Det norske Folks Historie/1/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af de Skjoldunge- og Ynglinge-Sagn, ſom deels vore egne Oldſkrifter, deels Saxo og de øvrige danſke Chroniſter meddele, er der flere, ſom umiddelbart gribe ind i Norges Hiſtorie, andre, ſom uden umiddelbart at gribe ind i den, dog udgjøre en ſaa uadſkillelig Deel af vore Forfædres mythiſk-heroiſke Traditioner, at de i Fremſtillingen deraf umuligt kunne ſavnes. Ynglinge-Sagnene have desuden for Norge en ſærlig Interesſe, ſaaſom de af vore gamle Skalde og Sagn-Optegnere ere ſatte i umiddelbar Forbindelſe med vor ſenere Konge-Æt. Ved alle disſe Sagn er det dog umuligt, at bringe nogen chronologiſk Følge iſtand. Viſtnok have vore Forfædre, ſaavelſom de danſke Chroniſter, opſtillet beſtemte genealogiſke Rækker af Skjoldunger og Ynglinger; men ligeſom de danſke Rækker aldeles ikke pasſe med vore, ſaaledes indeholdes Rækkerne ſelv og de til dem knyttede Sagn altfor tydelige Spor af at være ſammenflikkede af forſkjellige mindre Sagnkredſe, til at man fornuftigviis ſkulde kunne tænke paa, derefter at opſtille en Chronologi; Alt hvad man her kan gjøre, er kun at udſondre og meddele hver enkelt Sagnkreds for ſig, med Forbigaaelſe af Alt, hvad der fremſtiller ſig ſom ſenere Aarhundreders Digtning.

Fortællingen om Skjolds Søn, Haddings Fader Gram ſynes hos Saxo at være en reen Digtning; idetmindſte er gramr, ſom vi ovenfor have ſeet, kun en Benævnelſe for hvilken ſom helſt Stridsmand. I Grams og Haddings Hiſtorie omtales en norſk Konge ved Navn Svipdag, der overvandt Gram og underkaſtede ſig baade Danmark og Sverige, indtil han igjen blev overvunden ved Gulland af Hadding, der nu ſelv blev Herre i Danmark og Sverige Men Alt, hvad der hører til Haddings Cyklus, ligger ſaaledes indenfor den egentlige Mythologis Enemærker, at man ikke vel kan benytte det for Hiſtorien[1].

Anderledes forholder det ſig med Sagnene om Helge, Roar (eller Roe) og Rolf Krake. Disſe Sagn ere viſtnok i ſine væſentligſte Omrids hiſtoriſke, danne tilligemed Sagnene om Ynglingekongen Adils i Svithjod en Cyklus for ſig ſelv, og fortaltes med ikke mindre Interesſe i Norge end i Danmark. Iſær var Rolf Krakes Minde anſeet. Han anſaaes ſom den ypperſte af de ældre Konger baade formedelſt Gavmildhed og Tapperhed[2]; og den norſke Konge Olaf den Hellige nævnte ham ſom den, han helſt ønſkede at være, naar han ſkulde være en af Oldtidens hedenſke Konger[3].

Roar og Helge, heder det, vare Sønner af Hleidrekongen Halfdan, efter hvis Død de tiltraadte Regjeringen. De vare forſkjellige baade af Udſeende og Tilbøjelighed. Helge var ſtor og ſterk, og en vældig Krigsmand, Roar var mindre af Væxt og yndede Rolighed. Derfor tilbragte Helge den meſte Tid med at ligge ude paa Krigstog medens Roar ſad hjemme i Landet. Man gav ham ſenere Æren for at have opbygget Staden Roeskilde, der ſkal være opkaldt efter ham.

Paa ſine mange Tog havde Helge flere Elſkovs-Eventyr. Saaledes havde han med Aaluf, en mægtig Dronning i Saxland, Datteren Yrſa, hvilken hendes Moder, for at ſkjule ſin Vanære, lod opdrage blandt ſine Trællekvinder. Paa denne Tid herſkede i Svithjod Ynglingekongen Adils, en rig og mægtig Mand, der ligeledes tilbragte flere Sommere paa Krigstog. Han kom til Saxland og herjede; hans Folk dreve en Flok Kvæg ned til Stranden for at ſlagte det til Skibsforraad. Blandt Kvægets Vogtere, der ogſaa fulgte med, var den ſmukke Yrſa, i hvilken Adils blev ſaa indtagen, at han egtede hende.

Men kort Tid efter kom Helge med en vældig Hær til Svithjod, og Adils, der ej formaaede at gjøre ham Modſtand, tog Flugten. Helge herjede hans Kongsgaard, og førte Yrſa fangen med ſig til Hleidr uvidende om, at hun var hans Datter, egtede han hende, og hun fødte ham Sønnen Rolf. Da Rolf var tre Aar gammel, kom Dronning Aaluf til Danmark og underrettede Yrſa om at Helge var hendes Fader. Da forlod hun Helge og drog tilbage til Adils. Helge faldt nogle Aar efter paa et Krigstog. Efter en Beretning ſkal han have bekriget Adils, og være falden i et Slag mod ham[4].

Rolf, Helges Søn, blev nu Hleidrekonge og erhvervede ſig ſnart ved ſine udmærkede Egenſkaber ſtørre Magt og Anſeelſe, end nogen Skjoldungekonge enten før eller efter ham kunde roſe ſig af. Fra alle Nordens Egne ſtrømmede de meeſt anſeede Kæmper til hans Hird, blandt disſe ogſaa Nordmanden Bødvar Bjarke, der ſkal have hørt hjemme i Opdal, og om hvem mange fabelagtige Sagn berettes[5]); Hjalte, eller ſom han tidligere kaldtes, Hatt, en Bondeſøn fra Omegnen af Hleidr, og Vøgg eller Vigg, der ſkal have givet Rolf det Tilnavn Krake, hvormed han ſædvanligviis betegnes[6]. Rolf ſynes i Folkeſagnet at have indtaget en ſaa fremragende Plads, at man endog henførte til hans Tid og ſamlede om ham Kæmper og Helte fra forſkjellige Aarhundreder[7]. Der tales om hans Underkonger og Erobringer, uden at disſe dog nøjagtigt angives. En af hans Underkonger var Hjørvard, gift med hans Halvſyſter Skuld. Hjørvard kaldes deels Goternes, deels Skaanes, deels Sveriges (i ſaa Fald vel Gautlands) Konge; dette lader formode at Rolf har underkaſtet ſig gotiſke Lande, der endnu ikke løde under Hleidrekongen[8]. Rolfs navnkundigſte Bedrifter ere de, han udførte mod Sveakongen Adils. Denne beſkrives ogſaa ſom en mægtig og rig Mand, men ſom haveſyg og ondſkabsfuld, og iſær ſom en ſtor Blotmand .Han førte Krige, heder det, med en norſk Konge ved Navn Aale den Oplandſke, og de aftalte at ville holde et afgjørende Slag paa den tilfrosne Vænerns Iis. Adils opfordrede ſin Stifſøn Rolf til at komme ham til Hjelp med ſine Kæmper, og lovede ham til Gjengjeld at give Kæmperne Sold, og ham ſelv tre af de ypperſte Klenodier, der fandtes i Svithjod. Rolf kunde ſelv ikke komme formedelſt Ufred med Saxerne, men ſendte dog Adils ſine Kæmper, og ved disſes Hjelp ſejrede Adils over Aale, der faldt i Slaget. Af Byttet tilegnede Adils ſig hans Hjelm Hildeſviin og hans Heſt Ravn. Rolfs Kæmper fordrede nu deres Sold, tre Pund Guld til hver, og for deres Herre de trende Klenodier, Hjelmen Hildegalt, Brynjen Finns-leif, og Ringen Sviagriis, der var et Arveſtykke i Adils’s Æt. Men den gjerrige Adils negtede dem alt, ſaa at de tomhændede maatte drage hjem til Rolf. Nu beſluttede Rolf ſelv at hente, hvad der tilkom ham, og rejſte ſtrax med ſine Kæmper lige til Uppſala, hvor Yrſa tog imod ham, og fulgte ham med hans Mænd til et eget Huus, ej til Kongens Hal. Medens de ſad her og drak Øl, kom Adils og hans Mænd ind, lagde Ved paa Ilden, der brandt langsad Gulvet, og gjorde Baalene ſaa ſtore, at Klæderne begyndte at ſvides paa Rolf og hans Kæmper. „Er det ſandt“, ſpurgte nu Adils, „at Rolf Krake og hans Berſerker hverken fly for Ild eller Jern“? Da løb Rolf op med de Ord: „lad os endnu øge Ilden i Adils’s Huus“, kaſtede Skjoldet paa Ilden og løb over, idet han ſagde: „den flyr ej Ild,

kalde de ſin Konge. Rolf ſvarede: du har givet mig Navn, at jeg ſkal hede Rolf Krake, men med Navnfæſte plejer ogſaa en Gave at følges; nu er du ej iſtand til at give mig nogen pasſende Gave, følgelig maa den give, ſom kan; med disſe Ord tog han en Guldring af ſin Arm og gav Vøgg den. Vøgg takkede Kongen for Gaven, og lovede højtideligt at dræbe den, ſom blev Kongens Banemand. Derover lo Rolf og ſagde: lidet ſkal til at glæde Vøgg“. Hiſtorien fortælles lidt forſkjelligt hos Saxo og i Rolf Krakes Saga. ſom løber over den“. Hans Kæmper fulgte hans Exempel; de toge nu fat paa dem, der havde lagt Ved til Ilden og kaſtede dem paa Baalet, men ſelv ilede de ud. Yrſa kom nu til, gav Rolf et Horn fuldt af Guld, hvoriblandt Sviagriis, og bad dem ſkynde ſig afſted ſaa hurtigt de kunde. De kaſtede ſig da paa ſine Heſte og rede ned ad Fyrisvoldene, men Adils ſatte efter dem med ſtor Overmagt; ſelv red han paa ſin raſke Heſt Slongvir, og var nær ved at indhente dem. Rolf ſtrøede nu Guldet ud paa Fyrisvoldene langs Vejen. Sviarne ſtandſede for at opſamle det, og Rolf fik derved atter Forſprang; men Adils ſkyndte paa og var ſnart igjen lige i Hælene paa Rolf. Denne kaſtede nu Ringen Sviagriis til Adils og bad ham modtage den ſom Gave. Dette kunde Adils ej modſtaa, bøjede ſig ned, tog Ringen paa Spydsodden og lod den rende ned ad Skaftet; men Rolf udraabte: nu har jeg da ſviinbøjet den mægtigſte blandt Sviarne! og Adils indhentede ham ikke. Efter dette Sagn plejede Skaldene ſiden ofte at kalde Guldet „Fyrisvoldenes Sæd“[9]. Rolf faldt endelig ſom et Offer for ſin Syſter Skulds Herſkeſyge og Forræderi[10]. Hun overtalte ſin Mand Hjørvard til at overfalde ham ved Nattetid med ſtor Overmagt; Rolf og hans Kæmper værgede ſig med den ſtørſte Tapperhed, men bleve endelig overmandede, og maatte bide i Græsſet. Et ældgammelt Kvad, kaldet Bjarkemaal, forevigede denne Begivenhed. Det beſkrev, hvorledes Hjalte, der førſt mærkede Faren, vækkede Bjarke og de øvrige Kæmper, og opfordrede dem til, mandigt at ſtaa deres Herre bi[11]. Den eneſte, ſom overlevede Blodbadet, var Vøgg. Hjørvard tilbød ham at blive hans haandgangne Mand, og Vøgg modtog Tilbudet for et Syns Skyld Men da Hjørvard rakte ham Sverdet, greb Vøgg det, gjennemborede ham dermed, og opfyldte ſaaledes ſit Løfte, at hevne ſin Herre. Rolf og Bjarke lagdes i een Høj[12].

Om Adils fortæller Ynglingaſaga videre, at han ſtod i venſkabelig Forbindelſe med den norſke Konge Godgeſt paa Helgeland, og forærede ham en Heſt ved Navn Ravn, fød af den Heſt, han tog efter Aale den Oplandſke. Men denne Heſt, heder det, løb løbſk med Godgeſt, ſom derved fandt ſin Død, og Adils kom ſelv paa lignende Maade til Skade, da han ved et Diſeblot red omkring Diſeſalen; Heſten ſtyrtede med ham, og hans Hoved blev knuuſt mod en Steen. Hans Lig højlagdes ved Uppſala[13].

At der ligger hiſtoriſk Sandhed til Grund for Beretningen om Rolf Krake, kan neppe betvivles. Begivenhederne have i deres Grundtræk intet uſandſynligt ved ſig; kun Biomſtændighederne ere udſmykkede og forſynede med Tilſætninger. Vore Forfædre nærede ingen Tvivl om Rolfs Tilværelſe, og i Sagaer, hvis Troværdighed maa anſees ſom afgjort, nævnes hans opgravne og til Island bragte Sverd Skøfnung ſaa ofte, at man ej kan anſee Beretningen derom for Tant. Rolf Krake har altſaa været til; og alt tyder hen paa, at han har været en mægtig Konge, der bar udvidet Riget, og navnligt, ſom det ſynes, til Fordeel for de egentlige Daner paa Goternes Bekoſtning. Naar det heder, at hans Fader herjede paa Saxland, at han ſelv havde Ufred med Saxerne; naar hans Farbroder eller Farfader, Roar, i dunkle Sagn henføres til Northumberland: da opſtaar en Formodning om at Rolfs Erobringer og Magt have ſtaaet i et Slags Forbindelſe med Anglernes Udvandringer til England. Thi disſe Udvandringer bør man, ſom vi allerede have ſeet, ikke foreſtille ſig ſom alene udgangne fra Angel og Jylland. Kong Alfred ſelv giver i et af ſine Skrifter at forſtaa, at de Angler, der ſøgte til England, ej alene beboede Sønderjylland, men ogſaa Fyen og Smaa-Øerne[14]. Jylland, Fyen og Sjæland regnedes alle tilſammen til Gotland; Befolkningen var eensartet, og Udvandringer i det ene af disſe Lande kunde neppe andet end medføre lignende Bevægelſer i de øvrige. Forudſat at vor Formodning er rigtig, bliver forøvrigt Rolf Krakes Levetid at henføre til Midten af det 6te Aarhundrede. Nærmere at ville beſtemme den, vilde være et forgjæves Forſøg. Thi Skjoldunge-Slægtrækkerne kan man, ſom vi ovenfor have bemærket, ej rette ſig efter, da de deels ere ſammenflikkede i en ſenere Tid, deels ikke ſtemme med hinanden indbyrdes; efter Saxo vilde Rolf blive en af de ældſte, efter vore Stamtavler en af de yngſte Skjoldunge-Konger. Heller ikke kan man regne efter Adils’s Plads i Ynglingernes Række, thi denne er ligeſaa vilkaarligt ſammenſat. Den ſætter Adils og følgelig Rolf ſildigere end Frode Frøkne, uagtet denne, hvad der ſiden ſkal viſes, umiskjendeligen er yngre end Rolf. Saxo, eller det danſke Sagn, veed desuden intet om Adils’s Ynglinge-Herkomſt at fortælle, men kalder ham en Søn af Hødbrodd, Sveriges Konge, og gjør ham endog til en Broder af Hød, Guden Balders Banemand, ligeſom den gjør Helge til den ſamme ſom Vølſungehelten Helge Hundingsbane. Sagnet ſtaar altſaa ganſke iſoleret, og man kan ved Beſtemmelſen af dets Heltes chronologiſke Plads alene gjette ſig frem paa ovenanførte Viis[15], idet man tillige følger det Indtryk, de i det lejlighedsviis ſkildrede Skikke og Sædvaner kunne vække. Og dette er i Sandhed et Indtryk af høj Ælde. Iſærdeleshed er den baade hos Saxo og i Rolf Krakes Saga forekommende Beſkrivelſe af Livet ved Rolfs Hof charakteriſtiſk. Hofſinderne ſelv kaſtede Been for Morſkabs Skyld over Bordet efter hverandre, og det endog ſaa voldſomt, at en og anden ſtundom ſatte Livet til[16].


  1. Saxo, 1ſte B. S. 26-60.
  2. Skálda Cap. 13.
  3. Olaf den Hell. Saga i Fornm. Søgur. II 172, 303.
  4. Sagnet om Helge er her nærmeſt fortalt efter Yngl. Saga Cap. 32. Saxo beretter det noget forſkjelligt (2 B. S. 80—89). Han kjender intet til Dronning Aaluf i Saxland, men nævner iſtedetfor hende en Thora paa Thorø, og fortæller at hun for at hevne ſig paa Helge magede det ſaa, at han fik ſee og egtede Yrſa, uden at vide at det var hans Datter. Forøvrigt melder han om Helges Erobringer i Vindland, hvis Konge Skalk han ſkal have undertvunget, lader ham tilbageerobre Jylland fra Saxerne, overvinde den ſvenſke Konge Hødbrodd, og endelig dræbe ſig ſelv. Han ſammenblander ham derhos med Vølſungen Helge Hundingsbane. Vidtløftigſt fortælles Sagnet i den temmelig ſildigt nedſkrevne og med mange, aabenbart uegte, Tilſætninger forſynede, Rolf Krakes Saga. Ifølge denne ſkal ogſaa Yrſas Moder, ſom her kaldes Dronning Aaluf, ſelv have maget det ſaa, at hun blev gift med Helge. Denne Saga er det, ſom lader Helge falde i Slaget mod Adils. Den lader tillige Roe eller Roar, ſom den kalder ham, erhverve et Rige i Northumberland, hvilket dog bærer ſterkt Præg at være en ſenere Opfindelſe. De esromſke Annaler gjøre Roe til en Søn af Dan, og give ham Sønnerne Helge og Halfdan, af hvilke Helge igjen er Rolf Krakes Fader. Han lærer Thora at kjende under et Ophold paa Laaland, har med hende Datteren Yrſa, og egter ſidenefter Yrſa uden at vide at hun er hans Datter; Helge bliver ſiden tilligemed Thora højlagt paa Thorø, og nu underkaſter den ſvenſke Konge Adils ſig Riget, over hvilket han ſætter ſin Hund Rakke til Konge. Rakke ſønderrives af andre Hunde, hvorefter den føromtalte Snæ eller Snjo ved Hleers Hjelp bliver Underkonge i Danmark og mishandler Landet, indtil han dør af Luſeſyge, hvorefter Rolf Krake beſtiger Tronen.
  5. Nemlig baade i Rolf Krakes Saga og i den ſærſkilte Bødvar Bjarkes Saga.
  6. Dette berettes ſaaledes i Edda: „Der fortælles at en liden og fattig Svend ved Navn Vøgg kom ind i Rolfs Hal, gik frem for Kongen, der da var ung og ſmal af Væxt, og gav ſig til at ſee paa ham. Da ſagde Kongen: hvad vil du mig, ſiden du ſeer ſaa paa mig? Han ſvarede: da jeg var hjemme, hørte jeg fortælle at Kong Rolf Krake var den ſtørſte Mand i Norden, men nu ſidder jo der i Højſædet kun en liden Krake (Træſtamme med afhugne Grene, og hamDet norske Folks Historie 1-1-1.djvu/279
  7. F. Ex. Svipdag og Geigad, der tilhøre Starkad-Kredſen.
  8. Hjørvards Mænd kaldes Goter i Saxos Omſkrivning af Bjarkemaal (2den Bog S. 104, 105). Den esromſke Krønike kalder ham Underkonge i Skaane, Saxo (S. 88) i Sverige.
  9. Ogſaa dette berettes forſkjelligt. Det er den korte og ſimple Fortælling i Skálda Cap. 43, ſom ovenfor er fulgt. Rolf Krakes Saga nævner intet om Kampen paa Væner-Iſen og de tre Klenodier, men lader Rolf, efter Bjarkes Opfordring, drage til Uppſala for at kræve ſom ſin Fædrenearv det Bytte, Adils havde taget, da Helge var falden. Saxo lader Yrſa, der hadede Adils, overtale denne til at indbyde Rolf til ſig, for, ſom Adils troede, at efterſtræbe hans Liv, men egentlig for at kunne ſkaffe Rolf Anledning til at berøve Adils hans Skatte. — Benævnelſen „Fyrisvoldenes Sæd eller Frø“ om Guldet var ſaare almindelig blandt de ſenere Skalde; allerede denne Omſtændighed maatte være tilſtrækkelig til at vedligeholde Sagnet om Rolf Krake.
  10. Skald kaldes i Rolf Krakes Saga en Datter af Helge og en Alfkone; i den esromſke Krønike er hun Adils’s og Yrſas Datter. Saxo nævner intet om hendes Herkomſt.
  11. Hvor udbredt dette Bjarkemaal maa have været i Norden, ſees deraf, at Thorbjørn Kolbrunarſkald, opfordret til at kvæde en Opmuntringsſang for Kong Olaf den Helliges Krigere Morgenen for Slaget ved Stikleſtad, valgte at kvæde Bjarkemaal fremfor et ſelvgjort Kvad. Ved denne Lejlighed anføres de to førſte Vers deraf (Olaf d. Hell. S. Cap. 94, hos Snorre Cap. 221). Et Par andre Vers deraf anføres i Skálda. Forreſten kjendes det kun af en proſaiſk Omſkrivning I Rolf Krakes Saga, og en i latinſke Hexametre, ſaare udtværet, hos Saxo.
  12. Ifølge Landnáma og flere Sagaer aabnede den islandſke Høvding Skegge Skinnabjørnsſøn, da han engang laa med ſit Skib ved Sjæland, hemmeligt Rolf Krakes Høj, og tog hans Sverd Skøfnung, der ſidenefter ſpiller en Rolle i flere Sagaer; Bødvars Sverd Laufe var det ham umuligt at faa løſt.
  13. Yngl. Saga Cap. 33.
  14. Det heder nemlig i Kong Alfreds Uddrag af Ottars Rejſeberetning, at paa Vejen fra Skiringsſal paa Veſtfold i Norge til Heidaby eller Slesvig var i de førſte 3 Dage Danmark (ɔ: Halland) til Bagbord, og Havet til Styrbord; dernæſt i to Dage de til Danmark hørende Øer til Bagbord, og til Styrbord Gotland (Jylland), Sillende (Sønderjylland) og mange Øer; derpaa tilføjer Alfred: „i disſe Lande boede Anglerne, førend de kom ind i Landet“. Oroſ. S. 25). At Ottars Rejſe gik gjennem Storebelt, og mellem Fyen og Langeland, at altſaa Fyen, Thorseng, Ærø og Als hørte til de angliſke Lande, er ſandſynligt.
  15. Som en Vejledning til nogenledes at beſtemme en Tid, ſenere end hvilken Rolf Krake ej kan have levet, kunne vi anføre, at Snorre i Beretningen om Hjørvard Ylſing og Granmar — en Beretning hvorfor viſtnok hiſtoriſk Sandhed ligger til Grund — lader Granmars Datter drikke Rolf Krakes Mindeſkaal (Yngl. S. Cap. 41). Altſaa var Rolf paa den Tid en allerede afdød, i Mindet levende Helt. Men Granmar og Hjørvard vare ſamtidige med Ivar Vidfadme, der levede omkring Aar 650 e. Chr. Rolfs Tidsalder falder følgelig en rum Tid for 650, neppe ſenere end 550.
  16. Rolf Krakes Saga og, ſom det ſynes, Ynglingaſaga ſætte Helges og Rolfs Hiſtorie i Forbindelſe med et Sagn om Kong Frode, der dræbte ſin Broder og efterſtræbte hans tvende Sønner, hvilke dog under Hunde-Navnene Hopp og Ho ſkjultes for hans Efterſtræbelſer, og omſider fandt Anledning til at overrumple og indebrænde ham i et underjordiſk Smuthul, ſom han havde indrettet ſig nærved ſin Hal. I Rolf Krakes Saga heder den Broder, Frode dræbte, Halfdan, og hans Sønner ere Helge og Roar. Men Saxo, ſom meddeler det ſamme Sagn (7de Bog S. 322 flg.) kalder Frodes Broder Harald, og dennes Sønner, ſom han efterſtræbte, Harald og Halfdan. Dette ſynes at vidne om, at hiin Kombination i Rolf Krakes Saga kun er vilkaarlig, og at Sagnene ikke hænge ſammen. Saxo lader ſin Halfdan udføre ſaare mærkelige Bedrifter,Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/283