handlede Lovmodig mod dets Landemærke.
9 Derfor, saasandt jeg lever, siger Herren, Hærskarernes Gud, Israels Gud, skal Moab vorde som Sodoma, og Ammons Børn som Gomorra, Neslers Ble og en Saltgrube og en Ørk til evig Tid; Resten af mit Folk skal plyndre dem, og de, der blive tilovers af mit Folk, skulle tage dem i Eie.
10 Saaledes skal det gaa dem for deres Hovmods Skyld, fordi de haanede og handlede hovmodig mod Herrens, Hærskarernes Guds, Folk.
11 Forfærdelig skal Herren være over dem; thi han skal lade alle Jordens Guder forsvinde, og alle Hedningernes Kyster skulle tilbede ham, hver fra sit Sted.
12 Ogsaa I, Ætiopere, vorde gjennemborede af mit Sverd.
13 Og han udrækker sin Haand imod Norden og ødelægger Assur og gjør Ninive til et Øde, tørt som en Ørk.
14 Midt i det skulle Hjorde hvile; alle Slags vilde Dyr, som gaa i Flok, baade Pelikan og Pindsvin, skulle overnatte paa dets Søilehoveder; Lyd af Syngende høres i Vinduet, Grus ligger paa Dørtærskelen, thi Cederpanelet har han blottet.
15 Dette er den jublende Stad, som boede i Tryghed, som sagde i sit Hjerte: Jeg og Ingen ydermere! Hvor er den dog bleven til en Ørk, et Leie for vilde Dyr! Hver den, som gaar forbi den, blæser ad den og ryster Haanden.
Profeten skildrer den almindelige Fordærvelse og Ubodfærdighed, som hersker i Jerusalem, fornemmelig iblandt Folkets Ledere, trods de utallige og klare Vidnesbryd, Herren baade i Ord og i Gjerning har aflagt om sin Retfærdighed og sit Had til Synden, 1-7. Derfor vil Herren sende en stor Straffedom over alle Folk; paa den skulle de Troende vente, efterdi Herren ved den vil omvende Hedningerne og derefter ved de omvende Hedningerne og derefter ved de omvendte Hedninger bringe sit Folk tilbage til sig, saa der af alle Folkeslag paa Jorden og af Israels Levning skal blive een hellig Menighed, i hvis Midte han, Israels Konge, vil bo til dens Frelse, Fryd og Helliggjørelse.
VE den Gjenstridige og Besmittede, den voldsomme Stad!
2 Den hører ikke paa nogen Røst, tager ikke mod nogen Tugt; til Herren sætter den ikke sin Lid, til sin Gud holder den sig ikke nær.
3 Dens Fyrster midt i den ere brølende Løver, dens Dommere Aften-Ulve, de gjemme ikke til om Morgenen;
4 dens Profeter ere letfærdige Pralere, troløse Mænd; dens Præster vanhellige, hvad der er helligt, gjøre Vold paa Loven.
5 Herren er retfærdig midt i den, han gjør ikke Uret; hver Morgen lader han sin Dom komme for Lyset, han slaar ikke feil. Men den Uretfærdige kjender ikke til Skam.
6 Jeg har utryddet Hedningefolk, deres Murtinder ere ødelagte; jeg har gjort deres Gader øde, saa Ingen gaar igjennem dem; deres Stæder ere hærjede, saa der ingen Mand, inge Indbygger er.
7 Jeg sagde: Bare du[1] vil frygte mig, tage mod Tugt; da skal din Bolig ikke blive udryddet, ikke Noget ske af det, jeg har forordnet imod dig. Men de have tværtimod gjort sig Flid for at fordærve alle sine Gjerninger.
8 Derfor, bier jeg paa mig, siger Herren, paa den Dag, jeg reiser mig til at gjøre Bytte! Thi min Dom er, at jeg samler Hedningefolk, sanker Riger sammen, udøser min Harme over dem, al min brændende Vrede; thi ved min Nidkjærheds Ild skal hele Jorden blive fortæret.
9 Thi da vil jeg give Folkene andre, rene Læber, forat de allesammen skulle paakalde Herrens Navn, forat de skulle tjene ham endrægtig.
10 Fra hin Side Ætiopiens Floder skulle de bringe mine Tilbedere, mit adspredte Folk, som Offergave til mig.
11 Paa den Dag skal du ikke skamme dig over alle dine Gjerninger, hvormed du forbrød dig imod mig; thi da vil jeg bortskaffe af din Midte dine stoltelig Jublende, og du skal ikke mere ophøie dig paa mit hellige Bjerg.
12 Men jeg vil levne i din Midte et bøiet og tinge[2], og de skulle tage sin Tilflugt til Herrens Navn.
13 Israels Levning skal ikke gjøre
