Tollef Sal
Den østligste Del af Tinns Hovedsogn støder op til Numedalen og har nu Navn af Tessungdalen, men kaldtes i gamle Dage Tollefsdalen. Den første Mand, som ryddede der, hedte nemlig Tollef Sal eller Salemand og boede paa Gaarden Sønstebø. Han blev en meget rig Mand, „da hans Arbeide og Agerdyrkning i den nye Jord gav stor Velsignelse og Frugtbarhed fra sig.“ Før sin Død lod han lidt søndenfor Sønstebø paa en Slette, som endnu kaldes Salsvolden, opføre en Hytte, Salshytten, hvis Tomt endnu paavises. Her lod han en Egekiste ophænge i to massive Jernlænker og bestemte paa sit Yderste, at hans Lig skulde lægges i denne Kiste. Han spaaede Tollefsdølerne Lykke og Velstand, saalænge de vilde holde dette hans Gravsted i Ære, men truede med, at hvis de forgreb sig paa det, skulde der siden bestandig være Krøblinger paa Sønstebø. I lang Tid rettede ogsaa Dølerne sig efter hans Vilje og høitideligholdt endog hvert Aar en bestemt Dag, Tollefsdagen, eller „Tollefs-Vok“ til hans Amindelse, idet de kom sammen ved Salshytten og sang ham Lovsange. En Hovmand havde engang tilladt sig at beskadige Hytten, men da han paa sin Reise kom til et Skredberg, som ligger midt i Veien en halv Mil derfra, styrtede hans Hest, og han brækkede sit ene Ben. Derfor kaldes dette Berg endnu Hovmandsberget. Endelig lod Præsten Jens Haurids, som ikke vilde taale denne Helgendyrkelse, Salshytten opbrænde, da han engang reiste der forbi, i Aaret 1692. Siden har der bestandig været Krøblinger paa Sønstebø.
Tinns Kaldsbog. Schwachs „Thelemarkiske Optegnelser“ i Bratsbergs Amtstidende 1850–52. B. H. Løvenskiolds Beskrivelse over Bratsbergs Amt, S. 60. J. M. Lunds Beskrivelse over Øvre-Tellemarken, S. 273, samt en utrykt Beskrivelse over Thelemarken i det st. kgl. Bibliothek i Kbhvn., Kallske Samling No. 590, 4. L. Daae, Norges Helgener, S. 198.
Ved Hovmand (ofte udtalt Hommand) forstodes Fuldmægtige hos Øvrighedspersoner, især hos Fogden, stundom ogsaa en Betjent hos Jordegodseiere (som Ridefogden i Danmark). Peder Dass siger i „Nordlands Trompet“:
„Tolv Daler i Bygsel for Bogen maa ud,
Og gammel Gjeld-Oxe til Støvlernes Hud,
Thi Kjødet bør Skindet at følge.
En Buk og udlovet til Kjøkkenet blev.
Betænk og Hommanden, som Seddelen skrev,
Jeg kan ei din Skyldighed dølge.“
Forøvrigt findes en Notits om Betydningen af Ordet Hovmand meddelt af I. Aasen blandt Anmærkningerne til Chr. Bruuns Udgave af Holbergs Epistler (I. S. 433). Chr. Jensen har i sit „Norske Dictionarium“ S. 28 følgende Anekdote om en „fattig dansk Hofmand“: „Der han udreiste i Lenet paa sin Husbonds, Fogdens, Vegne, noget Magtpaaliggende at forrette, blev ham lovet og foræret af Bonden Einkvart (ɔ: Noget), hvilket han i sin Skrivetavle antegned og i sin Tid agted at fordre. Blev saa den fattig Karl syg, og strax derefter døde, og befandtes saa denne Skrivetavle med disse Einkvarter efter ham. Og blev saa den Skyld dermed betalt. Og Arvingerne hørte Bogen til.“ „Idle Hovmand verte sjøllaa go Fut“ var et Ordsprog i Stavanger Amt (Norske Magasin, III. S. 228). Endnu i 1740 omtales Fogders Hovmænd (Norske Saml. 8vo. I. S. 573). I Bygderne om Throndhjem bruges „Homand“ i Betydningen af et letsindigt Menneske „Homandsstue“ i Betydning af Gjesteværelse forekommer 1674 i en Sag fra Aure for Throndhjems Kapitel. Om Hovmændenes Oprindelse smlgn. P. A. Munch, Det norske Folks Historie, 2. Hovedafd., II. S. 199.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |