Det norske Folks Historie/1/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt Halfdan Gamles Deſcendenter nævner Fundinn Noregr Vølsungerne og Niflungerne; Skálda kun Niflungerne; Hyndluljod omtaler Vølsunger og (Gjukunger i Forbindelſe med Halfdan uden dog udtrukkeligt at udlede deres Herkomſt fra ham. Denne Udledelſe er ogſaa, hvis man ej ſkal anſee den for udſprungen af den dunkle Erindring om alle Syd- og Mellem-Germaners fordums Ophold paa og Udgang fra Skandja, heel vilkaarlig. Thi af alle vore Oldſagn er der ingen i den Grad fælles Ejendom for hele den germaniſke Verden, ſom Vølſunge- og Niflunge-Sagnene. Medens Norge og Island opbevarede dem i de ældgamle Edda-Kvad og de dermed forbundne proſaiſke Optegnelſer, beſang Danmark og Sverige dem i Folkeviſer, og i Tydſkland fremkaldte de en heel Litteratur af vidtløftige Digte, ſom Niebelungen-Lied, Gudrun, o. fl., hvilke viſtnok alle hidrøre fra en forholdsviis ſildig Tidsalder og fremviſe Sagnene paavirkede af de chriſtelige Religionsbegreber men for hvilke dog naturligviis ældre Traditioner ligge til Grund og let kunne frigjøres fra det ydre Farve-Lag, hvormed de af de yngre Slægter have været overdragne. Vølſunge- og Niflunge-Sagnene ere derfor mere end noget af vore øvrige Helteſagn ſkikkede til at vække Foreſtillingen om den oprindelige germaniſke Sagn-Eenhed, og de ſtaa ſom utvetydige Vidnesbyrd om en Tidsperiode i hvilken de germaniſke Helte endnu tumlede ſig om hinanden, og Nordboerne ikke mindre, end Tydſkerne ſelv, deeltoge i Begivenheder, der foregik i Hjertet af Europa; med andre Ord, om den tidligſte Folkevandrings-Tid.

Vølſunge- og Niflunge-Sagnene tilhøre i det Hele taget mere Mythologien, end Hiſtorien. Idet vi derfor henviſe dem, der ønſke at lære dem at kjende i deres Fuldſtændighed, til mythologiſke Verker eller til Oldſkrifterne ſelv[1], ville vi her kun i al Korthed gjennemgaa Sagnrækken med væſentligt Henſyn til det egentlige hiſtoriſke Stof, den indeholder.

Ligeſom Skjoldunge-Sagnene nærmeſt ere knyttede til Danmark ſom Ættens egentlige Hjem, ſaaledes ere Vølſunge- og Gjukunge- eller Niflunge-Sagnene nærmeſt knyttede til Nordtydſkland, hvor Vølſungernes egentlige Hjem henføres til Frankland eller de nedre Rhinegne, uden at dog dermed andet er meent, end at betegne deres geographiſke Beliggenhed[2]. Gjukungerne eller Niflungerne ſynes nærmeſt at have tilhørt Burgundernes Nation. Desforuden nævnes Huner, hvilke idetmindſte vore Forfædre i den ældſte Tid ſynes at have tænkt ſig boende i et Strøg nordenfor Volsungerne; endelig ſpille Goterne en vigtig Rolle; deres Hjem maa ſøges øſten- og nordenfor de øvrige. Hvad der i disſe Sagn er den egentlige Fælles-Ejendom for den hele germaniſke Verden, eller hvad der lige meget omtales i tydſke og nordiſke Oldſagn, er Epiſoden om Volſungefyrſten Sigurd, hans Dragekamp, hans Forbindelſe med Niflungerne, og disſes Strid med Hunekongen Atle. Men ligeſom vore Oldſagn desuden vide at fortælle om Vølſungefyrſter, der alene vedkomme Norden og ſom ej forekomme i de tydſke Sagn, ſaaledes indeholde disſe igjen meget, der angaar Syden, navnlig den til en mythiſk Sagnhelt forvandlede Theodorik (Dietrich af Bern), Øſtgoternes Konge. Og medens vore Oldſagn tillige lade den gotiſke Jarmunrek (Ermanarik) ſpille Hovedrollen ved Sagnkredſens Ende, og det danſke, hos Saxo opbevarede Sagn, beretter vidtløftigt om ham, ſaaledes træder han i de tydſke Sagn, uagtet han dog ogſaa forekommer der, mere i Baggrunden, hvorimod disſe igjen dvæle mere ved Atle eller Etzel, og gjøre ham til eet med den bekjendte Hunekonge Attila, uanſeet at Ermanarik, Attila og Theodorik levede i hver ſit Aarhundrede (4de, 5te og 6te). Men man faar overhoved af den hele Maade, hvorpaa Sagnkredſen baade i norſke og tydſke Skrifter er meddeelt, det Indtryk, at ældgamle fællesgermaniſke Sagn ere blandede med hiſtoriſke Begivenheder, og at endog Helte og Fyrſter fra Folkevandringernes Tider efter en ſaare kort Tids Forløb ere traadte tilbage i et mythiſk Halvmørke, paa hvis Baggrund de have fremſtillet ſig for Efterſlægten ſom indbyrdes ſamtidige og ſamvirkende[3]. Dette ſynes vel noget underligt, men det er dog ikke underligere end at Kejſer Karl den Store, der levede ſaa langt nede i Tiden i en chriſtelig Tidsalder, og hvis Levnet og Bedrifter ere beſkrevne af ſamtidige Forfattere, hvis Verker endnu haves, desuagtet efter faa Aarhundreders Forløb har kunnet blive en ligeſaa mythiſk Sagnhelt, ſom nogen Vølſung eller Niflung[4].

Vølſungernes Herkomſt omtales ikke i Eddadigtene, uden forſaavidt Hyndluljod ſynes at ſætte den i Forbindelſe med Halfdan Gamle. En ſenere forfattet, proſaiſk Fremſtilling af Sagnkredſen lader dem nedſtamme fra Vølſung, Konge i Hunaland, Sønneſøn af Sige, Odins Søn. Det ſamme melder ogſaa den forhen omtalte Indledning til den yngre Edda, hvor Odin fremſtilles ſom Grunder af en aſiatiſk Koloni i Norden. Det er imidlertid et ſtort Spørgsmaal, om Vølſungaſaga og Skálda her meddele noget egte gammelt Sagn. Navnet „Vølſung“ tyder nemlig hen paa en Stamfader ved Navn „Vals“ eller Velse, ligeſom „Skjoldung“ paa „Skjold“. I det angelſaxiſke Beowulf-Kvad, hvor Vølſungen Sigmunds Bedrifter lejlighedsviis omtales, kaldes denne ej alene Wälsing, men ogſaa Wälses eofora, Welſes Søn (eller Ætling); hvilket ſaaledes tydeligt nok vidner om at Sagnet maa have kjendt Vals eller Velſe ſom Ættens foregivne Stamfader[5]. Denne „Vals“ er nu viſtnok forſvunden i de germaniſke Oldſagn, men man gjenfinder ham umiskjendeligt i de ſlaviſke ſom den ſaakaldte Kvæg- eller Hyrdegud Volos, Vlas eller Veles, hvilket Navn idetmindſte aldeles ſvarer til det germaniſke „Vals“[6]. Denne har vel, ſom de fleſte øvrige Guder, oprindellg været den ſamme ſom Odin, eller en egen Perſonifikation af ham; men hans Forſvinden af de germaniſke Gudeſagn uden andet Spor, end det, der indeholdes i Vølſunge-Navnet, ſynes at tyde paa, at han kun dyrkedes i Germanernes fjerneſte Oldtid, eller rettere at Navnet „Vals“ ſom Gudenavn enten kun kjendtes, medens de endnu opholdt ſig i Øſten og ſtode i nærmere Berørelſe med Slaverne, eller at det fornemmelig tilhørte de øſtlige eller gotiſke Stammer, ſom boede Slaverne nærmeſt, og virkelig, hvad ovenfor er viiſt, neppe i mythologiſk og aldeles ikke i ſproglig Henſeende vare ganſke upaavirkede af dem[7].

Vølſung omtales ſom Odins udvalgte Yndling. Sagnet lader ham blive dræbt i Gautland af Siggeir, der havde egtet hans Datter Signy, og lader alle hans Sønner, paa een nær, blive opſlugte af Siggeirs Moder i Ulveſkikkelſe. Den ene, der undſlipper, er Sigmund, der med ſin egen Syſter har Sønnen Sinfjøtle eller Sinfetle, ved hvis Biſtand han hevner ſin Faders og ſine Brødres Død, og indebrænder Siggeir tilligemed Signy, der ej vilde overleve ham[8]. Fra Siggeir udleder ſaavel Fundinn Noregr, ſom Skálda de ſaakaldte „Siklingers“ Stamme, et Navn, ſom dog kun ſynes at have været et Appellativ for Konger og Jarler, og ſom blot ved en tilfældig Lighed er ſammenſtillet med Siggeir. Snarere maatte man antage, at Siggeir, Ulvindens Søn, har været anſeet ſom Stamfader for de ſaakaldte Ylfinger (egentlig Vylfinger, Angelſ. Wylfingas), hvis egentlige Hjem, af flere Omſtændigheder at dømme, ſynes at have været Øſter-Gautland[9], men hvortil man og i vidtløftig Forſtand ſynes at have regnet de førſte Vølſunger, deels formedelſt deres Svogerſkab med Siggeir, deels fordi Sigmund og Sinfetle ſelv ifølge Sagnet en lang Tid havde været forvandlede til Ulve.

Vore Oldſagn lade Sigmund egte Borghild af Braalund, og med hende erhverve et Rige i Danmark, hvor han i lang Tid opholdt ſig. Oldkvadene omtale mange Bedrifter, ſom Sinfetle og Helge udførte i Fællesſkab, og nævne tillige en Mængde Navne paa Fjorde, Bjerge, Øer og Steder, af hvilke nu neppe et eneſte kan gjenkjendes i Danmark, og ſom derfor maa antages enten at være opdigtede, eller ogſaa, hvad der er det rimeligſte, at tilhøre et ældre Danmark paa den ſkandiſke Halvø[10]. De fortælle endvidere om Helge, at han fældte Kong Hunding – hvoraf hans Tilnavn Hundingsbane –, egtede Valkyrjen Sigrun, og overvandt ved hendes Hjelp, i Forening med Sinfetle, Kong Granmar af Svarinshaug og hans Sønner. Blandt vore gamle Eddadigte forekommer et Digt om den norſke Kong Hjørvards Søn Helge, der udførte berømmelige Bedrifter og egtede Valkyrjen Svava, Datter af Kong Eylime i „Svavaland“, men omſider dræbtes af ſin egen Broder. Der lægges til, at baade Helge og Svava ſiden gjenfødtes, og uagtet det ikke ſiges med udtrykkelige Ord, at de bleve gjenfødte i Helge Hundingsbane og Sigrun, ſynes dette dog at ſkulle være Meningen[11]. Helge Hundingsbane blev, heder det, dræbt af ſin Svoger Dag[12], og Sigrun døde ſtrax efter af Sorg; ogſaa disſe, tilføjes der, ſkulle være blevne gjenfødte, ſaaledes at Helge levede op igjen ſom Helge Haddingjaſkade, og Sigrun ſom en Kaara Halfdansdatter[13]. Der er imidlertid meget, ſom taler for at antage, at man ved Helge Haddingjaſkade ikke har tænkt ſig nogen anden end Helge Hjørvardsſøn, hvilken kun eet Sagn har ſat før, et andet efter Helge Hundingsbane. Men dette, i Forening med den Omſtændighed, at Saxo forvexler Hleidrekongen Helge Halfdansſøn med Helge Hundingsbane[14], vækker ſterk Formodning om at disſe Helge-Sagn oprindelig have ſtaaet i ingen, eller i alle Fald kun i en yderſt løs Forbindelſe med Vølsunge-Sagnene. Endog de Edda-Digte, ſom beſynge dem, bære ſaa ſmukke de end ere, dog umiskjendelig Præget af at tilhøre den yngſte Tidsalder, i hvilken ſlige Kvad kunde blive til[15]. Egentlig ſynes disſe Kvad at have hørt hjemme i Gautland[16].

Sinfetle, fortælles der, blev forgiven af ſin Stifmoder, hvilken Sigmund derfor forſkød, og begav ſig til ſit Rige i Frankland[17] hvor han egtede Kong Eylimes Datter Hjørdis, uden dog længe at beſidde hende, da han faldt i et Slag mod hendes forſmaaede Medbejler Lyngve, der underſtøttedes af Odin ſelv. Hjørdis fødte efter hans Død Sønnen Sigurd og egtede Alf, Kong Hjalpreks Søn, i hvis Gaard Sigurd blev opdragen. De yngre Bearbejdelſer af Sagnene tillægge at Hjalprek var Konge i Danmark; men Oldkvadene vide intet derom. Sigurd er den berømte Sagnhelt Sigurd Fafnersbane, der med Sverdet Gram dræbte Lindormen Fafner paa Gnitaheden, og ſatte ſig i Beſiddelſe af den Mængde Guld, over hvilken den rugede. I tydſke Sagn er han ligeſaa berømt ſom „der hörnerne Siegfried“. Hvorledes Sigurd kom til Kong Gjuke (egentl. Givike, tydſk Giebich), og hans Dronning Grimhild, egtede deres Datter Gudrun, ſluttede Foſtbroderſkab med Gjukes Sønner, de ſaakaldte Gjukunger eller Niflunger ( Niebelungen), Gunnar (Tydſk Gundachar, Günther) og Høgne (Hagano), og omſider ſnigmorderſk blev dræbt af dem ved Gunnars Huſtru Brynhild Budledatters Anſtiftelſe, dette fortælles vidtløftigt i Vølſungaſaga, og beſynges i Eddakvadene, men hører ellers mere hjemme i Mythologien end Hiſtorien[18]. Det ſamme gjelder om Gudernes paafølgende Giftermaal med Kong Atle i Hunaland, om dennes Svig mod Niflungerne for at faa den Skat, de efter Sigurds Død havde tilegnet ſig (hodd Niflunga, der Niebelunge Hort), og om Atles Drab ved Gudruns egen Haand[19]. De Eddadigte, ſom omhandle disſe Sagn, give kun faa Stedsbeſtemmelſer. Alle Heltene kaldes „hunſke Konger“, uagtet Atle ſærſkilt kaldes Konge i Hunaland, der ved Myrkved (den mørke Skov) var adſkilt fra Niflungernes Rige. Dog nævnes Rhinen ſom den Elv, i hvis Nærhed Begivenhederne foregik; „ſøndenfor Rhinen“, heder det, blev Sigurd dræbt, og i Rhinen ſkjulte Niflungerne deres Skat De ſildigere proſaiſke Udfyldninger og Bearbejdelſer have dog, rimeligviis iſær efter tydſke Sagn, beſtemt Lokaliteten noget nøjere; Sigmunds Rige bliver Frankland, og en gammel islandſk Rejſebeſkrivelſe paaviſer endog Gnitaheden, hvor Fafner blev dræbt, etſteds mod Veſten mellem Paderborn og Mainz[20]. I det Følgende knytter Fortællingen ſig mere til beſtemte geographiſke Punkter. Gudrun begiver ſig til Havet, ſtyrter ſig deri og drives „over Fjorden“ til Kong Jonaker, ſom hun egter; hendes og Sigurds Datter Svanhild bliver gift med Jarmunrek hin rige, Goternes Konge, hvis Søn af et tidligere Egteſkab, Randver, beſkyldes af den hunſke Bikke for at have villet forføre Svanhild; forbittret herover lader Jarmunrek Randver hænge, og Svanhild ſøndertræde af Heſte. Hendes Halvbrødre, Gudruns og Jonakers Sønner Sørle og Hamder, hevne hendes Død ved at angribe Jarmunrek og afhugge hans Hænder og Fødder. Dog blive Sørle og Hamder ſelv ſtenede til Døde, da Vaaben ej bide paa deres ypperlige Brynjer[21]. Hermed ſlutter den oldnorſke Sagnkreds. Thi en ſenere Tilſætning om at Sigurd Fafnersbane og Brynhild ſkulde have haft en Datter, Aslaug, der ſiden blev gift med Ragnar Lodbrok, ſynes kun at have faaet ſin Oprindelſe for at forherlige enten dennes eller Harald Haarfagres Dynaſti. De tydſke Sagn derimod gribe her deſto virkſommere ind, idet de vidtløftigt udbrede ſig over Dietrich af Bern og hans Helte. Man kan ſaaledes med fuld Føje ſige, at Sagnkredſen bevæger ſig fra Norden mod Syden; den taber tillige mere og mere af ſit alderdomsagtige Præg, jo længer den kommer mod Syd, atter et talende Vidnesbyrd om den hele germaniſke Vandringsretning.

I Jarmunrek gjenkjende vi, ſom det allerede ovenfor (S.42) er viiſt, ved førſte Øjekaſt den af Jornandes forevigede Ermanarik, Goternes Konge, i Midten af det 4de Aarhundrede. Der kan ingen Tvivl være om, at den Ermanarik eller Hermanaricus, der hos Jornandes lader Sonilda ſønderſlide af Heſte, og ſiden ſaares af hendes Broder Sarus og Ammius, er vore Eddaſagns Jarmunrek, thi ej alene Hoved-Begivenhederne, men ogſaa Navnene gjenkjendes[22]. Her have vi ſaaledes, ſom det ſynes, et beſtemt hiſtoriſk Tilknytningspunkt for den hele Sagnkreds. Thi Goterkongen Ermanariks Tilværelſe er hævet over enhver Tvivl Den ſamtidige romerſke Hiſtorieſkriver Ammian nævner ham udtrykkeligt, hvor han fortæller om Hunernes allerførſte Fremtræden i Europa, ſom en ſtridbar og mægtig Konge, der ved mange Manddomsbedrifter havde ſat ſig i Reſpekt hos de tilgrændſende Nationer[23]. Men dog kunde der være et Spørgsmaal om Jornandes ikke har henført til den hiſtoriſke Ermanarik et Sagn, der blandt Goterne fortaltes om en mythiſk Ermanarik. Ammian veed nemlig intet af at Ermanarik var bleven ſaa farligt ſaaret af de roxolanſke Brødre; han ſiger kun at han længe ſøgte at holde Hunerne Stand, men dog tilſidſt af Frygt dræbte ſig ſelv[24]. Ved nærmere Betragtning ville imidlertid Ammians Ord findes ikke at ſtaa i nogen ligefrem Modſætning til Jornandes’s. Denne ſiger heller ikke at Ermanarik døde af ſine Saar, men kun at han friſtede et ſørgeligt Liv med et ſygt Legeme, at Hunerne endog benyttede ſig af denne hans Svaghed for at angribe hans Rige, og at han, fortvivlet over ſine Smerter og Hunernes Angreb, døde — det ligger næſten i Ordene at han gav ſig ſelv Døden — i ſit 110de Aar[25]. At den hiſtoriſke Ermanarik allerede paa Jornandes’s Tid kunde blive en Sagnfigur, er ikke beſynderligere, end at Theodorik ligeledes et Par Aarhundreder efter ſin Død kunde blive det[26]. Hertil kommer nu ogſaa, at vore egne Sagn ſaa beſtemt henføre Jarmunrek til Goterne[27], hvad der neppe vilde have været Tilfældet, hvis han kun var en fælles oldgermaniſk Sagnfigur, og endelig, at det danſke Sagn om ham, hvilket Saxo meddeler, indeholder de vidtløftigſte, nøjagtigſte og omſtændeligſte Beretninger om hans Bedrifter: et tydeligt Vidnesbyrd om, at han ſom hiſtoriſk Perſon maa have levet og virket i det gamle reidgotiſke Stammeland.

Som Herſker over alle de gotiſke og maaſkee flere tilgrændſende Lande bliver Ermanarik af Vigtighed ogſaa for vor Hiſtorie, da der er den ſtørſte Sandſynlighed for, at den gotiſke eller halvgotiſke Deel af Norge tillige lød under hans Herredømme. Den Rolle, han ſpiller i vore gamle Eddadigte, vidner allerede nokſom om, at han heller ikke har været vore Forfædre ligegyldig. Jornandes udleder hans Herkomſt i 6te Led fra Amala, de gotiſke ſaakaldte Amalungers (i vore Oldſkrifter Omlungers) Stamfader, og lader Amala igjen i 3die Led nedſtamme fra Gaut, den førſte af de gotiſke Anſer[28]. Han omtaler paa et andet Sted hans Erobringer, og opregner Navnene paa de af ham undertvungne Nationer. „Han underkaſtede ſig“, heder det, „mange og ſtridbare nordiſke (arctoas) Folk, og bragte dem til at adlyde ſine Love, hvorfor ogſaa flere af vore Forfædre ſammenligne ham med Alexander den ſtore“. Her følge nu Navnene paa de undertvungne Folk; flere af disſe Navne ere øjenſynligt forvanſkede af ſildigere Afſkrivere, dog gjenkjender man med Beſtemthed flere germaniſke, ſarmatiſke og tſchudiſke Navne, tildeels i gotiſk Form, ſom Rugerne (Rogans eller Rogas), Thjuder, (Thiudos, Thividos), maaſkee Indbyggerne af Thjod (Thy i Jylland), Jaczvinger eller Jatvjager (Inaxungis eller Inaunxis), en Afdeling af Letterne, Merer (Merens), og Mordver (Mordens), tſchudiſke Folkeſlag, der nævnes i de ældſte rusſiſke Annaler[29]. „Da han havde erhvervet ſaa ſtort Rige“, vedbliver Jornandes, „taalte han heller ikke at Erulerne ſkulde gaa fri, men underkaſtede dem ſit Herredømme[30]. Derefter paaførte han Veneterne (ɔ: Venderne, han kalder dem ovenfor Viniderne) Krig, hvilke, egentlig deelte i tre Hovedſtammer Vender, Anter og Slaver, maatte adlyde hans Scepter[31]. Derpaa undertvang han Hæſterne (d. e. Eſterne), der bebo det germaniſke Oceans (Øſterſøens) langſtrakte Kyſt, undertvang dem ved ſin Klogſkab, og herſkede ſaaledes over alle Skythiens og Germaniens Nationer[32]. Hans Død henføres til Aaret 375.

Saxo er, ſom vi bemærkede, bedſt underrettet om Jarmunrek, og hans Fortælling om denne viſer ſig ſaa aldeles uafhængig enten af den norſke eller den tydſke, at det er tydeligt at ſee baade at den grunder ſig paa egte danſke Sagn, vedligeholdte, om juſt ikke i deres gamle Reenhed, fra Goternes Dage, og at den i Danmark eller Reidgotland har haft ſit egentlige Hjem. Den lyder i Korthed ſaaledes: Sivard (Sigurd), Konge

ſelv; dernæſt Halmal eller Hulmul (Saxos Humble), Augis, Amala, Iſarna, Oſtrogota, Unilt, Athal, Achiulf, Ermanarik. i Danmark, blev af den ſvenſke Kong Gotar (Gautar) ſlagen ved Halland, og flygtede til Jylland, hvor han dog nogenledes oprettede den Skjendſel, hans Flugt havde paadraget ham, ved at ſejre over en Hob Slaver, der uden nogen Anfører vovede at angribe ham. Men ſnart fik de ſig en Anfører, og ſejrede over Sivard, førſt ved Fyen, ſiden i flere Trefninger ved Jylland. Paa den Maade miſtede Sivard baade Skaane og Jylland[33], og beholdt kun den mindre Deel af Riget (Sjæland) tilbage. Hans Søn Jarmunrek[34] blev med ſine to ſpæde Syſtre et Bytte for Fienden; den ene af disſe blev ſolgt til Nordmændene, den anden til Tydſkerne. Sivard, ked af Livet efter ſaamange Uheld, ſøgte nu kun en hæderlig Død, og ſandt den i en Kamp mod Gøtars Statholder i Skaane, Simo[35], der ſelv blev dræbt med en Mængde af ſine Mænd Men, heder det, han fik ikke derved befriet ſit Fædreland fra Skatſkyldighed.

Imidlertid ſad Jarmunrek tilligemed ſin Foſterbroder Gunne i Fængſel hos Slavernes Konge Ismar. Endelig blev han udtagen af Fængſlet og ſat til Markarbejde. Derved ſkille han ſig ſaa godt, at han forfremmedes til Opſynsmand over de kongelige Trælle. Da han ogſaa beſtyrede dette Hverv til Kongens Tilfredshed, blev han optagen blandt Kongens Huuskarle, og ſteg endelig til at blive Kongens ypperſte Ven. Alle ſyntes om ham, paa Dronningen nær, hun havde altid Mistanke til ham. Det hændte ſig, at Kongens Broder døde, og Kongen ønſkede at holde et prægtigt Gravøl over ham. Denne Lejlighed benyttede Jarmunrek og Gunne til at undſlippe af Fangenſkabet efterat have dræbt Dronningen; de indebrændte Kongen med hans Mænd, og plyndrede hans Skatkammer[36]). Et Skib, de fandt ved Kyſten, bragte dem heldigt tilbage til Danmark, hvor Budle, Sivards Broder, der hidtil havde regjeret, maatte overlade Jarmunrek Regjeringen. Det lykkedes Jarmunrek ſiden, ved Hjælp af nogle misfornøjede blandt Gøtars Underſaatter, at fælde denne og erobre Sverige. Derpaa angreb han Slaverne, fangede fyrretyve af dem, hvilke han lod hænge med ligeſaa mange Ulve ved Siden, og underkaſtede ſig deres Land, i hvilket han paa de dertil egnede Steder lagde Beſætning. Han drog derfra i Øſterveg, hvor han overvandt Sember, Kurer og andre Folkeſlag. Slaverne ſøgte imidlertid at løsrive ſig, dræbte Jarmunreks Beſætninger, og herjede Danmark. Men Jarmunrek kom juſt i belejlig Tid tilbage, lagde ſig i Vejen for deres Flaade og ødelagde den; de fornemſte Fanger lod han ved Remme, dragne gjennem deres Lægge, binde til Fødderne af vilde Tyre, der jagede ved Hunde ſlæbte de ulykkelige Fanger gjennem Dynd og Kjær, indtil de opgave Aanden. Dette ſatte Slaverne i Skræk, og de underkaſtede ſig ham ydmygt. Jarmunrek, der ved ſine mange Krigstog havde vundet ſtore Rigdomme, byggede nu for at ſikkre ſig ſine Skatte en ſterk Borg paa en høj Klippe. Han opførte en Vold af Torv, med Grundvold af Steen; i andet Stokværk af Borgen indrettedes Værelſer, øverſt Bryſtværn, udenfor indrettedes Vagtſtuer. Fire Porte dannede Udgang mod hver af de fire Himmelegne. Her ſamlede han nu alle ſine Skatte. Da han havde ordnet ſine huuslige Anliggender, begyndte han atter at tænke paa Tog til fremmede Lande. Han ſejlede afſted, og mødte fire Brødre af „helleſpontiſk“ Æt (Helleſpont betegner hos Saxo, efter hvad ovenfor er oplyſt, kun vore Forfædres Auſtrrike eller Landene i Sydøſt for Øſterſøen, ihvorvel det oprindelig ſynes at have betegnet Egnen omkring Elvens Mundinger), med hvilke han kæmpede i tre Dage, og derpaa lod dem ſlippe, efterat de havde lovet at give ham deres Syſter Svanhild[37] og Størſtedelen af den Skat, de havde paalagt de af dem overvundne Folk.

Blandt disſe vare Liverne, hvis Konges Søn Bikke var i Fangenſkab hos Brødrene, men undkom, og flygtede til Jarmunrek, hvis Fortrolige han inden kort Tid blev, og benyttede ſig heraf til at overtale ham til allehaande ſlette og ſkammelige Handlinger, iſær mod hans egen Familie. Derfor blev han almindeligt forhadt. Slaverne begyndte et nyt Oprør, men Jarmunrek tvang dem atter til Lydighed, og ſtraffede deres Høvdinger ved at lade dem ſønderſlide af Heſte, til hvilke deres Fødder ved Toug, dragne gjennem Senerne, bleve bundne. Jarmunreks Syſterſønner, der hidtil havde været opdragne i Tydſkland paaførte ham nu Krig, for at faa deres Part af Riget. Han nøjede ſig førſt med at ødelægge deres Befæſtninger og indtage flere af deres Byer. Derpaa holdt han Bryllup med Svanhild. Men Bikke ophidſede ham paany mod hans Syſterſønner; han bekrigede dem, fangede dem og lod dem hænge. Ogſaa deres fornemſte Mænd lod han paa denne Maade aflive efterat have lokket dem til ſig under Venſkabs Maſke.

Jarmunrek havde en Søn af et tidligere Egteſkab, ved Navn Broder, hvilken Bikke falſkelig beſkyldte for at ſtaa i utilladelig Forbindelſe med Stifmoderen. Jarmunrek, ſom troede Bikkes Ord, bad ſine Venner dømme i Sagen. Alle raadede til Broders Landsforviisning, undtagen Bikke, der ſtemte for hans Død i Galgen, og for at Svanhild ſkulde trædes til Døde af Kvæg. Men for at det ej ſkulde ſee ud ſom om Faderen ſelv lod ſin Søn henrette, ſkulde nogle Tjenere holde et Bret under dennes Fødder, thi naar disſe af Træthed lode Brettet ſynke, var det deres, og ikke Kongens Skyld, at Broder døde. Det ſkede efter Bikkes Raad; Broder blev hængt paa den aftalte Maade, og døde derfor ikke ſtrax, men Svanhild blev bunden til Jorden for at ſøndertrædes af Heſte. Hun var, heder det, ſaa ſmuk, at ikke engang Heſtene vilde træde paa hende. Da kom Bikke til, ſagde at hun forhexede Dyrene, og lod hende binde med Anſigtet nedad. Da førſt gik Heſtene over hende. Broders Hund begyndte imidlertid at vaande ſig og hans Høg at plukke Fjedrene af ſig ſelv. Kongen ſaa heri et Tegn paa den barnløſe Tilſtand, hvori han ved Sønnens Død vilde komme, og ſkyndte ſig derfor at lade Broder, der endnu levede, tage ned af Galgen. Men Bikke begav ſig nu til de fire Brødre, og ſortalte dem om Svanhilds ſørgelige Død. De beſluttede ſtrax at hevne hende, og Bikke ſkyndte ſig tilbage til Jarmunrek, for at underrette ham derom. Jarmunrek forberedte ſig paa Angrebet ved at indeſlutte ſig i ſin Borg, og forſyne den med Kæmper og Levnetsmidler. Helleſponterne kom paa Vejen i Uenighed med hinanden indbyrdes om Deling af Krigsbytte, og en ſtor Deel af dem blev dræbt, ſaa at de øvrige ikke troede ſig ſterke nok til ſtrax at binde an med Borgen. De henvendte ſig derfor til en Troldkvinde ved Navn Gudrun, om Hjelp. Hun, fortælles det, ſlog Kongens Krigere med Blindhed, ſaa at de kom til at ſtride mod hinanden indbyrdes. Heraf benyttede Helleſponterne ſig til at beſtorme Hovedindgangen, og fældte en Deel i Blinde kæmpende Krigere. Men under denne Tummel, heder det, kom Odin, gav Danerne deres Syn igjen, og lærte dem at ſtene Helleſponterne til Døde, ſiden de ved Tryllemidler forſtode at gjøre ſig haarde mod Hug. Saaledes omkom begge Hære ved gjenſidigt at dræbe hinanden. Jarmunrek væltede ſig mellem de Døde med afhugne Hænder og Fødder. Broder, hans Søn, fulgte efter ham i Regjeringen, hvortil han kun var lidet ſkikket[38].

Her gjenkjendes de væſentligſte Træk af Beſkrivelſen i vore egne Oldſagn, men alt er forandret og ligeſom forſtørret. Vore Oldſagns Randver kalder Saxo „Broder“; vore Oldſagn lade Randver plukke Fjedrene af ſin Høg og ſende den nogen til Jarmunrek, medens Saxo lader Høgen ſelv begynde at afplukke ſine Fjedre, og omtaler tillige Broders Hund. Det norſke Sagn lader Randver virkelig blive hængt, det danſke lader Broder beholde Livet paa en meget beſynderlig Maade. Det norſke Sagn lader kun de tre Brødre Sørle, Hamder og Erp drage afſted for at hevne Svanhild; i det danſke Sagn er der fire Brødre, og deres ſaavelſom Svanhilds tidligere Forhold til Jarmunrek fortælles anderledes. Det norſke Sagn lader Erp paa Vejen blive dræbt af ſine Brødre; herom minder Saxo’s Fortælling, at Brødrene undervejs dræbte en ſtor Deel af deres egen Hær. Ifølge det norſke Sagn hugger Hamder Fødderne, Sørle Hænderne af Jarmunrek, og de klage over at Erp ej er tilſtede for at hugge Hovedet af ham. Det danſke Sagn lader ogſaa Jarmunrek miſte Hænder og Fødder, uagtet det forreſten ikke kjender den rette Aarſag dertil. Gudrun kjendes ogſaa i det danſke Sagn, men kun ſom en Troldkvinde. I begge Sagn er det Odin, ſom raader til at ſtene Brødrene, ſiden Vaaben ej vilde bide paa dem.

Foruden disſe Overeensſtemmelſer med det norſke Sagn bar Saxo ogſaa et væſentligt Træk af den tydſke Fortælling om Ermanarik. Han lader ham hænge ſine i Tydſkland opdragne Syſterſønner. Disſe ere de i de tydſke Sagn ſaa ofte omtalte Harlunger, Embricke og Fritila, hvilke Ermenrik trods Frændſkabet lader hænge[39].

Men eget for det danſke Sagn er Fortællingen om Jarmunreks Borg, hvilken en anden danſk Krønike endog lægger paa Bjerget Kullen i Skaane[40], og mærkeligt er Sagnets Overeensſtemmelſe med den hiſtoriſke Deel af Jornandes’s Beretning. Thi, ligeſom Jornandes, lader Saxo Jarmunrek underkaſte ſig Slaverne og de i Øſten boende lettiſke og tſchudiſke Nationer (Kurer, Sember og Liver). Man ſeer ſtrax, at man i Saxo’s Jarmunrek ej alene har den Ermanarik for ſig, der lader Svanhild dræbe og kæmper mod hendes Brødre, men ogſaa den, der undertvinger Slaver og Eſter, og „herſker over alle Skythiens og Germaniens Nationer“. „Helleſponten“ hos Saxo minder ej alene om Øſterveg, men ogſaa om de ſaakaldte mæotiſke Sumpe, hvor Erulerne ſkulde holde til[41]. Og dog har den hele Fortælling hos Saxo fuldkommen Præget af at være national; intet Træk ſynes at være laant fra fremmede Kilder. Ogſaa veed Saxo mere at fortælle om Jarmunreks Krige, end baade de norſke Sagn og Jornandes. Vi føle derfor, at Sagnet hos Saxo er paa ſin rette nationale Grund. Vel har det i Tidens Løb undergaaet nogle Forandringer, og dets Forbindelſe med den øvrige Deel af Sagnkredſen er forglemt, men forreſten har det heftet ſig formeget ved Stederne ſelv til i ſine Enkeltheder at kunne glemmes. Ja endog den Dag i Dag er der i Skaane dunkle Sagn, der henføre disſe Begivenheder til Øreſund og Hveen[42].

Det maa derfor anſees ſom en afgjort Sag, at den gotiſke Konge Ermanarik eller Jarmunrek i Midten af det 4de Aarhundrede har grundet et ſtort Erobringsmonarki, der førſt og fremſt indbefattede de gotiſke Lande omkring Øſterſøen, men desforuden har ſtrakt ſig over det af udvandrede Goter beboede Faſtland næſten lige ned til det ſorte Hav, og over Slaverne eller Venderne i Veſt, over Preusſer, Letter, Kurer, Eſter og Tſchuder i Nord. Det ſydlige Norge har upaatvivleligt udgjort en Deel af dette Rige. Derom vidner i alle Fald det Udſagn hos Jornandes, at „Rugerne“, ligeſom mange andre ſtridbare nordiſke Folk, hørte blandt de Folk, der maatte adlyde ham, ligeſom ogſaa denne Deel af Norge laa de gotiſke Hovedlande altfor nær, til ej at maatte blive berørt af de ſtørre Bevægelſer, ſom der fandt Sted. Jornandes ſiger ingenſteds udtrykkeligt, hvor Jarmunrek havde ſin egentlige Bolig; vel kunde det maaſkee ſynes ſom om han forudſatte, at dette var etſteds i den ſydlige Deel af Riget, hvilket fra Jornandes’s, den i Syden levende Forfatters, Standpunkt, og i og for ſig er naturligt; dog nævner han paa den anden Side ſelv Øſterſøens (det germaniſke Havs) Kyſter og nordiſke Folk ſom ham undergivne. De norſke Sagn holde ſig mere til et enkelt Afſnit i Jarmunreks Liv; de kjende ham ſom Goternes Fyrſte, men forreſten ſynes det ſom om Erindringen om hans mere umiddelbare Herredømme i Norge er tabt: Berørelſen har kun været forbigaaende. Men i Danmark, og fornemmelig i Skaane, har Erindringen vedligeholdt ſig, og kun der veed Sagnet at fortælle om hans egentlige Hjem.

At de fra de gamle reidgotiſke Lande udvandrede Angelſaxer opbevarede Mindet om Jarmunrek (Eormenric), var i ſin Orden, og man finder ham derfor ogſaa omtalt i angelſaxiſke Skrifter[43]. I de tydſke Sagn omtales han vel hyppigt, men i mindre beſtemte Omrids; hans Magt voxer til det Utrolige, han er romerſk Kejſer, Langobardernes Konge, og Dietrichs Farbroder: altſammen deels fordi det tydſke Sagn i ſin nærværende Skikkelſe er ungt, deels fordi Syd- og Veſt-Tydſkerne neppe have ſtaaet i den umiddelbare Forbindelſe med Goterne, ſom vore Forfædre[44].

Jarmunreks eller Ermanariks ſtore gotiſk-nordiſke Erobringsmonarki bliver altſaa en hiſtoriſk Kjendsgjerning. Men dette Monarki ligger aabenbart forud for det egentlige ſaakaldte Skjoldunge— eller danſk-gotiſke Monarki. Danerne havde paa Jarmunreks Tid neppe endnu forladt deres ældre Sæder ved Gautland, endnu vare de virkelige Reidgotere herſkende i de øſterſøiſke Lande.

Men Jarmunreks Erobringer kunne ikke andet end nødvendigviis, trods Sagnenes Taushed derom, have frembragt Bevægelſer og Omvæltninger inden Norden ſelv. Og ganſke fattes ikke Spor deraf. Vi have ovenfor (S. 77—84) ſeet, hvorledes der findes ikke utvetydige Tegn til, at der i en fjern Oldtid har været en beſynderlig Frem— og Tilbageſtrømning af Nationer i den ſydøſtlige Deel af Norge; hvorledes Raumer eller Alfer og Ruger, efterat have naaet Kyſten, atter ſynes at være drevne tilbage af Folk med gotiſk Kultur, indtil de paany trængte frem og tildeels underkaſtede ſig disſe. Denne Mellemtid af gotiſk Herredømme ved Vikens Kyſter ſynes ej at kunne tilhøre nogen anden Periode end den, hvori Jarmunrek beherſkede Norden. Og ſaaledes har heller ikke vort Norden været ganſke uberørt af de Bevægelſer, de mongoliſke Huners Indſtyrten foraarſagede, thi derved kuldkaſtedes Jarmunreks Rige, og den Svækkelſe, ſom Gotervældet derved led, maatte nødvendigviis føles lige indtil de yderſte Dele af Monarkiet. Man kan ikke tvivle paa, at Nordmændene benyttede ſig af Erobrerens Fald til atter at trænge frem, og al Raumerne nu ſaaledes omſider fik oprettet deres Raumarike, Haderne deres Ringarike o. ſ. v. Og i de reidgotiſke Lande ſelv, fornemmelig i Jylland, har Jarmunreks Herredømme viſt bidraget meget til at fremſkynde den angliſke Udvandring til Britannien.

Jornandes kalder den Nation, til hvilken Svanhild og hendes Brødre hørte, den roxolanſke. Vore Oldſagn nævne derimod ikke, hvor Kong Jonaker boede; de ſige kun, at Strømmen drev Gudrun over Fjorden til Kong Jonakers Land Det er ovenfor viiſt, at Benævnelſen „Roxolaner“ hos Jornandes og ſenere Forfattere maa være den ſamme ſom „Rusſer“, „Rodſer“, Fællesbenævnelſen for Nordgermanerne i deres ældre Hjem[45]. Det bliver imidlertid uviſt, om Jonakers Land ſkal ſøges i Øſten, eller om det gotiſke Sagn kun har tænkt paa Nordboer i Almindelighed. Det norſke Sagn ſynes at have tænkt paa et Land, der kun ved en Fjord eller en ſmalere Deel af Havet var adſkilt fra Atles Rige i Hunaland. Jornandes ſiger at Roxolanernes Folk var faldet fra Jarmunrek, og at Svanhild blev ſaa haardt behandlet, fordi hendes Mand var blandt de frafaldne. Dette viſer, at der blandt de undertvungne Nordgermaner allerede før Hunernes Angreb ſpores Misfornøjelſe og Lyſt til at afkaſte Aaget.

Den hele Vølſunge- og Niflunge-Sagnkreds kan ſaaledes ſiges baade at begynde og ſlutte i Norden. I ſin midlere Deel ſpiller den fornemmelig i Tydſkland. Det bliver dog altid et ſtort Spørgsmaal, om Vølſungerne og Gjukungerne i ſamme Grad kunne anſees for hiſtoriſke Figurer, ſom Jarmunrek. Deres Bedrifter ere mere fabelagtige; de gribe aabenbart mindre ind i Hiſtorien; det hele Sagn om Niflunge-Skatten, erhvervet ved Svig og tabt med Sorg, danner et afſluttet tragiſk Heelt for ſig ſelv, ligeſom de græſke Sagn om Ødipus og den over hans Huus hvilende Fordømmelſe. Det er her ej alene muligt, men endog ſandſynligt, at Sagnene om Sigurd Fafnersbane og Gjukungerne kunne være medbragte af de germaniſke Indvandrere fra deres ældſte Hjem i Øſten, og ſenere lokaliſerede[46]. At der blandt Helteſagnene, og navnligt blandt dem, der ere ſatte i Forbindelſe med Vølſunge-Sagnkredſen, findes ſlige Urſagn, kan ikke betvivles. Sagnet om den kyndige Smed Vølund eller Valund, Tydſkernes Wielant, Angelſaxernes Weland, Englændernes Wayland, Franſkmændenes Gualans, der af Kong Nidad indeſtængtes i et Fængſel, men gjorde ſig Vinger og fløj bort, er kun den germaniſke Form af Grækernes Sagn om Dædalos, og da det ej kan være laant fra Grækerne, maa det følgelig have været til endog blandt det Urfolk, fra hvilket baade Græker og Germaner ſtammede[47]. Sagnet om Valunds Broder Egil, Angelſaxernes Ægel, der paa Kong Nidads Befaling viſte ſin Dygtighed i Bueſkydning ved at ſkyde et Æble ned af ſin Søns Hoved og paa Kongens Spørgsmaal hvad han vilde med to andre Pile, han havde lagt tilſide, ſvarede at de vare ham tiltænkte, hvis den førſte havde truffet Barnet — dette Sagn maa have levet fra umindelige Tider blandt alle de germaniſke Stammer, thi man gjenkjender det, lokaliſeret, i Norge, Danmark, England og Schweiz[48]. Paa lignende Maade kunde nu Sagnet om Sigurd have været til fra Urtiden, og givet Anledning til ſaamange lignende Sagn blandt Nordboer og Tydſkere om Dragekampe og Erhvervelſe af Drageſkatte. Det bliver i alle Fald her ſaare vanſkeligt at udſondre det hiſtoriſke fra det mythiſke. Men en middelbar hiſtoriſk Interesſe vinde Sagnene dog, fordi de umiskjendeligt minde om en Tid, da Nordboer, Goter og Tydſkere i broget Forvirring tumlede ſig om hinanden ligefra Viken til Alperne, medens dog Goterne ſtedſe vare den fornemſte Nation, og alle deres Sagn ej alene dreje ſig om Skandja ſom et Middelpunkt, men ogſaa længe have vedligeholdt ſig i det gamle ſkandiſke Hovedland, Skaane, ſom Lokalſagn.


  1. Nemlig Eddadigtene, Skálda og Vølſungaſaga. Sagnene ere fuldſtændigt gjennemgaaede i min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“. – Jvf. ogſaa W. Grimms „die nordiſche Heldenſage“.
  2. Det heder ſaaledes udtrykkeligt i Indledningen til Snorra-Edda om Vølſungerne: „de herſkede over det Land, ſom nu kaldes Frankland“. Hermed er det tydeligt tilkjendegivet, at Landet dengang ikke hed Frankland.
  3. I Widſidh-Kvadet nævnes endog Alboin Audoins Søn, Langobardernes Konge og Italiens Erobrer (Älfwine on Eatule, bearn Eádwines, v. 139–148) ſom ſamtidig med Ermanarik (Eormenric).
  4. De bekjendte fabelagtige Fortællinger fra Middelalderen om Kejſer Karl og hans 12 Jevninger ere nemlig neppe yngre end det 12te eller 13de Aarh.; i Løbet af fire Aarhundreder har ſaaledes Folkeſagnet faaet hiſtoriſke Traditioner forvandlede til Myther. Og hvad kun fire Aarhundreder kunde udrette i en chriſtelig Tidsalder med hiſtoriſk Literatur, dertil var viſtnok eet Aarhundrede tilſtrækkeligt i den germaniſke Hedendom.
  5. Beowulf, v. 1747 og 1787.
  6. Der er en Mængde Ord eller Navne i det Slaviſke, der, ſammenlignede med de tilſvarende germaniſke, viſe denne Overgangs-Analogi, f. Ex. gorod eller grad, oldn. garðr; volooh eller vlach, tydſk walh; volod eller vlad (f. Ex. i Volodimir, Vladimir), oldn. vald: følgelig volos eller vlas, oldn. vals. Denne Volos omtales i de gamle rusſiſke Annaler ved 971 i Anledning af Storfyrſt Svjatoſlavs Fredsſlutning med Kejſer Johannes; han nedbeder, hvis han ſviger Fredsſlutningen, Forbandelſe af den Gud, han tror paa, Perun og Volos, Kvæg-Guden. Men Svjatoſlav og hans Mænd vare ikke alle Slaver, altſaa kan Volos her ogſaa have været en rusſiſk Guddom. Det er vel at merke, at flere af de ſlaviſke Ord, der paa denne Maade ſvare til germaniſke, ſynes ſenere at være optagne i Sproget efter disſe; i ſaa Fald maatte Volos være laant fra Germanerne.
  7. Nemlig Frauja-Dyrkelſen, ſvarende til Proves Kultus, ſe ovenfor S. 218, 219.
  8. Sinfetle nævnes paa det ovenanførte Sted i Beowulfdigtet under Navnet Fitela. Om disſe Begivenheder ſe forøvrigt Vølſunga Saga, Cap. 1—8, og min „Nordmændenes Gudelære“ § 61.
  9. Se nedenfor, § 10, hvor der handles om Hjørvard Ylſing, Granmar og Ingjald Ildraade. I Beowulfdigtet nævnes de (v. 916, 936), og, efter hvad det lader, ſom Naboer af Scedenicg (Skaane).
  10. Blandt andet nævnes ſom Helges Bolig Sevafjöll, hvorved man maa erindre Plinius Sævo mons, Helgakviða Hundingsb. Il. v. 23, 34, 40, 46. Kun „Hringstaðir“ har Navn tilfælles med det nuværende Ringſted, dog kan der neppe være at tænke paa dette i Helgakv. Hundingsb. I. v. 7. Med Henſyn til Stedsnavnenes Ukjendelighed maa det dog ellers merkes, at mange Steder paa Sydſiden af Øſterſøen i den ældſte Tid, førend Slaverne eller Venderne boſatte ſig der, maa have ført ganſke andre Navne end ſidenefter. Naar vi ſaaledes i Helgakviderne finde omtalt et Varinsvik (Helg. Hj. 22), Varinsfjord (Helg. Hund. I. 27) og Varinsø (d. ſ. 37), da maa man visſelig tænke paa Tacitus’s Varini, Warnerne; og naar Hedinsø omtales (Helg. Hund. 22) paa Hiddenſee ved Rügen, kaldet Heðinsey i Knytl. Saga.
  11. Se Helgakviða Hjörvardssonar.
  12. Denne Dag tilligemed Broderen Brage, Høgnes Sønner, ſynes næſten at være den ſamme Dag hin rike og Brage, fra hvilke ifølge Fund. Nor. Døglinger og Bragninger ſkulde nedſtamme.
  13. Helgakv. Hund. II. Slutn.
  14. Saxo, II. B. S. 80. Hunding kaldes her Konge af Saxland, Syrics Søn, og Stedet, hvor han overvandtes, ſiges at være Stade ved Elben. I Eddadigtene er det ved „Frekaſtein“.
  15. Der tales nemlig om Vikinger (Helgakv. Hund. I. 27) og overhoved tales der om Søkrig og Vikingsfærd paa en Maade, ſom mere pasſer til Vikingeperioden i Hedendommens ſidſte Tid.
  16. Dette ſlutte vi deels deraf, at Helge og Sinfetle kaldes „Ylfinger“ og ſiges at være komne øſtenfra (Helgakv. Hund. I. v. 34); deels deraf, at Granmar ſiges at være Konge paa Svarinshaug, og Svarin kaldes hos Saxo (S. 32) Jarl i Gautland, ligeſom ogſaa Navnet „Granmar“ nærmeſt ſynes at tilhøre Æſtergautland. Oftere forekommer „Sigarsvold“ ſom Helgernes Odelsgaard; dette Navn ſynes knyttet til Danerne, thi Sigar (Sigehere) nævnes i Widſidhkvadet ſom Sø-Danernes fornemſte Fyrſte (55, 56).
  17. Ældre Edda, Sinfjötlalok.
  18. Sigurdarkviða, I., II. og III., Fafnismál, Sigrðrifumál, Brynhildarkvída, Helreið Brynhildar.
  19. Guðrúnarkvíða, I., II, III., Oddrúnargrátr, Atlakvída, Atlamál.
  20. Abbed Nikolas’s Rejſeroute fra Midten af 12te Aarh. i Werlauffs Symbolæ ad geogr. med. ævi. – I de gamle burgundiſke Love omtales Gibica (Gjuki) og Gundahari (Gunnar) ſom Burgundernes ældſte Konger (Canciani, barbarorum leges ant. IV. p. 15). Ogſaa i den gamle Atlakvida v. l8 kaldes den hunſke Kong Atle og hans Mænd, der ligeſom han ſelv havde hyklet Venſkab for Gjukes Sønner, „Burgundernes Benner“, herved antydes ogſaa at Gjukungerne vare Burgunder.
  21. Atlakvída, Atlamál, Gudrúnarhvöt, Hamðismál. Se ogſ. Skálda, c. 39—42.
  22. I Haandſkrifterne af Jornandes finder man Goterkongens Navn ſkrevet Hermanricus eller Ermanaricus; efter Vulfilas Orthographi vilde dette blive airmanareiks; det gotiſke airmana (egentl. irmana) ſvarer ganſke til det oldn. „jörmun eller jarmun (eget. irman), angelſ. eormen, ſax. irmin. Sarus af sarv (oldn. Sörvi) og Dimin. Sarula, ſvarer ganſke til oldn. Sörli (eg. sarvli); Ammius er forvanſket af Hamaþius, hvis tilſvarende tydſke Form Hemideo ogſaa findes. Begge Navne indeholde en Hentydning til de ugjennemtrængelige Ruſtninger (sörvi og hamr) hvilke de vare iførte. – Viſtnok er Svanhild hos Jornandes ej gift med Jarmunrek, men dette gjør her intet til Sagen.
  23. Amm. Marc. I. 31, c. 3: Igitur Hunni, pervasis Alanorum regionibus … Ermenrichi late patentes et uberes pagos repentino impetu perruperunt, bellicosissimi regis, et per multa variaque fortiter facta vicinis nationibus formidati.
  24. Amm. Marc. l. c.: Qui vi subitæ procellæ perculsus, quamvis manere fundatus et stabilis diu conatus est, impendentem tamen diritatem augente vulgatius famà. magnorum discriminum metum voluntarià morte sedavit.
  25. Jornandes de rebb. Get. c. 24, fratres ejus (Sonildæ) Sarus & Ammius germanæ obitum vindicantes Ermanarici latus ferro petierunt; quo vulnere saucius, ægram vitam corporis imbecillitate contraxit. Quam adversam ejus valetudinem captans Balamir rex Hunnorum, in Ostrogothas movit procinctum … inter hæc Ermanaricus tam vulneris dolorem, quam etiam incursiones Hunnorum non ferens, grandævus et plenus dierum, centesimo decimo anno vitæ suæ defunctus est.
  26. Vil man hente en Modgrund derfra, at Jornandes ſynes at omtale Vidga (Vidicula, c. 5 og 34) ſom en af Goternes allerældſte, i Kvad beſungne, Sagnhelte, medens han i Sagaerne om Dietrich og Ermenrich nævnes ſamtidig med disſe, ſaa bortfalder denne Indvending alene deraf, at Vidga har kunnet ſtilles ſammen med den hiſtoriſke Theodorik, der levede endnu ſenere end Ermanarik. At Ermanariks Hiſtorie paa Jornandes’s Tid var ſtærkt udſmykket, at ældre Sagn allerede vare henførte til ham, ligeſom ſenere til Theodoriks at maaſkee endog Sagnet om Sørle og Hamder kan høre til disſe ældre, er højſt ſandſynligt; dette viſer kun, at Ermanarik paa Jornandes’s Tid allerede ved Siden af ſin hiſtoriſke havde faaet en ſagnmæsſig Tilværelſe, ligeſom Theodorik, der paa Jornandes’s Tid endnu levede i altfor friſkt Minde til at blive en Sagnfigur, et Par Aarhundreder ſenere er bleven det.
  27. Se f. Ex. Guðrúnarhvöt, v. 2., Hamðismál, v. 3, 23.
  28. Slægtrækken er: Gapt (hvilket ganſke viſt maa læſes Gaut), aabenbart Odinſelv; dernæſt Halmal eller Hulmul (Saxos Humble), Augis, Amala, Iſarna, Oſtrogota, Unilt, Athal, Achiulf, Ermanarik.
  29. De opregnede Folk ere: Golthes (efter en anden Læſemaade Gothos), Etta (e. a. L. Scythas), Thuidos,. Inarungis (e. a. L. Inaunxis), Vaſina, Bovoncas (e. a. L. Vaſinabroncas), Merens, Mordens, Remniſcans, Rogans (e. a. L. Rogas, Rocas), Tadzans, Athaul (e. a. L. Athual), Navego (kunde her læſes Norvego?), Bubegenas (e. a. L. Bubegentas), Eoldas. Sammenlign Neſtors rusſ. Annaler, II. 24.
  30. Ved denne Lejlighed omtaler Jornandes Erulernes Herkomſt fra „Hele“ eller de mæotiſke Sumpe, Snorres Tanakviſler eller Vanakviſler, men aabenbart kun Elvekviſlerne, ſe ovenf. S. 25.
  31. Ved venſtre Side af de daciſke Alper, ſiger Jorn. l. 5, ſom vende mod Norden og fra Viſklas Udſpring ſtrækker ſig gjennem uhyre Rum, har Vinidernes talrige Nation nedſat ſig; ſkjønt det nu benævnes med flere Navne og dele ſig i flere Stammer, kaldtes de dog fra Begyndelſen af Sklaviner og Anter.
  32. Jornandes, De reb. Get. c. 23.
  33. Nemlig Skaane til Gøtar, og Jylland til Slaverne.
  34. Saxo ſkriver hans Navn Jarmericus: men en gammel danſk Kongeſortegnelſe fra det 13de Aarhundrede, der fremſtiller Navneformerne uforvanſkede, har Jarmundrek (Langebek, Scriptt. rer. D. I. S. 19).
  35. Eller Simon. Navnet klinger beſynderligt for en hedenſk Jarl; man ſkulde formode at det er en Fordrejelſe af „Sigmund“.
  36. Den vidtløftige Beretning herom er ſaa urimelig og næſten barnagtig, at man kunde friſtes til at antage den for et Æventyr, Saxo ſelv har tillempet paa Hovedfortællingen.
  37. Udgaverne af Saxo ſtaar „Swavilda“. Men det er tydeligt, at Haandſkr. har haft Swanilda, hvilket er blevet fejlagtigt læſt Swauilda. Saxos Epitomator Gheysmer har Swanilda, ſ. Langebeks Scriptt. II. 335.
  38. Saxo, 8de Bog S. 406—415.
  39. Disſe Harlunger omtales i Heldenbuch ſom Sønner af Diether, Dietrichs Broder. Den quedlingburgſke Krønike (fra Slutn. af det 10de Aarh.) omtaler dem allerede, ſe Ann. Quedl. hos Pertz, Monum. V. p. 31.: Eo tempore Ermanricus super omnes Gothos regnavit, astutior in dolo, largior in dono, qui post mortem Friderici, unici filii sui, sua perpetrata voluntate, patrueles suos Embricam et Fritlam patibulo suspendit. I Didrik af Berns Saga, den norſke Overſættelſe af tydſke Sagn, omtales baade denne Fredriks Død og Harlungernes Henrettelſe; den kalder dem ved en Misforſtaaelſe Ake og Etgard (ſe W. Grimm, deutſche Heldenſage S. 20, 261, 265. Ogſaa det angelſ. Widſidhkvad nævner Harlungerne (Herelingas).
  40. Rykloſters Annaler, Langebeks Scriptt. I. 155. Denne Krønike kalder Jarmunrek Jarmarus, og lader ham ſtride med de helleſpontiſke Brødre i Øreſund, ligeſom den kalder Broder hans Broder, ej hans Søn. De danſke Sagn have ſaaledes været noget afvigende indbyrdes.
  41. Se ovenfor S. 20, 21, jvfr. 36, 37, 52.
  42. Se herom de danſke Kæmpeviſer om Fru Grimild og hendes Brødre (Schaldemoſes Saml. S. 54—66), og den hveenſke Krønike, hvoraf Uddrag findes ſammeſteds, i Müllers Sagabibl. II. S. 408 fgg., og Stephanius, Noter til Saxo S. 230. Jvf. Sjøborg, Nomenklatur för Nord. Fornlemninger, S. 83, 84. Viſtnok har man antaget, at Henlæggelſen til Hveen er foranlediget ved en Forvexling af „Hunaland“ med,„Huenaland, Hvenaland“, men det ſynes dog i ſaa Fald beſynderligt at Sagnet ſaa faſt har kunnet lokaliſere ſig, og at allerede Rykloſters-Krøniken, fra det 13de Aarhundrede har kunnet hentyde til Øreſund ſom Begivenhedernes Skueplads ved at nævne dette ſaavelſom Kullen. Nej, Sagnet er ſikkert ældgammelt i Skaane. Og her er det ogſaa af Interesſe at bemerke, hvorledes et andet hveenſk Sagn indeholder dunkle Erindringer af Gefjon-Mythen, ſe ovenfor S. 205, Not. 4.
  43. Nemlig, ſom forhen omtalt, i Widſidh-Kvadet. Jarmunrek (Eormenric) er en af de Fyrſter, Skalden beſøger. Han kalder ham Hredkongen, den vrede Forligsbryder, wráð wærloga (13—17), ſiger at han herſkede over Goterne (36); han gjennemvandrede, ſiger han, al Goternes Odel og beſøgte de ypperſte af Jarmunreks Huusfæller, hvoriblandt Herelingas, Emerca og Fridla (217— 225); han opholdt ſig al den Stund hos Jarmunrek, Borgmændenes Herre, der gav ham en koſtbar Baug (175—184). I et andet, ligeledes i Exeterbogen opbevaret, Digt, kaldet „Skaldens Klage“, heder det: „vi have hørt om Jarmunreks Ulve-Sind; han beherſkede vidt og bredt Goter-Rigets Folk, han var en grum Konge; mangen Mand ſad ſorgbunden, ventende Ve, og ønſkede nokſom, at der var en Ende paa dette Kongerige“ (Thorpes udg. S. 378).
  44. Størſt Kjendſkab til de her meddelte Sagn røber den ovenanførte Quedlinb. Krønike, der ogſaa (l. c.) ſiger: Ermanrici regis Gothorum, a fratribus Hemido et Serila et Adaccaro, quorum patrem interfecerat (her burde viſt læſes … Serila, quorum patrem Adaccarum interfecerat) amputatis manibus et pedibus turpiter, uti dignus erat, occisio. Begivenheden henføres urigtigt til Kejſer Anaſtaſius’s Tid, for at faa Ermanrik ſamtidig med Theodorik eller Diderik af Bern „de quo cantabant rustici olim“.
  45. Se ovenf. S. 41, 42, 45, 46.
  46. Sagnet lokaliſeres nemlig ej alene i Tydſkland, men ogſaa paa Hveen, og i Sverige henføres Niflunge-Skattens Skjuleſted til Garphytteklinten i Nerike. Geijer, S. R. Häfder S. 89.
  47. Overeensſtemmelſen mellem Sagnene var endog vore Forfædre indlyſende, forſaavidt man, hvad allerede ovenfor (S. 193) er bemerket, ſinder Ordet „Labyrinth“ overſat „Völundarhús“. Sagnet om Valund indeholdes i ſin ſtørſte Reenhed, ſom bekjendt, i den gamle Völundarkvíða, et af Eddadigtene. Hans Fader Bade nævnes ogſaa i engelſke Sagn (ſe Kemble, Saxons in Engl. I. 420), og Stedsnavne i England minde derom. Weland (Völundr), Níðhað (Niðuðr) og Datteren Beaduhild (Bödvildr, egentl. Bödv-hildr), omtales i „Skaldens Klage“ v. 1-34, Exeterb. S. 3277, og i Berkſhire viſes endnu Wayland Smith (d. e. Valunds Smedie).
  48. Eigil eller Egil kaldes i Vølundarkvida Ölrunar-Egill. Omſtændeligt berettes Sagnet i Didrik af Berns Saga; ſom bekjendt er det i Danmark henført til Palnatoke, i Norge til Heming og Eindride Ilbreid, i Schweiz til Wilhelm Tell, og i England til William Cloudesley; Grimms Mythol. S. 354, 335. Om Ægel minde flere Stedsnavne i England, ſ. Æglesburh (Ailesbury), Æglesford (Aylesford) o. fl. — Om Valunds Søn Vidga fortælles meget i Didrik af Berns Sagas hvorledes han ſom Vidicula eller Vidigoja var Gjenſtand for ældgamle gotiſke Sange, er forhen nævnt; Widſidh-Kvadet kjender ham ſom Wudga (v, 288). Fornemmelig lokaliſeres Valund— og Vidga-Sagnene i Skaane, Bohus og Sjæland, ſe W. Grimm, Heldenſagen 322, Geijer, S. R. Häſder S. 89. Og det er da heller ikke underligt, at denne ſaavelſom de andre gotiſke Myther meeſt haardnakket har holdt ſig i Skaane, Goternes gamle Hovedſæde, tilligemed dets nærmeſte Naboegne.