To breve fra Augsburg

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Luther blev høsten 1518 stevnet til Augsburg for at staa til rette for sin ferd for pavens udsending Tomas de Gaeta, almindelig kaldet Cajetan. Et par dage, efter at han var kommen derhen, skrev han følgende brev.

til Melarikton.

1. Her er intet nyt eller særligt indtruffet uden det, at hele byen taler om mig, alle vil se den nye Herostrat[1], der har tendt slig en brand. Vis du dig som en mand, som du ogsaa gjør, undervis ungdommen, saa den blir dygtig. Jeg gaar og ofrer mig for den og for eder, som herren vil det; jeg vil heller dø og, hvad der er mig det tungeste, undvære i evighed eders mig saa inderlig kjære selskab, end at jeg skulde tilbagekalde, hvad ret jeg har lært, og give disse uvidende og forbitrede fiender af kunst og videnskab og særlig af al guddommelig lære anledning til at fornegte de edleste studeringer.

2. Velskland (Italien) er nedstødt i rent kolmørke som Ægyptens i gamle dage; intet menneske ved noget om Kristus og kristelige ting, og dog vil de være vore lærere og mestere i tro og gode seder. Saaledes blir Guds vrede opfyldt, som profeten klager over: Jeg vil give dem ungdommer til fyrster, og gutunger skal herske over dem (Jes. 3, 4). Lev vel, min Filip, og afvend Guds vrede ved din rene og inderlige bøn.

Augsburg, mandag efter Dionysius’ 1 dag 1518.

Broder Martin Luther.

Efter nogle dages forhandlinger med Cajetan sendte Luther følgende brev

til Spalatin.

1. Lykke og salighed, min kjære Spalatin! Jeg skriver nødig til min naadigste herre kurfyrsten; derfor ville du underdanigst gjøre hans kurf. naade bekjendt med min sag.

2. Legaten forhandler nu med mig paa fjerde dagen; han er meget fin mod mig og foregiver, at han for min naadigste herres skyld vil i mindelighed og som en fader bringe alt til en god ende; men han udfører heltigjennem alt med en eiendommelig og streng myndighed. Han har ikke villet, at jeg skulde svare for mig i offentlig disputation; heller ikke har han villet disputere med mig privat hjemme; men han gjentager altid dette ene ord: „Tilbagekald! erkjend, at du har taget feil, paven vil det saa og ikke anderledes, enten du vil eller ikke“ — og lignende ord.

3. Men mest feidede han mod mig med extravagans Clemens VI, som begynder med ordet unigenitus[2]; der, sagde han, kan du se, at paven afgjør og erklærer, at Kristi fortjenester er kirkens skat — tror du det eller tror du det ikke? Han vilde heller ikke tilstede nogen forklaring eller svar, men brugte myndighed baade med ord og skraal.

4. Tilsidst lod han sig efter fleres forbøn overtale til at tillade mig at fremsætte mit svar og mine bevæggrunde skriftlig, hvilket jeg idag har gjort. Men legaten kastede skrivelsen med uvilje og foragt fra sig og skreg endnu en gang, at jeg skulde tilbagekalde og holdt en lang tale ud af st. Tomas’ fabler[3], mente og holdt for, at han havde overvundet og stanset mig. Jeg begyndte ogsaa nogle gange at tale; men han tordnede, snurrede aldeles rundt, styrte og raadde alene.

5. Endelig begyndte ogsaa jeg at skrige og sagde: „Hvis det kan paavises, at ovennevnte extravagans siger, at afladens skat er Kristi fortjenester, saa vil jeg tilbagekalde efter eders høiærværdigheds behag og vilje“. Saa blev han rent uregjerlig, lo over sig og tog efter en stunds forløb bogen i haanden, læste nevnte extravagans meget hidsig og pustende, indtil han kom til det sted, hvor der staar skrevet, at herren Kristus har ved sin lidelse istandbragt en skat osv. Da sagde jeg: „Høiærværdige fader, eders høiærværdighed ville betragte og omhyggelig undersøge dette ord („han har istandbragt“). Hvis Kristus ved sin fortjeneste har istandbragt en skat, saa er jo ikke fortjenesterne skatten; men dette, som fortjenesterne har fortjent, det er kirkens nøgler. Og derefter er min slutning sand“[4].

6. Da legaten blev saa uventet beskjæmmet, og dog ikke vilde agtes for at være det, gik han braadt over til noget andet, og overgac dette med vilje til glemsel. Men jeg sasgde, dog med tilhørlig ærbødighed: „Høiærværdige fader, eders høiærvædighed maa ikke tro, at vi tyskere slet ikke har eller forstaar gramatik. Et er det, at noget er en skat, og et andet at i stand bringe skatten.“

7. Da legatens tilforladelighed saaledes var modbevist, og han endnu en gang skreg, at jeg skulde tilbagekalde og sagde: „gaa, og kom mig ikke for øine igjen, uden du vil tilbagekalde“, — saa gik jeg fra legaten.

8. Straks efter middagen sendte legaten bud efter fader vikaren doktor Staupitz og havde med mange gode og søde ord indladt sig paa i mit fravær at bevæge ham til at overtale mig og formaa mig til at tilbagekalde; jeg havde neppe nogen bedre ven end ham, sagde han. Dertil svarede fader vikaren, at han havde raadet mig til og gjorde det samme den dag idag, at jeg ydmygt skulde give mig ind under kirken, saaledes som jeg da før havde erklæret mig villig til at gjøre det for alle og enhver. Men han mente, at han ikke naadde op imod mig i den hellige skrift og i forstand; desuden var legaten som vikar vores alles prælat og i pavens sted; han havde saaledes magt til selv at vise mig til rette.

9. Tilsidst er det kommet dertil, at legaten skal give mig en optegnelse over, hvad jeg skal tilbagekalde, og hvad jeg kan holde fast ved. Saaledes staar sagen. Men jeg har hverken haab eller nogen tillid til legaten. Jeg arbeider daglig paa apellationen[5] og vil ikke tilbagekalde en stavelse. Jeg vil ogsaa lade mit svar udkomme, som jeg har overrakt legaten, for at han kan bli beskjæmmet over hele kristenheden, om han vil holde frem med magt, som han har begyndt.

Lev vel! I hast.

Augsburg, den 14de oktober 1518.


  1. Herostrat tendte i gamle- dage ild paa det storartede tempel i Efesus, for at hans navn skulde bli bekjendt, hvad det da ogsaa blev.
  2. Ekstravaganter kaldes i den pavelige ret Johan XXII’s og nogle senere pavers konstitutioner (forordninger). Den her omtalte er fra aaret 1349 og begynder med ordene unigenitus Dei filius (Guds enbaarne søn); ved denne fik læren om kirkens skat af overflødige for tjenester, forhvervede af Kristus og helgenerne, pavens sanktion.
  3. Se noten paa side 25.
  4. I unigentus heder det efter omtale af forløsningen ved Kristus: „hvilken herlig skat har han ikke erhvervet den stridende krike!“ Deraf sluttede Luther, at afladens skat var noget andet end Kristi fortjeneste, ved hvilken den var bleven erhvervet, og søgte paa den maade at forsvare sin 58de tese, som legaten angreb.
  5. Apellation fra den daarligt til den vel underrettede pave. Den blev kungjort straks efter Luthers afreise fra Augsburg. Senere paa aaret appellerede han til en fri almindelig kirkeforsamling.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.