Brev til Johan Staupitz

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Sin skrivelse til paven sendte Luther gjennem sin ordens øverste, Johan Staupitz, til hvem han samtidig skrev følgende brev:

1. Jeg har det vel i minde, ærværdige fader, at blandt andre livsalige og lægende ord af e. velærvh., hvormed herren Jesus pleier at trøste mig saa underfuldt, blev ogsaa engang omhandlet ordet „bod“, og hvad vi derom hørte af e. velærvh., modtog vi med saadan glæde, som om det havde lydt til os ned fra himlen. I udtalte nemlig, at den rette sande bod var den, som begyndte med kjærligheden til retfærdighed og til Gud, og at bodens ende og afslutning, saaledes som papisterne[1] tale derom, tvertimod er at kalde bodens begyndelse. Dette ord vakte ogsaa i os en dyb medlidenhed med de stakars inderlig bedrøvede samvittigheder, som har faat sig paabyrdet utallig mange og dertil uudholdelige befalinger af stokmestrene (skriftefædrene skulde jeg sige), og hvem maaden eller formen (som de kalde det) at skrifte paa ogsaa er bleven foreskreven.

2. Derfor satte ogsaa dette ord „bod“ sig fast i mit hjerte som en krigers skarpe pil, saa at jeg straks tog mig til at sammenholde det med de skriftsteder, som handle om boden, og jeg fandt da, at de samme skriftsteder stemte overens med e. velærvh.s ord. Deraf blev jeg saa trøstet, at ordet „bod“ fra den tid af fik en saa yndig, liflig og trøstelig klang i mit øre, medens jeg før ikke kunde høre det nevne uden gru. For jeg syntes, at der snødt fandtes et haardere, skrækkeligere ord i hele skriften end netop ordet „bod“ (om jeg end dog fremstillede mig for Gud, som om jeg elskede ham, dristede mig ogsaa til at vise det i gjerning, men det var ikke sand, men opdigtet og tvungen kjærlighed). Saaledes blir Guds bud os søde og tiltalende, naar vi ikke alene forstaa at læse dem i bøgerne, men at læse dem i vor kjære søde frelser Jesu Kristi blodige saar.

3. Videre gik det saa, at jeg ved de ypperlige, lærde mænds flid og veiledning, som ved Guds naade underviste os flittig og trolig i det græske og ebraiske sprog, kom til at forstaa, at ordet „bod“ efter det græske grundsprog betyder bedring og erkjendelse af sin ulykke efter modtagen skade og erkjendt vildfarelse, hvilket umulig kan ske, uden at mennesket blir anderledes sindet og faar kjærlighed til retfærdighed. Og alt dette stemmer saa smukt overens med st. Paulus’ teologi og mening, saa jeg synes, at jeg nu lettere og bedre kan læse og forstaa Paulus end før.

Desuden er jeg kommen saa vidt, at jeg ser, at det græske ord (paa latin poenitentia) ikke alene betyder sinds og hjertes forandring, men ogsaa forandringens maade, som sker ved Guds naade.

4. Da jeg flittig granskede herover, kom jeg til den sikre slutning, at alle lærere i fortiden har taget feil, naar de har lagt saa megen vegt paa og med sterke ord ophøies bodens gjerninger, saa at de ikke har ladet os faa andet igjen af boden selv end nogle kelde satisfactiones (bodsøvelser) og det slemme hemmelige skriftemaal; de har ladet sig bevæge og forvilde af det latinske ord poenitentia, idet det at gjøre bod mere fremhæver vor gjerning end hjertets forandring, som sker ved Guds naade.

5. Da mit hjerte blev opvarmet ved saadanne gode tanker, se da begyndte der uventet rundt omkring os at lyde, ja høit at skingre nye basuner om aflad og trompeter om forladelse (af straf og skyld) uden dog at tilskynde os til nogen rigtig (aandelig) kamp. Kort at sige, der hørtes ikke et ord af læren om den sande bod; men aflads-kræmmerne understod sig til at ophøie og berømme — ikke boden og heller ikke den del af den, som man kalder fyldestgjørelse, men den ringeste del af den, nemlig eftergivelsen eller forladelsen af synden, saa at de altsaa hævede høit, hvad aldrig nogen har hørt er bleven det. Dertilmed forkyndte de for folket mange ugudelige, falske kjetterske løgnlærdomme og det med saadan overlegenhed (jeg havde nær sagt dumdristighed og skamløshed), at den som kun mukkede lidt derimod, snart fik kjetternavnet, blev fordømt til at brændes og skyldig til evig fortabelse.

6. Fordi jeg nu ikke kunde møde og end mindre styre dem i deres rasende galskab, satte jeg mig fore med lempe at bestride deres forargerlige løgn og kaste tvil ind i deres (ugrundede) lære. Og jeg har god grund for denne min adferd. Jeg beraaber mig i saa maade paa alle doktorers og hele kirkens dom; de har allesammen altid lært, at det er bedre at gjøre fyldest end at eftergive fyldestgjørelsen, det vil sige løse aflad.

7. Derfor har jeg disputeret offentlig, det vil sige, ophidset alverden imod mig, baade folk af høi og middels og lav stand; det er sket til min store ulykke, saa det endogsaa rent gaar paa livet løs, forsaavidt som denne sag ligger i deres haand og magt, som ivre saa for de kjære penger (for de stakars sjæle, skulde jeg sagt). For de gode folk er udrustede med rigtig svær listighed, fordi de ikke kan negte, at hvad jeg har gjort, er ret, fare de løs med opdigtelser og sige, at den øverste biskops myndighed blir krenket og forringet ved min disputation.

8. Det er grunden til, ærværdige fader, at jeg nu med stor fare maa træde offentlig frem for dagen, skjønt jeg heller vilde have siddet i en krog og med glæde og lyst være tilskuer til den lystige leg, som ypperlige, høilærde mænd nu i vor tid drive med hinanden, end at hver mand skulde se paa mig og spotte mig. Men jeg forstaar, at ogsaa ugræsset maa lade sig se mellem kaalen og sort blande sig med det hvide, for at dette skal faa et bedre og prydeligere udseende!

9. Jeg beder derfor e. velærværdighed venlig modtage dette mit barnslige skrift og sende det til den fromme pave Leo X, paa den maade e. velærvh. kan faa det gjort, for at det hos hans hellighed kan tjene som en talsmand eller forsvarer mod de giftige bagvaskeres ondskabsfulde rænker. Ikke har jeg i sinde derved at føre e. velærvh. i samme fare som mig selv; jeg vil have gjort alt, hvad jeg herved gjør, helt for eget ansvar. Kristus, min herre, maa se til, om det, jeg gjør, angaar ham eller Luther; uden hans bistand og vilje kan end ikke pavens tunge tale, hvad den vil; i hans haand er ogsaa kongens hjerte. Ti ham venter jeg at faa til dommer, at han skal udtale sin kjendelse fra den romerske stol.

10. Men hvad mine harmfulde venner angaar, som true og efterstræbe mig saa voldsomt, saa ved jeg intet andet at svare end Reuchlins ord: qvi pauper est, nihil timet, nihil potest perdere (den som er fattig, har intet at frygte, kan intet tabe). Jeg har hverken gods eller penger, og begjærer heller intet deraf; har jeg havt et godt navn og rygte, saa lad nu uden ophold den tilintetgjøre det, som har gjort begyndelsen dermed. Det eneste, jeg har tilbage, er dette forgjengelige legeme, svekket ved mange og stadige farer og ulykker; tage de det ved list eller magt (Gud til tjeneste), javist gjør de mig derved stor skade! de forkorte min levetid en time eller to (og hjelpe mig des før ind i himlen).

11. Jeg er tilfreds med, at jeg i min kjære herre Jesus Kristus har en kjær forløser og trofast yppersteprest, som jeg vil love og prise, saa længe jeg lever. Men hvis nogen ikke med mig vil lovsynge og takke ham, hvad angaar det mig? behager det ham, saa hyle han for sig selv alene. Men herren Jesus bevare og opholde eders velærvh., min kjæreste fader evindelig, amen.

Skrevet i Vittenberg den hellige trefoldigheds dag 1518.

Broder Martin Luther,
e. velærvh.s dissip.

  1. Dette udtryk, som staar saaledes i Walchs udgave af Luthers skrifter, kan ikke oprindeligt have staat i brevet. Luther kunde ikke paa denne tid have kaldt sine modstandere papister; han ønskede jo ikke selv andet end at være en saadan.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.