Det norske Folks Historie/5/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Kronings-Højtidelighederne vare til Ende, begyndte Forhandlingerne mellem Cardinalen, Kongen og de øvrige tilſtedeværende gejſtlige og verdslige Herrer, der dannede det egentlige Rigsmøde. Disſe Forhandlinger vedvarede, ſom det ſynes, hver Dag fra 8de til 17de Aug., hvilken Dag er den ſidſte, paa hvilken man finder Beſtemmelſer, vedtagne paa dette Møde, daterede. Aller førſt gjorde Biſkopperne et Forſøg paa at forøge Kirkens Indtægter, idet de bade Cardinalen anmode Kongen om at vedtage Tiende-Ydelſe, ogſaa af ſin Leding[1], til Kirken. Det er nemlig ovenfor omtalt, at Ledingen nu paa det nærmeſte var gaaet over til at være en virkelig Skat, og den ſtrenge Conſeqvens af Tiendepaabudet kunde ſaaledes paa en vis Maade ſynes at tale for deres Fordring. Men Cardinalen, der maaſkee fandt, at Gejſtlighedens Indkomſter allerede vare ſaa betydelige, ſom den billigviis kunde fordre, og ſom i alle Fald hørte grundede Klager over at Biſkopperne ſøgte at udvide deres Indtægter mere end Ret og billigt var, ſvarede, at derſom de fandt at Kongen burde afgive en Deel af ſine Indtægter til Kirken, burde ogſaa de betale tilſvarende Tiende af alt hvad de oppebare; vægrede de ſig herved, vilde han ej befatte ſig med at fremſætte nogen ſlig Anmodning til Kongen. Videre blev der ikke talt om den Sag. Bøndernes Klager gik ud paa, at Biſkopperne tilegnede ſig ſaavel flere af Kirkernes Ejendomme ſom den til Kirkerne beſtemte Deel af Tienden. Cardinalen, der overbeviſte ſig om, at det virkelig forholdt ſig ſaa, bød ſtrengeligen dette Uvæſen, og forordnede at hvad der paa ſaadan Viis ulovligt var Kirkerne frataget, ſkulde tilbagegives med al Afkaſtning[2]. Ogſaa den lavere Gejſtlighed klagede over, at Biſkopperne toge Gjeſteholdspenge af dem, endog naar de ikke ſelv kom paa Viſitats i Fylket. Dette erklærede Cardinalen ſtridende mod Guds og Kirkens Love, og forbød det undtagen i Tilfælde af Sygdom, eller af at en Rejſe, foretagen efter Kongens eller Erkebiſkoppens Befaling, hindrede dem fra at komme[3]. Ligeledes blev der klaget over, at Biſkopperne, naar Kirkerne ſtode ledige, tilegnede ſig Sognepreſternes Indkomſter. Dette forbød Cardinalen aldeles, og beſtemte at vedkommende Biſkop i ſaa Tilfælde ſkulde beſkikke en Raadsmand eller Forſtander til at oppebære de Indtægter, ſom enten maatte tilkomme den vordende Preſt, eller blive at anvende til Kirken[4]. Endelig klagede Bønderne over de ſtrenge Beſtemmelſer om Helligbrøde, for ſaa vidt ſom de maatte betale Bøder, naar de enten bjergede Hø eller Korn paa Helligdage, eller fiſkede Sild, naar denne paa ſlige Dage ſøgte til Land. Hvad Sildefiſke angaar, da havde viſtnok allerede, ſom det tidligere er viiſt, Pave Alexander, ſandſynligviis paa Erkebiſkop Eyſteins og Legaten Stephanus’s Foreſtilling, tilladt at fange Sild naar ſom helſt den gik til Landet, med Undtagelſe af de Liv ſtørſte Helligdage[5]. Men dette var ikke tilſtrækkeligt, og desuden manglede der lignende Beſtemmelſer med Henſyn til Hø- og Korn-Høſten. Kongen ſelv, ſaavel ſom andre anſeede Mænd, talte Bøndernes Sag, og det traf ſig paa en vis Maade belejligt, at denne Sommer var uſædvanlig regnfuld, ſaa at Cardinalen ret til Gavns kunde overbeviſe ſig om, hvor nødvendigt det var for Bønderne at kunne benytte de faa Godvejrsdage, ſom forundtes dem; fra Midten af Juni til Slutningen af Auguſt var det nemlig, ſom han ſelv ſiger i ſit Brev[6], uafladelig Regn, med Undtagelſe af fire eller fem Dage, hvor der var Opholdsvejr, men ſom dog ikke fulgte umiddelbart efter hinanden. Han beſtemte derfor med Prælaternes Samtykke, at det uanſeet de ældre ſtrenge Beſtemmelſer ſkulde være tilladt at fiſke Sild, naar ſom helſt den ſøgte til Land, og ligeledes at bjerge Hø eller høſte Korn paa Helligdage, naar Vejret ikke tillod det paa Sognedage, dog ſaaledes, at vedkommende Biſkop i Tvivlstilfælde ſkulde afgjøre, om Vejrliget virkelig havde været ſaa ſlemt, at hiin Fritagelſe burde finde Sted, eller ej[7].

En højſt vigtig Beſtemmelſe, der med Henſyn til ſin Virkning i en vis Retning kan ſiges at have dannet Slutſtenen i det ved Kongens Kroning og Legitimation udførte Verk, var Ophævelſen af Jærnbyrd, eller egentlig af Gudsdomme i Almindelighed ſom Beviismiddel for Retten. „Det ſømmede ſig ikke“, ſagde Legaten, „for chriſtne Mænd at friſte Gud til at give Vidnesbyrd om menneſkelige Anliggender“[8]. Viſtnok have vi ikke nu længer det Brev eller den ſkriftlige Erklæring, hvorved Afſkaffelſen kundgjordes, men Gudsdommenes Udeladelſe i ſenere Kirkelove viſe nokſom, at Sagaens Beretning har ſin Rigtighed. Gudsdommene havde i den ſenere Tid været ſaa misbrugte, at de ikke kunde vække andet end Forargelſe, og navnlig have vi ſeet, hvilken Skade for Landets Fred og Ro kunde opſtaa af den Adgang, Kronprætendenter fik til at underkaſte ſig Jærnbyrd for derved at beviſe deres kongelige Fødſel. Jærnbyrdens Afſkaffelſe i Forening med Kongens Kroning og Legitimation, ſaavel ſom det Princip med Henſyn til Tronarvefølgen, hvilket Kongen, ved at beſtemme ſin ældſte egtefødde Søn til ſin Tronfølger, med Udelukkelſe af den ældre, uegtefødde, praktiſk erklærede gjeldende, nemlig at egte Søn altid er at foretrække for uegte, maatte, for menneſkelige Øjne, afſkære al Frygt for, at der i Fremtiden ſkulde kunne opſtaa ſaadanne Tronkrige, ſom de, man nys havde overſtaaet.

Cardinalen gav fremdeles flere Beſtemmelſer, der mere vedkom den verdslige offentlige og private Ret, end den gejſtlige, men ſom ſigtede til at værne om Kronens Sikkerhed og Eiendomsretten. Han ſatte nemlig Bansſtraf for alle og enhver, der forſøgte at gjøre Opſtand mod Kongen eller at forſtyrre Rigets Fred[9], ligeledes for hver den, der oppebar en Arvedeel, uden at al lovlig derpaa heftende Gjeld var betalt[10]. For at værne om Kloſterlivets Reenhed ſatte han lignende Banſættelſesſtraf for den, der krænkede Nonner[11].

Der er allerede ovenfor talt om den ſlette Forſtaaelſe, der allerede nu paa de fleſte Steder herſkede mellem de Sæculargejſtlige og Tiggermunkene, et Uvenſkab, ſom maaſkee end mere forøgedes ved den hyppige Anvendelſe, Paveſtolen fandt for de ſidſte ſom hemmelige eller aabenbare Udſendinger, fornemmelig hvor det gjaldt at ſkrabe Penge ſammen, ſaaat den over denne Pavehoffets Pengegriſkhed forbitrede Matthæus af Paris ligefrem ytrer i ſit hiſtoriſke Verk, „at Paven, man ſkulde næſten tro mod deres egentlige Ønſke, havde gjort dem til ſine Toldere og Erendſvende“[12], ikke uden Skade og Skam for deres Orden“. Paven maatte derfor ogſaa ſærſkilt tage dem under ſine Vinger. Ved en Skrivelſe af 17de Septbr. 1245 til Prælaterne i alle tre nordiſke Riger tog Innocentius Prædikebrødrenes Orden i Forſvar mod de Sæculargejſtlige[13]. Det var, ſom vi have nævnt, i Norge fornemmelig mellem Prædikebrødrene eller Dominicanerne og Chorsbrødrene ved Domkirkerne at Fiendſkabet ytrede ſig, efter at disſe derimod i den førſte Enthuſiasmes Tid ſaavel i Nidaros, ſom i Oslo og Bergen havde indrømmet dem Plads for deres Kloſtre ganſke i Nærheden af Domkirkerne og Kannikegaardene: en Liberalitet, ſom de nu bittert angrede. Dette gave de, navnligt Chorsbrødrene i Bergen, tilkjende paa flere Maader. Det lader til, at de ſøgte at indſnevre den Dominikanerne indrymmede Tomt, thi allerede ved Cardinalens Ankomſt til Bergen klagede de ſidſte over, at de ikke havde Rum nok, og paa Cardinalens Foreſtilling udvidede Biſkop Arne Tomten noget. Men Chorsbrødrene, ærgerlige herover, benyttede ſig af den Omſtændighed at Dominicanernes Huus og Have laa lavere end deres, til yderſt paa Bakkehelder at opſætte nogle Træſkure, hvilke de brugte til Vandhuſe, ſaa at al Ureenligheden flød ned til Dominicanerne, og voldte den ulideligſte Stank. Dominicanerne klagede paany til Cardinalen, ſom forlangte at Chorsbrødrene ſkulde flytte hine Træſkure et andetſteds hen. Chorsbrødrene bade dog om at Skurene maatte ſtaa, imod at de forpligtede ſig til, aldrig for Eftertiden at anvende dem til hiint Brug. Heri føjede Cardinalen dem, men ſatte for Sikkerheds Skyld Bans Straf for dem, der ſenere maatte overtræde Forpligtelſen. Derhos anmodede han i en ſærſkilt Skrivelſe Kongen ſelv om at paaſee Forbudets Overholdelſe, ſaa meget mere ſom det ogſaa var Dominicanernes Begravelſesplads, der paa den oven nævnte Viis vanhelligedes[14]. Man kan vel neppe tvivle paa, at Kongen har efterkommet denne Begjæring. Det er imidlertid let at indſee, at Stemningen mellem Dominicanerne og Chorsbrødrene ikke derved forbedredes, og vi ville i det følgende ſee nye Klager fremſatte af hine over disſe[15].

Alle de Beſtemmelſer, ſom Cardinalen gav paa Rigsmødet, bekjendtgjorde han i Breve, udſtedte under hans Haand og Segl. Navnlig ſammenfattedes de almindelige Beſtemmelſer i tvende Breve, et af 16de og et andet af 17de Auguſt. Det førſte er iſær merkværdigt formedelſt den Erklæring, ſom det i Intimationen indeholder[16]. „Da vi“, ſiger han, „fungerede ſom pavelig Legat i Norge for at prædike Guds Ord og krone Kongen, holdt vi paa et Møde, hvortil Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne, de øvrige Prælater og Klerker, ſaavel ſom Rigets Baroner (Lendermænd) vare ſamlede, mange offentlige Prædikener for og Samtaler med Kongen og alle de nys nævnte Mænd, hvorhos der blev forhandlet, ja endog diſputeret mellem os om mange Punkter. Men efter at have overvejet alt, fandt vi Norges Riges Kirke i fuldkommen, rolig og fredelig Frihed med Henſyn til Jurisdictionen i alle aandelige Sager, mellem hvem der ſaa verſerede Søgsmaal, og over alle Gejſtlige, hvad enten der rejſtes Søgsmaal mod dem i gejſtligt eller i verdsligt Henſeende, paa Grund af Forbrydelſe eller Qvaſi-Forbrydelſe, af Contract eller Qvaſi-Contract. Ligeledes fandt vi Norges Riges Kirke frit, ubeſkaaret og fredeligt at beſidde Patronatsretten i alle Kirker og Capeller, med Undtagelſe af tre Capeller, hvorom der var Spørgsmaal mellem Norges Dronning og Biſkoppen i Stavanger, og angaaende hvilke der for os blev truffet det Forlig, at Dronningen, ſaa længe hun lever, og hendes Sønner efter hende ſkulle have Patronatsret over dem, dog at denne Ret ingenlunde ſkal gaa over til Sønneſønnerne, men derimod tilfalde Stavangers Biſkop og Kirke, efterſom ſamme Kirke og Biſkop paa Transactionstiden var i fri og rolig Beſiddelſe deraf. Ligeledes fandt vi at Biſkoppernes og alle Prælaternes Valg ſkede frit, uden nogen Adſpørgelſe af Lægmænd, men alene ved de Gejſtlige, hvilke Valgretten efter de canoniſke Love tilkommer“. Af disſe Ytringer ſkulde man ved førſte Øjekaſt kunne ſlutte, at den norſke Kirke virkelig var befunden i fri Beſiddelſe af de tre væſentlige Rettigheder, hvorom der havde været ſaa megen Tviſt mellem den og Kronen, nemlig ſelvſtændig gejſtlig Jurisdiction, Patronatsretten, og den frie Valgret. Hvad Jurisdictionen angaar, da er det i det mindſte viſt, at Chriſtenretterne, ſaadanne ſom de endnu vare beſkafne, ikke udtalte det Princip, at Gejſtlige alene ſkulde ſvare for kirkelig Domſtol; navnlig gjordes der paa Island i ſaa Henſeende ingen væſentlig Forſkjel mellem Gejſtlige og Verdslige; Kirkens Fordringer med Henſyn til Patronatsretten vare, om end faktiſk anerkjendte i Norge, dog endnu ikke paa langt nær gjennemførte paa Island, og hvad Valgretten til Biſkopsſtolen angaar, da have vi baade ſeet, og ville i det følgende ſee Exempler paa, at Kongen fordrede en væſentlig Stemme med i Sagen. Men naar vi nærmere betragte Udtrykkene, ville vi dog finde, at de i Grunden neppe afvige ſaa meget fra den virkelige Tingenes Orden, ſom det lader til, eller at de maaſkee endog med Flid have været holdte ſvævende, fordi det nu ikke faldt Cardinalen belejligt at optage den gamle Tviſt fra nyt af. Naar der ſaaledes er Tale om den kirkelige Jurisdiction, ſiges der ikke reent ud, at Kirken var i anerkjendt fri Beſiddelſe deraf, men alene i fuld „Frihed med Henſyn dertil“. Nu kan det neppe betvivles, at Principet om den gejſtlige Jurisdiction ſom alle Gejſtliges rette Værnething allerede var faktiſk anerkjendt og overholdt i Norge, og dette var før Øjeblikket nok for Cardinalen, der, ſom vi ſtrax nedenfor ville ſe, ved denne Lejlighed ſelv gav den fornødne poſitive Beſtemmelſe desangaaende for Eftertiden. Man fandt det derfor heller ikke nødvendigt, i den norſke Overſættelſe af Cardinalens Brev, der upaatvivleligt er ſamtidigt affattet for at ledſage den latinſke Original, nøjagtigt at gjengive hine Udtryk; det heder her kun: „vi fandt den hellige Kirke i Norge at være i fuldkommen og fuldſtændig Fred, og at have al ſin Frihed (alt sitt frelsi) i alt hvad der tilkom den at have ſaavel fra Gejſtlighedens ſom fra Kronens Side“[17]. Fremdeles maa man med Henſyn baade til dette og til de tvende øvrige Punkter lægge Merke til, at her er kun Tale om „Norges Riges Kirke“, altſaa ikke om hele den norſke Kirke; Island, der endnu ej hørte til „Norges Rige“, kommer ſaaledes her ej i Betragtning, og Spørgsmaalet med Henſyn til Patronatsretten paa hiin Ø maa følgelig bortfalde. Hvad Valgretten angaar, da har Cardinalen maaſkee kun holdt ſig til det formelle. Vi ville i det følgende ſe, hvorledes et Biſkopsvalg, der i Virkeligheden ſkede efter Kongens, og mod Gejſtlighedens Ønſke, dog ifølge Pavens Bud indrettedes ſaaledes, at der tilſyneladende ingen Spor fandtes af Kongens Indblanding, efterſom Erkebiſkoppen, hvem Valget tilfaldt, fik Befaling at vælge Kongens Candidat[18]. En ſaadan ydre Overholdelſe af Formerne var med den Lemfeldighed, hvormed Cardinalen ifølge ſin hemmelige Inſtrux nu gik frem, tilſtrækkelig. Men hans udtrykkelige Erklæring om at have fundet alt i ſin Rigtighed, affattet i ſvævende Udtryk, der meget godt kunde modtage en ſærdeles udvidende Fortolkning, var for Kirkens Repræſentanter et højſt værdifuldt Document, der med Tiden, naar Omſtændighederne vare gunſtige, kunde fremdrages og anvendes med ſtor Fordeel[19].

Cardinalen vedbliver ſaaledes i ſit Brev: „Hvorfor vi, paa Grund af alt dette, i en offentlig Prædiken formanede det hele Folk i Kongens, Erkebiſkoppens, Lydbiſkoppernes og de andre Prælaters Paahør, at derſom Nogen havde nogen Sag mod Erkebiſkoppen, ſkulde han henvende ſig til Paven eller hans Legat; havde han nogen Sag mod en Lydbiſkop, ſkulde han klage for Erkebiſkoppen, havde han Sag mod en anden Gejſtlig, ſkulde han henvende ſig til vedkommende Stiftsbiſkop. Rejſes der Søgsmaal mod en Lægmand om en gejſtlig Sag, ſkal Klage ſke for vedkommende Stiftsbiſkop; men opſtaar der Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, da ſkal Sagſøgeren, hvad enten han er gejſtlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beſkikkede Dommere. Hvis nogen, foragtende nævnte Dommere eller Dom, voldelig forſøger, efter egen Myndighed og Vilje at trænge ſig ind i en andens Beſiddelſe af en urørlig Ting eller Rettighed, ſkal han være excommuniceret“. Dette er altſaa Cardinalens poſitive Beſtemmelſe om dette Punkt, den førſte, der er given i Norges Kirkeret Brevet ſlutter med den før omtalte Faſtſættelſe af Excommunication for Oprør mod Kongen, Krænkelſe af Rigsfreden og Vold mod Nonner, ſamt endelig med den Erklæring, at Cardinalen med Henſyn til disſe og andre af ham for Norges Rige faſtſatte Excommunicationsſtraffe overdrager vedkommende Stiftsbiſkop for beſtandigt ſin (eller egentlig den ham igjen af Paven forlenede) Fuldmagt, ſaaledes at enhver, der var forfalden i nogen ſaadan Bandſtraf, men vilde omvende ſig og gjøre Bod for ſin Synd, kunde faa Abſolution af Biſkoppen i det Dioces, han tilhørte.

I det andet Brev af 17de Auguſt[20] bekjendtgjorde Cardinalen ſine ſaakaldte „Retterbøder“ om Hø- og Kornbjergning ſamt Fiſkeri paa Helligdage, og Forbud mod Underſlæb af Kirkernes Indtægter, ſaaledes ſom det i det foregaaende er anført. Der findes ogſaa af dette Brev en norſk Overſættelſe; denne er forſynet med en Intimation i Kongens Navn, hvorved han bringer de vigtige Beſtemmelſer til almindelig Kundſkab og ſaaledes middelbart giver dem ſin Bekræftelſe[21]. En ſaadan Indledning findes ikke foran Overſættelſen af det foregaaende Brev, hvad enten den nu er udeladt i de Afſkrifter, vi have tilbage, eller, hvad der er rimeligere, aldrig bar været tilføjet, da det egentlig ikke var Kongens Sag at kundgjøre eller bekræfte den Erklæring eller de Beſtemmelſer, ſom Brevet indeholder. Uagtet Paven havde givet Cardinalen udſtrakt Fuldmagt, udkrævedes dog hans Bekræftelſe med Henſyn til de vigtige Beſtemmelſer i Brevet af 17de Auguſt. En ſaadan paafulgte ogſaa under 7de September 1248, ſandſynligviis ſtrax efter at Villjam ſelv var kommen tilbage til Curien. Men ſkjønt Paven her i almindelige Udtryk bekræftede alt hvad Cardinalen havde beſtemt, navnlig om Fiſkeri m. m. paa Helligdagene, undtog han dog udtrykkeligt de allerſtørſte Feſtdage. Derved ſynes altſaa Sagen egentlig at være bragt tilbage til det forrige Punkt, og Cardinalens velvillige Beſtræbelſe tilintetgjort. Vi ſe ogſaa den ſamme Paragraf i den ældre Froſtathingslov, der handlede om Pave Alexanders Tilladelſe til at fiſke Sild paa Helligdage, med Undtagelſe af de 20 ſtørſte Helligdage, uforandret optagen i den Chriſtenret, ſom Erkebiſkop Jon under Kong Haakons Efterfølger udarbejdede og ſøgte at gjøre gjeldende[22]. Imidlertid maa dog en Lettelſe være indtraadt for Bønderne i Sammenligning med den forrige Tingenes Orden. Maaſke at Gejſtligheden, før Cardinalens Ankomſt, i ſin Griſkhed efter Indtægter endog bar tilſideſat Pave Alexanders Beſtemmelſe og krævet Bod for Helligbrøde, naar ſom helſt der fiſkedes paa Søn- eller Helligdage, endog udenfor hine ſtore Højtider, ſaa at en udtrykkelig Opfriſkelſe af den Frihed, Pave Alexander tilſtod, allerede i ſig ſelv var en ſtor Velgjerning.

Overhoved bærer Cardinalens hele Fremtræden i Norge Præget af fornuftigt Maadehold og klog Iagttagen af Omſtændighederne ſaavel ſom de Mænds Perſonlighed, med hvem han havde at beſtille. Han fandt i Kongen en oplyſt og forſtandig Mand for ſig, der oprigtigt var Kirken hengiven og undte den alt muligt godt, ſaa længe den holdt ſig inden de tilbørlige Skranker, men ſom heller ikke bortgav en Tøddel af, hvad der efter hans bedſte Overbeviisning og de da herſkende ſtatsretlige Begreber tilkom Kongemagten. Cardinalen ſkjønnede ſaaledes let, hvor vidt han torde gaa, og da det under de daværende Forhold ikke var raadeligt at forſpilde en Konges Venſkab, der ellers kunde vorde Kirken en god Støtte, ſpendte han ikke Buen højere, end den kunde taale, og drejede af i Tide, naar han merkede, at han var nær ved at gaa for vidt. Hans Nærværelſe i Norge bidrog ſaaledes i høj Grad til at ſtyrke Kongemagten og rodfæſte Ideen om Kongens guddommelige Kald og abſolute Magtfuldkommenhed.

Medens Cardinalen opholdt ſig i Bergen, anraabte ogſaa Munkene i Holms Kloſter ham om Hjelp i deres ſtore Nød, da Erkebiſkop Sigurd, ſom vi have ſeet, havde taget Kloſtret under ſin Beſtyrelſe og ganſke vilde opløſe det paa Grund af deres foregivne Uverdighed og Uvidenhed. Cardinalen negtede dem ej ſin Biſtand. Han kjendte ſelv, ſagde han, ikke det mindſte til St. Benedicts Regel, og kunde derfor ikke afgjøre noget i Sagen, men raadede dem at henvende ſig til Paven ſelv med ydmyg Bøn om at ſende dem en Mand, der kunde reformere deres Orden og tilbørligt underviſe dem; han ſkulde medgive dem et Brev til Paven, hvori han indſtændigt bad denne om gunſtigt at bønhøre dem. Dog maatte de, tilføjede han, ſkynde ſig hermed, da Erkebiſkoppen drev ivrigt paa, at faa dem udjagede af Kloſtret[23]. De fulgte Cardinalens Raad, og vi ville i det følgende ſe, hvorledes hans Anbefaling og ligeledes et Brev, Kongen medgav dem, ſkaffede deres Bøn god Fremgang. Vi erfare imidlertid heraf, at Forholdet mellem Cardinalen og Erkebiſkoppen ikke kan have været ſaa ſærdeles venſkabeligt, hvilket det heller ikke kunde være efter at han med ſaadan Beſtemthed havde affærdiget Biſkoppernes Anmodning om at ſkaffe dem nye Indrømmelſer af Kongen.

Hvorledes Cardinalen ogſaa ſøgte at faa Islændingerne til at underkaſte ſig Kongen ſamt hvorledes han lagde et godt Ord ind for nogle danſke og tydſke Handelsmænd, hvis Skibe juſt paa den Tid vare blevne opbragte, vil i det følgende nærmere blive berettet. Ikke længe efter Mødets Slutning ſynes han at have gjort ſig rejſefærdig. Kongen ſtillede en Tyveſesſe, to Skuder og en Fragtbyrding til hans Dispoſition under Gunnar Kongsfrændes Befaling. Ved Afſkeden gav Kongen Cardinalen og alle hans Mænd ſtore Gaver, ligeſom ogſaa Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne, Lendermændene og de ypperſte af de øvrige, der havde deeltaget i Mødet, rigeligt betænktes. Hvis man bogſtaveligt ſkal tro paa Sturla Thordsſøns Ord, hvor han i ſit Kvad om Kongen berører dette, vankede der Guld-Armringe og Smykker i Mængde, medens Kongen, ſom det heder: „ſad paa Gaveſtolen, uſkaanſom mod Guldet, og enhver fik, hvad hans Hjerte kunde forlange“. Det er iſandhed en Gaade, hvorledes Kongen kan have ſamlet Skatte, der ſatte ham iſtand til at beſtride alle disſe umaadelige Udgifter, iſær da der ikke tales det mindſte om overordentlige Paalæg eller forøvrigt findes Spor til, at der paa nogen ſkarpere Maade en ſædvanligt blev indſamlet Penge. Kongen ledſagede Cardinalen med alle ſine Skibe ud til Florevaag, hvor de ſagde hinanden det endelige Farvel med megen Kjærlighed paa begge Sider. Cardinalen agtede ſig nu, efter Beſtemmelſen, til Sverige, men Modvind gjorde Sørejſen temmelig langvarig. Han lod lægge ind til Stavanger, hvor han opholdt ſig i nogle Dage; derpaa fortſatte han Rejſen til Tunsberg, og fra Tunsberg til Oslo. Hvor han opholdt ſig, fortælles der, ordnede han de ham forebragte Sager. Saaledes have vi et Brev, udſtedt af ham i Oslo den 29de September, hvori han paalægger Biſkoppen i Oslo at forſvare Munkene i Hovedø Kloſter mod alle Forurettelſer[24]. Fra Oslo drog han til Kongehelle, hvor han lod tilſtevne et almindeligt Thing, paa hvilket ogſaa mange fra Gøtaland indfandt ſig. Her tog han Afſked med Nordmændene, og takkede Gud, heder det, fordi han var kommen til Norge. Dertil havde han ogſaa al Grund, thi han var bleven behandlet med den ſtørſte Forekommenhed, og foruden de Penge, Kongen havde medgivet ham til Paven, ſamt andre rige Gaver, medbragte han ogſaa 100 Mk., ſom han havde faaet indſamlet fra den norſke Gejſtlighed[25]. For Reſten ſynes han at have vundet Nordmændenes Hengivenhed, ligeſom det og beder om ham, ſom om hans Forgænger, Cardinal Nicolaus, at han var Nordmændenes Ven ſaa længe han levede[26]. Fra Kongehelle drog han — det maa omtrent have været midt i October — til Sverige, hvor han fornemmelig tog ſit Ophold i Øſtergøtland, førſt i Linkøping, ſiden (fra de førſte Dage af December) i Skeninge, hvor han, ſom det nedenfor ſkal nærmere omtales, mæglede Fred mellem Høvdingerne, og i de ſidſte Dage af Februar 1242 paa det bekjendte ſtore Rigsmøde, ſøgte at bringe Sveriges forvirrede Kirke-Anliggender i Orden[27]. I den Indledning, der forudſkikkes den under Cardinalens Navn udſtedte Bekjendtgjørelſe af de paa dette Mode vedtagne Beſtemmelſer, giver han en ſørgelig Beſkrivelſe over Kirkens Tilſtand i Sverige, der tager ſig forunderligt ud lige over for den Tilfredshed han udtalte med Tilſtanden i Nabolandet Norge[28]. Men man erfarer af mange Beretninger, at Forvirringen i Sverige paa denne Tid var meget ſtor, iſær formedelſt Magnaternes Urolighed og indbyrdes Fejden. Blandt Cardinalens Forordninger paa Skeninge Møde findes ogſaa Paabud om Coelibatet for den ſvenſke Preſteſtand. Der tales ikke om, at Cardinalen udſtedte eller indſkjerpede noget lignende Paabud i Norge, rimeligviis af den Grund, at Pave Gregor allerede under 16de Mai 1237 ſtrengt havde forbudt den Uſkik, at Preſterne levede i Egteſkab, ſaaledes ſom det i det følgende nærmere ſkal berettes. Villjam opholdt ſig i Sverige til ud paa Sommeren. I Mai og Juni Maaneder finde vi ham paa Gotland, i Visby, hvor han allerede engang før havde været (i 1225); i Juli var han i Lund i Skaane[29], og er ſandſynligviis kommen tilbage til Paveſtolen om Høſten ſamme Aar, ſaa tidligt, at han ſelv, ſom det ovenfor er ytret, kunde udvirke det ovenomtalte pavelige Bekræftelſesbrev af 7de September, og ſende det til Norge. Efter Tilbagekomſten ſee vi Villjam atter optræde ſom den, der havde Myndighed over Riddernes Beſiddelſer i Lifland og Rusland[30]. Han døde i 1251 i Ry for Hellighed[31].

  1. I Sagaen ſtaar der paa dette Sted kun „give noget af Ledingen til den hellige Kirke“, og i Cardinalens Svar heder det ligeledes kun, at de Gejſtlige i Lighed dermed burde „give hver af fine Indtægter, baade Landſkylder og andre Indkomſter“. Men at her kun er Tale om Tiende-Ydelſe, ſeer man af Gullinſkinnas kortere Læſemaade: „Cardinalen bad dem da ogſaa ligeledes at betale Tiende af ſine Indkomſter“.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 255, jvfr. Cardinalens Brev af 17de Ang. 1247, n. g. L. S. 493, ſaavel ſom Cod. Arnam. 186 qv. ſe Finn Jonsſøns islandſke Kirkehiſtorie I. 234. Erkeb. Jons Statut af 1281, N. gl. L. III. 240.
  3. Haakon Haakonsſøns Saga l. c. Her ſynes der kun at være ſigtet til det egentlige Koſthold (hospitalitas) eller Nattelejer, ikke til Cathedraticum (d. e. Kjendelſe til Moderkirken hvor Biſkopsſtolen er), der allerede i Slutningen af det 12te Aarhundrede var til ſom en ſæregen Afgift, ſiden det heder at Biſkop Helge i Oslo gav 1186 Akers Kirke med alle preſtelige Indtægter til Nonnekloſtret, kun med Forbehold af Cathedraticum (Brevſkaber i 1622 paa Akershuus Slot). Thi Cathedraticum ſees at have været ſtadigt indfordret, uden Henſyn til om Biſkoppen rejſte i Viſitats eller ej, og det var allerede for længſt paabudet over hele Chriſtenheden, pro honore cathedræ, og oprindelig ſkulde udgjøre 2 Solidi af hver Kirke. (Innocents d. 3dies Brev I. XIV. Ep. 20).
  4. Cardinal Villjams Brev af 17de Aug. 1247.
  5. Se ovenf. II. 938.
  6. Se nedenfor S. 39.
  7. Cardinalens Brev N. gl. L. I. S. 453. I Sagaen undtages „de ſtørſte Højtider“, hvilket aabenbart ſtrider mod Ordene i Cardinalens eget Brev. Men denne Afvigelſe grunder ſig rimeligviis derpaa, at Paven, i ſin Bekræftelſe af Cardinalens Beſtemmelſer for øvrigt, dog undtog de ſtørſte Høitider (ſe nedenf. S. 40) og at ſaaledes denne Undtagelſe fremdeles var til, da Sagaen blev ſkreven, ligeſom og den ældre Beſtemmelſe er optagen i Erkebiſkop Jons Chriſtenret.
  8. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 255.
  9. Brev af 16de Aug. 1247 i N. gl. Love S. 451.
  10. Codex Arnamagn. 186 qv., citeret i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie I. S. 234.
  11. Saaledes have vi gjengivet Stedet efter den norſke Overſættelſe, N. gl. L. I. S. 452, ſkjønt Latinen S. 451 bruger Udtrykket de fornicationis crimine interpellare, der viſtnok ſynes betegne noget ganſke andet.
  12. Teloniarii & bedelli, ſom han udtrykker ſig, ſe Matth. Pariſ. S. 487.
  13. Dipl. Norv. I. No. 29.
  14. Villjams Breve af 13de og 15de Auguſt, Dipl. Norv. II. No. 7 og 8.
  15. Aarſagen, hvorfor der ikke ved denne Leilighed er Tale om Overlaſt mod Minoriterne, er vel hovedſagelig den, at Minoriterkloſtret i Bergen paa denne Tid neppe endnu var oprettet, ligeſom det allerede forhen er omtalt, at Minoriternes Kloſtre ſaavel i Nidaros, ſom i Oslo og Bergen laa længere fra Domkirken, hvorved de ſaaledes ikke vare ſaa udſatte for hyppige Colliſioner med Chorsbrødrene.
  16. Norges gl. Love, I. S. 450.
  17. Norges gl. Love I. S. 451.
  18. Nemlig ved Beſættelſen af Hamars Biſkopsſtol efter Biſkop Peters Død 1259, ſee nedenfor.
  19. Jvfr. Keyſers n. Kirkehiſtorie I. S. 382, 383, hvor der fremſættes den Formodning, at dette Brev af Cardinalen har været et hemmeligt Document, nedlagt i Biſkoppernes Hænder til Brug for kommende Tider. I ſaa Fald maatte den Overſættelſe, hvorom der ovenfor er talt, have været forfattet ved Brevets Publication, og ej være ſamtidig med Udſtedelſen. Herimod ſynes dog flere indre Grunde at tale.
  20. Norges gl. Love I. 453.
  21. Sammeſteds S. 454. Intimationen lyder ſaaledes: „Haakon, af Guds Naade Norges Konge, Søn af Kong Haakon, ſender Lendermænd og Lærde, Bønder og Bu-Thegner ſamt alle andre, der ſee eller høre dette Brev, Guds og ſin Hilſen. Vi gjøre eder vitterligt, at disſe Retterbøder gav Hr. Biſkop Villjam, Pavens Legat, efter vor Bøn og for den almindelige Nødvendigheds Skyld, ſaaledes ſom hans Brev lyder, hvilket I nu kunne høre.“ Begyndelſen til Cardinalens Brev fortjener ogſaa at anføres i ſin Heelhed „Villjam af Guds Naade Biſkop af Sabina, det apoſtoliſke Sædes Legat, hilſet alle, der ſe dette Brev, i Jeſu Chriſti Navn. Da vi i Egenſkab af Legat befandt os i Norge, erfore vi blandt andre Plager, dette Rige lider — hvilke ere mange, da Landet er et Trængſlens og Knaphedens Land, beliggende i de yderſte beboede Dele af Jorden, ſom der ſtaar ſkrevet“, et Menneſke fød af en Kvinde lever en ſtakket Tid og mættes af Uro „— ogſaa Folkets Klage over at det merkeligt forulempes ifølge en i deres eget Sprog ſkreven, ſæregen Bog, der forbyder dem alt verdsligt Arbejde paa Feſtdage, endog under trængende Nødvendighed. Da der nu, ſaaledes ſom vi ſelv ſaa og af egen Erfaring om hiint Lands ublide Klima tydeligt overbeviiſte os om, ligefra Midten af Juni til henimod Udgangen af Auguſt var uophørligt Regnvejr der i Landet, ſaa at man hverken kunde pløje eller ſaa bekvemmeligen, maaſke med Undtagelſe af fire eller fem Dage, der dog ikke fulgte umiddelbart paa hinanden, beſluttede vi, bevægede af Folkets Venner, og med Prælaternes Samtykke, ligeſom vi herved faſtſætte“ o. ſ. v.
  22. Jons Chriſtenret, c. 30, 32. jvfr. ældre Froſtathingslov II. 26.
  23. Matth. Pariſ. S. 504.
  24. Dipl. Norv. I. No. 39.
  25. Matthæus Pariſ. S. 495.
  26. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 258.
  27. Cardinal Villjams i Sverige udſtedte Breve findes i Liljegrens Dipl. Svec. 1ſte B., fra No. 346 incl. Det førſte af disſe er dateret Linkøping den 29de Novbr. 1247, det andet allerede Skeninge den 2den Decbr. Alle de øvrige indtil 360 incl. ere daterede Skeninge, fra Decbr. 1247 til 2den Marts 1248. No. 361, af 6te Marts, er dateret fra „Kongens Slot;“ No. 362 og 363 begge fra Visby den 25de Mai og 5te Juni.
  28. Skening Beſluttning, Liljegrens Dipl. l. c. No. 359. Herom mere nedenfor.
  29. Brev af Villjam, dateret Lund, 27de Juli 1248, optaget i Liljegrens Dipl. No. 370. Her er det dog, heel ubegribeligt, henført til 1249, uagtet det udtrykkeligt ſiges at være udſtedt i Pave Innocentius’s 6te Aar. Innocentius blev valgt St. Hansdag 1243, og indviet den 28de eller 29de Juni næſtefter. Hans Pontificats Aar løbe ſaaledes fra 28de eller 29de Juni, og følgelig falder 27 Juli (9 kal. Aug.) af hans 6te Aar ikke i 1249, men i 1248. Det vilde ogſaa have været høiſt urimeligt, om Cardinalen havde vedblevet at ſvæve ſaa længe oppe i Norden, uden at man for Reſten havde hørt noget yderligere fra ham. Forunderligt nok henfører Liljegren ſelv tidligere Brevet No. 315, hvilket han antager udſtedt af Innocentius 9de Juli i dennes 2det Aar, til 1244, hvorved han erkjender at det 2det Aar allerede var begyndt før 9de Juli 1244, og ſaaledes conſeqvent ſkulde antage det 7de Aar begyndt før 9de Juli 1249. Brevet No. 315 er for Reſten ikke af 9de Juli 1244, thi det er udſtedt i Lyon, og did kom Paven ikke førend i December ſ. A., ligeſaalidet ſom Paven nogenſinde angiver Dagen anderledes end efter Kalendæ, Nonæ og Idus: naar der ſaaledes her ſtaar VIIII Julii, er det tydeligt at et kalend. er bortfaldt, og at Dagen ſkal være 24 Juni, hvorved Aaret bliver 1245. Overhoved herſker der en ſtor Forvirring i Liljegrens Diplomatar med Henſyn til Dateringen af Innocentius’s Breve. I Forbindelſe hermed maa vi og omtale Brevet No. 364, hvor Cardinal Villjam omtales, men ſom er dateret Juledag 1248. Forudſat, at Brevet er egte, og Dateringen rigtig, er det ikke nødvendigt at antage, at Villjam var tilſtede ved Udſtedelſen. Brevet handler om nogle Afgifter, der med Cardinalens Samtykke tilſtodes Nydale Kloſter, og dette Samtykke kunde tidligere være erhvervet, eller den egentlige Beſtemmelſe tidligere være aftalt, medens Brevet kun var en yderligere Bekræftelſe af Beſtemmelſen, given efter at Cardinalen allerede havde forladt Landet. Men der ere flere Omſtændigheder, der gjør Dateringen, ja hele Brevet ſelv, mistænkelig. Det er udſtedt af Kong Erik og Byrge Jarl, hvoraf det ſkulde følge, at det ikke er ældre end Høſten 1248, thi førſt da blev Byrge ophøjet til Jarl efter Ulf Faſes Død; men paa den anden Side ſkulde vel Juledag 1248 egentlig betegne 26de Decbr. 1247, da de Svenſke, ligeſom Nordmændene, i Middelalderen ſandſynligviis regnede Aaret fra Chriſti Fødſelsdag. Hertil kommer at de Perſoner ſom opregnes: Biſkop Kol, Kongens Kantſler, Hr. Karl, Byrge Jarls Broder, Hr. Karl, Byrge Jarls Søn, Hr. Holmger, Hr. Magnus Benedictsſøn, ſamtlige ſynes at henhøre til Aarene omkring 1190, det vil ſige at Byrge Jarl ſelv da bliver Byrge Broſa, og Magnus Benedictsſøn Magnus Minneſkjold. Der tales nemlig ingenſteds ellers om, at Byrge Jarl den yngre ſkulde have haft en Søn ved Navn Karl. Hvad Biſkop Kol angaar, da var der viſtnok omkring 1248 en Biſkop af dette Navn i Strengnes, kongelig Kantſler, men der var ogſaa en Biſkop i Linkøping af dette Navn, død 1196, altſaa ſamtidig med Byrge Broſa, Karl Byrge Broſas Broder, Karl Byrge Broſas Søn, Holmger, Dronningens Broder, og Magnus Benedietsſon Minneſtjold; hele denne Samtidighed ſynes at betegne den ældre Kol, ſom den, der i Brevet er ment. Da det dog er umuligt, at han kunde omtales i et Brev fra 1248, paatrænger næſten den Formodning ſig, at Brevet er falſkt, opdigtet af en i Chronologien ej bevandret Mand, der nok har vidſt, at der i 1248 var en Biſkop Kol, kongelig Kantſler (han var desuden bekjendt nok af den Rolle, han ſpillede ved Herrevadsbro) men ſom i ſin Uvidenhed har forvexlet ham med Kol den ældre, og Byrge Jarl med Byrge Broſa, og ſaaledes indført i Brevet af 1248 Perſoner fra c. 1190, Kol den ældres og Byrge Broſas Samtidige. Brevet haves kun i en Vidisſe fra det 15de Aarhundrede, og paa ſvenſk. Vi kunne derfor viſtnok betragte dette Brev ſom ikke tilværende. Ogſaa Suhm (Hiſt. af Danm. X. 117, 118) har Betænkeligheder ved dette Brev.
  30. Suhm, X. S. 197.
  31. Matth. Pariſ. S. 546. Raynaldi annales I. 606, No. 13.