„Lendermænd“ i – Jemteland?

Ludvig Daae

„Lendermænd“ i – Jemteland?

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, første Bind, 1901 (s. 357-360).

Læser man Sagaernes Beretninger om den Maade, hvorpaa Kong Eystein Magnussøn i Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede bragte Jemteland under Norges Rige, vil man i Morkinskinna støde paa en Vending, der synes egnet til at vække Anstød, endskjønt, saavidt jeg veed, endnu ingen Historiker har udtalt sig derom. Der staar nemlig: Allir lendir menn a Jamtlandi foro a fund Eysteins konongs^[1] etc. Enhver vil forstaa, at Lendermænd i den Betydning, som dette Ord ellers har i den norske Historie, ikke kunne have existeret i dette afsides Landskab, allermindst paa denne Tid, da Jemteland aabenbart har levet et ganske primitivt Liv uden at have været nogen Konge underkastet. Man kunde da fristes til at forklare Udtrykket ved Mænd, som selv besad Land ɔ: Gaard og Grund, Selveierne, skjønt vel ikke „alle“ saadanne kunde møde hos Kongen, eller man kunde tænke paa den undertiden forekommende Vending lendir menn ɔ: Lægfolk i Modsætning til lærðir menn (ɔ: Geistlige).^[2]

Men det samme Udtryk ville vi ogsaa senere møde i Jemtelands Historie i det tolvte Aarhundrede, og det i to paa hinanden umiddelbart følgende Aar, 1177 og 1178. Idet nemlig Kong Sverres Saga udførlig beskriver de to Tog, som denne Konge i disse Aar foretog gjennem Sverige og Jemteland mod Nidaros, hedder det her først, at der 1177 vare „mange Kong Magnus’s Lendermænd“ i Jemteland, og at „de alle gik til Forlig“ med Sverre, og dernæst, at i 1178 vare „alle Lendermændene med“ i Jemternes Anslag mod Kongens Liv. Her maa altsaa den islandske Sagafortæller ligefrem have staaet i den Formening, at der i Jemteland gaves Lendermænd i Ordets norske politiske Betydning, da han udtrykkelig kalder disse Mænd „Kong Magnus’s“ Lendermænd. Heller ikke ved dette Sted sees Historikerne at have taget Anstød. Keyser fæster sig i sin kortfattede Norges Historie slet ikke ved den paafaldende Omtale af Lendermænd paa disse Kanter, Munch gjentager kun Sagaens Fortælling, idet han siger, at der 1177 „blandt Jemterne var flere [altsaa dog ikke „mange“] af Kong Magnus’s „Lendermænd“, og at i 1178 „Almuen var ophidset af Lendermændene“.^[3]

Men det bliver dog ved en nøiere Betragtning klart, at Sverres Sagas Forfatter her har svævet i en Vildfarelse. „Mange“ Lendermænd gaves der jo overhovedet ikke, efter hvad G. Storm til fuld Evidents har godtgjort^[4], selv om man samler deres Antal i det hele Land, og dertil kommer, at der i Jemteland sikkert fandtes overmaade lidet Krongods, der kunde udlægges som Veitsler. Bemærkes maa det ogsaa, at Sverres Saga er overmaade rig paa Personnavne, ogsaa hvor det gjelder Mænd, der spillede en meget ringe Rolle, saa at virkelige Lendermænd utvivlsomt ikke vilde være blevne anonyme.

Der maa altsaa søges en anden Forklaring, hvilken jeg ogsaa mener at have fundet.

Flere svenske Landskaber (blandt dem den berømte Ø Gotland) have i Middelalderen længe staaet i et ganske løst Forhold til den egentlige Stat, idet de vistnok have ydet Kongen nogen Afgift, men forøvrigt styret sig selv gjennem primitive, halvt republikanske Institutioner. Landskaberne havde fra umindelig Tid af en Art Repræsentation, der baade fungerede som Domstol og som en Art administrativ Myndighed. I de centrale og tættere befolkede Egne trængtes denne selvgroede Repræsentation tilbage under Folkungerne, men den holdt sig i de mere afsidesliggende nordlige Landskaber. Endnu i det 17de Aarhundrede havde man i hvert af Landskaberne Helsingland, Medelpad, Ångermanland, Vesterbotten foruden 12 Edsvorne i hvert Sogn ogsaa et Raad af 24 Mand, som kaldtes Landsens tjugofyra. Foruden at danne et dømmende Landsthing, en Art Overret, havde disse „Landsens“ Mænd at opsætte Klager eller Forestillinger til „Regjeringen, fordele Skatteudredslerne for Befolkningen o. s. v.^[5]

En aldeles lignende Institution finder vi i det 16de og endog 17de Aarhundrede i Jemteland, og det kan ikke være tvivlsomt, at den er meget gammel og allerede har bestaaet længe før Landskabets Forbindelse med Norge under Kong Eystein. Her maa vi søge baade de lendir menn, som hyldede denne Konge, og de „Lendermænd“, med hvem Sverre fik at bestille. „Lendermænd“ maa her være: „Landsens“ Raad, men for sagaskriveren har dette Forhold været ubekjendt, og han har derfor gjort den til „Kong Magnus’s“ Lendermænd.

Jemtelands Landsthing (Jamtamot) og Fireogtyve-Mands Raad havde sit samlingssted paa Sproteid, hvis Beliggenhed før har været ukjendt, men som nu af et Diplom^[6] sees at have ligget i Frøsøens Sogn. De 24 Mænd ville findes omtalte paa flere Steder i den righoldige Samling af Breve, som i den senere Tid ere fremkomne idet norske Diplomatarium, skjønt vistnok især som en dømmende Forsamling; i 1530 ønsker Vincents Lunge et Vidnesbyrd „af de gjeveste og ypperste Mænd, saa de ere vel 24“^[7], i 1513 kalde 18 Mænd sig „vi 24“, aabenbart fordi det fulde Antal skulde været 24^[8] o. s. v.

Endnu ganske faa Aar, før Jemteland afstodes til Sverige, finder vi denne Institution omtalt, og det paa en virkelig interessant Maade. Christian IV, for hvem dette gamle Landskabsraads Tilværelse havde været fuldkommen ubekjendt, lader 1640 et Brev udgaa, hvis Hovedindhold er følgende: Det er foregivet Kongen, at Undersaatterne i Jemteland skal have „en utilbørlig Sædvane“, idet de opnævner „et Parti arrige Skalke blandt dennem“, som de kalder „Landsens Forsvar“ og et Parti, som de kalder „Kongsmænd“. Med disse raadføre de sig, naar Kongens Befalinger og Mandater forkyndes dem af Fogden, førend de som lydige Undersaatter ville efterkomme de naadigste Paabud, saa at Befalingsmændene ikke kunne „commendere“ dem, om ikke saadan utilbørlig Sædvane bliver afskaffet. Derfor forbyder Kongen hermed, at saadanne Landsens Forsvar og Kongsmænd maa udvælges eller være i Landet, „thi vi vide af ingen Landsens Forsvar at sige uden næst Gud vi selv og af ingen Kongsmænd uden den, vi vert Len Throndhjem betro“. Hvis derfor nogen efter denne Dag „saadan Titel annammer eller lader sig finde Almuen at ophidse til Mutvillighed“ ville de blive straffede efter Norges Lov og nedsendte til Bremerholm.^[9]

Men de fire og tyve Mænd, „Landsens Forsvar“, synes dog fremdeles at have holdt sig længe under det svenske Regimente.^[10]

Ved et nærmere Studium af Kilderne vilde jeg vistnok kunne have samlet langt flere Efterretninger om denne Sag, men det har kun været min Hensigt at opklare det i Sagaerne forekommende paafaldende Udtryk lendir menn i Jemteland.^[11]

L. Daae.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Morkinskinna. udg. af C. R. Unger, Chr. 1867 S. 166.
2. See f. Ex. D. N. I, No. 51.
3. P. A. Munch, N. F. Hist. III, 71, 87.
4. I sin Afhandling: „Om Lendermandsklassens Talrighed i 12. og 13. Aarhundrede“, i Norsk hist. Tidsskrift 2 R. IV, S. 114 fgg.
5. Odhner, Sveriges inre historia under Drottning Christinas förmyndare, Stockholm 1865, S. 392–393.
6. D. N. XIV. No. 252.
7. Ibid. No. 686.
8. Ibid. No. 253.
9. Norske Rigsregistranter VII. 614–616
10. I Nordisk Univ. Tidsskrift for 1860, Upsala-Heftet S. 148 siges endog, at denne Landskabsrepræsentation „har fortlefvet ändå till våra dager och är ännu ej utdöd i Jemtland“.
11. Jeg har forøvrigt i et tidligere Skrift: „En Episode af den nordiske Syvaarskrig“, i Hamiltons Nord. Tidskr. for 1867 meddelt noget om Forholdene i Jemteland, dog ikke om „Lendermændene“.