Det norske Folks Historie/1/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Ynglinge-Stammens Fordrivelſe fra Svithjod og Omſtyrtelſen af det gamle Kongedømme i Hleidr meddele vore Oldſkrifter en heel Kreds af Sagn, der indbyrdes udfylde hinanden, og ſom, rigtigt forſtaaede, ere af den ſtørſte Vigtighed for hele Nordens Hiſtorie, da de betegne Overgangen til en ny Tidsperiode, Vikinge-Tiden. De lyde i Korthed ſaaledes:

Ingvar, Svithjods Konge, havde Sønnen Anund, under hvis fredelige Regjering Svithjod nød lykkelige Dage. Han lagde megen Vind paa at faa de ſtore Skove opryddede og bebyggede. Over Ødeſkovene lod han bryde Veje, og fandt man da ofte vide ſkovløſe Strækninger, ſom bebyggedes, og ſtore Hereder fremkom paa den Maade, hvor der forhen var ubeboet Land. Han lod ogſaa de øvrige Veje i Svithjod forbedre, og fik derfor Tilnavnet Braut-Anund[1]. Han indrettede en Kongsgaard i hvert Storhered, og plejede at drage om i Landet paa Gjeſteri. Der var paa den Tid rundt om i Svithjod Heredskonger, ſom ſtode under Anunds Overherredømme; blandt dem var Svipdag blinde, der raadede over Tiundaland, hvor Uppſala ligger; han opfoſtrede Anunds Søn Ingjald. Ved Midvintersblot plejede Kongerne at ſamles i Uppſala. En Vinter, da Ingjald var ſex Aar gammel, kom ſaaledes ogſaa Kongen i Fjadrundaland (Veſtmanland) ved Navn Ingvar, tilligemed hans Sønner Alf og Agnar, der omtrent vare jevnaldrende med Ingvar. Kongeſønnerne legede med hinanden, men Ingjald kom til kort ved deres Styrkeprøver, og beklagede ſig med Taarer herover for ſin Foſterfader Svipdag, der ſagde at det var en ſtor Skam. Svipdag, fortælles der, ſkal nu have ladet ſtege et Ulvehjerte og givet Ingjald det at æde, og deraf ſkal denne være bleven overvættes grum og ondſkabsfuld. Anund omkom, efter Nogles Sigende ved et Steenſkred, efter Andres, ved et Overfald af ſin Broder Sigurd, paa et Sted, kaldet Himinfjall[2], og hans Søn Ingjald blev Konge efter ham. Han beſluttede at gjøre Ende paa de mange Heredskonger, ſom da fandtes i Svithjod. Til den Ende lod han berede et ſtort Arveøl efter ſin Fader, og indrettede en ny Sal ligeſaa prægtig ſom hans egen Kongeſal, for deri at modtage ſyv Konger; han lod ſyv Højſæder indrette deri og kaldte den Syvkongeſalen. Han indbød nu til Gildet Konger og Jarler og mægtige Mænd. De fleſte af Kongerne kom, nemlig Ingvar af Fjadrundaland med ſine to Sønner Alf og Agnar, Forſujall, Kongen af Nerike, og Ingjalds egen Svigerfader, Kong Algaut af Veſter-Gautland. Den eneſte, ſom ikke kom, var Kong Granmar af Sødermanland. Der var altſaa kun ſex Konger, der kunde ſkikkes til Sæde i den nye Sal; eet Højſæde ſtod tomt. De ſex Kongers Mænd fik ogſaa deres Plads i den nye Sal; i Ingjalds Kongeſal, eller den ſaakaldte Uppſal, var hans egen Hird og alle hans Mænd Ved ſaadanne Arveøl efter Konger eller Jarler var det i den Did Skik, at den, der gjorde det, og ſkulde ledes til Arvs, førſt ſkulde ſidde paa Trinnet til Højſædet, indtil det Bæger, der kaldtes Bragebægeret, blev baaret ind; da ſkulde han rejſe ſig, tage imod Bægeret, gjøre et højtideligt Løfte om at udføre en og anden Bedrift, og derpaa tømme Bægeret; førſt naar det var ſkeet, lededes han op i Højſædet, og anſaaes da retteligen at have tiltraadt Arven. Da Bragebægeret ved denne Lejlighed kom ind[3] — det var et ſtort Dyrshorn —, lovede Ingjald at han ſkulde forøge ſit Rige dobbelt til alle Verdens fire Hjørner, eller ogſaa dø; derpaa tømte han Hornet. Og ſamme Aften, da Folk vare blevne drukne, ſkred han til Udførelſen, ſom han allerede havde forberedt. Han ſendte Svipdags to Sønner med endeel Folk til den nye Sal, ſom de omringede og antændte. Der indebrændtes de ſex Konger med deres Folk; de, ſom ſøgte at komme ud, bleve ſtrax dræbte. Og nu underlagde Ingjald ſig de ſer Kongers Riger.

Kong Granmar af Sødermanland erfarede dette, og ſaa, hvad Skjebne der var ham tiltænkt. Han beſluttede derfor at være paa ſin Poſt. Det traf ſig heldigt, at Søkongen Hjørvard, af Ylfingernes Stamme, juſt kom til Svithjod og landede i Mørkefjord. Granmar indbød ham til ſig med alle hans Folk, og Hjørvard tog med Glæde mod Indbydelſen. Om Kvelden ſkulde Granmars egen Datter, den ſmukke Hildegunn, gaa og byde Øl omkring til Gjeſterne. Hun traadte førſt frem for Hjørvard, der ſad i et Højſæde lige overfor Granmars, med en ſtor Sølvkalk, drak ham til med de Ord: „Hil Eder, alle I Ylfinger, ved Rolf Krakes Mindeſkaal“, og rakte ham Kalken. Han tog den tilligemed hendes Haand og ſagde, at at hun ſkulde ſidde hos ham. Hun undſkyldte ſig førſt med at det ej var Vikingeſkik at ſidde parviis og drikke med Kvinderne; han ſagde, at han ej brød ſig om Vikingeſkikken, men vilde have hende hos ſig. Hun føjede ham da deri, og de ſad ſammen den hele Aften. Næſte Dag bejlede Hjørvard til Hildegunn og fik hende til egte, imod at forpligte ſig til at forblive hos Granmar og hjelpe ham i ſit Riges Forſvar, da denne ikke ſelv havde nogen Søn. Samme Høſt ſamlede Ingjald en Hær før at paaføre Granmar og Hjørvard Krig, men disſe ſamlede Folk for at tage imod ham, og derforuden kom Kong Granmars Svigerfader, Kong Høgne af Øſtergautland og hans Søn Hilder, ham til Undſætning. Ingjald landede i Granmars Rige og gik op i Landet, men Granmar, Hjørvard og Høgne mødte ham, og uagtet Ingjalds Overmagt blev han aldeles ſlagen, da alle de i hans Hær, ſom vare fra Fjadrundaland, Aattundaland, Nerike og Veſtergautland, ikke vilde ſtride, men ſtrax flygtede til Skibene. Ingjald ſelv blev ſaaret, og hans Foſterfader Svipdag faldt med begge ſine Sønner. Krigen vedvarede en lang Tid, indtil begge Parters Venner lagde ſig imellem og fik meglet Fred. Denne Fred ſkulde vedvare, ſaalænge de levede. Granmar kunde endog næſte Vaar drage til Uppſala til Sommersblot. Dog ſpaaede Blotſpaanen ham her, at han ej ſkulde leve længe. Og endnu ſamme Høſt lykkedes det Ingjald at overfalde og indebrænde Granmar og Hjørvard paa Øen Sile. Han underlagde ſig derpaa deres Rige. Vel gjorde Høgne ham dette en lang Tid ſtridigt, og beholdt tillige ſit eget Rige ligetil ſin Død; men Ingjald ſkal dog tilſidſt have ſveget tolv Konger og dræbt dem efterat have tilſvoret dem Fred. Derfor blev han kaldt Ingjald Ildraade. Han herſkede over det meſte af Svithjod. Han havde allerede længe været gift med Gauthild, Kong Algauts Datter, og havde med hende Sønnen Olaf og Datteren Aaſa[4].

Paa denne Tid herſkede i Skaane og Reidgotaland to Brødre af Skjoldunge-Ætten, Gudrød og Halfdan ſnjalle, Valdars Sønner. Gudrød ſynes at have ſiddet hjemme i Rolighed medens Halfdan ſværmede om i fremmede Lande og ſkal navnlig have underlagt ſig en Deel af England. Gudrød blev gift med Aaſa, Ingjalds Datter, men hun, ſom i alle Dele ſlægtede ſin Fader paa, fik ſin enfoldige Mand overtalt til at efterſtræbe og myrde ſin Broder. Derpaa fik hiin ogſaa ſin egen Mand ryddet af Vejen, og rimeligviis var det nu Ingjalds Henſigt ogſaa at underlægge ſig Skaane. Men dette lykkedes ham ej. Med Moald digre, der, efter hvad det ſynes, maa have været en angliſk Kongedatter[5], havde Halfdan Sønnen Ivar, en kraftig, krigerſk, og dertil meget liſtig Mand. Han kom til Skaane efter Farbroderen Gudrøds Drab, ſamlede en Hær ſammen og ſkyndte ſig til Svithjod, hvor han kom uventet over Ingjald, der juſt var til Gjeſteri paa Gaarden Reining, paa en Ø i Mælaren. Ingjald ſaa; at det ej kunde nytte ham at ſtride mod Ivars Overmagt; at flygte kunde ligeſaa lidet nytte ham, da han var ſaa forhadt, at Fiender overalt vilde ſamle ſig om ham. Han og Aaſa beſluttede ſig derfor til at ende deres Liv frivilligt. De gjorde førſt deres Folk drukne, derpaa ſatte de Ild paa Hallen og brændte ſig ſelv inde med alle de øvrige. Og nu underkaſtede Ivar ſig hele Sveriges Rige, baade Svithjod og Gautland. Han herſkede derforuden, heder det, over Femtedelen af England, over en ſtor Deel af Saxland, og hele det ſaakaldte Auſtrrike eller Ruslands Kyſter. Deraf fik han Tilnavnet Vidfadme[6].

I Hleidr paa Sælund herſkede paa denne Tid Brødrene Rørek Sløngvanbauge og Helge hvasſe. Helge plejede hver Sommer at drage paa Krigstog, medens Rørek holdt ſig hjemme. Helge bejlede til Ivar Vidfadmes Datter Aude, der ogſaa ſyntes meget godt om ham, men af ſin Fader ſlet ikke fik Lov til at tage ham. Ivar foregav, at Aude holdt ſig for god for ham, og Helge maatte drage hjem med uforrettet Sag. Kort efter begyndte Røreks Venner at opmuntre denne til ogſaa at forſøge ſin Lykke med Aude. Rørek havde ogſaa ſelv Lyſt, og overtalte ſin Broder Helge til at rejſe til Svithjod og bejle for ham. Aude vilde helſt give Rørek Afſlag, men hendes Fader vilde intet høre derom, og ſaaledes blev hun mod ſit Ønſke gift med Rørek. De fik en Søn, ſom blev kaldt Harald, ſmuk og ſtørre af Væxt end andre Børn; efter nogle ſtore, guldfarvede Fortænder fik han Tilnavnet Hildetand[7].

En Sommer, fortælles det videre, kom Ivar med ſin Hær øſtfra Svithjod, paa en Rejſe til Reidgotaland, og lagde til ved Sælund, hvor han ſendte Bud til ſin Svigerſøn Rørek og bad ham komme til ſig. Aude advarede Rørek mod Faderens liſtige Planer, og udtydede en Drøm, han havde, om Farer, der truede ham fra Ivar. Rørek lod ſig dog ikke afholde fra at drage ned til Ivar, og gik ombord til ham paa hans Skib. Da Rørek nærmede ſig Ivars Leje i Løftingen af Skibet, lød denne førſt ſom om han ikke ſaa ham: Rørek indbød ham til et Gjeſtebud, men Ivar afſlog Indbydelſen, og angav nu Grunden til ſin Uvenlighed: han havde hørt, at Helge og Aude ſtode i utilladelig Forbindelſe med hinanden, og at alle Menneſker talte om at Drengen Harald Hildetand var Helges udtrykte Billede; en ſaadan Skjendſel maatte Rørek hevne, eller og uden Videre afſtaa Aude til ſin Broder. Rørek, ſom ikke havde hørt et Ord herom, blev førſt forundret, men lod ſig dog tilſidſt beſnakke af Ivar, ſaa at han fuldt og faſt troede hvad han havde ſagt, og efter dennes Raad beſluttede at dræbe Helge. Ivar fortſatte nu Rejſen til Reidgotaland. Om Høſten, da Helge kom hjem, blev Rørek meget ſtuur og ulyſtig. Helge foreſlog ham for Adſpredelſes Skyld, at de ſkulde holde Kamplege. Rørek modtog Forſlaget uden at ſige et Ord, og fandt under denne Leg Anledning til at gjennembore ſin Broder med et Spyd. Alle de Tilſtedeværende ſpurgte ham med Skræk, hvorfor han havde gjort dette. Han ſagde at Helge havde forlokket hans Huſtru, men Alle erklærede dette for den ſtørſte Løgn. Da Aude erfarede det, ſkjønnede hun nok at det var hendes Faders Raad, tog ſin Søn Harald og red bort med mange Mænd. Kort efter kom Ivar tilbage fra ſit Tog til Reidgotaland. Da han hørte hvad der var ſkeet, ſagde han at det var det ſtørſte Nidingsverk og at han vilde hevne ſin Ven Helge; han bød ſine Folk væbne ſig, overfaldt Rørek, der vilde ride ham imøde, i en Skov, og dræbte ham. Ivar fordrede nu Beſtyrelſen af Riget, og de ſom vare tilſtede, vovede ej andet end at hylde ham; men Aude havde imidlertid ſamlet en Hær for at drage ham imøde, og Ivar, der ej havde Folkeſtyrke nok hos ſig til at møde denne Hær, ſejlede hjem til Svithjod. Den ſamme Vinter ſamlede Aude alt det Guld og de Koſtbarheder, hun kunde overkomme, og ſendte det forud til Eygotaland[8]. Vaaren efter drog hun ſelv afſted med ſin Søn Harald, mange Stormænd og meget Gods, førſt til Eygotaland, og ſiden øſter til Gardarike, hvor en Konge ved Navn Radbard herſkede. Denne tog vel imod hende og alle hendes Mænd, tilbød dem at opholde ſig i hans Land, og bejlede endelig til Aude, ſom ogſaa beſluttede ſig til at give ham ſin Haand, iſær for at hendes Søn Harald derved, naar han voxede op, kunde faa nogen Hjelp. Thi fra Sælund vare de nu landflygtige. Ivar havde ſtrax efter hendes Afrejſe underlagt ſig Brødrenes hele Rige[9].

Ivar var meget utilfreds med at Radbard, der ſynes at have været hans Skattekonge, havde vovet at egte Aude uden at ſpørge ham ad. Han beſluttede derfor at bekrige ham, og ſamlede en vældig Hær fra alle ſine Riger, med hvilken han ſejlede øſter for at herje og brænde i Radbards Rige. Hans Vej gik gjennem Karjalabotn eller den finſke Bugt, hvor, ſom det hed, Radbards Rige ſtødte til, altſaa omkring Nevaflodens Udløb og Petersburg-Egnen. En Nat, heder det, da Kongen ſov paa ſin Drage i Løftingen, havde han en forunderlig Drøm. Det forekom ham ſom om en ſtor Drage kom flyvende udenfra Havet; dens Farve var ſom Guld, der gik Gniſter af den trindt om paa Himlen, og alle de nærmeſte Lande gave Gjenſkin; efter den fulgte alle de Fugle, han troede at være i hele Norden. Men i Nordøſten ſaa han en Sky drage op med ſaameget Regn og hvaſt Vejr, at alt Landet nedenunder overſvømmedes; med Skyen fulgte Torden og Lyn. Da Dragen fløj fra Søen op over Landet, kom Skyen den imøde med ſaa meget Mørke, at han ikke længer ſaa Dragen eller Fuglene, men derimod hørte Drønet af Tordenen og Uvejret, der gik baade ſyd og veſter om Landet, og ſaa langt ſom hans Rige naaede; og da han ſkulde ſee til ſine Skibe, tyktes det ham ſom om de alle vare blevne til Hvaler og dreve ud i Havet; dermed vaagnede han. Han lod nu kalde ſin Foſterfader Hørd og bad denne udtyde Drømmen. Hørd ſagde at han var for gammel til at tyde Drømme, men at her heller ikke nogen Udtydning behøvedes, da Kongen ligeſaa godt ſom han kunde ſkjønne, at det bebudede ſtore Omvæltninger i Svithjod og Danmark, og hans eget nærforeſtaaende Endeligt. Hørd havde viſelig ſtillet ſig paa en Klippe paa Landet ganſke nær ved Skibet, og var ikke at formaa til at betræde dette. „Kom hid og ſig frem dine onde Spaadomme“, ſagde Kongen „Her vil jeg ſtande, og heden tale“, ſvarede Hørd. „Hvo var Halfdan ſnjalle blandt Æſerne“, ſpurgte Kongen. „Han var Balder, hvilken alle Guder begræd, og dig dog ulig“, var Hørds Svar. „Hvo var Rørek blandt Æſerne“, ſpurgte Kongen end videre. „Høner“, ſvarede Hørd, „den ræddeſte blandt Æſerne, men dig dog ej god“. „Hvo var Helge hvasſe blandt Æſerne“, vedblev Ivar. „Hermod“, ſvarede Hørd, „den modigſte blandt dem, og dig dog fiendtlig“. „Hvo var Gudrød blandt Æſerne“, ſpurgte Kongen fremdeles. „Heimdall“, ſvarede Hørd, „den dummeſte blandt Æſerne, og dig dog ikke god“. „Men hvo er jeg blandt Æſerne“, ſpurgte omſider Ivar. „Du“, ſvarede Hørd, „er den værſte Orm, ſom er til, Midgardsormen ſelv“. Da udbrød Kongen vred: „Siger du mig min nær foreſtaaende Død, kan jeg ogſaa fortælle dig at du ikke ſkal leve længe, thi jeg kjender dig nok der du ſtaar, du arge Thusſe“. „Prøv om du kan naa mig“, ſagde Hørd, og Kongen blev nu ſaa raſende, at han løb ud gjennem Teltaabningen lige ned i Vandet. Ogſaa Hørd ſtyrtede ſig ned i Søen, og man ſaa ikke mere til nogen af dem. Da man i Hæren erfarede, at Kongen var død, holdtes der Thing, og beſluttedes der, at man ſkulde benytte den gode Vind til at ſejle hjem igjen. Men da Radbard fik Nys herom, ſendte han ſin Stifſøn Harald til Hæren, af hvilken en Deel, ſom endnu ikke var afſejlet, hyldede ham ſom Konge og førte ham med ſig til Sælund, hvor Folket ſtrax tog ham til Konge. Derefter drog han til Skaane, til det Rige, der havde tilhørt hans Mødrenefrænder; her blev han ligeledes hyldet. Derpaa underlagde han ſig Svithjod og Jylland, og indſatte overalt mange Fylkeskonger, hvilke Ivar tidligere havde fordrevet. Harald var da kun 15 Aar og havde, fortælles der, meget at beſtille med at værge ſit Rige mod dem, der tænkte at benytte ſig af hans Ungdom til at gjenvinde de Beſiddelſer, Ivar havde frataget dem. Der fortælles, at hans Mænd lode foranſtalte en ſtor Seid for at Jærn ej ſkulde bide paa ham. Han blev en ſtor Hærmand og tilegnede ſig Ivars hele Rige, ſaa at alle Konger i Danmark og Svithjod vare ham ſkatſkyldige. Ligeledes underkaſtede han ſig Halfdan Snjalles Rige i England. Overalt indſatte han Konger og Jarler, der ſkulde betale ham Skat. Til Konge over Øſtergautland ſatte han Hjørmund Ylfing, den af Ingjald Ildraade indebrændte Hjørvard Ylfings Søn[10].

Ingjald Ildraades Søn Olaf havde af ſin Moder været ſendt til Opfoſtring hos hendes Foſterfader Bove i Veſtergautland, hvor han blev opdragen tilſammen med Boves Søn Saxe Fletter. Da han erfarede ſin Fader Ingjalds Død, drog han med de Mænd, der vilde følge ham, til Nerike for om muligt at gjenvinde Riget; men Sviarne havde alle ſom een beſluttet, ej længer at taale Ingjalds Æt, og Olaf maatte derfor drage bort igjen. Han drog da med ſine Folk gjennem Skovene til det Sted, hvor Klarelven falder i Væneren. Der gav de ſig til at oprydde Skoven, nedſatte ſig der og bebyggede ſtore Hereder. I Svithjod ſpottede man derover, og gav Olaf Øgenavnet Trætelgja[11]. Imidlertid ſamledes flere og flere om ham, thi Ivar Vidfadmes Tyranni nødſagede mange af Sviarne til at flygte. Derved blev Vermeland omſider ſaa overfyldt med Folk, at der indtraf Dyrtid. Olaf var juſt ingen ivrig Blotmand, og Mængden tilſkrev derfor Gudernes Vrede herover Kornmangelen. For at afſone Vreden beſluttede de at offre Kongen til Guderne; de brændte ham inde, og gave ham til Odin ſom et Offer for at faa godt Aar. De Forſtandigere indſaa dog, at den rette Aarſag til Kornmangelen kun var det altfor ſtore Folkeantal. De beſluttede derfor at tage Olafs ældſte Søn Halfdan, med Tilnavn Hvitbein, til Konge. Halfdan opfoſtredes paa Soløer i Norge, den nærmeſte Grændſebygd mod Vermeland, hos ſin Morfader Kong Sølve. Sviarne fra Vermeland gjorde et Tog ind til Soløer, overrumplede og dræbte Kong Sølve, og gave Halfdan Kongenavn. Han underlagde ſig ſiden Soløer og erobrede Raumarike[12]. Han egtede Aaſa, en Datter af den mægtige Kong Eyſtein Ildraade paa Hedemarken, erhvervede meget af Hedemarken, Thoten og Hadeland, ja endog meget af Veſtfold. Hans Broder Ingjald, heder det, havde imidlertid været Konge i Vermeland, men døde før Halfdan, der nu ogſaa underkaſtede ſig Vermeland og lod det beſtyre ved Jarler[13]. Halfdans ældſte Søn, Eyſtein, egtede Hild, en Datter af Erik Agnarsſøn, ſom paa den Tid var Konge paa Veſtfold, men hvis Fader Agnar var en Kongeſøn fra Vendil (Vendſysſel)[14]. Erik døde uden Sønner endnu i Halfdan Hvitbeins Levetid, og denne tilligemed hans Søn og Eriks Svigerſøn underkaſtede ſig nu hele Veſtfold. Paa denne Tid, heder det, begyndtes der med Blot (med andre Ord, oprettedes et Tempel og en Helligdom), i Skiringsſal paa Veſtfold. Hertil ſøgte Folk fra hele Viken, og Stedet blev ſiden ogſaa en meget ſøgt Handelsplads[15]. Halfdan døde i en høj Alder paa Thoten, men hans Lig blev dog flyttet til den nye Helligdom i Skiringsſal, og højlagt paa et Sted, kaldet Skæreid[16]. Det er al Rimelighed for, at denne Helligdom er bleven grundlagt af Halfdan og Eyſtein, med hvilke en ny Æt af Veſtfyldingekonger begyndte, og at det var den uppſalſke Frey-Kultus, de her ſom Medlemmer af Ynglinge-Ætten indſtiftede.

Harald Hildetand var den mægtigſte Konge i Norden paa ſin Tid, og herſkede, ſom man af Beretningerne om ham kan ſee, over alle de danſk-gotiſke, de gautiſke og de ſvenſke Lande, ligeſom det vel heller ikke kan betvivles, at de nys omtalte Fylkeskonger i det øſtlige Norge egentlig kun vare Underkonger under ham. Sagnet fortæller, at han var Odins udkaarne Yndling, at denne ſelv havde lært ham at ſtille ſin Hær i den ſaakaldte Svinefylking, og at dette ſkal have gjort ham uovervindelig i Striden. Han ſkal have naaet en høj Alder; Saxo fortæller at han efterat have undertvunget alle hine Fylker og Landſkaber, herſkede 50 Aar i Ro og Fred; efter en norſk Beretning ſkal han være bleven over 150 Aar gammel[17]. Hans Moder Aude havde med Kong Radbard i Gardarike Sønnen Randver, der altſaa var Haralds Halvbroder. Randvers Søn var Sigurd Ring, der efter at have tilbragt en Tid paa Krigstog kom til Harald, blev godt modtagen af ham, og førſt udnævnt til Oberbefalingsmand over Hæren, ſiden, da Harald blev ældre, til Konge i Svithjod og Veſter-Gautland, medens han ſelv forbeholdt ſig Danmark og Øſtergautland. Mellem Ring og Harald herſkede en Tidlang den bedſte Forſtaaelſe. Men omſider opſtod der Uvenſkab imellem dem, og de beſluttede at bekrige hinanden, men beſtemte 7 Aar til Udruſtningerne. Saaledes lyder een Beretning, ſom tillægger, at det var Odin, i Haralds Raadgiver Brunes Skikkelſe, ſom oppuſtede Fiendſkabet, for at tilvejebringe Krig og Mandefald. Efter en anden Beretning ſkulle Haralds Mænd, da han var bleven ſaa gammel at han ej kunde gaa, men maatte ligge til Sengs, have fundet ham uſkikket til længer at ſtyre Riget, og derfor prøvet paa at kvæle ham i Badet, men han ſelv, da han mærkede dette, have foreſlaaet dem en kongeligere Maade, paa hvilken han kunde komme af Dage, og udæſket Ring til et ſtort Slag paa Grændſen mellem begge Riger. Saa meget er viſt, at der udbrød en Krig imellem dem, hvortil de paa begge Sider ruſtede lig af alle Kræfter, og hvori ſaa mange Folk deeltoge, at den tydeligt viſer lig ſom en Nationalkrig. Blandt Kæmperne i Rings Hær var Starkad, hvis Kvad om denne Kamp ligger til Grund baade for Saxos og for den unavngivne norſk-islandſke Forfatters Beſkrivelſe[18], og hvilket ſaaledes maa have været til endnu i det 12te eller 13de Aarhundrede; i alle Fald maa man have haft et ældgammelt Kvad derom, ſom eenſtemmigt tillagdes Starkad. I Opregnelſen af Kæmperne i begge Hære bliver man endnu Riimbogſtaverne tydeligt var, og flere af de gamle Vers lade ſig meget godt bringe iſtand igjen[19]. Harald, fortæller den norſk-islandſke Beretning, ſamlede Folk, foruden fra Danmark og Øſtergautland, ogſaa fra Landene ſønden— og øſtenfor Øſterſøen; den nævner Auſter-Rige, Konugaard (Kijev) og Saxland. Blandt de enkelte Kæmper i Haralds Hær nævnes, foruden Folk fra Skaane og hans egen Hird, ogſaa Mænd fra „det yderſte Thyle“, dygtige Skalde og Stridsmænd[20], Skjoldmøen Vebjørg med en ſtor Skare ſøndenfra Gotland, hvoriblandt Ubbe den Friſer, Brat Jyde, Orm engelſke[21]; to andre Skjoldmøer, Heide og Visma, af hvilke den ſidſte anførte en heel Hær af Vender; Hake Høggvinkinne fra Slesvig, Dag lifſke[22], og endelig Alf og Alfarin, Sønner af Kong Gandalf i Alfheim. Ring havde iſær ſamlet ſin Hær i Svithjod, Veſtergautland og tildeels i Norge; blandt hans Kæmper nævnes Aale frøkne, ſom forhen er omtalt, og hans Ven Starkad, Thrond thrøndſke, Thore mørſke, Finn fra Fjordene, Bjørn fra Sogn, Erling Snaak fra Jæderen, Einar fra Agder, Stein fra Væneren, Glum fra Vermeland, Saxe Fletter fra Veſtergautland, Olaf Trætelgjas Foſterbroder, en heel Deel fra Svithjod, Harald fra Thoten; fra Thelemarken Thorkell traa, Thorleif gote, Hadd haarde, o. fl., og endelig fra Rusland den tappre Helt Ragnvald, Radbards Sønneſøn[23]. Det er heraf temmelig tydeligt at ſee, at Haralds Hær fornemmelig omfattede den gotiſke og den danſk-gotiſke Befolkning i Norden, Rings den nordgermaniſke, hovedſagelig fra Sverige, ogſaa fra Norge, ja endog fra Rusland.

Til Stedet, hvor begge Hære ſkulde mødes, havde man beſtemt Braavoldene eller Sletterne ved Braaviken, hvor Haralds og Rings Riger grændſede ſammen. Talrigheden af Hæren beſkrives i de meeſt overdrevne Udtryk. Rings Hær ſkal have beſtaaet af 2500 Skibe; Haralds Flaade naaede lige fra Kjøge til Skaanør, ſaa at Folk kunde gaa paa Skibene ſom paa en Bro over fra Sjæland til Skaane. Det varede i 7 Dage, inden Harald kom til Braaviken, hvor Ring ventede ham. Der gik han i Land, og fylkede ſin Hær ved Brunes Hjelp. Selv ſad han i en med Sigder eller faſtgjorte Sverd forſynet Vogn, da han var for gammel og tungfør til at gaa i Striden. Han ſendte Brune og Heid for at ſee efter, om Ring havde fylket, og var færdig til Striden. De kom tilbage og berettede, at Ring allerede havde opſtillet ſin Hær i Svinefylking. Da udbrød Harald: „hvo kan have lært Ring den Kunſt? Jeg troede at ingen anden forſtod det, end jeg ſelv og Odin, og vil Odin altſaa ikke længer, ſom ſædvanligt, forunde mig Sejren, ønſker jeg kun at han vil lade mig falde i Striden med min hele Hær; alle de Faldne giver jeg Odin“. Nu ſkraldede Ludrene, Folkene raabte Hærſkrig, og Striden begyndte. „Dette Slag“, heder det, „var ſaa heftigt og ſtort, at intet Slag i hele Norden, efter hvad der ſiges i alle gamle Sagn, har været kæmpet med ſaa mange og ſaa udſøgte Mænd“. „Man ſkulde tro“, ſiger Saxo, „at Himlen med eet faldt ned paa Jorden, at Skove og Marker ſank ned i Jorden, at Elementerne ſtyrtede ſammen, og at hele Verden ſkulde forgaa: Luften formørkedes af Pile og Kaſteſpyd, Dampen af Saarene dækkede Himlen ſom en Sky. I Førſtningen ſaa det ud til, at Harald ſkulde ſejre, iſær formedelſt de Heltegjerninger, Ubbe den Friſer udførte. Han fældte den ene efter den anden af Rings Kæmper, endog Starkad blev farligt ſaaret af ham; endelig lykkedes det Hadd haarde og Roald Taa, de ypperſte af Thelebønderne, at fælde ham ved deres Pileſkud. Skjoldmøen Vebjørg anrettede ligeledes ſtore Ødelæggelſer i Rings Hær. Hun hug Starkad ſaaledes i Munden, at Underkjæven næſten ſkiltes fra Overkjæven og at han maatte bide i Skjegget for at holde den faſt; endelig blev hun fældet af Thorkell Traae, en anden af Kæmperne fra Thelemarken. Nu ſøgte Starkad frem, fældede Fiender til højre og venſtre, og gjorde tilligemed Thrønderne og Dølerne (Gudbrandsdølerne) i Rings Hær Udſlaget til Fordeel for denne. Da Harald merkede dette, rejſte han ſig op i ſin Vogn og jog Heſten ind i de tætteſte Fiendeflokke, idet han med et Sax i hver Haand hug og ſtak til begge Sider. Endelig ſegnede han, truffett af et Kølveſlag i Hovedet, ſom knuſte hans Isſe. Det ſkal have været Brune, der dræbte ham. Da Ring ſaa Kongens Vogn tom, kunde han ſkjønne at han var falden, og lod blæſe til Standsning af Striden. Han tilbød Haralds Hær Fred, hvilket alle modtoge. Dagen efter lod han Haralds Lig opſøge, vaſke, ſmykke efter gammel Sædvane, og lægge i hans Stridsvogn; derpaa lod han en ſtor Høj opkaſte, og da den var færdig, lod han Haralds Lig age ind i Højen med den Heſt, der i Striden havde draget ham. Derpaa blev Heſten dræbt, for ogſaa at lægges i Højen; Ring lagde ſin egen Sadel deri, for at Harald kunde have Valget, enten han vilde ride eller kjøre til Valhall. Førend Højen lukkedes, lod han alle de tilſtedeværende Kæmper gaa til den og kaſte enten Ringe eller Vaaben derned til Haralds Hæder. Derpaa blev den omhyggelig tildækket, og ved et prægtigt Gilde højtideligholdt Ring Kong Haralds Gravøl[24].

Haralds Beſiddelſer tilfaldt nu Sigurd Ring Men han, Søn af en garderikſk Fyrſte, tilhørte ikke Skjoldungeſtammen; hans nærmeſte Tilhængere eller Underſaatter vare Svear og tildeels Nordmænd, altſaa fornemmelig Nordgermaner; derfor opſlog han heller ikke ſin Bolig i Hleidr, men i Veſtergautland, og Hleidrekongernes gamle Rige var nu til Ende. Vel vedblev, ſom man andenſtedsfra erfarer, Offringerne i Hleidr endnu en Tidlang, men Sælund og Hleidr dannede ej længer Rigets fornemſte Deel. Det danſk-gotiſke Vælde i Norden var ophørt, og nordgermaniſke Høvdinger bleve de herſkende ej alene paa Halvøen, men ogſaa i de danſk-gotiſke Lande. Og fra de nordiſke Havne begyndte nu Søkrigere eller Vikinger i Hobetal at ſværme om ej alene i de nærmeſte Have, men ogſaa i Sydens Farvande, at gjeſte Tydſkland, England, Frankrige, og endnu fjernere Lande, tildeels endog at oprette Riger der. En ny Tidsalder, Vikinge-Perioden, begyndte, ſtørre Riger ſtiftedes, Nordens Udſeende forandredes. Sigurd Ring ſelv ſkal, ſom det heder, have underkaſtet ſig en Deel af England, eller det Stykke, ſom allerede Ivar Vidfadme og Harald Hildetand havde beſiddet. Han udbød Leding af ſit Rige og drog med den til England, hvor Ingild, en Broder af den veſtſaxiſke Konge Ini havde opkaſtet ſig til Herre over hiin Deel, der ſiges at have været Northumberland. Ingild og hans Søn Eoppa eller Ubbe vilde forſvare ſig mod Ring, men de faldt i et Slag, og Ring underkaſtede ſig Ingilds Beſiddelſer, over hvilke han ſatte en Olaf, Søn af Kinrik, Moald Digres Broderſøn og Ivar Vidfadmes Søſkendebarn, til Underkonge. Efter lang Tids Forløb blev Olaf igjen fordreven af Eoppas Søn Eafa, og flygtede til Sverige til Kong Ring, der ſatte ham til Underkonge i Jylland. Det ſynes ikke ſom om Ring gjorde noget Forſøg paa at erobre de engelſke Beſiddelſer tilbage; tvertimod heder det, at hans Rige begyndte at formindſkes, da han blev gammel og tungfør, og at navnlig Northumberland løsrev ſig[25].

Sigurds Endeligt fortælles ſaaledes: Engang, da han rejſte om i ſit Rige Veſtergautland for at dømme mellem Folk, kom hans Svogere, Gandalfs Sønner, fra Alfheim til ham for at bede ham om Hjelp mod Kong Eyſtein paa Veſtfold. Han begav ſig til Skiringsſal, hvor man maa formode at Eyſtein har underkaſtet ſig ham; ved Offringerne her fik han ſee den fagre Alfſol, Datter af Alf, Konge paa Vendel, blev forelſket i hende, og vilde egte hende mod Gudernes Vilje. Hendes Brødre, Alf og Ingve, vilde nødig at hun ſkulde have en ſaa gammel Mand, og gave Sigurd Afſlag. Denne, fortørnet over at faa Afſlag af ſine Underkonger, truede dem med Krig, ſaa ſnart Offerfeſtens Fredhellighed var forbi. Mistvivlende om at kunne frelſe Syſteren for den mægtige Ring, gave Brødrene deres Syſter Gift; ſiden droge de i Striden og kæmpede tappert, men faldt begge to. Dog blev Sigurd Ring ogſaa ſelv ſaa haardt ſaaret, at han ej ønſkede at leve længer. Han lod de faldne Krigeres Lig lægge paa et Skib, beſteg det ſelv, ſatte ſig i Bagſtavnen ved Roret, lod Alfſols Lig lægge ved ſin Side, lod derpaa det med brændbare Sager fyldte Skib tænde an, og ſatte Sejl til. Det luende Skib drev til Havs. Men til Minde om ſig havde han ved Strandbredden ladet opkaſte en Høj, ſom ſiden kaldtes Ringshaug. Han efterlod Sønnen Ragnar, der allerede i det ſidſte Slag havde udmærket ſig ved at fælde Alf med egen Haand[26].

De her meddeelte Fortællinger om Ivar Vidfadme, Harald Hildetand og de i deres Hiſtorie indgribende Konger ere, ſom man ſeer, blandede med mythiſke Sagn, og lade desuden meget tilbage at ønſke, deels i Omſtændelighed, deels i Eenſtemmighed mellem de forſkjellige Berettere. Det meſte, man i norſk-islandſke Kilder finder derom, indeholdes i to Brudſtykker af en Saga, der ſynes at have handlet øm Skjoldungerne, i alle Fald om de ſidſte af dem; det førſte Brudſtykke handler om Ivar Vidfadmes ſvigagtige Færd mod Rørek og Helge, om Audes tvende Giftermaal og om Harald Hildetands Ungdom; det andet beſkriver Braavallaſlaget og omtaler kortelig Sigurd Rings paafølgende Bedrifter. Sagaen, der ſynes at være nedſkreven i det 13de Aarhundrede efter ældre Kilder, ſavner baade Begyndelſe og Ende[27]. Dog er det aabenbart, at den Fortælling der i Snorres Ynglingaſaga Cap. 36—50 meddeles om Ynglingekongerne Anund og Ingjald Ildraade m. m., paa det nøjeſte ſlutter ſig til den ſamme Saga, og maaſkee endog, naar alt kommer til alt, er udſkreven deraf[28]. Med disſe Fortællinger ſtemme ogſaa de fleſte norſk-islandſke Slægtregiſtre, forſaavidt de gjøre Harald Hildetand til en Søn af Rørek Slongvanbauge. De anføre tillige ſom Rørek Slongvanbauges Farfader eller Oldefader en Rørek Hnoggvanbauge, om hvilken der upaatvivlelig maa have været Sagn, der have fremſtillet ham ſom ſparſom i Sammenligning med Ætlingen af ſamme Navn[29]. Ivar Vidfadme lade de i tredie Led nedſtamme fra Roar, Helges Broder og Rolf Krakes Farfader. Men denne Roars Fader Halfdan gjør Langfedgatal og Fundinn Noregr til en Søn af Frode frøkne, og Broder af Ingjald Starkadarfoſtre, hvilken de begge derhos lade være Rørek Hnoggvanbanges Fader[30]. Umuligheden heraf er, ſom man allerede af det Foregaaende vil have ſeet, indlyſende, og det er tydeligt, at Sagnet, ſom

Haandſkrift af Sögubrot, thi hvad han her fortæller, pasſer ſaa nøje til dette og har ſaa aldeles den ſamme Charakteer, at man neppe kan antage det for en Opdigtelſe af ham. — Et Sted ved Navn Ringshaug findes i Slagn Sogn nordenfor Tønsberg. ligger til Grund for Beretningen og for Slægtregiſtrene, har begyndt med Rørek og Halfdan, hvilke ſiden paa den vilkaarligſte Maade ere blevne ſatte i Forbindelſe med Frode frøkne og Ingjald. Hos Saxo herſker den ſtørſte Forvirring. Ikke nok med at han ej veed et Ord om Ivar Vidfadme, modſiger han ſig ogſaa ſelv om Haralds Fødſel. Førſt gjør han ham til en Søn af en danſk Kæmpe ved Navn Borkar og den gautiſke Kongedatter Alfhilds Veninde Gro; ſiden heder det at han er en Søn af Halfdan, der igjen er en Søn af Borkar og den norſke Konge Ragnvalds Datter Drott, og en Halvbroder af Berſerken Hildegeir, Søn af Drott og den ſvenſke Kæmpe Gunnar[31]. Hertil kommer, at Saxo aldeles intet veed om Sigurd Rings Herkomſt; han kalder ham kun en Søn af den ſvenſke Konge Ingild og Haralds Syſter, henfører ham og Harald til et Tidsrum endnu tidligere end Jarmunrek og nævner ſenere en ny Sigurd Ring ſamtidig med den frankiſke Kejſer Ludvig den fromme[32]. Han omtaler vel Rørek Sløngvanbauge, men gjør ham til en Søn af Guden Hød (Hotherus), Balders Banemand, og ſætter ham længere op i Tiden end Fredfrode[33]. Alt dette viſer allerede nokſom, at Saxos Kombinationer aldeles ikke kunne tages i Betragtning. Det er desuden viſt, at han idetmindſte paa eet Sted fortæller ſildigere opdigtede Æventyr Thi hvad han beretter øm Harald Hildetands Fader Halfdan, er i flere Henſeender aabenbart det ſamme, ſom en Æventyrſaga, der neppe er er ældre end 12te Aarhundrede, fortæller om en Aasmund Kæmpebane. Man gjenkjender endog i Saxos latinſke Omſkrivning af et Kvad, han lægger Halfdans Halvbroder Hildegeir i Munden, de ſamme Ord, Æventyrſagaen lader Hildebrand, Aasmunds Halvbroder, fremſige efter deres Tvekamp. Her forekommer endog Ordet drótt (d. e. Krigsfølge) i en ſaadan Forbindelſe, at det ogſaa kan tages ſom Navnet paa begge Halvbrødres Moder, og det er ſaaledes tydeligt, at en Misforſtaaelſe er indløben enten hos Sagaſkriveren, der kalder Aasmunds og Hildebrands Moder Hilde, og ſaaledes har taget drótt kun ſom et Gjenſtands-Ord, eller hos Saxo, der har taget det ſom et Navn; i begge Tilfælde viſer Fortællingen ſig ſom opdiktet[34]. Men hvad der fornemmelig maa afgjøre Sagen til Fordeel for Sagabrudſtykket og Langfedgatal ja endog ſætte deres Troværdighed udenfor al Tvivl, er det oftere omtalte, ældgamle Digt Hyndluljod, hvis 27de Vers lyder ſaaledes:

Harald Hildetand
Søn af Rørek
Sløngvanbauge,
ſaa og af Aude;
Aude den grundrige
Ivars Datter,

men Radbard
var Randvers Fader;
de Gauter (Mænd) vare
Guderne ſignede;
alt det er din Ætt
Ottar heimſke.

Her kan der nu viſtnok altid indvendes, at Verſet maaſkee kan være uegte; men det ſamme kunde man da ogſaa ſige om det hele Kvad der dog i alle Dele bærer den højeſte Ældes Præg Forudſat at Verſet er egte, maa det være ſamtidigt med Sigurd Ring, hvilken det vel ellers vilde have omtalt, hvis han ved Affattelſestiden havde været død. Det indeholder altſaa et ſamtidigt Vidnesbyrd om Rigtigheden af den i Sagabrudſtykket, Langfedgatal og Fundinn Noregr opſtillede Slægtrække, og om et ſaadant Vidnesbyrds Troværdighed kan der ej være Tvivl. Ogſaa Sagabrudſtykket er aabenbart grundet paa Kvad af en næſten lige ſaa Ælde[35]. Hertil kommer og, at anſeede Mænd paa Island udledte deres Herkomſt fra Harald Hildetand, og at deres Slægtrække, ſaaledes ſom den viſtnok lige fra Landnamstiden, eet eller halvandet Aarhundrede ſildigere end Sigurd Rings Tid, har været opbevaret, bekræfter Langfedgatals Udſagn. Thi den mægtige ſaakaldte Oddaverje-Æt paa Island, til hvilken Hiſtorikeren og Oldgranſkeren Sæmund frode hørte, udledede ſin Herkomſt fra Landnamsmanden Rafn heimſke, hvis Fader Valgard i fjerde Led ſtammede fra Thrond gamle, en Søn af Harald Hildetand[36]. Dette Slægtregiſter har viſtnok allerede Sæmund i anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede optegnet, og en ſaa troværdig Mand, ſom han, vilde neppe have tilladt ſig nogen vitterlig Forfalſkning af et allerede beſtaaende Sagn; det havde maaſkee ikke engang været ham muligt, da der ſikkert gaves mange, ſom kunde kontrollere ham. Saavel i ſom udenfor Landnaama, hvor denne Æt opregnes, nævnes altid Rørek Sløngvanbauge tilligemed Harald Hildetand; etſteds nævnes endog Aude, Ivar og Halfdan ſnjalle[37], med andre Ord, de forhen anførte Udſagn bekræftes. Blot i en eneſte Saga, eller rettere i et Tillæg, der kun i en daarlig Skikkelſe er kommet til os, nemlig Tillægget til den ſaakaldte Hervararſaga, fortælles Haralds Herkomſt noget afvigende fra Langfedgatal, men dog altid langt bedre ſtemmende med dette end med Saxo. „Kongen af Reidgotaland, Heidrek Ulvsham“, heder det, „havde en Datter ved Navn Hilde, der blev gift med Halfdan ſnjalle og var Moder til Ivar Vidfadme, der angreb Ingjald Ildraade, ſaaledes ſom det fortælles i Kongeſagaerne, og nødte ham til at indebrænde ſig; han underkaſtede ſig Sveavælde, Danavælde, Kurland, Saxland og Eſtland, og hele Øſter-Riget lige til Gardarike, han herſkede ogſaa over Veſtre-Saxland eg vandt en Deel af England; da ſatte han Kong Valdar over Danavælde, og gav ham ſin Datter Alfhild til Egte; deres Sønner vare Harald Hildetand og Randver, der med Aaſa, Datter af Kong Harald gotraude i Norge, havde Sønnen Sigurd Ring; Harald lod ſig give Kongenavn i Gotland, og underkaſtede ſig ſiden alle de Lande, Ivar havde haft, men faldt tilſidſt i Braavalla-Slaget mod Sigurd Ring“[38]. Valdar, ſom her nævnes, forekommer ogſaa i Langfedgatal, men ſom Halfdan ſnjalles Fader, og der er derfor al Sandſynlighed for, at hiint Tillæg til Hervararſaga indeholder flere Fejl. Men om nu endog Sagnene herom i Norge og paa Island have været lidt afvigende, ſaa berøre disſe Afvigelſer dog ikke Traditionen i dens Hovedomrids, og af den hele Fortælling hos Saxo bliver det følgelig kun Beretningen om Braavallaſlaget — for hvilken han ſelv angiver Starkads Kvad ſom Kilde, — hvorpaa man kan ſtole. Maaſkee dog, at man heller ikke ganſke bør foragte, hvad han fortæller om Haralds Mindreaarighed og de fem Høvdinger, ſom i denne Tid havde opkaſtet ſig til Herrer i Danmarks Hoveddele[39]; thi den ovenfor efter Sagabrudſtykket meddeelte Beretning om at Harald Hildetand ved Ivars Død allerede var 15 Aar gammel og fulgte tilbage med Hæren, ſynes visſelig mindre rimelig; langt rimeligere er det at antage, at Hæren vendte tilbage, og at enkelte fornemme Mænd opkaſtede ſig til Høvdinger i de forſkjellige Landſkaber, men ſiden bleve underkuede af Harald, da denne, 15 Aar gammel, og underſtøttet af Radbard, vendte tilbage. Det maa derhos ikke lades ud af Betragtning, at Skalden Thjodolf fra Hvin, der i det 9de Aarhundrede allerede opregnede Ynglingekongerne i den Orden, hvori de nævnes hos Snorre, derved ogſaa middelbart bekræfter Tilværelſen af de Sagn, hvorpaa denne Kombination er bygget, følgelig Sagnene om Ivar Vidfadme og Harald; han nævner desuden udtrykkeligt Ingjald Ildraades Selvopbrændelſe. Det gamle ſaakaldte Starkadſke Kvad, der ligger til Grund for Beſkrivelſen over Braavallaſlaget, og ſom neppe er yngre end 9de Aarhundrede, maa og have omtalt Radbard ſom Ruslands Konge, ſiden Saxo blandt Rings Kæmper omtaler hiin Ragnvald den Rusſer, Radbards Sønneſøn (eller Frænde). Alt dette vidner i det Hele taget for Sagabrudſtykket, Langfedgatal og Hyndluljod. Beretningen om Ivars og Sigurd Rings Bedrifter i England grunde ſig paa en af Sagabrudſtykket aldeles uafhængig Notits i Olaf Tryggveſøns Saga, der, ſom nedenfor vil ſees, paa en mærkelig Maade ſtemmer med de angelſaxiſke Krøniker.

Borttage vi de mythiſk-romantiſke Udſmykninger i Ivars og Haralds Hiſtorie, f. Ex. om Gudernes Indgriben i Begivenhederne, om Haralds unaturligt lange Levetid, om Anledningen til Braavallaſlaget og om den uhyre Størrelſe af de i dette kæmpende Hære, faa vi dog altid dette hiſtoriſke Stof tilbage: at Ivar Vidfadme, af en ſkaanſk-gotiſk Kongefamilie, og beſlægtet med Konger i en Deel af Reidgotland, underkaſtede ſig Svithjod paa den i Ynglingaſaga omtalte Maade; at han tillige paa en underfundig Maade forſtod at ſætte ſig i Beſiddelſe af Sælund eller Hleidrekongernes Rige, der paa denne Tid neppe omfattede mere end Sjæland: at hans Datterſøn Harald Hildetand arvede hans Magt og Anſeelſe, og at han herſkede over et ſtort danſk-gotiſk Rige, der maaſkee ogſaa indbefattede Svithjod, men i alle Fald maa have ſtrakt ſig, foruden over Danmark, ogſaa over Gautland og det ſydøſtlige Norge; at han og Ivar Vidfadme maaſkee ogſaa have haft

Sivar, men hun erklærede at hun kun vilde give ham ſin Haand, hvis han kunde ſamle alle Danmarks adſkilte Dele til Eet; dette mislykkedes, han blev ſiden fældet af Halfdan og hun egtede denne, ſom i Kampen for Rigets Gjenforening faldt i en Strid mod Berſerken Beſete, der ſiden ogſaa med en Stok ſlog to Tænder ud af Munden paa Halfdans og Gyrids Søn Harald; da de ſamme Tænder ſiden voxede ud paa ham, fik han Navnet Hildetand. Siden fik han dræbt Beſete ved at lade en Bjelke falde ned over hans Seng, derved vandt han Skaane. Dernæſt fældte han Had i Jylland, efter hvilken Haderslev ſkal have faaet Navn. Siden overvandt han de øvrige Fyrſter. Beſiddelser i England; at de forreſten lode deres udſtrakte Beſiddelſer beſtyre ved Underkonger; at der omſider, mod Slutningen af Haralds Regjeringstid, i den nordlige og øſtlige Deel af det nordgermaniſke Territorium ſporedes en ſtor Folkebevægelſe, der endte med et vældigt Folke-Slag, hvis Lige hverken før eller ſenere i Norden har været ſeet; at det gotiſke eller mellemgermaniſke Folkeelement i dette Slag undertrykkedes af det med ungdommelig Kraft frembrydende nordgermaniſke, og at ſaaledes en ny Tidsalder dermed begyndte. Dette er viſtnok ikke tydeligt udtalt i vore Oldſkrifter, men det fremgaar dog med fuldkommen Vished af hvad der i Forbindelſe dermed berettes, foruden af mange andre Omſtændigheder. Førſt og fremſt maa vi her nævne Haralds danſk-gotiſke, Sigurd Rings nordiſk-rusſiſke Herkomſt; dernæſt den allerede ovenfor paapegede Sammenſætning af begge Kongers Hære. Her bringer Harald hele den danſk-gotiſke Magt, Øſtergautland, der altid var mere gotiſk end Veſtergautland, iberegnet, i Marken, og ledſages desuden af Konger og Folk fra de Dele af Norge, hvor allerede Sammenſtød mellem Goter og Nordmænd havde fundet Sted, fornemmelig fra Alfheim og Veſtmare eller Grenland[40]; medens Sigurd Ring foruden Hovedmasſen af Hæren, der beſtod af Svear og Veſter-Gauter, ogſaa har Folk næſten fra alle Fylker i det nordenfjeldſke Norge, uden at det engang nogenſteds omtales, at han herſkede over dette Land; ſaa at det altſaa blot kan have været en almindelig Folkebevægelſe, der ogſaa bragte Nordmændene til at ſlutte ſig om ham; med ham fulgte derfor ogſaa de egentlige eller fleſte Thelebønder, af hvilke kun færre ſynes at have ledſaget Harald. Denne Omſtændighed, at der baade i Haralds og i Rings Hær ſynes at have været Folk fra Thelemarken, indeholder i ſig ſelv et Vidnesbyrd om det Sammenſtød mellem Nationaliteterne paa denne Kant, hvilket vi allerede ovenfor have omtalt. Det er tillige en mærkelig Omſtændighed, hvad der iſær i det Følgende vil ſees, at der efter Harald Hildetand ej længer er Tale om Hleidrekonger. Saavel Sigurd Ring ſom hans Søn Ragnar Lodbrok have, ſaavidt man kan ſee, deres Hovedſæde i Veſtergautland eller Viken; i alle Fald nævnes Hleidr udtrykkeligt ſom et Sted, hvor Ragnar ikke plejede at bo[41]. Efter Ragnars Tid deles Riget i de to ſtore Hovedriger Sviavælde eller Sviarike og Danavælde eller Danarike, men om Hleidrekonger hører man intet mere, og Ragnars nærmeſte Ætlinger bo i Gautland, Viken eller Jylland, men ikke i Sjæland. Endelig er det ſaare merkeligt og paafaldende, hvad der fortælles om Sigurd Rings Bedrifter i England. De ældgamle angelſaxiſke Annaler nævne ogſaa lejlighedsviis de Konger, med hvilke Kong Sigurd Ring kom i Berørelſe. Den bekjendte wesſexiſke Konge Ecgbrihts Forfædre opregnes nemlig opad ſaaledes: Ealhmund, hans Fader, — Eafa — Eoppa — Ingild, Broder til Kong Ini i Wesſex. Det meldes ogſaa, at Ingild døde — dog fortælles der ej hvorledes — i Aaret 718[42]. De angelſaxiſke Annaler ere meget mangelfulde og fortælle ikke paa langt nær alle de merkelige Begivenheden der fandt Sted i de tidligere Aarhundreder; at de ikke omtale Ivar Vidfadme og Sigurd Ring eller fortælle noget om Maaden, paa hvilken Ingild kom af Dage, beviſer intet imod Troværdigheden af den norſke Beretning der i og for ſig intet uſandſynligt indeholder, men netop derved at den veed noget udførligere at berette om Perſoner, af hvilke Angelſaxernes Krøniker blot have opbevare Navnene, viſer ſig uafhængig og upaavirket af disſe. Det kan ſaaledes neppe betvivles, at Ivar Vidfadme (hvis Fætter Cyneries Navn desuden er aldeles angliſk), Harald Hildetand og Sigurd Ring ja maaſkee flere af de ældre danſk-gotiſke Konger, have gjort Tog til England og erhvervet Beſiddelſer der. Men her bliver det yderſt merkeligt, at de engelſke Skribenter udtrukkeligt angive den wesſexiſke Konge Beorhtrics Regjeringstid (784—800) ſom den Tid, hvori Nordmænd eller Daner allerførſt hjemſøgte England. „Under hans Regjering“, heder det (ved 787), „kom allerførſt trende Nordmands-Skibe fra Heredhaland og herjede paa Kyſten (andre Forfattere ſige udtrykkeligt ved Dorcheſter i Wesſex), dette vare de førſte, danſke Mænd tilhørende, Skibe, der hjemſøgte England“[43]. Vil man nu — uagtet dette ſtemmer ganſke med de troværdige, og med Begivenhederne ligefra Chriſtendommens Indførelſe ſamtidige irſke Annaler, der ogſaa allerførſt henføre Nordmændenes og Danernes Ankomſt til Slutningen af det 8de Aarhundrede[44] — dog antage det muligt, at Daner eller Nordmænd tidligere have gjort Tog til og Erobringer i England, ſom ej ere blevne omtalte af Annaliſterne, ſaa er der dog een Omſtændighed, der aldeles maa bortfjerne Tanken herom, nemlig den, at den berømte Forfatter Beda, der ſelv bar fød Northumberlænder, der opholdt ſig i Northumberland til ſin Død 735[45], og beſkrev Englands kirkelige, tildeels ogſaa verdslige Hiſtorie lige indtil 731, fire Aar før hans Død, og ſom ſaaledes havde ej alene al mulig Opfordring til at omtale Danerne og deres Tog, hvis han kjendte noget til dem, men ogſaa den bedſte Anledning til at lære dem at kjende, hvis de havde foretaget ſaadanne Tog — at denne ſamme Beda, hvis Troværdighed er hævet over enhver Tvivl, ej alene ikke veed det mindſte om danſke Tog til England at fortælle, men tydeligt nok ikke engang kjender til Danerne uden gjennem dunkle Rygter. Han ſiger nemlig (ved 689), hvor han omtaler en angelſaxiſk Gejſtlig Ecgbrihts Iver for at prædike Evangelium blandt Tydſkerne: „af disſe (nemlig hedenſke Folk) vidſte han at der i Germanien var flere, fra hvilke de Angler eller Saxer, ſom nu bebo Britannien, nedſtamme, nemlig Friſer, Ruginer, Daner, Huner, Oldſaxer og Boruktvarer“[46]. Efterretningen om Danerne havde Beda rimeligviis faaet fra Wilbrord, der i Aaret 692 ſendtes af Ecgbriht for at udføre, hvad denne ej formaaede, ſom ſelv beſøgte Danerne, og ſom endnu levede i 731, da Beda ſluttede ſit Verk. Wilbrord, hvis Levnet den berømte Alcuin omtrent et halvhundrede Aar efter hans Død (740) beſkrev, rimeligviis efter hans egne eller hans Følgeſvendes Beretninger, omtalte Danerne ſom et grumt Folk, hvis Konge Ungendus var grummere end et vildt Dyr, og ſom var ſaaledes hengiven til

(geréfa) Navn: Beaduheard. Flor. Wigorn. (v. 787) taler kun om Beorhtrics Regjeringstid og nævner intet om Dorcheſter, ligeſaa Henrik af Huntingdon. Afgudsdyrkelſe, at det ej nyttede at prædike for ham[47]. Det er ſaaledes aabenbart, at de Tog, Ivar Vidfadme og Harald Hildetand foretoge til England, ikke bleve foretagne ſom Vikingetog, eller af Folk med nordiſk eller af den ſenere ſaakaldte nordmanniſke Nationalitet, ikke engang af Folk, der kaldtes Daner, men at de alene ſluttede ſig til Rækken af de allerede ſiden femte Aarhundrede vedvarende ſaakaldte angliſke Indvandringstog, af hvilke kun den færreſte Deel er optegnet, ligeſom kun de færreſte Navne paa angelſaxiſke Konger ere opbevarede. Af dette Slags har endnu ogſaa Sigurd Rings Tog upaatvivlelig været. Det er nemlig viſtnok en Fejltagelſe naar Saga-Notitſen, ſom det ſynes, ſætter det efter, at han erhvervede Overherredømmet. Den Omſtændighed, at Ingilds Død i engelſke Skrifter henføres allerede til 718 og heller ikke kan have fundet Sted ſenere, i Forbindelſe med at den fordrevne Kong Olaf ſøgte Sigurd i „Svithjod“, altſaa førend han endnu var bleven Konge i Danmark, gjør det ſandſynligt, at Englandstoget gik for ſig, medens Harald endnu levede, og efter hans Foranſtaltning. Men naar de Folk, der fra de danſk-gotiſke Lande for Braavallaſlaget hjemſøgte England, ikke her kaldtes Daner, medens derimod de, ſom fra 787 af i en ſaa ſtor Mængde foruroligede Landet, deels kaldtes Daner, deels Nordmanner, og betragtedes ſom et Folk, med hvilket England da for førſte Gang gjorde Bekjendtſkab: da er det klart, at der mellem hine og disſe maa have været en beſtemt og ſkarpt udpræget Nationalforſkjellighed, eller at hine endnu tilhørte den gotiſke, disſe den nordgermaniſke Nationalitet[48]. Den ſamme Forſkjellighed aabenbarer ſig paa de Runemindesmærker, der i de danſk-gotiſke Lande ere levnede. Medens man deels paa enkelte Mindeſtene, fornemmelig i Bleking, deels paa de for den gotiſke Periode ſaa charakteriſtiſke Brakteater, endnu finder gotiſke Runer og Indſkrifter i et blandet, tildeels endog uforſtaaeligt Sprog, finder man efter denne Tid, eller fra 9de og 10de Aarhundrede en Mængde Mindeſtene med nordiſke Runer og Indſkrifter i den reneſte nordiſke Mundart, Mindeſtene, hvis Størrelſe nokſom viſer, at de alene kunne være ſatte over Høvdinger, ſaa at altſaa nordiſke Høvdinger paa hiin Tid maa have været ſpredte over alle de forhenværende gotiſke Lande[49]. Og fra Midten af det 8de Aarhundrede finde vi — hvad der i følgende Afſnit vil ſees — Sværme af nordiſke Vikinger i en ſaa overvættes og i Sammenligning med de nordiſke Landes ringe Folketal ubegribelig Mængde at ſtyrte ud over Mellem- og Veſt-Europa, at vi nødvendigviis maa antage, at en ualmindelig og vidt om ſig gribende Omvæltning har fundet Sted, eller at Masſen af Nordgermaner, iſær deres øſtligere Deel, med eet har ſat ſig i Bevægelſe mod Syden og Veſten. Men ſøge vi efter en beſtemt Begivenhed, der ligeſom kan betegne denne Omvæltning, bliver det ene og alene Braavalla-Slaget, hvorved vi kunne blive ſtaaende. Før dette: Hleidrekongen danſk-gotiſk Nationalitet forherſkende i den ſydlige Deel af Halvøen og paa de danſke Øer; efter dette: Overkonger af gardarikſk Æt i Gautland, ingen Hleidrekonger mere, forherſkende nordiſk Nationalitet eller idetmindſte nordiſke Høvdingers Herredømme i Danmark, og nordiſke Vikinger ſværmende rundt om paa alle veſteuropæiſke Kyſter.

Efterretningerne om disſe Begivenheder ere for faa, for magre og for lidet oprindelige til at deres overordentlige Vigtighed ſom afſluttende en ældre Tingenes Orden bar kunnet vorde tilbørligt udhævet. Dog ligger en ſaadan Betragtningsmaade deraf til Grund for den Drøm, der tillægges Ivar Vidfadmes. Denne Drøm ſkyldes naturligviis en ſildigere Bearbejder og Udſmykker af Sagnet ſin Tilblivelſe, men den er derfor ogſaa bleven formet efter de Indtryk, ſom de Begivenheder, den ſkulde bebude, havde gjort paa Bearbejderens Sind; det er tillige, ſom ovenfor bemerket, tydeligt at ſee, at den egentlige, oprindelige Bearbejdelſe, ſom i Sagabrudſtykket alene er mere udtværet og moderniſeret, hidrører fra en Tidsalder, der ikke er meget yngre end Sigurd Rings egen. I denne Drøm ſkal Ivar have ſeet, hvorledes en gylden Drage, fuld af en Mængde Fugle, i ſin Flugt fra Havet, det vil ſige fra Veſten og Sydveſten, mødtes og overvældedes af en frygtelig Torden- og Regnſky, der kom fra Nordøſten, bredte Mørke over hele Norden, og gik i Syd og Veſt om Landet. Ved en ſaadan Drøm kan den gamle Sagnfortæller alene have tænkt paa et Sammenſtød mellem to Nationaliteter, af hvilke den ene maatte bukke under, og han ſiger i denne Drøm paa en vis Maade mere, end i den hele Beſkrivelſe over Kongernes Kamp. Og desforuden lader han Hørd ligefrem fortolke Drømmen om „ſtore Forandringer med Henſyn til Rigerne i Svithjod og Danmark“.

Da Braavalla-Slaget er af ſaa indgribende Vigtighed i Nordens Hiſtorie, er det tillige af yderſte Vigtighed, nogenlunde at beſtemme den Tid, da det fandt Sted. Dette er dog noget vanſkeligt, da vi af vore egne Kilder kun have et Par Slægtregiſtre at holde os til. Et af disſe, der viſ nok er det paalideligſte, lader den danſke Konge Germ den Gamle, der efter alle Vidnesbyrd ſkal have opnaaet en uſædvanlig høj Alder, men dog neppe kan være fød tidligere end 840[50], nedſtamme i tredie Led fra Sigurd Rings Søn Ragnar Lodbrok[51]. Dette giver for Ragnars Fødſelstid, og følgelig for Sigurds kraftigſte Alder, Tiden ved 750, hvorved dog er at bemerke, at Sigurd Orm i Øje, Gorms Farfader, var en Søn af Ragnars andet Egteſkab[52], og at dennes Fødſel derfor viſtnok kan flyttes endnu en 10 eller 15 Aar op, altſaa til 740 eller 735. Det for omtalte Slægtregiſter, hvorved Oddaverjerne paa Island udledede deres Herkomſt fra Harald Hildetand, lader Høvdingen Runolf Ulfsſøn, der i Aaret 1000 ſom aldrende Mand blev døbt, og derfor maa være fød omkring 950, nedſtamme i 8de Led fra Harald Hildetands Søn Thrond Gamle, hvis Fødſelstid ſaaledes falder omkring 710, eller endog lidt tidligere. Og Ynglingekongen Eyſtein paa Veſtfold, der nævnes i Forbindelſe med Sigurd Rings Død, var Farfader til den i 810 afdøde Gudrød, hvilket bringer Eyſteins Levetid til at falde mellem 720 og 780[53]. Sigurd Rings kraftigſte Alder kommer ſaaledes mellem 730 og 760, og Harald Hildetands, der, ſiden der tales ſaameget om hans uhyre Ælde, maa have opnaaet en meget høj Alder, mellem 680 og 700; hans hele Levetid mellem 650 og 730. Braavalla-Slagets Tid maa derfor ligeledes henføres til 730. Og dette ſtemmer meget vel med den ovenfor omtalte Angivelſe i alle angelſaxiſke Annaler, at Ingild, der efter vore Kilder ſkal være falden i et Slag mod Sigurd Ring, døde 718. Thi vil man end ikke antage, hvad vi dog af de forhen udviklede Grunde anſee for retteſt, at Ingilds Død fandt Sted før Braavallaſlaget, og blive vi ſaaledes end nødte til at ſætte dette før 718, eller omkring 715, ſaa er dog Forſkjellen — femten Aar — under ſaadanne Omſtændigheder og i en ſaa fjern Tidsalder for intet at regne.

Er det paa denne Maade lykkets os omtrentligt at beſtemme Braavalla-Slagets Tid, nemlig et af Aarene mellem 715 og 730, opſtaar nødvendigviis det Spørgsmaal: af hvad Slags var den Folkebevægelſe, hvoraf dette Slag og Skjoldunge-Rigets Omſtyrtelſe var den nærmeſte Følge, og hvad kan den bevægende Aarſag have været? Her kunne vi ikke andet end atter vende Blikket mod Øſten, mod vore Forfædres ældſte Hjem, hvor der viſtnok maa have fundet en Bevægelſe Sted, ſom drev nye Sværme af Nordgermaner over til vor Halvø. Thi det Folketal, man maa antage ſom det paa hiin Tid ſandſynlige inden Halvøens Grændſer, forſtaar ikke til at kunne forklare, hvorledes ſaa overordentlige Masſer nu paa een Gang kunde bryde frem; man maa antage at en ny og pludſelig Tilvæxt til Befolkningen har fundet Sted. Underſøger man nu de faa Oplysninger, vore Oldſagn indeholde om de ældre geographiſke Forholde paa Øſtſiden af Øſterſøen, og ſammenligner man dem med den efter det 8de Aarhundrede forhaandenværende Folkeordning i disſe Egne, da vil man visſelig ſpore Tegn til at nogen Forandring har fundet Sted. Disſe Egne omtales i vore Oldſkrifter under forſkjellige Navne Hvor der et Tale om Søtog, foretagne derhen, kaldes de ſædvanligviis Austrvegir (Øſterveg, de øſtlige Veje), en Benævnelſe, der paa en merkelig Maade ſvarer til Noregr (eg. Norðrvegr eller Norðrvegir, ſe ovenfor S. 6 og 43). Denne Benævnelſe er dog mere ſvævende, og betegner ikke noget beſtemt Land, men kun Kyſtſtrækningerne fra Finland til henimod Weichſelen. Det er Austrvegir, ſom Saxo ſtadigt gjengiver ved „Helleſpont“. Til Austrvegir ſvarer den mere omfattende Benævnelſe Austrríki (det øſtlige Rige), hvorved man vel ogſaa har tænkt ſig de indre Egne, dog betegner heller ikke dette noget ſæreget, af en enkelt Nation beboet Landſkab. Mere indſkrænket er den af os allerede oftere, og iſær ovenfor S. 39, omtalte Benævnelſe Gardarike, der af vore Forfædre med Beſtemthed og Konſekvens bruges om det i det 9de Aarhundrede oprettede rusſiſke Storfyrſtendømme, af hvilket det nyere rusſiſke Monarchi har udviklet ſig. Denne Benævnelſe anvendes i vore Oldſkrifter om Rusland ogſaa i tidligere Aarhundreder, men, ſom man næſten med Sikkerhed kan paaſtaa, ej med Rette, og kun fordi det paa den Tid, da Sagaerne nedſkreves, var ſædvanligt at kalde Rusland Garðaríki (Gaardernes Rige) eller í Görðum (i Gaardene); thi denne Benævnelſe har, hvad der ſtrax nedenfor vil blive viiſt, ſin Oprindelſe fra de ſaakaldte Gaarde (gorody) eller Befæſtninger, der oprettedes i det 7de eller 8de Aarhundrede, førend det egentlige rusſiſke Rige ſtiftedes Men i vore Oldſkrifter findes endnu et ſaare merkeligt Navn paa det nuværende Rusland eller en Deel deraf, et Navn, der netop ſynes at tilhøre de ældre Tider, da Navnet „Gardarike“ ikke kjendtes. Dette Navn er Svithjod, der til Forſkjel fra det ſkandinaviſke Svithjod kaldtes „det ſtore“ eller „det kolde“. Dette Svithjod det ſtore omtales fornemmeligt i de førſte Kapitler af Ynglingaſaga[54], og flere have antaget at Benævnelſen er opkommen i ſenere Tider ſom et uheldigt Forſøg paa at gjengive Middelalderens latinſke Forfatteres Skythia magna. Men dette Scythia magna kan ligeſaavel være opſtaaet af et Forſøg paa at gjengive Svíþjóð mikla, og da denne Benævnelſe ej alene i og for ſig ſelv er intet mindre end urimelig, men dens Rimelighed endog beſtyrkes af andre Omſtændigheder, kan man ikke vel bortviſe den ſom falſk. Thi allerede Tacitus’s Udſagn om Svearne, at de bo hiinſides Rugierne og Lemovierne, „i Oceanet ſelv“, og at deres Land deels grændſer til Iishavet, deels til de af en Kvinde beherſkede Siters (altſaa Kvænernes) Land (ſe ovenfor S. 19), gjør det ej alene tvivlſomt, om man ſkal tænke ſig dem veſtenfor eller øſtenfor Øſterſøen, men ſnarere endog i højeſte Maade rimeligt, at man ſkal tænke ſin dem boende paa begge Sider, paa Aalands-Øerne, paa Øſel og Dagø, — hvor der virkelig ogſaa findes Spor af en ældre nordiſk Befolkning[55] — og paa Kyſterne rundt om den finſke Bugt. Derved kom de i Ordets egentligſte Forſtand til at bo „i ſelve Havet“, og derved forklares ogſaa bedſt, hvorfor de ere „mægtige ved deres Flaade“. Det er tillige ovenfor (S. 39) nævnt, hvorledes de rusſiſke Geſandter, der i Aaret 839 vare ſendte til Conſtantinopel, og herfra kom til Tydſkland, befandtes at være af Svearnes Folk. Sigurd Ring optræder ogſaa, merkeligt nok, egentlig ſom Svearnes Høvding uagtet han er fød hiinſides Søen. Og naar man nærmere betragter den oldnordiſke Mundart, der efter Braavalla-Kampen blev den herſkende i Danmark, da finder man,

Sterkes Sagn) ſaaledes at Navnet umiskjendeligt kan ſees at have været i Folkemunde; det ſynes derfor ej at være opſtaaet ved en blot og bar Gisning. Naar (Geografen af Ravenna omtaler „Gammelſkythien, der af Jornandes kaldes „Scandza“ (ſe ovenf. S. 4l) ſynes han at have haft Svíþjóð for Øje. at den næſten ganſke ſtemmer med den oldſvenſke, ſaadan ſom den af de gamle ſvenſke Love er os bekjendt, men derimod mindre med den oldnorſke. Alt dette viſer umiskjendeligt, at den hele Bevægelſe paa Halvøen ſelv nærmeſt er udgaaet fra Svear og fornemmelig har beſtaaet deri, at den ſtore Masſe af ſøvante Svear, der endnu ikke var kommen over til Halvøen, men boede hiinſides Øſterſøen og maaſkee temmelig langt ind i Landet, ved et Tryk fra Øſten er trængt længer mod Veſt, og er bleven nødſaget til at ty til ſine Brødre i Svithjod, hvilket derved overfyldtes, og hvorfra Folkemasſen ogſaa væltede ſig ud over Gautland og Gotland (Danmark), idet Bevægelſen ogſaa tildeels forplantede ſig til Norge, hvorfra æventyrlyſtne Skarer ſynes at have ſluttet ſig til de med dem ſaa nær beſlægtede Svear. Da vi nu i den ſenere Tid (idetmindſte fra 9de Aarhundrede) finde tſchudiſke Folkeſlag, nemlig Finner, Eſter og Liver, paa de Kyſter, hvor der ifølge det foranførte maa have boet Svear, kan man ikke andet end antage, at der omtrent ved det 7de, 8de eller 9de Aarhundrede, det vil ſige, omtrent paa Braavallakampens Tid, har fundet en Folkebevægelſe Sted, hvorved tſchudiſke Folk have rykket frem til Kyſten og beſat Strækningen ſom Svearne hidtil havde beboet, men ſom de nu bare nødte til at forlade.

Et umiskjendeligt Vidnesbyrd om Bevægelſer af det Slags, vi her omtale, afgiver den gamle rusſiſke Annaliſt Neſtor. Denne, en Munk i et Kloſter nær ved Kijev, levede og ſkrev mod Slutningen af det 11te Aarhundrede[56]. Han har kortelig beſkrevet det rusſiſke Riges Stiftelſe og meddeelt hvad han vidſte om ſit Fædrelands Oldhiſtorie, men det er tydeligt nok at ſee, at hvad han fortæller om Begivenheder ældre end Chriſtendommens Indførelſe, kun grunder ſig paa dunkle og mangelagtige Sagn, hvilke han derfor har ſøgt at udfylde ved at afſkrive byzantinſke Forfattere. Han overfører tillige paa de ældre Tider Forhold og Foreſtillinger, der tilhørte hans Tid; ligeſom han, der tilhører den ſlaviſke Nationalitet, neppe kan have haft nogen klar Opfatning af de germaniſke Rusſers Oldſagn. Ved alt dette er han kommen til at gjøre ſig ſkyldig i Selvmodſigelſer, og hans Udſagn maa overhoved benyttes med den allerſtørſte Forſigtighed. Han fortæller — hvad vi i det Følgende nærmere komme til at afhandle — hvorledes det rusſiſke Rige i Aaret 862 eller 863 ſtiftedes af trende Brødre i Spidſen før en Deel ſaakaldte Væringer[57], og at Rusland fik Navn efter dem. Man gjenkjender ſtrax det ſædvanlige germaniſke Sagn om ſaadanne Rigers Stiftelſe, og det viſer ſig derfor ved førſte Øjekaſt uhiſtoriſk. Annaliſten anfører desuden ſelv ſtrax ovenfor, at Rusſer allerede i 852, eller under den byzantiſke Kejſer Michael den 3dies Regjering, nævnes hos græſke Skribenter. Er nu dette end en Fejltagelſe af Neſtor — den Begivenhed, hvortil han ſigter, er nemlig Toget i 866, — ſaa er det dog ikke deſto mindre en Selvmodſigelſe; og ikke mindre en Selvmodſigelſe, eller et Tegn paa Uklarhed i Foreſtillingerne er det, at flere af de bedre rusſiſke Annaler nævne Rusſer ſom Beboere af Rusland før Væringernes Ankomſt, og ſom en af de Nationer, der indkaldte Væringerne[58]. Kommer nu hertil, hvad ovenfor (S. 39) er omtalt, at troværdige udenlandſke Kilder omtale Rusſer ſom Beboere af Egnene øſtenfor Øſterſøen tidligere end 862[59], ſaa bliver det indlyſende, at Neſtors Beretning alene kan tages ſom et ældgammelt dunkelt Sagn om at det paa hans Tid beſtaaende rusſiſke Rige er ſtiftet af Hærkonger fra Egnene hiinſides Øſterſøen, men at han har henført Tiden til 832, alene fordi han omtrent ved denne Tid finder dem omtalte hos Byzantinerne og ſaaledes faar beſtemte Aarstal at holde ſig til. Og naar man læſer Beſkrivelſen over det Tog, Rusſerne foretoge til Conſtantinopel allerede i 866, hvorved de kom med mange Skibe, og ſatte den mægtige Kejſerſtad i den yderſte Fare[60], bliver det tydeligt nok, at et Rige, ſom kunde udruſte en ſaadan Magt, ej kunde være faa Aar gammelt[61], thi man kan dog ikke tænke ſig, at hiint Tog ſkulde være udgaaet fra den ſkandinaviſke Halvø, og at de Krigerſkarer, der ængſtede Conſtantinopel, ſkulde i ſluttet Trop have vandret tvert igjennem Rusland fra Øſterſøen til det ſorte Hav. Man vi altſaa antage, at det i Hiſtorien bekjendte rusſiſke Storfyrſtendømme er ſtiftet tidligere end Neſtor angiver, medens vi tillige

Edsforbunden (af var, edeligt Løfte eller Forbund, angelſ, vær). Da alle disſe Folk Vare fra Landene hiinſides Øſterſøen, blev det almindeligt i Rusland og Aſien, at bruge Ordet Væring ſom Fælles-Benævnelſe for Svear, Nordmænd og Danſke. Derfor finder man endog hos den arabiſke Geograf Biruni (c. 1000), Øſterſøen kaldet „Varenger-Havet“, og Neſtor bruger ogſaa den ſamme Benævnelſe, uden at man derfor maa foreſtille ſig, at den virkelig brugtes i det 9de Aarhundrede. de, at det rusſiſk-germaniſke Folk fra umindelige Tider hørte hjemme i det nuværende Rusland, da maa ogſaa de Begivenheder, Neſtor lader gaa umiddelbart forud for de ſaakaldte Væringers Ankomſt og Rigets Stiftelſe, ſkydes tilbage til en fjernere Tid, og derhos forklares i Overeensſtemmelſe med hvad man veed om Rusſernes tidligere Tilværelſe i Rusland. Efterat han endog med en ſynlig Glæde har ſagt, at han fra 852, hvor man finder Rusſerne omtalte „i den græſke Krønike“ kan begynde at angive Aarstal[62], ſiger han, at i Aaret 859 kom Væringer (ɔ: Nordboer paa den ſkandiſke Halvø) over fra den anden Side af Havet, og gjorde Slaver, Tſchuder, Merer (et tſchudiſk Folk) og Krivitſcher (et Folk, uviſt om af ſlaviſk eller tſchudiſk Æt, omkring det nuværende Smolenſk) ſkatſkyldige, men behandlede dem haardt; at derpaa i Aaret 862 disſe undertvungne Folk gjorde Opſtand, joge Væringerne tilbage hiinſides Havet, og oprettede Gaarde (gorody ɔ: Befæſtninger), men kom i ſaadan Uenighed med hinanden, at de beſluttede at ſende Bud til Væringerne og udbede ſig Konger (knjazhit’) fra dem, og at ſom en Følge deraf de tre Brødre Rurik, Sineus og Truvor kom over med deres „drótt“ (druzhina) og oprettede tre Riger, ſom ſiden forenedes til eet. Hvad der her fortælles, viſer ſig for det førſte ſom ethnographiſk-politiſke Sagn, der alene maa betrages i deres ſtørre Omrids; det viſer ſig derhos ſom ſammentrængt til en altfor kort Tid. Slige Omvæltninger ere ikke faa Aars Verk. Er allerede det ſaakaldte rurikſke Storfyrſtendømme ſtiftet ikke 863, men i alle Fald en rum Tid tidligere[63], ſaa ligge ogſaa de Folkebevægelſer, der gik forud for dets Stiftelſe-, endnu længere tilbage. Neſtor, ſom levede i en Tid, da Navnet Væringer allerede var blevet almindeligt i Rusland for de ublandede Nordgermaner, medens Rusſerne ſelv allerede vare ſlaviſerede, har naturligviis ej været iſtand til at indſee Forſkjellen mellem de fra umindelige Tider i Rusland boſatte nordgermaniſke Rusſer eller Rodſer (Roxolaner), og de efter den nordiſke Vikingetids Begyndelſe ſenere tilkomne Nordboer, eller, ſom han kalder dem, Væringer. Har der — hvad der ej kan betvivles — været et Sagn om at et nordgermaniſk Folk (Rusſer) havde gjort ſig Slaver og Tſchuder underdanige, men ſidenefter ved en Folkebevægelſe blandt Slaver og Tſchuder for Størſtedelen er blevet fordrevet hiinſides Havet, og at der ſidenefter fra de ſamme Egne, hvortil hiint var fordrevet, kom mægtige Hærkonger, ſom opkaſtede ſig til Landets Herrer og paany grundede den rusſiſke Magt — da kunde disſe Begivenheder neppe opfattes anderledes af Neſtor, end ſaaledes ſom han fremſtiller dem. Han har antaget Rusſer og Væringer for eet og ſamme Folk, eller rettere, at Rusſer umuligt kunde være noget andet Folk end det ſamme, han var vant ved at kalde Væringer: derved blev det og nødvendigt at lade dem komme fra hiinſides Havet, ligeſom Væringerne ſenere. I det ſtore og dunkle Fjerne er Tidsafſtanden mellem Begivenhederne forſvunden. I den Tro, at der ej gaves Rusſer før 852, har han ogſaa ſammentrængt Begivenhederne i det korte Tidsrum mellem dette Aar og 862. Det eneſte, vi af Neſtor med Beſtemthed erfare, er altſaa, at der en Tid forud for Stiftelſen af det rusſiſke Storfyrſtendømme fandt en ſtor Bevægelſe Sted blandt ſlaviſke og tſchudiſke Folkeſlag (Slaver, Merer, Tſchuder og Krivitſcher) i det Indre af Rusland, og at de der boende Nordgermaner (Rusſer) ved denne Bevægelſe bleve fordrevne hiinſides Havet. Skulde denne Bevægelſe ej være den, hvorved den ſtore Omvæltning i den øſtlige og ſydlige Deel af Norden i Begyndelſen af det 8de Aarhundrede bevirkedes, og hvorved tſchudiſke Folk, drivende rusſiſke Folkeſværme foran ſig og hiinſides Havet, ſelv trængte frem til Øſterſøens Kyſter? En ſaadan Bevægelſe maa lægges idetmindſte mere end eet Aarhundrede forud for den Tingenes Tilſtand, under hvilken nordiſke Hærkonger atter kunde oprette det nordgermaniſke Herredømme i Øſten. Og man ſavner heller ikke Underretning om hvad der igjen kan have været Aarſag til hiin Bevægelſe i Hjertet af Rusland. De mægtige Khaſarer, der førſt nævnes ved Aar 626 ſom et tyrkiſk Folk, brøde omkring 659 ind i Europa, hjemſøgte det ſorte Havs Kyſter, og udbredte, ſom det ſynes, i Begyndelſen af det 8de Aarhundrede deres Herredømme i det ſydlige Rusland lige til Kijev og Dnepr-Egnene[64]. Deres Fremtrængen kunde nok foranledige et Tryk, hvorved de nærmeſt Øſterſøen boende Rusſer, der desuden ſtode i den nøjeſte Forbindelſe med deres Brødre hiinſides Havet, kunde nødſages til at flytte over til disſe. Hvo veed endog, om ikke ogſaa de nordligere Dele af Rusland tildeels bleve undertvungne eller i alle Tilfælde hjemſøgte af dem, og om ikke de ſenere nordiſke Hærkonger, der oprettede Storfyrſtendømmet, egentlig optraadte ſom Befriere fra det khaſariſke Aag? Idetmindſte fortæller Neſtor udtrykkeligt hvorledes Væringefyrſterne Aſkold og Dir befriede Kijev, og Oleg, Ruriks Efterfølger, Severier og Radimitſcher fra Khaſarernes Herredømme[65]; og Prudentius af Troyes, der meddeler hiin mærkelige Notits om det rusſiſke Geſandtſkab 830, kalder endog ligefrem deres Fyrſte Chacanus (ɔ: Chagan, Khan, Khaſarerfyrſtens Titel), hvoraf det ſkulde ſynes, enten at Rusſerne paa den Tid endnu ikke ganſke havde vovet at optræde ſom Khaſarernes Fiender, eller at Byzantinerne af en Misforſtaaelſe ogſaa have antaget at Rusſerne vare Tatarer, hvis Fyrſte førte Titlen Khan[66]. En ſaare merkelig Omſtændighed er det, at Neſtor henfører hiin Opførelſe af de ſaakaldte Gaarde (gorody) eller Befæſtninger, af hvilke aabenbart Benævnelſen Gardarike er opſtaaet, til det Tidsrum, i hvilket Væringerne ſkulde være fordrevne. Thi for Khaſarerne ligeſaa vel ſom for Avarerne var det charakteriſtiſk, at opføre ringformige Befæſtninger[67].

Vi antage det følgelig for ſandſynligt, at den Folkebevægelſe i det øſtlige og ſydlige Norden, der havde Braavallaſlaget og det danſk-gotiſke Kongedømmes Omſtyrtelſe til Følge, medens den tillige førte nye Sværme af Nordgermaner til Svithjod og de gotiſke Kulturlande, og aabnede en ny Tidsalder, Vikingetiden, i hvilken de ſtore nordiſke Riger ſtiftedes, — at denne Folkebevægelſe havde ſin Aarſag i de tidligere Bevægelſer, ſom Khaſarernes og maaſkee ogſaa andre tatariſke Folkeſlags Fremtrængen i Rusland i det 7de og 8de Aarhundrede nødvendigviis maatte bevirke.

Med Fortællingen om Skjoldungekongedømmets Omſtyrtning er, ſom vi ovenfor have ſeet, Sagnet om Ynglinge-Ættens Forjagelſe fra Svithjod og Fremtræden i Norge ſat i Forbindelſe. Og hvad Beretningen om Ingjald Ildraade angaar, da ſynes den ogſaa, den romantiſke Udſmykning fraregnet, at være paalidelig, eller idetmindſte lige fra førſt af at have dannet en væſentlig og uadſkillelig Epiſode i den hele Ivar-Vidfadme-Sagnkreds Anderledes forvolder det ſig dog med Olaf Trætelgja og Ættens Forplantelſe til Norge. At der har været Sagn om en Olaf Trætelgja, der ſkulde have opryddet Vermeland, kan viſtnok ikke betvivles; vi gjenkjende ham endog tydeligt i den Olaf, Underkonge i Vermeland, hvis Datter Æſa efter Saxos Vidnesbyrd Aale frøkne befriede og egtede[68]; men desuagtet ſynes Olaf ſelv at høre til de mythiſke Figurers Tal. Hans Moder, heder det var Gauthild, Datter af Algaut, Søn af Kong Gautrek den gavmilde, Søn af Gaut, efter hvilken Gautland har faaet ſit Navn; han var gift med Solveig, Datter af Sølve, Sønneſøn af Sølve Sølvesſøn, Søn af Sølve den gamle, der førſt opryddede Soløer. At alle hine Navne, i hvilke Gaut er en væſentlig Beſtanddeel, ere udledede af „Gautland“, ikke omvendt, ligeſom alle Navnene, der begynde med Sol- ere udledede af „Soløer“[69], og at hine Sagnfigurer altſaa alene ſkylde Landſkabsnavnene deres Tilværelſe, kan ikke betvivles. I Fortællingen om Olaf og hans Sønner, ſaa kort den er, findes flere Beſynderligheder. Den lader Svearne, efterat have offret Olaf, drage med „hele Hæren“ til Soløer og tage Halfdan Hvitbein til Konge; men desuagtet erfarer man, at Ingjald, Halfdans Broder, var Konge i Vermeland efter Faderens Død; der maa altſaa have været et andet Sagn, ſom lod Olaf i god Ro efterfølges af ſin Søn Ingjald. Olaf ſiges at være ſamtidig med Ivar Vidfadme, men han er dog tillige jevnaldrende med Saxe Fletter, der kæmpede i Braavallaſlaget; herved er ingen Vanſkelighed, naar man blot tænker ſig Olaf ſom Halfdan Hvitbeins Fader og den veſtfoldſke Kong Eyſteins Farfader, men da bliver han for ung til ogſaa at have kunnet leve paa Ivar Vidfadmes Ungdomstid[70]. Paa den anden Side gjøres Olaf til en Datterdatterſøn af Kong Olaf ſkygne i Nerike, der tilligemed den for omtalte Gautrek den gavmilde i Gautreks Saga gjøres ſamtidig med Vikar og Starkad. Da vi nu derhos allerede tidligere have haft Exempler paa vilkaarlige Sammenkjedninger af forſkjellige Ætte-Grupper, ſynes det neppe at kunne betvivles, at de, der allerførſt bragte Sammenkjedningerne af den ſaakaldte Ynglingeſtamme iſtand, hjalp ſig med Henſyn til Halfdan Hvitbein, — der egentlig er Ættens Stamfader i Norge, og om hvem man i Grunden intet andet vidſte, end at han var Eyſteins Fader og Konge i en Deel af Oplandene — ſaaledes, at de ſatte den vermelandſke Sagnhelt Olaf Trætelgja mellem ham og Ingjald Ildraade. Muligt, at Halfdan, hvis hiſtoriſke Perſonlighed neppe kan benegtes, kaldtes Halfdan Olafsſøn og at dette lettede Kombinationen. Og merkeligt nok, uagtet det førſt heder at Halfdan herſkede paa Soløer og i andre Dele af Oplandene, drages han dog ſtrax ned til Veſtfold og begraves i Skiringsſal; hans Søn Eyſtein ſynes endog alene at være i Beſiddelſe af Veſtfold, og han ſtaar i Forbindelſe med Kongeætter paa Vendſysſel[71]. Alt dette ſynes at lægge for Dagen, at man oprindelig ikke har vidſt mere om den ſaakaldte Ynglingeſtamme i Norge, end at den, omtrent paa Braavallaſlagets Tid, optraadte paa Veſtfold og i de nærmeſte Dele af Oplandene, at man i Norge ikke kjendte noget Medlem deraf ældre end Halfdan Hvitbein og hans Søn Eyſtein, og at Mindet om disſe førſte norſke Konger af denne Æt iſær var nøje knyttet til den gamle Helligdom i Skiringsſal. Hvad Ynglingenavnet angaar, da kan det viſtnok ſkrive ſig fra en vilkaarlig Benævnelſe, og forſaavidt intet have at betyde med Henſyn til den veſtfoldſke Kongers Herkomſt — Olaf Trætelgja kaldes endog i Thjodolfs Vers ligefrem en Ætling af Lofdes Æt eller Lyfdungeſtammen, der i Skálda og Fund. Noregr udtrykkelig ſiges at være forſkjellig fra Ynglingeſtammen; — dog ligger paa den anden Side den Tanke temmelig nær, at disſe Konger allerførſt ere optraadte i disſe Egne ſom Tilhængere af Sigurd Ring eller ſom Underkonger, indſatte af ham. I ſaa Fald er det i og for ſig ikke uſandſynligt, at de kunne være komne fra Svithjod eller Gautland[72], iſær da det udtrykkeligt heder, at der blandt Rings ſvenſke Kæmper i Braavallaſlaget fandtes Frænder og Ætlinger af Guden Frey, d. e. Ynglinger — De veſtfoldſke Ynglingekongers Hiſtorie tilhører forreſten det følgende Afſnit.


  1. Braut, af brjóta (bryde), betyder nemlig „en banet Vej“.
  2. Dette fortæller „Historia Norwegiæfol. 6. b. efter hvad man maa antage for Are Frodes Beretning, ſe Annaler for Nordiſk Oldk. og Hiſt. 1850. S. 301-308.
  3. Om Bragebægeret ſe ovf. S. 186, Note 3.
  4. Herom ſe fornemmelig Snorre Sturleſens Yngl. Saga Cap. 37—40.
  5. Olaf Tryggv. Saga i Fornm. S. Cap. 61. „Olaf, Sigurds Rings Skattekonge over Northumberland“, heder det her, var en Søn af den Kinrik, (d. e. Cyneric), der ſagdes at vare en Broderſøn af Moald Digre, Ivar Vidfadmes Moder. Moald og hendes Broder maa altſaa have været angliſke, thi Cyneric er et angliſk Navn.
  6. Ynglinga Saga Cap. 41, 45.
  7. Sögubrot, Cap. 1.
  8. Ved Eygotaland forſtaaes her umiskjendeligt Øen Gotland, af Indbyggerne ſelv kaldet Gotland eller Gulland. Over dette gik Vejen til Rusland.
  9. Sögubrot, Cap. 2.
  10. Sögubrot, Cap. 3, 4. Ylfingerne ſynes nærmeſt at have hørt hjemme i Øſtergautland, ſe ovf. S. 227.
  11. Trætelgja (trételgja) betegner egentlig en Telgje-Øx.
  12. Yngl. Saga Cap. 47, 48. — Fortællingen om Oplændinge-Kongerne i Hauksbogen (Fornald. S. II. S. 103) veed intet om Offringen, men lader Olaf leve til ſin Alderdom.
  13. Yngl. Saga Cap. 49. 50.
  14. Yngl. Saga Cap. 51. Fort. om Oplændinge-Kongerne Cap. 2. (Fornald. S. II. S. 104). — Hvorvidt forreſten „Vindill“ her betegner Vendſysſel og ikke ſnarere Vingulmark, er uvist. Se ovf. S. 81 Note 2.
  15. Sögubrot Cap. 10, jvfr. Ottars og Wulfſtans Rejſeberetning.
  16. Yngl. S. Cap. 49. Fortæll. om Opl. Kongerne lader Halfdan begraves paa Thoten, men dette ſtrider mod Thjodolfs Vers.
  17. Saxo, 7de B. S. 267. Sögubrot Cap. 7.
  18. Det ſiges udtrykkeligt hos Saxo, 8de B. S. 376.
  19. Se ovenfor S. 266 Note 4. Peterſen har i ſin „Danmarks Hiſtorie“ 1 D., S. 259 gjort et Forſøg paa at reſtaurere Digtet paa Olddanſk.
  20. Dette „Thyle“ kan neppe være andet end Thelemarken, hvis Indbyggere kaldes Thiler; thi havde Island, ſom nogle tro, dermed været meent, da vilde ogſaa Sögubrot upaatvivlelig have nævnt derom. Men uagtet Sögubrot har Kæmpernes Navne, tilføjer det intet om Island. Dette var desuden ikke endnu paa den Tid opdaget. Det er ellers nok muligt, at Saxo i Kvadets Udſagn, „at disſe Mænd vare Haralds Skalde“ — ſaaledes heder det i Sögubrot — har fundet Grund nok til at antage dem for Islændinger. Han nævner ſenere „Thelemarchia“ udtrykkeligt.
  21. „Søndenfor Gotland“ vil her ſige „fra det ſøndre“ eller „ſydligſte Gotland“. Og mærkeligt nok opregnes blandt de Kæmper, der fulgte Vebjørg, en Friſer, en Jyde (Sögubrot har ved Skrivfejl irski iſtf. jotski) og en „Anglicus“ hvilket her ene og alene kan betyde „en fra Angel“.
  22. I Sögubrot Dagr lifski. Det er ſikkert.nok, at dette Navn ej ſigter til Lifland. I Yngl. S. Cap. 52 og Fort. om Opl. Konger Cap. 2 heder det, at Kong Eyſteins Søn, Halfdan paa Veſtfold, var gift med Lif, Datter af Kong Dag paa Veſtmare. Skulde ej denne Dag være „Dag Lifſke“? Saxo kalder ham desuden „Dahar Grenſki“, altſaa fra Grenland, hvis Kyſt-Egne grændſede til eller maaſkee indbefattede Veſtmare; ſe Langes Tidsſkr. 4de Aarg. S. 111, 112.
  23. Sögubrot har her urigtigt Rögnvaldr hái eða Raðbarðr hnefi. Saxo har det øjenſynligt rigtigere „Regnvaldus Ruthenus, Rathbarthi nepos“. Originalen maa have haft: Rögnvaldr hái, Raðbarðar nefi.
  24. Sögubrot, Cap. 9. Saxo (8 B. S. 391) lader hans Aſke ſiden blive ført til Hleidr, og blive højlagt der med hans Vaaben og Heſt. Dette er viſtnok urigtigt, men har dog, ſom man ſkulde formode, givet Anledning til det Sagn, at Harald Hildetand ſkulde være højlagt ved Hleidr, hvor man endog viſer en Høj, der ſiges at være hans, men ſom i Virkeligheden kun er en Dysſe fra Steenalderen, ſe Worsaae, Danmarks Oldtid &c. S. 90.
  25. Olaf Tryggv. Saga Cap. 61. Sögubrot, Cap. 10.
  26. Dette fortælles ej i Sögubrot, der pludſeligt ſtandſer ſtrax efterat Skiringsſal er nævnt, men i Arngrim Jonsſøns haandſkrevne Supplementer til den danſke Hiſtorie. Uagtet flere af disſe „Supplementer“ bare ſterkt Præg af at være opdigtede af Arngrim ſelv, maa man dog formode at han har været i Beſiddelſe af enkelte Haandſkrifter, ſom nu ere tabte, og navnlig af et fuldſtændigereHaandſkrift af Sögubrot, thi hvad han her fortæller, pasſer ſaa nøje til dette og har ſaa aldeles den ſamme Charakteer, at man neppe kan antage det for en Opdigtelſe af ham. — Et Sted ved Navn Ringshaug findes i Slagn Sogn nordenfor Tønsberg.
  27. Det er denne defekte Saga, ſom man ſædvanligviis har kaldet Sögubrot. Det os deraf levnede Brudſtykke er ſkrevet med en Haand fra Begyndelſen af 14de Aarhundrede; det er udgivet i Fornaldar Sögur Norðrlanda 1ſte Deel, og i Antiquités Russes 1 B., hvor der tillige findes et ſaare vellykket Fakſimile deraf.
  28. Paa begge Steder nævnes de ſamme Perſoner, nemlig Ivar, Gudrød, Halfdan, Hjørvard Ylſing, Granmar; begge Beretninger ſtemme ej alene godt overeens, men ſupplere endog hinanden.
  29. Det oldn. hnöggr eller hnauvr, nu „nauv“, Angelſ. hneáw, betyder „karrig“.
  30. Langfedgatal gjør egentlig Halfdan til en Søn af Ingjald, men aabenbart kun ved en Fejltagelſe, fordi Halfdan ovenfor i Rækken er nævnt umiddelbart efter Ingjald.
  31. Saxo, 7de B., S. 337, 353, 361.
  32. Saxo, 7de B., S. 367, 9de B., S. 439.
  33. Saxo, 3die B. S. 331.
  34. Se Saga Ásmundar Kappabana i Fornald. Sögur Norðrl. II. S. 463—187. Man ſammenligne Hildebrands Ord i Cap. 9: mjök er vandgætt, hvé verða skal ofborinn öðrum at banorði; þik drótt af bar Danmörku, en mik sjalfan á Svíþjóðu, med Hildegeirs hos Saxo 7 B. S. 357. Sic sibi dividumn partes discriminal omen Danica te tellus, me Sveticus edidit orbis; Drot tibi maternum quondam distenderat uber, hac genitrice tibi pariter collacteus exsto.
  35. I Samtalen mellem Ivar Vidfadme og Hørd, hvor de fleſte i Handlingen deeltagende Perſoners Navne omtales, kan man endnu tydeligt ſkjelne Riimbogſtaver og Verſemaal, f. Ex.

    hann var Hœnir,
    er hræddastr var ása;
    o. ſ. v.;

    og til Slutning:

    muntu vera ormr,
    sá er verstr er til;

    her er det tydeligt at man har udtalt vormr, hvilket røber at Kvadet omtrent maa være gjevnaldrende med de ældſte Eddadigte.

  36. Slægtrækken opføres ſaaledes nedenfra: Rafn — Valgar — Ævar — Vermund Ordlokaar — Thorolf Vaagunef, — Thrond gamle-, — Harald Hildetand, — Rørek Sløngvanbauge (ſe Njaals S. Cap. 25). Nogle Haandſkrifter af Landnamsbogen (V. Cap. 1) udelade Ævar, og ſætte Rørek Sløngvanbauge ſom Haralds Søn iſtedetfor Thrond Gamle, men aabenbart kun ved Skjødesløshed. Melabogen af Landnáma (Isl. Sögur I. 31) ſtemmer med Njála. Feijlen maa ellers have været gammel, da ogſaa Sögubrot, aabenbart med Henſyn til, eller paavirket af Landnáma, i Cap. 6 giver Harald Hildetand to Sønner, Rørek Sløngvanbauge og Thrond Gamle.
  37. Nemlig i den ovennævnte Njaals S. Cap 25.
  38. Hervarar S. Cap. 20. Fornaldar S. Nordrl. S. 509.
  39. Det heder nemlig hos Saxo 17de B. S. 350), at den hele danſke Kongeæt efter Sigars Død (ſe nedenfor § 13) var ſaaledes ſammenſmeltet, at det eneſte overlevende Medlem var Gyrid Alfsdatter, Sigurds Sønnedatter, og at Indbyggerne, da de ej længer havde nogen Kongeætling at ſætte paa Tronen, valgte ſig Høvdinger af ſin egen Midte, nemlig Oſtmar i Skaane, Hunding i Sjæland, Hane i Fyen, Rørek og Hater (rettere Røgne og Hather eller Hadh, ſe Rækken i Langebeks Scriptt. r. D. I. S. 19) i Jylland. Til Gyrid bejlede den ſaxiſke FyrſteSivar, men hun erklærede at hun kun vilde give ham ſin Haand, hvis han kunde ſamle alle Danmarks adſkilte Dele til Eet; dette mislykkedes, han blev ſiden fældet af Halfdan og hun egtede denne, ſom i Kampen for Rigets Gjenforening faldt i en Strid mod Berſerken Beſete, der ſiden ogſaa med en Stok ſlog to Tænder ud af Munden paa Halfdans og Gyrids Søn Harald; da de ſamme Tænder ſiden voxede ud paa ham, fik han Navnet Hildetand. Siden fik han dræbt Beſete ved at lade en Bjelke falde ned over hans Seng, derved vandt han Skaane. Dernæſt fældte han Had i Jylland, efter hvilken Haderslev ſkal have faaet Navn. Siden overvandt han de øvrige Fyrſter.
  40. Det er allerede ovenfor bemerket, at den Dagt lifski i Haralds Hær, hvilken Saxo kalder Dahar Grenski, viſtnok er den ſamme Dag, Konge paa Veſtmare, hvis Datter Lif egtede Eyſteins Søn Halfdan. Med Beliggenheden af Veſtmare vare allerede de ældre Skribenter ikke ganſke paa det rene; undertiden antoge de det for det ſamme ſom Veſtfold, men det rette er upaatvivlelig at antage det for Kyſtſtrækningen mellem Langeſundsfjorden (Mar) og Agder, eller for det ſaakaldte Grenlands Havkyſt. Dog regnedes det upaatvivleligt, ſom hele Grenland, i de ældre Tider førend Fylkes-Delingen ret kom iſtand, til Veſtfold. Se ogſaa ovf. S. 82. — Merkeligt nok, at en af Kæmperne i Haralds Hær, Gnepi, hos Saxo kaldes Gnepia, en reengotiſk Form.
  41. I den med Hr. Hauk Erlendsſøns egen Haand i Begyndelſen af 11de Aarhundrede nedſkrevne Beretning om Ragnars Sønner, der i flere Henſeender ſlutter ſig til Sögubrot, heder det endog udtrykkeligt (Cap. 2) — at Ragnars Sønner underlagde ſig Sælund og Reidgotland, Øgotland og Øland og alle Smaalande i Havet, og at Ivar med ſine yngre Brødre tog ſit Sæde i Hleidr paa Sælund imod Ragnars Vilje.
  42. Chron. Sax. ved 718: I dette Aar døde Ingild, Broder til Ini, deres Syſtre vare Ewenburh og Cudhburh. Cudhburh byggede Winburne Kloſter, og egtede Aldferdh, Konge i Northumberland, men de ſkiltes endnu medens de levede. Det ſamme gjentages hos Florentius Wigornenſis (ved 718), og Geffrey-Gamar, V. 1665—1670. Slægtrækken gjentages hos Asſer (Begyndelſen), Ædhelweard (III. 3), og Flor. Wigorn. ved 819.
  43. Chron. Sax. ved 787, Ædhelweard III, inc. henføre Begivenheden udtrykkeligt til 787 nævne og Dorcheſter (Dorceaſtre) og den kongelige Befalingsmands(geréfa) Navn: Beaduheard. Flor. Wigorn. (v. 787) taler kun om Beorhtrics Regjeringstid og nævner intet om Dorcheſter, ligeſaa Henrik af Huntingdon.
  44. Annales Innisfalenses (O’Connor Hist. Hibern. Scriptt.) henfører de ſaakaldte „Hedningers“ førſte Ankomſt til 782, og Icolmkills foregaaende Plyndring til 781. Men disſe Begivenheder henføres viſtnok rettere med Ulſter-Annalerne til 793.
  45. Beda Var fød i Nærheden af Wearmouth og Jarrow (ej langt fra Sunderland) 672, var Munk i St. Paals Kloſter ved Jarrow, og døde 735.
  46. Beda, Hist. eccles. I. V. Cap. 9. Da Stedet er af ſtor Vigtighed, anføres det her i ſin Heelhed: Eo tempore venerabilis, … Ecgberct … proposuit animo pluribus prodesse, id est, inito opere apostolico, verbum Dei aliquibus earum, quæ nondum audierant, gentibus euangelizando committere, quarum in Germania plurimas noverat esse nationes, a quibus Angli vel SaxonesS, qui nunc Britanniam incolunt, genus et originem duxisse noscuntur — unde hactenus a vicina gente Britonum corrupte Garmani nuncupantur —; sunt autem {{sperret|Fresones, Rugini, Dani (efter en anden Læſemaade Danai), Huni, antiqui Saxones, Boructuari.
  47. Alcuini Opera III. S. 187.
  48. Her maa man tillige erindre, hvad ſtrax ovenfor er paapeget, at endnu blandt Braavallaſlagets Kæmper Ubbe Friſer, Brat Jyde og Orm Angler ſiges at være „ſøndenfra Gotland“. — Det bliver forreſten altid et Spørgsmaal, om ikke alle eller de fleſte af de ſaakaldte engelſke Tog før Ragnar Lodbroks Tid kun gik til Angel eller Sønderjylland, uden at have noget med England at beſtille. Egentlig er der intet, der forbyder os at antage Ivar Vidfadme ſelv for en angliſk (reidgotlandſk) Fyrſte, ſom tillige havde Beſiddelſer i Skaane.
  49. Se herom iſær Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1848, S. 274 flg.
  50. Gorms Død indtraf mellem 935 og 940; han ſkal da have været over 100 Aar gammel.
  51. Nemlig: Ragnar — Sigurd Orm Øje — Hardeknut — Gorm.
  52. Nemlig med Aslaug eller Kraaka.
  53. Det er ovenfor omtalt, hvorledes Eyſtein nævnes ſammen med Sigurd Ring. Hvis, hvad der neppe kan betvivles, den forhen omtalte Dag Lifſke eller Grenſke er den ſamme Dag, der blev hans Søn Halfdans Svigerfader, bringes han ogſaa derved til at blive ſamtidig med Sigurd Ring.
  54. Yngl. S. Cap. 1: „nordenfor det ſorte Hav ſtrækker ſig det ſtore eller kolde Svithjod, der af Somme angives ej at være mindre end det ſtore Serkland (Aſien), andre ſammenligne det med Blaaland (Afrika); dets nordlige Deel ligger ubygget formedelſt Froſt og Kulde. — I dette Svithjod ere mange Storhereder, mange underlige Folk, mange Tungemaal. Cap. 5. Der gaar en ſtor Fjeldryg fra Nordøſt til Sydveſt; den adſkiller det ſtore Svithjod fra andre Riger. „Det kolde Svithjod“ nævnes i Æventyrſagaer (f. Ex. SørleSterkes Sagn) ſaaledes at Navnet umiskjendeligt kan ſees at have været i Folkemunde; det ſynes derfor ej at være opſtaaet ved en blot og bar Gisning. Naar (Geografen af Ravenna omtaler „Gammelſkythien, der af Jornandes kaldes „Scandza“ (ſe ovenf. S. 4l) ſynes han at have haft Svíþjóð for Øje.
  55. Her ville vi ikke lægge ſaa megen Vegt paa de mange, beſtemt nordiſke Oldtidslevninger fra Eſtland og Lifland, ſom Kruſe har beſkrevet og afbildet i ſine Necrolivonica, da disſe viſtnok kunne hidrøre fra ſenere Tider, paa hvilke disſe Egne, uagtet deres tſchudiſke Befolkning, ſtode under rusſiſk Herredømme, og Høvdinger af nordiſk Herkomſt, f. Ex. Olaf Tryggveſøns Morbroder Sigurd, opholdt ſig i Landet. Men flere Stedsnavne ere nordiſke; f. Ex. Dagø, Runø (i den liflandſke Bugt), og disſe Navne ere ældgamle, „Domesnes“ omtales ſaaledes (ſe Liljegrens Run-Urkunder No. 944) allerede i en Runeindſkrift paa Vers, ſom neppe er yngre end det 9de Aarhundrede, og ſom altſaa ikke hidrører fra det ſvenſke Herredømme over Lifland i nyere Tider. Paa Runø og paa flere Steder i Lifland ſkal Befolkningen endnu være ſvenſk. Og hvorledes det end forholder ſig med Oprindelſen til Navnet Øſel (Eysýsla), modſat Eſtlands Faſtland eller Aðalsýsla, (ſe ovf. S. 13 No. 2), ſaa er det dog viſt, at allerede Thjodolf, der levede i det 9de Aarhundrede, og ſom forreſten nævner Eſterne, omtaler Sýsla, det vil ſige Adalsýsla og Eysýsla tilſammen. At antage disſe Navne opſtaaede fra ſenere nordiſke Koloniſter, er ikke rimeligt. Det er aabenbart det tſchudiſke Element, ſom her har fortrængt det nordiſke.
  56. Neſtor, Munk i Peſcherſkijkloſtret ved Kijev, var fød 1056 og døde, ſom man formoder, noget efter 1116. Schlözers Neſtor, 1. S. 7—9.
  57. Væringer, eller ſom Rusſerne, der ej kunde udtale „ng“, gjengav det: Varjager eller Varæger, var en Benævnelſe, ſom opkom i Slutningen af det 10de, eller Begyndelſen af det 11te Aarhundrede, da de rusſiſke Storfyrſter og Kejſerne i Conſtantinopel begyndte at tage Krigere fra de nordiſke Lande i deres Sold ſom en ſæregen Livvagt. Ordet betyder nemlig oprindelig: Edsforbunden (af var, edeligt Løfte eller Forbund, angelſ, vær). Da alle disſe Folk Vare fra Landene hiinſides Øſterſøen, blev det almindeligt i Rusland og Aſien, at bruge Ordet Væring ſom Fælles-Benævnelſe for Svear, Nordmænd og Danſke. Derfor finder man endog hos den arabiſke Geograf Biruni (c. 1000), Øſterſøen kaldet „Varenger-Havet“, og Neſtor bruger ogſaa den ſamme Benævnelſe, uden at man derfor maa foreſtille ſig, at den virkelig brugtes i det 9de Aarhundrede.
  58. Schlözer’s Neſtor II. S. 30, jvfr. 39, S. 178.
  59. Nemlig Stedet i de bertinianſke Annaler om de rusſiſke Geſandter i 839, der befandtes at være Svear.
  60. Schlözers Neſtor II. S. 226—236. Her anføres ogſaa de byzantinſke Skribenter, ſom omtale dette Angreb. Rusſerne trængte ind i „Sundet“ (nemlig Havnen) og omgave Staden med mere end 200 Skibe. Kun ved den hellige Guds Moders undervirkende Klædning, der opbevaredes i hendes Kirke i Blachernæ, hed det, reddedes Conſtantinopel.
  61. Se herom ogſaa Keyſer, i Saml. til det Norſke Folks og Sprogs Hiſtorie 6te B. S. 408—112.
  62. Schlözer’s Neſtor II. S. 145. „I Aaret 852, Indict. 15, da Michael begyndte at regjere, opkom Navnet Rusland; thi vi vide, at under denne Kejſer kom Rusſer til Conſtantinopel, ſaaledes ſom der ſtaar ſkrevet i den græſke Krønike. Derfor begynde vi fra nu af angive Tal“. — Altſaa veed han aabenbart ikke, naar Rusſer-Navnet begyndte. Han klynger ſig til den førſte Underretning derom, han hos ſine Orakler Byzantinerne kan finde.
  63. Maaſkee endog før 839, ſkjønt det udtrykkelige Udſagn, at de ſaakaldte „Rhos“ vare Svear, og at de ſtode under en Chagan, overhoved den Omſtændighed, at de aabenbart fremtræde ſom et ſvagt Folk, ſynes at vidne om, at det mægtige rusſiſke Rige endnu paa den Tid ej var ſtiftet.
  64. Schlözers Neſtor II. S. 136—139.
  65. Schlözers Neſtor II. S. 211-213. III. S. 74, 75.
  66. Kunik, „die Berufung der ſchwediſchen Rodſen II. S. 195—284.
  67. Kunik, die Berufung der ſchwed. Rodſen, II. S. 264.
  68. Saxo, 8de Bog, S. 370. Her omtales, ſom det ovenfor (S. 26l) er viiſt, Olaus Vermorum regulus.
  69. Oprindelſen til Navnet Soleyjar er uviſt. Saxo gjengiver det (S. 143) med insulæ solis, men denne Etymologi er urigtig, da Navnet ej i Oldſproget maa ſkrives Sóleyjar, men Soleyjar; man ſinder det endog ſkrevet Saleyjar og Seleyjar.
  70. Det maa dog bemærkes, at Hauk Erlendsſøns Fortælling om Oplændingekongerne ſynes at antyde, at Ivar Vidfadme førſt i ſine ſenere Dage, efterat have undertvunget Danmark, angreb Svithjod. (Fornaldar Sögur Norðrl. II. S. 103). Den melder ogſaa, at Olaf herſkede i Vermeland til ſin Alderdom uden at antyde nogen Offring; den veed heller ikke af noget Tog til Soløer, men ſiger ſimpelthen at Olaf i Vermeland eſterfulgtes af Ingjald, og at Halfdan blev Konge i Soløer efter ſin Morfader.
  71. Eller maaſkee Vingulmark, ſom vi ovenfor (S. 269, Note 5) have antydet.
  72. Herom ſynes Sagnet om Olaf Trætelgjas Opfoſtring og Mødreneæt at vidne, ſe ovenfor, S. 70, Note 3.