Om et kristen-menneskes frihed

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne bog medfulgte det foran meddelte brev til paven.

1. For at vi grundig skal kunne erkjende, hvad et kristen-menneske er, og hvorledes det har sig med den frihed, som Kristus har erhvervet og givet det, hvorom st. Paulus skriver meget, vil jeg fremsætte disse to sætninger:

Et kristen-menneske er fri herre over alle ting og ingen mand undergiven.

Et kristen-menneske er en lydig tjener i alle ting og hvert menneske undergiven.

Disse to sætninger er klart udtrykt hos st. Paulus i 1 Kor. 9, 19: Jeg er fri i alle ting og har gjort mig til tjener for enhver, samt i Rom. 13, 8: I skal ikke være nogen noget skyldige, uden det at I elske hverandre. Men kjærligheden, den er tjenstvillig og underlægger sig dem, som den har kjær. Ligesaa siges det ogsaa om Kristus i Gal. 4, 4: Gud har sendt sin søn, født af en kvinde, og lagt ham under loven.

2. For at forstaa disse to selvmodsigende udtalelser om friheden og tjeneste-forholdet maa vi tænke paa, at ethvert kristen-menneske har en dobbelt natur, en aandelig og en legemlig. Efter sin sjæl kaldes det et aandeligt, nyt, indvortes menneske; efter sit kjød og blod kaldes det et legemligt, gammelt og udvortes menneske. Og det er paa grund af denne forskjel, at der i skriften blir sagt to saa selvmodsigende ting om det, som de, jeg nu har nævnt om friheden og tjeneste-forholdet.

3. Naar vi betragte det indvortes aandelige menneske, for at se, hvad der hører til, at det er og kaldes et gudfrygtigt, frit kristen-menneske, saa er det klart, at det ikke er nogen udvortes ting, hvad som helst der kunde nævnes, som kan gjøre det frit eller gudfrygtigt, eftersom dets gudsfrygt og frihed ligesaavel som omvendt dets ugudelighed eller ufrihed ikke er legemlig eller udvortes. Hvad hjælper det sjælen, at legemet er frit, sundt og friskt, æder, drikker, lever, som det vil? Og paa den anden side, hvad skader det sjælen, at legemet er bundet, sygt og afkræftet, hungrer, tørster og lider ondt, hvor nødig det ogsaa vil det? Af disse ting vedrører intet sjælen, saa at det kan gjøre den fri eller bunden, gudfrygtig eller ugudelig.

4. Altsaa hjælper det ikke sjælen noget, om legemet ifører sig hellige klæder, som presterne og munkene gjør, heller ikke om det opholder sig i kirkerne og paa hellige steder, heller ikke om det omgaaes med hellige ting, heller ikke om det forretter legemlig bøn, faste, pilegrimsvandringer og alle gode gjerninger, som gjerne kan ske ved og i legemet til evig tid. Det maa være noget ganske andet, som skal bringe og give sjælen gudsfrygt og frihed. Ti alle de ting, gjerninger og virksomheder, som her er nævnt, kan ogsaa tilhøre og øves af et ugudeligt menneske, en skinhellig og hykler. Heller ikke danner den slags ting andet end bare hyklere. Omvendt skader det heller ikke sjælen noget, om legemet bærer verdslige klæder, opholder sig paa verdslige steder, æder og drikker, lader være at gjøre pilegrimsvandringer og bede og ikke befatter sig med nogen af de gjerninger, som de nævnte hyklere drive paa.

5. Sjælen har intet andet, hverken i himlen eller paa jorden, hvori den lever, er gudfrygtig, fri og kristelig end det hellige evangelium, Guds ord, prædiket af Kristus, som han selv siger, Johs. 11, 25: Jeg er livet og opstandelsen; den, som tror paa mig, lever til evig tid; ligesaa 14, 6: Jeg er veien, sandheden og livet; ligesaa Matt. 4, 4: Mennesket lever ikke alene af brød, men af hvert ord, som gaar ud af Guds mund. Saaledes maa vi da være visse paa, at sjælen kan undvære alle ting uden Guds ord, og at den uden Guds ord ikke er hjulpen med nogen anden ting. Men naar den har ordet, trænger den heller ikke mere til noget andet; men i ordet har den nok, mad, glæde, fred, lys, kunst, retfærdighed, sandhed, visdom, frihed og alt godt i overflod. Saaledes læse vi i salmerne, særlig 119, 43, at profeten ikke raaber efter andet end efter Guds ord. Og i skriften regnes det for den aller høieste plage og for vidnesbyrd om Guds aller høieste vrede, naar han tager sit ord fra menneskene, og omvendt regnes ingen naade for større, end naar han sender sit ord, som der staar i salme 107, 20: Han har sendt sit ord, hvormed han har hjulpet dem. Og Kristus er ikke kommet for noget andet embedes skyld end for at prædike Guds ord. Ogsaa alle apostler, biskoper, prester og hele den geistlige stand er alene kaldede og indsatte for ordets skyld, skjønt det nu desværre er anderledes.

6. Men, spør du: „hvad er det da for et ord, som giver saadan stor naade, og hvorledes skal jeg bruge det?“ Svar: Det er intet andet end den forkyndelse, som er skeet ved Kristus, saaledes som evangeliet indeholder den, og den skal være og er saadan beskaffen, at du hører din Gud tale til dig om, hvorledes hele dit liv og al din gjerning intet gjælder for Gud, men hvorledes du med alt, hvad der er i dig, maa gaa evig fortabt. Naar du ret tror dette, hvor skyldig du er, saa maa du, overladt til dig selv, fortvile og erkjende, at det er sandt, hvad Hoseas siger (13, 9): Israel, hos dig er intet andet end din fordærvelse, men din frelse beror kun paa mig. Men for at du kunde komme ud af dig og bort fra dig, det vil sige ud af din fordærvelse, saa fremstiller han for dig sin kjære søn, Jesus Kristus, og lader dig sige ved sit levende, trøstelige ord: du skal hengive dig til ham med fast tro og lide frimodig paa ham, saa skal formedelst denne tro alle dine synder være dig forladte, al din fordærvelse være overvunden, og du være retfærdig, sand, rolig, gudfrygtig og opfylde alle bud, være fri i alle ting, som st. Paulus siger, Rom. 1, 17: En retfærdig kristen lever kun af sin tro, og Rom. 10, 4: Kristus er endemaalet og fuldkommelsen af alle bud for dem, som tro paa ham.

7. Derfor skulde det med rette være alle kristnes eneste gjerning og øvelse, at de lod ordet og Kristus vinde ret skikkelse i sig, og stadig øvede og styrkede denne tro. Ti ingen anden gjerning kan danne en kristen, som Kristus sagde (Joh. 6, 28 f.) til Jøderne, da de spurte ham, hvad for gjerninger de skulde øve for at øve guddommelige og kristelige gjerninger. Han sagde: Det er den eneste guddommelige gjerning, at I tro paa den, som Gud har sendt, hvem Gud faderen ogsaa ene dertil har beskikket.

Derfor er en sand tro paa Kristus en rigtig overhaands rigdom, ti den medfører al salighed og borttager al usalighed, som Markus siger til slut: Den, som tror og er døbt, den blir salig; den, som ikke tror, den blir fordømt. Derfor saa profeten Jesaia (10, 22) rigdommen i denne tro og sagde: Gud vil gjøre en braa ødelæggelse paa jorden, og i den braae ødelæggelse vil retfærdigheden flyde ind som en storflom; det vil sige: Troen, hvori i en sum alle bud er opfyldte, vil overflødig retfærdiggjøre alle, som har den, saa at de ikke skal trænge mere for at være retfærdige og gudfrygtige. Saaledes siger st. Paul, Rom. 10, 10: Det at en tror af hjertet, det gjør en retfærdig og gudfrygtig.

8. Men hvorledes kan det have sig, at troen alene kan gjøre gudfrygtig og uden nogenslags gjerninger give en saadan overhaands rigdom, da der dog i skriften er os foreskrevet saa mange lovbud, forordninger, gjerninger og øvelser? Her maa vi vel mærke os og fastholde ret med alvor, at det alene er troen uden nogen slags gjerning, som gjør gudfrygtig, fri og salig, som vi siden skal høre mere om. Og vi maa vide, at den hele hellige skrift deles i to slags ord: Guds bud eller lov og løfte (forjættelse) eller tilsagn. Budene lære og foreskrive os mange slags gode gjerninger, men dermed er de endnu ikke opfyldte. De give nok besked, men ikke hjælp, de undervise os om, hvad vi skal gjøre, men give os ingen kraft dertil. Derfor er de kun sat, for at mennesket af dem skal faa se sin vanmagt til det gode og lære at mistvile om sig selv. Og derfor kaldes de ogsaa den gamle pagt og høre alle hjemme i den gamle pagts tid. Saaledes viser budet Du skal ikke have ond begjærlighed, at vi allesammen er syndere og at intet menneske formaar at være uden ond begjærlighed, det gjøre, hvad det vil; deraf lærer det at opgive sig selv og søge hjælp andensteds, for at kunne bli af med sin onde begjærlighed og saaledes opfylde budet ved en andens bistand, da det ikke formaar det af sig selv. Og saaledes er det os ogsaa umuligt at opfylde alle andre bud.

9. Naar nu mennesket af budene har lært og følt sin egen vanmagt, saa skal det bli angst for, hvorledes det skal gjøre budet fyldest, eftersom budet maa opfyldes, eller det maa bli fordømt. Dermed er det bleven ret ydmyget og tilintetgjort i egne øine og finder intet i sig, hvorved det kan bli gudfrygtigt.

Men saa kommer det andet ord, det guddommelige løfte og tilsagn og siger: „Vil du opfylde alle budene, bli af med din onde begjærlighed og synd, saaledes som budene bestemt kræve, se da maa du tro paa Kristus, i hvem jeg tilsiger dig al naade, retfærdighed, fred og frihed; tror du, saa har du det; tror du ikke, saa har du det ikke. For hvad der er dig umuligt med alle gjerninger, virkede af de mange, men unyttige bud, det blir dig let og greit ved troen. For i troen har jeg kortelig sammenfattet alle ting, saa at den, som har den, skal faa alle ting og bli salig; den som ikke har den, skal intet faa. Saaledes give Guds tilsagn, hvad budene kræve, og opfylde, hvad budene byde, for at det alt kan bli Guds eget verk, budet og opfyldelsen. Han byder alene, han opfylder ogsaa alene. Derfor er Guds tilsagn den nye pagts ord og høre ogsaa hjemme i den nye pagts tid.

10. Nu er disse og alle Guds ord hellige, sande, retfærdige, fredsommelige, frie og fulde af alt godt; den, som da hænger fast ved dem med en sand tro, hans sjæl blir forenet med ham saa helt og aldeles, at alle ordets dyder ogsaa blir sjælens eie, og gudsordet saaledes gjør den troende sjæl hellig, retfærdig, sand, fredsommelig, fri og fuld af alt godt, et sandt Guds barn, som Johannes siger (1, 12): Han har givet dem magt til at bli Guds børn, alle som tro paa hans navn.

Heraf er det let at forstaa, hvorfor troen formaar saa meget, og at ingen gode gjerninger kan være lig den. For ingen god Gjerning hænger som troen fast ved det guddommelige ord og kan heller ikke være i sjælen; det er kun ordet og troen, som har magt i sjælen. Som ordet er, saa blir ogsaa sjælen dannet ved det, ligesom jernet blir glodrødt som ilden ved at forenes med ilden. Saaledes se vi, at i troen har et kristen-menneske nok; det trænger ingen gjerning for at bli gudfrygtigt. Trænger det da ikke mere nogen gjerning, saa er det visselig løst fra alle bud og forordninger; er det løst, saa er det visselig frit. Det er den kristelige frihed, troen alene, som gjør, ikke at vi kan gaa ledige eller gjøre det, som er ondt, men at vi ingen gjerning trænge for at naa frem til gudsfrygt og salighed, hvorom vi siden skal sige noget mere.

11. Fremdeles har det sig saa med troen, at den, som tror en anden, tror ham, fordi han holder ham for en god, sandfærdig mand, hvilket er den største ære, som et menneske kan gjøre et andet, ligesom det omvendt er den største beskjemmelse, naar den ene holder den anden for en løs, løgnagtig, upaalidelig mand. Saaledes ogsaa, naar sjælen tror fuldt og fast Guds ord, holder den ham for sand, god og retfærdig, hvormed den gjør ham den aller største ære, som den kan gjøre ham. For da giver den ham ret, da lader den ham faa ret, da ærer den hans navn og lader ham stelle med sig, som han vil, den tviler ikke paa, at han er god og sand i alle sine ord.

Omvendt kan vi ikke gjøre Gud nogen større vanære end ikke at tro ham, hvorved sjælen holder ham for uduelig, løgnagtig, upaalidelig og, saavidt det staar til den, fornegter ham med saadan vantro og danner i hjertet en afgud efter sit eget sind mod Gud, som om den skulde vide det bedre end han. Naar saa Gud ser, at sjælen tillægger ham sandhed og saaledes ærer ham ved sin tro, saa ærer han den igjen paa sin side og holder den ogsaa for god og sand, og den er ogsaa god og sand ved saadan tro. Ti at vi tillægge Gud sandhed og godhed, det er ret og sandt og gjør god og sand, fordi det er sandt og ret, at der blir tillagt Gud sandhed, hvilket de ikke gjør, som ikke tro og dog stræve møisommelig med at udføre mange gode gjerninger.

12. Ikke alene giver troen saa meget, at sjælen blir lig det guddommelige ord, fuld af al naade, fri og salig; men den forener ogsaa sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom, og af dette egteskab følger, som st. Paulus siger (Ef. 5, 30), at Kristus og sjælen blir ét legeme. Ligesaa blir begges eie, medgang, modgang og alle ting fælles, saa at hvad Kristus har, er ogsaa den troende sjæls eiendom, og hvad sjælen har, blir Kristi eiendom. Nu har Kristus alle gode ting og salighed: de blir sjælens eiendom; sjælen har al udyd og synd paa sig: de blir Kristi eiendom. Her fremkommer nu den glædelige bytning og strid. Eftersom Kristus er Gud og mand, og endnu aldrig har gjort nogen synd, eftersom hans godhed er uovervindelig, evig og almægtig, og han ved sin fæstering, troen, tillægger sig som sin egen den troende sjæls synd, og eftersom han gjør det paa en saadan maade, som om han selv havde øvet den, saa maa synden opsluges og druknes i ham. Ti hans uovervindelige retfærdighed er al synd for stærk. Saaledes blir sjælen lutret for al sin synd ved sin brudegave, det vil sige for troens skyld, den blir let og fri og faar til gave sin brudgom Kristi evige retfærdighed.

Er det nu ikke et lykkeligt bo, hvor den rige, edle, fromme brudgom Krisus tager den fattige, ringeagtede, slemme, løsagtige tøs til egte og frir hende fra alt ondt, smykker hende med alt godt? Saa er det ikke muligt, at hendes synd kan fordømme hende, for den ligger nu paa Kristus og er opslugt i ham. Paa denne maade har hun da en saa rig retfærdighed i sin brudgom, at hun herefter kan staa fast mod al synd, om den saa laa paa hende. Derom siger Paulus, 1 Kor. 15, 57. 54: Gud være lov og tak, som har givet os en saadan seir i Kristus Jesus, i hvem døden er opslugt med synden.

13. Men her ser du, af hvilken grund det med fuld ret tilskrives troen saa meget, at den opfylder alle bud og gjør gudfrygtig uden alle andre gjerninger. For du ser her, at den alene opfylder det første bud, i hvilket der bydes: Du skal ære din Gud. Om du nu end selv var bare god gjerning til lige ud i fingerspidsene, saa var du dog ikke gudfrygtig og gav endda ikke Gud nogen ære, og saaledes opfyldte du ikke det aller første bud. For Gud kan ikke æres, uden at sandhed og alt godt tilskrives ham, saaledes som det da i sandhed forholder sig. Men det gjør ingen gode gjerninger, men alene hjertets tro.

Derfor er den alene menneskets retfærdighed og alle buds fylde. Ti den som opfylder det første hovedbud, den opfylder visselig og lettelig ogsaa alle de andre bud. Men gjerningerne er døde ting, kan ikke ære og love Gud, om de end kan ske og lade sig udføre Gud til ære og lov. Men vi søge her — ikke gjerningerne, som udføres, men selve gjerningernes udfører og mester, som ærer Gud og gjør gjerningerne. Det er ingen anden end hjertets tro; det er gudsfrygtens hoved og fuldkomne indhold. Derfor er det en farlig og mørk tale, naar det læres, at Guds bud skal opfyldes med gjerninger, medens opfyldelsen maa være sket forud for alle gjerninger ved troen, og gjerningerne følge efter opfyldelsen, som vi siden skal høre.

14. Videre se vi, hvad vi har i Kristus, og hvor stort et gode en sand tro er. Vi maa vide, at Gud før og i den gamle pagts tid tog ud og forbeholdt sig enhver første mandlig afkom af mennesker og dyr, og den første afkom var den ypperste og havde to store fortrin fremfor alle andre børn, nemlig overstyret og presteskabet eller kongedømmet og prestedømmet, saaledes at paa jorden var den førstefødte vesle-gut herre over alle sine brødre og prest eller pave for Gud. Ved dette forbillede betegnes Jesus Kristus, som egentlig er Guds, faderens, første mandlige afkom ved jomfru Maria. Derfor er han konge og prest, det vil sige aandelig; for hans rige er ikke jordisk og heller ikke bestaar det i jordiske, men i aandelige goder, saadanne som sandhed, visdom, fred, glæde, salighed osv. Dermed er dog ikke undtaget timeligt gods, for alle ting er ham underlagte i himmel, jord og i helvede, om vi end ikke se ham; det kommer deraf, at han regjerer aandeligt, usynligt.

Saaledes bestaar ogsaa hans prestedømme ikke i udvortes bevægelser og klæder, som vi se dem blandt menneskene, men det bestaar i aanden, usynligt, saaledes at han uden afladelse staar frem for Guds øine for sine, ofrer sig selv[1] og gjør alt, hvad en from prest skal gjøre. Han beder for os, som Paulus siger, Rom. 8, 34; ligesaa lærer han os indvendig i hjertet, og dette er en prests to egentlige, virkelige embeds-gjerninger; ti saaledes bede og lære ogsaa de udvortes, menneskelige timelige prester.

15. Da nu Kristus har førstefødselen med dens ære og værdighed, saa deler han den ogsaa med alle sine kristne, for at de ogsaa alle ved troen maa være konger og prester med Kristus, som st. Peter siger 1 Pe. 2, 9: I er et presteligt kongedømme og et kongeligt prestedømme. Og det gaar saaledes til, at et kristen-menneske ved troen løftes saa høit over alle ting, at det blir alle tings aandelige herre, ti ingen ting kan skade det for saligheden. Ja alt maa være det underdanigt og hjælpe det til salighed, som st. Paulus lærer, Rom. 8, 28: Alle ting maa hjælpe de udvalgte til deres bedste, det være liv, død, synd, gudsfrygt, godt eller ondt, med hvad navn det saa kan nevnes; ligesaa 1 Kor. 3, 22: Alle ting er eders, det være livet eller døden, det nærværende eller det tilkommende osv. Ikke saa at vi er alle ting legemlig megtige, saa vi eie eller bruge dem, som menneskene gjør det paa jorden, for vi maa dø legemlig, og ingen kan fly døden; ligesaa maa vi ogsaa ligge under for mange andre ting, som vi se, at det er tilfælde med Kristus og hans hellige. For dette er et aandeligt herredømme, som har magt under legemlig undertrykkelse, det vil sige, jeg kan bedre mig i alle ting, som vedkommer sjælen, saa at ogsaa døden og lidelserne maa tjene mig og fremme min salighed. Det er en meget høi og herlig værdighed og et ret og almægtigt herredømme, et aandeligt kongedømme, der ingen ting er saa god, saa slem, den maa jo tjene mig til gode, om jeg tror, og jeg trænger den dog ikke, men min tro er mig nok. Se, for en herlig frihed og magt de kristne har!

16. Desuden er vi prester, det er noget endda meget større end at være konge, fordi prestedømmet gjør os værdige til at træde frem for Gud og bede for andre. Ti at staa for Guds aasyn og bede tilkommer ingen uden presterne. Saaledes har Kristus udvirket for os, at vi aandelig kan staa frem og bede for hverandre, ligesom en prest træder legemlig frem og beder for folket. Men den, som ikke tror paa Kristus, ham tjener ingen ting til gode; han er alle tings træl, maa forarges ved alle ting. Desuden er hans bøn ikke behagelig for Gud, kommer heller ikke frem for Guds aasyn.

Hvem kan nu udtænke et kristen-menneskes ære og høihed? Ved sit kongedømme har han magt over alle ting, ved sit prestedømme har det magt over Gud, for Gud gjør, hvad det beder om og vil, som der staar skrevet i salmerne (145, 19): Gud gjør deres vilje, som frygte ham, og hører deres bøn, til hvilken ære de kun kan komme ved troen og ikke ved nogen gjerning. Deraf se vi klart, hvorledes et kristen-menneske er frit for alle ting og over alle ting, saaledes at det ingen gode gjerninger trænger for at bli gudfrygtigt og saligt; men troen giver det al ting i overflod. Og om det vilde være saa dumt, at det mente at kunne bli fromt, frit, saligt eller en kristen ved en god gjerning, saa vilde det tabe troen, og dermed alt, ligesom hunden, som havde et stykke kjød i munden og snappede efter skyggen i vandet, dermed tabte baade kjødet og skyggen.

17. Du spør: „Hvad er der da for forskjel mellem presterne og lægfolket i kristenheden, naar de alle er prester?“ Svar: det lille ord prest, klerk, geistlig og lignende har lidt uret, ved at de er overførte fra den store mængde paa den lille flok, som nu kaldes geistlig stand. Den hellige skrift gjør ingen anden forskjel, end at den kalder de lærde og indviede ministros, servos, oeconomos, det vil sige, hjælpere, tjenere, husholdere, som da for andre skal prædike Kristus, tro og kristelig frihed. For om vi end alle paa samme vis er prester, saa kan vi dog ikke alle tjene eller varte op og prædike. Saaledes siger st. Paulus, 1 Kor. 4, 1: Vi vil ikke holdes for andet og mere af folk end at være Kristi tjenere og evangeliets husholdere. Men nu er det af husholdnings-gjerningen bleven et saadant verdsligt, udvortes, pregtigt, frygteligt herredømme og velde, at den rette verdslige magt paa ingen maade kan lignes ved den, akkurat som om lægfolket var noget andet end kristenfolk; her ved er vi ogsaa gaat glip af den rette betydning af kristelig naade, frihed, tro og alt, hvad vi har fra Kristus, og Kristus selv; vi har i stedet faat meget af menneske-bud og menneske-gjerninger, er helt og holdent blevne træler under de aller udueligste folk paa jorden.

18. Af alt dette lære vi, at det ikke er nok prædiket, naar man kun prædiker Kristi liv og gjerning overfladisk og kun som en fortelling og krønike, end mindre da, naar man helt tier om ham og prædiker den geistlige, ret eller andre menneske-bud og menneske-lærdomme. Det er ogsaa mange, som prædike og lære Kristus saaledes, at de har medynk med ham og vredes paa jøderne eller bærer sig ad dermed paa endnu mere barnagtig vis. Men han skal og maa prædikes saaledes, at baade hos mig og dig troen derved vokser frem og opholdes. Og troen vokser frem og opholdes derved, at det blir sagt mig, hvorfor Kristus er kommen, hvorledes jeg skal bruge og nyde ham, hvad han har bragt og givet mig. Det sker, naar man ret udvikler den kristelige frihed, som vi har fra ham, og hvorledes vi er konger og prester med magt over alle ting. Og at alt, hvad vi gjør, er behageligt for Guds aasyn og af ham bønhørt, som jeg før har sagt. Ti naar et hjerte saaledes hører Kristus, maa det bli glad og tilfreds, bli trøstet i sin inderste grund og bli venligsindet mod Kristus, for paa den anden side ogsaa at bli glad i ham. Dertil kan det aldrig komme med lovbud eller gjerninger. For hvem vil gjøre et saadant hjerte skade eller forskrække det? Kommer synden og døden, saa tror det, at Kristi gudsfrygt er dets egen, og at dets synder ikke mer er dets egne, men Kristi, og da maa synden forsvinde for Kristi gudsfrygt i troen, som ovenfor er sagt, og hjertet lærer som apostelen at byde døden og synden trods og sige: Hvor er nu din seier, du død? hvor er nu din odd, død? Din odd er synden. Men Gud være lov og tak, som har givet os seiren ved Jesus Kristus, vor herre. Og døden er opslugt i hans seir osv. (1 Kor. 15, 54 ff.).

————————

19. Dette faar nu være nok om det indvortes menneske om dets frihed og hoved-retfærdighed, som ikke trænger nogen lov eller god gjerning, som endog er skadelige for den, hvis nogen vilde driste sig til at bli retfærdig derved.

Nu komme vi til den anden del, til det udvortes menneske. Her vil vi svare alle dem, som forarges over det før sagte og pleie at sige: „Ja, hvis da troen er al ting og alene er nok til at gjøre gudfrygtig, hvorfor er da de gode gjerninger paabudne? Saa vil vi give alt en god dag og intet gjøre“. Nei, min ven, ikke saa! Det vilde være saa, hvis du helt og aldeles var et indvortes menneske og var bleven fuldkommen aandelig og indvortes, men dette sker ikke paa denne side dommedag. Det er og blir paa jorden kun en begyndelse og vekst, som naar sin fuldendelse i den anden verden. Af den grund kalder apostelen det primitias spiritus, det vil sige aandens førstegrøde, og derfor hører det hid, hvad der ovenfor er sagt: Et kristenmenneske er en lydig tjener og hvert menneske undergiven; det vil sige saa meget som: da det er frit, behøver det intet at gjøre; da det er tjener, maa det gjøre alt. Hvorledes det gaar til, skal vi nu se.

20. Skjønt mennesket indvortes, efter sjælen, er tilstrækkelig retfærdigt ved troen, og har alt, hvad det skal have, uden det, at den samme tro og dens følger altid maa tiltage lige ind i det andet liv, saa forbliver det dog endnu i dette legemlige liv paa jorden og maa raade over sit eget legeme og omgaaes folk. Her begynde nu gjerningerne. Vi maa ikke gaa ørkesløse, legemet maa ganske vist drives og øves med faste, vaaging, arbeide og i al passelig tugt, for at det kan bli lydigt mod og ligedannet med det indre menneske og troen, og for at det ikke skal hindre eller modarbeide dem, som dets vis er, naar det ikke tvinges. Ti det indvortes menneske er et med Gud, glad og lystig for Kristi skyld, han som har gjort det saa meget godt, og det sætter hele sin glæde i, at det paa sin side ogsaa kunde tjene Gud for intet i fri kjærlighed. Dog finder det i sit kjød en gjenstridig vilje, som vil tjene verden og søge, hvad der kan være den selv til behag. Det kan troen ikke like, og den lægger sig med begjærlighed om dens hals for at dempe og holde styr paa den, som st. Paul siger, Rom. 7, 22 f.: Jeg har lyst til Guds vilje efter mit indvortes menneske; dog finder jeg en anden vilje i mit kjød, som vil tage mig til fange ved synden. Ligesaa 1 Kor. 9, 27: Jeg tugter mit legeme og øver det til lydighed, for at ikke jeg skal bli forkastet, jeg som skal lære andre. Ligesaa Gal. 5, 24: Alle, som tilhører Kristus, korsfeste kjødet med dets onde lyster.

21. Men disse gjerninger maa ikke ske i den forstand, at mennesket derved kan bli retfærdigt for Gud (for denne falske opfatning kan troen ikke like, den er alene og kan alene være retfærdighed for Gud), men kun i den forstand, at legemet blir lydigt og renset for sine onde lyster, og at øiet kun ser til at drive ud de onde lyster. For efterdi sjælen ved troen er ren og elsker Gud, vilde den gjerne, at ogsaa alle ting var rene, særlig dens eget legeme, og at hver mand elskede og takkede Gud med den. Og da gaar det saa, at mennesket for sit eget legemes skyld ikke kan gaa ørkesløst, og maa øve mange gode gjerninger for at tvinge det, og dog er gjerningerne ikke det rette gode, hvor ved det blir godt og retfærdigt for Gud, men det gjør dem af fri kjærlighed for intet, for at behage Gud; det søger og ser deri ikke andet, end at det saaledes kan behage Gud, hvis vilje det gjerne vilde gjøre paa det aller bedste.

Deraf kan da enhver selv finde maal og maade at spæge sit legeme paa, ti han faster, vaager, arbeider saa meget, som han ser, at legemet har nødig, for at dets modstand kan dempes. Men de andre, som mene at skulle bli gudfrygtige ved gjerninger, de har ingen tanke paa spægelsen; de se kun paa gjerningerne og mene, at naar de gjør mange og store saadanne, saa er alt vel, de blir gudfrygtige; de ødelægge derved stundom sit hoved og tage skade paa legemet. Det er en stor daarskab og uforstand i det kristelige liv at ville bli gudfrygtige og salige uden tro ved gjerninger.

22. Vi vil fremføre nogle lignelser herom. De gjerninger, som øves af et kristen-menneske, der er bleven retfærdiggjort og saligt ved sin tro og af Guds uforskyldte naade, er ikke at agte anderledes end som Adams og Evas gjerninger i paradis, hvorom der staar skrevet, 1 Mos. 2, 15, at Gud satte det skabte menneske i paradis, for at det skulde dyrke og vogte det. Nu var Adam af Gud skabt god og gudfrygtig, uden synd, saa at han ikke behøvde at bli gudfrygtig og retfærdig ved sit arbeide og sin vogtning; dog for at han ikke skulde gaa ledig, gav Gud ham noget at gjøre med at plante, dyrke og bevare haven. Dette skulde være blot og bart frivillige gjerninger, som skulde udføres ikke af nogensomhelst anden grund end alene for at behage Gud og ikke for at opnaa gudsfrygt dermed; den havde han før, og den vilde ogsaa være bleven os alle naturlig medfødt. Saaledes ogsaa med de gjerninger, som øves af et troende menneske, som ved sin tro atter er bleven indsat i paradiset og skabt paa nyt: det trænger ingen gjerninger for at bli gudfrygtigt, men for at det ikke skal gaa ledigt, og for at det skal bruge og bevare sit legeme, alene derfor har det faat befaling til at gjøre saadanne frie gjerninger og dermed behage Gud.

Fremdeles, ligesom naar en indviet biskop indvier kirker, konfirmerer[2] eller udfører sin embedsgjerning forøvrigt, saa gjør ikke disse gjerninger ham til biskop — ja hvis han ikke før var indviet til biskop, saa havde det slags gjerninger ingen betydning, var bare narreri —, saaledes blir en kristen, som indviet ved troen gjør gode gjerninger, ved dem ikke bedre eller ikke mere indviet til kristen (hvad intet andet kan gjøre end troens forøgelse); ja hvis han ikke før trode og var kristen, saa galdt alle hans gjerninger intet, men var bare naragtig, strafbar og fordømmelig synd.

23. Derfor er de to sætninger sande: „Gode gudfrygtige gjerninger gjør aldrig en god gudfrygtig mand, men en god gudfrygtig mand gjør gode gudfrygtige gjerninger“ — og: „Onde gjerninger gjør aldrig en ond mand, men en ond mand gjør onde gjerninger“. Personen maa altsaa altid først være god og gudfrygtig før alle gode gjerninger, og gode gjerninger følge og udgaa af den gudfrygtige, gode person, ligesom Kristus siger, Luk. 6, 43: Et ondt træ bærer ingen god frugt; et godt træ bærer ingen ondfrugt. Nu er det aabenbart, at frugterne ikke bære træet, heller ikke vokse træerne paa frugterne, men tvert imod, træerne bære frugterne, og frugterne vokse paa træerne. Ligesom nu træerne maa være før frugterne, og frugterne ikke gjør træerne gode eller onde, men træerne gjør frugterne, saaledes maa mennesket i sin person først være godt eller ondt, førend det gjør gode eller onde gjerninger, dets gjerninger gjør det ikke godt eller ondt, men det gjør gode eller onde gjerninger.

Det samme se vi i alle haandværk. Et godt eller daarligt hus gjør ingen god eller daarlig tømmermand, men en god eller daarlig tømmermand gjør et godt eller daarligt hus; ingen gjerning gjør en mester, efter som gjerningen er, men som mesteren er, derefter er ogsaa hans gjerning. Saaledes er det ogsaa med menneskets gjerninger: eftersom det har sig med det i troen eller vantroen, derefter er dets gjerninger gode eller onde, og ikke omvendt, at saaledes som det er med dets gjerninger, derefter er det gudfrygtigt eller troende. Ligesom gjerningerne ikke gjør troende, saa gjør de heller ikke gudfrygtig; men ligesom troen gjør gudfrygtig, saa gjør den ogsaa gode gjerninger.

Dersom da gjerningerne ikke gjør nogen gudfrygtig, og mennesket først maa være gudfrygtigt, før det gjør gjerninger, saa er det klart, at troen alene af bare naade ved Kristus og hans ord gjør personen gudfrygtig og salig nok, og at ingen gjerning, intet bud er nødvendige for en kristen til salighed, men at han er fri for alle bud, og at han af frihed alene gjør for intet alt, hvad han gjør, uden dermed at søge sin nytte eller salighed (for han er alt mæt og salig ved sin tro og ved Guds naade), men kun for derved at være Gud til behag.

24. Paa den anden side, den, som er uden tro kan ingen god gjerning skaffe gudsfrygt og salighed, og heller ikke kan nogen ond gjerning gjøre ham ond eller fordømme ham; men vantroen, som gjør personen og træet onde, den gjør onde og fordømte gjerninger. Naar du derfor blir god eller ond, saa begynder ikke dette med gjerningerne, men med troen, som vismanden siger: Al synds begyndelse er at gaa bort fra Gud og ikke lide paa ham (Sir. 10, 13). Saaledes lærer ogsaa Kristus, at vi ikke maa begynde med gjerningerne; han siger: Lad enten træet være godt og dets frugter gode, eller lad træet være ondt og dets frugter onde (Mt. 12, 33), ligesom om han vilde sige: den, som vil have gode frugter, maa først begynde med træet og plante det godt. Den, som vil gjøre gode gjerninger, maa altsaa ikke begynde med gjerningerne, men med personen, som skal gjøre gjerningerne. Men personen er det ingen anden som gjør god, uden alene troen, og ingen gjør den ond uden alene troen. Det er sandt nok, at gjerningerne gjør en god eller ond for menneskene, det vil sige, de vise i det ydre, hvem der er god eller ond, som Kristus siger, Mt. 7, 20: Af deres frugter skal I kjende dem. Men det er alt kun i det ydre skin, i det udvortes, hvilket ganske vist vildleder mange folk, der skrive og lære, hvorledes man skal gjøre gode gjerninger og bli gudfrygtig, skjønt de dog aldrig har en tanke for troen; de er, som naar den ene blinde leder den andre, plage sig med mange gjerninger og naar dog aldrig til den rette gudsfrygt, som st. Paulus siger, 2 Tim. 3, 5: De har gudsfrygts skin, men der er ingen grund, de gaa og lære uafbrudt, og kommer dog aldrig til erkjendelse af den sande gudsfrygt.

Den, som nu ikke vil gaa feil som disse blinde, maa se længere end til gjerningerne, budene eller gjernings-lærdommen; han maa først og fremst se paa personen, hvorledes den blir gudfrygtig. Men den blir ikke gudfrygtig og salig ved bud og gjerning, men ved Guds ord (det vil sige ved hans løfte om naade) og ved troen, for at hans gud dommelige ære skal bestaa, at han ikke gjør os salige ved vor gjerning, men ved sit naadige ord for intet og ene og alene af barmhjertighed.

25. Af alt dette er det let at forståa, hvorle des gode gjerninger baade er at forkaste og ikke at forkaste, og hvorledes man skal forståa alle de lærdomme, som lære gode gjerninger. For naar dertil lægges det falske tillæg og det opfattes paa den feilagtige maade, at vi ved gjerningerne blir gudfrygtige og salige, da er de ikke længer gode, men helt fordømmelige; for de er ikke frie, og da haanes Guds naade, som alene ved troen gjør gud frygtig og salig, hvad gjerningerne ikke formåa, og de paatage sig dog at gjøre det og gjør derved skaar i naadens verk og dens ære. Derfor forkaste vi de gode gjerninger, ikke for deres egen skyld, men for det gale tillægs og den falske og vrange opfatnings skyld, som gjør, at de bare synes gode, men dog ikke er gode. De bedrage sig og hver mand dermed, ligesom de rivende ulve i faareklæder.

Men det samme gale tillæg til og den vrange opfatning af gjerningerne er ikke til at undgaa, naar der ikke er tro. Den vrange tydning maa være hos den gjerningshellige, indtil troen kommer og tilintetgjør den; naturen formaar ikke af sig selv at drive den ud, ja end ikke at erkjende den, men den anser den for en herlig og salig ting; derfor blir ogsaa saa mange af eder forførte ved den. Skjønt det derfor er godt at skrive og prædike om anger, bod, fyldestgjørelse, saa er det visselig blot og bart djævelsk, forførerisk lære, hvis man ikke kommer videre og frem til troen. Man maa ikke bare prædike et, men begge slags Guds ord; loven skal man prædike for at skræmme synderne op og faa deres synd erkjendt, saa de kan komme til anger og omvendelse. Men dermed skal det ikke bli, man maa ogsaa prædike det andet ord, tilsagnet om naaden for at virke troen, uden hvilken budene, angren og alt andet er til ingen nytte. Der er vel endnu prædikanter tilbage, som prædike anger over synden og naade, men de skille ikke Guds bud og tilsagn ud fra hinanden, saa at man kan lære, hvorfra og hvorledes angren og naaden kommer. For angren flyder ud af budene, troen af Guds tilsagn, og mennesket blir altsaa retfærdiggjort og ophøiet ved troen paa det guddommelige ord, medens det ved frygten for Guds bud er bleven ydmyget og dreven til selverkjendelse.

26. Dette var nu om gjerningerne i almindelighed og særlig om de gjerninger, som et kristenmenneske skal øve mod sit eget legeme. Nu vil vi tale om flere gjerninger, saadanne som det gjør mod andre mennesker. For mennesket lever ikke bare i sit eget legeme, men ogsaa mellem andre, mennesker paa jorden. Derfor kan det ikke undlade at komme i forhold til dem; det maa tale med dem og have noget at gjøre med dem, om end ingen saadan gjerning er det fornøden til gudsfrygt og salighed. Derfor skal dets sindelag under al dets gjerning være frit og kun være rettet paa at tjene og gavne andre folk dermed og ikke have andet for sig, end hvad der er de andre til fordel. Det kaldes da et sandt kristenliv, og der gaar troen med lyst og glæde til gjerningen, som st. Paulus lærer Galaterne (5, 6). Og til Filippenserne, hvem han havde undervist om, hvorledes de havde naade og alt godt ved sin tro paa Kristus, fortsætter han denne sin under visning videre, idet han siger: Jeg formaner eder ved al den trøst, som I har i Kristus, og al den trøst, som I har af vor kjærlighed til eder, og ved alt fællesskab, som I har med alle aandelige, gudfrygtige kristne, at I fuldkommen vil glæde mit hjerte, og det paa den maade, at I fremdeles vil have ét sindelag, vise kjærlighed, den ene mod den andre, den ene tjene den andre, og at enhver giver agt ikke paa sig eller sit, men paa de andre, og hvad der er til deres fordel (Filip. 2, 1).

Se der har Paulus klarlig fremstillet et kristeligt liv, at alle gjerninger skal være rettede paa at være næsten til gode, medens enhver for sig selv har nok i sin tro, men alle andre gjerninger og livet har han til overs for derved at tjene sin næste af fri kjærlighed. Derpaa fremfører han Kristus som eksempel og siger (Filip. 2, 6. 7): Vær altsaa sindede, som I se det i Kristus, som skjønt han fuldkommen havde Guds skikkelse og havde nok for sig selv og ikke havde sit liv, sine gjerninger og lidelser nødig, forat han derved skulde bli god og salig, dog har udtømt sig for det alt og kommen i tjeners skikkelse, har gjort og lidt alle slags, og ikke set paa andet end vort bedste, og saaledes, skjønt han var fri, dog for vor skyld blev en tjener.

27. Saaledes skal et kristen-menneske ligesom Kristus, dets hoved, ganske og aldeles lade sig nøie med sin tro, stadig styrke den, idet den er dets liv, gudsfrygt og salighed, den giver det alt, hvad Kristus og Gud har, som ovenfor er sagt, og som st. Paul udtaler, Gal. 2, 20: Hvad, jeg endnu lever i legemet, det lever jeg i Kristi, Guds søns, tro. Og om den kristne nu end er ganske fri, saa skal han paa den anden side villig gjøre sig til tjener, saa at han hjælper sin næste, lever og steller sig godt med ham, som Gud ved Kristus har stelt med ham selv, og alt dette for intet, ikke søge noget andet derved end Guds velbehag og tænke som saa: Vel, min Gud har givet mig uværdige, fordømte menneske uden nogen fortjeneste helt for intet og af blot og bar barmhjertighed ved og i Kristus en overhaands rigdom af al gudsfrygt og salighed, saa at jeg herefter ikke trænger noget mere end at tro, at det er saa. Og saa vil jeg da ogsaa for en saadan fader, som har overøst mig med sine overflødige goder, paa min side fri, glad og uden vederlag gjøre, hvad der behager ham, bli en kristen mod min næste, som Kristus er bleven det for mig, og ikke gjøre noget andet, end hvad jeg ser, der er ham fornødent, nyttigt og glædeligt, eftersom jeg dog ved min tro har nok af alle ting i Kristus.

Se saaledes udspringer af troen kjærligheden til Gud og glæden i ham og af kjærligheden et frit, velvilligt og fornøiet liv til at tjene næsten uden vederlag. For ligesom vor næste lider nød og trænger af vor overflod, saaledes har vi lidt for Gud og trængt hans naade. Ligesom da Gud har hjulpet os for intet ved Kristus, saaledes vil vi ved legemet og dets gjerninger altid hjælpe vor næste. Saaledes se vi, hvad for et høit, edelt liv kristenlivet er, skjønt det desværre nu i al verden ikke alene ligger nede, men heller ikke er kjendt længer, blir heller ikke prædiket.

28. Saaledes læse vi, Lukas 2, 22, at jomfru Maria gik til kirke efter seks uger og lod sig rense efter loven som andre kvinder, skjønt hun dog ikke ligesom de var uren og heller ikke var pligtig til den samme renselse og heller ikke trængte til den. Men hun gjorde det af fri kjærlighed, for ikke at vise foragt mod de andre kvinder, men holdt sig med mængden.

Saaledes lod st. Paul st. Timoteus omskjære, ikke fordi det var nødvendigt, men fordi han ikke vilde give de svagt troende jøder grund til onde tanker; paa den anden side vilde han ikke lade Titus omskjære, da man holdt bestemt paa, at han skulde omskjæres, fordi det var nødvendigt til salighed. Og da der afkrævedes Kristi dissiple tempelskat (Mt. 17, 24 ff.), samtalte han med Peter, om ikke kongebørn var frie for at betale skat. Da st. Peter sagde jo hertil, bød han ham dog at gaa hen til havet og sagde: For at vi ikke skal ergre dem, saa gaa; tag den første fisk, du fanger, i dens mund vil du finde en krone; giv den for mig, og dig. Det er et smukt eksempel paa denne lære, at Kristus kalder sig og sine frie kongebørn, som ikke er skyldige til noget, og dog underordner sig villig, tjener og giver skat.

Ligesaa lidt som nu gjerningen var nødvendig for Kristus og har tjent til at fremme hans gudsfrygt eller salighed, ligesaa lidt er alle hans andre og hans kristnes gjerninger nødvendige til salighed — det er alt frie tjenester udførte til andres bedste og bedring. Saaledes skulde ogsaa alle presters, klostres og stiftelsers gjerninger udføres, saa enhver udførte sin stands og ordens gjerning kun for at være de andre til behag og regjere over sit legeme for at give de andre, som ogsaa trænge til at tvinge sine legemer, eksempel til at gjøre ligesaa; dog skal man altid passe sig, at man ikke foresætter sig at bli gudfrygtig og salig derved; det formaar alene troen.

Paa denne maade byder ogsaa st. Paul (Rom. 13, 1 ff og Tit. 3. 1), at man skal være verdslig myndighed underdanig og lydig, ikke for derved at skulle bli gudfrygtig, men for frit at tjene de andre og øvrigheden og gjøre dens vilje i kjærlighed og frihed.

Den, som nu havde forstand herpaa, den kunde lettelig indrette sig efter de utallige bud og love, som paven, biskoperne, klostrene, stiftelserne, fyrsterne og herrerne udstede, som nogle gale prælater lægge saa megen vægt paa, som om de var nødvendige til salighed, og som de kalde kirkens bud, men med urette. Ti en fri kristen taler saa: „Jeg vil faste, bede, gjøre det og det, som er paabudt, ikke fordi jeg behøver det eller derved vil bli gudfrygtig og salig, men jeg vil gjøre og lide det efter pavens, biskopens, menighedens eller min medbroders eller herrers ønske og eksempel, for at tjene dem, ligesom Kristus har gjort og lidt meget mere til gode for mig, hvad der for ham var meget mindre fornødent. Og om end tyrannerne gjør uret i at kræve sligt, saa skader det mig dog ikke, fordi det ikke er Gud imod“.

29. Heraf kan enhver opgjøre sig en bestemt dom og gjøre forskjel mellem alle gjerninger og bud, og paa hvem der er blinde og gale og hvem rette og forstandige prælater. For naar gjerningen ikke er rettet paa at tjene den anden eller finde sig i hans vilje, forsaavidt han ikke tvinger en til at gjøre Gud imod, da er den ikke en god kristelig gjerning. Deraf kommer det, at jeg er ræd for, at det er faae stiftelser, kirker, klostre, altere, messer, testamenter, som er kristelige, og heller ikke den faste og de bønner, som gjøres særlig til nogle helgener. Jeg frygter for, at enhver i alt dette bare søger sit eget, i den mening dermed at bøde for sine synder og bli salig, hvilket alt kommer af uvidenhed om troen og kristelig frihed, og af at nogle blinde prælater drive folk dertil, prise den slags væsen og smykke det med aflad, men forkynde aldrig troen. Men jeg raader dig til, at vil du indstifte noget, bede, faste, saa gjør det ikke i den mening, at du vil gjøre dig selv noget godt, men gjør det frit, at andre folk kan nyde godt af det, og gjør det dem til baade, saa er du en sand kristen. Hvad gavner dig dit gods og dine gode gjerninger, som du har tilovers udover det at styre og forsørge dit legeme, da du har nok i troen, hvori Gud har givet dig alle ting? Se saaledes maa Guds gode gaver flyde fra den ene til den andre og bli fælles eie, saa at enhver skal tage sig af sin næste paa samme maade, som om det var ham selv. Fra Kristus flyder de ind i os, han har i sit liv antaget sig os, som om han havde været, hvad vi er. Fra os skal de flyde ind i dem, som trænger dem, og det saa helt, at jeg ogsaa maa sætte min tro og retfærdighed frem for Gud til bedste for min næste, for at dække hans synder, tage dem paa mig og ikke stelle mig anderledes, end som om de var mine egne, netop som Kristus har gjort for os alle.

Se det er kjærlighedens natur, hvor den er sand. Men der er den sand, hvor troen er sand. Derfor nævner den hellige apostel som egent for kjærligheden, 1 Kor. 13, 5, at den ikke søger sit eget, men hvad der er næstens.

30. Af alt dette følger den slutning, at et kristen-menneske ikke lever for sig selv, men i Kristus og for sin næste: i Kristus ved troen, i næsten ved kjærligheden; ved troen farer det op over sig selv og ind i Gud, fra Gud farer det igjen ned under sig selv ved kjærligheden, og det blir dog altid i Gud og i den guddommelige kjærlighed, som Kristus siger, Joh. 1, 52: I skal faa se himlen aaben og englene stige op og stige ned over menneskens søn.

Se det er den rette, aandelige kristelige frihed, som gjør hjertet frit for alle synder, love og bud, og som overgaar al anden frihed, som himlen er over jorden. Gud give os, at vi ret kan forstaa og beholde denne frihed. Amen.


  1. Ifl. den romerske lære, som altsaa Luther paa denne tid (1520) endnu ikke var frigjort fra, har Kristus ikke bare ofret sig én gang, paa korset (sml. Hebr. 7, 27), men han ofrer sig selv, hver gang hans legeme og blod nydes i sakramentet.
  2. Konfirmation var i oldkirken biskopens bekræftelse af daaben med korstegn og salve og udførtes gjerne umiddelbart efter daabsforretningen. Saaledes omtrent bruges den fremdeles i den græske kirke, kun at den der ogsaa kan udføres af presterne. I den romerske kirke vedblev konfirmationen at være en særret for biskoperne, men den gik over til at bli en meddelelse af særlige naadegaver til dem, som skulde bli prester, og andre (voksne). Konfirmationen, slig som vi har den i den lutherske kirke, kom først i brug i det 18de hundre-aar.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.