Det norske Folks Historie/1/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Næſtefter Rolf Krake er der ingen af Skjoldunge-Kongerne, om hvilken Sagnet har ſpredet en ſtørre Glands, end Frode Frøkne, og hvad der fortælles om ham, er mere virkelig Hiſtorie og mindre ſagnmæsſigt, end hvad der berettes om Rolf Krake. Saxo og de danſke Kongerækker, der følge ham, gjøre idetmindſte to forſkjellige Froder af ham, og henføre ellers flere af de til hans Sagnkreds henhørende Begivenheder til aldeles forſkjellige Aarhundreder[1]. De fleſte Beretninger ere enige om at gjøre ham til en Søn af Fridleif Frodeſøn, hvem Sagnet tillægger en Mængde fabelagtige Bedrifter i Norge[2]. Det heder, at Fridleif ſendte Mænd til den norſke Konge Aamunde, for at fri til hans Datter, den ſkjønne Freygerd; at en af Geſandterne, Frøke, druknede i et Sund, og at Aamunde lod de øvrige drage tilbage med Afſlag, mod Freygerds Vilje, der gjerne ønſkede at egte en ſaa anſeet Fyrſte ſom Fridleif. Fridleif bekrigede Aamunde, fældte ham i et ſtort Slag i Frøkeſund[3], og egtede Freygerd, med hvilken han havde Sønnen Frode; med en anden Kvinde havde han Sønnen Olaf eller Aale, der ſiden ogſaa fik Tilnavnet den Frøkne. Frode var, fortælles der, allerede fra Fødſelen af ſaa elſket af Alle, at han neppe engang fik Lov til at gaa paa Jorden, men blev baaren paa Folkenes Arme, ſaa at han med Rette kunde kaldes Alles Foſterſøn. Faderen døde i hans 12te Aar, og de undertvungne ſaxiſke Konger, Sverting og Haanef, vilde benytte ſig af hans Barndom til at afkaſte Aaget, men han overvandt dem i et Slag og

giver ham Tilnavnet Bjerggram, og antyder endelig at Norges Kongeſlægter nedſtamme fra ham (p. 329), hvorved han, ſom ovenanført, gjør ham til eet med Halfdan Gamle. paalagde Saxerne en Kopſkat. Derved ſattes han iſtand til at viſe en overordentlig Gavmildhed, hvorved han indlagde ſig en Berømmelſe, der overgik hans Forfædres[4]. Den ſvenſke Ynglingekonge Egil kom til ham, fordreven af ſin Træl Tunne, og bad ham om Hjelp; han lovede til Gjengjeld at ville betale Skat af Svithjod Frode ſendte ham Folk og Kæmper, ved hvis Hjelp han fældte Tunne; dog betalte Egil ikke formelig Skat, kun Gaver. Egil blev dræbt af en vild Tyr, og hans Søn Ottar vægrede ſig aldeles ved at betale Skat. Frode, der var en ſtor Hærmand, drog derfor med en Hær til Svithjod og herjede. Sommeren efter gjorde Frode et Tog i Øſterveg; heraf benyttede Ottar ſig til at gjøre et Herjetog til Danmark. Han vovede ikke at lande paa Sjæland, men ſejlede til Jylland og herjede paa Vendſysſel Men Frodes Jarler, Vøtt og Faſte, hvilke han havde ſat til at ſtyre Landet i hans Fraværelſe, ſamlede en Hær, ſejlede til Liimfjorden, overfaldt Ottar og dræbte ham med Størſtedelen af hans Folk. Danerne ſlængte hans Lig paa en Høj til et Bytte for Rovdyr; de gjorde en Krage af Træ og ſendte den til Svithjod med den Hilſen, at deres Konge ej var mere værd; derfor blev han kaldet Vendilkraake[5].

Frodes Navn er iſær blevet forherliget ved den Forbindelſe, i hvilken han ſtedſe nævnes med Nordmanden Starkad, den nordiſke Mythekredſes Herakles. I denne Helts Hiſtorie blander der ſig ſaameget der er aabenbart mythiſk, og ſaameget der ſeer ud ſom hiſtoriſk Sandhed, at man bliver tvivlraadig, om man ſkal anſee ham for en virkelig hiſtoriſk Perſonlighed eller kun ſom en digteriſk Levendegjørelſe af den nordiſke Kæmpe-Aand med alle dens Dyder og Lyder. Navnet ſelv, der aabenbart er udledet af den ſamme Rod ſom Ordet „ſterk“, bliver her noget mistænkeligt; det ſynes allerede i og for ſig at betegne ham ſom Kæmpeſtyrkens Repræſentant[6]. Da man imidlertid havde ældgamle Kvad, der udtrykkeligt tillægges Starkad, og om hvis Authenti der ej ſynes at have været nogen Tvivl[7]; da han endog forekommer ſom en af Hovedperſonerne i Braavalla-Slaget, følgelig i en forholdsviis ſildig Tidsalder, og da Navnet ſelv ikke hører til de ualmindelige i Norge og paa Island, ſynes man dog at maatte antage, at der bar været en virkelig hiſtoriſk Starkad, hvis Bedrifter enten ere blevne fabelagtigt udſmykkede, eller hvem man har gjort til eet med en mythiſk Starkad. Dette bliver ſaameget ſandſynligere, ſom vore Oldſagn ſelv omtale tvende Starkader, en ældre, der ligefrem kaldes en Jotun med 8 Arme, altſaa en Fabelhelt, og en yngre Starkad, der udgives for at være hans Sønneſøn, medens de dog andenſteds forvexle dem, eller nævne dem begge ſom een Perſon[8]. Storvirk blev, fortælles der, Landværnsmand


andre af Starkads Digte, ligeſom Brudſtykker deraf meddeles i Gautreks Saga; endelig paaberaabes Starkad ſom digteriſk Autoritet i det rhetoriſke Tillæg til Skálda (S. 311). Tilværelſen af Starkad-Digte kan ſaaledes ikke betvivles. hos Kong Harald paa Agder, og fik af ham Tromø, hvor han boſatte ſig. Storvirk indebrændtes af ſine Svogere, der vilde hevne Syſterens Ran; men Starkad undkom, og blev opfød hos Kong Harald tilligemed dennes Søn Vikar. Der fortælles endvidere, hvorledes Harald blev dræbt af Herthjof, Kongen paa Hørdeland, der underkaſtede ſig hans Rige og tog Starkad og Vikar med ſig til ſit Hjem; hvorledes det lykkedes dem at tage Hevn over Herthjof, hvorledes Vikar blev en mægtig Konge, hvorledes Odin ſkjenkede Starkad gode Gaver, blandt andet et Liv i tre Menneſkealdere, medens Thor fordømte ham til at udføre en Nidingsdaad i hver, og hvorledes hans førſte Nidingsdaad var at dræbe ſin Foſtbroder Vikar[9]. Hans øvrige Bedrifter opregnes af Saxo. Han lader ham — viſtnok efter de gamle Kvad — udføre Heltegjerninger i Rusland, Bjarmeland og Sverige. Blandt andet ſkal han have opholdt ſig i ſov Aar hos Ynglingekongerne Aalrek og Erik, hvor han forhaanedes af Hirdmændene, og endelig, ked ſaavel heraf ſom af de uhyggelige, blødagtige Offerceremonier i Uppſala, drog ud paa nye Æventyr[10]. Han gav ſig i Tjeneſte hos Søkongen Hake[11], og hjalp ham ſiden at overvinde den karrige og nidſke, men ellers til alſlags Gøgleſpil og Strengeleg hengivne Uppſala-Konge Hugleik, en Sønneſøn af Aalrek, der paa en Ridefart var kommen i en Strid med ſin Broder, ſom endtes med, at de ſloge hinanden indbyrdes ihjel med deres Bidſler[12]. Starkad udførte fremdeles mange Heltegjerninger i Øſterleden mod Kurer, Sember, Semgaller, og led endelig Skibbrud paa Danmarks Kyſt, hvor Kong Frode, af Ærbødighed for hans ſtore Navn, indbød ham til ſig, ſluttede Foſtbroderſkab med ham, og betroede ham Skibe og Folk, deels for at værne Landet mod Sørøveres Angreb, deels for ſelv at drage paa Søtog.

(Gautr. S. Cap. 7). Det er ſaaledes tydeligt, at en Sammenblanding af flere, deels mythiſke, deels hiſtoriſke Sagn her har fundet Sted, og at der, naar det mythiſke ſaavidt muligt borttages, dog bliver noget hiſtoriſk tilbage, eller at der i Slutningen af det 7de og Begyndelſen af det 8de Aarhundrede virkelig har været en mærkelig, og med digteriſk Evne i høj Grad begavet Helt ved Navn Starkad, der ſpillede en vigtig Rolle ved de nordiſke Hoffer. Forreſten ere neppe alle eller endog de fleſte af de Vers, der i Gautreks Saga lægges Starkad i Munden, egte. Engang, da Starkad var borte paa et ſaadant, forſøgte Saxerne paany at afkaſte det danſke Overherredømme, og ſendte Mænd til Frode, der udæſkede ham til Tvekamp. Men medens Frode betænkte ſig paa, hvad Svar han ſkulde give, kom Starkad pludſelig tilbage fra ſit Tog, og paaſtod at det var upasſende for en Konge at give ſig i Tvekamp med andre end ſine Lige; derimod tilbød han ſig ſelv i hans Sted. Saxerne overtalte ved Løfter om ſtore Belønninger en af deres Kæmper, ved Navn Hama, til at møde Starkad; det ſaa i Førſtningen ud til, at Hama ſkulde blive den ſejrende, men omſider fældte Starkad ham, og Danernes Herredømme over Saxerne blev ſtrengere end nogenſinde. Deres Konge Haanef ſøgte at løsrive ſig, men Frode ſatte over Elben, ſlog og fældte ham ved det efter ham opkaldte Hanofra (Hanover). Nu ſøgte Sverting, den anden Saxerkonge, at hjelpe ſig ved Liſt. Hyklende Venſkab for ham, indbød han ham til ſig til et Gilde, og lod under dette Huſet, hvori de ſad, antænde. Frode mærkede Forræderiet, og gjennemborede Sverting, førend han kunde undkomme, dog blev ogſaa Frode ſelv dræbt af Svertings Sønner, eller, ſom de kaldtes, Svertlingerne[13].

Frodes Søn Ingjald eller Ingild havde været opfoſtret af Starkad, hvorfor han og ſædvanligviis kaldes Starkadarfoſtre. Men han ſlægtede desuagtet ikke ſin Fader paa, og forfaldt til Vellevnet og Blødagtighed, ſaa at Starkad i Harme forlod ham og drog til Kong Halfdan i Sverige. Det gik ſaavidt med Ingjalds Forglemmelſe af hvad han ſkyldte ſin Hæder, at han endog ſluttede Venſkab med Svertlingerne, og egtede deres Syſter. Da Uvæſenet havde naaet en ſaadan Højde, at endog en Mand af den laveſte Herkomſt vovede at indlade ſig i en Kjærlighedshiſtorie med Ingjalds Syſter Helga, kunde Starkad ej længer holde ſig, men ſkyndte ſig tilbage fra Sverige, for at bringe Sagerne paa Fode igjen. Hvorledes Starkad forhaanede hendes Bejler, iretteſatte hende ſelv, beſtod en Kamp for hendes Skyld med Kæmpen Angantyr og hans ni Brødre, og omſider, efter en Straffetale for Ingjald, fik denne til at gaa i ſig ſelv og blive et andet Menneſke, fortælles udførligt af Saxo[14]. Starkad hørte ikke op med ſine Bebrejdelſer, førend Ingjald under ſelve Drikkelaget drog Sverdet, og nedſablede alle Svertlingerne ved ſit eget Bord. Derpaa drog Starkad bort.

Frode Frøkne ligger allerede den ſikkrere Hiſtorie meget nærmere end Rolf Krake. Den paalidelige Landnáma lader Helge magre, en af Islands fornemſte Nybyggere, nedſtamme i lige Linje fra ham. Helge, heder det, var en Søn af Eyvind Auſtmand, hvis Fader, Bjørn fra Aa i Gautland, var gift med Lif, en Datter af Ingjald, Kong Frodes Søn af Danmark[15]. Starkad den gamle, tilføjes der, var begges Skald. I den islandſke Laxdølaſaga anføres ogſaa et Slægtregiſter fra Frode, nemlig Hærkongen Olaf Hvites. Han var, heder det, Søn af Ingjald, Søn af Frode Frøkne, hvilken Svertlingerne dræbte[16]. Dette ſidſte Slægtregiſter er nu viſtnok urigtigt, da Landnáma og bedre Kilder, fornemmelig Olaf hvites egen Ætling Are Frode, udlede hans Æt fra Ynglingeſtammen; desuagtet er det af Vigtighed, fordi det viſer hvorledes ogſaa vore Sagn meldte om Frode Frøknes Forhold til Svertlingerne. Det førſte Slægtregiſters Rigtighed i det Hele taget have vi derimod ingen egentlig Grund til at betvivle, thi den Omſtændighed, at Langfedgatal, eller den i vore Sagaer ſædvanligviis opſtillede Række af Skjoldungekonger, fører ham højere op i Tiden, beviſer, ſom vi allerede ovenfor ved Rolf Krake have ſeet, aldeles intet, da denne Række er vilkaarligt ſammenſat af forſkjellige indbyrdes uſammenhængende Grupper, og desuden hverken ſtemmer med Saxos, med Sven Aageſøns, eller med Esrom-Annalernes[17]. Snarere er der, naar Starkad ſkal anſees ſom en hiſtoriſk Perſon, ſtørſt Sandſynlighed for de Genealogiers Rigtighed der bringe Frode Frøkne ſaa nær Braavallaſlagets Tid ſom muligt, thi i dette Slag deeltog Starkad uimodſigeligt. Ifølge Landnáma døde Bjørn, Helge Magres Farfader, efterat Island var opdaget, men, ſom det ſynes, i en høj Alder, da hans Sønneſøn Helge ligeledes var en af de tidligſte Landnamsmænd. Henføres Bjørns Død til henved 875, kan hans Huſtru Lif antages fød omtrent ved 800, og hendes Fader Rolf maa følgelig være fød i det 8de Aarhundrede[18]. Her kommer nu viſtnok Ingjald noget vel langt ned i Tiden, ſaa at man enten maa tænke ſig et Par Led bortfaldne eller Angivelſen af Bjørns Dødstid urigtig; men da man vel heller ikke tør antage flere end i det højeſte to Led at være overſprungne, kan man neppe faa Frode højere op i Tiden end henved 700. Dette er i og for ſig ikke ſaa uſandſynligt. Vel nævner Sagnet paa den Tid Harald Hildetand ſom den egentlige Overkonge i Danmark, men det omtaler ogſaa flere Underkonger under ham.

Aale hin Frøkne, der i Oldſkrifterne er uadſkillelig fra Starkad, fordi Mordet paa ham var Starkads tredie Nidingsdaad, er omgiven af megen Dunkelhed. Ifølge Ynglingaſaga var han en Søn af Fridleif, og ſaaledes Frode Frøknes Broder; han underlagde ſig, heder det, Svithjod, og herſkede i Uppſala 25 Aar, indtil Starkad dræbte ham[19]. Saxo fortæller mangt og meget om ham, men gjør ham deels, under Navnet Olaf, til Fridleifs Søn, deels, ſom Aale, til en Søn af Harald Hildetands Syſter og en norſk Høvding, ved Navn Sigurd. Aale udmærkede ſig, heder det, ved alle Sjæls— og Legems-Gaver; iſær havde han et ſaa ſkarpt Blik, at Ingen kunde udholde at ſee ham lige i Øjnene. Femten Aar gammel, fældte han tvende Røvere paa Eidſkogen, nemlig Gunne Herſe fra Thelemarken og hans Søn Grim. Paa den Tid var der to Berſerker, Brødrene Hjall og Skate, hvis Overmod og Voldſomhed gik ſaa vidt, at de røvede de fornemſte Mænds Døttre og toge dem til Friller. Saaledes meldte de ogſaa Olaf, Kongen i Vermeland, at hvis han vilde beholde ſin Datter Aaſa, maatte han ſelv eller en anden beſtaa en Kamp med dem. Da Aale hørte dette, ilede han til Olafs Gaard, tilbød ſig ſelv at beſtaa Kampen og møde Berſerkerne, der tillige underſtøttedes af ti Trælle, paa en Holm i en Sø, og kæmpede med dem paa een Gang, alene paa det Vilkaar, at Ingen ſkulde angribe ham bagfra. Han fældte dem alle tolv med ſit gode Sverd Løgder, og vandt derved Aaſas Haand. Begge Brødrene bleve lagte i en Høj, ſom ſidenefter fik Navn efter dem. Sidenefter befriede han ſit Fædrenerige fra nogle Voldsmænds Angreb, blev af ſin Fader udnævnt til Søkonge, overvandt en Mængde Søkonger, blev kjendt med Starkad og ſluttede Venſkab med ham. Han beſøgte derpaa ſin Morbroder Harald, men ſluttede ſig ſiden til Sigurd Ring, deeltog i Braavallaſlaget og blev Underkonge i Skaane. Hertil føjede han, heder det, ſenere Sjæland, men herſkede ſaa gruſomt, at tolv Høvdinger ſammenſvore ſig mod ham for at rydde ham afvejen. De beſtak Starkad med 120 Pund Guld til at angribe ham i Badet. Starkad, over hvem den Forbandelſe hvilede, at han ſkulde begaa trende Nidingsverker[20], dræbte virkelig ſin Ven og Herre, men havde heller ikke ſiden den Tid en rolig Time, indtil han paa ſin egen Opfordring blev dræbt af den unge Had, hvis Fader var falden for hans Haand.

Da der, efter hvad ovenfor er viiſt, intet i Tidsregningen er til Hinder for at antage Aale Frøkne ſamtidig baade med Frode Frøkne og Braavallaſlaget, ja dette endog ſynes at være det ene rigtige, behøver man heller ikke med Saxo at antage Aale Frøkne, om hvis Herkomſt han forreſten ſynes uvidende, for Søn af nogen anden end Fridleif, ſaaledes ſom Ynglingaſaga fortæller. Imidlertid veed Saxo ſelv, ſom vi ovenfor have ſeet, omſtændeligt at fortælle øm Fridleifs anden, i Norge føde og opdragne Søn Olaf, om hvem han endog beretter, at hans Fader adſpurgte de trende Norner[21] om hans tilkommende Skjebne, og at den førſte af disſe ſkjenkede ham Skjønhed og Yndeſt, den anden Gavmildhed men den tredie, der var ondſkabsfuld, Karrighed. Da Navnene Olaf, Aalaf, Ole og Aale oftere forvexles, er det næſten paatageligt, at denne Olaf hos Saxo er Ynglingaſagas Aale Frøkne[22]. Endog hine Spaadomme, ſom Saxo anfører, gjøre det nødvendigt at antage, at der om Olaf maa have været vidtløftige Sagn, hvori Spaadommene gik i Opfyldelſe, men hvilke Saxo dog enten ikke har kjendt, eller ogſaa under Fortællingens Løb glemt at meddele. At Hundluljods „Aale, der fordum var fremſt i Styrke“, (ſe ovenfor S. 198) ligeledes er Aale Frøkne, kan neppe betvivles.

Det er derfor at antage, at Sagnene om Frode Frøkne og Aale Frøkne virkelig høre ſammen, at de indeholde Begivenheden forefaldne i den ſildigere Periode af Skjoldungetiden, og paa mange Maader gribende ind ſaavel i Svithjods ſom Norges Hiſtorie. Og navnligen ſynes det ſydlige eller gotiſke Norge at have været Skuepladſen for Aale Frøknes Bedrifter. Disſe ſynes ogſaa at maatte ſættes endeel Aar ſenere end Frodes, der med ſtørſt Rimelighed henføres til Harald Hildetands tidligere Periode, hvilken overhoved er meget dunkel og tildeels endog ubekjendt[23].


  1. Saxo, og de fleſte danſke Kongerækker, ſkjelne mellem Frode frøkne, Hugleiks Søn, og Frode femilde, Fridleifs Søn; det er denne ſidſte, der egentlig ſkulde have Tilnavnet den frøkne. Rykloſters Annaler kalde begge Froder den frøkne, og vore Slægtrækker ere enige i at tillægge Frode Fridleifsſøn, Ingjalds Fader, dette Tilnavn.
  2. Hans Kamp om Riget med Hjarne, den til Konge ophøjede Digter, og med 12 ſtridbare Brødre i Norge, bærer altfor ſtærkt Præg af Æventyr, til her at behøve at gjentages. Se Saxo, 6te Bog S. 259—261. Saxo lader den fabelagtige Aan Bogſveiger komme i Berørelſe med Fridleif, dette ſtempler end mere Sagnet om ham ſom opdigtet.
  3. Dette Sund maa ganſke viſt være Frekøſund paa Nordmøre, tæt ved Fredø, paa Sydſiden; og hertil ſigtes vel ogſaa med det Sund, hvori Frøke druknede. Det er altſaa paa Nordmøre at denne Aamunde — han være nu opdigtet eller ej — ifølge det oprindelige Sagn maa have været Konge, og Sagnet er ſandſynligviis fra førſt af nordmørſk; men da alle ſlige Sagn, der udlede geografiſke Navne af Perſoners Navn, ere højſt mistænkelige, de fleſte endog reent ud opdigtede, ſkulde man næſten formode, at Saxo her har benyttet en af de ſenere Æventyrdigtninger fra 12te Aarhundrede.
  4. Saxo, 6te B. S. 273. Saxo fortæller om den ældre, hos ham egentlige, Frode Frøkne, at han ſkal have overvundet den norſke Konge Freygeir i en Tvekamp paa en Ø, der fik Navn efter Frode (Frodung eller Frogn i Tyrifjorden), men dette geogr. Sagn er viſtnok ogſaa kun et Æventyr.
  5. Snorre Yngl. Saga Cap. 31.
  6. Starkaðr eller Störkuðr kan blot betyde „den ſterkt virkende“. Navnet er ſenere urigtigt fordrejet til „Sterkodder“.
  7. Der er endog et eget Verſemaal, der efter Starkad kaldes Starkaðarlag. Saxo paaberaaber ſig hans Kvad om Braavallaſlaget, og melder udtrykkeligt, at han efter dette Kvad leverer Fortegnelſen over de i Slaget deeltagende Helte (8 B. S. 376). Man gjenkjender ogſaa tydeligt i denne Fortegnelſe Riimbogſtaverne, i den Grad at man tildeels kan reſtaurere mange af Verſene. Den ſamme Kilde, men uafhængigt af Saxo, ſees at være fulgt i den Fortegnelſe over Krigerne, ſom leveres i det ſaakaldte Sögubrot (Fornald. Sögur Norðrl. I. S. 378 flgg.). Saxo meddeler hiſt og her flere latinſke Omſkrivninger afandre af Starkads Digte, ligeſom Brudſtykker deraf meddeles i Gautreks Saga; endelig paaberaabes Starkad ſom digteriſk Autoritet i det rhetoriſke Tillæg til Skálda (S. 311). Tilværelſen af Starkad-Digte kan ſaaledes ikke betvivles.
  8. Fortællingen om den ældre Starkad lyder i Korthed ſaaledes: Starkad var en hundviis Jøtun, der levede ved Alufos og kaldes Aludreng. Han havde 8 Arme, og kunde ſtride med 4 Sverd paa een Gang. Hans Fæſtemø var Agn Alfeſprenge fra Jøtunheim; men eengang, da Starkad var dragen nord over Elivaagerne, kom den jetteſterke Hergrim Halvtrold, Berg-Riſen Arngrims Søn, og røvede hende. Starkad bød Hergrim Valget mellem at give hende tilbage eller Holmgang. Hergrim valgte Holmgangen; de kæmpede ved den øverſte Fos paa Eidet, og Hergrim faldt. Agn, ſom imidlertid havde faaet Hergrim kjær og født ham en Søn, Grim, vilde ikke overleve ham, men gjennemborede ſig med et Sverd. Starkad tog alt Hergrims Gods tilligemed hans Søn Grim. Siden røvede han Alfhild, Kong Alfs Datter fra Alfheim, og havde med hende Datteren Bauggerd. Kong Alf anraabte Thor om Biſtand for at faa Datteren tilbage. Thor dræbte Starkad, og gav Alfhild tilbage til hendes Fader. Strax efter Tilbagekomſten fødte hun Sønnen Storvirk. Grim, der havde ledſaget hende, blev ſiden gift med Bauggerd; deres Søn var Arngrim Berſerk paa Holm, der i ſit Egteſkab med Eyfura blev Fader til de navnkundige Kæmper Angantyr og hans 11 Brødre, omtalte baade hos Saxo, i Hyndluljod (22, 23), i Ørvarodds Saga og i Hervararſaga. Storvirk røvede Unn, Datter af Freke Jarl paa Haalogaland, og havde med hende Sønnen Starkad, den egentlige Sagnhelt. (Se Herv. Saga Cap. 1, Gautr. Saga Cap. 3). — Her ere ældgamle helgelandſke Sagn paa en beſynderlig Maade blandede med Sagn fra det ſydlige Norge. Hvad der fortælles om Halvtrolde, Jøtunheim o. ſ. v., ſtempler Sagnet aabenbart ſom helgelandſk — Navnet Haalogaland ſelv ikke at omtale —; derimod kan det ikke negtes, at allerede Alf minder om det ſydlige Norge, og at iſærdeleshed Alefos (Ölufossar) og Eid endog nærmere antyde en Lokalitet i Grenland nær ved Thelemarken; idetmindſte findes her baade „Ulefos“ og „Eid“ tæt ved hinanden, og ved en Elv med flere Fosſefald. Men dette er ikke alt. Saxo kjender kun een Starkad, og lader ham være fød i Jøtunheim (ea regione, quæ Sveciam ab oriente complectitur, quamque nunc Estonum aliarumque gentium numerosa barbaries latis sedibus tenet) med ſex Arme, af hvilke Thor rykkede de fire bort. Og i et Vers, der i Gautreks Saga lægges Starkad den yngre ſelv i Munden, heder det, at Folk kaldte ham en gjenfød Jøtun, og troede paa ham at ſee Jettemærket efter de 8 Arme, ſom Thor nordenfor Fjeldet rykkede fra Hergrims BanemandMal-loop oppdaget: Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/285
  9. Gautreks S. C. 7, Saxo 6te B. S. 276. Om Vikar og hans Æt vil der i det Følgende blive udførligen handlet, ſe nedenfor § 11.
  10. Saxo, S. 278, jvfr. Yngl. S. Cap. 23. Saxo kalder disſe Ynglingekonger „filii Fro“; de kaldes ogſaa i Thjodolfs Vers „Freys afspringi“.
  11. Denne Hake, der tilligemed Hugleik tilhører en egen Sagnkreds for ſig ſelv, nemlig den om Hagbard og Signy, kalder Saxo urigtigt Daniæ tyrannus, ligeſom han endnu urigtigere henfører Hugleik til Dublin paa Irland (S. 279). Sagnet om Hake, Hugleik, og Hakes Død, fortælles uforvanſket i Yngl. S. Cap. 25 og 27. Vi komme nedenfor (i § 13) til at berøre det nærmere.
  12. Yngl. S. Cap. 23.
  13. Esromkrøn. Langeb. Script. I. 227. Laxd. S. Cap. 1.
  14. Saxo, S. 284 flgg. Hyppige Vers af Starkad anføres; men den hele Beretning er dog ſaa ſagnmæsſig, at den mere tilhører Mythologien end Hiſtorien. Den er meddeelt i min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“ S. 137—140.
  15. Landn. 3, 12.
  16. Laxd. Cap. 1.
  17. Langfedgatal og med det Yngl. S. ſætte Frode Frøkne, ſom Farbroder til Roar og Helge Yngl. S. Cap. 29 omtaler endog Aale Frøkne ſom Frodes Broder, og nævner, hvorledes Starkad dræbte ham, uagtet baade Saxo og Søgubrot, aabenbart efter Starkads egne Kvad, lade Aale deeltage i Braavallaſlaget, og følgelig — hos Saxo udtrykkeligt — førſt ſenere blive dræbt. Ved at ſætte Rørek Hnøggvanbauge, der tydeligt henhører til ſamme Gruppe ſom Rørek Sløngvanbauge og Harald Hildetand, ſom Ingjalds Søn, ſammenkjedes øjenſynligt to forſkjellige Grupper. Hos Saxo har Rørek intet med Ingjald at beſtille.
  18. Man kan rigtignok til Nød antage Rolf fød henved 750, og Ingjald henved 710, hvorved Frodes Levetid betegnes.
  19. Yngl. S. Cap. 29.
  20. Saaledes lod Thors Dom eller Udſagn om ham, efter den udførlige Fortælling i Gautr. S. Cap. 7, jvfr. Saxo S. 276. Se derom nedenfor, § 11. Hans førſte Nidingsdaad var Vikars Drab, og hans ſidſte Drabet paa Aale; men Sagnet om hans anden Nidingsdaad maa være tabt, ſiden den ingenſteds findes omtalt. Aales Død fortælles hos Saxo 8 B. S. 396 flg.; i Norna-Geſts S. Cap. 8.
  21. Saaledes maa man vel overſætte de „ternas sedes totidem nymphæ in sacello deorum ædis occupantes“, ſom Saxo omtaler (S. 273).
  22. Saxo kalder Aale Frøkne ſtedſe Olo vegetus; men man finder oftere, at Folk, der hed Olaf, kaldte ſig Ole, f. Ex. Olaf Tryggvaſøn; nu er det, ſom bekjendt, endog det ſædvanlige.
  23. Herom vil der i det Følgende (§ 10) blive handlet udførligere. Foreløbigt ville vi blot bemærke, at ſaavel Saxo ſom vore Oldſkrifter næſten udelukkende dvæle ved den Periode af Harald Hildetands Liv, der har Henſyn til Braavallaſlaget, men vide lidet at fortælle om hans tidligere lange Regjerings. Saxo gjør ſig endog ſkyldig i Selvmodſigelſer, hvor Talen er om hans Herkomſt.