søgte at udvide deres Indtægter mere end Ret og billigt var, svarede, at dersom de fandt at Kongen burde afgive en Deel af sine Indtægter til Kirken, burde ogsaa de betale tilsvarende Tiende af alt hvad de oppebare; vægrede de sig herved, vilde han ej befatte sig med at fremsætte nogen slig Anmodning til Kongen. Videre blev der ikke talt om den Sag. Bøndernes Klager gik ud paa, at Biskopperne tilegnede sig saavel flere af Kirkernes Ejendomme som den til Kirkerne bestemte Deel af Tienden. Cardinalen, der overbeviste sig om, at det virkelig forholdt sig saa, bød strengeligen dette Uvæsen, og forordnede at hvad der paa saadan Viis ulovligt var Kirkerne frataget, skulde tilbagegives med al Afkastning[2]. Ogsaa den lavere Gejstlighed klagede over, at Biskopperne toge Gjesteholdspenge af dem, endog naar de ikke selv kom paa Visitats i Fylket. Dette erklærede Cardinalen stridende mod Guds og Kirkens Love, og forbød det undtagen i Tilfælde af Sygdom, eller af at en Rejse, foretagen efter Kongens eller Erkebiskoppens Befaling, hindrede dem fra at komme[3]. Ligeledes blev der klaget over, at Biskopperne, naar Kirkerne stode ledige, tilegnede sig Sognepresternes Indkomster. Dette forbød Cardinalen aldeles, og bestemte at vedkommende Biskop i saa Tilfælde skulde beskikke en Raadsmand eller Forstander til at oppebære de Indtægter, som enten maatte tilkomme den vordende Prest, eller blive at anvende til Kirken[4]. Endelig klagede Bønderne over de strenge Bestemmelser om Helligbrøde, for saa vidt som de maatte betale Bøder, naar de enten bjergede Hø eller Korn paa Helligdage, eller fiskede Sild, naar denne paa slige Dage søgte til Land. Hvad Sildefiske angaar, da havde vistnok allerede, som det tidligere er viist, Pave Alexander, sandsynligviis paa Erkebiskop Eysteins og Legaten Stephanus’s Forestilling, tilladt at fange Sild naar som helst den gik til Landet, med Undtagelse af de Liv største Helligdage[5]. Men dette var ikke tilstrækkeligt, og desuden manglede der lignende Bestemmelser med Hensyn til Hø- og Korn-Høsten. Kongen selv, saavel som andre anseede Mænd, talte Bøndernes Sag, og det traf sig paa en vis Maade belejligt, at denne Sommer var usædvanlig regnfuld, saa at Cardinalen ret til Gavns kunde overbevise sig om, hvor nødvendigt det var for Bønderne at kunne benytte de faa Godvejrsdage, som forundtes dem; fra Midten af Juni til Slutningen af August var det nemlig, som han selv siger i sit Brev[6], uafladelig Regn, med Undtagelse af fire eller fem Dage, hvor der var Opholdsvejr, men som dog ikke fulgte umiddelbart efter hinanden. Han bestemte derfor med Prælaternes Samtykke, at det uanseet de ældre strenge Bestemmelser skulde være tilladt at fiske Sild, naar som helst den søgte til Land, og ligeledes at bjerge Hø eller høste Korn paa Helligdage, naar Vejret ikke tillod det paa Sognedage, dog saaledes, at vedkommende Biskop i Tvivlstilfælde skulde afgjøre, om Vejrliget virkelig havde været saa slemt, at hiin Fritagelse burde finde Sted, eller ej[7].

En højst vigtig Bestemmelse, der med Hensyn til sin Virkning i en vis Retning kan siges at have dannet Slutstenen i det ved Kongens Kroning og Legitimation udførte Verk, var Ophævelsen af Jærnbyrd, eller egentlig af Gudsdomme i Almindelighed som Beviismiddel for Retten. „Det sømmede sig ikke“, sagde Legaten, „for christne Mænd at friste Gud til at give Vidnesbyrd om menneskelige Anliggender“[8]. Vistnok have vi ikke nu længer det Brev eller den skriftlige Erklæring, hvorved Afskaffelsen kundgjordes, men Gudsdommenes Udeladelse i senere Kirkelove vise noksom, at Sagaens Beretning har sin Rigtighed. Gudsdommene havde i den senere Tid været saa misbrugte, at de ikke kunde vække andet end Forargelse, og navnlig have vi seet, hvilken Skade for Landets Fred og Ro kunde opstaa af den Adgang, Kronprætendenter fik til at underkaste sig Jærnbyrd for derved at bevise deres kongelige Fødsel. Jærnbyrdens Afskaffelse i Forening med Kongens Kroning og Legitimation, saavel som det Princip med Hensyn til Tronarvefølgen, hvilket Kongen, ved at bestemme sin ældste egtefødde Søn til sin Tronfølger, med Udelukkelse af den ældre, uegtefødde, praktisk erklærede gjeldende, nemlig at egte Søn altid er at foretrække for uegte, maatte, for menneskelige Øjne, afskære al Frygt for, at der i Fremtiden skulde kunne opstaa saadanne Tronkrige, som de, man nys havde overstaaet.

Cardinalen gav fremdeles flere Bestemmelser, der mere vedkom den verdslige offentlige og private Ret, end den gejstlige, men som sigtede til at værne om Kronens Sikkerhed og Eiendomsretten. Han satte nemlig Bansstraf for alle og enhver, der forsøgte at gjøre Opstand mod Kongen eller at forstyrre Rigets Fred[9], ligeledes for hver den, der oppebar en Arvedeel, uden at al lovlig derpaa heftende Gjeld var betalt[10]. For at værne om Klosterlivets Reenhed satte han lignende Bansættelsesstraf for den, der krænkede Nonner[11].

Der er allerede ovenfor talt om den slette Forstaaelse, der allerede nu paa de fleste Steder herskede mellem de Sæculargejstlige og Tiggermunkene, et Uvenskab, som maaskee end mere forøgedes ved den hyppige Anvendelse, Pavestolen fandt for de sidste som hemmelige eller aabenbare Udsendinger, fornemmelig hvor det gjaldt at skrabe Penge sammen, saaat den over denne Pavehoffets Pengegriskhed forbitrede Matthæus af Paris ligefrem ytrer i sit historiske Verk, „at Paven, man skulde næsten tro mod deres egentlige Ønske, havde gjort dem til sine Toldere og Erendsvende“[12], ikke uden Skade og Skam for deres Orden“. Paven maatte derfor ogsaa særskilt tage dem under sine Vinger. Ved en Skrivelse af 17de Septbr. 1245 til Prælaterne i alle tre nordiske Riger tog Innocentius Prædikebrødrenes Orden i Forsvar mod de Sæculargejstlige[13]. Det var, som vi have nævnt, i Norge fornemmelig mellem Prædikebrødrene eller Dominicanerne og Chorsbrødrene ved Domkirkerne at Fiendskabet ytrede sig, efter at disse derimod i den første Enthusiasmes Tid saavel i Nidaros, som i Oslo og Bergen havde indrømmet dem Plads for deres Klostre ganske i Nærheden af Domkirkerne og Kannikegaardene: en Liberalitet, som de nu bittert angrede. Dette gave de, navnligt Chorsbrødrene i Bergen, tilkjende paa flere Maader. Det lader til, at de søgte at indsnevre den Dominikanerne indrymmede Tomt, thi allerede ved Cardinalens Ankomst til Bergen klagede de sidste over, at de ikke havde Rum nok, og paa Cardinalens Forestilling udvidede Biskop Arne Tomten noget. Men Chorsbrødrene, ærgerlige herover, benyttede sig af den Omstændighed at Dominicanernes Huus og Have laa lavere end deres, til yderst paa Bakkehelder at opsætte nogle Træskure, hvilke de brugte til Vandhuse, saa at al Ureenligheden flød ned til Dominicanerne, og voldte den ulideligste Stank. Dominicanerne klagede paany til Cardinalen, som forlangte at Chorsbrødrene skulde flytte hine Træskure et andetsteds hen. Chorsbrødrene bade dog om at Skurene maatte staa, imod at de forpligtede sig til, aldrig for Eftertiden at anvende dem til hiint Brug. Heri føjede Cardinalen dem, men satte for Sikkerheds Skyld Bans Straf for dem, der senere maatte overtræde Forpligtelsen. Derhos anmodede han i en særskilt Skrivelse Kongen selv om at paasee Forbudets Overholdelse, saa meget mere som det ogsaa var Dominicanernes Begravelsesplads, der paa den oven nævnte Viis vanhelligedes[14]. Man kan vel neppe tvivle paa, at Kongen har efterkommet denne Begjæring. Det er imidlertid let at indsee, at Stemningen mellem Dominicanerne og Chorsbrødrene ikke derved forbedredes, og vi ville i det følgende see nye Klager fremsatte af hine over disse[15].

Alle de Bestemmelser, som Cardinalen gav paa Rigsmødet, bekjendtgjorde han i Breve, udstedte under hans Haand og Segl. Navnlig sammenfattedes de almindelige Bestemmelser i tvende Breve, et af 16de og et andet af 17de August. Det første er især merkværdigt formedelst den Erklæring, som det i Intimationen indeholder[16]. „Da vi“, siger han, „fungerede som pavelig Legat i Norge for at prædike Guds Ord og krone Kongen, holdt vi paa et Møde, hvortil Erkebiskoppen, Lydbiskopperne, de øvrige Prælater og Klerker, saavel som Rigets Baroner (Lendermænd) vare samlede, mange offentlige Prædikener for og Samtaler med Kongen og alle de nys nævnte Mænd, hvorhos der blev forhandlet, ja endog disputeret mellem os om mange Punkter. Men efter at have overvejet alt, fandt vi Norges Riges Kirke i fuldkommen, rolig og fredelig Frihed med Hensyn til Jurisdictionen i alle aandelige Sager, mellem hvem der saa verserede Søgsmaal, og over alle Gejstlige, hvad enten der rejstes Søgsmaal mod dem i gejstligt eller i verdsligt Henseende, paa Grund af Forbrydelse eller Qvasi-Forbrydelse, af Contract eller Qvasi-Contract. Ligeledes fandt vi Norges Riges Kirke frit, ubeskaaret og fredeligt at besidde Patronatsretten i alle Kirker og Capeller, med Undtagelse af tre Capeller, hvorom der var Spørgsmaal mellem Norges Dronning og Biskoppen i Stavanger, og angaaende hvilke der for os blev truffet det Forlig, at Dronningen, saa længe hun lever, og hendes Sønner efter hende skulle have Patronatsret over dem, dog at denne Ret ingenlunde skal gaa over til Sønnesønnerne, men derimod tilfalde Stavangers Biskop og Kirke, eftersom samme Kirke og Biskop paa Transactionstiden var i fri og rolig Besiddelse deraf. Ligeledes fandt vi at Biskoppernes og alle Prælaternes Valg skede frit, uden nogen Adspørgelse af Lægmænd, men alene ved de Gejstlige, hvilke Valgretten efter de canoniske Love tilkommer“. Af disse Ytringer skulde man ved første Øjekast kunne slutte, at den norske Kirke virkelig var befunden i fri Besiddelse af de tre væsentlige Rettigheder, hvorom der havde været saa megen Tvist mellem den og Kronen, nemlig selvstændig gejstlig Jurisdiction, Patronatsretten, og den frie Valgret. Hvad Jurisdictionen angaar, da er det i det mindste vist, at Christenretterne, saadanne som de endnu vare beskafne, ikke udtalte det Princip, at Gejstlige alene skulde svare for kirkelig Domstol; navnlig gjordes der paa Island i saa Henseende ingen væsentlig Forskjel mellem Gejstlige og Verdslige; Kirkens Fordringer med Hensyn til Patronatsretten vare, om end faktisk anerkjendte i Norge, dog endnu ikke paa langt nær gjennemførte paa Island, og hvad Valgretten til Biskopsstolen angaar, da have vi baade seet, og ville i det følgende see Exempler paa, at Kongen fordrede en væsentlig Stemme med i Sagen. Men naar vi nærmere betragte Udtrykkene, ville vi dog finde, at de i Grunden neppe afvige saa meget fra den virkelige Tingenes Orden, som det lader til, eller at de maaskee endog med Flid have været holdte svævende, fordi det nu ikke faldt Cardinalen belejligt at optage den gamle Tvist fra nyt af. Naar der saaledes er Tale om den kirkelige Jurisdiction, siges der ikke reent ud, at Kirken var i anerkjendt fri Besiddelse deraf, men alene i fuld „Frihed med Hensyn dertil“. Nu kan det neppe betvivles, at Principet om den gejstlige Jurisdiction som alle Gejstliges rette Værnething allerede var faktisk anerkjendt og overholdt i Norge, og dette var før Øjeblikket nok for Cardinalen, der, som vi strax nedenfor ville se, ved denne Lejlighed selv gav den fornødne positive Bestemmelse desangaaende for Eftertiden. Man fandt det derfor heller ikke nødvendigt, i den norske Oversættelse af Cardinalens Brev, der upaatvivleligt er samtidigt affattet for at ledsage den latinske Original, nøjagtigt at gjengive hine Udtryk; det heder her kun: „vi fandt den hellige Kirke i Norge at være i fuldkommen og fuldstændig Fred, og at have al sin Frihed (alt sitt frelsi) i alt hvad der tilkom den at have saavel fra Gejstlighedens som fra Kronens Side“[17]. Fremdeles maa man med Hensyn baade til dette og til de tvende øvrige Punkter lægge Merke til, at her er kun Tale om „Norges Riges Kirke“, altsaa ikke om hele den norske Kirke; Island, der endnu ej hørte til „Norges Rige“, kommer saaledes her ej i Betragtning, og Spørgsmaalet med Hensyn til Patronatsretten paa hiin Ø maa følgelig bortfalde. Hvad Valgretten angaar, da har Cardinalen maaskee kun holdt sig til det formelle. Vi ville i det følgende se, hvorledes et Biskopsvalg, der i Virkeligheden skede efter Kongens, og mod Gejstlighedens Ønske, dog ifølge Pavens Bud indrettedes saaledes, at der tilsyneladende ingen Spor fandtes af Kongens Indblanding, eftersom Erkebiskoppen, hvem Valget tilfaldt, fik Befaling at vælge Kongens Candidat[18]. En saadan ydre Overholdelse af Formerne var med den Lemfeldighed, hvormed Cardinalen ifølge sin hemmelige Instrux nu gik frem, tilstrækkelig. Men hans udtrykkelige Erklæring om at have fundet alt i sin Rigtighed, affattet i svævende Udtryk, der meget godt kunde modtage en særdeles udvidende Fortolkning, var for Kirkens Repræsentanter et højst værdifuldt Document, der med Tiden, naar Omstændighederne vare gunstige, kunde fremdrages og anvendes med stor Fordeel[19].

Cardinalen vedbliver saaledes i sit Brev: „Hvorfor vi, paa Grund af alt dette, i en offentlig Prædiken formanede det hele Folk i Kongens, Erkebiskoppens, Lydbiskoppernes og de andre Prælaters Paahør, at dersom Nogen havde nogen Sag mod Erkebiskoppen, skulde han henvende sig til Paven eller hans Legat; havde han nogen Sag mod en Lydbiskop, skulde han klage for Erkebiskoppen, havde han Sag mod en anden Gejstlig, skulde han henvende sig til vedkommende Stiftsbiskop. Rejses der Søgsmaal mod en Lægmand om en gejstlig Sag, skal Klage ske for vedkommende Stiftsbiskop; men opstaar der Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, da skal Sagsøgeren, hvad enten han er gejstlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beskikkede Dommere. Hvis nogen, foragtende nævnte Dommere eller Dom, voldelig forsøger, efter egen Myndighed og Vilje at trænge sig ind i en andens Besiddelse af en urørlig Ting eller Rettighed, skal han være excommuniceret“. Dette er altsaa Cardinalens positive Bestemmelse om dette Punkt, den første, der er given i Norges Kirkeret Brevet slutter med den før omtalte Fastsættelse af Excommunication for Oprør mod Kongen, Krænkelse af Rigsfreden og Vold mod Nonner, samt endelig med den Erklæring, at Cardinalen med Hensyn til disse og andre af ham for Norges Rige fastsatte Excommunicationsstraffe overdrager vedkommende Stiftsbiskop for bestandigt sin (eller egentlig den ham igjen af Paven forlenede) Fuldmagt, saaledes at enhver, der var forfalden i nogen saadan Bandstraf, men vilde omvende sig og gjøre Bod for sin Synd, kunde faa Absolution af Biskoppen i det Dioces, han tilhørte.

I det andet Brev af 17de August[20] bekjendtgjorde Cardinalen sine saakaldte „Retterbøder“ om Hø- og Kornbjergning samt Fiskeri paa Helligdage, og Forbud mod Underslæb af Kirkernes Indtægter, saaledes som det i det foregaaende er anført. Der findes ogsaa af dette Brev en norsk Oversættelse; denne er forsynet med en Intimation i Kongens Navn, hvorved han bringer de vigtige Bestemmelser til almindelig Kundskab og saaledes middelbart giver dem sin Bekræftelse[21]. En saadan Indledning findes ikke foran Oversættelsen af det foregaaende Brev, hvad enten den nu er udeladt i de Afskrifter, vi have tilbage, eller, hvad der er rimeligere, aldrig bar været tilføjet, da det egentlig ikke var Kongens Sag at kundgjøre eller bekræfte den Erklæring eller de Bestemmelser, som Brevet indeholder. Uagtet Paven havde givet Cardinalen udstrakt Fuldmagt, udkrævedes dog hans Bekræftelse med Hensyn til de vigtige Bestemmelser i Brevet af 17de August. En saadan paafulgte ogsaa under 7de September 1248, sandsynligviis strax efter at Villjam selv var kommen tilbage til Curien. Men skjønt Paven her i almindelige Udtryk bekræftede alt hvad Cardinalen havde bestemt, navnlig om Fiskeri m. m. paa Helligdagene, undtog han dog udtrykkeligt de allerstørste Festdage. Derved synes altsaa Sagen egentlig at være bragt tilbage til det forrige Punkt, og Cardinalens velvillige Bestræbelse tilintetgjort. Vi se ogsaa den samme Paragraf i den ældre Frostathingslov, der handlede om Pave Alexanders Tilladelse til at fiske Sild paa Helligdage, med Undtagelse af de 20 største Helligdage, uforandret optagen i den Christenret, som Erkebiskop Jon under Kong Haakons Efterfølger udarbejdede og søgte at gjøre gjeldende[22]. Imidlertid maa dog en Lettelse være indtraadt for Bønderne i Sammenligning med den forrige Tingenes Orden. Maaske at Gejstligheden, før Cardinalens Ankomst, i sin Griskhed efter Indtægter endog bar tilsidesat Pave Alexanders Bestemmelse og krævet Bod for Helligbrøde, naar som helst der fiskedes paa Søn- eller Helligdage, endog udenfor hine store Højtider, saa at en udtrykkelig Opfriskelse af den Frihed, Pave Alexander tilstod, allerede i sig selv var en stor Velgjerning.

Overhoved bærer Cardinalens hele Fremtræden i Norge Præget af fornuftigt Maadehold og klog Iagttagen af Omstændighederne saavel som de Mænds Personlighed, med hvem han havde at bestille. Han fandt i Kongen en oplyst og forstandig Mand for sig, der oprigtigt var Kirken hengiven og undte den alt muligt godt, saa længe den holdt sig inden de tilbørlige Skranker, men som heller ikke bortgav en Tøddel af, hvad der efter hans bedste Overbeviisning og de da herskende statsretlige Begreber tilkom Kongemagten. Cardinalen skjønnede saaledes let, hvor vidt han torde gaa, og da det under de daværende Forhold ikke var raadeligt at forspilde en Konges Venskab, der ellers kunde vorde Kirken en god Støtte, spendte han ikke Buen højere, end den kunde taale, og drejede af i Tide, naar han merkede, at han var nær ved at gaa for vidt. Hans Nærværelse i Norge bidrog saaledes i høj Grad til at styrke Kongemagten og rodfæste Ideen om Kongens guddommelige Kald og absolute Magtfuldkommenhed.

Medens Cardinalen opholdt sig i Bergen, anraabte ogsaa Munkene i Holms Kloster ham om Hjelp i deres store Nød, da Erkebiskop Sigurd, som vi have seet, havde taget Klostret under sin Bestyrelse og ganske vilde opløse det paa Grund af deres foregivne Uverdighed og Uvidenhed. Cardinalen negtede dem ej sin Bistand. Han kjendte selv, sagde han, ikke det mindste til St. Benedicts Regel, og kunde derfor ikke afgjøre noget i Sagen, men raadede dem at henvende sig til Paven selv med ydmyg Bøn om at sende dem en Mand, der kunde reformere deres Orden og tilbørligt undervise dem; han skulde medgive dem et Brev til Paven, hvori han indstændigt bad denne om gunstigt at bønhøre dem. Dog maatte de, tilføjede han, skynde sig hermed, da Erkebiskoppen drev ivrigt paa, at faa dem udjagede af Klostret[23]. De fulgte Cardinalens Raad, og vi ville i det følgende se, hvorledes hans Anbefaling og ligeledes et Brev, Kongen medgav dem, skaffede deres Bøn god Fremgang. Vi erfare imidlertid heraf, at Forholdet mellem Cardinalen og Erkebiskoppen ikke kan have været saa særdeles venskabeligt, hvilket det heller ikke kunde være efter at han med saadan Bestemthed havde affærdiget Biskoppernes Anmodning om at skaffe dem nye Indrømmelser af Kongen.

Hvorledes Cardinalen ogsaa søgte at faa Islændingerne til at underkaste sig Kongen samt hvorledes han lagde et godt Ord ind for nogle danske og tydske Handelsmænd, hvis Skibe just paa den Tid vare blevne opbragte, vil i det følgende nærmere blive berettet. Ikke længe efter Mødets Slutning synes han at have gjort sig rejsefærdig. Kongen stillede en Tyvesesse, to Skuder og en Fragtbyrding til hans Disposition under Gunnar Kongsfrændes Befaling. Ved Afskeden gav Kongen Cardinalen og alle hans Mænd store Gaver, ligesom ogsaa Erkebiskoppen, Lydbiskopperne, Lendermændene og de ypperste af de øvrige, der havde deeltaget i Mødet, rigeligt betænktes. Hvis man bogstaveligt skal tro paa Sturla Thordssøns Ord, hvor han i sit Kvad om Kongen berører dette, vankede der Guld-Armringe og Smykker i Mængde, medens Kongen, som det heder: „sad paa Gavestolen, uskaansom mod Guldet, og enhver fik, hvad hans Hjerte kunde forlange“. Det er isandhed en Gaade, hvorledes Kongen kan have samlet Skatte, der satte ham istand til at bestride alle disse umaadelige Udgifter, især da der ikke tales det mindste om overordentlige Paalæg eller forøvrigt findes Spor til, at der paa nogen skarpere Maade en sædvanligt blev indsamlet Penge. Kongen ledsagede Cardinalen med alle sine Skibe ud til Florevaag, hvor de sagde hinanden det endelige Farvel med megen Kjærlighed paa begge Sider. Cardinalen agtede sig nu, efter Bestemmelsen, til Sverige, men Modvind gjorde Sørejsen temmelig langvarig. Han lod lægge ind til Stavanger, hvor han opholdt sig i nogle Dage; derpaa fortsatte han Rejsen til Tunsberg, og fra Tunsberg til Oslo. Hvor han opholdt sig, fortælles der, ordnede han de ham forebragte Sager. Saaledes have vi et Brev, udstedt af ham i Oslo den 29de September, hvori han paalægger Biskoppen i Oslo at forsvare Munkene i Hovedø Kloster mod alle Forurettelser[24]. Fra Oslo drog han til Kongehelle, hvor han lod tilstevne et almindeligt Thing, paa hvilket ogsaa mange fra Gøtaland indfandt sig. Her tog han Afsked med Nordmændene, og takkede Gud, heder det, fordi han var kommen til Norge. Dertil havde han ogsaa al Grund, thi han var bleven behandlet med den største Forekommenhed, og foruden de Penge, Kongen havde medgivet ham til Paven, samt andre rige Gaver, medbragte han ogsaa 100 Mk., som han havde faaet indsamlet fra den norske Gejstlighed[25]. For Resten synes han at have vundet Nordmændenes Hengivenhed, ligesom det og beder om ham, som om hans Forgænger, Cardinal Nicolaus, at han var Nordmændenes Ven saa længe han levede[26]. Fra Kongehelle drog han – det maa omtrent have været midt i October – til Sverige, hvor han fornemmelig tog sit Ophold i Østergøtland, først i Linkøping, siden (fra de første Dage af December) i Skeninge, hvor han, som det nedenfor skal nærmere omtales, mæglede Fred mellem Høvdingerne, og i de sidste Dage af Februar 1242 paa det bekjendte store Rigsmøde, søgte at bringe Sveriges forvirrede Kirke-Anliggender i Orden[27]. I den Indledning, der forudskikkes den under Cardinalens Navn udstedte Bekjendtgjørelse af de paa dette Mode vedtagne Bestemmelser, giver han en sørgelig Beskrivelse over Kirkens Tilstand i Sverige, der tager sig forunderligt ud lige over for den Tilfredshed han udtalte med Tilstanden i Nabolandet Norge[28]. Men man erfarer af mange Beretninger, at Forvirringen i Sverige paa denne Tid var meget stor, især formedelst Magnaternes Urolighed og indbyrdes Fejden. Blandt Cardinalens Forordninger paa Skeninge Møde findes ogsaa Paabud om Coelibatet for den svenske Prestestand. Der tales ikke om, at Cardinalen udstedte eller indskjerpede noget lignende Paabud i Norge, rimeligviis af den Grund, at Pave Gregor allerede under 16de Mai 1237 strengt havde forbudt den Uskik, at Presterne levede i Egteskab, saaledes som det i det følgende nærmere skal berettes. Villjam opholdt sig i Sverige til ud paa Sommeren. I Mai og Juni Maaneder finde vi ham paa Gotland, i Visby, hvor han allerede engang før havde været (i 1225); i Juli var han i Lund i Skaane[29], og er sandsynligviis kommen tilbage til Pavestolen om Høsten samme Aar, saa tidligt, at han selv, som det ovenfor er ytret, kunde udvirke det ovenomtalte pavelige Bekræftelsesbrev af 7de September, og sende det til Norge. Efter Tilbagekomsten see vi Villjam atter optræde som den, der havde Myndighed over Riddernes Besiddelser i Lifland og Rusland[30]. Han døde i 1251 i Ry for Hellighed[31].

  1. ↑ I Sagaen staar der paa dette Sted kun „give noget af Ledingen til den hellige Kirke“, og i Cardinalens Svar heder det ligeledes kun, at de Gejstlige i Lighed dermed burde „give hver af fine Indtægter, baade Landskylder og andre Indkomster“. Men at her kun er Tale om Tiende-Ydelse, seer man af Gullinskinnas kortere Læsemaade: „Cardinalen bad dem da ogsaa ligeledes at betale Tiende af sine Indkomster“.
  2. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 255, jvfr. Cardinalens Brev af 17de Ang. 1247, n. g. L. S. 493, saavel som Cod. Arnam. 186 qv. se Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie I. 234. Erkeb. Jons Statut af 1281, N. gl. L. III. 240.
  3. ↑ Haakon Haakonssøns Saga l. c. Her synes der kun at være sigtet til det egentlige Kosthold (hospitalitas) eller Nattelejer, ikke til Cathedraticum (d. e. Kjendelse til Moderkirken hvor Biskopsstolen er), der allerede i Slutningen af det 12te Aarhundrede var til som en særegen Afgift, siden det heder at Biskop Helge i Oslo gav 1186 Akers Kirke med alle prestelige Indtægter til Nonneklostret, kun med Forbehold af Cathedraticum (Brevskaber i 1622 paa Akershuus Slot). Thi Cathedraticum sees at have været stadigt indfordret, uden Hensyn til om Biskoppen rejste i Visitats eller ej, og det var allerede for længst paabudet over hele Christenheden, pro honore cathedræ, og oprindelig skulde udgjøre 2 Solidi af hver Kirke. (Innocents d. 3dies Brev I. XIV. Ep. 20).
  4. ↑ Cardinal Villjams Brev af 17de Aug. 1247.
  5. ↑ Se ovenf. II. 938.
  6. ↑ Se nedenfor S. 39.
  7. ↑ Cardinalens Brev N. gl. L. I. S. 453. I Sagaen undtages „de største Højtider“, hvilket aabenbart strider mod Ordene i Cardinalens eget Brev. Men denne Afvigelse grunder sig rimeligviis derpaa, at Paven, i sin Bekræftelse af Cardinalens Bestemmelser for øvrigt, dog undtog de største Høitider (se nedenf. S. 40) og at saaledes denne Undtagelse fremdeles var til, da Sagaen blev skreven, ligesom og den ældre Bestemmelse er optagen i Erkebiskop Jons Christenret.
  8. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 255.
  9. ↑ Brev af 16de Aug. 1247 i N. gl. Love S. 451.
  10. ↑ Codex Arnamagn. 186 qv., citeret i Finn Jonssøns Kirkehistorie I. S. 234.
  11. ↑ Saaledes have vi gjengivet Stedet efter den norske Oversættelse, N. gl. L. I. S. 452, skjønt Latinen S. 451 bruger Udtrykket de fornicationis crimine interpellare, der vistnok synes betegne noget ganske andet.
  12. ↑ Teloniarii & bedelli, som han udtrykker sig, se Matth. Paris. S. 487.
  13. ↑ Dipl. Norv. I. No. 29.
  14. ↑ Villjams Breve af 13de og 15de August, Dipl. Norv. II. No. 7 og 8.
  15. ↑ Aarsagen, hvorfor der ikke ved denne Leilighed er Tale om Overlast mod Minoriterne, er vel hovedsagelig den, at Minoriterklostret i Bergen paa denne Tid neppe endnu var oprettet, ligesom det allerede forhen er omtalt, at Minoriternes Klostre saavel i Nidaros, som i Oslo og Bergen laa længere fra Domkirken, hvorved de saaledes ikke vare saa udsatte for hyppige Collisioner med Chorsbrødrene.
  16. ↑ Norges gl. Love, I. S. 450.
  17. ↑ Norges gl. Love I. S. 451.
  18. ↑ Nemlig ved Besættelsen af Hamars Biskopsstol efter Biskop Peters Død 1259, see nedenfor.
  19. ↑ Jvfr. Keysers n. Kirkehistorie I. S. 382, 383, hvor der fremsættes den Formodning, at dette Brev af Cardinalen har været et hemmeligt Document, nedlagt i Biskoppernes Hænder til Brug for kommende Tider. I saa Fald maatte den Oversættelse, hvorom der ovenfor er talt, have været forfattet ved Brevets Publication, og ej være samtidig med Udstedelsen. Herimod synes dog flere indre Grunde at tale.
  20. ↑ Norges gl. Love I. 453.
  21. ↑ Sammesteds S. 454. Intimationen lyder saaledes: „Haakon, af Guds Naade Norges Konge, Søn af Kong Haakon, sender Lendermænd og Lærde, Bønder og Bu-Thegner samt alle andre, der see eller høre dette Brev, Guds og sin Hilsen. Vi gjøre eder vitterligt, at disse Retterbøder gav Hr. Biskop Villjam, Pavens Legat, efter vor Bøn og for den almindelige Nødvendigheds Skyld, saaledes som hans Brev lyder, hvilket I nu kunne høre.“ Begyndelsen til Cardinalens Brev fortjener ogsaa at anføres i sin Heelhed „Villjam af Guds Naade Biskop af Sabina, det apostoliske Sædes Legat, hilset alle, der se dette Brev, i Jesu Christi Navn. Da vi i Egenskab af Legat befandt os i Norge, erfore vi blandt andre Plager, dette Rige lider – hvilke ere mange, da Landet er et Trængslens og Knaphedens Land, beliggende i de yderste beboede Dele af Jorden, som der staar skrevet“, et Menneske fød af en Kvinde lever en stakket Tid og mættes af Uro „– ogsaa Folkets Klage over at det merkeligt forulempes ifølge en i deres eget Sprog skreven, særegen Bog, der forbyder dem alt verdsligt Arbejde paa Festdage, endog under trængende Nødvendighed. Da der nu, saaledes som vi selv saa og af egen Erfaring om hiint Lands ublide Klima tydeligt overbeviiste os om, ligefra Midten af Juni til henimod Udgangen af August var uophørligt Regnvejr der i Landet, saa at man hverken kunde pløje eller saa bekvemmeligen, maaske med Undtagelse af fire eller fem Dage, der dog ikke fulgte umiddelbart paa hinanden, besluttede vi, bevægede af Folkets Venner, og med Prælaternes Samtykke, ligesom vi herved fastsætte“ o. s. v.
  22. ↑ Jons Christenret, c. 30, 32. jvfr. ældre Frostathingslov II. 26.
  23. ↑ Matth. Paris. S. 504.
  24. ↑ Dipl. Norv. I. No. 39.
  25. ↑ Matthæus Paris. S. 495.
  26. ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 258.
  27. ↑ Cardinal Villjams i Sverige udstedte Breve findes i Liljegrens Dipl. Svec. 1ste B., fra No. 346 incl. Det første af disse er dateret Linkøping den 29de Novbr. 1247, det andet allerede Skeninge den 2den Decbr. Alle de øvrige indtil 360 incl. ere daterede Skeninge, fra Decbr. 1247 til 2den Marts 1248. No. 361, af 6te Marts, er dateret fra „Kongens Slot;“ No. 362 og 363 begge fra Visby den 25de Mai og 5te Juni.
  28. ↑ Skening Besluttning, Liljegrens Dipl. l. c. No. 359. Herom mere nedenfor.
  29. ↑ Brev af Villjam, dateret Lund, 27de Juli 1248, optaget i Liljegrens Dipl. No. 370. Her er det dog, heel ubegribeligt, henført til 1249, uagtet det udtrykkeligt siges at være udstedt i Pave Innocentius’s 6te Aar. Innocentius blev valgt St. Hansdag 1243, og indviet den 28de eller 29de Juni næstefter. Hans Pontificats Aar løbe saaledes fra 28de eller 29de Juni, og følgelig falder 27 Juli (9 kal. Aug.) af hans 6te Aar ikke i 1249, men i 1248. Det vilde ogsaa have været høist urimeligt, om Cardinalen havde vedblevet at svæve saa længe oppe i Norden, uden at man for Resten havde hørt noget yderligere fra ham. Forunderligt nok henfører Liljegren selv tidligere Brevet No. 315, hvilket han antager udstedt af Innocentius 9de Juli i dennes 2det Aar, til 1244, hvorved han erkjender at det 2det Aar allerede var begyndt før 9de Juli 1244, og saaledes conseqvent skulde antage det 7de Aar begyndt før 9de Juli 1249. Brevet No. 315 er for Resten ikke af 9de Juli 1244, thi det er udstedt i Lyon, og did kom Paven ikke førend i December s. A., ligesaalidet som Paven nogensinde angiver Dagen anderledes end efter Kalendæ, Nonæ og Idus: naar der saaledes her staar VIIII Julii, er det tydeligt at et kalend. er bortfaldt, og at Dagen skal være 24 Juni, hvorved Aaret bliver 1245. Overhoved hersker der en stor Forvirring i Liljegrens Diplomatar med Hensyn til Dateringen af Innocentius’s Breve. I Forbindelse hermed maa vi og omtale Brevet No. 364, hvor Cardinal Villjam omtales, men som er dateret Juledag 1248. Forudsat, at Brevet er egte, og Dateringen rigtig, er det ikke nødvendigt at antage, at Villjam var tilstede ved Udstedelsen. Brevet handler om nogle Afgifter, der med Cardinalens Samtykke tilstodes Nydale Kloster, og dette Samtykke kunde tidligere være erhvervet, eller den egentlige Bestemmelse tidligere være aftalt, medens Brevet kun var en yderligere Bekræftelse af Bestemmelsen, given efter at Cardinalen allerede havde forladt Landet. Men der ere flere Omstændigheder, der gjør Dateringen, ja hele Brevet selv, mistænkelig. Det er udstedt af Kong Erik og Byrge Jarl, hvoraf det skulde følge, at det ikke er ældre end Høsten 1248, thi først da blev Byrge ophøjet til Jarl efter Ulf Fases Død; men paa den anden Side skulde vel Juledag 1248 egentlig betegne 26de Decbr. 1247, da de Svenske, ligesom Nordmændene, i Middelalderen sandsynligviis regnede Aaret fra Christi Fødselsdag. Hertil kommer at de Personer som opregnes: Biskop Kol, Kongens Kantsler, Hr. Karl, Byrge Jarls Broder, Hr. Karl, Byrge Jarls Søn, Hr. Holmger, Hr. Magnus Benedictssøn, samtlige synes at henhøre til Aarene omkring 1190, det vil sige at Byrge Jarl selv da bliver Byrge Brosa, og Magnus Benedictssøn Magnus Minneskjold. Der tales nemlig ingensteds ellers om, at Byrge Jarl den yngre skulde have haft en Søn ved Navn Karl. Hvad Biskop Kol angaar, da var der vistnok omkring 1248 en Biskop af dette Navn i Strengnes, kongelig Kantsler, men der var ogsaa en Biskop i Linkøping af dette Navn, død 1196, altsaa samtidig med Byrge Brosa, Karl Byrge Brosas Broder, Karl Byrge Brosas Søn, Holmger, Dronningens Broder, og Magnus Benedietsson Minnestjold; hele denne Samtidighed synes at betegne den ældre Kol, som den, der i Brevet er ment. Da det dog er umuligt, at han kunde omtales i et Brev fra 1248, paatrænger næsten den Formodning sig, at Brevet er falskt, opdigtet af en i Chronologien ej bevandret Mand, der nok har vidst, at der i 1248 var en Biskop Kol, kongelig Kantsler (han var desuden bekjendt nok af den Rolle, han spillede ved Herrevadsbro) men som i sin Uvidenhed har forvexlet ham med Kol den ældre, og Byrge Jarl med Byrge Brosa, og saaledes indført i Brevet af 1248 Personer fra c. 1190, Kol den ældres og Byrge Brosas Samtidige. Brevet haves kun i en Vidisse fra det 15de Aarhundrede, og paa svensk. Vi kunne derfor vistnok betragte dette Brev som ikke tilværende. Ogsaa Suhm (Hist. af Danm. X. 117, 118) har Betænkeligheder ved dette Brev.
  30. ↑ Suhm, X. S. 197.
  31. ↑ Matth. Paris. S. 546. Raynaldi annales I. 606, No. 13.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/4&oldid=66638»