Den første norske Kongekroning, dens Aarstal og ledsagende Omstændigheder

Ebbe Hertzberg

Den første norske Kongekroning, dens Aarstal og ledsagende Omstændigheder

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, tredie Bind, 1905 (s. 29-171).

Ved Gustav Storms skarpsindige Analyse af den os i et Par Afskrifter opbevarede Gjengivelse af Kong Magnus Erlingssøns Privilegiebrev for Nidaros Kirke^[1] tør Drøftelsen af de Aftaler, der knyttede sig til denne Konges Kroning, være rykket et afgjørende Skridt fremad. Den senest af Konrad Maurer^[2] forfægtede Mening, at det hele Privilegiebrev skulde udgjøre en eneste stor Forfalskning, og at der altsaa intet Bevis skulde foreligge for Kongedømmets Lensunderkastelse under Landshelgenen St. Olaf og den denne repræsenterende Erkebiskop, lader sig efter Storms Paavisninger ikke længer opretholde. Ogsaa ifølge disse er rigtignok Brevet i den Skikkelse, Efterverdenen kjender det, et Falsarium. Men det gjengiver dog i det væsentlige tillige det oprindelige, ægte Dokument, omend baade interpoleret og i bevidst Hensigt overarbeidet og forvansket.

Imidlertid er det langtfra, at endnu alt kan erkjendes at være fuldt paa det klare i Henseende til dette særlig interessante og vigtige Punkt i den norske Middelalders statsretlige og kirkelige Historie. Nogle Bidrag til Emnets yderligere Belysning vil jeg derfor i det følgende søge at sammenstille. For en ikke uvæsentlig Del grupperer de sig omkring Spørgsmaalet om det rigtige Aarstal for Kroningen.

I. Aarstallet.

Lige siden Snorre, formentlig først i Tiden henimod 1240^[3], fuldendte Rækken af sine norske Kongesagaer, blandt hvilke den om Magnus Erlingssøn som bekjendt er den sidste, har det været lært, at Kong Magnus’s Kroning og det dermed forbundne Rigsmøde i Bergen fandt Sted i Aaret 1164. Skjønt dette Aarstal ogsaa hos den nyere Tids mest kritiske Historikere^[4], navnlig P. A. Munch, K. Maurer og G. Storm, har fundet Tilslutning og tildels direkte Forsvar, formaar jeg ikke at komme til andet Resultat, end at det er feilagtigt.

Saaledes fremdeles G. Storm i hans Levnedsskildring af Snorre i Oversættelsen af Kongesagaerne, Kristiania 1899, Pag. XXIII: „Værket neppe afsluttet førend under Snorres senere Aar (1237–41)“.

I Virkeligheden er Snorres Saga om Magnus Erlingssøn ikke alene den ældste, men ogsaa den eneste Kilde for Angivelsen af 1164 som Kroningsaaret. De sildigere, vidtløftige Sagahaandskrifter, der bl. a. ligger til Grund for Udgaven i Fornmanna Sögur (7de Bind), er for dette Punkts Vedkommende kun at betragte som Afskrifter af Snorre, og det samme gjælder Aarstallet i de islandske Annaler, hvis ældste Hovedstok jo først er kommen istand omkring 1280^[5], og som desuden ogsaa ellers trofast følger Snorres Tidsregning^[6].

I Modsætning hertil er det egnet til at vække Opmærksomhed, at Aaret 1163 angives som Kroningsaaret i hele tre indbyrdes af hinanden uafhængige Beretninger, der alle er ældre end Snorres Værk, og som tillige alle tre nyder hævdet Anseelse som meget paalidelige. Disse tre Kilder er Fagrskinna, Sverres Saga og den engelske Annalist Abbed Benedict af Peterborough.

Den sidste, som igjen afskrives af Roger af Hoveden, Kapellan hos den 1189 afdøde engelske Konge, Henrik II, bringer en kortfattet, men i Hovedtrækkene rigtig Oversigt^[7] over Norges Historie fra Magnus Barfods og Sigurd Jorsalfarers Dage indtil 1180, hvorimod han efter dette Aar kun har en enkelt kort Notits under 1184, nemlig om Kong Magnus Erlingssøns sidste Nederlag og Fald. Da han afslutter sin sammenhængende Beretning med at fortælle om Erkebiskop Eysteins Flugt til England i 1180, fordi han ikke vilde underkaste sig „Sverre Præst“, tør man vistnok gaa ud fra Paalideligheden af den Formodning, som Munch fremsætter i Fortalen til 2den Del af N F H. (Pag. V–VI), gaaende ud paa, at disse engelske Meddelelser om Begivenhederne i Norge skyldes Erkebiskop Eystein selv. I saa Henseende kan det ogsaa fremhæves, at Benedict kun nævner Erkebiskopens Ankomst til England, ikke derimod hans Tilbagereise i 1183^[8].

Det os her nærmere vedkommende Stykke af Abbed. Benedicts Beretning^[9] lyder saaledes:

„Levaverunt [proceres regni] in regem Magnum filium Herlingi et præfatæ Christinæ. Qui non valentes sustinere bellum contra Haconem, secesserunt in Daciam; ubi in brevi tempore reparatis viribus, redierunt in Norweiam; et habito bello apud Tunebergam inter ipsos et Haconem, retentis navibus et armis, ipsum fugaverunt, quem in sequenti æstate^[10] insecutus est. Et habito inter eos navali prælio in loco qui dicitur Vee^[11], interfectus est Haco, et Magnus Herlingi filius totum regnum obtinuit. Insurrexit ergo in eum Sivardus frater Haconis; et habito inter eos prælio, Sivardus frater Haconis interfectus est, et Magnus coronatus est et inunetus in regem, secundo anno regni sui et quinto^[12] anno ætatis suæ; ante cuius consecrationem non legitur aliquem alium fuisse in regno Norwegiæ in regem consecratum: anno scilicet quarto papatus Alexandri papæ tertii, magistro Stephano de Urbe Veteri misso illuc legato“.

Af de tre her forekommende Aarsangivelser stemmer de to vel overens. Pave Alexander III’s 4de Regjeringsaar rækker nemlig fra September 1162 til September 1163, og Kong Magnus’s 2det Aar bar Benediets norske (thrønderske?) Hjemmelsmand øiensynlig regnet at begynde Forsommeren 1163, idet han Forsommeren 1162 ved at fælde Haakon Hærdebred „totum regnum obtinuit“ og derfor ogsaa umiddelbart efter Slaget blev udraabt til Konge paa Ørething^[13].

Sammenholder man disse to Angivelser, skulde Magnus’s Kroning altsaa ifølge Benedict af Peterborough have fundet Sted mellem Forsommeren og September 1163.

Derimod er den tredie Opgave, at Magnus ved Kroningen var 5 Aar gammel, ikke rigtig og maa bero enten paa en Afskriverfeil^[14] eller paa en Forvexling med hans Alder, da han i 1161 først udraabtes til Konge. Da var han nemlig, som vi af anden Kilde vide, just 5 Vintre gammel.

Denne anden Kilde er Sverres Saga, ligeledes et af det 12te Aarhundredes egne Kildeskrifter. I den Tale, denne Saga lægger Kong Magnus i Munden lige før hans Fald i Slaget ved Fimreite, lader den ham udtrykkelig sige, baade at han da, i 1184, var 28 Vintre gammel (og altsaa født 1156), og at han var 5 Vintre, da man gav ham Kongenavn, og 7 Vintre, da han af den romerske Legat og Erkebiskopen viedes til Konge^[15]. At de 5 Vintre her nødvendigvis maa sigte til hans Alder, da han Vaaren 1161 udraabtes til Konge paa Partimødet i Bergen, fremgaar af Jævnførelsen med hans Alder i Dødsaaret 1184 og bestrides da heller ikke af nogen. Endog Snorre fastholder, at Magnus ved nævnte Leilighed i 1161 var „5 Vintre gammel“^[16]. Men er det altsaa Sverres Sagas Mening, at Magnus Vaaren 1161 var 5 Vintre gammel, saa maa det Aar, da han, 7 Vintre gammel, kronedes, være 1163. Ogsaa dette fremgaar noksom ved Sammenligningen med Kongens Alder, da han i 1184 faldt, ligesom det jo tillige er ganske udelukket, at Sagaen skulde lade 3 Vintre gaa hen mellem det Aar, da han var 5 og da han var 7 Vintre. Det sidste vil rigtignok Munch ikke lade gjælde. I Noten S. 930 i 2den Del af N F H. mener han, at Magnus, som formentlig født senhøstes 1156, ikke før senhøstes 1164 har fyldt sit 8de Aar og derfor Sommeren 1164 endnu kunde siges blot at være 7 vintre gammel, samtidig med, at dog ogsaa Snorre kan have Ret ved at opgive hans Alder i 1164 til (omtrent) 8 Vintre, om han end „ikke ganske havde fyldt sit 8de Aar“. I Sammenhæng hermed staar det, at Munch paa et andet Sted (III, S. 183) omskriver Sagaens Angivelse af Magnus’s Alder ved hans Fald i 1184 derhen, at han var „28 Aar gammel eller i sit 28de“. Munch vil med andre Ord ogsaa her antyde, at man ifølge oldnorsk sprogbrug kunde siges at være et vist Antal „Vintre“ (i den sildigere Betydning af „Aar“) gammel, selvom man blot nærmede sig vedkommende Fødselsdag. Herimod er for det første at bemærke, at dette helt strider mod den Maade, den almindelige Mand endnu den Dag idag i Norge udtrykker sin Alder paa. Der holdes strengt paa, at man ikke er saa eller saa mange Aar gammel, inden man virkelig har fyldt vedkommende Aar. Skal et „omtrentlig“ udtrykkes, bliver dette ligefrem ved en eller anden liden Tilføielse sagt.

Men dernæst er det særlig at mærke, at en Beregning af en Persons Alder efter Fødselsdagen slet ikke er oprindelig og national norsk Skik. Endnu nutildags kan man paa Landsbygden træffe Folk, især tilhørende en ældre Generation, der ikke kjender sin Fødselsdag, men enten kun sin Daabsdag (som de har læst sig til paa Daabsattesten) eller endog blot den Tid paa Aaret, da de kom til Verden (f. Ex. „ved Tyttebærleite“, som der engang paa et direkte Spørgsmaal blev svaret). Overhovedet gik det meget langsomt med under kirkelig Indflydelse at indøve Befolkningen i at fæste sig ved bestemte Datoer, og det uagtet de mange Helgendage tjente til at støtte Erindringen. Tidligere havde man derimod blot de vexlende Aarstiders Mærkedage at holde sig til og da navnlig Vinterdagen, den 14de Oktober, som begyndte, og Sommerdagen, den 14de April, som afsluttede Vinteren. Under disse Omstændigheder opstod derfor fra først af meget naturlig den Aldersberegning, som de gamle Nordmænd gjennemgaaende anvendte, nemlig efter Vintre^[17]. Naar en nyfødt havde oplevet det hele eller en Del af Vinterhalvaaret, var dette hans første Vinter, og fra Vaaren af sagdes han følgelig at være en Vinter gammel, og saaledes videre fremover. Eftersom Aarene gik, blev Antallet af Vintre og af Aar forsaavidt ens, som hvert helt Aar jo havde sit Vinterhalvaar. Men i Anvendelse paa et enkelt Aar betegnede ikke Aldersangivelsen efter Vintre, at Aaret var, hvad man i nyere Tid vilde kaldt, fyldt; thi som sagt efter Dage regnede man overhovedet i denne Forbindelse ikke, – man indskrænkede sig til at tælle Vintrene^[18].

Efter dette kan de ovenanførte Aldersangivelser i Sverres Saga alene forstaaes ligefrem efter deres Ordlyd: da Magnus havde oplevet 5 Vintre, udraabte hans Partifæller ham i Bergen til Konge (1161), da han havde oplevet 7 Vintre (altsaa 1163), blev han kronet, og da han havde oplevet 28 vintre (1184), stred han sit sidste Slag. Hermed kan derimod ikke, som Munch vil, forliges den Angivelse hos Snorre, at Magnus var 8 Vintre, da Kroningen fandt Sted; tværtimod foreligger her en aaben Strid mellem Snorre og de ældre Kilder.

Den tredie af disse, som ligeledes henfører Kroningen til 1163, er Fagrskinna, idet ogsaa denne troværdige Saga udtrykkelig angiver Magnus’s Alder ved Kroningen til 7 Vintre. Rigtignok ansees Fagrskinna først forfattet i første Fjerdedel af det næste Aarhundrede; men ogsaa den er ældre end Snorres Bearbeidelse, og den kan med Lethed paavises at levere Uddrag af den endnu ældre Morkinskinna^[19], hvis Fremstilling af Magnus Erlingssøns Saga er gaaet tabt med de sidste Blade af Membranen.

Ifølge almindelige kritiske Principer kan der saaledes ikke herske nogen Meningsforskjel om, at de tre ældste, indbyrdes uafhængige og hver for sig som meget paalidelige anseede Kilder maa være at foretrække fremfor Snorre, naar de samstemme om, at Kong Magnus’s Kroning fandt Sted i 1163.

De Indvendinger, som mod Muligheden af denne Tidsregning findes fremførte dels af Munch, dels af Storm, skal nedenfor i de Forbindelser, hvori de hører ind, blive imødegaaede. Det turde herunder vise sig, at de øvrige Tidsomstændigheder saa langtfra at svække de ældste Kilders Kronologi tværtimod Punkt for Punkt stadfæster

eller i det mindste tjener til at støtte den.

II. Aarstiden.

Som ovenfor nævnt leder de to brugbare Tidsangivelser hos Benedict af Peterborough til det Resultat, at Kong Magnus’s Kroning har fundet Sted mellem Forsommeren og September. Dette faar sin direkte Bestyrkelse i de norske Kongesagaer, der alle er enige om at henlægge Høitideligheden til ud paa Sommeren. Navnlig siger Fagrskinna (Kap. 268 i Slutningen) udtrykkelig, at det med Kroningen forbundne Rigsmøde blev „henlagt til Sommeren i Bergen“, og i Overensstemmelse hermed grupperer den, som nedenfor i anden Forbindelse skal vises, de forudgaaende Begivenheder i Kroningsaaret paa en saadan Maade, at det deraf nødvendigvis fremgaar som Sagaens Mening, at Mødet først kunde afholdes ud paa Høisommeren. Det samme er Tilfældet med Snorre og de ham følgende Sagabearbeidelser. Efterat han i Kroningsaaret har ladet Erling Skakke bryde op fra sit Vinterophold i Konghelle tidlig paa Vaaren og tilbringe nogen Tid med at søge efter og delvis tilintetgjøre og straffe Markusmændenes Oprørsflok, siger Snorre videre: „Erling Skakke styrede siden til Tønsberg og opholdt sig længe der udover Vaaren; men da det blev Sommer, drog han nordover til Bergen; der var der da en meget stor Forsamling“. Her er det særlig at mærke, at Ordet Sommer ikke modstilles Vinter og derfor ikke kan opfattes i Betydning af det med 14de April begyndende sommerhalvaar. Sommeren bruges tværtimod her i Modsætning til Vaaren (endog til „længe udover Vaaren“) og betegner altsaa den egentlige sommertid. Da Reisen fra Tønsberg til Bergen desuden for hin Tids Kongefærder tog flere Uger, naar vi ogsaa ved disse Anførsler et. Stykke ud paa Sommeren som det rigtige Tidspunkt for Rigsmødet og Kroningen.

For Snorres Vedkommende maa det tillige fremhæves, at han i sin Pleiefader Jon Loptssøn besad et umiddelbart, selv tilstedeværende øienvidne til Kroningshøitidelighederne, og at han derfor med Hensyn til disses Henlæggelse til den rigtige Aarstid maa betragtes som uafhængig af den samme Angivelse i Fagrskinna. Maa end Snorres Beregning af Aarstallet fraviges, følger deraf ikke, at der ogsaa maa opkastes Tvil om hans Angivelse af Aarstiden. Efter længere Tids Forløb er det som bekjendt meget lettere gjort at tage Feil af Aarstallet for noget, man selv har oplevet, end af Aarstiden og andre nærmere Omstændigheder ved Begivenheden. Jon Loptssøns Beretning har derfor visselig forudsat Sommeren som Tidspunktet for Kroningen.

III. Biskop Brand af Hole i Norge.

I nær Forbindelse med Spørgsmaalet baade om Aarstallet og om den Tid paa Aaret, da Kroningen fandt Sted, staar nogle kortfattede Oplysninger i en islandsk Bispesaga, hvorover flere Historikere og navnlig P. A. Munch har snublet.

I Hungrvaka (Biskupa Sögur I, S. 83) omtales nemlig et Biskopsskifte ved Hole Bispesæde. Biskop Bjørn dør den 20de Oktober 1162, og „Sommeren efter“ udsees til hans Efterfølger Præsten Brand Sæmundssøn. Udrustet med en Skrivelse fra Biskopen af Skaalholt begiver den nyvalgte sig endnu samme sommer – altsaa 1163^[20] – afsted til Norge for at blive viet. Sagaens Ord er: „En sumarit eptir (var) kjörinn Brandr prestr Sæmundarson, ok hafði hann utan med sér bréf Klængs biskups á fund Eysteins erkibiskups, ok var hann vígðr til biskups Mariumessu dag hinn síðari [d. e. 8de September], ok var i Björgvin um vetrinn [d. e. Vinteren 1163–64] ok svá Jon Loptsson; en síðan fór biskup út um sumarit eptir, ok séttist á biskupsstólinn á Hólum, sem hann var til vígðr“.

Vistnok med fuld Ret forstaar Gustav Storm i denne Meddelelse derhen, at de nævnte to Islændere „var Vinteren over i Bergen for at bie paa første skibsleilighed til Island, og at de begav sig hjem saa tidligt som muligt om Sommeren; men de første Skibe til Island afgik“, oplyser Storm videre under Paaberaabelse af „mange Vidnesbyrd“, „i Regelen i Mai Maaned, sjelden senere“.

Forsaavidt er følgelig alt klart. Men nu ved Snorre at berette, hvad Hungrvaka ikke nævner, at Biskop Brand og hans Landsmand Jon Loptssøn begge overvar Kroningen i Bergen, og at Brand „þá var vígðr til Íslands“. Brand er derfor ogsaa øiensynlig den 5te „Lydbiskop“, som Snorre ved Siden af de 4 norske lader deltage i Høitideligheden. Da Snorre samtidig, som sagt, henlægger Kroningen til ud paa Sommeren 1164, saa indtræder her en Vanskelighed, som paa en eller anden Maade maa løses eller rettere sagt hugges over, og Storm udfører for sin Del Hugget kraftig nok, idet han for at kunne aabne Biskop Brand Adgang til at reise hjem til Island til rimelig Tid Forsommeren 1164 forlægger Kroningen til Paaskedag dette Aar, men derved rigtignok kommer i aabenbar Strid med alt, hvad Sagaerne om Begivenhederne i Kroningsaaret og Tidspunktet for Rigsmødet i Bergen har at oplyse.

Idet jeg imidlertid opsætter den videre Imødegaaelse af Grundene for denne Storms noksaa vilkaarlige Antagelse til et følgende Afsnit, maa det derimod strax bemærkes, at Munch’s Maade at slippe fra Tidsangivelserne i Hungrvaka paa er endnu langt mærkeligere. Han tæller nemlig simpelt hen et Aar formeget og lader Biskop Brand blive indviet 8de Septbr. 1164 istedetfor, som Sagaen angiver, samme Datum 1163^[21]. Denne aabenbare Inkurie knæsætter dernæst uden at blunke ogsaa Rudolf Keyser i sin Kirkehistorie I, S. 237 („nu netop [d. e. 1164] indviet af Erkebiskopen“). Maurer derimod anfører (Schenkung S. 51) selve Tidsopgaverne i Hungrvaka rigtig, men nødes saa til Gjengjæld til at indrømme, at Brands Bispeindvielse falder næsten et helt Aar før Kroningen – naturligvis under den ogsaa af Maurer fastholdte Forudsætning, at Kroningen først fandt Sted ud paa Sommeren 1164 –, en Indrømmelse, som i betænkelig Grad rokker selve Forudsætningen.

Det lader sig nemlig meget vanskelig gjøre at forene den ovenanførte Meddelelse i Hungrvaka med den Formodning, at Biskop Brand skulde have tilbragt næsten et fuldt Aar i Norge efter sin Indvielse. Sagaen siger, at han tilbragte „Vinteren“ i Bergen og Sommeren efter drog ud til Island og tog sin Bispestol i Besiddelse. Herved er det saagodtsom udelukket, at han foruden Vinteren ogsaa har tilbragt Størstedelen af nok en Sommer i Bergen. Som af Storm antaget, maa han formodes, saasnart der efter Sommerhalvaarets Indtræden aabnede sig Skibsleilighed til Island, at have benyttet sig deraf. Men isaafald maa paa den anden Side Kroningen, hvori han efter Snorres uforkastelige Vidnesbyrd deltog, have fundet Sted samme Sommer, som han ankom til Norge, d. e. 1163. Med andre Ord, Hungrvaka bliver, rigtig beseet, den fjerde af de troværdige Kilder, som tvinger os til at ansætte Kroningen et Aar tidligere, end af Snorre selv gjort.

Den eneste Indvending, som kan rettes mod denne Kombination af oplysningerne om Brand hos Snorre og i Hungrvaka, bliver efter dette, at Brand ifølge Snorres udtrykkelige Ord allerede var indviet til Biskop, da han deltog i Kroningsceremonien. Men i dette Punkt maa Snorre paatageligvis have erindret feil. Brand har været tilstede ved Festen i Egenskab af udvalgt, ikke af indviet Biskop. Da Snorres Fosterfader, Jon Loptssøn, af hvem han menes at have faaet sine Enkeltheder om Kroningen, en Menneskealder efter denne Begivenhed, nemlig Aar 1197, afgik ved Døden, var Snorre som bekjendt endnu kun 19 Aar gammel, og først omkring 40 Aar senere førte han, som ovenfor indledningsvis berørt, Magnus Erlingssøns Saga i Pennen. At en saadan Detalj som Forskjellen mellem en udvalgt og en kort efter indviet Biskops Deltagelse i en enkelt Begivenhed i Løbet af denne lange Tid er bleven udvisket, kan neppe forundre. Skulde Brand være bleven indviet før Kroningen, vilde denne, saasom den ifølge det nys paaviste ikke kan henlægges til Aaret efter, falde i Dagene efter den 8de September og følgelig ikke længer i Overensstemmelse med sagaerne kunne siges afholdt ud paa Sommeren. I ethvert Fald er imidlertid denne lille Rettelse i de af Snorre fremlagte Meddelelser om Biskop Brand adskillig mindre indgribende, end Storms Henlæggelse af Kroningen mod Sagaernes samstemmige Vidnesbyrd til Paasken for ikke at tale om Munch’s Indsættelse af 1164 istedetfor Hungrvakas 1163 som Aaret for Biskop Brands Vielse.

Forøvrigt turde den korte Beretning i sidstnævnte Saga antyde endnu en Omstændighed. Som det sees, gaar Beretningen ud paa, at Brand fra Biskopen af Skaalholt havde Brev med sig „á fund Eysteins erkibiskups“ d. e. at levere personlig til Erkebiskopen, naar han traf denne, samt at han blev viet 8de September og tilbragte Vinteren i Bergen. Dette har man tildels villet forstaa derhen, at Indvielsen udførtes i Nidaros, hvorfra Brand altsaa senere paa Høsten skulde have begivet sig til Bergen for at oppebie første Skibs Afgang til Island om Vaaren^[22]. Men Sagaen siger intet om, at Vielsen foregik i Nidaros, og Munch har da ogsaa opfattet Forholdet saaledes, at den skede i Bergen, omtrent samtidig med Kongens Kroning. Heller ikke havde der været nogen Opfordring for den nyindviede Biskop Høstesdag at drage den veirhaarde Kyst nedover til Bergen i den Hensigt til Foraaret at finde Islandsfarere; thi som bekjendt var Nidaros mere end Bergen Knudepunktet for Norges Samfærdsel med Island. Det maatte desuden i Tilfælde have været mere magtpaaliggende for Brand at opholde sig Vinteren over ved Erkesædet i stadig Samkvem med den høit anseede Erkebiskop Eystein end ved den noksaa fattige Bergenske Bispestol. Naar han ikke desto mindre valgte det sidste, tør deri ligge et Vink om, at han, som ogsaa af Munch forudsat, overhovedet ikke er bleven indviet i Nidaros, men at han har været nødt til ved sin formentlige Ankomst til denne By at begive sig videre til Bergen for der at træffe Erkebiskopen og forberede sin Indvielse. Herved er han tillige bleven Deltager i Kroningshøitidelighederne. Han har imidlertid maattet vente lige til 8de September, før han kunde opnaa at blive viet. Dette antyder øiensynlig, at Erkebiskopen har været for optagen af andre Gjøremaal til at kunne forrette en saavidt vigtig, men den indre norske Politik fjernt liggende Handling som at indvie en islandsk Biskop. Det lader sig derfor formode, at det netop har været i Ugerne før 8de September, at Forhandlingerne paa det til Kroningen knyttede Rigsmøde under Erkebiskopene Ledelse har fundet Sted. Som især den bevarede Hovedmembran af Gulathingsloven viser, foretoges der i Magnus Erlingssøns Regjeringstid en Række indgribende og øiensynlig samtidige Endringer i den ældre Kristenret saavelsom i Ægteskabslovgivningen og enkelte andre vigtige Punkter af den hidtidige verdslige Ret. Da der i den nævnte Konges Tid ikke er Spor af, at noget andet Rigsmøde, hvorpaa saa betydningsfulde og paa det hele Land sigtende Lovforandringer kunde være forberedte, end det til Bergen i Anledning af Kroningen sammenkaldte, har allerede Munch (N F H. II, S. 932, Note 2) sluttet, at det maa have været ved denne Leilighed, at Forhandlingerne derom har været drevne^[23]. Da de desuden for en stor Del har angaaet meget ømtaalige Emner, er det ikke at undres over, om det har krævet en Maaneds Tid, før Lovændringerne var behørig formulerede og vedtagne til Fremlæggelse paa Lagthingene. Naar Munch (l. c. S. 932) derimod nærmest synes at gaa ud fra, at de hidhørende Beslutninger fattedes før Kroningen, kan dette ikke forholde sig saa. Det vilde ikke ligne noget, at gjøre selve Kroningen og Hovedoverenskomsten mellem Konge og Kirke afhængig af alle disse Detaljer. Hvad det først og fremst maatte gjælde, var at faa Kroningen og dermed den nye statsskik til at gaa i Laas. Hertil behøvedes vistnok ogsaa forudgaaende og maaske ikke saa ganske kortvarige Underhandlinger. Men dels var disse ifølge sagens Natur af et andet og mere fortroligt Indhold end Forberedelsen af almene Lovforandringer, dels var de, som nedenfor skal sees, i Hovedsagen allerede afsluttede, før Erling Skakke og Erkebiskopen mødtes i Bergen. Naar derimod Kroningen var over og Kongedømmets Kapitulation dermed i Principet afgjort, var Tiden strax inde til at smede, medens Jernet endnu var varmt, idet man drog de for Lovene mest paatrængende Konsekventser af Hierarkiets Seier. At saa er blevet fremgaaet, synes netop Udsættelsen af Brands Bispeindvielse til Høstens Begyndelse at vidne om. Formentlig afsluttedes dermed overhovedet Erkebiskopens Forretninger i Bergen for denne Gang, og han har før Stormtidens Indtræden skyndt sig hjemover til Nidaros, medens den nyindviede Biskop af Hole ingen tilstrækkelig Grund fandt til en Høstfærd nordover, men forblev i Bergen for at tilbringe Vinteren der sammen med sin høiættede Landsmand Jon Loptssøn.

IV. Dagangivelsen i Bergens Rimkrønike.

Vi har endnu en fjerde, af de foregaaende ligeledes uafhængig Henlæggelse af Magnus Erlingssøns Kroning til Sommertiden. I „Bergens Rimkrønike, 1560“, udgiven af Antikvar Nicolaysen i 1ste Bind af „Norske Magazin“, dagfæstes (S. 20) Kroningsmødet i Bergen til „Sancti Laurits Dag“ d. e. den 10de August. Rigtignok er denne Kilde baade meget sen og lidet anseet. Men da Angivelsen meget vel stemmer med de ældre Kilders Forudsætning om Tidspunktet, tjener disse forsaavidt til i dette Punkt at bestyrke dens Troværdighed, ligesom da heller ikke Konrad Maurer (Schenkung, S. 52) finder Rimkrønikens Datum uværdigt enhver Opmærksomhed. Det kan derfor maaske lønne sig at se lidt nærmere paa det anførte bergenske Skrift og dets Forhold til sine Kilder, saameget mere som Gustav Storm’s kritiske Vurdering af Rimkrøniken i Hist. Tidsskrift, III, 4, S. 422 ff., saa rigtig den end i Hovedtrækkene maa erkjendes at være, dog i visse Enkeltheder synes at indbyde til Supplering eller Modifikation. Dog kan jeg her ikke optage dette Emne til udførligere Diskussion, end dets Sammenhæng med den egentlige Gjenstand for nærværende Afhandling tilsiger.

Storm kommer paa nævnte Sted til det Resultat, at Bergens Rimkrønike „kun er en omskrivning paa Vers“ af dens prosaiske Forgjænger, den saakaldte „Bergens Fundats“ (ligeledes trykt i Norske Magazin I), og at hvor Krønikens Forfatter „leverer selvstændige Tillæg, der digter han“. Imidlertid skiller Storm selv i saa Henseende nedenfor i nogen Grad mellem Krønikens to Redaktioner, A og B. Om A siger han, at dens „selvstændige Tilføielser ... er alle uhistoriske og opdigtede“. Blandt disse regner han da ogsaa det for „Herredagen“ i Bergen opgivne Datum, den 10de August 1170. Derimod tænker Storm sig, at nogle af Tilføielserne i B maaske kan stamme „fra gamle Kilder (f. Ex. at Graamunkeklostret blev indviet af Biskop Narve 1ste Mai 1301)“, og han gjør særlig opmærksom paa, at Forfatteren af B „har studeret et gammelt Haandskrift af Norges Kongesagaer, sandsynligvis „Kringla“, som dengang endnu fandtes i Bergen“.

At Storm har Ret i, at „Fundatsen“ er Kilde for og ikke, som Udgiveren, Nicolaysen, mener, et prosaisk Sammendrag af Rimkrøniken, maa, synes mig, enhver, der ser lidt nøiere paa de to Skrifter, indrømme. Fortsættes derimod Jævnførelsen til at omfatte det indbyrdes Forhold mellem de to Redaktioner af Krøniken, tør det – trods de Vanskeligheder, Udgivelsesmaaden lægger i Veien – ligesaa umiskjendelig fremgaa, at A er den ældste. Redaktøren af B har nemlig paatageligen øvet Kritik paa sin nærmeste Forgjængers Arbeide, har i dette baade strøget og tilføiet, medens en tilsvarende Holdning af A’s Redaktør ligeoverfor B ikke kan paavises. Som det bedste Exempel tjener Udeladelsen i B af A’s hele Slutningsafsnit om Tydskerne i Bergen og navnlig af den i sig selv lidet paakrævede Gjendrivelse af Forvexlingen mellem Mindre-Alf og en Kong Olaf. Thi at stykket om Tydskerne ikke omvendt er tilføiet i A paa Grundlag af Redaktionen i B, fremgaar noksom deraf. at B har benyttet en Del af A’s Stykke og kilet denne Del ind i sin egen nyredigerede Fremstilling om Tydskerne (se S. 27 jfr. 23–24). Men derhos har Redaktøren af B ikke alene givet Rimkrøniken en ny Indledning foran A’s Begyndelse, men ogsaa fortsat den fra det Punkt, hvor A slutter, med tre selvstændige Tillæg, et, som sagt, om Tydskerne i Bergen, et, hvori opregnes Byens Klostre og Kirker, og et, der trods en vildledende Overskrift ligeledes især omhandler Forholdet til Tydskerne og voldshandlinger fra disses Side.

Dernæst sees det imidlertid videre, at ikke alene, som Storm anfører, B, men ogsaa A ved Siden af, hvad der hentes fra Fundatsen, leverer direkte Uddrag af en Kongesaga, hvilke A ikke kan antages at have faaet fra B, fordi denne – som nedenfor skal sees – for et ikke uvigtigt Punkts Vedkommende ikke har noget svarende til A’s Anførsel.

Til en nærmere Belysning af dette Forhold mellem Fundatsen, Rimkrønikens A-Redaktion og Sagaen hidsætter jeg de to førstnævntes Beretninger om Magnus Erlingssøns Kroning:

„Bergens Fundats“ (N. Mag I S. 525): „..... da blev Magnus, Erling Skakkes søn, tagen til koning her i Bergen anno 1161, og salvet og kronet til koning over alt Noriges riges velde af pavelig legat, som da var hidsendt af paven for den tvedragts skyld, som var i landet om kronen. Da var her i Bergen alle lendermænd i Noriges rige, grever og alle bisper og klerker. Da var møgen stats i Bergen af lendermænd, som gjorde kongen ære, som ikke haver været seet i Noriges konges velde. Udi samme kronelse lovede Erling Skakke, kongens fader, at bygge sin søn til bønerhold Halsnø kloster, sancto Augustino til lov og ære.“

„Bergens Rimkrønike“ A (N. Mag. I S. 20–21):.

„Magnus Erlingssøn togs til konge og herre
her i Bergen, der han monne fem aar være.
Det tredje aar næstefter kom
Stephanus legat til Bergen, kom
deslige erkebispen af Lund,
og alle bisper i Norig med samme fund
og fem grever af Noriges rige
vare i Bergen, om jeg eder sant skal sige,
der man skrev MCLXX aar
her i Bergen paa kongens gaard
at forhandle en religions sag
paa sancti Laurits dag.
Paa samme herredag blev

Magnus Erlingssøn krunt.
Imellem kongen og bispen gik stor forbundt,
og førend erkebispen vilde hannem til konge smøre,
da maatte han deres kristenret stadfeste førre.
Erling skakke var en ridder slet
og ikke fød af kongeæt,
men avlede Magnus paa Sunhordland paa Stollen,
derfor blev han af bispen saa rullen.
Magnus var i Norige den første herre,
som bispen monne sjelve kronen tilbære,
men blev før paa thinget kronet af deres almue,
thi var riget aldrig i fred og ro.
Udi samme kroning var møgen turnering,
brask og pral og møgen haandtering,
steder og stræder vare alle strøde
med Engelsk laken røde,
der og mange til riddere gjort,
og førend hæren af for,
lovede Erling skakke at bygge Halsnø kloster
sancto Augustino til lov, hvad det koster.“

Sammenligner man nu begge Stykker, sees A ganske vist at have benyttet Fundatsen; men derhos har den direkte ud af Sagaen hentet en Række Meddelelser, som dens prosaiske Forgjænger ikke ha.r. Dette er saaledes Tilfældet med Navnet paa Legaten, Erkebiskopens Nærværelse (at han kaldes Erkebiskop af „Lund“, maa bero paa en Forvexling, som jeg ikke skal forsøge at opklare), Forhandlingerne om „en Religionssag“ og „Forbundet“ mellem Kongen og Bispen med tilhørende stadfæstelse af Kristenretten. Endog de „fem“ Grever synes at være en Fordreielse af Snorres „fem“ Biskoper („Greverne“ er hentet fra Fundatsen, men i de to Verselinier i Rimkrøniken er, formentlig ved en simpel Inkurie^[24], Greverne indsatte i anden Linie og Bisperne i første istedetfor omvendt de „fem“ Bisper i anden og i„alle“ Grever i første). Endelig er det klart, at Meddelelsen om, at Erling „avlede Magnus paa Sunhordland paa Stollen“, støtter sig til Snorres Berettelse i Inges og hans Brødres Saga Kap. 17, hvor det udtrykkelig heder, at Erling boede „paa Støle (á Stuðlu) paa Søndhordland“. At „Stollen“ skal gjengive Navnet „Støle“ og ikke, som Nicolaysen i en Note angiver, „Stordøen“, er nemlig ingen Tvil underkastet^[25].

Særlig denne sidste Meddelelse er her af Interesse, fordi den, som i Udgaven S. 21 oplyst, ikke findes i Redaktion B, der istedetfor de fire Verselinier „Erling

.... Stollen“ har følgende to Linier om Kristenretten:

„Det paa Norsk heder Gullfinger,
meget i sagefall hun vel klinger“.

Heraf fremgaar altsaa med fuld Bestemthed, at A, selv om den af nogen skulde ansees som en Overarbeidelse af B og ikke, som jeg mener, omvendt B af A, dog i ethvert Fald har gjort selvstændig Anvendelse af Sagahaandskriftet. Til Gjengjæld har imidlertid B i en forvansket Gjengivelse („Gullfinger“ for „Gullfjöðr“) Navnet paa en Lovbog, som hverken Fundatsen eller A kjender, og som derfor B’s Forfatter paa sin Side maa have hentet direkte ud af Sagaen. Det samme gjælder Antydningen af, at det bl. a. var i Henseende til „Sagefaldet“, at denne Lovbog forbedrede Geistlighedens Ret. Det kan følgelig ansees som fastslaaet, at Redaktørerne af A og B begge hver for sig har benyttet sin Adgang til et i Bergen paa deres Tid opbevaret sagahaandskrift for derfra at hente Notitser til sin versificerede Krønike, – dog saaledes, at A oprindelig har gjort de vidtløftigste Uddrag, medens B dels supplerer, dels stryger eller retter A’s Anførsler.

Som alt nævnt paapeger imidlertid Storm, at B synes at røbe Kjendskab ogsaa til andre gamle Optegnelser end Sagaen. Det samme er dog tillige Tilfældet med A, selv om dets Forfatter maaske mere end B’s er udsat for at misforstaa sine Kilder. I Forbindelse med Kong Eystein I opføres saaledes allerede i A „Bjarnvard“ som Biskop af Bergen. Dette Navn (= Biskop „Bernhard den saxiske“) kjender hverken Kongesagaerne eller Fundatsen, og A har følgelig hentet det andetsteds fra, nemlig uden al Tvil fra en af de gamle Bispefortegnelser, som stod Datiden til Raads, og hvoraf navnlig ogsaa Peder Claussøn har opbevaret en, som han siger at have „fundet antegnet i en gammel islandsk Bog“^[26]. Men just med Hensyn til Anførslen af denne Biskop fremtræder samtidig Forfatterens Tilbøielighed til at kombinere falsk. Han fortæller nemlig (Udgaven S. 17), at det var Kong Eystein (Magnussøn), som „satte“ „Bjarnvard Biskop“ „i Bergen“. Hvor har han dette fra? Tydeligvis derfra, at den af ham benyttede Bispefortegnelse anførte Bjarnvard som den første Bergenske Biskop samtidig med, at „Fundatsen“ vidste at berette, at Kong Eystein “stigte først Biskopsstolen i Bergen og lagde til Biskopen og hans Kanniker til Underholdning møget Landgods og gjorde Domkirken af Kristkirke, som Olaf Kyrre lod bygge“ (Udgaven S. 523). Forfatteren af A har altsaa her draget den for ham nærliggende Slutning, at naar Eystein stiftede Bispestolen i Bergen og Bjarnvard var første Biskop i Bergen, maatte dennes Ansættelse skyldes Kong Eystein. Forfatteren gjør sig følgelig ikke, som Storm i Anledning af denne hans Feiltagelse siger, skyldig i at „digte“, men i at stole for meget paa Fundatsens Ord, at det var under Kong Eystein (istedetfor under Olaf Kyrre), at Bergen blev Bispesæde, og at Biskop Bernhard tog Bolig i den nyanlagte Kjøbstad^[27].

En anden Angivelse i A, som Storm ligeledes betegner som „uhistorisk og opdigtet“, gaar ud paa, at Kardinal Nikolaus ankom til Norge „aattende“ (attende?) Aar efter Kong Harald Gille’s Død. Men ogsaa dette Tal skyldes vistnok en eller anden Feilregning eller Feillæsning fra Forfatterens Side og ikke bevidst Opdigtelse.

Om begge de her omtalte falske Opgivender gjælder det forøvrigt, at heller ikke Forfatteren af B er bleven opmærksom paa deres Urigtighed. Han gjengiver dem tværtimod begge og tilføier endog angaaende Biskop Bjarnvard en længere Remse, paa hvis Indhold her ei er Stedet at gaa nærmere ind.

Men kommer jeg saaledes til den Opfatning, at det er Misforstaaelser og ikke forsætlige Opdigtelser, som i Henseende til nogle af ham anførte Data kan bebreides A’s Forfatter, saa faar hans Angivelse af Dagen for „Herredagen“ i Bergen i Anledning af Magnus Erlingssøns Kroning dog ialfald en vis Vægt. Ganske vist er Aarstallet 1170 (MCLXX) urigtigt; men Feilen, der, saavidt det af Udgaven kan skjønnes, ogsaa gaar igjen i B, kan skyldes enten en Feillæsning, en Feilregning eller en Feilskrivning. Den udtrykkelige Angivelse af „sancti Laurits Dag“ maa derimod være hentet nogetsteds fra, og da vi ser, at Redaktøren af B har havt Adgang til et Kalendarium el. lign., hvorfra han har taget Datoen for Indvielsen af Graamunkeklostret i Bergen (Philippi et Jacobi Dag – 1ste Mai – 1301), hvilken Opgave Storm er tilbøielig til at anse for ægte, saa kan det samme, senere tabte Kalendarium have staaet Forfatteren af A aabent og han deri have fundet antegnet en saa vigtig Dato som den for den første norske Kongekroning Ialfald vilde hans Benyttelse af et saadant Skrift ikke ligge fjernere at antage end af den Bispefortegnelse, hvorfra han har hentet det oldnorske Navn paa Bergens første Biskop.

Naturligvis er der imidlertid en Mulighed for, at han ogsaa i det heromhandlede Punkt kan have gjort sig skyldig i en Misforstaaelse. Men det er vanskeligt at tænke sig, hvorledes en saadan her skulde være opstaaet. Ved Aarstal har Feillæsning eller falsk Beregning let for at indsnige sig, ligesom paa den anden Side Udsagnet om Biskop Bjarnvards Udnævnelse ved Kong Eystein paaviselig hviler paa falsk Hjemmel. Men en saa usammensat Meddelelse som Henlæggelsen af en bestemt Begivenhed til en bestemt Helgendag, maatte bero paa en Forvexling af to forskjellige Begivenheder, og Sandsynligheden heraf maa erkjendes at være saa meget mindre, som den opgivne Dag netop falder indenfor den i andre Kilder anviste Høisommertid.

Endnu en overveielse turde desuden i nogen Grad tjene til at styrke Angivelsens Troværdighed.

Som bekjendt var det i Middelalderen ufravigelig Skik at henlægge alle større Høitideligheder og særlig de kirkelige til en eller anden anseet Belgens Festdag, idet man derved stillede sig under vedkommende Helgens direkte Beskyttelse. Maurer har derfor (Schenkung S. 51) pegt paa Olafsdagen, den 29de Juli, som en passende Dag at henlægge Kong Magnus’s Kroning til. Det maa da ogsaa erkjendes, at for Erkebiskop Eystein og Erling Skakke kunde det næsten ikke undgaaes under deres forberedende Raadslagninger om Vaaren i Nidaros til Kroningsdag at vælge Festdagen for den Helgen, hvoraf den unge Konge ved samme Leilighed tænktes at skulle tage sit Rige i Len. Maatte Erling end af nærliggende politiske Grunde vægre sig ved at lade Kroningen ske i St. Olafs egen Kristkirke i Nidaros, fordi Thrønderne jo overhovedet var hans Modstandere, medens han i Bergen og dens Omegn havde baade sin Hjemstavn og sine bedste Tilhængere, saa var dette kun en Grund mere til ikke at forbigaa Nationalhelgenen ogsaa ved Valget af Høitidsdag, saameget mere som Olafsdagen ovenikjøbet indtraf midt paa den mest farbare Aarstid. Naar ikke desto mindre Rimkrøniken hverken opgiver den større eller den mindre Olafsfest (29de Juli og 3die August), men derimod den umiddelbart paafølgende større Helgenfest, Laurentiusmessen, den 10de August, saa tjener denne Omstændighed unægtelig til at bestyrke Rigtigheden saa vel af det nys ovenfor anstillede Ræsonnement som af Krønikens egen Dagangivelse. Med andre Ord, Sammenhængen kan formodes at have været den, at Kroningen fra først af har været ansat til Olafsdagen, men at den derpaa ved indtrufne Hindringer af en eller anden Art nødtvungent har maattet udskydes et Par Uger. Hvilke disse Endringer har kunnet være, nytter det jo ikke at gjætte paa. De kan have reist sig fra de vigtige Forhandlinger, som først maatte tilendebringes, og som maaske har truet med i sidste Øieblik paa et eller andet Punkt at briste, eller de kan simpelt hen have ligget i uforudseede Reiseforsinkelser for Mødets Hoveddeltagere el. lign. I ethvert Fald vilde det endelige Valg af Laurentiusmessen paa denne Maade finde en meget ligefrem Forklaring.

Forøvrigt bør det udtrykkelig fremhæves, at Rimkrønikens Anførsel af „St. Laurits Dag“ ifølge dens ordlyd ikke gjælder selve Kroningen, men „Herredagen“ og Forhandlingerne om, hvad den kalder „en Religionssag“. Men paa saa fin Vægt tør neppe dens Ord veies. Sandsynligheden taler for, at naar den har fundet Dagen angivet, saa har det været Dagen for selve den store, hidtil i Landet useede Høitidelighed, Kroningen, ikke for Rigsmødets Sammentræde.

V. Underkastelsesdokumentet og dets senere orfalskning.

Ved den indledningsvis allerede berørte Undersøgelse fra Gustav Storm’s Side af det bekjendte Dokument, hvorved Kong Magnus Erlingssøn underkaster sig og sit Rige St. Olafs Lensoverhøihed, maa det visselig erkjendes at være bragt paa det rene, at der af nævnte Konge, d. v. s. af hans Fader og Formynder Erling Skakke paa hans Vegne, virkelig er bleven udstedt et saadant, af Erkebiskop Eystein personlig redigeret Privilegiebrev for den norske (nidarosiske) Kirke, hvori Lensunderkastelsen under den hellige Kong Olaf i tydelige Ord indrømmedes og udtaltes.

Selve dette Brev er imidlertid ikke Efterverdenen opbevaret. Derimod udgjør det Hovedindholdet af en forfalsket Kopi eller rettere sagt Bearbeidelse, der henimod halvandet Hundrede Aar bagefter, sandsynligvis, som af Storm paapeget, under Erkebispesædets Domkapitels langvarige og yderst haardnakkede Strid med den daværende Erkebiskop Jørund, er blevet istandbragt af Kannikerne for at støtte dem i deres optræden mod sin egen Metropolitan. I denne Bearbeidelse er der i det ægte Privilegium indskudt Stykker, der baade ved Stil og Indhold synbart adskiller sig fra og delvis endog staar i Uoverensstemmelse med Hovedbrevets. For at udslette sporene af dette sit Arbeide har Forfalskeren imidlertid desuden tilladt sig forskjellige Forvanskninger og Ombytninger af Udtryk i Hovedbrevets Text og navnlig bl. e. strøget alt, som kunde tyde paa, at det var „under Martyren (og hans Repræsentant Erkebiskopen)“, og ikke „under Domkirken“ (og dens institutionelle Repræsentation, Erkebiskop og Domkapitel), „at Underkastelsen er skeet“ (Storm l. c. S. 21). Særlig er i Forbindelse hermed undgaaet at anføre nogetsomhelst af det, som i det ægte Brev mindede om Kroningens Afholdelse og Privilegiets Udfærdigelse i Bergen.

Fjernes da de Stykker, som gjennem Storm’s bindende paavisning er godtgjort ikke at have tilhørt det oprindelige Dokument, saa bliver for dettes Vedkommende følgende tilbage:

1) Den høitidelige Erklæring, hvorved Kong Magnus underkaster sig St. Olafs Lenshøihed tilligemed en udførlig forudgaaende „Harangue“ („Arrenga“) samt et med Underkastelsen umiddelbart sammenhængende Løfte fra Kongens Side om Kronens Ofring (til Martyren) efter hans egen og enhver efterfølgende Konges Død.

2) En af Kongen paatagen Forpligtelse til at erlægge fuld Tiende af sine Landeiendomme og Gaarde („de terris nostris et mansionibus“) og i umiddelbar Tilslutning hertil en Bestemmelse om, at Kongens Hirdmænd („stipendiales“) skal erlægge Tiende af sin Lønning („de suis stipendiis“) til Rigets Biskoper mod at erholde Løfte om Begravelse i Hjemstiftets Domkirke, hvis nogen af dem dør i sin Stilling som lønnet Hirdmand.

3) En afsluttende Erklæring, hvori alle Nidaros Kirke tidligere tilstaaede Begunstigelser („dignitates et privilegia“), hvoraf enkelte i al Korthed særskilt nævnes, af Kongen paany anerkjendes og bekræftes.

Da det ogsaa for den her af mig anstillede Undersøgelse er af Vigtighed, at det omhandlede Dokuments Karakter og Betydning fremtræder i det klarest mulige Lys, skal jeg nærmere gjennemgaa disse 3 Indholdsmomenter.

Hvad da først angaar Lensunderkastelsen under St. Olaf og Kronens ofring som ydre Tegn herpaa, har Maurer ligesom forud den danske Historiker C. P. Paludan-Müller vægret sig ved at erkjende dens Mulighed, og navnlig har Maurer villet gjøre hele det hidhørende Afsnit i Privilegiebrevet til et eneste Falsarium, istandbragt i det 13de Aarhundredes 7de Tiaar i den Hensigt at støtte Erkebiskop Jon under hans Underhandlinger med Kong Magnus Lagabøter om Kristenretten og Geistlighedens Rettigheder overhovedet. De formelle Indvendinger, som de nævnte Forskere til Bevis for Rigtigheden af denne sin Paastand fremkom med, maa imidlertid ved Storms to Afhandlinger i Emnet ansees bortfaldne. Navnlig tyder den af ham paapegede iøinefaldende Lighed i Henseende baade til Stil og til slet Latin mellem Erkebiskop Eysteins Traktat om Hellig Olaf og de os her vedkommende Dele af det opbevarede Privilegiebrev med Bestemthed paa, at netop Eystein ogsaa er de sidstes Forfatter.

Af materielle Indvendinger har Paludan-Müller og Maurer egentlig kun at anføre den ene, at en saadan Lensunderkastelse under Landets Nationalhelgen og derved i Virkeligheden under denne Belgens synlige Repræsentant, Landets egen Erkebiskop, vilde være en i Kirkehistorien uden Sidestykke staaende og derfor i sig selv ganske utrolig Tildragelse. Herimod er imidlertid strax at bemærke, at Erkebiskop Jon Raude i de to „Kompositioner“ til Bergen og Tønsberg af henholdsvis 1273 og 1277 udtrykkelig paaberaaber sig Lensunderkastelsen og Løftet om Kronens ofring som historiske Kjendsgjerninger, og dette hans Vidnesbyrd kan, som ogsaa af Storm (l. c. S. 3–4) gjort gjældende, ikke afvises. Det kan i Virkeligheden saameget mindre afvises, som de samme Kjendsgjerninger heller ikke benægtedes som saadanne af Kong Magnus Lagabøter, mod hvem de af Erkebiskop Jon førtes i Marken, men alene bestredes som endelig retsstiftende. Naar Kong Magnus til hine Erkebiskopens Anførsler ikke har andet at svare, end at det „neppe kan bevises, at Nidaros Kirke har været i rolig Besiddelse“ af de Rettigheder, som bl. a. Kronens Ofring skulde danne Udtryk for, samt at han „med Guds Naade vilde overgive Riget til sine Arvinger og Efterfølgere ligesaa frit og ubestridt,“ som han „ved Arveret havde modtaget det efter Fader og Forgjængere“, saa er Kongen i Virkeligheden et ligesaa godt Vidne som Erkebiskopen paa, at Magnus Erlingssøns Lensunderkastelse og Løfte om Kronens ofring var en historisk anerkjendt og uanfægtbar Sag.

Men dertil kommer, at hin Indvending skyder meget over Maalet, idet den først og fremst rammer Maurer’s egen Gjætning, at den paastaaede Lensunderkastelse alene skulde være en taktisk Opfindelse af Erkebiskop Jon til Brug under hans Forhandlinger med Kong Magnus Lagabøter. Hvis en saadan Underkastelse var en saa umulig Tanke, hvorledes havde det da kunnet falde Erkebiskop Jon ind at benytte den som en Paastand? En brugbar Løgn maa regne med det sandsynlige, medens en fuldbragt Kjendsgjerning kan være saa usandsynlig, den vil, naar den i sig selv ikke kan bestrides. Netop det fra almindelig kirkelig synsmaade stærkt irregulære i Nationalhelgenens Lenshøihed over Kongedømmet maatte gjøre det raadløst for en senere Hierark at opdigte og paaberaabe sig noget saadant, dersom han ikke havde havt en aabenbar Kjendsgjerning at støtte sig til.

Nærmere overveiet, kan det imidlertid heller ikke erkjendes, at en Underkastelse som den her omhandlede, skjønt liggende ude af Kirkepolitikens og navnlig den pavelige Politiks slagne Landevei, skulde være utænkbar fra ethvert kirkeligt Standpunkt. Tværtimod kan et saadant Lensforhold formodes i Kraft af Datidens egne Tanker og Foreteelser at have fremstillet sig for en Metropolitan af Eysteins Karakter og hierarkisk-religiøse Livssyn som en simpel logisk Konsekvents af Kirkens Lære om de to Sværde.

Det maa erindres, at den daværende Pave, Alexander III, af hvem Eystein selv havde modtaget sin Indvielse, allerede som Kardinal Roland og Kantsler hos Pave Hadrian IV havde været en ivrig Forfægter af Kirkens Overhøihed over Staten. Navnlig havde han som Pavens Udsending paa den tydsk-burgundiske Rigsdag i Besançon 1157 fremlagt et Pavebrev, der gav at forstaa, at selve Keiserdømmet var et Len af Pavestolen, og under Forhandlingerne havde han endog fundet Anledning til at sætte denne Paastand saaledes paa Spidsen, at en af Keiserens Følge i Forbitrelse nær havde rendt ham sit Sværd i Livet, og at han af Keiser Frederik selv fik Befaling om øieblikkelig at forlade Rigsdagen og Landet. Som Pave hævdede han principielt den samme Synsmaade, og først saa sent som 1177 lod han ved Fredsmødet med Keiser Frederik i Venedig sit Krav paa at ansees som dennes Lensherre falde. At Eftergivenheden forsaavidt imidlertid kun var at opfatte som midlertidig, viser, som bekjendt, Innocents III’s Politik. Ligesom allerede i det 11te Aarhundrede Robert Guiskard havde taget sit sicilisk-neapolitanske Rige til Len af Paven, tvang Innocents Kongerne af England, Portugal og Aragon til at gjøre det samme, og overhovedet betragtede han alle Lande, hvorfra Peterspenge erlagdes til Rom, som staaende i Lensforhold til Pavestolen.

Samtidig med Udformningen af Fordringen fra Pavemagtens Side paa, at det aandelige Sværd i et og alt skulde erkjendes som det verdslige overlegent, gjennemsyredes Kristenheden fra Clairvaux af med den hellige Bernhards mystisk-kirkelige Idealer. Geistlighedens ledende Mænd lærte saavel i Syd som i Nord at anse Kirken som deres rette Fædreland, medens de med Mistillid og Ringeagt saa ned paa Staten og dens verdslige Styre, ligeoverfor hvilket de stadig søgte at varetage de kirkelige Interesser.

For dette hierarkisk-kirkelige Syn paa al Samfundsorden er Erkebiskop Eystein Aarhundredets ypperste Repræsentant i Norge. Ud herfra maatte det ligge ham meget nær at drage den Slutning, at naar Paven, som St. Peters synlige Repræsentant og hele den universelle Kirkes Overhoved, forlangte at betragtes som Lensherre over den – i det mindste efter sin Idé – universelle verdslige Øvrighed, Keiseren, saa burde Metropolitanen over den enkelte Kirkeprovinds, den synlige Repræsentant for det enkelte Lands Nationalhelgen, paa samme Maade udøve Kirkens Lenshøihed over Landets øverste verdslige Hersker, Kongen. Hvad Paven var for det hele, blev derved Erkebiskopen for sin Del af det hele. Der behøvede, saaledes tænkt, ingen uoverstigelig Kløft at opstaa mellem Universalkirkens almene og Provincialkirkens særlige Overhøihedskrav. De sidste kunde tværtimod ansees at indgaa som Led i de første, paa Seet og Vis at lokalisere og præcisere dem.

De fra Sagens kirkepolitiske Side hentede Indvendinger mod at antage det norske Kongedømmes Lensunderkastelse under Hellig Olaf og Erkebiskopen af Nidaros som en historisk Kjendsgjerning lader sig derfor ikke opretholde, og dermed falder ogsaa det vigtigste Argument for at anse det Dokument, hvori Underkastelsen udtales, for i dette Punkt at bero paa Forfalskning.

Det andet ane, som det for uægte Tilsætninger rensede Aktstykke behandler, er Kongens og hans Hirdmænds Forpligtelse til at erlægge visse Tiender. Maurer (l. c. S. 63–64) og Storm (l. c. S. 24) anfører i den Anledning, at allerede Kong Sigurd Jorsalfarer – som bekjendt den Konge, der drev den almindelige Tiendeudredsel igjennem her i Riget – ogsaa havde forpligtet sig til at betale Tiende af sine Godser, og de synes i Henhold hertil at være enige om, at Bestemmelsen i Underkastelsesdokumentet om Tiende af Krongodserne i bedste Fald kun kan være stadfæstelse af ældre Ret.

Denne Opfatning kan jeg ikke dele. Læser man den Motivering, som Erkebiskop Eystein lægger Kong Magnus i Munden til Fordel for nævnte Tiendepligt –: „Set quoniam regii interest officio semet ipsum bene vivendi speculum exhibere ceteris et non solvere set implere, parvi quidem et momenti hortari verbo quod non confirmatur exemplo“ –, saa fremgaar, at det i Erkebiskopens Øine netop her hidtil havde manglet paa et godt Exempel fra Kongedømmets Side. Han siger udtrykkelig, at der er liden Mon i at opfordre (andre) med Ord, naar man ikke bestyrker disse i Gjerning. Og hermed stemmer ligeledes paa det nøieste de Ordelag, hvori Kongen paatager sig Forpligtelsen: „ammonitu vestro, reverende pater Augustine, firmiter deo vovendo promittimus, quod de terris nostris et mansionibus plenas secundum deum amodo persolvemus decimas.“ Disse Ord lyder ikke i fjerneste Maade som en Bekræftelse af, hvad der allerede gjælder, men som et Løfte om, hvad der „fra nu af“ („amodo“) skal gjælde, og som altsaa hidtil ikke har gjældt.

Modstiller man dernæst de anførte klare Ytringer Sagaernes indbyrdes ligelydende Beretninger om Sigurd Jorsalfarers Indførelse af Tienden, saa gaar de sidste i al Korthed alene ud paa, at han ved Modtagelsen af det hellige Kors’s Splint lovede, at „fremia tiund ok sialfr gera“, samt at han efter Hjemkomsten „framdi tiund“^[28]. Heri kan ganske vist ligge, at han ogsaa „fremmede Tienden“ ved at „sialfr gera“. Men den Udstrækning, hvori han personlig og for sin egen Del erlagde den, staar der intet om, og de nys citerede Udtalelser i Kong Magnus’s Kroningsprivilegium viser tydelig nok, at enten har Sigurds Efterfølgere betragtet hans Løfte om ogsaa selv at udrede Tiende som uforbindende for dem, eller ogsaa har Sigurd selv ikke udstrakt Tiendeerlæggelsen til Krongodsafkastningen, men begrændset den til andre mere personlige, kongelige Indkomstgrene. Hvilken af disse to Forklaringer, der er den rette) kan ikke bestemt sees. Men den Omstændighed, at der i Privilegiet kun er Tale om fra nu af at udrede Tiende af Kongernes faste Eiendomme, tyder dog nærmest paa, at den sidste bør vælges. I ethvert Fald er der intet at indvende mod Ægtheden af vedkommende Stykke i Privilegiet^[29].

Den følgende Passus i samme Afsnit angaar, som sagt, Hirdmændenes Tiende af deres Løn. Herom kan imidlertid i sin Helhed henvises til Storms Redegjørelse (S. 25), hvoraf tør fremgaa, at Forpligtelsen er bleven indført ved selve Privilegiet, og at dettes Bestemmelse derom saaledes er ægte.

Om begge disse nye Tiendepaalæg kan der imidlertid spørges, hvad de havde at gjøre i et Dokument, der forøvrigt blot specificerer Kongedømmets Forpligtelser i Henseende til Lensunderkastelsen, men for de andre Kirken indrømmede Rettigheders Vedkommende enten helt tier eller nøier sig med summarisk at hentyde til dem i den bekræftende Slutningsformel. Svaret maa blive følgende:

For det første er det aabenbart Tanken, at disse nye Tiendendredsler, som Kongen og hans Hird nu paatager sig, skal udgjøre et Slags Takkeoffer til Kirken for Kongens Kroning. Vi erfarer jo af „Bergens Fundats“^[30], at Erling Skakke ogsaa for sin Del fandt at burde vise sin Erkjendtlighed i samme Anledning ved at love at oprette Halsnø Kloster og med fin Artighed ligeoverfor Erkebiskop Eystein, hvis Navn paa Latin gjengives med Augustinus, at lade det indvie „Sancto Augustine til Lov og Ære“. Det kan da heller ikke forundre, om Kongen selv og hans øvrige Hirdmænd aflagde et tilsvarende, til selve Kroningen knyttet Løfte af et for Kirken behageligt og passende Indhold.

Men dernæst lader det sig neppe heller miskjende, at de aarlige Tiender fra kirkelig Side kunde opfattes som et Slags Modstykke til de Udredsler af Lenet, som en almindelig Lensmand havde at afgive til sin verdslige Lensherre. En af den nogle Aartier senere regjerende Pave Innooents III’s Yndlingsbetragtninger gik, som allerede anført, netop ud paa, at alle Folk, som til Paven betalte Peterspenge, derved erkjendte sig at staa i Lensforhold til Pavestolen. Det maatte for Datidens Tankegang ligge nær at anvende et lignende Ræsonnement paa den aarvisse Tiende, og de af Kong Magnus og hans Hirdmænd Kirken indrømmede nye Tiendearter kunde derfor finde en til selve Ideen svarende Plads netop i Lensunderkastelsesbrevet. Naar Kongen ogsaa af selve Kongedømmets Krongodser – og ikke blot af sine mere personlige Indkomster, saasom Sagefald, Skatter, eventuelt Krigsbytte o. lign. – og Hirden af selve de af Kongen modtagne Lønninger maatte love at erlægge Tiende, indeholdt dette i Virkeligheden paa en vis Maade en Skatskyldighedsanerkjendelse fra Kongedømmet som Institution ligeoverfor Kirken som en Institution af høiere Art og Rang, – ganske i Tidens hierarkiske Aand ikke mindre end i Lensvæsenets.

Det tredie Afsnit i det ægte Underkastelsesbrev udgjøres af en i almindelige Udtryk holdt Stadfæstelse fra Kongens Side af visse den Nidarosiske Kirke ved tidligere Leiligheder givne Privilegier.

Herved er først at fremhæve, at der her, i Modsætning til hvad Tilfældet er i Afsnittet om Tienden, udtrykkelig er Tale om Bekræftelse af tidligere Indrømmelser. Dernæst har allerede Maurer og efter ham Storm gjort opmærksom paa, at der under denne stadfæstelse indgaar to Grupper af forud udfærdigede Privilegier. Ældst er de, der af Kongerne indvilgedes i Anledning af Erkebispestolens Oprettelse i 1152. De angaar Biskopernes frie kanoniske Valg og Kirkernes Besættelse med Præster uden Indblanding fra det verdslige Styres Side. Desuden tilføies som en supplerende og udtømmende Betegnelse „et reliqua tum concessa“. De yngre Privilegier, som stadfæstes, er tre: Erkebiskopens Ret til paa sine Reiser at opbyde hos Bønderne saa mange Skydsheste, han for godt befinder, – hans Ret til frit at udføre til Island 30 Læster Korn og herfor at indkjøbe og toldfrit indføre Vadmel til Klæder for sine Mænd – og endelig hans Ret til i Kongens Sted at oppebære Arvemidlerne efter her i Riget afdøde udenlandske Geistlige. Om disse tre Rettigheder, hvilke dog vel at mærke i Brevet nævnes ganske antydningsvis og i Udtryk, som ikke lettelig vilde kunne forstaaes, hvis man ikke ad anden Vei besad nogen Kjendskab til Spørgsmaalene, heder det, at de er blevet Kirken indrømmede til Ære for Palliet, d. e. for at forøge Erkebispestolens Glands, og at de er blevet bekræftede ved Lov, d. e. vedtagne af Almuen paa Lagthinget (her altsaa Frostathing). Fra hvilket Aar de hidrører, ser man derimod ikke. Kun saameget synes, som nævnt, af Sammenhængen at kunne sluttes, at de er yngre end de ved Erkebispestolens Oprettelse meddelte Friheden thi paa disses Erhvervelse anvendes Tidsangivelsen olim.

Maurer og Storm^[31] henfører derfor de nævnte tre Rettigheder til Perioden nærmest før Kroningen, særlig Aaret 1162, da Erkebiskopen netop var beskjæftiget med af Hensyn til den større Pomp, hvormed en Metropolitan maatte optræde jævnført med en almindelig Biskop, at overtale stiftets Bønder til at skaffe hans Stol øgede Indtægter. Idet jeg i Hovedsagen tiltræder denne Opfattelse, mener jeg dog, at Tidspunktet kan bestemmes nøiere.

Gjennemgaar man Sagaernes Beretninger om Forholdets Udvikling mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein, vil man se, at det lige til Optagelsen af de Forhandlinger, der umiddelbart ledede til Aftalen om Kroningen, var spændt. Besøget, som Erling med sin Søn aflagde i Nidaros efter Haakon Hærdebreds Fald Vaaren 1162, blev ganske kort, fordi han, som det ligefrem siges, ikke stolede paa Thrønderne. Men blandt Thrøndelagens Høvdinger indtog jo netop Eystein ikke alene som Erkebiskop, men som høibaaren Repræsentant for dens indbyrdes stærkt beslægtede Aristokrati en særlig fremtrædende Plads. Da det derpaa i denne hans Egenskab af dobbelt formaaende Høvding lykkedes ham hos Bønderne at gjennemdrive den nye Kursberegning for Bøders Erlæggelse til Erkebispestolen, optog Erling dette meget ilde, og det er først ved det nye Besøg, som han Vaaren i Kroningsaaret gjør i Nidaros, at ban og Erkebiskopen – efter ogsaa da at være begyndt med gjensidige Bebreidelser – kommer hinanden nærmere. Der foreligger følgelig intet Tidspunkt før dette, paa hvilket det kan tænkes, at Erling har kunnet være villig til at gjøre Erkebiskopen de Indrømmelser „in honorem pallii“, som paany bekræftes i Slutningen af det senere paa Aaret udfærdigede Underkastelsesbrev.

Derimod passede netop Erlings Vaarophold i Nidaros før Kroningen for en saadan Imødekommenhed. I Anledning af den forhøiede Sagefaldskurs kom ved denne Leilighed Erkebispestolens Behov for øgede Indkomster nødvendigvis paa Tale, og omend Erkebiskopen ikke vel kunde bekvemme sig til nu, efterat den nye Kurs var lovformeligen vedtagen af Bønderne, efterskudsvis at begjære Erlings og Kongens Samtykke formelt tilkjendegivet i en Sag, som ikke engang egentlig angik Kongedømmet, saa var det dog af mange Grunde selvsagt tryggest paa passende Vis at faa den verdslige Magts Akkvisition ved den nye Ordning offentlig udtrykt. Men dette kunde øiensynlig ikke ske paa en fyndigere Maade, end ved at Erling paa Kongedømmets Vegne selv gjorde Indrømmelser i lignende Retning „til Palliets Ære“ og lod ogsaa disse lovtage. En saadan Villighed maatte desuden paa dette Tidspunkt næsten falde af sig selv som et ligeoverfor Erkebiskopen bindende Vidnesbyrd om, at den træske Erling mente det fuldt oprigtigt med det nye Venskab. Indrømmelserne udgjorde kun en sømmelig og offentlig Fæstepenge paa det store Kjøb og Salg, som mere hemmelig aftaltes mellem dem.

Hvad dernæst angaar den Form, hvori Erling har meddelt Erkebispestolen de heromhandlede Friheder, saa følger det af sig selv, at Kirken forlangte saadant skriftligt. Af Kong Haakon Sverresøns Brev af 1202 ved vi, at der om de i 1152 gjorte Indrømmelser til Geistligheden existerede et Privilegiebrev, udfærdiget af Kong Eystein (II)^[32], og der mangler da heller ikke paa Spor af, at de tre yngre, i Underkaste1sesdokumentet bekræftede Rettigheder oprindelig har været formulerede i et i Kong Magnus’s Navn af Erling udstedt Brev. Kompositionen til Bergen af 1273 oplyser saaledes, at Erkebiskop Jon under sine Forhandlinger med Kong Magnus Lagabøter har kunnet fremlægge et Kongebrev („littera“) angaaende Retten til aarlig fra Island toldfrit at hente en Ladning (Vadmel)^[33], og under Anførsel heraf har da ogsaa Maurer (l. c. S. 71–73) antaget, at der har foreligget en Række skriftlige Privilegier fra det 12te Aarhundrede. Dernæst har, som ovenfor nævnt, G. Storm yderligere godtgjort, at der i det ægte Underkastelsesdokument er indskudt et Stykke, som ved Stil og Indhold stikker stærkt af fra de oprindelige Dele af samme. Netop i dette Stykke finder man nu et af de Privilegier omtalt, som Dokumentets ægte Slutningspassus indeholder en Bekræftelse af, nemlig Erkebiskopens Ret til at udskibe 30 Læster Mel til Island. Som allerede af Maurer indgaaende paavist, bringer imidlertid ogsaa dette indskudte Stykke kun Uddrag af ældre Texter, og i den Del deraf, som angaar Meludførselen til Island, er Uddraget lavet saa summarisk og i saa klodsede Ordelag, at de, som de staar der, næsten er meningsløse. Den rigtige Sammenhæng faar man altsaa her som ved Bekræftelsen i Brevets ægte Slutning først ved at jævnføre dermed omtalen af de samme Bestemmelser andetsteds.

Det fremgaar da af Frostathingslovens Kristenretsafsnit (II, 44), at det var lykkedes Erkebiskop Eystein, i Modsætning til hvad tidligere gjaldt og for Suffraganbiskoperne vedblev at gjælde, at opnaa Ret til paa sine Reiser i Stiftet at tilsige saamange Skydsheste, som der i Bygderne „var kommet Sadel eller Sæle paa“. Denne udvidede Rettighed staar imidlertid øiensynlig i nærmeste Forbindelse med en anden, som Erkebiskopen selv havde taget eller agtede at tage sig til, nemlig at lade sig ledsage paa sine Visitatsreiser af et langt større Antal væbnede Mænd, end Biskoperne hidtil havde havt Lov til^[34]. Et saadant stærkt forøget Folkehold forudsatte atter foruden flere Skydsheste paa Reiser, tillige ret anseelige Udgifter bl. a. til Klæder, og det laa derfor Erkebiskopen nær i Forbindelse med Skydshestenes Forøgelse samtidig at aabne sig Adgang til billigt Beklædningsstof. Dette kunde ske ved, at Erkebiskopen selv optraadte som Kjøbmand og fik Ret til at sende et fuldlastet Skib med Mel til Island, hvor denne Vare var stærkt efterspurgt, medens Øen paa samme Tid var det billigste Marked for godt Vadmel. Forat Tøiet kunde koste ham des mindre, opnaaede Erkebiskopen desuden, at Kongen eftergav ham den Told, den hjemvendende Islandsfarer ellers skulde have betalt.

De heromhandlede Friheder, Skydshestenes Forøgelse, Meludførselen til og Vadmelsindførselen fra Island samt Eftergivelsen af Tolden paa den sidste, hænger saaledes paa det nøieste sammen og maa være bleven Erkebiskopen tilstaaede samtidig Herpaa tyder da ogsaa den yderst sammentrængte Omtale, som i Overarbeidelsen af Underkastelsesdokumentet er blevet dem tildel. Det er paatageligt, at der her alene foreligger et indskudt Hastværksuddrag af et særskilt Privilegiebrev, hvis enkelte Poster dels er gjengivet i halvveis uforstaaelige Antydninger, dels ligefrem oversprungne. Det sidste er saaledes Tilfældet med Punktet om Skydshestene, hvilket derimod kortelig nævnes i den ægte Bekræftelse i Hoveddokumentets Slutning.

Paa det sidste Sted omtales tillige et Punkt, som ellers intetsteds opføres, nemlig Erkebiskopens Ret til at arve her i Riget afdøde fremmede Geistlige. Da imidlertid ogsaa dette direkte tilsigter at forøge Erkebispestolens Indtægter og det erholder sin formelle Bekræftelse i umiddelbar Forbindelse med de nysomhandlede Privilegier af lignende Tendents, begaar man neppe nogen Feilslutning ved at formode, at nævnte Rettighed er ble- ven formuleret i det samme Brev som de. Maurer har desuden Ret, naar han paapeger, at Arv efter udenlandske Geistlige i det 12te Aarhundrede endnu kunde have en vis Betydning, idet det dengang vistnok fremdeles af og til hændte, at især engelsk fødte Præster fik Ansættelse i den norske Kirke. I sidste Halvdel af det 13de Aarhundrede, da Overarbeidelsen af Dokumentet maa have fundet Sted, var denne Indvandring af engelske Klerke derimod forlængst ophørt, medens den senere Tilstrømning af danske og tydske Elementer endnu ikke var begyndt. Derfor har Forfalskeren ikke fundet det Umagen værd at opfriske denne Arveret i Erindringen, men har i sit Indskud udeladt den.

Denne Gjennemgaaelse af det positive Indhold af det omarbeidede og interpolerede Underkastelsesdokument turde saaledes vise, at Forfalskeren i det ægte Aktstykke bl. a. har sat ind et kortfattet Uddrag af et andet, Erkebispestolen privilegerende Dokument, der ifølge Tidsomstændighederne alene kan være blevet udfærdiget ved Erlings Nærværelse i Nidaros tidlig paa Vaaren før Kroningssommeren. Af den ægte Slutningsbekræftelses Meddelelse om, at Lovfæstelse af disse nye Rettigheder allerede før Kroningen havde fundet Sted, maa det videre sluttes, at Vedtagelsen fra Thingalmuens Side var skeet paa samme Aars Frosta- eller Ørething.

Tilsidst tilføier jeg, at det Vaaren før Kroningen i Nidaros udstedte, særskilte Privilegiebrev paatageligvis intet har indeholdt om Sagefaldskursen. Var ogsaa dette Punkt blevet formelt og udtrykkeligt anerkjendt af Erling paa Kongedømmets Vegne, vilde en Stadfæstelse af en saa vigtig Rettighed ikke være bleven undladt i den samme almindelige Slutningsbekræftelse, som selve Underkastelsesdokumentet Sommeren samme Aar bragte. -Men hverken her eller i de senere Breve, hvori refereres de Erkebiskopen indrømmede Friheder (Bullen af 1294, Haakon Sverresøns Brev af 1202 og Konkordaterne til Bergen og Tønsberg), har noget at sige om det fordoblede Sagefald. Som ovenfor allerede antydet, har Tingen aabenbart været den, at Erkebiskopen overhovedet ingen direkte, kongelig Bekræftelse ønskede i et Anliggende» som han selv i Lovform havde faaet afgjort af Bønderne i sit Stift. Noget lignende turde have gjældt Retten til at holde saamange Krigsmænd, han selv fandt for godt. Allermindst i Henseende hertil kunde ban underkaste sig nogen direkte Stadfæstelse fra det ham fra nu af lens- underdanige Kongedømmes Side. Alene forsaavidt angik Adgangen til tilstrækkelig Skyds paa Reiser for sine mange Ledsagere, maatte han have Bøndernes Bifald til Ændring af den ældre Ret, og hertil har da Erling ved at tage Initiativet til en saadan Lovforandring hjulpet ham.

Endelig turde heller ikke de i Forfalskerens Indskud medtagne Bestemmelser om særlig Lovbeskyttelse for Pilegrimme, der drager til Nidaros, eller for selve Kristkirken og dens Kirkegaard mod Krænkelser af Fredhelligheden have havt sin oprindelige Plads blandt de Vaaren før Kroningen udfærdigede Privilegier. De tilhører en anden Tankerække og er ikke Gjenstand for nogen Stadfæstelse i Hoveddokumentets Slutning. At ogsaa de hidrører fra Erkebiskop Eysteins Tid, er sikkert nok, bl. a. fordi de findes optagne i hans Bearbeidelse af Frostathingsloven^[35]; men formentlig er de først blevne udfærdigede og lovtagne ved en senere Leilighed.

Bearbeideren og Forfalskeren af Underkastelsesbrevet har imidlertid ikke indskrænket sig til at indsætte de ovenomhandlede og andre Indskud. Han har, som navnlig af G. Storm paavist, ogsaa foretaget Ændringer i den forøvrigt ægte Text for at bringe denne til at stemme med hans Hensigter. Disse gik, som Storm’s Bevisførelse godtgjør, ud paa saavidt muligt at tvinge Erkebiskopens Person tilbage i Baggrunden og at stille Erkebispestolen med dens Tilbehør af Kanniker frem i forreste Række. Til den Ende er saaledes i Bestemmelsen om Kronens Ofring istedetfor det oprindelige, af Erkebiskop Jon bevidnede Udtryk „ut regale diadema ... prefato delegetur martiri Nidrosie in ecclesia cathedrali“ indsat „ut regale diadema ... presenti delegetur ecclesiæ“, hvorved der altsaa – foruden Forudsætningen om Aktstykkets Udfærdigelse i Nidaros istedetfor i Bergen – fremkommer den i sig selv egentlig ganske umulige Tanke, at det var til kristkirken og ikke til St. Olaf, at Kronen skulde ofres. Paa samme Maade heder det i Forfalskningen strax ovenfor, at Kongen „in perpetuæ subjectionis testimonium“ meddeler Privilegiet angaaende Kroneofret „huic metropolitanæ ecclesiæ“, hvilket følgelig ligeledes giver at forstaa, at Underkastelsen skede under Nidaros Kathedralkirke (og dens samlede Præsteskab)^[36], medens Jævnførelsen med Ordene i den pavelige Stadfæstelse af 1274 af Kompositionen til Bergen (Norges g. Love II S. 456 øverst) viser, at der fra først af har staaet „ecclesiæ Nidarosiensi“, d. v. s. at Privilegiet med Kronens Ofring og den derved symboliserede Lensunderkastelse gjaldt til Fordel for det „Nidarosiske“ d. e. det norske Kirkesamfund med Erkebiskopen som selvskreven øverste Repræsentant. Forfalskningen er i ethvert Fald, som ogsaa af Storm udtalt, fuldt bevidst^[37].

En tilsvarende Ændring til „huic ecclesiæ“ foreligger i den tidtnævnte Bekræftelsesformular i Brevets Slutning (oprindelig vel ligeledes „ecclesiæ Nidarosiensi“).

Endnu stærkere Forvanskninger bar Overarbeideren tilladt sig i de Uddrag af de andre Privilegiebreve, som han har skudt ind i Underkastelsesdokumentet. Herom henvises imidlertid til Storms Afhandling S. 23.

Spørgsmaalet bliver dernæst, om der ikke ved Siden af de af Storm saa skarpsindig paapegede Forfalskninger saavel i den ægte Del af Dokumentet som i de indskudte Stykker med Rimelighed ogsaa kan formodes foretaget andre, som altsaa yderligere reducerer dets Troværdighed paa et eller andet Punkt.

I saa Henseende er der navnlig en Angivelse, hvor- paa opmærksomheden uvilkaarlig retter sig. Vi har netop seet, at alt, som i det oprindelige, ægte Lensunderkastelsesdokument kunde tyde paa dettes Udfærdigelse udenfor Nidaros og Kristkirken, er omhyggelig fjernet, og at man derfor af Brevet, som det foreligger, faar det bestemte Indtryk, at Meningen var at bevise dets Udfærdigelse i selve Nidaros Domkirke. Men gjælder en saadan beregnet Hensigt Udfærdigelsesstedet, ligger det nær at antage, at en lignende Hensigt i nogen Grad kan have spillet ind ogsaa for Udfærdigelsestidens Vedkommende. Ganske vist kom det for Forfalskeren langtfra ikke saameget an paa den sidste som paa det første, idet det jo ikke omkring Aaret 1300 var saa let at have Rede paa Kongens og Erkebiskopens Reiser næsten halvandet Aarhundrede tidligere. Men ligeoverfor den baade af Sagaerne og vel ogsaa af en og anden Kalenderoptegnelse støttede Tradition, der henlagde Magnus Erlingssøns Kroning til Bergen og Kroningsaarets Sommer, kunde det dog være sikrest, at det Dokument, der vilde give at forstaa, at Nidaros var Kroningsstaden, ogsaa i Henseende til Dagangivelsen var rustet til at møde mulige Indvendinger. Og saaledes er da i det falskelig overarbeidede og interpolerede Aktstykke ogsaa indkommet Datoen „in hac die gloriosæ resucrrectionis“, d. e. første Paaskedag, en Datering, hvis Umulighed tidligere af alle Historikere anerkjendtes, og som først nylig har fundet en Forsvarer i Gustav Storm selv. Forsaavidt sidstnævnte til Fordel for denne sin Opfatning lægger sig tilrette Hungrvakas korte Beretning om den islandske Biskop Brands Indvielse i Norge, er hans Betænkeligheder forhaabentlig ovenfor S. 15 ff. ryddede af Veien. Her er det derfor tilstrækkeligt at bemærke, at et Dokument som det os om Lensunderkastelsen opbevarede – hvis Upaalidelighed i saa mange Enkeltheder ingen bedre end Storm har paavist og motiveret – ikke heller for Tidsangivelsens Vedkommende kan gjælde for troværdigt, naar det i saa Henseende staar i skrigende Modsætning til alt, hvad Kilderne ellers derom oplyser. Henlægger det mod Overarbeiderens bedre Vidende Kroningen fra Bergen til Nidaros, kan det ligesaa godt henlægge den fra Sommeren til Paaske.

Alligevel lader det sig ikke nægte, at man studser noget ved den ogsaa paa dette Punkt gjennemførte Løgn. agtighed. Dens Nødvendighed var, som sagt, i Forfalskningens Interesse her ingenlunde saa umiddelbart iøinespringende som Stedsforandringen. Dertil kommer den noksaa sjelden anvendte, særlig høitidelige Betegnelse af Paaskedagen som „dies gloriosæ resurrectionis“^[38]. Er det sandsynligt, at en geistlig Forfalsker vilde have valgt dette lidet kjendte, men desto mere religiøst andægtige Udtryk, hvis han ikke ved en eller anden ydre Omstændighed var bleven ledet dertil? En saadan ydre Omstændighed ligger det imidlertid saa snublende nær at antage, at det synes besynderligt, at Historikerne ikke forlængst derpaa er blevne opmærksomme: Kroningsaaret opholdt jo ifølge Fagrskinnas, i dette Stykke ogsaa af Munch befulgte Autoritet Erling Skakke sig ved Erkebispesædet netop i Vaartiden og altsaa sandsynligvis ogsaa i Paasken. Navnlig faldt Paaskesøndag 1163, det Aar, hvorom der ber, som ovenfor vist, handles, saa tidligt som den 24de Marts, og da Erlings Afreise fra Tønsberg nordover, som nedenfor i anden Forbindelse skal paapeges, maa have fundet Sted omkring 1ste Marts, passer det just, at han Paaskedag kunde befinde sig i fuld Forhandling med Erkebiskopen^[39]. Men isaafald kan vi da heller ikke undgaa at mindes, hvad nys fremhævedes, at en Del af de af Storm i Dokumentet paaviste Indskud maa formodes at hidrøre fra et under disse Vaarforhandlinger i Nidaros udfærdiget særskilt Privilegiebrev. Et saadant maa altsaa i ethvert Tilfælde antages at have foreligget for og være benyttet af Forfalskeren. Hvad skulde saa have hindret ham fra ogsaa at hente Dateringen for sit kompilatoriske Makværk, det Efterverdenen i Kopi overleverede Falsarium, fra samme Aktstykke? Derved anvendte han jo kun et ægte Træk mere til Fordel for Bedrageriet. Af hint ægte privilegiebrev fremgik, at Erling Paaskedag havde sluttet en Overenskomst i Nidaros, maaske endog i Kristkirken, med Erkebiskopen. Naar det derfor gjaldt at finde en Leilighed, da han kunde tænkes at have indrømmet – ikke Erkebiskopen som saadan, men – Metropolitankirken som kanonisk Institution en Række betydningsfulde Rettigheder og deriblandt først og fremst Lenshøiheden over Kongedømmet, kunde ingen bedre Dato anføres, end Paaskedagen i Kroningsaaret, da der netop udfærdigedes nye Indrømmelser fra Kongedømmets Side under personlig Medvirkning af Erkebiskop og Rigets faktiske Styrer, omend i Virkeligheden af et langt snævrere Indhold, end man ved Forfalskningen tilsigtede at give det Udseende af.

Storms Undersøgelser af det saameget omskrevne Dokument leder følgelig konsekvent til den Slutning, at det er blevet sammenarbeidet af flere i Nidaros Metropolitankirkearkiv opbevarede ægte Aktstykker, hvoraf et har været dateret „in hac die gloriosæ resurrectionis“, d. e. Paaskedag samme Aar, som Magnus Erlingssøn om Sommeren blev kronet.

VI. Thronfølgeloven og dens Forhold til Underkastelsesdokumentet.

Ved Siden af det forfalskede, men af Storm i det væsentlige restituerede Lensunderkastelsesbrev er Gulathingslovens Kap. 2 vor Hovedkilde, naar det gjælder nøiere at fastslaa vilkaarene for den i Anledning af Magnus Erlingssøns Kroning trufne Overenskomst mellem Kongedømme og Hierarki.

Nævnte Lovsted indeholder en forholdsvis udførlig Bestemmelse om Thronfølgen, og den siges i Overskriften udtrykkelig vedtagen „med Samtykke af Kong Magnus, Erkebiskop Eystein og Erling Jarl samt alle de forstandigste Mænd i Norge“, d. v. s. paa et under Eysteins og Erlings Ledelse afholdt Rigsmøde. Da der i disse begges styrelsestid kun afholdtes et saadant, er det dermed givet, at den nye Lov maa være bleven forhandlet og istandbragt paa det i Bergen Kroningssommeren sammenkaldte Rigsmøde, hvad da heller ingen for Tidspunktets Vedkommende bestrider^[40].

Derimod er der fra enkelte Hold blevet reist Tvil om, hvorvidt Bestemmelsen nogensinde har været formelt vedtagen overensstemmende med de for nye Loves Anerkjendelse gjældende statsretslige Regler^[41]. Disse Tvil, der nærmest bundede i Misforstaaelser, er imidlertid forlængst tilbageviste først af mig i „Det norske Aristokratis Historie“ S. 128–33 i Noten og derpaa yderligere af Maurer, Schenkung S. 29 ff. Navnlig har den sidste tillige godtgjort, at Løven foruden paa Rigsmødet i Bergen ogsaa maa være bleven paa lovlig Maade vedtagen paa Lagthingene, idet den ikke alene har været optagen i Gulathingsloven„ hvor den fremdeles staar at læse, men desuden i Erkebiskop Eysteins Bearbeidelse af Frostathingsloven^[42] samt, ifølge et lidet, men vistnok sikkert Spor, i Eidsivathingsloven^[43]. Den hentydes end videre til i Pave Innocents III’s Bansættelsesbulle af 6te Oktbr. 1198^[44] og er ligeledes øiensynlig identisk med den Lovbestemmelse, som i Aaret 1239 af Hertug Skule’s Tilhængere oplæstes for denne for at bestyrke ham i hans Prætensioner paa Thronen^[45]. Endnu i Konkordatet til Bergen af 1273 paaberaabes den under Betegnelsen „quædam constitutio antiqua patriæ forte per eumdam Magnum edita“. Endeligt er det umiskjendeligt nok, at den har dannet den redaktionelle Hovedkilde for den Thronfølgelov af 1260, som er os opbevaret i Yngre Gulathings Kristenret Kap. 5, Jarnsíða Kap. 10, og Biskop Arnes islandske Kristenret Kap. 4, samt derigjennem atter for den senere gjældende Bestemmelse af tilsvarende Indhold, som foreligger i Magnus Lagabøters Landslov II 6. Den formelt gyldige vedtagelse af Thronfølgeloven fra Magnus Erlingssøns Kroningsaar er derfor mindst ligesaa autentisk bevidnet, som Tilfældet er med hvilkensomhelst anden i de gamle Lovtexter optagen Lovregel.

En anden Sag er det, at den aldrig opnaaede at blive praktisk befulgt, idet den saavelsom Kongedømmets hele Overenskomst med Kirken i Virkeligheden bortfaldt allerede ved Kong Magnus Erlingssøns egen Død. Trods forskjellige Tilløb fra Geistlighedens Side for at faa Overenskomsten fornyet – hvorom nedenfor – kaldtes Løven heller aldrig senere til Live. Men dette Udfald kunde man jo ved Magnus Erlingssøns Kroning ikke fordudse, og Bestemmelsens Hensigt og Indhold maa overhovedet betragtes i det Lys, hvori den af Rigsmødet i Bergen 1163 selv saaes. Desto vigtigere bliver det at fastslaa, at den medførte en radikal Forandring af den mest betydningsfulde Art i Rigets hidtil gjældende Forfatningsret.

Medens nemlig det norske Kongedømme hidtil havde været „Odel“, d. e. arvelig Eiendom i Harald Haarfagres Ætt og som saadan delbart mellem alle denne Ætt tilhørende, anerkjendte mandlige Arvinger, ægte saavelsom uægte, bestemte Thronfølgeloven af 1163, at Kongedømmet skulde være udelbart og ifølge Hovedregelen altid tilfalde den afdøde Konges ældste, ægtefødte Søn.

Allerede denne Bestemmelse brød saa stærkt med de rodfæstede Anskuelser og Retsvaner i Landet, at man uvilkaarlig spørger, hvorledes det er gaaet til, at den nye Arvefølgeregel saa pludselig og, som det af Omstændighederne fromgaar, saa uforberedt har kunnet vinde Rigsmødets og Lagthingenes Bifald. Man kan vistnok henvise til de ulykkelige Erfaringer, som Samkongedømmet navnlig i den sidste Menneskealder havde bragt Nordmændene ved at medføre aabne Feider indenlands og gjentagne Kongedrab^[46]. Men slige Uroligheder og Voldsomheder havde man samtidig af lignende Aarsager i endnu høiere Grad havt i Danmark, og overhovedet var det 12te Aarhundredes Europa saa vel vant med Ufred baade indad og udad, at man maa tænke sig Indtrædelsen af ganske særlig heldige og afgjørende Forhold, forat de mere fredelig anlagte Elementer i Folket skulde finde en velkommen Leilighed til helt at bryde med den nedarvede statsret og sætte Førstefødselsretten til Thronen i Samarverettens Sted.

I Virkeligheden gik det endnu mere end et Aarhundrede, inden Landets almindelige Opinion i denne Retning havde klarnet og fæstnet sig saavidt, at man fik se den ældste Kongesøns Ret praktisk hævdet ligeoverfor den yngres. Dette skede nemlig som bekjendt først ved. Thronskiftet i 1280, omend en ny Thronfølgelov af 1260 endelig i Principet havde indført den nævnte Ordning. Endnu ved Aaret 1255 havde en saa omsigtsfuld Hersker som Kong Haakon Haakonssøn af Retfærdighedshensyn ligeoverfor sin yngre Søn modsat sig Reformen^[47]. Saameget mere fremmed og forkastelig maa Tanken i 1163 være forekommet de allerfleste.

Naar den da ikke desto mindre allerede den Gang blev lovfæstet, maa det derfor, som sagt, have havt sin specielle Aarsag i Tidsomstændighederne, d. v. s. Geistligheden, som ogsaa senere, navnlig i 1255, var Reformens Bærer, har benyttet sig af Forhandlingerne om den første Kongekroning i Landet til at tvinge den nye Thronfølgeordning igjennem paa et Tidspunkt, som skulde vise sig at være altfor tidlig valgt.

At dette er den hele Sammenhæng, og at Forandringen altsaa paa hin Tid ingenlunde svarede til et almindeligt Landsønske, fremgaar da ogsaa tydelig nok af den nye Lovs egne efterfølgende Bestemmelser. Disse gaar nemlig ud paa i sin Helhed at lægge Haandhævelsen af Thronarvefølgen i Geistlighedens Haand.

Allerede det tilsyneladende saa uskyldigt udtrykte Vilkaar for ældste Søn til at arve Thronen, at han ikke skal være „betagen af ondskab eller Uvid“, aabner saaledes en chikanøs Udvei til at tilsidesætte ham for den af hans samfædre Brødre, „som synes Erkebiskop og Lydbiskoper bedst skikket derfor, saavelsom de 12 forstandigste Mænd fra hvert Bispedømme, som de opnævne med sig“. Den samme Skikkethed forlanges dernæst i paakommende Tilfælde ogsaa af fjernere Thronarvinger, og i denne Forbindelse definerer Loven den derhen, at den, der vælges, „skal egne sig bedst for at varetage baade Guds [d. v. s. Kirkens] Ret og Landslovene“. Er der i saa Henseende ulige Meninger blandt Valgmændene, „skal de afgjøre Sagen, som udgjøre Flertallet, og som Erkebiskopen og andre Biskoper er enige med“. Man sikrede sig følgelig, at Hensynet til „Guds Ret“ i ethvert Fald ikke vilde blive tilsidesat.

Overhovedet foreskriver den nye Lov ved hver indtraadt Thronledighed en Art Valghandling. Til Trods for Hovedsætningen om ældste ægtefødte Søns udelte Arveret – hvilken derved i Virkeligheden synker ned til et Slags personlig Præsentationsret – paabydes det Landets samtlige geistlige og verdslige Høvdinger tilligemed Hirden og 12 af Biskopen i hvert Stift opnævnte „forstandigste“ Mænd at begive sig til Nidaros „til Overlægning med Erkebiskopen“. Og overveielserne skal gaa ud paa – eventuelt ved formelig Afstemning – at udpege og hylde den, som ifølge den ovenanførte Betragtning erkjendes „bedst skikket“ til at være Konge. Det nytter imidlertid i saa Henseende Flertallet intet, at det er Flertal, medmindre „Erkebiskopen og andre Biskoper er enige“ med det. Valgets Gyldighed er med andre Ord umiddelbart betinget af Tilslutning og Samtykke fra Erkebiskopens og de med ham samstemmende Biskopers Side. Det er derfor en ganske korrekt Opfatning af Bestemmelsen, naar denne i Konventionen til Bergen af 1273 i Korthed gjengives med, at „reges Norwagie debere eligi et in eleectione archiepiscopum et episcopos regni inter ceteros electores vocem præcipuam obtinere“.

Og i denne Sammenhæng maa endnu en Omstændighed fremhæves: den dominerende Stilling, som Lovstedet tilkjender Erkebiskopen personlig. Han er i Virkeligheden den eneste Deltager i Kongevalget, som ikke kan blive overstemt. Hans Villie skal altsaa i ethvert Fald være den afgjørende. Hvem eller hvad ban bestemt modsætter sig, faar ikke Fremgang, hvormeget end et overveiende Flertal, endog inden Episkopatet, stemmer for. „Den, som synes Erkebiskop og Lydbiskoper at være bedst skikket“, – „de .., som udgjøre Flertallet, og som Erkebiskopen og andre Biskoper [der staar ikke „alle de andre“] er enige med“. Medens alle Landets øvrige geistlige og verdslige Stormænd i Anledning af Kongevalget maa begive sig paa Reise, sidder han alene rolig i Nidaros, afventende, at de indfinder sig hos ham „til Overlægning med Erkebiskopen“.

Her maa man derfor atter med Forundring spørge: hvorfra kommer saa pludselig disse i Rigets Forfatningsret dybt indgribende nye Lovregler? Hvorledes og ved hvad er de blevne forberedte og begrundede? Forklaringen heraf er unægtelig ikke lykkedes dem, der – med Paludan-Müller og Maurer – har ment at burde forkaste Muligheden af Kongedømmets Lensunderkastelse under Kirken. Det maa erindres, at Erkebispestolen i Nidaros og med den hele den kanoniske Kirkeorganisation i Landet i Aaret 1163 endnu ikke var mere end 11 Aar gammel, og at Kongerne tidligere i Regelen selv havde besat Bispestolene med, hvem de for godt befandt. En omvæltning i Anskuelserne, hvorved Forholdet nær indpaa blev det omvendte, har umulig i Løbet af et eneste Decennium saa alment kunnet gjennemføres, som Vedtagelsen af saa splinter nye Thronarvefølgeprinciper forudsætter. De maa følgelig, ligesom den allerede omhandlede Grundsætning om Enkeltkongedømmet, i sin Helhed skyldes et overordentlig stærkt Press, som Geistligheden paa Grund af den tilfældig indtraadte politiske Stilling har kunnet udøve for at bringe istand, hvad man med en nyere statsretlig Udtryksmaade helst bør betegne som et Statskup.

At dette paa det nærmeste har hængt sammen med Erling Skakkes og hans Tilhængeres Ønske om at se den unge Kong Magnus kronet og salvet til den Kongeværdighed, hvortil han ikke var født og baaren, er selvsagt. Men at gaa, som den nye Lov gjorde, lige derhen, at man indrømmede Rigets Erkebiskop en udtrykkelig Ret til at modsætte sig Hyldningen af ethvert Kongsemne, som han personlig ikke fandt „bedst skikket“ „til at varetage baade Guds Ret og Landslovene“, det kunde man ikke undlade at opfatte som Udslag af en Tankegang, der førte langt videre end til den kirkelige Indvielse af et nyt Kongehus. Det var aabenbart saavel i Princip som i Anvendelser at gjøre Erkebiskopen til den egentlige baade verdslige og geistlige Overherre i Riget.

Traf saaledes den anførte Statsforandring den store Almenhed fuldkommen uforberedt, gjaldt dette ikke mindst dens daværende vigtigste Repræsentanter, de verdslige Høvdinger. I den sidste Menneskealder havde disse under Harald Gilles og hans sønners Regjerings- og tildels Formynderskabstid mere end nogensinde havt Leilighed til at øve direkte og afgjørende Indflydelse paa Landsstyrelsen og herigjennem at træde frem som den bevidst herskende Samfundsklasse. At de uden videre skulde finde sig i at afstaa denne fremskudte Stilling til den endnu noksaa fersk organiserede Geistlighed og navnlig ved den nye Thronfølgelov frasige sig enhver selvstændig Andel i de nyindførte Kongevalg, er høist paafaldende. Lendemændene, som dannede Høvdingeklassens talrigste og mest indflydelsesrige Gruppe, nævnes overhovedet ikke udtrykkelig i den nye Lovbestemmelse, men indbefattes alene under den videre Betegnelse „Hirdstyrere“, som hvilke de i Anledning af et Thronskifte ikke tildeles anden Funktion end den ret ubestemte, at indfinde sig „hos den hellige Kong Olaf“ „med hele Hirden“ „til Overlægning med Erkebiskopen“. Til at deltage i selve Kongevalget sammen med Bisperne bliver en Lendemand derimod kun berettiget, hvis han af Biskopen i sit Hjemstift tages med blandt de af denne opnævnte „12 forstandigste Mænd“. Det siger sig selv, at en saa paatagelig Tilsidesættelse af dem, som hidtil havde udgjort den mægtigste Faktor i Stat og Samfund, ikke kunde gaa hverken ubemærket eller upaatalt for sig. Det kan derfor heller umulig slaa feil, at der paa Rigsmødet i Bergen fra verdslige Hold har reist sig Indvendinger imod den nye Statsorden, uden at de dog har formaaet at hindre den endelige vedtagelse af den nye Lov.

Følgelig har der hos Rigsmødets verdslige Ledere gjort sig andre overveielser gjældende, der trak endnu stærkere i modsat Retning og tvang dem til at samtykke i Geistlighedens og Erkebiskopens anmassende Krav. At disse Overveielser, som jeg i mit Ungdomsarbeide af 1868 „Det norske Aristokratis Historie“ S. 142–43 har ment at kunne forudsætte, udelukkende tog Hensyn til den Forbedring af Landets Statsret, som Enekongedømmet og Thronarvingens ægte Fødsel medførte, er vistnok en altfor ideel Opfatning af baade Mænd og Maal^[48]. Sars maa forsaavidt^[49] indrømmes at have Ret, naar han i sine Modbemærkninger („Udsigt“ 11 S. 107–8) gjør gjældende, at det meget mere var „Hensyn til egen Fordel og til særskilte politiske Interesser“ hos de ledende Høvdinger personlig, som i Øieblikket afgjorde Sagen, og at de, hvor det gjaldt at sikre sig noget Gjengjæld for de overordentlige Rettigheder, den nye Lov indrømmede Geistligheden, „ere blevne staaende ved opnaaelsen af rent personlige Fordele“, der „ikke komme tilsyne gjennem Lovparagrafer og konstitutionelle Former“.

Tingen var nemlig øiensynlig den, at de Partifæller, som havde samlet sig om den unge til Kongedømmet ikke „odelsbaarne“ Magnus Erlingssøn, derved havde indladt sig paa et saa vovsomt Foretagende, at de følte sig nødsagede til for enhver Pris at faa den allerede mægtige Geistlighed og navnlig den kraftige og myndige Erkebiskop med sig. Uden denne Støtte var der al Udsigt til, at en eller anden af de gjenværende Ætlinger af den gamle Kongestamme vilde vinde Almenheden for sig. Og skede dette, vilde Flertallet af de Stormænd, som havde knyttet sin Skjæbne til Erling og Magnus, uvægerlig gaa til Grunde. Under disse Omstændigheder maatte det for Partiet desuden veie særlig tungt i Vægtskaalen, at Erling Skakke allerede havde bundet sig og det. Under hans Besøg om Vaaren i Nidaros var der blevet truffet en Overenskomst mellem ham og Erkebiskopen, hvis Enkeltheder rigtignok neppe var Rigsmødets fleste Deltagere helt ud bekjendte, men hvis Fravigelse i selve Hovedpunkterne paatageligvis med en Gang vilde føre Erkebiskopen og med ham Geistligheden i dens Helhed over i Dødsfiendernes Leir.

Saadan var den politiske Stilling, seet fra de nærmest afgjørende Høvdingers Standpunkt, og Erkebiskopen har i fuldeste Maal søgt at udnytte den. Men ogsaa for hans Vedkommende har der dog været visse Hensyn at tage, visse Bærere af offentlig Mening, som ikke altfor voldsomt og uforberedt kunde stødes for Hovedet. Det var jo ingenlunde den hele Høvdingeklasse, som var saa fast forbunden med Erling og Magnus, at den af personlig Interesse var tvungen til at gaa ind paa hvadsomhelst. Dette gjaldt nærmest kun en anseelig Fraktion, navnlig af det vestenfjeldske Aristokrati. Især nordenfjelds havde denne Gruppe tværtimod seige og mægtige Modstandere. Ligeoverfor disse maatte det undgaaes at give sig altfor aabenbare Blottelser. Hvor langt man i saa Henseende kunde gaa, vilde bero paa Omstændighederne, og man fik forsaavidt prøve sig frem. Forsøget kunde imidlertid øiensynlig først ske under Rigsmødet ved og i Anledning af Kroningen. Der samledes Lendemændene fra alle Landets Egne og paa den anden Side Kleresiet med Erkebiskopen i Spidsen. Udover de engere Aftaler, som tidligere var blevet trufne mellem Eystein og Erling personlig, kunde her først Forhandlingerne for Alvor optages og Modstand i Tilfælde mødes og modvirkes.

Og at Modstand i en vis Grad er reist og har givet Anledning til videre Drøftelser saavelsom til formelle Endringer i de vedtagne Beslutningers oprindelig paatænkte Ordlyd, derom, mener jeg, at der i den paafaldende Forskjel mellem, hvad der siges i Lensunderkastelsesbrevet og i Thronarvefølgeloven, ligger et uforkasteligt Vidnesbyrd.

Om Nationalhelgenens (og Erkebiskopens) Lenshøihed over Kongedømmet, det mest principale Punkt i Overenskomsten, forholder nemlig den nye Lov sig, i det mindste tilsyneladende, fuldkommen taus. Heraf drog Maurer, ledet dertil i nogen Grad ved Antydninger hos Thorkelin og P. A. Munch, den Slutning, at Dokumentet om Lenshøiheden maatte være en eneste stor Opdigtelse fra et helt Aarhundrede senere. Storm’s Undersøgelser har vist, at denne Slutning var forhastet. Dokumentet har, forfattet af Erkebiskop Eystein personlig, været til i alt væsentligt i den af Storm som oprindelig paaviste Skikkelse. Hvorfor er da dets Hovedbestemmelse, Lensunderkastelsen, ikke direkte kommen ind ogsaa i den nye Lov? Hvorfor har man ikke begrundet dennes næsten ligesaa overraskende Bud om, at herefter Geistligheden under Erkebiskopens Ledelse skulde have Hovedafgjørelsen ved enhver Sukcession i Kongedømmet, med den Oplysning, at Kongen som Kirkens Vasal herefter som enhver anden Vasal maatte bekræftes og indsættes i sin Stilling af Overherren?

Forklaringen af, at dette Led mangler i Thronfølgeloven, er – bortseet fra Maurer’s nysnævnte Antagelse – fortrinsvis bleven søgt i den Formodning, at Lensunderkastelsesdokumentet aldrig er blevet mere end et Udkast, idet dets lovformelige vedtagelse fra Kongedømmets Side ikke skulde have fundet Sted. Oprindelig fremsat af Paludan-Müller, har denne Hypothese vundet Bifald saavel hos Jessen og Sars som ogsaa, omend med et bestemt Forbehold, i min egen ældste Behandling af Emnet. Muligheden ogsaa af denne Forklaring er imidlertid efter Gustav Storm’s Undersøgelse af Dokumentet bortfaldt. Restitueret og reduceret til sit oprindelige Indhold og Omfang, kan der mod Brevets Autenticitet ikke heller fra Formens Side længer reises gyldig Indvending. At det neppe har været dateret, er .ikke andet, end hvad der endnu længe i norske Kongebreve tildels undlodes^[50]. Og hvad de mere almene „indre“ og „historiske“ Grunde angaar, der skulde tvinge os til at formode, at Erkebiskop Eystein nok har drevet paa, men ikke formaaet at sætte igjennem Brevets endelige Udfærdigelse, saa er de dels allerede ovenfor under Henblik paa de daværende politiske, ikke mindst kirkepolitiske Retninger belyste, dels vil de i det følgende i andre Forbindelser paany blive drøftede. Her er det derfor tilstrækkeligt at pege paa en enkelt Omstændighed, som baade taler afgjørende mod, at Lensunderkastelsesdokumentet er forblevet et blot og bart Udkast, hvilket man har vægret sig ved at ophøie til virkelig afsluttet Overenskomst, og som samtidig tjener til at oplyse os om, hvorfor Lensforholdet ikke udtrykkelig omtaltes i selve Lovtexten.

Søm ovenfor fremhævet paabyder Dokumentet ved hver Konges Død hans Krones ofring til den hellige Kong Olaf til Vidnesbyrd om den i Brevet lige forud i meget tydelige Ord formulerede Lensunderkastelse, – „in perpetuæ subjectionis testimonium“. Denne Kronens Offring ved Kongens Død bestemmes imidlertid ligesaa udtrykkelig i den nye Thronfølgelov, alene med den afdæmpede Forklaring, at den skal ske „for hans Sjæl“, og at Kronen skal „hænge der evindeligen Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“ („til dyrðar“). Allerede som det her motiveres, er dette lovbestemte Offer fra en afdød Konges Side meget besynderligt. Det pleiede jo dog i det mindste i Formen at være en frivillig Sag, om og hvad man vilde offre „for sin Sjæl“. Paatog man sig derimod en retslig Forpligtelse i saa Henseende, forvandlede Offeret sig ifølge Tidens Tankegang til en Udredsel fra en Underordnet til en Overordnet. Tienden og navnlig Peterspengene anskuedes jo ligeledes egentlig som Offre; men den Omstændighed, at de var lovbestemte og tvungne, medførte for Udrederne en Art Underkastelse.

For Datiden kunde det derfor allerede i sig selv være vanskeligt at undgaa at opfatte det som et Tegn paa en vis Underordnethed fra Kongedømmets Side, naar der i den nye Thronfølgebestemmelse lovfæstedes, at Kongens Krone skulde offres og ophænges i Nidaros Kathedralkirke „Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“. Men endnu vanskeligere lod denne Tolkning sig afvise, hvis der, før nævnte Lov blev vedtagen, af Erkebiskopen var bleven forelagt Erling og Magnus et Udkast, som disse rigtignok havde nægtet sin Underskrift, men hvori Kronens Offring udtrykkelig var sagt at skulle danne et Vidnesbyrd om Kongedømmets Lensunderkastelse. Thi hvis saa havde været Tilfældet, kunde Erling umulig i samme Øieblik have givet sit Samtykke til Kronens Offring overhovedet. Den symbolske Betydning, denne høitidelige Handling ifølge Brevet skulde have, var der saa bestemt udtalt og laa desuden, som sagt, Tidens Tankegang saa snublende nær, at Erling nødvendigvis, om han havde villet forkaste den reelle Forstaaelse, ogsaa havde maattet forkaste Symbolet derfor^[51]. Det var imidlertid saa langt fra, at han forkastede Symbolet, at han tværtimod selv bevirkede det optaget i Thronfølgeloven med en udtrykkelig Motivering, der var vid og ubestemt nok til ogsaa at kunne omfatte et bestemtere, mere konkret Indhold. Heraf maa derfor umiddelbart sluttes, at det ikke er i Modsætning til, men i Overensstemmelse med Brevets Omtale af Kroneoffret, at dette ogsaa i Thronfølgeloven maa opfattes. Med andre Ord, Brevet kan, i sin rette Lydelse, ikke have været et ufuldbaaret Foster af Erkebiskopens Fordringsfuldhed, ikke et Udkast, han atter har maattet lade falde, men maa være selve den afsluttede Hovedoverenskomst, medens ordlyden i den for Offentligheden beregnede Lovudfærdigelse er bleven saavidt afdæmpet og fordunklet, at den ikke strax behøvede at vække unødige Anstød. I Brevet derimod, som havdes i Baghaand, forelaa den egentlige Mening udtalt i hele sin Klarhed og Krashed.

Og Grunden til denne Dobbelthed, Motivet for indtil videre at bevare selve Lensunderkastelsen som en statsretlig Hemmelighed, medens man i Løven nøiede sig med at trække de ydre Konsekventser i Retning af Kongevalg, ledet af Erkebiskopen, og Kronens Offring i Erkebiskopens egen Kirke, kan kun have været, at man under Forhandlingerne i Bergen har skadet sig Underhaandsvished for, at en mere aabenlys Kapitulation fra Kongedømmets Side vilde støde paa en Modstand, som det kunde være farligt at ægge. Saa er man da bøiet en Smule af og har valgt en forsigtigere Formulering, der i Virkeligheden gav, hvad man ønskede, uden helt og klart at udtale det.

Efter Storm’s Restitution af selve Lensunderkastelsesdokumentet er denne Forklaring i mine Øine den eneste mulige. Maurer, der ud fra sin modsatte Forudsætning om Brevets Falskhed gjennemgaaende bekjæmper min Opfatning, om han end i adskillige Enkeltheder giver mig Medhold, gjør dog tillige den videre rækkende Indrømmelse, at naar Erkebiskop Eystein først var Situationens Herre i den Grad, at han formaaede i Kirkens Interesse at fremtvinge en Thronfølgelov som den omhandlede, saa maatte han ogsaa have været istand til at drive Kongedømmets formelle Lensunderkastelse igjennem, hvis hans Krav overhovedet var gaaet saa vidt. Nu viser imidlertid det restituerede Dokument uomtvistelig, at netop herpaa gik hans Krav ud, og Maurers Indrømmelse bliver derfor dræbende for hans eget hele Syn paa Sagen. Hvad Eystein har forlangt, har han ogsaa vidst at sætte igjennem ligeoverfor dem, som det gjaldt at komme overens med.

Og i Henseende til selve Lensforholdet behøvede han ifølge Tidens Betragtning ingen andens Samtykke end Kong Magnus’s og dennes Formynder og Fader, Erling Skakkes. Naar der, især fra Paludan-Müller’s Side, er blevet antydet den Opfatning, at saalænge ikke Lensunderkastelsen udtrykkelig ligesom Thronfølgeloven var blevet lovformelig vedtagen af Folket paa Lagthingene, kunde den ikke ansees at være indgaaet i Rigets Statsret, saa er der nemlig imod en saa modern „konstitutionel“ Tale at anføre, at Middelalderen tænkte anderledes. For den var det nok, at nogen personlig underkastede sig, forat en Underkastelse retlig skulde foreligge. Da Kong Johan af England tog sit Rige til Len af Pave Innocents, skede dette ved rent personlig Beslutning og Indrømmelse fra hans Side, uden at nogen repræsentativ Forsamling dertil medvirkede^[52]. Aftalen mellem Erling paa Kong Magnus’s og Eystein paa den hellige Kong Olafs Vegne var derfor fuldt bindende dem imellem, selv om Øieblikket endnu ikke er blevet anseet at være inde til helt og tydeligt at fremlægge den for Almenheden. Thronfølgeloven har, som udviklet, i deres Øine indtil videre været tilstrækkelig til udad at effektuere Overenskomsten. Den satte da ogsaa, i ethvert Fald, Erkebiskop og Geistlighed istand til, under en svag Forklædning, faktisk at udøve en Lensherres vigtigste Forret, Investituren.

VII. Kroningseden.

En vigtig Kilde til Forstaaelsen af de politiske Foreteelser i Kroningsaaret er gaaet tabt for os derved, at Kong Magnus Erlingssøns Kroningsed ikke nogetsteds er bleven opbevaret, eller engang dens Indhold angivet.

Første Gang, den omtales, er i Kong Haakon Sverressøns bekjendte Rettebod af 1202 eller 3 om Kirkens Friheder, hvorved han stillede striden angaaende disse i Bero, uden at man fra nogen af siderne udtrykkelig opgav sine enkelte Paastande. I dette, i almindelige og forsonlige Talemaader redigerede Dokument heder det bl. a., at Kongen, „mit Kongedømme og hele kongelige værdighed uforkrænket“, vil tilstaa Kirken „alt det Frælse“, som tidligere Konger har stadfæstet, „og som de Eder bevidne, som blev svorne for Legaten, dengang Jarlen reiste Trætte med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frælse“^[53].

Nærmere angaaende denne Idde-aflæggelse erfarer vi af Snorres Beretning om Kroningen: „Erling Skakke og med ham 12 Lendemænd svor lovlige Eder med Kongen“, siger han. De ældre historiske Kilder indeholder rigtignok herom intet, og navnlig heller ikke Fagrskinna. Den eneste Hentydning, som findes, er, at Sverres Saga i den Tale, den lader Kong Magnus holde strax før sit Fald i Slaget ved Fimreite, lægger ham de Ord i Munden, at han ved sin Kroning endnu var „saa barnslig, at jeg hverken kunde raade for Ord eller Ed“. Men i Betragtning af det nys anførte Vidnesbyrd i Haakon Sverresøns Rettebod er der saameget mindre Grund til at betvile Rigtigheden af Snorres Beretning, som de 12 Lendemænds edelige Stadfæstelse i sig selv netop var den høitideligste Form, hvori Forsikring fra statsretslige Garantisters Side ifølge de Gamles Retssædvaner kunde gives^[54]. Erlings egen Ed er derimod øiensynlig bleven anseet som aflagt af selve den ene kontraherende Part, idet Kongens Ed, omend ligeledes aflagt, dog som svoret af et Barn ikke kunde betragtes som tilstrækkelig bindende.

Det er altsaa sikkert nok, at Kong Magnus samt paa hans og egne Vegne yderligere hans Fader Erling Skakke under: selve Kroningsakten har svoret en særlig høitidelig Ed, som ifølge Haakon Sverresøns Rettebod er bleven modtagen af den tilstedeværende pavelige Legat (hvis Navn i et Par af Rettebodens Afskrifter feilagtig opgives til Fidantius istedetfor Stephanus), og hvis Overholdelse er bleven edelig garanteret af 12 verdslige Høvdinger.

Spørges derimod, hvad Indholdet af Eden har været, giver Retteboden os kun Veiledning til den Slutning, at den maa være gaaen ud paa at sikre Kirkens „Frælse“, d. e. dens samlede Friheder og Privilegier. At den imidlertid i denne Retning maa have strukket sig meget vidt, ser vi af Haakon Haakonssøns Saga^[55]. Da nemlig denne Konge i Aaret 1245 opfordrede Episkopatet til at udbede sig Pavens Tilladelse til at krone ham og herpaa fik det ham øiensynlig uventede Svar, at Biskoperne i saa Fald bl. a. forudsatte, at han vilde anvende samme Formular for Kroningseden som i sin Tid Magnus Erlingssøn, afbrød Kongen strax enhver Forhandling og erklærede, at „hvis vi sværge saadan Ed, som Kong Magnus har svoret, vilde det synes os, som om vor Hæder derved mere minkede end voxede; thi Kong Magnus brød sig ikke om, hvad han beedigede, naar han blot opnaaede, hvad han ikke var født til. Men med Guds Miskund anse vi os ikke at behøve at kjøbe^[56] af Eder, hvad Gud rettelig har udseet os til efter vor Fader og vore Forfædre. Og det skal I sandelig vide, at med Guds Miskund skal jeg saa frit og uden enhver overlast erholde Kronen, at vi kan bære den ligesaa frit som andre rette Kongen ellers skal den aldrig komme paa vort Hoved.“ Og da saa to Aar senere Kardinal Vilhelm af Sabina havde indfundet sig i Bergen for at forrette Kroningen, og Biskoperne havde faaet ham til paany at begjære, at Kongen skulde „aflægge saadan Ed, som Kong Magnus Erlingssøn, der først kronedes i Landet“, afviste Kong Haakon ogsaa ham paa staaende Fod med samme Skarphed, som han havde benyttet forrige Gang, da Forlangendet fremsattes: „Selv om nogen Konge skulde have forsikret („játt“), hvad han ikke havde Myndighed til, vil vi strax sige Eder Sandheden, Herre, hvis I vil give os Kroning ved noget Slags. Akkordering, nemlig at før vil vi ingen Krone bære, end tage paa os nogen Ufrihed („úfrelsi“)“.

Disse bestemt afvisende Ord, som strax bragte den pavelige Legat til at føie sig, vidner ikke mindre end det forudgaaende kraftige Svar til Biskoperne umiskjendelig om, at i Kong Magnus Erlingssøns Kroningsed har været optaget Led, som Kong Haakon har betragtet som ganske uforenelige med Kongedømmets Frihed og Værdighed. Af svaret til Biskoperne tør det desuden erkjendes at fremgaa, at det Punkt, hvorimod Kongen særlig forvarede sig, har angaaet selve hans Ret til Kongedømmet. Han hævder med Styrke sin Arveret til Thronen i Modsætning til, hvad han kalder „at behøve at kjøbe“ den af Biskoperne. Ved at aflægge Magnus Erlingssøns Kroningsed vilde han altsaa i sine egne og andres Øine faa Udseende af at tilforhandle sig Kongedømmet af Episkopatet og dette omvendt af at raade for hvem der skulde føre Kongenavnet med Rette. Men hermed kan Kongen ikke sigte til andet end Kong Magnus’s Thronfølgelov, der jo netop gav Biskoperne en saadan Raadighed. Kong Magnus’s Edsformular maa følgelig i en eller anden Form have indeholdt en Indrømmelse af, at han overensstemmende med denne Lov skyldte Geistlighedens gjennem Kroningen udtalte Anerkjendelse sin Kongeværdighed.

Ser vi nøiere efter, finder vi da ogsaa i Thronfølgeloven selv et lidet, men umiskjendeligt Spor af, at Kong Magnus’s Ed har indeholdt stadfæstende Hentydninger til de nye Thronfølgebestemmelser, som i nævnte Lov kodificeredes. I forrige Afsnit omhandlede jeg, at Løven paabyder Ofringen af hver afdød Konges Krone „Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“, hvorpaa den umiddelbart tilføier: „saaledes som forsikrede („iatte“) Kong Magnus, den første kronede Konge i Norge“. Da Ordlyden i Thronfølgeloven saavel ifølge dens Overskrift (jfr. ovenfor S. 50) som ifølge den hele Sammenhæng maa være bleven drøftet og fastslaaet paa Rigsmødet i Bergen, kan den her paaberaabte Kongeforsikring fra Magnus’s Side alene have fundet Sted lige forud og vel helst i selve Kroningseden. Denne Formodning bestyrkes ved det om Forsikringen anvendte Ord „iatta“; thi om der end ikke i dette i og for sig ligger Betydningen af at forsikre under Ed, saa bruges det dog, uaar det gjælder høitidelige Løfter fra en Konges Side, delvis netop om edelige Forsikringer. I Overskriften til Hirdskraaens Kap. 6 saavelsom til Kap. 8 i Jonsbogens Kristenretsbolk og det tilsvarende Sted i visse Membraner af Magnus Lagabøters Landslov og Biskop Arnes islandske Kristenret kaldes saaledes Kongens Hyldingsed ligefrem konongs iattan. Og selve Kapitlet indledes i alle dets Gjengivelser med den Forklaring, at Kongen ved Hyldingen skal „iatta folks sinu med fullri staðfestu“ at overholde Lov og Ret. I Overensstemmelse hermed begynder da ogsaa den ham foreskrevne Edsformular overalt med Ordene: „Þvi iatta ek guði oc hans hællgum monnum“. Nøiagtig samme Brug af Ordet gjenfinder vi i Kong Erik Magnussøns Kroningsed af 1280^[57].

Efter dette maa det saaledes erkjendes at være overveiende sandsynligt, at naar Gul. Kap. 2 oplyser, at Kong Magnus Erlingssøn „iatte“ Kronens Ofring, har han afgivet Loftet herom i selve Kroningseden. Mere passende Leilighed til høitidelig at love ved sin Død at ofre sin Krone til Gud og Landshelgenen end i selvsamme Øieblik, han af Guds og Landshelgenens synlige Repræsentant, Erkebiskopen, modtog den for sin Levetid, kan jo heller ikke tænkes, især naar det tillige erindres, at begge Dele beroede paa gjensidig forpligtende Overenskomst.

Hovedindholdet af Magnus Erlingssøns Kroningsed maa altsaa antages at have været: 1) en almindelig Forsikring om „bæðe guðrs rettar at gæta ok landslaga“ (se Thronfølgeloven); – 2) en Anerkjendelse af direkte at skylde Gud, Landshelgenen og Kirken sin i og ved Kroningen paa et nyt, kirkeligt Retsgrundlag overførte Kongeværdighed; – og 3) et Løfte om, som synligt Tegn paa denne Anerkjendelse, ved sin Død at lade sin Krone offre „for sin Sjæl“ og lade den hænge i Nidaros Kristkirke „evindelig Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“.

Derimod kan Eden ikke have været formet som en ligefrem Lensed fra Kongens Side. Thi aldenstund man ikke vovede at optage en udtrykkelig Bestemmelse om Lensunderkastelsen i Loven, kunde den heller ikke offentliggjøres i Kroningseden. Ligesaa lidt vilde Kong Haakon Sverresøn, der i den ovennævnte Rettebod af 1202 udtrykkelig anfører Kong Magnus’s edelige Forsikring, have kunnet love at opretholde et kirkeligt Privilegium, bestaaende i Lensoverhøihed over Kongedømmet. En saadan stred i den Grad mod alt, hvad hans Fader og Birkebeinernes Parti havde kjæmpet for, at en Indrømmelse, som derpaa gik ud, vilde have været selv en fredstiftende Fyrste som Haakon en politisk Umulighed. Omvendt vidner imidlertid Kong Haakon Haakonssøns gjentagne forargede Afvisning af Geistlighedens Opfordring om at sværge Kong Magnus’s Kroningsed, som allerede fremhævet, tydeligt nok om, at Formularen, selv uden at optage Lensunderkastelsen, har været principielt ydmygende og undergravende for Kongemagten. Det korte, men bestemte Forbehold, som ogsaa Kong Haakon Sverresøn tager, nemlig at „hans Kongedømme og hele kongelige Værdighed“ skulde være „uforkrænket“, har derfor øiensynlig havt til Hensigt ogsaa for hans Vedkommende at afskjære Muligheden af at paaberaabe Henvisningen til Kong Magnus’s Kroningsed længere, end det med Odelskongedømmets og Thronarverettens, af hans Fader Sverre paany saa stærkt hævdede Principalitet var foreneligt.

Naar det saaledes af alt synes at fremgaa, at Kong Magnus’s Kroningsed, medsvoret som den blev af 12 garanterende Lendemænd, i det væsentlige har bekræftet Kongedømmets Anerkjendelse af den lige efter paa Rigsmødet offentlig vedtagne omdannelse af Rigets hidtil gjældende Statsret til Fordel for et Valgkongedømme under Kirkens overtilsyn og ledende Deltagelse, saa siger det sig selv, at ordlyden af en saadan Ed maa have været Gjenstand for mange og visselig varme overlægninger, inden man enedes. At Geistligheden herunder er begyndt med at stille endnu videregaaende Fordringer end de endelig akeepterede, er efter dens Optræden ved lignende Leiligheder til alle Tider og i alle Lande høist sandsynligt eller rettere sagt selvfølgeligt. Som i forrige Afsnit antydet maa Erling og Eystein ved de herpaa sigtende Underhaandsforhandlinger snart være komne til den Overbevisning, at selve Lensunderkastelsen indtil videre fik blive en Hemmelighed dem imellem, naar de til Gjengjæld opnaaede at redde baade Kirkens reelle Indflydelse paa Thronfølgen og de principmæssig væsentlige symbolske Dele af det ydre Apparat, nemlig paa den ene Side selve Kroningen og paa den anden Kronens Offring. Angaaende en anden Barnekonge, Erik Magnussøns, Kroning i 1280 oplyses det, at den maatte udsættes i over en Uge, inden man enedes om Kroningsedens Ordlyd^[58]. Saameget mere kan en lignende Udsættelse tænkes at have vist sig fornøden ved den ulige vigtigere og vanskeligere Anledning i 1163.

IX. Legaten Stephanus i Norge.

Undersøgelsen naar nu frem til en Besynderlighed, som vistnok ikke umiddelbart kan skrives paa Snorres egen Regning, men som dog skyldes Historikernes Lyst til saavidt muligt at anvende hans Tidsregning for de her omhandlede to Aar.

Munch, Keyser og Storm^[59] lader samstemmig den pavelige Legat Stephanus tilbringe en hel Vinter i Norge, de to første endog næsten et helt Aar. Munch^[60] ved overhovedet noksaa meget om denne Legat: han indtraf 1163 „sandsynligvis henimod Høsten“, kom først til Viken og fortsatte derfra „rimeligvis over Land“ „sin Reise til Throndhjem“. „Man erfarer ligeledes, at han opholdt sig i Norge, sandsynligvis i Throndhjem, den hele Vinter og paafølgende Sommer“. Heller ikke Keyser^[61] er uden specielle Oplysninger: Stephanus ankommer til Norge 1163 „rimeligvis mod Aarets Ende“ og bliver i Landet til „Sommeren 1164“, da han deltager i Rigsmødet i Bergen.

Ligeoverfor disse ret udførlige Meddelelser om Legaten er det paakrævet udtrykkelig at fremhæve, at det meste heraf er frie Fantasier. Der staar intetsteds i vore Kilder et Ord om, at Stephanus opholdt sig en hel Vinter eller endog henimod et Aar i Norge. Det staar heller ikke nogetsteds, at han kom til Throndhjem. Hvorfra har da vore Historikere hentet sine Meddelelser om disse to Punkter? Jo, denne Lære fremkommer alene ved, at man paa fuldkommen ukritisk Maade kombinerer Fagrskinnas og Snorres Angivelser istedetfor at holde sig enten til den ene eller den anden. Ligesom Munch i det store følger Snorres Fremstilling af Tidsfølgen, men dog af Fagrskinna plukker ud dens Beretning om Erling Skakkes Reise til Nidaros Vaaren før Kroningssommeren, saaledes henter han ligeledes fra Fagrskinna Anførslen om, at Legaten Stephanus ankom til Landet „en Vinter efter Kong Haakons Fald“, d. e. i 1163^[62], medens han paa den anden Side bibeholder Snorres Angivelse af, at Kroningen skede, da Kong Magnus var 8 Vintre gammel, ikke, som Fagrskinna siger, 7 Vintre. Herved overser altsaa Munch og de, som ham følger, direkte Fagrskinnas tydelige Forudsætning om, at Legaten kom til Landet samme Aar, som Kroningen holdtes; thi naar denne Saga sætter Legatens Ankomst til „en Vinter efter Kong Haakons Fald“ og Kroningen til den Sommer, da Magnus var „7 Vintre gammel“, saa siger den dermed, at Legaten indtraf i selve Kroningsaaret. Begge Tidsangivelser betegner nemlig, som før vist, Aaret 1163.

Hvad dernæst Snorre angaar, antyder heller ikke han i fjerneste Maade som sin Opfatning, at Legaten kom tidligere end i Kroningsaaret. Han lader ham være tilstede ved Kroningen i Bergen, det er alt. Indirekte, men i sig selv nok saa paatagelig, peger imidlertid denne Snorres knaphændige Omtale af Legaten just paa, at ogsaa han forudsætter ham indtruffen i selve Kroningsaaret. Hvorfor skulde vel desuden ellers Snorre have strøget Fagrskinnas Tidsangivelse for Ankomsten „en Vinter efter Kong Haakons Fald“? Grunden til Udeladelsen heraf er nemlig naturligvis simpelt hen den, at den anførte Tidsangivelse ikke passede ind i Snorres egen Ansættelse af Kroningen til 1164, idet det overhovedet ikke er faldt ham ind, at Legaten skulde have tilbragt hele den foregaaende Vinter, Vaar og Forsommer i Norge.

I Virkeligheden ligger da ogsaa Formodningen om et saa langvarigt Ophold her i Landet af Legaten Stephanus udenfor alle Rimelighedens Grændser. Man ved jo ikke engang nogetsomhelst om, i hvilket Ærinde han kom hid. Heller ikke kjendes en eneste af ham her truffen Anordning. Munch kan rigtignok oplyse, at han var sendt „til Norge“ af pave Alexander III „sandsynligvis .. efter Erkebiskopens Anmodning og for nærmere at ordne“ Anliggendet om den kirkelige Sagefaldsret og Myntkurs saavelsom „andre kirkelige Forhold“. Men dette er igjen bare løse Gjætninger uden Spor af Støtte i vore egne Kilder, hvilke intetsteds giver at forstaa, at Legaten havde noget særskilt opdrag at udføre her i Riget^[63]. Og dog skulde disse opdrag have fastholdt ham her henimod et Aar! Hvor helt anderledes vel underrettede er vi ikke om, hvad Legaterne Nicolaus af Albano (1152) og Vilhelm af Sabina (1247) udrettede for den norske Kirke og Kirkelovgivningen, uagtet begges Tilstedeværelse i Landet indskrænkede sig til nogle faa Maaneder. Havde Stephanus havt lignende Opgaver at løse, vilde det have været umuligt andet, end at vi enten gjennem Sagaerne eller gjennem Lovene og sandsynligvis, som Tilfældet er med hine to Legater, ad begge Veie havde faaet Kundskab om, hvad han under sit paastaaede lange Ophold havde iværksat eller søgt at opnaa. Kilderne til Norges Historie i anden Halvdel af det 12te Aarh. flyder overhovedet ingenlunde saa sparsomt, at vi vilde have savnet tilstrækkelige Vink om, hvad der af Vægt foregik i Landet. En pavelig Legat var i de Dage en mærkelig og sjelden Foreteelse i Norden. Han vilde være bleven iagttaget med aarvaagne Øine i Anledning af alt, hvad han foretog sig, og det desto mere, jo længere de af ham drevne Forhandlinger drog ud, og jo vigtigere og vanskeligere de derved viste sig at være.

I Mangel af enhver Efterretning om, hvad der har kaldt Legaten til Norge, søger Munch og i mere afsvækkede ordelag ogsaa Keyser at hjælpe sig med den Formodning, at hans Reise har staaet i Forbindelse med de paagaaende Forhandlinger mellem Erkebiskopen og Erling Skakke. Forsaavidt Munch herved bl. a. tænker paa Forhøielsen af den erkebiskoppelige Sagefaldskurs, var imidlertid Legatens Indgriben ganske unødig, idet Eystein derom personlig var kommen overens med sit Stifts Bønder, og han øiensynlig dermed en Gang for alle ansaa Sagen op- og afgjort. Og hvad de oprindelig fra dette Tiltag udspringende videre Underhandlinger angaar, siges det heller intetsteds, at Legaten derved har spillet en Mæglers Rolle eller endog overhovedet deltaget i dem. Tværtimod indskrænker Snorre sig til at berette, at Erkebiskopen efter at være kommen til Enighed med Erling Skakke om Kroningen „siden bar denne Sag frem for Legaten og med Lethed fik bragt ham til at samtykke med sig“. Herved udelukkes det følgelig, at det har været for disse Forhandlingers Skyld, at Legaten har indfundet sig i Landet. Sammenhængen har paatageligvis kun været den, at han, da han nu alligevel var kommen tilstede, ikke godt kunde holdes udenfor ethvert Kjendskab til den opnaaede Overenskomst, og at denne desuden udad vandt i Anseelse ved at opnaa Samtykke af Pavens egen Repræsentant.

Hvor langt ind paa Enkelthederne i de trufne Aftaler dette Legatens Samtykke er gaaet, er derimod et andet og ikke uvæsentligt Spørgsmaal. Snorre nævner, som antydet, egentlig blot, at det var Overenskomsten angaaende selve Kroningen, som forelagdes Legaten til Billigelse. Men der er Spor af, at man i saa Henseende har nøiet sig med hans Samtykke saa temmelig i al Almindelighed uden at begjære hans udtrykkelige Tilslutning til Aftalernes enkelte Led. Navnlig er det at mærke, at den ovenfor belyste, vigtige statsretslige Bestemmelse om Thronfølgen, i hvis Vedtagelse Forhandlingerne mellem Erling og Eystein endelig mumlede ud, ikke paaberaaber sig nogen saadan Billigelse fra Legatens Side. Den nye Lovs Overskrift melder, som vi saa, at den blev istandbragt „med Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Erling Jarls og alle Norges forstandigste Mænds Samtykke“; men Legatens paaberaabes ikke. Og dog skyldes Bevarelsen af dette til ensidig Fordel for Hierarkiet istandkomne Lovbud øiensynlig netop Geistlighedens Interesse af at se det bevaret og erindret. Ingen kan derfor heller tvile om, at hvis den nye Lov var bleven opfattet og vedtagen under Legatens Medvirkning og Tilslutning, vilde man ikke have undladt at paaberaabe sig en saa autoritativ Kjendsgjerning. Saavel Nicolaus af Albano som Vilhelm af Sabina citeres i Lovene ved Navn som Ophavsmænd for de af dem anbefalede Bestemmelser^[64]. Og paa samme Maade vilde man selvfølgelig have styrket Kongedømmets Valgkapitulation i Gul. Kap. 2 ved at flette Legaten Stephanus’s Navn ind i dens Titel jævnsides med dens andre der anførte Ophavsmænd, om han havde været regnet med blandt disse.

Den samme Undladelse af at paaberaabe sig den pavelige Legats Autoritet møder man imidlertid ogsaa i Lensunderkastelsesdokumentet. Hverken i dette selv eller i de resumerende Gjengivelser af det, som man finder i Konkordatet til Bergen af 1273 og den pavelige Stadfæstelse af samme, ser – Geistligheden sig istand til med en Tøddel at antyde, at Overenskomsten mellem Kongedømmet og Kirken i Anledning af Kong Magnus’s Kroning var bleven stadfæstet gjennem en Bekræftelse af en pavelig Legat paa Pavens Vegne. Om et saadant Led i Lensforholdets Genesis ties der ganske, og da det selvfølgelig vilde have været af den største Betydning for dem, der senere paaberaabte sig Overenskomsten, at have kunnet føre Bevis for en Bekræftelse som nævnt, kan det af Tausheden med Sikkerhed sluttes, at de historiske Sagaer har Ret, naar de i Henseende til Legaten Stephans Deltagelse i hine Dages statsretlige Afgjørelser kun ved at fortælle om hans efterfølgende Samtykke til Aftalen om Kroningen og hans Medvirkning ved denne høitidelige Ceremoni.

Til denne Legatens, som det klart fremgaar, meget ringe Indflydelse paa Begivenhedernes Udvikling under den Tid, han opholdt sig i Norge, svarer da ogsaa – og det bør ikke mindst mærkes – Aftalernes Indhold og Karakter. Det er ingenlunde for meget at paastaa, at Overenskomsten vilde have faaet en hel anden Lydelse og et andet Præg, hvis en pavelig Legat havde faaet Anledning til at formulere den.

Mod Virkeligheden af det norske Kongedømmes Lensunderkastelse under St. Olafs Helligdom er det, som ovenfor omhandlet, bl. a. ogsaa bleven indvendt, at en saadan Ydmygelse vilde være noget selv i Middelalderens Kirkehistorie uhørt. Man kjender vistnok en Række Fyrster, der har taget sit Rige til Len af Paven; men paa en Konges Lensunderkastelse under Erkebispestolen i hans eget Land haves intet andet Exempel. Ganske vist strækker denne Indvending ikke til for at omstøde Kildernes Vidnesbyrd om selve Kjendsgjerningen, der er sikker nok. Men i og for sig er Bemærkningen rigtig. Nogen Parallel til Pagten mellem det af Erling Skakke repræsenterede Kongedømme og Nidaros Erkebiskop er ikke at opvise. Saameget forklarligere er det, at Kongerne kunde undgaa en saa nedværdigende Udvei, som det laa i Pavemagtens egen fuldt bevidste Interesse at forhindre dens Anvendelse. Den gamle Antagonisme mellem Paven som uindskrænket Enehersker inden det hele hierarkiske System og Erkebiskoperne som de enkelte Kirkeprovindsers øverste Lokalmyndigheder var vistnok paa den Tid, hvormed vi her beskjæftiger os, i det væsentligste afgjort til Romerbiskopens Fordel. Men Modsætningen var dog fremdeles i mere latent Form tilstede, og fra Pavemagtens Side vedblev man stadig at vise stor Tilbageholdenhed, hvor det gjaldt at udruste Metropolitansæderne med nye Rettigheder eller Magtmidler. Tværtimod søgtes disse mest muligt centraliseret ved Kurien. Det er derfor fuldkommen udelukket, at Pavestolen, som Munch antyder, har kunnet sende en Legat til Norge med det opdrag at istandbringe et Lensforhold som det mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein aftalte. Var noget saadant i en eller anden Skikkelse paa Forhaand bleven Paven forelagt, er der ikke den ringeste Tvil om, at en under slige Omstændigheder udsendt Legat vilde have medbragt Instruktioner, gaaende ud paa, at den paatænkte Lensunderkastelse af det norske Kongedømme under Kirken skulde adressere til Paven og ikke til Erkebispesædet og dets Helgen. Og ligesaa lidt kan det betviles, at en saa omsigtsfuld Politiker som Erling Skakke strax vilde have foretrukket dette Alternativ. At faa sin Søn kronet og kirkelig indsat i Kongedømmet af en pavelig Legat paa selve Pavens Vegne var paa den ene Side noget endnu meget mere end at faa ham kronet af den hjemlige Erkebiskop. Og paa den anden Side skulde der adskilligt mindre Skarpsyn for egen Interesse, end de middelalderske Magthavere pleiede at have, for at se, at det for en norsk Konge i enhver Henseende var baade fordelagtigere og mindre ydmygende at tage sit Rige til Len af en saavidt fjernt siddende og saa ophøiet Potentat som Paven fremfor af den indenlandske, under Paaberaabelse af Nationalhelgenen optrædende Erkebiskop.

Havde Omstændighederne foreligget slig, at der om Kroningen kunde været ført Underhandlinger mellem Erling og Paven eller en af denne hidsendt Legat, vilde der saaledes visselig være kommen istand en Overenskomst, som begge disse Parter vilde have foretrukket for den, der i Virkeligheden blev truffen. At saa ikke skede, er derfor omvendt et bindende Vidnesbyrd om, baade at Legaten ikke er bleven sendt hidop i noget saadant Øiemed, og at han efter sin Ankomst heller ikke har havt Anledning til paa egen Haand at repræsentere Kuriens Politik paa en saa effektiv Maade, at han har kunnet øve Indflydelse paa sagernes Gang. Men dette vil sige det samme, som at Stephanus overhovedet ikke har havt nogen Specialmission til Norge; thi var han ankommet hid med Instruktioner til ordning af magtpaaliggende kirkelige Forhold, kunde han ikke have undgaaet at være bleven trukket ind i og at faa en ledende Indflydelse paa de netop paa dette Tidspunkt foregaaende vigtige Underhandlingers Forløb.

Jeg mener altsaa, at den hele Stilling med Nødvendighed tvinger til den Antagelse, at Legaten Stephanus intet særskilt Mandat af Betydning har havt at udføre her i Norge. Han har enten kun besøgt Landet paa Gjennemreise, eller han har havt Befaling til, siden han nu engang i anden Anledning befandt sig paa disse Kanter af Verden, ogsaa at tage Norge med blandt de Lande, han burde lægge Veien over. Da han nu imidlertid traf til at indfinde sig her just, som Kroningen forestod, har man bevæget ham til ved sin Deltagelse i denne at give den høitidelige Handling end større Glands. Dette har han maaske fundet saa meget mindre at kunne afslaa, som han formodentlig – hvad nedenfor i Afsnittets sidste Linier kortelig skal berøres – for det Tilfælde, at hans Færd ogsaa kom til at føre ham til Norge, har havt Befaling til i Pave Alexanders Interesse at søge Kontakt med Rigets geistlige og verdslige Magthavere. I Bergen vilde han da under Kroningen faa Leilighed til at træffe sammen baade med Kongemagtens Repræsentanter og det hele norske Episkopat.

Derimod kan han intet have havt med Underhandlingerne om Vilkaarene for Kroningen at gjøre allerede af den Grund, at han øiensynlig først er indtruffen, efterat Erkebiskopen og Erling derom i Hovedsagen var bleven enige. Aftalen dem imellem maa, som ovenfor paavist, være sluttet i Nidaros om Vaaren, og at Legaten skulde have opholdt sig i Landet Maaned efter Maaned, naar han intet væsentligt havde at udrette her, er meget usandsynligt. Han kan selvfølgelig have udsat sin Afreise i nogen Tid for at kunne deltage i Kroningshøitidelighederne; men altfor mange Uger inden disses Af holdelse bør han neppe tænkes at være dukket op her.

Ifølge Fagrskinna, der er den eneste bevarede Kilde, som omtaler hans Ankomst, fandt denne Sted i en By, hvor han modtoges af Kong Magnus og Biskopen, – hvor altsaa hverken Erkebiskopen eller Erling Skakke var tilstede. Som allerede af Munch fremhævet, maa denne Bisperesidents have været Oslo. Bergen kan det ikke have været; thi derhen lader den samme Saga Legaten først indtræffe senere, samtidig med de øvrige Deltagere i Kroningen. At han ved Ankomsten til Oslo ikke ogsaa modtoges af den kongelige Formynder, Erling, viser, at denne maa have været fraværende og have overladt den unge Konge i Biskopens Varetægt. Overhovedet kan det mærkes, at Fagrskinna ikke nævner, at Erling Skakke fra Nidarosbesøget vendte tilbage til Østlandet. Han kan derfor godt tænkes at have tilbragt den øvrige Del af Vaaren saavelsom hele Sommeren vestenfjelds og fornemmelig i Bergen, ivrig beskjæftiget med at forberede saavel Kroningen som Rigsmødet og de paa dette tilsigtede Forhandlinger. Dette turde Fagrskinna ogsaa antyde derigjennem, at den ikke anfører Erling blandt dem, som „kom“ til Bergen i nævnte Anledning; ban har altsaa været der i Forveien. Derimod „kom did da Kong Magnus og Legaten, Erkebiskop Eystein og mange andre gode Mænd“. Formodentlig har Legaten foretaget Reisen fra Oslo til Bergen i Kongens (og Oslobispens) eget Følge.

Hvad dernæst angaar Legatens personlige Deltagelse i de ved Kroningen anvendte Ceremonier, saa maa den have indskrænket sig til et solent Vidnes. Fagrskinna siger intet om dette Punkt; men Snorre anfører udtrykkelig, at Magnus modtog Kongevielsen „af Erkebiskop Eystein“, og at „tilstede ved Kroningen var 5 andre Biskoper og Legaten og en Mængde Præster“. Naar paa den anden Side Sverres Saga Kap. 78 over 20 Aar senere lægger Kong Magnus de Ord i Munden, at „Legaten fra Rom og Erkebiskop Eystein viede mig til Konge og med dem alle Lydbiskoperne«, saa behøver dette ikke at forstaaes anderledes, end at de alle assisterede ved den hellige Handling, uden at det her ligefrem siges, hvem der egentlig forestod den. Og at Legaten nævnes først, er vel kun for Effektens Skyld: det er jo en Tale, Kongen her holder^[65].

Men den Andel i Ceremonien, som indrømmedes Legaten, maa ikke desto mindre have været anseelig; det krævede uvægerlig hans høie Rang. Var det end Erkebiskopen, som i Medfør saavel af den trufne Aftale som af den hele politiske Stilling i Landet maatte udføre selve Kroningen, saa var der dog et Led i Høitideligheden, som det var særlig passende og endog for Erkebiskopen mest tilfredsstillende at overlade til Legaten: det var Modtagelsen af Kongens Kroningsed. At denne direkte aflagdes for ham, som ved Leiligheden maatte ansees for Pavens egen specielle Repræsentant, kunde ikke andet end i alles Øine gjøre den saameget mere bindende og urokkelig. Idet jeg forøvrigt angaaende Kroningseden henviser til det derom handlende forudgaaende Afsnit, minder jeg her alene om, at Haakon Sverresøns Rettebod udtrykkelig oplyser, at der blev svoret „Eder“ „for Legaten“. Heri tør man have et uafviseligt Vidnesbyrd om, at den Andel, Stephanus har havt i Cermoniellet ved Kroningen, i det væsentlige har indskrænket sig til den angivne: som et særligt solent Vidne er det blevet ham overdraget at modtage de umiddelbart før selve Salvningen og Kronens Paasættelse af Kongen, hans Formynder Erling og hans 12 garanterende Lendemænd aflagte Eder.

Er det paa denne Maade lykkes mig at klargjøre den tilbagetrukne Rolle, som den pavelige Legat ifølge Sagens Natur og i omstændighedernes Medfør har maattet spille i det ved hans Hidkomst netop paagaaende opgjør mellem Rigets mægtige verdslige og dets næsten endnu mægtigere geistlige Høvding, saa bliver dog sluttelig fremdeles det Spørgsmaal tilbage, hvad der saa overhovedet har bragt Stephanus til Norden, naar han paatageligvis ikke var betroet nogen særskilt Mission af Vigtighed i det Land, som han alene nævnes at have besøgt.

Svaret turde imidlertid ikke være saa vanskeligt at finde. I Aaret 1164, d. v. s. Aaret efter Legatens Besøg i Norge, oprettedes Erkebispestolen i Upsala. At Stephanus’s Reise har havt noget at gjøre med denne Stiftelse af en egen svensk Kirkeprovinds, er der allerede tidligere blevet udtalt Formodning om^[66]. Ved at antage dette, vinder man da ogsaa en slaaende Parallel mellem Nicolaus af Albanos Sendelse hidop i Anledning af Erkebispestolens Oprettelse i Nidaros og Stephanus’s 11 Aar senere. Naar Kurien i 1152 ansaa det nødvendigt at lade Forholdene i Norge paa Stedet undersøge af en Legat, inden den kunde indlade sig paa at stifte et. Metropolitansæde i Nidaros, maatte i det væsentlige de samme Hensyn gjøre sig gjældende i 1163 for Sveriges Vedkommende. Og denne Formodning vinder meget i Styrke netop derved, at der intet specielt Ærinde kan paavises, som Legaten kan have havt at udføre i Norge, medens man derimod med Bestemthed ved, at Kong Karl Sverkerssøn ved dette Tidspunkt stod i Underhandlinger med Pave Alexander III om et saa høivigtigt Anliggende som oprettelsen af en egen svensk Kirkeprovinds^[67]. Den Forskjel bliver der rigtignok mellem Nicolaus og Stephanus, at den første selv indviede den ældste Erkebiskop af Nidaros, medens Stephanus ikke forrettede den tilsvarende Høitidelighed i Sverige og selve Erkebispesædets Indstiftelse først skede Aaret efter hans Besøg, nemlig i 1164. Men Grunden til, at Stephanus ikke kunde befatte sig med personlig at indsætte den ældste Erkebiskop af Upsala i Embedet, var jo den, at Retten hertil ifølge Kardinal Nicolaus’s Løfte tillaa Erkebiskopen af Lund som Sveriges Primas, og før denne kunde indvie en svensk Erkebiskop, maatte Pavens Stiftelsesbulle foreligge, hvilken atter først kunde udfærdiges, naar den udsendte Legats Indberetning om Forholdene var indkommen. Det passer derfor netop fortræffelig med Omstændighederne, at Stephanus’s Besøg i Norden falder i 1163, Indvielsen af den ældste upsaliensiske Erkebiskop i 1164. Forøvrigt kan det mærkes, at heller ikke den pavelige Stiftelsesbulle for den norske Erkebispestols Vedkommende udfærdigedes før en rum Tid efter Modtagelsen af Legaten Nicolaus af Albanos Indberetning, nemlig senhøstes 1154. Men da dennes Mandat bl. a. var gaaet ud paa, hvis han dertil fandt Forholdene opfordrende, selv at indvie den nye Erkebiskop, kunde her Legatens Besøg og Embedets Besættelse falde Sted samtidigt.

At Stephanus, naar han først var kommen til Sverige, tiltraadte Hjemreisen over Norge, falder det endnu mindre vanskeligt at motivere. Det maa nemlig erindres, at Pave Alexander III, til hvem de nordiske Riger, ligesom England, Frankrige og Spanien havde sluttet sig, i Aarene 1162–65 opholdt sig i Frankrig, og at det omtrent maa have været en Umulighed for en af ham udsendt Legat at tage Landveien til eller fra Skandinavien over Tydskland, med hvis Keiser (Frederik Barbarossa) Alexander laa i ligefrem Krig, og som havde erklæret sig for Modpaven Victor IV. Men var Veien over Tydskland ham afskaaren, maatte det just falde Stephanus bekvemt at lægge den over Norge, fra hvis af udenlandske Fartøier stærkt besøgte Havne, Oslo, Tønsberg og navnlig Bergen, der ud paa Sommeren altid var god Skibsleilighed at finde over til England eller Flandern. Ligeledes lader det sig antage, at Opreisen til Norden er foregaaet tilsjøs vesterfra, nemlig med det første passende Fartøi om Vaaren og da vistnok først til Danmark, hvor Legaten neppe har kunnet undlade trods eller maaske netop paa Grund af Erkebiskop Eskilds langvarige Fravær ved Kurien at forhandle om det under hans Primat henlagte nye Metropolitansæde i Sverige. At Stephanus forøvrigt ved Siden af sin Reises Hovedøiemed paa svensk Grund tillige har havt i opdrag at knytte de tre skandinaviske Riger og saaledes ogsaa Norge endnu fastere til Pave Alexanders Sag og maaske i Forbindelse hermed at aftale den bedst mulige ordning for Peterspengenes Indsendelse, er ligeledes høist sandsynligt, om det end intetsteds direkte antydes. Men Benedict af Peterborough’s Angivelse om Legatens Mission [ogsaa] til Norge kan muligens pege i en saadan Retning.

X. Tidsregningen 1163–64.

Det bliver nu min Opgave nøiere at eftergaa de af Munch og Storm paaberaabte Omstændigheder, som skulde bringe os til for de her omhandlede Aar 1163–64 at foretrække Snorres Tidsfølge for Fagrskinnas.

Munch’s Hovedgrund til for disse Par Aar at forlade sidstnævnte Sagas Tidsangivelser, dem han ellers regelmæssig ofrer Lovord, er ikke ganske klar. Han antyder egentlig kun (N F H. II S. 925 og 929–30 i Noterne), at Fagrskinnas Fremstilling vilde føre til Vanskeligheder, medens „de større Kongesagaers“ d. e. Snorres Tidsregning, „som man Skridt for Skridt kan følge“, vinder hans Bifald, „saa rimelig end“ hin „kan synes“. Ikke desto mindre gaar han, som allerede ovenfor paapeget, med Hensyn til et af de allervæsentligste Led i Begivenhedernes Række, nemlig Erling Skakkes Besøg i Nidaros Vaaren før Kroningssommeren, over til Fagrskinnas Beretning hvilken han her finder „øiensynligt rigtigere“ (l. c. S. 930 Note 1).

Gustav Storm gjør sig ikke skyldig i en saadan Inkonsekvents som at tage noget ud af Snorres og noget ud af Fagrskinnas ordning af Begivenhederne. Han stempler tværtimod ved Hjælp af direkte Anførsler Fagrskinnas Beretning som indeholdende „aabenbare Modsigelser“ (Snorre Sturlasøns Historieskrivning S. 201). Undersøger man imidlertid nærmere, hvori disse Selvmodsigelser skulde bestaa, saa støder man ogsaa hos Storm paa en Fortolkning af Fagrskinnas Kap. 268, der allerede findes fremsat hos Munch (l. c. S. 929–30 i Noten), men som trods de to Historikeres betydelige Autoritet maa betegnes som fuldkommen vilkaarlig Da det paatagelig er denne deres fælles Forstaaelse af dette Led i Fagrskinnas Fremstilling, der har hindret dem begge fra at faa det rigtige Blik for Brugbarheden af nævnte Sagas Tidsregning ogsaa i de os her vedkommende Aar, bliver jeg nødt til at give en kort Redegjørelse for de Hændelser, som fylder Aarene 1163–64, idet det først heraf kan sees, hvilken Stilling særskilt de i Fagrskinna Kap. 268 omtalte Begivenheder indtager saavel i denne Sagas egen Fortælling som overhovedet i Forhold til hinanden.

Fagrskinna giver først i Kap. 264–66 en sammenhængende Beretning om Erling Skakkes Krigsforetagender mod den efter Markus paa Skog opkaldte oprørsflok „Markusmændene“. Ifølge samme tilbringer Erling Julen (1162–63) i Tønsberg og slaar derpaa i denne Bys Nærhed paa Re i Begyndelsen af Fasten (20de Februar) Flokkens fornemste Høvding, Sigurd af Reyr, som selv falder, hvorimod Erling vender tilbage til Tønsberg. Om Vaaren („um várít eptir“) drager saa Markus og hans gjenværende Følge gjennem Indlandsbygderne ned til (det sydøstlige) Viken, hvor de skaffer sig Fartøier. „Om Høsten efter, da Erling spurgte dette, farer han østefter“ og træffer Flokken i Konghelle. Markusmændene flygter da ud paa den store Ø Hisingen, hvor de faar Tilløb af Befolkningen. Erling, som fandt det klogest at undgaa en Kamp paa selve Øen, nøiede sig med at gribe deres Fartøier og blev indtil videre siddende rolig i Konghelle, afventende, at Levemaaden ude paa Hisingen skulde blive trang og Markusmændene derved tvinges til at søge over paa Fastlandet igjen. Dette skede da ogsaa snart, og Erling samlede derfor til Beskyttelse mod dem Mandskab fra de omliggende Hereder. I Begyndelsen af Vinteren, d. e. vel senest omkring 1ste November, drog han saa med en større Styrke ud paa Hisingen for paa et sammenkaldt Thing at lade Bønderne stande til Rette, fordi de havde ydet Markusmændene Hjælp. Han opnævnte 12 af dem til at indfinde sig Ugen efter i Konghelle, hvor de skulde modtage Besked om den Bod, han i den Anledning vilde forlange. Da de kom, krævede han 300 Stykker Kvæg, hvilket Hisingboerne fandt for drøit. Da der desuden kort efter indtraadte stærk Frost, hvorunder Erlings Skibe frøs inde i Elven, foretrak de at trodse ham og afgav intet Kvæg. Hermed gik det til over Julen, som Erling tilbragte i Konghelle. Men Dagen efter femtende Dag Jul (altsaa den 9de Januar 1164) gjorde Erling et Herjetog ud paa Øen for at straffe Indbyggerne og brænde deres Huse. Markus og hans Flok, som Erling øiensynlig ikke havde anseet sig stærk nok til at binde an med i dens Smuthuller, tog derimod Veien nordover til Oplandene, hvor de opholdt sig nogen Tid for derfra ad Indlandsveie at drage til Nidaros. Her udraabtes Flokkens Kongsemne, den unge Sigurd Markusfostre, paa Ørething til Konge og fik Tilløb af mange dygtige Mænd. Ud paa Vaaren („er á leið várit“) valgte Flokken imidlertid sjøveien sydover langs Kysten. Samme Vaar (1164) gjorde Erling Skakke sig færdig til at drage vestover med en større Flaade. Ifølge Sammenhængen i Sagaens Beretning maa det have været hans Hensigt at tilintetgjøre Markusmændene i et Sjøslag eller i det mindste berøve dem de i Nidaros forskaffede Fartøier. Han kom dog ikke længere end til den nordlige Del af Viken, d. v. i denne Forbindelse nærmest sige omegnen om og Farvandet vestover fra Tønsberg, og blev her liggende „en stor Del af Sommeren“ veirfast for Modvind. Kun en Del af sit Mandskab kunde han (paa lettere Rofartøier) sende til Bergen for at styrke Forsvaret af denne vigtige By. Da Markusmændene nordfra kom paa Høide med Bergen, dristede de sig dog ikke derind, men satte videre sydover, indtil de paa Lister fik sikker Underretning om, at Erling laa i Viken med en stor Flaade, rede til at tage imod dem. De vendte følgelig atter om, men troede sig under disse Omstændigheder stærke nok til at vove et Angreb paa Bergen. Ved Indseilingen mødtes de imidlertid af en overlegen Flaade under Befaling af de i Bergen værende Lendemænd, et Syn, som strax splittede Flokken. En stor Del af den blev dog greben og dræbt, og deriblandt var baade den unge Kong Sigurd og hans Fosterfader Markus. Mellem dem, som undkom, var en storættet Thrønder, Lendemanden Frederik Køna. Han og hans Ledsagere flygtede først til Danmark eller Gautland, men begyndte derpaa at herje i det østlige Viken. Da Erling, som fremdeles opholdt sig i Tønsberg, fik Kundskab herom, drog han østover for at lede dem op. Han stødte ogsaa paa dem og lykkedes at bemægtige sig to af Fartøierne. Ombord paa det ene befandt sig den nævnte Thrønder, hvem han paa en lidet ærefuld Maade lod henrette, – hvad der i høi Grad bidrog til at forbitre Stemningen mod ham i hele Thrøndelagen, hvis Befolkning jo allerede tidligere var Erling og hans Søn lidet huld.

Dette er altsaa Hovedtrækkene i Fagrskinnas Berettelse om Erling Skakkes Kampe med Markusmændene. Som man vil se, er den vel sammenhængende og i alle Enkeltheder meget rimelig. Heller ikke kan der være Tvil om, at Sagaen – omend med adskillige Forkortelser – har hentet hele Fortællingen fra den for os tabte Del af Morkinskinna, hvilken Saga lige fra Aar 1035 er dens væsentlige Kilde, „saa at lange Stykker er ordret afskrevne“^[68]. Det er netop Morkinskinnas Fremstillingsmaade, som fremtræder i Fagrsk. Kap. 264–66, idet disse Kapitler udgjør en særskilt „þáttr“ om Markusmændene, hvori kun medtages, hvad der staar i Forbindelse med dette Emne, medens andre i Tid samtidige eller mellemkommende Begivenheder ikke deri berøres. Og at der just i denne þáttr er udeladt Ting, som ikke direkte havde noget med Markusmændene at gjøre, faar man tydeligt for sig, naar man lægger Mærke til, hvorledes Beretningen, som ellers i disse 2 Aar giver saa god Rede for Erlings Gjøren og Laden fra Julen 1162 indtil ud paa Høstkanten 1164, dog ganske slipper ham under de mange Maaneder fra Begyndelsen af Fasten 1163, da han slog og fældede Sigurd af Reyr paa Re, og indtil samme Aars Høst, da han drager til Konghelle, hvor Markusmændene imidlertid havde sat sig fast. Kun saameget ser vi, at med dem har Erling i dette Sommerhalvaar ikke videre beskjæftiget sig. Grunden hertil er heller ikke vanskelig at forstaa. Efter det blodige Nederlag, han havde tilføiet Flekken paa Re, hvor endog, som sagt, deres egentlige Leder, Sigurd Jarl, var falden, maatte han kunne paaregne et Pusterum i Kampen mod dem.

Spørgsmaalet bliver følgelig, hvad Erling, ifølge Fagrskinnas Forudsætninger forøvrigt, har foretaget sig i disse 7 Maaneder fra Slutningen af Februar, indtil vi i Begyndelsen af Oktober eller maaske lidt før træffer ham i Konghelle. En nærmere Undersøgelse af de følgende Kapitler giver Svar herpaa. Efter med Kap. 266 at have afsluttet Beretningen om Markusmændene, gaar Sagaen nemlig fra Kap. 267 af over til at behandle et andet Emne, nemlig den rent politiske Side af Kong Magnus’s og hans Fader Erling Skakkes Stilling i disse Aar. Denne Stilling bestemtes hovedsagelig ved to Hensyn, der indbyrdes greb over paa hinandens Omraade, det ene til Kong Valdemar af Danmark, det andet til den norske Geistlighed og dens Erkebiskop. Sin Redegjørelse for de herved fremkaldte Forhold begynder Fagrskinna i Kap. 267 ved at gaa helt tilbage igjen til Aaret 1161, da Erling Skakke sammen med sin til Konge netop ud- raabte unge Søn foretog sin skyndsomme Færd til Valdemar og mod dennes Løfte om Bistand afstod ham hele Viken til Lindesnæs. Derpaa omtales, i umiddelbar Tilslutning hertil, de Forhandlinger, som denne Aftale i de følgende Aar gav Foranledning til, og som foreløbig endte med, at Erling afviste Kong Valdemars Fordring paa Viken og derfor af Danskerne stempledes som den, der havde brudt svoren Ed. Disse Forhandlinger maa følgelig henlægges til de samme Aar, hvis Krigshegivenheder Sagaen har fortalt i Sammenhæng i de forudgaaende Kapitler.

Saa følger i det os her særlig vedkommende Kap. 268 Beretningen om, hvad der ledede til Overenskomsten mellem Erkebiskop Eystein og Erling om Kong Magnus’s Kroning. Paany gaar her Sagaen tilbage i Tiden for at faa med, hvad der i dens Forfatters Øine hører sammen. Først meddeles det altsaa, som i forrige Afsnit omhandlet, at Legaten Stephanus ankom .til Norge en Vinter efter Kong Haakon Hærdebreds Fald, d. e. i 1163. Umiddelbart efter omtalen af Legaten og hans Modtagelse af „Kong Magnus og Biskopen“, fortsætter Kapitlet saaledes: „Da [d. e. paa det Tidspunkt, da Legaten indtraf] var Eystein Erkebiskop. Eystein drog i sit Stifts Forretninger (i sýslu sína) nord til Haalogaland. Da henvendte han sig til Bønderne om, at de skulde øge den Ret og .Sagøre, som skulde erlægges til Biskoppen. Og fordi Biskop Eystein var en meget veltalende Mand og ættstor samt baade formuende og vennesæl ..., saa fik det Fremgang, som han krævede, idet det hos Bønderne udvirkedes, at al den Sagøre, som han havde at oppebære, skulde være i sølvvurderet Mynt. Men før var Biskopens sagøre saadan som Kongens Lovøre, og der bliver en Halvdels Forskjel mellem disse Myntkurser. Men skjønt der var ingen paa Bøndernes Side til at modsætte sig dette, saa blev Erling derover meget misfornøiet^[69] med alle de Mænd, som understøttede denne Sag. Og om Vaaren efter kom Erling Skakke nord til Kjøbstaden [d. e. Nidaros]; da klagede mange Mænd til ham over dette. Erling gav herpaa intet Svar, men hørte paa, hvad Folk sagde. Men da han kom paa Samtalemødet [nemlig med Erkebiskopen], da talte de om meget og mangt, som vedkom Landsstyrelsen.“ Derpaa beretter Sagaen videre, hvorledes Erling strax bragte den nye Sagefaldskurs paa Bane og deraf tog Foranledning til at foreslaa et Kompromis mellem sine egne og Erkebiskopens Interesser.

Det er i den her gjengivne Sammenhæng, at Munch og Storm er enige om at forstaa Tidsangivelsen angaaende Erlings Ankomst til Nidaros „om Vaaren efter“ derhen, at det bliver Vaaren efter den i Kapitlets første Begyndelse omtalte Indtræffen af Legaten Stephanus til Norge. Da den sidste indfandt sig „en Vinter efter Kong Haakons Fald“ (1163), saa vilde efter en saadan Fortolkning Erlings Vaarbesøg i Nidaros falde 1164, og Storm vilde isaafald have Ret i at finde en selvmodsigelse i Fagrskinnas Tidsregning, idet den under nævnte Forudsætning vilde lade Erling Vaaren 1164 samtidig være „syd og nord i Landet“^[70], nemlig baade i Nidaros og først i Konghelle, senere paa sin Flaade liggende for Modbør i Viken paa Vei til Bergen (jfr. ovenfor S. 89).

Men i Virkeligheden siger Fagrskinna intet saadant. Det er Vaaren efter Vedtagelsen af den sølvvurderede Sagøre i geistlige Sager, at Erling kommer til Nidaros. Saa staar der. Men hvad der ikke staar noget om, er, at Erkebiskopens foregaaende Forhandling med Bønderne om dette Anliggende fandt Sted samme Aar, som Legaten ankom. Der siges, som ovenanført, i Kapitlets Begyndelse kun, at Eystein paa dette Tidspunkt var Erkebiskop. Og naar der saa umiddelbart gaaes over til at redegjøre for Forhandlingerne om Sagefaldskursen, saa sker dette uden enhver Tidsangivelse^[71]. Det meddeles alene, at Eystein drog op til Haalogaland og der bragte Spørgsmaalet fore, men i hvilket Aar dette skede, oplyses i denne Forbindelse ikke. Af den Omstændighed, at Haalogalandsreisen omtales lige efter Legatens Ankomst, at drage den Slutning, at det er Sagaens Mening, at Reisen foregik enten efterat eller idet mindste i samme Aar, som Legaten indtraf, er ligesaa utilstedeligt, som om man af den Omstændighed, at Legatens Ankomst omtales efter Forhandlingernes Afbrydelse mellem Erling og Kong Valdemar, eller Erlings Danmarksreise (i 1161) efter Markusmændenes endelige Tilintetgjørelse, vilde slutte, at Sagaen ved denne Ordning af sine Meddelelser tillige vilde have angivet den fremadskridende Tidsfølge i Begivenhederne. Som allerede fremhævet er ikke Fagrskinnas Udarbeidelse anlagt paa at følge Rækken af de indtræffende Hændelser kronologisk Aar for Aar. Naar den optager et nyt Emne, gaar den tilbage til dets Begyndelse. Saaledes ogsaa med Kroningsforhandlingerne. Historien om dem tager sit Udgangspunkt i Erkebiskopens Reise til Haalogaland, da han først fremkom med sin Anmodning til Bønderne om bedre Kurs paa Sagøren.

At de hidhørende Sætninger i Kap. 268 altsaa ikke tør opfattes som indeholdende en Angivelse af Aaret for Haalogalandsreisen, fremgaar da ogsaa af Kapitlets øvrige Indhold, som i modsat Fald vilde bringe en haandgribelig selvmodsigelse. I sin Slutning henlægger Kap. 268 nemlig, som tidligere omhandlet, Kroningen til den Sommer, da Kong Magnus ifølge næste Kapitel var 7 vintre gammel, hvilket vil sige 1163. Gaar man herfra tilbage i Kapitlets Meddelelser, kommer man først til Erlings Besøg i Nidaros samme Aars Vaar og derpaa til Erkebiskopens Forhandlinger med Bønderne det foregaaende Aar, som følgelig bliver 1162. Dermed er det saaledes tydeligt nok givet, at Sagaen ikke kan tilsigte at henlægge disse Forhandlinger til Tiden efter eller samtidig med Legatens Ankomst; thi ifølge Kapitlets egen Anførsel indtraf denne først Aaret efter Kong Haakons Fald, d. e. 1163.

Ad denne Vei faar vi da tillige fuld Besked om, hvad Erling ifølge Fagrskinnas udtrykkelige Angivelser foretog sig i Løbet af de 6–7 Maaneder, under hvilke han efter Slaget paa Re fandt det ufornødent at beskjæftige sig med Markusmændene. Forbinder vi nemlig Sagaens tvende hidhørende Afsnit, det ene om Kampene med nævnte Flok, det andet om Kroningen og hvad dertil førte, saa fremgaar, at det just var dette halve Aars Rolighed efter Slaget paa Re, som Erling benyttede til at drive Underhandlinger med Erkebiskopen i Nidaros og derpaa til at forberede og afholde Kroningen og Rigsmødet i Bergen. Under eller lige efter dette har han imidlertid faaet Efterretning om, at Markusmændene paany var begyndt at vække Uro, dennegang østligst i Viken, og saa er han da ilet til Østlandet for at gjøre det endelig af med dem, hvilket dog ikke lykkedes ham, idet de først næste Aar (1164) efter sit vellykkede Tog til Throndhjem led sit afgjørende Nederlag udenfor Bergen mod Lendemændenes Flaade.

Er der fra kritisk Synspunkt intet af Betydning at indvende mod denne Fagrskinnas Gruppering af Begivenhederne, bliver der saa meget mere at sige paa Snorres. Den væsentligste Forskjel mellem begge Fremstillinger kan i Korthed angives derhen, at de efter Slaget paa Re bytter de to Aars Begivenheder om, idet Snorre henlægger Markusmændenes endelige Nederlag til 1163 og Kroningen med Rigsmødet til 1164, medens Fagrskinna gjør det omvendte. Men ogsaa inden disse saa ulige Hovedrammer er Billedernes Enkeltheder noksaa forskjellige.

Navnlig er det hos Snorre et meget fremspringende Træk, at han ganske sløifer Erling Skakkes Reise til Nidaros Vaaren før Kroningen og de der om denne stedfundne Forhandlinger, hvilke han til Gjengjæld lader foregaa i Bergen lige før selve Høitidelighederne. Dette er imidlertid en aabenbar Feil. Landets første Kongekroning og det dertil knyttede, yderst vigtige Rigsmøde kan ikke være dumpet ned fra Skyerne. De forudsætter nødvendigvis meget alvorlige og indgaaende Forhaands Underhandlinger, hvis Resultat Sammenkaldelsen af et Kroningsmøde er blevet. Munch erkjender da ogsaa som sagt (N F H. II S. 930 Note 1) Nødvendigheden af paa dette Punkt at forlade Snorres og følge Fagrskinna Beretning. Men han kommer derved tillige i direkte Strid med Snorres Angivelse af, at Erling tilbragte Vaaren før Kroningen i Tønsberg^[72]. Ogsaa Keyser^[73] paaberaaber sig Fagrskinnas Vidnesbyrd for, at der fandt Underhandlinger Sted før Mødet og i Nidaros; men ganske vilkaarlig sammenblander ban Erlings Besøg i Throndhjem Forsommeren 1162 efter Slaget ved Sekken, da Stillingen endnu langtfra var moden til Underhandlinger som de omtalte, med det Vaarbesøg, som Erling ifølge Fagrskinnas udtrykkelige Beretning gjorde sammesteds 1163.

Antager vi derimod med Munch, at det maa have sin utvilsomme Rigtighed med Erlings og Erkebiskopens Underhandlinger i Nidaros Vaaren før Kroningen, og forkastes dermed Snorres Paastand om, at Erling nævnte Vaar opholdt sig længe i Tønsberg, saa befrir vi os samtidig fra en anden grov Usandsynlighed i Snorres Fremstilling. Ifølge denne skulde nemlig Erling, inden han Vaaren i Kroningsaaret fra Konghelle naaede frem til Tønsberg, underveis have ladet dræbe den ovennævnte thrønderske Lendemand Frederik Køna og dennes Ledsagere. Nu er det ganske vist saa, at Snorre ikke tænker sig Erling samme Vaar begive sig til Throndhjem. Men han lader dog ialfald Erling i dette Aar træde i fortrolige Forhandlinger med Erkebiskopen, selv en af de ypperste Repræsentanter for det mægtige og indbyrdes nær forbundne thrønderske Ættearistokrati, om Kroningen og Overenskomsten mellem Kongedømmet og Erkebispestolen. Hvorledes er det muligt at forestille sig, at Erling Skakke, der samtidig med at være en voldsom Herre, naar han ansaa det nødvendigt, dog tillige var en smidig Statsmand, der ved flere Leiligheder udviser en ikke almindelig politisk Kløgt, skulde have gjort sig skyldig i en saa haandgribelig Dumhed som at lade en af Thrøndelagens populæreste Aristokrater henrette paa en særlig beskjæmmende Maade just i det Øieblik, da Udsigten til en Overenskomst som den nævnte begyndte at dæmre? Hvad enten man med Fagrskinna henlægger Underhandlingernes Indledelse til Nidaros eller med Snorre til Bergen, maatte det paa det heromhandlede Tidspunkt være særdeles magtpaaliggende for Erling ikke at støde Erkebiskopen fra sig. Men det maatte gjøre det næsten umuligt for den thrøndersk fødte Erkebiskop og Biskop i Throndhjems Stift at nærme sig Erling, efterat denne med Haah havde taget Livet af en Lendemand, der var Svigersøn i Thrøndelagens mægtigste Ætt og kunde regnes som et Slags fjernere paarørende af Erkebiskopen selv^[74].

Ogsaa i Anledning af Frederik Kønas Henrettelse er derfor Fagrskinnas Tidsangivelse langt at foretrække. Den henlægger den til over et Aar efter Kroningen, nemlig Høsten 1164. Paa dette Tidspunkt var Erlings Stilling en helt anden. Forliget med Erkebiskopen var da forlængst afsluttet og effektueret. Sønnen Magnus var Norges „første kronede Konge“, og det gjaldt endnu blot at udrydde de sidste spredte Lævninger af Markusmændenes Flok. At Erling da har kunnet anse ubøielig Strenghed for den bedste Politik ligeoverfor fremdeles ulmende Oprørslyster og særlig ligeoverfor Thrønderne, der samme Aar havde opirret ham saa stærkt ved at yde Markusmændene Bistand, det lader sig forstaa og er i fuld Overensstemmelse med hans Karakter. Heller ikke behøvede han da længer at frygte Erkebiskopens Tilbagetræden; thi Hierarkiet havde ved Kroningen og de Aftaler, der gik forud for denne, en Gang for alle bundet sin Sag saa stærkt til Erling og Magnus, at selv ikke Drabet af en fornem Thrønder mere kunde løse Baandene.

Nærmere beseet er der imidlertid ogsaa andre Enkeltheder i Snorres Skildring af Erlings Kampe med Markusmændene, som er lidet sandsynlige eller indbyrdes sammenhængende.

Allerede den Omstændighed, at Snorre lader Markusmændene saa hurtig forvinde det betydelige Nederlag paa Re og Tabet af sin virksomste Høvding, at Erling endnu selvsamme Vaar nødes til at binde an med dem paany og det paa et fra den forrige Slagplads saavidt fjerntliggende Sted som Konghelle, er mistænkelig. Fagrskinna giver derimod, som vi saa, Flokken over et halvt Aar til igjen at komme til Kræfter og trække saa mange nye Folk til sig, at Erling finder det Umagen værd selv at rette et nyt Slag mod dem. Værre er det dog, at Snorre splitter Erlings Sammenstød med Hisingboerne paa to forskjellige Besøg i Konghelle. Først lader han Markusmændene Vaaren 1163 flygte ud til Hisingen og faa Tilløb af øens Beboere, ved hvilken Anledning Erling nøier sig med at tage deres Skibe. Da saa Markusmændene atter stryger nordover (samme meget begivenhedsrige Vaar!), gjør Erling ligedan uden dengang at bryde sig mere om de opsætsige Bønder paa Hisingen. Men da han om Høsten har erfaret Flokkens endelige Undergang og dens „Konges“ Henrettelse ved Bergen, drager han selv paany til Konghelle i det, som det skulde synes, lidet rimelige Haab der at træffe Markusmændenes sidste flygtende Rester. Disse finder han rigtignok (og rimeligt nok!) ikke. Men til Gjengjæld husker han nu paa Hisingbøndernes tidligere opsætsighed og foretager i Løbet af Høsten og Efterjulen – en lang Tid for ham at tilbringe i en Udkant af Riget, naar han intet andet havde at gjøre dernede end at tage Hævn over Bønderne paa Hisingen! – de Skridt mod dem, som Fagrskinna lader ske, ganske vist paa samme Tidspunkt, men i umiddelbar C Tilslutning til Øboernes Tagen. Parti for Markusmændene og vel at mærke før disses Nederlag i Bergensleden. Det kan ikke nægtes, at Erlings prompte Afstraffelse af Bønderne, som den fremstilles i Fagrskinna, meget mere ligner den Erling, vi ellers kjender, end at han, som Snorre fortæller, uden særlig Grund skulde have opsat Hævnen til en senere Leilighed, om hvilken han ved sin første Afreise ikke kunde vide, enten den vilde komme snart eller silde. Tilføies bør det ogsaa, at Erling ved de to Besøg, Snorre lader ham gjøre i Konghelle, nemlig Vaartiden 1163 og Høst og Vinter 1163–64, ikke udretter det ringeste mere, end Fagrskinna magelig skaffer Plads for under det ene Besøg, den kjender, og hvilket altsaa i Tid falder sammen med det sidste hos Snorre opførte.

Foruden Kampene med Markusmændene og Forhandlingerne om og i Anledning af Kroningen er der imidlertid, som allerede kortelig berørt, endnu et tredie Led, som hører ind i disse Aars Tidsregning, nemlig Forholdet til Kong Valdemar af Danmark.

Som nævnt omtaler Fagrskinna Forhandlingerne med ham i et mellemkommende Kapitel (267), der ingen Tidsangivelser indeholder, og som heller ikke følger dem længere ned end til den første, af selve Thingalmuen i Viken besluttede og iværksatte Afvisning af Valdemars Krav paa denne Landsdel. Kapitlet ender med den Bemærkning, at den danske Konge efter Modtagelsen af denne Besked „blev ilde tilfreds, ansaa det for Fiendskab og kaldte Erlings Mænd og hans Søn for Edsbrydere“. Erling (og Magnus?) havde jo nemlig under sit korte Besøg hos Kong Valdemar i 1161 bekræftet Afstaaelsen af hele Viken til Lindesnæs med sin Ed.

Beretningen om dette Anliggende gjenoptager Fagrskinna derpaa i det ganske korte Kap. 269, hvor Sagaen efter en eneste Linies Omtale af Kroningsceremonien i nye ordelag gjentager Slutningsbemærkningen i Kap. 267, idet det heder, at „Valdemar Danekonge nu var stor Uven af Erling, fordi han havde svoret Loved og dog brudt hele deres Overenskomst“. Paa samme Tid, som dette viser, at det er Sagaens Forudsætning, at Fiendskabet mellem Erling og Valdemar først traadte frem for Alvor efter (eller i Forbindelse med) Kong Magnus’s Kroning, skjønnes det ogsaa, at Fremstillingen overhovedet ber er en stærk Forkortelse af en Forfatteren foreliggende udførligere og mere sammenhængende Beretning, hvilken ikke kan have været nogen anden end den for os tabte Del af Morkinskinna. Ved denne Sammendragning af en adskillig vidtløftigere Redegjørelse er Fagrskinnas Kompilator kommet i Skade for at hidsætte sin Forgjængers Bemærkning om Erlings Edsbrud og Valdemars Vrede herover paa to Steder, nemlig som sagt i Slutningen af Kap. 267 og i Kap. 269, paa det sidste Sted mere forkortet end paa det første. Dette er det nødvendigt at være opmærksom paa, fordi det deraf fremgaar, at Beretningen i Kap. 267 om det Svar, som Erling „tilsidst“ („at lyktum“) gav Valdemar, kronologisk skyder ned forbi det i Kap. 268–69 omtalte, d. v. s. Forhandlingerne om Kroningen og denne selv. Ligeledes har der ved Sammendragningen indsneget sig en liden Uklarhed i de første Ord af det derpaa følgende Kap. 270. I umiddelbar Tilslutning til den korte Anførsel i Kap. 269 om Kroningen og Kong Valdemars Uvenskab med Erling begynder nemlig Kap. 270 med at fortælle, at „Høsten efter, men dog efter Vinterens Indtrædelse“ („um haustit eptir ok þó öndverðan vetrinn“) ankom der til Throndhjem Udsendinge fra den danske Konge. Ved første Øiekast skulde det nu synes, som om denne „Høst“ og „Vinter“ var den lige efter Kroningen følgende^[75]. Men saa er det ikke. Betydningen af Ordene „Høsten efter“ er her ikke „samme Høst“, men „næste Høst“, og denne Tidsangivelse har ikke oprindelig knyttet sig til Kroningen, men til det Tidspunkt, da Valdemar modtog Erlings afvisende Svar og i den Anledning erklærede ham for „Edsbryder“. Thi som strax skal vises, indløb dette Svar til Valdemar først langt ud i Oktober Maaned og „Høsten efter“ bliver da „den følgende Høst“ (altsaa 1164). Dette fremgaar da ogsaa sikkert nok som Sagaens egentlige Mening af dens Fortsættelse af Beretningen i Kap. 271–72. Ifølge Kap. 272 tilbringer nemlig Erling Skakke Vinteren efter den Høst, da Valdemars Udsendinge indfinder sig i Throndhjem, selv i Bergen. Men da han ifølge Sagaens ovenfor drøftede Kap. 264–66 tilbragte Vinteren 1162–63 i og ved Tønsberg og Vinteren 1163–64 i og ved Konghelle, kan Sagaen med den Vinter, den derpaa lader ham opholde sig i Bergen, alene sigte til Vinteren 1164–65, hvilket forsaavidt da ogsaa stemmer med Snorres (og Munchs) Tidsregning.

Nærmere Rede paa de hidhørende Omstændigheder faar man nemlig først hos Snorre. Hvorvidt denne blot gjengiver Morkinskinnas Beretning i uforkortet Helhed, omend øiensynlig omredigeret i hans egen Fremstillingsform, eller han tillige har havt andre, optegnede eller mundtlige Kilder, er ikke ganske klart. I ethvert Fald tjener hans Meddelelser kun til at supplere Fagrskinnas, men modsiger dem, naar de forstaaes som ovenfor skeet, ikke, – naturligvis med de Undtagelser, som følger af, at Snorre feilagtig henlægger Kroningen til 1164.

Snorres Beretning gaar ud paa, at da Kong Valdemar havde faaet at vide, at Magnus nu var Enekonge i Norge og Oprørsflokkene ødelagte, sendte han Erling og Magnus Brev og Budskab, der mindede dem om Overenskomsten af 1161. Det er tydeligt, at Snorre ved denne ødelæggelse af Oprørsflokkene selv sigter til Markusmændenes endelige Nederlag udenfor Bergen, der jo af ham henlægges til Aaret før Kroningen. Men forkastes i dette Punkt Snorres Tidsregning, maa selvfølgelig ogsaa denne hans Forudsætning bortfalde. Sammenhængen maa have været en anden. Ligesom Erling Skakke personlig, efter hvad vi har seet, betragtede Markusmændenes Nederlag paa Re i Februar 1163 som saa afgjørende, at han ikke videre ænsede dem, før de ud mod Høsten satte sig fast i Konghelle, maa Valdemar have opfattet Stillingen i samme gunstige Lys. Og saa har han da Sommeren 1163 ladet sine Udsendinge afgaa til Erling. Formentlig er han dertil bl. a. ogsaa bleven drevet ved de Rygter, som han har hørt om den forestaaende norske Kongekroning, en Høitidelighed, der som den første af sit Slags i det skandinaviske Norden ikke har kunnet undlade at gjøre en vis Opsigt. Snorre lader forstaa, uden udtrykkelig at sige det, at de danske Sendemænd traf Erling og Magnus i Bergen^[76]. De blev nemlig af Erling opfordrede til at følge med ham „østover til Viken om Høsten“, forat han og de i selve den omspurgte Landsdel kunde erfare Bøndernes Mening. Men dette Ophold vestenfjelds, hvorfra Erling „om Høsten“ vender tilbage til Viken, kan alene have været det samme, som udfyldtes ved Kroningshøitidelighederne og Rigsmødet; thi noget andet Sommerbesøg af Erling i det vestlige Norge med efterfølgende Høstreise „østover til Viken“ kjender Snorre ligesaa lidt som Fagrskinna til i det heromhandlede Tidsrum. Derfor omtaler da ogsaa Snorre de danske Sendebuds Forhandling med Erling umiddelbart efter at have redegjort for Kroningen, og før han lader. Erling forlade Bergen og atter drage østover.

Det maa følgelig erkjendes at staa fast, at det var Kroningssommeren 1163, at Kong Valdemars Sendebud ankom til Erling, just som denne paa det ivrigste var ifærd med at forberede eller iværksætte sin Søns Indvielse til „den første kronede Konge i Norge“. Men herved falder der atter et skarpt Lysstreif over Øieblikkets meget indviklede politiske Situation. Det var ikke nok med, at de forbundne Parter, Erling og Erkebiskop Eystein, havde at forlige Kongedømmets, Kirkens og Lendemandsaristokratiets indbyrdes ret stridende Interesser, repræsenterede som disse var ved den kongelige Formynders, Episkopatets, Ættehøvdingernes og de forskjellige Landsdeles hinanden modsatte Sympathier og Fraktioner, samtidig med at der paa den anden Side ogsaa maatte regnes med Paven og hans paatageligvis uventet tilstedekomne Legat, hvilken af nødvendigt Hensyn til Kurialpolitiken – ikke mindre end til Stemningen i Folkets brede Lag – maatte holdes i Uvidenhed om den egentlige Mening med den hele Overenskomst, Kongedømmets Lensunderkastelse under den lokale Erkebiskopsstol. Til alt dette, som var mere end tilstrækkeligt, sluttede sig nu tillige det i en betrængt Stund besvorne Løfte om Afstaaelsen af Rigets sydostlige og vel allerede dengang folkerigeste og mest velstaaende Fjerdedel til den danske Konge. I Sandhed, Barnekongen Magnus’s Krone kunde i Landsfolkets Øine have syntes noget for dyrt kjøbt, hvis alle disse Indrømmelser og Prutninger var blevet fuldt aabenbare og forstaaede.

Men Erling og Eystein viste sig den overordentlig vanskelige og spændende situation voxne. Vi har allerede seet, hvorledes de ligeoverfor baade Legaten og den norske Almenhed satte den nye Thronfølgelov og den med samme nær beslægtede Kroningsed i Stedet for det ikke offentliggjorte Underkastelsesdokument. Ligeoverfor de danske Underhandlere blev nu Erlings Forhold ligesaa diplomatisk og tvetydigt. Istedetfor med et barsk og uforsigtigt Nei at afvise Kong Valdemars Fordring paa Viken gav han hans Sendemænd et Svar, hvis Fornuftighed der ikke godt kunde indvendes noget mod, nemlig at det til syvende og sidst maatte komme an paa Indbyggerne i angjældende Landsdel selv, hvorvidt de vilde hylde Danmarks Konge som sin. Han, Erling, kunde ikke gjerne paatage sig at tvinge dem dertil. Men han skulde, i Henhold til sit edelige Løfte, forelægge dem Sagen paa et i den Anledning sammenkaldt Thing, og hvis Sendemændene vilde vente, indtil dette ud paa Høsten kunde træde sammen, saa var de velkomne baade til i Mellemtiden at overvære hans Søns høitidelige Kroning til Konge, hvorved denne hans Værdighed vilde faa et nyt og urokkeligt Grundlag, og til at ledsage ham selv, Erling, østover til Thingstævnet med Vikens Bønder. Omtrent saaledes maa ifølge Snorre svaret have været formuleret. Erling vandt derved Tid ikke alene til at ordne alt med Hensyn til Kroningen og Rigsmødet, uden at den danske Konges Krav deri indblandedes, men ogsaa til i Stilhed og underhaanden at forberede Almuen østover paa, hvad den, naar Thinget mødte, burde erklære sig for. Det hele giver overhovedet et meget oplysende Vidnesbyrd om Erlings politiske Kløgt. Sagen løb da ogsaa af, som han havde forudseet og vistnok ogsaa foranstaltet: fra det for Anledningen sammenkaldte Borgarthing, hvor Almuen paa det bestemteste vægrede sig ved at lade sig afstaa til Danmark, vendte de danske Udsendinge med uforrettet Ærinde tilbage til sin Konge, der nu fra sit Standpunkt ikke uden Grund betragtede Erling som den, der havde brudt sin Ed.

Efter Afholdelsen af det nævnte Thing for Viken lader Snorre Erling vende tilbage til Bergen og der tilbringe Julen og Vinteren. Denne Frem- og Tilbageflakken en og samme Høst tvinges Snorre til at antage derved, at han henlægger Kroningen til 1164; thi det er samtlige Sagaers rigtige Forudsætning, at det var Vinteren 1164–65, som Erling opholdt sig i Bergen. Fagrskinna derimod, som lader Kroningen foregaa i 1163, behøver ikke at tænke sig Erling foretage en saa usandsynlig Tilbagefærd samme Høst, idet den jo, hvad der klarlig er det rigtige, motiverer hans Afreise fra Bergen efter Kroningen i første Række ved de indløbne Efterretninger om Markusmændenes nye Opdukken, denne Gang ved Konghelle. Paa denne Reise fra Bergen østover i Hensigt at opsøge oprørerne er det altsaa, at Erling har taget de danske Udsendinge med sig til det vistnok forud fra Bergen af ved Brev og Budskab sammenkaldte Borgarthing. Da Erling, ligeledes ifølge Fagrskinna, i Begyndelsen af Vinterhalvaaret („öndverðan vetrinn“), altsaa senest vel omkring 1ste November, fra Konghelle gjorde sit første Straffetog ud paa Hisingen, medens Beretningen tillige forudsætter, at han da allerede havde opholdt sig nogen Tid, f. Ex. et Par Uger, i Byen, maa han tænkes at være kommen derned omkring Midten af Oktober og at have afholdt det omtalte Borgarthing omtrent en Uge forud. Paa den anden Side kan Thinget neppe heller være bleven holdt synderlig tidligere; thi først henimod Midten af September kan Erling formodes efter Rigsmødets Afslutning at have kunnet tiltræde Reisen østover fra Bergen (jfr. ovenfor S. 45).

Saaledes har da heller ikke Kong Valdemars Sendemænd før tidligst ved Midten af Oktober kunnet være vendt hjem til Danmark. Det Svar, de bragte ham, huede ham, som vi saa, ingenlunde; men naar Snorre forudsætter, at han endnu samme Høst sendte nye Folk, denne Gang dog i Hemmelighed og Pilegrimsklæder, afsted til Norge, saa er det atter hans Henlæggelse af Kroningen til 1164, som nøder ham hertil. Det er nemlig en given Sag, at Kong Valdemars første Tog til Viken falder i 1165. Da det indledes med den nævnte hemmelige Sendelse til Throndhjem, og denne foregik samtidig med, at Erling og Magnus tilbragte Vinteren i Bergen, hvilket var Tilfældet 1164–65, blev der for Snorre ingen anden Udvei end at lade Valdemar strax efter Modtagelsen af sine fra Kroningen og det paafølgende Borgarthing hjemvendende Udsendinge gjøre det næste Forsøg. Derfor stryger han ogsaa i sin Fremstilling Fagrskinnas Oplysning, at det var om „Høsten“ „i Begyndelsen af Vinterhalvaaret“ („öndverðan várinn“), at Danekongens Mænd og Brevskaber kom til Throndhjem; thi aldenstund det officielle Gesandtskab til Norge først paa dette Tidspunkt kunde være vendt tilbage til Danmark, blev der ikke Tid for det følgende hemmelige til at komme afsted og naa helt op til Nidaros i den sidste Halvdel af den samme Oktober Maaned. Istedet siger Snorre derfor, at Udsendingerne drog didop „den Vinter“. Forkaster vi derimod ogsaa i saa Henseende hans kronologiske Arrangement, kommer vi til det langt rimeligere Resultat, at den beregnende og forsigtige Valdemar har seet Tiden an en Stund, inden han tog et nyt Skridt, og at han først iværksatte et saadant, da han havde Grund til at tro, at det vilde lykkes bedre end det forrige. Antager vi altsaa, at hans sendemænd til Erling er komne tilbage engang i Oktober 1163, og at han efter Markusmændenes endelige Nederlag udenfor Bergen Sommeren 1164 paany har modtaget enkelte af dem som Flygtninge – Frederik Køna og flere andre siges jo udtrykkelig efter Slaget først at være tyede ned til Danmark eller Gautland (Fagrsk. Kap. 266) – samt af dem har faaet nye opfordringer til at gribe ind i de norske Anliggender, og forudsætter vi videre, at han dernæst ud paa Eftersommeren samme Aar er bleven underrettet om Erlings da stedfundne, hensynsløse Aflivelse af den nævnte thrønderske Stormand – fra Viken tyede de overlevende Markusmænd paany ned til Danmark –, saa har vi aabenbart den rigtige Forklaring af, at Valdemar netop valgte dette Øieblik til at foretage det i sig selv meget paafaldende Skridt at henvende sig til de steileste Uafhængighedsmænd af alle Nordmænd, nemlig Thrønderne. Han har tydeligvis beregnet eller faaet sig indgivet, at Frederik Kønas Henrettelse vilde sætte Thrøndelagen i Fyr og Flamme, og har besluttet sig til at smede Jernet varmt. Han ændrede følgelig sin Holdning derhen, at han ikke længer lagde an paa Afstaaelsen af Viken, men søgte ved Hjælp af Thrøndernes hævdvundne Indflydelse paa Thronfølgen at sikre sig overherredømmet over hele Riget, idet han stillede i Udsigt et Slags Underkonge („Landshøvding“) af thrøndersk Ætt. Hans Udsendinge, der ifølge Fagrskinnas, sikkerlig efter Morkinskinna afskrevne Tidsangivelse maa være ankomne til Nidaros i Tiden omkring 1ste November, fandt da ogsaa Stemningen deroppe saa ophidset, at de fik høre de stærkeste Trudsler mod Erling. „Vovede han sig til Throndhjem, skulde han aldrig komme udenfor Agdenæs igjen med Livet“^[77].

Hvorledes det saaledes sammenbryggende Uveir mellem Kong Valdemar og Thrønderne paa den ene Side og Erling paa den anden i Løbet af 1165 videre udladede sig, Erlings vellykkede Tog til Nidaros og Valdemars mislykkede til Viken o. s. v., hører imidlertid ikke ind under Behandlingen af den Opgave, jeg i foreliggende Studie har søgt at løse. Kun forsaavidt har jeg maattet beskjæftige mig med dette Mellemværendes indledende Optrin, som disse falder ind og maa anvises sin rette Plads i de af mig kronologisk belyste Aar 1163–64.

Til Slutning finder jeg det rigtigt at hidsætte i ordnet Rækkefølge de historiske Begivenheder, jeg saaledes har bestræbt mig for at bringe i den indbyrdes rette Sammenhæng. Som gjentagende fremhævet stemmer den af mig anvendte Tidsregning helt med Fagrskinnas, medens den ganske afviger fra Snorres. At jeg til behørig Forstaaelse fremstiller sagernes Forløb saaledes, som jeg i Henhold til den ovenfor leverede Bevisførelse maa tænke mig dem, og derved ikke godt kan undgaa tillige at anvende en og anden Formodning, vil forhaabentlig ikke svække Indtrykket af Redegjørelsens Paalidelighed i Hovedtrækkene.

1161. Vaar. Magnus Erlingssøn udraabes i Bergen, 5 Vintre gammel, til Konge; hans Fader Erling Skakke tager umiddelbart efter med den unge Konge og sine nærmeste Partifæller sin Tilflugt til Kong Valdemar af Danmark, som lover ham sin Bistand mod Aftrædelse af Viken til Lindesnæs, et Vilkaar, der af Erling bekræftes med hans Ed.

1162. Vaar. Kong Haakon Hærdebred falder mod Magnus og Erling i Slaget under Sekken. Umiddelbart efter aflægger Magnus og Erling et kort Besøg i Nidaros, hvor Magnus vistnok udraabes til Konge paa Ørething, men hvor Stemningen dog viser sig ham og hans Fader saa fiendtlig, at Opholdet indskrænkes saavidt muligt. Samme Aar udraabes paa Eidsivathing af Kong Haakons Tilhængere med Sigurd Jarl i Spidsen Sigurd Markusfostre til Konge

1162. Sommer. Erkebiskop Eystein foretager sin første. Visitatsreise til Haalogaland, med hvis Bønder han aftaler en Forhøielse af Sagefaldskursen i geistlige Bødesager, en Indrømmelse, som Almuen i det egentlige Thrøndelagen kan sees senere paa Aaret at have tiltraadt. Erling yttrer ved Underretningen herom sin Misnøie, vistnok ikke mindst fordi den erkebiskoppelige Sagefaldskurs og dermed selve Bødebeløbene blev de dobbelte af de Kongen tilkommende.

–„– Jul. Erling og Kong Magnus i Tønsberg.

1163. 20de Februar. Slag paa Re, hvor Markusmændene lider et stort Nederlag og deres ledende Høvding Sigurd Jarl falder. Nogle Dage efter (27de Februar) dræbes en anden af Hovedmændene for Flokken, Lendemanden Eindride unge.

–„– omkring 1ste Marts^[78] drager Erling Landeveien til Nidaros i den Hensigt at benytte Markusmændenes ødelæggelse som Udgangspunkt for et Kompromis mellem Erkebiskopens og hans egne Interesser. Sin Søn, den unge Konge, medtager han kun til Oslo, hvor han overgiver ham i Biskopens Varetægt.

1163. 23de Marts, første Paaskedag. Underhandlingerne i Nidaros mellem Erling og Erkebiskopen er da saavidt fremskredne, at Erling som et Slags Fæstepenge finder sig i at undertegne et Privilegiebrev, hvorved der tilstaaes Erkebispestolen visse økonomiske Fordele. Forhandlingerne afsluttes med en Aftale om, at Erkebiskopen til Sommeren (formodentlig St. Olafs Dag den 29de Juli) skal krone Kong Magnus i Bergen, mod at denne til Gjengjæld tager sit Rige til Len af Landshelgenen, samt at et Møde af Rigets geistlige og verdslige Høvdinger i den Anledning sammesteds skal indkaldes. Efter opnaaelsen af dette foreløbige Resultat begiver Erling sig formentlig sydover langs Kysten til Bergen og opholder sig derpaa formentlig Resten af Vaaren og Sommeren vestenfjelds, beskjæftiget med at forberede Kroningen og at forhandle om vilkaarene derfor med sine nærmeste Tilhængere blandt det vestenfjeldske Lendemandsaristokrati.

1163. Vaar. Markusmændenes bedste Udsigt til at gjenoprette Nederlaget paa Re maatte øiensynlig søges i Throndhjem, hvor Stemningen var Erling og Magnus fiendtligst, og hvorhen de da ogsaa næste Aar med stor Fremgang tyede hen. Naar de ikke desto mindre Vaaren 1163 valgte at drage gjennem de østlige Indlandsbygder ned til Kysten af Ranrike, maa en medbestemmende Grund hertil have været, at Erling ved sin hurtige Beslutning om for sit Vedkommende at drage til Nidaros og søge Forhandling med Erkebiskopen er kommet dem i Forkjøbet og bar afskrækket dem fra at ty nordover, saameget mere som Erling neppe i saa urolige Tider er reist uden at omgive sig med et paalideligt Krigerfø1ge. Nede ved Kysten skaffer Markusmændene sig Skibe, paa hvilke de Sommeren over formentlig driver Sjørøveri i de nærmeste Farvande. I Forveien har de sendt Bud til Kong Karl Sverkerssøn af Sverige med Anmodning om Bistand, og da de af ham faar Afslag, til Kong Valdemar af Danmark med lignende Bøn.

–„– Forsommeren. Den pavelige Legat Stephanus af Orvieto („de urbe veteri“) ankommer, formentlig fra Sverige, til Oslo, hvor han modtages af Kong Magnus og Biskopen. Han opfordres og erklærer sig villig til at deltage i de forestaaende Kroningshøitideligheder i Bergen.

1163. Juli. Kong Magnus, Biskopen af Oslo, Legaten og de øvrige søndenfjeldske Deltagere i Rigs- og Kroningsmødet i Bergen begiver sig derhen. Her indtræffer ligeledes Erkebiskopen og de øvrige norske Biskoper samt den nyvalgte Biskop Brand af Hole, der maa afvente en passende Leilighed til at kunne blive indviet. Samtidig indfinder sig i Bergen Udsendinge fra Kong Valdemar af Danmark med Krav paa Afstaaelsen af Viken.

–„– 29de Juli, St. Olafs Dag. De underhaands Forhandlinger angaaende Overenskomsten mellem Kongedømmet og Kirken, Kongens Kroningsed, Thronfølgeloven, Formen for Legatens Deltagelse i Kroningsceremonien o. s. v., viser sig sandsynligvis at trække i Langdrag, hvorfor Kroningen maa udsættes til

–„– 10de August, St. Laurentius’ Dag, da den med stor Pomp finder Sted. Kongen krones af Erkebiskopen; men hans Ed, hvorved han forpligter sig til at ofre sin Krone til St. Olaf og til opbevarelse i Nidaros Kristkirke, modtages af Legaten Stephanus. Samtidig undertegnes i Hemmelighed af Erling, Kong Magnus og Erkebiskopen et af den sidste personlig opsat latinsk Dokument, hvorved Kong Magnus tager sit Rige til Len af St. Olaf og erklærer, at Kronens ofring just skal tjene som det ydre „perpetuæ subjectionis testimonium“. I samme Dokument optages desuden et Løfte fra Kongens og hans Hirdmænds Side, der maa være bleven gjentaget offentligt, og som gik ud paa, at der skulde erlægges Tiende af Krongodsernes Afkastning og Hirdmændenes Lønninger. For sin Del skjænkede Erling Gods til Oprettelse af Halsnø Augustinerkloster. – Strax efter Kroningen har formentlig Legaten forladt Bergen og Landet tilsjøs.

1163. August og første Uge af September. Rigsmøde i Bergen, hvor der under Ledelse af Erkebiskopen vedtages en Række betydningsfulde Endringer i Kristenretterne, Ægteskabslovgivningen og enkelte Punkter af den verdslige Ret. Blandt de sidste er ogsaa den nye yderst vigtige Thronfølgelov, hvis Hovedindhold dog maa være bleven underhaanden drøftet og fastslaaet ved de mere personlige Underhandlinger før Kroningen.

–„– 8de September, Mariemesse. Biskop Brand af Hole indviet. Han og hans ligeledes tilstedeværende Landsmand Jon Loptssøn maa at Mangel paa skibsleilighed til Island saavidt sent paa Aaret beslutte sig til at tilbringe Vinteren i Bergen.

–„– Henimod Midten af September maa de forskjellige Deltagere i Kroningen og Rigsmødet, med Undtagelse af den unge Konge selv, være afreist fra Bergen, deriblandt ogsaa Erling Skakke, som har modtaget Underretning om, at Markusmændene efterhaanden har trukket Folk til sig igjen og har sat sig fast i Konghelle. Med Erling følger tillige de danske Udsendinge østover.

– – Første Halvdel af Oktober. Borgarthing afholdt til Behandling af Kong Valdemars Krav paa Viken. Dette afslaaes, hvorpaa hans Udsendinge vender hjem.

1163. Omkring Midten af Oktober. Erling indtræder med en Hærstyrke i Konghelle. Markusmændene tyr ud paa Hisingen. Da det her snart blir smaat for Mad, tager de atter over til Fastlandet, hvor de holder til oppe i Skovegnene mod Grændsen af Sverige.

–„– omkring 1ste November. Erling drager ud paa Hisingen og stævner Bønderne til sig i Konghelle. Paa Mødet ilægger ham dem en drøi Bod i Kvæg.

–„– Omkring Midten af November. Stærk Frost, som bevirker, at Erlings Skibe fryser inde, hvoraf Hisingboerne benytter sig til at unddrage sig Kvægets Udredelse.

–„– Jul. Erling i Konghelle, Kong Magnus i Bergen.

1164. 9de Januar. Erling foretager et Straffetog ud paa Hisingen.

–„– Vinter. Markusmændene tyr nordover til Oplandene og efter nogen Tids Forløb videre til Nidaros, hvor Sigurd Markusfostre udraabes til Konge og faar Tilløb af mange og tildels anseelige Mænd. De skaffer sig desuden en Flaade.

–„– Vaar. Efter Isløsningen forlader Erling med sine skibe Konghelle i den Hensigt at drage til Bergen. Han hindres imidlertid herfra ved stadig Modvind, som opholder ham i Farvandet mellem Tønsberg og Lindesnæs. Dog faar han sendt en Del Rofartøier op til Bergen.

1164. Forsommer. Markusmændene paa sin Side tager senere ud paa Vaaren^[79] Sjøveien sydover forbi Bergen, men vender paa Lister om af Frygt for Erlings Flaade, møder derpaa i Bergensleden Lendemændenes Flaade og adsplittes. Deres Konge og hans Fosterfader Markus tages tilfange. Frederik Køna og andre Markusmænd flygter til Danmark og Gautland, hvorfra de herjer i Viken.

–„– Sommer og Eftersommer. Erling i og ved Tønsberg. Her erfarer han, at Frederik Køna med Fæller herjer i det østlige Viken. Han begiver sig da med sine Skibe „østover“ for at lede dem op, træffer dem, fanger nogle og lader dem, deriblandt Frederik Køna selv, henrette. De gjenlevende Markusmænd tager atter sin Tilflugt til Danmark.

–„– 29de September, Mikkelsmesse. Sigurd Markusfostre og Markus henrettede ved Bergen^[80].

1164. Høst. Efterretningen om Frederik Kønas særlig vanhæderlige Henrettelse fremkalder i Throndhjem udbredt Forbitrelse.

I Danmark, hvorhen Beretningen bringes ved de flygtende Markusmænd, bevirker den, at Kong Valdemar beslutter sig til at afsende hemmelige Bud til Thrønderne med Forslag om Samvirke og Underkastelse.

–„– Omkring 1ste November ankommer disse hemmelige danske Udsendinge til Nidaros, hvor de tilbringer en Del af Vinteren og finder villigt Øre hos adskillige.

–„– Jul. Erling og Kong Magnus i Bergen.

1165. Vaar. Erlings Straffetog til Nidaros.

–„– Sommer. Kong Valdemars første Tog til Viken.

Til Afslutning af dette Forsøg paa at korrigere den hidtil almindeligvis befulgte Tidsregning for de heromhandlede to Aar bør det Spørgsmaal ligeledes fremkastes, hvorfor vel Snorre har foretaget de ovenfor paatalte Ændringer i Fagrskinnas, d. e. uden al Tvil ogsaa Morkinskinnas, ordning af Begivenhederne, stemmende som denne tillige var med et Par Tidsangivelser i Sverres Saga. Svaret kan neppe blive andet, end at han hertil maa være bleven forledet ved visse Misforstaaelser og Feilerindringer, hvis Rigtighed han personlig har ment at kunne stole paa. Gustav Storm bruger i sin Bog om Snorres Historieskrivning (S. 201) det Udtryk, at Snorre „ved, at Kong Magnus blev kronet, da han havde baaret Kongenavn i 3 Aar og var 8 Aar gammel, altsaa Sommeren 1164“. Men dette har han netop ikke vidst; thi de ham foreliggende Sagaberetninger sagde, at Magnus’s Alder dengang var 7 Aar, og at han var 5 Aar, da han fik Kongenavnet. Hine Snorres Angivelser beror derfor paa falsk Beregning, ikke paa Kundskab. Og det samme gjælder hans hele Omkastning af Begivenhederne ide 2 Aar. Den er en eneste sammenarbeidet Vilkaarlighed, foranlediget ikke ved, hvad han vidste, men ved, hvad han troede at vide. Grunden til, at han saaledes troede at vide bedre Besked, end de ældre Sagaer gav, maa derimod øiensynlig være den af Storm (sstds S. 202) anførte, nemlig at han som Hjemmelsmand for, hvad der knyttede sig til Kroningen, stolede paa sin ved Høitideligheden tilstedeværende Pleiefader, Jon Loptssøn, saavelsom paa sin egen Erindring om, hvad denne en Menneskealder, før Snorre selv førte Magnus Erlingssøns Saga i Pennen, havde berettet ham. At der paa denne Maade i Snorres Hukommelse kan have indsneget sig en og anden Feiltagelse, har vi ovenfor S. 42 havt et lidet, men for det hele Emne ingenlunde uvigtigt Exempel paa, idet Brand Sæmundssøn ikke, som Snorre mente at vide, kan have været tilstede ved Kroningen som indviet, men kun som udvalgt Biskop. Lignende mindre Misforstaaelser kan dels Jon, dels Snorre selv paa andre Punkter i Løbet af den lange Tid, som hengik mellem 1163 og Tiden omkring 1240, være blevne offer for. Hvad der imidlertid mere maa lægges Snorre til Last, er, at han har anseet sig berettiget til i Henhold til disse sine blot subjektivt sikre Erindringsmomenter at omarrangere de ældre Sagaers hele Tidsfølge for de to Aar 1163–64. Dette viser, at Snorre overhovedet som Kilde maa benyttes med udpræget Forsigtighed. Han var efter sin Tids Leilighed en kritisk anlagt Beretter, og han søgte saavel at finde som at fremstille Sammenhængen mellem Begivenhederne. Men hans Kritik opererede med altfor snævre Forudsætninger til, at Efterverdenen skulde føle sig bunden ved den, og lykkedes det ham end, som navnlig hans i sit Slags ypperlige Olaf den helliges Saga vidner om, at give sin Fremstilling en høist bestikkende Form, saa er det desto usikrere, om den herigjennem fremtrædende Opfatning ogsaa i alle Dele virkelig er den rette.

XI. Lensunderkastelsens Eftervirkninger.

Den tyske Retshistoriker og Kanonist Professor Philip Zorn har i sin Bog „Staat und Kirche in Norwegen“ (1875) med Klarhed og Styrke gjort opmærksom paa den særegne Interesse, som i kirkehistorisk Henseende knytter sig til den middelalderske Kamp i Norge mellem verdsligt og geistligt Høvdingedømme. Medens i sydligere Lande den verdslige Konge- og Lensstat og den kanonisk-hierarkiske Kirkestat allerede træder fiendtligt op mod hinanden paa Tidspunkter, da de endnu begge er ufærdige, og idet de begge fortsætter og fæstner sin Udvikling under hinanden aftvungne gjensidige Lempelser, sker sammenstødet i Norge mellem to fuldt færdige Systemer. „Da Kristendommen modtoges i Norge, var de pseudoisidoriske Forfalskninger allerede blevet et uudskilleligt Led i Kirkens Ordning, og med tvingende Nødvendighed lagde sig fra da af den romerske Kirkes Tyngdepunkt over i det Ydre, i Forfatningen.“ Paa den anden Side „finder vi allerede i den tidlige Middelalder Retten i det germaniske Norden mærkværdig fuldendt. I den juridiske Tankes Præcision og Grundprincipernes Klarhed staar det germanske Nordens Retsbøger langt over de tilsvarende Retsoptegnelser hos sydgermaniske Stammer. Trods Nordboernes Karaktertilbøielighed for Overskridelser af enhver Art og isærdeleshed for vild Næveret dannede dog Rets- og Statsordenen allerede tidlig det faste Grundlag for det nationale Liv“ (l. c. 275–76).

Denne Opfatning er i mine Øine utvilsomt rigtig. Det er Brydningen mellem Stat og Kirke, som forlener Norges Historie i det 12te og 13de Aarhundrede med mere end lokal Betydning. Ved derimod at lægge Hovedvægten paa Udviklingen af Forholdet mellem Kongemagt og Aristokrati har P. A. Munch og Ernst Sars^[81] stillet de kraftigst fremtrædende Linier i Skyggen og udhævet andre, som i Henseende til historisk Aktualitet blot var af anden Rang, omend deres historiske Indflydelse inden Landet selv i Længden blev virksom nok, efterat Kampen mellem Stat og Kirke i Virkeligheden havde ført til Kirkens Nederlag og derved skaffet de rent statlige Udviklingsmomenter et bredere Leie til at rulle henover og – at rinde ud igjennem i den bare Afmagt.

Men for denne halvandet Aarhundredes staaende Strid mellem Kongestat og Kirkestat danner Landets første Kongekroning og den derunder stedfundne Lensunderkastelse af Kongedømmet under Kirken baade Udgangspunkt og Program. Uagtet Enkelthederne i Overenskomsten øiensynlig ikke i alle Dele er naaet til Almenhedens Kundskab, ser vi dog, at den Grundbetragtning, hvorpaa den hvilede, bliver Geistlighedens Fælleseie. Da en norsk Klerk i Tiden mellem 1180 og 1190 forfatter en kort Redegjørelse for Norges geografiske og ældste historiske Forhold (den saakaldte Historia Norvegiæ) med Dedikation til en engelsk Erkediakon^[82], undlader han ikke med et vist Eftertryk at betegne Olaf den hellige som „perpetuum regem Norvegiæ“^[83], en besynderlig Titulatur, hvis Mystik umiddelbart synes hentet fra Lensunderkastelsesdokumentets egne Ord, naar det lader Kong Magnus udtale: „Deo .. me eum regno in perpetuum et glorioso martyri regi Olao ... regnum assigno Norvegiæ et huic regno ... velut eiusdem gloriosi martyris possessioni hereditarie sub eius dominio tanquam suus vicarius et ab eo tenens possidebo.“ Og hvor udbredt og langvarig den herigjennem udtrykte Opfatning var, ser man deraf, at endnu den opbevarede Gildeskraa for et unævnt „Olafsgilde“ i Gulathingslagen (nærmest Søndhordland) fra Tiden 1250–1300^[84] høitidelig forsikrer om den hellige Olaf, at han „er bæþe lans konungr var ok laga“, d. e. „baade vor Landskonge og vor lovlige Konge“. Saameget mindre kan det da forundre, at Lovtexter, der redigeredes enten i umiddelbar Tilslutning til Kroningsaftalen eller senere af Erkebiskop Eystein selv, kan benytte Udtryk som „at søge nord til den hellige Kong Olaf“ (d. e. at drage til Nidaros, – se Thronfølgeloven^[85]), eller at visse Bøder skal deles ligt mellem „den hellige Kong Olaf“ og „den jordiske Konge“ (Frost. II 10, endnu gjentaget i Erkebiskop Jons Kristenret Kap. 13–14). Omvendt klinger det næsten som en forarget Indsigelse mod den hele Betragtningsmaade, naar Afskriveren af den Membran af Erkebiskop Jons Kristenret, som er bleven lagt til Grund for Udgaven i Norges g. Love II, i Kap. 13 ombytter Lovens oprindelige Betegnelse af den verdslige Kongemagts Repræsentant som „den jordiske Konge“ med „Norges Konge“.

Det er derfor mod denne principielle og i sine Konsekventser meget vidtrækkende opfattelse af Landshelgenen som den „lovlige“ „Landskonge“ og „perpetuus rex Norvegiæ“, hvis paa engang mystiske og praktisk materielle Magtfylde forlanges udøvet gjennem og af Rigets Erkebiskop, at det norske Kongedømme siden 1163 uafladelig maa værge sig. Og ligesaa uafladelig og ihærdig søger Geistligheden paa sin Side at arbeide for og underholde en saadan Fiktion. Ved Kroningen i 1163 var denne Betragtningsmaade, som vi saa, endnu ganske nyfødt, og hvad den indebar, har neppe for de verdslige Høvdinger, som var med paa at akceptere den, staaet fuldt klart. Men for Erkebiskop Eystein selv og efterhaanden for andre logisk anlagte Hoveder blandt Geistligheden har Opfatningen af Hellig Olaf som den egentlige overkonge i Landet, af hvem dette kun toges i Len af den „jordiske“ Konge, dannet den dybere liggende Hovedhjørnesten i den hele kirkelig-hierarkiske Politik.

I Begyndelsen blev dog Konsekventserne ikke dragne med nogensomhelst Uforsigtighed. Eystein var en ligesaa rolig, som naar det gjaldt, energisk Prælat, og ligeoverfor Erling Skakke og Kong Magnus behøvede han overhovedet ikke at aflægge Fløielshandskerne. Han nøiede sig i Tidsrummet efter Kroningen med under eget Tilsyn at lade omredigere Frostathingsloven og særlig dens Kristenret i Overensstemmelse med de kirkelige Krav, som han ansaa modne til Gjennemførelse. Men ganske anderledes blev Stillingen, da det efter Sverres Fremtræden i 1176 viste sig, at Overenskomsten mellem Stat og Kirke i ham havde fundet en baade principielt uforsonlig og krigersk overlegen Modstander. Fra dette Øieblik af tager Geistligheden Parti i de norske Thronkrige og senere endog selve Ledelsen. Og Virkningerne af denne Indgriben fra den indflydelsesrigeste og mægtigste Samfundsklasses Side lader ikke vente paa sig. Medens indtil da de norske saakaldte „Borgerkrige“ havde indskrænket sig til en Række tildels med lange Mellemrum opdukkende Feider mellem Kongehusets Medlemmer og disses Hirdflokke og personlige Tilhængere, hvorved Landets Indbyggere i det store hele havde staaet som mere eller mindre interesserede Tilskuere, og den almindelige velstand neppe led synderligt Afbræk, forvandledes Kampene nu til en staaende politisk Partistrid, hvori det gjaldt noget meget mere end Personerne^[86]. Hvor uadskilleligt Geistligheden havde knyttet sin egen velbevidste Interesse til Kong Magnus’s Sag, viste sig allerede i 1180, da hans gjentagne Nederlag tvang ham til at flygte til Danmark. Thi samtidig flygtede Erkebiskopen til England, hvorfra han slyngede Banstraalen mod Sverre, og blev borte i 3 Aar. Han vendte først tilbage, da Sverres fortsatte seire havde reduceret Kong Magnus’s Parti til en „Flok“, hvis Udsigter til at vinde Bugt med Modkongen mere og mere var forsvundne. Som saa mangen anden klog Kirkefyrste før og efter ham fandt Eystein det under disse Omstændigheder raadeligst at bøie af og indtil videre finde sig i den faktiske Stilling. Men hvor principielt alvorlige og dybtgaaende Modsætningerne var blevne, fik man se, strax han var afløst af en ny og yngre Metropolitan, hvis hierarkiske Sindelag ikke tillod ham at slaa af paa de Fordringer, som nu engang var blevne den norske Kirkes^[87]. Erkebiskop Erik tiltraadte efter at være vendt tilbage fra Rom med Pallium Bestyrelsen af sit nye Embede 1189, formentlig om Vaaren, og allerede Sommeren 1190 flygtede han efter et i saglig Henseende overmaade karakteristisk Sammenstød med Kong Sverre paa Frostathing ud af Landet, det han ikke atter betraadte før efter 12 Aars Forløb og efter Kongeskifte. Og den ydre Foranledning til dette voldsomme Brud, det, som i Erkebiskopens Øine bragte Bægeret til at flyde over, var Kong Sverres bestemte Forlangende om, at Erkebiskopens Følge skulde indskrænkes til de 30 Mand og 12 hvide Skjolde, som den gamle Lov fra Tiden før 1163 havde tilladt ham at have. Som ovenfor saaes, var imidlertid dette Punkt et af de mest ømtaalige, som havde været under Forhandling mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein, men som var blevet ordnet til den sidstes fulde Tilfredshed under Erlings Paaskeophold i Nidaros før Kroningssommeren. Erkebiskopens Ret til frit at omgive sig med saa stort et Krigerfølge, som han selv vilde, var just et af de mest iøinefaldende Vidnesbyrd om, hvilken forbedret og ophøiet Stilling Overenskomsten af 1163 havde indrømmet Landets geistlige Overhoved, ligesaa vist som at en tvungen Afknapning her vilde være en aabenbart ydmygende Erkjendelse fra Metropolitanens Side af, at denne Overenskomst ikke længer ligeoverfor Kongemagten lod sig gjennemføre. Men dette var kun et af Stridsemnerne. Allerede Aaret iforveien (1189) havde Sverre bragt paa Bane det ligesaa farlige Tvistepunkt fra Erling Skakkes Tid angaaende den erkebiskopelige Sagefaldskurs, hvilket i sin Tid jo netop havde givet Foranledning til det hele Kompromis mellem Erling og Eystein, d. v. s. mellem Stat og Kirke. Og allerede ved denne Leilighed Aaret forud havde Kong Sverre paa det utvetydigste vægret sig ved at anerkjende en Tøddel af, hvad Erling i sin Tid paa dette som paa andre Punkter havde indrømmet. Alt, hvad i saa Henseende var forekommet, betegner han som „Ulov“, der alene skyldtes en Usurpators Udnævnelse af sin egen til Thronen ganske uberettigede Søn til Konge. Med andre Ord, den nye Adkomsttitel til Thronen, som Erling havde søgt at erhverve for Magnus ved at lade denne kirkelig krone, bestred Sverre ligefrem og energisk Gyldigheden af. Han havde forresten allerede udtalt sig tydeligt nok herom endnu i Kong Magnus’s levende Live. Gjentagende havde han, som af Sverres Saga sees (f. Ex. i Gravtalen over Erling), fremhævet det ifølge Landets fremdeles gjældende Ret ulovlige i Erlings og Magnus’s hele Stel og Styre. Ligeoverfor Erkebiskop Erik indtog han nu som sagt det samme principielle Standpunkt, og striden antog derfor hurtig den alvorlige Karakter af, hvad der overhovedet forfatningsmæssig skulde anerkjendes som Lov og Ret i Landet. Erik, der forøvrigt allerede ved sin første Tale som hjemkommen Erkebiskop fra Koret i Kristkirken havde vendt sig direkte mod Birkebeinernes Parti og herved neppe undladt at fremholde just den retlig-principielle Side af Sagen, fremlagde paa Frostathinget 1190 den af Erkebiskop Eystein redigerede Lovbog, Guldfjæren, hvori hele den nye Statsskik med Thronfølgeloven af 1163 i Spidsen, Sagefaldskursens Fordobling i geistlige Sager, Ubegrændsetheden af Erkebiskoppens Følge o. s. v. var lovfæstet. Herimod satte Sverre den gamle Lovbog, Graagaasen, som indeholdt „Sankt Olafs Lov“, men intet af alt dette. Overfor hinanden er derfor Statsfyrstens og Kirkefyrstens uforligelige Standpunkter saa principielt klare, som en efterfølgende Historieforskning kun kan ønske det. Der er ingen Tvil mulig om, at her stod den nye, gjennem Overenskomsten med Kirken grundlagte Statsorden af 1163 mod Landets gamle nedarvede, der var grundlagt paa Odelskongedømmet. Kun et Moment, men rigtignok det i selve Principet allervæsentligste, træder heller ikke ved Sammenstødet i 1190 frem i fuldt Dagslys. Den hemmelige Lensunderkastelse fra Kongedømmets Side under St. Olaf har heller ikke Erkebiskop Erik vovet offentlig at paaberaabe sig uden gjennem dens materielle Konsekventser. Dertil har han – og med fuld Ret – ikke fundet Øieblikket endnu inde.

Men den i 1190 gjenoptagne Konflikt skulde faa meget værre Følger end Erkebiskopens Flugt til Danmark. Efter nogle faa Aars Forløb, hvorunder den øvrige Del af det norske Episkopat øiensynlig søgte at indtage en forsigtig mæglende Stilling, og som Sverre paa sin Side bl. a. anvendte til at lade Biskoperne krone sig – klarligen i den Hensigt dermed i Almenhedens Øine at afkræfte den idelige Fremholdelse fra hans Modstandere af det ved Kroningen skabte nye Retsgrundlag for hans uretmæssige Forgjænger Magnus –, saa Erkebiskop Erik sig ud paa Sommeren 1194 istand til at forkynde Pavens Bansættelse af Kong Sverre^[88]. Og efterat derpaa ogsaa -de øvrige Biskoper, som nu ikke længer vovede at skille Lag fra Erkebiskopen, havde forladt Riget, stiftedes saa Forsommeren 1196 efter Erkebiskopens egen Tilskyndelse^[89] Baglernes, efter „Bispestaven“ udtrykkelig opkaldte Parti med en paastaaet Søn af „Norges første kronede Konge“ som Thronprætendent og med Biskop Nicolaus af Oslo som den virksomme Leder. Herved tog Geistligheden et skjæbnesvangert Skridt videre i den Retning, hvori Fastholdelsen af Principerne af 1163 uvilkaarlig maatte drive den. Under Kampene mellem Magnus og Sverre og senere navnlig ved Reisningen af „Kuvlungernes“ i 1188 atter ødelagte Flok havde den meget bestemt taget Parti^[90]. Nu stiftede den selv Parti – ikke af Hensyn til det valgte Kongsemnes Ret – thi at deres saakaldte Konge, Inge, i Virkeligheden ligesaalidt som Efterfølgeren Erling Steinvægg var Søn af Magnus Erlingssøn, tør man vel gaa ud fra –, heller ikke for at sikre Liv, Lemmer og Gods for visse gjenlevende fornemme Tilhængere af Magnus eller andre af Sverres Modkonger – thi Sverres Færd havde noksom vist, at et alvorligt søgt Forlig med ham af hvilkensomhelst Aristokrat kunde erholdes. Derimod var det med det af hele Situationen tydeligt betegnede Formaal at kjæmpe for den af Episkopatet forfægtede hierarkiske Statsskik, at „Bispestavens“ Parti skabtes. Af denne Grund erklæredes ogsaa dets to første Konger at være Sønner just af Kong Magnus, den egentlige og oprindelige Repræsentant for Kongedømmets Kapitulation. Og nøiagtig ind i samme Tankeforbindelse hører det, at Pave Innocents, netop paa det Tidspunkt, da Reglerne syntes at have en vis Udsigt til at vinde overmagten i Norge (1198), støttede dem med Kirkens stærkeste Magtmidler: fornyet Bansættelse af Kong Sverre og Interdikt over hans Rige. Det er den samme forenede Mobilisering af alle det timelige og det aandelige Sværds Ressurcer, som vi kjender fra Kirkens forbitrede Kampe med de tyske Keisere. Baglerne er forsaavidt Norges Guelfer. Betænker man nu, hvilke Lidelser og Ulykker Baglerkrigene bragte over Norge, hvor dybt og ødelæggende de greb ind i Samfundsliv og Folkets Velfærd, erindrer man saadanne oprivende Træk og Begivenheder som f. Ex. Bergenssommeren 1198 med Bergens Brand, den store Bondereisning i Viken mod Kong Sverre og Slaget paa Isen ved Oslo i Marts 1200, den langvarige Beleiring af Borgen ved Tønsberg 1201–2 eller Blodbrylluppet i Nidaros Vaaren 1206, saa vil det erkjendes, at Geistlighedens Magtbegjær blev Norge dyrt, og at den Sædernes Forvildelse og den fornyede Opaling af Folkets endnu kun halvt udelukkede Vikingedrifter, som den blodige Borgerkrig medførte, danner et stort Fradrag i de Fortjenester, den katholske Kirke indtil da havde indlagt sig af de nationale Kulturfremskridt. Paa den anden Side maa det imidlertid heller ikke oversees, at Datidens hierarkiske Bestræbelser for Paver, Biskoper og Munketheologer var en ideel Livssag, som de haardnakket troede paa og ofte personlig bragte de største Ofre. I Virkeligheden tørner derfor i Kampene mellem Bagler og Birkebeiner de samme to uforsonlige Livssyn og Samfundsopfatninger mod hinanden, som længere syd repræsenteres af Guelfer og Ghibeliner. At anskue dem alene under Synspunktet af lokale norske Sammenstød, fremkaldte ved alle Slags tilfældige, indre Modsætninger mellem Personer, Samfundsklasser og Landsdele, er at berøve disse oprørt voldsomme Stridigheder den historiske Baggrund, som tilkommer dem, og uden hvilken de pragmatisk ikke kan forstaaes. Det er at gjøre det uhjælpeligt smaat, som dog i Virkeligheden var et Led i Kristenhedens store Hele.

Ikke mindst faar man Syn for Rigtigheden af denne Opfatning naar man mærker sig, hvorledes de samme Kampe modner en Personlighed som Kong Sverre og tvinger ham til at gjøre sig selv og Samtiden fuld Rede for, hvad han paa sin Side repræsenterer. Ligesom han fra sin første optræden var paa det rene med og stadig i klare Ord fremholdt, at hans Sag var enstydig med Bevarelsen af Landets nedarvede statsret i direkte Modsætning til den nye, i 1163 vedtagne, saaledes voxer under den uafladelige Strid for at hævde dette Standpunkt ogsaa hans Forstaaelse af, at hans Sag var enstydig med noget endnu meget mere, nemlig ikke alene med det norske Kongedømmes, men med Kongedømmets og Kongernes Sag overhovedet, i skarp Modsætning til Hierarkiets mere og mere ogsaa paa det verdslige Omraade omsiggribende Vælde. Dette videre og høiere Syn paa, hvad hans Kamp gjaldt, fremtræder i hans^[91] berømte Stridsskrift mod Biskoperne, der paatagelig er forfattet i Tiden efter Kundgjørelsen af Pavens Banbulle, formentlig 1199 (se især dets 4de Spalte), med en logisk tilspidset Præcision og en overbevisningens Styrke, som gjør det til det klareste og i ethvert Fald det tidligste Forsvar for den Statsopfatning, der i Middelalderens næste Aarhundreder arbeider sig frem ligeoverfor Kirkens Lære om det verdslige Sværd, og som bedst sammenfattes i Udtrykket „Kongedømmet af Guds Naade“. „Kongedømmet er“, heder det ligefrem i Skriftet, „oprettet ifølge Guds Bud, men ikke efter Menneskers Anordning, og ingen faar Kongedømme uden af Guds Vilje.“ Derfor er Kongen ogsaa Kirkens Overtilsynsmand: „Kongen er stillet over alle andre værdigheden thi Kongen skal her gjennem sin Styrelse holde Biskop og Erkebiskop til Retfærdighed; hvis de ikke selv vil varetage Retfærdighed.“ Ja, „selv om Kongerne vilde give denne Magt fra sig, saa kunde de ikke faa givet den fra sig, idet de nemlig skal være skyldige at holde de Eder, de har svoret Gud... Thi alle de Sager, som Gud har henlagt under Kongedømmet, kræver han af Kongen, at denne skal svare ham for, og det kan ingensomhelst berøve en anden, hverken givende eller modtagende, fordi saadant vilde være mod det, Gud har anordnet, og stik mod hans Bud. Men hvis der var Konger saa uforstandige, at de ikke kjendte disse (Guds) Skrifter, og havde de af den Grund bekræftet („iattat“), hvad de ikke havde Ret til at indrømme, og som det endog var Synd og Skyld for de andre at bede om, fordi det var mod Guds Anordning, saa blev allerede ovenfor vist, at hverken kunde hans (den eftergivende Konges) Begjæring eller hans Anordning eller Bekræftelse („jattkvæði“) bestaa mod den guddommelige Anordning og hellige Bestemmelse“.

Gjennem disse mere i sin Almindelighed udtrykte og derfor ogsaa paa de norske Forhold mere diskret anvendte Betragtninger klinger, som det vil sees, dog den samme principielle Afvisning som „Ulov“ af de Indrømmelser, der i Kong Magnus’s Navn var blevet gjort Kirken, som Kong Sverre allerede i sit første Møde med Erkebiskop Erik uden Prutningsmon havde ladet komme til Orde. Forskjellen er som sagt, kun, at han i Skriftet drøfter Spørgsmaalet som et, der angaar den hele Kristenhed og tager Sigte paa Guds egen Ordning af alt Samfundsstyre. Men i Henseende herpaa indtager han da ogsaa et Standpunkt, der er saa diametralt modsat den middelalderske Kirkepolitik som vel muligt. Istedetfor at Pavedømmet forlangte den verdslige Magts og dens Repræsentanters Underordning under den kirkelige, samt helst at denne fandt sit Udtryk i en ligefrem Lensunderkastelse af Kongerne under Paven, hævder Kong Sverre Kongedømmets direkte Afhængighed af og Ansvar for Gud uden nogen Mellemkomst af Pave og Kirke. Ja, ban udtaler endog, som vi saa, ganske utvetydig, at i denne timelige Verden faar det blive den verdslige Magts Pligt og Ret at „holde Biskop og Erkebiskop til Retfærdighed“, d. e. at Kongen er Geistlighedens, ikke denne hans Overordnede.

Paany maa man da, som under disse norske Sammenstød mellem Stat og Kirke gjentagende tidligere, med overraskelse spørge, hvorledes det gaar til, at disse udpræget klare Modsætninger saa pludselig og dramatisk fremtræder. Hvorfra har Kong Sverre sin for Datiden saa mærkelig klart udformede Lære om Kongedømmet af Guds Naade? De store sydeuropæiske Repræsentanter for denne opfatning, en Keiser Frederik II, en Kong Philip den Smukke, tilhører jo det følgende Aarhundrede. Navnlig falder den sidstes paa hans Lovkyndiges („Legisternes“) Studium af Romerretten støttede, optræden ligeoverfor Pave Bonifacius VIII og Pavens herved fremkaldte, i dette Emne saa berømte Bulle „Unam sanctam“, endog først i Aarene omkring Aaret 1300. Naar da Sverre her oppe i Norge et helt Aarhundrede forud og øiensynlig uden at kjende Romerretten kan gjøre gjældende et Statsmandsblik, der stiller sig i en saa skarp Modsætning til de kirkelige Synsmaader, hvori han selv med sin Klerkeuddannelse var opdraget, saa maa det ganske vist delvis tilskrives hans egen overlegne Personlighed og høit udviklede Dømmekraft. Men ogsaa om ham gjælder det dog, at han er et Barn af sin Tid og sit Land, og at den Udvikling og Modning, han har havt Anledning til at gjennemløbe, har været betinget af de Omstændigheder, som tvang ham fremad. Og først i Rækken blandt disse af ham haardnakket bekjæmpede Tidsmomenter staar da den ved Kroningsaftalerne i 1163 indledede Statsskik. Mod den og dens enkelte Følgesætninger tager han allerskarpest og allermest bestemt til Orde, og den er det derfor ogsaa, som har tvunget ham til at gjennemtænke Kongedømmets hele Theori og Retsgrundlag. Romerretten har han herved, som sagt, ikke kunnet drage sig til Nytte. Bologneserskolens Indflydelse var paa hans Tid endnu ikke naaet op til Norge. Men Bibelen og den kanoniske Ret stod ham til Raads, og af begge forstaar han paa sindrig, tildels næsten altfor advokatorisk Maade at sammenstille en Række Udtalelser til Fordel for, hvad han vil bevise. Selve Opfatningen har han derimod – selvfølgelig – ikke hentet fra disse kirkelige Kilder. Han anvender dem kun i udstrakt Maalestok til Forsvar for sin Synsmaade, fordi det maatte være hans Opgave at overbevise sin Samtid og sine Tilhængere om dennes Forligelighed med Kristendommen. Ham selv er tværtimod hans Statsretsopfatning medfødt. Han har overtaget den i og med Odelsretten til Riget, og han har blot behøvet under Tidens og Omstændighedernes Tryk at bringe den videre frem til fuld Klarhed og Selvbevidsthed. Men dette vil jo igjen sige, at i hans Person og Standpunkt er det den nedarvede oldnorske og derigjennem tillige oldskandinaviske og oldgermaniske Samfundsopfatning, som træder op mod den romerkirkelig-hierarkiske. Det er med andre Ord to ulige Kulturstrømninger, som mødes under Birkebeinernes og Baglernes Kampe, og just derfor bliver Sammenstødet saa voldsomt og forbitret. Professor Zorn har Ret i, at det var to færdige Systemer, som heroppe røg sammen i Brydning^[92].

Baglerne tabte imidlertid tilsidst. Den oldnorske Samfundsbygning var endnu stærk nok til at holde sig oppe et Par Aarhundreder. Men Geistligheden gav sig derfor ingenlunde for det første. Hele det 13de Aarhundrede ud igjennem gaar dens Krav fra Landets første Kongekroning ved vigtige Leiligheder igjen og søges opfriskede. Efter Baglernes Nedlæggelse af Vaabnene i 1208 første Gang allerede i 1212. Det var denne Gang den noksaa uklare Stilling ved Kong Inge Baardssøns Hof, som skaffede forønsket Anledning. Kongens ældre, som – bekjendt paa Fædrene Side svenske Halvbroder, Haakon Galen, gjorde som Søstersøn af Kong Sverre Fordring paa at dele Riget med den til dette ikke nærmere berettigede Inge. Forsaavidt afvist, „fandt han paa en anden Udvei“, der øiensynlig blev indblæst ham fra geistlige Hold. Haakon havde en ægtefødt Søn, medens Inges eneste Søn var frillebaaren. Med kraftig Bistand af Sverres tvende Hovedmodstandere, den gamle, aftraadte Erkebiskop Erik og Biskop Nicolaus af Oslo, den nye Erkebiskop Thore samt Biskopen af Bergen – et for Leiligheden sammenkaldt Bispemøde, der viser, hvor magtpaaliggende Sagen var Episkopatet –, lykkedes det Haakon at faa drevet igjennem paa Ørething, at Kong Inges egen Søn, som uægte født, i Henseende til Thronarvefølgen skulde staa tilbage for Haakon selv og hans ægtefødte Søn. Hierarkiets Hensigt med at tage sig saa ivrig af dette Anliggende er tydelig nok. Thi den eneste Lov, som foreskrev ægte Fødsel som Betingelse for at kunne bestige Thronen, var Thronfølgeloven af 1163, og naar det altsaa lykkedes paa selve Ørething, Hyldingsthinget for det hele Land, at faa denne Lov paany anerkjendt i et saa vigtigt Punkt som det nævnte, sagde det sig selv, at den dermed ogsaa var erkjendt gyldig for sit øvrige Indholds Vedkommende. Beregningen var saameget klogere, som Thingbeslutningen i Taushed forbigik den opvoxende Kongesøn af den gamle kongelige Mandsstamme, Haakon Haakonssøns Odelsret til Kongedømmet. Dermed syntes der at aabne sig en sikker Udsigt til, at Haakon Galen, naar han med Tiden skulde forsvare sin Throne ligeoverfor Haakon Haakonssøn og dennes utvilsomt af et stort Parti støttede Paaberaabelse af de gamle Arvefølgeregler, vilde blive nødt til – en ny Magnus Erlingssøn – helt at kaste sig i Geistlighedens Arme og søge sin Støtte i Aftalerne af 1163. Som det af Sagaberettelserne fremgaar, forstod da ogsaa Tilhængerne af Odelskongedømmet meget vel det Nederlag, deres Opfatning ved det omhandlede Forlig paa Ørething mellem Kong Inge og Haakon Galen havde lidt. Fortællingen om den gamle Birkebeiner, som meddelte den unge Haakon Haakonssøn, at man idag paa Thinget havde fradømt ham hans Fædrearv, er herfor tilstrækkelig betegnende. I ethvert Fald havde Biskoperne ved denne nye Intrige efter Evne sat en Splid i Gang blandt Kongehusets Ætlinge, som med Tiden kunde kaste Landet op i nye Kampe og give Anledning til Fiskeri i oprørt Vand. Lykkeligvis raadede ikke de, som her spaaede. Haakon Galen døde allerede i Januar 1214, og Kong Inge overlevede ham i flere Aar.

Ved sidstnævntes Død i April 1217 var Erkebiskop Guthorm, den femte Indehaver af denne høie Stilling, fraværende, hvorfor det lykkedes Tilhængerne af Odelsarvefølgen at faa Haakon Haakonssøn paa Ørething udraabt til Konge. At Geistlighedens egentlige Thronkandidat derimod var Kong Inges efterlevende Halvbroder, Skule- af Rein, fremgik imidlertid af forskjellige Omstændigheder, ikke mindst deraf, at der ogsaa til hans Fordel særlig paaberaabtes hans ægte Fødsel. Da den unge nyudraabte Konge Aaret efter igjen kom til Nidaros, nægtede Erkebiskopen ham da ogsaa ligefrem og, som han selv udtrykkelig oplyste, efter samraad med Rigets samtlige Biskoper, at yde ham de en Konge tilkommende Hædersbevisninger, under Paaskud af, at det var tvilsomt, om han som uægte overhovedet var Søn af Kong Haakon Sverresøn. Ved Hjælp af denne Holdning fra Episkopatets Side lykkedes det derfor i de følgende Aar at holde Thronfølgespørgsmaalet under idelig Diskussion, der rigtignok indtil videre afsluttedes paa et Rigsmøde i Bergen 1223, hvor paa den ene Side Skule Jarl fik sig overladt Landets nordlige Trediedel som Len, medens paa den anden Side Mødet bestemt anerkjendte Kong Haakons udelte Ret til selve Kongedømmet. Men Geistlighedens Utilfredshed med sagernes Gang fremtraadte atter meget krast ved Erkebiskop Guthorms Død i Begyndelsen af 1224 og Valget af en Kongen særlig fiendtlig stemt Efterfølger. Heller ikke hjalp det stort, at den valgte efter Kongens Anmodning af Paven erstattedes med en Slægtning af Erkebiskop Eystein; thi ogsaa denne sjette Erkebiskop kastede snart Masken og deltog med Iver i de stadige Intriger til Fordel for Skule. Et nyt Erkebispeskifte, der efter faa Aars Forløb fulgtes af endnu et, bidrog vistnok en Tidlang til, at de hierarkiske Bestræbelser traadte noget i Baggrunden, omend Erkebiskop Eysteins i 1229 stedfundne Anerkjendelse som Helgen ikke just pegede paa nogen Villighed til at opgive det af ham indtagne Standpunkt. Men eftersom Forholdet mellem Kongen og Hertug Skule ud gjennem Trediveaarene stadig forværredes og endelig i 1239 ledede til, at den sidste lod sig give Kongenavn paa Ørething, var Nidaros Korsbrødre blandt dem, som han hyppigst raadførte sig med (Haakon Haakonssøns Saga, Ungers Udgave, Kap. 206), og nogle af dem „læste op Bøger for ham“ for at bestyrke ham i hans Paastand paa at have Ret til Kongedømmet i Norge. De Bøger, hvortil her sigtes, kan kun have været Afskrifter af de Lovbøger, hvori Thronfølgeloven af 1163 var optaget, og da navnlig Erkebiskop Eysteins „Guldfjæder“; thi alene ifølge Loven af 1163 kunde Skule som ægtefødt Broder af den sidst afdøde Konge tillægges et Fortrin fremfor den af selve Odelskongestammen udsprungne, men uægtefødte Haakon Haakonssøn. Uagtet den daværende Erkebiskop Sigurd selv, som Søn af en gammel Birkebeiner, personlig synes at have holdt sig undaf disse nye og for Landets Fred saa farlige Makinationer, var det dog ogsaa nu fra geistlige Hold, at Skules uudslukkelige Ærgjerrighed stadig pustedes op, og at det sidste blodige Afsnit i de norske Thronstridigheders Historie fremkaldtes. Navnlig var øiensynlig den meget formaaende Prælat, Abbed Bjørn i Nidarholms Kloster, Skules fornemste Raadgiver og Sufflør^[93].

Ogsaa denne Gang røvede imidlertid Døden Geistligheden dens Thronprætendent. Skule dræbtes som bekjendt lige udenfor Nidaros den 24de Mai 1240. Men om Hierarkiet end derved nødedes til at ændre Taktik og for Eftertiden at knytte sine Forhaabninger til Indrømmelser fra Kong Haakons egen Side, saa har vi ovenfor seet, at det ikke opgav Tanken paa ved given Leilighed paany at fremholde Kroningen af 1163 som retsstiftende for Forholdet mellem Stat og Kirke. Leiligheden kom, da Kong Haakon i 1245 gjenoptog Forhandlingerne om sin Kroning. Den Afvisning, som Biskopernes Krav paa, at han til Gjengjæld skulde sværge „Magnus Erlingssøns Kroningsed“, fra Kongens Side mødte, og som gjentoges for Legaten Vilhelm af Sabina umiddelbart før Kroningen i 1247, er imidlertid ovenfor S. 95–96 i anden Forbindelse med tilstrækkelig Udførlighed omtalt.

Med denne sidste Episode var dog til Gjengjæld de geistlige Forsøg paa at hævde Aftalerne af 1163 som stat- retlig bindende for Kongedømmet i Virkeligheden afsluttede. Da de under Kong Magnus Lagabøters Forhandlinger med Erkebiskop Jon Raude af den sidste paany trækkes frem og nu for første Gang under offentlig Paaberaabelse ogsaa af selve Lensunderkastelsen, saa sker det i den øiensynlige Hensigt fra Erkebiskopens Side alene at anvende dem som Skræmmeskud og Prutningsmon, hvorved han haaber at bringe Kongedømmet til at gjøre andre, virkelig opnaaelige og derfor mere reelle Indrømmelser. Disse Forhandlinger og den voldsomme Fornyelse af Striden mellem Staten og Kirken, som de fra 1280 af fremkaldte, hænger saaledes kun fjernere sammen med Emnet for den foreliggende Afhandling og kan her forbigaaes. Men at de gamle hierarkiske Krav paa Kirkens Overhøihed over Stat og Konge dog ogsaa har givet sig visse Udtryk under denne nye Kirkestrid, synes man med Sikkerhed at kunne slutte af den ellers ret uforklarlige Omstændighed, at Norges verdslige Magthavere endnu saa sent som i 1297 fandt sig opfordrede til at benytte den da opstaaede Uenighed mellem Erkebiskop Jorund og hans Domkapitel til at paatvinge den vanskeligt stillede Metropolitan Titel og Værdighed af Jarl. Hensigten med paa denne Maade at gjøre Erkebiskopen til svoren Lensmand af Kongen kan nemlig kun have været nu endelig en Gang for alle at faa slaaet en Pæl gjennem den Statsbetragtning, der omvendt vilde gjøre Kongen til vasal under den Landshelgenen repræsenterende Erkebiskop. Og det var vel at mærke ikke blot den daværende Erkebiskop personlig, som denne Underkastelse under Kongedømmets Overhøihed skulde gjælde for. Meningen var paatagelig, at Erkebiskopens Jarleværdighed skulde blive staaende institutionel Regel^[94]. Dette frafaldtes rigtignok allerede ved næste Ledighed i Metropolitanembedet, idet Kong Haakon V ved en særskilt „pragmatisk Sanktion“ af 13de Januar 1310 „ophævede og kasserede“ den erkebiskopelige Lenspligt. Men just af denne høitidelig udfærdigede Renunciation fra Kongedømmets Side fremgaar det, hvor alvorlig Erkebiskopens Lensuderkastelse, da den skede, var bleven opfattet, og hvor megen Vægt derpaa fra de verdslige Magthaveres Side var bleven lagt. Den afsluttede da ogsaa med endelig Virkning Rækken af de hierarkiske Bestræbelser for stadig at holde Mindet om Kongedømmets engang anerkjendte Lensafhængighed af Kirken friskt.

At hint ydmygende Skridt af Erkebiskop Jorund ikke vandt Bifald i de geistlige Kredse, forstaar man imidlertid ikke blot deraf, at den allerførste Leilighed, som frembød sig, benyttedes til at faa Erkebiskopens Jarleværdighed afskaffet igjen, men ogsaa af den Forvanskning af det i den modsatte Retning gaaende Lensunderkastelsesbrev af 1163, der paa denne Tid – som af G. Storm godtgjort – maa være udført. Erkebiskop Jorund’s Nedværdigelse til Kongens lensunderkastede Mand viste sig først rigtig belyst, naar den sammenlignedes med hans store Forgjænger Eysteins Tilegnelse af Lensoverhøiheden over det samme norske Kongedømme. Derfor drog Jorunds stridbare Modstandere i Domkapitlet frem af Metropolitansædets Arkiv det Dokument, som indeholdt vidnesbyrdet om en saadan Kapitulation fra en forudgaaende Konges Side. Men da Dokumentet i deres Øine samtidig altfor stærkt fremhævede Erkebiskopens personlige Lederstilling og Høvdingeskab, medens det intetsomhelst indeholdt, som kunde tjene til at styrke Kannikerne i deres Strid med sin Erkebiskop, blev det dem en nærliggende Fristelse at lempe en Del paa Udtrykkene for at give at forstaa, at de store Indrømmelser ligeoverfor Kirken og Hierarkiet ikke væsentlig gjaldt Erkebiskopens vexlende Person som saadan, men Nidaros Metropolitansæde som kirkelig Institution, hvorunder foruden Erkebiskopen ogsaa som fuldt delagtigt Led indgik Domkapitlet selv. Overhovedet bør det udtrykkelig siges, at jo mere man arbeider sig ind paa den ene Side i Falsariets Enkeltheder og paa den anden i Kannikernes forbitrede optræden ligeoverfor Erkebiskop Jorund, des mere træffende erkjender man Storms Indpasning af det for Efterverdenen i Afskrifter reddede forfalskede Aktstykkes Tilblivelse i den ved de sidstnævnte Rivninger fremkaldte Situation.

Den saaledes foretagne omfattende Forfalskning af Dokumenterne fra Paasken og Sommeren 1163 er imidlertid kun de sidste svage Efterdønninger af den vældige Brydning, det norske Samfund som umiddelbar Følge af de i de ægte Dokumenter nedlagte Aftaler tidligere havde maattet stride sig igjennem. Disse Aftalers Betydning for Rigets egen Historie er den, at de indfører Kirken som den mægtigste Faktor i den verdslige Statsret, at de derved dels forgifter dels direkte fremkalder de blodigste og langvarigste Afsnit i Borgerkrigene, og at de længe gaar som den ledende røde Traad gjennem de følgende Sammenstød og Forhandlinger mellem Stat og Kirke Først fra 1310 af indtræder der ved Kongens Opgivelse af sin jævnførelsesvis ganske nylig erhvervede Lensoverhøihed over Erkebispestolen endelig en Ligevægt, som dog kun overfladisk skjuler Kongedømmets principielle Seier og Kirkens statsretlige Nederlag. Verdenshistorisk betragtet danner det norske Hierarkis Kamp for at hævde Erkebiskopens og Landshelgenens Lenshøihed over Kongedømmet et integrerende og jævnførelsesvis tidlig udformet Led i Middelalderens staaende Strid mellem Stat og Kirke. Den afføder i saa Henseende ikke alene fra verdslig Side Kong Sverres Stridsskrift mod Episkopatet, vistnok det mest programatisk tilspidsede Manifest, som den middelalderske Statsopfatning har rettet mod Kirkepolitiken, men ogsaa fra modsat Side Erkebiskop Eysteins kirkehistorisk seet ligesaa mærkelige, lokale Anvendelse og overførelse af de pavelige Overhøihedskrav paa Landets egen Erkebiskop som umiddelbar Repræsentant for dets Nationalhelgen. Det sidste var et hierarkisk Alternativ, hvortil der andetsteds savnes ethvert Sidestykke, og som i Virkeligheden indeholdt et skjult Frafald fra Kuriens egen Politik, hvilket rigtignok, saaledes som Omstændighederne udviklede sig, kun beholdt theoretisk Interesse, men som under andre Forhold ogsaa havde kunnet føre til Sammenstød af meget praktisk Art.

---

Efterskrift.

1. Til Side 32. Samtidig med de første Afsnit af denne Afhandling fremkom i Tidsskriftets 1ste Hefte af nærværende Bind tillige Prof. Dr. Ludv. Daaes Belysning af Spørgsmaalet om Kong Sverres kongelige Byrd. Herunder har den høit ærede Forsker bl. a. fundet Leilighed til at rette væsentlige Indvendinger mod den (oprindelig af Munch, men derpaa videre) af G. Storm udformede Mening, at Oversigten hos Benedict af Peterborough over Norges Historie i det 12te Aarh. skulde skrive sig fra Erkebiskop Eystein. Som ovenfor S. 32 sees, har jeg indskrænket mig til at referere den paa usikre Enkeltheder indgaaende Gjætning, hvori Storm har iklædt denne sin Opfatning, uden at jeg har udtalt nogen Tilslutning til den. I Virkeligheden maa jeg erklære mig enig med Prof. Daae i, at de af ham anførte Modbemærkninger omstøder Storms Formodning, dog kun forsaavidt angaar Formen for Erkebiskopens Andel i Fremkomsten af den nævnte historiske Oversigt. Nogen saadan politisk-historisk Rapport til den engelske Konge, som Storm formoder, har ikke Sandsynligheden for sig. Derimod maa ogsaa jeg fastholde, at den Omstændighed, at den i det engelske Skrift leverede Oversigt over Norges senere Historie just afsluttes med Erkebiskop Eysteins Flugt til England i 1180, uden hverken at omtale hans Tilbagereise i 1183 eller at føre den sammenhængende Fremstilling af de norske Begivenheder frem til et mere afgjørende. Led og Tidspunkt, ganske umiskjendelig tyder paa, at disse Efterretninger hidrører enten fra Erkebiskopen personlig eller fra en af hans betroede Ledsagere, medens de omvendt af Hensyn til den samme Afbrydelse midt i Begivenhedernes Rækkefølge i mine Øine umulig kan have staaet i en efter sin Plan fuldstændig Norgeshistorie som Historia Norvegiæ. I Modsætning til Storm tænker jeg mig dog vedkommende Nordmands Beretning heller afgiven mundtlig end skriftlig til den engelske Nedtegner deraf. Navnlig synes mig derved lettest at forklare baade den Forveksling af Slægtskabsforholdene inden det norske Kongehus i Begyndelsen af Aarhundredet, som har indsneget sig, og ligeledes den af Daae S. 25 paatalte Angivelse om Thronprætendenten Eystein Meylas ægte Fødsel.

2. Til Side 46. Jeg er senere bleven opmærksom paa, at G. Storm selv tidligere, nemlig i Indledningen til hans Udgave af „Monumenta Histories Norvegiæ“ (1880), Pag. XXX, har udtalt den Opfatning, at Angivelsen bl. a. af „St. Laurits Dag“ „synes at stamme fra ældre skriftlig Kilde“.

3. Ved en Misforstaaelse er enkelte Henvisninger til Afhandlingens forudgaaende Ark meddelte i Overensstemmelse med en foreløbig anvendt Paginering, hvorfor følgende Rettelser bedes bemærkede:

S.	64	i Noten:	„S. 21“	læs:	S.	49.
–	69	L. 14 f. o.:	„S. 50“	„	S.	78.
–	73	i Note 2.	„S. 5“	„	S.	33.
–	93	L. 10 f. n.:	„S. 89“	„	S.	117.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. „Om Magnus Erlingssøns Privilegium til Nidaros Kirke 1164“, i Videnskabsselskabets Skrifter 1895, – nedenfor citeret „Privilegium“.
2. „Norwegens Schenkung an den heiligen Olaf“ i „Abhandlungen der k. Bayer. Akad. der Wissenschaften“, I Cl. XIV Bd., II Abth., München 1877, – nedenfor citeret „Schenkung“.
3. Privilegium, S. 28.
4. Hos ældre Forfattere sees tildels Tidsangivelserne i Sverres Saga foretrukne; saaledes i Halvardus Gunarius’s Chronicon Regum Norvegiæ (Rostock 1606) om Kong Magnus’s Alder ved Kroningen:

   „Addiderat ternis tunc Magnus quatuor annos,
   ante coronatus nullus eumque fuit.“

   Samt længere nede i Gjengivelsen af hans Tale før Slaget ved Fimreite:

   „Vix annos septem time ego natus eram,
   cum mihi nobilitas regni daret alta coronam.“

5. G. Storm i Annaludgavens Indledning Pag. LXXXIII.
6. Smstds. Pag. LXXX: „Norges Historie i Annalerne synes helt igjennem at bygge paa Kongesagaerne: for de ældre Aarhundreder (9de til 12te) er helt igjennem Snorres Skrifter og navnlig hans Tidsregning lagt til Grund“. Først fra 1177 af tænker Storm sig Sverres og de senere Kongers Sagaer benyttede.
7. Af større Feilangivelser er egentlig blot at mærke, at han anser Magnus Barfod som Broder af, istedetfor Fader til Sigurd Jorsalfarer, og som Følge heraf Harald Gille som sidstnævntes Fætter istedetfor Broder. Derhos lader han etsteds ved en Feilskrift Erling Skakke dø istedetfor Sigurd, uagtet han senere ganske rigtig anfører Erlings Fald i 1179.
8. Efterat dette var skrevet, sees nu ogsaa G. Storm i sin efterladte Afhandling om „Kong Sverres fædrene Herkomst“ at erkjende, at Meddelelserne maa hidrøre fra Erkebiskop Eystein selv, hvem han tænker sig som Forfatter af en skriftlig Beretning, der af Benedict eller dennes Hjemmelsmand er bleven gjengiven i Uddrag. Hist. Tidsskr. IV, 2, S. 170.
9. Hos Stubbs, I, S. 266 ff. Se nu desuden Aftrykket i G. Storm’s nævnte Af handling i dette Tidsskrifts 4de Række, 2det Bind, S. 186.
10. Roger af Hoveden tilføier her for Tydeligheds Skyld: »Magnus filius Herlingi et Christinæ«.
11. D. e. Veø i Romsdalen.
12. Roger af Hoveden skriver »quinto decimo«.
13. Muligheden af, at Beretteren bart regnet Magnus’s 1ste Regjeringsaar fra hans Udraabelse i Bergen tidlig paa Vaaren 1161 lige før magten til Danmark og altsaa hans 2det Aar fra Vaaren 1162 til Vaaren 1163, er udelukket. Dels vilde nemlig Kroningen isaafald efter Benedicts Opgave maatte henlægges til Sommeren 1162, hvilket under enhver Omstændighed er umuligt, og dels vilde, saaledes regnet, Pave Alexanders 4de og Kong Magnus’s 2det Aar ingen sommer faa tilfælles; men, som siden skal vises, foregik Magnus’s Kroning netop ud paa Sommeren.
14. At Roger af Hoveden i denne Forbindelse skriver 15 istedetfor som Benedict 5 Aar, kunde maaske tyde paa, at Tallet i Benedicts oprindelige Text har været mindre tydelig skrevet.
15. Sverres Saga, Unger’s Udgave, Kap. 78 (89).
16. Snorre, Magnus Erlingssøns Saga, Kap. 1 mod Slutten.
17. Jfr. Weinholdt, Altnordisches Leben, S. 375.
18. Jeg har saameget mere troet at burde med nogen Udførlighed omhandle dette Punkt, som det ikke er frit for, at Munch ogsaa andetsteds i sit store Værk ved Leilighed benytter et lignende Ræsonnement for at faa ulige Aldersangivelser til at rime sammen. Jfr. forøvrigt Glossariet til Norges g. Love under vetr, hvor ikke alene de i Lovene forefundne Aldersangivelser o. lign. efter vintre er sammenstillede, men hvor man ogsaa ser, hvorledes Betegnelsen „Vintre“ efterhaanden i yngre Kilder i det mindste nærmer sig til at bruges i Betydningen Aar.
19. G. Storm, Snorre Sturlasøns Historieskrivning, S. 43: „den senere Del af Fagrskinna fra Aar 1035 er væsentlig et Uddrag af Morkinskinna“.
20. Dette Aar for hans Indvielse opføres da ogsaa i de ældste og bedste af de islandske Annaler, Ann. Resen. og Regii, se Storms Udg. S. 21 og 116. Først Lögmanns-Annáll lader sig af Snorre forlede til at anføre Vielsen under 1164, hvilket gjentages i Oddveria-Annáll (S. 475) med den yderligere Forværrelse. at Forgjængeren Biskop Bjørn skulde være død 1163 (øiensynlig fordi man vidste, at Brand viedes Aaret efter Bjørns Død).
21. N F H. II, S. 933, særlig Note 2.
22. Saaledes navnlig G. Storm, Privilegium, S. 28; jfr. ogsaa K. Maurer, Schenkung, S. 51.
23. Jfr. ogsaa K. Maurer, Nordgerm. Retskilder, S. 19; Entstehungszeit der Gulaþingslög, S. 54.
24. Lignende Skjødesløsheder opviser A flere af. Naar det saaledes i det ovenfor gjengivne Stykke siges, at Magnus „blev før paa thinget kronet af deres almue“, saa er det naturligvis ikke Forfatterens Mening, at Kongen blev „kronet“ to Gange, først af Almuen paa Things og saa i Kirken af Geistligheden. Her foreligger øiensynlig blot en Skrivfeil af „kronet“ istedetfor „kaaret“, idet Nedskriveren i Tankeløshed har ladet sin Pen paavirke af det Emne, den lige forud havde skrevet om. Redaktøren af B har iøvrigt opdaget Feilen; men han gjør sin Rettelse unødig lang, naar han indsætter: „før givet koningen navn af den almue“. Netop denne Rettelse er imidlertid atter et paatageligt Vidnesbyrd om, at det er B, som overarbeider A og ikke omvendt.
25. Jfr. Udgaven S. 17, hvor den i A efter „Sinholmesund“ omtalte og af Nicolaysen med en tvilsom Forklaring og et Spørgsmaalstegn ledsagede „Stolpe“ paatageligen er „stöpulinn i Sinholmasundi“, Snorre, Saga Sigurðar, Eysteins ok Ólafs, Kap. 25 (24), Ungers Udgave S. 683.
26. G. Storm’s Udgave af Peder Claussøns „Samlede Skrifter“ S. 335. Jfr. desuden P. A. Munch’s Offentliggjørelse af Biskopsfortegnelserne, nu i „Samlede Afhandlinger“ II S. 590 ff.
27. Jfr. Munch, N F H. II S. 424; Keyser, Kirkehist. I S. 144.
28. Se Ágrip og Snorre; de yngre, vidtløftigere Sagahaandskrifter indeholder heller intet mere herom.
29. Forsaavidt er ogsaa Storm enig.
30. Se ovenfor Side 21.
31. Jfr. ogsaa P. A. Munch, N F H. II. S. 938. Keyser er l. c. I. S. 238 lidet klar.
32. Ogsaa Pave Cølestins Bulle af 1194 paaberaaber sig udtrykkelig „publica instrumenta“, hvorved særlig Kongernes Renunciation paa den kirkelige Patronatsret skulde være skeet.
33. Norges g. Love II S. 459.
34. Jfr. Maurer l. c. S. 69.
35. Herom nærmere Maurer l. c. S. 61–62.
36. I Glossariet til N. g. L. har jeg s. v. eeclesia 3 opfattet Stedet anderledes, idet Storms Afhandling dengang endnu ikke forelaa.
37. Storm synes derimod ikke at være bleven opmærksom paa, at ogsaa Paven, som ovenfor i Texten fremholdt, i sin Stadfæstelse af 1274 paa Kompositionen til Bergen (l. c.) udtrykkelig anfører, at Kroneofret skulde gjøres „in signum subjectionis memoratæ ecclesiæ Nidarosiensis“, idet han neppe i modsat Fald vilde have kaldt Ordene „huic metropolitanæ ecclesiæ“ simpelthen for et „Tillæg“, som altsaa uden anden nærmere Angivelse af, hvem Privilegiet tilstodes, kunde udelades. At stryge de nævnte indsatte Ord uden at sætte et andet Hensynsobjekt i deres Sted, vilde i mine Øine gjøre den latinske Udtryksmaade for snau og ubestemt. I Henhold til den anførte pavelige Gjengivelse antager jeg derimod, at Texten oprindelig har lydt, som følgen „In perpetuæ quoque subiectionis testimonium hoc pro me et pro omnibus meis catholicis successoribus privilegium sanctæ ecclesiæ Nidaroaiensi concedo et litteris meis sigillatis confirmo ut post vocationem meam regale diadema et meum quod hodierna die sacro altari in confinationem offero et omnium mihi succedentium prefato delegetur martiri Nidarosiæ in ecclesia cathedrali.“
38. Jfr. herom Maurer l. c. S. 45–46.
39. I 1164 faldt Paaskedag derimod først paa 12te April.
40. Jfr. Maurer l. c. S. 31 ff.
41. C. P. Paludan-Müller, (Dansk) Hist. Tidsskr. III 1 S. 274 og 288 (1858); E. Jessen i en anonym Artikel i Sybels Hist. Zeitschr. XXXVI S. 640–41 (1876).
42. Maurer, Schenkung, S. 36, og Eingangsformel d. altnord. Rechts- u. Gesetzbücher (1886) S. 333 ff. Se nu tillige G. Storm’s Udgave af Oversættelsen fra 1594 af Frost.loven (N. g. L. IV S. 31 ff.), hvor Bestemmelsen i sin Helhed er indtagen, og endelig Sievers’s Paavisning i hans Udgave af „Tübinger Bruchstücke der älteren Frostathingslög“, S. 33, af, at den ligeledes har havt Plads i den disse Brudstykker forudgaaende Begyndelse af Kristenretten. Maurer’s Godkjendelse af denne Slutning læses i (Norsk) Hist. Tidsskr. II 6, S. 217.
43. Maurer, Eingangsformel, S. 321–22 og 335 jfr. 343.
44. Dipl. Norv. VI Nr. 7, S. 10, hvorom min Norske Aristokratis Hist. S. 133 i Noten og Maurer, Schenkung, S. 40.
45. Maurer, l. c. S. 42.
46. At denne Opfatning ingenlunde har været ubekjendt for Datiden selv, sees af den engelske Historieskriver William af Newburys i Aarene nærmest før 1198 forfattede Værk, hvor det om Kong Magnus’s Kroning heder, at „prudentes et nobiles regni“ ved en saadan ny Statsskik „priscæ consuetudinis dedecus abolitum crediderunt“, ved hvilken skammelige Sædvane netop sigtes til Kongedømmets Nedarvning paa en hel Del ligeberettigede og derfor indbyrdes stridende Arvinger. Se nu G. Storm’s Aftryk af Newbury i Hist. Tidsskr. IV 2 S. 189.
47. Se Munch N F H IV 1, S. 147.
48. Jfr. dog allerede den ovenfor S. 52 anførte Bemærkning hos William af Newbury, hvilken ialfald tør vise, at det nævnte Hensyn er blevet paaberaabt og altsaa har været anseet egnet til i videre og af de politiske Partiforhold mere uafhængige Kredse at gjøre Indtryk.
49. Men ogsaa kun forsaavidt. Ligeoverfor Sars’s Opretholdelse – omend i Virkeligheden i stærkt afsvækket Form – af Munch’s Lære om den ved Kroningsaftalerne istandbragte Deling af Magten mellem Aristokrati og Geistlighed fastholder jeg i alt væsentligt mit dengang indtagne Standpunkt.
50. Se Maurer l. c. S. 48.
51. Denne Argumentation er af mig allerede kortelig anvendt i Skriftet af 1868–69, men derpaa af Maurer, fra hans Standpunkt, udførligere gjennemført l. c. S. 56.
52. Jfr. Stubbs, Constit. History of England I S. 521–22 og 526.
53. N. g. L. I S. 445.
54. En tilsvarende statsretlig Anvendelse af Tylfteden berettes i Morkinskinna S. 21 (Flatøbogen III S. 310) og efter denne i Fagrskinna Kap. 174, om Betingelserne for oprettelsen af Samkongedømmet mellem Magnus den gode og Harald Haardraade.
55. I Ungers Udgave Kap. 271 og 276, i Flatøbogen Kap. 219 og 222, i Frisianus Kap. 252 og 256, i Fornmanna Sögur Kap. 247 og 251.
56. Variant: „modtage eller kjøbe“.
57. Dipl. Norv. I Nr. 69.
58. Munch, N F H. IV 2. S. 4.
59. Sidstnævnte i „Privilegium“ S. 27, jfr. hans „Snorres Historieskrivning“ S. 201.
60. N F H. II S. 929.
61. Kirkehistorie, I S. 237.
62. Aarstallets Rigtighed fremgaar iøvrigt ogsaa af Benedict af Peterborough’s ovenfor S. 5 gjengivne Meddelelser.
63. Det eneste Kildested, som muligens kunde paaberaabes til Fordel for den Opfatning, at Stephanus var afsendt i særskilt Mission til Norge, er derimod Benedict af Peterborough’s S. 5 anførte Udtryk „magistro Stephano de urbe Veteri misso illuc legato“. Men denne korte Yttring veier i mine Øine ikke op mod de hjemlige Beretningers Taushed angaaende ethvert specielt opdrag for ham. Som nedenfor vil sees, bestrider heller ikke jeg, at Stephanus kan have havt et mere ubestemt eller almindeligt Hverv ogsaa i Norge, forsaavidt hans Reise bragte ham hid, og saaledes kan Benedict nok have sine faa Ord derom i Behold. Men „illuc“ bør i denne Sammenhæng neppe betones saa stærkt, at Missionens Omfattelse af det øvrige Norden (endog som Hovedformaal for hans Reise) derved udelukkes.
64. Se Frost. III 17; Haakon Sverresøns Rettebod § 5; Haakon Haakonssøns Rettebod af 1224; Forordninger af 16de og 17de Aug. 1247; den pavelige Bekræftelse af 7de Septbr. 1248; Biskop Arnes Kristenret Kap. 34, saavelsom flere Steder i de geistlige Statuter, Norges g. Love III S. 229, 240, 278, 280, 282.
65. Jfr. nu i samme Retning ogsaa G. Storm, Hist. Tidsskr. IV 2 S. 165.
66. Saaledes af P. A. Munch, N F H. II S. 939 i Noten.
67. Jfr. Reuterdahl, Swenska Kyrkans Hist. I S. 513 ff.
68. G. Storm, Snorre S. 43.
69. Det i Sagaens oldnorske Text udfaldne Ord er tydeligvis oþokka.
70. Storm, Snorre S. 201; jfr. Munch l. c. S. 930 i Noten.
71. Jeg finder her til Læsernes Orientering at burde hidsætte Kapitlets Begyndelse i Originaltexten: „Einum vetri eptir fall Hákonar konungs kom i Noreg Stefanus legáti; var hánum vel fagnat af hendi Magnúss konungs ok biskups. Þá var Eysteinn erkibiskup. Eysteinn fór i sýslu sína norðr á Hálogaland. Þá leitaði hann við bœndr ...“ etc.
72. Snorre, Magnus Erlingssøns Saga Kap. 21.
73. Kirkehistorie, I S. 237–38 i Noten.
74. Frederik Køna var gift med en Datter af Guthorm paa Rein, som igjen var en Firmenning af Erkebiskop Eystein, idet de begge nedstammede fra Kvinder af Giskeætten.
75. Jeg hidsætter vedkommende Ytringer i Fagrskinna: Kap. 267 i Slutningen (efter at have berettet om Thingalmuens Vægring ved at hylde Kong Valdemar og „tvískipta Noregi“): „Erlingr veitti þau antsvör at lyktum, at alt landsfólk reis á móti ok neitaði at ganga undir Danakonung; bauð hánum sína vináttu ok fégjafar, en kvazk eigi mega ráða vid landsfólkinu at skipta hánum af landinu. En er Danakonungr spurði þat, þá líkaði hánum illa, ok galt fyrir fjándskap, ok kallaði Erlings menn ok sun hans eiðrofa“ (her maa forøvrigt øiensynlig oprindelig have staaet „Erling ok menn hans ok sun hans“).
    Kap. 269 (i sin Helhed): „Vigsla Magnúss konungs var gör, ok var han þá 7 vetra gamall. Valdimarr Danakonungr var nú mikill úvinr Erlings, fyrir því at hann hafði svarit lagaeið ok þó öllu þeirra sáttmáli brugðit.“
    Kap. 270 (Begyndelsen): „Um haustit eptir ok þó öndverðan vetrinn kómu til Þrándheims menn Danakonungs með brefum ..“.
76. Saxo (ed. Müller II P. 793) kjender intet til disse Udsendinge fra Kong Valdemar til Erling, men sammenblander dem med de hemmelige Udsendinge (tacitæ legationes), som Vinteren før det danske Krigstog til Viken i 1165 havde i Opdrag at undersøge stemningen i Norge, og som er identiske med de ovenfor omtalte, der kom til Throndhjem. Derimod oplyser han (ib. P. 786 cfr. 793), at der ved Tiden før Kongesønnen Knud Valdemarssøns Fødsel og Daab (i 1163) ankom norske Sendebud til Kong Valdemar med Anmodning om Hjælp mod Erling, efterat først en lignende Anmodning forgjæves var bleven rettet til den svenske Kong Karl (Sverkerssøn). Heraf fremgaar altsaa, at Markusmændene efter sit Nederlag nævnte Aar paa Re ved Udsendinge først har søgt svensk og siden dansk Hjælp. Selvsagt kunde imidlertid Kong Valdemar ikke intervenere i Norge, inden han havde forvisset sig om, hvorledes Erling agtede at opfylde Overenskomsten af 1161, og saaledes er da Afsendelsen af de Mænd blevet besluttet, som traf Erling i Bergen og først senhøstes kan være vendt tilbage til Danmark med Beskeden fra Borgarthing.
77. Snorre, Magnus Erlingssøns Saga, Kap. 25 jfr. med Fagrsk. Kap. 272.
78. Stort tidligere kan han ikke godt være kommen afsted, da han jo maatte have adskilligt at varetage efter Slaget og inden sin Afreise. Fagrskinna, som her er vor eneste Kilde, idet Snorre bare afskriver dens Ord, siger da ogsaa, at efter Slaget „hvarf Erlingr aptr með sínu liði ok settisk i Túnsbergi. Sjau nóttum síðar tóku þeir Erlings menn Eindriða unga; var hann drepinn ok öll hans skipsókn“ (Kap. 265). Af det sidste at slutte, at Erling da allerede var afreist, er neppe tilstedeligt, idet Erling jo kan have sendt sine Mænd ud for at gribe Eindrides Skib uden selv at deltage i denne Expedition. Paa den anden Side opgiver Fagrskinna i Kap. 268, at Erling kom op til Nidaros „om Vaaren“, og da det ligner Erling at tage. Beslutninger og iværksætte dem lige hurtigt (jfr. f. Ex. hans øieblikkelige Reise til Danmark efter Sønnens Udraabelse til Konge i 1161), tør det antages, at han ikke har ventet mere end netop nødvendigt, før han drog afsted. Hertil maatte desuden to andre Omstændigheder opfordre ham. Da han ifølge den hele Sammenhæng tog Landeveien til Throndhjem, har han visselig foretrukket at benytte Vinterføret, inden Førefaldet længere ud paa Vaaren gjorde Reisen besværlig. Da desuden Paasken i 1163, som alt nævnt, indtraf saa tidligt som 23de Marts, og det var naturligt, at han før Høitidsdagenes Indtræden ønskede at være fremme, har han vistnok beregnet de halvtredie Uger, som Reisen omtrent vilde tage, fra omkring 1ste Marts.
79. Fagrskinna siger: „er á leið várit“, Snorre: „er sumraði“. Formentlig betegnes ved begge Udtryk et og samme Tidspunkt, Overgangen fra Vaar til Sommer, d. e. omkring Begyndelsen af Juni. Snorre lader derhos Markusmændene give sig Tid til paa Veien sydover langs Kysten at aflægge Besøg i Land for at sætte sig i Besiddelse af Kongedømmets Indkomster. Deres Ankomst udenfor Lister og Tilbagefærd derfra kan derfor neppe sættes tidligere end til Begyndelsen af Juli. Faa Dage senere falder derpaa deres Flaades Adsplittelse og Sigurds og Markus’s Tilfangetagelse.
80. At Henrettelsen fandt Sted paa Mikkelsmessedag, oplyser Snorre, Magnus Erlingssøns Saga Kap. 18, og der er ingen Grund til at betvile, at han for denne Dagsangivelse har havt sikker Kilde, maaske endog Morkinskinna, om han end beregner Aaret urigtigt. Naar det forøvrigt af den sammentrængte og vistnok ogsaa her stærkt forkortede Fremstilling i Fagrskinna nærmest synes at fremgaa, at Henrettelsen fandt Sted lige efter Tilfangetagelsen, saa viser nævnte Dato, at saa ikke kan have været Tilfældet. Det siger sig desuden i Grunden selv, at Erlings egen Afgjørelse af de to betydningsfulde Fangers Skjæbne maatte afventes, inden Henrettelsen kunde foregaa. Men Erling færdedes, som nævnt, i Tønsberg og deromkring.
81. Omend den sidste med bedre Afveining af de forskjellige Momenter; jfr. dog ikke mindst hans „Udsigt“ II, S. 155 ff.
82. Se G. Storm Monumenta Histories Norvegiæ, Pag. XXIII.
83. Ib. S. 109.
84. Norges g. Love V S. 7–11, særlig § 45; jfr. om Skraaens Alder Pappenheim, Ein altnorw. Schutzgildestatut (1888), Maurers Anmeldelse deraf i Krit. Vierteljahresschrift N. F. XII, S. 216 ff., min Anmeldelse i Tidsskr. f. Retsvidenskab, 1889, S. 497, samt G. Storm, N. g. L. V, pag. IV.
85. At Udtrykket ogsaa er gjentaget i den senere Thronfølgebestemmelse, der findes i Járnsíða Kap. 10 og Landsloven II 6, har mindre at sige, da denne kun for Kongehusets Uddøen gjældende Valgforskrift, saavidt muligt er en simpel Omredaktion af Thronfølgeloven af 1163.
86. Jfr. Sars, Udsigt II, S. 151–52.
87. Jfr. med det følgende L. Daae, Erkebiskopperne i Nidaros, i Heggtveit’s, „Trondhjem i Fortid og Nutid“, S. 95 ff.
88. At Efterretningen herom ikke kan være naaet Norge før Kroningen, derom se Munch (l. c. III. S 279), hvis Anførsler i den Anledning neppe lader sig afvise.
89. „Til þeirar ferðar réð Eiríkr erkibyskup“, Sverres Saga Kap. 127 (Ungers Udgave).
90. Særlig blandt „Kuvlungerne“, d. e. „Munkekutteflokken“ fandtes flere af Erkebiskop Eysteins nærmeste Slægtninge.
91. At det er Kong Sverre selv, som er den egentlige Forfatter, omend maaske ikke netop Skriveren, af Skriftet, tillader hverken dets Indhold eller Form nogensomhelst Tvil om.
92. Naar Sars, Udsigt II, S. 155–56, fremhæver, at heller ikke Baglerne, bortseet fra, at de „stundom slog om sig med store Ord om, at de kjæmpede ifølge Pavens Bud, og at alle Birkebeiner var bansatte“, „udmærkede sig ved sin Devotion“, og i det hele taget i adskillig Grad søger at udslette de principielle Modsætninger mellem de Stridende, saa har han derimod kun forsaavidt Ret, som den store Mængde paa begge Sider naturligvis til dagligdags mere spurgte efter sine egne nærliggende personlige Motiver end efter de stats- og kirkeretlige Synsmaader, som de i Virkeligheden repræsenterede. Men saa vil jo Tilfældet – tildels bortseet fra de egentlige fanatiske Religionskrige – være i enhver politisk Kamp og var det navnlig ogsaa i Middelalderen. Dertil kommer, at Sverres Saga, som er vor vigtigste Kilde til Baglernes Historie ingenlunde kan ansees som noget upartisk historisk Dokument – tværtimod! –, og at det overhovedet ikke var dens Sag at gjøre Rede for de fornuftige og principielle Grunde, som kunde være de ledende ogsaa hos Sverres Modstandere.
93. Om de hidhørende Begivenheder jfr. især Munchs Fremstilling, hvis Opfatning af Enkelthederne vistnok er rigtig.
94. Jfr. min Afhandling om „Throndhjems politiske og statsretslige Forhold i Sagatiden“ i Heggtveit’s „Throndhjem i Fortid og Nutid“ S. 49–50.