Om Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker og hans Tilegnelse af Odelen

Fra Wikikilden

I.

Det kan ansees for sikkert, at Norge er det yngste af de tre Nordiske Riger, som Nordmændene er det yngste af de fire „Thjod“, til hvilke de nordgermaniske Smaastammer havde samlet sig inden den sikkre Histories Begyndelse. Den græske Forfatter Prokop, den gotiske Jordanis, der begge levede i det 6te Aarhundrede, og Engelske Sagn, der med Rimelighed henføres til det samme Tidsrum og er bevaret i Kvædet om Beowulf, omtaler Svearne, Danerne og Gauterne, men nævner – ved Siden af dem kun Norske Stamme- og Fylkesnavne. Man kan heraf slutte, at om end Nordmændene paa hiin Tid har havt et Fælledsnavn, saa har dog hos dem endnu det særegne ved Folkets og Landets enkelte Underafdelinger været sterkere fremtrædende end det Fælleds og Forbindende, medens det omvendte var Tilfælde med Nabofolkene. Og, som man paa Forhaand maatte formode: den politiske Samling har fulgt den samme Orden som den nationale. Norsk-islandske Kilder veed vistnok at berette, at Gorm den Gamle underlagde sig de danske smaariger og Eirik Eymundssøn de svenske samtidig med Harald Haarfagre; men Upaalitligheden af denne Efterretning er tilstrekkelig godtgjort[1]. Samlingen af det danske og svenske Rige ligger forud for al Historie. Om Tiden, naar den fandt Sted, og Maaden, hvorpaa den fandt Sted, om det skete ved Erobring eller fredelig Sammenslutning: er intet sikkert bekjendt. Alene Norges Samling er en historisk Begivenhed.

Om denne veed vi nu, at den fra først til sidst har en voldsom Charakteer. Harald Haarfagre appellerede ikke til nogen hos de Norske Stammer levende Følelse af national Samhørighed, idet han iverksatte sin Plan at forene dem under sin Myndighed. „Han ryddede Riget for sig“, „brød sig til Riget“ [ruddi ríkit fyrir sér, brauzt til ríkis] er de i Sagaerne sedvanlig brugte Udtryk om Samlingen, og i dem er ialfald dens ydre Væsen betegnet. Det var Blut- und Eisenpolitik, alene forskjellig fra den moderne derved, at den fremtraadte ganske utilsløret og ikke søgte at forstikke sig under nogen fremmed Forklædning. Man seer vel, at en og anden ærgjerrig Stormand frivillig sluttede sig til ham i Haab om at faa Deel i Byttet. Men Folket i det Hele synes at have staaet fast ved den gamle Tingenes Orden og maatte tages med Magt. Da Harald over Dovrefjeld kom ned i Opdal, begyndte han med at dræbe Mænd og brænde Bygderne, og saaledes foor han frem, til han havde lagt Landet under sig. Han optraadte som Erobrer og synes efter Sagaernes Beretning at have gjort Erobringens Ret gjeldende saa skaanselløst, i en saa viid Udstrekning, at det endog i hiin Tidsalder er uden Sidestykke. „Han satte den Ret allevegne, hvor han lagde Landet under sig“, fortæller Snorre, „at han tilegnede al Odel og lod alle Bønder, store og smaa, give sig Landskyld“. „Alle Bønder skulde være hans Lejglændinger“, heder det i Egils Saga. Og denne Brandskatning, denne Inddragning af den frie Jordejendom synes han ikke mot at have udstrakt til de Fylker, som han havde underlagt sig med Vaaben i Haand, men ogsaa til sine Arvelande i det Søndenfjeldske Norge. Baade Odelens Ophævelse og dens Tilbagegivelse ved Haakon Adalsteinsfostre omtales nemlig som Foranstaltninger, der gjaldt det hele Rige. Da det rygtedes paa Oplandene, heder det, at Thrønderne havde taget sig en Konge, som lignede Harald Haarfagre i alt uden deri, at Harald havde trælket Folket, medens Haakon vilde hver Mand godt og bed at give Bønderne deres Odel tilbage, blev alle glade, og denne Tidende fløj som Ild i tørt Græs heelt øst til Landsenden.

Hvor voldsom Omvæltningen var, og hvor dyb og almindelig Uvilje den vakte: derom vidner ogsaa noksom de talrige Udflytninger, som fandt Sted fra Norge i Tiden nærmest efter Hafrsfjordslaget, navnlig til Island. Mange af de gjæveste og højbyrdigste Mænd tog det Parti at forlade Landet, at bytte bort frugtbare og veldyrkede Ættejorder for en øde Strand under Polarcirkelen[2], og Kilderne fremhæver, idet de omtaler disse Udflytninger, i de sterkeste Udtryk Haralds „ofríki“, hans haarde og trykkende Styrelse, der tvang dem til at gjøre et saa daarligt Bytte. „I Harald Haarfagres Dage“, heder det saaledes etsteds[3], „blev Island bygget; thi Mænd taalte ikke den Tvang og Trældom, han lod gaa over Folket, navnlig ikke de, som var af stor Æt og stort Sind og havde Magt og Rigdom; dem tyktes det „bedre at fly sine Ejendele end at finde sig i Uretferdighed enten af Kongen eller nogen anden Mand“. – Skildringen i Egils Saga af Haralds Forhold til Thorolf Kveldulfssøn viser os hans Charakteer i et alt andet end gunstigt Lys, og hans Stilling ligeoverfor Folket som en alt andet end landsfaderlig tryg og indfredet; man fristes næsten til at sige, at han fremstiller sig som en mistænkelig og grusom Despot, hvis Øre er aabent for alskens Bagvaskelse, og som frygter enhver fremragende Mand, fordi han veed, hvor forhadt han er. Nu er det vel saa, at denne Skildring, der er bygget paa Traditionen inden Thorolfs egen Æt, ikke kan ansees for ganske upartisk. Og det gjelder vel ogsaa om de øvrige reent-islandske Kildeskrifter, at de fremstiller Haralds „ofríki“ og den ved ham frembragte Omvæltning i et eensidigt og overdrevent Lys. De til Island udvandrede Høvdinger og Storbønder var jo netop de skarpeste Oppositionsmænd, hvem Omvæltningen rammede paa det føleligste; de og den fra dem stammende Tradition har følgelig maattet see denne fra dens mørkeste Side. For Islands Historie var Samlingen af de Norske Fylker det faste Udgangspunct; at nu Traditionen efterhaanden kom til at fremhæve dette Udgangspunct for sterkt, at den knyttede for nær til det, opfattede som umiddelbar Følge hvad der kun var en fjernere Virkning, er ikke andet, end hvad der paa Forhaand maa synes naturligt og rimeligt. Og det.er godtgjort, at det virkelig forholder sig saa. Det er godtgjort[4], at Landnáma ofte tager fejl, idet den sætter Udflytningerne til Island for nær Hafrsfjordslaget og lader Landnaamsmændene komme umiddelbart fra Norge istedetfor fra Irland, Skotland eller de skotske Øer. – Den store Landnaamstid falder mellem Aarene 890 og 900, altsaa en 20 Aar eller mere efter Hafrsfjordslaget, og de fleste og mægtigste af de Colonister, som i dette Tidsrum nedsatte sig paa Island, kom ikke fra Norge, men fra Landene paa den anden Side af Nordsøen. Det var Norske Høvdinger, som længe havde havt Tilhold ved de Skotske eller Irske Kyster, og de Begivenheder, som rykkede dem op herfra, har udentvivl været Haralds Vesterhavstog og den Norsk-Skotske Hærkonge Thorstein Raudes faa Aar efter [c. A. 888][5] indtrufne Fald under en Opstand af Skoterne. Disse „Vestmænd“ var fordetmeste indbyrdes besvogrede eller beslægtede og synes at have dannet et eneste vidtudbredt Slægtsforbund, der støttede sig til den Sognske Herse Ketil Flatnef’s Herredømme paa Syderøerne og hans Dattersøn Thorstein Raudes paa det Skotske Fastland, og som opløste sig ved den sidstnævntes Fald. Deres Ætter hørte hjemme i Norges sydvestlige Fylker; men mellem disse Fylker og Landene vesterpaa har der aabenbar længe før Haralds Tid været knyttet sterke og varige Forbindelser. Fra Norges sydvestlige Kyst var der kun et eller et Par Døgns Sejlads til Hjaltland; derfra øjnes Orknø, og fra Orknø er der igjen et kort Havstykke over til Syderøerne. Paa disse af farlige Strømme omflydte Øer havde Norske Vikinger fundet et sikkert Tilflugtssted, og herfra havde de udbredt sig videre sydover, navnlig langs den Irske Østkyst, vundet Besiddelser og stiftet en saa at sige sammenhængende Række af Smaariger, medens de stadig bevarede Forbindelsen med Hjemmet. Denne Bevægelse udgik navnlig fra Agder og Rogaland. De fleste Egdske og Rygske Høvdinger, som kjæmpede mod Harald i Hafrsfjorden, synes, foruden sine Ættejorder i Norge, ogsaa at have havt Magt og Besiddelser i Landene vesterpaa; om flere af dem veed vi, at de stod i Slægtskabs- og Svogerskabsforhold til Irske og Skotske Konger eller Høvdinger, og slige Forbindelser vilde de neppe have kunnet opnaa, om de først vare komne hid som fredløse og landflygtige Vikinger, saa det er rimeligt, at de har havt fast Fod her længe forud for Hafrsfjordslaget. Denne Omstændighed tjener ogsaa til at forklare, at Harald rustede sig saalænge, inden han vovede at angribe de sydvestlige Fylker[6], og at han ligeoverfor dem fik den haardeste Kamp at bestaa; de har nemlig havt en Støtte for sin Uafhængighed i hiin Række af Norske Colonier og Smaariger paa øerne i Vesterhavet og langs den Irske Kyst, med hvilke de stod i Forbindelse gjennem sine Høvdingætter, og hvor den krigerske Aand blev holdt i stadig Virksomhed ved Berørelsen med de fremmede Folkeslag. Men herved taber ustridig den islandske Colonisation ikke lidet af sin Vægt som Vidnesbyrd om Haralds „ofríki“, Voldsomheden af den Omvæltning, han gjennemførte i Norges indre Forhold, Utaaleligheden af den Tvang, han lagde paa Folket. – Over Halvparten af Islands Landnaamsmænd kom vestenfra, hørte til hine Egdske, Rygske eller Sognske Høvdingætter, som allerede før Haralds Tid havde udbredt sig over Øerne i Vesterhavet. De havde sin Odel i Norge, og mange af dem deeltog i Kampen mod Harald i Hafrsfjorden. Det var netop i dem, han fandt sine stridbareste og meest uforsonlige Modstandere; det var dem fremfor alle, som valgte „heller at fly sin Odel end at blive Kongetræle og nyde som Gave hvad de selv ejede“[7]. Men dem kunde det heller ikke falde saa tungt at forlade Landet, da de allerede forud var halvt expatrierede og stod saa at sige med den ene Fod i Norge og den anden i Vesterlandene; de flyede sin Odel, men de flyede til Frænder og Besiddelser paa den anden Side af Nordsøen, hvorfra de kunde vente at optage Kampen paanyt, og det var først mange Aar bagefter, at de ved andre Begivenheder blev rykkede op ogsaa herfra og nødte til at søge sig et Tilflugtssted paa det fjerne Island.

Imidlertid, – hvormeget man nu end paa denne Maade vil bringe i Afdrag paa det umiddelbare Indtryk, som de talrige Udflytninger og Kildeskrifternes Udsagn gjør, saa bliver der dog nok tilbage for at vise, at Harald ikke har faret afsted med Lempe, at han ikke har ladet sig nøje med at forene Fylkeskongernes Magt i sin Haand. Det er øjensynligt, at han, ved at grunde en ny Statsskik, har taget med haarde Hænder paa Folkets hævdede Retssedvaner og Følelser, og at hans Styrelse længe maa havs bevaret den Charakteer at hensynsløs Voldsomhed, der er betegnet i Udtrykkene om hans Samling af de Norske Fylker.

Alligevel synes hen at være bleven paa en Maade populær og hans Minde at have været et højt agtet. Hans Død vakte Sorg hos alle, heder det i en Saga[8]; han glædedes ved sine Undersaatter og hans Undersaatter ved ham, heder det et andet Sted[9]; Disse Udtryk bør maaskee ikke i og for sig tillægges synderlig Betydning; men de faar Vægt ved andre Træk. Han blev gammel og tungfør, uden at der skete noget Forsøg paa at forurolige ham i Besiddelsen af en Magt, som han var kommet til paa en saa voldsom Maade, og som han havde gjort en saa streng Brug af. Og, da hans Søn Haakon Adalsteinsfostre fremstillede sig for Thrønderne med Begjæring om, at de vilde stadfæste hans Ret til Kongedømmet, gjaldt det som den bedste Anbefaling for ham, at han var sin Faders udtrykte Billede.

Man seer, at Harald, for at befæste sit Herredømme, søgte at knytte til sig med Venskabsbaand indflydelsesrige Høvdinger i de Fylker, som han havde underlagt sig [Haakon Jarl i det Throndhjemske, Ragnvald Jarl paa Møre, Hroald Jarl i Fjordene o. fl.]. Men i et saadant Forhold til ham har dog kun de Færreste kunnet indtræde. Af hans uforsonligste Modstandere, af de højbyrdige Ætter, der paa det sterkeste var knyttede til den gamle Stammeforfatning, flyttede Mange bort fra Landet. Men det kan dog vel ikke være tvivlsomt, at Fleerheden af dem, hvem Smaarigernes Sammenføjning til et politisk Hele og Odelens Ophævelse indskrænkede i den tilvante Frihed, uden at de fik Bod derfor i store Forlehninger, er blevet tilbage, og naar Harald desuagtet ikke efterlod et forhadt Minde hos Folket, men tvertimod, indseer vi, at hans Personlighed har imponeret og fremkaldt en Beundring, som efterhaanden trængte andre Indtryk i Baggrunden.

Han havde havt Sejr i alle de Slag, han holdt med Smaakongerne, og Lykken fulgte ham uafbrudt. Han havde, som Kveldulf udtrykte sig, Lykke i Lasseviis, medens Smaakongerne neppe havde en Nævefuld. Men hos de gamle Nordmænd som hos Germanerne overhovedet fremtraadte ved Siden af den trodsigste Uafhængighedsaand et sterkt fatalistisk Drag. Lykken gjaldt dem som en Gudsdom; for den Lykkelige havde de et Slags religiøs Ærefrygt, og fra denne Følelse til Hengivenhed er intet langt Skridt.

Vi maa, for rigtig at forstaa Haralds Færd og Forhold til Folket, ikke tabe afsyne, at Voldsomhed, bratte Overgange, hensynsløs Forfølgelse af reent personlige Magtformaal stemmede med Tidens og Folkets Charakteer og dengang i langt højere Grad end nuomstunder hørte med til Udviklingens nødvendige Vilkaar. Man havde kun i ringe Grad Syn for almindelige Ideer eller Principer; man var sig dem ikke bevidst; saameget lettere undergav man sig Kjendsgjerningen; saameget sterkere og mere ubetinget maatte det Indtryk være, som den Enkeltes personlige Kraft eller Lykke kunde gjøre. Men for det reent Tilfældige, for den blotte ydre Vælde bøjer Menneskene sig dog aldrig godvillig, og endog i en raa og voldsom Tidsalder, som denne, var det utænkeligt, at en enkelt om end nok saa vældig Personlighed skulde kunne grunde noget varigt og bøje et heelt Folk under sig og sit Minde, medmindre han paa en eller anden Maade repræsenterede hvad vi kalde en Idee eller almindelig Tanke, som, om den end var tilstede i en noksaa dunkel eller blot instinctmæssig Form, dog maatte synes at give ham en højere Ret end den, der laa i Spydsodden.

Harald Haarfagre appellerede ikke til nogen hos de Norske stammer raadende Følelse af national Eenhed og Samhørighed. Alligevel veed vi, at en saadan Følelse virkelig var tilstede. Navnet Nordmænd som Fællesbetegnelse for stammerne mellem Gautelven og Haalogalands nordligste Grændse forekommer i Ottars Rejseberetning, hvis Beskrivelse af Forholdene i Norge svarer til Tiden nærmest forud for Fylkernes Samling[10], og Fælledsbetegnelsens Opkomst viser, at Fælledsskabet er bleven følt og erkjendt. Her som andensteds maa dem nationale Følelse være bleven fremkaldt og skjærpet ved et Modsætningsforhold, og det er i denne Henseende værdt at bemerke, at Samlingen udgaar fra Landets sydøstlige Kant, hvor de to ældre skandinaviske Riger stødte umiddelbart op, og hvor derfor hiin Modsætning, til hvilken Nordmandsnavnet saa øjensynlig knytter sig, maatte gjøre sig tidligst og sterkest gjældende. Haralds egne Forfædre har vistnok staaet i et Afhængighedsforhold til de Danske eller Svenske Overkonger; selve den Norske Tradition tyder herpaa[11]. De har arbejdet paa at løsgjøre sig fra dette Forhold, idet de fandt et Støttepunct for sin Magt i det religiøse og retslige Fælledsskab, som uden Tvivl fra gammel Tid bestod mellem de søndenfjeldske Fylker. Haralds Fader, Halfdan Svarte, fremtræder allerede som en fuldkommen selvstændig Fyrste. Han underlagde sig de fleste af hine Fylker, og han knyttede dem sammen til et virkeligt Rige, idet han, som det heder, satte Eidsivathingslagen, det vil sige: ordnede de hidtil gjældende fælleds Vedtægter, fik dem antagne der, hvor de ikke før var det, føjede nye til, udvidede og befæstede det ældre religiøse og retslige Fælledsskab, hvis Repræsentant han selv var bleven. Han blev paa denne Maade mægtigere, end nogen Norsk Konge før ham havde været, og kunde tro sig sterk nok til at unddrage sig den gamle Afhængighed. Men derved havde han udfordret Dane- og Sveakongernes Fiendskab; han og hans Æt maatte berede sig paa at møde dem og søge at sideordne sig dem i Magt som i Ret; den maatte drives videre paa den engang indslagne Bane: ligeoverfor et Dansk og et Svensk Rige kunde ikke stilles noget mindre end et samlet Norsk Rige; de to fremkaldte med en vis Nødvendighed det tredie. – Sagnet tillægger, som vi veed, Halfdan og hans Hustru store Drømme, der varslede deres Afkoms fremtidige Magt. Slige Saga om Forvarsler eller betydningsfulde Drømme, der i Oldtiden saa hyppig blev knyttet til Mindet om fremragende Mænd eller Begivenheder, giver Udtryk for den instinctmæssige Følelse af, at det Store ikke kommer frem med Eet, men i Regelen er forberedet ved en lang forudgaaende Udvikling: – der er en Sandhed i dem. Hvad Halfdan Svarte havde gjennemført, pegte allerede saa bestemt i en Retning, der enten maatte føre til en Forening af samtlige hidtil uforbundne Norske Fylker eller til deres Underkastelse under et af de ældre skandinaviske Riger, at det nok kunde fremkalde en Ahnelse eller et uklart Ønske, hvorved Eftermandens Værk blev foregrebet.

Idet Harald aflagde det Løfte, at han ikke vilde lade sit Haar skjære, inden han havde taget Skat af hver Opdal og hvert Udnes, saalangt som Norge strakte sig, kan det altsaa i en vis Forstand siges, at en national Tanke har inspireret ham. Der har forud været en Følelse eller Erkjendelse af folkelig Samhørighed tilstede hos de Norske Stammer, og Harald var efter sin Æts Historie og sin egen Stilling den rette Mand til at repræsentere denne og føre den frem. Den var for svag og havde for store naturlige Hindringer at kjæmpe mod til at arbejde sig frem paa egen Haand, ved en fredelig Udvikling; men hvor svag den end var, kan vi ikke tvivle paa, at den i stilhed har været Harald en nyttig Forbunden og udgjort en Deel af den Lykke for hvilken endog de stiveste Tilhængere af den gamle Tingenes Orden, saadanne som Kveldulf, bøjede sig med et Slags Resignation som for en højeste Ret. Han har maaskee ikke været sig bevidst, at han repræsenterede andet end sin egen og sin Æts Magt, at han arbejdede for andet end et reent personligt Magtsformaal. Men dette er et Forhold, der ofte nok har gjentaget sig: Handlingsmandens Genius viser sig deri, at hans Ærgjærrighed, hans Herskesyge altid finder frem der, hvor der er noget varigt at grunde, og det er, hvor almene Ideer eller Instincter har beredet Grunden, at den, hvor reent personlig den end er eller synes, dog altid har pagt med disse og stiller ham Formaal, der er realisable, fordi de falder sammen med Udviklingens, Tidens eller Folkets Krav og Behov.

En lignende Betragtning som den, der her er gjort gjældende med Hensyn til Haralds Samerobring af de Norske Fylker, vil nu vel ogsaa have Anvendelse paa hans Styrelse i Almindelighed, hans saakaldte Ophævelse af Odelen og det nye System for Stats- og Samfundsordning, som han indførte. Det kan ikke have været en principløs Vilkaarlighed, som raadede her; hvad der synes tilfældigt maa dog have været betinget af en Regel, – den raa Vold, det personlige Magtbegjær maa have havt støtte i en højere Ret. Hvor forskjellig hiin Tid end var fra vor, saa har dog vel i det Store taget Betingelserne for at vinde varig Magt over Menneskene og fremkalde deres Beundring været de samme da som nu: der har krævets en aandig Overlegenhed, en Tankens eller Aandens Ret, en Sammenhæng mellem den enkelte Person og det Almindelige, – det Nationale eller Europæiske, – som man ikke ræsonnerede over, som man ikke var sig klart bevidst, men som man instinctmæssig bøjede sig for.

Vi seer, at Harald forstod at omgive sig med megen ydre Glands, og at han førte et efter Tidens Læjlighed glimrende Hof. Dette maa have andraget til at forsone med hans strenge Regimente. Hofferne: vare hiin Tids Skoler, hvor unge Mænd af høj Byrd tillegnede sig Verdenserfaring og slebne Sæder; selve den blotte ydre Pragt var dengang langt mere end nu et Opdragelses- og Udviklingsmiddel. Allerede Tacitus omtaler, at hos de germaniske Folk Fyrstens Magt og Anseelse i en væsentlig Grad beroede paa hans Hird eller Følge af haandgangne Mænd. „Fyrsterne kappes om, heder det, hvem der kan samle om sig de fleste og haandgangne Mænd; dette er i Fredstid en Hæder og i Krigen et Værn“ [in pace decus, in bello præsidium]. Om Harald fortælles det nu, at hans Hird var talrig og paa det bedste sammensat. Han var sejrsæl og gavmild; en stor Mængde Jordejendomme og andet Gods maa ved Erobringen være faldet i hans Haand, saa han var istand til at lønne godt. Derfor kappedes ogsaa ærgjærrige unge Mænd rundt omkring fra Landet om at træde i hans Tjeneste; men kun saadanne optoges i Hirden, der var udmærkede ved Mod og Vaabenfærdighed eller i andre Henseender[12]. I Eventyret om Norna-Gest, der blev trehundrede Aar gammel og havde opholdt sig hos mange berømte Konger eller Sagnhelte, tillægges der denne den Ytring, at Harald Haarfagre „var vandastr at hirdsidum allra fyrr nefndra konunga“[13]. Et sikkrere Vidnesbyrd om Haralds „hirdpryði“, – et Øjenvidnes Skildring af hans Gavmildhed og pragtfulde Hofholdning, – besidder vi i de i Fagrskinna[14] optagne Brudstykker af et Digt, der tillægges skalden Thorbjørn Hornklofe. Her heder det:

Rigeligt de lønnes
de raske Krigere,
som i Haralds Tun
med Brikker lege;
Guld faa de i Mængde
og fagre Sverd,
Hunlandsk Malm
og Træle fra Østen.
„Om Skaldernes smykker
jeg vil dig spørge,
thi du tykkes at vide Besked,
om de Ædles Færd,
den du nøje kjender,
deres, som med Harald leve?“
„Paa deres Rustning du seer,
og deres gyldne Ringe,
at de ere vel kjendte af Kongen.
De bære røde Kapper,
fagert randede,
sølvvundne Sverd,
ringvævede Brynjer,
gyldne Belter,
gravne Hjelme,
Ringe paa Haanden,
som Harald dem skjænked.“

Digtet omtaler fremdeles Bersærkerne eller Ulfhednerne som hørende til Haralds Omgivelser, og desuden Gjøglere og Hofnarre, hvis Opgave det var at more Kongen ved alskens Løjer. Heri gjenkjendes Indflydelsen af udenlandske Hofskikke.

Blandt sine Hirdmænd agtede Harald Skalderne højest, er det fortalt; de fulgte ham jevnlig, og ban lod dem sidde ligeoverfor sig i det saakaldte ringere Højsæde, der gjaldt som den fornemste Plads næst hans egen. Disse Skalder var berømte, og deres Kvæder lærtes udenad og gik fra Mund til Mund. Brudstykker af flere er endnu bevaret, og vi seer deraf, at de foruden Harald selv og hans Bedrifter, ogsaa har besunget mythiske og sagnhistoriske Emner. Hiin Tids Digtekunst bestod, som bekjendt, for en væsentlig Del i Omskrivninger og Billeder, hentet fra de gamle Gude- og Heltesagn. Det hørte derfor til Skaldernes Fag at kjende disse, og denne deres Kjendskab til Fortiden har det vel været, som fornemmelig gav dem Adkomst til at optræde som Kongernes Fortrolige og Raadgivere. De var sin Tids Lærde, den folkelige Traditions og den nationale Dannelses rette Bærere. Idet Harald omgav sig med de meest ansete skalder og andre Viismænd, der var fortrolige med de nedarvede historiske Traditioner og Retssedvaner[15], blev hans Hof et Slags aandigt Centrum tor det hele Folk, og hans Herredømme fik derved en anden og bedre Grund at staa paa end den blotte ydre Vælde.

Harald med sit Følge af Skalder og gamle Viismænd, af hvilke han „nam minnigr marga speki“, minder os om Karl den Store med hans berømte Hofacademie, der fulgte ham allesteds, og ved hvis Forelæsninger og Disputationer ban selv var en opmærksom Tilhører[16]. Overhovedet ledes vi ved Skildringen af Haralds Hofholdning og den Pragt, hvormed han omgav sig, til en Forestilling om, at han har dannet sig efter de bedste fremmede Mønstere og lagt an paa at være Konge i europæisk Stiil. Men dette er vistnok ogsaa det Synspunct, fra hvilket den af ham grundlagte nye ordning af Styrelsen og Landets Forfatning vil kunne paa den meest tilfredstillende Maade blive forklaret. Det, vi veed om denne Ordning, giver fuld Grund til at antage, at den i sine væsentlige Træk har stemt overeens med, hvad der paa hiin Tid var bleven gjældende Statsret og Samfundsorden i Europas store Culturlande. Harald har, samtidig med at han grundede den Norske Stat, givet den en Organisation, hvorved den saa at sige førtes midt ind i Strømmen af den almeeneuropæiske Udvikling; han fremstiller sig ikke som Udøver af en barbarisk Erobringens Ret; men som en Hersker, der stod paa Tidens Højde og havde tilegnet sig dens raadende politiske Ideer: saaledes vil det bedre kunne forstaaes, at han, uagtet han ved sine Foranstaltninger havde grebet saa dybt og skaanselsløst ind i Folkets gamle Retsorden, dog kunde vinde dets Hengivenhed og efterlade et højt hædret Minde.


II.

De Kilder, der udtrykkelig omtaler Haralds Inddragelse af Odelen og nye System for Landets Administration og kan gjælde som selvstændige, er Snorre’s Heimskringla og Egils Saga. Snorre fortæller i Harald Haarfagres Saga Cap. 6, at Harald „satte den Ret overalt, hvor han lagde Landet under sig, at han tilegnede sig al odel og lod alle Bønder give sig Landskyld, baade mægtige og ringe“, at han satte en Jarl i hvert Fylke, der skulde domme Lov og Landsret og oppebære de kongelige Indtægter mod selv at nyde Trediedelen, at hver Jarl skulde have 4 eller flere Herser under sig, som hver skulde have 20 Mark Veitsle og til Gjengjæld underholde paa egen Bekostning 20 Hærmænd til Kongens Tjeneste, medens Jarlen skulde underholde 60, – „og, føjes der til, saameget havde Harald forøget Paalæg og Landskylder, at hans Jarler havde mere Magt end Kongerne fordum“; – fremdeles fortæller han i Haakon den Godes Saga, Cap. 1, at Haakon paa Thinget i Throndhjem bød sig til at gjøre Bønderne odelsbaarne og at lade dem faa deres Odel, som de paabyggede, tilbage, naar de vilde tage ved ham og give ham Kongenavn.

Fra Heimskringla er denne Beretning igjen ordlydende eller med uvæsentlige Forandringer gaaet over i den større Olaf den Helliges Saga[17], i de forskjellige Recensioner af den større Olaf Tryggvasøns Saga, samt i Haralds þáttr hárfagra og Upphaf ríkis Har. hárf., i Flateyarbók I.

Egils Saga fortæller Cap. 4: „Harald tilegnede sig i hvert Fylke al Odel og alt Land, bygget og ubygget, ja endog Søen og Vandene; alle Bønder skulde være hans Lejglændinger, saa og de, som ryddede i Skogerne, Saltbrænderne og alle Vejdemænd, baade paa Sø og Land, de bleve ham alle tjenstbundne“; – dernæst Cap. 62: „Haakon fik mange flere Folk [end Erik], og Grunden dertil var, at han satte den Lov i Landet, at hver Mand skulde faa sin Odel tilbage, medens Harald havde trælket alle Mænd, baade mægtige og ringe.“

Maaskee er Egils Saga bleven benyttet af Snorre[18]. Man skulde saaledes ikke med fuld Sikkerhed kunne lade dennes Beretning gjælde som selvstændig Kilde. Man skulde i Virkeligheden kun have eet Vidnesbyrd, ikke to indbyrdes uafhængige, der gjensidig støtter hinanden. – I de øvrige Kildeskrifter nemlig til Norges Historie i dette Tidsrum findes hverken Haralds Tilegnelse eller Haakons Tilbagegivelse af Odelen udtrykkelig omtalt. Thjodrek Munks Krønike, den i Skotland fundne Historia Norvegiæ, og Ágrip, der samtlige vistnok er forfattede i Norge og kan betragtes som de ældste Forsøg paa at fremstille Landets Historie i Sammenhæng[19], tier ganske. I Fagrskinna heder det kun, efterat Slaget i Hafrsfjorden er omtalt: „þar eptir siðaðisk landit, guldusk skatter hit efra sem hit ytra.“

Heraf tør man nu ikke drage den Slutning, at den hele Historie om Odelen skulde være grebet ud af Luften eller hvile paa en blot og bar Misforstaaelse. Dertil passer den for godt ind i den øvrige Sammenhæng. Baade er det i og for sig sandsynligt, at Kongedømmets sterke territoriale Udvidelse her som andensteds har medført en tilsvarende Forøgelse af dets Ret[20], saavelsom at det siden efter Haralds Død under Striden mellem hans Sønner har maattet træde et Skridt tilbage, og Snorres og Egils Saga’s Beretning stemmer desuden i enkelte Puncter saa godt overeens med, hvad der andensteds fra er bekjende at dens Paalitlighed i det Hele derved maa synes hævet over al Tvivl. Hvad de ovenfor anførte Kildeskrifter angaar, der ganske forbigaar Haralds Tilegnelse og Haakons Tilbagegivelse af Odelen, da er de allesammen saa kortfattede og som første Forsøg saa ufuldkomne, at det ikke kan vække Mistanke, om de lader endog saa dybt indgribende Begivenheder uomtalte. Det kan vel tilmed siges, at de indirecte tjener til at stadfæste Snorres eg Egils Saga’s Beretning[21].

Denne har saaledes visselig et factisk Grundlag. Men det gjælder at forstaa den ret. Det maa staa fast, at der ved Harald Haarfagres oprettelse af det Norske Enekongedømme og ved Haakon Adalsteinsfostres Antagelse til Konge er foregaaet en Omvæltning i Landets indre Forhold, der svarer til Udtrykkene om, at Harald gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, og at Haakon gav dem Odelen tilbage; – og herom har heller ikke været yttret Tvivl; men disse Udtryk er bleven fortolkede paa flere forskjellige Maader, hvormed Omvæltningen tillægges et større eller mindre Omfang og stilles ind i den ene eller den anden Sammenhæng. En ældre Opfatning, der dog ingensteds er bleven skarpt og bestemt hævdet eller udførlig begrundet, gik ud paa, at den af Harald gjennemførte Forandring med Hensyn paa Odelsgodset kun skulde have bestaaet i et Skattepaalæg[22]. Men denne Opfatning fjerner sig saalangt fra Kildernes Udtryk, at man maa indrømme, at den vanskelig lader sig fastholde, saafremt man overhovedet vil lade disses Autoritet gjælde. Hvorledes skulde den desuden kunne bringes i Overeensstemmelse med hvad der fortælles om Haakon den Gode? Man seer, at Haakon ikke, ialfald ikke ubetinget, har ophævet Faderens Skattepaabud, idet han kun for Kystfylkernes Vedkommende forandrede det til et Søkrigsstyr, saa at Bønderne istedetfor Nefgildet [den af Harald paalagte Kopskat], forpligtede sig til at bygge, udruste og vedligeholde et vist Antal Skibe i hvert Fylke samt til at sørge for disse skibes Bemanding og Proviantering for et bestemt aarligt Tidsrum[23]. Men hvad bliver der saa igjen af de Foranstaltninger, der fremstilles, som om Folket ved dem havde faaet sin Frihed tilbage, og hvorom Rygtet fløj som Ild i tørt Græs fra den ene Landsende til den anden?

Vore nyere Historikere har ogsaa været enige om at gjøre en anden Opfatning gjældende. De har forstaaet Kildernes Udtryk efter Ordet. Harald tilegnede sig, efter deres Mening, virkelig Ejendomsretten til al Jord i Landet; han gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, og forsaavidt de oprindelige Besiddere beholdt sine Fædrenegaarde, var det ikke længer som Ejendom, men som Lehn og mod en Afgift; de maatte give ham Landskyld; deres Adkomst til Jorden udlededes ikke længer fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlehning. Og denne Forandring fulgte umiddelbart af Erobringsforholdet; den fandt Sted i Overeensstemmelse med „oldgermaniske Retsbegreber“ eller en „oldgermanisk Statsret“, der hjemlede Erobreren Ejendomsretten til al Jord i det Land, han havde underlagt sig[24]. „Odelsbesiddelse og Feudalbesiddelse er begge lige oprindelig germanisk.“, heder det i Munch’s Det Norske Folks Historie, hvor den her omtalte Opfatning har faaet det skarpeste Udtryk:. „men den første forudsætter en oprindeligere Fordeling af Jordegodset mellem et helt paa eengang indvandrende Folk; den sidste forudsætter en Erobring eller Besiddelsestagen ved en af haandgangne Mænd ledsaget Drottin eller Konge. Alt, hvad et saadant Krigerfølge erhvervede, erhvervedes nemlig for Høvdingen, og hvad hans Mænd modtoge, modtoge de kun ved hans Godhed, saa at det, naar det var Grundstykker, betragtedes som et Laan, af hvilket Høvdingen fremdeles vedblev at være Ejer, medens Modtageren kun blev dets Bruger imod at forpligte sig til visse Ydelser“.... „Da Harald havde underlagt sig de Norske Fylker, blev de derfor, overeenstemmende med den for alle germaniske Stammer tællede Vedtægt, naar et Landskab erobredes med væbnet Haand, den erobrende Konges Eiendom og ikke længer de oprindelige Besidderes Odel.“ ... „Det faldt af sig selv, at den gamle Odelsforfatning nu maatte give Plads for en Feudalforfatning, at al Grundbesiddelse herefter ikke længer hvilede paa Odelsret, men paa Feudalret. Om vore Oldskrifter end ikke indeholdt noget om saadanne Forandringer, kunde man dog allerede paa Forhaand vide, at de havde fundet Sted.“

Men denne Fremstilling hviler paa Forudsætninger, hvis Urigtighed maa siges at være tilstrekkelig godtgjort. Den Statsret, hvorefter en erobrende Konge eller Høvding betragtedes som den egentlige Ejer af al Grund i det af ham underlagte Land og fordelte denne paa en systematisk Maade mellem sine Mænd, der blev hans Vasaller, og hvoraf hver igjen havde Undervasaller under sig, – er ikke oldgermanisk, og naar man engang almindelig forestillede sig, at den var det, saa kom det deraf, at man havde indskrænket sig til at betragte Lehnsvæsenet i dets fuldfærdige Stand og fra den her iagttagne Regelmæssighed havde sluttet tilbage til en forudfattet Plan, et engang for alle givet System, miskjendende det spontane i de historiske Processer, overseende den lange Tid og den Mangfoldighed af samvirkende Kræfter, som var nødvendig for at frembringe den middelalderske Feudalstat. De Germaniske Folk, der trængte erobrende ind paa Romersk Grund, tilegnede sig ikke al Jord i de af dem underlagte Lande[25], men lod de oprindelige Besiddere beholde en større eller mindre Deel; endnu mindre kan der være Tale om, at deres Konger skulde fra først af have tilegnet sig end Overejendomsret til det erobrede Land og have uddeelt det efter en bestemt Plan som Lehn til sine Mænd. Grundsætningen „nul terre sans seigneur“ er fremmed for den oprindelige Germaniske Ret; Lehnsvæsenet er ikke grundet paa en planmæssig, efter visse almindelige Grundsætninger gjennemført Deling af de erobrede Lande mellem Erobrerne; det har udviklet sig lidt efter lidt fra ringe Begyndelser, udbredende sig gjennem successive Tilslutninger, samlende og forbindende Institutioner og Retsforhold, der oprindelig intet havde med hinanden at skaffe, og det staar hverken hos Frankerne eller Angelsachserne i umiddelbar Sammenhæng med disse Folks Erobring af Gallien og Britannien. Det kan siges at være oprindelig Germanisk og fælledsgermanisk, forsaavidt som den Aand, der gaar gjennem det, udspringer fra de for Germanerne ejendommelige gjensidige Troskabs- og Forpligtelsesforhold Mand og Mand imellem; men sine ydre Former har det for en væsentlig Deel optaget andenstedsfra; i sin systematiske Skikkelse er det ejendommeligt for det frankiske Rige, hvor det udviklede sig under et Sammenstød af mangehaande Paavirkninger og Indflydelser, og hvorfra det udbredte sig til den øvrige Verden, og i denne Skikkelse i kan det først siges at være traadt frem efter Harald Haarfagres Tid[26].

Skulde det altsaa virkelig forholde sig saa, at Harald tilegnede sig en Ejendomsret til al Jord i de erobrede Norske Fylker og gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, saa har han ikke handlet i Overeensstemmelse med noget hævdet „oldgermanisk“ Retsbegreb, han har ikke kunnet støtte sig til en gammel Vedtægt, som Folket forud kjendte og respecterede, saa det ikke havde saa vanskeligt for at udsone sig med det Haarde og Trykkende i en slig Forholdsregel. Skulde Harald virkelig, som Munch udtrykker det, have indført en fuldkommen Lehnsforfatning, maatte han have foregrebet den almindelige europæiske Udvikling; han maatte med eet Slag have gjort gjældende et System, som overalt ellers dannede sig lidt efter lidt, og som paa hans Tid endnu ikke nogensteds var fremtraadt klart og bestemt. Men heri er der ingen Rimelighed. Endog om en saadan „oldgermanisk Statsret“ virkelig lod sig paavise som den, vore Historikere have forudsat, idet de fremstillede Haralds Feudalforfatning som en nødvendig, umiddelbar Følge af hans med væbnet Haand gjennemførte Underkastelse af de Norske Fylker, vilde deg altid det Spørgsmaal blive tilbage: hvorledes kunde han gjøre en saadan Erobringens Ret gjældende,i de Dele af Landet, som han ikke havde underlagt sig med væbnet Haand, men arvet?[27] Og saavel Odelens Ophævelse som dens Tilbagegivelse ved Haakon den Gode omtales som Foranstaltninger, der gjaldt hele Norge. Det er udtrykkelig fremhævet, at Rygtet om Haakons Tilbud til Thrønderne „foor som Ild i tørt Græs“, „vakte almindelig Glæde“ paa Oplandene og i Viken, altsaa netop Landskaber, som Harald Haarfagre for en stor Deel havde besiddet ved Arv, endnu inden han begyndte sin Erobringsfærd. Man har desuden i en af de paalitligste Kilder et afgjørende Vidnesbyrd mod, at Harald i Odelsforfatningens Sted indførte en Feudalforfatning, hvorved de oprindelige Grundejere, forsaavidt de beholdt sine Fædrenegaarde, kun beholdt dem som Lehn, saa at deres Adkomst til Jorden ikke længer udlededes fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlehning. Egils Saga, der siger om Harald, at han gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, viser, ved hvad den siden fortæller om Egil Skallagrimssøns Proces mod Bergønund, at dette Udtryk ikke maa forstaaes efter Ordene. Egil kom til Norge anden Gang i Harald Haarfagres sidste Leveaar [933], medens Erik Blodøxe styrede Riget, da han havde faaet Efterretning om, at Bjørn Brynjulfssøn [Hauld] i Sogn, hvis Datter Aasgerd han havde ægtet, var død, og at Bergønund, som var gift med Bjørns anden Datter, havde taget al Arven efter sin Svigerfader, baade Land og Løsøre. Egil krævede mindeligt Arveskifte af Bergønund; men denne, der stod i stor Yndest hos Erik Blodøxe og hans Dronning Gunhild, medens Egil og hele hans Æt var dem forhadt, vægrede sig ved at gaa ind herpaa, under Paaskud af at Aasgerd ikke var født i lovligt Ægteskab. Egil stevnede ham nu til Gulathinget, og her mødte begge den følgende vaar, og desuden baade Kongen og Dronningen og Lendermanden Arinbjørn, Egils Ven og Aasgerds Frænde. Da Dommen var sat, traadte begge Parterne frem for at tale sin Sag. Egil sagde, at hans Hustru Aasgerd var arveberettiget som Bjørns Datter, at hun var odelsbaaren og lendbaaren, og han paastod derfor, at Dommerne skulde tildømme hende i Overeensstemmelse med Loven det Halve af Arven efter Bjørn i Land og Løsøre. Bergønund sagde, at hans Hustru var Bjørns rette Arving, da hun var født af hans lovlige Egteskab med Aaluf, men at Aasgerd ikke var arveberettiget, saasom hendes Moder Thora var hærtagen og havde ægtet Bjørn uden sine Frændere Samtykke. Arinbjørn, som blev vred, da han hørte, at hans Faster Thora kaldtes en ufri Kvinde, tilbød sig nu at føre Vidner paa, at det i Forliget mellem Bjørn Hauld og Thoras Frænder var bleven udtrykkelelig fastsat, at hans og Thoras Datter Aasgerd skulde være arveberettiget efter ham, og Egil opfordrede Kongen til at høre Vidnernes Udsagn og lade ham faa Lov og Ret. Kongen betænkte sig og svarede, at han hverken vilde tillade eller forbyde Vidneførselen. Men da tog Dronning Gunhild til Orde og udbrød: „Det er dog et stort Under, Konge, at du lader denne lange Egil indvikle alle Sager for dig. Vil ikke du afgjøre Sagen til Ønunds Fordel, saa vil ialfald ikke jeg taale, at Egil træder vore Venner under Fødder. Hvor er min Broder Alf? Far du til Dommen med din Skare og tillad den ej at afsige en saa vrang Kjendelse som denne!“. – Alf og hans Mænd stormede strax frem der, hvor Lagretten sad, skar Vebaandene over og jog Dommerne fra hverandre. Der opstod nu stor Tummel paa Thinget. Egil maatte fare bort med uforrettet Sag) men forinden mælte han med høj Røst: Jeg kalder Dig, Arinbjørn, og Dig, Thord, og alle de Mænd, som høre mine Ord, til Vidne paa, at jeg nedlægger Forbud mod, at Bergønund eller nogen anden, indenlandsk eller udenlandsk, af fyrstelig eller ikkefyrstelig Stand, befatter sig med Bjørn Brynjulfssøns Jorder, at bortbygge dem eller dyrke dem eller paa anden Maade at føre sig dem til Nytte; hvo, som det gjør, erklærer jeg skyldig i Lovbrud, Gudernes Fortørnelse og Gridrov „[legg ek við lögbrot ok goða gremi ok griðarof]“[28]. Det fremgaar af denne Beretning, hvis Paalitlighed der ikke kan være Spørgsmaal om at drage i Tvivl, at Harald ikke har tilegnet sig nogen Overejendomsret over Landets Jord i den feudalistiske Betydning af Ordet. Egil Skallagrimssøn kræver paa sin Hustrus Vegne af Bergønund, Kongens og Dronningens Ven, at han skal afstaa til ham Halvparten af da Jorder, som havde tilhørt Bjørn Hauld, begges Svigerinder; han kræver det som sin lovlige Ret, idet han paastaar, at hans Hustru ikke mindre end Bergønunds er odelsbaaren og arveberettiget; han fører sin Sag til Thinge i Nærværelse af Kongen og Dronningen, som ere ham fiendsk, og som dog ikke kan hindre ham fra at opnaa sin Vilje uden ved at lade Dommerne jage fra hverandre, – alt dette er fuldkommen uforenligt med et gjennemført Feudalvæsen. Og denne Forhandling forefaldt, endnu inden Haakon den gode havde givet Bønderne deres Odel tilbage, altsaa medens Haralds Indretninger endnu maa antages at have staaet ved Magt[29].

Den af Norges Historie højt fortjente tydske Lærde Konrad Maurer, som i en Afhandling i Tidskriftet Germania[30] har fremsat de ovenfor nærmere begrundende Indvendinger mod vore nyeste Historikeres Opfatning af hvad der skal forstaaes ved Harald Haarfagres Ophævelse af Odelen, søger en rimeligere Løsning af Spørgsmaalet, idet han sammenstiller hvad det skete i Norge ved Enekongedømmets Oprettelse med hvad der skete paa Orknøerne, da Harald Haarfagre havde paalagt Øernes Befolkning en Bod af 60 Mark Guld for sin Søns Drab og Jarlen Torv-Einar bød sig til at udrede hele Boden, mod at Bønderne afstod sin Odel til ham, hvilket disse, som det heder, gik ind paa, fordi de Rige haabede snart at kunne indløse sin Odel, medens de Fattige ikke formaaede at udrede hvad der var bleven dem paalagt. Ved denne Transaction kan Orknøingerne i en vis Forstand siges at have pantsat sine Ejendomme, med Forbehold af at indløse dem igjen siden og saaledes at de selv vedblev at bruge og beholde dem mod at udrede en aarlig Afgift, der har været at betragte som Rente af det paa Ejendommene optagne Laan. Og, naar det siden heder, at Jarlen Sigurd Lødvessøn gav orknøingerne deres odel tilbage, da betyder dette i Virkeligheden kun, at han har eftergivet dem den Gjæld, der hvilede paa deres Jorder.

I Overeensstemmelse hermed tror nu Maurer, at man bør forklare, hvad Kilderne fortæller om Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen i Norge. Det har været en „kolossal Brandskatning“, „hvis Udredelse blev sikkret ved en Pantsættelse af de paagjældende Ejendomme, og hvis Capitalbeløb desuden blev forrentet ved en Landskyld eller aarlig Afgift, som maatte udredes for Ejendommenes Brug og Besiddelse, indtil en virkelig Indløsning havde fundet Sted ved Betaling af den paalagte Sum.“ Og Haakon den Godes Tilbagegivelse af Odelen maa da forstaaes som en Eftergift af den endnu udestaaende Capitalsum, hvorved Forrentningen og Pantsættelsesforholdet selvfølgelig tillige bortfaldt.

Men de Omstændigheder, under hvilke Torv-Ejnar kom i Besiddelse af Orknøingernes Odel, er dog øiensynlig altfor forskjellig fra de Omstændigheder, under hvilke Harald Haarfagre skal have tilegnet sig al Odel i Norge, til at man kan lade denne Jevnførelse gjælde. I det første Tilfælde er der Tale om en bestemt Sum, som blev paalagt Bønderne, og som Jarlen udredede for dem, da de ikke selv formaaede det, mod at de afstod sin odel til ham, med Forbehold af senere Gjenløsning. Dette har fuldkommen Udseende af en „Forretning“, en frivillig Overeenskomst, hvorved den ene Part midlertidig overlader eller pantsætter sin Ejendom til den anden, mod at denne forstrækker en i Øjeblikket nødvendig Pengesum. Men at Harald Haarfagre skulde have paalagt alle Norske Odelsbønder en lignende engang for alle bestemt Sum, dertil findes ikke mindste Antydning, saalidt som til at der var aabnet Bønderne en Mulighed til at indløse sin Odel ved at udrede den paalagte Sum. Og en slig „Geschäft“, der er meget vel forstaaelig, hvor Talen er om Orknøernes Haandfuld Ejendomsbesiddere, lader sig dog vanskelig tænke gjennemført ligeoverfor Indbyggerne af et heelt stort Land.

De samme Indvendinger, som Maurer opstiller mod Munch’s og Keysers Forklaring, vil desuden for en Deel sees ogsaa at gjælde hans egen. Han indvender, at om end Harald Haarfagre havde tilegnet sig Ejendommen over al Jord i Kraft af en anerkjendt Erobringens Ret, saa kunde denne dog ikke have været udstrakt over de Dele af Landet, som han var kommen i Besiddelse af ved Arv. Men naar Harald „brandskattede“ Riget, saa var det vel ogsaa som en Erobrer, der lader sine overvundne Fiender betale Krigens Omkostninger, og man faar altsaa at besvare det Spørgsmaal, hvorledes han da kunde brandskatte sine egne Arvelande. – Haralds populære Eftermæle er af Maurer fremhævet som en Grund mod Rigtigheden af de Norske Historikeres Betragtningsmaade; et saadant Eftermæle kunde nemlig umuelig „einem Despoten gespendet werden, welcher den privatrechtlich wie politisch werthvollsten Theil des Vermögens seiner sämmtlichen Untherthanen olme jeglichen Rechtsgrund confisciert und bis an sein Ende widerrechtlich in der eigenen Hand behalten hatte.“ Men den „fiscalske Forholdsregel“, han selv tillægger Harald, savner dog ikke mindre enhver Retsgrund; en saadan Brandskatning af Landets Ejendomme vilde dog have været den meest utilslørede, den principløseste vilkaarlighed. Og naar Maurer udhæver, at ifølge hans Forklaring den saakaldte Inddragelse af Odelen kun tilføiede Folket et pecuniært Tab, medens Udsigten til en Gjenerhvervelse al den gamle Skattefrihed altid var ladet aaben, da kan dog derved ikke noget siges at være vundet for en lettere Forstaaelse af Haralds gode Eftermæle. Den Uvilje, som Despotisme og retløs Vilkaarlighed vækker, beror dog ikke paa den større eller mindre materielle Skade, som den tilføjer.

Det stemmer altsaa bedst med Kildernes Udtryk og er i sig selv det rimeligste at antage, at Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen virkelig har været en almindelig politisk og ikke en blot og bar fiscalsk Forholdsregel, at den virkelig hænger sammen med en ny „monarkisk Theori“ og betegner et nyt statsretligt System, hvorved Undersaatternes Forhold til Stat og Kongedømme blev et væsentlig andet, end det før havde været. Dette Systems Princip maa kun ikke søges i en formeentlig „oldgermanisk Erobringsret“, hvorefter den erobrende Konge regelmæssig tilegnede sig Overejendommen til al Jord i det af ham underlagte Land; man maa kun ikke – i Strid med Kildernes udtrykkelige Vidnesbyrd – forestille sig dets Former, som om de stemte overeens med det fuldt gjennemførte Feudalvæsens, der først tilhører en følgende Periode. Harald kan ikke paa denne Maade have foregrebet en almindelig europæisk Udvikling, der endog havde sin Rod i Forhold vidt forskjellige fra dem, hans eget Land frembød. Derimod er der intet til Hinder for at antage, at han og hans Raadgivere har fulgt med Udviklingen paa deres Viis, at de har tilegnet sig, været gjennemtrængte af Tidens raadende politiske Grundsætninger, saaledes som disse traadte frem i de toneangivende mellemeuropæiske Staters Forfatning, og sagt at tillempe dem paa Norske Forholde. Og ved at betragte. „Odelens Ophævelse“ i denne Sammenhæng vil man udentvivl bedst komme udover de før paapegede Vanskeligheder eller tilsyneladende Modsigelser. Man vil saaledes kunne hævde Troværdigheden af Kildernes Beretning uden at komme i Strid med andre paalitlige Vidnesbyrd eller med de erkjendte Love far den historiske Sammenhæng. Den af Harald gjennemførte omvæltning i Landets indre Forhold vil føres tilbage til et mere rimeligt Omfang, uden dog at tabe den Charakteer af et virkelig nyt System, som vi efter det Indtryk, den gjorde, og efter de følgende Begivenheder maa slutte, at den har havt, – uden at synke ned til en blot og bar Voldshandling, der savner ethvert principielt Grundlag.

Det er før nævnt, at Feudalvæsenet udviklede sig i det Frankiske Rigs og herfra udbredte sig til den øvrige Verden. Overhovedet var, som man veed, det Frankiske Rige gjennem den største Deel af Middelalderen Mønsterlandet i politisk Henseende. Det var blevet Romerstatens Arvtager baade i en indvortes og en udvortes Forstand; det var her, at Romerske Institutioner og Statsideer gjorde sig stærkest gjældende og virkede i videst Udstrækning til at omdanne det Germaniske Statsvæsen, navnlig ved at give Kongedømmet en mere ophøjet Stilling og et mere omfattende Magtomraade, hvilket det efterhaanden maatte blive et Formaal ogsaa for de øvrige Germaniske Konger at opnaa. – Det er altsaa fremfor alt det Frankiske Rige, hvis Forfatning maa betragtes, naar man vil danne sig en Forestilling om de politiske Ideer eller Tendentser, der kan formodes at have indvirket paa Harald Haarfagre, idet han grundlagde den nye Norske Statskik.

Denne Forfatning kan i det Tidsrum, hvorom her er Tale, ikke betegnes som en feudal[31]. De Elementer, hvoraf Feudalvæsenets Bygning førtes op, var tilstede, men deres Sammenføjning til et systematisk Hele havde endnu ikke, – eller ialfald kun tildeels – fundet Sted. Evert enkelt af de Forhold, der charakteriserer Lehnssystemet, eller hvori det havde sin Rod, – overdragelsen af Land mod Forpligtelse til Krigstjeneste, det engere personlige Tjeneste- og Troskabsforhold ligeoverfor Kongen eller andre Stormænd, de offentlige Functionærers Aflønning ved Tildelelse af Krongods til midlertidigt Brug, Overførelsen af de private Tjenesteforholds Former paa de reent offentlige eller politiske, Indordningen af de mindre Mægtige under de mere Mægtiges Skytsherredømme – Beneficiarvæsenet, Commendationen, Vassalliteten, – havde allerede gjort sig gjældende og tildeels i videste Udstrækning; men Systemet kunde først siges at existere, naar alle disse Forhold paa en regelmæssig og overalt eensartet Maade var bragt i Forbindelse og havde draget det hele Samfund indunder sig, og dette var endnu ikke skeet.

Det Frankiske Rige under Karl den Store og i den nærmest følgende Tid var ikke nogen fuldkommen Lehnsstat. Om end Kongerne havde benyttet Beneficiar- og Vassallitetsvæsenet til at udvide og befæste sin Magt og derved givet det en betydningsfuld Rolle i Forfatningen, saa var dog endnu ikke al offentlig Myndighed eller Styrelse bundet til de feudale Former. Grundsætningen „nul terre sans seignenr“, ifølge hvilken Enhver maatte staa i Vassalforhold til en anden for at gjælde som berettiget Medlem af Samfundet, og hvorved Kongen kom til at betragtes som det hele Lands egentlige Ejer, var endnu ikke gjennemført. Der fandtes endnu uafhængige Ejendomsbesiddere [Alodialbesiddere], skjønt deres Tal vistnok var lidet og de indtoge en underordnet Plads ved Siden af Kongens haandgangne Mænd, hans Vassaller eller „Leudes“.

Men, hvis saaledes Forfatningen inden det Frankiske Rigs ved denne Tid endnu ikke var bleven et gjennemført Feudalsystem, saa havde den paa den anden Side fjernet sig langt fra den oprindelig-germaniske Stats- og Samfundsorden og gjort Grundsætninger gjældende, som var ganske fremmede for denne. Selvstyrelsen i Folkets mindre Kredse var brudt; af den gamle Stammeforfatning var der kun svage Rester tilbage. Kongedømmet havde afgjort skiftet Charakteer og var fra et Germanisk Høvding- eller Førerskab gaaet over til at blive næsten et Romersk „imperium“. Kongen var ikke længer en blot og bar „primus inter pares“, der havde sin bestemte Ret som andre frie Mænd, om end en højere end alle andre; han stod i ophøjet Majestæt over sine Undersaatter. Ikke alle, om end en stor Deel af Folket, var indtraadt i det engere personlige Tjenesteforhold til Kongen, hvorefter de kaldtes hans „Mænd“ eller „Leudes“; men dette Forhold laa dog til Grund for Opfatningen af Forholdet mellem ham og hans Undersaatter i Almindelighed. Hans Magt forestilledes som et Skytsherredømme over det hele Statssamfund, og Karl den Store krævede, at alle hans Undersaatter skulde sværge ham en Ed, hvorved de forpligtede sig til en lignende Troskab og Lydighed, som om de havde været hans Mænd eller Vassaller. Der gaves ingen anden Rang eller Magt i Samfundet end den, som udgik fra Kongedømmet og beroede paa det nærmere personlige Forhold til Kongen; de locale, af Folket fremgaaede Autoriteter var trængt tilside; al offentlig Myndighed i Samfundets engere Kredse var gaaet over i Grevernes og Vicegrevernes Hænder, og disse var Embedsmænd, der ind- og afsattes af Kongen og regelmæssigt aflønnedes ved at modtage Krongods i Forlehning. – Folkets gamle Friheder blev til en vis Grad respecteret; de frankiske Kongers Regjeringsmyndighed havde ikke Charakteren af et vilkaarligt Despoti; men den øvedes dog langt udover de Grændser, som den oprindelige Germaniske Stats- og Samfundsorden havde opdraget. Paa de store Rigsforsamlinger, der samledes efter Kongens Opfordring udfoldede han en omfattende og i Formen aldeles selvstændig Lovgivningsvirksomhed. Det var her kun de kongelige Embedsmænd og de af Kongen særlig indbudne Stormamd, der tog virkelig Deel i Forhandlingen; de øvrige Tilstedeværende, der havde indfundet sig ifølge den gamle, enhver fri Mand tilkommende Ret, var sunket ned til at være blot og bar Tilskuere; Kongen overlagde sagerne med de af ham valgte Raadgivere, selv besluttede og afgjorde han alting[32]. Og ved den saaledes fremkomne Lovgivning greb han ind i de meest forskjelligartede Forholde; kirkelige, politiske, almindelig-borgerlige eller reent private[33], gav Forskrifter af moralsk Art, indskrænkede Handelsfriheden, bestemte Varepriser etc. – Kongen var øverste Dommer og kunde i denne Egenskab fordre hvilkensomhelst Sag ind for sig, idømte Dødsstraf eller andre Legemstraffe, confiskerede Ejendom for dem, der havde gjort sig skyldig i Ulydighed eller Brud paa den skyldige Troskab. – Hans Undersaatter skyldte ham mangehande Ydelser. Paa de store Rigsforsamlinger bragte de ham sine saakaldte frivillige Gaver, som forlængst havde tabt Charakteren af Frivillighed og var gaaet over til en virkelig Skat. Den gammelgermaniske Grundsætning, at ingen fri Mand skulde have nogen offentlig Afgift at udrede enten af Person eller Jord, var faktisk sat ud af Kraft, idet, som man seer, ikke blot den romanske Befolkning, men ogsaa Frankerne hyppig maatte yde Afgifter til Stat eller Konge, der var paabudne og ikke engang havde det ydre Skin af Frivillighed[34]. Kongen hævede Told af Skibe, der løb ind i Søhavnerne, og beskattede ogsaa paa anden Maade Handel og Næringsveje. Han betragtedes som Ejer af alt herreløst Gods, paa hvis Grund det end fandtes, og af alt Land, som ikke var kommet i enkelte Mænds eller Menigheders Besiddelse, og han forbeholdt sig udelukkende Jagt- eller anden Brugsret i store Skogstrækninger. Undersaatterne var forpligtet til at sørge for hans og hans Embedsmænds eller Sendebuds Underhold og Befordring paa deres Rejser omkring i Riget og til at vedligeholde hans Slotte og deeltage i alle de af ham anordnede Byggearbejder. Dette var ofte en tung Byrde, men endnu langt tyngre og saa trykkende, at Mange for at unddrage sig den endog opgave Frihed og Ejendom, var den militære Tjenestepligt. Kongen raadede for Krig og Fred med uindskrænket Myndighed, og Undersaatterne var forpligtet til at følge hans Opbud. Han kunde opbyde saamange han vilde, hvad enten det gjaldt Angrebs- eller Forsvarskrig, og Tjenestepligten var ikke indskrænket til nogen bestemt Tid.

En lignende, om end ikke fuldt saa ophøjet Magtstilling som de Frankiske Konger havde nu ogsaa de angelsachsiske naaet ved den Tid, hvorom der her er Tale [Midten og den sidste Halvdeel af det 9de Aarhundrede]. Ogsaa inden det Angelsachsiske Rige var den oprindelige frie Menighedsforforfatning destrueret, Fødselsadelen og de uafhængige Grundejere trængt tilside, idet Kongedømmet havde udvidet sit Magtomraade, og idet Tjenesteforholdet til Kongen derved havde faaet en stedse voxende Betydning og Udbredelse. Kongen var ikke længer, som oprindelig, den første Privatmand inden Samfundet; han var blevet en virkelig Monarch. Statens og Folkets Herre, og hans Stilling som saadan sikkredes ved en Troskabs- og Lydighedseed, som alle Undersaatter over Tolvaarsalderen maatte aflægge til ham. Stammehøvdingerne [de saakaldte ealdormen] var gaaet over til at blive kongelige Embedsmænd; Thanerne, Kongens haandgangne Mænd, havde hævet sig til et talrigt og mægtigt Aristocratie, der var den raadende Bestanddeel af de store Rigsforsamlinger [Witenagemót], og i Spidsen for denne aristocratiske Association øvede Kongen en vidtstrakt Regjeringsmyndighed, idet han i Forbindelse med sit Raad eller Witan gav Love, paalagde Skatter og indbød Folket til Krigstjeneste. – Hos Angelsachserne som hos Frankerne tilegnede Kongen sig Vrag, som drev til Kysten, og alt jordfundet eller herreløst Gods, hævede Told af skibe i Søhavnerne eller paa de sejlbare Elve og af Varetransporter paa Vejene, øvede et Slags Overejendomsret over al Skog udenfor hvad der var i hans private og fulde Besiddelse, og kunde kræve af de frie Landejere Hjælp ved sine Byggearbeider og til Vedligeholdelse af sine Residentser.

Englands Jord var fra gammel Tid bleven brugt og besiddet med forskjellig Adkomst. Ved Siden af den Jord, som de Angelsachsiske Erobrere fordelte sig imellem til privat Besiddelse, og som blev den Enkeltes Alod, hvorover han havde en ubetinget Ejendomsret, havde hver Stemme eller Menighed tilegnet sig en større Landstrækning, som var dens ager publicus –, et Fælleseje for alle dens frie Mænd. – det saakaldte Folkland. Idet Stammerne forenedes, gik Folklandet over til at blive den hele Stats Ejendom, hvorover Statens Repræsentanter, Kongen og hans Witan, havde Ret til at disponere. Det kunde overlades Enkelte til midlertidig Brug, ved en Art Forpagtning, mod bestemte Afgifter og Tjenester. Men det var tillige gammel Sedvane, at Stykker af Folklandet – blev bevilget Enkeltmand til varig Besiddelse, der fra ham gik over til hans Børn eller andre Arvinger; og de saaledes inden Folklandet opstaaede private Besiddelser kaldtes Bookland. Idet de oprindelige Alodialbesidderes Ætter døde ud eller deres Land afhændedes i en Form svarende til den, hvorpaa Bookland blev overdraget, synes al Engelsk Jord, og det allerede i en meget tidlig Periode, at være bleven indbefattet under en af disse to Kategorier: Folkland eller Bookland. De, der sad paa Folklandet, havde ingen Ejendomsret, men kun Brugsret til sin Jord, hvilken de i Regelen kun havde faaet sig overdraget paa Livstid eller paa et bestemt Antal Aar. Derimod var Booklandet virkelig privat Ejendom, men dog ikke i samme Forstand som Alod eller Odelsjord. Det kunde forbrydes i Tilfælde af visse Forseelser og faldt da tilbage til Kongen som Statens Repræsentant. Besidderne af Bookland kunde være undergivet de samme Afgifter og Tjenester som de, der havde modtaget Folkland i Forlehning eller Forpagtning. Idet Kongen og hans Raadgivere overdrog Stykker af Statens Eiendom til privat Besiddelse, stod det i deres Magt at knytte dertil hvilke Betingelser de fandt for godt. Sedvanligt var det dog vel, at den Jord, der skjænkedes Enkeltmand som Bookland, fritoges for de Afgifter og Skyldigheder til Stat eller Konge, hvilke den indtil da havde været undergiven. Men i denne Fritagelse var aldrig indbefattet Forpligtelsen til at gjøre Krigstjeneste og Forpligtelsen til at deeltage i de af Kongen anordnede Byggearbejder ved Broer og Befæstningere. Dette var de tre uundgaaelige Skyldigheder, – inevitabile onus; trinoda necessitas, – der paahvilede al Engelsk Jord, og fra hvilke ingen var undtagen.[35]

Vi skal nu saa om ikke de her skildrede Forfatningsforhold kan hjælpe os til en Forklaring og nærmere Bestemmelse af det af Harald Haarfagre gjennemførte nye System, der hævder Troværdigheden af Kildernes Beretning uden, som de hidtil opstillede Forklaringer, at komme i Strid med andre Vidnesbyrd eller savne indre Sandsynlighed.

Den Norske Samfundsorden forud for Haralds Tid var en Stamme- og Forbundsforfatning, svarende til den oprindelig Germaniske, men vistnok skarpere udpræget end denne. Landets ejendommelige Naturforhold havde medført, at Selvstyrelsen i Folkets engere Kredse holdt sig bedre og længere hos Nordmændene end hos de fleste andre germaniske Folkeslag. Af disse Forhold fulgte det ogsaa, at den private Ejendom til Jord og den dermed sammenhængende Frihed her blev saa fastgrundet som neppe nogensteds ellers. Medens i de øvrige af Germanerne befolkede Lande Bebyggelsen for det meste synes at være foregaaet saaledes, at en Forening af flere indbyrdes forbundne Slægter nedsatte sig paa hvert Sted, tog det omkringliggende Land i Besiddelse og deelte det sig-imellem, hvorved den enkelte Bonde eller Jorddyrker vel fik sin særegne Part, men dog vedblev at være underordnet en Slags fælleds Overbestyrelse af det Hele, maatte det i et Land af Norges Beskaffenhed i Regelen blive de enkelte Familjer, der byggede og ryddede, hver for sig. Her maatte derfor Samfundet antage en løsere Aggregattilstand end andensteds; – hvad der med eet Ord kan kaldes Odelsforfatning blev her den herskende i Modsætning til den i Tydskland og Skandinaviens sydligere Dele almindelige Landsbyforfatning. Ifølge denne sidste var den private Eiendomsret til Grunden fra først af undergivet væsentlige Indskrænkninger, som den aldrig løsgjorde sig ganske fra, og hvorved den blev saameget lettere forenelig med de hos Germanerne efterhaanden sig udbredende Romersk-christelige Ideer om Statens, og Statens Repræsentant Kongens, Ret ligeoverfor den Enkelte. Ifølge Odelsvæsenet derimod blev den enkelte Familjes Ejendomsret over sin Jord en fuldkommen absolut og ubetinget. Der kunde ikke være Tale om noget Medejerskab eller Fælledsskab, hvor Gaardene ofte laa vidt adskilte fra hinanden ved Fjord eller Fjeld. Hver Gaard var som et Rige for sig og-blev en uafhængig Besiddelse for den Familje, som først havde ryddet den og skabt et Hjem af den; Odelsmanden, eller rettere den Æt, hvis Repræsentant han var, kom ikke blot til at øve en fri og ucontrolleret Ejendomsret; han blev ligefrem souverain, Ejer „af Guds Naade“, ingen Anden underordnet eller forpligtet med Hensyn til sin Gaard. Det Samfund, af hvilket han var Medlem – „Hæren“ eller „Folket“, der havde bestaaet som politisk Organisation forud for Indvandringen og oprindelig vistnok var langt strammere knyttet, – antog paa Grund heraf Charakteren af en Confoederation, hvorved de souveraine Odelsfamiljer havde forbundet sig til gjensidig Beskyttelse af sin Fred og sine Rettigheder og for at opnaa dette Formaal havde afstaaet noget, men saalidet som muelig, af sin Autonomi. Den Enkeltes Ret gjorde sig gjældende som Hovedsagen, medens det Fælleds og Forbindende traadte tilside. Statsmyndigheden i Fylket eller Heredet har aabenbar ved vor sikkre Histories Begyndelse været en overmaade lidet omfattende; de tællede Anliggender synes ikke at have strakt sig udover Forsvaret mod ydre Fiender, Offertjenesten ved Hereds- eller Fylkeshovet og en nødtørftig Retspleje. Heredet syntes et Forbund af Familjer, af hvilke hver næsten kunde gjælde som en Stat for sig; Fylket syntes et Forbund af Hereder; Fylkerne havde igjen for det meste sluttet sig sammen til videre Foreninger, med et fælleds Hovedthing som Midtpunct; men idet i enhver af de saaledes dannede Kredse det Særlige var underordnet noget mere Almeent, blev dette dog ikke repræsenteret gjennem en stærk eller selvstændig Autoritet, og Underordningen havde meest Præg af en frivillig Tilslutning, der kun lader Fælledsskabet gjælde inden skarpt og snævert bestemte Grændser.[36] – I Spidsen for disse løst forbundne eller indbyrdes fuldkommen uafhængige Smaastater stod Stammehøvdinger med arvelig Værdighed, der førte Navn af Herser eller Konger. Herserne var regelmæssig Heredsthingenes eller Heredshovenes, ofte vel ogsaa Fylkesthingenes og Fylkeshovenes Forstandere; i dem maa vi see de oprindelige og nødvendige organer for den gamle Stammeforfatning. Derimod er der Grund til at tro, at Kongedømmet fra først af ingen Plads har havt inden denne, at det ialfald oftest har udviklet sig udenfor eller ved Siden af den. Det medførte en højere Ret og Rang end den, som tilkom Herserne, men det synes jævnlig ogsaa kun at have bestaaet i et saadant ydre Fortrin, og endog hvor det havde tilegnet sig en virkelig Styrelse og der ikke blot var en Konge i Folket, men en Konge over Fylket, havde hans Myndighed dog vistnok en fra Hersernes kun lidet forskjellig Characteer. Han raadede, som de Germaniske Fyrster, der omtales af Tacitus[37], „auctoritate suadendi magis quam jubendi potestate.“ Der tilkom ikke Fylkeskongen som saadan nogen Skat af Fylket og neppe heller nogen anden fast offentlig Indtægt[38], saa han med Hensyn til sit og sine Mænds Underhold var henviist til frivillige Gaver og til hvad hans private Ejendomme indbragte eller hvad han kunde erhverve paa vikingtog i fremmede Lande. Han har maaskee som oftest været i Besiddelse af visse prestelige Functioner, forestaaet Offertjenesten ved Fylkeshovet og ledet Forhandlingerne paa Fylkesthinget; men hans Indflydelse paa Retsplejen og Lovgivningen var neppe en saa regelmæssig og indgribende som den, Herserne øvede. Han var Fylkesmændenes øverste Anfører i Krigstilfælde; men han raadede ingenlunde for Krig og Fred. .Blev Fylket angrebet af en fremmed Fiende, maatte alle Bønder møde for at værge sin Frihed, og da var han deres naturlige Fører; men vilde han fejde udenfor sit Rige, beroede det paa de øvrige Høvdingers og Bøndernes Godtykke og den Anseelse, det havde lykkets ham at opnaa, om han fik nogen Hjælp af dem eller ikke. Derfor kunde ogsaa Kveldulf svare, da Kong Audbjørn i Firdafylke opfordrede ham til at give Følge i den afgjørende Kamp mod Harald Haarfagre: „Kongen tykkes vel at have Ret til at kræve af mig, at jeg farer med ham, naar han skal værge sit Land og der bliver herjet i Firdafylke. Men jeg finder mig ingenlunde skyldig til at fare nord til Møre og stride der for at værge Møringernes Land.“ – Fylkeskongens Stilling synes saaledes overhovedet snarere at kunne betegnes som en Æresforrang end som en virkelig Regjeringsmyndighed; han var ingen souverain Hersker; hans Magt beroede væsentlig paa hans private Besiddelser, hans Følge af haandgangne Mænd, hans egen eller hans Æts Anseelse, derimod ikke paa nogen bestemt forfatningsmæssig Ret eller Vedtægt; han var Samfundet sideordnet snarere end overordnet, og han havde derfor ogsaa sin bestemte personlige Ret som de andre Mænd af Folket, om end en højere end de andre.[39]

Det er nu i sig selv klart, at det Norske Enekongedømme maatte faa en ganske anden Charakteer. Dette fulgte, som sagt, allerede med Nødvendighed af den stærke territoriale Udvidelse. Jo flere oprindelig uafhængige Stemmer eller Menigheder der forenedes under den samme Centralautoritet, jo større blev de Krav, der stilledes til denne, jo større Magt behøvede den for at holde de stridige Elementer sammen og sikkre det Heles Fred, – og Harald har aabenbar hverken savnet Vilje eller Evne til at drage Conseqventserne af sit eget Verk. Men hans nye System for Landets Forfatning og Styrelse maa dog indtil en vis Grad have været betinget og begrændset af de i Tidsalderen almindelig gjældende Ideer. Han kan ikke have tilegnet sig nogen virkelig Ejendomsret over al Landets Jord: vi maatte slutte saa, endog om Kilderne ikke indeholdt udtrykkelige Vidnesbyrd herimod, alene fordi Tanken om en saa voldsom Forholdsregel dog neppe kunde opstaa eller lade sig gjennemføre, uden under Forudsætning af at den havde støtte i gjængse Forestillinger om Erobringens Ret eller i en factisk existerende Mønsterform. Og hverken det ene eller andet var Tilfældet. Naar det altsaa heder, at han gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, da kan dette ikke gjælde som Udtryk for det virkelige Retsforhold, der indtraadte ved Haralds Foranstaltninger; derimod vel som et correct Udtryk for den Opfatning, der gjorde sig gjældende af dette Forhold, saa at det dog beholder en relativ Sandhed og Kildernes almindelige Troværdighed hævdes. Om vi nemlig antagen at Harald ikke bar gjort Paastand paa noget videregaaende Herrevælde ligeoverfor sine Undersaatter end det, Karl den Store eller Ecgberht var i Besiddelse af ligeoverfor sine, at det forfatningsmæssige Grundlag, han gav det nye Norske Enekongedømme, i sine Hoveddrag har svaret til, hvad der var bleven gjældende Ret eller Vedtægt i de store Germaniske Mønsterstater, det Frankiske og det Angelsachsiske Rige: vil det alligevel erkjendes, at Forandringen har været saa voldsom, – at det Forhold, hvori de Norske Haulder og Herser blev stillet til Enekongen, har været saa stridende mod de ved Odelsforfatningen udviklede Begreber om Ejendom og Frihed, at Kildernes Maade at fremstille Sagen paa, ikke kan synes andet end naturlig og rimelig.

Istedetfor Fylkeskongernes Æresforrang og deres til enkelte bestemte Tilfælde indskrænkede Førerrolle har han krævet en virkelig Regjeringsmyndighed, en virkelig Souverainitet. Istedetfor en „auctoritas suadendi“ har han tilegnet sig en „potestas jubendi“. Alle Rigets Mænd er bleven stillet i et virkeligt undersaatligt Forhold til ham; de skulde alle være ham „lyðskylldir“, tjenstbundne, forpligtede til at vise ham en lignende Troskab og Lydighed, som om de havde været hans haandgangne Mænd; hvad der før havde beroet paa et frivilligt Valg, blev nu en tvungen Sag, som Ingen kunde unddrage sig. Den Myndighed, han tilegne de sig, har som de Frankiske Kongers, indbefattet baade „Heerbann“ og „Gerichtsbann“. Han, og hans Jarler paa hans Vegne, skulde „dømme Lov og Landsret“, og som øverste Dommer har han tilholdt sig Ret til at inddrage Odel og Eje for dem, der forbrød sig mod den skyldige undersaatlige Troskab og Lydighed, og – hvad Kilderne viser – ofte nok gjort Brug af denne Ret. Han har villet raade for Krig og Fred; Bøndernes militaire Tjenestepligt er blevet en ubetinget og har ikke længere været indskrænket til en bestemt Tid eller til bestemte Tilfælde, medens det forøvrigt var overladt til deres Godtykke, om de vilde give Kongen Følge eller ikke. Han har krævet andre Ydelser af sine Undersaatter, – det er udtrykkelig fortalt, at han paalagde dem Skat, maaskee har han ogsaa krævet Arbejde af dem til sine Gaarde, – og disse Paalæg har ikke levnet noget Skin af Frivillighed paa Bøndernes Side, de er ikke tilblevne ved en Overeenskomst, men er fremtraadt som Yttring af en i Formen vilkaarlig Myndighed, der maatte forudsættes at kunne udvide eller forhøje dem efter eget Behag. Istedetfor Fylkestidens Familjeforbund har han grundet en virkelig Stat i moderne-Romersk Forstand, og i Egenskab af Statens Repræsentant har han tilegnet sig Ejendomsret og udelukkende Raadighed over alle de Strækninger af Landet, der svarede til det Engelske Folkland, – Almenningerne, som indtil da havde været betragtet som Fælledsejendom for Bønderne i det Fylke, inden hvilket de var beliggende. Det sigter hertil, naar Egils Saga fremhæver, at de, som ryddede i Skogerne, Saltbrænderne og Veidemændene, baade paa Sø og Land, blev alle Harald tjenstbundne.[40] Vistnok har han ligesaa lidt forsømt at hævde sig de øvrige „jura regalia“, der vare anerkjendte i de Staters Forfatninger, efter hvilke han dannede sin egen, saaledes Retten til at lægge Told paa Fartøjer, Retten til alt herreløst eller jordfundet Gods og til Vrag, som drev ind paa Kysterne. Man finder ogsaa dette mere eller mindre bestemt antydet. Det heder, at han tilegnede sig „Søen og Vandene“, hvilket maa sigte til Afgifter, der er bleven lagt paa Skibsfart og Fiskeribedrift;[41] ifølge Gulathingsloven og den nyere Landslov skulde Vrag, som drev ind paa Land, tilhøre Kongen; Udtrykkene i Gulathingsloven synes imidlertid at vise, at Grundejeren oprindelig har havt Ret til det Vrag, som drev op paa hans Grund,[42] hvilket ogsaa stemmer bedst med den oprindelige Odelsforfatnings hele Characteer, saa at hiin Bestemmelse rimeligviis først er indbragt ved det af Harald Haarfagre grundlagte nye System. – Han taalte ikke nogen saadan uafhængig, af sig selv beroende Høvdingemagt ved Siden af sig, som den, Hersernes havde været ved Siden af Fylkeskongerne. Selvstyrelsen i Folkets mindre Kredse er bleven brudt; al offentlig Myndighed er bleven sammentrængt hos Kongedømmet og skulde herefter, middelbart eller umiddelbart, udgaa fra det. „Han lagde“, heder det[43], „naar han havde underlagt sig et Fylke, nøje Mærke til Herserne, de mægtige Bønder og alle dem, af hvem han kunde vente sig nogen Modstand, og gav enhver af dem Valget mellem at blive hans Tjenestemand eller fare bort af Landet, eller ogsaa lide haard Medfart, ja endog lade Livet.“ Herserne gik over til at blive Lendermænd; de beholdt en fremragende Stilling over det øvrige Folk, forsaavidt som de vilde finde sig i at gaa Kongen til Haande og modtage Land i Forlehning af ham; men deres Magt var fra nu af en afhængig; de var bleven kongelige Embedsmænd, og Harald har udentvivl forbeholdt sig Ret til at ind- og afsætte dem efter eget Behag, paa samme Maade som Karl den Store og hans nærmeste Efterfølgere ind- og afsatte sine Grever eller Vicegrever.

Idet vi saaledes antager, at den nye Norske Stats Forfatning er bleven indrettet i Overeensstemmelse med det Frankiske og det Angelsachsiske Riges, behøver vi ikke at tænke paa nogen ligefrem Efterligning. Vi behøver kun at forudsætte, at Sympathien, Sammenhængen inden den europæiske Folkeverden da som altid har været saa stor, at de politiske Synsmaader eller Grundsætninger, der var bleven raadende i de store Culturlande, ogsaa har meddeelt sig til og øvet Indflydelse paa de andre. Nordmændene var dengang mindre end kanskee nogen anden europæisk Nation et Folk af Hjemfødninger. Deres Vikingtog og Handelsrejser [Handel og Viking var, som man veed, paa det nøjeste forenet] bredte sig udover Størstedelen af den da bekjendte Verdens Have, og de havde paa Harald Haarfagres Tid allerede længe staaet i livlig Samfærdsel med Landene i Vesten, England og Frankrige. Det regnedes for at høre med til den høibaarne norske Ynglings Opdragelse, at han i nogen Tid færdedes i fremmede Lande og lærte udenlandske Høvdingers skik at kjende, og blandt Harald Haarfagres Følge af Krigere og skalder har der vistnok været mange, der kunde give Besked om de Frankiske og Angelsachsiske Herskere, navnlig om Karl den Store, Tidsalderens Mønster for alle Fyrster, og Maaden, hvorpaa han havde styret sit Rige. Vi seer, som før bemærket, af hvad der fortælles om den Pragt, hvormed Harald omgav sig, at han har lagt an paa at være en Konge i europæisk Stiil. Vi seer fremdeles, at han indrettede Administrationen af det Norske Rige paa en Maade, der ganske stemmer med, hvad der fandt sted i det Frankiske. Han satte en Jarl i hvert Fylke, heder det, som skulde dømme Lov og Landsret og oppeberge alle kongelige Indtægter mod at nyde Tredjeparten deraf til sin Underholdning; enhver Jarl skulde have under sig 4 Herser eller flere, som hver skulde have 20 Mark veitsle og til Gjengjæld underholde paa egen Bekostning 20 Hærmænd til Kongens Tjeneste, medens Jarlen skulde underholde 60. Dette maa ikke opfattes som nogen formelig Udstykning af Souverainiteten (morcellement de la souveraineté) i Lighed med, hvad der blev sedvanligt i Mellemeuropa i den følgende Tid. Jarlerne var ikke, som Munch udtrykker det, Kronvassaller og Herserne Undervassaller i det fuldt udviklede Feudalsystems Aand, hvem altsaa hele Districter af Riget skulde være bleven overdraget med alle en souverain Herskers Rettigheder mod en bestemt Afgift eller Krigstjeneste. De var, som de Frankiske Grever og de dem underordnede Forstandere for Retsplejen og Forvaltningen i Rigets forskjellige Provinser, kongelige Embedsmænd, der handlede paa Kongens Vegne og oppebar de offentlige Indtægter i hans Navn. De aflønnedes som disse, deels ved at modtage Krongods i Forlehning, – hvorved de indtraadte i det samme engere Troskabs- og Forpligtelsesforhold til Kongen, som Krigerfølgets haandgangne Mænd, – deels saaledes, at der tilstodes dem en vis Andeel af de kongelige Indtægter. Og naar det heder, at Jarlen efter Harald Haarfagres Anordning skulde have Tredieparten af Sakøren og Landskylden i det Fylke, over hvilket han var sat, da svarer det hertil, at der i Regelen var tillagt den Frankiske Greve en Trediedeel af de kongelige Indtægter, som han oppebar af sit Grevskab.[44] – Denne Overeensstemmelse gjør det saameget rimeligere, at Haralds-System i det Hele, hans ordning af Forholdet mellem Konge og Undersaatter, hans Bestemmelse af Kongedømmets Magtomraade og Rettigheder maa føres tilbage til den samme Kilde, har havt en „directe eller indirecte Sammenhæng med det samme Mønster.

Men har dette været Tilfælde, da.kan„det ikke synes underligt, at Forandringen er bleven opfattet saaledes, som Kilderne udtrykker den, naar de siger, at han tilegnede sig al Odel og gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger. – Haulderne og Herserne er stegen ned fra at være souveraine Herrer til at blive Undersaatter. Ejendomsretten i almindelig privatretlig Forstand er ikke bleven dem fratagen: deres Gaarde gik i Arv som før efter Odelsarvegangens Bestemmelser; men den med Odelen forbundne Souverainitet er bleven ophævet. Der er bleven paalagt dem Byrder, som ikke havde charakteren af frivillige, til deres eget Forsvar indgaaede Forpligtelser, men som udgik fra en Magt, der var deres egen ubetinget overordnet og selv bestemte, hvad der skyldtes den. De maatte gjøre Krigstjeneste, ikke blot hvor det gjaldt at værge deres egen Frihed, men naar og saalænge det faldt Kongen for godt at bestemme. De maatte finde sig i, at Kongen tilegnede sig visse Herligheder paa deres egen Grund, der før havde været som et Rige, hvorover de raadede med uindskrænket Myndighed. Der blev endelig paalagt dem Skat. Men at give Skat var uformeligt med det gammel-Germaniske Begreb af personlig Frihed og uafhængig Ejendom. Den hos Germanerne og navnlig hos Nordmændene raadende privatretlige Opfatning af alle offentlige Forholde medførte, at Udredsler til Staten gjaldt som Afgifter til den Mand, i hvem Staten var repræsenteret; enhver Forpligtelse maatte derfor have Charakteren af Gjensidighed og frivillig Overeenskomst for ikke at nedsætte den fulde personlige Frihed. At yde Gaver til Kongen, hvorved idetmindste et ydre Skin af Frivillighed overholdtes, var fra gammel Tid Skik og Brug hos Germanerne; deri laa intet fornedrende, ingen Erkjendelse af personlig Afhængighed eller Hørighed ligeoverfor Kongen; men overalt hvor de Germaniske Konger søgte, efter Romersk Exempel, at indføre en regelmæssig Beskatning, stødte de paa den voldsomste Modstand hos sine Folk, som det først langt om længe lykkedes dem at overvinde.[45] At give Skat var et Ufrihedens Mærke, der paatryktes undertvungne Stammer og gjaldt som et Vidnesbyrd om ikke-Germanisk Herkomst.[46] Denne privatretlige Opfatning af offentlige Byrder er noget, som maa haves for Øje ved de førnævnte Udtryk i vore Kilder, og det vil da vise sig, at de kunne have sin Sandhed, om de end ikke forstaaes efter Ordet.

Vi har i Norges senere Historie et Sidestykke til hvad der foregik ved det Norske Enekongedømmes Oprettelse, nemlig Svejn Alfivasøns Lovgivning, efterat Norge ved Stiklestad-Slaget var kommet under Dansk Styrelse. Ved denne Lovgivning, der vistnok gjenoptog de af Harald Haarfagres Bestemmelser, som i den følgende Tid var gaaet af Brug, fastsattes det blandt andet, at Bønderne skulde udrede visse saakaldte Julegaver til Kongen, at de skulde være forpligtet til at opføre alle de Bygninger, Kongen vilde have paa sine Gaarde, at Enhver, som drog ud paa Havfiskeri, skulde betale Kongen Landvarde eller Landslod, og at ligeledes ethvert Skib, der sejlede fra Landet, skulde yde en vis Afgift. Det heder udtrykkelig om disse Bestemmelser, at de var fastsat overeensstemmende med hvad der var Lov i Danmark.[47] Nogle var endnu meget strengere [sum miklu frekari], føjes der til; men da Kong Svejn jo ikke optraadte som Erobrer, er det lidet sandsynligt, at dette virkelig skulde forholde sig saa. Det er paaviist[48] med Hensyn til enkelte af de Bestemmelser, som i sagaerne tillægges Svejn Alfivasøn, at de er fremstillet i et skjevt Lys eller opfattet paa en vrang Maade. Og seer vi bort fra dem, faar vi det Indtryk, at den Danske Konge neppe har tilholdt sig andre Rettigheder end dem, som længe havde været gjældende i andre Lande [visse Naturalpræstationer eller Gaver til Kongen, Ægt og Arbejde til hans Gaarde, Afgifter af Fiskeri og Skibsfart], ogsaa der, hvor – som i Danmark – et egentligt Feudalsystem ikke kan siges at være indført. Alligevel omtaler Sagaerne denne Lovgivning omtrent paa samme Maade som Harald Haarfagres: – det kaldes en „þrælkan, ánauð ok úfrelsi“, der gik over alt Folk, og naar det ikke ligefrem siges om Svejn Alfivasøn som om Harald, at han tilegnede sig odelen og gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, maa man ogsaa erindre, at Folket dog nu var blevet ganske anderledes fortroligt med en virkelig statsmyndighed og de Indskrænkninger, som denne medførte i den enkelte Æts Ejendomsfrihed og Selvraadighed, end det havde været paa Haralds Tid. Dengang stod endnu Odelsforfatningen ved fuld og ubeskaaren Magt, Modsætningen til den almindelige europæiske Orden var en saameget skarpere, og Indtrykket af en Foranstaltning, der sigtede til at gjennemføre denne, maatte blive saameget dybere.

Medens det altsaa, naar vi antager, at Harald Haarfagres Foranstaltninger har været bestemt og betinget af den paa hans Tid gjældende europæiske Statsskik, ikke falder vanskeligt at forklare den Uvilje, som disse Foranstaltninger øjensynlig har fremkaldt, eller Maaden, hvorpaa Kilderne har opfattet og fremstillet dem, bliver det paa den anden Side ved en saadan Sammenhæng ulige lettere at forstaa, at Folket dog har fundet sig saavidt taalelig i dem, og at Harald desuagtet har kunnet efterlade sig et højt agtet og hædret Eftermæle. Vi kan forestille os, at om end Folket ikke med klar Bevidsthed har erkjendt denne Sammenhæng, har dog mangenen instinctmæssig følt den og bøjet sig for den som for en højere Ret. Og endog hos dem, hvem Haralds nye System drev bort fra deres Odelsgrund, maatte dog Dommen over det og dets Ophavsmand blive en mildere, naar de skjønte eller følte, at det havde støtte i en moderne, almindelig europæisk Tingenes Orden, end om det havde fremstillet sig som en blot og bar Brandskatning, en vilkaarlig Misbrug af den Stærkeres Ret.

Paa denne Maade vil det nu ogsaa bedst kunne forklares, at Haralds „Tilegnelse af Odelen“ er bleven udstrakt til at gjælde det hele Land. Havde den været en Brandskatning, der paalagdes de overvundne Fiender, eller en ligefrem Følge af Erobringen efter oldgermanisk Statsret, maatte det dog have staaet som noget aldeles uformeligt og urimeligt, at den var bleven gjort gjældende ogsaa i de Fylker, som han ikke havde underlagt sig med væbnet Haand, men faaet ved Arv. Var den derimod en overførelse af moderne europæiske Stats- og Styrelsesformer, bliver Forholdet et andet. Ogsaa saaledes opfattet viser den sig nødvendig forbunden med Haralds Erebringer, forsaavidt som han først ved dem opnaaede en Magtstilling og Indflydelse, der satte ham istand til at gjennemføre en saa radical Forandring i den hele bestaaende Stats- og Samfundsorden, men Principet for denne laa dog ikke i Erobringsforholdet; den havde charakteren af en almindelig, med Tidens og Udviklingens Krav stemmende Reform, hvilken han følgelig kunde kræve gjennemført ligeoverfor alle sine Undersaatter, hvad enten de vare komne under hans Herredømme ved vaabenmagt eller ej.

Det fremgaar af det Foregaaende, at Haralds Foranstaltninger ikke saameget har rammet Folkets almindelige Frihed eller materielle Velfærd, som Høvdingestoltheden og en aristocratisk Selvraadigheds Vaner og Forestillinger. Den fiscalske Side ved hans „Tilegnelse af Odelen“ har kun havt en underordnet Betydning, den reent politiske var Hovedsagen. Han gjorde vistnok Indgreb i den private Eiendomsret, idet han tilholdt sig visse Herligheder, som for tilkom Grundejeren; men disse har neppe i materiel Henseende.havt synderligt at betyde, og de nye Byrder, som hver Enkelt fik at udrede, hvilken Stand og Stilling han end tilhørte, – Nefgildesskatterne t. Ex. – var vel neppe heller saa store, at de kunde siges at øve noget føleligt Tryk. For Mængden af Folket maatte vel endog Haralds strenge Regimente, hans „ofríki“, som drev Høvdingerne ud af Landet, fremstille sig som en Fordeel, idet de nød godt af, at der saaledes gjordes en Ende paa de indbyrdes Fejder, hvorved det gik ud over Almuen[49], medens de ikke eller kun i ringe Grad berørtes af Indgrebene i den uindskrænkede Odelsherlighed. Det er nemlig aabenbar et misvisende Udtryk, naar Maurer i den for nævnte Afhandling omtaler Odelsbønderne som et Democrati i Modsætning til det af Herser- og Jarleætterne bestaaende Fylkesaristocrati. Vi seer af enkelte af den gamle Frostathingslovs Bestemmelser, at i en senere Tid Haulderne kun udgjorde en faatallig Kreds inden det store Bondesamfund[50], og vi kan vistnok herfra slutte tilbage: Forholdet har i saa Henseende efter al sandsynlighed været det samme i det 9de som i det 12te Aarhundrede; selve Ordet „byggja“, „bygsla“ om Leje af Jord viser, at dette har været den sedvanlige Maade, hvorpaa Bondestanden i Oldtiden skaffede sig Jordbrug[51]. Hauldsklassen var vel ikke strengt afsluttet i juridisk Forstand: enhver Familje, der erhvervede Grundejendom og besad den i tilstrækkelig lang Tid, opnaaede derved Hauldsret; men det maa have været en sjelden Undtagelse, at det lykkedes Nogen at hæve sig paa denne Maade. De store Fortrin, der knyttede sig til Besiddelsen af Odel, medførte, at ingen Mand gjerne skilte sig ved sin Jord, og der var ved de gjældende Retsvedtægter givet den enkelte Hauldsæt de stærkeste Midler ihænde til at forebygge, at Familjegodset, hvorpaa Ættens hele sociale Stilling hvilede, skulde definitivt gaa tabt for den og over i Fremmedes Besiddelse. – Vi kan vel tænke os, at der har fundets Odelsbønder, som var for lidet rige eller ansete til at indtage nogen politisk fremtrædende Stilling over det øvrige Samfund, og for hvem Besiddelsen af uafhængig Grundejendom væsentlig kun havde Betydning i materiel Henseende. Om dem gjaldt da det samme som om Lejglændingerne, at de nemlig kun i ringe Grad berørtes ved den med Enekongedømmets Oprettelse indtraadte Omvæltning: der blev paalagt dem visse Byrder, som dog neppe har været meget trykkende, men de stod ikke saa højt, at de kunde føle det som en Haan, en bitter Ydmygelse, at de fra nu af skulde være undergiven en virkelig Regjeringsmyndighed. Dette har derimod været Tilfælde med de mere fremragende Hauldsætter. For dem var den frie, uafhændelige og urørlige Jordbesiddelse bleven Grundlag for et virkelig politisk Herrevælde. De havde hævet sig næsten i Niveau med de oprindelige Høvdingætter, med hvem de havde forbundet sig, og hvem de i en vis Forstand havde inddraget inden sin Kreds og sine Interesser. Paa denne Maade var, ved Odelsvæsenet og den længe fortsatte selvstyrelse i Folkets mindre Kredse, det Norske Samfund blevet et saa udpræget aristocratisk, som neppe noget andet inden den Germaniske Folkeverden. I hvert Fylke dannede de mægtigste og meest formaaende Haulds-Ætter et tætsluttet Forbund med Herserne i Spidsen, et politisk og socialt herskende Aristocrati. Det var disse Confoederationer af souveraine Familjer, som det gjaldt at bryde, for at der kunde blive Plads for den Magt, som Enekongedømmet krævede og efter sit Væsen maatte kræve. Det var dem, som rammedes ved Haralds Indskrænkninger i den indtil da gjældende Odelsherlighed, hvem enhver Afhængighed af en højere Myndighed syntes eenstydig med Trældom og Tvang. Det var fra deres Kreds, at Udflytningerne til Island skete, – Landnaamsmændene kaldes i Regelen „ágætir“ eller „göfgir menn“, forsaavidt det ikke udtrykkelig heder om dem, at de vare af Herser, Jarle- eller Kongeætter, – og det var fra dem, at Reactionen mod det af Harald Haarfagre grundlagte System siden udgik. – De af Herserne, der blev tilbage i Landet og bøjede sig for den nye Tingenes Orden, fik vel tilsyneladende rigeligt Vederlag for hvad de opgav, idet Kongen gjorde dem til sine Lendermænd. Deres Indtægter forøgedes, idet de ved Siden af sine private Ejendomme fik Krongods i Forlehning; deres Magt forøgedes, idet de vedblev som før at være Heredsthingenes Ledere og Forstandere for den offentlige Gudstjeneste ved Heredshovene og nu desuden kunde optræde som Enekongedommets Repræsentanter og Organer for dets Vilje. Men medens de havde været selvstændige inden den snævrere Myndighedskreds, blev de afhængige inden den videre, der aabnede sig for dem. Med deres Souverainitet var det forbi. Som Lendermænd var de Kongen tjenstbundne, forpligtede ligeoverfor ham til en særlig Troskab og Lydighed; de modtog Lendermandsværdigheden af ham, og han kunde atter fratage dem den, naar han fandt for godt. I Egenskab af Heredsthingenes og Heredshovenes arvelige Forstandere vart de vel ikke ligefrem afhængige af Kongen; men deres Stilling som saadanne beroede paa, at de bevarede Besiddelsen af den Grund, paa hvilken Heredshovet laa, og denne Betingelse for den selvstændige Høvdingemagt havde Harald udentvivl sørget for at ramme i Roden, idet han tilholdt sig Ret til at inddrage under Kronen enhver Mands Ejendom, der forbrød sig mod den Troskab og Lydighed, som han krævede af sine Undersaatter. Hersernes Myndighed forøgedes saaledes paa deres Friheds Bekostning. Deres Magtbegjær kunde tilfredsstilles ved den nye Tingenes Orden; men Stoltheden og Selvstændighedsfølelsen maatte oprøres, og disse Følelser plejer at være de raadende i aristocratisk udviklede Samfund. Medens hos andre germaniske Folk, hos hvem Forholdene havde medført en skarpere fremtrædende Underordning af det Enkelte under det Almindelige, Tjenesteforholdet til Kongen, endog i de lavere Grader, mildt som en Udmærkelse og en Sikkerhed, der ivrig efterstræbtes, kunde en Norsk Herse tro sig fornedret ved at indgaa et hvilketsomhelst Afhængighedsforhold, om det end var forbunden med noksaamegen Magt og ydre Hæder. At blive Kongens Thegn, hvilket andensteds gjaldt som et Æresnavn, kunde i hans Øjne næsten gjælde som eenstydigt med at blive en Træl og et Tyende[52]. Han kunde synes at være sat i Klasse med Kotkarle og Thorpere og at modtage som Gave, hvad han selv ejede, naar han blev forpligtet til at give Skat og ikke længere var fuldt selvraadig paa sin egen Odelsgrund.

Trods de i mange Henseender glimrende Kaar, der bødes de fordums Stammehøvdinger af Harald, naar de vilde gaa ham tilhaande, har de vel derfor vedblevet at staa i en hemmelig opposition til den af ham grundlagte Tingenes Orden, og da den gamle Konge, hvis mægtige Personlighed Alle synes at have bøjet sig for eller veget tilside for, var død, kom denne fiendtlige Stemning aabenbart tilsyne.

Det er i et Par af de ældste og troværdigste Kilder[53] antydet, at det var et Stormandsparti, der kaldte Haakon Adalsteinsfostre tilbage og opstillede ham som Kronprætendent ligeoverfor hans Broder Eirik Blodøxe, og det kan ikke være tvivlsomt, at det var som Redskab for dette Parti, at Haakon paa Thinget i Throndhjem gav Bønderne deres Odel tilbage. Han var dengang kun 15 Aar gammel, havde været opdraget i et fremmed Land og maatte være uerfaren og ukjendt med Norske Skikke og Sædvaner[54]. Hvad han foretog sig var maaskee det Klogeste, han under de daværende Forhold kunde gjøre: det var bleven nødvendigt, at Kongedømmet traadte et Skridt tilbage, saafremt Rigets Eenhed skulde opretholdes; men Beslutningen herom kan ikke være udgaaet fra ham selv; det var Høvdingerne med Sigurd Jarl i Spidsen, der raadede, og hos dem har aabenbar særegne Standsinteresser gjort sig gjældende. Den Statsforandring, til hvilken Haakon Adalsteinsfostre’s Navn er knyttet, kan derfor betragtes som Resultatet af en over det hele Land foregaaet almindelig Bevægelse; den var en fra det fordums herskende Fylkesaristocrati udgaaet Reactions Sejr ligeoverfor det i moderne europæisk Aand gjennemførte souveraine Enekongedømme, og dens Væsen maa forstaaes i Overeensstemmelse hermed.

Som ved Harald Haarfagres Tilegnelse, saaledes har ogsaa ved Haakons Tilbagegivelse af odelen den politiske eller reent moralske Side været Hovedsagen. De nye Byrder, som var bleven paalagt Folket, synes for en væsentlig Deel at være bleven staaende. Det heder om Haakon, at han lod tage de af Faderen paabudne Nefgildesskatter langs Kysten og i det Throndhjemske og anvende til Opførelse af Skibe, hvilke Bønderne blev forpligtet til at vedligeholde, udruste og bemande for en vis Deel af Aaret. Skatten er saaledes for Kystbygdernes Vedkommende bleven forandret til et Søkrigsstyr; i det Indre af Landet synes den derimod fremdeles at have været udredet paa samme Viis som før. – Haakon har efter al sandsynlighed opgivet visse Herligheder, som hans Fader havde tilegnet Kongedømmet, og hvorved Odelsherrerne var bleven mere fornærmet i sin Værdighed end i sin materielle Interesse, saaledes Ejendomsretten til vrag og jordgravet Gods, paa hvis Grund det end var fundet; andre har han vistnok beholdt, saasom Retten til at disponere over Almenningerne, forsaavidt som ingen Enkelt allerede havde hævdet sig Brugsret i dem. Men Hovedsagen var udentvivl, at de offentlige Byrder eller de Indskrænkninger i den Enkeltes Ejendomsherlighed, som fremdeles vedblev at bestaa, fra nu af kunde betragtes som hvilende paa en mellem Folket og Kongen indgaaet Overeenskomst. Derved ophørte de at have den Charakteer af tvungen Forpligtelse, af Paabud, udgaaet fra en hver Enkelt ubetinget overordnet Myndighed, der havde været stødende for Hersernes og Hauldernes aristocratiske Selvfølelse; skatten var ikke Skat længer, naar man selv havde været med at bestemme den, men en Gave, der ikke paatrykte Udrederen noget Ufrihedens Mærke – Odelsejendommens Souverainitet er atter bleven anerkjendt, med visse engang for alle bestemte Indskrænkninger. Kongedømmet har opgivet den nyere europæiske Charakteer, som Harald Haarfagres Foranstaltninger havde givet det, og har atter nærmet sig den urgermaniske Type; den Norske Enekonge eller overkonge beholdt vel mere udstrakte Rettigheder, end der havde tilkommet Fylkeskongerne; men hans Myndighed kom dog nu til at blive af væsentlig samme Art som disses, – en til visse bestemte Tilfælde indskrænket Førerrolle, en Forrang snarere end et Herredømme; han fremstillede sig snarere som sideordnet end som overordnet det øvrige Samfund snarere som den Første i et Forbund af Ligemænd, der frivillig har givet sig ind under en fælles Ledelse, end som en souverain Herre, der har Magt til at byde og befale. Kongedømmet stod ikke længer med Fordring paa et romersk „imperium“, eller et Skytsherredømme [mundiburdium] over hver enkelt Undersaat, liigt de Frankiske Kongers. Dets „Heerbann“ og „Gerichtsbann“ var bleven indskrænket inden snævre Grændser eller ganske ophævet. Kongen skalde raade „boði ok banni“, men han skulde raade „at lögum“[55]. Der tilkom ham ikke længere nogen dømmende Myndighed; han havde opgivet den selvtagne Ret til at inddrage Odel og Eiendom for dem, der forbrød sig mod den skyldige Troskab eller Lydighed ligeoverfor Statens Overhoved, og Lydighedspligten var ikke længer en almindelig og ubestemt, som den havde været efter Harald Haarfagres System, idet samtlige Kongens Undersaatter blev stillet i et lignende Forhold til ham, som om de havde gaaet ham personlig til Haande: den gjaldt kun saalangt, som den mellem Kongen eg Folket vedtagne Overeenskomst nærmere bestemte. Odelsejendommen var atter som før bleven urørlig og uangribelig, og dette havde navnlig Betydning for Herserne, hvilke derved i det Væsentlige gjenindsattes i sin ældre Stilling som uafhængige Stammechefer. De vedblev vel at være Kongens Lendermænd, modtoge som saadanne Land i Forlehning af ham, gik ham til Haande, optraadte paa hans Vegne som Repræsentanter for hans Styrelse. Men de var tillige arvelige Forstandere for Heredernes Retspleje og Offertjeneste, og i denne deres Stilling, der beroede paa deres Odel, kunde Kongen ikke længer røre dem; den blev derfor det Væsentlige, medens deres Stilling som Embedsmænd kun fik en underordnet Betydning. Harald Haarfagres System havde gaaet ud paa at sammentrænge al offentlig Myndighed hos Kongedømmet; han havde gjort selve det Grundlag, paa hvilket den uafhængige Høvdingmagt i Folkets mindre Kredse hvilede, saa usikkert og tilegnet sig selv en saa omfattende Regjeringsmyudighed, at Repræsentanterne for det gamle Fylkesaristocrati, naar de vilde hævde sig en overlegen Stilling over det øvrige Samfund, maatte søge at knytte sig saa nær til ham som mueligt. Paa lignende Maade som hos andre germaniske Folk, hos hvem Kongedømmet havde opnaaet en virkelig Regjeringsmyndighed, t. Ex. hos Angelsachserne og Frankerne, syntes ogsaa i Norge en Tjenesteadel at skulle udvikle sig, der optog den gamle uafhængige Stammeadel i sig, omdannede den eller trængte den tilside. Men efter den under Haakon Adalsteinsfostre fuldbyrdede Reaction seer vi Fylkesaristocratiet fremtræde paa en Maade, hvorved det kun i ringe Grad kan have fjernet sig fra sin oprindelige Charakteer. Det var ikke paa Tjenesteforholdet til Kongen, at Lendermændernes Magt og Anseelse fornemmelig beroede; de vare langt mere Bondehøvdinger, Repræsentanter for de store Ætters nedarvede Indflydelse hos Folket, end kongelige Embedsmænd. Saaledes fremtræder de i det bekjendte Sted hos Snorre[56], der skildrer Tilstanden i Norge under Jarleregjeringen umiddelbart forud for Olaf Haraldssøns Optræden: „I denne Tid var der mange Lendermænd i Norge, og de var fordetmeste mægtige og saa ætstore, at de stammede fra Konger eller Jarler og havde ikke langt at regne op til saadanne; de var ogsaa meget rige. Kongerne eller Jarlerne, der styrede Landet, maatte søge al sin Styrke hos dem; thi i hvert Fylke blev det, som Lendermændene raadede for Bondefolket.“

Det Norske Statssamfund, saaledes som det skildres i disse Ord, fjerner sig langt fra den af Harald Haarfagre lagte Plan. I det Compromis, som blev afsluttet mellem det Gamle og det Nye ved Haakon Adalsteinsfostres opløftelse paa Thronen, har det aabenbart lykkets det Gamle at hævde sig en afgjørende Overvegt. Rigets Renhed viser sig kun repræsenteret paa en svag og vaklende Maade; den norske Stat fremtræder kun som det yderste og øverste Led i den lange Række af Confoederationer, der havde dannet sig den ene ovenpaa den anden; Folkets mindre Kredse har i det væsentlige bevaret sin Autonomi, det er Stammeforfatningens l Repræsentanter, der øver den raadende Indflydelse, og Kongerne maa søge sin Støtte hos dem, ikke omvendt som i de Lande, hvor de nyere romersk-christelige Grundsætninger om Kongens souveraine Ret ligeoverfor hans Undersaatter var bleven gjennemført.

Først ved Christendommens Befæstelse indtræder et nyt afgjørende Omslag; Kongedømmet gjenvinder atter en Stilling, der nogenlunde svarer til den, Harald Haarfagre havde tilegnet det, og bøjer saavidt under sig Stammeaanden og de gamle Ætters Selvraadighed, at Rigets Eenhed kan siges at være sikkret.


III.

Ved den i det Foregaaende givne Fremstilling vil – tror jeg – Billedet af Harald Haarfagre og hans Verk befries for noget af det Haarde og Frastødende, som det maa have havt efter de gjængse Forestillinger, uden derfor at blive mindre stort. Hans Verk staar ikke for os som Udtryk for et blot personligt Magtbegjær, der ingen andre Grændser kjender end dem, som den ydre Modstand foreskriver; det har været betinget og begrændset af en almindelig Udvikling; han har repræsenteret denne, men han har tillige foregrebet den, deri kommer hans Personligheds overlegne Magt tilsyne.

Grunden for det nye Norske Rige var indtil en vis Grad beredet; Smaastammerne havde samlet sig til større politiske Grupper, og en Erkjendelse af national Samhørighed havde forbundet dem alle. Men om end denne Erkjendelse kan have været Harald en nyttig Allieret, er det dog vist, at den endnu ikke paa langt nær var bleven sterk nok til at kræve et bestemt politisk Udtryk. Her syntes endnu at være langt frem til det endelige Maal. I hver af de tre Hoveddele, hvori Landet naturligt falder, havde der dannet sig et Centrum for en mere omfattende Organisation, idet udentvivl allerede længe for Harald Haarfagres Tid de fleste Nordenfjeldske og de fleste vestenfjeldske Fylker havde forenet sig om et fælleds Hovedthing, ligesom de oplandske Fylker og de tilstødende Kystlandskaber var forenet om Eidsivathinget. Men mellem disse tre Hoveddele har Naturen opdraget skarpe Grændser, og hver af dem synes forud for det Norske Riges Oprettelse at have udviklet sig paa en i mangt og meget ejendommelig Maade. Baade Vikens og Gulathingslagens Fylker havde staaet i livlig Forbindelse med Udlandet gjennem Handel og Vikingtog; men, medens Vikværingerne meest synes at have faret til Østersølandene eller i Forening med Danerne og Gauterne at have herjet paa de Flanderske og Franske Kyster, laa Hørdernes og Rygernes Handels- og Vikingvej vestover, og disse Stammers Udbredelse over øerne i Vesterhavet maa i høj Grad have bidraget til at udvikle og ejendommeligt præge deres Cultur. De Thrønderske Fylker havde en mere afsides Beliggenhed. Forholdene i Throndhjem synes i det Hele at have havt megen Lighed med Forholdene i Svealand. En Række smaa Fylker eller Folklande laa nær forbundne omkring Kysterne af en dyb Fjord; de udgjorde som en Verden for sig, saa at der endog er Spor til, at de, ligesom Mælar-Egnene, i de ældste Tider slet og ret kaldtes Mannheim d. e. Menneskenes Hjem[57], og de har vistnok i langt ringere Grad end det øvrige Land taget Deel i Vikingtidens krigerske Bevægelse, hvorpaa det ogsaa tyder, at Kongedømmet efter al Sandsynlighed var ukjendt i de Thrønderske Fylker før Harald Haarfagres Tid[58], eller at det ialfald her har spillet en mindre fremtrædende Rolle end hos de andre Norske Stammer. – Saaledes var Landets tre Hoveddele ikke mindre i historisk end i geografisk Henseende adskilt ved store Afstande, og der skulde en dristig Tanke til for at fatte den Plan at samle dem til et politisk Hele.

Den samme Dristighed, den samme Foregriben af Udviklingens jevne Gang kommer ogsaa – og endnu sterkere – tilsyne i det af Harald gjennemførte System for Styrelsen og Landets Forfatning. Ved dette System blev den nye Norske Stat ført midt ind i strømmen af den almeneuropæiske politiske Udvikling, stillet Side om Side med de store Mønsterstater i Henseende til Organisation. Dette var ganske vist et Fremskridt. Det var en nødvendig Betingelse for Nationens Fremadskriden, at den stod i en uafbrudt indre og ydre Forbindelse med den øvrige Verden; det var derfor et Krav, som den nationale Udvikling efterhaanden maatte komme til at stille, at den Norske Stat fik en Organisation, der indtil en vis Grad stemte overeens med hvad der var herskende europæisk Statsskik. Men Harald gjennemførte dette Krav med eet Slag og i langt videre Udstrækning, end de paa hans Tid givne Forhold kunde siges at medføre: en moderne Stat, et souveraint Kongedømme som det af ham grundlagte savnede dog endnu hos Nordmændene de nødvendige aandige Forudsætninger og kunde først i nogen Grad opnaa disse ved Christendommens Indførelse.

Derfor maatte Haralds Verk faa den Charakteer af hensynsløs Voldsomhed, hvormed det fremstiller sig for os i Sagaernes Skildring; derfor maatte det atter for en stor Deel nedbrydes.

Man kunde fristes til at beklage, at den jevne, regelmæssige Udvikling paa denne Maade blev afbrudt, naar man seer hen til, hvad den voldsomme Samling af de Norske Smaastammer kostede Folket. Havde ingen Harald rejst sig og ryddet Riget for sig med et hensynsløst Magtbegjærs Haardhed, søgt at paatvinge Nordmændene en Statsform, hvortil de ikke paa nogen Maade endnu kunde siges at have været forberedte, – saa vilde maaskee disse Tab have været undgaaet. Stammerne vilde have samlet sig fredelig, den moderne Stat vilde lidt efter lidt have befæstet sig paa den aandige Basis, som Christendommen gav.

Saaledes som det nu gik, synes meget af Folkets bedste Kraft at være bleven ødet ved et fortidligt Forsøg Værst medtoges Gulathingslagens Fylker, – udentvivl paa den Tid de rigest udviklede, Vikingernes og Søkongernes rette Hjem. Om dem gjælder det vistnok med fuld Sandhed, hvad en nyere Islandsk Forfatter[59] har sagt om Norge i Almindelighed, at nemlig deres Ættearistocrati efter Harald Haarfagres Tid kan lignes „við felldan skóg, – standa storir runnir eptir her ok hvar, en mikil rjódr á milli“. Men ogsaa fra de andre Fylker fandt talrige Udvandringer Sted, og det var overalt storættede, gjæve Mænd, der flyttede, medens Almuen sad fastere paa Foden. Man faar et Indtryk, som om en heel Udvikling er bleven afbrudt.

Men et Brud var her uundgaaeligt. Man bør ikke forestille sig, at Grunden til, at Norge samledes senere end Nabolandene, skulde være den, at det laa agterud for disse i Henseende til Cultur. Hverken Oldsagerne eller de skandinaviske Folks ældste Historie giver mindste Anledning til at formode et saadant Forhold. Norge laa dengang ikke fjernere fra de store europæiske Culturstrømninger end Sverige og Danmark; snarere omvendt; Nordmændene, der tidlig maa være bleven søvante fremfor nogen anden Germanisk Stamme, havde over Havet en snar og aldrig lukket Vej til Samkvem med Vesteuropas mere civiliserede Lande, og vi veed, at et saadant Samkvem har bestaaet længe forud for den sikkre Historie. Det er saaledes utænkeligt, at de skulde være bleven tilbage for Nabofolkene i almindelig Udvikling; men deres Lands Natur medførte kun, at Udviklingen hos dem fik en særegen Retning, saa at den ikke mindre tjente til at fremhæve det Ejendommelige ved hver enkelt Stamme end det for alle Fælleds. Selvstyrelsen i Folkets mindre Kredse, der beskyttedes ved de skarpe naturlige Grændser mellem Bygderne, var Grundlag for en eller tiere Ætters Magt. De Rigdomme og den højere Cultur, som Vikingtogene tilførte Landet, kom nu fremfor alt disse Ætter til Gode, befæstede deres Stilling og hævede dem over den menige Almue. Paa samme Tid som Udviklingen skabte den Magt, der skulde samle Fylkerne, gav den altsaa disse en større Modstandsevne. Norge fik fremfor de andre skandinaviske Lande et talrigt og mægtigt Aristocrati, og ved de store Ætter blev en højere Culturs Styrke lagt ind i Stammeforfatningen, som var repræsenteret af dem og i dem fandt sine naturlige Forsvarere. Men idet saaledes her den politiske Eenhed skulde gjennemføres ligeoverfor en langt videre fremadskreden Udvikling inden Folkets mindre Kredse, end Tilfældet kan have været i Danmark eller Sverige, maatte den ogsaa fremkalde langt haardere Kampe. Det kunde ikke være anderledes, end at disse Kampe medførte Tab og Forstyrrelser; men de gav ogsaa en Erstatning herfor. Det er ved saadanne Sammenstød, hvor forskjellige Retninger træder skarpt op mod hinanden, at der tændes Lys i Historien, og medens Norge senere end Nabolandene samledes til et politisk Hele, fik det forud for disse en Historie med store Optrin og klart fremtrædende Personligheder.

Hvad vi læser om de Islandske Landnaamsmænd og deres Ætter giver os en bestemt Forestilling om, hvor nødvendigt det var, at der blev ryddet dygtig op inden Fylkesaristocratiet i Norge, naar der skulde vindes Plads for et Kongedømme, som var sterkt nok til at holde det Hele sammen og hævde dets Selvstændighed. Et saa talrigt og tætvoxet Aristocrati skulde neppe have kunnet indordnes under en virkelig national Statseenhed.

Det var en stor Sum af Kraft og Cultur, der flyttede til Island med Landnaamsætterne; men den ubændige Selvraadighed eg stejle Uafhængighedsaand, der havde udviklet sig hos disse Ætter, knyttede dem paa det fasteste til den gamle Stammeforfatning og maatte under en ny Tingenes Orden være bleven fordervelig for dem selv eller for det hele Samfund. Havde Island ikke været, eller var de forbleven i Norge, vilde deres Skjæbne vel fordetmeste have været at gaa tilgrunde, eller de havde flyttet en for en ud til fremmede Lande og tabt sig blandt fremmede Folkestammer. Idet de nu ligesom med eet Slag rykkedes op, forfulgtes af Erobreren i sine Tilflugtssteder paa Øerne i Vesterhavet eg dreves over til Island i Flok og Følge, blev ogsaa dette paa en Maade en Samling, sideordnet den, der foregik i Norge. De frelstes saaledes for den Norske Nationalitet, i hvis historiske Liv de fremdeles kunde vedblive at tage Deel og det en saameget betydningsfuldere, fordi de i en udvortes Forstand havde skilt sig fra den. De fandt paa Island et Tilflugtssted, hvor de paa engang kunde bevare sin Nationalitet og sin nedarvede Frihed, og ved at flytte hid med saamange af sine bedste Repræsentanter bragtes den gamle Stammecultur udenfor Rækkevidden af de forstyrrende Indflydelser, for hvilke den var udsat i sit oprindelige Hjem, men deg ikke udenfor den nationale og historiske Sammenhæng, til hvilken selvfølgelig dens fortsatte Liv og Trivsel var knyttet som til en nødvendig Betingelse.

Vi veed af Norges senere Historie, at Fylkesaristocratiet, saa haardt det end var bleven medtaget af Harald Haarfagre, dog vedblev at være talrigt og stærkt nok til at hævde sin Selvstændighed og gjennem en lang Række af Aar at gjøre den nye norske Stats Tilværelse usikker og vaklende. Gang efter Gang stillede det sig i aaben Kamp mod Kongedømmet og syntes nærved at vinde en afgjørende Sejr. Denne Kamp var tillige en Kamp om det Norske Folks selvstændige politiske Tilværelse. Kongedømmet, der repræsenterede Folkets Eenhed, repræsenterede tillige dets nationale Uafhængighed, medens Aristocratiet, der var Organ for Stammeaanden, sluttede Forbund med udenlandske Kongers Krav paa en Overhøjhed, som i Tidens Løb maatte være gaaet over til et virkeligt Herredømme. Den nationale Uafhængighed sejrede; men i denne Sejr maa der tilkjendes Harald Haarfagre en væsentlig Deel, og i denne Sammenhæng viser det sig, at hans Samling af Fylkerne, om den end ved en Betragtning af de indre Tilstande synes at være kommen fortidlig, dog kom i rette Tid og ikke kostede Landet formeget i Forhold til hvad der blev opnaaet.

Et Folk vinder ny Styrke ved at samles til et politisk Hele og bliver istand til en virksommere optræden udadtil. Danerne og Svearne, der var bleven samlet forud for Nordmændene, fik derved et overtag over disse, og Dane- og Sveavældet havde allerede før Haralds Tid udbredt sig over Dele af det Søndenfjeldske Norge. Hans Optræden var betinget heraf; den var som en krampagtig Anstrængelse, hvorved Folket samler sig ligeoverfor den udenfra truende Fare. Idet Harald underlagde sig de Norske Fylker, afskar han alle Krav paa overhøjhed fra Dane- og Sveakongernes Side og stillede et Noregsvelde jevnbyrdigt op ligeoverfor Dane- og Sveavældet. Det var endnu langt frem, til Fylkesaanden kunde siges at være kuet. Men den nationale Eenhedsfølelse havde dog nu vundet en fast Grund, idet den var fremtraadt i en for alle fattelig Form og havde sammenknyttet sig med Erindringen om en mægtig Personlighed, der havde gjort et dybt Indtryk paa Folket. Saaledes blev den istand til at gjennemgaa Krisen, og det kan siges, at Harald Haarfagre, idet han grundlagde det Norske Rige, har hævdet det Norske Folks nationale Selvstændighed i et afgjørende Vendepunct.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. C. A. E. Jessen, Undersøgelser til Nordisk Oldhistorie.
  2. I det Vers, der lægges Ønund Trefot i Munden, da han tog sit islandske Landnaam i Øjesyn, heder det:

    „Kröpp eru kaup af hreppig
    Kaldbak, en ek læt akra“.

    (Grettis Saga Cap. 9.)

  3. Hardar Saga Grimkellssonar, Isl. Sög. 1847. II.
  4. Se Munch, Fortalen til Chronica Regum Manniæ, og navnlig Gudbrand Vigfusson, Um tímatal í Islendinga Sögum, Safn til Sögn Islands I.
  5. Munch, Det Norske Folks Hist. I. 1. 508–9 vil have Thorsteins Fald henført til 874 eller 875 og kommer saaledes til at sætte Haralds Vesterhavstog samtidigt med eller endog tidligere end Hafrsfjordslaget. Se herimod G. Vigfusson, Safn t. S. Isl. I. 221. 223.
  6. Nemlig i 3 Aar, medens han i 3 Aar havde underlagt sig hele det Nordenfjeldske og Fylkerne indtil Sogn. Gudbr. Vigfusson, Safn. t. S. Isl. I. 210–11.
  7. Disse Ord tillægges den Rogalandske eller Hørdske Høvding med Kongetitel Geirmund Heljarskinn, Grettis Saga Cap. 3.
  8. Han var „af hverjum manni mjök harmadr“. Flateyjarbók I. 582.
  9. „Gladdisk hann af þegnum sínum, en þegnar af honum, ok ríkit af hvárutveggja. Ágrip Cap. 4. Fra Ágrip er dette Sted ordret gaaet over i Heimskringla, Har. Hárf. S. cap. 25. – Det fortjener at bemerkes, at Ágrip maa antages for at være af Norsk Oprindelse og at fremstille den særlig Norske, ikke den islandske Tradition. Se G. Storm, „Norske Historieskrivere paa Kong Sverres Tid“, i Aarbøger for Nord. Oldk. 187 f. S. 425 ff.
  10. Munch, N. F. H. I. 1. 611.
  11. Snorre, [Unger’s Udg.] Har. Hárf. S. Cap. 14.
  12. Snorre, Har. Hárf. S. {{sperret|Cap. 9. Egils Saga Cap. 6.
  13. Flateyjarb. I. 357.
  14. Pag. 3 ff. oversat af Munch i N. F. H. I. 1. 574, af Keyser, i Nordm. Liter. 280–81.
  15. Se Fltb. I. 567 deVers, der tillægges Thjodolf den Hvinverske:

    Margir gerdu
    millding snaran
    hraustir menn
    heim at sækja,
    eigi sidr
    ødling fylgdu
    gamlir menn
    ok gerduzt kærir

    Nam minnigr
    marga speki
    af gömlum mönnum
    sá er gull midladi;
    var astudigr
    öllu fólki
    Uplanda gramr
    af örleik sinum.

  16. Se herom t. Ex. Guizot, Hist. de la Civilis. en Franee II. 190 ff.
  17. Om dennes sandsynlige Forhold til Heimskringla se Munch og Unger’s Udgave, Christiania 1853, Fortalen.
  18. Munch og Unger, Fort. til Olaf den Helliges Saga 1853.
  19. Se Storm’s ovenanførte Afhandl.
  20. Oplysende i saa Henseende er navnlig Englands Exempel, se Palgrave, Rise & Progress of the English Commonwealth, I. 279. Freeman, Hist of the Norman Conquest, I. 84–85 o. fl. St.
  21. Fagrskinna ved det før citerede Udtryk Hist. Norv., Thjodrek og Ágrip ved at antyde, at et Høvdingparti i Norge har kaldt Haakon Adalsteinsfostre tilbage.
  22. Schøning, Norg. Hist. II 494–95, Tyge Rothe, Nord. Statsforf. 139–40.
  23. Keyser, Norges Stats- og Retsforfatning, S. 97.
  24. Munch, N. F. H. I. 1. 132–33. 466–68. 714–15; Keyser, Norges Stats- og Retsforf. S. 30–32; Aschehoug, Norges og Danmarks Statsforf. S. 12–13.
  25. Savigny, Gesch. des röm. Rechts im Mittelalter, I. – Dahn, die Könige der Germanen, I, 204. 240. – Waitz, Deutsche Verfassungs Gesch. [2. Aufl.] II. 55. 240.
  26. Palgrave, English Commonwealth I. 494–95, 500 f. Waitz, Deutsche Verfassungsgesch. IV. 304.
  27. Munch I. 1. 485–86 har opkastet dette Spørgsmaal, men neppe tilfredsstillende besvaret det.
  28. Egils Saga Cap. 56–57.
  29. Keyser, som i det Hele har gjort den samme Opfatning gjældende af hvad der fortælles om Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen som Munch, udtrykker sig dog med større Forbehold. I hans „Norges Stats- og Retsforfatning“ S. 30–31 [jvfr. Den Norske Kirkes Hist. I. 20.] heder det: Harald tilegnede sig Landets Odel d. e. Overejendomsretten til det hele Land med deraf følgende Skatteret .. Men skjønt han erklærede dette for det nye Kongedømmes Ret, saa fulgte ej deraf, at han udøvede denne Ret i hele dens Strenghed. ... Kongedømmets Overejendomsret til det hele Land fremtraadte mere som en Theorie, vigtig i sine mulige Følger, end som en Retssætning, der strax skulde gjennemdrives til det Yderste.“ – I et ældre Arbejde, „Norges Historie“ [udkommet 1865, men forfattet meget tidligere] I. 225 ff. fremstiller han Sagen saaledes: „Harald troede det nødvendigt til sin Magts Opretholdelse at indskrænke Folkets gamle Friheder; Bønderne skulde derfor ej længer være uindskrænkede Ejendomsherrer over sin Jord, men skulde betragtes som Lejlændinger .... Den store Omvæltning imidlertid, som Harald udentvivl tilsigtede, blev, som det lader, ingenlunde gjennemført i det Omfang, som udtaltes i dens Grundsætninger. Tilegnelsen af Landets Odel synes ikke at have ledet til nogen virkelig Skatlægning af Jorden eller til et almindeligt Lejlændingsvæsen, men i det Højeste til Indførelsen af en personlig Skat [Nefgildi].... Den muligen paatænkte Lehnsforfatning kom saaledes ikke til Modenhed.“ – Man seer let, at denne Fremstilling ikke fjerner nogen af de før paapegede Vanskeligheder. Naar den antager, at Harald har havt til Hensigt at indføre en fuldkommen Feudalforfatning, at han i Principet har paastaaet en virkelig Overejendomsret til Landets Jord, saa gjælder derimod hvad der er bleven bemærket mod paastanden om, at Feudalvæsenet skulde være oprindelig germanisk; og naar den dernæst antager, at Harald ikke har gjennemført sit System, men er bleven staaende ved Indførelsen af en personlig Skat,v kommer den i Strid med hvad der berettes om Haakon den Godes Tilbagegivelse af Odelen.
  30. 14r Jahrg. S. 27–40.
  31. Det Følgende fornemmelig efter Waitz, Deutsche Verfassungsgeschichte, 3 og 4 Bind.
  32. Se Henri Martin, Hist. de France 4. éd. II. 278 ff.
  33. Se Guizot, Hist. de la civil. en France II. 324.
  34. Waitz, IV. 96, 97–98. 101.
  35. Palgrave, English Commonwealth I; Kemble, The Saxons in England, I. 289 ff.; Allen, Royal Prerogative, [den franske Oversættelse S. 152 ff.]
  36. Her er kun Tale om det Udseende, Tingene havde faaet ved en ejendommelig Udvikling, ikke om den virkelige Sammenhæng Fylket kan ikke antages at være dannet ved en Sammenslutning af Hereder, men disse maa snarere opfattes som Underafdelinger af hiint, idet Heredsinddelingen, som hviler paa et bestemt Talsystem, har en mere udvortes, kunstig Charakteer end Fylkesindddelingen. Staten kan ikke antages at være opstaaet ved en frivillig Overeenskomst mellem de enkelte Familjer; men Staten er voxet ud af Familjen, begge er fra først af i lige Grad naturbundne.
  37. Germ. Cap. 11.
  38. Keyser, Norges Retsforf. S. 24; jvfr. Dahn, Die Könige d. Germ. I. S. 33–34.
  39. Keyser, l. c. 298.
  40. Keyser, Norges Retsforf. S. 95–96. Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over den Norske Retshistorie [særsk. Aftryk af Ugeblad for Lovkyndighed] S. 221–23.
  41. Keyser, l. c. S. 101.
  42. Brandt, l. c. S. 258.
  43. Egils Saga, Cap. 4.
  44. Waitz, IV. S. 144–45.
  45. Waitz, D. V. G. [2den Udg.] II. S. 192, 553, 577–78 o. fl. St.
  46. Tacitus, Germ. cap. 43.
  47. Sn. Ol. d. hell. S. cap. 253.
  48. Munch, N. F. Hist. I. 2. 818–19.
  49. Det er i Sagaerne fremhævet, hvor godt Harald overholdt Freden indenlands: „hann friðaði vel land sitt ok siðaði”. Ágrip [Samll. t. d. N. F. H. II. S. 274]. Fgrsk. S. 10.
  50. F. L. IV. 8. „Hvervetna er tylftar eiðar sculo framfara oc nemðarvitni, þá scal sakarábere nemna hálfa vátta, – – – oc nemna haullda xij or fylki eða bœndr hina bezto ef eigi ero haulldar til“. – Jvfr. F. L. XV. 7. 11.
  51. Brandt, Brudstykker af Forelæsn. S. 68.
  52. Jvfr. Egil Skallagrimsøns Vers om sin Søn:

    Veit ek – – –
    At i syni mínum
    Var ills þegns
    Efni vaxit.

  53. Hist. Norv. [Munch, Symb. ad hist. Norv. pag. 11]: „Hic [ɔ: Eric Blodøxe] a fratre sno Hacone alumno Adalstani, idem consiliantibus Norwegie primatibus regno privatus in Angliam secessit“. Ágrip [Samll. t. d. N. F. H. II. S. 278]: þa qvauddo vitrir menn Hacon aftr i land meþ laund tveim vetrom efter andlatt Haralds hárfagra.
  54. Munch, N. F. H. I. 1. S. 714–15.
  55. F. L. VII. 1.
  56. Sn. Ol. h. helga, Cap. 44.
  57. Munch, I. 1. S. 71.
  58. Det heder vel, at Harald fældte 8 Konger, inden han underlagde sig de 8 Thrønderske Fylker; men kun een af dem nævnes med Navn, og dette Navn synes lavet. Munch, I. 1. S. 466.
  59. Gudbrand Vigfusson, Safn t. S. Isl. I. S. 296.