Uret, og de skulle ikke tale Løgn, og der skal ikke findes en svigefuld Tunge i deres Mund; thi de skulle finde Føde og have Ro, og Ingen skal forfærdede dem.
14 Fryd dig saare, Zions Datter! Raab høit, Israel! Glæd dig og fryd dig af fuldt Hjerte, Jerusalems Datter!
15 Herren har borttaget dine Straffedomme, har bortryddet dine Fiende; Israels Konge, Herren, er i din Midte, du skal ikke se noget Ondt mere.
16 Paa den Dag skal det siges til Jerusalem: Frygt ikke! Zion, lad ei dine Hændet synke!
17 Herren, din Gud, er i din Midte, en Vældig, som frelser; han fryder sig over dig med Glæde, han tier i sin Kjærlighed, han jubler over dig med Fryderaab.
18 Dem, som ere bedrøvede for Høitidens Skyld[1], samler jeg; - de ere af dig, Forsmædelse tynger paa dem.
19 Se, jeg vil paa den Tid have med alle dem at gjøre, som have plaget dig, og jeg vil frelse det Haltende og sanke den Fordrevne, og jeg vil sætte dem til Pris og til Navnkundighed paa den hele Jord, hvor de ere blevne beskjæmmede.
20 Paa den Tid vil jeg føre eder hid, og paa den Tid vil jeg sanke eder; thi jeg vil sætte eder til Navnkundighed og til en Pris blandt alle Jordens Folk, naar jeg gjør Ende paa eders Fangenskab for eders Øine, siger Herren.
Haggaj, som profeterede i den persiske Konges, DariusHystaspis’s, Dage, straffer de Jøder, som ere komne tilbage fra Babel, fordi de have bygget sig selv panelede Huse, medens de lade Herrens Tempel ligge ubygget, 1-4; han viser, at deres Hønders Gjerning derfor ikke bliver velsignet af Herren, 5. 6, og formaner dem til igjen at tage fat paa Templets Bygning, 7-11. De efterkomme Formaningen, 12-15.
I Kong Darius’s andet Aar, i den sjette Maaned, paa den første Dag i Maaneden, kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj til Serubabel, Sealtiels Søn, Judas Statholder, og til Josva, Jehozadaks Søn, Ypperstepresten, saalydende:
2 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Dette Folk siger: Der er endnu ikke Tid til at komme, Tid til at bygge Herrens Hus.
3 Saa kom da Herrens Ord ved Profeten Haggaj, saalydende:
4 Er det Tid for eder til at bo i eders panelede Huse, medens dette Hus ligger øde?
5 Og nu, saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Lægger Mærke til, hvorledes det gaar eder!
6 I saa Meget, men bringe Lidet ind; I æde, men blive ikke mætte; I drikke, men blive ikke læskede; I klæde eder, men Ingen bliver varm, og den, som tjener for Løn, faar sin Løn i en hullet Pung.
7 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Lægger Mærke til, hvorledes det gaar eder!
8 Gaar op paa Bjergene og henter Tømmer og bygger Huset! Saa vil jeg have Velbehag deri og forherlige mig, siger Herren.
9 I vente Meget, og se, det bliver til Lidet, og naar I bringe det i Hus, saa blæser jeg det bort. Hvorfor? siger Herren, Hærskarernes Gud. For mit Huses Skyld, som ligger øde, medens I have det travlt, hver med sit Hus.
10 Derfor har Himmelen lukket sig over eder, saa den ikke giver Dug, og Jorden har lukket for sin Grøde.
11 Og jeg kaldte Tørke over Lan-
- ↑ fordi de ikke kunne holde nogen Høitid; Ps. 42, 2 fg. 137, 1 fg. Begr. 1, 4.
