Breve om rigstinget i Vorms

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Luther blev, som vi ved, paa rigstinget i Vorms lyst fredløs — efter at de 21 dage, som var satte i hans fribrev, var forløbne. Den 28de april havde han naat til Fridberg, hvorfra han skrev et brev til keiseren og et af samme indhold til „det hellige romerske riges kurfyrster, fyrster og stender“. Her meddeles det væsentlige af det første

til keiser Karl V.

1. Efter at eders keiserlige majestet havde ladet mig stevne til Vorms med offentlig sikkert fribrev for at høre, hvad jeg havde at sige om de bøger, som er udkomne i mit navn, og jeg i al ydmyghed lydigt traadte frem der for e. maj. og det hele rige, saa vilde e. maj. fornemlig have besked, om jeg erkjendte nævnte bøger for mine? og om jeg vilde tilbagekalde dem eller holde fast ved dem?

2. Jeg erkjendte dem for mine, og erklærede i al ærbødighed ydmygt, at min mening var, at eftersom mine bøger var begrundede med klare og offentlige vidnesbyrd af den hellige skrift, saa sømmede det sig ikke for mig at fornegte Guds ord og saaledes tilbagekalde mine bøger, og derfor bad jeg ydmygt, at eders k. maj. paa ingen maade vilde tillade, at jeg blev nødet til saadan tilbagekaldelse, men derimod bestemme, at mine bøger blev gjennemseede af e. maj. selv eller andre, og at saa de vildfarelser, som nogle foregive skulde være i dem, blev straffede og revsede med guddommelige, evangeliske og profetiske skrifter, og jeg tilbød mig med et kristeligt sind i underdanighed, at hvis jeg blev overbevist om nogen vildfarelse, saa vilde jeg tilbagekalde al saadan og være den første til at kaste mine bøger paa varmen.

3. Men frem for alt begjærede man af mig, at jeg vilde svare enfoldig, tydelig og udtrykkelig, om jeg vilde tilbagekalde eller ikke? Dertil svarede jeg saa igjen ydmygeligst: Fordi min samvittighed var fastholdt og fangen ved den hellige skrift, som jeg i mine bøger har henholdt mig til og fremført, saa kunde jeg jo ikke tilbagekalde noget uden ved at bli bedre undervist. — —

6. Gud. som kjender hjerterne, er mit vidne, at jeg i al underdanighed er aldeles villig og beredt til at være e. k. maj. tjenstagtig og lydig, det være nu ved liv eller død, ved ære eller skam, ved vindst eller tab. For saaledes har jeg oftere frembudt mig, og dertil frembyder jeg mig fremdeles, og jeg undtager slet ikke noget uden alene Guds ord, i hvilket ikke alene mennesket lever, som Kristus siger, Mt. 4, 4, men i hvilket endog englerne ønske at skue ind, 1 Petr. 1, 12. Men fordi dette er over alt, derfor stal det ogsaa i alt være det aller frieste og fuldkommen ubundet, som st. Paulus lærer, 2 Tim. 2, 9. Og det staar hverken i min eller noget menneskes vilje eller magt at udsætte det for fare eller gjøre det afhængigt af mennesker, de være nu saa mange, saa veldige, store, lærde og hellige, de være vil, eller at overgive det til dem, saa de skulde afgive kjendelse eller dom derom. — —

13. Jeg beder endnu engang e. k. maj. for Kristi skyld aller underdanigst, at De ikke vil lade mine modstandere undertrykke mig eller gjøre vold mod mig eller fordømme mig. For jeg er endnu ganske villig og beredt til at stille mig med e. k. maj.s fribrev frem for uvillige, lærde, frie og upartiske dommere, verdslige eller geistlige, for at mine bøger og min lære kan faa sin dom — derfra intet andet undtaget end det aabenbare, klare og frie Guds ord, hvilket med rette maa være over alt og forblive alle menneskers dommer.

14. Derfor beder jeg ogsaa underdanigst, ikke for min person alene, jeg er kun et uværdigt, foragtet menneske, men for den hele kristenheds skyld og i dens navn. For jeg ønskede gjerne af ganske hjerte alt godt for e. k. maj., hele riget og det ædle, høitærede tyske folk, at alle maatte bli saligt bevarede i Gude naade og i al velfærd. Jeg har heller ikke nogensinde søgt noget andet end Guds ære, det heles og hver enkelts velfærd og salighed, og jeg har dermed ikke set paa min egen nytte, gjør det heller ikke nu, Gud hjælpe mig dertil, modstanderne faa nu fordømme mig eller ikke. For eftersom Kristus, min herre, paa korset bad for sine fiender, Luk. 23, 34, saa maa jeg saa meget mere, fuld af haab, med glæde og tillid til Kristus, min herre, bede omhyggelig for e. k. maj., hele riget, for mine kjære fædre, og hele det tyske folk, mit kjære fedreland, af hvilke jeg venter mig alt godt.

15. Hermed befaler jeg mig til e. k. maj.s beskyttelse; Gud styre og opholde eder til naade og salighed for os, amen.

Fridberg, Søndag Cantate 1521

E. keis. maj.s
underdanigste ansøger
D. Martin Luther.
————————
Til Lukas Kranak,

maler i Vittenberg, sendte Luther samme dag (28de april) følgende brev, af hvilket det fremgaar, at kurfyrsten af Saksen havde ladet ham forstaa, at det var hans agt at bringe ham i sikkerhed.

Min tjeneste, kjære fadder Lukas. Jeg velsigner eder og befaler eder til Gud; jeg lader mig indesperre og skjule, jeg ved ikke selv hvor. Og skjønt, jeg heller havde villet lide døden for tyrannerne, særlig for den rasende hertug Georg af Saksens haand, saa maa jeg dog til en tid ikke foragte gode folks raad.

Man havde ikke ventet mit komme i Vorms, og hvorledes mit fribrev er holdt, derom ved I alle god besked af det forbud, som mødte mig. Jeg mente, at hans keis. maj. vilde have sammenkaldt en eller et halvt hundre doktorer og redelig overvundet munken; men her er ikke gjort noget andet og mere end dette: „Er bøgerne dine?“ „Ja“. „Vil du tilbagekalde dem eller ikke?“ „Nei“. „Saa gaa din vei“. Aa vi blinde tyskere, hvor barnagtigt vi stelle os og lade romerne spotte og narre os saa ynkelig.

Hels min gudmoder, eders kjære husfru, og sig, at hun maa leve vel saa længe. Jøderne maa en gang udsynge sin jubel: paaskedagen vil ogsaa komme for os, og da vil vi synge halleluja. En liden stund maa der ties og lides: Om en liden stund skal I ikke se mig, men saa om en liden stund skal Ise mig, siger Kristus (Joh. IG, 16). Jeg haaber, det skal gaa saa nu ogsaa. Dog Guds vilje, den aller bedste, ske heri som i himlen og paa jorden, amen (Mt. 6, 29).

Hels mester Kristian fra mig og hans frue; sig ogsaa raadmanden saa mange tak for skydsen. Har I ikke nok med lisentiat Feldkirk, saa kan I anmode hr. Amsdorf om at prædike, han gjør det gjerne. Far vel, og hermed alle Gud befalede; han bevare eders alles forstand og tro i Kristus for de romerske ulve og drager med deres heng, amen.

Dr. Martin Luther.

Paa den fortsatte reise blev, som vi ved, Luther bortført til Vartburg, hvor han opholdt sig i ti maaneder 1521—1522, og hvor han bl. m. arbeidede paa bibel-oversættelsen.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.