Det gamle Christiania/14
Vi ere nu komne til den Tid, da Nordmændene begyndte at blive mere og mere selvbevidste, at hige efter Anerkjendelse som Nation, at længes efter eget Universitet og efter en forandret Stilling, om end for det første kun som Led af den bestaaende Helstat. Det norske Selskabs Stiftelse, de norske Digteres Fremtræden, den især gjennem Gunnerus vakte Interesse for Norges Natur samt Gerhard Schønings Tilløb til en norsk Historieskrivning i stor Stil vare stærke Tidens Tegn. Netop samtidig dukkede imidlertid ogsaa de gamle svenske Erobringslyster frem og bleve mere og mere paatrængende. Saaledes skabtes efterhaanden et Slags «norsk Spørgsmaal», der omsider i det næste Aarhundrede fandt sin Løsning[1]. Christiania By vinder fra nu af forhøiet Betydning, bliver de vaagnende norske Bestræbelsers Arnested og tildrager sig snart større Opmærksomhed baade i Danmark og Sverige.
Byen havde i 1763 faaet sin (og Landets) første Avis, de bekjendte «Intelligents-Sedler». Dens første Udgiver var en pommersk Bogtrykker, Samuel Conrad Schwach (Digterens Bedstefader). Det kjøbenhavnske Addressekontor gjorde vistnok Indsigelser og
paaberaabte sig sine Privilegier, men uden Held. Det er endogmuligt, at Schwachs Foretagende har nydt Understøttelse af Regjeringen, thi netop i det nævnte Aar udbetaltes til et Trykkeri her 300 Daler af det Offentlige[2]. Nogle Aar efter vilde en Magistratsperson udgive et konkurrerende Blad, men dette blev forbudt, da «den stræbsomme Bogtrykker skulde conserveres ved at continuere sine Blade».[3]
Endnu bestod imidlertid Censuren, der i Christiania, som overhoved udenfor Kjøbenhavn, udøvedes af Biskoppen[4]. Der kunde altsaa for det første ikke være Tale om frimodigere Ytringer i det nye Blad, men anderledes blev det, da Struensee (14 Septbr. 1770) havde indført ikke Trykkefrihed, men Trykke-Anarchi. Nu «slap alle gode og onde Aander løs», og Christianias lille Blad fik et nyt Udseende.
I 1771 indsendtes saaledes et Stykke (No. 36), hvori bl. A. forekommer Følgende: «De Danskes Løfter til at befordre Norges Velstand og Lykke har altid udgjort 3 sjellandske Alen, 3–4 Tommer. Tiden vil lære, om de Provinciske vil komplettere den 4de Alen eller tage Forskjellen fra. Ingen Bank, intet Kommercekollegium, intet Universitet i Norge endnu eller Spor dertil? Kongen maa sandelig ikke vide Landets Nød, det kan ingen disputere mig, og et livløst Papir, tegnet med de bedste Bogstaver, kan ikke tale den i Mørket. Sig I, som Lærdom og Erfarenhed har givet Kundskab om Verden og Menneskets Handlinger, om I kjender noget Land paa Jordkloden uden Norge, hvis Nød er tydelig bevist og bekjendt, og hvis Forestillinger efter Befaling er gjort, men dog ikke bliver reflekteret, eller kjender I nogen Nation, har I læst om Nogen, der ikke ere Rebeller og har begjæret at hjelpe sig selv fra Hunger og Ødelæggelse, og ei faaet Tilladelse dertil?» Tilsidst foreslaaes, «at de af den danske Nation, som ere etablerede blandt os, skulde ansøge separat, hvad de ansaa at være Landet tjenligst. Dette kunde maaske enten formedelst større Tillid eller en sympathetisk Egenskab have nogen Virkning». Nogle Maaneder efter hedte det i en indsendt Poesi:
– – «hvad Norge anbelanger,
Som altid undertrykket er af Dansk og Jydske Slanger,
Fordi de nærmest Thronen kan sig jevnlig slaa i Bugte
Og sliske for Monarkens Haand, skal falske Fund (sic) ei lugte.
Saa gaar det til, naar al Forstand og Veedt (sic) tilsidesættes.
Med Dyrene vi lignes kan, fra Mennesker udslettes,
Det er den Løn, vi have bør, fordi vi tier stille.
Hvorfor gaar vi saa dum som Kjøer og lader os saa drille?
Vi kunde jo endrægtelig vor Sag andrage rigtig
For Kongen, som ret hjertelig hvers Bedste søger flittig.
Saa vilde han snart raade Bod paa det, som os nu trykker,
At Landets Velstand kom paa Fod og slængte sine Krykker.
Men venter vi saa længe paa, det af sig selv skal komme,
Saa lad os ind vor’ Tænder slaa og putte dem i Lomme.
Og naar vi det har færdiggjort, vor, Tænder ind at pikke,
Saa kan vi siden slug’ en L... og Fingr’ i R....... stikke.
Den som ei seer, hvad det har voldt og hvad deraf vil blive,
Hans Hoved er en Asenskolt, man burde af ham rive
Og sætte det op paa en Væg til priis for unge Drenge,
Bekaste det med raadne Æg og i Møgpytten slænge».
Den Misfornøielse, der gav sig Luft i saa plumpe Udbrud, var dog neppe særdeles udbredt. Langt mere almindelig var derimod Glæden over Struensees Fald den 17de Januar 1772. Hertil bidrog først og fremst her, som i Danmark, den indgroede Loyalitet og de udbredte Rygter om Struensees mange forræderiske Planer o. s. v. Men Struensee havde ogsaa gjort sig særlig upopulær i Christiania bl. A. ved at afsætte den afholdte Statholder Jakob Benzon[5]. Man holdt en Fest til Forherligelse af 17de Januar, der beskrives saaledes[6]:
«Med Faner og Musik først Borgerne optrakte (!)
Og hver Mands billig Agt for denne Dag opvakte
Ved Saluteringer af deres Haandgevær
Og ved Kanonskud, som gjentages stedse her.
Et Aftenstraktement der offentlig blev givet,
Hvor Alles Glæde ved Pokaler blev oplivet.
.................................
Bal var om Aftenen, og hvert et Huus i Staden
Illumineredes af alle Folk til Gaden.
.................................
Professor Døderlein holdt samme Dag en Tale.
Som passede til det, hvers Glæde skulde male.
Hans taleriske Aand vist alle de har rørt,
Som hans veltalenhed paa samme Tid har hørt».
Jubelen forplantede sig ogsaa til andre norske Byer. Man foranstaltede f. Ex. i Drammen en Illumination, der bl. A. forestillede «et Hjerte bedækket af mørke Skyer, hvorunder viste sig Slanger, der kløvedes af en Tordenstraale». Struensee forestilledes – med Hentydning til hans Navn[7] – som en »Strudsfugl med Kjæde fra Hals til Fod», og nedenunder læstes følgende Vers:
«Du, modig Struds, dit Ridder-Baand
En Lænke blev fra Fod til Haand».
I Sverige var Gustav den tredie kommen paa Thronen 1771. Han havde allerede som Kronprinds begyndt at nære de Planer til at bemægtige sig Norge, der ligetil hans Død vedbleve at sysselsætte hans urolige Hjerne[8]. Han og en stor Del af hans Undersaatter nærede høist urigtige Begreber om Norges og Danmarks indbyrdes Forhold og om den norske Nations Stemninger. I Sverige, hvor der lige siden den gamle Unions og «Christian Tyrans» Dage raadede en indgroet Uvilje mod Danmark, forestillede man sig helst Nordmændene som et Folk af undertrykte og mishandlede Træle, og man forstod ikke, hvor mange og hvor kjære Baand Aarhundreders Samliv og Kulturfællesskab efterhaanden havde knyttet mellem de to Lande, der dengang pleiede at benævnes «Tvillingrigerne»[9]. Gustav den tredies norske Planer hævede sig aldrig op over Eventyrpolitiken, og hans Redskaber vare fordetmeste meget lavtliggende Personer. Det hele blev derfor ogsaa kun Vind.
I Oktober 1771 havde Christianias første Trælasthuse sendt Carsten Anker, dengang en ung Mand paa 25 Aar, til Stockholm for at underhandle om Flødningsfrihed paa Klarelven fra deres Skove i Trysil. Den danske Gesandt Gyldenkrone troede at bemærke, at Anker, siden en afgjort Modstander af Norges og Sveriges Forening, var indviklet i Gustavs Stemplinger. Rygter om saadanne begyndte, navnlig efter at det var lykkedes Kongen af
Sverige at udføre sit store Statskup, at antage stor Udstrækning. Der ymtedes om, at han havde flere hemmelige Tilhængere i Norge. Mellem dem har været nævnt selve Stiftamtmanden i Christiania, Geheimeraad Caspar Herman Storm, en fint dannet og, som det synes, talentfuld Mand, der længe havde levet paa en kostbar Fod og blandt andet opført to store Gaarde, som endnu minde om ham, den nuværende Krigsskole og Oslo Ladegaard. Han var selv af svensk Herkomst, hvilket muligens kan have udviklet hos ham svenske Sympathier. Men netop ved samme Tid havde Storm maattet gjøre Opbud, nedlægge sit Embede og forlade Norge og var saaledes en Mand uden al politisk Betydning. Men hans Datter blev Moder til Caspar Herman Wedel-Jarlsberg, der er opkaldt efter denne Bedstefader[10].
Disse Rygter foranledigede Rustninger i Norge, hvis Forsvarsvæsen paa den Tid skal have været i daarlig Stand. General Huth sendtes hid op fra Danmark i denne Anledning. Samtidig gjorde imidlertid Kong Gustav en Reise i sine vestlige Provindser og foretog endog en opsigtvækkende Rotur i Svinesund lige op under Frederiksstens Fæstning.
Christian den syvende havde en Svoger, Prinds Carl af Hessen-Cassel, en charlatanmæssig anlagt Herre, hengiven til Frimurer- og
Illuminatvæsenet. Denne Mand var allerede i 1766 bleven udnævnt til Statholder i Norge, men Bernstorff og de øvrige Ministre skulle dog heldigvis have udvirket, at han kom til at nøie sig med Titel af «Vice-Rex», og at den gamle agtede Vice-Statholder Benzon fremdeles beholdt Forretningerne. Nu besluttedes at sende denne Prinds op til Norge som kommanderende General, og som saadan ankom han til Christiania den 26 November 1772[11]. Prinds Carl har i sin høie Alderdom (i Aarene 1816–1817) forfattet nogle ikke fuldførte Erindringer[12], et Skrift af lidet Værd. Han fortæller der om sin Modtagelse i Christiania saaledes: «Jeg blev modtagen meget vel. Man betragtede mig som den, der skulde
raade Bod paa alle de Misligheder, under hvilke Norge sukker.
Jeg gav Middage og saa mange Mennesker hos mig, dog gav jeg mig lidet af med Mændene og underholdt mig kun med Damerne. General Huth sagde til mig: «Suchen Sie nur Alle, was lange Röcke hat, zu gewinnen, das übrige findet sich.» Jeg fulgte dette Raad og stod mig altid godt med Damerne og Præsteskabet. Man gav store Aftenselskaber. De rige Kjøbmænd vare delte i to Partier, Ankers og Holters[13]. Da jeg havde været om i de store Aftenselskaber, som jeg ei kunde undslaa mig for, gik jeg siden, naar jeg havde Lyst, i deres smaa Selskaber; man underrettedes gjerne hver Dag om Samlingsstedet. Man legede smaa Lege og sang ved Aftensbordet.»
Prindsen fortsætter, at Christianias Aviser før hans Ankomst drøftede Spørgsmaalet om, hvilke Fordele og hvilke Farer en Forening med Sverige kunde medføre. Dette er ligefrem en Opdigtelse af Prindsen. I høi Grad urimeligt er det ogsaa, naar han forsikrer, at Nordmændene paa den Tid ønskede en egen Konge, men allermest utrolig er dog hans selvbehagelige Fortælling, at de til Konge ønskede ham selv, Carl af Hessen. Den Tanke har neppe været i nogen Nordmands Sjel. Men det forstaar sig selv, at en Kongehuset saa nærstaaende Prinds blev feteret i Norge. Saaledes holdt James Collett paa Hans Durchlauchtigheds 28de Fødselsdag et glimrende Bal. Endnu mere Stads synes man at have gjort af prindsen i Drammen, da han i Midten af Marts 1773 aflagde et Besøg der[14].
Men i Virkeligheden følte Christiania hans Besøg som en trykkende Byrde. Han var ikke lidet fordringsfuld, og hans Hofchef, Oberstløitnant Wegener, hvem han havde sendt i Forveien til Christiania, opførte sig meget ugeneret. Vel lovede han Magistraten, at alle dens Udlæg skulde blive godtgjorte, men heraf blev der intet, og i Mai 1773 udgjorde Bykassens Udlæg 3000 Rdl. At skaffe en fyrstelig Person en nogenlunde standsmæssig Bolig var ingen let Sag, thi Akershus Slot, hvor nu i et Par Menneskealdere ingen fyrstelig Person havde boet, var aldeles ubrugeligt, og heller ikke nogen af de offentlige Bygninger i Staden selv egnede sig for en Prinds. Man greb da til uden Videre at tage den fallerede og bortreiste Stiftamtmands, Geheimeraad Storms, Gaard (nu Krigsskolen) i Besiddelse. Men Hofchef Wegener lod her paa egen Haand udføre en Del Forandringer og Reparationer uden at tage noget Hensyn til Kommissærerne i Storms Opbudsbo. Følgen blev, at Boet kom i Proces med Christiania By, noget, som dog ikke videre bekymrede Prindsen eller Hofchefen.
Prindsen ledsagedes af en meget talrig Svite af Officerer og Kavalerer, og da tillige samtidig 400 Skiløbere indkommanderedes til Christiania, stege Byrderne ved Indkvarteringen, der alt i Forveien vare store nok, overmaade høit. Udgifterne ved Indkvarteringen gik af Bykassen og optoge selv under almindelige Omstændigheder næsten det Halve af Budgettet; nu truede de med at overstige 15,000 Rdlr. Endog Byens rigeste Borgere[15] klagede over, at det var dem umuligt at tilfredsstille Prindsens Officerer. I omtrent hundrede Aar kom Christiania til at bevare et meget øinefaldende Mindesmærke om disse Byens Forviklinger med Prindsehoffet. Man kom nemlig i største Knibe ogsaa for Staldrum til Prindsens talrige Heste. De fordeltes i Begyndelsen omkring i Staden, men Betalingen udeblev, og Hofchef Wegener besvarer Magistratens Klager (Febr. 1773) med Snak og Udflugter. Magistraten saa sig da nødt til at gjøre Udvei til en ny og stor Stald for Anledningen, da Prisen paa Staldrum nu var stegen til det dobbelte. Først paatænktes, at man atter skulde bemægtige sig en af det Stormske Fallitboes Eiendomme, thi Stiftamtmanden havde ved Oslo Ladegaard opført et fortræffeligt Fjøs. Men Prindsen vilde have sin Stald paa et bekvemmere Sted, og hans Øine faldt paa den i Fæstningens Nærhed liggende gamle Kirketomt, hvor den 1686 nedbrændte Trefoldighedskirke havde staaet, og hvor Johanneskirken nu er opført; her var dengang endnu Kirkegaard. Magistraten forespurgte nu hos Vor Frelsers Kirkes Direktion om, paa hvilke Vilkaar man var villig til at overlevere denne Tomt. Dette Spørgsmaal var dog alene en Formalitet, thi inden Svar kunde indløbe, tillystes allerede Licitation om Opførelse af Stalden, og høieste Bud gjordes af en Simon Knudsen, der for 1460 Rdlr. paatog sig at opføre en Bindingsverks Staldbygning for 60 Heste. Kirkedirektionen søgte vel en Stund at modsætte sig og anførte, at da «Vaterlands Kirkegaard» var aldeles opfyldt, tiltrængtes den gamle Kirketomt høilig til Begravelsesplads; i ethvert Fald maatte man forbeholde sig en anden ligesaa tjenlig Plads som Erstatning. Hertil toges imidlertid intet Hensyn, da «Hs. Durchlauchtighed ikke var at bevæge til at forandre sit Forsæt og Valg», dog lovede Magistraten «for nogenlunde at conciliere Prindsens Villie med Kirkens Interesse», at Stalden skulde blive borttagen, saasnart prindsen forlod Christiania. Nu maatte da Kirkedirektionen overlade Tomten, som den selv siger «for at vise vores Hengivenhed til Hs. høifyrstelige Durchlauchtighed, Prinsen af Hessen-Cassels Villies Opfyldelse», og «Prindsestalden» reiste sig paa Trefoldighedskirkens Grund. Den blev ikke nedreven, da prindsen reiste fra Norge, men overgik til Landmilitæretaten. En anden Del af Kirketomten overdroges siden en Raadmand Rosenfeldt til Benyttelse paa Grund af den ringe Løn, der var tillagt hans Embede, men (rimeligvis ved Forsømmelse fra Byens Side) blev dette Stykke, hvorpaa nu Byens Sparebank er opført, Kommunen frahævdet og overgik saaledes til privat Eiendom.
Disse Erindringer knytte sig til Prindsen af Hessens første Ophold i Christiania, der udentvivl har været det eneste kongelige eller fyrstelige, hvormed Byens Indvaanere have været misfornøiede[16].
De svenske Intriger havde ikke havt ret meget at betyde, og allerede i Slutningen af 1772 kunde Regjeringen lade Frygten fare. Der blev da fra alle Prædikestole i hele Norge oplæst en Kundgjørelse fra Kongen, hvori det bl. A. udtaltes: «Det er med yderste Misfornøielse og Foragt, at H. Maj. har erfaret de for de brave norske Undersaatters Troskab og Hengivenhed fornærmelige Rygter, som visse fremmede, imod Staten og dem selv Ildesindede, havde indført i fremmede Aviser og ellers paa mange andre Maader søgt at udsprede, da H. M. er overbevist om, at hans kjære norske Folk er villigt til at besegle med deres Blod den Troskab, de have svoret ham og hans Arvehus»[17].
Den 15de April 1773 reiste ogsaa prindsen tilbage til Kjøbenhavn, og han har neppe tænkt paa i den nærmeste Fremtid at skulle gjense Norge. Ikke destomindre kom han pludselig igjen den 17de Juni samme Aar og det endog ledsaget af sin høie Gemalinde, prindsesse Louise, Christian den syvendes yngste Søster. Denne nye Reise antages at have havt særegne Aarsager. Man mener, at Prinds Carl har havt til Hensigt at fortrænge Juliane Marie og Arveprinds Frederik for selv at indtage deres Plads hos den sindssvage Konge. Til den Ende synes han endog at have indladt sig i Forbindelse med Eventyreren Magnus Beringskjold, der ogsaa mærkelig nok forsvandt fra Danmark samtidig med Prindseparrets Reise til Norge. Disses Reise tør altsaa nærmest have været en Art Forvisning[18].
Under dette sit andet norske Ophold foretog Prindsen med sin Gemalinde en Reise til Throndhjem, der gav Anledning til megen devot Hyldest. Det var nu, at Nordal Brun, dengang endnu Kapellan til Bynesset, hilsede Prindsesse Louise saaledes:
«Kun sagte, I strømmende Elve,
Lad Christians Søster ei skjelve,
Sig hende, I snaksomme Floder:
Vi flyde og hylde din Broder»[19],
men i Christiania var Begeistringen ikke længere fuldt saa varm, og det kneb der noget med at faa ind de penge, der vare subskriberede til en Æreport for Louise. Og da Carl og hans Gemalinde gjennem Magistraten forlangte en Stol i Kirken, svarede Kirkedirektionen, den konst. Stiftamtmand, Lagmand Schouboe, og den konst. Biskop, Stiftsprovst Otto Holmboe, at der formentlig kun mentes en «Stol at sidde paa», thi den kongelige Kirkestol var vel god nok. Tre nye forgyldte Stole maatte saa Kirken bekoste.
Efterat have maattet høitideligholde den mod dem neppe meget velsindede Juliane Maries Fødselsdag (4de Sept.) med Cour og stort Bal reiste Carl og Louise igjen bort fra Norge den 18de Sept. 1773[20].
- ↑ I Edvard Holms Universitetsprogrammer: Nogle Hovedtræk af Trykkefrihedstidens Historie (1885) og Den offentlige Mening og Statsmagten i den dansk norske Stat i Slutningen af det attende Aarhundrede (1888) vil man finde vigtige Bidrag til dette Emnes Belysning.
- ↑ Suhms Nye Saml. II, 2, S. 15.
- ↑ Kancelliets Indlæg for 1767.
- ↑ Den gamle Biskop Nannestad maa have været en streng Censor, da han endnu i 1772 (efter Censurens Ophævelse) protesterede mod en Indsenders Ytring: «O Gud, hvor bekostelig og daarlig er ikke Fruentimmerets Klædedragt», som Gudsbespottelse.
- ↑ Han havde været Vice-Statholder fra 1751 og var 1770 bleven afsat. Suhm siger om ham: «Vel har han ikke udrettet store Ting, men har holdt Landet i en jevn Gang og afværget meget ondt. Han er meget karrig, som sømmer sig lidt for en saa stor Embedsmand». Norsk hist. Tidsskr. 2. R. V, S. 263).
- ↑ E. Holm, Nogle Hovedtræk af Trykkefrihedstidens Historie, S. 89.
- ↑ Dette maatte paa flere Maader holde for, navnlig i det bekjendte Epigram, der begyndte saa:
Sic regi mala multa struens se perdidit ipse.
- ↑ I Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. I. har Dr. Y. Nielsen leveret en udførlig og indholdsrig Afhandling: Gustav III.s norske Politik.
- ↑ Hvor gammelt er dette Udtryk? Det forekommer ialfald allerede 1751.
- ↑ Storm nedstammede fra en Officer i svensk Tjeneste, Arvid Christian S., der i 1674 flygtede til Norge, fordi han havde dræbt Digteren Lucidor; i Extraordin. maanedlige Relationer for 1674, S. 203 læses: «Udi Stockholm har en liflandsk Herremand nedstukken den berømmelige svenske Poet Lucidor». Rømningsmanden blev i Norge Generalmajor. Stiftamtmanden besad et Bibliothek paa 10,000 Bind; en Prøve paa hans literære Talent er det parodiske Brev, der læses hos Høst, Struensees Ministerium, III, S. 258 flg. Hans Stifdatter var gift med Christian VII.s berygtede Yndling Grev Holck og var ved Giftermaalet saa ung, at hun lige i Forveien var bleven confirmeret (af Biskop Nannestad selv).
- ↑ I Anledning af hans forventede Ankomst læstes i Intell.-Sedl.:
«Grosser Prinz, willkommen hier,
Wir schon längst gewünscht uns Dir (!)
Unser Elend anzusehen.
Dir thun wir darum anflehen:
Bürger hör! Frag Bauersmann,
Bring’es vor dem König an!» - ↑ Memoires de mon temps, dictés par S. A. le Landgrave Charles, Prince de Hesse. Imprimés comme manuscrits. Copenhague 1861. 8. Udgiveren er, saavidt mig bekjendt, Peder Hjort).
- ↑ I Originalen staar: les Ancker er les Holck. Det sidste Ord er sikkert en Feilskrift eller Trykfeil. Der gaves ingen Holck i Christiania ved den Tid, medens derimod Peder Holter var en af Byens første Rigmænd.
- ↑ Ved Illuminationen paa Bragernes udmærkede et lidet fattigt Hus sig i fortrinlig Grad; «Huset bestod alene af eet Fag Vinduer, men i Mangel af Lysestager havde Forældrene iklædt deres Datter, et vakkert Barn af 5–6 Aars Alder, med et hvidt Klæde og omvundet med kulørte Baand, hvilket Barn med udslaaet Haar og blottet Bryst holdt et Lys i hver Haand». Paa Strømsø bad man ved en Indskrift ved Illuminationen om at faa Svelvigen befæstet:
«Her Drammen vove maa en vigtig Kapital
I Vinterleie for sin maade at bevare
Mod Stormens hvasse Braad, men om den reddes skal,
En Skandse nødig er mod fiendtlig Vold og Fare.
Naar den blev sat i Verk, dens Nytte større var
End Mangen hidindtil sig forestillet har.
Gid Prindsen kun saavidt Terrænet havde seet,
Jeg tror Beslutning og Anlægget alt var skeet». - ↑ Saaledes bl. A. Kjøbmand og Raadmand Mostue, der boede i den Gaard, der senere tilhørte Grosserer Hans Gulbranson og efter Branden 1858 blev gjenopbygget af denne. Den er nu Byens Posthus og Telegrafstation.
- ↑ Se om «Prindsestalden» af Chr. Lange i Illustreret Nyhedsblad 1856, Nr. 6.
- ↑ Intell.-Sedl. 1772, No. 51 og 1776. No. 13. Med Hensyn til, at fremmede Aviser skulde have indeholdt Artikler om Nordmændene og deres Uvilje mod den danske Styrelse, kan henvises til d’Yves’s (keiserlig romersk Gesandt i Kjøbenhavn) Geheime Hof- u. Staatesgesch. des Kgr. Dänemarkgermanien 1790, S. 16–17. Den Nordmand «Friedrich Söhl», som der angives at have indført saadanne Ting i et hollandsk Blad, er mig ganske ubekjendt. Rimeligvis er ogsaa Navnet kun et fingeret.
- ↑ Dansk hist. Tidsskrift, 2. R. IV, S. 493 og 2. R. I, S. 214–215.
- ↑ Ny kirkehist. Samlinger, IV. S. 176.
- ↑ Intell.-Sedl. No. 36, 38.