Bibelen (1891)/Profeten Mika

Bibelen

Bibelen

Det Amerikanske Bibel-Selskab, 1907 (s. 914-919).

1. KAPITEL.

Mika, som profeterede i Jotame, Achas’s og Ezekias’s Dage, 1, forkynder Herrens Komme til Dom formedelst Israels og Judas, særlig deres Hovedstæders, Samarias og Jerusalems, Frafald, 2-5. Dommen skal nærmest ramme Samaria, som skal blive aldeles ødelagt, 6. 7, men derfra udbrede sig ogsaa over Juda; den skal her skride frem fra Nord mod Syd og fra Stad til Stad og opfylde Folket med dyb Sorg over dets Børns Bortførelse, 8-15

 

H

ERRENS Ord, som kom til Mika fra Moreset i de Dage, da Jotam, Achas og Ezekias vare Konger i Juda, hvilket han skuede over Samaria og Jerusalem.

² Hører, I Folk, allesammen! Giv Agt, du Jord og dens Fylde! Og den Herre Herre være Vidne mod eder, Herren fra sit hellige Tempel!
³ Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted, og han stiger ned og træder paa Jordens Høider.
⁴ Og Bjergene smelte under ham, og Dalene revne, — som Voks for Ilden, som Vand, der udøses paa en Skrænt.
⁵ For Jakobs Frafald sker alt dette og for Israels Huses Synder. Hvem er Ophav til Jakobs Frafald! Mon ikke Samaria? Og hvem til Judas Offerhøie? Mon ikke Jeruslaem?
⁶ Daa vil jeg da gjøre Samaria til en Grusdynge paa Marken, til Vingaards-Plantninger, og jeg vil styrte dets Stene ned i Dalen og afdække dets Grundvolde.
⁷ Og alle dets udskaarne Billeder skulle sønderslaaes, og alle dets Horegaver opbrændes med Ild, og alle dets Afgudsbilleder vil jeg ødelægge; thi af Horeløn har det samlet dem, og til Horeløn skulle de atter vorde.
⁸ Over dette vil jeg klage og hyle, vil jeg gaa blottet og bar; jeg vil holde en Jammerklage, som Schakalerne, og en Sorg, som Strudser.
⁹ Thi dets Saar ere ulægelige; thi det^[1] er kommet indtil Juda, det er naaet indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
¹⁰ I Gat maa I ikke kundgjøre det, ikke græde! I Bet-leafra velter jeg mig i Støv.
¹¹ Drager hen^[2], I Schafirs Indbygere, i Nøgenhed og Vanære! Zaanans Indbyggere gaa ikke ud^[3]. Bet-Haezels Jammerklage gjør eder det umuligt at blive der.
¹² Thi Marots Indbyggere vaande sig i Smerte over sin Velfærd; thi Ulykke er faren ned fra Herren til Jerusalems Port.
¹³ SPænder rapfodet Hest for Vognen, Indbyggere af Lakis! Syndens Begyndelse var du^[4] for Zions Datter, thi i dig bleve Israels Overtrædelse fundne.
¹⁴ Derfor skal du give Afkald paa Moreset-Gat; Aksibs Huse vorde en svigtende Bøk for Israels Konger.
¹⁵ End en Gang skal jeg bringe eder en Eiermand, I Maresas Indbyggere! Indtil Adullam skal Israels Herlighed^[5] komme.
¹⁶ Gjør dig skaldet, klip Haaret væk for dine dyrebare Børns Skyld! Gjør din Skladethed bred som Ørnens, thi de ere førte bort fra dig.

2. KAPITEL.

En Hovedaarsag til denne Dom over Juda er de havesyge Stormænds Undertrykkelse af de Svage. For dens Skyld udraabet Mika et Ve over dem og truer dem og hele Folket med Tabet af det forjættede Land, 1-5. En saadan Tale behager vistnok ikke Stormændene, der synes bedre om de falske Profeters Løfter om jordiske Goder, mens den har sin Grund i deres egen grusomme Færd mod de Elendige og Hjælpeløse; en saadan Færd gjør dem uværdige til at beholde Landet, 6-11. Herren skal dog engang atter samle ISraels adspredte Levning, udfri den af Fangenskabet og gjøre den til et talrigt Folk, 12. 13.

 

V

E dem, som optænke Uret og berede Ondt paa sine Leier! Naar Morgenen lyser frem, sætte de det i Verk, fordi det staar i deres Magt.

² Og de begjære Marker og røve dem, Huse og tage dem, og de øve Vold imod Manden og hans Hus og imod Mennesket og hans Arvelod.
³ Derfor, saa siger Herren: Se, jeg optænker Ondt over denne Slægt, fra hvilket I ikke skulle unddrage eders Halse, og I skulle ikke gaa stoltelig; thi det bliver en ond Tid.
⁴ Paa den Dag skal man istemme en Spottesang over eder og klage en Klage. Det er forbi, siger man; vi ere rent ødelagte; mit Folks Lod bortskifter han, hvorledes unddrager han mig den ikke! Til Frafaldne^[6] uddeler han vore Marker.
⁵ Derfor skal du Ingen have, som skal kaste Maalesnor over Jordlod^[7] i Herrens Menighed.
⁶ Prædiker ikke! — prædike de; de skulle ikke prædike om Sligt, der bliver ingen Ende paa Smædelserne^[8].
⁷ Hvilket Ord, o Jakobs Hus! Mon Herren er snar til Vrede? Eller er det Sligt, han gjør? Ere ikke mine Ord gode imod den, som vandrer oprigtig?
⁸ Men forlængesiden reiser mit Folk sig som min Fiende; fra Kjortelen drage I Kappen af dem, som trygge gaa forbi, hvis Hu er vendt bort fra Krig.
⁹ Mit Folks Kvinder drive I ud af deres Huse, som vare deres Lyst; fra deres smaa Børn tage I min Prydelse bort for evigt.
¹⁰ Staar op og drager bort! Thi dette er ikk hvilestedet, for den Besmittelses Skyld, der volder Fordærvelse, ja, svar Fordærvelse.
¹¹ Hvis en Mand kom og med Vind og bedrag løi og sagde: Jeg vil prædike for dig om Vin og om stærk Drik, — han skulde være en Prædikant for dette Folk.
¹² Samle, ja, samle vil jeg dig, Jakob, saa mange du er; sanke sammen vil jeg, hvad der er tilovers af Israel, bringe det tilhobe som Faar i et Hegn; som en Hjord paa sin Græsgang skal det buldre af Mennesker.
¹³ Gjennembryderen drager op foran dem, de bryde igjennem og drage frem gjennem Porten og gaa ud af den; og deres Konge drager frem foran dem, og Herren i Spidsen for dem.

3. KAPITEL.

Israels Høvedsmænd, som forvende Retten og behandle Folket som Slagtekvæg, skulle i den forestaaende Straffetid forgjæves anraabe Herren om Frelse, 1-4; de falske Profeter, som spaa for Brødets Skyld, medens han selv, fuld af Herrens Kraft, frimodig vidner mod Folkets Synder, skulle da blive dybt beskjæmmed,e 5-6; for FOlkets fordærvede og dertil trygge Lederes Skyld skulle Jerusalem og Templet blive ødelagte, 9-12.

 

O

G jeg sagde: Hører dog, I Jakobs Høvedsmænd og I Israels Huses Fyrster! Tilkommer det ikke eder at vide, hvad Ret er?

² I, som hade det Gode og elske det Onde, som flaa deres Hud af dem og deres Kjød af deres Ben,
³ og som æde mit Folks Kjød og drage deres Hud af dem og sønderbryde deres Ben og brede dem ud ligesom i en Gryde og som Kjød midt i en Pande.
⁴ Da^[9] skulle de raabe til Herren, men han skal ikke svare dem; han skjule sit Aasyn for dem paa dne Tid, fordi de have handlet ilde i sine Ildrætter!
⁵ Saa siger Herren om de Profeter, som føre mit Folk vild, som bide med sine Trænder og raabe: Fred! Men den, som Intet giver dem i deres Mund, mod ham hellige de Krig.
⁶ Derfor skal der vorde Nat for eder uden Syn, og Mørke for eder uden Spaadom; og Solen skal gaa ned over Profeterne, og Dagen blive sort over dem.
⁷ Og Seerne skulle skamme sig, og Spaamændene blues, og de skulle tilhylle Skjægget^[10] allesammen; thi der er intet Svar fra Gud.
⁸ Men jeg derimod, jeg er fuld af Kraft ved Herrens Aand og af Ret og Styrke, for at kundgjøre Jakob hans Overtrædelse og Israel hans Synd.
⁹ Hører dog dette, I Jakobs Huses Høvedsmænd og I Israels Huses Fyrster, I, som afsky Ret og gjøre alt det Lige kroget!
¹⁰ Man bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uret.
¹¹ Dets Høvedsmænd dømme for Skjenk, og dets Prester lære for Betaling, og dets Profeter spaa for Penge, og paa Herren stole de og sige: Er ikke Herren i vor Midte? Der kommer ingen Ulykke over os.
¹² Derfor skal for eders Skyld Zion pløies som en Ager, og Jerusalem vorde Grusdynger, og Husets Bjerg til Skovbakker.

4. KAPITEL.

Profeten forjætter, at Zionsbjerget engang skal blive saare forherliget, idet Guds Ord og Lov derfra skal vlive udbredt iblandt alle Folkeslag, og at disse ifølge heraf skulle leve i Fred med hverandre og nyde Fredens Velsignelser. Dette skal ske, fordi Israel alene eier den sande Gud, 1-5. I samme Tid skal det adspredte Israels Levning atter blive samlet og gjort til et talrigt Folk, over hvilket Herren skal regjere, og Davids Kongedømme blive gjenoprettet, 6-8. Forinden dette sker, skal dog Folket miste sin Konge og bortføres til Babel. Senere derimod skal det, paany angrebet af talrige Folk, som hade det for dets Helligheds Skyld, overvinde og tilintetgjøre disse, 9-14.

 

M

EN det skal ske i de sidste Dage, da skal Herrens Huses Bjerg være grundfæstet paa Bjergenes Top, og ophøiet skal det være over Høiene; og Folkeslag skulle strømme op paa det.

² Og mange Hedningefolk skulle gaa og sige: Kommer og lader os gaa op til Herrens Bjerg og til Jakobs Guds Hus, forat han maa lære os sine Veie, og vi vandre paa hans Stier! Thi fra Zion skal udgaa Lov, og Herrens Ord fra Jerusalem.
³ Og han skal dømme mellem mange FOlkeslag og skifte Ret for vældige Hedningefolk hen i det Fjerne, og de skulle smede sine Sverd om til Hakker og sine SPyd til Vingaardsknive; og de skulle ikke løfte Sverd, Folk imod Folk, og ikke mere lære Krig,
⁴ men de skulle sidde, hver under sin Vinstok og under sit Figentræ, og Ingen skal forfærde dem; thi Herrens, Hærskarernes Guds, Mund har talt.
⁵ Thi alle Folkene vandre, hvert i sin Guds Navn; men vi vandre i Herrens, vor Guds, Navn evindelig og altid.
⁶ Paa den Dag, siger Herren, vil jeg samle det Haltende og sanke det Fordrevne og det, jeg har handlet ilde med,
⁷ og jeg vil gjøre det Haltende til en Levning og det langt bort Fordrevne til et talrigt Folk. Og Herren skal regjere over dem paa Zions Bjerg fra nu af og til evig Tid.
⁸ Og du Hjordens Taarn^[11], du ZiionsDatters Høi! Indtil dig skal det naa hen, ja, det skal komme, det forrige Herredømme, Kongedømmet over Jerusalems Datter.
⁹ Hvorfor opløfter du nu saadant Skrig? Er der da ingen Konge i dig, eller er din Raadgiver omkommen, siden Smerte som den fødende Kvindes har grebet dig?
¹⁰ Vrid dig og vaand dig i Smerte, Zions Datter, som den fødende Kvinde! Thi nu skal du drage ud af Staden og bo paa Marken og komme lige til Babel; — der skal du vorde udfriet, der skal Herren gjenløse dig af dine Fienders Haand.
¹¹ Og nu have mange Folkefærd samlet sig imod dig, hvilke sige: Det vorde vanhelliget, og vort Øie se paa Zion med Lyst!
¹² Men de kjende ikke Herrens Tanker og forstaa ikke hans Raad, at han har samlet dem som Kornbaand til Tærskepladsen.
¹³ Staa op og tærsk, du Zions Datter! Thi dit Horn vil jeg gjøre til Jern, og dine Klover vil jeg gjøre til Kobber, og du skal sønderstøde mange Folk, og jeg vil lyse deres Rov i Ban til Herren og deres Gods til al Jordens Herre.
¹⁴ Nu samler du dig i Skare, du Skarens Datter! Beleiring har man reist imod os; med Stok slaa de Israels Dommer paa Kindbene.

5. KAPITEL.

Profeten forkynder, at Messias, han, som er fra Evighed af, skal fødes i det lille og ringe Betlehem, gjøre Ende paa Israels Fangenskab, vogte det i Guds KRaft og Høihed og skaffe det Fred for Verdensriget, 1-5. I denne Tid skal Israel baade bringe Folkene himmelsk Velsignelse og Vederkrægelse og tilintetgjøre alle dem, som sætte sig op imod det, med uimodstaaelig Kraft, 6-8. I den samme Tid skal Herren udrydde af det alle kjødelige Forsvarsmidler saavelsom ogsaa al Trolddom og alt Afguderi og haardt straffe de Folk, som ikke ville lade sig omvende, 9-14.

 

O

G du Betlehem, Efrata, liden til at være blandt Judas Tusinder^[12]! Af dig skal der udgaa mig En til at være Hersker over Israel, og hans Udgang er fra fordum, fra Evigheds Dage.

² Derfor skal han hengive dem indtil den Tid, hun, som skal føde, har født; og de, som blive tilovers af hans Brødre^[13], skulle vende tilbage tilligemed Israels Børn.
³ Og han skal staa og vogte sin Hjord i Herrens Kraft, i Herrens, sin Guds, Navns Høihed; og de skulle sidde i Ro, thi nu skal han være stor indtil Jorden Ender.
⁴ Og denne skal være Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han træder ind i vore Paladser, saa reise vi mod ham syv Hyrder og otte Menneskefyrste,
⁵ og de skulle hærje Assurs Land med Sverd og Nimrods Land^[14] i dets Porte; og han skal redde fra Assur, naar han kommer i vort Land og naar han træder ind paa vore Enemærker.
⁶ Og Jakobs Levning skal være midt iblandt mange FOlk som en Dug fra Herren, som en Regnskur paa Urter, der ikke bier paa Nogen og ikke venter paa Menneskenes Børn.
⁷ Og Jakobs Levning skal være blandt Hedningefolkene, midt iblandt mange Folk, som en Løve blandt Skovens Dyr, som en ung Løve blandt Faarehjorde, hvilken, naar den farer frem, træder ned og sønderriver, og der er Ingen, som redder.
⁸ Høi være din Haand over dine Modstandere, og alle dine Fiender vore udryddede!
⁹ Og det skal ske paa den Dag, siger Herren, da vil jeg udrydde dine Heste af din Midte og tilintetgjøre dine Vogne.
¹⁰ Og jeg vil udrydde dit Lands Stæder og nedbryde alle dine Fæstninger.
¹² Og jeg vil udrydde dine udskaarne Billeder og dine Billedstøtter af din Midte, og du skal ikke mere tilbede dine Hænders Gjerning.
¹³ Og jeg vil rive dine Astartebilleder op af din Midte og ødelægge sine Stæder.
¹⁴ Og jeg vil i Vrede og i Harme tage Hevn over de Hedningefolk, som ikke have villet høre.

6. KAPITEL.

Herren gaar irette med Israel og foreholder det dets Utaknemlighed overfor hans mange og store Velgjerninger, 1-5. Folker erkjender vistnok sin Synd og tilbyder Herren Sonoffere; men Herren vil ikke have disse; det ved, hvar han kræver af det, at det skal ane Retfærdighed og Kjærlighed og vandre ydmygt i Samfund med ham, 6-8. Men istedetfor at gjøre dette gjør det sig skydligt i Voldsgjerninger, i Løgn og Bedrageri og i den værste Afgudstjeneste: derfor skal Herren lade haarde Straffe komme over det, 9-16.

 

H

ØRER dog, hvad Herren siger: Reis dig, før Sag for Bjergene og lad Høiene høre din Røst!

² Hører, I Bjerge, Herrens Sag, og I evige Jordens Grundvolde! Thi Herren har Sag med sit Folk, og med Israel vil han gaa irette.
³ Mit Folk, hvad har jeg gjort dig, og hvermed har jeg trættet dig ud? Aflæg Vidnesbyrd imod mig!
⁴ Thi jeg førte dig op fra Ægyptens Land og forløste dig fra Trællehuset, og jeg sendte Moses, Aron og Mirjam for dit Aasy.
⁵ Mit Folk! Kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Moabs Konge, havde oplaget, og hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, hvad der skede fra Sittim indtil Gilgal — forat du maa erkjende Herrens Retfærdigheds-Gjerninger!
⁶ Hvormed skal jeg komme frem for Herren, bøie mig ned for Gud i det Høie? Skal jeg komme frem for ham med Brændoffere, med aarsgamle Kalve?
⁷ Vil Herren have Behag i Tusinder af Vædere, i Titusinder af Oljebække? SKal jeg give min Førstefødte for min Overtrædelse, mit Livs Frugt som Syndoffer for min Sjæl?
⁸ Han har kundgjort dig, o Menneske, hvad godt er; og hvad kræver Herren af dig, uden at du skal øve Ret og gjerne vise Kjrælighed og vandre ydmygelig med din Gud?
⁹ Herrens Røst raaber til Staden, og efter Visdom skuer dit Navn; hører Riset^[15], og hvem der har bestemt det!
¹⁰ Er der endnu i den Ugudeliges Hus Ugudeligheds Skatte og en mager^[16] Efa, en forbandet?
¹¹ Kan jeg være ren med Ugudeligheds Vegtskaaler og med falske Vegtstene i Pungen?
¹² Du Stad, hvis Rigmænd ere fulde af Vold, og hvis Indbyggere tale Løgn, og deres Tunge er Svig i deres Mund!
¹³ Saa vil da ogsaa jeg slaa dig er farligt Saar, ødelægge dig for dine Synders Skyld.
¹⁴ Du skal æde, men ikke blive mæt, og din Tomhed skal blive i dit Indre; du kan flytte, men du skal ikke redde, og hvad du redder, vil jeg overgive til Sverdet.
¹⁵ Du skal saa, men ikke høste; du skal udtræde Oliven, men ikke salve dig med Olje, udtræde Most, men ikke drikke Vin.
¹⁶ Thi man tager ivrig Vare paa Omris Anordninger og al Achabs Huses Gjerning, og I vandre i deres Raad, forat jeg skal gjøre dig til en Forfærdelse og dine Indbyggere til en Spot, og mit Folks Forsmædelse skulle I bære.

7. KAPITEL.

Profeten klager i de Troendes Navn over Folkets almindelige og dybe Fordærvelse og forkynder det Straf, 1-6. Han skuer i Aanden, hvorledes det i Landflygtighed levende Folk omvender sig til Herren og taalmodig bier paa hans Frelse, 7-10, og forjætter, at Zion skal blive gjenopreist og udvidet, idet Hedningefolkene fra alle Kanter skulle strømme ind i det, hvad der dog først skal ske, efterat Straffen er udstaaet, 11-13. Profeten beder om Forjættelsens Opfyldelse og priser og takker Herren for den Trofasthed og Miskundhed, han vil bevise sit Folk, 14-20.

 

V

E mig! Thi det er gaaet mig, som ved Indsamling af Spmmerfrugt, som ved Eftersankning efter Vinhøsten; der er ingen Drue at æde, ingen tidlig Figen, som min Sjæl har Lyst til.

² Den Fromme er forsvunden af Jorden, og en Oprigtig blandt Menneskene findes ikke; allesammen lure de efter Blod, gaa paa Jagt, hver efter sin Broder, med Garn.
³ Paa det Onde tage Hænder fat for at gjøre det til Godt; Fyrsten kræver, og Dommeren er villig mod Betaling, og den Store udtaler sin Sjæls Lyst, og saa sno de det sammen.
⁴ Den Bedste af dem er som en Tornebusk, den Oprigtigste værre end en Tornehæk; dine Vægteres Dag^[17], din Hjemsøgelse kommer, nu kommer deres Forvirring.
⁵ Tror ikk paa nogen Ven, sætter ikke Lid til nogen Fortrolig! For hende, der ligger ved din Barm, vogte du din Munds Døre!
⁶ Thi en Søn foragter sin Fader, en Datter sætter sig op imod sin Moder, en Svigerdatter mod sin Svigermoder; en Mands Husfolk ere hans Fiender.
⁷ Men jeg vil skue ud efter Herren, bie paa min Frelses Gud; min Gud vil høre mig.
⁸ Glæd dig ikke over mig, min Modstanderinde! Naar jeg er falden staar jeg op igjen; naar jeg sidder i Mørket, er Herren Lys for mig.
⁹ Herrens Vrede vil jeg bære, thi jeg har syndet imod ham, — indtil han fører min Sag og skadder min min Ret; han skal føre mig ud til Lyset, jeg skal se med Lyst paa hans Retfærdighed.
¹⁰ Og min Modstanderinde se det, og Skam bedække hende, som siger til: Hvor er han, Herren, din Gud? Mine Øine skulle se med Lyst paa hende; — nu skal hun blive nedtraadt som Skarn paa Gader.
¹¹ Der kommer en Dag, da man skal opbyge dine Mure; den Dag skal Grænsen blive fjern^[18].
¹² Det er en Dag, da man skal komme til dig lige fra Assur og Ægyptens Stæder og lige fra Ægypten og indtil Floden og fra Hav til Hav og fra Bjerg til Bjerg^[19].
¹³ Men Landet skal^[20] vorde øde for sine Indbyggeres Skyld, for deres Idrætters Skyld.
¹⁴ Vogt dit Folk med din Stav, din Arvs Hjord, som bor for sig selv i en Skov midt paa Karmel! Lad dem græsse i Basan og Gilead, som i gamle Dage!
¹⁵ Som i de Dage, da du drog ud af Ægyptens Land, vil jeg lade dig se underlige Ting.
¹⁶ Hedningefolk skulle se det og skamme sig ved al sin Vælde; de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.
¹⁷ De skulle slikke Støv som Slangen; som Jordens Kryb skulle de gaa bævende frem af sine Borge: til Herren, vor Gud, skulle de skjælvende komme og frygte for dig.
¹⁸ Hvo er en Gud som du, en Gud, der borttager Misgjerning og gaar Overtrædelse forbi for det, som er tilovers af hans Arv? Han holder ikke evindelig fast ved sin Vrede, thi han har Lyst til Miskundhed.
¹⁹ Han skal igjen forbarme sig over os, hans skal træde vore Misgjerninger under Fødder. Du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb.
²⁰ Du skal vise Jakob Trofasthed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra fordums Dage.

---

1. det Onde, Ulykken.
2. i Landflygtighed.
3. Jer. 6, 26.
4. Lakis.
5. Es. 5, 13.
6. d. e. Hedninger.
7. tilmaale dig en Jordlod.
8. de sande Profeter, sige de mægtige Undertrykkere, maa ikke prædike om Ulykke; deres Tale er kun en Skjelden uden Ende.
9. 2, 3.
10. 3 Mos. 13, 45.
11. Kongeborgens Taarn.
12. støre Afdelinger af Stammerne; 4 Mos. 1, 16. 1 Sam. 19, 19.
13. d. e. Judas Børn; 2 Sam. 19, 12.
14. 1 Mos. 10, 8 fg.
15. Truselen om Straf.
16. for knap.
17. den Dag, Profeterne have forudforkyndt.
18. dit Lands Grænse blive saare udvidet; Es. 26, 15; 49, 19 fg. 54, 2. 3. Sak. 10, 10. Ps. 72, 8.
19. d. e. fra alle Lande, hvadenten de ligge mellem Have eller Bjerge.
20. forinden