Var Sverre Kongesøn?

Ludvig Daae

Var Sverre Kongesøn?

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, tredie Bind, 1905 (s. 1-28).

Den ifjor bortgangne, for sine Forskninger i vor Middelalders Historie saa høit ansete Lærde, Professor Gustav Storm, har ogsaa kastet nyt Lys over flere Dele af Kong Sverres Historie, hvilket sikkert vil være enhver kyndig Læser bekjendt. Hans sidste Bidrag i denne Retning blev tillige den sidste historiske Afhandling overhovedet, som han kom til at forelægge Almenheden, og den er først udkommen efter hans Død (i det sidst afsluttede Bind af nærværende Tidsskrift). Afhandlingen behandler Spørgsmaalet om Sverres fædrene Herkomst. Storm vil hævde, at denne navnkundige Konge virkelig har været Sigurd Munds Søn, og bygger denne sin Mening væsentlig paa et Par samtidige engelske Forfattere. De Sverre vedkommende Steder hos disse meddeler han saavel i Original, som i Oversættelse.

Storms Afhandling har selvfølgelig i høi Grad interesseret mig, men den har ikke overbevist mig. Om jeg end indrømmer, at Spørgsmaalet om Sverres Herkomst vel tør regnes til dem, som aldrig med absolut Sikkerhed ville blive besvarede, maa jeg dog i Modsætning til Storm tro, at der taler Mere imod Sverres Paastand om sin Byrd, end der taler for den. Heller ikke kan jeg dele Storms Betragtning af den vigtigste af de omtalte engelske Kilder.

Dette har foranlediget nedenstaaende korte Afhandling. Men forinden jeg kommer til at gaa ind paa, hvad Storm har anført, maa jeg først forsøge en Kritik af Sverres egen Beretning om sin Herkomst i hans af ham selv inspirerede Saga.

I.

Hvor underligt det end lyder, vover jeg dog at sige, at Beretningen om Sverres Fødsel og første Optræden endnu aldrig er bleven ret indgaaende analyseret. Der har, som vi senere skulle see, været enkelte Historikere, som ganske bestemt have betvivlet, at han var Kongesøn, men de have ikke indladt sig paa udførligere Begrundelse af sin Mening. Langt hyppigere derimod finder man Exempler paa, at man har ladet sig blænde af hans overlegne Personlighed. Hans Gaver som Kriger og Regent, hans „Geni“ har henrevet, for ikke at sige hypnotiseret. Man har betragtet Spørgsmaalet om hans Herkomst med en forudfattet stærk Sympathi; den Mand, har man ment, hvis hele Historie er saa fængslende, kunde man ikke tiltro et saa djervt Bedrageri som at tillyve sig kongelig Byrd. Moderne Forfattere kunne ogsaa være paavirkede af en Retning i Tiden, der nærer en vis feminin Sky for afgjørende og strenge Domme og ligeoverfor Historiens problematiske Skikkelser helst indtager et ofte i Utide apologetisk, „humant“ Standpunkt, en Retning, der ogsaa giver sig tilsyne i vor Tids umiskjendelige Forbrydervenlighed.

Der er imidlertid, naar man staar overfor et Spørgsmaal som nærværende, ikke mere end en Methode, ved hvilken man kan tænke paa at vinde noget virkeligt Udbytte. Det er, at dette Spørgsmaal behandles ganske i og for sig uden nogetsomhelst Sidehensyn, til hvad man personlig maatte mene om Sverres Bedrifter og Virksomhed, om han har været til Gavn eller Skade for Norges Udvikling eller ikke, om hans Personlighed tiltrækker eller frastøder. Hvor det gjelder Sverres Paternitet, maa man ikke falde i staver over hans Geni. Man maa gribe Sagen an som en koldblodig, for al Herodyrkelse frigjort, gjerne lidt „inhuman“ Detectiv, sætte al Persons Anseelse til Side og uden videre gaa „Sigtede“ og hans Paastande ind paa Livet.

Vælger man denne Methode, vil man strax spørge: Giver Kong Sverre overhovedet Indtrykket af den aabne, sandhedskjærlige, troværdige Mand, Manden med den gode Samvittighed? Kunde dette Spørgsmaal besvares med Ja, vilde det unegtelig og med fuld Føie veie tungt i Vegtskaalen til Sverres Fordel. Men det kan ikke besvares paa den Maade. Tvertimod maa man idelig drage hans Ærlighed i Tvivl. Vi skulle strax nævne en vitterlig, men rigtignok i hans Saga klogelig fortiet Kjendsgjerning, den at han har ladet fabrikere falske Pavebreve og usandfærdig foregivet, at han var løst af det Kirkens Ban, hvori han var falden. Han har altsaa tilladt sig grov Usandfærdighed, og deraf følger, som bekjendt, at han har kunnet gjøre det.

Sverres Saga^[1], hvis Forfatter skrev under hans egne Øine og efter hans egen Beretning, fortæller, at en (formentlig Færing) Unaas „i Slutningen af Harald Gilles Sønners Dage“ fik en norsk Kone, Gunhild. Denne fødte „snart efter“ en Søn, som fik Navnet Sverre, og sagde, at han var Unaas’s Barn. Hverken om Ægtefolkenes Opholdssted i Norge eller Sønnens Fødested faar man nogen Oplysning. Fem Aar gammel sendes Sverre til Færøerne til Unaas’s Broder Roe, Biskop paa disse Øer. Indtil en Alder af 24 Aar tror Sverre, der opdrages til Geistlig og modtager Indvielse til „Præst“, at han virkelig er Unaas’s Søn. Unaas nævnes aldrig senere i Sagaen, men om Gunhild faar man den mærkelige Oplysning, at hun reiser fra „Landet“ (Norge?) og til – Rom. Hun gaar der til Skriftemaal og betror den, der skrifter hende, at hun havde en Søn, hvis virkelige Fader var en Konge. Sagen bliver berettet for selve Paven, og denne byder, at hun skulde aabenbare Sønnen hans Herkomst. Gunhild drager saa til Færøerne og siger Sverre, at Sigurd Mund var hans Fader. Dette fremkalder „stor Bekymring“ hos ham, „hans Hu vakler“. Imidlertid har han forlængesiden (gjennem de ham altid til Tjeneste staaende Drømme) havt Anelse om en stor Fremtid; den hellige Olaf selv har aabenbaret sig for ham med megen Blidhed o. s. v. Han betror sig til Biskop Roe, og denne raader ham til at henvende sig til Erkebiskop Eystein og aabenbare ham sin „vanskelige Stilling“. Han drager til Norge, men indseer snart, at Eystein neppe vilde være den rette Confident, tier ogsaa foreløbig stille med sin Hemmelighed, kommer til Sverige, og efter forskjellige Hændelser hyldes han af de slagne og fortvivlede Birkebener som deres Høvding og snart efter som deres Konge.

Vi ville see nærmere paa disse Beretninger. Gunhild angives at have holdt Sverres Paternitet hemmelig i 24 Aar. Er dette sandsynligt eller tænkeligt, at hun endog havde kunnet gjøre dette? Kong Sigurd Mund var, som bekjendt, sikkert en af Norges usædeligste Konger, men paa hans Elskovshandeler og deres Følger synes der ikke at være lagt Skjul, naar undtages Forbindelsen med Christina Kongsdatter, som længe var ubekjendt, men Grunden er her klar, thi her forelaa efter Datidens Kirkeret et Tilfælde af Blodskam, da de to vare eller skulde gjælde for Sødskendebørn. Men da Sigurd i en Alder af 15 Aar eller saa omtrent havde aflagt det i Sagaen helt drastisk skildrede Besøg hos Tjenestepigen Thora, sørger dennes Herskab omhyggelig for, at Frugten deraf, Haakon (Herdebred) opdrages og erkjendes som Kongebarn. Paa Sigurd Sigurdssøns (Marcusfostres) Herkomst som Sigurds uægte Barn lagdes ligesaalidt Skjul. Hvorfor skulde da Gunhild saa omhyggelig skjule sin Forbindelse med Kongen? Datidens Moral var i Sandhed saa slap, at hun neppe har gjort det af Undseelse, ligesom der før Sigurds Fald ikke kunde være større Fare for, at Sverre skulde blive efterstræbt af Kongens Fiender, end for at dennes øvrige uægte Børn skulde være udsatte for saadant. Naar Sverre siges at være født „snart“ efter Gunhilds Giftermaal med Unaas, maa dette naturligt opfattes derhen, at Gunhild, allerede før Giftermaalet kom istand, var frugtsommelig og heraf maatte atter sluttes, at enten har Unaas selv, allerede forinden Giftermaalet stiftedes, staaet i Forhold til hende samtidig med Kong Sigurd, hvorved altsaa Paterniteten i ethvert Fald maatte blive tvivlsom, eller ogsaa har Unaas opdaget hendes Tilstand og da naturligviis forlangt Besked. Har hun nu tilstaaet Sandheden for ham, har Unaas været merkelig taus, siden Hemmeligheden endog skal have været bevaret for hans Broder Færøbispen, der jo i Sagaen først siges at have erfaret den efter Gunhilds Tilbagekomst fra Rom. At Sverre selv virkelig holdt sig for Unaas’s Søn, derom har man et Vidnesbyrd hos Saxo (hvem vi senere skulle citere), thi denne oplyser, at Sverres ældste Søn, der siden kaldtes Sigurd Lavard, oprindelig hedte Unaas, efter den, i hvem Sverre saa sin Fader.

Saa er det Gunhilds Romerreise og de med den forbundne Omstændigheder. Gunhild, hvis Mand Unaas havde været kambari, og som jo havde havt flere Børn, kan jo neppe formodes at have været nogen særlig velhavende Kone, og alligevel skulde hun have reist til Rom, en lang og kostbar Færd. Selv Mænd droge neppe ofte fra Norge til Rom paa den Tid, især da Valfarterne just dengang paa Grund af Korstogene og Væringetjenesten i Constantinopel langt hyppigere gik til det hellige Land. Ingen af vore gamle Konger har været i Rom, og selv Høvdingers Romerbesøg vare saare sjeldne. Imidlertid, tænkelig kunde jo en saadan Reise nok være. Vi kjende f. Ex. af Sturlunga Saga^[2] en islandsk Kvindes Romerfærd, omtrent paa samme Tid, men hun tilhørte vel at merke en meget velhavende Slægt og havde sin Mand med. Men saa er det Skriftemaalet. Paa den Tid – det tør man vistnok sikkert sige – gaves der endnu ikke i Rom særskilte Poenitentiarier for Norden, saaledes som Tilfældet blev ved Curien fra 14de Aarhundrede af^[3]. At faa aflagt skriftemaal vilde altsaa for en norsk Kvinde, der sikkert intet fremmed Sprog har forstaaet, være hel vanskeligt og kunde neppe skee uden gjennem en eller flere Tolke som Mellemled. Men, ogsaa forudsat, at Gunhild virkelig baade har været i Rom og skriftet der, saa have vi endnu Pavens Indblanding i Sagen og hans Befaling, om at Sverre skulde faa Besked. Dette forekommer mig fremfor alt saare utroligt. For det første er det i og for sig selv lidet rimeligt, at en fattig norsk Kvinde skulde gjøre et saadant Indtryk paa nogen af Curiens Geistlige, at han skulde have fundet det Umagen værd at gjøre Forestilling om hende til Paven. Og saa – hvem var Pave i Rom paa den Tid, det vil sige omtrent 1175? Det var Alexander III. Visselig hørte Norges Anliggender aldrig til dem, der i fortrinlig Grad have optaget Pavers Tanker, men om denne Pave kan det dog antages, at han ingenlunde ganske var hverken helt ubekjendt med eller helt ligegyldig ved Norge og dets Kirke. Man maa først erindre, at det ikke var for ret længe siden, at Alexanders umiddelbare Forgjænger og tidligere Overherre Hadrian IV (Nicolas Brekespere) personlig som Cardinal havde besøgt Norge og ordnet dets kirkelige Forholde, hvilket ikke let kan have været ganske glemt af Alexander. Endvidere havde Biskop Eystein for endel Aar tilbage besøgt Alexander for at hente sit Pallium og var bleven indviet paa hans Befaling, maaskee endog af ham selv. Og Eystein vides bestemt ogsaa senere at have nydt en vis Bevaagenhed hos sin høie Herre^[4]. Hertil kommer desuden den meget vigtige Kjendsgjerning, at just paa den Tid, da Eystein i Bergen 1164 gjennemførte de bekjendte nye Bestemmelser med Hensyn til den kongelige Succession i Norge, havde Alexander III en Legat i Norge, som var tilstede ved Magnus Erlingssøns Kroning og havde deltaget i de forudgaaende Forhandlinger. Vistnok var Pavens Stilling i 1164 trykket og hans Tanker sikkert væsentlig optagne af hans Strid med Frederik Barbarossa, men det vilde dog være utænkeligt, at Alexander ikke og det med stort Bifald skulde af Legaten have hørt om Hierarchiets store Seir i Norge og om Bestemmelsen om ægtefødte Personers Eneret til Thronen. Hvor urimeligt maa det ei da forekomme, naar Sagaen fortæller, at Paven^[5] befalede den norske Kvinde at fortælle sin efter Giftermaalet med Unaas (pater est, quem justae nuptiae demonstrant) fødte Søn, at han egentlig var avlet i utugtig Forbindelse med en Konge! Thi hvad vilde være den sandsynlige Følge af denne Moderens sildige Tilstaaelse for Sønnen, uden at der hos denne maatte vækkes Aspirationer, der efter 1164 vare ganske uberettigede? Nogen anden Fordel for den unge Søn, end den, at han, om Begivenhederne i 1164 ikke harde fundet Sted, vilde have kunnet reise Fordring paa Thronen, men som han nu (allermindst fra et kirkeligt Standpunkt) ikke mere kunde gjøre, kan ikke let udfindes. Nogen privat Arv efter Kong Sigurd kunde der ei være Tale om at paastaa eller opnaa, og ligesaalidt kunde tænkes paa nogen høiere, om end ikke fyrstelig Stilling under Magnus Erlingssøn som Konge. Ja, havde det endda været Kong Inge Haraldssøn, hvem Gunhild havde udlagt som sit Barns Fader, kunde Udsigter i den Retning maaskee have været tænkelige, thi vi see, at en Søn af denne Konge virkelig var optaget blandt Magnus’s Omgivelser (han faldt med denne ved Fimreite), men for en Søn af Sigurd, en Broder af Haakon Herdebred og Sigurd Marcusfostre, var der intet andet at vente, end at Erling Skakke vilde have staaet ham efter Livet, paa samme Maade, som han gjorde det med Kong Sigurds uægte Søn med hans egen Kone. Har Gunhild virkelig, dreven af sin Samvittigheds Braad, reist til Rom for der at skrifte, altsaa ikke nøiet sig med skriftemaal f. Ex. for Svogeren Roe, da vilde hun desuden ikke have fortiet for Skriftefaderen red Curien og for Paven, at Sønnen havde betraadt den geistlige Bane, noget hvorpaa Cleresiet sikkert vilde have lagt Vegt. Det er ikke rimeligt, at den Omstændighed skulde have bidraget til at styrke den mærkelige Interesse for Sverre og hans Rettigheder, som han har villet paastaa, at – Curien (!) nærede for ham.

Og saa Beretningen om, at Sverre af Biskop Roe skulde have faaet det Raad at betro sig til – Erkebiskop Eystein! Ganske vist var Færøernes Biskop en ringe Prælat i Sammenligning med det egentlige Norges fem Kirkefyrster, men i den Grad udenfor al Begribelse kan han da ikke let have været, at han jo ikke meget godt har vidst, hvad der var foregaaet i 1164 og navnlig kjendt vel til sin egen Metropolitans politiske Standpunkt. Overhoved er hele Sagaens Omtale af denne samme Roe mistænkelig. Sverre skal, heder det, i Femaarsalderen have været sendt til „Biskop“ Roe. Naar man efter samme Saga maa ansætte Sverres Fødsel til omtrent Aar 1150 eller 1151, altsaa hans oversendelse til Biskop Roe til 1155 eller 1156, maa strax erindres, at ifølge de islandske Annaler (Storms Udgave S. 116) er Roe først indviet til Biskop 1162 (altsaa af Eystein, der 1161 tiltraadte Erkebispedømmet, atter en interessant Omstændighed). Herpaa har man naturligviis forlængst været opmærksom, men uden at lægge videre Vegt derpaa. Jeg finder derimod denne Unøiagtighed meget graverende, thi det er jo slet ikke givet, at Roe (selv om han har været en indfødt Færing) allerede 6 eller 7 Aar før sin Indvielse har opholdt sig paa hine Øer; skal man slutte fra senere Tider, da denne Bispestol næsten altid besattes med en bergensk Geistlig, da er det endog sandsynligt, at han længe har været Præst eller Chorsbroder i Norge. I det Hele er Roe en saare lidet bekjendt Mand, og hans Dødsaar kjendes heller ikke.

At Sagaens Beretning vrimler af Usandsynligheder, tør saaledes med Bestemthed paastaaes. Men det er ikke alene ved sit positive Indhold, at den vækker Mistanke. Fuldt saa mistænkelig bliver den ved alt det, som den fortier. For Sverre som Thronprætendent maatte det jo aabenbart have været af meget stor Vigtighed, om han havde været istand til at give sin Paastand Troværdighed ved mere detaillerede Omstændigheder, og han havde sikkert ogsaa ladet Sagaskriveren meddele saadanne, om han havde kunnet og turdet det. Hvorfor fortier han f. Ex. ganske Gunhilds øvrige Livsforholde? Hvorfor faar man ei at vide, hvor hun og Sigurd lærte hinanden at kjende og traadte i Forhold til hinanden, hvorfor oplyses ikke engang Kong Sverres Fødested? Hvorfor lader Kongen, Sagaens Inspirator, Gunhild forsvinde, efterat hun har aabenbaret ham hans Herkomst? Det vilde dog være mærkeligt, – forudsat, at Sverre talte Sandhed –, om der ikke endnu paa den Tid, da han greb efter Kongedømmet, skulde have levet Mennesker, der kunde bekræfte, om ikke andet eller mere, saa dog dette, at Sigurd Mund og Gunhild engang havde opholdt sig paa samme Sted og overhoved idetmindste personlig havde kjendt hinanden, eller Mennesker, som iøvrigt vidste Noget, der kunde bidrage til at sandsynliggjøre hans Paastand. Men herpaa gjøres ikke det svageste Forsøg. Man fristes altsaa unegtelig til at søge Grunden til saadan Forbeholdenhed deri, at der ikke har været noget at anføre. Kun et eneste Sted forekommer Gunhilds Navn senere i Sagaen. Det er i den Tale, som Sverre holdt i Bergen 1197 (cap. 133). Han fortæller her: „Jeg i Sandhed er Sigurds og Gunhilds Søn“, og protesterer imod, hvad Biskop Nikolas har sagt, at „jeg ikke kan være Konge over Norge“. Men intet Bevis føres for, at han selv taler Sandhed, og at Nikolas lyver. Derimod opregner han sin Moders Æt „i alle dens Grene for alle Thingmændene“, og det heder, at flere af disse nu kom efter, at de gjennem Gunhild vare i Frændskab med Sverre. Men det er overflødigt at bemærke, at Moderens Slegtskabsforbindelser ere aldeles ligegyldige, hvor det gjælder at bevise, at hun har staaet i Forhold til Sigurd Mund, ligesaa lidt som det i den Henseende har nogensomhelst Betydning, om Gunhild har været „Trælkvinde“ eller af god Familie. Sverre har simpelthen omgaaet Sagens Kjerne, men ogsaa her vist sig som den slue Mand, han altid var, thi det har ikke slaaet Feil, at af de Tilhørere, der nu bleve hans Frænder, have mange følt sig smigrede ved denne Ære.

Noget positivt Skridt til at godtgjøre sin Herkomst har Sverre aldrig gjort, og man fristes stærkt til at søge Grunden deri, at han ingen Bevismidler har kjendt, som kunde fremlægges. „Affirmanti incumbit probatio“, men for den Retsfordring har han dispenseret sig. Kun har han gjort et Forsøg paa at lade en andens Jernbyrd ogsaa blive gjeldende for sig selv, men, som bekjendt, negtede hans „Broder“ Erik at vise ham denne Villighed. Han har da maattet nøie sig med det Factum, at Flere og Flere respecterede eller i ethvert Fald ikke høilydt bestrede hans Paastand, men erkjendte sig for indtil videre at være hans Undersaatter. I Sverige fandt han en virkelig Datter af Sigurd Mund, Cecilia, hvem Erling Skakke havde sendt ud af Norge og ladet ægte en svensk Lagmand, hvem hun ikke elskede. Hun higede efter at komme hjem til Norge, havde maattet høre, at de Brødre, hvem hun hidtil vidste om, vare komne af Dage, og det kan da ikke forundre, at hun skjænkede Sverre Tiltro som den eneste, i hvem hun nu kunde haabe en Beskytter. Saa var det Jarlen Birger Brosa, gift med en Datter af Harald Gille og Fiende af Magnus Erlingssøns Kongedømme. Selv Sverres Saga lader Jarlen i Begyndelsen være vantro ligeoverfor hans Paastande, men han fandt dog sin Regning ved at støtte ham, da Birkebenerne toge ham til Anfører, og senere, da Sverre var den seirende, kom Jarlens Søn til ham i Norge. De fredløse Birkebener vare just ikke meget nøieregnende med Hensyn til sin Høvdings Herkomst; for dem gjaldt det kun overhovedet at faa en Høvding, og i Thrøndelagen blev han saa tagen til Konge „efter den gamle Landslov“, i Virkeligheden dog, fordi der var et stærkt Parti, som hadede Erling Skakke og hans Søn. Borgerkrigene havde allerede i høi Grad virket demoraliserende. De mismodige Ord, hvormed Theodricus monachus afslutter sin latinske Norgeshistorie, som han ikke har Lyst til at føre længer frem, end til Sigurd Jorsalfarers Død, fordi der efter den Tid kun er at melde om Fordærvelse og Forbrydelse, er ikke blot Phraser. Man var unegtelig kommen derhen, at enhver virkelig eller foregiven Frillesøn af en Konge ansaa sig berettiget til at forstyrre Landets Fred og væbne dets Sønner mod hverandre. Retten sad i Spydstagen, man hyldede Seierherren med Forbehold af naarsomhelst at falde fra ham, om en ny Usurpator havde endnu større Held med sig.

Inden vi gaa videre, skal der gives en kort Oversigt over tidligere Forfatteres Standpunct i det her omhandlede Spørgsmaal.

Torfæus er den første, der fremlagde Sverres hidtil kun i et kort Uddrag kjendte Historie for Almenheden, det vil sige den Almenhed, som forstod Latin. Denne Lærde har store Fortjenester, men hans Verk er kun refererende, paa egentlig Kritik indlader han sig ikke. Han er Sverres Beundrer og betvivler ikke hans Herkomst. Schøning kom desværre ikke til at behandle Sverres Historie uden forsaavidt, som han skrev om Erkebiskop Eystein; det her foreliggende Spørgsmaal har han ikke omtalt. Suhm stiller sig skeptisk^[6], men efter nogen Hovedrysten slaar han sig til Ro med, at Sverre, „hvor om Alting er“, var en af Verdens største Mænd.

De to første nyere Historikere, hvis Bemærkninger om Sverres Herkomst fortjene at paaagtes, ere Werlauff og Dahlmann. Werlauff er som bekjendt den første, der har udgivet Sverres Stridsskrift imod Biskopperne, som han ledsagede med en mærkelig og meget værdifuld Indledning. Han er bestemt tilbøielig til at betvivle Sandheden af Sverres Udsagn^[7]. Den tydske Forfatter, hvis danske Historie er et Verk af overlegen Dygtighed, er fuldkommen paa det Rene med, „dass König Sverrir der Sohn seiner Thaten war“. Hans Bemærkninger ere korte, men slaaende^[8].

Christian Magnus Falsen var ikke nogen lærd Historiker, men jeg tager dog her Hensyn til ham, fordi han var et af de bedste Hoveder, der have syslet med vor Historie. Han er Sverres Beundrer: „det er et opløftende Syn at skue den Helt, som nu træder frem paa Skuepladsen“ o. s. v. Derefter refererer han kortelig Sagaens Beretning om Sverres Fødsel og Gunhilds Romerreise. Hans klare Forstand siger ham: „Dette har ikke stor Sandsynlighed for sig. Rimeligviis har det været et Opspind af Sverre selv, for desto lettere at skaffe sig et Parti, hvilken Mening bestyrkes ved at læse de Drømme, hvorved han forstod at bebude sin kommende Storhed.“ Men strax nedenfor vinder Beundringen igjen overhaand. „I Grunden synes det temmelig ligegyldigt(!), enten han var Kong Sigurds Søn eller ikke, thi var han end ingen Kongesøn, viste han sig ikke mindre værdig til at beklæde Thronen, og han bliver altsaa ikke mindre stor(!), om man end anseer ham for Stifter af et nyt Kongehus.“^[9]

Keyser, for hvem indgaaende og minutiøse Undersøgelser i Regelen laa fjernt, indlader sig ikke paa nogen Kritik af det foreliggende Spørgsmaal. Han nøier sig med at sige: „Om Sverrer virkelig var, hvad han udgav sig for at være, Kong Sigurd Munds Søn, det kunde neppe hans Samtid, og det kan end mindre Nutiden med Sikkerhed afgjøre.“^[10]

P. A. Munchs Omtale af nærværende Spørgsmaal hører til de svageste Puncter i hans store Hovedverk. Munch havde nemlig skjænket de „Sagn“ fra Færøerne om Sverre, der nylig vare meddelte af Præsten J. H. Schrøter i Antiqvarisk Tidsskrift (1849–51) sin Tiltro. Jeg vil ikke gaa videre ind paa disse „Sagn“, thi Gustav Storm har allerede for tyve Aar siden^[11] for bestandig godtgjort, at de ere helt uægte og misvisende, og Ingen vil herefter tage mindste Hensyn til dem, men med Storm erkjende, at det Hele er lutter Phantasier. Men – Munch tog, hvad der ganske vist nu maa forekomme os besynderligt, Hensyn til Schrøter, og hans Opfatning blev paavirket deraf. Munch mener derfor, ligesom Keyser, at „mere taler for, at Sverre havde Ret, end for at han skulde være nogen Bedrager.“^[12] Naar en Mand, som Munch, lod sig hilde af de „færøiske Sagn“, kan man ikke forundre sig over, at Biskop J. H. Darre, der efter at have taget Afsked fra sit Embede, skrev en tyk Bog om Sverre (et populært Skrift uden ringeste videnskabeligt Værd) ligeledes troede paa „Sagnene“ som god historisk Kilde. J. E. Sars har i sin Udsigt over Norges Historie (II, 122 fgg.) naturligviis ogsaa behandlet denne Sag Han er ikke blind for, at Sverres Paastand er høist tvivlsom, men ogsaa han kommer til det Resultat, at det „maaskee er det sandsynligste“, at han var Sigurd Mands Søn „eller ialfald, at han troede at være det“.

Interessant er Gudbrand Vigfussons Omtale af Sverre. Han har i en Samling af nordiske Digteres Kvad^[13] givet en kort Udsigt over Harald Gilles Familie paa Norges Throne. For Gudbrand staar det slet ikke engang som tvivlsomt, om Sverre er en Bedrager, han er ganske paa det rene med, at saa er Tilfældet. Allerede i hans Genialitet seer ban et tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at han ingen Ætling er af denne Stemme (no chip of the Gilchrist block). Den Forbeholdenhed og de Fortielser, hvormed Sverre lader sit tidligere Liv omtale, finder Gudbrand forsætlig, Noget, hvori han ganske vist har Ret. Hvad man især maa lægge Mærke til i Gudbrands ret originale Opfatning af Spørgsmaalet, er den Tvivl, han ytrer med Hensyn til Sverres Alder. Han er stærkt tilbøielig til at tro, at Kongen i sin Saga har gjort sig betydelig yngre, end han virkelig var. Og ganske vist vilde det være lettere at forstaa, hvorledes Sverre med en Gang kunde vise sig i Besiddelse af saa stor Menneskekundskab, Livserfaring og Klogskab, som hans strax ved sin første Optræden viste sig at indehave, om man kunde ansee ham for nogle Aar ældre. Derved vilde det ogsaa blive forstaaeligt, at Roe kunde have viet ham til Præst, hvortil den canoniske Ret fordrer en Alder af 30 Aar. Og vidste man blot, at han var f. Ex. 5–6 Aar ældre, end ban selv har udgivet sig for at være, da var det hele Spørgsmaal om ham løst, thi da kunde han ikke være den ca. 1133 fødte Sigurd Munds Søn. Dette er et meget vigtigt Punct. Man veed jo intet andet om Tiden for Sverres Fødsel, end den helt ubestemte Angivelse, han selv har ladet skrive i sin Saga, og paa den kan man ingenlunde stole.

Retshistorikeren Philipp Zorn, en Discipel af Maurer, har i sit bekjendte Skrift „Staat und Kirche Norwegens“, der udkom just under den tydske Culturkamp givet en begeistret Skildring af Sverres Strid med den romerske Curie. Ved Spørgsmaalet om hans Herkomst dvæler han ikke nærmere, men hvad der hos en Beundrer er ret mærkeligt, han udtaler sig (S. 113–114) dog derhen, at Sverres „hele Optræden“ gjør det Indtryk, at han ikke var den, han udgav sig for at være.

Syvhundredaaret efter Sverres Død fremkaldte en svensk Monographi om ham, af Prof. Gustaf Cederschiöld i Göteborg. Forfatteren, hvis Interesse for norsk Historie har al Ret til Paaskjønnelse, nærer den varmeste Sympathi for sin Helt. Vel indrømmer han (S. 36), at: „några bevis för Gunnhilds påstående framlades aldrig; hennes sons ord är vår enda borgen för, att hon verkligen framställt det“, men han skynder sig strax at tilføie: „Att Sverre själf trodde sig vara Sigurd muns sen förefaller otvifvelagtigt.“

Af alle de Bemærkninger, med hvilke nogle Forfattere saaledes have bøiet af fra en grundigere Undersøgelse af Spørgsmaalet om Sverres Herkomst, er dog vel ingen mere futil, end den, at han sikkert i ethvert Tilfælde „selv troede“, at han var Kongesøn. Det skulde altsaa kunne tænkes, at han vel i Virkeligheden ikke var det, men alligevel selv personlig mente at være det! Hvad vil dette sige? Det kan ikke betyde andet, end at en Moder efter (som det heder) i 24 Aar at have ladet sin Søn tro, at han var Færingen Unaas’s Søn, omsider paa sin gamle Alder opdigter en Fabel, om at han er Søn af Sigurd Mund, og saa indbilder sin Søn en saadan Løgn. Er noget utroligt, da vistnok dette. Har Sverre troet sig at være Kongesøn, da maa al Rimelighed være for, at han virkelig var det. Men har man først med en Usandhed at gjøre, da er det saare urimeligt at skrive den paa Moderens Regning. Hvo der tænker saa, tænker neppe sin Tanke til Ende.

Da Sverre optraadte som Prætendent, var en Aarrække forløben, siden Reglerne for Suceession i det norske Kongedømme havde modtaget en væsentlig Forandring. Denne Forandring var, som bekjendt, indført i Landets Love. At bestride den som uretmæssig kunde altsaa alene skee, naar man stillede sig paa det bizarre Standpunct, at den norske Stat skulde mangle den enhver Stat naturlig tilkommende Adgang til at forandre sine Love. Men for Sverre var der, naar han vilde gribe efter Kronen, ingen anden Udvei forhaanden end at gjøre den djærve Paastand, at den gamle, paa lovlig Maade forandrede Lov dog alligevel fremdeles skulde gjelde.

Da Alle ere enige om at tillægge Sverre en hans Samtidige saa høit overlegen Intelligents, kan neppe Nogen for Alvor mene, at han skulde have været overbeviist om, at Norges Lyksalighed først og fremst beroede derpaa, at enhver kongelig Frille- eller Horesøn skulde være berettiget til Rigets Throne, og at han ikke skulde have forstaaet, at Afskaffelsen af saadan barbarisk „Ret“ var et uhyre Fremskridt. Men for ham var der ikke andet at gjøre end at klynge sig til den afskaffede Lov og at affektere Overbevisningen, at den var bedre og mere velgjørende for Landet end den nye, der dog stod i Samklang med Europas civiliserede Landes. Sverre dreves med tvingende Nødvendighed til at blive Hykler, og det skal medgives, at i den Henseende viste han sig som Virtuos. Norge har sikkert aldrig havt en talentfuldere Skuespiller. Glemmes maa det forresten ikke, at der er Steder i hans Saga, hvor han optræder noksaa selvmodsigende. Han lader nemlig sin Historieskriver fortælle, at han, da Birkebenerne vilde have ham til Høvding, i Begyndelsen afslog deres Begjæring og opfordrede dem til at tage en af Harald Gilles Dattersønner (Birger Brosas Sønner) til Konge, da de vare ligesaa nær berettigede til Thronen, som Magnus Erlingssøn, det vil sige efter Sverres senere Paastande ingen Ret havde. Og senere seer man, at han tilbød et Compromis med (den „uberettigede“) Magnus om at dele Riget med ham.

II.

Vi gaa nu over til at betragte de nye af Storm fremsatte Theorier, hvori han har meent at finde Argumenter for Sverres kongelige Herkomst. Som allerede i Begyndelsen af denne Afhandling anført, ere disse hentede fra de fremmede (ikke norske og islandske) Kilder til Kongens Historie.

Først meddeles Saxos korte Beretning, der som bekjendt ligefrem gaar ud paa, at Sverre løgnagtig udgav sig for Kongesøn. Den danske Historieskrivers Ord fremstilles af Storm som „en Gjenlyd af Sverres Fienders, [ɔ: de i Danmark landflygtige norske Prælaters] Ord“. Ganske vist en „Gjenlyd“ af Sverres Venners Ord er de ikke. Men det skal her kun bemærkes, at Saxo, om nogen af Middelalderens nordiske Historieskrivere, var en Mand af en saadan Characteer og personlig Værdighed, at han uden Tvivl maa have havt altfor stor Agtelse for Sandheden og for sit Kalds Ansvar til overhoved at være nogen „Gjenlyd“ eller Talerør for noget Parti. Jeg tror, at Saxo kun har udtalt sin Overbeviisning. Og den kan han meget vel have erhvervet sig, længe før Prælaterne flygtede til Danmark, da der, dengang dette foregik, allerede var henløbet en lang Aarrække siden Sverres Optræden som Thronprætendent og Partihøvding. Sverres Oprør og Seire, Rygtet om hans Bedrifter har selvfølgelig strax naaet Danmark, og Forbindelsen mellem Rigerne har været stor nok, til at Saxo har havt Anledning til at erfare, hvad alvorlige og troværdige Nordmænd mente om Sverre.

Pavebrevene, hvilke jeg her ikke behøver at dvæle videre ved, ere derimod ganske naturlig en „Gjenlyd“ af nordiske Prælaters Klager til Curien. Jeg siger „nordiske“ og ikke blot „norske“, fordi Abbed Vilhelm af Ebeltoft har forfattet Breve i den blinde Erkebiskop Eriks Navn. Men dette er af Betydning, thi Vilhelm er en af de ædleste Skikkelser, som Nordens kirkelige Historie kjender. Heller ikke han har villet skrive om Sverre, som han gjorde, ifald han ikke har været overbeviist om, at han var en Bedrager. Derhos skal jeg alene minde om, hvilket eiendommeligt Indtryk det gjør, naar man læser Innocents III’s Brev om, at Sverre „til sin Moders Skam paastaar, at han stammer af kongeligt Blod“, og saa erindrer, at Sverres Saga foregiver, at Alexander III et Snes Aar i Forveien skulde have befalet Gunhild at aabenbare sin „Skam“ for Sønnen!!

Det er imidlertid de engelske Forfattere (eller egentlig kun den ene af dem), det især kommer an paa at betragte, da Storm lægger Hovedvægten paa dem. I Gesta Henrici II („Benedict af Peterborough“) findes under Aar 1180 en høist mærkelig Beretning om indre Kampe i Norge. Denne ender med at fortælle, at Erkebiskop Eystein samme Aar kom til England. Læseren bedes at gjennemsee Stykket (aftrykt i latinsk Original af Storm. S. 185 fgg. og i Oversættelse S. 170 fgg. i dette Tidsskrift, 4. Række, Bd. 2).

Man vil da finde, at Mere om Eystein end et Par Linier i Slutningen findes der ikke i det hele Stykke. Ikke desto mindre gaar Storm ud fra som givet, at det hele Stykke „altsaa paa en eller anden Maade stammer fra denne“. Han gaar endnu videre og seer i stykket en „Indberetning“ til Kong Henrik II, det er „tydeligviis Uddrag eller Gjengivelse af et Brev“, en „Rapport, der gjengiver Erkebiskoppens skriftlige Beretning, dog maaskee i Uddrag“.

Alt dette finder jeg at være ganske vilkaarligt og er ikke istand til at øine noget, der kan godtgjøre, at et Stykke af purt historisk Indhold, fordi Erkebispen tilsidst bliver nævnt deri, derfor behøver at stamme fra ham eller at være en „Indberetning“ fra ham til Kongen af England. Havde Storm Ret, vilde det dog være høist besynderligt, om der ikke havde været talt om Sverre i ganske andre Toner, end her er Tilfældet, og navnlig vilde Erkebispen, om han var Forfatteren, eller Stykket dog et Uddrag af en Forestilling fra ham, ikke have undladt at beklage sig over sin Konges og sin egen Skjebne, udbedt sig Kongens Beskyttelse eller Intervention o. s. v. Man svare mig ikke, at saadant kan have staaet i „Rapporten fra Eystein“, men være udeladt af den engelske Chronist. Thi, som Storm selv siger, og som enhver, der kaster et Blik paa det engelske Verk, ogsaa kan opdage, pleier denne Chronist helst at gjengive Breve og Documenter fuldstændigt. Og det er ogsaa klart, at hvis Chronisten havde havt for sig et Skrift af Eystein til Kongen, vilde han neppe have undladt at meddele, hvad Henrik II, som man af andre engelske Kilder veed, virkelig gjorde for at hjælpe Eystein ikke mod norske Fiender, men til at finde Underholdning under sit Exil. Endelig, vil Enhver spørge, er der nogensomhelst Rimelighed i, at Erkebispen i et Bønskrift eller en Forestilling til den engelske Konge vilde give denne et detailleret Cursus i norsk Historie, fortælle ham om en Hoben, sit eget Mellemværende med Sverre helt uvedkommende norske Thronprætendenter gjennem et halvt Aarhundrede og tilføie flere andre Oplysninger, der maatte forudsættes at være Henrik II fuldstændig ligegyldige? Erindres maa ogsaa, at der kjendes et literært Arbeide, som virkelig er forfattet af Erkebiskop Eystein, nemlig hans latinske Optegnelser om Olaf den Helliges Mirakler, hvilke i 1881 bleve udgivne af den engelske Literat Metcalfe^[14]. Det har meget undret mig, at Storm, som man maa tro, slet ikke har tænkt herpaa eller anstillet en, som det synes, for ham nærliggende Sammenligning mellem Stilen og Fremstillingen i Eysteins Optegnelser og i det hos „Benedict“ interpolerede Stykke om Norge. Saavidt jeg kan skjønne, er der imidlertid Intet, der kunde tyde paa, at disse to skulde skrive sig fra en og samme Forfatter.

Jeg hævder nu, at hvad der her foreligger, er – maaskee med Undtagelse af de første Linier – en Udskrift af en os nu ukjendt norsk Krønike, som Forf. af Gesta Henrici II har faaet i Hænde, og som har vakt en Interesse hos ham, som den neppe vilde have fundet hos hans kongelige Herre. Han har saa – Noget, som jo hører til de allerhyppigste Forekomster i middelalderlig Historieskrivning – uden videre interpoleret Krønikefragmentet i sin Bog. At Stykket skulde være skrevet netop i Aaret 1180, hvilket Storm strax forudsætter, fordi det begynder med „hoc anno“ og er indført mellem dette Aars Begivenheder, kan jeg ikke medgive. Jeg forklarer „hoc anno“ ved: „i det Aar, hvormed vi nu beskjæftiger os, som vi nu taler om“ ell. Lign. Men da Forf. af Gesta Henrici slutter sit Verk ved 1192, maa stykket vistnok være skrevet og indført i det engelske Verk inden dette Aar.

Jeg vil derhos fremsætte en Gjetning, men rigtignok med alle Forbehold, idet jeg udtrykkelig paa Forhaand værger mig mod, at den opfattes som mere end en Tanke, der maaskee hverken vil finde eller fortjene at finde Indgang. Den fremsættes alene til Kyndigeres Prøvelse. Saa meget tror jeg nemlig, at den i ethvert Tilfælde er værd.

Denne min Tanke er, at vi her maaskee have for os et Stykke af den tabte Deel af den anonyme Krønike, som gaar under Navnet „Historia Norvegiae“, og som Munch for noget over femti Aar siden fandt i Skotland og siden udgav. Dette lidt besynderlige Skrift standser i det af Munch fremdragne (eneste) Haandskrift allerede i Olaf den helliges Historie, men dets Forfatter udtaler i sine Forord, at han har ført Fortællingen ned lige til sin Samtid, det vil sige i det ringeste til 12te Aarhundredes anden Halvdeel. Siden er „Hist. Norv.“ blevet nærmere belyst af Sophus Bugge (Aarbøger for Nord. Oldk. 1873), og Storm har i sine Monumenta givet en ny og fortrinlig Udgave. Han har Fortjenesten af at have paavist, hvem den „Agnellus“ er, til hvem Skriftet er dediceret. Samme Agnellus levede i Aaret 1183 som Archidiacon i England^[15]. Da altsaa Hist. Norv. maa have været kjendt af ham, er der Mulighed for, at det ogsaa kan have været kjendt af den samtidige Forf. af Gesta Henrici. Denne Mulighed voxer i mine Tanker til Sandsynlighed, naar man veed, at Agnellus har skrevet en Bog om Henrik II’s Søn af samme Navn († 1183), der omhandler denne Prinds’s Død og Begravelse. Agnellus og Forf. af „G. H.“ have altsaa begge samtidig skrevet om Kongehusets Historie, hvoraf vel tør sluttes, at de begge have staaet i Forbindelse med dette og i saa Fald have kjendt hinanden personlig, hvorfor en Bog, der var i Agnellus’s Besiddelse, let kunde blive tilgjængelig ogsaa for den anden Skribent. Skulde man finde denne min Formodning antagelig, da skylder jeg Storm, at jeg har kunnet fremsætte den.

At Forfatteren af det interpolerede, men i mine Tanker Erkebiskop Eystein fuldstændig uvedkommende Krønikefragment slaaende og paatagelig minder om den bevarede Deel af Historia Norvegiae, tør jeg vel ikke bestemt paastaa, men jeg finder dog adskillig Overensstemmelse og ingen paafaldende Ulighed. Fragmentet er for kort, til at megen Lighed i ordforraadet kan paavises; nævneværdig er dog begges Forkjærlighed for Udtrykket „transfretavit“ for det almindelige „trajecit“. Men begges Latin er temmelig maadelig, og Stilen i opregningen af de ældre Konger i Hist. Norv. og af de vexlende Konger og Prætendenter i Fragmentet forekommer mig ret beslægtet. De Afvigelser, som findes mellem Skrivemaaden af nomina propria i Hist. Norv. og vort Fragment, forekommer mig ikke større, end at de kunne skyldes Afskrivere. Vistnok bruger H. N. det norske Navn Eystein og Fragmentet derimod Augustinus, men H. N. taler vel at mærke om Hedninger og Fragm. om Christne, af hvilke den ene, Erkebispen jo selv kaldte sig Augustinus, hvilket kan have havt Indflydelse paa Benævnelsen ogsaa af de to andre, en Konge og hans angivne Søn.

Det her omhandlede Fragment indeholder følgende, os særlig vedkommende Notits:

Sivardus genuit Hacconem et Siwardum et Swerrum, qui omnes spurii erant, de diversis matribus geniti. Augustinus vero genuit Augustinum legitime natum.

Sigurd (Mund) havde sønnerne Haakon (Herdebred), Sigurd (Marcusfostre) og Sverre, som alle vare uægte og af forskjellige Mødre. Eystein havde Sønnen Eystein (Meyla), der var ægtefødt.

Havde nu Storm kunnet bevise sit Axiom, at denne Beretning stammede fra Erkebiskop Eystein, vilde en saadan Udtalelse fra denne, om at Sverre virkelig var uægte Kongesøn, have været saare mærkelig og sikkert det bedste Argument i Sverres Favør, man havde kunnet finde. Men da nu et saadant Beviis aldrig kan føres, taber ogsaa Udtalelsen det meste af sin Betydning og maa nærmest bedømmes efter det Indtryk af Vederheftighed, som Krønikefragmentet forøvrigt gjør. Dette er ikke meget stærkt. Strax ved Siden af Udsagnet om Sverres Fødsel møder os saaledes en Beretning om, at Eystein (Meyla) var ægtefødt. Dette er visselig urigtigt. Thi Snorre, hvem vi ikke betænke os paa at skjænke større Tillid end denne i England opdukkende Anonym, veed ikke alene Intet om Eysteins ægte Fødsel, men udtaler endog Tvivl, om han overhovedet har været Kongesøn; han siger, at han „kaldtes“ saa. Ægtefødt forekommer han mig meget vanskelig at have kunnet være, thi vel nævnes der, at Kong Eystein Haraldssøn var gift med Ragna Nikolasdatter, men om hende hedder det tillige, at hun siden blev gift med Orm Kongsbroder, og Orm stod ved Magnus Erlingssøns Side ogsaa i Slaget ved Re 1177, hvor Eystein Meyla blev fældet^[16]. Denne formentlige Feil i Fragmentet svækker dettes Paalidelighed ogsaa med Hensyn til dets Beretning om Sverres Fødsel. Jeg antager, at dets Forfatter kun har nævnt Sverre som en af de andre, der optræde som Sigurd Mands Sønner, uden at vide nærmere Besked om, hvorvidt de alle ogsaa vare det.

Inden vi forlade „Gesta Henrici“, vil jeg, om end maaskee til Overflod, nævne et Par Bemærkninger, som Storm, der som sagt forudsætter, at Eystein staar bag ved dette Skrifts norske Stykke, har fremsat.

Han seer (S. 170, cfr. 187) i de Ord: „ante Magni consecrationem non legitur aliquem alium fuisse in regno Norwegiae in regem consecratum“ et Vidnesbyrd, om at Forf. af „Gesta H.“ har excerperet en „Indberetning“ eller „Rapport“ (fra Eystein). „Det kan sees (siger Storm) af det ligefremme Udtryk: det læses.“ Men da maatte der jo aabenbart have staaet legitur, non – ikke, som i Texten, non legitur. Som der nu i Texten staar, er det derimod simpelthen en negativ Paaberaabelse af den ukjendte i „G. H.“ interpolerede Krønikeforfatters Kilder, i hvilke han intet læser (ɔ: finder) om foregaaende Kroninger i Norge.

Videre tænker Storm sig (S. 184), at Erkebiskop Eystein 1) „kan^[17] have undersøgt dette (ɔ: Sverres Herkomst) under sit lange Ophold ved Bergen 1178–80“ 2) eller „kan^[17] have kjendt til Forholdet fra den Tid, han levede ved Hoffet som Inges Capellan“. Begge Dele vilde være lige usandsynlige, selv om Eystein var den engelske Forfatters Hjemmelsmand. Thi 1) maatte Eystein da „ved Bergen“ have erhvervet Beviser for Sverres Herkomst, som Sverre selv har savnet, da han ellers sikkert ikke havde undladt at meddele dem til sin Historiograph til optagelse i Sagaen, og 2) havde Brødrene Inge og Sigurd, ved den Tid, til hvilken Sverre lader sin Fødsel hensætte, forlængst hver sin Hird, og Sigurds usædelige Liv var vist saa vidtløftigt, at Inges Capellan vanskelig kunde følge det i Enkeltheder, ikke at tale om, at Eystein da vilde have vidst mere end nogen anden, thi Gunhild skulde jo have forstaaet at bevare Forholdet i enestaaende Hemmelighedsfuldhed!

Om de to andre engelske Chronister kan jeg ytre mig i Korthed. Det er da først Robert de Hoveden, der i sit Verk, der gaar til 1201, har udskrevet det i „Gesta Henrici“ optagne Fragment om Norge. Imidlertid finder jeg at burde anføre, at det er høist mærkeligt, at man hos Hoveden finder Tillæg til „G. H.“’s Text (saaledes, som den nu kjendes), der imidlertid sikkert ikke skyldes ham selv. Enten maa dette da forklares derved, at den ham foreliggende Text af „G. H.“ har været bedre end den, vi nu kjende af samme „G. H.“, eller ogsaa kunde den tabte norske Krønikedeel ogsaa have været Hoveden tilgjængelig, og han have afskrevet den nøiagtigere. Derhos har Hoveden ogsaa en Beretning om senere Begivenheder i Sverres Liv, som vrimler af Feil. At Sverre her kaldes „Søn af Sigurd, Norges Konge“, antager jeg at stamme fra „G. H.“ og finder ikke deri nogen særlig Betydenhed. Endelig er det Wilhelm Parvus’s († 1198) „Historia rerum Anglicarum“. Her fremstilles Sverre som et Uhyre og en Djevel.

Saavidt jeg nu formaar at dømme, er Sandsynligheden for Sverres kongelige Herkomst liden. Nærmest ligger det at tro, at den høit begavede, men egoistiske Mand, da han kom til Norge og mærkede, at Magnus Erlingssøns Kongedømme trods Lovforandringen og Kroningen ikke stod paa fastere Fødder, end at Oprørere altid kunde danne en Flok og vinde et Parti, er bleven greben af en uimodstaaelig Begjærlighed efter selv at tilegne sig Magten og derfor har udgivet sig for Kongesøn. Til Fader laa det da nærmest at vælge den usædeligste af Harald Gilles Sønner, hvem man jo kunde tiltro saa mange Børn, det skulde være. Han har sparet sig Beviser og erstattet dem ved Bedrifter. For hver Seir bøiede sig Flere og Flere for den opgaaende Sol. Han kunde efterlade sin Søn Riget. Dette blev ogsaa, om end efter haarde Kampe, hvis Krigsomkostninger Fædrelandet maatte betale, i hans Æt. Sverres og hans Efterkommeres Modstandere fandt ingen Historieskrivere; ingen Islænding turde fortælle eller fandt sin Regning ved at fortælle deres Saga. Men i den første Menneskealder efter Sverres Død, vist ogsaa ind i den anden, har hans Herkomst nok havt sine Skeptikere, og det sikkert endog blandt Birkebenerne selv, men man har ikke vovet at tale høit om den Sag. Og tilsidst er al Tvivl forstummet, lige indtil den Tid, da en kritisk Historieforskning opstod ogsaa i Norden. Victrix causa diis placuit.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Vi holde os naturligvis til den virkelige Saga og sætte ganske ud af Betragtning den Fortælling, som Oversætteren Mads Størssøn har componeret og Peder Claussøn gjengivet. Sammenhængen hermed er paa overbevisende Maade godtgjort af Storm i en ældre Afhandling (Norsk hist. Tidsskrift, 2 R. IV, 260 fgg.).
2. Sturlunga Saga, ed. Vigfusson B. I, pag. 30 fgg. (III, cap. 30).
3. Moltesen, De avignonske Pavers Forhold til Danmark, S. 147 fgg.
4. L. Daae, En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros (Festskriftet til Throndhjems Nihundredaarsfest i 1897).
5. Storm har i sin sidste Afhandling aabenbart følt det Urimelige i, at Paven skulde have udtalt sig i Gunhilds Sag, og har omskrevet det til „Skriftefaderens Overerdnede“ (S. 164), men dette er vilkaarligt. Sverre har ladet sin Historieskriver paaberaabe Pavens Erklæring, og hertil maa Kritiken holde sig.
6. Hist. af Danmark VII, 475 fg.
7. Anecdoton, historiam Sverreri, regis Norvegiæ illustrans, Hafn. 1815, p. XIV sqq.
8. Dahlmaun, Geschichte von Dännemark (1841). II. 153 fgg. Dahlmann fremsætter bl. A. det Spørgsmaal, hvorfor Snorre afbryder sit Verk ved 1177, om det har været, fordi Karl Abbeds Saga tilfredsstillede ham, eller – fordi han, som samtidig med en norsk fra Sverre stammende Konge, tog Afstand fra at fælde en Dom om Sverres Herkomst.
9. C. M. Falsen, Norges Historie III, 5–7.
10. Norges Historie II, S. 166.
11. (Norsk) hist. Tidsskr. 2. R. IV, 253 fgg.
12. D. n. F. Hist. III, 50–58.
13. Corpus Poeticum Boreale (Oxford 1883) II, p. 255–256.
14. Passio et miracula beati Olaui by F. Metcalfe, Oxford 1881, p. 104 sqq.
15. Storms Monum. Hist. Norv., p. XXIII.
16. Storm, der ellers opregner forskjellige factiske Feil i Fragmentet, forbigaar ganske denne paafaldende Beretning om Eystein Meylas Fødsel.
17. Udhævet af mig.