Det gamle Christiania/12

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 186-199).

Kun sjelden havde hidtil Nordmænd spillet nogen fremtrædende Rolle i vor Literatur. Holberg var den store Undtagelse, men han havde henlevet sine Dage i Danmark. Vistnok havde allerede tidligere Peder Dass fremtraadt som særlig norsk Digter, men hans Skrifter vare først udkomne efter hans Død og bleve længe kun bekjendte inden en snever Kreds i hans Fødelands nordlige Egne. Senere forandredes Tiderne, og norske Digtere fremtræde i det attende Aarhundredes anden Halvdel i et temmelig stort Antal. Denne Digterrække aabnes af en Christianias Søn, og det er et mærkeligt Vidnesbyrd om denne Stads Væxt baade i materiel og aandelig Henseende, at den i Frederik den femtes Dage ikke alene frembragte en anseet Digter, men at denne forblev i sin Fødeby sit hele Liv og ikke destomindre erhvervede et Ry, der, om end kun for en kort Tid, overstraalede alle hans samtidiges i begge de forenede Riger. Han indtager derfor en fremragende Plads i sin Hjemstads Historie og maa i denne finde en udførligere Omtale. Tullins vugge stod paa det Sted, hvor i vore Dage Generalkonsul Peter Petersens store Gaard er opført paa Hjørnet af Østre- («Carl Johans») og Kongens Gade. Han var født den 6te September 1728. «Faderen (heder det i Fortalen til hans efterladte Skrifter) var Kjøbmand Guldbrand Hansen, Moderen Ragnhild Olsdatter Dehli, begge ligesaa bekjendte af en jevn og kristelig Vandel, som ubekjendte af deres Tilnavne, hvoraf de aldrig betjente sig efter de Tiders enfoldige Tænkemaade, især blandt Folk af Middelstanden», Sønnen blev døbt Christian Braunmann, sandsynligvis efter den i 1729 som Assessor i overhofretten døde Mand af dette Navn. Tilnavnet

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Christian Braunmann Tullin.)

Tullin antog han (rimeligvis først da han blev Student^[1]) efter Faderens Fødested Tullien i Ringebo i Gudbrandsdalen.

Tullins Forældre havde ikke tænkt paa at lade Sønnen studere, men Stiftsprovsten, Nils Weggersløf, blev opmærksom paa hans gode Evner og bevirkede, at han efter nogen privat Undervisning sattes ind i Byens Latinskole. Her var dengang Mag. Erik Nicolai Arbien, en Christianienser af svensk Herkomst, bleven Rektor. Arbien, en Broder af den talentfulde Medaljør Magnus Gustav Arbien, var en begavet Mand, ja en af hans ældre Elever (Biskop J. E. Gunnerus) kalder ham endog ret af de største Genier, Norge har frembragt». Men ikke desto mindre ere de Ytringer, Tullin leilighedsvis lader falde om sin Skolegang, fulde af Misfornøielse med den Skoledannelse, han havde faaet. Han hører til de Allerførste, der udtaler aabenbar Mistvivl om Latinens Værd som Skolens Hovedfag^[2]. Det maa imidlertid her vel erindres, at Datidens Skole kun i ringe Grad kan siges at have meddelt sine Disciple nogen virkelig klassisk Dannelse, men mere satte som sit Hovedformaal at opøve dem i at tale og skrive maadeligt Latin og forøvrigt opdrog dem til vordende Theologer. «Jeg maatte,» siger Tullin, «læse i min Barndom hele Autores fulde af tørre Historier, for at lære det latinske Sprog. Naar jeg læste Phædri Fabler, var det ikke min Sag at uddrage Lærdomme, jeg fik nok at bestille med at uddrage Phraser. Man sagde aldrig: Denne Lærdom kan anvendes i Livet, men alene: Denne Talemaade skal indføres i Phrasebogen. I syv samfulde Aar sværmede jeg saaledes om i Guldalderen og fik derefter mit Lærebrev som god Latiner, der gav intet Ord Kvarter, som skrev sin Herkomst fra Jern-, Kobber- eller Sølvalderen» o. s. v. Men trods alt dette vil man dog i Tullins Skrifter idelig finde Citater af de Gamle.

Sandsynligvis blev han allerede i Skoleaarene ledet hen til Læsningen af engelske Forfattere. Hans nysnævnte Velynder, Stiftsprovst Weggersløf, var, som ovenfor omtalt, født og opdragen i London, og det er derfor ingenlunde usandsynligt, at dennes Paavirkning kan fra først af have vakt hos den unge Tullin den Forkjærlighed for den engelske Literatur, der senere stærkt frem- traadte hos ham.

Tullin blev, sytten Aar gammel, dimitteret 1745 sammen med ni andre Elever af Skolen, blandt dem Christen Schmidt, der senere blev Biskop her i Byen^[3]. Faderen var død nogle Aar i Forveien, og Moderen havde indgaaet nyt Ægteskab med en Obervisitør Claus Kofod, der synes at have været en kjærlig Stiffader. Der var tilfaldt Tullin en Arv paa omtrent 2000 Rdlr., og saaledes havde han gode Vilkaar som Student. Han brugte sin Tid vel; i sit første akademiske Aar tilendebragte han ikke alene den filosofiske Examen med Berømmelse, «men erhvervede sig endog en Slags Færdighed i det franske og tydske Sprog foruden Indsigt i Musik og Tegning, til hvilket alt han syntes af Naturen vel oplagt». Derpaa drog han til en Præstegaard i Sjælland for der af en lærd Præst, Christen Nold i Karebek, at veiledes i Theologi. Efter et Aarstids Forløb havde han sin Embedsexamen med bedste Karakter og forlod Danmark.

Tullin vendte nu for stedse hjem til Christiania. Han øvede sig først i at prædike, og det, som det synes, med stort Bifald. Den begavede Taler Weggersløf var død, men Tullin kaldte ham som Prædikant tilbage i Tilhørernes Erindring, atter et Bevis paa, hvilken Indflydelse denne engelske Nordmand har udøvet paa den unge Tullin^[4].

Men den Sygelighed, som stedse fulgte Tullin gjennem hele hans korte Liv, ytrede sig allerede nu. Brystsvaghed tvang ham til at opgive Tanken om at blive Præst, og han besluttede istedet herfor at tænke paa juridisk Befordring og dyrkede saaledes en Tid paa egen Haand Retsvidenskaben. Ved Siden af dette Studium, i hvilket han aldrig underkastede sig nogen offentlig Prøve, forsøgte han sig ogsaa som praktisk Forretningsmand. Han overtog, uvist i hvilket Aar, Faabro Spiger-, Stivelse- og Pudder-Fabrik ved Lysakerelven og havde ved dette Anlæg 22 Arbeidere i sin Tjeneste. Muligens har han ogsaa i nogle Aar boet paa dette yndige, ved en blid Natur og yppig vegetation udmerkede Sted. Det akershusiske Toldsocietet udvalgte ham til Toldinspektør 1759. Aaret efter fik han af Kongen Udnævnelse til Vice-Raadmand og blev 1763 virkelig Raadmand. 1764 forpagtede han med James Collett o. fl. To1den og Konsumtionen i Akershus Stift. 1765 blev han Tolddirektør, men døde samme Aar, kun 36 Aar gammel, den 21de Januar, og begroves den 28de s. M. Med sin Hustru, Mette Kruchow, en langelandsk Præstedatter, som paa Grund af Familieforhold var kommen til Christiania, og som han havde ægtet 27de Marts 1760, havde han foruden andre Børn Sønnen Claus Tullin, siden Kjøbmand i Christiania og Hofintendant († 1830), der var gift med den senere som skuespillerinde ved Byens Privattheater berømte Henriette Wilster, der først døde 1860.

Den, der ikke paa Forhaand vidste det, skulde neppe falde paa at tro, at det Liv, i hvilket de ydre Hovedbegivenheder her ere opregnede, havde været et Digterliv. Tullin maa vistnok ogsaa nærmest betragtes som en aandrig Dilettant, der digtede med Talent, men uden egentlig at ofre sig for sin Kunst. Hans allerfleste Arbeider vare Leilighedsdigte, fremkaldte dels ved Anledninger i Christiania, dels ved opfordringer og Præmier, udsatte i Danmark af det 1759 stiftede «Selskab for de skjønne Videnskaber».

Tullins tidligste nu bevarede Forsøg var en lidet mærkelig Sang, afsungen 1749 i Vor Frelsers Kirke i Christiania i Anledning af det oldenborgske Kongehus’s Trehundredaarsfest. Derefter har saa fulgt forskjellige andre Smaadigte. Et af disse var (1752) en Bryllupslykønskning til en Svogers andet Giftermaal, bestaaende af to Stykker i Prosa: «Et Par Ord for de Skjønne» og «Et Par Ord til de Skjønne», af Cato personatus, trykt i København s. A., men uden stor Interesse og allerede af Suhm bedømt saaledes: «Jeg vilde ønske, at den af andre Skrifter ypperlige Forfatter ikke havde skrevet dette». Men saa indtraf der senere( 1758) den Begivenhed, der fremkaldte hans mest bekjendte Digt og blev et Vendepunkt i hans Liv. Den 6te Mai s. A. feiredes nemlig i Christiania et Bryllup inden den rigeste Patricierkreds. Morten Leuch, Bogstads Eier og en af Byens første Trælasthandlere, ægtede paa den Dag sit Næstsøskendebarn, sin Kompagnon James Collett d. y.’s Søster, den 21aarige Mathia Collett. Ved denne Festlighed fremkom Digtet «Maidagen», til hvilket Digteren efter en Tradition^[5] skal være bleven inspireret under en Vandring paa den femten hundrede Fod høie Voxenaas, der ligger i Nærheden af Brudgommens store Landgaard og paa Nordostsiden omslutter Sørkedalen. Leuch benævnes i Digtet overensstemmende med Tidens Smag for «Hyrdelivet» Menalcas, og Bruden kaldes Melicinda. Om hende heder det:

– – – See ikkun paa din Brud,
Ja lad al Verden see, og spørg saa frit, hvad Gud
En Brudgom mer i een Person kan skjænke?.
Hvor værdig nærmer hun sig Dig!
Fornuftig, dydig, deilig, rig
o. s. v.

Digtet er udentvivl blevet overleveret Brudeparret i trykt Stand, skjønt noget Exemplar af den oprindelige Udgave nu neppe mere er til. Tullin har sikkerlig ikke anet, hvilken Opsigt hans Maidag skulde gjøre.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Bogstad Gaard.)

Men ikke før kom den til Kjøbenhavn, førend den blev eftertrykt der og det gjentagne Gange. Den blev ogsaa strax oversat paa Fransk i Mercure Danois, paa Tydsk af Hofprædikant i Kjøbenhavn Andreas Cramer, ja selv paa Islandsk af Thorlaksson. Endog Lessing blev opmærksom paa den og erklærede, at den tydske Literatur maaske aldrig havde eiet et saadant Bryllupsdigt^[6]. Christianiapatriciatets Leilighedspoet var pludselig begge de forenede Rigers store og feirede Digter.

Som bekjendt skildrer «Maidagen» Landlivets og Naturens Skjønhed i Modsætning til det tvungne Kjøbstadsliv:

Min Muse kom og lad os fly
Fra dette melancholske Fængsel
Hvor Ønsker daglig dø i Trængsel
Og fødes for at dø paa ny,
Hvor Kunst og Vid kun pønser paa
Den bedste Plan til nye Sorger,
Hvor Rigdom sulter for at faa
Det Slør, den for sin Arving borger.

Den nysnævnte Cramer, som ogsaa recenserede «Maidagen» i sin Journal «Der nordische Aufseher», ansaa det for en given Sag, at Tullin med det «melancholske Fængsel» ikke kunde sigte til nogen anden Stad end Kjøbenhavn; et udviklet norsk Byliv faldt han ikke paa at tænke sig muligt. «Hr. Tullin, siger han, beslutter at forlade vores Stad af Kjedsommelighed over dens moralske Ufuldkommenheder og at reise til Norge, hvor han spaar sig mere Fornøielse». Hertil svarede Tullin: «Hvorfor skulde det Sted, som jeg i Begyndelsen af min Maidag beskriver, nødvendig være Kjøbenhavn, da dog denne Beskrivelse kan passe sig paa andre Byer? I Sandhed, jeg havde selv begaaet en moralsk Feil og været meget uhøflig, ifald jeg havde her, som De mener, lignet Kjøbenhavn og Norge med hinanden og givet det sidste Sted saa stort et Fortrin for det første, ligesom Norge skulde været et Paradis og Kjøbenhavn en Røverkule. Jeg vilde ønske, at Kjøbstæderne i Norge vare af den Beskaffenhed, at Beskrivelsen ikke kunde passe sig paa dem, men, min Herre, det er de desværre ikke»^[7].

Om Tullins literære Liv og hans Forholde i det Hele, saaledes som de vare blevne et Par Aar senere, faa vi den bedste Oplysning gjennem et Par fortrinligt skrevne Breve, som hidtil have henligget ganske ubemærkede i det Deichmanske Bibliothek^[8], og hvis væsentligste Indhold derfor her skal meddeles. De ere skrevne til to Venner i Kjøbenhavn, om hvem neppe synderligt mere vides

end de blotte Navne.

I.

Messrs. Strøm & Greger,

Velædle høistærede Venner!

– – Jeg blev i sidste Øieblik uformodentlig forceret til at skrive en Supplique om at blive vice Raadmand i min Føde-Bye, for derved om mueligt at befrie Raadhuset og Byen fra en Competent, som, efter nogles Tanker, dertil skulde være ganske ubeqvem; at formere denne Mands Caracter fra den sletteste Side er noget, som jeg anseer mig ganske uvedkommende og uanstændigt, og at raisonnere over de desseins, han herved kunde have, da han er en Mand, der er over 60 Aar gammel og altsaa efter de almindelige Naturens Love neppe kan vente at opleve den Tid, da der kunde falde nogen Gage; da han er en Mand, der besidder Velstand og langt fra ikke trænger til saadant lidet Appendix; da han fra gemeen Bonde Dreng af har erhvervet sig Midler ved Tobaks Spinderie og Handel paa Sverig i de gode Tider, førend Tolden blev forpagtet og for Resten hverken bekymrer sig om Lov eller Forordninger etc., – det er alt noget, som jeg overlader dem, der mener at kunne penetrere den Sag dybere end jeg. Saameget kan jeg nok begribe, at Manden umueligt ambierer dette for sin egen Person, men søger herved alene at bane Vejen for en Søn eller Svoger, hvorudi han ikke er at fortænke^[9]. overalt maa dette være, hvad det vil, saa er jeg forsikret om, at jeg er Mssr. takskyldig for, at min Supplique strax er bleven afsendt til Vice statholderens Erklæring. Jeg ved nok, at denne gode Herre er allerede bleven gjort tankefuld over, at han har recommanderet en Anden, og hvad han nu vil gjøre ved mig, veed jeg ikke, thi jeg har besluttet i den Sag at agere ganske passive. Jeg vil ikke haabe, at dette skal faa mindste Skin af Pralerie, saa snart mine høistærede;Venner betænker 1. at mine Forretninger bliver kun herved forøgede. 2. blive Forretningerne brødløse. 3. vilde den største Lykke ved Vacancen rendere til 250 og allerhøiest til 300 Rdl. i de lykkeligste Aaringer, hvilket neppe nogen vil ansee for et halvt Levebrød, der kjender Christiania. Men uagtet alt dette, ligesaa vist, som det skal være mig indifferent, ifald denne min Ansøgning ikke skulde reussere, ligesaa vist skal det fornøie mig, om den bliver accorderet, endogsaa blot af den Aarsag, at mine Venner ikke skal forekaste mig, at jeg er ganske følesløs over min Velfærd, og jeg veed, at ifald mine Velyndere synes, at jeg enten har fortjent deres Yndest, eller herefter kunde fortjene den, saa betages derved ingen Anledning til at sætte min Lykke paa den Point, at jeg kunde blive i Stand til at vise mit Fædreneland min Erkjendtlighed paa en mere solenne Maade, end det hidindtil har været mig mueligt. Hr. Etatsraad Hielmstierne har været saa gracieux uden nogen Anmodning fra min Side at til- kjendegive mig med forrige Post, at han vilde interessere sig for min Supplique, ifald Vice Statholderen ikke skulde være mig imod.

Det kan ikke andet end blive mig en sød og opmuntringsfuld Satisfaction, naar jeg mærker, at saadanne Folk vil af egen Drift bemøie sig med min Erindring, som endogsaa ofte nødes til at glemme dem, der gjør sig Umage for at blive erindrede. Etatsraaden forlangede tillige Gjenpart af mit Brev til Cramer, det var noget, som jeg ikke torde negte og derfor har taget mig den Frihed at give Anvisning paa mine Herrer som de eneste, der fra mig har faaet Gjenpart deraf. Endelig har jeg seet No. 9 af Addr. Contoirets Aviser, og mit utidige Fosters ynkværdige Tilstand har sandelig rørt mig; men kan ikke undres over at en Faders Hierte bliver ømt ved at see sit Barns Vanlykke, og det smerter mig mest, at den stakkels Glut faar nok endnu bie en Stund, til jeg kan faa Tid til at redde ham. Men mine Herrer siger mig dog oprigtig, mon jeg ikke skulde komme til at angre det, ifald jeg i denne Vinter brød overtvers, begyndte at samle mine adspredte Lapper og lod dem trykke i smaa Samlinger 10–12 Ark af Gangen? Thi det er mig umueligt længer at opfylde deres Begjæring, som forlanger Afskrifter af et og andet Stykke. Maaskee jeg vilde lade Cato Personatus i Selskab med endeel af mine første Vers udspionere Tullins tilkommende Skjebne, og da jeg veed at mine Herrer har gjort mig den Ære at læse et og andet af dette, og tillige hørt andre tale derom, saa vil jeg udbede mig som et stort Beviis paa Venskab, at de vil underrette mig om hvorledes jeg paa et eller andet Sted bedre kunde fyldestgjøre Kjenderens Smag, og det skal endogsaa være mig kjært at høre, hvad mine Fiender, ifald jeg har nogen, kunde have havt at udsætte, enten det er vist eller galt. Thi det er just i den Henseende, at jeg har sluppet nogle af mine smaa Geister ud i Verden, og ladet dem vandre en Tid om for at recognoscere, men denne min Hensigt kan ikke vel erholdes uden Hjelp af mine Venner og paa tredie Haand. Derfor har jeg just en sand Høiagtelse for Cramer og er ham meget forbunden, fordi han med sin Critique har forvisset mig om, at der maa ikke være betydelige Feil i min Maji-Dag. Jeg er sikker nok paa en Side, nemlig, at jeg aldrig skal begaa Feil af Overmod, jeg har ogsaa taget mig vare for ordgyderi og at finde Skjønheder i Phoebus, Galimathias i Ordspil og andre falske zirater, hvormed den danske Poesie gemenligvis er bleven defigureret, men hvorvidt jeg herudi har været lykkelig, maa ankomme paa andres Domme, og om jeg end har begaaet mig nogenledes i de sidste Poster, saa kan der endnu være nok tilbage, som behøver Mønstring, mange Ting, som undløber min Mønstring, og saasnart det undløber min, saa undløber det snart ogsaa alles her paa Stedet, thi jeg synes, ligesom jeg engang tilforn har skrevet, at saalænge jeg har været i Norge, har jeg altid været bange for, at jeg er omringet af Ulykken. Jeg har snart aldrig været i den Situation, at jeg kunde siges at skrive noget for Tidsfordriv, men det meste af det, jeg har skrevet, har været Hastværk og Vers par force, som jeg ganske vist troer, at Skjønnere vil i den usammenhængende Tænkemaade spore mine afbrudte Timer, men dette er noget, som ikke har staaet i min Magt at ændre, og jeg troer ganske vist, at dette vedbliver en anden Natur hos mig.

Jeg kan forsikre, at den lærde og sindrige Professor Sneedorffs Renommé er i alle de Selskaber, jeg har været, saa fast etableret, at jeg finder aldeles ingen Aar sag til at nære derfor nogen Frygt. Det er en Lykke, at de Folk, som besidder nogen Smag her, ere saa langt fra de lærde Krige, at de tager ikke gjerne noget partie, uden hvad de kan læse sig til, og i denne Tilfælde kan Professor Sneedorff være vis paa Overvægten. Jeg for min Part maa sige, at jeg er bleven meget rart ved alt, hvad jeg har læst af hans Arbeide, og jeg vilde ønske, at min Dom maatte være af nogen Vægt, men dette, som synes at være mere vægtig er dette, at nogle Damer siger det samme, som jeg, og det er saadanne Damer, som røres ikke af andet end det, som har Ild og tendresse.

Har jeg vel tordet love at contribuere noget til den Forønielse, som det prisværdige Selskab vil vise over at finde Smag og Sindrighed hos. Deres Landsmænd? Mon ikke dette var et vigtigt Løfte at binde sig til? Ja jeg har .. jeg vil sige, ja jeg skal gjøre mig Umage for i det ringeste at forsikre Dem om, at Uvillighed ikke er Aarsag, ifald jeg feiler. Nu længes jeg efter at see min Kone; undres ikke over at ny gifte Folk er kjælne. Jeg er med bestandig Hengivenhed

Velædle høistærede Venners

ærbødigste Tjener

C. B. Tullin.

Christiania 27 Septbr. 1760.

Velædle høistærede Venner!

Al Undskyldning er overflødig, saasandt jeg er forsikret om, at Mhrr. ikke ganske forglemmer en Ven i Norge, som nogle har fundet for godt at give Navn af Poet, og da jeg derom er bleven mere end nok forsikret saavel af Deres Brev som af de medfølgende nova literaria, som vare mig meget kjærkomne, saa takker jeg skyldigst og mortificerer Undskyldningerne. Det er mig meget kjært at Mhrr. ikke har taget i Tvivl at anføre mig blandt Prænumeranterne til Hr. Professor Sneedorffs patriotiske Tilskuer, og det skal være mig ligesaa kjært at erhverve flere her i Byen, hvorom jeg er ganske forsikret. – – –

Jeg har ei alene læst, men tillige ladet Flere læse det tilsendte Poem om Hederne. De har Ret, min kjære Hr. Greger! Det er og bliver den menneskelige Forstands Pinebænk. Men jeg kan ogsaa have den Ære at forsikre Dem, at der i samme Pjece lyser overalt saadan en Geist og saadanne Tanker, som ei alene ere værdige en Poet, men en frugtbar Geist. Hvor ærgrer jeg mig ikke over, at han enten ikke skulde besidde den Gave at kunne udvikle den eller ogsaa, at han anseer det for en unødvendig Sag at være forstaaelig: .leg frygter for, at den gode Klopstock med sit Vid har gjort Danmark en ubodelig Skade, og at den atter efter at have talt idel Gudernes Sprog vil producere mange Jobs-Bøger paa Dansk, hvorover vore Efterkommere uden Tvivl vil behøve ligesaa mange Commentarier som over de Sibyllinske Oracler. Jeg vil haabe, at Professor Sneedorff vil gjøre Danmarks Sag til sin egen og lære Folk at skrive for Forstanden uden at glemme Hjertet. Thi hvad man ikke forstaar, kan umuelig røre andre end saadanne, der er vant at læse gamle Pergaments Breve, hvis Værd bestaar deri, at de fleste ikke kan læses.

Hvilket svælg er der ikke mellem denne flygtige Geist og mig! – – – –

Jeg er ganske forsikret om, at jeg undertiden bruger Norvegismer, men jeg tilstaar oprigtigt, at det er mig vanskeligt at finde dem igjen, og dette er undskyldeligt for den, der har været 27 Aar i Norge og alene 3½ Aar i Danmark^[10].

Det er sandt. at jeg har sendt en Prøve-Klud til Selskabet^[11], og De erindrer vel, Mhrr., at det var just Dem, jeg lovede det. Jeg har gjort deri for Deres Skyld, for Norges Skyld og for min egen Skyld Alt, hvad der i Henseende til mine Omstændigheder var mig mueligt. – – – – .jeg maa gratulere Professor Rothe^[12] med sin Fangst; Borgermester Bredal^[13] er ikke nær saa lykkelig; han er nu i vor By og diverterer os baade med sine musikalske Fingre og sin poetiske Geist, forresten lader han Verden gaa sin egen skjeve Gang.

– – – De maa ikke tro, jeg er paastaaende, men jeg forsvarer mig i det yderste, thi jeg er en Nordmand, ligesaavel som jeg er

Mhrr. tjenstsky1digste Ven og Tjener

Tullin.

Christiania d. 23 Feb. 1761.

I Slutningen af samme Aar, som Maidagen fremkom, havde Tullin beskrevet et andet Pars Bryllup inden Christianias Rigmandsverden, Justitsraad Morten Leuch Eliesons med Jfr. Dorothea Monsen. I 1761 tryktes hans Prisdigt om Søfarten, i 1764 det andet Prisdigt om Skabningens Ypperlighed, begge i «Forsøg i de skjønne Videnskaber». Det sidste Digt blev oversat paa Tydsk. Den Tanke, han fremsætter i sine Breve, selv at udgive sine blandede Poesier, blev ikke udført, men uden hans Vidende blev dog i Kjøbenhavn i 1763 trykt en «Samling af Tullins Vers».

Hvor stor Digterens Anseelse nu var bleven, forstaar man af Jacob Badens bekjendte Beretning om Tullins Besøg i Kjøbenhavn 1764. Han havde da neppe seet Rigernes fælles Hovedstad, efterat han for omtrent sexten Aar siden forlod Universitetet som en ubemærket Studiosus. Men nu, da han med sin Ven James Collett kom derned for at gjøre Akkord Kom Forpagtningen af Told og Konsumtion, «var der ingen Mand af Stand eller Lærdom, som jo opvartede ham i hans Herberge»! Han fik imidlertid ikke lang Tid til at glæde sig over denne Hyldest, thi i Begyndelsen af det følgende Aar gik han i sin tidlige Grav.

Læseverdenen glemte, i det Store taget, temmelig snart Tullins Poesier, men i Literaturhistorien har han stedse bevaret en agtet Plads. Det var Ewald, hvis Genius fortrængte Tullin, til ikke ringe Sorg for hans Landsmænd, hvis patriotiske Stemninger i den Anledning Nordal Brun har givet et bekjendt Udtryk^[14]. Hans samlede Skrifter vare udkomne i tre Bind i Aarene 1770–73. Endnu i 1799 kunde Rahbek udgive hans «Udvalgte Digte», og i Norge bevarede hans «Arier» endnu sin Yndest langt ind i vort Aarhundrede, vel især i hans Fødeby Christiania.

De «af brudte Tanker», der optage næsten to Bind af Tullins efterladte Verker, og for hvis Udgivelse de, der besørgede hans Skrifter trykte, i sin Tid maatte høre ilde, medens man nu glæder sig ved at besidde dem, lade os undertiden ane, at den sygelige Tullin egentlig havde været en indesluttet Natur og i Virkeligheden mangen Gang har følt sig ene og venneløs. Saaledes siger han III. S. 266: «Selskab og Omgang med Adskillige har hidtil skaffet mig mange Bekjendte og Dus-Brødre, men ikke en ret Ven. Nu anser jeg mig næsten som en Alchymist, der leder efter en filosofisk Sten, og hvo vilde undres over, at jeg lader alt Haab fare om noget Udfald? Undertiden læser jeg vel, hvad Cicero har skrevet om Venskab, men jeg læser ham med samme Sindsbevægelse, som naar jeg hører en holde en meget kløgtig Tale om den Fugl Fønix». Og paa et andet Sted, III. S. 220: «At dø ung, at leve længe eller kort, er at have gjennemgaaet flere eller færre Forandringer af Hændelser. Sagen bliver den samme, det kommer kun an paa, at jeg indbilder mig at have levet 60 Aar istedenfor 30». Men hans Bekjendte, de rige Kjøbmænd i Christiania, tillode ham ikke at leve i Stilhed. De droge den aandfulde Mand ved alle Leiligheder ind i sine Kredse, og han blev, skjønt modstræbende, snart endog Middelpunktet i disse. «Han var (siger Udgiveren af første Del af hans Verker, Præsten Teilman paa Modum,) omringet af en Hoben Venner, som billig søgte deres Fornøielse i hans Omgang, men ikke saa billig søgte at aftvinge ham Vers ved enhver Leilighed og uden at give ham Tid til at arbeide dem ud. Deraf kom en Mængde impromptus, som utrolig fornøiede de Selskaber, de passede til, og trolig vilde optages meget ligegyldig af Publikum»^[15]. Bernt Anker, hvis tidligste Ungdom falder sammen med Digterens sidste Leveaar, bemerker ogsaa om ham i den Mindetale, hvormed han 1784 hilsede hans Søn velkommen i St. Olai Frimurerloge i Christiania: «Hans ædle Hjerte, hans venlige Omgang, hans oplyste Forstand, hans sjeldne Gaver, hans jevne Lune i en ved anspændte Kræfter udpinet Krop, var i hine muntre Ungdomsdage vores Vellyst og Glæde, vores Beundring og Mønster».^[16] Wilse siger ligefrem: «Venner nødte ham ofte til at indrette sin Levemaade efter deres, hvilket ei altid var gavnlig for hans svage Konstitution».

Det er et interessant kulturhistorisk Vidnesbyrd, der ligger i den Ytring, som forekommer i det første af de ovenfor aftrykte Breve, om nogle Damer i Christiania, hvis Dom Tullin tillægger saa stor Vegt, fordi «de røres ikke af Andet end det, som har Ild og tendresse». Den mærkeligste af dem var Fru Ditlevine Feddersen, født Collett, en ti Aar ældre Søster af Maidagens Heltinde. Hendes Mand, med hvem hun trods en Aldersforskjel af 28 Aar levede i et overmaade lykkeligt Ægteskab (1749–1769), var Magistratspræsident (tilsidst Konferentsraad) Nicolai Feddersen, en født Flensborger, der tidligere havde været Pagehovmester og udmærkede sig ved flersidige Kundskaber og fin Dannelse; han havde staaet i Forbindelse med Gram og Chr. Falster^[17] og tænkte i Christiania paa at oprette et historisk Selskab^[18]. Fru Ditlevine var en begavet og, som det synes, i alle Henseender fortræffelig Dame, der selv syslede med Poesien, og da Tullins Hustru var en Søsterdatter af hendes Mand, kom hun i nært Venskab og Kjendskab med vor Digter, i hvis Digte hun forekommer under Navnet «Dorinde». I 1760 skrev hun bl. A. en poetisk Hylding til Tullin, der medundertegnedes af nogle andre Damer og lød saaledes:

Et Høyagtnings Vidne
fra nogle Hyrdinder i Norden
til
den norske Ovidius.
Hvis Verdens Skikke var som i de ældre Tider,
en Ærestøtte vi opreiste Dig Tullin,
men da vor Alder nu ei slige Moder lider.
saa gid vi havde kun saa sindrig Pen som Din,
paa det vi kunde her Din Pris saa net avmale,
som Du har malet alt, Din Maji-Dag især,
Og at – dog nei det er forgjæves vi vil tale,
Hver Tanke, Du har tænkt. Din Ærestøtte er.
Ja tro, vor norske Young! Din Lykke skulde blive
Din Tænke-Ævne lig, hvis de formaaede det.
Som sig. Forandrere af Dig, her underskrive
Til Tegn, at deres Kjøn kan ogsaa tænke ret.

Saa skriver og underskriver

Dorinde.

M. R. K. V. K. A. D. E. A. S. B. M. M. L.^[19]

Efter sin Mands Død (hans sidste Aar bleve, som vi siden skal høre, lidet lykkelige,) flyttede Fru Feddersen 1772 til Kjøbenhavn, hvor hun døde efter mange Aars Sygelighed 1803^[20].

1. Paa en Fortegnelse over Christiania Skoles Dimittender kaldes han nemlig kun «Christian Broumand».
2. Se f. Ex. hans Samlede Skrifter, II, S. ga og III, S. 268 flg. Suhms Kritik over Tullins Meninger findes i dennes Saml. Skr. IV. S. 103.
3. En anden Skolekammerat, der dog blev Student tre Aar tidligere, var Bergens Skoles senere Rektor, Jens Boalth. Denne Mand synes at have staaet i et nært Forhold til Tullin, at dømme af det Sørgekvad, som Boalth skrev ved dennes Død.

4. «Din Røst drog sjele til sin første Udspring hen,
   Hvor glade kjendte vi vor Weggersløf igjen».

   (Boalths Sørgedigt.)

5. Kraft, Topogr.-statist. Beskr. over Norge, I (1. Udg. Chra. 1820), S. 316.
6. C. E. Lessings sammtliche Schriften, hg. v. Lachmann, aufs Neue durchges. v. W. v. Maltzahn. VI, S. 120–121.
7. Saml. Skr. I, S. 23 flg. At man tog Tullin dette Tilsvar ilde op i Kjøbenhavn, sees af et Brev fra B. Dass til Suhm (Suhms Saml. Skr. XV. S. 284.)
8. Allerede tidligere er i Illustr. Nyhedsblad for 1861 (ogsaa særskilt) trykt en liden interessant Samling Breve fra Tullin, udg. efter Originalerne i det danske Geheimearchiv af Otto Gr. Lundh med Anmærkninger af H. J. Huitfeldt.
9. Den Medansøger, hvorom her er Tale, hed Jens Jacobsen. Han var anbefalet af Vice-Statholder Benzon, som synes at have ærgret sig over, at Tullin ikke destomindre blev foretrukken, og ved et kort efter i hans Hus afholdt officielt Selskab blev derfor Jacobsen indbuden tilligemed den hele Magistrat, men Tullin «maatte drikke Kongens Skaal hjemme hos sin lille Kone». (Breve fra Tullin, udg. af Lundh og Huitfeldt. S. 18). Ved en følgende Ledighed kom Jacobsen virkelig ind i Magistraten og døde som Raadmand 1772.
10. Om Tullins Norvegismer har Suhm gjort nogle Bemærkninger, se hans Saml. Skr. IV, S. 116, uden dog at anføre særlige Exempler. Som saadanne kunne nævnes «lige» (ɔ: like) = lide (I. S. 47) og «Hvad kan det skille Jer? = Hvad kommer det Eder ved (I. S. 52).
11. Udentvivl det prisbelønnede Digt om «Søfarten».
12. Tyge Rothe, der just s. A. blev Assessor i Generaltoldkammeret.
13. N. K. Bredal, da Borgermester i Throndhjem, siden noksom bekjendt i den danske Theaterhistorie. Om hans musikalske Interesser finder man ogsaa Noget i et Par utrykte Breve fra ham til Martfelt i dennes store Brevsamling paa det st. kgl. Bibl. N. K. S. Fol. No. 1344, Fasc. 2.

14. «For tidlig døde Du, fortidlig Danmark haver
    Forbrudt sig mod dit Støv og sat en Ewalds Gaver
    Fremfor det Liv og Lys, som hædrede din sang» , osv.

15. F. Ex., da Tullin en Vinter aflagde et Besøg paa Bogstad, fik han ikke Lov til at lægge Reiseklæderne af, førend han havde improviseret Følgende:

    Skjønt jeg paa denne Tid saa ulyksalig fryser,
    At hver en Draabe Blod af Kuld’ i Kroppen gyser,

    Saa skal det Ønske dog mit Hjerte tænde an,
    Gid Bogstad staa i Flor, til Verden staar i Brand».

    (Saml. Skr. I. S. 133).

16. Tidsskriftet «Iris» for 1793, 3die Kvartal, S. 23.
17. Se dennes Papirer i Univ.-Bibl. i Kbhvn.
18. Man maa her tænke paa, at der samtidig i Christiania levede en Mand med megen historisk Interesse, skjønt han aldrig lik noget udgivet, nemlig Jonas Ramus d. y., dansk af Fødsel, Justitiarius i Overhofretten 1761–1765. Han havde i sin Tid villet oversætte Torfæus. Med ham, der var Medlem af «Danske Selskab», tør Feddersen have staaet i Forbindelse. Se om Ramus Werlauff, Det kgl. danske Selskab, S. 15.
19. K. A. = Karen Anker (Bernt A.s Moder), D. E. = Dorothea Elieson (ovenfor), K. V. = Karen Vogt, M. L. = Mathia Leuch o. s. v.
20. De bedste Efterretninger om denne interessante Kvinde findes nu samlede i Alf Colletts Skrift: En gammel Christiania-Slægt, S. 111 flg.