Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Professor R. Nyerup/9
Denne Danmarks i sin Tid utvivlsomt meest anseede Skolemand, om hvem vi henvise til hans Autobiographi i Bloch’s Fyenske Geistlighed 1, 432–455 samt til N. S. J. Blochs Roskilde Domkirkes Historie 1, 171–77, er ved Siden af C. L. Strøm den eneste af dem, hvis Breve i denne Samling udgives, som ikke er født eller har været bosat i Norge. At imidlertid de følgende Breve, der meddele vigtige Bidrag til Biskop Gunnerus’s Biographi, saavelsom angaaende det 1771 paatænkte norske Universitet i Christianssand, ikke upassende tages med ved nærværende Leilighed, tror Udgiveren imidlertid med Vished vil blive indrømmet. Tauber var Gunnerus’s Secretair eller Assistent ved hans Arbeider i 1771; det var oprindelig Bestemmelsen, at han skulde have fulgt sin Velynder til Throndhjem og der for det første erholdt Conrectoratet ved Latinskolen, men efter sin Families Ønske blev T. i Danmark, hvor han 1773 blev Rector i Horsens, 1781 i Odense, 1787 i Roskilde, 1790 Doctor theologiae, 1808 entlediget; døde 1816. – Det bemærkes, at enkelte Tirader af de her meddeelte Brevskaber ere trykte af R. Nyerup i hans Historisk-Statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge 413 (Universitetets Annaler).
Roskilde 17 Mai 1804.
Den Oplysning jeg formaar at give Dem, retskafne Velynder, i dette Mørke er selv et Tusmørke, en Aftenskumring, da jeg ei kan documentere dette Sagn. Adskillige Gange hørte jeg Biskop Gunnerus ytre den Erklæring, at de lærde Skolers Reform umiddelbar skulde følge paa Universitetets Istandsættelse, og at Regjeringens Plan, ham mundtlig betroet af den daværende i Geheime-Kabinetsministes Struensee, omfattede alt, hvad der henhørte til Lærefaget, men at han efter det fra Hoffet ham sendte Grundlæg skulde begynde med Universitetets forbedrede Indretning efter de politiske Principer, som Ministeren vilde have i det hele realiserede. Med denne øverste Etage blev han færdig sidst i December 1771, da han overleverede sin raisonnerede eller paa Grunde bygte og den forkortede Plan til Struensee, i hvilken han gik den gyldne Middelvei lige tvertimod Hoffets ham tilsendte Instrux og sørgede for det heles Vel, som en pligtfølende Patriot. Tarvelighedsaanden bragte Svindsot i det hele Lærefag og sinkede en Plans offentlige Bekjendtgjørelse, som hædrede Planens selvtænkende og dybsindige Skaber. Samme Aand, som nu lever i vore forbedrede Læreanstalter og de Grundsætninger, som følges i de offentlige Læreres. Lønninger, fulgte han med en urokkelig Kjækhed uden Menneskefrygt. Hvad der syntes blot at være en Finantsoperation, saavidt jeg af adskillige Poster kunde spore, det gjorde han til en Velfærdssag for begge Rigerne. Ministeren sørgede for Statens Kasse, Gunerus for Nationaloptysningens Fremme ved Landets Forsynelse med dueliggjorte Videnskabs- og Daadsmænd i alle Fag. Ved første Audients forelagde Geheimekabinetsministeren Biskopen tvende Knuder, af hvilke han paa Stedet løste den ene til Fordeel for Presteskabet, som skulde have været sat paa aarlig Løn ved Indkomstkildernes Inddragelse i Statens Kasse. Men den anden Knude, at de academiske Lærere skulde sættes paa fast og det den usleste Løn, saa at corpora skulde inddrages, gjorde han uheldig Forsøg paa at løse eller overhugge, da Ministeren strax svarede: „Kan Majestætens Villie ei deri efterkommes, saa nytter det ei at befatte Dem med Universitetets Istandsættelse“. Den kloge Bisp svarede: „Jeg skal stræbe at rette mig efter denne Ordre“. Ogsaa i dette traf han en Udvei igjennem tvende Yderligheder. Af disse Kjendsgjerninger slutter jeg, at Lærevæsenet i sin hele Omkreds ogsaa efter Gunnerus’s Udsagn maatte være indbefattet i den almindelige Plan som gradeviis skulde udføres. Men kan vel enkelte Mænds Udsagn og Formeninger om de end træde Sandheden i Hælene, som sandsynlige have nogen gjeldende Værd paa den historiske Vegtskaal? Skade, at jeg ei tog Udskrift af Hoffets ganske besynderlige Ledetraad og Gunnerus’s tvende Planer, der gik sin egen Gang, uden at tilpasse sin Forskeraand og Daadskraft efter de foretegnede Spor. Disse hans Forslag ere maaskee forkommede, ventelig hos Archiater, som man kaldte ham Professor Berger[1], der forlænge rugede over deres Udklækkelse ved Omformelse efter Kløverbladets Hensigter.
Utilfreds med selv at sidde omtaaget, kan jeg ei skaffe større Gjenskin af hine fjerne Optrin. Saameget er vist, at jeg ei har blandet mine individuelle Ideer ind i min Beretning.
Ærbødigst J H. Tauber.
18 Octbr. 1804.
– – –
(Rector Tauber gjør Bemærkninger angaaende Nyerups Latinskolernes Historie. Blandt Andet synes det ham, at Hans Olufsen Nysted[2] (Neapolitanus) c. 1691 Rector i Horsens havde fortjent en Plads i denne Historie). – – – Taushed og Dødsstille falder over den Tidspunct, som efter al Udseende var lykkespaaende for Universitetet og de lærde Skoler, fra October 1771. Maaskee ingen physisk og moralsk Gjæring i Lærefaget i en kortere Tid nogensinde har været stærkere, end da Gunnerus efter en Geheimecabinetsordre var draget herned fra Norge for at sætte Underviisningsvæsenet ved Universitetet og i Skolerne paa en bedre Fod. Det var ikke Naturens skjulte Virksomhed i dens hemmelige Verksted og forborgneste Løngange, men en til lys Lue frembrudt og længe dulgt Varme af Patriotisme hos den norske Nation især, der saa ud til at vorde en fortærende Ildebrand. Hele Pakker Breve indløb fra alle Kanter i Norge hver Postdag til Gunnerus, Norges Skytsengel, med Anmodninger om at skaffe Norge et Universitet og Anviisninger til en Fond dertil ved privat Sammenskud uden mindste Byrder for Statens Kasse. Selv den store Linnæus stemmede i med, saa mørk, som han anede, Norge vilde blive, saafremt det mistede sin Gunnerus. Linnées første Brev til sin særdeles agtede Ven Biskop Gunnerus efter hans Nedreise til Kjøbenhavn begyndte saaledes: „Mørket kommer nu til at skjule Norrige og Dumhed Folkene“; Det skulde være et besynderligt Uheld, om denne af fuld Bryst af Gunnerus forfattede Plan til et norsk Academis Oprettelse, der samme Dag, som han overleverede sin med Grunde forsynede store Plan tilligemed den forkortede uden Grunde, alt paa Tydsk, blev egenhændig afleveret i Geheimecabinetsministerens egne Hænder, ingensteds skulde findes i offentlige og private Gjemmer, da man sidenhen har sporet saamange væsentlige Poster at gaa igjen og fremleve i de Forandringer, som siden den Tid ere foretagne af de nedsatte Commissioner til Universitetets og de lærde Skolers Forbedring tilligemed Professorum designatorum Afskaffelse og extraordinære Professorers og Adjuncters Indførsel, Professorum corporum Inddragelse og mange andre Forbedringer, alt som de offentlige examina i de lærende Professorers Hænder, disse stærke Bomme for Videnskaberne, have tilladt at realisere samme. Planerne maa være endnu i Live og spire frem til Fremvæxt i alt, hvad der kan ventes foranstaltet til Universitetets og det lærde Væsens Velstand og Flor. Hvad De anfører om den norske Nations høirøstede Fordring paa et eget Academi, er et svagt Udbrud af den Enthousiasme i den snevre Vending, Gunnerus var beordret at virke. Planen til det norske Academi blev færdig Grunde i Mængde anførte, Indvendinger gjendrevne, Fonden til den aarlige Lønning og til alt anviist, Christiansand foreslaget til Academiets Fødested, alle Fagene besatte med de bedste Videnskabsmænd, Landet eiede; intet feilede, uden at Majestæten vilde trykke Gyldighedspræget paa Forslaget: saa vare Nationens brændende Ønsker opfyldte. Men ak! Man søgte en Guldvogn, men fik kun en Lumstikke (sic). – – – – –
16 Febr. 1805.
– – – Saa skulde dog min Spaadom om de trende Gunneriske Planers Tilværelse ved Deres granskende Omhyggelighed rykke frem til en haandgribelig Vished. Aldrig kan De, ædle Ven, saa oprigtig fryde Dem over denne Finding, at jeg jo føler overordentlig deeltagende Deres Lykke som en Vinding og en rundelig Indtægt for den lærde Verden. Ved Syn for Sagen kan De nu bedst opdage, om min Hukommelse i mine forrige Breve har været trofast eller min Indbildningskraft har skuffet mig I Deres Velbhs. sidste Brev af 12 Febr. ønsker De Tilladelse til at lade min Skrivelse af 18 Octbr. forrige Aar trykke i Fortalen til Deres følgende Bog om vort Underviisningsvæsen. Denne Tilladelse har De, saafremt De tiltror min Tænkedaad at være denne Ære værdig dog paa det Vilkaar, at De afsiler alt det knudrede i mit Foredrag da Tilstrømmen af Tanker i det jeg føler som tiltrækkende og vigtigt maa selv sørge for en passende Paaklædning paa Stedet, uden at min Varme tillader mig nogen Deel i samme eller overlader mig nogen uafhængig Frihed til at veie Tankeklædningen med kritisk Kulde.
De har Ret til at udmærke den mærkværdige Biskop Gunnerus og hædre hans Navnkundighed ved den Overskrift over hans rette Livsperiode som Skole- og Universitetsvæsenets Forbedrer: Qvantum nomen! Hvor høi en Priis jeg som antaget til Amanuensis for at gaa ham tilhaande med min Kyndighed i Underviisningsverket ved vort Universitet, al sin Tid har sat paa denne fra Forstandens og Hjertets Side for mig tilsidst næsten uundværlige Mands daglige Omgang, kan spores af min Levnetsbeskrivelse, som er indlemmet i den svenske Geistligheds Historie. Denne store Mands Fornedrelse og Ophøielse, hans Stigen og Falden i gode og trange Kaar, som Magister legens og Adjunct ved det philosophiske Facultet i Jena, hans Kamp imod Daries, hans seierrige Fremgang til at gjøre Epoche i Philosophien og det velfortjente almindelige Bifald, efterat han, som hjemkaldet med Titel af Professor theologiae ordinarius og Sogneprest og Lector ved Herlufsholms Skole havde ombyttet dette Embede med Professor Nannestads som Provst ved det kongelige Kommunitet og paa Regentsen i Kjøbenhavn, og endelig det Minde, han som Philosoph opreiste sig ved en ligeindtil Misundelse og et Slags lærd Laugsnid tilstrømmende Søgning af Videnskabselskere endog af høiere Stænder. Alt dette og mere til, som grundlagde denne Mands Hædrelse ved Befordring til Biskop over Throndhjems Stift, er Mandens ringeste Fortjenester, der aldrig var for stor til at vorde større og aldrig for god til at vorde bedre. Som berømt Botanicus ønskede han i Forbindelse med mig at vinde en ligevægtig Hæder som Bibelfortolker. Derfor overlod han til mit Valg at indkjøbe alle de Hovedbøger og Hjelpemidler i den bibelske Philologi, som jeg ei selv eiede, kort sagt han havde saaledes vundet mig, at jeg undertrykte al Forkjærlighed til-mit Fødeland for at følge med ham til Norge. Men denne Plan forstyrrede Guds blide Forsyn, – vistnok til min store Fordeel som Udfaldet viiste allerhelst ved min Velsærdsvens saa tidlige Død og ved at kaste mig i andre formaaende Velynderes Arme.
Nærværende kunde jeg oplyse et og andet i Gunneri raisonirte Plan om visse Professorers Fald og Opreisning, overensstemmende med eller imod Hofplanen, denne visne Product, som Gunnerus efter Ordre skulde lægge til Grund, en Ledestjerne snarere til Misviisning end til Veiviisiiing, i det da udbredte politiske Mulm og Mørke. Intet glædede mig idethele mere end, at jeg derved saa at sige fik Korset i Hænderne til at signe endog mine duelige academiske Venner og hædre miskjendte Videnskabsmænd, af hvilke nogle endnu leve, uden egennyttig at signe mig selv.
Ikkun et Ønske har jeg, saafremt det kunde tilstaaes mig, at faa Udskrift af den raisonnerende Plan og af Planen til det norske Academi, om ei tillige af Hovedplanen, som indeholdes i den raisonnerende, og tillige Hoffets Plan. Kan dette lade sig gjøre, saa skal jeg foranstalte en Afskriver.
Nu til Deres forelagte Spørgsmaal a) hvo der er Autor til det tydske Project til det kjøbenhavnske Universitets forbedrede Indretning, som Gunnerus efter kongelig Befaling lagde til Grund for sin Hauptplan? Efter alt, hvad Gunnerus kunde opspørge og slutte, skal Finantsraad Oeder være Forfatteren. Denne Hoffets fattige Plan blev der taget Hensyn paa ved den raisonnerede Plans Forfærdigelse, og Gunneri Hauptplan som den korteste blev uddraget af den raisonnerede. b) Hvo maa have conciperet et Commissorium til Stampe, Carstens, Suhm, Hubner, om at træde sammen for at gjøre en Plan til Universitetets Reformats? – Efter alles Formodning Oeder. – c) De har gjettet rigtig, saavidt Rygtet giver Dem Medhold. d) Hvorfra kjendte Struensee Gunnerus? Fra en skriftlig affattet Notice i salig Kong Fredr. 5.s Tid. Ved Afskedsandientsen, som G. havde som Biskop, udlod Kongen sig allernaadigst med denne sin Beslutning: „Vi vil engang betjene os af Dem til at sætte Universitetet og Underviisningen paa en bedre Fod“. Dette skal efter Gunnerus’s mig betroede Hemmelighed have været Struensees Ledestjerne saa høit op i Nord.
Geheimeraad Godsche Moltkes Benegtelse, i at den Forbindelse, Gunnerus ved sit første Ophold ved Academiet havde staaet i med Moltkerne, ei kunde have givet Anledning til hans Nedkaldelse osv., kan være trolig, ligesom man tager Sagen til, eller enten tænker den umiddelbar eller middelbar. Men at denne Forbindelse sikkerlig har været Hovedhjulet til Gunnerus’s Befordring til Biskop, uden at udelukke hans egne Fortjeneste ved de af ham fremlagte Aandsproducter, iblandt mangfoldige: hans Institutiones Theologiæ dogmaticæ tilligemed en Mængde levende Beviis paa hans philosophiske Grundighed, iblandt andre den ældre Doctor Münter, Conferentsraad Jacobi, Etatsraad Martfelt, Professor Seidlitz og mange flere af hans Tilhørere; og Professor, nu Biskop Studsgaard, der i sine theologiske Forelæsninger ved Academiet hædrede Gunnerus’s grundige theologiske Indsigter. Dertil kommer det, som synes at være mere end en Formodning at den gamle Grev Moltke vist ei havde forsømt at gjøre vor eiegode Kong Fredr. 5 bekjendt med Gunnerus’s Værd som en ægte academisk Mand. – Saaledes tror jeg, at Forbindelsen med Moltkerne og en rosværdig Taknemmelighed af Moltkernes Fader for den Uddannelse, Sønnerne vandt ved Gunnerus’s Veiledning til grundig Tænkefærdighed, har mægtig bidraget til Kong Frederiks overordentlige Naade for Manden, som en tilkommende Reformator i Lærefaget. Det er troligt, at Oeder paa sin botaniske Reise i Norge har gjort Bekjendtskab med Gunnerus. Men i Kjøbenhavn kom han sjeldnere til Gunnerus og G. til ham, end G. kom enten til Hjelmstjerne, Luxdorph og især til Suhm. – – – – – – – – – –
Deres Tauber.