Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/5/1

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Ved Hertug Skules Fald var, som vi i forrige Afsnit have seet, ej alene al Borger- og Tronkrig ophørt, men endog alt Frø til lignende Krige i Fremtiden tilintetgjort. Der fandtes ikke længer en Eneste, der endog med det ubetydeligste Skin af Ret end sige Haab om Held kunde tænke paa at gjøre Haakon Haakonssøn Tronen stridig. Hans Kongedømme var sikret, medens der tillige efter menneskelige Blik ej var nogen Sandsynlighed for, at Landet snart vilde komme til at rystes af saadanne indre politiske Storme, som dem, det nys havde overstaaet. Kongen var elsket hjemme og højt hædret ude. De sidste Levninger af den Skygge, der havde hvilet over hans Farfader Sverres Navn, vare svundne. Nu erindrede man Sverre kun som den store, geniale Kriger, ypperlige Regent og personligt elskværdige Mand. Det var nu en Hæder, ikke en Skam, at nedstamme fra ham. Vi ville see, hvorledes man nu endog ved Opkaldelser søgte at vedligeholde hans Navn i den kongelige Familie, og at hans Aartid højtideligholdtes i Kirkerne[1]. Og ligeledes var Birkebeinernes Navn ej alene fra et Spottenavn i Tidens Løb blevet et Hædersnavn, men efterat det var gaaet af Brug, og Partikampen endt, omsvævedes det endog af en særegen Glands; de „gamle Birkebeiner“ betragtedes næsten som Oldtidens Heroer, som Idealer af Tapperhed og Ridderlighed. Med Gejstligheden stod Haakon paa den bedste Fod[2]. Vel vare, som vi vide, flere vigtige Spørgsmaal endnu ikke afgjorte, men kun hvilende indtil videre; dog herskede den venligste Forstaaelse mellem ham og Erkebiskop Sigurd, og det er ovenfor viist, hvorledes Pave Gregorius selv, faa Uger før sin Død, (21 Aug. 1241) havde udtalt den største Bevaagenhed for ham, og tydeligt lagt for Dagen, at alle Spor af den tidligere, i sig selv ej synderligt betydende, Misforstaaelse mellem dem vare udslettede. Med Naborigerne, fornemmelig Sverige og Skotland, herskede der vistnok enkelte endnu ikke opgjorte Tvistepunkter, men deels vare disse ikke saa betydelige, at det for deres Skyld, i det mindste for Øjeblikket, kunde synes Umagen værd at yppe Krig, deels var Haakon allerede saa mægtig og anseet, at det var en højst betænkelig Sag, at faa ham til Fiende. Haakon havde saaledes nu langt om længe fuldkommen Ro og Fred til at sørge for sit Riges Opkomst, og yderligere befæste sin Magt og sit Dynasti.

De af Haakons og Dronning Margretes Børn, som paa denne Tid levede, vare Haakon, der siden Hyldingen om Vaaren 1240 ogsaa førte Kongenavn som designeret Tronfølger, Christina, og Magnus. Haakon var fød om Høsten 1232, Christina først i 1234, og Magnus om Sommeren 1238. Desforuden havde Kongen, som det tidligere er nævnt, de tvende naturlige Børn, Sigurd, fød omkring 1223, og Cecilia, nu gift med Hr. Gregorius Andressøn. Sigurd synes at have været en haabefuld Yngling, hvilken man allerede tidligt kunde betro vigtige Hverv[3]. Der findes ikke mindste Spor til at han ytrede nogen Skinsyge mod sine yngre, egtefødde Brødre, hvis Tilværelse berøvede ham den Udsigt til Kronen, som han, hvis de ej vare fødde til Verden, vilde have haft, lige saa lidet som der tales om nogen Uvilje fra Dronningens Side mod hendes Stifbørn. Da de vare fødde før hendes Egteskab med Kongen, skyldtes heller ikke deres Tilværelse nogen Utroskab fra dennes Side, ligesom det derhos lader til, at Dronningen i det hele taget, har været af en blid, stille og elskværdig Charakteer, saa at Kongen, om han end i Førstningen ikke havde stort tilovers for hende, dog siden, under deres lange Samliv, fik hende oprigtigt kjær.

Af de verdslige Høvdinger, der paa denne Tid havde mest at sige i Norge, tilhørte vistnok kun de færreste ret gamle Slægter, der i tidligere Dage havde hørt med til Lendermands-Aristokratiet. De fleste skyldte vel Borgerkrigene deres Ophøjelse, og vare enten selv Birkebeinerhøvdinger, eller Sønner og Sønnesønner af saadanne. Den højbyrdigste Høvding paa den Tid i Norge var upaatvivleligt Peter Paalssøn i Giske, Lendermand af Titel og kongelig Sysselmand paa Søndmøre. Han var den eneste Repræsentant for Arnunge-Ætten i lige nedstigende Mandslinje og saaledes paa mange Maader beslægtet ej alene med Kongehuset, men ogsaa med de fleste ældre Lendermands-Ætter i Landet. Hans Farfader Nikolas Kuvung havde, som ovenfor berettet, været en ivrig Tilhænger af Magnus Erlingssøn, men maa efter dennes Død have sluttet sig til Sverre, da der ingensteds nævnes at han eller hans Søn Paal Flida borte til Baglernes Parti, og de vare dog altfor mægtige og anseede til at ej dette i saa Fald var blevet omtalt; derimod have vi seet, at Paal og hans Søn Peter en Tidlang vare Tilhængere af Skule Jarl, Paal endog en meget ivrig, hvilket maaskee bedst lader sig forklare af hvad vi ovenfor have udtalt som vor Formodning, at Jarlens Hustru Fru Ragnhild var en Syster af Paal. Bjarkø-Grenen af Arnunge-Ætten var allerede ved den unge Vidkunn Erlingssøns Drab 1183 uddøet paa Mandssiden, og Ætten repræsenteredes nu af dennes Søster Ragnas og den lovkyndige Bjarne Mardssøns Søn Erling i Bjarkø, hvis Ætlinger siden naaede en overvættes Anseelse i Landet[4]. Skjønt neppe af saa ældgammel og anseet indenlandsk Æt som Arnungerne, var dog den oftere omtalte Gregorius Andressøn paa Grund af den Stilling, hans Familie i de senere Tider havde indtaget, aabenbart mere anseet eller betragtet som mere fornem end nogen anden Lendermand. Han var nemlig Brodersøn af Kong Philip; hans Faders Moder var en Syster af Biskop Nikolas, og Datter af Harald Gilles efterladte Dronning Ingerid i hendes Egteskab med Arne paa Stovreim. Denne Stovreim-Æt betragtedes derfor nu næsten som fyrstelig, og dette var vel ogsaa Aarsagen, hvorfor Gregorius fremfor andre Lendermænd kaldes „Hr. Gregorius“[5], og blev agtet god nok til at være Kongens Svigersøn. Han var en forstandig, haabefuld ung Mand, og havde hele Borgarsyssel i Forlening efter Arnbjørn Jonssøns Død. Sandsynligviis havde han da sit Tilhold enten i Borg eller paa Valdensholm. Hans Liv og Egteskab med Cecilie blev dog ikke langvarigt, da han døde allerede i 1246. Af en ældgammel Æt, om end kun paa mødrene Side, eller paa en vis Maade repræsenterende baade Reins-Ætten, Saxvik-Ætten og Bratsberg-Ætten, var Hertug Skules Frænde og Overvinder, Aasulv Erikssøn paa Austraat, Sysselmand paa Nordmøre. Han var, som det tidligere er viist, Sønnedattersøn af Guthorm paa Rein, og gift med Baugeid, Datter af Sigrid, Hertug Skules Syster, i hendes Egteskab med Jon Sigurdssøn paa Austraat, Sønnesøn af Kaare Kongsbroder paa Austraat, og Borghild, Gregorius Dagssøns Syster[6]. Han havde med sin Hustru faaet Austraat, hvilket Hertug Skule, som vi have seet, forgjeves søgte at berøve ham, for at lægge det til Klostret. Uagtet sin bøje Byrd og sit nøje Frændskab med Konge-Ætten, ophører han, besynderligt nok, aldeles at blive omtalt efter Hertug Skules Fald. Man maa saaledes formode, at han strax efter er død, eller at han frivilligt har draget sig tilbage fra al Deeltagelse i Landets offentlige Anliggender, eller endelig at den Skrift, der paalagdes ham for Opbrændelsen af Elgeseter Kloster, paa en eller anden Maade bar hindret ham derfra. Det ligger nærmest at gjette paa, at han har maattet foretage en Pilegrimsrejse eller et Korstog, hvorfra han ikke er kommen tilbage. Merkeligt nok tales der heller ikke mere om de fleste af hans øvrige Medanførere ved den sidste.Kamp mod Hertugen[7]: det bliver saaledes unegtelig højst sandsynligt, at den dem paalagte Pønitense har berøvet Landet deres Tjeneste, og at Kongen selv, for ikke at lægge sig ud med Gejstligheden, maaskee og for ej at saare sin Hustrues Følelser, har maattet vise dem større Kulde end han egentlig ønskede.

Den ypperste Høvding i Gulathingslagen var paa denne Tid sikkert Gaut Jonssøn paa Mel, Kongens højt betroede Raadgiver, Lendermand allerede i det mindste siden 1217, og sandsynligviis Sysselmand paa Søndhordland. Her havde allerede hans Farfader Gaut paa Ænes[8], boet i Harald Gilles og dennes Sønners Dage, og Gaut Jonssøn Fader Jon, saavel som Broderen Munan, havde som de fleste øvrige storættede Mænd, hørt til Heklungernes Parti – Munan Gautssøn havde været en af Magnus Erlingssøns Skibsstyrere i Slaget i Norefjord 1184; maaskee faldt han endog i dette Slag, skjønt han ikke nævnes blandt de faldne. Jon Gautssøns ældre Søn, Arnbjørn Jonssøn[9], opfostredes af Biskop Nikolas, og blev, som vi have seet, en af Baglernes fornemste Høvdinger, hvilket dog ikke afholdt ham fra, efter at Baglerpartiet havde underkastet sig Kong Haakon, at tjene denne med ubrødelig Troskab og den største Iver: det er ovenfor viist, hvorledes han i Tronkrigenes sidste Tid var forlenet med Borgesyssel og saa at sige var Statholder i Viken. Men den Omstændighed, at han saa tidligt blev dragen ind i Baglernes og Vikverjernes Interessen synes at have gjort ham fremmed for sin egentlige Hjemstavn, Søndhordland. Her finde vi Gaut Jonssøn, der maa have været hans yngre Broder, boende paa Mel i Kvinnhered, og optrædende som Medlem af Birkebeinernes Parti, medens Arnbjørn endnu hørte til Baglernes: et Tilfælde, der, som vi have seet, ej var saa sjeldent, og paa hvilket vi og have Exempel i Blindheim-Ætten, hvor Gregorius Jonssøn hørte til Birkebeinernes, Ragnvald Hallkellssøn derimod til Baglernes Parti. Gaut var en mægtig Mand, der foruden Gaarden Mel ogsaa sees at have ejet de nærliggende Halteberg og Sæm, ligesom han vel og ejede det før nævnte Ænes og en heel Deel andet Gods der i Egnen, eller i det hele taget hvad der ligger til Grunden for det senere rosendalske Gods. Gaut maa have været en særdeles klog Mand, siden Hertug Skule, der især betragtede ham som sin verste Fiende blandt Kongens Omgivelser, kunde tage Anledning af hans Eenøjethed til at sammenligne ham med Odin, og Snorre Sturlassøn til at besynge denne Lighed i et Vers. Forøvrigt skal han have været en stor Ven af Sturlungerne, og det heder udtrykkeligt om ham, at han var gjev i sin Ætt og hele Adferd[10]. Hans Søn, Finn Gautssøn, havde allerede, som det vil sees, opnaaet Lendermandsværdighed i 1247, længe for Faderens Død: et af de tydeligste Tegn paa, hvor anseet Familien var.

I samme Klasse som Gaut Jonssøn stod rimeligviis den gamle Paal Vaagastalm paa Dønnes, aabenbart den fornemste Lendermand paa Haalogaland, og Simon Kyr, den forhenværende Baglerhøvding, siden 1218 en lige saa ivrig Tilhænger af Kongen, og Sysselmand i den sydøstlige Deel af Viken[11]. Saavel Paal, som Simon døde i 1245, og der tales ikke om, at de efterlod sig Ætlinger. En anden højbyrdig og anseet Lendermand i Viken var den oftere omtalte Lodin Gunnessøn, maaskee Søn af den 1206 i Bergen faldne Baglerhøvding Gunne lange i Skien. Lodin var gift med Ingebjørg Erlingsdatter, der skal have været nær beslægtet med Hertug Skule[12], og blev ved hende, som der synes, Stamfader til en i de følgende Tider højst anseet Æt. En anden vikversk Lendermand var Jon Drottning, aabenbart beslægtet med den Baglerhøvding af samme Navn, som blev dræbt ved Forsøle Kirke 1206[13], uden at dog Slægtskabet kan paapeges: snarest skulde man antage ham for at have været en Søn af den ældre Jon Drottnings oftere omtalte Broder, Gunnbjørn Bonde, ogsaa kaldet Jonsbroder. En østlandsk Høvding var ogsaa Hertug Skules Svoger og Lendermand, Alf af Thornberg, der i den Tid, Skule var forlenet med den nordlige Trediedeel af Landet, synes at have haft Syssel paa Møre[14]. Hans Gaard, Thornberg (nu Tanberg), laa i den bedst bebyggede Deel af Ringerike, og efter al Sandsynlighed var han af en meget gammel Æt, maaskee beslægtet med den Æt, der beboede Nabogaarden Veigen, og til hvilken Baglerhøvdingen Philip hørte. Alf nævnes ikke mere efter Hertugens Fald; maaskee han strax efter er død, eller at Kongen bar haft noget imod ham; hans og Ingebjørgs Søn Erling derimod omtales som Lendermand i Aaret 1263; dennes Søn, opkaldt efter Farfaderen, var den berømte Søkriger og Jarl Alf Erlingssøn, der i det følgende vil blive omtalt.

De øvrige Høvdinger, der nævnes paa denne Tid, synes, som sagt, at have været af ringere, eller i det mindste ikke saa mægtige Ætter, og fornemmelig at skylde Borgerkrigene deres Opkomst. Først og fremst blandt dem maa vi nævne Jon Staal og hans Søn Brynjulf Jonssøn paa Hvaal i Sogn. Det er muligt, at Jon bar været af en gammel Æt, men da han var en af Birkebeinernes Krigshøvdinger under Sverre, og hverken han eller hans Forfædre tidligere nævnes, er det modsatte sandsynligst. Sverre havde faa trofastere og paalideligere Tilhængere end ham. Hvor længe han levede, vides ikke; sidst omtales han i 1225, da han kom tilbage fra en Pilegrimsrejse til Canterbury, og meldte Kongen Peters Udnævnelse til Erkebiskop. Hans Søn Brynjulf Jonssøn var, ligesom han selv, Lendermand, og var sandsynligviis allerede bleven det før hans Død. Han førte, naar han ikke var hos Kongen, et stort og gjestfrit Huus paa sin Fædrenegaard Hvaal[15], og vil for Resten temmelig ofte i det følgende blive omtalt som en af Kongens ypperste Mænd. Blandt disse nævnes ogsaa Agmund Krøkedans, der i det mindste 1239 havde faaet Syssel i Orkedalen, men for den Sags Skyld lige fuldt gjerne kan have været fra den sydlige Deel af Landet; navnlig er det ej usandsynligt, at han egentlig havde hjemme paa Grenland, eller i Omegnen af Skien[16]. Saavel hans Navn, som den Omstændighed, at han eller hans Forfædre aldeles ikke nævnes tidligere, synes at betegne ham som en, der selv havde svunget sig op fra de menige Krigeres Rækker. Om han endnu ved den Tid, vi her have for os, var bleven Lendermand, er uvist; senere hen ville vi finde ham som en af Kongens dygtigste og til de vigtigste Hverv anvendte Krigshøvdinger. Blandt de mest anseede af disse nævnes derhos den før omtalte Munan Biskopssøn, Lendermand paa Hedemarken, men forresten, som det lader, neppe af nogen høj Byrd, thi den Omstændighed, at hans Fader havde været Biskop, gjør her intet til Sagen; han maa være fød, medens Faderen endnu var underordnet Gejstlig, og uagtet Cølibatsbudet ej var gjennemført i Norge, var det dog paa denne Tid i det mindste ingen Ære, at have en gejstlig Mand til Fader. Man kan saaledes vist regne saavel ham, som Erkebiskop Peters Søn, Sigurd, ligeledes kaldet Biskopssøn, og Lendermand, som ham, til de fra forholdsviis Ringhed nys ophøjede Herrers Tal. Dette gjelder ogsaa ganske sikkert den aller først under Haakarlehøsten 1233 omtalte Gunnar Kongsfrænde, hvilken Skule Jarl da lige frem lod høre, at han tidligere have befundet sig i en højst underordnet Stilling[17]. Formodentlig har han da, som det tidligere er antydet, enten været en af Kongehusets færøiske Frænder, eller, hvad der er endnu sandsynligere, en af Kong Haakons mødrene Frænder fra Varteig. Til den her omhandlede Klasse af hvad man nu vilde kalde Parvenus, hørte sandsynligviis ogsaa Baard i Hestbø, Sysselmand i Ryfylke og i det mindste senere hen Lendermand. Han nævnes nemlig ikke tidligere end 1239, da han, som vi have seet, var Hertugens Sysselmand, men øjeblikkelig ved Efterretningen om at Hertugen havde ladet sig give Kongenavn, viste sin Loyalitet ved at begive sig til Kongen og underkaste sig ham. Da man heller ikke kjender hans Faders Navn, er der største Sandsynlighed for at han ej var af nogen gammel Familie, og at hans Gaard Hestbø paa Finnø snarere er kommen i hans Besiddelse under Borgerkrigene, end at den har været nogen Ættegaard. Andre, meer eller mindre anseede Krigshøvdinger, tildeels Sysselmænd, tildeels ogsaa kun „Sveiterhøvdinger“ og Skibsbefalingsmænd, som Paal Gaas, Aslak Guus, Hallvard Guldsko, Lodin Lepp, Ivar Englessøn o. fl., ville i det følgende blive nævnte, man veed ikke det mindste om deres Herkomst, og det rimeligste er at de alle hørte til dem, der selv, eller hvis Fædre tjente sig op som Birkebein-Krigere. Om Ivar Englessøn vide vi, at han omkring 1248 og sandsynligviis tidligere, var Fehirde hos Kongen[18], og at han blev brugt i flere vigtige Sendelser, ligesom Lodin Lepp.

Den fornemste verdslige Høvding i Landet næst begge Kongerne var Knut Jarl. Kongen havde noget efter Hertug Skules Fald givet ham fire Fylker i Thrøndelagen, sandsynligviis Indhered, til Len saavel som Naumdølafylke, hvorhos han havde ladet ham beholde sin tidligere Forlening, Halvdelen af Sogn[19]. Det er allerede forhen nævnt, at Knut siden under sin Underkastelse 1227 viste Kongen ubrødelig Troskab, og, uagtet han havde været gift med Skules Datter, øjeblikkeligt trak sig fra ham, da han begyndte sine sidste Stemplinger mod Kongen[20]. Knut havde nu for Tiden sit meste Tilhold i Nidaros, hvor han var sine Forleninger nærmest. Han beskrives som stor af Vext og smuk at see til, vel oplært i boglig Lærdom derhos begavet med god Forstand og flere sjeldne Indsigter, navnlig i Stenenes hemmelige Kræfter, særdeles beleven og gavmild, men som saa mange norske Høvdinger paa den Tid var han alt for hengiven til Drik, hvorved han omsider endog forkortede sit Liv; han skal desuden, naar han blev beruset, have været meget voldsom og ustyrlig[21]. Det lader ikke til, at Knut giftede sig efter sin Hustrues Død, heller ikke havde han, saa vidt vides, Børn med andre Fruentimmer. Hans Forbindelser med Sverige synes ganske at have været afbrudte, uagtet den Erikske Kongestamme, hvortil han hørte paa mødrene Side, endnu var i Besiddelse af Tronen.

Uagtet Kong Haakon, ligesom hans Forgængere, endnu hyppigt rejste om i Landet, var dog Bergen nu hans egentlige Hovedresidens, som han især forskjønnede med Bygninger, og hvor han navnlig søgte at indrette sit eget Herberge smukt og bekvemt, som det siden skal vises. Bergen kan derfor fra denne Tid af indtil Aarhundredets Slutning kaldes Norges verdslige Hovedstad. Naar Kongen forlod Bergen for længere Tid, var det som oftest for at drage til Viken, hvor især de politiske Forhold i Nabolandene udkrævede hans Nærværelse. Han havde da sædvanligviis sit Tilhold paa Slotsbjerget i Tunsberg, eller i Oslo. Til Nidaros kom han sjelden; deels laa det nu for langt afsides, naar man skulde holde forsvarligt Øje med hvad der stede i Danmark eller Sverige, og i behørig Tid være ved Haanden naar det gjaldt; deels var det vel ikke Kongen, saa godt han end stod sig med Gejstligheden, behageligt, at være lang Tid sammen med den mægtige Erkebiskop. Saa længe han havde den paalidelige Knut Jarl til at varetage sine Interesser i den Deel af Landet, behøvede han heller ikke selv at være tilstede der.

Allerede ved her ovenfor at omtale de navnkundigste Høvdinger i Norge paa denne Tid have vi ved flere af dem antydet, hvilke Sysler de havde. Nøjagtigt at gjøre Regnskab for, hvorledes Syslerne vare fordeelte, er umuligt. Vi have seet, at Knut Jarl havde Naumdølafylke, halve Throndhjem og halve Sogn, medens Gregorius Andressøn havde Borgesyssel: disse vare, saa vidt vides, de større Forleninger i enkelt Mands Værge, eller et Slags Statholderskaber, overdragne disse Herrer paa Grund af deres bøje Byrd. Paa Haalogaland havde vel, som ovenfor nævnt, Paal Vaagaskalm mest at sige, men der maa ogsaa have været andre Sysselmænd, hvis Navn ej kjendes, da Haalogaland var deelt i flere Sysler. Navnlig er det ubekjendt, hvo der nu havde den nordligste Syssel og Finneferden. Hvad den søndre Deel af Throndhjem angaar, da havde som nys bemerket, Agmund Krokedans rimeligviis endnu Syssel i Orkedalen, Sigurd Biskopssøn paa Nordmøre, Arne Blakk i Raumsdal, Peter Paalssøn paa Søndmøre, Brynjulf Jonssøn og Isak i Bo i den anden Halvdeel af Sogn[22], Gaut Jonssøn i Søndhordeland, og Baard paa Hestbø i Ryfylke. Men hvo der havde Syssel i Fjordene og Nordhordeland, vides ikke; man skulde her snarest gjette paa Haakons Søn, Sigurd Kongssøn, der altid regnes blandt de ypperste Høvdinger. Ligesaa lidet erfares der, hvo der havde Syssel paa Agder. I Viken havde, som oven nævnt, Simon Kyr Syssel, aabenbart paa Sydsiden af Svinesund, eller i den nordre Deel af Ranafylke; Gunnar Kongsfrænde havde, i det mindste i 1249, Elvesyssel eller den sydligste Deel, men derforuden nævnes Lodin Gunnessøn og hans Søn Jon Lodinssøn, Jon Drottning og flere, som Sysselmænd i i Viken[23]. Flere af de sidst nævnte have da formodentlig haft deres Sysler paa Vestfold og i Oslo. Paa Oplandene var Munan Biskopssøn den mest anseede Sysselmand, men foruden ham maa der have været mange andre.

Af Rigets Biskopper var, som vi allerede vide, Erkebiskoppen, Sigurd, i ret god Forstaaelse med Kongen, og maaskee endnu mere Askell i Stavanger, hans forrige Capellan. Man merker heller ikke andet end at Kongen stod i det bedste Forhold til Arne i Bergen. Med Paal i Hamar var Tvisten forlængst bilagt, og nu, siden Hertug Skule var død, var det heller ikke sandsynligt, at den kunde blusse op paany, thi alt tyder hen paa, at den forrige Misforstaaelse mellem Kongen og Biskop Paal egentlig oppustedes af Skule, som derved søgte at skaffe sig selv Anledning til at yppe Fejde mod Kongen. Hvad Biskop Orm i Oslo angaar, da er det, som allerede i det Foregaaende bemerket, ikke saa usandsynligt at han under Fejden mellem Kongen og Hertugen holdt mest med denne, eller maaskee rettere, endnu nærede nogle af de gamle Baglers Antipathier mod Kong Sverres Huus; men disse Antipathier, om de end fandtes, gave sig dog aldrig Luft i virkelig Handling, og han var saaledes fuldkommen uskadelig. Han døde ogsaa kun fire Aar efter Skules Fald, om Høsten 1344[24], just som Kongen opholdt sig i Viken Om hans Eftermand veed man ikke stort mere end at han hed Thorkell, og døde 1148; man kjender ikke det mindste til hans Virksom, ved, og saa meget maa ansees vist, at han ikke gjorde Haakon nogen Fortred.

  1. ↑ Se ovenfor, i 3die B. S. 711.
  2. ↑ Birkebeinernes Skikke og Vedtægter paaberaabes saaledes i Hirdskraa, Cap. 21, 38.
  3. ↑ Han bragte saaledes, som vi have seet, Faderen Hjelpetropper og kæmpede med i Slaget i Oslo.
  4. ↑ At Ragna blev gift med Bjarne Mardssøn, siges udtrykkeligt i Arnmødlingetallet, Fagrskinna Cap. 215. Derimod siges der ingensteds udtrykkeligt, at Erling i Bjarkø var Bjarnes og Ragnas Søn. Men da Erlings ældste Søn bed Bjarne, og det i de fleste Tilfælde var sædvanligt, at Sønnen aller først opkaldte sin Fader, er der overvejende Sandsynlighed for at Erlings Fader hed Bjarne, i hvilket Tilfælde der altsaa kun kan være Tale om Bjarne Mardssøn.
  5. ↑ Saaledes kaldes han i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 244, hvor hans Giftermaal omtales.
  6. ↑ Kaare hørte til Saxvik-Ætten, se ovenfor 2den Deel, Slægttavle No. 15.
  7. ↑ Den eneste som nævnes senere, er Baard Groassøn fra Hardanger, der omtales som Skibsstyrer 1257, se nedenfor (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 291.) Men det er dog ikke vist, om han deeltog umiddelbart i Elgeseters Brand.
  8. ↑ Her har Flatøbogen atter det Rette, Ænes d. e. Enæs Annex til Kvinnhered i Søndhordland, medens den i Udgaven af Sverres Saga fulgte Text har Ornes (Sverres Saga Cap. 53). Det er tydeligt, at Ættens Besiddelser laa i Søndhordland, og nærmest i Kvinnhered Se f. Ex. de denne Æt vedkommende Diplomer, anførte i Udgaven af „Bergens Kalvskind,“ S. 122 fgg.
  9. ↑ At Arnbjørn Jonssøn var Søn af Jon Gautssøn, siges udtrykkeligt i Haakons, Guthorms og Inges Saga Cap. 4, og at Gaut Jonssøn ligeledes var Søn af Jon Gautssøn, kan sluttes saavel af Opkaldelsesprincipet, som af at Mel i Kvinnhered, nær ved Ænes, var hans Hjemstavn. Det kunde imidlertid synes noget besynderligt, at to saa fremragende Mænd som Arnbjørn og Gaut ikke nogensinde udtrykkeligt omtales som Brødre. Dog kan det vel forklares deraf, at Arnbjørn aabenbart var meget ældre, og lige fra Barndommen af opdragen paa Østlandet hos Biskop Nikolas. Af den Omstændighed, at Arnbjørn, skjønt den ældste, dog ikke er opkaldt efter sin Farfader, tør man maaskee ogsaa slutte, at han kun var en naturlig Søn, fød medens Jon opholdt sig paa Østlandet, hvorimod Gaut maa have været egtefød. Alt dette saavel som den Omstændighed, at de en lang Tid borte hver til sit Parti, forklarer noksom, hvorledes de kunde være ganske fremmede for hinanden, saa at det ikke engang faldt Folk ind at betragte dem som Brødre.
  10. ↑ Dette bevidnes i Aron Hjørleifssøns Saga Cap. 23 (se ovenfor III. S. 931) samt især i Sturlunga Saga X. 15, hvor hans venlige Opførsel mod den hjelpeløse Sturla Thordssøn udførligt berettes, uden al Tvivl efter Sturlas egen Relation.
  11. ↑ Vi have oftere i det Foregaaende seet Simon Kyr omtale som Sysselmand østligt i Viken, og navnlig i Nærheden af Svinesund, hvor han blandt andet var med at dræbe Vesete litle paa Solbjerg (i Idd) 1239, se ovenfor III. S. 941.
  12. ↑ Det er ovenfor III. S. 631 viist, at Sagaens Udsagn; som det lyder i den, Fornm. Sögur S. IX. 308, nemlig at Lodin i 1221 blev gift med Ingebjørg, Skule Jarls Syster, umulig kan være rigtigt, da hun, som bekjendt, blev gift med Alf paa Thornberg, og ved ham blev Moder til Erling unge, Fader til Jarlen Alf Erlingssøn. Da jeg nedskrev hiin Bemerkning, havde jeg endnu ikke haft Adgang til den i det kongelige Bibliothek i Stockholm opbevarede Codex af Haakon Haakonssøns Saga. Denne har paa dette Sted, at Lodin Gunnessøn „fékk Ingibjargar Erlingsdóttur, systur jarls.“ Heraf seer man da, at der ej er Tale om Ingebjørg Baardsdatter. Tillægget „systur jarls“ er imidlertid aabenbart urigtigt, og maa grunde sig paa Skrivfejl eller Misforstaaelse. Man skulde snarest gjette paa at der her skal staa „systrungu“, d. e. Kusine paa mødrene Side, saa at Ingebjørg derved blev en Datterdatter eller Sønnedatter af Lendermanden Erling paa Kviden. At hun skulde være en Datter af ham og at der saaledes skulde læses „módursyslur,“ synes ej at kunne bestaa med Chronologien, med mindre Erling var to Gange gift, og havde Datteren Ragndid, Skules Moder, omkring 1171, og derimod Ingebjørg, Lodins Hustru, omkring 1200.
  13. ↑ Se ovenfor III. S. 482.
  14. ↑ Se ovenfor III. S. 907.
  15. ↑ Herom handler Sturlunga Saga, VIII. 2. jvfr. Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie, I. S. 3 og ff.
  16. ↑ Dette sluttes deraf at der i Skien var en Gaard, der hed „Dansen,“ hvilket man, efter de Tiders Skik, snarest skulde antage dannet efter Ejerens Familienavn, ligesom Pausen i Oslo, Leppen, Guldskoen o. fl. i Bergen. Nu sees det, at Agmunds Sønnesøn kaldtes ligefrem Agmund Dans eller Unge-Dans (Annalerne ved 1302, 1309): „Dans“ var altsaa det egentlige Familienavn, og „Krøkedans“ kun en Udvidelse deraf.
  17. ↑ Se ovenfor III. S. 887.
  18. ↑ Sturlunga Saga VIII. 4. Her staar Eyla-Jarl, hvilket ogsaa synligt er Skrivfejl.
  19. ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 248. I Sturlunga Saga VIII. 7 staar der ligefrem at Kongen havde sat Knut til Jarl i Throndhjem. Han havde, heder det ved 1246, siddet der tre eller fire Aar, altsaa maa han have faaet Forleningen omtrent ved 1242.
  20. ↑ Merkeligt nok havde Knut, som man seer af den saakaldte Kong Valdemars Jordebog (Langebeks Scr. rer Dan. VII. S. 536) endnu i 1254 Godset Gotulfrud i Fjærehered i Halland, som han havde faaet i Len af Kong Valdemar, aabenbart da han besøgte ham med Skule Jarl i 1228, og denne, som det heder, fik halve Halland, se ovenf. III. S. 745.
  21. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap, 311, jvfr. Sturlunga Saga VIII. 7.
  22. ↑ Om Isak i Bø se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 109, jvfr. ovenfor III. S. 682.
  23. ↑ Se især Haakon Haakonssøns Saga Cap. 285.
  24. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 246.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/1&oldid=66583»