Brev til paven (1520)
Forhandlingerne mellem Luther og Cajetan førte ikke til noget. Bedre udfald syntes det en tid at skulle faa, da en anden pavelig udsending Karl von Miltiz med mildhed søgte at paavirke Luther. Men saa kom der udfordring fra Eck (direkte til Karlstad, indirekte til Luther) til en disputation i Leipzig, og dermed blev Miltiz’s stræv tilintetgjort. Luther udtaler sig nærmere herom i det her meddelte brev til paven. Eck, som før var meget bittert stemt mod Luther, blev det ikke mindre efter disputationen, og han gav sig ikke, før han fik udvirket en pavelig banbulle mod Luther;, den udstedtes i juni 1520. Da dette blev kjendt i Tyskland, men før bullen var offentliggjort dersteds, skrev Luther sit skrift til den tyske adel, hvori han opfordrer til dannelse af en fri tysk kirke osv. Da bullen i september maaned blev kungjort, svarede Luther med sin bog om det babyloniske, fangenskab, i hvilken han blotstiller de pavelige vildfareiser. Miltiz opgav imidlertid endda ikke freds-underhandlingerne, og eiter hans tilskyndelse sendte Luther et nyt fredeligt skrift om et kristenmenneskes frihed, hvilket meddeles nedenfor, med følgende brev til paven. Skjønt dette brev blev skrevet i oktober maaned, blev det dog efter Miltiz’s ønske dateret den 6te september, det er, før bullens kungjørelse. Som det vil sees, nevnes heller ikke bullen i brevet.
Til den i Gud allerhelligste fader Leo X, pave i Rom, al salighed i Jesus Kristus vor herre, amen.
1. Allerhelligste fader i Gud, den strid og uenighed, som jeg i denne tid nu paa tredje aaret er kommen i med nogle forvirrede mennesker, tvinger mig somme tider til at se hen til dig og tænke paa dig. Ja da du holdes for at være den eneste hovedsag i denne strid, saa kan jeg ikke undlade uafladelig at tænke paa dig. For skjønt jeg af nogle af dine ukristelige smigrere, som uden al grund er forbitrede paa mig, er bleven tvungen til at indanke min sag fra din stol og dom til et kristeligt, frit konsilium (kirkeforsamling), saa har jeg dog aldrig saaledes vendt mit sind saaledes bort fra dig, at jeg ikke af alle mine kræfter altid har ønsket dig og din romerske stol det bedste, og har med andegtig, hjertelig bøn søgt hos Gud saa meget, jeg har formaat. Sandt er det, at jeg har sat mig for nærsagt at foragte og at overvinde dem, som hidtil har strævet med at true mig med dit navns og din magts høihed og storhed. Men nu er der en ting, som jeg ikke kan foragte, og som ogsaa er grunden til, at jeg atter skriver til dig. Det er nemlig det, at jeg mærker, hvorledes jeg er bleven bagvasket og ilde omtalt, saa at jeg ikke engang skal have skaanet din person.
2. Men jeg vil frit og aabent bekjende, at jeg ikke er mig andet bevidst, end at jeg saa ofte jeg har omtalt din person, altid har sagt det ærligste og bedste om dig. Og om jeg nogensinde ikke skulde have gjort det, saa kunde jeg selv paa ingen maade rose det, og maatte give mine avindsmænd fuld medhold i deres dom, og jeg vilde intet heller end istemme gjendrivelsen af saadan min forbindelse og ondskab og tilbagekalde mit strafværdige ord. Jeg har kaldt dig en Daniel i Babylon, og hvorledes jeg omhyggelig har beskyttet din uskyld mod skamskjenderen Sylvester[1], kan enhver, som læser det, forstaa til overflod.
3. Dit rygte og dit gode livs navn er jo vel omtalt i al verden, prist af mange høilærde herligere og bedre, end at nogen skulde kunne med nogen list tilsmudse det, han være saa stor, han være vil. Jeg er ikke saa naragtig, at jeg alene skulde angribe den, som hver mand roser; dertil har jeg altid havt for vis og vil vedblive dermed, heller ikke at tilsmudse dem, som ellers hos nogen har et slemt vanrygte. Jeg glæder mig ikke over andre folks feil, da jeg vel ved, hvorledes ogsaa jeg har en bjælke i mit øie, Luk. 6, 41. 42, og sandelig ikke kan være den første, som kaster den første sten paa egteskabsbrydersken.
4. Jeg har vistnok rettet et skarpt angreb, dog kun i almindelighed, mod nogle ukristelige lærdomme og har brugt et bidende sprog mod mine modstandere, ikke for deres onde livs skyld, men for deres ukristelige lære og deres forsvar for den. Og dette er jeg saa langt fra at angre, at jeg endog har foresat mig at vedblive med den samme iver og skarphed, uden hensyn til, hvad somme synes derom, da jeg her har Kristi eksempel for mig; han kalder i skarp iver sine modstandere orme-unger, hyklere og blinde (Mt. 23, 33. 15 ff. 17 . 24. 26), djævelens børn (Joh. 8, 44), og st. Paulus kalder mageren et djævelens barn og det fuld af ondskab og bedrag (Ap. g. 13, 10). Og nogle falske apostler udskjelder han for hunde (Fil. 3, 2), bedragere (Tit. 1, 10) og Guds ords forvendere (Gal. 1, 7). Hvis de bløde, fine ører havde hørt sligt, vilde de ogsaa sige, at der var ingen saa bidende og utaalsom som st. Paulus. Og hvem er mere bidende end profeterne? Men i vor tid er vore ører blevne saa fine og bløde ved de mange skadelige smigrere, at saasnart vi ikke roses i alle ting, skrige vi, at man er bidende, og fordi vi ikke paa anden maade kan forsvare os mod sandheden, give vi afkald paa den ved opfundne grunde om biskhed, utaalsomhed og ubeskedenhed. Men hvad skal saltet være til, naar det ikke bider skarpt? Hvad skal eggen paa sverdet være til, naar den ikke er skarp til at skjære? Profeten siger dog: Den mand være forbandet, som gjør Guds bud skjødesløst (Jer. 48, 10) og skaaner alt for meget.
5. Derfor beder jeg, hellige fader, at du vil lade denne min undskyldning behage dig og være overbevist om, at jeg aldrig har foretaget noget ondt mod din person, men at jeg af mit ganske sind ønsker og under dig det aller bedste, og at jeg heller ikke vil have nogen strid eller kiv med nogen for nogens onde livs, men kun for det guddommelige ords sandheds skyld. I alle ting vil jeg gjerne vige for enhver; Guds ord vil jeg og kan jeg heller ikke forlade elle fornegte. Har nogen en anden vrang mening om mig eller forstaat min skriftlige virksomhed anderledes, han tager feil og har ikke forstaat mig ret.
6. Men det er sandt, at jeg friskt har angrebet den romerske stol, som kaldes det romerske hof, om hvilket hverken du selv eller nogen paa jorden kan sige andet, end at det er slemmere og skjendigere, end noget Sodoma, Gomorra eller Babylonia har været. Og saavidt jeg forstaar, er dets ondskab af den art, at der hverken kan raades bod paa den eller rettes paa den; det er alt overlag fortvilet og grundfordærvet. Derfor har det smertet mig, at man paa dine vegne og i den romerske kirkes navn har bedraget det arme folk i al verden og har gjort det skade; derimod har jeg optraadt og vil ogsaa herefter optræde, saalænge min kristne aand lever i mig. Ikke at jeg formaster mig til at kunne udføre det umulige, eller haaber at kunne udrette noget i det gruelige romerske Sodoma og Babylonia, først og fremst fordi saa mange rasende smigrere modarbeide mig; men jeg erkjender mig for at være alle kristen-menneskers skyldige tjener, hvorfor det sømmer sig for mig at raade og advare dem, at de dog i mindre tal og med ringere skade maa fordærves af de romerske ødelæggere.
7. For det er dog ikke skjult for dig selv, hvorledes der nu i mange aar ikke er kommet noget andet fra Rom end fordærvelse af legeme, sjæl og eiendom, der har flømmet ud over al verden og har taget overhaand, ligesom ogsaa de aller skadeligste eksempler paa alle slags onde ting; dette er noget, som ligger aabent i dagen og er kjendt for hver mand, og derved er den romerske kirke, som før i tiden var den aller helligste, nu bleven en mordergruve over alle mordergruver, et skurkerede over alle skurkereder, al synds, dødens og fordømmelsens hoved og rige — saa at det ikke er godt at tænke sig, hvorledes ondskaben kunde bli større, om saa selve antikristen kom.
8. Imidlertid sidder du, hellige fader Leo, som et faar blandt ulvene (Mt. 10, 16) og ligesom Daniel blandt løverne (Dan. 6, 16 ff.) og med Ezekiel blandt skorpionerne (Ezek. 2, 6) — hvad formaar du alene blandt saa mange vilddyr? Og om der saa stod paa din side en tre fire lærde fromme kardinaler — hvad var det i slig en haug? I maatte omkomme ved gift, før I kunde tage fat og hjælpe paa sagen. Det er ude med den romerske stol, Guds vrede er uden stans kommen over den; den er fiendtlig sindet mod de almindelige konsilier; den vil ikke lade sig belære eller reformere og formaar dog ikke at stanse sit rasende ukristelige væsen, forat den skal opfylde det, som er sagt om dens moder, det gamle Babylon, Jer. 51, 9: Vi har lægt meget paa Babylon; endnu er det ikke blevet sundt; vi vil lade det fare.
9. Det skulde jo være dit og kardinalernes verk at værge mod denne elendighed; men sygdommen spotter lægemidlet, heste og vogne sætte ingen pris paa vognmanden. Det er grunden til, at det altid har gjort mig saa ondt, fromme Leo, at du er bleven pave i denne tid, skjønt du var vel værdig til at være pave i bedre tider. Den romerske stol er ikke dig og dine lige værd, men den onde skulde være pave, og det er da visselig ogsaa mere han end du, som styrer i Babylon.
10. Gud give, at du, fri for æren (som dine aller skadeligste fiender kalde det) kunde indehave et preste-embede eller leve af din faderarv; med slig en ære skulde i sandhed ingen anden med rette æres end Judas Iskariot og hans lige, de som Gud har forstødt. For sig mig, hvad nytte er du dog til i pavedømmet, andet end jo galere og mere for tvilet det er, des mere og værre misbruger det din myndighed og dit navn til at skade folkene paa gods og sjæl, øge synd og skam, hefte troen og sandheden? Aa du aller usaligste Leo, som sidder paa den aller farligste stol! Sandelig jeg siger dig sandheden; for jeg vil dig vel.
11. Ligesom st. Bernhard beklager sin pave Evgenius, da den romerske stol, om den saa end alt paa den tid var høist fordærvet, dog endnu styrede i godt haab om forbedring — hvor meget mere maa ikke vi beklage dig, eftersom i disse tre hundre-aar ondskaben og fordærvelsen saa uimodstaaelig har taget overhaand. Er det ikke sandt, at under den vide himmel findes der ikke noget mere forargeligt, forgiftet, afskyeligt end det romerske hof? for det overgaar langt tyrkerne i vanart; er det ikke sandt, at Rom før i tiden har været en port til himmelen og er nu et vid-aabent gap til helvede, og det desværre et saadant gap, som ved Guds vrede ingen kan lukke til, og der er ingen anden raad mere, end at vi faa advare og bevare nogle, at de ikke sluges af det romerske gap.
12. Se, min herre fader, det er aarsagen og grunden til, at jeg har gjort saa haarde stød mod denne pestfængte stol. For jeg har slet ikke været til sinds at rase mod din person; jeg har tvertimod haabet, at jeg vilde fortjene naade og tak af dig, og at det vilde bli erkjendt, at jeg havde virket til det bedste, om jeg bare friskt og skarpt angreb dette dit fængsel, jeg kan sige dit helvede. For jeg mener, at det var godt og saligt for dig og mange andre, alt det, som alle fornuftige og lærde mænd formaade at opdrive mod dit ukristelige hofs aller vildeste uorden. De gjør sandelig en gjerning, som du skulde gjøre, alle de, som gjør et saadant hof den fortræd og alt det onde, som de bare kan; de ære Kristus, alle, som gjør hoffet aller mest til skamme. Kort sagt, de er alle gode kristne, som er daarlige romere.
13. Jeg vil sige endda mere. Ikke engang dette vilde nogensinde have bevirket, at det var faldt mig ind at larme mod det romerske hof eller disputere noget om det. For eftersom jeg saa, at omkostning og møie var spildt til ingen nytte for det, saa havde jeg foragtet det, sendt det et afskedsbrev og sagt: „Far vel, kjære Rom, stink fremdeles, hvad der stinker, og forbliv uren for bestandig, hvad urent er (Aab. 22, 11)“ — havde altsaa overgivet mig til det stille rolige studium af den hellige skrift, for at kunne være dem til gagn, som jeg bode blandt. Da jeg nu her virkede ikke uden frugt, saa spilede den onde øinene op og fik se det; behændigt tilskyndede han da med afsindig ærgjerrighed sin tjener Johan Eck, en svoren fiende af Kristus og sandheden, indgav ham, at han uventet skulde rive mig ind i en disputation og greb fat i et lidet ord, sagt om pavedømmet, som tilfældigvis var faldet mig ud af munden. Da sprat den store skrydende helt op, fræsede og pustede, som om han alt havde fanget mig; han foregav, at han til Guds ære og den hellige romerske kirkes pris vilde vove og udføre alle mulige ting, blæste sig op og brystede sig af din myndighed, som han vilde bruge til at faa sig ry som den ypperste teolog i verden, hvad han vist ogsaa interesserer sig mere for end for pavedømmet; han lod sig mærke med, at dertil skulde det være ham til ikke liden nytte, om han førte doktor Luther i sit hærskjold. Da nu dette ikke har lykkets for ham, vil sofisten bli rasende; for han føler nu, hvorledes han alene er skyld i, at den romerske stols spot og skam har aabnet sig for mig.
14. Lad mig her, hellige fader, ogsaa engang faa behandle min sag for dig og anklage dine sande fiender for dig. Du kjender uden tvil til, hvorledes jeg blev behandlet i Augsburg af kardinal st. Sixti[2], din legat, i sandhed baade ubeskedent og urigtigt, ja rent utroligt, og det af ham, i hvis haand jeg for din skyld havde lagt al min sag, saaledes at han skulde byde fred; jeg vilde, at der skulde bli en ende paa sagen, og vilde tie stille, hvis mine modstandere ogsaa forholdt sig rolige, hvilket han let havde kunnet udvirke med et ord. Da kløde hans forhippenhed efter timelig berømmelse ham alt for meget; han foragtede mit tilbud og dristede sig til at retfærdiggjøre mine modstandere, at give dem kuns endda friere tømmer og byde mig at tilbagekalde, hvortil han intet paalæg havde. Saaledes kom det ved hans letfærdige formastelighed dertil, at sagen som dengang stod godt, senere hen er bleven endda slemmere end før. Derfor er, hvad der saa derpaa fulgte, ikke min, men den samme kardinals skyld, idet han ikke vilde tilstede mig at tie, som jeg saa inderlig bad om — hvad kunde jeg da mere gjøre?
15. Saa kom hr. Karol von Miltitz, ogsaa din helligheds udsending; han reiste med stor møie hid og did og anvendte al mulig flid for at bringe sagen tilbage til det gode punkt, hvorfra kardinalen i sit overmod og ondskabsfuldhed havde stødt den bort, og tilsidst opnaaede han ved hjælp af den høiedle høibaarne kurfyrst Fredrik af Saksen osv. nogle gange at faa tale med mig.
16. Nu lod jeg mig atter bevæge og indvilgede i, dit navn til ære, at tie, overlade sagen til erkebiskopen af Trier eller biskopen af Naumburg til forhør og afgjørelse, og det blev da saaledes ordnet og afgjort. Da stillingen nu gav godt haab om fred, falder din største virkelige fiende Johannes Eck ned med sin disputation i Leipzig, som han vilde holde mod doktor Karlstad, og med sine lunefulde ord gjør han et lidet fund om pavedømmet og vender saa uventet sine faner og sin hele hær imod mig for ganske at tilintetgjøre det vedtagne freds-forslag.
17. Imidlertid ventede Carolus; disputationen gik for sig, dommere blev opnevnte, men intet er udrettet[3]. Og dette undrer mig ikke. For Eck med sine løgne, stik-breve og hemmelige rænker havde saaledes forbitret, forvirret og ødelagt sagen, at til hvilken side dommen var falden, var uden tvil en større ild bleven optendt, for han søgte berømmelse og ikke sandheden.
Saaledes har jeg altid gjort, hvad der er bleven mig paalagt, og ikke efterladt noget, som det tilkom mig at gjøre. Jeg tilstaar, at af denne grund er en ikke liden del af det romerske ukristelige væsen kommet for dagen; men hvad derved er forskyldt, er ikke min, men Ecks skyld, som har indladt sig paa en sag, han ikke var voksen, og som ved at søge sin egen ære har aabenbaret for al verden de skamløse romerske laster.
18. Denne er, hellige fader Leo, din og den romerske stols fiende. Af hans eksempel bare kan hver mand lære, at der ingen skadeligere fiende er end en smigrer. Hvad andet har han udrettet med sin smiger end en ulykke saa stor, at ingen konge vilde have kunnet volde en saadan. Det stinker nu ilde af det romerske hofs navn i al verden, den pavelige anseelse er dalet, den romerske uvidenhed har et slemt rygte, og af dette vilde intet være spurt, hvis Eck ikke havde forstyrret Karols og mit freds-forslag, hvad han ogsaa nu selv føler, idet han, om end for sent og faafængt, er vred over mine udkomne skrifter. Det skulde han have betænkt før, da han for omkring som en veldig brunstig hingst for at sanke sig berømmelse og ikke søgte andet end sit eget, men til stor skade for dig. Han mente det, den forfengelige mand, at jeg skulde frygte for dit navn, give ham fri spas og tie (for af sin kunst og dygtighed tror jeg ikke, han har grund til at bryste sig). Nu da han ser, at jeg er ved frit mod, og fremdeles lader høre fra mig, kommer den sene anger over hans formastelse, og han faar mærke, at der er en i himlen, som staar de overmodige imod og ydmyger de formastelige aander.
19. Da der nu ved disputationen ikke blev udrettet andet end kun det, at den romerske stol blev end mere vanæret, saa kom Karolus Miltitz til min ordens fædre, og bad om raad for at jevne og berolige sagen, da den nu var høist forvirret og farlig, og saa blev der sendt nogle gjæve mænd af dem til mig, da det ikke var at vente, at der vilde bli udrettet noget mod mig med magt. De forlangte, hellige fader, at jeg dog vilde ære din person og i en underdanig skrivelse undskyldende fremholde din og min uskyld; de mente, at sagen endnu ikke var uigjenkaldelig og aldeles tabt, naar den hellige fader Leo af sin medfødte vidt berømte godhed vilde tage sig af den. Men da jeg altid har tilbudt og begjæret fred for saa meget bedre at kunne varetage rolige studier, saa var dette mig et kjært, glædeligt budskab, som jeg med tak modtog; jeg var mere end villig til at lade mig lede og erkjendte det som en særlig naade, om det, som vi haabe, saa kunde bli tilfældet. For naar jeg har rørt op og larmet saaledes med freidigt mod baade i ord og skrift, saa har jeg heller ikke gjort det af anden grund, end at jeg gjerne lagde op og gav den sag fra mig, som jeg vel ser, jeg er altfor ringe til at føre.
20. Saaledes kommer jeg nu, hellige fader Leo, kaster mig for dine fødder og beder dig, at du, om det er muligt vil, tage dig af denne sag og lægge haand paa smigrerne, som er fiender af freden og dog foregive at ville fred. Men at jeg skulde tilbagekalde min lære, det blir der intet af; heller ikke behøver nogen at tænke paa det, han vilde da føre det hele ud i et endda større virvar. Desuden kan jeg ikke finde mig i, at der sættes nogen regel eller noget maal for udlægning af skriften, fordi Guds ord, som lærer al frihed, ikke skal eller maa tages til fange. Naar jeg faar disse to ting fastslaat, saa skal jeg fuldt villig gjøre og lide, hvadsomhelst der blir mig paalagt. Jeg er en hader af strid, vil ikke yppe og egge nogen, jeg vil heller ikke selv bli egget. Men blir jeg egget, saa vil jeg, om Gud vil, hverken spare paa ord eller skrift. Din hellighed kan jo med lette korte ord tage al denne strid bort og gjøre den til intet og tillige paabyde taushed og fred, hvilket jeg altid har længtet meget efter at faa høre.
21. Derfor, min hellige fader, skulde du ikke ville høre efter dine søde øresangere, som sige, at du er ikke et blot og bart menneske, men har noget i dig af Gud, som har alle ting at byde og kræve. Det vil ikke gaa saa; du vil heller ikke kunne udføre det. Du er alle Guds tjeneres tjener, og er i en mere farlig og elendig stilling end noget andet menneske paa jorden. Lad dig ikke bedrage af dem, som lyve og hykle for dig og sige, at du er en herre over verden, som ikke vil lade nogen være kristen, uden han er dig underkastet, som sludre om, at du har magt i himmelen, i helvede og i skjærsilden. De er dine fiender og søge at fordærve din sjæl. Det er som Jesaias siger, 4, 12; 9, 16: Mit kjære folk, som roser og ophøier dig, de bedrage dig. De fare vild alle, som sige, at du staar over konsiliet og den almindelige kristenhed. De fare vild, som give dig alene magt til at udlægge skriften; det er ikke andet, de søge alle sammen, end under dit navn at styrke sit ukristelige væsen i kristenheden, ligesom desværre den onde har gjort ved mange af dine forgjængere. Tro kort og godt slet ingen, som ophøier dig, men kun dem, som ydmyge dig. Det er Guds dom, som skrevet staar, Luk. 1, 52: Han har nedstyrtet de vældige fra deres sæder og hævet de ringe.
22. Se, hvor stor forskjel der er mellem Kristus og hans statholdere, og alle vil de dog være hans; statholdere, ja jeg frygter i sandhed for, at det er altfor sandt, at de er hans statholdere. Ti en statholder er statholder i sin herres fravær. Naar da en pave styrer, medens Kristus, som ikke bor i hans hjerte, er fraværende, er det da ikke altfor sandt, at han er statholder? Men hvad kan da en saadan flok være andet end en samling uden Kristus. Men hvad kan videre en saadan pave være andet end en antikrist og en afgud? Hvor meget bedre gjorde ikke apostlerne, som bare kaldte sig og lod sig kalde Kristi tjenere, idet han bode i dem, men ikke den fraværendes statholdere.
23. Jeg er kanske uforskammet, naar jeg vil belære en saa stor høihed og ikke tager i betragtning, at hver mand skal dog bli belært af dig, og nogle af dine giftige smigrere vil indbilde dig, at alle konger og dommer-troner modtage sin afgjørelse af dig. Men jeg følger heri st. Bernhard i hans bog til pave Evgenius, hvilken alle paver helst skulde kunne udenad. Jeg gjør det ikke i den tanke at belære dig, men blot og bart af trofast omsorg og pligt, som med rette tvinger enhver af os til at bekymre os ogsaa om de ting, som vedkommer endog dem af vor næste, som er sikre, og ikke lader os tage hensyn til værdighed eller uværdighed, men drager flittig omsorg for næsten baade i fare og ufare. Fordi jeg da ved, hvorledes din hellighed færdes i Rom, som paa vilde havet med utallige farer brusende paa alle kanter, og lever og arbeider i saadan elendighed, at du ogsaa godt kan trænge hjælp af den aller ringeste kristen, saa har jeg ikke holdt det for upassende at glemme din majestet, indtil jeg fik opfyldt broderlig kjærligheds pligt. Jeg kan ikke smigre i saa alvorlig sag, og hvis der er nogle, som ikke vil forstaa mig, hvorledes jeg er din ven og mere end undersaat, saa vil der nok findes den, som forstaar det.
24. Tilslut, for ikke at komme tomhændet til din hellighed, saa bringer jeg med mig en liden bog, udkommen under dit navn, med et godt ønske og haab om, at den maa bli begyndelsen til fred og godt forhold; af denne vil din hellighed kunne faa en fornemmelse af, hvormed jeg gjerne vilde sysselsætte mig for at kunne være til velsignelse, hvis ikke dine ukristelige smigrere hindrede mig deri. Det er en liden bog, om der kun sees paa papiret, men den indbefatter dog hele indholdet af det kristelige liv, naar den blir ret forstaat. Jeg er fattig og har intet andet, hvormed jeg kan vise dig min tjeneste, og du trænger da heller ikke til andre gaver end aandelige.
Dermed befaler jeg mig til din hellighed, hvem Jesus Kristus bevare evindelig, amen.
Vittenberg, den 6te september 1520.
- ↑ Sylvester af Prierio (Prierias), dominikanerordenens generalprior i Rom, pavens hellige slots forvalter, deltog med pavens minde i aflads-striden mod Luther efter offentliggjørelsen af de 95 teser. Han lærte, at den almindelige Kirke er i grunden paven; hans myndighed overgaar skriftens.
- ↑ d. e. Cajetan.
- ↑ Eck, som visselig følte sig slagen, fik hindret, at sagen blev sendt til universiteterne i Erfurt og Paris, hvis teologer skulde have afsagt dommen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |