Bibelen (1891)/Profeten Zefanias
| ←Profeten Habakuk | Profeten Zefanias av |
Profeten Haggaj→ |
[ 924 ]
Zefanias profeterer i Kong Joaias’s Dage, 1. om en stor Straffedom, der skal komme over hele Jorden, 2. 3, og navnlig over Juda og Jerusalem: den skal her tilintetgjøre alle Afgudsdyrkere og Gudsforaftere og straffe Synden i alle Stænder, 4-13. Herrens forfærdelige Dommedag voer alle Jordens Beboere er nær og kan ikke undgaaes, 14-18.
HERRENS Ord, som kom til Zefanias, Søn af Kusi, Søn af Gedalja, Søn af Amarja, Søn af Ezekias, i de Dage, da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.
2 Bort, ja, bort vil jeg tage Alt af Jorden, siger Herren.
3 Jeg vil borttage Mennesker og Dyr, borttage Himmelens Fugle og Havets Fiske og Forargelserne tilligemed de Ugudelige, og jeg vil udrydde Menneskene af Jorden, siger Herren.
4 Og jeg vil række min Haand ud imod Juda og imod alle Jerusalems Indbyggere, og jeg vil udrydde af dette Sted, hvad der er tilovers af Ba’al, Afgudspresternes Navn tilligemed Presterne
5 og dem, som paa Tagene tilbede Himmelens Hær, og dem som <secton end=Zefanias />
[ 925 ]tilbede og sværge herren Troskab og tillige sværge ved sin Konge[1],
6 og dem, som ere vegne bort fra Herren, og som ikke have søgt Herren og ikke spurgt efter ham.
7 Stille for den Herre Herre! Thi Herrens Dag er nær; thi Herren har beredt en OFferslagtning, helliget sine Indbudne.
8 Og det skal ske paa Herrens Offerslagtnings Dag, da vil jeg hjemsøge Fyrsterne og Kongens Sønner og Alle, som klæde sig i udenlandske Klæder.
9 Og jeg vil paa den Dag hjemsøge hver den, som springer over Dørtærskelen, dem, som fylde sin Herres Hus med Vold og Svig.
10 Og det skal ske paa den Dag, siger Herren, da skal der lyde Skrig fra Fiskeporten og Hyl fra Stadens anden Del og stort Brag fra Høiene.
11 Hyler, I, som bo i Morteren[2]! Thi hele Kananiter-Folket[3] er udslettet; alle de, som var belæssede med Sølv, ere udryddede.
12 Og det skal ske paa den samme Tid, da vil jeg ransage Jerusalem med Lygter, og jeg vil hjemsøge de Folk, som ligge paa sin Bærme, som sige i sit Hjerte: Herren gjør hverken Godt eller Ondt.
13 Og deres Gods skal vorde til Rov, og deres Huse til Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke bo i dem, og plante Vingaarde, men ikke drikke deres Vin.
14 Nær er Herrens Dag, den store; den er nær og haster saare. Hør! Herrens Dag! Bittelrig skriger da den Vældige.
15 En Vredens Dag er den Dag, en Nøds Trængsels Dag, en Omstyrtelses og Ødelæggelses Dag, en Mørkes og Dunkelheds Dag, en Skyers og Mulms Dag,
16 en Basunklangs og Hærskrigs Dag over de faste Stæder og over de høie Murtinder.
17 Og jeg vil ængste Menneskene, og de skulle gaa som Blinde, thi mod Herren have de syndet; og deres Blod skal udøses som Støv, og deres Kjød som Møg.
18 Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa Herrens Vredes Dag, men ved hans Nidkjærligheds Ild skal hele Jorden blive fortæret; thi han vil gjøre Ende paa, ja pludselig gjøre Ende paa alle dem, der bo paa den.
Profeten formaner Folket til at omvende sig, førend Straffens Dag kommer, og navnlig de Fromme til at søge Herren og stræbe efter Retfærdighed og Sagtmodighed for at blive frelste paa den, 1-3, og begrunder saa denne Formaning med den Forkyndelse, at Filisterne, Moabiterne og Ammoniterne skulle blive udryddede, alle Jordens Guder tilintetgjorte og alle Hedningernes Lande omvendte til Herren, som vil dømme de store Verdensmagter i Syd og Nord, Ætioperne og Assyrerne; det stolte og prægtige Ninive skal blive fuldstændig ødelagt, 4-15.
SAMLER eder og gaar i eder selv, du Folk, som ikke blegner,
2 førend Beslutningen føder (som Avner farer Dagen frem), førend Herrens brændende Vrede kommer over eder, førend Herrens Vredes Dag kommer over eder!
3 Søger Herren, alle I Sagtmodige i Landet, som holde hans Lov! Søger Retfærdighed, søger Sagtmodighed! Kanske I vorde skjulte paa Herrens Vredes Dag.
4 Thi Gasa skal blive forladt, og Askalon til en Ørk; Asdod skal man udjage om Middagen, og Ekron skal oprykkes med Rod.
5 Ve dem, som bo i Strøget ved Havet, Kreterfolket! Herrens Ord er over eder, Kana’an, Filisternes Land, og jeg vil ødelægge dig, saa Ingen skal bo der.
6 Og Strøget ved Havet skal blive til Græsgange med Hyrdehuler og med Kvæghegn.
7 Og det skal blive et Strøg for dem, der blive tilovers af Judas Hus; paa det skulle de græsse, i Askalons Huse skulle de hvile om Aftenen. Thi Herren, deres Gdu, skal besøge dem og gjøre Ende paa deres Fangenskab.
8 Jeg har hørt Moags Forhaanelse og Ammons Børns Smædeord, hvormed de haanede mit Folk, og de
[ 926 ]handlede Lovmodig mod dets Landemærke.
9 Derfor, saasandt jeg lever, siger Herren, Hærskarernes Gud, Israels Gud, skal Moab vorde som Sodoma, og Ammons Børn som Gomorra, Neslers Ble og en Saltgrube og en Ørk til evig Tid; Resten af mit Folk skal plyndre dem, og de, der blive tilovers af mit Folk, skulle tage dem i Eie.
10 Saaledes skal det gaa dem for deres Hovmods Skyld, fordi de haanede og handlede hovmodig mod Herrens, Hærskarernes Guds, Folk.
11 Forfærdelig skal Herren være over dem; thi han skal lade alle Jordens Guder forsvinde, og alle Hedningernes Kyster skulle tilbede ham, hver fra sit Sted.
12 Ogsaa I, Ætiopere, vorde gjennemborede af mit Sverd.
13 Og han udrækker sin Haand imod Norden og ødelægger Assur og gjør Ninive til et Øde, tørt som en Ørk.
14 Midt i det skulle Hjorde hvile; alle Slags vilde Dyr, som gaa i Flok, baade Pelikan og Pindsvin, skulle overnatte paa dets Søilehoveder; Lyd af Syngende høres i Vinduet, Grus ligger paa Dørtærskelen, thi Cederpanelet har han blottet.
15 Dette er den jublende Stad, som boede i Tryghed, som sagde i sit Hjerte: Jeg og Ingen ydermere! Hvor er den dog bleven til en Ørk, et Leie for vilde Dyr! Hver den, som gaar forbi den, blæser ad den og ryster Haanden.
Profeten skildrer den almindelige Fordærvelse og Ubodfærdighed, som hersker i Jerusalem, fornemmelig iblandt Folkets Ledere, trods de utallige og klare Vidnesbryd, Herren baade i Ord og i Gjerning har aflagt om sin Retfærdighed og sit Had til Synden, 1-7. Derfor vil Herren sende en stor Straffedom over alle Folk; paa den skulle de Troende vente, efterdi Herren ved den vil omvende Hedningerne og derefter ved de omvende Hedningerne og derefter ved de omvendte Hedninger bringe sit Folk tilbage til sig, saa der af alle Folkeslag paa Jorden og af Israels Levning skal blive een hellig Menighed, i hvis Midte han, Israels Konge, vil bo til dens Frelse, Fryd og Helliggjørelse.
VE den Gjenstridige og Besmittede, den voldsomme Stad!
2 Den hører ikke paa nogen Røst, tager ikke mod nogen Tugt; til Herren sætter den ikke sin Lid, til sin Gud holder den sig ikke nær.
3 Dens Fyrster midt i den ere brølende Løver, dens Dommere Aften-Ulve, de gjemme ikke til om Morgenen;
4 dens Profeter ere letfærdige Pralere, troløse Mænd; dens Præster vanhellige, hvad der er helligt, gjøre Vold paa Loven.
5 Herren er retfærdig midt i den, han gjør ikke Uret; hver Morgen lader han sin Dom komme for Lyset, han slaar ikke feil. Men den Uretfærdige kjender ikke til Skam.
6 Jeg har utryddet Hedningefolk, deres Murtinder ere ødelagte; jeg har gjort deres Gader øde, saa Ingen gaar igjennem dem; deres Stæder ere hærjede, saa der ingen Mand, inge Indbygger er.
7 Jeg sagde: Bare du[4] vil frygte mig, tage mod Tugt; da skal din Bolig ikke blive udryddet, ikke Noget ske af det, jeg har forordnet imod dig. Men de have tværtimod gjort sig Flid for at fordærve alle sine Gjerninger.
8 Derfor, bier jeg paa mig, siger Herren, paa den Dag, jeg reiser mig til at gjøre Bytte! Thi min Dom er, at jeg samler Hedningefolk, sanker Riger sammen, udøser min Harme over dem, al min brændende Vrede; thi ved min Nidkjærheds Ild skal hele Jorden blive fortæret.
9 Thi da vil jeg give Folkene andre, rene Læber, forat de allesammen skulle paakalde Herrens Navn, forat de skulle tjene ham endrægtig.
10 Fra hin Side Ætiopiens Floder skulle de bringe mine Tilbedere, mit adspredte Folk, som Offergave til mig.
11 Paa den Dag skal du ikke skamme dig over alle dine Gjerninger, hvormed du forbrød dig imod mig; thi da vil jeg bortskaffe af din Midte dine stoltelig Jublende, og du skal ikke mere ophøie dig paa mit hellige Bjerg.
12 Men jeg vil levne i din Midte et bøiet og tinge[5], og de skulle tage sin Tilflugt til Herrens Navn.
13 Israels Levning skal ikke gjøre
[ 927 ]Uret, og de skulle ikke tale Løgn, og der skal ikke findes en svigefuld Tunge i deres Mund; thi de skulle finde Føde og have Ro, og Ingen skal forfærdede dem.
14 Fryd dig saare, Zions Datter! Raab høit, Israel! Glæd dig og fryd dig af fuldt Hjerte, Jerusalems Datter!
15 Herren har borttaget dine Straffedomme, har bortryddet dine Fiende; Israels Konge, Herren, er i din Midte, du skal ikke se noget Ondt mere.
16 Paa den Dag skal det siges til Jerusalem: Frygt ikke! Zion, lad ei dine Hændet synke!
17 Herren, din Gud, er i din Midte, en Vældig, som frelser; han fryder sig over dig med Glæde, han tier i sin Kjærlighed, han jubler over dig med Fryderaab.
18 Dem, som ere bedrøvede for Høitidens Skyld[6], samler jeg; - de ere af dig, Forsmædelse tynger paa dem.
19 Se, jeg vil paa den Tid have med alle dem at gjøre, som have plaget dig, og jeg vil frelse det Haltende og sanke den Fordrevne, og jeg vil sætte dem til Pris og til Navnkundighed paa den hele Jord, hvor de ere blevne beskjæmmede.
20 Paa den Tid vil jeg føre eder hid, og paa den Tid vil jeg sanke eder; thi jeg vil sætte eder til Navnkundighed og til en Pris blandt alle Jordens Folk, naar jeg gjør Ende paa eders Fangenskab for eders Øine, siger Herren.