Det gamle Christiania/13

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 200-205).

Embedsmænd fra Tydskland, som have spillet en Rolle i vort Land, indtager Rigsgreve Waldemar Her- Schmettow, kommanderende General i Norge 1764–67, en ret mærkelig Plads. Han var født 1717 i den; Moderen var en Datter af Baron Woldemar

ndal og Sønnedatter af Ulrik Frederik Gyldenløve,

og det synes virkelig, som om Greven har slægtet temmelig meget paa disse Forfædre. Han erhvervede sig i sin Ungdom en ikke almindelig videnskabelig Dannelse og udmærkede sig senere i fransk Krigstjeneste under Moritz af Sachsen. Men saavel dette Feltliv som et mangeaarigt Bekjendtskab med de polsk-sachsiske Augusters «galante» Hof bidrog til i flere Maader at fordærve den begavede og duelige unge Mand. Han blev en ryggesløs Libertiner^[1] og en erklæret Fritænker.

I Aaret 1746 gik Greven i dansk Tjeneste og udnævntes i 1764 til kommanderende General i Norge. Som saadan skal han have havt Fortjenester, og vist er det, at han i høi Grad vandt sine Undergivnes Hengivenhed. Det fortjener ogsaa at mærkes, at han er den første Mand i Landet, som har forsøgt at grunde et literært Organ for militær Videnskabelighed; i Aarene 1765–66 udgav han nemlig i Christiania et «Militært Bibliothek», hvoraf 4 Hefter udkom.

Ogsaa i selskabslivet her i Byen tog Greven ivrig Del og har udentvivl havt en stor Indflydelse paa dettes Udvikling. Navnlig interesserede han sig for theatralske Forestillinger og fik der-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Waldemar Herman, Greve af Schmettow.)

for (udentvivl med Bistand af den Tullinske Kreds) et Privattheater i Stand i Christiania allerede det første Aar, han levede her; «tidligere havde man anseet det for en usømmelig, om ikke uchristelig Tidsfordriv at være Tilskuer, end sige selv at være Skuespiller».^[2] Nu derimod forstod den kommanderende General at fjerne saadanne Betænkeligheder. I Begyndelsen vare Forestillingerne, der maaske have været holdte paa Raadhussalen, dog ikke offentlige, men kun tilgjængelige for Medlemmerne af det nystiftede dramatiske Selskab. Dette var da Begyndelsen til den senere i to hele Menneskealdere, stundom med et ikke ringe Held, fortsatte Dyrkelse af den sceniske Kunst i Christiania og en stor Del andre af vore Byer.^[3]

Man fremsatte i en senere Tid den Beskyldning mod Schmettow, at han havde væsentlig bidraget til at udbrede sin egen Irreligiøsitet og vantro i vort Land. Hans Søn, der efter hans Død skulde imødegaa disse og andre Beskyldninger imod ham, indrømmer, at han var en offentlig og erklæret »Widersacher der christlichen Religion», en afgjort Deist, men han paastaar dog, skjønt vistnok med Urette, at Faderen aldrig ytrede sig om saadanne Gjenstande, idetmindste ikke offentlig, medens han var i Norge. «Han modtog i Christiania, siger Sønnen videre, Alterens Sakramente for Menighedens Øine, sandsynligvis for første og sidste Gang efter sin Konfirmation; han besøgte den offentlige Gudstjeneste og gav mig engang en Irettesættelse, fordi jeg under Prædikenen slog en Passiar af med en af hans Adjutanter».^[4]

I 1767 blev Schmettow meget mod sit Ønske kaldet tilbage fra Norge, som han selv fortæller, fordi han ikke vilde udføre Projekter, som siden viste sig at være skadelige». Suhm har antegnet, at Grunden var den, at Schmettow «vilde forsvare den nationale Milice», og tilføier, «at Greven ikke var almindelig elsket, fordi han var for færdig til at afsætte adskillige Officerer, stolende formeget paa Obersternes Relationer».^[5] Han forlod Christiania den 19de Januar og fik Afsked i April med 3000 Dalers Pension, hvorhos hans Gjeld i Christiania, der skal have udgjort 8000 Daler, betaltes af Kongen.^[6] Han tilbragte sine senere Leveaar i Holsten og døde som Ridder af Elefanten 1785^[7]. Wilse omtaler i sine Reise-Iagttagelser, at han stedse vedblev at nære Interesse for Norge. Af hans to Sønner blev den ene, hvis Apologi for Faderen vi have citeret, pfalzisk Geheimeraad og dansk Gesandt i Sachsen, den anden, Carl Jacob Woldemar Schmettow, indtraadte i den norske Armee. Det var ham, der som kommanderende General nordenfjelds og tildels ogsaa som Christian Frederiks Diplomat spillede en bekjendt Rolle under Begivenhederne i 1814. Han døde 1821.^[8]

Schmettows Eftermand som kommanderende General i Norge var en berygtet Eventyrer, en af de mest fordærvede endog ved Christian den syvendes Hof, Grev Schack Carl Rantzau-Ascheberg. Født samme Aar som Schmettow, havde han reist i flere europæiske Lande^[9] og en Tid været i dansk Militærtjeneste, men havde, efter pludselig at have faaet sin Afsked 1756, først gjort et mislykket Forsøg paa at blive ansat i Rusland og saa bosat sig i Danzig. Da Peter den tredie blev Keiser 1762, optraadte han paany i Rusland, men allerede den Omstændighed, at han kom i Selskab med den endnu mere berygtede Eventyrer Beringskjold, vanskeliggjorde hans Udsigter, og nogle vidtrækkende, men phantastiske Planer, han havde udkastet om væsentlige Forandringer i Nordeuropas Landkart og en stor Alliance mellem de forskjellige Grene af det oldenborgske Hus, bleve selvfølgelig til Intet. Fortællingen om, at han skal have spillet en Rolle som et, om end kun underordnet, Redskab ved den store Thronrevolution i Petersburg i Juli 1762, er ganske urigtig; han var dengang allerede borte fra Keiserriget og var siden en Fiende af Keiserinde Catharina.^[10] Senere fik han dog paany Ansættelse i Danmark, især ved Prinds Carl af Hessens Indflydelse, og den 4de April 1767 udnævntes han i Schmettows Sted til kommanderende General i Norge, dennegang ved Hjelp af St. Germain, til hvis Parti han strax gik over, da han mærkede, at Prinds Carls Anseelse for en Tid var i Dalen. Da Schmettow fik høre, at Rantzau skulde blive hans Eftermand, blev han saa rasende, at han sendte et Par Officerer til denne med det Forslag, at de skulde kjæmpe paa Liv og Død, indtil i det mindste en af dem blev paa Pladsen. Rantzau, som neppe havde Lyst til at modtage denne Udfordring, skyndte sig med at erklære, «at han intet Menneske kjendte, for hvem han nærede større Høiagtelse end for Schmettow, at han følte sig smigret ved at have ham til Kollega og ønskede hans Venskab» o. s. v. Duellen blev saaledes afværget^[11].

I Mai Maaned 1767 holdt Grev Rantzau sit Indtog i Christiania under Kanonernes Torden. Men hos os blev hans Ophold hverken langvarigt eller behageligt. Han gjorde sig i allerhøieste Grad forhadt. Saaledes indlod han sig i en heftig Strid med Frederik Christian Otto Wedel-Jarlsberg, inden hvis Grevskab han vilde foretage neppe ganske lovlige Soldaterhvervinger. Da nu Wedel protesterede herimod, sendte Rantzau en Styrke bestaaende af 1 Løitnant, 2 Underofficerer, 1 Tambur og 20 Grenaderer mod Jarlsberg med Ordre til, som Wedel selv beretter, «sig hos mig paa min Gaard at indqvartere og mig med alle mine Folk at arrestere og saaledes tvinge mig at tilstede en mod Kongelige Befalinger og Forordninger stridende Hverving». Heraf reiste sig en langvarig Proces. I Christiania selv kom Rantzau i Uvenskab med Magistratspræsidenten, den tidligere omtalte Etatsraad N. Feddersen, og ved sin Indflydelse ved Hoffet drev han det til, at denne her i Staden anseede og agtede Mand ganske uformodentlig blev afsat fra sit Embede den 23de Juli 1767^[12], hvilket fremkaldte Misfornøielse i Christiania.

Allerede inden Aarets Udgang blev imidlertid St. Germain fjernet fra sin Stilling som den danske Armees Overhoved, og dermed var det ogsaa forbi med Rantzaus Regimente i Norge. Han fik sin Afsked allerede den 28de December 1767 med Befaling strax at begive sig til Glückstadt uden at passere Kjøbenhavn, og i næste Maaned forlod han Norge for bestandig. Da han den 7de Januar 1768 drog ud af Christiania, blev han af Pøbelen forfulgt med Stenkast^[13], og «de Fleste glædede sig inderlig». Derimod nød hans Grevinde megen Agtelse i Christiania som «et meget dygtigt og af alle elsket Menneske».^[14]

Rantzaus senere Skjæbne er bekjendt. Han havde, allerede førend han kom til Norge, Forbindelser med Struensée. Da denne kom til Magten, gjenvandt derfor ogsaa Rantzau sin Anseelse ved Hoffet; men da Kabinetsministeren ikke drog ham nok frem, gik han naturligvis over til hans Fiender og var en af Hovedmændene ved Revolutionen den 17de Januar 1772. Men heller ikke under de nye Magthavere kunde Rantzau længe holde sig, han forlod snart Danmark for stedse og endte sit uværdige Liv i Avignon 1789.

Skjønt Rantzau ikke var elsket i Norge, optraadte han dog selv som Norges Talsmand, og det endog efter at have forladt det. I Oktober 1770 indgav han nemlig et Forslag til en Omdannelse af Geheimekonseilet og udtalte ved den Leilighed, at der i Statsraadet burde optages Medlemmer for Norge, «ein treues, ganz abgesondertes Königreich, daraus nie einer zur Berathschlagung ueber sein Special-Interesse berufen wird».^[15]

1. I den Grad, at senere en af hans Sønner, der skulde forsvare ham, maatte indrømme: «Er war von der ersten Jugend an, an den Gedanken gewohnt worden, dass Vielweiberei und Konkubinat der Reinigkeit der Sitten im mindesten nicht schade». (Erläut. commentar zu den patriot. Gedanken eines Dänen &c. von W. F. Schmettow, 1793, S. 133).
2. J. N. Wilse, Reise-Iagttagelser, I, S. 201.
3. H. J. Huitfeldt, Chra. Theaterhistorie, S. 55–56. Allerede i Gyldenløves Dage havde, som vi have seet, omstreifende Trupper ageret i Christiania. En i Kjøbenhavn engang meget bekjendt Theaterentreprenør, Franskmanden Etienne Capion, ansøgte 1724 forgjeves Kongen om at maatte «agere danske Komedier i Norge». (Werlauffs Oplysn. til L. Holbergs 18. første Lystspil, S. 232). I 1771 ansøgte en Martin Nyrenbech Stiftamtmanden om at maatte opføre Komedier her. Stiftet forlangte en Afgift til de Fattige af 2 Rdlr. for hver Forestilling, og Magistraten, der mente, «at han paa et lidet Sted, som dette, ikke vilde tjene mere, end hvad han igjen depenserer og konsumerer», fandt denne Afgift stor nok.
4. Erläut. commentar u. s. w., S. 135.
5. Norsk hist. Tidsskr. 2. R. V, S. 262.
6. Norsk hist. Tidsskr. 2. R. II, S. 144.
7. Da Regjeringen engang senere ønskede ham bort fra Kjøbenhavn, gav man ham Ordre til at reise til Rendsborg, «fordi Kongen (Christian den syvende !!) aldrig kunde glemme de Ytringer, som Greven havde ladet falde for ham om religiøse Sager, Ytringer, hvis Urigtighed og Skadelighed Hans Majestæt nu havde erkjendt».
8. Til begge Brødres Historie findes et Bidrag i A. L. v. Schlossers öffentliches und Privatleben, von Chr. v. Schlosser, B. 2, Lpz. 1828.
9. Under sine omflakninger i Udlandet gjorde Rantzau sig gjentagne Gange skyldig i lovstridige Handlinger. I Genua var han saaledes fræk nok til at trække en betydelig vexel «paa sin Fader, Statholderen i Norge». Med den Grev Chr. Rantzau, der (mange Aar tidligere) havde været norsk Statholder, var han imidlertid ikke engang beslægtet. – Endnu en tredie Greve Rantzau har levet her i Byen, nemlig Wilhelm Adolf, den sidste regjerende Greve af det i Holsten beliggende rigsumiddelbare Grevskab Rantzau. Han blev i 1726 som mistænkt for Brodermord sat i livsvarigt Fængsel af Frederik den fjerde og først indsat i Kastellet i Kjøbenhavn, dernæst paa Akershus, hvor han døde den 21de Marts 1734 i en Alder af 46 Aar. Han nød til sin Underho1dning 2000 Rdlr. og blev begraven med stor Pragt. (Fr. Barfods «Folke», S. 317). Han bisattes under Alteret i vor Frelsers Kirke.
10. Se (P. Wedel) i Danske Saml. IV, S. 289–297, hvor Rantzaus Historie i disse Aar for første Gang er rigtig fortalt.
11. Reverdil, Struensee et la cour de Copenhague 1760–1772, p. 66–67.
12. Han fik Aaret efter et Slags Opreisning ved at udnævnes til Konferentsraad.
13. J. K. Høst, Struensée og hans Ministerium, I, S. 123.
14. Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. II, S. 147.
15. E. Holm. Nogle Hovedtræk af Trykkefrihedens Historie, S. 151.