Det norske Folks Historie/1/39

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 248-254).

Af de Skjoldunge- og Ynglinge-Sagn, som deels vore egne Oldskrifter, deels Saxo og de øvrige danske Chronister meddele, er der flere, som umiddelbart gribe ind i Norges Historie, andre, som uden umiddelbart at gribe ind i den, dog udgjøre en saa uadskillelig Deel af vore Forfædres mythisk-heroiske Traditioner, at de i Fremstillingen deraf umuligt kunne savnes. Ynglinge-Sagnene have desuden for Norge en særlig Interesse, saasom de af vore gamle Skalde og Sagn-Optegnere ere satte i umiddelbar Forbindelse med vor senere Konge-Æt. Ved alle disse Sagn er det dog umuligt, at bringe nogen chronologisk Følge istand. Vistnok have vore Forfædre, saavelsom de danske Chronister, opstillet bestemte genealogiske Rækker af Skjoldunger og Ynglinger; men ligesom de danske Rækker aldeles ikke passe med vore, saaledes indeholdes Rækkerne selv og de til dem knyttede Sagn altfor tydelige Spor af at være sammenflikkede af forskjellige mindre Sagnkredse, til at man fornuftigviis skulde kunne tænke paa, derefter at opstille en Chronologi; Alt hvad man her kan gjøre, er kun at udsondre og meddele hver enkelt Sagnkreds for sig, med Forbigaaelse af Alt, hvad der fremstiller sig som senere Aarhundreders Digtning.

Fortællingen om Skjolds Søn, Haddings Fader Gram synes hos Saxo at være en reen Digtning; idetmindste er gramr, som vi ovenfor have seet, kun en Benævnelse for hvilken som helst Stridsmand. I Grams og Haddings Historie omtales en norsk Konge ved Navn Svipdag, der overvandt Gram og underkastede sig baade Danmark og Sverige, indtil han igjen blev overvunden ved Gulland af Hadding, der nu selv blev Herre i Danmark og Sverige Men Alt, hvad der hører til Haddings Cyklus, ligger saaledes indenfor den egentlige Mythologis Enemærker, at man ikke vel kan benytte det for Historien^[1].

Anderledes forholder det sig med Sagnene om Helge, Roar (eller Roe) og Rolf Krake. Disse Sagn ere vistnok i sine væsentligste Omrids historiske, danne tilligemed Sagnene om Ynglingekongen Adils i Svithjod en Cyklus for sig selv, og fortaltes med ikke mindre Interesse i Norge end i Danmark. Især var Rolf Krakes Minde anseet. Han ansaaes som den ypperste af de ældre Konger baade formedelst Gavmildhed og Tapperhed^[2]; og den norske Konge Olaf den Hellige nævnte ham som den, han helst ønskede at være, naar han skulde være en af Oldtidens hedenske Konger^[3].

Roar og Helge, heder det, vare Sønner af Hleidrekongen Halfdan, efter hvis Død de tiltraadte Regjeringen. De vare forskjellige baade af Udseende og Tilbøjelighed. Helge var stor og sterk, og en vældig Krigsmand, Roar var mindre af Væxt og yndede Rolighed. Derfor tilbragte Helge den meste Tid med at ligge ude paa Krigstog medens Roar sad hjemme i Landet. Man gav ham senere Æren for at have opbygget Staden Roeskilde, der skal være opkaldt efter ham.

Paa sine mange Tog havde Helge flere Elskovs-Eventyr. Saaledes havde han med Aaluf, en mægtig Dronning i Saxland, Datteren Yrsa, hvilken hendes Moder, for at skjule sin Vanære, lod opdrage blandt sine Trællekvinder. Paa denne Tid herskede i Svithjod Ynglingekongen Adils, en rig og mægtig Mand, der ligeledes tilbragte flere Sommere paa Krigstog. Han kom til Saxland og herjede; hans Folk dreve en Flok Kvæg ned til Stranden for at slagte det til Skibsforraad. Blandt Kvægets Vogtere, der ogsaa fulgte med, var den smukke Yrsa, i hvilken Adils blev saa indtagen, at han egtede hende.

Men kort Tid efter kom Helge med en vældig Hær til Svithjod, og Adils, der ej formaaede at gjøre ham Modstand, tog Flugten. Helge herjede hans Kongsgaard, og førte Yrsa fangen med sig til Hleidr uvidende om, at hun var hans Datter, egtede han hende, og hun fødte ham Sønnen Rolf. Da Rolf var tre Aar gammel, kom Dronning Aaluf til Danmark og underrettede Yrsa om at Helge var hendes Fader. Da forlod hun Helge og drog tilbage til Adils. Helge faldt nogle Aar efter paa et Krigstog. Efter en Beretning skal han have bekriget Adils, og være falden i et Slag mod ham^[4].

Rolf, Helges Søn, blev nu Hleidrekonge og erhvervede sig snart ved sine udmærkede Egenskaber større Magt og Anseelse, end nogen Skjoldungekonge enten før eller efter ham kunde rose sig af. Fra alle Nordens Egne strømmede de meest anseede Kæmper til hans Hird, blandt disse ogsaa Nordmanden Bødvar Bjarke, der skal have hørt hjemme i Opdal, og om hvem mange fabelagtige Sagn berettes^[5]); Hjalte, eller som han tidligere kaldtes, Hatt, en Bondesøn fra Omegnen af Hleidr, og Vøgg eller Vigg, der skal have givet Rolf det Tilnavn Krake, hvormed han sædvanligviis betegnes^[6]. Rolf synes i Folkesagnet at have indtaget en saa fremragende Plads, at man endog henførte til hans Tid og samlede om ham Kæmper og Helte fra forskjellige Aarhundreder^[7]. Der tales om hans Underkonger og Erobringer, uden at disse dog nøjagtigt angives. En af hans Underkonger var Hjørvard, gift med hans Halvsyster Skuld. Hjørvard kaldes deels Goternes, deels Skaanes, deels Sveriges (i saa Fald vel Gautlands) Konge; dette lader formode at Rolf har underkastet sig gotiske Lande, der endnu ikke løde under Hleidrekongen^[8]. Rolfs navnkundigste Bedrifter ere de, han udførte mod Sveakongen Adils. Denne beskrives ogsaa som en mægtig og rig Mand, men som havesyg og ondskabsfuld, og især som en stor Blotmand .Han førte Krige, heder det, med en norsk Konge ved Navn Aale den Oplandske, og de aftalte at ville holde et afgjørende Slag paa den tilfrosne Vænerns Iis. Adils opfordrede sin Stifsøn Rolf til at komme ham til Hjelp med sine Kæmper, og lovede ham til Gjengjeld at give Kæmperne Sold, og ham selv tre af de ypperste Klenodier, der fandtes i Svithjod. Rolf kunde selv ikke komme formedelst Ufred med Saxerne, men sendte dog Adils sine Kæmper, og ved disses Hjelp sejrede Adils over Aale, der faldt i Slaget. Af Byttet tilegnede Adils sig hans Hjelm Hildesviin og hans Hest Ravn. Rolfs Kæmper fordrede nu deres Sold, tre Pund Guld til hver, og for deres Herre de trende Klenodier, Hjelmen Hildegalt, Brynjen Finns-leif, og Ringen Sviagriis, der var et Arvestykke i Adils’s Æt. Men den gjerrige Adils negtede dem alt, saa at de tomhændede maatte drage hjem til Rolf. Nu besluttede Rolf selv at hente, hvad der tilkom ham, og rejste strax med sine Kæmper lige til Uppsala, hvor Yrsa tog imod ham, og fulgte ham med hans Mænd til et eget Huus, ej til Kongens Hal. Medens de sad her og drak Øl, kom Adils og hans Mænd ind, lagde Ved paa Ilden, der brandt langsad Gulvet, og gjorde Baalene saa store, at Klæderne begyndte at svides paa Rolf og hans Kæmper. „Er det sandt“, spurgte nu Adils, „at Rolf Krake og hans Berserker hverken fly for Ild eller Jern“? Da løb Rolf op med de Ord: „lad os endnu øge Ilden i Adils’s Huus“, kastede Skjoldet paa Ilden og løb over, idet han sagde: „den flyr ej Ild,

kalde de sin Konge. Rolf svarede: du har givet mig Navn, at jeg skal hede Rolf Krake, men med Navnfæste plejer ogsaa en Gave at følges; nu er du ej istand til at give mig nogen passende Gave, følgelig maa den give, som kan; med disse Ord tog han en Guldring af sin Arm og gav Vøgg den. Vøgg takkede Kongen for Gaven, og lovede højtideligt at dræbe den, som blev Kongens Banemand. Derover lo Rolf og sagde: lidet skal til at glæde Vøgg“. Historien fortælles lidt forskjelligt hos Saxo og i Rolf Krakes Saga. som løber over den“. Hans Kæmper fulgte hans Exempel; de toge nu fat paa dem, der havde lagt Ved til Ilden og kastede dem paa Baalet, men selv ilede de ud. Yrsa kom nu til, gav Rolf et Horn fuldt af Guld, hvoriblandt Sviagriis, og bad dem skynde sig afsted saa hurtigt de kunde. De kastede sig da paa sine Heste og rede ned ad Fyrisvoldene, men Adils satte efter dem med stor Overmagt; selv red han paa sin raske Hest Slongvir, og var nær ved at indhente dem. Rolf strøede nu Guldet ud paa Fyrisvoldene langs Vejen. Sviarne standsede for at opsamle det, og Rolf fik derved atter Forsprang; men Adils skyndte paa og var snart igjen lige i Hælene paa Rolf. Denne kastede nu Ringen Sviagriis til Adils og bad ham modtage den som Gave. Dette kunde Adils ej modstaa, bøjede sig ned, tog Ringen paa Spydsodden og lod den rende ned ad Skaftet; men Rolf udraabte: nu har jeg da sviinbøjet den mægtigste blandt Sviarne! og Adils indhentede ham ikke. Efter dette Sagn plejede Skaldene siden ofte at kalde Guldet „Fyrisvoldenes Sæd“^[9]. Rolf faldt endelig som et Offer for sin Syster Skulds Herskesyge og Forræderi^[10]. Hun overtalte sin Mand Hjørvard til at overfalde ham ved Nattetid med stor Overmagt; Rolf og hans Kæmper værgede sig med den største Tapperhed, men bleve endelig overmandede, og maatte bide i Græsset. Et ældgammelt Kvad, kaldet Bjarkemaal, forevigede denne Begivenhed. Det beskrev, hvorledes Hjalte, der først mærkede Faren, vækkede Bjarke og de øvrige Kæmper, og opfordrede dem til, mandigt at staa deres Herre bi^[11]. Den eneste, som overlevede Blodbadet, var Vøgg. Hjørvard tilbød ham at blive hans haandgangne Mand, og Vøgg modtog Tilbudet for et Syns Skyld Men da Hjørvard rakte ham Sverdet, greb Vøgg det, gjennemborede ham dermed, og opfyldte saaledes sit Løfte, at hevne sin Herre. Rolf og Bjarke lagdes i een Høj^[12].

Om Adils fortæller Ynglingasaga videre, at han stod i venskabelig Forbindelse med den norske Konge Godgest paa Helgeland, og forærede ham en Hest ved Navn Ravn, fød af den Hest, han tog efter Aale den Oplandske. Men denne Hest, heder det, løb løbsk med Godgest, som derved fandt sin Død, og Adils kom selv paa lignende Maade til Skade, da han ved et Diseblot red omkring Disesalen; Hesten styrtede med ham, og hans Hoved blev knuust mod en Steen. Hans Lig højlagdes ved Uppsala^[13].

At der ligger historisk Sandhed til Grund for Beretningen om Rolf Krake, kan neppe betvivles. Begivenhederne have i deres Grundtræk intet usandsynligt ved sig; kun Biomstændighederne ere udsmykkede og forsynede med Tilsætninger. Vore Forfædre nærede ingen Tvivl om Rolfs Tilværelse, og i Sagaer, hvis Troværdighed maa ansees som afgjort, nævnes hans opgravne og til Island bragte Sverd Skøfnung saa ofte, at man ej kan ansee Beretningen derom for Tant. Rolf Krake har altsaa været til; og alt tyder hen paa, at han har været en mægtig Konge, der bar udvidet Riget, og navnligt, som det synes, til Fordeel for de egentlige Daner paa Goternes Bekostning. Naar det heder, at hans Fader herjede paa Saxland, at han selv havde Ufred med Saxerne; naar hans Farbroder eller Farfader, Roar, i dunkle Sagn henføres til Northumberland: da opstaar en Formodning om at Rolfs Erobringer og Magt have staaet i et Slags Forbindelse med Anglernes Udvandringer til England. Thi disse Udvandringer bør man, som vi allerede have seet, ikke forestille sig som alene udgangne fra Angel og Jylland. Kong Alfred selv giver i et af sine Skrifter at forstaa, at de Angler, der søgte til England, ej alene beboede Sønderjylland, men ogsaa Fyen og Smaa-Øerne^[14]. Jylland, Fyen og Sjæland regnedes alle tilsammen til Gotland; Befolkningen var eensartet, og Udvandringer i det ene af disse Lande kunde neppe andet end medføre lignende Bevægelser i de øvrige. Forudsat at vor Formodning er rigtig, bliver forøvrigt Rolf Krakes Levetid at henføre til Midten af det 6te Aarhundrede. Nærmere at ville bestemme den, vilde være et forgjæves Forsøg. Thi Skjoldunge-Slægtrækkerne kan man, som vi ovenfor have bemærket, ej rette sig efter, da de deels ere sammenflikkede i en senere Tid, deels ikke stemme med hinanden indbyrdes; efter Saxo vilde Rolf blive en af de ældste, efter vore Stamtavler en af de yngste Skjoldunge-Konger. Heller ikke kan man regne efter Adils’s Plads i Ynglingernes Række, thi denne er ligesaa vilkaarligt sammensat. Den sætter Adils og følgelig Rolf sildigere end Frode Frøkne, uagtet denne, hvad der siden skal vises, umiskjendeligen er yngre end Rolf. Saxo, eller det danske Sagn, veed desuden intet om Adils’s Ynglinge-Herkomst at fortælle, men kalder ham en Søn af Hødbrodd, Sveriges Konge, og gjør ham endog til en Broder af Hød, Guden Balders Banemand, ligesom den gjør Helge til den samme som Vølsungehelten Helge Hundingsbane. Sagnet staar altsaa ganske isoleret, og man kan ved Bestemmelsen af dets Heltes chronologiske Plads alene gjette sig frem paa ovenanførte Viis^[15], idet man tillige følger det Indtryk, de i det lejlighedsviis skildrede Skikke og Sædvaner kunne vække. Og dette er i Sandhed et Indtryk af høj Ælde. Isærdeleshed er den baade hos Saxo og i Rolf Krakes Saga forekommende Beskrivelse af Livet ved Rolfs Hof charakteristisk. Hofsinderne selv kastede Been for Morskabs Skyld over Bordet efter hverandre, og det endog saa voldsomt, at en og anden stundom satte Livet til^[16].

---

1. Saxo, 1ste B. S. 26-60.
2. Skálda Cap. 13.
3. Olaf den Hell. Saga i Fornm. Søgur. II 172, 303.
4. Sagnet om Helge er her nærmest fortalt efter Yngl. Saga Cap. 32. Saxo beretter det noget forskjelligt (2 B. S. 80–89). Han kjender intet til Dronning Aaluf i Saxland, men nævner istedetfor hende en Thora paa Thorø, og fortæller at hun for at hevne sig paa Helge magede det saa, at han fik see og egtede Yrsa, uden at vide at det var hans Datter. Forøvrigt melder han om Helges Erobringer i Vindland, hvis Konge Skalk han skal have undertvunget, lader ham tilbageerobre Jylland fra Saxerne, overvinde den svenske Konge Hødbrodd, og endelig dræbe sig selv. Han sammenblander ham derhos med Vølsungen Helge Hundingsbane. Vidtløftigst fortælles Sagnet i den temmelig sildigt nedskrevne og med mange, aabenbart uegte, Tilsætninger forsynede, Rolf Krakes Saga. Ifølge denne skal ogsaa Yrsas Moder, som her kaldes Dronning Aaluf, selv have maget det saa, at hun blev gift med Helge. Denne Saga er det, som lader Helge falde i Slaget mod Adils. Den lader tillige Roe eller Roar, som den kalder ham, erhverve et Rige i Northumberland, hvilket dog bærer sterkt Præg at være en senere Opfindelse. De esromske Annaler gjøre Roe til en Søn af Dan, og give ham Sønnerne Helge og Halfdan, af hvilke Helge igjen er Rolf Krakes Fader. Han lærer Thora at kjende under et Ophold paa Laaland, har med hende Datteren Yrsa, og egter sidenefter Yrsa uden at vide at hun er hans Datter; Helge bliver siden tilligemed Thora højlagt paa Thorø, og nu underkaster den svenske Konge Adils sig Riget, over hvilket han sætter sin Hund Rakke til Konge. Rakke sønderrives af andre Hunde, hvorefter den føromtalte Snæ eller Snjo ved Hleers Hjelp bliver Underkonge i Danmark og mishandler Landet, indtil han dør af Lusesyge, hvorefter Rolf Krake bestiger Tronen.
5. Nemlig baade i Rolf Krakes Saga og i den særskilte Bødvar Bjarkes Saga.
6. Dette berettes saaledes i Edda: „Der fortælles at en liden og fattig Svend ved Navn Vøgg kom ind i Rolfs Hal, gik frem for Kongen, der da var ung og smal af Væxt, og gav sig til at see paa ham. Da sagde Kongen: hvad vil du mig, siden du seer saa paa mig? Han svarede: da jeg var hjemme, hørte jeg fortælle at Kong Rolf Krake var den største Mand i Norden, men nu sidder jo der i Højsædet kun en liden Krake (Træstamme med afhugne Grene, og hamDet norske Folks Historie 1-1-1.djvu/279
7. F. Ex. Svipdag og Geigad, der tilhøre Starkad-Kredsen.
8. Hjørvards Mænd kaldes Goter i Saxos Omskrivning af Bjarkemaal (2den Bog S. 104, 105). Den esromske Krønike kalder ham Underkonge i Skaane, Saxo (S. 88) i Sverige.
9. Ogsaa dette berettes forskjelligt. Det er den korte og simple Fortælling i Skálda Cap. 43, som ovenfor er fulgt. Rolf Krakes Saga nævner intet om Kampen paa Væner-Isen og de tre Klenodier, men lader Rolf, efter Bjarkes Opfordring, drage til Uppsala for at kræve som sin Fædrenearv det Bytte, Adils havde taget, da Helge var falden. Saxo lader Yrsa, der hadede Adils, overtale denne til at indbyde Rolf til sig, for, som Adils troede, at efterstræbe hans Liv, men egentlig for at kunne skaffe Rolf Anledning til at berøve Adils hans Skatte. – Benævnelsen „Fyrisvoldenes Sæd eller Frø“ om Guldet var saare almindelig blandt de senere Skalde; allerede denne Omstændighed maatte være tilstrækkelig til at vedligeholde Sagnet om Rolf Krake.
10. Skald kaldes i Rolf Krakes Saga en Datter af Helge og en Alfkone; i den esromske Krønike er hun Adils’s og Yrsas Datter. Saxo nævner intet om hendes Herkomst.
11. Hvor udbredt dette Bjarkemaal maa have været i Norden, sees deraf, at Thorbjørn Kolbrunarskald, opfordret til at kvæde en Opmuntringssang for Kong Olaf den Helliges Krigere Morgenen for Slaget ved Stiklestad, valgte at kvæde Bjarkemaal fremfor et selvgjort Kvad. Ved denne Lejlighed anføres de to første Vers deraf (Olaf d. Hell. S. Cap. 94, hos Snorre Cap. 221). Et Par andre Vers deraf anføres i Skálda. Forresten kjendes det kun af en prosaisk Omskrivning I Rolf Krakes Saga, og en i latinske Hexametre, saare udtværet, hos Saxo.
12. Ifølge Landnáma og flere Sagaer aabnede den islandske Høvding Skegge Skinnabjørnssøn, da han engang laa med sit Skib ved Sjæland, hemmeligt Rolf Krakes Høj, og tog hans Sverd Skøfnung, der sidenefter spiller en Rolle i flere Sagaer; Bødvars Sverd Laufe var det ham umuligt at faa løst.
13. Yngl. Saga Cap. 33.
14. Det heder nemlig i Kong Alfreds Uddrag af Ottars Rejseberetning, at paa Vejen fra Skiringssal paa Vestfold i Norge til Heidaby eller Slesvig var i de første 3 Dage Danmark (ɔ: Halland) til Bagbord, og Havet til Styrbord; dernæst i to Dage de til Danmark hørende Øer til Bagbord, og til Styrbord Gotland (Jylland), Sillende (Sønderjylland) og mange Øer; derpaa tilføjer Alfred: „i disse Lande boede Anglerne, førend de kom ind i Landet“. Oros. S. 25). At Ottars Rejse gik gjennem Storebelt, og mellem Fyen og Langeland, at altsaa Fyen, Thorseng, Ærø og Als hørte til de angliske Lande, er sandsynligt.
15. Som en Vejledning til nogenledes at bestemme en Tid, senere end hvilken Rolf Krake ej kan have levet, kunne vi anføre, at Snorre i Beretningen om Hjørvard Ylsing og Granmar – en Beretning hvorfor vistnok historisk Sandhed ligger til Grund – lader Granmars Datter drikke Rolf Krakes Mindeskaal (Yngl. S. Cap. 41). Altsaa var Rolf paa den Tid en allerede afdød, i Mindet levende Helt. Men Granmar og Hjørvard vare samtidige med Ivar Vidfadme, der levede omkring Aar 650 e. Chr. Rolfs Tidsalder falder følgelig en rum Tid for 650, neppe senere end 550.
16. Rolf Krakes Saga og, som det synes, Ynglingasaga sætte Helges og Rolfs Historie i Forbindelse med et Sagn om Kong Frode, der dræbte sin Broder og efterstræbte hans tvende Sønner, hvilke dog under Hunde-Navnene Hopp og Ho skjultes for hans Efterstræbelser, og omsider fandt Anledning til at overrumple og indebrænde ham i et underjordisk Smuthul, som han havde indrettet sig nærved sin Hal. I Rolf Krakes Saga heder den Broder, Frode dræbte, Halfdan, og hans Sønner ere Helge og Roar. Men Saxo, som meddeler det samme Sagn (7de Bog S. 322 flg.) kalder Frodes Broder Harald, og dennes Sønner, som han efterstræbte, Harald og Halfdan. Dette synes at vidne om, at hiin Kombination i Rolf Krakes Saga kun er vilkaarlig, og at Sagnene ikke hænge sammen. Saxo lader sin Halfdan udføre saare mærkelige Bedrifter,Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/283