det og over Bjergene og over Kornet og over Mosten og over Oljen og over, hvad Jorden frembringer, og over Menneskene og over Kvæget og over alt Hænders Arbeide.
12 Og Serubabel, Sealtiels Søn, og Josva, Jehozadaks Søn, Ypperstepresten, og Alt, hvad der var tilovers af Folket, og hørte paa Herrens, sin Guds, Røst og paa Profeten Haggajs Ord, fordi Herren, deres Gud, havde sendt ham, og Folket frygtede for Herren.
13 Da sagde Haggaj, Herrens Sendebud, i Herrens Ærinde til Folket saaledes: Jeg er med eder, siger Herren.
14 Og Herren vakte Serubabels Sealtiels Søns, Judas Statholders, Aand og Josvas, Jehozadaks Søns, Yppersteprestens, Aand og hele det Folks Aand, som var blevet tilovers, og de kom og arbeidede paa Herrens, Hærskarernes Guds, sin Guds, Hus
15 paa den fire og tyvende Dag i Maaneden, i den sjette Maaned i Kong Darius’s andet Aar.
Profeten trøster og styrker Serubabel, Josva og Folket ved at forjætte dem, at Herren vil være med dem, og at efter svare Omveltninger blandt Folkene dette andet Tempel skal vorde langt rigere og herligere end det første (en Forjættelse, der sigter til og blev opfyldt ved Messias’s Fremtræden i det nye Tempels Tid), 1-9. Herren har hidindtil straffet Folket som et trods sine Ofringer urent Folk, men fra nu af, da de med oprigtig Iver have taget fat paa Templets Opbygelse, velsigner han dem, 10-19. Endelig forjætter Profeten, at Herren under de forestaaende Omveltninger vil bevare Serubabel (Davids Efterkommer, af hvis Æt Messias skulde fremgaa), 20-23.
den syvende Maaned, paa den een og tyvende Dag i Maaneden, kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj, saalydende:
2 Sig dog til Serubabel, Sealtiels Søn, Judas Statholder, og til Josva, Jehozadaks Søn, Ypperstepresten, og til det, som er tilovers af Folket:
3 Hvem iblandt eder, der ere blevne tilovers, er der, som har seet dette Hus i dets første Herlighed? Og hvordan se I det nu? Er ikke dette som intet i Eders Øine?
4 Dog, vær nu frimodig, Serubabel, siger Herren, og vær frimodig, Josva, Jehozadaks Søn, du Yppersteprest, og vær frimodigt, alt Landets Folk, siger Herren, og arbeider! Thi jeg er med eder, siger Herren, Hærskarernes Gud,
5 med den Pakts Ord, som jeg sluttede med eder, da I droge ud af Ægypten, og min Aand bliver midt iblandt eder; frygter ikke!
6 Thi saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Endnu en Gang, om en liden Stund, saa ryster jeg Himmelen og Jorden og Havet og det Tørre.
7 Og jeg vil ryste alle Folkene, og alle Folkenes kostelige Skatte skulle komme, og jeg vil fylde dette Hus med Herlighed, siger Herren, Hærskarernes Gud.
8 Mig hører Sølvet, og mig hører Guldet til, siger Herren, Hærskarernes Gud.
9 Dette sidste Huses Herlighed skal vorde større end det førstes, siger Herren, Hærskarernes Gud; og paa dette Sted vil jeg give Fred, siger Herren, Hærskarernes Gud.
10 Paa den fire og tyvende Dag i den niende Maaned i Darius’s andet Aar kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj, saalydende:
11 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Spørg dog Presterne om Loven og sig:
12 Se, om Nogen bærer helligt Kjød i sit Klædebons Flig og rører med sin Flig ved Brød eller ved noget Kogt eller ved Vin eller ved Olje eller ved noget Slags Mad, bliver det da helligt? Og Presterne svarede og sagde: Nei.
13 Og Haggaj sagde: Om En, som er uren ved Lig, rører ved alt dette, bliver det da urent? Og Presterne svarede og sagde: Ja, det bliver urent.
14 Da svarede Haggaj og sagde: Saaledes er dette Folk, og saaledes er dette Folkefærd for mit Aasyn, siger Herren, og saaledes er al deres Hænders Gjerning; og hvad de ofre der[1], det er urent.
15 Og nu, giver dog Agt paa Tiden fra denne Dag og tilbage, førend man lagde Sten paa Sten i Herrens Tempel!
16 Kom man i den Tid til en Korndynge paa tyve Maal, saa blev det ti; kom man til Persekarret for at øse femti Spand, saa blev det tyve.
17 Jeg slog eder med Brand og med Vissenhed i Kornet og med Ha-
- ↑ paa Alteret; Esr. 3, 3.
