Det norske Folks Historie/1/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Allerede i det Foregaaende, hvor der handledes om Samfunds-Ordenen og det gamle Kvad Rigsmaal anførtes, havde vi Anledning til at omtale Kong Dan, fra hvis Navn ſaavel norſke ſom danſke Sagn udlede Navnet Danmark, og hvilken de norſke Oldſagn desuden lade begynde Højalderen, medens hans Fader Danp allerførſt antager Kongetitlen i Danmark. Dette Sagn tilhører vel nærmeſt Danmark, men ſpiller dog en altfor vigtig Rolle i vor egen Sagnkreds til her at kunne forbigaaes. Den Maade at forklare Landes og Ætters Navne paa, at udlede dem fra en førſte Beſidders eller Stamfaders Navn, var allerede langt tilbage i Hedendommen ſaa ſædvanlig hos Germanerne, at man ej kan forundre ſig over at finde et Exempel derpaa i et ſaa gammelt Kvad, ſom Rigsmaal.[1] Men hvad der ſnarere kunde ſynes at undres over, er at vore gamle Slægtregiſtre ikke ſætte Dan i Spidſen for den danſke eller ſkjoldungſke Konge-Række, men derimod gjøre ham til et Medlem af denne, og derved paa en vis Maade lade Halfdan, hvis Navn dog allerede antyder en Blanding eller en Fjernelſe fra den ældſte oprindelige Danſkhed, blive Stamfader for Dan, denne den oprindelige Danſkheds Repræſentant eller Perſonifikation. Aarſagen er dog ſimpelt hen den, at med Sagnet om Skjold var ogſaa Erindringen om Gotland ſom de danſke Landes ældſte Fællesnavn uadſkilleligt forbunden. Skjold, og følgelig Halfdan, maatte derfor ſættes højere op i Tiden end Dan. Skjoldunge-Sagnet var desuden et genealogiſk Sagn, Sagnet om Dan derimod et ethnografiſk-politiſk Kulturſagn. Egentlig havde de begge intet med hinanden at beſtille, og pasſede ikke til hinanden; deres Sammenkjedning kunde derfor ej undgaa at frembringe nogen Forvirring og indbyrdes Modſigelſe.

Hvad vore egne Oldſkrifter fortælle om Dan, er ikke meget. De give ham Tilnavnet mikilláti (d. e. den Overmodige) og gjøre ham til en Søn eller Efterfølger af en Olaf med Tilnavn litilláti (d. e. den Sagtmodige[2]; de ſige, at han begyndte Høj-Alderen i Danmark ved at lade ſig opføre en Høj og forordne, at han efter ſin Død ſkulde begraves der med ſit Kongeſkrud, ſine Hærklæder, ſin Heſt fuldt opſadlet, og meget andet Gods. De kalde ham Søn af Danp, Søn af Rig, der førſt blev kaldt Konge blandt danſktalende Folk[3], og hvis Ætmænd ſiden brugte Kongenavnet ſom den fornemſte Fyrſtetitel. Hans Syſter Drott, hed det, var gift med Ynglingekongen Dyggve, om hvem man ikke vidſte andet end at han døde paa Sotteſeng og at han allerførſt i ſin Æt antog Kongetitel iſtedetfor den tidligere brugelige Titel Drottin. „Efter Dan“, heder det, „fik Danmark ſit Navn“[4]).

De danſke Oldſkrifter vide naturligviis mere at berette om Dan. Saxo forfoldiger ham paa ſædvanlig Viis til trende. Den førſte Dan er hos ham Søn af Humble og Broder til Angel; Dan er det danſke, Angel det angliſke Riges Stifter; Dans Sønner ere Humble og Lødber, Lødbers Søn Skjold. Den anden Dan er hos Saxo en Søn af Uffe, Vermunds Søn. Om denne Uffe ſiger han, at han ogſaa hed Olaf, og formedelſt ſin Beſkedenhed kaldtes mansuetus (d. e. den ſagtmodige); men at man intet forreſten veed om hans Bedrifter; Sønnen Dan derimod var deſto overmodigere; han overvandt ydre Fiender i mange Slag og udvidede ſit Rige, men ſkjemmede den Ære, han havde indlagt ſig, ved ſit utaalelige Overmod, ligeſom han ogſaa deri vanſlægtede fra ſin Fader at han bortødſlede det af hans Fader og af ham ſelv i hans heldige Krige ſamlede Gods. Den tredie Dan, i enkelte Kongerækker kaldt „den Dagfulde“, Søn af Frode frøkne (vegetus), truedes i ſit 12te Aar af Saxerne med Krig eller Skatſkyldighed, men ſamlede modig den danſke Ungdom om ſig, bragte en ſaa ſtor Mængde Skibe ſammen i Elben at man kunde raa derover ſom paa en Bro, og tvang nu den ſaxiſke Konge til at betale Danmark Skat[5].

I Saxos Dan II den overmodige og Faderen Olaf den ſagtmodige

S. 12) medens en anden (S. 14) opregner Ledene paa ſamme Maade indtil Vermund vitre, men derimod efter denne ſætter Datteren Oluf, og efter denne ſom hendes Søn Frode fridſame. Denne Række ſynes ſaaledes at antyde at Dan maatte have været gift med Oluf. gjenkjende vi med Lethed det førſt meddeelte Slægtregiſters Jan mikilláti og Olaf litilláti. Det er tillige let at ſee, at Saxo ikke veed mere om denne Olaf, end hans Navn, eller at han kjender Olaf og Dan kun fra hiint eller fra et lignende Slægtregiſter. Thi den Paaſtand, at Olaf ſkulde være den ſamme ſom Uffe, Vermunds Søn, er aabenbart kun at tilſkrive Saxos egne vilkaarlige Kombinationer. Han meddeler udførligt det ældgamle ſønderjydſke eller angliſke Sagn om Vermund, Viglets (Wihtlägs) Søn og dennes Søn Uffe eller Offa[6]. Dette Sagn er afſluttet med Uffe, og vedkommer ikke engang Skjoldunge-Ætten. Men det gamle, i vore Oldſkrifter opbevarede Slægtregiſter nævnte blandt Skjoldungerne en Vermund vitre og Sønnen Olaf, og følgelig var det for Saxo en let Sag, der endog faldt ſig af ſig ſelv, uden videre at erklære den angliſke Wärmund for den ſamme ſom Vermund vitre, og Offa for den ſamme ſom Olaf. Dog vidſte han naturligviis intet om denne Offa at fortælle fra det Øjeblik, hvor hans Bedrifter mod Saxerne ophøre at omtales, eller hvor han under Navnet Olaf beſtiger Danmarks Trone. Heller ikke vore egne Slægtregiſtre have været ſikkre i ſin Sag, ſiden et af dem, ſom ovenfor viiſt, giver Vermund Datteren Oluf iſtedetfor Sønnen Olaf, og aldeles forbigaar Dans Navn. Dette har for flere ſenere Hiſtoriegranſkere været en velkommen Anledning til at opgjøre den Hiſtorie, at Dan, oprindelig Konge i Skaane, ved Giftermaal med Vermunds Datter Oluf efter Sønnen Olafs Død erhvervede Sjæland[7].

Men de vidtløftigſte Sagn om Dan findes i tvende danſke, med hinanden nærbeſlægtede Krøniker, nemlig den esromſke, og den rykloſterſke[8], af hvilke iſær den førſte i Fremſtillingen af de danſke Oldſagn viſer ſig uafhængig af Saxo og hans Kombinationer, og derfor vel i det Hele taget meddeler Danmarks Oldhiſtorie ſaadan ſom den ſædvanlig lod i Folkemunde, men hvorved Forfatteren dog ikke har kunnet afholde ſig fra at

kan miskjendes i det engelſke Sagns „Rigauesburn“, rettere Regenesburh, der idetmindſte ſtemmer mere med Navnets nuværende udtale end den i Middelalderen brugelige Form Reynoldesburg. Sagnet om Uffe maa ellers paa Saxos Tid have været temmelig kjendt og udbredt i Danmark, da det ogſaa meddeles af hans Samtidige, Sven Aageſøn, der dog intet veed om Frovin og Vig, og lader Vermund være en Søn af Frode frøkne, og Dan en Søn af Uffe. (Langebek, Scriptt. rer. Dan. I. p. 45—47).


 Naar Saxo taler om en Athiſlus, Sveriges Konge, ſom Vermunds og Frovins Fiende, og tydeligt ſkjelner mellem ham og den Konge Athiſlus eller Adils, der ſtred med Rolf Krake, ſaa ſynes han her, ſom ſaa mange andre af Middelalderens Skribenter, at have forvexlet Svear med Svever. Det er ſaare almindeligt, at Svearne i lat. Skrifter fra Middelalderen kaldes Suevi. Ifølge Widſidh-Kvadet ſtred Offa mod Myrgingerne, hvilke tillige kaldes Svever, (Swæfe, v. 87, jvf. 84); men ſom Myrgingernes, altſaa disſe Svevers, ypperſte Fyrſte og ſin egen Herre nævner Skalden Eadgils (185), hvilket Navn nok kunde tænkes forandret af Saxo til Adils, Athiſlus. Det ſynes heraf end mere aabenbart, at ogſaa hele Sagnet om Athiſlus virkelig er et ſønderjydſk eller angliſk Sagn. anvende ſin Læsning i fremmede Chroniſter, fornemmelig Jornandes og Beda. Denne Krønike, der følger Bedas Tidsinddeling i ſex Tidsrum fra Adam til Chriſtus veed intet om Skjold og Skjoldungerne. (Gjengivende Bedas Ord, at Stiftelſen af det ſkythiſke Rige var ſamtidig med Erkefaderen Seruh eller Saruch, melder den og, at Danmark (Dacia) paa ſamme Tid bebyggedes af endeel Landflygtige. Siden heder det, at Imperatoren Julius Cæſar underkaſtede ſig Danerne og byggede ved Slesvig Borgen Julesburg, hvis Navn forvanſkedes til Juresburg. Dog ſynes det, ſom om man til Trods for al Chronologi har henført dette Angreb til Kong Davids Tid „Thi“, heder det, „da Imperatoren paa Davids Tid førſt hjemſøgte Danmark, kaldtes dets Dele, nemlig Jylland, Fynen, Sjæland, Møen, Falſter, Laaland og Skaane, ikke Danmark, thi de havde ingen ſæregen Regjering men henhørte til Sverige. I Uppſala herſkede nemlig en Konge ved Navn Ypper, der havde tre Sønner, Nore, Øſten og Dan, hvilken ſidſte af ſin Fader ſendtes for at beherſke de fire Øer Sjæland, Møen, Falſter og Laaland, hvilke dengang tilſammen kaldtes Witheſleth. Dan fik ſaaledes Kongedømmet i Sjæland, og byggede Staden Hleidr, ſom han gjorde meget rig og mægtig. Her var Dan førſt Konge i tre Aar. Imidlertid hjemſøgte Kejſer Auguſtus Jylland med Krig, og Jyderne leverede ham flere Slag ved Danevirke, ſom allerede dengang var til. I deres Nød kaldte de Dan, Konge af Witheſleth, til Hjelp; han indfandt ſig ogſaa ufortøvet, og overvandt Fienden[9]. Da beſluttede Jyderne at tage Dan til Konge; de førte ham til Stenen Danerugh, lode ham ſtige op paa den, og hyldede ham. Underſtøttet af Jyderne underkaſtede Dan ſig derpaa Fyen, Skaane og de øvrige Øer. Og da han nu ſaa ſit Rige, nemlig Jylland, Fyen, Witheſleth og Skaane, at det var godt, ſagde han til ſine fornemſte Mænd: jeg ſynes godt om mit Rige; hvad ſkulle vi kalde det? De ſvarede: Du heder Dan, dit Rige ſkal hede Danmark, og dit Navn ſkal aldrig uddø. Dan herſkede endnu i tre Aar i Danmark, og havde med ſin Huſtru Dania Sønnen Ro, der arvede Riget efter ham, højlagde ham ved Hleidr paa Sjæland og ſiden byggede Roskilde“.

Den anden Krønike fortæller det ſamme med nogle faa Afvigelſer. „Danerne“, heder det, „beſatte ifølge gamle Hiſtoriographers Vidnesbyrd det Rige, der nu kaldes Danmark, paa Erkefaderen Saruchs Tid; de vare udgangne fra Gotland. Dog hed de ej fra førſt af Daner, men hvert enkelt Land havde ſit eget Navn, indtil Dan, Humbles Søn, paa Kong Davids Tid kom fra Sverige, og herſkede over Sjæland, Møen, Falſter og Laaland, der tilſammen kaldtes Witheſleth. Paa den Tid bleve Jyderne angrebne af en mægtig Konge. Frygtende dette Angreb ſaare, indrettede de den Befæſtning, der endnu kaldes Kowirki (d. e. Kurgraben eller Kurvirke, en Deel af Danevirke nærved Slesvig), og ſendte Bud til Dan, Konge af Witheſleth, om Hjelp, lovende ham, hvis han ſejrede, at tage ham til Konge. Dan indfandt ſig, ſlog Fienden ved Kowirki, blev Jydernes Herre, og underlagde ſig ſiden ved deres Hjelp Fyen, Skaane og de øvrige danſke Øer. Han kaldte ſiden hele Riget, ifølge alle ſine Mænds fælles Beſlutning, efter ſit Navn Danmark, og Indbyggerne Daner. Han var en tapper og kæmpeſtor Stridsmand, der indjog alle ſine Naboer Skræk“.

At vi i denne forvirrede Beretning tydeligt kunne ſpore Indvirkningen af Jornandes, er allerede ovenfor (S. 34) antydet; thi Navnet Witheſleth hidrører umiskjendeligt fra hans Udſagn om Vidivarjerne og Øerne i Wiſcla’s (Weichſelens) Munding, og det fremgaar endnu tydeligere deraf at et Haandſkrift af Esrom-Krøniken i en Marginalnote retter „Auguſtus“ til „Veſoſes, Kongen af Ægypten“, den ſamme, der ogſaa forekommer hos Jornandes. Men i det forvanſkede Sagn ſpores dog ogſaa en egte, oprindelig Kjerne, nemlig Folkebevidſtheden om at Danerne vare udgaaede fra den ſkandiſke Halvø, og at Navnet Danmark førſt ſkriver ſig fra deres Udbredelſe i Landet. Og ſom en Levendegjørelſe af denne Bevidſthed maa Dan opfattes. Men Dan er tillige noget mere end en Inkarnation af den danſke Nationalitet. Han og hans Fader Danps Navn er tillige knyttet til Kongetitlen, Erobringsmonarchiet, og Indførelſen i Danmark af den gotiſke Begravelſesmaade. Dans formodede Tidsalder danner en egen Afdeling i hele Nordens Sagnhiſtorie. Iſær viſer dette ſig i den gamle Kombination af Ynglinge-Sagnene, ſom ligger til Grund for Ynglinga-Saga. Denne giver Fjølner Sønnen Sveigder, der drog til Øſten for at oplede Godheim og den gamle Odin, men af en Dverg blev lokket ind i en Steen[10]; efter Sveigder følger en heel Epiſode, der ſtaar i Forbindelſe med Sagnene om de ſamme finlandſke Konger (egentlig perſonificerede Naturoptrin), der nævnes i Fundinn Noregr; denne Epiſode drejer ſig væſentligt om et Guldſmykke, over hvilket den Forbandelſe hvilede, at det afſtedkom Ulykker og idelige Frændedrab i Ætten. Men Epiſoden afbrydes aldeles ved Fortællingen om Dyggve, Dans Svoger, der allerførſt antog Kongenavn i Svithjod, og om Sønnen Dag, der faldt paa et Tog i Gotland. Derpaa fortſættes igjen den afbrudte Traad. Danp, hans Børn Dan og Drott, hendes Mand Dyggve og Sønnen Dag høre her umiskjendeligt ſammen; endog det fælles Begyndelſesbogſtav vidner derom[11]. Kjendte man Sagnet i dets Heelhed, vilde upaatvivlelig alle disſe Navne forekomme der. Og allerede af de ſparſomme Meddelelſer hos Snorre og Antydningen i Rigsmaal ſee vi, at det har været uadſkilleligt knyttet til Foreſtillingen om Kongedømmets Oprindelſe eller Kongenavnets Overgang fra at være en Hæderstitel til at betegne Regjeringsmyndighed. Men denne Overgang betegner og, ſom vi have ſeet, Erobringsmonarchiet, og derfor fremtræder Dan ſom Erobringsmonarch i det ſidſt meddeelte danſke Sagn. Danerne ere altſaa omſider blevne ſaa mægtige, at de have ſtiftet et Erobringsmonarchi, og dette Erobringsmonarchi har maaſkee givet Anledning til en videre Udbredelſe af den ſæregne danſk-gotiſke Begravelſesmaade. Dette er det hiſtoriſke Udbytte, ſom Sagnet om Dan giver. Hvad Udſtrækning man ſkal give hiint Erobringsmonarchi, eller til hvad Tid man ſkal henføre det, er uviſt. I den olddanſke Hiſtorie mangler der ikke paa Sagn om ældre Erobringsmonarchier. Men ſaameget er viſt, at man ikke kan ſætte Dans Erobringsmonarchi i Forbindelſe med Navnet Danmark. Vore egne Oldſkrifter vidne, at Danmark kaldtes Gotland lige ned til det 8de eller 9de Aarhundrede, og i de eneſte authentiſke Levninger, vi fra hine Tider have tilbage, nemlig Oldkvadene, nævnes Danmark ej førend i hiint ovenomtalte Kvad af Brage den gamle, der handler om Udpløjningen af Sjæland ved Gefjon. Sjæland kaldes her „Danmarks Tilvæxt“, og dette vidner om at det oprindelige Danmark maa ſøges udenfor Sjæland. Da nu Gefjon efter Sagnet bragte denne Tilvæxt til Skjold, Skaanes Herre, ſynes det altſaa rimeligt, at det ældſte Danmark ſøges paa Halvøen „Danmark“ betegner ligefrem kun „Danernes Grændſeland“, eller „Danernes Skovland“. Dette Grændſe- eller Skovland

afbrydes Epiſoden ved Dyggve og Dags (Cap. 20, 21) men efter Dag kommer Agne, der egter Froſtes Datter og dræbes ved Guldſmykket (Cap. 22) hans Sønner Aalrek og Erik, der dræbe hinanden, og Aalreks Sønner Yngve og Alf, der ligeledes dræbe hinanden. — Sagnene om Guldſmykket høre viſtnok til en egen Cyklus, der har drejet ſig om den fabelagtige Kong Snæ i Finland og Fornjots Æt. Vanlande egter Snæs Datter Drif, der ogſaa omtales i Fund. Noregr; af denne lære vi, at Snæ var en Søn af Froſte; i Yngl. Saga kommer Agne, Vanlandes Ætling, til Kong Froſte; i Fund. Nor. er Loge Froſtes Broder, i Yngl. S. hans Søn. Disſe Uovereensſtemmelſer, der godt kunne hidrøre fra blotte Misforſtaaelſer af Thjodolfs Kvad, have dog ikke ſaameget at betyde, ſom Navnenes Samſtemning. I Fortællingen om Nor og Gor har Norge ſin Deel af denne Cyklus. Ogſaa Danmark har ſin; det antydes allerede ved at Hleer, Fornjots Søn, henføres til Hleesø (Lesø). Men Esrom-Krøniken har endog en vidtløftig Fortælling om Snæ (Snyo), der var Jotnen Hleers Fæhyrde paa Lesø, og ſom paa en ſnild Maade ej alene vidſte at fortælle Kong Adils i Sverige, at Hunden Rakke, ſom han havde fat til Danernes Konge, var død, men ogſaa ſelv at erhverve Tronen. Saxo taler ogſaa om Snæ eller Snyo, men uden at nævne Hleer, og meſtendeels udfyldende hans Hiſtorie med Anekdoter og Fortællinger om Langobardernes Udvandring. Se 8de Bog, S. 415 fgg. kan neppe have været andet, end de øverſte Grændſe-Egne mellem Skaane og Smaaland, og her i disſe Egne turde man vel og kunne ſøge Danernes ældſte Hjem paa den nordiſke Halvø. Men om end Danerne ſelv bleve mægtige hiinſides Sundet, vedblev dog Navnet Gotland, indtil de nye Bevægelſer i det 8de Aarhundrede (ſe § 10) gjorde Danmark til Fællesbenævnelſen for det hele Rige. At Erindringer fra disſe ſenere Bevægelſer hos de ſildigere Tiders Daner kunne have blandet ſig i Sagnet, og bevirket at Danmarks Navn i udvidet Betydning er flyttet for højt op i Tiden, er meget muligt. Thi det er viſt, at Dan ſom Sagnfigur maa have levet paa Folkets Læber førend Benævnelſen Gotland var afløſt af „Danmark“, og at den Erobring eller Omvæltning, han betegner, ej formaaede at frembringe noget ſaadant Navnſkifte. Endog det umiskjendeligen efter Danp benævnte Danpſtad, hvis Beliggenhed dog nu ej kjendes, ſiges udtrukkeligt at ligge i det fornemſte Hered i Reidgotland [12]. Fortællingen om Dan er ſaaledes enten en anden Indklædning for Sagnet om Skjold og Gefjon, eller den ſigter til en Udvidelſe af Hleidrekongernes Magt over Jylland til Ejderen. Dette turde være det rimeligſte. Og i ſaa Tilfælde ſtaar det i umiskjendelig Forbindelſe med de ſaakaldte angelſaxiſke Tog til England.


  1. Se ovenfor S. 125, 129, 134. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  2. Et, rimeligviis af den norſk-islandſke Lagmand Hr. Hauk Erlendsſøn, I Begyndelſen af det 14de Aarh. optegnet Slægtregiſter (Langfeðgatal) nævner ſom de nærmeste i Skjoldungeſtammen efter Skjold: Fridleif, hans Søn, Fredfrode, hans Søn, Fridleif, hans Søn, Haavard handramme, hans Søn, Frode, hans Søn, Vermund vitre, hans Søn, Olaf litillaate, hans Søn; Dan mikillaate, Frode fridſame, hans Søn. Det tilføjes her ikke udtrykkeligt, at Dan var Olafs Søn, (Langfedgetal i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. p. 5). I de med „Fundinn Noregr“ forbundne Slægtrækker er der een, ſom gjentager den her anførte med det udtrykkelige Tillæg, at Dan var Søn af Olaf, Fornaldar S. Norðrl. I.Side:Det norske Folke Historie 1-1-1.djvu/270
  3. Om den Modſigelſe, hvori dette Udſagn ſtaar med Rigsmaal, er allerede forhen talt (S. 129). Dog maa det ikke overſees, at den eneſte Skindkodex, vi have tilbage af Snorres Ynglingaſaga, ikke nævner Rig, men kun ſiger; „Drótt, dóttir Danps konungs ríks, þess er fyrst var konungr kalladr“ ɔ: Drott, Datter af en mægtig Konge ved Navn Danp, der allerførſt kaldtes Konge af danſktalende Folk. Denne Læſemaade torde maaſke vare den rigtigſte, da Rigsmaal, ſom vi have ſeet, ej ſætter Rig, Jarl og Kon (d. e. Konung) i nogen genealogiſk Forbindelſe med Dan og Danp, medens dets Omtale af disſe dog allerede vilde være tilſtrækkelig Grund for en overfladiſk Kombinator til at forandre hiin Læſemaade, og rette konungs ríks til sunar Rigs.
  4. Yngl. S. Cap. 20.
  5. Saxo, I. B. S. 21, 22., 1de B. S. 175, 177.
  6. Sagnet om Vermund og Uffe, dennes Kamp med de tvende Saxere ved Ejderen, og Sverdet Skrep, hvis Lyd den blinde Vermund kjendte, er nu bekjendt nok ved Oehlenſchlägers ſmukke Ballade „Vermund gammel var og graa“ o. ſ. v. Men det tilhører umiskjendeligt Anglerne. I den angelſ. Krønike føres de gamle Merke-Kongers Æt tilbage til Angeltheow, Søn af Offa, Søn af Wermund, Søn af Wihtlag, Søn af Woden. Og man har endnu en fabelagtig i England opbevaret Fortælling om denne Offa, Wärmunds Søn, der i ſine Hovedtræk ſtemmer med Saxos; Offa er ogſaa her ſtum til ſit 30te Aar, men faar Mælet af Harme, da Rigan, en uberettiget Tronprætendent, vil benytte ſig af Kongens Alderdom; han beſtemmer dem Valplads ved en Flod, erhverver der Sejren ved ſin Tapperhed, dræber Rigans to Sønner og fælder ſidenefter ham ſelv. Begivenheden henføres i dette Sagn endog til England, hvor Warwick ſkulde have faaet Navn efter Wärmund, og Floden efter Rigan (nemlig Riganesburn). M. Paris, ed. Watts, vita Offæ 1mi. p. 961—969). Denne Henførelſe til England er vel naturligviis fejlagtig — endog Warwicks ældre Navn Wæringawie viſer dette —; men man ſeer dog heraf, at Sagnet levede i England. Ogſaa i det angelſaxiſke Widſidh-Kvad ſigtes dertil: „Offa“, heder det, „herſkede over Anglerne; han tilkæmpede ſig førſt af alle, endnu ſom Yngling, det ſtørſte Kongevælde; ingen øvede i hans Alder med eet Sverd ſtørre Jarlſkab (Kampdaad); han ſikkrede nemlig ved Fifeldor (ɔ: Øgisdyr, Ejderen) Grændſen mod Myrgingerne(Maurungerne); og ſiden den Tid forblev Grændſen mellem Angler og Swæfer (Nord-Svever, Myrginger) ſom Offas Sejer beſtemte det (v. 69—88). Offa var, ſynes det, Anglernes Nationalhelt, og mange flere Bedrifter tillagdes ham viſtnok end den i hiint Sagn opbevarede“. I Beowulf-Kvadet heder det om ham (3910—3915): „Offa var berømt baade ved Gavmildhed og Krigsbedrifter; en geirdygtig Mand, vidt og bredt anſeet; med Viisdom ſtyrede han ſit Odel“. — Hos Saxo gjenkjender man ej alene i Viglet, Vermund og Uffe det angelſ. Slægtregiſters Wihtläg, Wärmund og Offa, men i de øvrige af ham om Vermund meddeelte Sagn nævnes Frovin og Sønnen Vig, hvis Navne ligeledes tilhøre de angelſaxiſke Ættetavler, thi de veſtſaxiſke Kongers eller de ſaakaldte Gewisſers Æt føres op til Gewis, Søn af Wig, Søn af Freawine, Sønneſøns Søn af Bældäg, Søn af Woden. Og uagtet Saxo, vilkaarligt nok, lader Viglet, Vermund og Uffe være Hleidrekonger, ſpiller dog Sagnet i Jylland; Frovin (Freawine) er Høvding i Slesvig; Uffe egter hans Datter, Vermund opholder ſig i Jæting i Sønderjylland, Uffes Kamp foregaar ved Ejderen. Det er ſaaledes øjenſynligt, at Saxo her har indflettet i Skjoldungehiſtorien en Epiſode af den gamle angliſke Sagncyklus, der endnu paa hans Tid, mærkeligt nok, i en ſjælden Reenhed maa have levet i Jylland, rimeligviis fordi den knyttede ſig til beſtemte Stedsnavne, ej alene Ejderen, men ogſaa Øen i Ejderen og det derpaa liggende Rendsburg, hvis Navn ejkan miskjendes i det engelſke Sagns „Rigauesburn“, rettere Regenesburh, der idetmindſte ſtemmer mere med Navnets nuværende udtale end den i Middelalderen brugelige Form Reynoldesburg. Sagnet om Uffe maa ellers paa Saxos Tid have været temmelig kjendt og udbredt i Danmark, da det ogſaa meddeles af hans Samtidige, Sven Aageſøn, der dog intet veed om Frovin og Vig, og lader Vermund være en Søn af Frode frøkne, og Dan en Søn af Uffe. (Langebek, Scriptt. rer. Dan. I. p. 45—47).
     Naar Saxo taler om en Athiſlus, Sveriges Konge, ſom Vermunds og Frovins Fiende, og tydeligt ſkjelner mellem ham og den Konge Athiſlus eller Adils, der ſtred med Rolf Krake, ſaa ſynes han her, ſom ſaa mange andre af Middelalderens Skribenter, at have forvexlet Svear med Svever. Det er ſaare almindeligt, at Svearne i lat. Skrifter fra Middelalderen kaldes Suevi. Ifølge Widſidh-Kvadet ſtred Offa mod Myrgingerne, hvilke tillige kaldes Svever, (Swæfe, v. 87, jvf. 84); men ſom Myrgingernes, altſaa disſe Svevers, ypperſte Fyrſte og ſin egen Herre nævner Skalden Eadgils (185), hvilket Navn nok kunde tænkes forandret af Saxo til Adils, Athiſlus. Det ſynes heraf end mere aabenbart, at ogſaa hele Sagnet om Athiſlus virkelig er et ſønderjydſk eller angliſk Sagn.
  7. Suhm har iſær bygget vidtløftige Kombinationer paa disſe Data; thi han antager endog at Oluf var en Datter af Olaf litilláti, og at Dan, efterat have ført Krig med denne, egtede hende. Hiſt. af Danmark 1. S. 103—112, jvf. krit. Hiſt. II. S. 438—485.
  8. Den esromſke Krønike, ſluttet omtrent ved 1307, er aftrykt i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. S. 212—250; den rykloſterſke, almindeligviis og urigtigt kaldet Chronicon Erici regis, ſammeſteds S 148—170. Den naar til 1288.
  9. Her gjenkjende vi den ſamme Bedrift, Saxo tillægger Dan III.
  10. Yngl. S. Cap. 15.
  11. Yngl. Saga nævner førſt Vanlande, der egtede Drif, Snæ den gamles Datter, derpaa Visbur, Vanlandes Søn, der fik Guldſmykket med ſin Huſtru, Aude (ɔ: Rigmanden) den audges (ɔ: riges) Datter, hvilken lod paahexe Stifsønnen Domalde Ulykke; derpaa følge Domalde og Sønnen Domar (c. 16—19). Her
  12. Hervararſaga Cap. 16. Her tales ogſaa om en Steen, den fagre, der ſtaar paa Danpſtad; ſkulde hermed den ſamme Sten menes, ſom I Esrom-Krøniken kaldes Danerug? I Atlakvida Str. 5 nævnes Danpſtad ſom tilhørende Hunekongen Atles Rige.