Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/8

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Mag. Arnold de Fine (1672). Dr. Erik Pontoppidan (1673–1678). Dr. Kristoffer Schletter (1678–1688).

1. Medens i vor Tid Hensynet til Lærdom og Erudition synes at spille en høist underordnet, ja næsten slet ingen Rolle ved Bispestoles og andre høie Embeders Besættelse, saa at der siden 1814 saagodtsom ingen Videnskabsmænd ere ansatte som Biskoper i vort Fædreland, saa kunde man omvendt sige, at i gamle Dage Lærdom og det mangengang i heel andre Retninger, end den theologiske, kom i en maaskee endog altfor stor Betragtning ved saadanne Leiligheder, idet høie Embeder, navnlig Bispestole, mangengang ligefrem tjente som Belønning for virkelig eller formeentlig literær Fortjeneste Et Exempel herpaa turde M. Arnold de Fines Ansættelse som Bredals Eftermand afgive.

Denne Mand var en Skaaning, født 1614 i Helsingborg, hvor Faderen var Prest; Familien var i det 16de Aarhundrede indkommen fra Nederlandene, hvorfra den skal have udvandret paa Grund af Hertugen af Albas berygtede Grusomheder. Anledningen til, at det Medlem af Slægten, hvorom her er Tale, kom til Norge, var den, at hans Syster Katharina var gift med den bekjendte bergenske Biskop Mag. Ludvig Munthe, Holbergs og flere bekjendte Mænds Stamfader; denne kaldte nemlig 1637 sin Svoger Arnold de Fine til Konrektor i Bergen, hvor han siden steg først til Rektor, siden til Lektor. Allerede som Rektor lod han sig prestevie for saaledes selv at kunne bestyre det til Rektoratet henlagte Hammers Sognekald, men maatte afstaa herfra og kalde en Vicepastor efter Stiftsøvrighedens Forlangende[1].

Som Konrektor udgav han en latinsk Poesi i Anledning af den Ildebrand, som hjemsøgte Bergen 1640, og senere tvende andre Smaa-Arbeider. Det er imidlertid ikke ved disse, at han har opnaaet en Slags Navnkundighed i Literærhistorien. Sin Plads her skylder han nemlig ikke Skrifter, som han udgav, men derimod Arbeider, som man formodede, at han skulde komme til at levere i den norske Historie. Herom kunne vi[2] meddele følgende Oplysninger.

Han blev opfordret af Statholder U. F. Gyldenløve og Norges Kantsler Ove Bjelke om ved Siden af sit Lektorembede, hvilket vi neppe have Grund til at ansee for meget byrdefuldt i de Dage, at paatage sig at forfatte en udførlig Norges Historie paa Latin, noget, hvortil Mag. Arnold allerede før af sig selv synes at have fattet Planen. Fra 1667 har man et Brev fra ham til Kantsler P. Reetz, hvori han melder denne, at han efterlignede Livius, Curtius og isærdeleshed Justinus, men endnu ei havde Halvparten af Verket istand. Dette skulde, heder det videre, blive et stort Opus paa adskillige Emner i Folio, og hvad Forfatteren især tilsigtede, var at tilveiebringe Overeensstemmelse mellem Saxos og de gamle norsk-islandske Beretninger, altsaa det samme, som Torfæus og Suhm siden indbildte sig at formaa. Derhos stræbte de Fine at bevise, at Norge „har været et Annex til Danmark“ o. s. v. Af Reetz udbad han sig i nærværende Brev nogen offentlig Understøttelse til at holde de til Verkets Fremme nødvendige Amanuenser, og han androg tillige om Exspektance paa den første ledige Bispestol i Norge.

Det sidste af disse Ønsker blev ogsaa opfyldt, thi han fik 29de Juli 1667. Brev paa det først ledigblivende Bispeembede i Norge med den udtrykkelige Betingelse „at fortfare med den norske Krønike,“ paa egen Bekostning at gjøre Reiser om i Landet og underholde Amanuenser. Uagtet han vel neppe har havt Bestalling som Historiograf, har han dog selv i en Supplik betjent sig af denne Titel.

2. I 1671 fik han, som allerede i forrige Kapitel bemerket, under 11te Juli Bestalling som Vicesuperintendent i Throndhjem med Successions-Tilsagn[3], og i Februar 1672 blev han derfor ordineret i Kjøbenhavn af Sjælands Biskop Dr. Wandal. Rimeligviis er han da kommen op til Throndhjems Stift omtrent ved samme Tid, som hans Formand døde, saa at han enten slet ikke eller kun kort har fungeret som Vicebiskop, men strax tiltraadt som virkelig Biskop.

Dog heller ikke som saadan skulde hans Virksomhed blive varig, han døde nemlig pludselig allerede den 6te Novbr. 1672 i Kirkens Sakristi, just efterat han havde ordineret tvende Prester. Han naaede altsaa ikke videre end til at tiltræde sit Bispeembede; om den Maade, hvorpaa han heri gik frem, ytrer Melkior Augustinussøn sig saaledes: „Han begyndte her strengt og skarpt; havde han levet, da havde man uden Tvivl hørt adskilligt,“ og han tilføier som en almindelig Formodning at Mag. Arnolds „fortrædelige Sindelag“ hidrørte fra, at han „formeget havde piint sit Legeme.“ Hans Enke, Maria Hofman, drog efter hans Død til Bergen, hvor hun levede endnu 1676 i meget gode Formuesomstændigheder[4].

Da Manden saaledes nu var død, henvendte Vilhelm Vorm, dengang kongelig Bibliothekar og Historiograf, sig til Regjeringen med Andragende om, at hvad de Fine kunde have efterladt sig af Manuskript til sit historiske Verk hvis Fuldendelse inden to Aar var lovet, gjennem Stiftsbefalingsmanden maatte vorde indsendt til det kongelige Bibliothek. Som Følge heraf fik Lensmanden, Kantsler Ove Bielke Brev med saadant Paalæg, og rimeligviis ere de Fines Arbeider blevne nedsendte til Kjøbenhavn, hvor de imidlertid allerede i meget lange Tider ikke have været at finde. Tabet er visselig ikke meget at beklage[5].

3. Saavel i den kirkelige, som i den literære Historie indtager Arnold de Fines Eftermand en betydeligere Plads end den, som er bleven denne selv til Deel.

Erik Erikssøn Pontoppidan (til Forskjel fra sin endnu mere berømte Broderssønssøn stundom kaldet den ældre) var født 1616 i Broby Sogn i Fyen, af hvilket Sted han ved Latinisering dannede sig Navnet Pontoppidanus; Faderen var Forvalter hos en Rigsraad. Erik deponerede fra Odense Skole 1635 og gjorde sig allerede samme Aar bemerket som Digter. 1641–1643 reiste han udenlands, blev siden Prest først i Antvorskov, siden i Kjøge, hvor han forblev, indtil han ved Nytaarstid 1673 blev Biskop i Throndhjem. Det af hans Skrifter, som maaskee meest er blevet omtalt, er vel hans paa Latin forfattede, men med adskillige danske Exempler ledsagede Grammatica danica (1668).

Af en kort latinsk Levnetsbeskrivelse (uden Forfatters, Aars og Trykkesteds Angivelse), som findes i den paa saadanne Sjeldenheder saa rige Hielmstiernske Samling. (8, 3396) erfare vi, at E. Pontoppidan blev udnævnt til Biskop den 10de Januar 1673, aflagde Biskops-Ed til Kongen 28de Januar og ordineredes den 8de Juni af Dr. Wandal[6]. Ikke uden Bekymring og ikke uden først at have frabedet sig denne Befordring, forlod han allerede temmelig tilaars, sit Fødeland; mellem Schønings Papirer findes et Brev fra ham til Kongen, hvori han udbeder sig, at der maatte blive tillagt Kapitlets Medlemmer Ordre til, naar han ved Døden afgik, at antage sig hans Familie, da han nemlig i Norge ingen Slægt og Venner havde. I Juli reiste han til sit Stift over Kristiania, hvor han besøgte Gyldenløve og Biskop Rosing, og kom saa til Throndhjem, hvor han ifølge den samme anonyme Biografi omgikkes med Kantsler Ove Bjelke, Vind, Lindenov, Gjedde, Otto Bjelke og Lagmændene Dreier og Schjønnebøl. I Slutningen af August udstedte han sit Hyrdebrev til Presteskabet paa Latin; det er endnu bevaret[7].

4. Det vigtigste, vi have at fortælle fra Pontoppidans Tid, er hans Stridighed med en Schwenkfeldianer, hvilken paa hine Tider, da sekteriske Fænomener saa sjelden møde os, ikke bliver uden Merkelighed[8].

Anders Kempe hed en Mand, som kaldes en „Svenske“ fra Jemteland; men da han vistnok er født længe før 1645, bliver han, hvis Jemteland er hans Hjemstavn, dog en Nordmand. I sit Hjemland var han først Stykløitnant hos Kommandant Drakenstjern, af hvem han ogsaa lærte „at exercere den chymiske Kunst.“ Af større Interesse for os er det imidlertid, at han ved Skrifter af Hollænderen Poul Felgenhaver, hvis personlige Bekjendtskab han siden gjorde i Amsterdam, kom ind paa Schwenkfelds og Weigels spiritualistiske Anskuelser og derved bevægedes til selv at optræde som Forfatter, idet han i Amsterdam udgav paa Svensk tvende Bøger, Perspicillum bellicum og Probatorium Theologicum, af hvilke den første fordømmer Krig og Militærstand, den anden Geistligheden; tillige benegtede han i dem Kristi menneskelige Natur. I Sverige bleve disse Bøger af Forfatteren udspredte, men saa ilde optagne, at Forfatteren efter flere Gjenvordigheder endelig blev landsforviist, og en af hans Tilhængere, en Prestesøn fra Jemteland, endog halshuggen.

Kempe tog som landflygtig Mand sin Tilflugt til Verdalen, hvor han boede paa Gaarden Hegstad, hvorhen han skal være kommen 1664, altsaa allerede i Erik Bredals Tid. Her virkede han ei alene ved „private Diskurser,“ men fortsatte sin Skribentvirksomhed, idet han under et nyt Ophold i Amsterdam udgav en Oversættelse af sin Lærer Felgenhavers „Harmonia fidei“ samt et originalt Arbeide „Dedikatioii og Konfession,“ hvoraf han bragte en Mængde Exemplarer ind i Norge og sendte nogle til Sverige. Han blev derfor først udelukket fra Nadveren, til hvilken han dog vistnok som Schwenkfeldianer neppe har forlangt at stedes, og dernæst, skjønt forgjæves, af Mag. Arnold de Fine anmodet om at opgive sit Kjætteri. Da nu Erik Pontoppidan 1673 kom til Stiftet, tog han sig strax Sagen an med Kraft, lod anstille Eftersøgning, om hvor hans Bøger fandtes, hvilket dog lidet nyttede, og efter lange Forhandlinger udvirkede han en kongelig Forordning af 24de Juli 1674, hvorved Anders Kempe – ganske i Tidens Aand – landsforviistes ogsaa fra Norge Der haves forøvrigt ikke Spor til, at det har lykkedes Manden at vinde Tilhængere i Throndhjems Stift, hvilket derimod et Snees Aar tidligere i en anden Deel af vort Land havde lykkedes en anden heterodox Mand af lignende Anskuelser, Mag. Nils Svendsen Krønike i Kristiania[9].

5. Som Biskop gjorde Erik Pontoppidan Katekisationens og Skoleunderviisningens Fremme til en Hovedgjenstand for fine Bestræbelser og udgav i den Anledning tvende Smaabøger, som nu imidlertid neppe ere at opdrive. Den ene, bestemt til Brug for Throndhjems Latinskole, var en Bearbeidelse af den bekjendte Skolemand (og Forstander for de mähriske Brødre) Amos Comenius’s „Vestibulum;“ den anden en med Anmerkninger ledsaget Udgave af Luthers Katekismus. Den anonyme Biografi (og den yngre Pontoppidans Annaler) give hertil den høist interessante Oplysning, at han i Manuskript har efterladt sig en Oversættelse af Katekismen i det finske Sprog, hvilket Arbeide da maa ansees som det første Forsøg paa dette Sprogs Benyttelse til Fremstilling af aandelige Ting. Ogsaa var der mellem hans efterladte Haandskrifter Anmerkninger til Kristenretten og den norske Kirkeordinants.

6. I 1675 anmodedes han om at reise til Kjøbenhavn for at deltage i den store Doktor-Disputation, som fandt Sted der i hiint Aar, og da han frabad sig den Ære og bad om i ethvert Tilfælde at slippe fri for Reisen, blev han, skjønt fraværende promoveret; han var den første Doktor paa Throndhjems Bispestol. Men ikke længe nød Stiftet godt af ham, da han allerede den 12te Juni 1678 døde af Skjørbug efter nogle Ugers Sygdom; hans sidste Ord var den hellige Bernhards herlige Hymne: Dum me mori est necesse o. s. v. Han efterlod som Enke Katharina Koler, en Prestedatter fra Kalundborg der siden (1681) egtede Prof. Jens Bircherod, og en Søn Valentin, siden adlet med Navnet Liljenkrands og dansk Resident i Venedig, af hvem der haves et latinsk Haandskrift (paa det kgl. Bibl.) om Jemtelands Gjenerobring af de Norske i Gyldenløvefeiden.

Melkior Augustinussøns Dom om denne sin Biskop er saadan: „Han var en from, sagtmodig og stille Mand, der gjerne vilde hjelpe og tjene alle og sin Geistlighed meget god og beforderlig, blev derfor af alle beklaget og begrædt.“ Og denne Dom synes at have været hans hele Samtids. I Almuens Erindring levede hans Minde endnu flere Mandsaldre paa den skjønneste Maade; et lidet Træk om hans venlige Maade at omgaaes med Almuesbørn er ogsaa opbevaret, hvilket vidner om hans gode Hjerte og barnlige Sind; det heder nemlig, at han paa sene Visitatser aldrig glemte at medbringe Bøger, Billeder og lignende Smaating som Belønninger for flittige Børn[10].

7. Eftermanden Dr. Kristoffer Schletter (født 1629 i Halmstad, 1658 Rektor i Herlufsholm, 1668 Lektor i Roskilde, 1672 Professor i Theologi ved Univetsitetet) hører til dem, om hvis Personlighed vi intet rigtigt Begreb kunne danne os. Han er ganske uden literære Fortjenester, og det har idetmindste forekommet mig ikke usandsynligt, at han er bleven sat til Biskop, for at Universitetet kunde blive af med en middelmaadig Professor, en Udvei, som i tidligere Dage ingenlunde var ubenyttet. Denne min Formodning maa imidlertid staa ved sit Værd.

Der foreligger mig fra Schletters Tid saagodtsom intet, der fortjener Optagelse i Stiftshistorien uden maaskee nogle Punkter af hans Betænkning[11] angaaende den Revision af Norges Kirkeordinants, som 1682 afæskedes Bisperne i Anledning af det da paatænkte og nogle Aar senere (1685) udgivne for begge Riger fælles endnu gjældende „Kirke-Ritual.“ Han omtaler heri, at de til Krigstjeneste udskrevne Knegte ere mere uvidende end den øvrige Landsungdom, foreslaar, at det skulde paalægges Presterne at studere visse Bøger saasom Brochmanns Systema, Chemnitz’s Harmonia Evangelica o. fl., og omtaler, at der ikke sjelden fandt Tvistigheder Sted mellem Sognepresterne og Huus-Kapellanerne om Lønningerne, helst om de sidste vare gifte. Det interessanteste ved hans Betænkning bliver imidlertid, at han foreslaar de i Danmark (siden 1618) brugelige Landemoder indførte ogsaa indført i Norge. Han holder for, at det burde berammes til St. Botolphi Dag og at Landemode-Sager da kunde behandles paa den første Dag. Kapitelssagerne paa den følgende. Til Landemodet skulde indkaldes Provsterne fra Throndhjems Amt og Nordlandene; Finmarkens Anliggender skulde, da denne Provinds laa saa langt borte, varetages ved Nordlandsprovsterne. Ogsaa Biskop Krog skal (efter en Optegnelse af Schøning) have villet faa Landemode indført i Throndhjems Stift, men saadant er vistnok ligesaalidt her, som andensteds i Norge kommet istand, skjønt det vistnok havde været ønskeligt, hvad ogsaa i det følgende Aarhundrede blev udtalt af Biskop P. Hersleb.

Biskop Schletter døde 25de Oktober 1688; hans Hustru Margreta v. Holtoug var død Aaret iforveien, og ifølge Melkior Augustinussøn blev hun „begraven med adelig Solennitet.“

  1. ↑ Oplysning fra Geheimearkivet.
  2. ↑ Efter Werlauffs ypperlige Meddelelse i „nye“ Danske Magasin 3, 41 fgg.
  3. ↑ Dette skal (efter en Optegnelse af Schøning) være udvirket gjennem Griffenfeld.
  4. ↑ N. Saml. 8vo 2, 474.
  5. ↑ Hele Fremstillingen fremdeles efter nye danske Magasin, l. c. Griffenfeld gjorde sig vittig over Bogen paa følgende Maade: Arnoldus de Fine Scripsit librum sine fine; Dabit deus his quoque finem.
  6. ↑ Af samme rare Bog sees ogsaa, at Kantsler Peder Reetz paa samme Tid havde Archidiakonus’s Præbende ved Throndhjems Kapitel.
  7. ↑ Indhereds Provstis Kopibog. (Thott. 4, 2095).
  8. ↑ Denne Sag har jeg tidligere fremstillet udførligere i mit Program fra Drammens Skole 1860 („Nogle nye Bidrag til den norske Kirkes Historie“) pag. 36–46. Kilden for min derom skrevne Afhandling har været Pontoppidans egne Optegnelser.
  9. ↑ P. Coucherons Afhandl. i Theol. Tidsskr. 1857–1858.
  10. ↑ I Pontoppidans Tid maatte Kannikerne i Throndhjem 1674 tage Dom over Sognepresterne i de 17 gamle Kapitelskald, som efter Bestemmelserne fra Kristian den fjerdes Tid skulde betale en aarlig Afgift til Residentsernes Vedligeholdelse. Siden gik denne Afgift ganske i Glemmebogen. (Schønings Samlinger).
  11. ↑ Denne Betænkning findes i Generalkirkeinspektionens Papirer i danske Geheimearkiv.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Throndhjems_Stifts_geistlige_Historie_fra_Reformationen_til_1814/8&oldid=213732»