Det norske Folks Historie/1/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt Halfdan Gamles Descendenter nævner Fundinn Noregr Vølsungerne og Niflungerne; Skálda kun Niflungerne; Hyndluljod omtaler Vølsunger og (Gjukunger i Forbindelse med Halfdan uden dog udtrukkeligt at udlede deres Herkomst fra ham. Denne Udledelse er ogsaa, hvis man ej skal ansee den for udsprungen af den dunkle Erindring om alle Syd- og Mellem-Germaners fordums Ophold paa og Udgang fra Skandja, heel vilkaarlig. Thi af alle vore Oldsagn er der ingen i den Grad fælles Ejendom for hele den germaniske Verden, som Vølsunge- og Niflunge-Sagnene. Medens Norge og Island opbevarede dem i de ældgamle Edda-Kvad og de dermed forbundne prosaiske Optegnelser, besang Danmark og Sverige dem i Folkeviser, og i Tydskland fremkaldte de en heel Litteratur af vidtløftige Digte, som Niebelungen-Lied, Gudrun, o. fl., hvilke vistnok alle hidrøre fra en forholdsviis sildig Tidsalder og fremvise Sagnene paavirkede af de christelige Religionsbegreber men for hvilke dog naturligviis ældre Traditioner ligge til Grund og let kunne frigjøres fra det ydre Farve-Lag, hvormed de af de yngre Slægter have været overdragne. Vølsunge- og Niflunge-Sagnene ere derfor mere end noget af vore øvrige Heltesagn skikkede til at vække Forestillingen om den oprindelige germaniske Sagn-Eenhed, og de staa som utvetydige Vidnesbyrd om en Tidsperiode i hvilken de germaniske Helte endnu tumlede sig om hinanden, og Nordboerne ikke mindre, end Tydskerne selv, deeltoge i Begivenheder, der foregik i Hjertet af Europa; med andre Ord, om den tidligste Folkevandrings-Tid.

Vølsunge- og Niflunge-Sagnene tilhøre i det Hele taget mere Mythologien, end Historien. Idet vi derfor henvise dem, der ønske at lære dem at kjende i deres Fuldstændighed, til mythologiske Verker eller til Oldskrifterne selv[1], ville vi her kun i al Korthed gjennemgaa Sagnrækken med væsentligt Hensyn til det egentlige historiske Stof, den indeholder.

Ligesom Skjoldunge-Sagnene nærmest ere knyttede til Danmark som Ættens egentlige Hjem, saaledes ere Vølsunge- og Gjukunge- eller Niflunge-Sagnene nærmest knyttede til Nordtydskland, hvor Vølsungernes egentlige Hjem henføres til Frankland eller de nedre Rhinegne, uden at dog dermed andet er meent, end at betegne deres geographiske Beliggenhed[2]. Gjukungerne eller Niflungerne synes nærmest at have tilhørt Burgundernes Nation. Desforuden nævnes Huner, hvilke idetmindste vore Forfædre i den ældste Tid synes at have tænkt sig boende i et Strøg nordenfor Volsungerne; endelig spille Goterne en vigtig Rolle; deres Hjem maa søges østen- og nordenfor de øvrige. Hvad der i disse Sagn er den egentlige Fælles-Ejendom for den hele germaniske Verden, eller hvad der lige meget omtales i tydske og nordiske Oldsagn, er Episoden om Volsungefyrsten Sigurd, hans Dragekamp, hans Forbindelse med Niflungerne, og disses Strid med Hunekongen Atle. Men ligesom vore Oldsagn desuden vide at fortælle om Vølsungefyrster, der alene vedkomme Norden og som ej forekomme i de tydske Sagn, saaledes indeholde disse igjen meget, der angaar Syden, navnlig den til en mythisk Sagnhelt forvandlede Theodorik (Dietrich af Bern), Østgoternes Konge. Og medens vore Oldsagn tillige lade den gotiske Jarmunrek (Ermanarik) spille Hovedrollen ved Sagnkredsens Ende, og det danske, hos Saxo opbevarede Sagn, beretter vidtløftigt om ham, saaledes træder han i de tydske Sagn, uagtet han dog ogsaa forekommer der, mere i Baggrunden, hvorimod disse igjen dvæle mere ved Atle eller Etzel, og gjøre ham til eet med den bekjendte Hunekonge Attila, uanseet at Ermanarik, Attila og Theodorik levede i hver sit Aarhundrede (4de, 5te og 6te). Men man faar overhoved af den hele Maade, hvorpaa Sagnkredsen baade i norske og tydske Skrifter er meddeelt, det Indtryk, at ældgamle fællesgermaniske Sagn ere blandede med historiske Begivenheder, og at endog Helte og Fyrster fra Folkevandringernes Tider efter en saare kort Tids Forløb ere traadte tilbage i et mythisk Halvmørke, paa hvis Baggrund de have fremstillet sig for Efterslægten som indbyrdes samtidige og samvirkende[3]. Dette synes vel noget underligt, men det er dog ikke underligere end at Kejser Karl den Store, der levede saa langt nede i Tiden i en christelig Tidsalder, og hvis Levnet og Bedrifter ere beskrevne af samtidige Forfattere, hvis Verker endnu haves, desuagtet efter faa Aarhundreders Forløb har kunnet blive en ligesaa mythisk Sagnhelt, som nogen Vølsung eller Niflung[4].

Vølsungernes Herkomst omtales ikke i Eddadigtene, uden forsaavidt Hyndluljod synes at sætte den i Forbindelse med Halfdan Gamle. En senere forfattet, prosaisk Fremstilling af Sagnkredsen lader dem nedstamme fra Vølsung, Konge i Hunaland, Sønnesøn af Sige, Odins Søn. Det samme melder ogsaa den forhen omtalte Indledning til den yngre Edda, hvor Odin fremstilles som Grunder af en asiatisk Koloni i Norden. Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om Vølsungasaga og Skálda her meddele noget egte gammelt Sagn. Navnet „Vølsung“ tyder nemlig hen paa en Stamfader ved Navn „Vals“ eller Velse, ligesom „Skjoldung“ paa „Skjold“. I det angelsaxiske Beowulf-Kvad, hvor Vølsungen Sigmunds Bedrifter lejlighedsviis omtales, kaldes denne ej alene Wälsing, men ogsaa Wälses eofora, Welses Søn (eller Ætling); hvilket saaledes tydeligt nok vidner om at Sagnet maa have kjendt Vals eller Velse som Ættens foregivne Stamfader[5]. Denne „Vals“ er nu vistnok forsvunden i de germaniske Oldsagn, men man gjenfinder ham umiskjendeligt i de slaviske som den saakaldte Kvæg- eller Hyrdegud Volos, Vlas eller Veles, hvilket Navn idetmindste aldeles svarer til det germaniske „Vals“[6]. Denne har vel, som de fleste øvrige Guder, oprindellg været den samme som Odin, eller en egen Personifikation af ham; men hans Forsvinden af de germaniske Gudesagn uden andet Spor, end det, der indeholdes i Vølsunge-Navnet, synes at tyde paa, at han kun dyrkedes i Germanernes fjerneste Oldtid, eller rettere at Navnet „Vals“ som Gudenavn enten kun kjendtes, medens de endnu opholdt sig i Østen og stode i nærmere Berørelse med Slaverne, eller at det fornemmelig tilhørte de østlige eller gotiske Stammer, som boede Slaverne nærmest, og virkelig, hvad ovenfor er viist, neppe i mythologisk og aldeles ikke i sproglig Henseende vare ganske upaavirkede af dem[7].

Vølsung omtales som Odins udvalgte Yndling. Sagnet lader ham blive dræbt i Gautland af Siggeir, der havde egtet hans Datter Signy, og lader alle hans Sønner, paa een nær, blive opslugte af Siggeirs Moder i Ulveskikkelse. Den ene, der undslipper, er Sigmund, der med sin egen Syster har Sønnen Sinfjøtle eller Sinfetle, ved hvis Bistand han hevner sin Faders og sine Brødres Død, og indebrænder Siggeir tilligemed Signy, der ej vilde overleve ham[8]. Fra Siggeir udleder saavel Fundinn Noregr, som Skálda de saakaldte „Siklingers“ Stamme, et Navn, som dog kun synes at have været et Appellativ for Konger og Jarler, og som blot ved en tilfældig Lighed er sammenstillet med Siggeir. Snarere maatte man antage, at Siggeir, Ulvindens Søn, har været anseet som Stamfader for de saakaldte Ylfinger (egentlig Vylfinger, Angels. Wylfingas), hvis egentlige Hjem, af flere Omstændigheder at dømme, synes at have været Øster-Gautland[9], men hvortil man og i vidtløftig Forstand synes at have regnet de første Vølsunger, deels formedelst deres Svogerskab med Siggeir, deels fordi Sigmund og Sinfetle selv ifølge Sagnet en lang Tid havde været forvandlede til Ulve.

Vore Oldsagn lade Sigmund egte Borghild af Braalund, og med hende erhverve et Rige i Danmark, hvor han i lang Tid opholdt sig. Oldkvadene omtale mange Bedrifter, som Sinfetle og Helge udførte i Fællesskab, og nævne tillige en Mængde Navne paa Fjorde, Bjerge, Øer og Steder, af hvilke nu neppe et eneste kan gjenkjendes i Danmark, og som derfor maa antages enten at være opdigtede, eller ogsaa, hvad der er det rimeligste, at tilhøre et ældre Danmark paa den skandiske Halvø[10]. De fortælle endvidere om Helge, at han fældte Kong Hunding – hvoraf hans Tilnavn Hundingsbane –, egtede Valkyrjen Sigrun, og overvandt ved hendes Hjelp, i Forening med Sinfetle, Kong Granmar af Svarinshaug og hans Sønner. Blandt vore gamle Eddadigte forekommer et Digt om den norske Kong Hjørvards Søn Helge, der udførte berømmelige Bedrifter og egtede Valkyrjen Svava, Datter af Kong Eylime i „Svavaland“, men omsider dræbtes af sin egen Broder. Der lægges til, at baade Helge og Svava siden gjenfødtes, og uagtet det ikke siges med udtrykkelige Ord, at de bleve gjenfødte i Helge Hundingsbane og Sigrun, synes dette dog at skulle være Meningen[11]. Helge Hundingsbane blev, heder det, dræbt af sin Svoger Dag[12], og Sigrun døde strax efter af Sorg; ogsaa disse, tilføjes der, skulle være blevne gjenfødte, saaledes at Helge levede op igjen som Helge Haddingjaskade, og Sigrun som en Kaara Halfdansdatter[13]. Der er imidlertid meget, som taler for at antage, at man ved Helge Haddingjaskade ikke har tænkt sig nogen anden end Helge Hjørvardssøn, hvilken kun eet Sagn har sat før, et andet efter Helge Hundingsbane. Men dette, i Forening med den Omstændighed, at Saxo forvexler Hleidrekongen Helge Halfdanssøn med Helge Hundingsbane[14], vækker sterk Formodning om at disse Helge-Sagn oprindelig have staaet i ingen, eller i alle Fald kun i en yderst løs Forbindelse med Vølsunge-Sagnene. Endog de Edda-Digte, som besynge dem, bære saa smukke de end ere, dog umiskjendelig Præget af at tilhøre den yngste Tidsalder, i hvilken slige Kvad kunde blive til[15]. Egentlig synes disse Kvad at have hørt hjemme i Gautland[16].

Sinfetle, fortælles der, blev forgiven af sin Stifmoder, hvilken Sigmund derfor forskød, og begav sig til sit Rige i Frankland[17] hvor han egtede Kong Eylimes Datter Hjørdis, uden dog længe at besidde hende, da han faldt i et Slag mod hendes forsmaaede Medbejler Lyngve, der understøttedes af Odin selv. Hjørdis fødte efter hans Død Sønnen Sigurd og egtede Alf, Kong Hjalpreks Søn, i hvis Gaard Sigurd blev opdragen. De yngre Bearbejdelser af Sagnene tillægge at Hjalprek var Konge i Danmark; men Oldkvadene vide intet derom. Sigurd er den berømte Sagnhelt Sigurd Fafnersbane, der med Sverdet Gram dræbte Lindormen Fafner paa Gnitaheden, og satte sig i Besiddelse af den Mængde Guld, over hvilken den rugede. I tydske Sagn er han ligesaa berømt som „der hörnerne Siegfried“. Hvorledes Sigurd kom til Kong Gjuke (egentl. Givike, tydsk Giebich), og hans Dronning Grimhild, egtede deres Datter Gudrun, sluttede Fostbroderskab med Gjukes Sønner, de saakaldte Gjukunger eller Niflunger ( Niebelungen), Gunnar (Tydsk Gundachar, Günther) og Høgne (Hagano), og omsider snigmordersk blev dræbt af dem ved Gunnars Hustru Brynhild Budledatters Anstiftelse, dette fortælles vidtløftigt i Vølsungasaga, og besynges i Eddakvadene, men hører ellers mere hjemme i Mythologien end Historien[18]. Det samme gjelder om Gudernes paafølgende Giftermaal med Kong Atle i Hunaland, om dennes Svig mod Niflungerne for at faa den Skat, de efter Sigurds Død havde tilegnet sig (hodd Niflunga, der Niebelunge Hort), og om Atles Drab ved Gudruns egen Haand[19]. De Eddadigte, som omhandle disse Sagn, give kun faa Stedsbestemmelser. Alle Heltene kaldes „hunske Konger“, uagtet Atle særskilt kaldes Konge i Hunaland, der ved Myrkved (den mørke Skov) var adskilt fra Niflungernes Rige. Dog nævnes Rhinen som den Elv, i hvis Nærhed Begivenhederne foregik; „søndenfor Rhinen“, heder det, blev Sigurd dræbt, og i Rhinen skjulte Niflungerne deres Skat De sildigere prosaiske Udfyldninger og Bearbejdelser have dog, rimeligviis især efter tydske Sagn, bestemt Lokaliteten noget nøjere; Sigmunds Rige bliver Frankland, og en gammel islandsk Rejsebeskrivelse paaviser endog Gnitaheden, hvor Fafner blev dræbt, etsteds mod Vesten mellem Paderborn og Mainz[20]. I det Følgende knytter Fortællingen sig mere til bestemte geographiske Punkter. Gudrun begiver sig til Havet, styrter sig deri og drives „over Fjorden“ til Kong Jonaker, som hun egter; hendes og Sigurds Datter Svanhild bliver gift med Jarmunrek hin rige, Goternes Konge, hvis Søn af et tidligere Egteskab, Randver, beskyldes af den hunske Bikke for at have villet forføre Svanhild; forbittret herover lader Jarmunrek Randver hænge, og Svanhild søndertræde af Heste. Hendes Halvbrødre, Gudruns og Jonakers Sønner Sørle og Hamder, hevne hendes Død ved at angribe Jarmunrek og afhugge hans Hænder og Fødder. Dog blive Sørle og Hamder selv stenede til Døde, da Vaaben ej bide paa deres ypperlige Brynjer[21]. Hermed slutter den oldnorske Sagnkreds. Thi en senere Tilsætning om at Sigurd Fafnersbane og Brynhild skulde have haft en Datter, Aslaug, der siden blev gift med Ragnar Lodbrok, synes kun at have faaet sin Oprindelse for at forherlige enten dennes eller Harald Haarfagres Dynasti. De tydske Sagn derimod gribe her desto virksommere ind, idet de vidtløftigt udbrede sig over Dietrich af Bern og hans Helte. Man kan saaledes med fuld Føje sige, at Sagnkredsen bevæger sig fra Norden mod Syden; den taber tillige mere og mere af sit alderdomsagtige Præg, jo længer den kommer mod Syd, atter et talende Vidnesbyrd om den hele germaniske Vandringsretning.

I Jarmunrek gjenkjende vi, som det allerede ovenfor (S.42) er viist, ved første Øjekast den af Jornandes forevigede Ermanarik, Goternes Konge, i Midten af det 4de Aarhundrede. Der kan ingen Tvivl være om, at den Ermanarik eller Hermanaricus, der hos Jornandes lader Sonilda sønderslide af Heste, og siden saares af hendes Broder Sarus og Ammius, er vore Eddasagns Jarmunrek, thi ej alene Hoved-Begivenhederne, men ogsaa Navnene gjenkjendes[22]. Her have vi saaledes, som det synes, et bestemt historisk Tilknytningspunkt for den hele Sagnkreds. Thi Goterkongen Ermanariks Tilværelse er hævet over enhver Tvivl Den samtidige romerske Historieskriver Ammian nævner ham udtrykkeligt, hvor han fortæller om Hunernes allerførste Fremtræden i Europa, som en stridbar og mægtig Konge, der ved mange Manddomsbedrifter havde sat sig i Respekt hos de tilgrændsende Nationer[23]. Men dog kunde der være et Spørgsmaal om Jornandes ikke har henført til den historiske Ermanarik et Sagn, der blandt Goterne fortaltes om en mythisk Ermanarik. Ammian veed nemlig intet af at Ermanarik var bleven saa farligt saaret af de roxolanske Brødre; han siger kun at han længe søgte at holde Hunerne Stand, men dog tilsidst af Frygt dræbte sig selv[24]. Ved nærmere Betragtning ville imidlertid Ammians Ord findes ikke at staa i nogen ligefrem Modsætning til Jornandes’s. Denne siger heller ikke at Ermanarik døde af sine Saar, men kun at han fristede et sørgeligt Liv med et sygt Legeme, at Hunerne endog benyttede sig af denne hans Svaghed for at angribe hans Rige, og at han, fortvivlet over sine Smerter og Hunernes Angreb, døde – det ligger næsten i Ordene at han gav sig selv Døden – i sit 110de Aar[25]. At den historiske Ermanarik allerede paa Jornandes’s Tid kunde blive en Sagnfigur, er ikke besynderligere, end at Theodorik ligeledes et Par Aarhundreder efter sin Død kunde blive det[26]. Hertil kommer nu ogsaa, at vore egne Sagn saa bestemt henføre Jarmunrek til Goterne[27], hvad der neppe vilde have været Tilfældet, hvis han kun var en fælles oldgermanisk Sagnfigur, og endelig, at det danske Sagn om ham, hvilket Saxo meddeler, indeholder de vidtløftigste, nøjagtigste og omstændeligste Beretninger om hans Bedrifter: et tydeligt Vidnesbyrd om, at han som historisk Person maa have levet og virket i det gamle reidgotiske Stammeland.

Som Hersker over alle de gotiske og maaskee flere tilgrændsende Lande bliver Ermanarik af Vigtighed ogsaa for vor Historie, da der er den største Sandsynlighed for, at den gotiske eller halvgotiske Deel af Norge tillige lød under hans Herredømme. Den Rolle, han spiller i vore gamle Eddadigte, vidner allerede noksom om, at han heller ikke har været vore Forfædre ligegyldig. Jornandes udleder hans Herkomst i 6te Led fra Amala, de gotiske saakaldte Amalungers (i vore Oldskrifter Omlungers) Stamfader, og lader Amala igjen i 3die Led nedstamme fra Gaut, den første af de gotiske Anser[28]. Han omtaler paa et andet Sted hans Erobringer, og opregner Navnene paa de af ham undertvungne Nationer. „Han underkastede sig“, heder det, „mange og stridbare nordiske (arctoas) Folk, og bragte dem til at adlyde sine Love, hvorfor ogsaa flere af vore Forfædre sammenligne ham med Alexander den store“. Her følge nu Navnene paa de undertvungne Folk; flere af disse Navne ere øjensynligt forvanskede af sildigere Afskrivere, dog gjenkjender man med Bestemthed flere germaniske, sarmatiske og tschudiske Navne, tildeels i gotisk Form, som Rugerne (Rogans eller Rogas), Thjuder, (Thiudos, Thividos), maaskee Indbyggerne af Thjod (Thy i Jylland), Jaczvinger eller Jatvjager (Inaxungis eller Inaunxis), en Afdeling af Letterne, Merer (Merens), og Mordver (Mordens), tschudiske Folkeslag, der nævnes i de ældste russiske Annaler[29]. „Da han havde erhvervet saa stort Rige“, vedbliver Jornandes, „taalte han heller ikke at Erulerne skulde gaa fri, men underkastede dem sit Herredømme[30]. Derefter paaførte han Veneterne (ɔ: Venderne, han kalder dem ovenfor Viniderne) Krig, hvilke, egentlig deelte i tre Hovedstammer Vender, Anter og Slaver, maatte adlyde hans Scepter[31]. Derpaa undertvang han Hæsterne (d. e. Esterne), der bebo det germaniske Oceans (Østersøens) langstrakte Kyst, undertvang dem ved sin Klogskab, og herskede saaledes over alle Skythiens og Germaniens Nationer[32]. Hans Død henføres til Aaret 375.

Saxo er, som vi bemærkede, bedst underrettet om Jarmunrek, og hans Fortælling om denne viser sig saa aldeles uafhængig enten af den norske eller den tydske, at det er tydeligt at see baade at den grunder sig paa egte danske Sagn, vedligeholdte, om just ikke i deres gamle Reenhed, fra Goternes Dage, og at den i Danmark eller Reidgotland har haft sit egentlige Hjem. Den lyder i Korthed saaledes: Sivard (Sigurd), Konge

selv; dernæst Halmal eller Hulmul (Saxos Humble), Augis, Amala, Isarna, Ostrogota, Unilt, Athal, Achiulf, Ermanarik. i Danmark, blev af den svenske Kong Gotar (Gautar) slagen ved Halland, og flygtede til Jylland, hvor han dog nogenledes oprettede den Skjendsel, hans Flugt havde paadraget ham, ved at sejre over en Hob Slaver, der uden nogen Anfører vovede at angribe ham. Men snart fik de sig en Anfører, og sejrede over Sivard, først ved Fyen, siden i flere Trefninger ved Jylland. Paa den Maade mistede Sivard baade Skaane og Jylland[33], og beholdt kun den mindre Deel af Riget (Sjæland) tilbage. Hans Søn Jarmunrek[34] blev med sine to spæde Systre et Bytte for Fienden; den ene af disse blev solgt til Nordmændene, den anden til Tydskerne. Sivard, ked af Livet efter saamange Uheld, søgte nu kun en hæderlig Død, og sandt den i en Kamp mod Gøtars Statholder i Skaane, Simo[35], der selv blev dræbt med en Mængde af sine Mænd Men, heder det, han fik ikke derved befriet sit Fædreland fra Skatskyldighed.

Imidlertid sad Jarmunrek tilligemed sin Fosterbroder Gunne i Fængsel hos Slavernes Konge Ismar. Endelig blev han udtagen af Fængslet og sat til Markarbejde. Derved skille han sig saa godt, at han forfremmedes til Opsynsmand over de kongelige Trælle. Da han ogsaa bestyrede dette Hverv til Kongens Tilfredshed, blev han optagen blandt Kongens Huuskarle, og steg endelig til at blive Kongens ypperste Ven. Alle syntes om ham, paa Dronningen nær, hun havde altid Mistanke til ham. Det hændte sig, at Kongens Broder døde, og Kongen ønskede at holde et prægtigt Gravøl over ham. Denne Lejlighed benyttede Jarmunrek og Gunne til at undslippe af Fangenskabet efterat have dræbt Dronningen; de indebrændte Kongen med hans Mænd, og plyndrede hans Skatkammer[36]). Et Skib, de fandt ved Kysten, bragte dem heldigt tilbage til Danmark, hvor Budle, Sivards Broder, der hidtil havde regjeret, maatte overlade Jarmunrek Regjeringen. Det lykkedes Jarmunrek siden, ved Hjælp af nogle misfornøjede blandt Gøtars Undersaatter, at fælde denne og erobre Sverige. Derpaa angreb han Slaverne, fangede fyrretyve af dem, hvilke han lod hænge med ligesaa mange Ulve ved Siden, og underkastede sig deres Land, i hvilket han paa de dertil egnede Steder lagde Besætning. Han drog derfra i Østerveg, hvor han overvandt Sember, Kurer og andre Folkeslag. Slaverne søgte imidlertid at løsrive sig, dræbte Jarmunreks Besætninger, og herjede Danmark. Men Jarmunrek kom just i belejlig Tid tilbage, lagde sig i Vejen for deres Flaade og ødelagde den; de fornemste Fanger lod han ved Remme, dragne gjennem deres Lægge, binde til Fødderne af vilde Tyre, der jagede ved Hunde slæbte de ulykkelige Fanger gjennem Dynd og Kjær, indtil de opgave Aanden. Dette satte Slaverne i Skræk, og de underkastede sig ham ydmygt. Jarmunrek, der ved sine mange Krigstog havde vundet store Rigdomme, byggede nu for at sikkre sig sine Skatte en sterk Borg paa en høj Klippe. Han opførte en Vold af Torv, med Grundvold af Steen; i andet Stokværk af Borgen indrettedes Værelser, øverst Brystværn, udenfor indrettedes Vagtstuer. Fire Porte dannede Udgang mod hver af de fire Himmelegne. Her samlede han nu alle sine Skatte. Da han havde ordnet sine huuslige Anliggender, begyndte han atter at tænke paa Tog til fremmede Lande. Han sejlede afsted, og mødte fire Brødre af „hellespontisk“ Æt (Hellespont betegner hos Saxo, efter hvad ovenfor er oplyst, kun vore Forfædres Austrrike eller Landene i Sydøst for Østersøen, ihvorvel det oprindelig synes at have betegnet Egnen omkring Elvens Mundinger), med hvilke han kæmpede i tre Dage, og derpaa lod dem slippe, efterat de havde lovet at give ham deres Syster Svanhild[37] og Størstedelen af den Skat, de havde paalagt de af dem overvundne Folk.

Blandt disse vare Liverne, hvis Konges Søn Bikke var i Fangenskab hos Brødrene, men undkom, og flygtede til Jarmunrek, hvis Fortrolige han inden kort Tid blev, og benyttede sig heraf til at overtale ham til allehaande slette og skammelige Handlinger, især mod hans egen Familie. Derfor blev han almindeligt forhadt. Slaverne begyndte et nyt Oprør, men Jarmunrek tvang dem atter til Lydighed, og straffede deres Høvdinger ved at lade dem sønderslide af Heste, til hvilke deres Fødder ved Toug, dragne gjennem Senerne, bleve bundne. Jarmunreks Systersønner, der hidtil havde været opdragne i Tydskland paaførte ham nu Krig, for at faa deres Part af Riget. Han nøjede sig først med at ødelægge deres Befæstninger og indtage flere af deres Byer. Derpaa holdt han Bryllup med Svanhild. Men Bikke ophidsede ham paany mod hans Systersønner; han bekrigede dem, fangede dem og lod dem hænge. Ogsaa deres fornemste Mænd lod han paa denne Maade aflive efterat have lokket dem til sig under Venskabs Maske.

Jarmunrek havde en Søn af et tidligere Egteskab, ved Navn Broder, hvilken Bikke falskelig beskyldte for at staa i utilladelig Forbindelse med Stifmoderen. Jarmunrek, som troede Bikkes Ord, bad sine Venner dømme i Sagen. Alle raadede til Broders Landsforviisning, undtagen Bikke, der stemte for hans Død i Galgen, og for at Svanhild skulde trædes til Døde af Kvæg. Men for at det ej skulde see ud som om Faderen selv lod sin Søn henrette, skulde nogle Tjenere holde et Bret under dennes Fødder, thi naar disse af Træthed lode Brettet synke, var det deres, og ikke Kongens Skyld, at Broder døde. Det skede efter Bikkes Raad; Broder blev hængt paa den aftalte Maade, og døde derfor ikke strax, men Svanhild blev bunden til Jorden for at søndertrædes af Heste. Hun var, heder det, saa smuk, at ikke engang Hestene vilde træde paa hende. Da kom Bikke til, sagde at hun forhexede Dyrene, og lod hende binde med Ansigtet nedad. Da først gik Hestene over hende. Broders Hund begyndte imidlertid at vaande sig og hans Høg at plukke Fjedrene af sig selv. Kongen saa heri et Tegn paa den barnløse Tilstand, hvori han ved Sønnens Død vilde komme, og skyndte sig derfor at lade Broder, der endnu levede, tage ned af Galgen. Men Bikke begav sig nu til de fire Brødre, og sortalte dem om Svanhilds sørgelige Død. De besluttede strax at hevne hende, og Bikke skyndte sig tilbage til Jarmunrek, for at underrette ham derom. Jarmunrek forberedte sig paa Angrebet ved at indeslutte sig i sin Borg, og forsyne den med Kæmper og Levnetsmidler. Hellesponterne kom paa Vejen i Uenighed med hinanden indbyrdes om Deling af Krigsbytte, og en stor Deel af dem blev dræbt, saa at de øvrige ikke troede sig sterke nok til strax at binde an med Borgen. De henvendte sig derfor til en Troldkvinde ved Navn Gudrun, om Hjelp. Hun, fortælles det, slog Kongens Krigere med Blindhed, saa at de kom til at stride mod hinanden indbyrdes. Heraf benyttede Hellesponterne sig til at bestorme Hovedindgangen, og fældte en Deel i Blinde kæmpende Krigere. Men under denne Tummel, heder det, kom Odin, gav Danerne deres Syn igjen, og lærte dem at stene Hellesponterne til Døde, siden de ved Tryllemidler forstode at gjøre sig haarde mod Hug. Saaledes omkom begge Hære ved gjensidigt at dræbe hinanden. Jarmunrek væltede sig mellem de Døde med afhugne Hænder og Fødder. Broder, hans Søn, fulgte efter ham i Regjeringen, hvortil han kun var lidet skikket[38].

Her gjenkjendes de væsentligste Træk af Beskrivelsen i vore egne Oldsagn, men alt er forandret og ligesom forstørret. Vore Oldsagns Randver kalder Saxo „Broder“; vore Oldsagn lade Randver plukke Fjedrene af sin Høg og sende den nogen til Jarmunrek, medens Saxo lader Høgen selv begynde at afplukke sine Fjedre, og omtaler tillige Broders Hund. Det norske Sagn lader Randver virkelig blive hængt, det danske lader Broder beholde Livet paa en meget besynderlig Maade. Det norske Sagn lader kun de tre Brødre Sørle, Hamder og Erp drage afsted for at hevne Svanhild; i det danske Sagn er der fire Brødre, og deres saavelsom Svanhilds tidligere Forhold til Jarmunrek fortælles anderledes. Det norske Sagn lader Erp paa Vejen blive dræbt af sine Brødre; herom minder Saxo’s Fortælling, at Brødrene undervejs dræbte en stor Deel af deres egen Hær. Ifølge det norske Sagn hugger Hamder Fødderne, Sørle Hænderne af Jarmunrek, og de klage over at Erp ej er tilstede for at hugge Hovedet af ham. Det danske Sagn lader ogsaa Jarmunrek miste Hænder og Fødder, uagtet det forresten ikke kjender den rette Aarsag dertil. Gudrun kjendes ogsaa i det danske Sagn, men kun som en Troldkvinde. I begge Sagn er det Odin, som raader til at stene Brødrene, siden Vaaben ej vilde bide paa dem.

Foruden disse Overeensstemmelser med det norske Sagn bar Saxo ogsaa et væsentligt Træk af den tydske Fortælling om Ermanarik. Han lader ham hænge sine i Tydskland opdragne Systersønner. Disse ere de i de tydske Sagn saa ofte omtalte Harlunger, Embricke og Fritila, hvilke Ermenrik trods Frændskabet lader hænge[39].

Men eget for det danske Sagn er Fortællingen om Jarmunreks Borg, hvilken en anden dansk Krønike endog lægger paa Bjerget Kullen i Skaane[40], og mærkeligt er Sagnets Overeensstemmelse med den historiske Deel af Jornandes’s Beretning. Thi, ligesom Jornandes, lader Saxo Jarmunrek underkaste sig Slaverne og de i Østen boende lettiske og tschudiske Nationer (Kurer, Sember og Liver). Man seer strax, at man i Saxo’s Jarmunrek ej alene har den Ermanarik for sig, der lader Svanhild dræbe og kæmper mod hendes Brødre, men ogsaa den, der undertvinger Slaver og Ester, og „hersker over alle Skythiens og Germaniens Nationer“. „Hellesponten“ hos Saxo minder ej alene om Østerveg, men ogsaa om de saakaldte mæotiske Sumpe, hvor Erulerne skulde holde til[41]. Og dog har den hele Fortælling hos Saxo fuldkommen Præget af at være national; intet Træk synes at være laant fra fremmede Kilder. Ogsaa veed Saxo mere at fortælle om Jarmunreks Krige, end baade de norske Sagn og Jornandes. Vi føle derfor, at Sagnet hos Saxo er paa sin rette nationale Grund. Vel har det i Tidens Løb undergaaet nogle Forandringer, og dets Forbindelse med den øvrige Deel af Sagnkredsen er forglemt, men forresten har det heftet sig formeget ved Stederne selv til i sine Enkeltheder at kunne glemmes. Ja endog den Dag i Dag er der i Skaane dunkle Sagn, der henføre disse Begivenheder til Øresund og Hveen[42].

Det maa derfor ansees som en afgjort Sag, at den gotiske Konge Ermanarik eller Jarmunrek i Midten af det 4de Aarhundrede har grundet et stort Erobringsmonarki, der først og fremst indbefattede de gotiske Lande omkring Østersøen, men desforuden har strakt sig over det af udvandrede Goter beboede Fastland næsten lige ned til det sorte Hav, og over Slaverne eller Venderne i Vest, over Preusser, Letter, Kurer, Ester og Tschuder i Nord. Det sydlige Norge har upaatvivleligt udgjort en Deel af dette Rige. Derom vidner i alle Fald det Udsagn hos Jornandes, at „Rugerne“, ligesom mange andre stridbare nordiske Folk, hørte blandt de Folk, der maatte adlyde ham, ligesom ogsaa denne Deel af Norge laa de gotiske Hovedlande altfor nær, til ej at maatte blive berørt af de større Bevægelser, som der fandt Sted. Jornandes siger ingensteds udtrykkeligt, hvor Jarmunrek havde sin egentlige Bolig; vel kunde det maaskee synes som om han forudsatte, at dette var etsteds i den sydlige Deel af Riget, hvilket fra Jornandes’s, den i Syden levende Forfatters, Standpunkt, og i og for sig er naturligt; dog nævner han paa den anden Side selv Østersøens (det germaniske Havs) Kyster og nordiske Folk som ham undergivne. De norske Sagn holde sig mere til et enkelt Afsnit i Jarmunreks Liv; de kjende ham som Goternes Fyrste, men forresten synes det som om Erindringen om hans mere umiddelbare Herredømme i Norge er tabt: Berørelsen har kun været forbigaaende. Men i Danmark, og fornemmelig i Skaane, har Erindringen vedligeholdt sig, og kun der veed Sagnet at fortælle om hans egentlige Hjem.

At de fra de gamle reidgotiske Lande udvandrede Angelsaxer opbevarede Mindet om Jarmunrek (Eormenric), var i sin Orden, og man finder ham derfor ogsaa omtalt i angelsaxiske Skrifter[43]. I de tydske Sagn omtales han vel hyppigt, men i mindre bestemte Omrids; hans Magt voxer til det Utrolige, han er romersk Kejser, Langobardernes Konge, og Dietrichs Farbroder: altsammen deels fordi det tydske Sagn i sin nærværende Skikkelse er ungt, deels fordi Syd- og Vest-Tydskerne neppe have staaet i den umiddelbare Forbindelse med Goterne, som vore Forfædre[44].

Jarmunreks eller Ermanariks store gotisk-nordiske Erobringsmonarki bliver altsaa en historisk Kjendsgjerning. Men dette Monarki ligger aabenbart forud for det egentlige saakaldte Skjoldunge– eller dansk-gotiske Monarki. Danerne havde paa Jarmunreks Tid neppe endnu forladt deres ældre Sæder ved Gautland, endnu vare de virkelige Reidgotere herskende i de østersøiske Lande.

Men Jarmunreks Erobringer kunne ikke andet end nødvendigviis, trods Sagnenes Taushed derom, have frembragt Bevægelser og Omvæltninger inden Norden selv. Og ganske fattes ikke Spor deraf. Vi have ovenfor (S. 77–84) seet, hvorledes der findes ikke utvetydige Tegn til, at der i en fjern Oldtid har været en besynderlig Frem– og Tilbagestrømning af Nationer i den sydøstlige Deel af Norge; hvorledes Raumer eller Alfer og Ruger, efterat have naaet Kysten, atter synes at være drevne tilbage af Folk med gotisk Kultur, indtil de paany trængte frem og tildeels underkastede sig disse. Denne Mellemtid af gotisk Herredømme ved Vikens Kyster synes ej at kunne tilhøre nogen anden Periode end den, hvori Jarmunrek beherskede Norden. Og saaledes har heller ikke vort Norden været ganske uberørt af de Bevægelser, de mongoliske Huners Indstyrten foraarsagede, thi derved kuldkastedes Jarmunreks Rige, og den Svækkelse, som Gotervældet derved led, maatte nødvendigviis føles lige indtil de yderste Dele af Monarkiet. Man kan ikke tvivle paa, at Nordmændene benyttede sig af Erobrerens Fald til atter at trænge frem, og al Raumerne nu saaledes omsider fik oprettet deres Raumarike, Haderne deres Ringarike o. s. v. Og i de reidgotiske Lande selv, fornemmelig i Jylland, har Jarmunreks Herredømme vist bidraget meget til at fremskynde den angliske Udvandring til Britannien.

Jornandes kalder den Nation, til hvilken Svanhild og hendes Brødre hørte, den roxolanske. Vore Oldsagn nævne derimod ikke, hvor Kong Jonaker boede; de sige kun, at Strømmen drev Gudrun over Fjorden til Kong Jonakers Land Det er ovenfor viist, at Benævnelsen „Roxolaner“ hos Jornandes og senere Forfattere maa være den samme som „Russer“, „Rodser“, Fællesbenævnelsen for Nordgermanerne i deres ældre Hjem[45]. Det bliver imidlertid uvist, om Jonakers Land skal søges i Østen, eller om det gotiske Sagn kun har tænkt paa Nordboer i Almindelighed. Det norske Sagn synes at have tænkt paa et Land, der kun ved en Fjord eller en smalere Deel af Havet var adskilt fra Atles Rige i Hunaland. Jornandes siger at Roxolanernes Folk var faldet fra Jarmunrek, og at Svanhild blev saa haardt behandlet, fordi hendes Mand var blandt de frafaldne. Dette viser, at der blandt de undertvungne Nordgermaner allerede før Hunernes Angreb spores Misfornøjelse og Lyst til at afkaste Aaget.

Den hele Vølsunge- og Niflunge-Sagnkreds kan saaledes siges baade at begynde og slutte i Norden. I sin midlere Deel spiller den fornemmelig i Tydskland. Det bliver dog altid et stort Spørgsmaal, om Vølsungerne og Gjukungerne i samme Grad kunne ansees for historiske Figurer, som Jarmunrek. Deres Bedrifter ere mere fabelagtige; de gribe aabenbart mindre ind i Historien; det hele Sagn om Niflunge-Skatten, erhvervet ved Svig og tabt med Sorg, danner et afsluttet tragisk Heelt for sig selv, ligesom de græske Sagn om Ødipus og den over hans Huus hvilende Fordømmelse. Det er her ej alene muligt, men endog sandsynligt, at Sagnene om Sigurd Fafnersbane og Gjukungerne kunne være medbragte af de germaniske Indvandrere fra deres ældste Hjem i Østen, og senere lokaliserede[46]. At der blandt Heltesagnene, og navnligt blandt dem, der ere satte i Forbindelse med Vølsunge-Sagnkredsen, findes slige Ursagn, kan ikke betvivles. Sagnet om den kyndige Smed Vølund eller Valund, Tydskernes Wielant, Angelsaxernes Weland, Englændernes Wayland, Franskmændenes Gualans, der af Kong Nidad indestængtes i et Fængsel, men gjorde sig Vinger og fløj bort, er kun den germaniske Form af Grækernes Sagn om Dædalos, og da det ej kan være laant fra Grækerne, maa det følgelig have været til endog blandt det Urfolk, fra hvilket baade Græker og Germaner stammede[47]. Sagnet om Valunds Broder Egil, Angelsaxernes Ægel, der paa Kong Nidads Befaling viste sin Dygtighed i Bueskydning ved at skyde et Æble ned af sin Søns Hoved og paa Kongens Spørgsmaal hvad han vilde med to andre Pile, han havde lagt tilside, svarede at de vare ham tiltænkte, hvis den første havde truffet Barnet – dette Sagn maa have levet fra umindelige Tider blandt alle de germaniske Stammer, thi man gjenkjender det, lokaliseret, i Norge, Danmark, England og Schweiz[48]. Paa lignende Maade kunde nu Sagnet om Sigurd have været til fra Urtiden, og givet Anledning til saamange lignende Sagn blandt Nordboer og Tydskere om Dragekampe og Erhvervelse af Drageskatte. Det bliver i alle Fald her saare vanskeligt at udsondre det historiske fra det mythiske. Men en middelbar historisk Interesse vinde Sagnene dog, fordi de umiskjendeligt minde om en Tid, da Nordboer, Goter og Tydskere i broget Forvirring tumlede sig om hinanden ligefra Viken til Alperne, medens dog Goterne stedse vare den fornemste Nation, og alle deres Sagn ej alene dreje sig om Skandja som et Middelpunkt, men ogsaa længe have vedligeholdt sig i det gamle skandiske Hovedland, Skaane, som Lokalsagn.


  1. Nemlig Eddadigtene, Skálda og Vølsungasaga. Sagnene ere fuldstændigt gjennemgaaede i min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“. – Jvf. ogsaa W. Grimms „die nordische Heldensage“.
  2. Det heder saaledes udtrykkeligt i Indledningen til Snorra-Edda om Vølsungerne: „de herskede over det Land, som nu kaldes Frankland“. Hermed er det tydeligt tilkjendegivet, at Landet dengang ikke hed Frankland.
  3. I Widsidh-Kvadet nævnes endog Alboin Audoins Søn, Langobardernes Konge og Italiens Erobrer (Älfwine on Eatule, bearn Eádwines, v. 139–148) som samtidig med Ermanarik (Eormenric).
  4. De bekjendte fabelagtige Fortællinger fra Middelalderen om Kejser Karl og hans 12 Jevninger ere nemlig neppe yngre end det 12te eller 13de Aarh.; i Løbet af fire Aarhundreder har saaledes Folkesagnet faaet historiske Traditioner forvandlede til Myther. Og hvad kun fire Aarhundreder kunde udrette i en christelig Tidsalder med historisk Literatur, dertil var vistnok eet Aarhundrede tilstrækkeligt i den germaniske Hedendom.
  5. Beowulf, v. 1747 og 1787.
  6. Der er en Mængde Ord eller Navne i det Slaviske, der, sammenlignede med de tilsvarende germaniske, vise denne Overgangs-Analogi, f. Ex. gorod eller grad, oldn. garðr; volooh eller vlach, tydsk walh; volod eller vlad (f. Ex. i Volodimir, Vladimir), oldn. vald: følgelig volos eller vlas, oldn. vals. Denne Volos omtales i de gamle russiske Annaler ved 971 i Anledning af Storfyrst Svjatoslavs Fredsslutning med Kejser Johannes; han nedbeder, hvis han sviger Fredsslutningen, Forbandelse af den Gud, han tror paa, Perun og Volos, Kvæg-Guden. Men Svjatoslav og hans Mænd vare ikke alle Slaver, altsaa kan Volos her ogsaa have været en russisk Guddom. Det er vel at merke, at flere af de slaviske Ord, der paa denne Maade svare til germaniske, synes senere at være optagne i Sproget efter disse; i saa Fald maatte Volos være laant fra Germanerne.
  7. Nemlig Frauja-Dyrkelsen, svarende til Proves Kultus, se ovenfor S. 218, 219.
  8. Sinfetle nævnes paa det ovenanførte Sted i Beowulfdigtet under Navnet Fitela. Om disse Begivenheder se forøvrigt Vølsunga Saga, Cap. 1–8, og min „Nordmændenes Gudelære“ § 61.
  9. Se nedenfor, § 10, hvor der handles om Hjørvard Ylsing, Granmar og Ingjald Ildraade. I Beowulfdigtet nævnes de (v. 916, 936), og, efter hvad det lader, som Naboer af Scedenicg (Skaane).
  10. Blandt andet nævnes som Helges Bolig Sevafjöll, hvorved man maa erindre Plinius Sævo mons, Helgakviða Hundingsb. Il. v. 23, 34, 40, 46. Kun „Hringstaðir“ har Navn tilfælles med det nuværende Ringsted, dog kan der neppe være at tænke paa dette i Helgakv. Hundingsb. I. v. 7. Med Hensyn til Stedsnavnenes Ukjendelighed maa det dog ellers merkes, at mange Steder paa Sydsiden af Østersøen i den ældste Tid, førend Slaverne eller Venderne bosatte sig der, maa have ført ganske andre Navne end sidenefter. Naar vi saaledes i Helgakviderne finde omtalt et Varinsvik (Helg. Hj. 22), Varinsfjord (Helg. Hund. I. 27) og Varinsø (d. s. 37), da maa man visselig tænke paa Tacitus’s Varini, Warnerne; og naar Hedinsø omtales (Helg. Hund. 22) paa Hiddensee ved Rügen, kaldet Heðinsey i Knytl. Saga.
  11. Se Helgakviða Hjörvardssonar.
  12. Denne Dag tilligemed Broderen Brage, Høgnes Sønner, synes næsten at være den samme Dag hin rike og Brage, fra hvilke ifølge Fund. Nor. Døglinger og Bragninger skulde nedstamme.
  13. Helgakv. Hund. II. Slutn.
  14. Saxo, II. B. S. 80. Hunding kaldes her Konge af Saxland, Syrics Søn, og Stedet, hvor han overvandtes, siges at være Stade ved Elben. I Eddadigtene er det ved „Frekastein“.
  15. Der tales nemlig om Vikinger (Helgakv. Hund. I. 27) og overhoved tales der om Søkrig og Vikingsfærd paa en Maade, som mere passer til Vikingeperioden i Hedendommens sidste Tid.
  16. Dette slutte vi deels deraf, at Helge og Sinfetle kaldes „Ylfinger“ og siges at være komne østenfra (Helgakv. Hund. I. v. 34); deels deraf, at Granmar siges at være Konge paa Svarinshaug, og Svarin kaldes hos Saxo (S. 32) Jarl i Gautland, ligesom ogsaa Navnet „Granmar“ nærmest synes at tilhøre Æstergautland. Oftere forekommer „Sigarsvold“ som Helgernes Odelsgaard; dette Navn synes knyttet til Danerne, thi Sigar (Sigehere) nævnes i Widsidhkvadet som Sø-Danernes fornemste Fyrste (55, 56).
  17. Ældre Edda, Sinfjötlalok.
  18. Sigurdarkviða, I., II. og III., Fafnismál, Sigrðrifumál, Brynhildarkvída, Helreið Brynhildar.
  19. Guðrúnarkvíða, I., II, III., Oddrúnargrátr, Atlakvída, Atlamál.
  20. Abbed Nikolas’s Rejseroute fra Midten af 12te Aarh. i Werlauffs Symbolæ ad geogr. med. ævi. – I de gamle burgundiske Love omtales Gibica (Gjuki) og Gundahari (Gunnar) som Burgundernes ældste Konger (Canciani, barbarorum leges ant. IV. p. 15). Ogsaa i den gamle Atlakvida v. l8 kaldes den hunske Kong Atle og hans Mænd, der ligesom han selv havde hyklet Venskab for Gjukes Sønner, „Burgundernes Benner“, herved antydes ogsaa at Gjukungerne vare Burgunder.
  21. Atlakvída, Atlamál, Gudrúnarhvöt, Hamðismál. Se ogs. Skálda, c. 39–42.
  22. I Haandskrifterne af Jornandes finder man Goterkongens Navn skrevet Hermanricus eller Ermanaricus; efter Vulfilas Orthographi vilde dette blive airmanareiks; det gotiske airmana (egentl. irmana) svarer ganske til det oldn. „jörmun eller jarmun (eget. irman), angels. eormen, sax. irmin. Sarus af sarv (oldn. Sörvi) og Dimin. Sarula, svarer ganske til oldn. Sörli (eg. sarvli); Ammius er forvansket af Hamaþius, hvis tilsvarende tydske Form Hemideo ogsaa findes. Begge Navne indeholde en Hentydning til de ugjennemtrængelige Rustninger (sörvi og hamr) hvilke de vare iførte. – Vistnok er Svanhild hos Jornandes ej gift med Jarmunrek, men dette gjør her intet til Sagen.
  23. Amm. Marc. I. 31, c. 3: Igitur Hunni, pervasis Alanorum regionibus … Ermenrichi late patentes et uberes pagos repentino impetu perruperunt, bellicosissimi regis, et per multa variaque fortiter facta vicinis nationibus formidati.
  24. Amm. Marc. l. c.: Qui vi subitæ procellæ perculsus, quamvis manere fundatus et stabilis diu conatus est, impendentem tamen diritatem augente vulgatius famà. magnorum discriminum metum voluntarià morte sedavit.
  25. Jornandes de rebb. Get. c. 24, fratres ejus (Sonildæ) Sarus & Ammius germanæ obitum vindicantes Ermanarici latus ferro petierunt; quo vulnere saucius, ægram vitam corporis imbecillitate contraxit. Quam adversam ejus valetudinem captans Balamir rex Hunnorum, in Ostrogothas movit procinctum … inter hæc Ermanaricus tam vulneris dolorem, quam etiam incursiones Hunnorum non ferens, grandævus et plenus dierum, centesimo decimo anno vitæ suæ defunctus est.
  26. Vil man hente en Modgrund derfra, at Jornandes synes at omtale Vidga (Vidicula, c. 5 og 34) som en af Goternes allerældste, i Kvad besungne, Sagnhelte, medens han i Sagaerne om Dietrich og Ermenrich nævnes samtidig med disse, saa bortfalder denne Indvending alene deraf, at Vidga har kunnet stilles sammen med den historiske Theodorik, der levede endnu senere end Ermanarik. At Ermanariks Historie paa Jornandes’s Tid var stærkt udsmykket, at ældre Sagn allerede vare henførte til ham, ligesom senere til Theodoriks at maaskee endog Sagnet om Sørle og Hamder kan høre til disse ældre, er højst sandsynligt; dette viser kun, at Ermanarik paa Jornandes’s Tid allerede ved Siden af sin historiske havde faaet en sagnmæssig Tilværelse, ligesom Theodorik, der paa Jornandes’s Tid endnu levede i altfor friskt Minde til at blive en Sagnfigur, et Par Aarhundreder senere er bleven det.
  27. Se f. Ex. Guðrúnarhvöt, v. 2., Hamðismál, v. 3, 23.
  28. Slægtrækken er: Gapt (hvilket ganske vist maa læses Gaut), aabenbart Odinselv; dernæst Halmal eller Hulmul (Saxos Humble), Augis, Amala, Isarna, Ostrogota, Unilt, Athal, Achiulf, Ermanarik.
  29. De opregnede Folk ere: Golthes (efter en anden Læsemaade Gothos), Etta (e. a. L. Scythas), Thuidos,. Inarungis (e. a. L. Inaunxis), Vasina, Bovoncas (e. a. L. Vasinabroncas), Merens, Mordens, Remniscans, Rogans (e. a. L. Rogas, Rocas), Tadzans, Athaul (e. a. L. Athual), Navego (kunde her læses Norvego?), Bubegenas (e. a. L. Bubegentas), Eoldas. Sammenlign Nestors russ. Annaler, II. 24.
  30. Ved denne Lejlighed omtaler Jornandes Erulernes Herkomst fra „Hele“ eller de mæotiske Sumpe, Snorres Tanakvisler eller Vanakvisler, men aabenbart kun Elvekvislerne, se ovenf. S. 25.
  31. Ved venstre Side af de daciske Alper, siger Jorn. l. 5, som vende mod Norden og fra Visklas Udspring strækker sig gjennem uhyre Rum, har Vinidernes talrige Nation nedsat sig; skjønt det nu benævnes med flere Navne og dele sig i flere Stammer, kaldtes de dog fra Begyndelsen af Sklaviner og Anter.
  32. Jornandes, De reb. Get. c. 23.
  33. Nemlig Skaane til Gøtar, og Jylland til Slaverne.
  34. Saxo skriver hans Navn Jarmericus: men en gammel dansk Kongesortegnelse fra det 13de Aarhundrede, der fremstiller Navneformerne uforvanskede, har Jarmundrek (Langebek, Scriptt. rer. D. I. S. 19).
  35. Eller Simon. Navnet klinger besynderligt for en hedensk Jarl; man skulde formode at det er en Fordrejelse af „Sigmund“.
  36. Den vidtløftige Beretning herom er saa urimelig og næsten barnagtig, at man kunde fristes til at antage den for et Æventyr, Saxo selv har tillempet paa Hovedfortællingen.
  37. Udgaverne af Saxo staar „Swavilda“. Men det er tydeligt, at Haandskr. har haft Swanilda, hvilket er blevet fejlagtigt læst Swauilda. Saxos Epitomator Gheysmer har Swanilda, s. Langebeks Scriptt. II. 335.
  38. Saxo, 8de Bog S. 406–415.
  39. Disse Harlunger omtales i Heldenbuch som Sønner af Diether, Dietrichs Broder. Den quedlingburgske Krønike (fra Slutn. af det 10de Aarh.) omtaler dem allerede, se Ann. Quedl. hos Pertz, Monum. V. p. 31.: Eo tempore Ermanricus super omnes Gothos regnavit, astutior in dolo, largior in dono, qui post mortem Friderici, unici filii sui, sua perpetrata voluntate, patrueles suos Embricam et Fritlam patibulo suspendit. I Didrik af Berns Saga, den norske Oversættelse af tydske Sagn, omtales baade denne Fredriks Død og Harlungernes Henrettelse; den kalder dem ved en Misforstaaelse Ake og Etgard (se W. Grimm, deutsche Heldensage S. 20, 261, 265. Ogsaa det angels. Widsidhkvad nævner Harlungerne (Herelingas).
  40. Ryklosters Annaler, Langebeks Scriptt. I. 155. Denne Krønike kalder Jarmunrek Jarmarus, og lader ham stride med de hellespontiske Brødre i Øresund, ligesom den kalder Broder hans Broder, ej hans Søn. De danske Sagn have saaledes været noget afvigende indbyrdes.
  41. Se ovenfor S. 20, 21, jvfr. 36, 37, 52.
  42. Se herom de danske Kæmpeviser om Fru Grimild og hendes Brødre (Schaldemoses Saml. S. 54–66), og den hveenske Krønike, hvoraf Uddrag findes sammesteds, i Müllers Sagabibl. II. S. 408 fgg., og Stephanius, Noter til Saxo S. 230. Jvf. Sjøborg, Nomenklatur för Nord. Fornlemninger, S. 83, 84. Vistnok har man antaget, at Henlæggelsen til Hveen er foranlediget ved en Forvexling af „Hunaland“ med,„Huenaland, Hvenaland“, men det synes dog i saa Fald besynderligt at Sagnet saa fast har kunnet lokalisere sig, og at allerede Ryklosters-Krøniken, fra det 13de Aarhundrede har kunnet hentyde til Øresund som Begivenhedernes Skueplads ved at nævne dette saavelsom Kullen. Nej, Sagnet er sikkert ældgammelt i Skaane. Og her er det ogsaa af Interesse at bemerke, hvorledes et andet hveensk Sagn indeholder dunkle Erindringer af Gefjon-Mythen, se ovenfor S. 205, Not. 4.
  43. Nemlig, som forhen omtalt, i Widsidh-Kvadet. Jarmunrek (Eormenric) er en af de Fyrster, Skalden besøger. Han kalder ham Hredkongen, den vrede Forligsbryder, wráð wærloga (13–17), siger at han herskede over Goterne (36); han gjennemvandrede, siger han, al Goternes Odel og besøgte de ypperste af Jarmunreks Huusfæller, hvoriblandt Herelingas, Emerca og Fridla (217– 225); han opholdt sig al den Stund hos Jarmunrek, Borgmændenes Herre, der gav ham en kostbar Baug (175–184). I et andet, ligeledes i Exeterbogen opbevaret, Digt, kaldet „Skaldens Klage“, heder det: „vi have hørt om Jarmunreks Ulve-Sind; han beherskede vidt og bredt Goter-Rigets Folk, han var en grum Konge; mangen Mand sad sorgbunden, ventende Ve, og ønskede noksom, at der var en Ende paa dette Kongerige“ (Thorpes udg. S. 378).
  44. Størst Kjendskab til de her meddelte Sagn røber den ovenanførte Quedlinb. Krønike, der ogsaa (l. c.) siger: Ermanrici regis Gothorum, a fratribus Hemido et Serila et Adaccaro, quorum patrem interfecerat (her burde vist læses … Serila, quorum patrem Adaccarum interfecerat) amputatis manibus et pedibus turpiter, uti dignus erat, occisio. Begivenheden henføres urigtigt til Kejser Anastasius’s Tid, for at faa Ermanrik samtidig med Theodorik eller Diderik af Bern „de quo cantabant rustici olim“.
  45. Se ovenf. S. 41, 42, 45, 46.
  46. Sagnet lokaliseres nemlig ej alene i Tydskland, men ogsaa paa Hveen, og i Sverige henføres Niflunge-Skattens Skjulested til Garphytteklinten i Nerike. Geijer, S. R. Häfder S. 89.
  47. Overeensstemmelsen mellem Sagnene var endog vore Forfædre indlysende, forsaavidt man, hvad allerede ovenfor (S. 193) er bemerket, sinder Ordet „Labyrinth“ oversat „Völundarhús“. Sagnet om Valund indeholdes i sin største Reenhed, som bekjendt, i den gamle Völundarkvíða, et af Eddadigtene. Hans Fader Bade nævnes ogsaa i engelske Sagn (se Kemble, Saxons in Engl. I. 420), og Stedsnavne i England minde derom. Weland (Völundr), Níðhað (Niðuðr) og Datteren Beaduhild (Bödvildr, egentl. Bödv-hildr), omtales i „Skaldens Klage“ v. 1-34, Exeterb. S. 3277, og i Berkshire vises endnu Wayland Smith (d. e. Valunds Smedie).
  48. Eigil eller Egil kaldes i Vølundarkvida Ölrunar-Egill. Omstændeligt berettes Sagnet i Didrik af Berns Saga; som bekjendt er det i Danmark henført til Palnatoke, i Norge til Heming og Eindride Ilbreid, i Schweiz til Wilhelm Tell, og i England til William Cloudesley; Grimms Mythol. S. 354, 335. Om Ægel minde flere Stedsnavne i England, s. Æglesburh (Ailesbury), Æglesford (Aylesford) o. fl. – Om Valunds Søn Vidga fortælles meget i Didrik af Berns Sagas hvorledes han som Vidicula eller Vidigoja var Gjenstand for ældgamle gotiske Sange, er forhen nævnt; Widsidh-Kvadet kjender ham som Wudga (v, 288). Fornemmelig lokaliseres Valund– og Vidga-Sagnene i Skaane, Bohus og Sjæland, se W. Grimm, Heldensagen 322, Geijer, S. R. Häsder S. 89. Og det er da heller ikke underligt, at denne saavelsom de andre gotiske Myther meest haardnakket har holdt sig i Skaane, Goternes gamle Hovedsæde, tilligemed dets nærmeste Naboegne.