Bibelen (1891)/Profeten Nahum
Herren, den nidkjære Gud, som, skjønt han er langmodig, dog ikke lader den Skydlige ustraffet, han, den Almægtige, som Ingen kan odstaa, vil ganske ødelægge Ninive, den Stad, af hvilken hans og hans Folks Fiender ere udgagne, 1-11. Hvor stærke og talrige Assyrerne monne være, vil Herren dog befri sit Folk fra deres Aag og tilintetgjøre baade deres Afgudsbilleder og deres Konge, 12-14.
2 En nidkjær og hevnende Gud er Gerren, en Hevner er Herren og fuld af Harme; en Hevner er Herren mod sine Modstandere og En, som bevarer Vrede mod sine Fiender.
3 Herren er langmodig og stor i Kraft, og ustraffet lader han ingenlunde den Skyldige; Herrens Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og Skyer ere hans Fødders Støv.
4 Han truer Havet og udtørrer det, og alle Floderne gjør han tørre; Basan vansmægter og Karmel, og Libanons Blomst vansmægter.
5 Bjerge skjælve for ham, og Høie smelte, og Jorden hæver sig for hans Aasyn, og Jorderiget og Alle, som bo derpaa.
6 Hvo holder Stand for hans Fortørnelse, og hvo staar for hans brændende Vrede? Hans Harme udgyder sig som Ild, og Klipper styrte sammen for ham.
7 Herren er god, et Værn paa Trængselens Dag, og han kjender dem, som tage sin Tilflugt til ham.
8 Men med overskyllende Vandflom skal han gjøre Ende paa dets[1] Sted, og hans Fiender skal Mørke forfølge.
9 Hvad er det, I pønse paa mod Herren? Han skal gjøre Ende paa eder; Trængselen skal ikke komme to Gange.
10 Thi ere de end saa sammenflettede, som Torne, og saa fulde, som deres Fylderi kan gjøre dem, saa blive de dog fortærede som fuldtør Halm.
11 Fra dig[2] udgik En[3], som pønsede paa Ondt mod Herren, som oplagde ugudeligt Raad.
12 Saa siger Herren: Ere de end i fuld Kraft og mange i Tal, skulle de dog, som de ere, vorde bortmeiede, og de ere borte. Har jeg plaget dig[4], saa vil jeg ikke plage dig mere;
13 mne nu vil jeg bryde hans Aag af dig og sønderrive dine Baand.
14 Og Herren byder om dig[5]: Der skal ikke mere fødes Nogen, som bærer Dit Navn; af din Guds Hus vil jeg udrydde udskaaret Billede og støbt Billede; jeg vil berede din Grav, thi du er funden for let[6].
Juda skal glæde sig, thi det har Intet mere at frygte af Assyrerne; Ninive, denne Røverkule, bliver indtaget, plyndret og i Bund og Grund ødelagt, 1-14.
2 En Adspreder drager op imod dig; vogt Fæstningen, sku ud paa Veien, styrk Lænderne, gjør din KRaft saare stærk!
3 Thi Herren bringer Jakobs Høihed tilbage ligesom Israels Høihed, thi Plyndrere have plyndret dem og fordærvet deres Vinranker.
4 Hans Vældiges Skjolde ere rødfargede, Heltene ere klædte i Skarlagen, Vognene i flammende Staal paa den Dag, han stiller dem op, og Spydene svinges.
5 Paa Gaderne rase Vognene afsted, de styrte frem over Torvene; de ere som Blus at se til, som Lyn fare de frem.
6 Han kommer sine Ypperlige i Hu, de snuble under sin Gang, de haste hen til dets Mur, men Skjoldtaget er reist.
7 Portene ud imod Floderne blive opladte, og Paladset forgaar af Angest.
8 Og det staar fast: Hun[7] bliver blottet, ført bort, og hendes Piger kurre som Duer[8] og slaa sig for sit Bryst.
9 Og Ninive er som en Dam, fuld af Vand[9], lige fra de Dage, det blev til. Men de fly. Stanser, stanser! Men Ingen vender sig om.
10 Røver Sølv, røver Guld! Thi der er ingen Ende paa Forraadet, en Herlighed af allehaande kostelige Ting!
11 Tomt og tømmet og udtømt! — og smeltet Hjerte og vaklende Knæ og Veer i alle Lænder, og alles Ansigter ere blussende røde.
12 Hvor er nu Løvernes Blig, Ædepladsen for de unge Løver, der, hvor Løven og Løvinden gik og Løvens Unge, og der var Ingen, som forfærdede dem, —
13 Løven, som sønderrev nok for sine Unger og kvalte for sine Løvinder og fyldte sine Huler med Rov og sine Boliger med det Sønderrevne?
14 Se, jeg vil til dig, siger Herren, Hærskarernes Gud, og jeg vil brænde dine Vigne, saa de gaa op i Røg, og dine unge Løver skal Sverd fortære; og jeg vil udrydde dit Rov af Jorden, og dine Sendebuds Røst skal ikke høres mere.
Ninive, denne af Blod, Løgn og Vold opfyldte Stad, skal ødelægges, 1-7; ligesom No-Amon i Ægypten uagtet al sin Styrke blev ødelagt, saaledes skal ogsaa Ninive uagtet al sin Vælde og Magt falde, til Glæde for alle dem, som høre derom, 8-19.
2 Knaldende Svøbe og raslende Hjul og jagende Hest og hoppende Vogn,
3 fremstormende Rytter og flammende Sverd og lynende Spyd og Dræbte i Mængde og Dynger af Lig! Der er ingen Ende paa døde Kroppe, man snubler over deres døde Kroppe,
4 for de mangfoldige Horerier af Horen, den yndige Skjønne, Mesterinden i Trolddomskunster, som solgte Folkeslag ved sine Horerier og Slægter ved sine Trolddomskunster.
5 Se, jeg vil til dig, siger Heren, Hærskarernes Gud, og slaa dine Kjortelflige op over dit Ansigt, og jeg vil lade Folkeslag se din Blusel og Riger din Skam,
6 og jeg vil kaste Skarn paa dig og gjøre dig til en Skjændsel og sætte dig til et Skuespil.
7 Og det skal ske, at hver den, som ser dig, skal fly bort fra dig og sige: Ødelagt er Ninive! Hvo vil have Medynk med det? Hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?
8 Mon du er bedre end No-Amon[10], som sad imellem Nilens Strømme med Vand trindt omkring sig, hvis Værn var Hav, hvis Mur var af Hav?
9 Ætiopere i Mængde, og Ægyptere uden Tal, Putæere og Libyere vare dets Hjælp.
10 Ogsaa det gik i Landflygtighed som Fange, ogsaa dets smaa Børn bleve knuste paa alle Gadehjørner, og over dets ærede Mænd kastede man Lod, og alle dets Stormænd bleve bundne med Lænker.
11 Ogsaa du skal vorde drukken, vorde sanseløs; ogsaa du skal søge et Værn imod Fienden.
12 Alle dine Fæstninger ere Figentræer med tidlig modne Figener; rystes de, saa falde de i Munden paa den, som vil æde dem.
13 Se, dit Folk er Kvinder midt i dig; for dine Fiender ere dit Lands Porte vidt opladte; Ild har fortæret dine Bomme.
14 Øs dig Vand for Beleiring, gjør dine Fæstninger stærke, gak i Dyndet og træd i Leret, sæt Teglovn i Stand!
15 Der skal Ild fortære dig, Sverd udrydde dig, fortære dig som Slikkerne[11]; vær kun en Svar Mængde som Slikkerne, en svar Mængde som Græshopperne!
16 Du har gjort dine Kræmmere flere end Himmelens Stjerner; Slikkerne bredte sig ud og fløi bort.
17 Dine Kronede ere som Græshopper, og dine Høvedsmænd som en Græshoppesværm, der leirer sig paa Murene paa Kuldens Dag; Solen gaar op, og de flyve bort, og ei kjendes deres Ted; hvor ere de?
18 Dine Hyrder slumre, Assurs Konge! Dine Ypperlige ligge i Ro; dit Folk er adspredt paa Bjergene, og der er Ingen, som samler det.
19 Der er ingen Lindring for din Skade, ulægeligt er dit Saar. Alle, som høre Tidende om dig, klappe i Hænderne over dig; thi hvem gik ei din Ondskab ud over uden Afladelse?