Det norske Folks Historie/5/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under de daværende gunſtige Omſtændigheder var intet rimeligere, end at Kongen med fornyet Iver optog ſine Beſtræbelſer for at blive ſalvet og kronet, og derved at faa den ſidſte Reſt af den Plet udſlettet, ſom hans uegte Fødſel, efter den allerede mere og mere overhaandtagende Betragtningsmaade af Forholdene, kaſtede paa hans Kongedømme. Hidtil havde det, ſom vi vide, gaaet heel langſomt med denne Sag, da Paven altid førſt havde forlangt Sagens Omſtændigheder drøftede og underſøgte, hvilket vel endog, ſom det nedenfor vil ſees, væſentlig var at tilſkrive Gejſtlighedens egennyttige Intriger, ſkjønt det dog vel ogſaa for en Deel ſkyldtes Hertug Skules og hans Venners hemmelige Medvirkning. Men nu var Skule død, Gejſtligheden tilſyneladende forſonet, og ſaaledes de væſentligſte Hindringer bortryddede. Det var maaſkee ogſaa i ſig ſelv ret belejligt, at Pave Gregorius den 9de døde juſt ved denne Tid (21 Auguſt 1241). Thi ſkjønt han viſtnok i den ſidſte Tid havde viiſt ſig ſom Haakons Ven og Velynder, kunde han dog ikke vel handle imod den af ham ſelv ſaa ſtrengt opſtillede Regel, og maatte for Conſeqvenſens Skyld holde faſt ved den engang begyndte Fremgangsmaade, nemlig førſt at lade Sagen underſøge, hvilket, ſom vi have ſeet, tog alt for lang Tid og ſaa at ſige ſtod den ud i et ubeſtemt Fjerne[1]. I Gregorius’s Sted valgtes, i den paafølgende Oktober Maaned, Godfred af Caſtiglione, Cardinalbiſkop af Sabina, der antog Navnet Coeleſtin den 4de, men han døde allerede i November, førend han endnu var indviet, og Paveſtolen ſtod nu ledig næſten i to Aar, da omſider Sinebald Fieſco, Cardinalpresbyter af St. Lorenzo i Lucina, valgtes til Pave den 24de Juni 1243, og beſteg Paveſtolen under Navn af Innocentius den 4de. Innocentius, en af den katholſke Kirkes herſkeſygeſte, men tillige talentfuldeſte og klogeſte Overhoveder, borte vel ſom hele Fieſco-Familien i Genua oprindelig til det gibellinſke Parti; men det var, ſom Kejſer Frederik den 2den ſelv ſkal have ytret, da han erfarede hans Valg, umuligt at en Pave kunde være gibellinſk ſindet, og det varede derfor velter ikke længe efter Innocentius’s Ophøjelſe, inden han ſtod mere fiendtligt lige over for Kejſeren, end nogen af hans Forgængere. Han trængte ſaaledes til al den Biſtand imod ham af de andre Fyrſter i den katholſke Chriſtenhed, ſom han paa nogen Maade kunde faa. Haakon var paa den Tid unegteligt den meſt anſeede af Nordens Fyrſter, og hans Hengivenhed maatte det derfor være Innocentius ſærdeles magtpaaliggende at erhverve, om det end ſkulde ſkee ved ſtørre end ſædvanlig Eftergivenhed og Imødekommen. Haakon benyttede ſig og, ſom vi ville ſee, paa bedſte Viis af disſe gunſtige Omſtændigheder, uden dog i mindſte Maade at ſvige det fleeraarige Venſkab, der nu allerede i lang Tid havde beſtaaet mellem ham og Kejſer Frederik, og ſom fremdeles holdtes vedlige ved gjenſidige Sendelſer af Gaver, ſaaledes navnlig endnu i 1241, da Kongen under ſit Ophold i Kongehelle modtog en kejſerlig Geſandt, ved Navn Matthæus, der foruden mange andre koſtelige Foræringer medbragte fem Blaamænd (Negre eller Arabere)[2].

Det er forhen omtalt (S. 982) at Abbed Bjørn i Nidarholm efter Hertug Skules Fald maa være bleven løsladt af Kongen, og have faaet hans Tilladelſe til at foretage ſin paatænkte Rejſe til Rom for at føre ſin Sag ved Paveſtolen imod Erkebiſkoppen, der havde ſuſpenderet ham. Han kom ogſaa virkelig afſted, ſkjønt ikke paa anſtændig Viis, da han nemlig ſom det ſynes, hemmelig forlod Kloſtret tilligemed Sakriſtanen, medtagende Kloſtrets Segl, ſom denne hans Medvider og Hjelper havde i ſin Varetægt, for ſiden paa Rejſen at benytte ſig deraf til at rejſe Penge ved Panteforſkrivninger paa Kloſtrets Ejendomme. Paa lignende Maade havde Bjørn allerede, ſom det ovenfor er berettet, ſat Kloſtret i Pant til Hertug Skule, for at faa Penge til Rejſen, ſkjønt han tildeels foretog denne i Skules egen Interesſe; men disſe Penge bleve efter hans Paagribelſe atter tilſtillede Kloſtret. Nu derimod drev han det ſamme Spil endnu frækkere og i en ſtørre Maaleſtok. Da han rimeligviis kom til Rom under den lange Vacance efter Coeleſtin den 4des Død, og maatte oppebie det ane Pavevalg for at faa ſin Sag afgjort, har han naturligviis ſeet ſig ſaa meget mere nødſaget til at rejſe Penge paa hvad Maade ſkee kunde. Bjørn var imidlertid heldigere i Rom, end man ſkulde have ventet, thi man ſeer af det følgende, at han virkelig maa være bleven løſt af Bannet, og af Paven paany indſat i Beſtyrelſen af Kloſtret[3]. I hvad Traade han har draget, for at udvirke dette, kan nu ej angives; men det er i alle Fald viſt, at han ſelv var en talentfuld Mand og dygtig Underhandler, ſom nok forſtod at indſmigre ſig hos dem, han ønſkede at vinde, og det ſaaledes ikke er at undres over, om han har vidſt at erhverve Pave Innocentius’s Yndeſt og faa ham paa ſin Side, iſær da det er aabenbart, at han kom ganſke i Forkjøbet før alle ſine Modſtandere, og at Paven ikke blev underrettet om det ſande Forhold, førend det var for ſilde. Men Bjørn, der vidſte hvorledes Sagerne ſtode i Norge, hvilken Overhaand Kongen nu havde faaet, og hvor nødvendigt det var at have ham paa ſin Side under det Uvejr, der ved hans Hjemkomſt ventede ham, benyttede ogſaa, ſom man erfarer, Lejligheden til at ſtemme Innocentius gunſtigt for Kongen, hvilket desuden netop under de forhaandenværende, nys antydede Omſtændigheder, der gjorde det ønſkeligt for Innocentius at ſkaffe ſig ſaa ſtor Biſtand mod Kejſer Frederik, ſom muligt, maatte være forholdsviis let. Hvo veed, om ikke ogſaa Kongen ſelv, da han frigav Abbed Bjørn, underhaanden kan have givet ham det Hverv, at ſtemme Paven gunſtigt for ham, og ſat det heldige Reſultat af ſlige Beſtræbelſer ſom Betingelſen for ſin fuldkomne Tilgivelſe og eftertrykkelige Biſtand? Det er vanſkeligt at ſige noget med Sikkerhed herom, da Sagaen kun nævner Begivenhederne, ſaaledes ſom de udvortes fremtraadte, uden at berøre de indre Drivfjedre og hemmelige Forhandlinger. Viſt er det, at da Bjørn om Vaaren 1244 kom tilbage til Norge, medbragte han, ſom det heder, et Brev fra Paven „ſaa fagert ſom neppe noget Pavebrev hidtil var kommet til Norge“[4]. Brevet er ej længer til, og vi kunne derfor ikke vide, hvor vidt det ſvarede til hiin prægtige Beſkrivelſe, men at det var ſærdeles gunſtigt, viſer nokſom det følgende. Da Bjørn kom til Norge, rimeligviis etſteds i Viken, ſendte han ſtrax Bud til Kongen, for at bede ham om Fred og Lejde, og hilſe ham, at han havde gode Tidender at bringe. Kongen, der Høſten forud havde haft til Henſigt at drage til Viken for at overvintre der, men ved Storm var bleven hindret fra at komme længer end til Stavanger[5], hvorfra han efter nogen Tids Ophold vendte tilbage til Bergen, ſtod juſt, ſom det ſynes, i Begreb med at drage til Nidaros, eller var maaſkee allerede ankommen hid, da han fik Bjørns Budſkab[6]. Han modtog hans Sendebud venligt, og lod ham ſtrax hilſe, at han ſkulde være velkommen, naar han maatte ville indfinde ſig hos ham. Bjørn begav ſig derfor til Kongen, traf ham i Bergen, juſt ſom han var kommen tilbage fra Nidaros, og bragte ham det oven omtalte Brev, tilligemed de venligſte, mundtlige Hilſener fra Paven og dennes Velſignelſe. Om Haakon endnu havde næret nogen Uvilje mod Bjørn (hvad der dog neppe er rimeligt), faldt det af ſig ſelv, at han nu fuldkommen tilgav ham, og han beholdt ham hos ſig, fortælles der, hele Sommeren, ſandſynligviis for at raadſlaa med den ſtatskloge, og nu i Curiens Anliggender vel indviede Mand om de yderligere Skridt, der vare at foretage til Kroningens Fremme. De ſkiltes ad førſt ſeent ud paa Høſten, da Kongen drog til Viken, for at tilbringe Vinteren der, Abbeden derimod drog nordefter, for at begive ſig tilbage til ſit Kloſter. Han kom dog ikke længere end til Sellø, hvor han blev ſyg og døde. Derved berøvedes vel Kongen den Biſtand, han fremdeles kunde have haft af ham, men desuagtet vandt Kongen unegteligt ved ikke længer at have noget med en ſaadan Mand at beſtille. Thi der kom imidlertid Sager op om ham, der aldeles ødelagde den Smule gode Rygte, han maaſkee endnu havde tilbage, og ſom vilde have ſkadet Kongen aldeles i den almindelige Mening, hvis han længe havde benyttet ſig af hans Tjeneſte. Efter Bjørns utilbørlige Afrejſe fra Nidaros 1241 havde Erkebiſkop Sigurd taget Kloſtret med alt dets Gods under ſin Beſtyrelſe, paaſtaaende at Munkene kun af Navn og Dragt vare Munke, men for Reſten uværdige og uvidende Perſoner, der ikke engang kjendte St. Benedicts egen Regel[7], der aabenbart krænkede Kloſterſtatuterne, ja endog gjorde ſig ſkyldige i Tyveri og Rømning. Munkene, der dog, under Priorens Beſtyrelſe, virkelig ſkulle have beſtræbet ſig for at holde ſaa megen Orden og opføre ſig ſaa anſtændigt ſom muligt, appellerede til Paven mod Erkebiſkoppens haarde Behandling, og denne vovede nu for det førſte ikke at forvolde dem yderligere Ulejlighed. Prioren ſkrabede ſaa vidt Penge ſammen, ſom muligt, og begav ſig til Rom. Her fik han ved Ankomſten høre, at Abbed Bjørn og hans Medbejler, Sacriſtanen, juſt havde forladt Staden, efter at have udſtedt Panteforſkrivninger paa Kloſtret under dettes Segl til et Behov af 500 Mk. Sølv. Han lod da, ſom det lader, Appellationsſagen ganſke fare, men ilede, forfærdet og bedrøvet, efter Bjørn, uden dog at kunne indhente ham, og endnu førend han kom tilbage, erfarede han Bjørns Hjemkomſt og dødelige Afgang i Sellø Kloſter. Han og Munkene udvalgte nu en ny Abbed (Navnet paa denne opgives dog ej), og Prioren maatte, ledſaget af en Munk, paany begive ſig afſted med flere Penge, for at faa Pantebrevene indløſte, der nu befandt ſig i Hænderne paa nogle af de i Middelalderen for deres Aager og Pengeſpeculationer ſaa bekjendte „Koværtſke“[8], der opholdt ſig i London. Om Pantſættelſen var ſkeet umiddelbart til dem i Rom, og de derefter havde begivet ſig til London, eller om Brevene havde gaaet gjennem flere Hænder, førend de kom til dem, er uviſt; men den Omſtændighed, at Creditorerne vare i London, foranledigede Kongen til at medgive Prioren et Anbefalingsbrev til den ſom Forfatter af et ypperligt Verk over ſin Tids Hiſtorie bekjendte Benedictinermunk i St. Albans, Matthæus af Paris, der, ſom han ſelv i hiint Verk ytrer, ſtod i den fortroligſte og venſkabeligſte Forbindelſe med Kongen. Denne bad ham i Brevet at tage ſig ſaa godt af Prioren, ſom han kunde, og hjelpe ham til at faa Pantebrevene indløſte, hvilket ogſaa lykkedes, uagtet Prioren kun medbragte 300 Mk., ſaa at han, inden et Aar var hengaaet, kunde vende tilbage med alle Pantebrevene[9]. Disſe Oplysninger om Bjørns Ferd vare aabenbart af den Natur, at de ej alene maatte compromittere ham ſelv, men ogſaa alle dem, der ſtode i Forbindelſe med ham, og Kongen kunde derfor priſe ſig lykkelig, at Døden ophævede den nu knyttede Forbindelſe.

Haakon benyttede ſig imidlertid ſtrax af den Fordeel, ſom Pavens gunſtige Brev og venlige Hilſener aabnede ham. — Efter at have tilbragt Vintren 1244—1245 i Viken, indkaldte han Erkebiſkoppen ſaavel ſom Lydbiſkopperne til et Møde, der ligeſom de øvrige Biſkopsmøder ſynes at have været holdt i Bergen[10], og anmodede dem her ſtrax om at ſkrive med ham til Paven, og anholde om dennes Tilladelſe til at foretage Kroningen. Biſkopperne lagde altfor tydeligt for Dagen, hvor ivrigt og omhyggeligt de endnu fremdeles vare om ſig efter at benytte enhver Lejlighed, der tilbød ſig, til at udvide Hierarchiets Magt paa Kongedømmets Bekoſtning. Lejligheden var nu, meente de vel, uſædvanligt gunſtig, og de handlede følgelig derefter. De optoge vel, heder det i Sagaen, Kongens Anmodning nok ſaa godt, men ſnarere, end man ſkulde have ventet, gave de det endelige Svar, at de gjerne vilde ſkrive med ham, ſom han ønſkede, hvis han ogſaa til Gjengjeld udvidede Kirkens Rettigheder, ja de henſtillede endog til ham, at ſværge den ſamme Kronings-Ed, ſom Magnus Erlingsſøn havde ſvoret, da han blev kronet, og hvilken, ſom vi vide, gjorde det verdslige Kongedømme til en Forlening af Kirken. Men Kongen —ſvarede hertil med kjendelig Harme: „Kongerne have allerede forundt eder ſaa omfattende Rettigheder, at jeg neppe kan indlade mig paa, end yderligere at udvide dem, iſær da J ſelv oven i Kjøbet have udſtrakt dem videre end de egentligen og oprindeligen medføre. Derſom jeg ſværger en ſaadan Ed ſom Kong Magnus ſvor, da vilde, forekommer det mig, min Hæder ved Kroningen minke i Stedet for at voxe, thi han og hans Fader brøde ſig ikke om, hvad han gjorde, for at faa, hvad han ikke havde Ret til. Med Guds Hjelp ſkal jeg nok ikke behøve at modtage eller kjøbe af eder, hvad Gud har retteligen kaaret mig til efter min Fader og mine Forfædre, og det ſkulle I ſandeligen vide, at med Guds Naade ſkal jeg ſaa frit og ubehindret opnaa Norges Krone, at jeg ſiden kan bære den uden trykkende Baand eller Betingelſer, ligeſom andre gode Konger, eller ogſaa ſkal den aldrig komme paa mit Hoved; jeg oppebier trøſtigt den Tid, Gud ſelv har beſtemt til Opfyldelſen af mit Ønſke.“ Videre ſynes Kongen ikke ved denne Lejlighed at have forhandlet med Biſkopperne om Sagen, og Mødet afbrødes ſaaledes under kjendelig Misſtemning paa begge Sider[11]. Kongen henvendte ſig derimod umiddelbart til Paven uden at tigge Biſkopperne om deres Mellemkomſt eller Anbefaling, og ſendte Englænderen Abbed Laurentius i Hovedø-Kloſter, tilligemed ſin Klerk eller Sekretær Bjarne, Canonicus i Nidaros, ſom ſine Befuldmægtigede, for ret til Gavns og for Alvor at drive paa dette Anliggende ved Pavehoffet, og udvirke ej alene Pavens Samtykke til Kroningen, men ogſaa Kongens foreløbige Legitimation eller en Erklæring fra Paven, hvorved den Mangel ved hans Byrd, at han ej var egtefød, ophævedes. De medbragte, foruden ſtore Pengeſummer, baade Brev og mundtlig Hilſen fra Kongen til Paven, om at denne vilde viſe ham den Ære at lade Kroningen forrette ved en af ſine Cardinaler[12].

Paa denne Tid var Pave Innocentius ikke længer i Rom. Det var allerede kommet til aaben Fejde mellem ham og Kejſeren, ſom forgjeves belejrede Viterbo. Paven havde derpaa aabnet Underhandlinger, men medens disſe ſtod paa, ja efter at Frederik allerede havde forpligtet ſig til at indgaa en højſt trykkende Fred, flygtede Paven med eet, i al Hemmelighed og ganſke uformodet, førſt til Civita vecchia, derfra til Søs til ſin Fædreneſtad Genua (Juli 1244) og efter nogen Tids Forløb videre til Lyon, hvor han ankom i December. Det faldt af ſig ſelv, at Underhandlingerne nu ganſke bleve afbrudte; Innocentius fornyede højtideligt den allerede tidligere over Frederik udtalte Banſættelſe, og paa et ſtort almindeligt Kirkemøde, ſom han den følgende Sommer holdt i Lyon, og hvortil og de norſke Biſkopper vare indkaldte, uden at dog nogen af dem mødte, erklærede han Frederik afſat fra ſin hele kejſerlige og kongelig Værdighed. Naar han ſaaledes vovede at kaſte Handſken mod Chriſtenhedens mægtigſte Fyrſte, var det dobbelt nødvendigt for ham at vinde ſaa mange ſom muligt af de øvrige for ſig, eller i det mindſte at ſikre ſig deres Neutralitet, og allerede af denne Grund er det derfor let at forſtaa, at Kong Haakons Andragende maatte finde gunſtig Modtagelſe hos Innocentius. Men hertil kun ogſaa at Haakon, ſom det ſynes, havde indyndet ſig hos Paven ved et nyt Korstogsløfte. Vi erfare nemlig af de ſenere ſtedfundne Forhandlinger, at ved Siden af den Forpligtelſe, at omvende Norges hedenſke Nabofolk til Chriſtendommen, hvormed Pave Gregorius havde tilladt ham at gjøre Fyldeſt for ſit tidligere Korstogs-Løfte, havde han nu atter, ſandſynligviis ved Efterretningen om Jeruſalems Indtagelſe ved Chovareſmierne den 7de Septbr. 1244, lovet at gjøre et virkeligt Korstog til det hellige Land Og endelig ſparede Laurentius, efter Kongens Inſtrux, ikke paa vegtige Overtalelſesgrunde, men udbetalte — det ſiges ikke under hvilken Form eller Beſmykkelſe — til Paven ikke mindre end 30000 Mk. Sølv for Legitimationen og Samtykket til Kroningen[13]. Laurentius, heder det, drev alt dette igjennem, og Valget af ham til Hovedunderhandler viſer ſig ſaaledes at være meget vel betænkt. Det heldige Reſultat af Underhandlingerne aabenbarer ſig nokſom i en Række af Breve, ſom Paven nu fra 30te October til 8de November lod udfærdige. I det førſte, af 30te Octbr., heder det at Paven paa Grund af den oprigtige Fromhed og Troſkab, Kongen viſte ſig at nære mod Gud og det apoſtoliſke Sæde, elſkede ham ſom en Søn, og var rede til enhver Handling, der kunde glæde ham og ſkaffe ham Hæder. Derfor havde han nu ogſaa efterkommet hans deels ſkriftligt, deels gjennem de oven nævnte Sendebud mundtligt ytrede Ønſke, og efter Raadſlagning med Cardinalerne beſluttet at ſende Villjam, Cardinal-Biſkop af Sabina, til Norge ſom ſin fuldmyndige Legat baade for dette Land og Sverige, overdragende ham at udføre den Forretning, hvorved Kongens Hæder og Rigets Gavn befordredes. Fire Dage efter (3die November) udſtedtes Fuldmagten for Cardinalen, lydende paa fuldſtændig Myndighed ſom pavelig Legat i Norge og Sverige, og ſærſkilt Beføjelſe til at ſammenkalde Norges Prælater og verdslige Høvdinger, for efter at have hørt deres Raad paa Pavens Vegne at meddele ham Kronings-Hæderen. Under ſamme Dag udfærdigedes ogſaa en Kundgjørelſe til de gejſtlige og verdslige Høvdinger i Sverige og Norge om Cardinal Villjams Sendelſe ſom Legat, med Anmodning om at de vilde modtage ham, „ſom en Frelſens Engel,“ og viſe ham al tilbørlig Hæder og Lydighed. Ved tvende andre Breve, daterede den 6te November, tog Paven Kong Haakon med Huſtru, Børn og Gods under den apoſtoliſke Varetægt, ſaa længe han maatte være fraværende paa derfor omtalte Korstog til det hellige Land, og i et Brev af ſamme Datum, henvendt til Dronning Margrete, tog han ligeledes hende og alt det Gods, hendes Egtemand Kong Haakon havde givet hende i Morgengave, under ſit apoſtoliſke Værn. Heller ikke i disſe Breve ſparede han paa Complimenter, der viſe, hvor magtpaaliggende det var ham at forſikre ſig Haakons Venſkab. „I Betragtning af de Troens Fortjeneſter“ — heder det i Brevet til Kongen — hvorved du formedelſt Chriſti Naade glimrer, nære vi en ſærdeles Yndeſt for dig, og give dig med Glæde hvad der kan bidrage til din Lokke, faſt overbeviſte om, at jo ſtørre den Gunſt er, ſom du modtager af det apoſtoliſke Sæde, med deſto mere brændende Iver vil du, naar Tiden dertil kommer, arbejde for Frelſerens Ære.“ Og til Dronningen heder det: „Da du, ſom vi erfare, med ſand Fromhed og en reen Sjæls Tro ſøger at vinde Yndeſt for den guddommelige Majeſtæts Øjne, viſe vi dig desformedelſt, ſom billigt er, gjerne enhver Gunſt, du retteligen maatte attraa af os, og derfor opfylde vi herved den af dig nu fremførte Begjæring.“ I et andet Brev, udſtedt den følgende Dag, overdrog Paven Kong Haakon beſtandig Patronatsret til de Kirker, han eller hans Arvinger maatte opføre i de Landſkaber, ſom erobredes fra Hedningerne ved Landets Grændſer. Dette Brev, ſammenholdt med Beſkyttelſesbrevet af Dagen forud, viſer nokſom, at Kongen nu virkelig ved Siden af ſin ældre Forpligtelſe, at chriſtne Landets hedenſke Naboer, ogſaa har paataget ſig den nye, at gjøre et Korstog til det hellige Land. Men det vigtigſte, og rimeligviis for Kongen kjærkomneſte Brev af alle dem, ſom Paven ved denne Lejlighed udſtedte, var et, dateret 8de November, altſaa det aller ſidſte, thi i dette fritog han ham ganſke fra Manglerne ved hans uegte Fødſel, og gav ſin fulde Tilladelſe til hans Kroning, uden at ſætte nogen ſaadan Betingelſe, ſom den Gejſtligheden hjemme i Landet ſelv havde fremſat, men kun udtalende ſin Forhaabning om at Kongen vilde viſe ſig denne Gunſt værdig. Dette merkelige Brev lyder ſaaledes: „Den evige Konges forunderlige Godhed har med mangfoldig Hæder forherliget ſin Brud og Dronning, Kirken, men har dog fornemmelig deri gjort den berømmelig og ſtraalende af Lykke, at han bar tildeelt den en ſaadan Magtfylde, at den kan hjelpe ej alene ringere men ogſaa de højeſt ſtaaende Perſoner til, hvad der forſkaffer dem berømmelig Titel og forøget Magt. Sandelig, at betragte de Fortjeneſter af reen Fromhed og Tro, hvorved Norges Konger, berømmelig Ihukommelſe, have udmerket ſig blandt Verdens katholſke Fyrſter, frembringer baade hos os og hos Kirken de aandelige Glæders Velbehag. Og derved opſtaar der i vort Sind et brændende Ønſke om, at du, der er det apoſtoliſke Sæde ſaa kjær, ogſaa i Forhold til dine udmerkede Fortjeneſter maa i Overflod nyde dette Sædes Gunſt, der i ſaa rigeligt Maal plejer at tilflyde dem, der ere det hengivne, ſaa at du og dine Arvinger deraf med Guds Hjelp ville kunne høſte ſtor Hæder og din Lykke tiltage i forønſket Grad. Da nu, efter hvad vi have bragt i Erfaring, din Fader Haakon, Konge i Norge, berømmelig Ihukommelſe, ſelv ugift har avlet dig med en ugift Kvinde, ſaa er det at vi, af ſærdeles Velvilje for din Højhed, herved efter Raadſlagning med vore Brødre, ifølge vor apoſtoliſke Autoritet dispenſere dig med Henſyn til denne Mangel, ſaa at du, uden at hindres deraf, ſkal kunne ſtedes til den kongelige Trones Værdighed og alle Kongedømmets lovlige Handlinger, ſamt at dine lovlige[14] Arvinger ſkulle efterfølge dig i Herredømmet og Værdigheden. Vi haabe at du og de ſamme Arvinger ville indprente denne ſaa ſtore Naade faſt i eders Erindring, at baade du og de ſætte eders Glæde i, ſærdeles at tækkes alles Skaber ved Stræben efter at føre et dydigt Liv, og hans hellige Kirke ved en ſtedſe tiltagende, oprigtig Fromhed“. Uagtet viſtnok meget af dette er at betragte ſom de ſædvanlige Floſkler, hvormed Brevconcipiſterne i det pavelige Cancelli, uden altid at kjende nøje til de ſæregne Omſtændigheder, plejede at indlede Breve af dette Slags, ſaa er det alligevel merkeligt, at der tales ſaa ubetinget om de tidligere norſke Kongers Fromhed. Her maatte man dog nærmeſt tænke paa Haakons umiddelbare Forfædre, fornemmelig Sverre; og den fiendtlige Stilling, han indtog lige overfor Kirken, ſkulde jo dog egentlig have gjort det umuligt, at tale om hine, uden ſærſkilt at undtage ham. Naar nu derimod Haakons Forfædre omtales, ſom om Sverre aldrig havde exiſteret, ſkulde man virkelig være berettiget til at tro at dette er ſkeet efter Innocentius’s udtrykkelige Befaling, og at han ſaaledes herved middelbart vilde give at forſtaa, at den Plet, der i Kirkens Øjne hvilede over Kong Sverres Minde, nu ſkulde anſees ſom borttagen. Udtrykkeligt at erklære noget ſaadant vilde ikke have været pasſende, og dog var en Rehabilitation af Sverres Minde visſelig nødvendig, for ganſke at ſætte Haakon paa det Standpunkt, han ved Kroningen ſøgte at opnaa, et Standpunkt af fuldſtændig Legitimitet, ej alene for ſin Perſon, men for ſin hele Æt[15].

Hvor magtpaaliggende Paven lod det være ſig at vinde Kongens Hengivenhed, ſees deraf at han ogſaa ved et ſærſkilt Brev af 6te November betænkte Kongens Klerk, Chorsbroder Bjørn, den ene af Geſandterne, med ſærdeles Begunſtigelſer, og, ſom han udtrykkeligt ytrede, for Kongens Skyld. Vel tales der ogſaa i Brevet om Bjørns „rosværdige Forhold og fortjenſtfulde Liv,“ men dernæſt heder det, hvad man tydeligt kan ſee er Hovedſagen, at Paven „tager Henſyn til ſin kjære Søn Kong Haakon, i hvis Klerk han egentlig vil hædre ham ſelv“, og derfor tillader Bjørn, ved Siden af de Beneficier uden Sjæleſorg, ſom han allerede havde, at modtage endnu et, der var forbundet med Sjæleſorg, uanſeet den Concilbeſtemmelſe, der forbød det. Sandſynligviis havde Kongen allerede lovet ham et ſaadant til Belønning for vel udført Hverv[16].

Allerede af det oven omtalte Fuldmagtsbrev ſeer man for Reſten, at Legatens Hverv ikke alene var at krone Kongen, men ogſaa at underſøge Kirkens Tilſtand, ſaavel i Norge ſom i Sverige, og at treffe de Forføjninger, han til dens Ophjelpelſe maatte finde nødvendige. Dette antydes ogſaa i Communicationsbrevet til begge Landes gejſtlige og verdslige Øvrigheder, ſaavelſom i Brevet til Kongen af ſamme Dag. Paven opfordrer Høvdingerne til at adlyde hans Befalinger og Paamindelſer, anmoder Kongen om ærbødigt at modtage Legaten og hjelpe til at hans fromme Raad vorde ſatte i Kraft, o. ſ. v.; Paven truer endog dem, der maatte viſe ſig gjenſtridige, med at bekræfte den Dom, Legaten maatte fælde over dem, og lade den ſtrengt iagttage, indtil Vedkommende havde givet tilbørlig Satisfaction.

  1. Gregor var desuden ved ſin Død 1241 henved 94 Aar gammel, fire Aar ældre end Kong Sverre, og havde ſaaledes perſonlig oplevet alle dennes Tviſtigheder med Innocentius III, der ſelv var en af Gregors nærmeſte Frænder Frænder, og i Aaret 1199 havde udnævnt ham til Cardinal. Sverres Forhold til Kirken og Ættens foregivne Illegitimitet maatte derfor endnu være i alt for friſkt Minde hos Gregor.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 243.
  3. I modſat Fald kunde han ikke, ſom det udtrykkeligt heder, efter ſin Tilbagekomſt til Norge drage nordefter, for atter at tiltræde Kloſtrets Beſtyrelſe.
  4. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 246.
  5. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 245. Det var maaſkee, ſom tidligere ytret, ved denne Lejlighed, at Kongen ſkjenkede Stavanger Domkirke hele Byen m. m. (Se ovenfor III. S. 711.).
  6. Her, ſom overhoved i dette Parti af Sagaen, er der nogen Dunkelhed med Henſyn til Tidsbeſtemmelſen. Der ſtaar ſaaledes kun at Haakon opholdt ſig „nogen Stund“ i Throndhjem, og ikke at han vendte tilbage til Bergen og forblev der om Sommeren, førend han drog til Viken. Men der kan dog ingen Tvivl være om at det forholder ſig ſaaledes, ſom ovenfor antydet: thi naar det heder, at Bjørn, efter at have tilbragt Sommeren med Kongen, drog videre nordefter for at komme til Munkholmen ved Nidaros, men ej kom længer end til Sellø, ſaa kan det ej være i Nidaros, at de tilbragte Sommeren ſammen, og i Viken kan det heller ikke være, da det udtrykkeligt ſiges, at Kongen om Høſten drog øſter til Viken, efterat have været ſammen med Abbeden. Altſaa bliver Bergen det Sted, hvor de tilbragte Sommeren. Sagaens Uklarhed ſkriver ſig vel hovedſageligt derfra, at Bergen altid forudſattes ſom Kongens fornemſte og ſædvanlige Reſidens.
  7. Saaledes Matthæus af Paris, efter hvis Beretning det meſte af dette er taget. Saavel heraf ſom af Dipl. Norv. I. No. 23 ſees, at Nidarholms Kloſter paa denne Tid regnedes ſimpelt hen for et Benedictinerkloſter, og ikke kaldtes Cluniacenſerkloſter.
  8. Paa Latin Caorsini; nogle udlede dette Navn af Cahors i Frankrige, andre, ſom det ſynes med ſtørre Rimelighed, af Caorſa i Piemont. Viſt er det at de vare berygtede Aagerkarle.
  9. Matthæus Pariſ. udg. af Watts, S. 505, 506. Hvorledes Kongen var bleven kjendt med Matthæus, og var kommen i ſaa nøje Forbindelſe med ham, angives ej; det ſkulde være af ſtørſte Interesſe at vide det. Maaſkee har han blandt andet været etſlags Commisſionær før at ſkaffe de nyeſte og meſt yndede Frembringelſer af den franſk-engelſke poetiſke Literatur.
  10. Her gjelder ogſaa den tidligere Bemerkning om Sagaens Ufuldſtændighed i at angive Tidsbeſtemmelſer ved disſe Aar. Man ſkulde ved førſte Øjekaſt tro, at Biſkopsmødet ſtod i Viken, men da det udtrykkeligt heder at Kongen „ſad om Vintren (før Mødet) i Viken“ (altſaa ej om Sommeren) og at han ſiden „ſad i Bergen om Vintren efter Mødet“, uagtet hans Rejſe til Bergen ej omtales, bliver det omtrent viſt, at Bergen var Stedet, hvor Mødet holdtes.
  11. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 247.
  12. Dipl. Norv. I. 30. Abbedens Navn ſtaar i Originalregeſten, efter hvilket Brevet er afſkrevet, in blanco; af Chorsbroderens anføres kun den førſte Bogſtav, B. At Abbeden var Laurentius, ſiges udtrykkeligt af Matth. Pariſ. S. 545; og at Chorsbroderen hed Bjørn, kan ſkjønnes af Overſkriften paa Brevet No. 34, ſom vi nedenfor nærmere komme til at omtale. Det er derfor neppe rigtigt, naar dette B. (Dipl. Norv. No. 30 er udfyldt Bernerum (Bjarne) i Stedet for Beronem (Bjørn).
  13. Dette ſiges udtrykkeligt af Matth. Pariſ. S. 545.
  14. I Originalen bruges her Udtrykket „legitimus“. Men det er et ſtort Spørgsmaal, om ikke legitimus paa dette Sted egentlig betegner og burde overſættes med „egtefød.“
  15. Dipl. Norv. I. 30—38. Under 6te November tilmeldte Paven ogſaa Erkebiſkoppen ſaavel ſom Biſkopperne i Bergen og Stavanger, at han havde taget Dronningen og hendes Morgengave under ſin Varetægt. Dette viſer ſaaledes, at de hende ſom Livgeding overdragne Gaarde laa i Froſtathings- og Gulathings-Lagen.
  16. Dipl. Norv. I. 34. Her anvendes ſaaledes den bekjendte, forhadte Clauſul non obstante &c., hvilken Innocentius IV. førſt optog i ſine Breve, og ſom vakte megen Misnøje, ſee Matth. Pariſ. S. 542, 547, 571.