Christopher Throndssøn Rustung, hans Søn Enno og hans Datter Skottefruen

Ludvig Daae

Christopher Throndssøn Rustung, hans Søn Enno og hans Datter Skottefruen

Historisk Tidsskrift, første Række, Andet Bind, 1872 (s. 113-170).

I.

Til Mindet om Norges sidste Erkebiskop, hvis Skjebne altid vil bevare en eiendommelig Interesse for hans Landsmænd om han end ikke i samme Grad fortjener deres Sympathi, knytter sig uadskilleligt Navnet Christopher Throndssøn Rustung. Denne Mand synes at have staaet den ulykkelige Prælat nærmere end nogen anden, og han var udentvivl ogsaa hans Slægtning^[1]. Erkebiskop Olaf brugte ham i sine vigtigste Anliggender og stod vistnok under Indflydelse al Christopher ved flere af de mest skjæbnesvangre Skridt, han foretog. Christopher Throndssøn var paa sin Herres Vegne Anklager i den mærkelige Retssag mod Hr. Nils Lykke og hans Svigerinde, Jomfru Lucia Gyldenløve; han antages at have spillet en Hovedrolle ved Hr. Vincents Lunges og hans nysnævnte Svogers Mord; han var Hovedanfører paa det uheldige Tog, der skulde overraske Bergen og bringe Norges vigtigste Fæstning i Erkebispens Vold, og han var endelig Olaf Ingebrigtssøns Ledsager, dengang denne for bestandig forlod sit Erkesæde og sit Fædreland for at vandre i Landflygtighed.

Medens nu alt dette er bekjendt nok, har Christophers senere Liv hidtil ikke været synderlig paaagtet. Og dog er det ingenlunde uden Interesse. De første Aar hengik dels i en fremmed Fyrstes Tjeneste, dels under en hjemløs Sørøverexistents. Derefter tog den Konge, mod hvem Erkebispen havde været saa fiendtligsindet, Christopher til Naade og brugte ham i vigtige Foretagender. Han oplevede Syvaarskrigen og gjorde endnu Tjeneste i dens Par første Aar. Men en endnu mere eventyrlig og vexlende Skjebne var forbeholdt Christopher Throndssøns Børn. Sønnen Enno gjorde som Landsknegt Bekjendtskab med de fleste Lande i Europa. Derpaa forsøgte han sig som Hofmand i Sverige og agerede Oprørsstifter i Norge, flakkede saa atter om fra Land til Land og blev en Bedrager, Tyv, Røver og Morder, indtil han endelig i Tydskland blev henrettet og lagt paa Steile som Forbryder. Datteren Anna kom til Maria Stuarts Hof, hun blev James Bothwells Brud, blev forladt af denne i Udlandet og maatte som en ulykkelig Kvinde ty tilbage til Norge, men skulde ikke desto mindre endnu faa gjense sin utro Elsker som Flygtning og Fange i Bergen, efter at han havde sveget en ny Hustru for at gifte sig med en regjerende Dronning. Norges Historie kjender faa Familier, hvis Hændelser i den Grad maa bringe i Erindring Guizots Ord: „Man vil have Romaner. Hvorfor læser man ikke Historien?“

Hvad der her ligger for os, er et ægte Tidsbillede fra det sextende Aarhundrede, og det især, fordi det indeholder saamange Træk af hine Dages Vandreliv. Thi Vandrelysten var den dalevende Slægt egen. Tager man billigt Hensyn til den uhyre Forskjel mellem vore Dages og Datidens Samfærselsmidler og, hvad der er endnu meget vigtigere, mellem vore Dages og Datidens Retssikkerhed, vil man forbauses over, hvilket Liv der maa have hersket paa Landeveiene i Reformationens Menneskealder. Trods de maadelige Herberger, de slette Veie, de mange adelige og uadelige Røverbander, de utallige Toldgrændser vrimlede der af Pilegrimme, Betlermunke, reisende Studenter og Skoledisciple, Haandverkere, Kunstnere, ikke at tale om Riddere, Landsknegte og de fra disse sidste uadskillelige løse Kvinder. Hvo der havde Raad dertil, drog til Hest, og paa den Maade befordredes man med den Personpost, som dengang indførtes i Tydskland af Frantz v. Taxis, men den store Mængde drog afsted tilfods, og ofte vistnok i store Flokke for at være sikrere mod Overfald. Og et ligesaa broget Selskab færdedes paa Havene. Hanseatiske, engelske og nederlandske Handelsflaader, ikke alene med Kjøbmænd, men ogsaa med Passagerer af det forskjelligste Slags ombord, mødte her krigførende Magters Orlogsskibe og maatte stedse være paa sin Post imod dristige Kapere eller ligefrem privatiserende Sørøvere.

II.

Den første April 1537 drog de fire Skibe ud fra Throndhjem, som den keiserlige Statholderinde over Nederlandene, Enkedronning Maria af Ungarn, havde sendt til Norge for at bringe Erkebiskopen i Sikkerhed. Christopher Throndssøn havde Befalingen over dem. Sandsynligvis havde han allerede nu med sig sin Hustru, Karine, Datter af Dekanen i Throndhjems Domkapitel, Knud Pederssøn Skanke, der, skjønt Kannik, levede i et Slags borgerligt Ægteskab med en Fru Dorthe Adelsten. Ogsaa flere andre Venner delte Erkebispens Landflygtighed. Mellem dem var hans Søstersøn og Kantsler, Gaute Taraldssøn, og Kølneren Hans Piber, der siden kom igjen, blev Byfoged i Throndhjem, gik over til de Svenske i 1564 og til Løn derfor endnu samme Aar blev hængt af de Danske. Da den lille Flaade var kommen til Ørlandet, gik Christopher iland og plyndrede Østraat, der tilhørte hans Uvenner, Fru Inger Ottesdatter og hendes Svigersønner^[2]. Derpaa drog de videre, men Overfarten gik langsomt. Endnu den 19 April laa de udenfor Udsire ved Karmøen, og tørst i Mai kom de over til Holland.

Olaf Ingebrigtssøn tog sit Ophold i den lille, nu belgiske Stad Lier i Brabant, hvor tidligere Christiern den anden i en Række af Aar havde boet^[3]. Kun et eneste Spor har det hidtil lykkedes os at finde af hans Liv i de Maaneder, han endnu havde tilbage at leve, og det er, at han i September 1537 hvervede Tropper mod Christian den tredie i Forening med Pfalzgreve Frederik, Noget, der dog i ethvert Fald ikke medførte anden Følge, end at Kongen blev nødt til at træffe nogle Forsigtighedsregler^[4]. Allerede i Begyndelsen af 1538 var den gamle Prælat død^[5]. Han havde taget med sig fra Norge en stor Del Værdisager og tillige sit Stifts Archiv. Værdisagerne gav Anledning til en langvarig Strid. Den dræbte Hr. Nils Lykkes Arvinger paastode, at Erkebispen ogsaa havde medtaget hans Gods, og anstrængte sig næsten i tredive Aar forgjeves for at faa fat paa sin formentlige Arv, Christian den tredie, dengang i yderste Pengetrang, gjorde ligeledes Fordringer^[6], og Pfalzgreven forlangte Skatten som Christiern den andens Svigersøn. Den sidste blev omsider i 1548 den lykkelige, men det var da ogsaa den eneste Indtægt, som nogensinde tilflød ham fra Svigerfaderens Riger og Lande^[7]. Ogsaa Archivet kom til Pfalzgreven i Heidelberg, derfra til München og er endelig i vore Dage fra München kommet til Christiania.

Christopher Throndssøn eller, som han i sin Landflygtighed stadig kaldes, Christoph v. Truntheim skal efter sin Ankomst til Nederlandene besynderlig nok en Tid have været fængslet, men maa dog snart atter være kommen paa fri Fod. Han skal derpaa tilligemed Erkebispens Kantsler Gaute Taraldssøn (som herefter hyppigst benævntes Gaute Norweger) have begivet sig til Keiseren, rimeligvis paa sin Herres Vegne^[8]. Efter Erkebispens Død laa det nærmest for ham at vende sig til Pfalzgreven og den nederlandske Regjering. Mellem den sidste og Christian den tredie vare vel Fiendtlighederne nu ophørte, men der var ikke sluttet nogen fast Fred, kun en Vaabenstilstand paa tre Aar, fra 3 Mai 1537 at regne, og det var sikkert nok, at Keiseren, hvis en god Leilighed tilbød sig, ikke vilde betænke sig paa at angribe Danmark. Endmere Lyst havde naturligvis Pfalzgreven, som Thronprætendent, til at forsøge Lykken. Havde man derfor end for Øieblikket liden Anvendelse for Christophers Tjeneste mod Danmark, kunde han jo foreløbig bruges mod Frankrige, med hvem Karl den femte just havde Krig (den tredie italienske), og for paakommende Tilfælde i Fremtiden kunde man af en Mand som han, nøie bekjendt med de nordiske Lande og fuld at Had til den danske Konge, love sig ganske særdeles Nytte. Da han derfor for det første gav sig til at søge Lykken som Fribytter, kunde han regne paa nederlandsk Connivents, og Pfalzgreven gav ham et formeligt Kaperbrev, dateret Neumark den 12 Februar 1538, hvori han gav ham Titel af „Marskalk in Norwegen“^[9].

Ogsaa med den urolige Hertug Albrecht af Meklenburg, en af Nordens Fredsforstyrrere under Grevefeiden, kom Christopher i Forbindelse Albrecht havde under Beleiringen af Kjøbenhavn, som han havde forsvaret mod Christian den tredie, sat sig i større Bekostninger, end hans lille Fyrstendømme kunde taale. Han forlangte sit Udlæg godtgjort af Keiseren^[10], men han erholdt aldrig mere end et Tilbud om at blive det hellige romerske Riges Rigs-Arveforskjærer, og det uopgjorte Mellemværende kom til at fremkalde. Skriveri og Tidspilde endog for den westphalske Freds Diplomater. Det var ikke frit for, at Albrecht nu tænkte paa at tiltvinge sig sine Penge ved Kaperier paa de nederlandske Stæder, men Keiseren og hans Statholderinde vidste meget godt, at man ligefuldt kunde regne paa hans Bistand, om der kom en god Anledning til at blande sig i Nordens Anliggender.

I Sommertiden 1538 finde vi Christopher Throndssøn i fuld Virksomhed som Pirat. Han skal have draget ud fra Veer i Zeeland med tre Skibe mod de Franske og have optaget hele ni Skibe fra disse. Senere havde han forsøgt sig under Norge, taget en Melskude o. s. v., og endelig gjorde hans Folk Landgang paa det dengang slesvigske Helgoland. Her bleve syv Mand af Banden fangne af de Indfødte, overleverede til Christian den tredie og undergivne pinligt Forhør. De skyldte under dette paa Dronning Maria. Kongen skrev da i September til Raadet i Hamburg for at bede om dettes Bistand til at formaa Statholderinden i Nederlandene, hvor Christopher nu igjen opholdt sig, til ikke at taale ham. Hamburgerne skreve ogsaa til Dronning Maria, og hun lovede, at Christopher, hvis han gjentog sine Røverier, ikke skulde blive taalt, men maa dog antages hemmelig at have beskyttet ham. Hun foregav Uvidenhed om den hele Affære, „kjendte Christopher kun af Navn“, havde givet ham Pas til Norge efter Erkebispens Død o. s. v.^[11].

Christophers Hovedkvarter flyttedes imidlertid snart længere imod Øst. Grevskabet Ostfrisland havde fra gammel Tid af, ligesiden Vitalie-Brødrenes Dage, været som et forjættet Land for Sørøvere. Ostfrisernes Hjem mellem Ems, Dollart og Weser havde indtil langt ned i det femtende Aarhundrede nydt en Slags halvrepublikansk Frihed under Høvdinger, som heller ikke selv havde forsmaaet at friste Lykken som Vikinger, og først for et Par Menneskealdre siden havde en af Landets fornemste Ætter, Familien Zirkzena, ved Hjælp af Hamburgerne, som ønskede en kraftigere Styrelse her, forat Sørøveriet kunde faa en Ende, hævet sig til en Art fyrstelig Stilling, der siden havde faaet keiserlig Bekræftelse. Men ogsaa de nye Grever ydede Urostiftere og pirater Understøttelse, og saaledes blev den af dem, som regjerede paa vor Fortællings Tid, Enno den anden, en Patron for flere af de misfornøiede dansk-norske Landflygtige. Christopher Throndssøn tog her sit Tilhold. I Emden, Ostfrislands Hovedstad, fødte hans Hustru ved denne Tid en Søn, som efter Greven blev døbt Enno og i den følgende Tid blev den berygtede Enno Brandrøk. Ogsaa Otto Anderssøn Ulfeldt^[12] og Otto Stigssøn (Pors?) søgte nu hid, begge gamle Tilhængere af Christiern den anden og fordums Vaabenbrødre af Hr. Søren Norby samt begge ogsaa blandt dem, der ved Kjøbenhavns Overgivelse i 1536 foretrak Landflygtigheden for at blive Christian den tredies Undersaatter. Disse Mænd skaffede sig ogsaa Skibe og løb ud i Nordsøen fra Emden; Otto Stigssøns Maal var Norge. Den danske Konge henvendte sig derfor til Grev Enno og en anden ostfrisisk Høvding, Junker Baltasar af Escens, med alvorlige Forestillinger mod at taale hans Fiender i sine Lande, uvist med hvilket Resultat^[13].

Ogsaa til Østersøens Kyst synes Christopher Throndssøn i 1538 at have udstrakt sin Virksomhed. Den danske Regjering vidste i September, at han skulde have ladet sin Kone drage til Lybek, formodede derfor, at han selv vilde komme efter, og paalagde Raadet i denne Stad at holde Øie med ham. Og i November Maaned omtales, at Christopher og Otto Anderssøn Ulfeldt m. Fl. ved Meklenburgs Kyster vilde bygge Befæstninger og grunde en formelig Røverkule.

I det følgende Aar 1539 var imidlertid Christopher paany ude i Nordsøen, og nu gjaldt det fornemmelig hans Fødeland. Ved Pintsetider viste han sig ved Ryfylkes Kyst i Følge med Jens Ryan, (en af dem, der havde tjent under Kjøbenhavns Beleiring^[14]) samt med Lange Herman^[15], en i sin Tid noksom bekjendt Partigjænger fra Grevefeidens Dage. De havde et stort „Stangskib“, besat med sexti Mand. Først gjæstedes Udsten Kloster, hvormed Thrond Ivarssøn var forlenet; han mistede alt, hvad han eiede. Derpaa gik det udover Stavangers forrige Bispegaard, nu Kongen tilhørende. Sørøverne mødte her Modstand og stak derfor Ild paa Bispegaarden, der dog ikke nedbrændte, og nu borttoge de uhindrede, hvad der fandtes af Levnetsmidler og Andet. Saasnart imidlertid Tidenden om disse grove Strandhug kom til Befalingsmanden paa Bergenhus, Thord Rods, Kundskab, satte han sig strax i Bevægelse for at standse Røverierne. Ganske vist har det ikke formindsket hans Iver, at Christopher Throndssøn var hans gamle Fiende, hvem han for tre Aar siden havde fanget, dengang Christopher forsøgte at overrumple Bergen. Men Tydskerne paa Bryggen, til hvem Thord Rod først henvendte sig om Bistand, svarede ham nei; „de hverken vilde eller kunde gjøre ham nogen Hjælp eller Trøst med Folk, Skib ener Skjøt.“ Han vendte sig da til det norske Borgerskab, der naturligvis ikke kunde undslaa sig, og et Kongen tilhørende Fartøi blev udrustet af Bergenserne. De traf Christopher og hans Folk nede ved Listerlandet. Her havde de netop bemægtiget sig en skotsk Kravel, dog saaledes, at de for et syns Skyld havde tvunget Skipperen til at sælge dem Fartøiet, men paa Kredit!^[16] Det skotske Mandskab var sat i Land paa Lister og overladt til sin Skjæbne. Nu lykkedes det Bergenserne at tage det skotske Skib, hvorpaa Jens Ryan havde taget Befalingen, og denne Røvernes Underanfører faldt da med fire og tyve Mand i deres Hænder, medens Christopher Throndssøn og Lange Herman undkom med det andet Skib. Christopher tilskrev kort efter Thord Rod et Brev^[17], hvori han meddelte ham Afskrift af sin Kaper-Bestalling fra Pfalzgrev Frederik og i Henhold dertil paastod, at hans fangne Staldbrødre skulde behandles som ærlige Krigsfanger^[18]. Hertil toges dog naturligvis intet Hensyn, og Jens Ryan og hans Ulykkesbrødre ere efter al Sandsynlighed blevne hængte i Bergen. At saamange af Røverne maatte bøde for sine Bedrifter, vakte Glæde i Danmark, og Kongen modtog endog Lykønskning desangaaende fra sin dengang nærmest forbundne Allierede, Landgreve Philip af Hessen^[19].

Udpaa Høsten 1539 finde vi endnu Christopher omtalt som Pfalzgrevens Tjener. Det var paa den Tid, at Pfalzgrev Frederik, dengang endnu en yngre Fyrstesøn med smaa Indkomster, men store Udgifter og gift med en meget ødsel Prindsesse, Christiern den andens ældste Datter Dorothea, flakkede om fra Hof til Hof og levede af Almisser. Keiseren, Dronning Eleonore af Frankrige, der i sin Ungdom havde været Pfalzgrevens Elskede, Henrik den ottende og flere gave ham hver nogle Tusinder, naar han besøgte dem^[20]. I Slutningen af 1539 var han i England, og den nysnævnte Lange-Herman var en af hans Ledsagere. Christopher Throndssøn og Otto Anderssøn havde imens sin Station i Mecheln^[21]. Her færdedes just ved den Tid ogsaa Udsendinger fra Gustav Vasa, som dengang ikke var ganske fremmed for Tanken om et Forbund med Burgunderne mod Danmark.

Dette er dog sidste Gang, det har lykkedes at finde Spor til nogen Forbindelse mellem Christopher og Pfalzgreven, og man erfarer nu en Tid intet om ham. Imidlertid blev Otto Stigssøn under sine Stemplinger mod Christian den tredie greben af dennes Svigerfader, Hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg. Hertugen var en Tidlang i ikke ringe Forlegenhed med sin Fange, thi paa den ene Side vilde Kongen af Danmark have ham udleveret, og paa den anden ønskede flere tydske Fyrster at se ham fri. Enden blev da den, at Otto Stigssøn lovede, om han kom paa fri Fod, at tjene Christian den tredie som en tro Mand^[22]. Han holdt ogsaa Ord og blev nu i mange Aar anvendt i forskjellige Tjenester og var flere Gange forlenet med mindre Len i Norge, indtil han under Syvaarskrigen kom i svensk Fangenskab og rimeligvis døde under dette. Det er høist sandsynligt, at Otto Stigssøns Tilbagevenden til Danmark har givet hans gamle Staldbroder Christopher Throndssøn baade Lyst til at følge Exemplet og Haab om at kunne erholde Naade. Vist er det, at han i 1542 søgte om at faa Tilgivelse og om at komme i Kongens Tjeneste, og at han opnaaede sit Ønske. Det var Kantsleren Johan Friis, som underrettede Kongen derom i følgende Ord: „Allernaadigste Herre, giver jeg Eders Kongelige Majestæt underdanigen tilkjende, at Christopher Otzen (ɔ: Ottessøn Huitfeldt) kom til mig idag og gav mig tilkjende, at Christopher Throndssøn er begjærendes Eders Majestæts Leide og vil være Eders Tjener igjen. Kjære naadige Herre, saa tykkes mig ikke Uraad være, at han kom ind i Riget igjen, thi han ved al Leiligheden udi Norge. Dog maa Eders Majestæt først lade handle med Doctor Vincentii (Lunges) Slægt og Venner, thi ellers ville de begjære, at han skal staa dem tilrette“^[23].

En tredie af de Landflygtige, som ligeledes, dog uvist naar, atter toges til Naade og befriedes fra sin Udlændighed, var Gaute Norweger. I 1539 var han sammen med Hans Bogbinder i Pfalzgrevens Tjeneste, og endnu i 1540 forekommer han som Pfalzgrevinde Dorotheas Budbringer til Kongen af Skotland^[24], men senere omtales han jevnlig som Artilleriofficer, Tøimester o. s. v. i Danmark, var ogsaa forlenet med Romsdalen i Norge og er rimeligvis død omtrent 1558. Hans Bogbinder, den bekjendte Ambrosius’s Broder, kom ogsaa omsider tilbage; men Otto Anderssøn Ulfeldt, der ved sin Uddragen af Landet lod store faste Eiendomme i Stikken, døde i sin Landflygtighed i Lybek 1543.

III.

Disse hidtil landflygtige Eventyreres Udsoning med Kongen og deres Tilbagevenden til Hjemmet tør betragtes som en Sag af ikke saa ganske ringe Betydning. Det var et glædeligt Tegn, blandt flere, paa, at det nu mere og mere almindelig erkjendtes, at Christian den tredies Krone sad fast paa hans Hoved, og at Prætendentens Forhaabninger vare unyttige. Men der var desuden i den dansk-norske Stat paa ingen Maade saa stor Overflod paa duelige indfødte Krigsmænd, navnlig til Søtjenesten, at man jo havde fuld Anvendelse for disse benaadede Fredløse, især da de besad den uvurderlige Egenskab, i Aarevis at have færdedes netop i de Lande, hvorfra Danmark havde Noget at frygte, og altsaa kjendte Fiendens, det vil sige Nederlandenes, Stridskræfter og hele Forhold bedre end Andre. Netop i det Aar, da Christopher Throndssøn modtog Amnesti, havde Kongen mistet en anden djærv og uforfærdet Nordmand, Lensherren paa Lister, Kvinesdølen Stig Bagge, der under en Expedition ved de nederlandske Kyster opsnappedes og henrettedes af Burgunderne^[25], og allerede i det følgende Aar blev der Anvendelse for Christopher selv i de samme Farvande.

Vaabenstilstanden af 1537 mellem Danmark og Keiseren var udløben 1540, uden at det senere var lykkedes Christian den tredie trods gjentagne Forsøg at opnaa enten en fast Fred eller en paa længere Tid fornyet Stilstand. Sammenhængen hermed var nemlig denne, at Carl den femte, ihvorvel hans mange vigtigere politiske Planer aldrig tillod ham at betragte de nordiske Spørgsmaal som nogen Sag af første Rang, dog kun nødig kunde bekvemme sig til formelig at anerkjende enten Christian den tredie eller Gustav Vasa som lovlige Konger; han vilde stedse holde sig Adgangen aaben til at gribe ind i Danmarks og Sveriges Anliggender, hvor en gunstig Leilighed maatte tilbyde sig, og var aldeles ikke blind for, hvilke store Fordele det kunde bringe ham, navnlig som Nederlandenes Behersker, om en af ham afhængig Konge kunde indsættes ved Øresund. Christian den tredie saa sig derfor nødsaget til at slaa et Slag for at faa en Ende paa denne i Længden uholdbare halve Krigstilstand, der bestandig krævede nye Rustninger og idelig tærede paa hans Kræfter. Siden 1541 var han i Forbund med Frants den første, og da denne i det følgende Aar atter kom i Krig med Keiseren, deltog virkelig en Del for dansk Regning hvervede Ryttere under Martin v. Rossems Anførsel i et Felttog i Nederlandene. Men af ganske anden Vigtighed blev Danmarks Foretagender tilsøs. Kongen gav nemlig om Vaaren 1542 efter en ny mislykket Fredscongres i Bremen ordre til at lægge Embargo paa alle Skibe fra Keiserens Lande, som man kunde overkomme i Øresund. Hr. Anders Bilde, dengang Statholder i Kjøbenhavn, skulde, i Forening med Hr. Peder Skram, udføre dette Bud. De fik Paalæg om at handle med Snildhed, „saa at de ikke maatte tage tre eller fire Skibe og derved miste en hel Hob“; de skulde altsaa passe paa at tage et klækkeligt Antal paa engang. Kort efter Pintse fik Kongen, der opholdt sig i Jylland, Efterretning om, at tredive hollandske skibe vare arresterede, men det erfares tillige, at Hollænderne dog iforveien havde faaet Nys om, hvad der forestod, saa at mange Skibe havde listet sig væk, tildels udentvivl gjennem Beltet, og mange ogsaa for Sikkerheds Skyld bleve liggende i de østersøiske Havne. Men alligevel var dette et alvorligt Stød for Hollænderne. Thi deres egentlige Kornkammer, de baltiske Lande, var dem afstængt og en af deres hele Handels Hovednerver overskaaren. Ikke uden Grund kunde derfor Hr. Anders Bilde skrive til sin Konge: „Det forhaabes mig, at Ilden skal brænde saa hedt hjemme til Keiseren, at han skal forglemme (at angribe) os her udi denne Landsende.“ Danmark havde grebet Sagen an paa den rette Maade, thi det var Herredømmet over Øresund, som i hine Dage gav det Kræfter og Anseelse, ja, i en stærkere Regjerings Hænder kunde have nærmet det dansk-norske Monarki til at være en Stormagt efter Datidens Forhold^[26].

I 1543 forsøgtes atter nye Underhandlinger, dennegang i den nederlandske Stad Campen i Overyssel, men Fredshaabet blev igjen skuffet. Christian den tredie forlangte Fred med alle Keiserens Riger og Lande, men den burgundiske Regjering gjorde de overmodigste Fordringer og vilde kun gaa ind paa en Separatfred med Nederlandene, hvorved altsaa disse vilde have opnaaet, hvad de tiltrængte, Østersøhandelens Fornyelse, men Danmark fremdeles være udsat for Anfald fra Syden^[27]. Fra Nederlandene af gjordes ogsaa Angreb paa Norge, om hvis nærmere Beskaffenhed kun lidet kjendes. Dog ved man, at det var ved den Leilighed, at Claus Huitfeldt til Krumstrup, alle nu levende Huitfeldters Stamfader og en af de fire Brødre af denne Slægt, hvis Navne spille en saa stor Rolle i Norges Historie i det sextende Aarhundrede, faldt i Fiendens Vold. Han havde just paa kongelig Befaling bereist Norge for at borttage alt det Sølv og Guld fra Kirkerne, som han kunde faa fat paa, men alt dette kom nu, idetmindste foreløbig, i Burgundernes Vold, et haardt Stød for en Regjering, der siden Grevefeidens Dage var i yderste Pengeknibe^[28]. Claus Huitfeldt kom dog allerede før Fredsslutningen paa fri Fod derved, at det lykkedes hans Broder Christopher, Lensherre paa Bergenhus, at fange Borgermesteren af Amsterdam, hvorpaa disse to Fanger bleve udvexlede.

Imidlertid udstedtes fra dansk Side et formeligt Krigsmanifest, og en Flaade blev udrustet for at angribe de nederlandske Kyster. Flaaden angives af Krag til 40 Seilere, og sandsynligvis har hele Danmarks Sømagt været mobiliseret. Til Anfører valgtes den bekjendte Ridder Hr. Magnus eller Mogens Gyldenstjerne, der i sin Ungdom havde gjestet Jerusalem, havde ført det danske Hovedbanner i Christiern den andens Krig mod Sten Sture, derefter forsvaret Akershus i 1531–1532 mod sin gamle Konge og nu indtog en fremragende Plads i det danske Rigsraad. Magnus Gyldenstjerne var imidlertid neppe Sømand, og Christopher Throndssøn blev derfor hans Lieutenant og den egentlige maritime Øverste. Man har endnu bevaret de Love, som Mandskabet paa dette Tog skulde lyde, Bestemmelser for de mulige Prisers Behandling, Byttets Deling o. s. v., hvorimellem flere Paragrafer ere interessante nok. De Bestemmelser, der gives for at hindre den veneriske Sygdoms Udbredelse blandt Matroserne, ere et af de første Spor, der kjendes til dette skrækkelige Ondes Forekomst i Norden.

Samtidige Ytringer, f. Ex. de engelske Residenters Indberetninger til sin Konge, vise, at Frygten for Flaaden ikke har været liden hos Fienden. Europas politiske Stilling var dengang saaledes, at Keiseren, der stod i Forbund med England, havde Krig med Frankrige; paa Frankriges Side stode igjen Danmark, Skotland og Hertugen af Cleve, der laa i Strid med Carl den femte om Hertugdømmet Geldern. Der var derfor idetmindste Tale om, at 21 skotske Skibe skulde forene sig med den danske Flaade^[29]. Imidlertid kom Udrustningen ikke til at have nogen særdeles Virkning, thi Flaaden blev forlænge liggende for Modvind i en Havn ved Norges Kyst, høist sandsynlig i Flekkerø. Medens den laa her, kom en nederlandsk Eskadre op under Kysten og lagde sig i en Nabohavn, men joges snart paa Flugt af den overlegne danske Styrke^[30]. Først udpaa Høsten, sandsynligvis i August, kom Expeditionen til at afgaa til sin Bestemmelse. Den viste sig først ved Vestfrislands Kyst, siden ved Zeelands. Christopher Throndssøn, som var vel bekjendt paa disse Høider, gjorde det Forslag, at man skulde stikke Hul paa Digerne i de lave Marskegne og lade Fiendens frugtbare Land oversvømme af Havet. Men denne dristige Plan mødte Hindringer, Hollænderne synes at have gjort alvorlig Modstand, og de Danskes Foretagender hindredes fremdeles af Storm^[31]. De maatte vende hjem uden at have udrettet Stort, dog gjorde de sex fiendtlige Skibe til Bytte^[32].

Den Speierske Fred gjorde i 1544 Ende paa Danmarks og Keiserens mangeaarige Tvistemaal, og Christopher Throndssøn erholdt nu af Kongen en sikker og hæderlig Stilling, idet der overdroges ham en kongelig Forlening, et tydeligt Bevis paa, at han ansaaes for at have vist sig Benaadningen værdig, og at der allermindst havde været noget at klage paa ham under hans Deltagelse i Søkrigen 1543. Han forlenedes nemlig med Ebelholts Kloster i Sjæland paa de dengang sædvanlige Betingelser, at skulle underholde Abbeden og de Munke, som endnu vare tilbage. Senere fik han, formodentlig ved Siden af Ebelholt, ogsaa Eskildsø paa Sjæland, men 1560 ombyttedes denne Forlening af Frederik den anden med en anden, nemlig Tryggevælde. At Christopher i tidligere Dage, førend han forlod Norge med Erkebispen, har eiet noget Jordegods i Norge, er sandsynligt. Han skrives til Sem i Kvindhered, der muligvis har været hans Ættegaard. Dette Gods var da naturligvis i sin Tid blevet confiskeret tilligemed den øvrige Eiendom, som han maatte have efterladt^[33], men sandsynligvis har han, da han benaadedes, faaet dette tilbage. Men desforuden skjænkede Christian den tredie ham ved Gavebrev af 4 Marts 1556 for hans tro Tjeneste til arvelig Eiendom endel Kronen tilhørende Bondegaarde i Hardanger og Søndhordland, beboede af tretten Opsiddere og til en samlet Skyld af fem og tredive Løber Smør og en Tønde Salt. Med Gaven fulgte som Betingelse, at Christopher forpligtede sig til „i sin Livstid at bo i Danmark og ikke andensteds.“ Meningen hermed var dog kun den, at Kongen for bestandig vilde sikre sig Christopher Throndssøns Tjeneste. At udtolke Paalægget om at bo i Danmark som grundet i Kongens Frygt for, at han muligens i Norge vilde blive en farlig Mand eller endog Oprørsstifter, har ingen sandsynlighed for sig. I saa Tilfælde vilde man overhoved ikke have kunnet betro ham de mange vigtige Hverv, som allerede vare ham overdragne, og som han senere fik at udføre (deriblandt endog i Norge selv), og det maa derhos erindres, at ogsaa indfødte danske Mænd maatte indgaa lignende Forpligtelser^[34].

Aaret efter, at Christopher var bleven forlenet med Ebelholt, fremkaldte den urolige meklenburgske Hertug Albrecht den Smukkes Rænker og Rustninger paany Frygt og Ufred. Som Følge heraf lod Kongen en Flaade løbe ud i Østersøen, og for denne blev Christopher Throndssøn øverstbefalende Chef eller, som det hedte, Admiral^[35].

I 1551 sendtes han til Island. Her var Reformationen endnu ikke indført, skjønt saa mange Aar vare forløbne, siden den havde seiret i Danmark og Norge. Den bekjendte Biskop af Hole, Jon Aressøn, havde paa den afsidesliggende Ø gjort formelig Modstand mod den nye Tingenes Orden. Derfor udrustedes i 1551 en liden Flaade i to Afdelinger. Christopher Throndssøn tilligemed Axel Juel til Villestrup skulde gaa til Nordlandet, hvor man sandsynligvis har ventet størst Vanskeligheder, Otto Stigssøn skulde gaa til den sydlige Del af Øen. Ved deres Ankomst var dog allerede Biskop Jon henrettet af det danske Partis Hovedmænd, Dade Gudmundssøn og Christian Skriver. Der var derfor ei andet at gjøre for Christopher end at holde Thing med Nordlændingerne paa Oddeyre i Eyjafjord og modtage deres Troskabshylding paa Kongens og hans Søns Vegne samt at lægge Beslag paa Hole Kirkes Kostbarheder og bortføre dem til Danmark^[36]. Erkebiskop Olaf Ingebrigtssøns Frænde og Tjener var altsaa bleven den danske Regjerings Redskab til at undertrykke Hierarchiets sidste Suk i den norske Kirke!

Om Christopher har taget nogen Del i de Søtog, somi 1554 og 1555 foretoges i Nordsøen for at standse de i hine Aar med usædvanlig Frækhed drevne Sørøverier, er os ikke bekjendt. Derimod ved man, at han i 1559 var i megen Virksomhed. Under det korte Felttog i Ditmarsken var han øverste Befalingsmand for den lille Flaade af fire Skibe, som blokerede dette Landskabs Kyster for at afskjære det Tilførsel. Han fik den 7 Mai 1559 ordre til at seile ned til Husum, „hvor han selv ved Leiligheden.“^[37]. Den vidste han unegtelig ogsaa fra den Tid af, da han for en og tyve Aar siden havde flakket om i de samme Farvande og gjort sin Landgang paa Helgoland som Sørøver. Senere ud paa Aaret finde vi ham som Herluf Trolles Medhjælper ved en Revision, som anstilledes over hele Flaaden og dens Tilstand^[38]. Ved en følgende større Udrustning, hvis Øiemed og Tidspunkt vi ei nærmere kjende, men som af Hans Gram henføres til 1560^[39], nævnes Christopher som Befalingsmand paa Skibet Mercurius og det hele Togs „Unter-Admiral“, medens Overbefalingen var given Birger Trolle paa Fortuna, hvor Otto Stigssøn var „Lieutenant.“

Udpaa Vaaren 1563, allerede førend Syvaarskrigen formelig var udbrudt, foranledigede det forlængst spændte Forhold, at Flaader sendtes ud baade i Østersøen og Nordsøen. Det blev Christophers Hverv at blokere den lille for Sverige saa vigtige Landstrimmel, der stak ud mellem Baahuslen og Halland og udgjorde Sveriges eneste Søkyst ved Kattegattet. Længere ud paa Aaret ledsagede han Hr. Peder Skram paa det store dansk-lybske Søtog i Østersøen^[40].

I det følgende Aar 1564 falder Christopher Throndssøns sidste krigerske Foretagende, der mærkelig nok skulde føre ham tilbage til den Egn, hvor han havde levet sine Ungdomsaar i Erkebispens Tjeneste, og som han vistnok ikke havde gjenseet siden 1537. Svensken havde nemlig bemægtiget sig Jæmteland, Thrøndelagen, Nordlandene, Mørerne og Romsdalen og truede i sit overmod med at angribe Bergen. De anførtes af et ægte Vandringstidens Barn, Claude Collart, en Vinhandlersøn fra Champagne, som først havde været Hertugen af Guises Tjener og siden var kommen til Sverige med mange andre Landsmænd^[41]. Hidtil kun brugt som Kammerjunker, var Claudius Gallus, som man gjerne kaldte ham, af Erik den fjortende nu bleven gjort til Krigsøverste, og heldige Omstændigheder havde i Begyndelsen begunstiget ham: de Svenske glædede sig, i Danmark var der stor Ængstelse, og Thrøndelagens Erobring gjorde ikke lidet Indtryk ved den Fredscongres, som under Keiserens og flere tydske Magters Mægling samledes i Rostok. Derfor sendtes tre Adelsmænd, Herluf Skave, Christopher Throndssøn og Knut Stenssøn, op til Throndhjem med en Flaade. Men ved deres Ankomst var det svenske Herredømme allerede tilintetgjort lige saa hurtig, som det var erhvervet, og det faldt altsaa ikke i Christophers Lod at beleire Stenvigsholm, denne uheldige og kort efter ganske opgivne Fæstning, som han maaske i yngre Aar selv har været med at bygge.

Fra nu af høre vi ei mere om Christopher, og han maa ogsaa ganske kort efter sit Throndhjemstog være død. Allerede 26 Mai 1565 omtales nemlig hans Hustru, Fru Karen eller Karine, som hans Enke. Det heder, at hun har beklaget sig for Kongen over Armod og Fattigdom, og at hun Intet har eiet til sit og sine Børns Underhold, hvorfor hun søgte om at faa som Pension den inddragne Biskopsrente i Hardanger og en Gaard i indre Arne i Haus. Kongen indvilgede hendes Bøn med visse Forbehold^[42], men det synes dog lidet rimeligt, at Familiens Stilling virkelig kunde være saa slet, naar man erindrer de Forleninger og Gaver, som Christopher havde faaet.

Christopher Throndssøn maa ved sin Død have været en temmelig gammel Mand, men nærmere kjendes hans Alder ikke. Hans Liv havde været bevæget og eventyrligt, og dog jevnt og roligt i Sammenligning med den Søns, til hvis Historie vi nu gaa.

IV.

Under Christopher Throndssøns Udlændighed havde hans Hustru Karine i Emden født en Søn, der opkaldtes efter Faderens Beskytter, Grev Enno den anden af Ostfrisland, og som maaske endog tør have talt Fyrsten selv blandt sine Faddere. Denne Søn, født omtrent 1538, blev, saavidt vides Forældrenes eneste, medens de ifølge en gammel Stamtavle skulle have havt syv Døtre. Christopher selv synes aldrig at have betjent sig af sit Familienavn Rustung, Døtrene nævnes undertiden med Tilnavnet Tronds (ɔ: Throndssøn), men Sønnen Enno optræder hyppigst under det besynderlige Tilnavn Brandrøk, hvis Foranledning er ubekjendt^[43].

De Oplysninger, som haves om hans Ungdomsliv, skyldes alle hans egne Meddelelser under et pinligt Forhør, som han maatte udholde i Tydskland, og hvis Akter senere sendtes til Sverige, hvor de endnu findes i Rigsarchivet paa Riddarholmen^[44].

Som Barn fulgte Enno sine Forældre til Danmark, da Faderen i 1542 blev tagen til Naade, og har da vistnok levet sine Drengeaar paa Ebelholt Kloster. Endnu før han blev voxen, kom han udenlands og gik først i Tjeneste hos Churfyrst Moritz af Sachsen. Han tjente denne i tre Aar som „ein Jung“, var, kun femten Aar gammel, med i Slaget „paa Lüneburger Hede“, det vil sige i den mærkelige Træfning ved Siewershausen den niende Juli 1553, hvor Moritz faldt i Kampen mod Urostifteren, Markgreve Albrecht Alcibiades af Brandenburg-Culmbach. Enno faldt her i Fangenskab, men kom paa fri Fod efter et Aars Forløb og drog nu til Ungarn, hvor han som Rytter kjæmpede i habsburgsk Sold mod Tyrkerne. Herfra kaldtes han igjen bort til en nordligere Krigsskueplads, da Krigen mellem Philip den anden og Henrik den anden var udbrudt. I to og tyve Maaneder, altsaa i den længste Tid af hin Feide, tjente han Spanierne som Landsknegt i den bekjendte Høvding Georg v. Holles Regiment og var som saadan med i det navnkundige Slag ved St. Quentin 10 August 1557. Ditmarskerkrigen kaldte ham nærmere til Hjemmet; han gjorde ogsaa Tjeneste her under Wolf Schöneisen og overvar senere ud paa Aaret Frederik den andens Kroning i Kjøbenhavn. Han har da ved samme Leilighed havt Anledning til at gjense sin Fader, der endnu levede i Danmark, men reiste strax atter ud i Verden. Han tilbragte nu først et halvt Aar i England og drog saa til Skotland, hvor han som Rytter tog Tjeneste hos Greven af Murray. Syvaarskrigen kaldte ham dog igjen hjemover; han gjensaa nu sin gamle Herre, Georg v. Holle, som Anfører for leiede tydske Regimenter i dansk Sold og tjente atter under ham i to Aar mod Svensken, idet han, skjønt Søn af en Nordmand og en dansk Skibshøvedsmand, betragtedes som tydsk Landsknegt og ogsaa blev aftakket med de øvrige Tydskere, dengang Greven af Schwartzburg og Georg v. Holle toge Afsked af Frederik den andens Tjeneste.

Dette foregik omtrent samtidig med hans Fader Christopher Throndssøns Død. Aabenbart har der nu tilstødt Enno Noget, hvorved han har troet sig fornærmet eller forurettet, men hvis nærmere Sammenhæng nu neppe kan opklares. Det antydes af en Samtidig, at en Giftermaalsplan med en adelig dansk Jomfru, „Mads Stenssøns Datter“, har slaaet ham feil^[45]. Selv fortalte han siden under det omtalte Forhør, at han var kommen i Uenighed med en dansk Adelsmand, Gabriel Schinkel, om sine Ættegodser, at denne Strid var en gammel Familiestrid, der havde varet i sexti Aar, at han var kommen i en Duel med Schinkel og i denne havde fældet ham o. s. v.^[46]. De Beskyldninger, som han fremsatte mod Kong Frederik den anden for at have behandlet ham uretfærdigt, skulle senere blive nævnte. Men hvorledes hermed end forholder sig, begav han sig misfornøiet bort fra Danmark og opsøgte Erik den fjortende i Sverige, og denne Konge, der altid viste sig imødekommende mod fremmede Eventyrere, tog ham ogsaa i sin Tjeneste. Der er Grund til at tro, at han snart kom til at høre til den allerede nu halvt sindsforvirrede Konges nærmeste Omgivelser. Et Tegn derpaa er, at Eriks berygtede Yndling, Jöran Persson, denne Sveriges Sejan i det sextende Aarhundrede, kalder Enno sin Broder.

Hidtil havde Enno neppe endog seet det Land, hvor begge hans Forældre hørte hjemme, Norge. Han var født i Ostfrisland, var opvoxet i Danmark og havde siden henlevet sin meste Tid i Udlandet. Imidlertid er dog det mærkeligste Træk i hans Liv, hidtil ogsaa det eneste, man, skjønt rigtignok i en høist ufuldstændig Skikkelse, har vidst om ham, knyttet til hans Egenskab af norsk Adelsmand. Det er hans Forhold til det Angreb paa det søndenfjeldske Norge, som Erik den fjortende lod foretage i Begyndelsen af Aaret 1567.

Den af Syvaarskrigens svenske Fortællere, som stod dens Begivenheder nærmest, er Erik Jöransson Tegel. Han var selv en Søn af Erik den fjortendes onde Genius, Jöran Persson, og er sandsynligvis endog opkaldt efter denne Konge. Hans Fader led ved Eriks Fald sin fortjente Straf, og Stænderne besluttede, at ingen af Jörans Sønner nogensinde maatte beklæde kongeligt Embede. Ikkedestomindre fandt Erik Jöransson en kjærlig Beskytter i Hertug Carl af Södermanland, senere Kong Carl den niende. Denne lod ham studere udenlands og brugte ham i sin Tjeneste. Ogsaa Gustav Adolf viste Erik Naade; han steg til høie Værdigheder og fik i 1627 det Faderen i sin Tid forundte Adelskab fornyet, fra hvilken Tid af han førte Navnet Tegel. Paa Carl den niendes Befaling skrev han den Foliant om Gustav Vasa, der skulde være et Modskrift mod Arild Huitfeldts Christian den tredies Krønike og endnu er en Hovedkilde til hin Tids Historie. Senere forfattede han ogsaa en Fremstilling af Erik den fjortendes Regjering, der dog først flere Menneskealdre efter Forfatterens Død blev overgivet til Offentligheden^[47]. At imidlertid dette sidste Emne maatte være Jöran Perssons Søn en vanskelig og kilden Opgave, er forstaaeligt. Derfor ytrer han ogsaa oprigtig i Tilegnelsen af Haandskriftet, der i 1612 overleveredes Gustav Adolf, at han kun har fortalt „några af de märkvärdigaste K. Eriks handlingar, men dock icke alla för synnerliga orsakers skull, efter mitt uppsåt icke hafver varit att nu fullkomligen beskrifva hans hela lefverne, regimente och alla bedrifter.“

Tegel har maaske selv fra sin Barndom af kunnet erindre Enno Brandrøk og i ethvert Tilfælde været vel underrettet om hans Færd. Hans Fortælling om ham er den, at Enno falskelig foregav for Erik den fjortende, at Adelen i Norge, især i Bergenhus Len, samt tillige en Del af Almuen i Norge var misfornøiet med den danske Styrelse, og at de havde bemyndiget ham til at klage sin Nød for den svenske Konge og tilbyde ham at gjøre Oprør, ifald han vilde antage sig deres Sag. De vilde da strax gribe de danske Befalingsmænd, Christiern Munk, Erik Rosenkrands, Herluf Skave og Mogens Svale, og sende dem fangne til Sverige samt ihjelslaa alle de „jutiske“ Fogder rundt om i Landet.

En senere svensk Forfatter, Biskop Olof Celsius, har til Tegels Fortælling føiet Navnene paa endel af de norske Adelsmænd, som af Enno angaves at være misfornøiede og tilbøielige til Frafald fra Kong Frederik den anden^[48]. Det viser sig, at disse Personer saagodtsom alle vare hans egne Slægtninge eller Besvogrede. De vare nemlig: Erik Orm til Vatne, gift med Ennos Søster Magdalena, Amund Lauridssøn (Dahl) til Sandvigen i Kvindhered, gift med en anden Søster Margrete, Jon Gautessøn (Smør) til Sveen i Findaas, en Svoger af Ennos nysnævnte Svoger Erik Orm, samt Broderen Thorbjørn Gautessøn, Jon Guttormssøn, forhen Superintendent, nu Kannik i Stavanger, ligeledes besvogret med Erik Orm, hvortil endnu kommer tre mindre bekjendte Personer, blandt dem en Kannik i Bergen^[49].

Absalon Pederssøn omtaler ogsaa Enno i sin Dagbog, men kun en Gang og tilfældigt. Han beretter nemlig, at den 7 Marts 1567 kom til Bergenhus Slot „Johan Laurentssøn, født paa Seim, Christopher Throndssøns Søstersøn, som fulgte Henno, Christopher Throndssøns Søn, ind i Sverige.“ Rygtet sagde, fortæller Absalon videre, at Enno skulde have foregivet, at han var udsendt af Geistligheden og Adelen i Norge for at klage over „den Undertrykkelse, Elendighed og Armod, de skulde lide her i Riget af Voldsmænd.“ Kong Erik skulde da have givet Enno Breve til alle Fogderier i Bergens Stift og „prentede“ Breve til Adelen sammesteds, hvori opfordredes til Frafald. Disse Breve lod nu Enno sit Sødskendebarn, Johan Laurentssøn, bringe til Vestlandet og leverede ham tillige private Skrivelser til „sine Maage, Slægtninger og Venner.“ Men alt dette havde ingensomhelst Virkning. Enno fik af Alle, „baade af indlændsk og udlændsk“, kun høre ilde. Nogle af dem, til hvem han havde skrevet, gik til Slotsherren paa Bergenhus, Erik Rosenkrands, og aflagde Ed paa, at de vare uskyldige og ikke havde givet Enno nogen Grund til at tiltro dem et saadant Sindelag. Andre vilde endog skrive til Sverige og fortælle Erik den fjortende, at Enno havde løiet paa dem, og forlange ham straffet for hans Usandfærdigheder^[50]. Johan Laurentssøn blev af Erik Rosenkrands dragen til Ansvar, fordi han havde ladet sig bruge som Brevdrager af Enno, og maatte „give 100 Daler for sin Hals“^[51].

Om Johan Laurentssøn heder det i det Lensregnskab, hvor hans Løsesum er beregnet Kronen til Indtægt, at han „drog udi Sverige med Enno Throndssøn.“ Disse Ord i Forbindelse med Absalons Udtryk, at Johan (fra Norge) „fulgte Enno ind i Sverige“, synes at tyde paa, at Enno selv maa have gjort et Besøg i det vestenfjeldske Norge og gjort sine derværende Frænders personlige Bekjendtskab, forinden han skildrede den svenske Konge Stemningen i hine Egne som i saa særdeles misfornøiet og oprørssvanger. Det har da, som anført, været den eneste Gang, Enno har seet det Land, hvis selvbeskikkede Talsmand han anmassede sig at være. Høist sandsynligt har det været i Anledning af den efter Faderens Død faldne Arv, at han har søgt derhen; kun maa man forundre sig over, at han har vovet midt under Krigen at drage til Norge, efter allerede at være gaaet i svensk Tjeneste. Men der er ogsaa en Mulighed for, at Enno først i Vinteren 1566–67 var kommet i Forhold til Kong Erik, og han kunde da have tilbragt Mellemtiden mellem sin Udtræden af dansk og sin Indtræden i svensk Tjeneste i Norge. Dette vinder i Rimelighed, naar man ser, at han aflagde Troskabsed til Kong Erik samtidig med, at han udstedte Manifestet til Nordmændene. Naar vi alligevel ovenfor have forudsat, at han søgte til Sverige umiddelbart efter, at han var aftakket som tydsk Landsknegt under Georg v. Holle, da have vi fulgt hans egen nogle Aar senere afgivne Forklaring. Denne have vi ikke villet sætte ud af Betragtning, da Enno paa den Tid, han udtalte sig saaledes, ikke har kunnet have nogen Interesse af i dette Punkt at afvige fra Sandheden.

I det svenske Rigsarchiv findes endnu Concepterne saavel til Ennos Forpligtelsesbrev til Erik den fjortende, som til hans Skrivelse til den norske Adel. Begge Aktstykker ere udaterede, men af en senere Haand er tilføjet, at de hidrøre fra Januar 1567. Disse Breve udgjøre vistnok kun en eneste stor Løgn, men de fortjene at kjendes ogsaa som et Bidrag til Erik den fjortendes Historie og skulle derfor meddeles i Uddrag.

Det første Brev begynder saaledes: „Jeg Enno Brandrøk gjør herved vitterligt og kunnigt for mig og mine Efterkommere og Arvinger, enten de ere ilive eller efter mig komme kunne, og bekjender aabenbarlig for allom, saavel de, som ere udi høgre, som og udi nedrigere Stand, at, efter det Kong Frederik den anden af Danmark haver min salige framlidne Fader Christopher Throndssøn, hans Slægt og Barn, mig og andre, aldeles uden vor Fortjeneste imod Lov, Ret og Retvise staaet efter vor Velfærd, Liv og Leverne, Ære og Redelighed, saa og med Vold og Vælde og Oplag ifraahændt vore Gods og Gaarde^[52] for ingen anden Aarsags Skyld, uden derfore, at vi af norske Slægt og Herkomst komne ere, og den Uforrette os ikke aleneste gjort, uden og med sit Raad, Danmarks Adel, tragte derhen, huru de alle dem, som udi Norrige fødte ere, uden al Skyld og Brot, plat umbringe kunne, haver jeg, saasom den af norsk Blod og Herkomst kommen er og bekjender mig pligtig være at vide mit kjære Fædrelands Gavn og Bedste, ikke kunnet længer saadan Overvold og Oforrette lide, uden med naagre ærlige gode Mænd af den norske Adels, saa og en Part af den menige Mands i Norrigs Bevilling, Raad og frivillige Samtykke er vorden foraarsaget mig paa de gode Mænds, saavelsom paa mine egne Vegne til den høibaarne Fyrste og Herre, Hr. Erik den fjortende, Sveriges o. s. v. Konge, min allernaadigste Herre og Konge, begive og paa alle Norriges Riges Indbyggeres Vegne underdanigst høibaarne Kongl. Majestæt til Sverige besøge om naadig og gunstig Hjælp fra de Danskes store Tyranni, overvold og Oforrette. Saa betakker jeg høibem. K. M. til Sverige, som os norske Indbyggere efter vor underdanigste Begjæren haver gunsteligen og naadigen antaget med saadan Besked og Vilkaar, som K. Maj.s Brev udviser eg formelder.“

Efter dernæst at have aflagt sin Troskabsed til Erik som „Sveriges og Norriges Konge“ og opsagt sin Ed til Frederik den anden fortsætter Enno: „Jeg lover og forpligter mig herved, at jeg vil med mine Skrivelser, Brev og Segl og gjennem de Middel, høibem. K. M. til Sverige mig befaler eller befale lader, udrette, at alle Norriges Riges Indbyggere, ædle og uædle, synderligen de, som al norsk Slægt, Blod og Herkomst ere, skulle sig begive under K. Maj. til Sverige og opsige og renuntiere den Ed, de K. M. af Danmark lovet, svoret og tilsagt haver, og skulle de tilsige, love og sværge Kongl. Maj. til Sverige Troskab og Mandskab. De skulle og stille Gisler for sig baade af Adelen og den menige Mand, saa at de skulle være høibem. K. M. hulde, trogne og retfærdige, og naar denne Feide imellem K. M. til Sverige og Kong Frederik af Danmark vorder forenet og alle Norriges Riges Indbyggere høibem. K. M. til Sverige noksom Forsikring gjort haver, skulle de, som Gisler ere, vorde igjen, hvortil deres, naadigst forløvede. Og paa det at høibaarne Majestæt til Sverige maatte fornemme, at det med desto større Trohed af mig og de andre, som med mig i den Handel bevilliget haver, skal foretages, vil jeg saa med mine Skrivelsen bestille og forskaffe, at de i Norrige, som med mig ere forente om denne Handel, skulle strax antaste dem, som af Kongen af Danmark have Slot, Fæster og Landsorter i Befaling, og dem, enten levende eller døde, forskaffe til K.M. af Sverige. De Jutefogder og Befalingsmænd, der ere, skulle og strax ihjelslaaes og om Halsen, Liv og Leverne bringes. Sammeledes skulle de sig til det Yderste vindlægge, det K. M. til Sverige skulle alle Slot, stæder og Fæster, som i Norrige ere, overantvordes. De Norske skulle og forfordre K. M. til Sveriges Krigsfolk til det bedste. Og efter det, at H. K. M. haver naadigst efterladet, at jeg min egen Tjener maa med disse Hverv og Skrivelser affærdige ind i Norrige, derfor lover jeg og paa min egen Tro, Adelsmands Ære, Redelighed og Sanding, at han ikke Noget der skal stemple, gjøre eller foretage med Ord eller Gjerninger, hemmeligen eller aabenbare, som H. K. M. til Sverige kan udi nogen Maade være til Skade. Ikke heller skal han de Lägenheter, han her i Riget haver fornummet eller herefter fornemmendes vorder, nogen dem, som heibem. K. M.s Fiender ere, aabenbare og tilkjendegive – – Det Anslag skal og næst Guds Hjælp vorde saa udvirket af mig og af mine Medconsorter bestelt, som der forbemeldt staar, inden den ...^[53] Dag nu næstkommendes. – – Det alt lover jeg paa Gud Almægtigste hans hellige Ord og Evangelium.“

Ennos Brev til den norske Adel begynder saaledes: „Min venlig Hilsen, nu og stedse tilforn. Kjære N. N. Jeg kan Eder venligeneikke forholde, at jeg er hid til Sverige kommen og naadigst af den stormægtigste Kong Erik o. s. v. er stedt til Audients, og haver jeg H. K. M. ydmygeligst berettet om den Handel, som vi os imellem havt og besluttet haver.“ Derpaa omtales, at „H. K. M. udi det første haver havt et Betænkende udi samme Handel, synderlig efter at jeg intet skriftligt Bevis havde fra Eder“, men dog snart samtykket i Ennos Forslag. Den norske Adel, heder det videre, kan ikke være sikker paa Liv og Eiendom under Frederik den andens Regimente, da han helst vil ganske udrydde den. Derfor er der intet andet at gjøre end at tage de danske Befalingsmænd og Fogder ved Halsen og overhoved dræbe „saamange Juter, man udi Norrige kan overkomme.“ Kong Erik er derimod tilsinds at holde Nordmændene ved St. Olafs Lov. Han vil gjengive Enhver, hvad Kongen af Danmark har frataget ham, og de, „som sig noget synderligen og troligen udi denne Handel sig bruge og befinde lade“, kunne vente arvelige Forleninger og kongelige Belønninger og ville blive „antagne og brugte i H. M.s Raad.“ Endelig skriver Enno: „Dette vort Foretagende er christeligt og ærligt, og os bør at hjælpe vort Fædreland ud af den Elendighed, Tyranni og Betryk, som de Norske haver overgaaet ved Jutens Regiment over os, og vi kunde aldrig bedre Lägenhet faa dertil, end nu er for Haanden.“

Erik den fjortende havde hidtil, naar undtages Baahus Fæstnings gjentagne haarde Beleiringer, kun ladet gjøre ubetydelige Streiftog mod det søndenfjeldske Norge. Nu bragte Ennos Opdigtelser den charakterløse Konge, hvis Forstand allerede dengang var rystet, til at tage ham paa Ordet og sende talrige Hære ind over Grændsen for at indtage det Land, der angaves blot at vente paa de Svenske som Befriere. Det var i denne Feide, at Hamars Bispegsard ødelagdes, Sarpsborg og Oslo brændtes og Akershus beleiredes^[54], Alt til ingen Nytte for Sverige. At Enno selv har fulgt med Hæren, fortælles ingensteds, og det er ikke sandsynligt. Men hvad man med Vished ved, er, at ikke en eneste norsk Adelsmand under dette Felttog gik over til Fienden^[55]. I Mai 1567 opsnappede de Danske et udateret Brev til Enno fra Jøran Persson, der viser, at Bedrageren endnu dengang anmassede sig Rollen af Nordmændenes Talsmand. Det lyder saaledes: „Kjære Broder Enno, efter saasom I, senest jag var hos, berettede, at I oppaa de Norskes Vegne ville af K. M. varde forsikret udi den Maade, at H. K. M. ikke vilde gjøre Fred med Kongen af Danmark og uteslute Norge, utan at H. K. M. til Sverige vil Norge lige med Sverige udi Freden annamme og indtage og dennem fri for Juter og alle andre, – den Fotrøstning maa min kjære Broder vel gjøre de Norske og lade dem (vide) mundtlig med denne min Broders Tjener, der did skal affærdiges, at K. M. vil dem ingeledes forlade. Dette haver jeg min kjære Broder villet tilkjendegive og beder ganske venlig, at min kjære Broder mig til det bedste haver entskyldiget, at jeg selv ikke nu kunde komme til min kjære Broder. Jøran Pedersen^[56].“

Hvad vi have hørt om Enno, fremfor Alt dog hans Breves Tone og Indhold, er et mærkeligt Vidnesbyrd om, at allerede i det sextende Aarhundrede et forulykket Menneske i sin Fortvivlelse har iført sig Patriotens Maske, ja endog efter Tidens Leilighed ikke ilde har vidst at haandtere den politiske Pathos’s hule Talemaader. Kort og godt har Tegel betegnet sin Faders „Broder“ Enno som „en Hufvudljugare och en Skelm.“ Hans senere Skjebne har denne gamle Historieskriver fortiet, men man kan dog se, at han godt har kjendt den, da han ogsaa kalder ham en Tyv. Det staar nemlig tilbage for os at fortælle om Ennos Udgang af Livet som Stratenrøver, en saa ironisk Kommentar til bane hyklede Fædrelandskjærlighed, at ikke en Digters Phantasi havde kunnet opfinde den ynkeligere.

I Erik den fjortendes sidste Dage faldt Enno ifølge sin egen Forklaring i Kongens Unaade, ikke som man skulde tro, formedelst de falske Løfter om Nordmændenes Frafald, men fordi han var bleven seet i Samtale med Hertug Carl af Sødermanland. Han sad fast et Aar, men kom efter Thronrevolutionen paa fri Fod og skal nu endog have været brugt som Høvedsmand over en Fennike Landsknegte. I Aaret 1569 fik han imidlertid af Hertug Carl, som laa i Leir i Smaaland, et Pas for at gjøre en Reise i dennes Ærinde. Han begav sig nu til Gripsholm, hvor Hertugen havde sine Klenodier og Skatte bevarede. Som Hofbetjent^[57] blev ban modtaget uden Mistænksomhed, og han fandt nu Anledning til at begaa et storartet Tyveri, idet han med megen Behændighed banede sig Adgang til de laasede Hvælvinger. Man har endnu Fortegnelsen over de stjaalne Sager, det var hele Kister med Guldkjeder, Ringe og Ædelstene. Med dette kostbare Bytte skyndte han sig, idet han gjorde Brug af sit Pas, over Havet til Danzig. Den flotte Brug, han her gjorde af sine Værdisager, vakte vel strax Opmærksomhed og Mistro, men det lykkedes ham ikke destomindre at bane sig Indgang hos Byens Patriciat og at blive gift med en Kjøbmandsdatter. Efter Bryllupet ilede han videre med sin Brud og reiste gjennem Tydskland ind i Frankrige med fire smukke Heste for sin Vogn. Imidlertid kom Hertug Carl til Gripsholm og vilde holde en Banket med sine Venner; han skulde bruge sin Stads, og den var borte. Mistanken faldt strax paa Enno; og tvende Adelsmænd, Querin von der Olsnitz og Gisel Nilssøn, sendtes afsted for at komme ham paa Spor. I Danzig erfarede de vel hans Bedrifter, men søgte ham forgjeves paa flere Steder, f. Ex. i Pfalz og Lothringen. Heldigere vare dog to nye Udsendinge, Andreas Lorch og Sven Elofssøn, der virkelig traf ham i Antwerpen og fik Stadens høieste Øvrighed, en „Markgreve“, til at lade ham arrestere. Ogsaa hans Kone stevnedes af Markgreven for Retten, men negtede længe at møde og indfandt sig først efter Trudsler om, at hun skulde blive hentet af Bøddelens Knegt; da kom hun, pyntet med Silkeklæder og gyldne Kjæder og Armbaand, men vægrede sig ved „at lade sin Pynt undersøge og skjød Armbaandene op under Ærmerne paa sin Kjole. De to Udsendinge forstode imidlertid snart, at Enno havde vidst at skjule det Meste af det stjaalne Gods, og mærkede, at han levede lystig i Fængslet og drak Malvasiervin med sine Vogtere, især med den saakaldte „Steinmeister.“ Svenskerne frygtede derfor med Grund for, at han skulde løbe sin Vei, men lode sig dog berolige ved Markgrevens gode Løfter om, at han skulde blive vel passet, og begave sig da til Hoffet i Brüssel, hvor de (sandsynligvis altsaa hos Hertugen af Alba) udvirkede Tilladelse til at lade Enno pinlig forhøre. Dagen efter deres Tilbagekomst til Antwerpen skulde Forhøret gaa for sig, men da Morgenen kom, var Fangen rømt, og hans „Steinmeister“ havde gjort ham Selskab. Før sin Flugt havde Enno sørget for at faa sin Kone og Tjener afsted og selv i nogle Dage spillet syg og sengeliggende. „Steinmeistren“ kom igjen, men til de Svenskes Ærgrelse gjorde Markgreven Intet for at forhøre ham om den Rømte.

Fra Antwerpen drog Enno sydpaa og begik et Mord i Hertugdømmet Jülich. Han blev greben, men rømte paany. Med en Skydsmand („Fuhrmann“), der nu ledsagede „ham, aftalte han derpaa et nyt Rovmord. En rig Danziger-Kjøbmand var paa Hjemreise fra Antwerpen med sin Kone, som hørte hjemme der, og førte med sig Penge, Guld, Sølv og Klæder i Mængde. Enno og hans Skydsmand dræbte de uskyldige Mennesker paa den keiserlige Landevei, sex Mile fra Køln, men da Rovet skulde deles, skød Enno lumskelig sin Medskyldige bagfra for at beholde det Hele alene og begrov derpaa sine Ofre i en Sandgrøft. Denne rædsomme Gjerning var dog ikke foregaaet uden et Vidne, thi en forskrækket Hyrde havde fra sit skjulested iagttaget det og skyndte sig strax afsted efter Folk, der grebe Enno. Nu kom han paa den stærke Fæstning Angermunde i det Jülichske og maatte efter mange Udflugter og Benegtelser under et pinligt Forhør tilstaa Sandheden; de Myrdedes Familie havde indfundet sig fra Antwerpen og kjendte Enno igjen fra hans Ophold der. Han blev da i Aaret 1571 henrettet og lagt paa Steile, omtrent tre og tredive Aar gammel. Alt, hvad Hertug Carl fik tilbage, var Akterne fra det pinlige Forhør, hvilke, som allerede før antydet, have været Kilden til denne

Criminalhistorie.

V.

Kong Jacob den femtes Enke, Maria af Guise eller Lothringen, der i nogle Aar styrede Skotland under sin Datters, Maria Stuarts, Mindreaarighed og Fraværelse i Frankrige, havde længe befundet sig i en vanskelig Stilling i det af Religionsstridigheder, borgerlige Uroligheder og engelske Intriger og Angreb sønderrevne Land. Hun besluttede derfor i Aaret 1560, kort for sin Død, at sende en af dem blandt Rigers Stormænd, paa hvis Troskab hun mente at kunde stole, over til Frankrige for at anmode Datteren og Svigersønnen, Kong Frants II, om hurtigt at sende Hjælpetropper over Havet; Hendes Valg faldt paa James Hepburn, Jarl af Bothwell, en ung Mand paa nogle og tyve Aar, der dog allerede i længere Tid som Arv efter sin Fader havde indehavt en Storadmirals Stilling og flere andre vigtige Poster i Riget.

Bothwell besøgte naa denne sin tørste Udenlandsreise ikke alene Frankrige, men ogsaa andre Lande og kom i Juli Maaned ogsaa til Danmark^[58]. Hans høie Stilling skaffede ham en udmærket Modtagelse hos Kong Frederik den anden, og da han igjen forlod Landet for at drage til Tydskland, viste saavel Kongen som hans nære Frænder, Hertugerne i Slesvig og Holsten, Skotlands Storadmiral den Ære at ledsage ham gjennem Jylland og Hertugdømmerne^[59].

Men Bothwell havde under sit Ophold i Danmark ikke indskrænket sig til diplomatiske Forhandlinger og til Omgang med fyrstelige Personer alene, men ogsaa fundet Tid til idetmindste et af de galante Eventyr-, hvorpaa hans Liv var saa rigt^[60]. Som vi vide, levede endnu Christopher Throndssøn som en høitstaaende Søkriger og var, skjønt norsk Godseier, forpligtet til at bo i Danmark og ikke andensteds. Om han med sin Familie levede paa sin Forlening (han ombyttede just i 1560 Ebelholt med Tryggevelde Len) eller maaske snarere i Kjøbenhavn, er ubekjendt, men i ethvert Fald kom Bothwell i Berørelse med ham og hans Hus. Christopher havde syv Døtre, eg Bothwell forelskede sig i den ene af dem, den unge Anna. Han lovede hende og hendes Forældre „med Haand, Mund og Breve“ at ville ægte hende og førte hende derpaa med sig ud af „hendes Fædreneland og Gaard.“^[61]

Paa hvilken Maade Bothwell overtalte Christopher Throndssøn og hans Hustru til at overlade ham sin Datter som det synes uden foregaaende Vielse og kun mod (rigtignok skriftlige) Ægteskabsløfter, faar staa derhen. Men han viste sig snart som en troløs Elsker. Først forødte han de Midler, som Christopher Throndssøn havde givet sin Datter med til Udstyr^[62], og dernæst reiste han fra hende i Nederlandene^[63], overladende hende til hendes egen Skjebne. Paa en eller anden Maade har da den svegne og udplyndrede Kvinde fundet Leilighed til at vende hjem til Forældrene.

Vi komme nu til det Punkt af Annas Historie, som efter vor Formening er det dunkleste, nemlig til hendes Ophold i Skotland. At hun har været der, er sikkert nok. Man har nemlig et Pas for hende til Norge fra Maria Stuart^[64], hvori hun ikke alene anbefales til alle dem af Dronningens Undersaatter, med hvem hun paa sin forestaaende Overreise til Norge maatte komme i Berørelse, men hvoraf det tillige fremgaar, at hun maa have staaet i et, som det synes temmelig nært, Bekjendtskabsforhold til Maria selv. Der tales nemlig om Annas Troskab og Lydighed mod Dronningen og om dennes Sindelag imod hende^[65], og man maa derfor antage, at hun har været paa en eller anden Maade i Marias Tjeneste eller har opholdt sig ved hendes Hof. Men i Passet er for det første ikke angivet, hvor det er udstedt, og for det andet er det dateret Maria Stuarts et og tredivte Regjeringsaar. Det er bekjendt, at Maria blev Skotlands Dronning otte Dage efter sin Fødsel (December 1542), og at hun blev afsat i Aaret 1567; sit et og tredivte Regjeringsaar har hun altsaa aldrig oplevet. Den danske Meddeler af Passet, der kun kjendes i en Afskrift, har derfor ogsaa gjettet paa, at i Tidsangivelsen „anno regni nostri tricesimi primi“ skulde Ordet „tricesimi“ være Feilskrift for „vicesimi“, hvorved vil fremkomme Aaret 1563. Ogsaa vi ere tilbøielige til at antage dette, men der er dog fremdeles en Vanskelighed tilstede, thi i Passet omtales hendes Fader som forhenværende^[66] dansk Søbefalingsmand, og vi have seet, at Christopher i 1563 endnu var i fuld Virksomhed som Skibshøvding.

Vi tro dog, som sagt, at burde sætte denne sidste Betænkelighed tilside, og det ligger nu nær at tro, lat det norske Tilnavn, hvorunder Anna senere er bleven bekjendt, nemlig „Skottefruen“, netop har sin Oprindelse fra dette hendes Besøg i Skotland. Hensigten med Besøget er temmelig let at forstaa. Hun har ganske vist villet opsøge Bothwell og villet formaa ham til, om end ikke at anerkjende hende som sin Hustru, saa dog formaa ham til at yde hende Erstatning for hvad han havde sat overstyr af hendes Eiendele. I sidste Henseende har Anna maaske ikke været aldeles uheldig. Thi i det omtalte Pas tager Dronningen hende i sin Beskyttelse, „hendes rørlige og urørlige Gods“^[67], saa at det altsaa, hvis ikke dette blot er en almindelig intetsigende Leidebrevs-Formel, næsten ser ud, som om Anna har erhvervet fast Eiendom i Skotland, og har dette virkelig været Tilfældet, ledes man til den Tanke, at Bothwell, der senere bevislig maatte rykke ud med Noget til hende, allerede under hendes skotske Ophold har ydet hende et Slags Vederlag for sin skjændige Behandling. Har hun truffet Bothwell i Skotland, maa hendes Ophold der have varet temmelig længe, thi Jarlen havde i 1562 anden Gang forladt sit Fædreland.

I 1565 møde vi Anna i Norge, hvor Moderen og hendes Søstre efter Faderens Død tog sit Ophold, og hvor vistnok endel af de sidste allerede i Christophers levende Live ere blevne bortgiftede. I en og samme Maaned i dette Aar nævnes hun som nærværende i tvende store adelige Gjæstebude^[68], nemlig først i et Barsel den. 18 August hos den danske Adelsmand Jørgen Daa, Lensmand paa Udsten Kloster^[69], hvis Søn Herluf Trolle da blev døbt, og dernæst i et Bryllup, som Bergenhus’s rige og berømte Befalingsmand, Erik Ottessøn Rosenkrands, bekostede i sit endnu bevarede Hus i Bergen, det saakaldte „Muren“, der er anlagt tvertover den livlige Strandgade, saaledes at Gaden fortsættes derunder som i en Tunnel. Annas bevægede Liv havde ladet hende se mere af den fornemme Verdens Stads, end andre norske Adelsdamer, og det var derfor hende, der pyntede Bruden, Jomfru Brynhild Benkestok; „Fru Anna, Skottefruen, – siger Mag. Absalon, udredede hende paa Spansk, som er, at hun havde en Guldkjæde kring Panden og ovenfor et Halsbaand, fuld af Ædelstene, og en Perlekrands og Perlefjær udi, samt en rød Damaskes Kjortel.“

VI.

Indtil for faa Menneskealdre siden var Norge et Land, som ingen Fremmed lettelig besøgte uden tvingende Nødvendighed. Selv dets egne Konger saa det, paa en eneste bekjendt Undtagelse nær, kun en ganske enkelt Gang med egne Øine, og da fordetmeste i Anledning af sine Hyldninger. Hanseatiske, nederlandske og skotske Kjøbmænd, Fyrsternes Falkefængere o. s. v. vare de Eneste, som regelmæssig bereiste det. Høierestaaende Udlændinge fik Norge kun at se, enten naar Krigsbegivenheder gav Landet en øieblikkelig Interesse, som f. Ex. i Aaret 1532 under Christiern den andens Indfald, eller ogsaa, naar det oprørte Hav gjorde det nødvendigt at søge Redning i en af dets utallige Søhavne. Enkelte Gange hændte det dog ogsaa, at Norge blev Asylet for politiske Flygtninge, der stundom endog for bestandig nedsatte sig her.

Som en naturlig Følge af Beliggenheden udgik de fleste af saadanne tilfældige Besøg i Norge fra de britiske Øer. Det har sin Interesse at kjende dem, og vi skulle derfor anføre nogle Exempler, der tildels endnu ikke have været paaagtede af Historikerne.

I Slutningen af det femtende Aarhundrede forvildede et skotsk Gesandtskab paa Hjemreisen fra den franske Konge Ludvig den tolvtes Hof sig til Norges Kyst. I Modsætning til de velvillige Skildringer, Fremmede ellers pleie give af Nordmændene, maa disse have udtalt sig paa en afskrækkende Maade om Landet^[70].

I Aaret 1553 bleve nogle hundrede Calvinister, hvis Forstander var den polske Adelsmand og lærde Theolog Johan a Lasco, fordrevne fra England af den blodige Dronning Maria og toge nu sin Tilflugt til Christian den tredie, hvis ugjæstmilde Opførsel mod dem er bleven noksom bekjendt. Paa Reisen kom et af de landflygtige Menneskers Skibe ind til Flekkerø ved det senere Christianssand, og Mandskabet maatte under store Gjenvordigheder slæbe sig frem gjennem Norge til Danmark^[71].

En Menneskealder senere udbrød den lange og mærkelige Søkrig mellem England og Spanien, hvis Hovedoptrin er den saakaldte uovervindelige Armadas Ødelæggelse i Aaret 1588. – Flere Skibe af denne skulle have forlist paa de norske Kyster, men vi beklage, ikke at kjende de nærmere Omstændigheder herved^[72].

Kong Jacob den Sjettes Besøg i Norge, hvor han 1589 i Oslo blev viet til Prindsesse Anna, Frederik den andens Datter, er saa bekjendt, at det her ikke nærmere skal omtales^[73].

I de to følgende Aarhundreder bragte de idelige Borgerkrige og Revolutioner, som da rystede de britiske Kongeriger, gjentagne Gange engelske og skotske Flygtninge over Havet. Flere, tildels bekjendte norske Familier nedstamme fra saadanne, thi mellem dem var f. Ex. Digteren Peder Dass’s Fader og Stamfaderen for den ret mærkelige Slægt Hammond^[74]. Ogsaa James Graham, den berømte Marquis af Montrose, flygtede i 1646 paa et norsk Skib over til Bergen og drog derfra Landveien over Christiania til Kongen af Danmark^[75]. Efter Slaget ved Culloden i 1746 besøgtes Bergens By af ikke mindre end tretten, tildels fornemme Jacobiter paa en Gang^[76], og endelig kan som en Art Afslutning af disse ufrivillige Norgesreiser nævnes, at Ireren Napper Tandy, som en gammel Mand gjæstede Christiania efter den mislykkede Opstand i 1798^[77].

Mellem alle disse vore Gjester fra den anden Side af Nordsøen er dog Jarlen af Bothwell uden Sammenligning den interessanteste. Det gjør et forunderligt Indtryk, naar vi under Læsningen af Maria Stuarts romantiske Historie pludselig se hendes Ægtefælle dale ned mellem Ryfylkes Bønder og Bergens prosaiske Garper og Pebersvende, og mere end En tør maaske i sine Skoleaar have opfanget Lærebogens korte Beretning herom med de samme Følelser, hvormed vi nys som Voxne modtoge Budskabet om, at en Ballon fra det beleirede Paris var havnet i Thelemarken.

Siden Besøget i Frankrige og Danmark i 1560 havde Bothwell fristet høist vexlende Skjebner. Han var i det følgende Aar bleven Medlem af Maria Stuarts Statsraad, da denne efter Moderens og sin første Mands, Kong Frants den andens, Død var vendt tilbage til Skotland. Allerede i 1562 var han som indviklet i en af de her saa hyppige Adelsfeider bleven nødt til at forlade sit Fødeland, havde siddet fangen i England og levet som Landflygtig i Frankrige. Først i 1565 kom han atter hjem. Hans senere Historie, der griber saa dybt ind i Maria Stuarts, er bekjendt nok. Han opnaaede Dronningens høieste Yndest, var Hovedmanden ved hendes anden Gemals, den beklagelige Darnleys Mord den tiende Februar 1567 og blev tilsidst tre Maaneder efter selv Marias tredie Ægtefælle. Medregner man Anna, Christopher Throndssøns Datter, var Skotlands regjerende Dronning og Frankriges Enkedronning ogsaa Bothwells tredie Hustru. Han havde nemlig i Februar 1566 ægtet den tyveaarige Lady Jane Gordon^[78], fra hvem han naturligvis nu lod sig skille. Om end kan for et kort Øieblik havde James Bothwell altsaa været heldigere end sin Fader. Thi ogsaa denne, Patrick Bothwell, havde løftet sine Øine til en Dronning. Med stor Udholdenhed havde han i en Aarrække elsket netop Maria Stuarts Moder, Maria af Guise, var bleven afviist og var som en forsmaaet Frier gaaet i engelsk Exil, men havde efter Hjemkomsten fattet nyt Haab og troede sig kort før sin Død (1556) saa nær Maalet, at han allerede havde forskudt sin Søns Moder, Agnes Sinclair^[79]. Protestanten James Bothwells og den katholske Maria Stuarts Bryllup fandt Sted i Holyrood-Palladset den femtende Mai 1567, men allerede Maanedsdagen derefter skiltes deres Veie for aldrig mere her i Livet at mødes. Den retfærdige Harme, som det forbryderske Ægteskab vakte blandt Undersaatterne, brød nemlig strax ud i aabenbar Opstand, og den femtende Juni maatte Dronningen ved Carberry-Høien, en Mils Vei fra Edinburgh, overgive sig til sine Fiender, der afsatte hende og førte hende til hendes første Fængsel, Lochleven, medens Bothwell ilsomt reddede sig ved Flugten.

Allerede før Bryllupet hevde Maria udnævnt sin Elskede til Hertug over Orknøerne, hvorhen Bothwell nu ogsaa fandt for godt at begive sig. Befalingsmanden paa Slottet i Kirkwall negtede imidlertid Hertugen Lydighed, og denne drog da videre til Hetlandsøerne. Paa disse afsides Øer troede han sig nogenlunde sikker. Han inddrev en Skat af Levnetsmidler hos deres endnu rent norske Bondebefolkning og skaffede sig flere Skibe ved Overenskomst med hanseatiske Skippere, som laa ved Kysten. Men hans ivrige Modstandere i Skotland hvilede ikke, og den sex og tyvende August viste sig fire fiendtlige Krigsskibe ved Hetland. Kun med største Nød lykkedes det ham at undfly sine Forfølgere, idet en stærk Storm skilte ham fra disse og drev ham med to armerede Skibe ud i den aabne Nordsø.

Vinden førte de to Skibe hen til Norges for Mandskabet ubekjendte Kyster. Det første Punkt af disse, som de fik at se, var Farvandet ved Karmøen, hvorhen de ankom i en vistnok lidet lystelig Forfatning. I Skyndingen havde de ikke engang kunnet faa tilstrækkelig Proviant med sig fra Hetlandsøerne, og Skotlands Storadmiral havde under Uveiret lidt af Søsyge. En Skipper fra Rostock hjalp en Aftenstund Skotterne ind til Karmsund. Men samtidig indtraf ogsaa her et dansk Orlogsskib „Bjørnen“, hvilket Bothwell strax saluterede med sine Skibes Kanoner, men hvis Høvedsmand Christiern Aalborg, dog fandt sig beføiet til at undersøge, hvem det var, som med „gerustede Pinker“^[80] beseilede hans Herres, Kong Frederik den andens Have og strømme. Han udbad sig at se den „Besked Søbrev og Leide, som det søfarende oprigtige Folk sædvanlig pleie og pligtige ere at have“, men de Fremmede havde naturligvis intet Søpas at forevise. Bothwell lod derfor „en af sine Adelsmænd“ gaa ombord paa „Bjørnen“ og oplyse, at den Person i Skotland, som skulde udstede saadanne Papirer, for Tiden befandt sig i Fangenskab. Derhos opfandt han for Leiligheden den Fortælling, at de vare komne for at søge Tjeneste hos Frederik den anden. Snart fik dog Christiern Aalborg høre, at fyrretyve af Skotterne vare Adelsmænd, og at en iblandt dem, som var iført „gamle, revne og paltuge Baadsmandsklæder“, gjorde Fordring paa at være „den ypperste Regenter i alt Skotland“. Den danske Skibshøvedsmand lod nu de menige Skotter sætte i Land og fordelte dem indtil Videre som et Slags Fanger blandt Bønderne i Egnen, besatte de to Skibe med sine egne Folk og seilede saa ad Bergen til med dem og deres hidtilværende Skippere samt Bothwell og de øvrige Adelsmænd. Selv har Bothwell siden forklaret, at, havde han blot kunnet ane, at Christiern Aalborg vilde tage ham til Fange, da skulde han med sine Folk nok formaaet „at vise ham og hans Kompagni, hvad der tyktes ham bedst“, og det var efter hans Paastand kun ved List og ved om Natten opbudne norske Bønders Hjælp, at det var lykkedes Aalborg mod hans Vilje at føre ham nordover^[81].

Den anden September 1567 kom, i Følge den aarlige Mag. Absalons Vidnesbyrd, Christiern Aalborg til Bergen med sin høie Fange og hans Pinker. Her var den ovenfor allerede flere Gange omtalte Erik Rosenkrands øverste Befalingsmand, og til ham henvendte da naturligvis Christiern Aalborg sig strax med Beretning om Hændelserne ved Karmsund. Erik Rosenkrands lod da en Kommission, bestaaende af ikke mindre end fire og tyve Mand, optage et Forhør over Bothwell ombord paa „Bjørnen“. Blandt disse Mænd vare foruden Adelsmændene Jørgen Daa og Axel Gyntersberg ogsaa Bispen Dr. Jens Skjelderup, tre Lagmænd, endel af Byens Raadmænd samt tillige ti Repræsentanter for „de Atten“ paa Bryggen; formodentlig maa der, siden saa mange Lagmænd o. s. v. just vare tilstede i Byen paa engang, have været holdt et Overlagthing eller særeget Retsmøde i Bergen ved den Tid. For dem forklarede nu Bothwell, hvad han siden stedse vedblev at fortælle, at han var seilet afsted i den bestemte Hensigt at drage til Danmark og derfra til Frankrige; om den Maade, hvorpaa han som Flygtning havde forladt Hetlandsøerne, talte han ikke et Ord. Han tilstod videre, at han var Dronningen af Skotlands Ægtemand, og da man spurgte ham, hvorfor han reiste uden Pas, gjentog han, hvad han før havde sagt til Christiern Aalborg, at han var „den ypperste Regenter i Skotland“ og derfor ikke vidste, af hvem han passende kunde lade sig meddele Søpapirer. Derefter forlangte og fik han Lov til at gaa i Land og tage Ophold i et Herberge i Byen.

Han tilbragte nu fire Uger i Bergen, vistnok paa en Maade i Frihed, men dog aabenbart under Bevogtning fra Erik Rosenkrands’s Side. Denne negtede ham ogsaa at reise til Frankrige eller tilbage igjen til Hetlandsøerne, og han fik ligesaalidt Lov til, hvad han derefter forlangte, at lade sig paa egen Haand befordre til Danmark „paa en Jagt eller Baad langs Søsiden“, og det naturligvis saa meget mindre, som man begyndte at frygte, at han nok snarere længtes efter at komme til Erik den fjortende end til Frederik den anden. Nogen Tid efter hans Ankomst havde han ogsaa den Tort, at Kapiteinen paa den ene af hans Pinker, David Wott, af Bergenserne overbevistes om at være en Sørøver og derefter strax sattes i Fængsel.

Men det mærkeligste af de Eventyr, som Bothwell skulde opleve i Norge, var dog, at hen i Bergen fik gjense sin fordums Kjæreste eller Hustru, Anna, Christopher Throndssøns Datter. Vi have ovenfor seet, at Anna i 1565 var tilstede i Bergen, men sandsynligvis har hun, der senere endog var Eierinde af Faderens Hovedgaard Seim i Kvindherred, havt sit egentlige Opholdssted paa en af sine egne eller hendes Søstres og Svogeres Gaarde i den sydlige Del af Stiftet, og Rygtet har da bragt hende Budskabet om den Troløses pludselige Ankomst til Landet. Dette tør maaske sluttes ogsaa deraf, at det varede hele femten Dage, efterat Bothwell var kommen til Bergen, inden Anna, den syttende September, havde sit Møde med ham. Dette fandt Sted for Retten og kunde vel ingen anden Hensigt have, end, at Anna vilde benytte Anledningen til at erholde nogen Skadeserstatning for de materielle Tab, han i sin Tid havde tilføiet hende, Noget, hvorfor Anna dog muligvis, hvis vor i det Foregaaende forsøgte Fortolkning af Maria Stuarts hende givne Pas er rigtig, allerede tidligere kan have faaet et Vederlag. Anna lod da i Retten fremlægge og oplæse de Breve, hvorved han, dengang han „tog hende ud af hendes Fædreneland og Gaard“ og „førte hende til fremmede Lande“, „havde tilsagt hende og hendes Forældre at holde hende som sin ægte Hustru“. Hun foreholdt ham hans utroskab og Brud paa de Løfter, han havde givet hende og hendes Forældre „med Haand, Mund og Breve“, og lod ham vide, at hun vel vidste, at han nu havde tre Hustruer i Live, „først hende, dernæst en anden i Skotland, fra hvem han havde kjøbt sig, og den sidste er Dronning Maria“. Derfor, mente hun, „var det Intet bevendt med hannem“. Enden paa denne Sammenkomst blev da den, at Jarlen lovede hende „aarlig til Rente af Skotland et hundrede Daler“, (hvilke Penge hun naturligvis ikke kan antages at have faaet, naar man betænker Bothwells senere Skjebne) samt overlod hende den mindste af sine Pinker „med Anker, Tog og anden Behøring“^[82].

Tretten Dage derefter, den tredivte September 1565, forlod Bothwell Bergen og drog med Christiern Aalborg til Kjøbenhavn. Erik Rosenkrands havde i de sidste Dage havt Jarlen hos sig paa Slottet, „vist ham megen Ære“, ja endog holdt en „stadselig Banket“ for ham og hans Adelsmænd. Dette var da en af de sidste Banketter, som Bothwell oplevede, thi fra sin Ankomst til Danmark var Maria Stuarts Mand ligefrem Statsfange hos sin Hustrus tidligere Frier, Frederik den anden. Som saadan tilbragte han næsten ti lange Aar, ved hvis Hændelser vi her ikke skulle dvæle. Han døde paa Dragsholm den fjortende April 1578 og ligger begraven i Faareveile Landsbykirke.

Fru Annas senere Skjebne er saare lidet bekjendt, uagtet hun levede i det mindste fyrretyve Aar efter Gjensynet med Bothwell og altsaa maa være bleven en gammel Kvinde. I Aaret 1594 erfare vi tilfældigvis, at hun opholdt sig i Smaalenene. Biskop Jens Nilssøn fra Oslo har nemlig optegnet i sin Visitatsbog, at Anna Throndsdatter den 21 April var tilstede i Ide Kirke, og at han den følgende Dag talte med hende i Bergs Præstegaard, hvor dengang en Adelsmand, Hr. Thjøstel Baardssøn, var Sognepræst^[83].

I 1607 overdrog Fru Anna, der efter Søstersønnen Christopher Dahl havde arvet eller kjøbt Ættegaarden Seim, denne ved Mageskifte til sin Søster Else^[84]. Dette er sidste Gang, vi hidtil have stødt paa hendes Navn i nogen af de historiske Kilder, men Sagnet i Hardanger ved den Dag i Dag at fortælle om „den fornemme Dame, Skottefruen“.

Anna var forresten ikke den eneste af sin Faders syv Døtre, paa hvem Navnet „Skottefruen“ kunde passe, thi ogsaa to af hendes Søstre fik Skotter til Mænd. Den ene af disse, Dorothea, var gift med en „John Stewart paa Hetland“, om hvem vore Historikere hidtil intet nærmere have vidst. Imidlertid tør det hænde, at Christopher Throndssøns Slægt paa denne Maade har havt endnu en Berøring med det skotske Kongehus. Thi Kong Jacob den femte har havt en uægte Søn af dette Navn, der omtales i et Brev af 13 April 1541 fra denne Konge selv til Pave Paul den tredie. Jacob den femte andrager i dette Brev om, at Orknøernes ledige Bispestol maa blive givet til en Abbed Robert Kinlos, dog med den Betingelse, at Kongens naturlige Søn, John Stewart, der er syv Aar gammel eller saa omtrent, aarlig erholder en Pension af stiftets Indkomster^[85]. Netop den Omstændighed, at denne Maria Stuarts Halvbroder, der formodentlig paa mødrene Side har været af ringere Herkomst, fik sine Indtægter anviste i disse nordligste Egne af sin Faders Besiddelser, tør have foranlediget, at han har valgt Hetland til sit Opholdssted, og det er ikke usandsynligt, at han er den samme John Stewart, der blev Christopher Throndssøns Svigersøn.

Annas nysnævnte Søster Else ægtede (i sit tredie Giftermaal) en Skotte, Axel Mouatt, af en oprindelig italiensk Slægt Montalto (?) og indvandret til Norge over Orknøerne. Mouatts svigersøn var igjen den rige Ludvig Rosenkrands fra Danmark, der af Christopher Throndssøns Ættegaard Seim og flere andre Gaarde oprettede Baroniet Rosendal.

De øvrige Søstre bleve gifte med norske Adelsmænd af Familier, der senere efterhaanden ere gaaede i Forglemmelse og uddøde i Mandslinjen, saaledes som Christophers eget Navn udsluktes allerede med hans eneste, forvildede Søn Enno. Men mange Efterkommere af Christopher Throndssøn paa Spindesiden leve dog endnu i Norge og udentvivl ogsaa i flere andre Lande. Og idetmindste en af disse Linjer har endnu uafbrudt vedligeholdt Erindringen om sin Afstamning og bevaret Mindet om sin Frænke Skottefruen. Det er den agtede Hardangerske Familie Aga^[86].

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. I et Brev af 10 Nov. 1538 kalder Enkedronningen af Ungarn Christopher Erkebispens „blutverwonter frundt“ (Dipl. Norv. 7, 7 89). Nærmere kjendes ikke dette Slægtskabs Beskaffenhed. Man ved heller ikke, til hvilken norsk Adelsfamilie Olaf Ingebrigtssøn hørte; stundom kaldes han (uden nærmere Bevis) Lunge (i ethvert Fald en fra de danske Lunger aldeles forskjellig Slægt), og paa et enkelt Sted (i en gammel, neppe paalidelig Slægtebog, omtalt i Samll. til N. F. Sprog og Hist. 6, 255) gjøres ogsaa Erkebispen til en Rustung.
2. Dipl. Norv. 5, 808 samt et Brev i Klevenfeldts Samlinger.
3. En Skildring af denne Stad, forsynet med smukke Tegninger, i J. F. Sicks Skrift: Nogle Bidrag til Christiern den andens Historie under Landflygtigheden, Kbh. 1860.
4. „Wir haben die Anzeige, dass Pfalzgraf Friedrich und Bischof von Druntheim in Bearbeitung Knechte anzunehmen sein sollen, vernommen“, skriver Christian den tredie til Raadet i Hamburg, Ystad Tirsdag efter Matthæi (25 Septbr.).
5. Man har almindelig (f. Ex. i Keysers Den norske Kirkes Historie 2, 840) angivet, at han døde 7 Marts 1538. Men han maa allerede være død nogen Tid iforveien, thi netop fra 7 Marts har man et Brev fra Pfalzgreven, skrevet i Neumark (hans sædvanlige Residents, indtil han i 1544 blev Churfyrste), hvori denne gjør Paastand paa Erkebiskopens Efterladenskaber. (Altmeyer, Hist. des rélations commerciales et diplomatiques des Pays-Bas avec le Nord de l’Europe, Bruxelles 1840, S. 420.)
6. Olaf Ingebrigtssøn var ikke den eneste af Nordens landflygtige Prælater, hvis Efterladenskaber den danske Regjering i hine Dage søgte at faa fat paa. Kort iforveien havde Kongen ladet skrive til Lybek efter den afdøde Jens Andersen Beldenaks Embedsinsignier. Det heder i Brevet: „Bischof Jens von Fühnen hat eine Köchin mit sich aus dem Reich geführt, die hat die Kronen, Bischofshut und anders mit sich genommen, welche zu Lübeck sesshaftig. Begehrt Königl. Würde sie dahin zu weisen, dasselbige ins Reich an K. W. zu schaffen“. (Odense Onsd. efter Simonis & Judae (31 Octbr.) 1537; Inländ. Registr.) Det Smaalige ved Befalingen fremtræder end mere derved, at der tilføies i Registranten: „Relator Dominus Rex.“
7. Mere herom i Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1860, S. 1–10, af Chr. Lange.
8. Den bekjendte Thord Rod skriver den 29 Juli 1537 fra Hamars Bispegaard til sin Herre, Eske Bilde: „Der er kommen en af Erkebispens Karle af Holland og siger, at Christopher Throndssøn var fangen i Holland og er igjen løsladen, og er han og Gaute Kantsler upfaren til Keiseren.“ (Afskrift i Langebeks Diplomatarium i Geh.-Arch.)
9. Copi i Geh.-Arch. (Danske Kongers Hist.)
10. Altmeyer, hist. des rélations, S. 410 fgg.
11. Betegnende er Altmeyers Oplysning, at Maria, da hendes Secretair i Conceptet til Svarskrivelsen til Hamburgerne havde bibeholdt Christian den tredies Udtryk om Christopher: „Ein gemeiner Seerauber“, med egen Haand har gjort Rettelse i Brevet og udstrøget Ordet „gemeiner“. (Hist. des rélations etc., Pag. 425.) Dokumenterne ere nu trykte i Dipl. Norv. 7, S. 784–790. Sammenlign ogsaa Christian den tredies Historie ved Krag og Stephanius, 1, 192–98.
12. Om Otto Ulfeldt se Paludan Müllers interessante Meddelelser i hans „Fire Studier til Grevefeidens Historie“ i Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1853.
13. Udateret Brev af 1538 (Geh.-Arch. Inländ. Registr.)
14. „Jens Ryan, som løb bort med Peter van Høll for Kjøbenhavn“, heder det i Thord Rods Indberetning. Om Skibet Peter van Höll, der i Septbr. 1525 var bestemt at sendes til Gulland, men af Besætningen bortførtes fra Kjøbenhavn, derpaa i Christiern II.s Navn drev Kaperi under den norske Kyst og endelig i Marts 1526 strandede ved Skotland, se bl. a. Dipl. Norv. 7, S. 646–47, 652, 660, 668.
15. Lange Herman angives af Behrmann (Skandin. Lit-Selskabs Skr. XI. 270–71) at have været en uægte Broder eller Søn af Grev Christopher af Oldenborg; det første er rimeligst. En Gade i Husum „Lange-Harmens-Strasse“ er maaske opkaldt efter ham.
16. Jacob den femte af Skotland, der klagede til Christian den tredie over, at hans Undersaatters Skib ikke strax tilbageleveredes dem af Bergenserne, skriver saaledes herom: Guilielmus Forestar & Patricius Gardinar, cum in Norvegiam ad mercaturam navigerent in procursu vestri maris Woundfurdici, a quodam Chistophoro Druntsen pirata una cum navi Calendis Junii sunt arrepti et aliquot dies detenti, quo tempore quædam religio illi piratæ incessit, qui, quod injuria potuerit, maluerit specie iniquioris juris occupare. Ostenso enim metu, quam minimo libuit pretio, eoque duntaxat promisso, coegit hos suam vendere navim, qui jam, superstitiosa numerationis spe pasci præoptantes, quam vitæ subire discrimen, passi sunt convenire de pretio Antverpiae enumerando. Hac justitia piratica celebrata, ipsi Scoti in vestram Norvegicam præfecturam de List expositi sunt, ubi dum casum vimque præfecto illius oræ maritimæ commemorant, illius hac de re accepto testimonio, audiunt quarto-die post, eundem piratam fugatum. – – Edinburgi a. d. 10 Kal. Aug. 1539. (Epistolae Jacobi Quarti etc. Regum Scotorum ad Imperatores, Reges etc. Vol. 2, Edinb. 1724. 8., p. 1–3).
17. Geh.-Arch. (D. K. Hist.)
18. Thord Rods Indberetning til Kongen af 16 Juni 1539, i Geh.-Arch. (D. K. Hist.)
19. „Gelangend die Erlegung der Seeraüber, velche, vie sie bekennet, von Pfalzgrafen Friedrichen zu Erledigung K. Christierns sollten abgefertigt sein, vernehmen wir gern, dass dieselbige ergriffen und ihre gebuhrliche Strafe empfangen haben.“ (Philip af Hessen til Christian III, Mittwoch nach Martini (12 Novbr.) 1539, i Geh.-Arch.).
20. Pfalzgrevens Nød og Prætendent-Kvide er fortræffelig skildret i hans Secretær Thom. Hubertus Leodius’s Verk: Annalium de vita & rebus gestis Illustrissimi Principis Friderici IIdi, Electoris Palatini, libri XIV, Francof. 1624. Se ogsaa L. Haüssers Geschichte der Rheinischen Pfalz, 1, 580 fg.
21. Brev fra Befalingsmanden paa Akershus, Peder Herman (Litle), til Christian den tredie, Oslo 27 Nov. 1539. Peder Hanssøn havde havt Speidere ude, der havde været i Nederlandene og nu vare hjemkomne, men deres Skib var forlist under Jylland.
22. Christian den tredies Historie ved Krag og Stephanius, 1, 206–207, samt forskjellige Breve i Ausl. Registr. i Greh.-Arch.
23. Johan Friis til Kongen, Dalum Kloster Onsdag næstefter vor Frue Dag Annunciationis (29 Marts) 1542. (Geh.-Arch. D. K. Hist.)
24. Epist. regum Scotorum, 2, 100, hvor han kaldes Guanto Norvegus. Se forresten om ham Norske Rigs-Registranter, B. 1, paa flere Steder. Naar han der kaldes Gaute Simonssøn, er der en Misforstaaelse tilstede.
25. Se om ham L.Daaes Norske Bygdesagn, S. 64–65. Kongen, der tog sig Stig Bagges Ulykke meget nær, ytrer om ham i Breve til sine Allierede: „Er ist uns um seiner getreuen vorgezeigten Dienste lieb und werth gewesen.“ (Ausl. Reg.)
26. Den nærmere Sammenhæng med Sundets Spærring i 1542 har endnu aldrig været udførlig fremstillet af nogen Historieskriver. Hvad jeg foreløbig her har meddelt derom, er derfor alene hentet fra Dokumenter i Geheime-Archivet. Man sammenligne ogsaa Johann Berckmanns Stralsundische Chronik, hg. v. Mohnike u. Zober, Stralsund 1833, S. 74.
27. Chr. d. tredies Brev til Gustav Vasa 20 Juni 1543 (Ausl. Regist).
28. Den engelske Udsending Nicholas Wotton skriver fra Brüssel den 12 Juli til sin Konge, Henrik den ottende: „Thore ar of late taken at Enchuysen yn Hollande fyve shippe, of whiche one is a Danishe shippe. There was fownden yn theim muche money, menye broken chalices, paxes and crosses of sylver, greate plenty of beere and meale. There is a gentlemanne taken yn theim, brother to the capteyn of Berghes yn Norveye.“ (State Papers, published under the autority of her Mayestys Commission). Vol. IX, London I849. p. 443.) Den katholske Regentinde i Nederlandene besvarede Christian den tredies Manifest, hvad angaar Klagen over Claus Huitfeldts og hans Kirkerovs Opbringelse, paa følgende spydige Maade: „Profecto melior fuit nostra de te opinio, quam ut celocem illam, quam argenti nonnihil rerumque pretiosarum et aliarum continuisse commemoras, tuane fuisse, nisi ipse assereres, arbitrari potuissemus. Nam erat in ea nihil, quod non ex arcanis templorum erutum, prædonis et sacrilegi manubias, non quale regibus pendi solet tributum, præ se ferret.“ (Dronning Maria til Christian den tredie, Löwen 16 Sept. 1543. Afskrift i Langebeks Dipl. i Geh.-Arch.)
29. Se State Papers IX, p. 451, 504.
30. Christian den tredie til Landgreven af Hessen, Bordesholm 8 Sept. 1543. (Ausl. Registr.)
31. „Classis Danica, jam Oceanum hinc inde oberrans, versus Selandiam Belgicam cursum tenuit, consilio Christophori Trondzenii, qui Guldensternio legatus erat, ut perfosso aggere hibernus fluctus insulam inundaret ac agro oppidaque ea clade involveret. Sed, qua ingressus classi Danicæ in Selandiam quærebatur, repulsa est, ut inde, nullo edito memorabili facinore domum se recipere sit coacta.“ (Cragii Historia Christiani 3tii, Hafn. 1737, Fol. p. 257.) Med hvad Hjem mel Fr. Hammerich (Danmark under Adelsvælden 1, 210, et Skrift, hvori Sporene af Digteren ere altfor hyppige) bruger det Udtryk om Christopher Throndssøn, at „han altfor gjerne vilde gjøre sig nyttig“ – in medio relinquendum est. Dette Søtog omtales iøvrigt ogsaa i Hamburgische Chroniken in niederdeutscher Sprache, hg. v. Lappenberg, S. 19.
32. Oluf Rosenkrands skriver saaledes til sit. Næstsødskendebarn Hr. Eske Bilde den 13 Sept. 1543: „Var mig udi Gaar tilskrevet, at vor naadige Herres Skibe skulde været udi Vestfrisland og der skaffet deres Villig og draget fremdeles i Zeeland, gjørendes der desligeste og fanget udi Søen sex af de Burgundiskes Skibe.“ (Klevenfeldts Samll. i .Geh.-Arch.).
33. Allerede den 3 Juli 1537 skrive et Par af Eske Bildes Underordnede til sin Herre: „Om Christopher Throndssøns Gods ville vi strax forskrive til alle Fogderne at lade forfare derom“ (Langeb. Dipl. i Geh.-Arch.)
34. Om hans Forleninger og Gaver se fornemmelig Supplementet til Christian den tredies Historie ved Krag og Stephanius, S. 57, Berg om Landeværnet S. 314, Norske Rigs-Registranter 1, 194 og Aschehougs Statsforfatningen i Norge og Danmark, S. 408.
35. Se herom to Breve fra Christian den tredie til Eske Bilde, begge i Geh.-Arch. (D. K. Hist.)
36. Den bedste Fremstilling af Katholicismens i høieste Grad interessante Slutningskamp paa Island læses nu i R. Keysers Den norske Kirkes Historie under Katholicismen, 2, S. 844–876, hvor ogsaa Kilderne ville findes citerede.
37. Frederik den anden til Hr. Magnus Gyldenstjerne, Koldinghus 7 Mai 1559. (Geh.-Arch., D. K. Hist.)
38. H. G. Garde, Den dansk-norske Sømagts Historie 1535–1700, S. 52.
39. Udateret optegnelse i Geh.-Arch. Maaske menes her den i Resens Fr. II.s Krønike S. 43 omtalte Expedition til Norges Kyster.
40. H. G. Garde l. c., S. 55. Norske Rigs-Registranter, 1, 378.
41. „Ist ein Franzos aus Schampanien, sein Vater hatte mit Wein und andern gehandelt, die Stadt heisse Wessiro (?), ist erstlich bei einem Herzog von Geis gewest, darnach habe sein Herr (Erik XIV) einen Boten nach Frankreich gehabt und unter andern einen Frantzosch inbegeret, dazu sey er gefurdert worden.“ (Af Forhøret over Claudius Gallus, D. K. Hist. i Geh.-Arch. Dette vigtige Aktstykke var mig ubekjendt, da jeg i Hamiltons Tidskrift för Literatur, Ökonomi och Politik 1867 gav en udførlig Fremstilling af Krigen nordenfjelds i 1564, hvilken iaar paany særskilt er udgivet.)
42. Norske Rigs-Registranter, 1, 457.
43. Den Gjetning, at Navnet skulde være en Forvandskning af Brandvig, en Gaard paa Huglerøen i Bergens Stift (hvilken Enno maaske aldrig har seet for sine Øine), der fremsættes af Berg (Om Landeværnet, S. 314) kan ikke tillægges nogen Vegt.
44. I Acta historica under Aaret 1571. (En stor Pakke „om danske Adelsmannen Enoeh Brandrochs Bofstycken“ og „Allerhand Schreiben wegen des Diebs Enno Brandroch hinc inde ergangen.“)
45. Absalon Pederssøns Kapitelsbog, Norske Magasin, 1, 325.
46. „Er wäre mit einem von Adel, Gabriel Schinkel, von wegen eines alten Hasses, so ungefärlich 60 Jahr gestanden, in Irrthum von wegen seiner elterlichen Erbgüter gerathen, und wie solch Irrthum nicht vertragen können werden, und gedachter Schinkel in einem Rumor derhalben durch ihn verblieben, hätte er sich in Schweden begehen.“ Her maa imidlertid paa en eller anden Maade være en Misforstaaelse tilstede. Med temmelig Sikkerhed tør nemlig siges, at hverken den nævnte Gabriel Schinkel (en Søn af Hans Schinkel, sandsynligvis fra Gjerskov i Fyn) eller nogen af hans Slægtninge have besiddet Jordegods i Norge, saa at Arvetvist mellem ham og Enno er lidet tænkelig; heller ikke stemmer dette med Absalon Pederssøns Beretning (N. Magasin, 1, 313), at Gabriel Schinkel skal have fundet sin Død ved den bekjendte Ulykke, som rammede den danske Flaade under Gotland 1566, da de fleste Skibe forliste og flere tusinde Mand druknede. (Tildels efter Meddelelse af H. J. Huitfeldt.)
47. Konung Erics den XIVdes Historia, som förtäljer dess märkvärdiga Handlingar, men i synnerhet de emot Sveriges då varande Fiender förda Krig. Sammanskrifven af framledne Ståthållaren och Cammar-Rådet Eric Jöransson Tegel til Hufdestad, Ericsstad och Grundvik, men nu först af dess Handskrift utgifven af Anders Anton von Stiernman. Stockholm 1751.
48. Konung Erik den fjortondes Historia, sammanskrifven efter gamle handlingar af O. Celsius, 2. Uppl. Lund 1795, S. 243–44.
49. Fortræffelige Oplysninger om disse Familieforhold ere meddelte af J. Chr. Berg i hans Skrift om Landeværnet, S. 313–322.
50. Norske Magasin, 1, 325–326.
51. Norske magasin 2, 53–54. Johan Laurentssøn angives sammesteds at have boet paa Valle i Søndhordland (formodentlig Valen Gaard i Fjælber).
52. Heri kan neppe være et sandt Ord. Thi nogen saadan Handling af Kongen kunde formentlig ikke være skeet uden gjennem Kongebreve, hvilke da maatte have været bevarede i Registranterne. Som vi have seet, havde Christopher Throndssøn lige til sin Død været brugt i Frederik den andens Tjeneste og havde faaet en stor Donation af Christian den tredie, ligesom Enken efter hans Død fik Pension og Jordegods som Forsørgelse.
53. Aabent Rum i Conceptet i det Sv. Rigsarchiv.
54. Herom adskillige nye Oplysninger i mit Skrift, Det gamle Christiania, S. 7–14.
55. Celsius (Erik XIV Hist. 2 Uppl. S. 246) omtaler, at en „norsk Adelsmand“ Lage Urne, som blev fangen ved Hamarshus, gik over i svensk Tjeneste, men allerede Navnet viser noksom, at denne Mand, om Fortællingen ellers er rigtig, har været en Dansk.
56. Findes i Geh.-Arch. blandt „Svenske Samlinger“ med Paaskrift „Jørgen Pedersens i Sverige Brev og egen Hand til Enno Trondsen, hvilket Erik Rosenkrands overantvordet Frederiksborg den 14 Mai 1567.“
57. „Cammer-Diener.“
58. At man i England paa denne Tid virkelig frygtede for, at Danmark skulde blande sig i de skotske Anliggender, kan sees i State Papers, Foreign Series, 1560–61, S. 132.
59. P. H. Resen, Frederik den andens Krønike, Kbh. 1680, S. 42. Jvfr. Joh. Grundtvigs skarpsindige Bemærkning i Danske Samll. IV., S. 12.
60. Vil man nemlig tro Bothwells saakaldte Testamente, en Tilstaaelse, hvilken han før sin Død som dansk Statsfange skal have afgivet for Biskopen i Skaane og fire danske Adelsmænd, (aftrykt paa flere Steder, sidst hos L. Wiesener, Marie Stuart et le comte de Bothwell. Paris 1863. S. 529–530), da har Bothwell i Danmark débauché deux filles d’un grand seigneur de Danemarque. Men „Testamemets“ Ægthed er stærkt omtvistet.
61. For første Gang er her Bothwells og Annas første Sammenstød henført til et bestemt Sted og Tidspunkt. Men herfor taler hendes egen Forklaring (Norske Magasin, 1, S. 332), hvorefter tydelig deres Forbindelse maa være indledet med Faderens Vidende og i Forældrenes Hjem. Da nu Christopher siden 1542 stedse boede i Danmark, og Bothwell ikke vides som fri Mand at have været mere end denne ene Gang i dette Land, maa Sammenhængen være som af os antaget. At Anna paa denne Maade kommer til at kalde Danmark sit „Fædreneland“, er heller ingen Indvending, thi hun var dog uden al Tvivl født der, om end af norske Forældre. P. A. Munch (Norsk Maanedsskrift, 3, S. 438) og F. Schiern (Dansk hist. Tidsskrift, 3. Række, 2, S. 441) have antaget, at Bothwell skulde have truffet hende paa Hetlandsøerne, men denne Gjetning staar i aabenbar Modsigelse med Kilderne. T. A. Beckers Fortælling (Folkekalender for Danmark 1854, S. 47), hvorefter Bothwell skulde have hentet hende i Norge, er kun løst Snak.
62. Se Forhøret over Bothwell i Bergen 1567, aftrykt mellem Tillæggene til M C. Bergenhammers Maria Stuarts Historie, Khh. 1822, S. 317, hvor det heder, at Anna havde „sinne Klæder, Clennodier och anndet hindis Thiingist i fremede lander mett hans Folck fortherid och wdsatt epther forskr. Herris aff Botuil egenn Befaling.“
63. At Nederlandene var det Sted, hvor Anna blev forladt at Bothwell, har hidtil været ubekjendt, men fremgaar af Frederik den andens Brev til Churfyrst August af Sachsen af 22 Juni 1568 (Ausländ. Registr.), hvori det heder: „Ein schottischer Graf, Borthuil geheissen, welcher in unser Behaftung gerathen, hat vor etzlich Jahren unsers Herrn Vaters Admirals, Christopher Trundheim, Töchter einer die Ehe zugesagt und mit ihme hinveg geführt, aber in Niederland sitzen lassen.“
64. Meddelt af Dr. Oluf Nielsen i Danske Samlinger, 1, S. 397–398, efter en samtidig Afskrift i Geheime-Archivet.
65. „Quum praedicta Anna in Norvegiam esset navigatura ad obeunda necessaria negocia peteretque a nobis literas suae erga nos fidei et observantiae nostrique erga illam animi testes“ etc.
66. „Noveritis nos recepisse ac per praesentes literas recipere in fidem tutelamque nostram Annam Truntze, filiam Christophori Trundze qui regi Danorum praefectus maris fuerat.“ Det kan forøvrigt bemærkes, at ogsaa Kong Frederik den anden, uvist af hvad Grund, i det ovenfor S. 154, Anm. 2 citerede Brev til Svogeren i Sachsen betegner Christopher som sin Faders, ikke som sin Admiral.
67. „Omnia ejus bona mobilia et immobilia.“
68. Absalon Pederssøns Capitelsbog, (Norske Mag., 1, S. 288 og 291.)
69. Se om ham Samll. til N. F. Sprog og Hist., 1, S. 229.
70. Den i sin Tid berømte Forfatter Paulus Jovius, der døde 1552 som Biskop i Nuceria, fortæller nemlig i sin Descriptio Britanniae (optagen i hans samlede Descriptiones, Basileae 1561.), p. 82: Has Scythicas atroces belluas (i. e. Norvagos!) aetate nostra conspexere Scotorum legati a Ludovieo rege Gallias redeuntes, vixque eas militari vigilia virtuteque post insignem metum effugere, quum e Morino litore in altum arrepti transversis tempestatibus ad inhospitum Norvegiae litus pervenissent. Jovius’s øvrige Fortællinger om Nordmændene (f. Ex. terribili garritu pro sermone utuntur etc.) fortjene ikke at afskrives, men de tør dog være Kilden til mange senere Opdigtelser om vort Land.
71. „Einige waren schon verber an der Norwegischen Küste ausgestiegen, und wollten zu Fuss im Winter durch Norwegen nach Dänemark ziehen: ein einziger von ihnen kam nach einem halben Jahr in einem Gerippe abgezehrt nach Kopenhagen; alle andern scheinen den Strapazen erlegen zu sein.“ (P. Bartels: Johannes a Lasco, S. 46 i Leben d. Väter u. Begründer d. reformirten Kirche, B. 9, Elberfeld 1861. Men Kilden til denne aabenbart overdrevne Fortælling meddeles ikke.)
    Ogsaa en Broder af Johan a Lasco, Stanislaus a L., Diplomat i Paris i polsk Tjeneste, har ved en eller anden Leilighed tilfældig besøgt Norge. Melanchthons bekjendte Svigersøn, Georg Sabinus, hilser ham nemlig i en Elegi bl. A. med følgende Ord:

    Te quoque lustravit gelido Norvegia coelo
    Subdita, candenti quae nive tecta jacet.

    (Poemata Georgii Sabini Brandeburgensis, Lipsiae 1588, pag. 151.)

72. Den skotske Digter Georgs Thomson siger i sit Ἐπινίκιον de profligata Regis Hispaniae classe in Oceano Britannico (Deliciae Poett. Scotorum, p. 2. Amstelod. 1637, p. 535.):

    Has conterendas sub mare cautibus
    Turbo ad tremendas appulit Orcadas,
    Has Africus divexit atrox
    Norvegiae scopulosae ad oras.

    Sammenlign ogsaa R. Watson, The hist. of the reign of Philip II, (7 edit. London 1839, p. 419): „Some of them were dashed to pieces on the rocks of Norway“

73. Udførlige Oplysninger om Kongens norske Reise ere meddelte af P. A. Munch i Norske Samlinger 8^vo, B. 1, S. 450–512. Mellem Kilder, som have undgaaet Munchs Opmærksomhed, kunne nævnes Jcon Animorum (Frankfurter-Udgaven af 1675, p. 99–101), af Joh. Barclay (Forfatteren af den berømte Argenis), D. Chytraei Epistolae, Hanoviae 1614, 2, p. 721–722, samt en af Kongens Ledsageres Optegnelser, der læses i Vitae quorumdam eruditissimorum virorum scriptore Th. Smitho, Londini 1707. (Vita Petri Juni, pag. 27.)
74. Thomas Hammond flygtede til Throndhjem, hvor han nedsatte sig som Handelsmand. Fortællingen om hans Deltagelse i Carl den førstes Dødsdom og om hans engelske Familie i det Hele (se f. Ex. P. N. Hesselbergs Efterretninger angaaende Strømsøe By, Christiania 1780. 4^o. S. 113–114) vinder virkelig Bekræftelse hos engelske Forfattere (Clarendon, History of the rebellion, paa flere Steder, samt Carlyle, Oliver Cromwells Letters and Speeches, London 1846, især 1, S. 317–318, hvor det (ved Aar 1647) heder: The Lieutenant-General, Thomas Hammond persists in his democratic course, sits afterwards as a Kings-Judge. Ved samme Leilighed kan ogsaa nævnes Familien With paa Sætheim i Stangvik paa Nordmøre, om hvilken meddeles nogle Oplysninger i G. Thesens Beskrivelse af Romsdals Amt, S. 40–41.
75. Mark Napier, Memoirs of the Marquis of Montrose, Edinburg 1856, 2, S. 643 og 656, samt M. Hofnagels Optegnelser (Norske Magasin, 2, S. 212.)
76. Mellem Hans Grams Papirer paa det st. kgl. Bibl. i Kbhvn. findes følgende Optegnelse:
    „Navnene paa de til Bergen ankomne tretten Skotter.

    1. Henry Batallo, gav sig ud for Kjøbmand, at have været i Dundee samt der spillet Bankerot. Han er ellers den, hos hvilken fandtes de 2de Bestallinger, udgivet af Prætendenten. 2. Robert Campbell, som gav sig ud for Kjøbmand. 3. Robert Fletcher siger sig at leve af sine Midler. 4. Thomas Bair gav sig ogsaa ud for Kjøbmand, men formedelst et i hans Lommer fundet Brev befindes at være Obrist Lieutenant. 5. Bartholomæus Sandilaus sagde sig at være Kjøbmand og er den, hvis Fader er flyttet fra Frankrige og boer i Edinborg. 6. Alexander Johnston gav sig ud for at have været Guldsmed, men tilsidst at have staaet iblandt Rebellerne som volontaire i 4 a 5 Maaneder. 7. Thomas Grant gav sig ud for Kjøbmand. 8. Johan Ogilvie sagde sig at være Kjøbmand, men af de øvrige forklaret, at han havde været Boymester (sic) i Armeen. 9. David Gardyne iligemaade at være Kjøbmand, samt ellers at have Landgods i Skotland. 10. James Bruce ligeledes Kjøbmand. 11. John Anderson og Kjøbmand 12. Thomas Wilson, først sagde han sig at have været Forpagter, men siden givet sig tilsøs. 13. William Campbell haver været Skipper og nu ført de andre hid med en fremmed Skippers Fartøi, som de havde bemestret sig. Bergen d. 31 Mai 1746.“

77. Udvalg af Breve til Nyerup ved L. Daae, S. 48.
78. I det ovenfor omtalte Brev i Geheime-Archivets ausl. Registrant fra Frederik den anden til Churfyrst August af 22 Juni 1568, hvori Bothwells Forhold til Anna Rustung nævnes, heder det: „(Er) hat darauf eine Gräfin in Schottland, mit der er auch Kinder gezeuget, und hernachher bei ihrer beider (Annas og Jane Gordons) Leben die Königin genommen“. At Bothwell i sit Ægteskab med Jane Gordon, eller overhoved i noget af sine Ægteskaber, har havt Børn, er forøvrigt neppe bekjendt.
79. L. Wiesener, Marie Stuart et le comte Bothwell, Paris 1862, p. 2.
80. Ved en „Pinke“ forstod man et mindre tomastet Orlogsskib.
81. Idet jeg selvfølgelig paa dette Punkt af min Fremstilling væsentlig støtter mig til F. Schierns bekjendte Afhandling „James Hepburn, Jarl af Bothwell, hans Anholdelse i Norge og hans Fængselsliv i Danmark“ (Dansk hist. Tidsskrift, 3. Række, B. 2, ogsaa særskilt, Kbh. 1863), skal jeg til de af den lærde Forfatter anførte Vidnesbyrd føie endnu en utrykt samtidig Beretning om Bothwells Ankomst til Norge, der indeholdes i et Brev fra Frederik den anden til hans senere Svigerfader Hertug Ulrik af Meklenburg, skrevet i Aalborg den 14 Nov. 1567. (Ausland. Registr. i Geh.-Arch). Det heder her, at Bothwell, da han fangedes ved Karmsund, havde hos sig 200 Mand (selv sagde han siden 140), hvoraf 40 Adelsmænd, „welche sich erstlich nicht nu erkennen geben wollen, sondern fürgegeben, dass sie aus Schottland kämen und begehrten uns zu dienen, dieweil sie keine Bestallung zeigten, haben sie sich ergeben mussen, daruf unser Hanptmann die Capitenen und die von Adel zu sich genommen und das ander Volk zu Lande gesetzt und bis an weitern Bescheid unter die Bauern vertheilt und ihre Schiffe mit unseren Volk besetzt. Hat sich einer, der vorhin Bossmanns Kleider angehabt, zu erkennen geben, dass er in Schottland der fürnehmste und des Reiches Grossadmiral, und die Königin daselbst sein Gemahl, itzo aber von Land und Leuten vertrieben wäre“.
82. Mag. Absalons Beretning i Norske Magasin, 1, S. 332 Ogsaa fremmede Forfattere ere i den senere Tid blevne opmærksomme paa Bothwells Forhold til Anna, men naar en af dem (Wiesener, Marie Stuart et le comte Bothwell, p. 482) omtaler „la noble dame de Norvège, Anna Thrundessen“ som „proche parente de Rosencrantz“ tager han ganske feil.
83. At denne Anna Throndsdatter har været Skottefruen, er sandsynligt, ikke blot fordi Jens Nilssøn i sine Reisedagbøger udenfor Præsteskabet mest omtaler Standspersoner, men ogsaa fordi Fru Kirstine Throndsdatter, Skottefruens Søster, nogle Dage efter nævnes som tilstedeværende i Nabopræstegaarden Tune sammen med den nysnævnte Hr. Thjøstel Baardssøns Fæstemø, Adelsjomfruen Anna Gyntersberg fra Torget, Datter af en af Bothwells ovennævnte Forhørscommissærer, samt med Jomfru Anna Haard, Skottefruens Søsterdatter. Se Norske Magasin, 2, S. 151–152.
84. Samll. til N. F. Spr. og Historie, VI, S. 242. Kraft, Topographisk-statistisk Beskrivelse over Kongeriget Norge, IV, S. 552.
85. E fructibus tamen ejusdem episcopatus pensionem octingentarum mercarum nostrae monetae Johanni Stewart, ex nobis naturaliter genito, septimum vel eo circa agenti annum cupimus tua auctoritate assignari. (Epp. regum Scotorum, 2, S. 112–113).
86. Christopher Throndssøn.
    Magdalena g. m. Eirik Orm til Vatne.
    Anna, g. m. Otto Thomassøn (Orning).
    Thorlak Ottessøn, Sognepræst i Vikør i Hardanger.
    Margreta, g. m. Peder Løgit, Sognepræst i Kinservik, c. 1645
    Anna, g. m. Helge Olafssøn Berø c. 1675.
    Margreta, g. m. Lars Bleie c. 1711.
    Lars, g. m. Guro Bui c. 1754.
    Guro, g. m. Johannes Pederssøn Aga 1797.
    Lars Johannessøn Aga, Lensmand i Kinservik og forhenværende storthingsmand.
    Johannes Johannessøn Aga, Medlem af alle Storthing fra og med 1857.