Hopp til innhold

Bibelen (1891)/Profeten Habakuk

Fra Wikikilden
Bibelen
Det Amerikanske Bibel-Selskab (s. 922-924).
◄  Nahum
Zefanias  ►
1. Kapitel.

Habakuk klager for Herren over den Uretfærdighed og Vold, som alleerede i lang Tid hersker blandt det jødiske Folk, og opfordrer ham til nu endelig at skride dømmende ind imod det, 1-4. Herren svarer ham, at han vil lade Kaldæerne, hvis frygtelige Magt og Grumhed beskrives, komme over det, 5-11. Profeten, som bliver bange for, at hans Folk skal blive tilintetgjort af de overmodige og ugudelige Kaldæere, beder Herren sætte en Grænse for deres grusomme og skaanselløse Fremfærd mod Folkene, 12-17.

 

D
ET Udsagn, som Profeten Habakuk skuede.
2 Hvor længe, Herre, har jeg raabt, og du hører ikke! Jeg skriger til dig: Vold! — og du frelser ikke.
3 Hvorfor lader du mig skue Uret og ser du paa Elendighed? Ødelæggelse og Vold ere for mit Aasyn; der opstaar Kiv, og Trætte reiser sig.
4 Derfor er Lov magtesløs, og Ret kommer ikke nogensinde frem; thi Ugudelige omringe den Retfærdige, derfor kommer Retten frem forvendt.
5 Ser ud iblandt Folkene og skuer og vorder forfærdede, ja, forfærdede! Thi en Gjerning gjør jeg i eders Dage, — I skulde ikke tro den, naar den blev fortalt.
6 Thi se, jeg lader Kaldæerne reise sig, det bistre og hastige Folk, der farer frem saa vide, som Jorden naar, for at tage Boliger i Eie, som ikke høre det til.
7 Frygteligt og forfærdeligt er det; fra det selv gaar dets Ret og dets Høihed ud.
8 Og lettere end Pardere ere dets Heste og skarpere til at løbe end Aftenens Ulve, og dets Ryttere sprænge frem, dets Ryttere komme fra det Fjerne, flyve som en Ørn, der haster fremt il at æde.
9 Alle tilhobe komme de til Voldsgjerning, deres Ansigters Skare er vendt fremad, og det samler Fanger som Sand.
10 Og det spotter Konger, og Fyrster ere det til Latter; det ler ad hver Fæstning og dynger Støv op og tager den.
11 Saa stryger det afsted som en Vind og farer frem og drager Skyld over sig; dets Kraft er dets Gud.
12 Er du ikke fra fordums Tid Herren, min Gud, min Hellige? Vi skulle ikke dø. Herre! Til Dom har du sat det. Du Klippe! Til Straf har du beredt det.
13 Du, som er ren af Øine, saa du ikke kan se paa Ondt[1] og ikke formaar at skue hen paa Elendighed[2]! Hvorfor ser du paa Troløse, tier, naar den Ugudelige opsluger den, der er retfærdigere end han?
14 Du har jo handlet med Mennesker som med Havets Fiske, som med Krybet, der ingen Herre har!
15 Dem alle drager det[3] op med Krog, samler dem i sit Vad og sanker dem i sit Garn; derfor glæder det sig og jubler.
16 Derfor ofrer det til sig Vad og brænder Røgelse for sit Garn; thi ved dem er dets Del fed og dets Mad kraftig
17 Skal det derfor tømme sit Vad og uafladelig slaa Folkefærd ihjel uden Skaansel?

2. Kapitel.

Profeten, som venter paa Svar fra Herren, faar af ham Befaling til tydelig at optegne et Syn om Kaldæernes Undergang, paa hvis Opfyldelse Israel taalmodig skal bie, idet den vistnok aldeles sikkert skal indtræde, men dok ikke snart, 1-3. Synets Indhold er: Medens den Retfærdige skal leve ved sin Tro, skulle de hovmodige, svirende og erobringssyge Kaldæere ikke bestaa, 4.5. Herren vil ødelægge dem, fordi de ere rovgjerrige, voldsomme og listige, udgyde Blod for at tilfredsstille sin Byggelyst, mishandle og haane de af dem underkuede Folk og dyrke stumme Afguder, 6-20.

 

P
AA min Vagt vil jeg staa og stille mig hen paa Varden; og jeg vil skue ud for at se, hvad han vil tale til mig, og hvad jeg skal faa til Svar paa min Anke.
2 Og Herren svarede mig og sagde: Skriv Synet op og skriv det tydelig paa Tavlerne, forat man let kan læse det!
3 Thi endnu gaar Synet hen imod den bestemte Tid, men det haster mod Enden og lyver ikke. Om det tøver, saa bi efter det! Thi komme skal det, ikke udeblive.
4 Se, hoven, ikke jævn er hans Sjæl i ham[4]; men den Retfærdige skal leve ved sin Tro.
5 Saa er og Vinen en Troløs; en pralende Mand — han skal ikke blive boende i Ro, han, der har opspilet som Dødsriget sit graadige Svælg, og han er som Døden og bliver ikke mæt, og han sankede til sig alle Folk og samlede til sig alle Folkeslag.
6 Skulle ikke disse allesammen fremkomme mod ham med Lignelser og Spotteviser, med Gaader om ham, saa man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ikke hører ham til (hvor længe?), og som læsser paa sig Pantegods!
7 Skulle ikke uforvarende de reise sig, som skulle pine dig, og de vaagne op, som skulle ruske dig, saa du vorder dem til Rov?
8 Thi du har plyndret mange Folkeslag; Alt, hvad der bliver tilovers af Folkene, skal plyndre dig for Menneskenes Blods Skyld og for din Vold mod Jorden, mod Staden og alle dem, der bo i den.
9 Ve den, som jager efter skjændig Vinding for sit Hus, for at sætte sit Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Haand.
10 Du har lagt Raad op til Skam for dit Hus, lagt Raad op om at gjøre Ende paa mange Folk og syndet imod din egen Sjæl;
11 thi Stenen fra Væggen skal skrige, og Bjælken fra Træverket skal svare den.
12 Ve den, som bygger en By med Blod og grundlægger en Stad med Uret!
13 Se, er det ikke fra Herren, Hærskarernes Gud, at Folkeslag skulle arbeide sig trætte for Ilden, og Folkefærd gjøre sig Møie for Intet?
14 Thi Jorden skal fyldes med Kundskab om Herrens Herlighed, som Vandet, der dækker Havets Bund.
15 Ve den, som giver sin Næste at drikke, som iskjenker sin grumme Vrede, ja, gjør dem drukne, for at se paa deres Blusel!
16 Du bliver mættet med Skam og ikke med Ære; drik ogsaa du og vis dun FOrhud frem! Raden til at tømme Herrens høire Haands Bæger skal komme til dig, og Skjændselsspy komme over din Ære.
17 Thi din Vold mod Libanon og Ødelæggelsen over Dyrene, der forfærdede dem, skal falde over dig for Menneskenes Blods Skyld og for din Vold mod Jorden, mod Staden og alle dem, der bo i den.
18 Hvad gavner et udskaaret Billede, at dets Mester har udskaaret det? ELler et støbt Billede og en indbildt Lærer, at Billedverkets Mester forlader sig paa det, idet han gjør stumme Afguder?
19 Ve den, som siger til Træ: Vaagn op! — til en taus Sten: Vaagn! Skulde den kunne lære? Se, den er overdragen med Guld og Sølv, og der er slet ingen Aand inden i den.
20 Men Herren er i sit hellige Tempel; stille for hans Aasyn, al Jorden!

3. Kapitel.

Forfærdet ved Tanken om den Hjemsøgelse der forestaar Folket, raaber Profeten til Herren om Barmhjertighed, 1.2. Han ser Gud i majestætisk Aabenbarelse komme for at straffe sine Fiender og frelse sit Folk, 3-15. Herved bliver han først forfærdet over den Trængsel, der skal gaa forud for Frelsen, men udtaler saa tillidsfuld sin Jubel over denne, 16-19.

 

B
ØN af Profeten Habakuk; efter Schigjonot[5]
2 Herre, jeg har hørt Tidenden om dig, jeg er forfærdet. Herre, din Gjerning[6] — kald den tillive i Aarenes Midte! I Aarenes Midt kundgjøre du den, i Vrede komme du Forbarmelse i Hu!
3 Gud kommer fra Teman, og dens Hellige fra Parans Bjerg, Sela. Hans Pragt dækker Himlene, og Jorden er fuld af hans Herlighed.
4 Og en Glans som Solens Lys bryderfrem, Straaler ere ved hans Side, og der er hans Magt skjult.
5 Pest gaar frem for hans Aasyn, og Sot følger hans Fodtrin.
6 Han staar der og ryster Jorden; han ser og bringer Folkene til at skjælve, og de evige Bjerge sprænges i Stykker, de ældgamle Høie synke sammen; hans Gang er som i ældgammel Tid.
7 Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Teltdækkerne i Midjans Land bæve.
8 Er mod Flod optændt, o Herre, mod Floder optændt din Vrede, mod Havet din Harme, at du saa farer frem paa dine Heste, paa dine Frelsesvogne?
9 Bar, blottet er din Bue, — dine Eder til Stammerne, dit Ord[7]! — Sela. Til Floder kløver du Jorden.
10 Bjerge se dig og bæve, Vandstrømme styrte frem; Afgrunden lader sin Røst høre, den opløfter sine Hænder mod det Høie.
11 Sol og Maane træde ind i sin Bolig for Lyset af dine Pile, som fare frem for Glansen af dit Spyds Lyn.
12 I Harme skrider du hen over Jorden, i Vrede træder du Folkene ned.
13 Du drager ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuser Hovedet af den Ugudeliges[8] Hus, idet du blotter Grundvolden indtil Halsen. Sela.
14 Du gjennemborer med hans[9]Spyd Hovederne paa hans Skarer, der storme frem for at adsprede mig, der glæde sig som til at opæde en Elendig i Løn.
15 Du farer gjennem Havet med dine Heste, gjennem en Dynge af mange Vande.
16 Jeg hørte det[10]; da bævede mit Indre, ved Røsten dirrede mine Læber; der kommer Raaddenhed i mine Ben, og jeg bæver, hvor jeg staar, fordi jeg rolig maa ble paa Nødens Dag, bie paa, at den drager op mod Folket, som skal trænge det.
17 Thi Figentræet springer ikke ud, og Vintræerne bære Intet, Oljetræets Frugt slaar feil, og Markerne give ingen Føde; han[11] har udryddet Faarene fra Faarefolden, og der er intet Kvæg i Fæhusene.
18 Men jeg vil fryde mig i Herren, jeg vil juble i min Frelses Gud.
19 Den Herre Herre er min Kraft, og han gjør mine Fødder som Hindernes og lader mig træde paa mine Høider. Til Sangmesteren, men min Strengeleg.


  1. uden at straffe.
  2. uden at hjælpe.
  3. Kaldæernes Folk.
  4. Kaldæeren.
  5. Ps. 7,1.
  6. 1,5;2,2 fg.
  7. bliver nu synlig fuldbyrdet.
  8. Kaldæerkongens.
  9. den Ugudeliges; V. 13.
  10. V. 2.
  11. Kaldæeren