Et Bidrag til Bergens Cathedralskoles Historie
Som bekjendt fik Erik Pontoppidan i sin Embedstid som Bergens Biskop (1750) oprettet en Undervisningsanstalt, der efter den regjerende Konge fik Navnet Seminarium Fridericianum, og hvortil der endog alluderes i Indskriften paa Frederik V’s Eqvesterstøtte i Kjøbenhavn. Hensigten var nærmest, at „Seminariet“ skulde give Disciplene af Cathedralskolen et Supplement til den ensidige lærde Dannelse, idet der skulde holdes Forelæsninger over Moralphilosophi, Mathematik, Physik og Literaturhistorie og gives Undervisning i Tydsk og Fransk, 12 „Seminarister“ skulde bo i Seminariebygningen o. s. v. Institutionen, hvorom henvises til de i Sagens og Foss’s Bergens Beskrivelse S. 619–621 citerede Kilder (hvortil nu kan føies nogle i Skriftet „Vestlandske Personalia“, Bergen 1897 meddelte Oplysninger), kom vistnok aldrig til at bære synderlig Frugt, den ophørte at existere i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, da ingen „Seminarister“ meldte sig, og i 1812 solgtes omsider Bygningen til „Realskolen“. Den stedfundne Reform af det lærde Skolevæsen havde ogsaa i væsentlig Grad gjort et saadant Seminarium overflødigt.
I Aalborgs Cathedralskoles Haandskriftsamling stødte jeg for nogle Maaneder siden paa et Haandskrift i 2 Bind, indeholdende Taler, holdte af Seminarister ved Seminariets Aarsfest (Stifteren, Frederik V’s Fødselsdag, 31. Marts) i Aarene 1783–1804. Jeg anfører Talernes Navne med Tilføielse af de behandlede Themata:
1783. Andreas Nilsen Aasheim (siden under Navn af Arent Nicolai (!) A. Professor i Physik ved Kjøbenhavns Universitet) om „Geographiens vigtige Indflydelse paa Religionen (!), Videnskaberne og Handelen“. – 1785. Edvard Heiberg: „De vigtigste Aarsager i Staten til Videnskabernes Fremgang“.[1] – 1787. Fred. Arentz Krog: „Om Videnskaberne have den Indflydelse paa en Nations Sædefordærvelse, at man skulde have Grund til at ønske sig tilbage i Vildhed og Barbariets Stand“. – 1789. Christian Mørk Christensen: „Det sande Værd ved de offentlige Anstalter til Ungdommens Underviisning“. – 1790. Jacob Simonsen: „Kongens omsorg for Videnskabernes og Folkets Lyksalighed“. (Efter en Omtale „af vor uforglemmelige Schouboe“ hedder det: Vi møde idag for første Gang paa dette Sted Videnskabernes Yndere og Beskyttere, vor Kammerherre Hauch og vor lærde Biskop Irgens“. – 1791 Johan Christian Meldal: „Høisalig K. Frederik V. som en velgjørende Monark“. 1792. Ludvig Daae: „Videnskabsmandens sande, store Værd i Staten“. (Her om „Frankriges Colbert og Sully, Preussens Hertzberg og Danmarks Griffenfeldt og Bernstorff“). – 1793. Laur. Augustinus Rodtvitt: „Vor Tidsalders Oplysnings Kjendetegn og Misbrug“. – 1794. Peder Mathias Poulsen.: „Efterverdenens Pligt at hædre de Ædle, som have fremvirket dens Lyksalighed“. – 1795. Gunner Hauge: „Saavel Fordelene som Ubekvemmelighederne ved lærde Undervisningsanstalter, anlagte i store Stæder“. – 1796. Joh. Georg Lange: „Den speculative Philosophis Fremgang ved og efter Leibnitz“ (!!). – 1797. Iver Leganger: „Bemærkninger over de fordelagtige og skadelige Virkninger af Lecture“. – 1798. Nils (siden „Nicolai“) Wergeland: „Offentlige Stiftelsers større Sikkerhed under den monarchiske, end under hver anden Slags Regjeringsform“. – Jørgen Langeland: „De almindelige Aarsager til Parti-Aanden i Stater, især i Folke-Regjeringer“. – 1800. Gerh. Heiberg Wolff: „Veien til menneskelig Fuldkommenhed“. – 1801. Johan Christen Brenning Fasmer: „Den Studerendes tunge, men ved Flid og Moralitet sig selv belønnende Bane“. – 1802. Erik Gjerløw: „Menneskets Lyksalighed, grundet paa dets Selvstændighed“. (Heri om Heltene fra 2. April 1801). – 1803. Andr. Lorentz Schram: „Den Pligt ret at benytte sig af vor nærværende Tidsalders Aand“. – 1804. (Talerens Navn ikke anført): „Sædernes Moralitet som eneste Grund for enkelt Mands og Statens Lyksalighed“.
Betragter man ovenstaaende Indholdsangivelser, da kan det ikke nægtes, at man gjennem dem faar et temmelig klart Indtryk af, at Oplysningsperiodens Aand ogsaa her har gjort sig stærkt gjældende, og dette giver disse Notitser en vis Interesse. Som let vil forstaaes, have de unge Talere – Disciple af Mesterlectien – været fuldkommen umodne til at behandle saa høitliggende Emner, og man faar strax en Mistanke om, at Talerne umuligt kunne have været deres eget Arbeide. At saa virkelig var Tilfældet, derom har man ogsaa i Pavels’s Dagbøger (1817–22, I 121) et udtrykkeligt Vidnesbyrd. En af de ovennævnte Talere, N. Wergeland, fortalte nemlig i 1817 Pavels, at Talen altid var udarbeidet af „Conrector eller Fjerdelectiehøreren“. Da Wergeland selv havde foredraget den under 1798 anførte Tale, „havde Biskop Brun gjort ham den Compliment, at det vilde glæde ham, om han nogensinde kunde høre en Tale, forfattet af ham selv saaledes foredraget“.
Forøvrigt indeholder samme Haandskrift ogsaa nogle Taler og Prologer, vedkommende det dramatiske Selskab i Bergen.
L. Daae.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Her læser man bl. A.: „Neppe viger Ossian for nogen sydlig Digter i Originalitet og Rigdom paa Phantasi – –; ogsaa isklædte Klipper ere frugtbare paa Digtergeist“ o. s. v.