Det norske Folks Historie/5/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med disſe Breve kom ud paa Vinteren, altſaa i Begyndelſen af 1247, de kongelige Sendebud hjem til Norge; efter en anden Beretning ſkulle de endnu være blevne en Stund tilbage, og kun have ſendt Bud til Kongen om Cardinalens foreſtaaende Komme[1]. Kongen, ſom da befandt ſig i Throndhjem, hvor han havde tilbragt Vinteren, gjorde ſtrax de nødvendige Forberedelſer. Førſt og fremſt meddeelte han den vigtige Efterretning til Erkebiſkoppen, med Anmodning om at han vilde ſammenkalde Lydbiſkopperne, Abbederne, og de øvrige meeſt anſeede Gejſtlige til Bergen den foreſtaaende Sommer, for at de allerede ved Cardinalens Ankomſt kunde være forſamlede til det af Paven antydede Møde og ſelv indkaldte han til ſamme Tid og Sted alle Lendermænd, Lagmænd, Sysſelmænd og Hirdmænd ſaavel ſom de bedſte Bønder, anbefalende dem at møde frem i deres bedſte Puds og Udruſtning. Derhos ſendte han Skibe ſaavel til England, ſom til andre Lande, for at indkjøbe det fornødne af ſaadanne udenlandſke Artikler, hvoraf der ej fandtes tilſtrækkeligt Forraad i Norge, til Cardinalens ſømmelige Underholdning og det foreſtaaende Kroningsgilde. Om Vaaren begav han ſig, ledſaget af Knut Jarl og mange andre anſeede Mænd, fra Throndhjem til Bergen, for her perſonligt at lede Forberedelſerne til Cardinalens Modtagelſe[2].

Cardinal Villjam, ſom Paven havde udnævnt til ſin Legat i Norden var, ſkjønt Italiener (Piemonteſer) af Fødſel, ſærdeles ſkikket dertil. Thi uagtet han ivrigt ſøgte at fremme Kirkens Vel, og derhos ved ſit chriſtelige Sind og ſin rene Vandel havde vundet almindelig Højagtelſe, forenede han dog hermed en for de Tider ſjelden Liberalitet og forſtandig Maadeholdenhed. Og hertil kom, hvad der iſær var af Vigtighed, at han allerede tidligere havde i vigtige kirkelige Hverv tilbragt lange Tidsrum i Europas nordlige Egne, og derved ſtiftet nøje Bekjendtſkab med de nordiſke Nationer. Thi allerede i 1224, ſom Biſkop af Modena, blev han af Pave Honorius ſendt til Lifland ſom Legat, ej blot for dette Land alene, men ogſaa, ſom det i Beſkikkelſesbrevet af 31te December heder, for Holſten, Eſtland, Langeland, Samland, Kurland, Wirland, de „gulandſke“ Øer, Bornholm, Riga og Gotland[3]; han ankom til Lifland om Vaaren 1225, udviklede en ſtor og fortjenſtfuld Virkſomhed der, organiſerede ſaa at ſige Landets Beſtyrelſe, og optraadte næſten ſom verdslig Statholder, drog om Sommeren 1226 over Gotland[4] til Preusſen, hvor han blev indtil 1228, lærte ſig endog det preusſiſke Sprog, og udarbejdede en Grammatik deri[5]. Efter hans Tilbagekomſt til Italien udnævnte Pave Gregorius ham til ſin Pønitentiarius. I 1234 beſkikkedes han paany til Legat i de oven nævnte øſterſøiſke Lande, hvor han forblev i flere Aar, og for en ſtor Deel bidrog til at ſtifte den merkelige Forening mellem Sverdridderne og de tydſke Riddere, ligeſom ogſaa Paven ved Skrivelſe af 13de Mai 1237, ſamme Dag, han decreterede Foreningen, paalagde Villjam at formaa den danſke Konge til at indgaa Fred med disſe. Efter Valdemars Død var det Villjam, der ſtiftede endeligt Forlig mellem Kong Erik, hans Efterfølger, om Grændſerne mellem de danſke Beſiddelſer i Eſtland og Riddernes i Lifland. Da Innocentius IV havde beſteget Paveſtolen, ſendte han Villjam, der imidlertid var kommen hjem, tilligemed Erkebiſkoppen af Rouen til Kejſer Frederik for at aabne Underhandlinger med ham[6]. Fra Slutningen af 1243 til 1245 var Villjam atter ſom Legat i Preusſen. Ved den ſtore Creation af 10 Cardinaler i 1245, var ogſaa Villjam blandt dem, ſom da ophøjedes, idet han udnævntes til Cardinal-Biſkop af Sabina. Villjam kjendte altſaa Norden og dets Folk af egen Erfaring; han havde ſelv ſeet, hvilken Leveſkik Klimatet og andre Omſtændigheder udfordrede, var inde i de politiſke Forhold, havde maaſkee endog for en Deel tilegnet ſig i det mindſte det ſvenſke eller det danſke Sprog; han havde derhos lært at handle ſelvſtændigt, og ordne et Samfunds ſaavel verdslige ſom kirkelige Anliggender, hvoraf det igjen fulgte at han ikke, ſom ſaa mange andre eenſidige Forfegtere af Kirkens Fordeel, var udſat for, ganſke at tabe Lægfolkets billige Fordringer af Sigte, eller utilbørligt at underordne deres Interesſer for Kirkens.

Foruden det Hverv, at krone Kong Haakon og underſøge ſamt, om det behøvedes, at rette paa de kirkelige Anliggender i Norge og Sverige, havde Villjam ogſaa, ligeſom tre andre, ſamtidigt til Tydſkland, Italien og Spanien udſendte Legater det Erende, overalt, hvor han kom, at opvække Kejſeren Fiender og ſkrabe Penge ſammen til Paveſtolen[7]. Han ſynes at have tiltraadt ſin Rejſe i Marts eller April Maaned 1247[8], og begav ſig førſt til England, hvor han landede i Dover. Førend han betraadte engelſk Bund maatte han dog, ſom den ſamtidige og vel underrettede Matthæus af Paris fortæller[9], aflægge Ed paa at han ej var kommen før at tilføje Kongen eller Riget eller Kirken nogen Skade, men alene ſkulde rejſe fra Dover til Lynn, den Søhavn, hvorfra der i den Tid gik fleſt Skibe til Norge, og med førſte gunſtige Vind rejſe videre. „Thi“, heder det, „Legaterne, ſom overhoved alle pavelige Sendebud, pleje altid at udarme de Lande, ſom de gjennemrejſe, eller paa andre Maader at forurolige dem“. Alligevel tog Kongen nok ſaa naadigt imod Cardinalen, og gav ham Foræringer, da han, efter førſt at have faaet Tilladelſe til at lande, gjorde ham ſin Opvartning. Cardinalen ſkyndte ſig virkelig til Lynn. Men i Stedet for at rejſe ſtrax derfra, forblev han der i tre Maaneder, ſandſynligviis dog kun fordi det medtog ſaa lang Tid at faa indrettet endeel ſæregne Kahytter og andre Bekvemmeligheder i det Skib, der ſkulde føre ham: Luxus-Artikler, ſom paa den Tid endnu vare heel uſædvanlige, og betragtedes med megen Forundring. Disſe tre Maaneder benyttede han paa det bedſte til at indſamle alle Slags Pengegaver, idet han ſendte hemmelige Tiggerbud til Biſkopper, Abbeder og Priorer, ſaa at han i alt fik ſkrabet henved 4000 Mk. Sølv ſammen. Han handlede her ganſke efter det ham paalagte Hverv, men Matthæus af Paris, ſkjønt ſelv Kloſtergejſtlig, taler dog derom med kjendelig Uvilje, og blandt andet ytrer han, at Villjam „ikke kunde tilbageholde den Romerne medfødde Begjærlighed, men for nogenledes at bedække Alt med Hellighedens Kaabe, holdt hyppige Prædikener til Folket“. Da han ſkulde rejſe, og allerede var gaaet ombord i ſit vel indrettede og med meget Korn og mange Viinfade ladede Skib, lod han en Dominicanermunk holde Mesſe ombord paa dette, „medens Mængden beundrede Skibets bekvemme Indretning, hvis Mage man ikke før havde ſeet, og ſom mindede om Noahs Ark“[10]. „Og da en gunſtig Vind juſt blæſte op, gav han England og og dets gavmilde Englændere ſin Velſignelſe, og betroede ſig, beriget, til Nordhavets Bølger“. Men uagtet man ſaaledes ikke ſynes at have været videre tilfreds med hans Ophold i England, ſaa havde man dog ladet det være ſig magtpaaliggende at afſkrække ham fra at rejſe til Norge; ſom Bevæggrund hertil angives Uvilje mod Norges Konge og Nordmændene, men da der ingenſteds ellers paa denne Tid findes Spor af noget ſpendt Forhold mellem England og Norge, ſkulde man ſnarere tro, at det kun har været de ſamme Fordomme om Norges barſke Klima og ringe Culturtilſtand, ſom de, man endnu finder hos ſaa mange Fremmede, endog af de mere oplyſte Klasſer, hvilke da,.ligeſom nu, gjorde ſig gjeldende. Thi man ſøgte at ſkræmme ham med, at han ingen Hæder vilde faa i Norge, at han neppe vilde kunne faa ordentlig Føde, at Folket var raat, grumt og næſten dyriſk, at Havet var ſtormfuldt og farligt. Men Cardinalen havde ſeet for meget af Norden og virkelig raa og barſke Folk til at lade ſig ſkræmme herved. „Da jeg var fjernere fra Norge end nu“, ſagde han, „hørte jeg bedre Skudsmaal om Landet og Folket; man har ſagt mig at der findes mange gode Chriſtne i Landet, og at Kongen er en forſtandig Mand. Landets Erkebiſkop har jeg ſelv ſeet, og tykkes det mig, at han ſaa ud til at være en god Høvding; ligeledes ſkal, efter hvad jeg har hørt, Lydbiſkopperne være forſtandige Mænd, og deraf vil igjen meget andet godt følge. Mit Erende til dem er et dobbelt, og vil, ſom jeg haaber, nyde tilbørlig Anerkjendelſe af alle gode Mænd; nemlig deels at forkynde dem Jeſus Chriſtus, Guds ſande Søn, deels at krone Kongen med Guds Miſkund og efter Pavens Foranſtaltning. Skal jeg da end lide nogen Mangel paa Spiſe og Drikke, ſaa vil jeg dog ikke ømme mig derved“[11]. Sandſynligviis have dog disſe Foreſpejlinger af den daarlige Koſt, der vilde vante i Norge, bevæget Cardinalen til at forſyne ſig ſaa overflødigt, ſom Matthæus beretter. Overrejſen ſynes at have været kort og heldig, thi han landede allerede den 17de Juni ved Utſire. Derfra ſendte han nogle Folk forud til Bergen, for at melde Kongen ſin Ankomſt, og gik ſelv lidt ſenere til Sejls; men Vinden var ſaa god, at han indhentede Sendebudene, og kom omtrent ſamtidigt med dem ſeent om Aftenen ſejlende ind paa Bergens Vaag[12]. Kongen ſendte ſtrax en Deputation til ham for at byde ham velkommen og høre, hvad der ſtod til Tjeneſte. Cardinalen lod alt komme an paa Kongen, og da det var ſaa ſeent paa Aftenen, forblev han om Natten ombord paa ſit Skib. Morgenen efter, da Morgentiderne vare ſungne, gik Kongen med ſin Hird ombord paa ſin prægtige, med forgyldt Hoved forſynede Femogtyveſesſe, Dragen, og roede ud til Cardinalen, idet ogſaa alle de Sysſelmænd, der vare i Byen, fulgte ham med deres Skibe. Ledſaget af alle ſine Lendermænd og Hirdſtjorer begav han ſig ombord til Cardinalen, og man hilſede hinanden fra begge Sider paa det venligſte. Cardinalen fulgte derpaa Kongen tilbage til Bryggen, hvor de forſamlede Biſkopper, Sæculargejſtlige og Munke modtoge ham i højtidelig Procesſion. Erkebiſkoppen var endnu ikke ankommen til Byen.

Siden lod Kongen blæſe til Things ude paa Chriſtkirkegaarden, og indfandt ſig der med Cardinalen, ſom voldt en Tale til Forſamlingen. Han begyndte Talen ſaaledes: „Jeg vil herved gjøre Alle vitterligt, at jeg er kommen hid til Landet med Guds Miſkund og efter Pavens Beſkikkelſe for at forkynde Chriſti Navn og krone eders Konge. Ikke ſendte han i dette Erende kun en Preſt eller anden Gejſtlig med liden Myndighed, men derimod en Mand ſom mig, der er en af Cardinalerne ſelv, med biſkoppelig Værdighed, og ſaa ſtor Myndighed til at løſe og binde alle Sager, ſom om Paven ſelv var her, thi det er hans Ønſke at dette ſkal ſkee ſaa meget til Kongens Hæder, ſom muligt“. Derpaa, heder det, talte han den almindelige Tro for Folket, og ſluttede med at give det ſin Velſignelſe. Her friſtes man til at ſpørge, om han talte paa Latin og lod ſine Ord overſætte, eller kunde gjøre ſig forſtaaelig for Mængden. For en Mand, der havde formaaet, endog at tilegne ſig det gamle preusſiſke Sprog kan det vel ej have været ſynderlig vanſkeligt, under det tidligere Ophold i Lifland at lære Danſk eller Svenſk, og derfor er der ſtor Sandſynlighed for, at han kan have prædiket i et af disſe Sprog, i hvilket Fald de Tilſtedeværende ganſke viſt maa have kunnet forſtaa ham. Der nævnes, vel at merke, ingenſteds noget om at han brugte Tolk, og af den hele Beretning om hans Optræden i Norge faar man det Indtryk, at han kunde gjøre ſig forſtaaelig for Indbyggerne[13].

Cardinalen og Kongen talede nu oftere ſammen, og Kroningen omhandledes ſom en afgjort Sag; der var ikke Spørgsmaal om andet, end at viſe Kongen al optænkelig Ære. Men imidlertid havde Cardinalen ogſaa flere Sammenkomſter med Biſkopperne, ſaavel ſom med Erkebiſkoppen, da denne omſider indtraf i Bergen. Og nu, ſiges der, begyndte Kongen at merke en kjendelig Forandring i Cardinalens Tale. Naar Kronings-Aaliggendet kom paa Bane, ytrede Cardinalen ſig mere undvigende og forbeholdent end før. Endelig rykkede Cardinalen ud med Sproget i en Samtale, han og Kongen havde i Chriſtkirken. Siden Kongen, ſagde han, vilde modtage ſtørre Hæder af Kirken end nogen Konge for ham i Norge, ſaa ventede man ogſaa, at han vilde tilſtaa Kirken, hvad andre Konger før ham havde tilſtaaet den, ja endog lægge noget til, og at han navnlig vilde ſværge den ſamme Kroningsed, ſom Kong Magnus havde ſvoret. Dette var en ligefrem Gjentagelſe af den Fordring, Biſkopperne før havde fremſat og Kongen ſaa beſtemt afviiſt, og det var let at ſkjønne, at det var dem, der nu ogſaa havde paavirket Cardinalen. Men Kongen blev urokkelig, og ſvarede med en Beſtemthed og Værdighed, der ikke forfejlede ſin Virkning. „Jeg ſkjønner godt, Herre,“ ſagde han, „at disſe Ord mere hidrøre fra Andres Indſkydelſer end fra eder ſelv. Hvad Indrømmelſer til Kirken angaar, da ville vi gjerne tilſtaa den og dens Tjenere ſamme Frihed her, ſom den nyder i de Lande, hvor den og Kongedømmet har hver ſin Frihed og Ret. Men om nogen af mine Forgængere paa Tronen have tilſtaaet den mere, end han ſelv var berettiget til at tilſtaa for ſin egen Perſon, ville vi ej følge deres Exempel, og indrømme noget til Præjudice for os ſelv eller vore Efterfølgere Kort ſagt, hvis I gjør Kroningen til Gjenſtand for nogen Slags Handel, eller fordrer at vi ſkulle formindſke vore Arvingers Ret, da ville vi heller ingen Krone bære, fremfor at paadrage os nogen ſaadan Ufrihed. I behøver ſaaledes ikke oftere at bringe denne Sag paa Bane.“ Den forſtandige Cardinal merkede, at han havde ladet ſig forlede til at ſpende Fordringerne for højt, og gav ſtrax efter. „Tag ikke disſe mine Ord ilde op, Herre Konge,“ ſvarede han; „thi ſaa ſkal det være, ſom I vil.“ Cardinalen havde dog maaſkee neppe været ſaa føjelig, hvis ikke Kongen, ſom Matthæus af Paris beretter, ogſaa havde anvendt et mere haandgribeligt Argument, nemlig en yderligere Pengegave af 15000 Mk. Sølv[14]. Dette var en ſaa betydelig Sum, og maatte komme Paven i hans nærværende Stilling lige overfor Kejſeren ſaa vel tilpas, at den nok var en Deel Eftergivenhed fra Kirkens Side værd, iſær hvor man havde med en ſaa retſkaffen og i Sandhed kirkelig ſindet Fyrſte at beſtille, ſom Haakon. Men under alle Omſtændigheder vilde vel Cardinalen, ſaaledes ſom Sagerne nu ſtode, have høſtet megen Utak af Paven, om han ved utidig Paaſtaaelighed eller Fordringsfuldhed havde lagt ſig ud med Kongen, og derved bragt denne i et ſpendt Forhold til Paveſtolen. Hans hemmelige Inſtructioner løde ganſke viſt paa at behandle Kongen med den ſtørſt mulige Lempfældighed og Eftergivenhed, og man ſkulde derfor friſtes til at antage, at hiin Fordring kun var et Kunſtgreb, anvendt for at udpresſe flere Penge. Kort efter lod Cardinalen Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne og Chorsbrødrene kalde til ſig, berettede dem Reſultatet af den Samtale, han efter deres Ønſke havde haft med Kongen, og erklærede at Kongen, ſaa vidt han kunde ſkjønne, havde ſtørre Ret paa ſin Side, end de, der fremſatte Fordringerne, og at han for Eftertiden frabad ſig al yderligere Anmodning om at gaa deres Erende i dette Stykke, da det nu var hans oprigtige Forſæt at krone Kongen med al den Frihed, der tilkom den kongelige Værdighed.

Forberedelſerne til Kroningen bleve nu med Iver og Raſkhed tilendebragte. Da der taltes om Dagen, paa hvilken Højtideligheden ſkulde finde Sted, foreſlog Cardinalen en af Apoſtlernes Feſtdage (altſaa vel f. Ex. Jacobsmesſe, 24de Juli, eller Bartholomæusmesſe, 24de Auguſt); men Kongen erklærede, at han ſom en Frænde af St. Olaf helſt vilde have Ceremonien paa hans Feſtdag, den 22de Juli, og derved blev det. Da Sommeren var meget regnfuld, ſaa at det ikke vel var at tænke paa at beverte de forſamlede Gjeſter under aaben Himmel, var der Spørgsmaal om et pasſeligt Locale, hvor en ſaa ſtor Mængde kunde bevertes under Tag. Thi Kongsgaarden, hvis Udvidelſe eller Gjenopførelſe af Steen Kong Haakon havde paabegyndt, var endnu, ſom det ſynes, ikke fuldfærdig, og man havde derfor lidet Rum at raade over. Nogle foreſloge de tvende Træhaller i Kongsgaarden, (ſandſynligviis opførte af Kong Inge), men Kongen fandt dem for ſmaa. Endelig valgte han et ſtort Skuur, ſom han havde ladet hygge nede ved Landingsſtedet, for at tjene til Nauſt, 90 Alen langt og 60 Alen bredt. „Her“, ſagde han, til Cardinalen, der var med ham at tage det i Øjeſyn, „foreſlaar jeg at holde Gildet, for at vi kunne have deſto flere Folk om os.“ Cardinalen erklærede dette ubetinget for det bedſte af alle hidtil fremſatte Forſlag, og Kongen lod nu Skuret indrette og ſmykke til Feſten ſaa prægtigt ſom muligt, med Tapeter og andre Prydelſer. Fra Kongsgaarden til Chriſtkirken indrettedes der en med udſpendt rødt og grønt Klæde oventil og paa Siderne dækket Gang, ligeſom der i Kongsgaardens Gaardsrum var udſpendt Telte, ſaa at man overalt kunde gaa fra den ene Deel af Bygningen til den anden, uden at forulempes af den vedholdende Regn. Medens disſe Forberedelſer ſtode paa, indviede Cardinalen, efter Kongens Anmodning, (2den Juli) den nye Apoſtelkirke af Steen, der ſkulde træde i Stedet for den ældre af Træ, ſom Kong Inge havde gjenopført tilligemed Kongsgaarden, efter at Baglerne havde opbrændt den i 1207[15]. Kong Haakon, der ombyggede eller udvidede Kongsgaarden, har altſaa, ſom man ſeer, fornemmelig ladet det være ſig magtpaaliggende at ombygge Apoſtelkirken, Kongsgaardens Capel, ſiden den allerede var ſaa vidt færdig, at den kunde indvies, medens de egentlige Vaaningshuſe endnu aabenbart vare i den gamle Skik, eller de nye ikke færdigbyggede.

De anſeede Mænd, der efter Kongens Indbydelſe vare tilſtede for at overvære Højtideligheden, vare foruden Landets egne fem Biſkopper ogſaa Biſkop Henrik af Hole paa Island, Botulfs Efterfølger, om hvilken mere nedenfor; ti Abbeder, Erkediaconerne, Provſterne og de fleſte Chorsbrødre fra alle Biſkopsſtolerne; af Lagmænd, foruden Kongens egne Sønner og Knur Jarl, Lendermændene Gaut Jonsſøn, Lodin Gunnesſøn, Jon Trottning, Sigurd Biſkopsſøn, Peter i Giſke, Gunnar Kongsfrænde, Munaan Biſkopsſøn, Finn Gautsſøn og Brynjulf Jonsſøn; fem Lagmænd, de kongelige Stallarer, Sysſelmændene, Hirdſtjorerne med hele Hirden, og de bedſte Bønder af hvert Fylke. Ogſaa ſkal en heel Deel Udlændinger have været tilſtede. Merkeligt nok, var Jarlen af Orknø ikke nærværende, uagtet Jon Jarl tidligere havde været tilſtede ved Hyldingen, heller ikke nogen af Syderøernes Høvdinger.

Olafsdagen indtraf paa en Mandag. Om Morgenen blev der ſunget Tider over hele Byen, hvorfor der blæſtes til almindeligt Møde ude paa Chriſtkirkegaarden. Derpaa begyndte Procesſionen fra Kongsgaarden under den før omtalte af udſpendt Klæde indrettede, bedækkede Gang. I Spidſen gik 80 fuldt udruſtede Hirdmænd, to og to efter hinanden, for at rydde Vejen. Derpaa fulgte Merkesmændene, hver med ſit Banner, derpaa Skutilſvendene og Sysſelmændene, ſmukt klædte, fremdeles to og to; end videre flere Lendermænd med prægtige Sverd. Derpaa fulgte fire Lendermænd, der bare imellem ſig et Tavlbord, hvorpaa hele Indvielſesdragten og Kongeſkrudet hvilede. Efter dem kom Sigurd Kongsſøn og Munaan Biſkopsſøn, bærende hver en Rigesvaand (Scepter) af Sølv, paa den ene et Guldkors, paa den anden en Guldørn. Næſt dem gik Kong Haakon den unge, bærende Kronen, og Knut Jarl, bærende Kroningsſverdet[16]. Endelig kom Kong Haakon ſelv, ført af Erkebiſkop Sigurd og to andre Biſkopper. Ved Porten til Kongsgaarden, hvorfra man ſynes at være kommen umiddelbart ind paa Kirkegaarden, modtoges Kongen af en Procesſion af Gejſtlige, der ſtrax iſtemmede Reſponſoriet „ecce mitto angelum meum“, og førte Toget til Kirken. I Kirkedøren ſtod Cardinalen med tvende Biſkopper og ſine Klerke; iſtemmende en ny Sang, fulgte de Kongen op til Alteret. Derpaa blev der ſunget Mesſe, og Kroningen foregik nu med de ſædvanlige Ceremonier. Til denne hørte da ogſaa en Kronings-Ed, men da den ikke udtrykkeligt omtales, kan der ej have været noget ſynderligt ved den at bemerke, og den er ſaaledes rimeligviis kun aflagt i almindelige Udtryk. Da Mesſen var til Ende, vendte Kongen tilbage til ſit Herberge, fremdeles ledſaget af Erkebiſkoppen og de tvende Biſkopper, der ſang Lovſange til Gud, hvorefter Kongen afførte ſig Vielſesklæderne[17], og iførte ſig det egentlige Kongeſkrud, idet han fremdeles beholdt Kronen paa Hovedet og bar den hele Dagen. Siden gik han med ſit Følge ned til Feſthallen. Ved den lille Chriſtkirke mødte han Cardinalen, der ſluttede ſig til ham, og gik ved hans Side den øvrige Deel af Vejen. Hele Folkeſkaren fulgte bagefter. Det til Feſthall indrettede Nauſt ſaa nu nok ſaa prægtigt ud; det var overalt behængt med farvet Klæde, og paa Bænkene laa ſmukke Hynder, betrukne med Peld og guldindvirket Silke. Kongen tog Plads i ſit Højſæde, der var anbragt paa den nordre Side ved de indre Stave, paa hans højre Side ſad Cardinalen, dernæſt Erkebiſkoppen, ſaa Biſkoppen af Bergen, derefter de øvrige Biſkopper, og fremdeles, lige ned til den Vegg, der vendte ned mod Søen, Abbederne, Priorerne, Provſterne og de øvrige Gejſtlige. Paa Kongens venſtre Side ſad Dronningen, dernæſt hendes Moder, Hertuginde Ragnhild, derefter Kongens egtefødde Datter, Chriſtina, og hans naturlige Datter, Fru Cecilia, hvis Mand, Hr. Gregorius, Aaret forud var død; derefter Hertug Skules Datter, Fru Ragndid, ſandſynligviis paa denne Tid Abbedisſe i Reins Kloſter[18], ſaa de øvrige Abbedisſer, og endelig de andre fornemme tilſtedeværende Damer. Lige overfor Kongens Højſæde var et andet, hvor hans Søn, Kong Haakon den unge ſad tilligemed Knut Jarl og Sigurd Kongsſøn; til begge Sider fra dem ſad Lendermændene. I den ſydlige Deel af Hallen ſtode tretten Rader Borde dækkede langs efter Salen, ved hvilke førſt Hirdmændene, og dernæſt Gjeſterne toge Plads. Men ikke nok hermed blev ogſaa en ſtor Mængde Folk bevertede i Telte, opſlaaede rundt omkring Feſthallen, fordi de ej kunde faa Rum der inde. Den førſte Ret blev baaren ind af Lendermændene Munaan Biſkopsſøn, Brynjulf Jonsſøn, Gunnar Kongsfrænde og Sigurd Biſkopsſøn. Det førſte Bæger ſkjenkede Kong Haakon den unge for ſin Fader, Knut Jarl for Cardinalen, Sigurd Kongsſøn for Dronningen[19], og Munaan Biſkopsſøn for Erkebiſkoppen.

Førend Maaltidet endnu var til Ende, lod Cardinalen bede om Stilhed, og talte efter en kort Bøn ſaaledes: „Lovet være Gud, at jeg i Dag har fuldt udført det Erende, ſom min Herre Paven bar overdraget mig. Eders Konge er nu kronet og fuldkommen hædret, mere end nogen Konge i Norge for ham. Jeg takker Gud, at jeg ikke lod mig afſkrække fra at komme hid, ſaaledes ſom man forſøgte Man ſagde, at om jeg end fik Menneſker her at ſee, vilde de dog ligne Dyr mere end Menneſker i deres Adfærd. Nu ſeer jeg derimod en utallig Skare af Landets Indbyggere, der alle ſammen føre ſig nok ſaa vel op. Jeg ſeer ligeledes en heel Mængde Udlændinger og Skibe i et ſaa ſtort Antal, ſom jeg nogenſinde har ſeet forſamlede i een Havn. Jeg tvivler ikke paa, at de fleſte af dem have ført gode Sager hid. Man ſkræmte mig og med, at jeg vilde kun faa lidet Brød eller anden Mad, og daarligt det man fik. Her ſeer jeg dog ikke andet, end at der er nok af alle Herligheder, ſaa at baade Huſe og Skibe ere fulde. Man ſagde, at jeg ikke vilde faa andet at drikke end Blande og Vand; men her ſeer jeg alle gode Sager, ſaa meget man vil have. Gud bevare nu vore Konger, Dronningen, Biſkoppen, de lærde Mænd og hele Folket, og forunde mig ſaaledes at tilendebringe min Sendelſe hid, at det kan blive eder og os alle ſammen til Glæde baade her og hisſet“. Med disſe Ord ſtod Cardinalen op, og forlod Laget med ſine Mænd. Kongen ſad efter, indtil Bordene afdækkedes og Mariæ-Minde var ſunget. Da anbefalede han ſig hos den forſamlede Mængde og takkede den for dens Nærværelſe. I tre Dage fortſattes Bevertningen i den ſtore Feſthall“ „paa ſamme Maade, med ſtor Overflod og megen Pragt. Den ſamtidige Sturla Thordsſøn, der i ſit Kvad om Kong Haakon ogſaa har beſunget denne Feſt, taler i høje Udtryk om de viinfyldte Guldkar, der ſtraalede i de glade Gjeſters Hænder, om Viinbægerets gyldne Rand, der berørte Kongsmændenes Læber“. Derpaa fortſattes Bevertningen fem Dage i den ſaakaldte Sø-Hall i Kongsgaarden, hvor ſaavel Cardinalen og Erkebiſkoppen ſom de andre Biſkopper og de fleſte øvrige verdslige Høvdinger vare tilſtede. Kronings-Højtidelighederne vedvarede ſaaledes i ſamfulde 8 Dage, eller fra 29de Juli til 7de Auguſt. Større Pragt havde vel Norge neppe nogenſinde ſeet udfoldet, end ved denne Lejlighed[20].

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 248. Skaalholtsbogen og to andre Codices lode kun komme „Bud fra Lendermændene,“ Flatøbogen derimod ſiger at Sendemændene ſelv kom, urigtigt tilføjende „fra Rom“ i Stedet for fra „Byen.“
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 249.
  3. Raynaldi Annales, 1224, No. 38.
  4. To af ham i Visby paa Gotland den 6te Juli 1226 udſtedte Breve ere optagne i Liljegrens Dipl. Svec. I. No. 232 233. Det er viſtnok urigtigt, naar disſe Breve henføres til 1225, ſe Suhms Hiſtorie af Danmark III. S. 532.
  5. Alberic af Troisfontaines, II. 527. Der ſtaar her, at Villjam ved ſin Forſtand og Viisdom, ej ved Tapperhed, omvendte mange Hedninger til Troen, lærte for en ſtor Deel deres Sprog, og med ſtor Møje overſatte Donatus i hiint barbariſke Sprog, hvilket naturligviis vil ſige, at han efter det af Donat opſtillede Schema ſkrev en kort Formlære deri.
  6. Raynaldi annales 1237, 1243, 1244.
  7. Matthæus Pariſ. S. 487. Af dette Sted har igjen Matthæus af Weſtminſter gjort et Udtog S. 219. Fortiden disſe 4 ſolenne Legater, ſiger Matthæus Pariſ., ſendte Paven ogſaa underhaanden nogle „ſophiſtiſke“ til England, fornemmelig, ſom det ſynes, Minoriter eller Prædicatorer.
  8. Naar Mabillon i Vetera Analecta S. 485 (ſe Suhm X. 42) henfører et Brev, Villjam ſkriver til Chartreur-Prioren, i hvilket han omtaler ſin nær foreſtaaende Norgesrejſe, til 29de Novbr. 1244, da er dette urigtigt, og Brevet at henføre til ſ. D. 1246, thi før October 1246 var der ikke Tale om Villjams Sendelſe til Norge, og i Nov. 1244 var Villjam i Preusſen.
  9. Matth. Pariſ. S. 490. Her nævnes foruden Norge og Sverige ogſaa Danmark ſom et af de Lande, hvortil han havde Beſkikkelſe. Dette er dog viſtnok kun en Uagtſomhedsfejl, bevirket af den Omſtændighed, at Legaten paa Tilbagevejen rejſte gjennem Danmark.
  10. Skibet, en engelſk Snekke (Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 249) havde ifølge Matth. Pariſ. diverticula et tristegas, cameras et conclavia, quæ specialiter propter ipsum artificialiter fuerant composita. Jvfr. Matth. af Weſtminſter, S. 214.
  11. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 249.
  12. Af Beretningen i Sagaen Cap. 249 ſynes man at maatte ſlutte, at dette var ſamme Dag, han var ankommen til Utſire, eller Botolfsmesſedagen.
  13. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 249, 250.
  14. Matth. Pariſ. S. 495. Med de 30000 Mk., ſom Abbed Laurentius allerede havde udbetalt i Lyon, udgjorde den hele Sum, Kongen lod Paven faa, 45000 Mk. Sterling, altſaa den ſelv uden Henſyn til Forſkjellen mellem den daværende og Nutidens Pengeværdi overmaade ſtore Sum af c. 400000 Spdlr. Men da, efter den ſædvanlige Regel for Beregningen af de ældre Penge-Angivelſer, enhver i hine Tider nævnt Sum mindſt ſvarer til det Tidobbelte nu omſtunder, ſkulde altſaa Kong Haakon i Alt have udredet til Paven en Sum, der ſvarer til 4 Mill. Spdlr., og derforuden have beſtridt de ſtore Omkoſtninger ved Kroningsfeſten. Det klinger næſten utroligt, at hans eller Landets Resſourcer ſkulde kunne forſlaa dertil, og man friſtes til at antage, at Matthæus i ſin Harme over de pavelige Udpresſelſer, dem han ofte ſkarpt dadler, har taget Munden for fuld, og nævnt for ſtore Summer.
  15. Jvfr. ovenf. III. S. 545. Sturlunga Saga VII. 46.
  16. Saaledes Flatøbogen og de øvrige bedre Codices. Cod. Frisianus har „vigslugull“, Kroningsringen, hvilket aabenbart er urigtigt.
  17. Disſe beſtode fornemmelig i den ſaakaldte Dalmatica, der egentlig var et gejſtligt Klædebond, og derfor kun ſkulde bæres under ſelve Kronings- eller Indvielſes-Akten. Det var en lang, hvid, linned Talar.
  18. Se ovenf. III. S. 981.
  19. Her har, merkeligt nok, Cod. Fris. en rigtigere Læſemaade end Flatøbøgen. Det er tydeligt, at Sigurd Biſkopsſøn, der før er nævnt blandt dem, ſom indbare førſte Ret, ikke havde noget med Iſkjenkningen at beſtille, men at derimod de fire Herrer, ſom ſad lige over for Kongen, Dronningen, Cardinalen og Erkebiſkoppen, ſkjenkede i, hver for ſin Gjenbo.
  20. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 254, 255.