Det norske Folks Historie/5/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved Hertug Skules Fald var, ſom vi i forrige Afſnit have ſeet, ej alene al Borger- og Tronkrig ophørt, men endog alt Frø til lignende Krige i Fremtiden tilintetgjort. Der fandtes ikke længer en Eneſte, der endog med det ubetydeligſte Skin af Ret end ſige Haab om Held kunde tænke paa at gjøre Haakon Haakonsſøn Tronen ſtridig. Hans Kongedømme var ſikret, medens der tillige efter menneſkelige Blik ej var nogen Sandſynlighed for, at Landet ſnart vilde komme til at ryſtes af ſaadanne indre politiſke Storme, ſom dem, det nys havde overſtaaet. Kongen var elſket hjemme og højt hædret ude. De ſidſte Levninger af den Skygge, der havde hvilet over hans Farfader Sverres Navn, vare ſvundne. Nu erindrede man Sverre kun ſom den ſtore, geniale Kriger, ypperlige Regent og perſonligt elſkværdige Mand. Det var nu en Hæder, ikke en Skam, at nedſtamme fra ham. Vi ville ſee, hvorledes man nu endog ved Opkaldelſer ſøgte at vedligeholde hans Navn i den kongelige Familie, og at hans Aartid højtideligholdtes i Kirkerne[1]. Og ligeledes var Birkebeinernes Navn ej alene fra et Spottenavn i Tidens Løb blevet et Hædersnavn, men efterat det var gaaet af Brug, og Partikampen endt, omſvævedes det endog af en ſæregen Glands; de „gamle Birkebeiner“ betragtedes næſten ſom Oldtidens Heroer, ſom Idealer af Tapperhed og Ridderlighed. Med Gejſtligheden ſtod Haakon paa den bedſte Fod[2]. Vel vare, ſom vi vide, flere vigtige Spørgsmaal endnu ikke afgjorte, men kun hvilende indtil videre; dog herſkede den venligſte Forſtaaelſe mellem ham og Erkebiſkop Sigurd, og det er ovenfor viiſt, hvorledes Pave Gregorius ſelv, faa Uger før ſin Død, (21 Aug. 1241) havde udtalt den ſtørſte Bevaagenhed for ham, og tydeligt lagt for Dagen, at alle Spor af den tidligere, i ſig ſelv ej ſynderligt betydende, Misforſtaaelſe mellem dem vare udſlettede. Med Naborigerne, fornemmelig Sverige og Skotland, herſkede der viſtnok enkelte endnu ikke opgjorte Tviſtepunkter, men deels vare disſe ikke ſaa betydelige, at det for deres Skyld, i det mindſte for Øjeblikket, kunde ſynes Umagen værd at yppe Krig, deels var Haakon allerede ſaa mægtig og anſeet, at det var en højſt betænkelig Sag, at faa ham til Fiende. Haakon havde ſaaledes nu langt om længe fuldkommen Ro og Fred til at ſørge for ſit Riges Opkomſt, og yderligere befæſte ſin Magt og ſit Dynaſti.

De af Haakons og Dronning Margretes Børn, ſom paa denne Tid levede, vare Haakon, der ſiden Hyldingen om Vaaren 1240 ogſaa førte Kongenavn ſom deſigneret Tronfølger, Chriſtina, og Magnus. Haakon var fød om Høſten 1232, Chriſtina førſt i 1234, og Magnus om Sommeren 1238. Desforuden havde Kongen, ſom det tidligere er nævnt, de tvende naturlige Børn, Sigurd, fød omkring 1223, og Cecilia, nu gift med Hr. Gregorius Andresſøn. Sigurd ſynes at have været en haabefuld Yngling, hvilken man allerede tidligt kunde betro vigtige Hverv[3]. Der findes ikke mindſte Spor til at han ytrede nogen Skinſyge mod ſine yngre, egtefødde Brødre, hvis Tilværelſe berøvede ham den Udſigt til Kronen, ſom han, hvis de ej vare fødde til Verden, vilde have haft, lige ſaa lidet ſom der tales om nogen Uvilje fra Dronningens Side mod hendes Stifbørn. Da de vare fødde før hendes Egteſkab med Kongen, ſkyldtes heller ikke deres Tilværelſe nogen Utroſkab fra dennes Side, ligeſom det derhos lader til, at Dronningen i det hele taget, har været af en blid, ſtille og elſkværdig Charakteer, ſaa at Kongen, om han end i Førſtningen ikke havde ſtort tilovers for hende, dog ſiden, under deres lange Samliv, fik hende oprigtigt kjær.

Af de verdslige Høvdinger, der paa denne Tid havde meſt at ſige i Norge, tilhørte viſtnok kun de færreſte ret gamle Slægter, der i tidligere Dage havde hørt med til Lendermands-Ariſtokratiet. De fleſte ſkyldte vel Borgerkrigene deres Ophøjelſe, og vare enten ſelv Birkebeinerhøvdinger, eller Sønner og Sønneſønner af ſaadanne. Den højbyrdigſte Høvding paa den Tid i Norge var upaatvivleligt Peter Paalsſøn i Giſke, Lendermand af Titel og kongelig Sysſelmand paa Søndmøre. Han var den eneſte Repræſentant for Arnunge-Ætten i lige nedſtigende Mandslinje og ſaaledes paa mange Maader beſlægtet ej alene med Kongehuſet, men ogſaa med de fleſte ældre Lendermands-Ætter i Landet. Hans Farfader Nikolas Kuvung havde, ſom ovenfor berettet, været en ivrig Tilhænger af Magnus Erlingsſøn, men maa efter dennes Død have ſluttet ſig til Sverre, da der ingenſteds nævnes at han eller hans Søn Paal Flida borte til Baglernes Parti, og de vare dog altfor mægtige og anſeede til at ej dette i ſaa Fald var blevet omtalt; derimod have vi ſeet, at Paal og hans Søn Peter en Tidlang vare Tilhængere af Skule Jarl, Paal endog en meget ivrig, hvilket maaſkee bedſt lader ſig forklare af hvad vi ovenfor have udtalt ſom vor Formodning, at Jarlens Huſtru Fru Ragnhild var en Syſter af Paal. Bjarkø-Grenen af Arnunge-Ætten var allerede ved den unge Vidkunn Erlingsſøns Drab 1183 uddøet paa Mandsſiden, og Ætten repræſenteredes nu af dennes Søſter Ragnas og den lovkyndige Bjarne Mardsſøns Søn Erling i Bjarkø, hvis Ætlinger ſiden naaede en overvættes Anſeelſe i Landet[4]. Skjønt neppe af ſaa ældgammel og anſeet indenlandſk Æt ſom Arnungerne, var dog den oftere omtalte Gregorius Andresſøn paa Grund af den Stilling, hans Familie i de ſenere Tider havde indtaget, aabenbart mere anſeet eller betragtet ſom mere fornem end nogen anden Lendermand. Han var nemlig Broderſøn af Kong Philip; hans Faders Moder var en Syſter af Biſkop Nikolas, og Datter af Harald Gilles efterladte Dronning Ingerid i hendes Egteſkab med Arne paa Stovreim. Denne Stovreim-Æt betragtedes derfor nu næſten ſom fyrſtelig, og dette var vel ogſaa Aarſagen, hvorfor Gregorius fremfor andre Lendermænd kaldes „Hr. Gregorius“[5], og blev agtet god nok til at være Kongens Svigerſøn. Han var en forſtandig, haabefuld ung Mand, og havde hele Borgarſysſel i Forlening efter Arnbjørn Jonsſøns Død. Sandſynligviis havde han da ſit Tilhold enten i Borg eller paa Valdensholm. Hans Liv og Egteſkab med Cecilie blev dog ikke langvarigt, da han døde allerede i 1246. Af en ældgammel Æt, om end kun paa mødrene Side, eller paa en vis Maade repræſenterende baade Reins-Ætten, Saxvik-Ætten og Bratsberg-Ætten, var Hertug Skules Frænde og Overvinder, Aasulv Eriksſøn paa Auſtraat, Sysſelmand paa Nordmøre. Han var, ſom det tidligere er viiſt, Sønnedatterſøn af Guthorm paa Rein, og gift med Baugeid, Datter af Sigrid, Hertug Skules Syſter, i hendes Egteſkab med Jon Sigurdsſøn paa Auſtraat, Sønneſøn af Kaare Kongsbroder paa Auſtraat, og Borghild, Gregorius Dagsſøns Syſter[6]. Han havde med ſin Huſtru faaet Auſtraat, hvilket Hertug Skule, ſom vi have ſeet, forgjeves ſøgte at berøve ham, for at lægge det til Kloſtret. Uagtet ſin bøje Byrd og ſit nøje Frændſkab med Konge-Ætten, ophører han, beſynderligt nok, aldeles at blive omtalt efter Hertug Skules Fald. Man maa ſaaledes formode, at han ſtrax efter er død, eller at han frivilligt har draget ſig tilbage fra al Deeltagelſe i Landets offentlige Anliggender, eller endelig at den Skrift, der paalagdes ham for Opbrændelſen af Elgeſeter Kloſter, paa en eller anden Maade bar hindret ham derfra. Det ligger nærmeſt at gjette paa, at han har maattet foretage en Pilegrimsrejſe eller et Korstog, hvorfra han ikke er kommen tilbage. Merkeligt nok tales der heller ikke mere om de fleſte af hans øvrige Medanførere ved den ſidſte.Kamp mod Hertugen[7]: det bliver ſaaledes unegtelig højſt ſandſynligt, at den dem paalagte Pønitenſe har berøvet Landet deres Tjeneſte, og at Kongen ſelv, for ikke at lægge ſig ud med Gejſtligheden, maaſkee og for ej at ſaare ſin Huſtrues Følelſer, har maattet viſe dem ſtørre Kulde end han egentlig ønſkede.

Den ypperſte Høvding i Gulathingslagen var paa denne Tid ſikkert Gaut Jonsſøn paa Mel, Kongens højt betroede Raadgiver, Lendermand allerede i det mindſte ſiden 1217, og ſandſynligviis Sysſelmand paa Søndhordland. Her havde allerede hans Farfader Gaut paa Ænes[8], boet i Harald Gilles og dennes Sønners Dage, og Gaut Jonsſøn Fader Jon, ſaavel ſom Broderen Munan, havde ſom de fleſte øvrige ſtorættede Mænd, hørt til Heklungernes Parti — Munan Gautsſøn havde været en af Magnus Erlingsſøns Skibsſtyrere i Slaget i Norefjord 1184; maaſkee faldt han endog i dette Slag, ſkjønt han ikke nævnes blandt de faldne. Jon Gautsſøns ældre Søn, Arnbjørn Jonsſøn[9], opfoſtredes af Biſkop Nikolas, og blev, ſom vi have ſeet, en af Baglernes fornemſte Høvdinger, hvilket dog ikke afholdt ham fra, efter at Baglerpartiet havde underkaſtet ſig Kong Haakon, at tjene denne med ubrødelig Troſkab og den ſtørſte Iver: det er ovenfor viiſt, hvorledes han i Tronkrigenes ſidſte Tid var forlenet med Borgeſysſel og ſaa at ſige var Statholder i Viken. Men den Omſtændighed, at han ſaa tidligt blev dragen ind i Baglernes og Vikverjernes Interesſen ſynes at have gjort ham fremmed for ſin egentlige Hjemſtavn, Søndhordland. Her finde vi Gaut Jonsſøn, der maa have været hans yngre Broder, boende paa Mel i Kvinnhered, og optrædende ſom Medlem af Birkebeinernes Parti, medens Arnbjørn endnu hørte til Baglernes: et Tilfælde, der, ſom vi have ſeet, ej var ſaa ſjeldent, og paa hvilket vi og have Exempel i Blindheim-Ætten, hvor Gregorius Jonsſøn hørte til Birkebeinernes, Ragnvald Hallkellsſøn derimod til Baglernes Parti. Gaut var en mægtig Mand, der foruden Gaarden Mel ogſaa ſees at have ejet de nærliggende Halteberg og Sæm, ligeſom han vel og ejede det før nævnte Ænes og en heel Deel andet Gods der i Egnen, eller i det hele taget hvad der ligger til Grunden for det ſenere roſendalſke Gods. Gaut maa have været en ſærdeles klog Mand, ſiden Hertug Skule, der iſær betragtede ham ſom ſin verſte Fiende blandt Kongens Omgivelſer, kunde tage Anledning af hans Eenøjethed til at ſammenligne ham med Odin, og Snorre Sturlasſøn til at beſynge denne Lighed i et Vers. Forøvrigt ſkal han have været en ſtor Ven af Sturlungerne, og det heder udtrykkeligt om ham, at han var gjev i ſin Ætt og hele Adferd[10]. Hans Søn, Finn Gautsſøn, havde allerede, ſom det vil ſees, opnaaet Lendermandsværdighed i 1247, længe for Faderens Død: et af de tydeligſte Tegn paa, hvor anſeet Familien var.

I ſamme Klasſe ſom Gaut Jonsſøn ſtod rimeligviis den gamle Paal Vaagaſtalm paa Dønnes, aabenbart den fornemſte Lendermand paa Haalogaland, og Simon Kyr, den forhenværende Baglerhøvding, ſiden 1218 en lige ſaa ivrig Tilhænger af Kongen, og Sysſelmand i den ſydøſtlige Deel af Viken[11]. Saavel Paal, ſom Simon døde i 1245, og der tales ikke om, at de efterlod ſig Ætlinger. En anden højbyrdig og anſeet Lendermand i Viken var den oftere omtalte Lodin Gunnesſøn, maaſkee Søn af den 1206 i Bergen faldne Baglerhøvding Gunne lange i Skien. Lodin var gift med Ingebjørg Erlingsdatter, der ſkal have været nær beſlægtet med Hertug Skule[12], og blev ved hende, ſom der ſynes, Stamfader til en i de følgende Tider højſt anſeet Æt. En anden vikverſk Lendermand var Jon Drottning, aabenbart beſlægtet med den Baglerhøvding af ſamme Navn, ſom blev dræbt ved Forſøle Kirke 1206[13], uden at dog Slægtſkabet kan paapeges: ſnareſt ſkulde man antage ham for at have været en Søn af den ældre Jon Drottnings oftere omtalte Broder, Gunnbjørn Bonde, ogſaa kaldet Jonsbroder. En øſtlandſk Høvding var ogſaa Hertug Skules Svoger og Lendermand, Alf af Thornberg, der i den Tid, Skule var forlenet med den nordlige Trediedeel af Landet, ſynes at have haft Sysſel paa Møre[14]. Hans Gaard, Thornberg (nu Tanberg), laa i den bedſt bebyggede Deel af Ringerike, og efter al Sandſynlighed var han af en meget gammel Æt, maaſkee beſlægtet med den Æt, der beboede Nabogaarden Veigen, og til hvilken Baglerhøvdingen Philip hørte. Alf nævnes ikke mere efter Hertugens Fald; maaſkee han ſtrax efter er død, eller at Kongen bar haft noget imod ham; hans og Ingebjørgs Søn Erling derimod omtales ſom Lendermand i Aaret 1263; dennes Søn, opkaldt efter Farfaderen, var den berømte Søkriger og Jarl Alf Erlingsſøn, der i det følgende vil blive omtalt.

De øvrige Høvdinger, der nævnes paa denne Tid, ſynes, ſom ſagt, at have været af ringere, eller i det mindſte ikke ſaa mægtige Ætter, og fornemmelig at ſkylde Borgerkrigene deres Opkomſt. Førſt og fremſt blandt dem maa vi nævne Jon Staal og hans Søn Brynjulf Jonsſøn paa Hvaal i Sogn. Det er muligt, at Jon bar været af en gammel Æt, men da han var en af Birkebeinernes Krigshøvdinger under Sverre, og hverken han eller hans Forfædre tidligere nævnes, er det modſatte ſandſynligſt. Sverre havde faa trofaſtere og paalideligere Tilhængere end ham. Hvor længe han levede, vides ikke; ſidſt omtales han i 1225, da han kom tilbage fra en Pilegrimsrejſe til Canterbury, og meldte Kongen Peters Udnævnelſe til Erkebiſkop. Hans Søn Brynjulf Jonsſøn var, ligeſom han ſelv, Lendermand, og var ſandſynligviis allerede bleven det før hans Død. Han førte, naar han ikke var hos Kongen, et ſtort og gjeſtfrit Huus paa ſin Fædrenegaard Hvaal[15], og vil for Reſten temmelig ofte i det følgende blive omtalt ſom en af Kongens ypperſte Mænd. Blandt disſe nævnes ogſaa Agmund Krøkedans, der i det mindſte 1239 havde faaet Sysſel i Orkedalen, men for den Sags Skyld lige fuldt gjerne kan have været fra den ſydlige Deel af Landet; navnlig er det ej uſandſynligt, at han egentlig havde hjemme paa Grenland, eller i Omegnen af Skien[16]. Saavel hans Navn, ſom den Omſtændighed, at han eller hans Forfædre aldeles ikke nævnes tidligere, ſynes at betegne ham ſom en, der ſelv havde ſvunget ſig op fra de menige Krigeres Rækker. Om han endnu ved den Tid, vi her have for os, var bleven Lendermand, er uviſt; ſenere hen ville vi finde ham ſom en af Kongens dygtigſte og til de vigtigſte Hverv anvendte Krigshøvdinger. Blandt de meſt anſeede af disſe nævnes derhos den før omtalte Munan Biſkopsſøn, Lendermand paa Hedemarken, men forreſten, ſom det lader, neppe af nogen høj Byrd, thi den Omſtændighed, at hans Fader havde været Biſkop, gjør her intet til Sagen; han maa være fød, medens Faderen endnu var underordnet Gejſtlig, og uagtet Cølibatsbudet ej var gjennemført i Norge, var det dog paa denne Tid i det mindſte ingen Ære, at have en gejſtlig Mand til Fader. Man kan ſaaledes viſt regne ſaavel ham, ſom Erkebiſkop Peters Søn, Sigurd, ligeledes kaldet Biſkopsſøn, og Lendermand, ſom ham, til de fra forholdsviis Ringhed nys ophøjede Herrers Tal. Dette gjelder ogſaa ganſke ſikkert den aller førſt under Haakarlehøſten 1233 omtalte Gunnar Kongsfrænde, hvilken Skule Jarl da lige frem lod høre, at han tidligere have befundet ſig i en højſt underordnet Stilling[17]. Formodentlig har han da, ſom det tidligere er antydet, enten været en af Kongehuſets færøiſke Frænder, eller, hvad der er endnu ſandſynligere, en af Kong Haakons mødrene Frænder fra Varteig. Til den her omhandlede Klasſe af hvad man nu vilde kalde Parvenus, hørte ſandſynligviis ogſaa Baard i Heſtbø, Sysſelmand i Ryfylke og i det mindſte ſenere hen Lendermand. Han nævnes nemlig ikke tidligere end 1239, da han, ſom vi have ſeet, var Hertugens Sysſelmand, men øjeblikkelig ved Efterretningen om at Hertugen havde ladet ſig give Kongenavn, viſte ſin Loyalitet ved at begive ſig til Kongen og underkaſte ſig ham. Da man heller ikke kjender hans Faders Navn, er der ſtørſte Sandſynlighed for at han ej var af nogen gammel Familie, og at hans Gaard Heſtbø paa Finnø ſnarere er kommen i hans Beſiddelſe under Borgerkrigene, end at den har været nogen Ættegaard. Andre, meer eller mindre anſeede Krigshøvdinger, tildeels Sysſelmænd, tildeels ogſaa kun „Sveiterhøvdinger“ og Skibsbefalingsmænd, ſom Paal Gaas, Aslak Guus, Hallvard Guldſko, Lodin Lepp, Ivar Englesſøn o. fl., ville i det følgende blive nævnte, man veed ikke det mindſte om deres Herkomſt, og det rimeligſte er at de alle hørte til dem, der ſelv, eller hvis Fædre tjente ſig op ſom Birkebein-Krigere. Om Ivar Englesſøn vide vi, at han omkring 1248 og ſandſynligviis tidligere, var Fehirde hos Kongen[18], og at han blev brugt i flere vigtige Sendelſer, ligeſom Lodin Lepp.

Den fornemſte verdslige Høvding i Landet næſt begge Kongerne var Knut Jarl. Kongen havde noget efter Hertug Skules Fald givet ham fire Fylker i Thrøndelagen, ſandſynligviis Indhered, til Len ſaavel ſom Naumdølafylke, hvorhos han havde ladet ham beholde ſin tidligere Forlening, Halvdelen af Sogn[19]. Det er allerede forhen nævnt, at Knut ſiden under ſin Underkaſtelſe 1227 viſte Kongen ubrødelig Troſkab, og, uagtet han havde været gift med Skules Datter, øjeblikkeligt trak ſig fra ham, da han begyndte ſine ſidſte Stemplinger mod Kongen[20]. Knut havde nu for Tiden ſit meſte Tilhold i Nidaros, hvor han var ſine Forleninger nærmeſt. Han beſkrives ſom ſtor af Vext og ſmuk at ſee til, vel oplært i boglig Lærdom derhos begavet med god Forſtand og flere ſjeldne Indſigter, navnlig i Stenenes hemmelige Kræfter, ſærdeles beleven og gavmild, men ſom ſaa mange norſke Høvdinger paa den Tid var han alt for hengiven til Drik, hvorved han omſider endog forkortede ſit Liv; han ſkal desuden, naar han blev beruſet, have været meget voldſom og uſtyrlig[21]. Det lader ikke til, at Knut giftede ſig efter ſin Huſtrues Død, heller ikke havde han, ſaa vidt vides, Børn med andre Fruentimmer. Hans Forbindelſer med Sverige ſynes ganſke at have været afbrudte, uagtet den Erikſke Kongeſtamme, hvortil han hørte paa mødrene Side, endnu var i Beſiddelſe af Tronen.

Uagtet Kong Haakon, ligeſom hans Forgængere, endnu hyppigt rejſte om i Landet, var dog Bergen nu hans egentlige Hovedreſidens, ſom han iſær forſkjønnede med Bygninger, og hvor han navnlig ſøgte at indrette ſit eget Herberge ſmukt og bekvemt, ſom det ſiden ſkal viſes. Bergen kan derfor fra denne Tid af indtil Aarhundredets Slutning kaldes Norges verdslige Hovedſtad. Naar Kongen forlod Bergen for længere Tid, var det ſom ofteſt for at drage til Viken, hvor iſær de politiſke Forhold i Nabolandene udkrævede hans Nærværelſe. Han havde da ſædvanligviis ſit Tilhold paa Slotsbjerget i Tunsberg, eller i Oslo. Til Nidaros kom han ſjelden; deels laa det nu for langt afſides, naar man ſkulde holde forſvarligt Øje med hvad der ſtede i Danmark eller Sverige, og i behørig Tid være ved Haanden naar det gjaldt; deels var det vel ikke Kongen, ſaa godt han end ſtod ſig med Gejſtligheden, behageligt, at være lang Tid ſammen med den mægtige Erkebiſkop. Saa længe han havde den paalidelige Knut Jarl til at varetage ſine Interesſer i den Deel af Landet, behøvede han heller ikke ſelv at være tilſtede der.

Allerede ved her ovenfor at omtale de navnkundigſte Høvdinger i Norge paa denne Tid have vi ved flere af dem antydet, hvilke Syſler de havde. Nøjagtigt at gjøre Regnſkab for, hvorledes Syſlerne vare fordeelte, er umuligt. Vi have ſeet, at Knut Jarl havde Naumdølafylke, halve Throndhjem og halve Sogn, medens Gregorius Andresſøn havde Borgeſysſel: disſe vare, ſaa vidt vides, de ſtørre Forleninger i enkelt Mands Værge, eller et Slags Statholderſkaber, overdragne disſe Herrer paa Grund af deres bøje Byrd. Paa Haalogaland havde vel, ſom ovenfor nævnt, Paal Vaagaſkalm meſt at ſige, men der maa ogſaa have været andre Sysſelmænd, hvis Navn ej kjendes, da Haalogaland var deelt i flere Syſler. Navnlig er det ubekjendt, hvo der nu havde den nordligſte Sysſel og Finneferden. Hvad den ſøndre Deel af Throndhjem angaar, da havde ſom nys bemerket, Agmund Krokedans rimeligviis endnu Sysſel i Orkedalen, Sigurd Biſkopsſøn paa Nordmøre, Arne Blakk i Raumsdal, Peter Paalsſøn paa Søndmøre, Brynjulf Jonsſøn og Iſak i Bo i den anden Halvdeel af Sogn[22], Gaut Jonsſøn i Søndhordeland, og Baard paa Heſtbø i Ryfylke. Men hvo der havde Sysſel i Fjordene og Nordhordeland, vides ikke; man ſkulde her ſnareſt gjette paa Haakons Søn, Sigurd Kongsſøn, der altid regnes blandt de ypperſte Høvdinger. Ligeſaa lidet erfares der, hvo der havde Sysſel paa Agder. I Viken havde, ſom oven nævnt, Simon Kyr Sysſel, aabenbart paa Sydſiden af Svineſund, eller i den nordre Deel af Ranafylke; Gunnar Kongsfrænde havde, i det mindſte i 1249, Elveſysſel eller den ſydligſte Deel, men derforuden nævnes Lodin Gunnesſøn og hans Søn Jon Lodinsſøn, Jon Drottning og flere, ſom Sysſelmænd i i Viken[23]. Flere af de ſidſt nævnte have da formodentlig haft deres Syſler paa Veſtfold og i Oslo. Paa Oplandene var Munan Biſkopsſøn den meſt anſeede Sysſelmand, men foruden ham maa der have været mange andre.

Af Rigets Biſkopper var, ſom vi allerede vide, Erkebiſkoppen, Sigurd, i ret god Forſtaaelſe med Kongen, og maaſkee endnu mere Askell i Stavanger, hans forrige Capellan. Man merker heller ikke andet end at Kongen ſtod i det bedſte Forhold til Arne i Bergen. Med Paal i Hamar var Tviſten forlængſt bilagt, og nu, ſiden Hertug Skule var død, var det heller ikke ſandſynligt, at den kunde blusſe op paany, thi alt tyder hen paa, at den forrige Misforſtaaelſe mellem Kongen og Biſkop Paal egentlig oppuſtedes af Skule, ſom derved ſøgte at ſkaffe ſig ſelv Anledning til at yppe Fejde mod Kongen. Hvad Biſkop Orm i Oslo angaar, da er det, ſom allerede i det Foregaaende bemerket, ikke ſaa uſandſynligt at han under Fejden mellem Kongen og Hertugen holdt meſt med denne, eller maaſkee rettere, endnu nærede nogle af de gamle Baglers Antipathier mod Kong Sverres Huus; men disſe Antipathier, om de end fandtes, gave ſig dog aldrig Luft i virkelig Handling, og han var ſaaledes fuldkommen uſkadelig. Han døde ogſaa kun fire Aar efter Skules Fald, om Høſten 1344[24], juſt ſom Kongen opholdt ſig i Viken Om hans Eftermand veed man ikke ſtort mere end at han hed Thorkell, og døde 1148; man kjender ikke det mindſte til hans Virkſom, ved, og ſaa meget maa anſees viſt, at han ikke gjorde Haakon nogen Fortred.

  1. Se ovenfor, i 3die B. S. 711.
  2. Birkebeinernes Skikke og Vedtægter paaberaabes ſaaledes i Hirdſkraa, Cap. 21, 38.
  3. Han bragte ſaaledes, ſom vi have ſeet, Faderen Hjelpetropper og kæmpede med i Slaget i Oslo.
  4. At Ragna blev gift med Bjarne Mardsſøn, ſiges udtrykkeligt i Arnmødlingetallet, Fagrſkinna Cap. 215. Derimod ſiges der ingenſteds udtrykkeligt, at Erling i Bjarkø var Bjarnes og Ragnas Søn. Men da Erlings ældſte Søn bed Bjarne, og det i de fleſte Tilfælde var ſædvanligt, at Sønnen aller førſt opkaldte ſin Fader, er der overvejende Sandſynlighed for at Erlings Fader hed Bjarne, i hvilket Tilfælde der altſaa kun kan være Tale om Bjarne Mardsſøn.
  5. Saaledes kaldes han i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 244, hvor hans Giftermaal omtales.
  6. Kaare hørte til Saxvik-Ætten, ſe ovenfor 2den Deel, Slægttavle No. 15.
  7. Den eneſte ſom nævnes ſenere, er Baard Groasſøn fra Hardanger, der omtales ſom Skibsſtyrer 1257, ſe nedenfor (Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 291.) Men det er dog ikke viſt, om han deeltog umiddelbart i Elgeſeters Brand.
  8. Her har Flatøbogen atter det Rette, Ænes d. e. Enæs Annex til Kvinnhered i Søndhordland, medens den i Udgaven af Sverres Saga fulgte Text har Ornes (Sverres Saga Cap. 53). Det er tydeligt, at Ættens Beſiddelſer laa i Søndhordland, og nærmeſt i Kvinnhered Se f. Ex. de denne Æt vedkommende Diplomer, anførte i Udgaven af „Bergens Kalvſkind,“ S. 122 fgg.
  9. At Arnbjørn Jonsſøn var Søn af Jon Gautsſøn, ſiges udtrykkeligt i Haakons, Guthorms og Inges Saga Cap. 4, og at Gaut Jonsſøn ligeledes var Søn af Jon Gautsſøn, kan ſluttes ſaavel af Opkaldelſesprincipet, ſom af at Mel i Kvinnhered, nær ved Ænes, var hans Hjemſtavn. Det kunde imidlertid ſynes noget beſynderligt, at to ſaa fremragende Mænd ſom Arnbjørn og Gaut ikke nogenſinde udtrykkeligt omtales ſom Brødre. Dog kan det vel forklares deraf, at Arnbjørn aabenbart var meget ældre, og lige fra Barndommen af opdragen paa Øſtlandet hos Biſkop Nikolas. Af den Omſtændighed, at Arnbjørn, ſkjønt den ældſte, dog ikke er opkaldt efter ſin Farfader, tør man maaſkee ogſaa ſlutte, at han kun var en naturlig Søn, fød medens Jon opholdt ſig paa Øſtlandet, hvorimod Gaut maa have været egtefød. Alt dette ſaavel ſom den Omſtændighed, at de en lang Tid borte hver til ſit Parti, forklarer nokſom, hvorledes de kunde være ganſke fremmede for hinanden, ſaa at det ikke engang faldt Folk ind at betragte dem ſom Brødre.
  10. Dette bevidnes i Aron Hjørleifsſøns Saga Cap. 23 (ſe ovenfor III. S. 931) ſamt iſær i Sturlunga Saga X. 15, hvor hans venlige Opførſel mod den hjelpeløſe Sturla Thordsſøn udførligt berettes, uden al Tvivl efter Sturlas egen Relation.
  11. Vi have oftere i det Foregaaende ſeet Simon Kyr omtale ſom Sysſelmand øſtligt i Viken, og navnlig i Nærheden af Svineſund, hvor han blandt andet var med at dræbe Veſete litle paa Solbjerg (i Idd) 1239, ſe ovenfor III. S. 941.
  12. Det er ovenfor III. S. 631 viiſt, at Sagaens Udſagn; ſom det lyder i den, Fornm. Sögur S. IX. 308, nemlig at Lodin i 1221 blev gift med Ingebjørg, Skule Jarls Syſter, umulig kan være rigtigt, da hun, ſom bekjendt, blev gift med Alf paa Thornberg, og ved ham blev Moder til Erling unge, Fader til Jarlen Alf Erlingsſøn. Da jeg nedſkrev hiin Bemerkning, havde jeg endnu ikke haft Adgang til den i det kongelige Bibliothek i Stockholm opbevarede Codex af Haakon Haakonsſøns Saga. Denne har paa dette Sted, at Lodin Gunnesſøn „fékk Ingibjargar Erlingsdóttur, systur jarls.“ Heraf ſeer man da, at der ej er Tale om Ingebjørg Baardsdatter. Tillægget „systur jarls“ er imidlertid aabenbart urigtigt, og maa grunde ſig paa Skrivfejl eller Misforſtaaelſe. Man ſkulde ſnareſt gjette paa at der her ſkal ſtaa „systrungu“, d. e. Kuſine paa mødrene Side, ſaa at Ingebjørg derved blev en Datterdatter eller Sønnedatter af Lendermanden Erling paa Kviden. At hun ſkulde være en Datter af ham og at der ſaaledes ſkulde læſes „módursyslur,“ ſynes ej at kunne beſtaa med Chronologien, med mindre Erling var to Gange gift, og havde Datteren Ragndid, Skules Moder, omkring 1171, og derimod Ingebjørg, Lodins Huſtru, omkring 1200.
  13. Se ovenfor III. S. 482.
  14. Se ovenfor III. S. 907.
  15. Herom handler Sturlunga Saga, VIII. 2. jvfr. Samlinger til det Norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, I. S. 3 og ff.
  16. Dette ſluttes deraf at der i Skien var en Gaard, der hed „Danſen,“ hvilket man, efter de Tiders Skik, ſnareſt ſkulde antage dannet efter Ejerens Familienavn, ligeſom Pauſen i Oslo, Leppen, Guldſkoen o. fl. i Bergen. Nu ſees det, at Agmunds Sønneſøn kaldtes ligefrem Agmund Dans eller Unge-Dans (Annalerne ved 1302, 1309): „Dans“ var altſaa det egentlige Familienavn, og „Krøkedans“ kun en Udvidelſe deraf.
  17. Se ovenfor III. S. 887.
  18. Sturlunga Saga VIII. 4. Her ſtaar Eyla-Jarl, hvilket ogſaa ſynligt er Skrivfejl.
  19. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 248. I Sturlunga Saga VIII. 7 ſtaar der ligefrem at Kongen havde ſat Knut til Jarl i Throndhjem. Han havde, heder det ved 1246, ſiddet der tre eller fire Aar, altſaa maa han have faaet Forleningen omtrent ved 1242.
  20. Merkeligt nok havde Knut, ſom man ſeer af den ſaakaldte Kong Valdemars Jordebog (Langebeks Scr. rer Dan. VII. S. 536) endnu i 1254 Godſet Gotulfrud i Fjærehered i Halland, ſom han havde faaet i Len af Kong Valdemar, aabenbart da han beſøgte ham med Skule Jarl i 1228, og denne, ſom det heder, fik halve Halland, ſe ovenf. III. S. 745.
  21. Haakon Haakonsſøns Saga Cap, 311, jvfr. Sturlunga Saga VIII. 7.
  22. Om Iſak i Bø ſe Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 109, jvfr. ovenfor III. S. 682.
  23. Se iſær Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 285.
  24. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 246.