Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/9

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Dr. Peder Krog. (1689–1731).

1. Ved Schletters Død blev der, vistnok for første Gang siden Mag. Thorbjørn Olafssøns Dage, Tale om at besætte Throndhjems Bispestol med en af Stiftets egne Prester[1], idet nemlig Mag. Rafael Lund, Provst og Sogneprest til Skogn, skal have havt Tilbud om Embedet, men have afslaaet det. Vi maa tro, at denne Beretning[2] medfører Sandhed, thi baade var ganske vist Mag. Rafael en saare fortræffelig Prestemand og, hvad mere er, han var af ualmindelig anseet Familie, saasom ei alene hans Fader Dr. Mads Midelfart havde været Biskop i Lund, (hvoraf Sønnen tog Tilnavn), men hvad mere er, Broderen Michael Vibe (som havde optaget Moderens Familienavn) var Geheimeraad og Præsident i det danske Kancelli. Tvende af Stiftsstadens Prester, nemlig Domkirkens Sognepræst, Provst[3] Ole Borchmann og Sognepresten til vor Frue Kirke Sebastian With skulle have meldt sig til Bispestolen, uden at der blev taget noget Hensyn til deres Ansøgninger. Dette medførte da, som vi skulle høre, Uvenskab mellem dem og deres lykkeligere Medbeiler[4].

Denne var en dansk Mand, Dr. Peder Krog, hvis Fader og Forfædre dog vare af norsk Herkomst. Tør man tro Gjessings Beretning skal nemlig Krogernes Stamfader have været en Munk fra Hamar, Kristen Krog, som antog den lutherske Lære og blev første theologiske Lektor i Oslo, noget, hvorfor ingen anden Hjemmel haves. Denne „Lektors“ Søn Nils døde 1665, næsten hundrede Aar gammel, som Jubellærer og Prest i Berg i Smaalenene, hans Søn, ligeledes af Navnet Nils, var Biskoppens Fader og døde som Rektor ved Aarhuus Domskole 1685 efter ogsaa at have naaet Plads mellem Jubellærernes Rækker[5].

Rektoren i Aarhuus var Fader til den Mand, om hvis Virketid i Throndhjem her skal tales, nemlig Peder Krog, (født 1654, Student 1670). I sin Ungdom studerede han ved flere fremmede Universiteter, blev 1675 Magister i Wittenberg, hvor han ogsaa skal have holdt offentlige Forelæsninger, og kom 1678 hjem med et stort Ry, om hvis Berettigelse vi nu ikke kunne dømme, for stor theologisk og sproglig Lærdom. Efter i nogle Aar at have været Rektor for Kjøge Latinskole, blev han i 1681 ved Hjelp af sin Slegtning, Kristian den femtes bekjendte Frille, „Jomfru“ Sofie Amalie Moth, Provst og Sogneprest paa Samsø, og i samme Aar egtede han Anna Dorothea Bremer, en Borgermesterdatter fra Kiel. Efter henved 8 Aars Ophold paa Samsø var det, at Peder Krog, uden al Tvivl fremdeles ved sin Slægtning Mætressens Mellemkomst, blev Biskop i Throndhjem, til hvilket Embede han indviedes af Dr. Hans Bagger den 17de Februar 1689, idet den theologiske Doktorgrad samtidig blev ham konfereret, ligesom han Aaret efter fik – „Rang og Sæde med virkelige Justitsraader“. Til Throndhjem ankom han ifølge Melkior Augustinussøn den 5te Juli 1689.

Hvad som særdeles bestyrker vor ovenfor udtalte Formodning at Dr. Krogs Befordring til Bisp nærmest skyldes Jfr. S. A. Moth’s Indflydelse hos sin kongelige Elsker, er den Efterretning, vi besidde om at en af Krogs første Handlinger i Throndhjem var, som det heder, efter „høiere Befaling,“ at anstille en Undersøgelse hos Griffenfeld, som ved Biskopens Ankomst allerede paa 9de Aar havde hensiddet paa Munkholmen[6]. Mætressen og hendes Parti har ganske vist netop af den Grund ønsket at see P. Krog, som allerede fra tidligere Tider skal have været Griffenfelds personlige Uven, paa Throndhjems Bispestol for yderligere at kunne kontrollere og ydmyge sit Offer. Krogs „Undersøgelse“ endte med, at Griffenfeld mistede alle sine Haandskrifter, ja endog for Fremtiden alle Skrivematerialier[7]. Det er ikke alene Riegels, hvem denne Bispens Ferd har oprørt.

2. Et eiendommeligt og for Bedømmelsen af Dr. Krogs Personlighed meget vigtigt Træk i hans Levnetshistorie er den lange Rad af idelige Processer, hvori han stadig indviklede sig deels med Standsbrødre, deels med andre. Den Anonym, der har forfattet den af Gjessing[8] aftrykte Lovtale over ham, opregner og beskriver hele elleve af hans Processer. Den første af disse førtes egentlig mellem tvende af Stifsstadens Prester, Mag. Borchmann, Krogs ovennævnte Konkurrent til Bispestolen, og hans Kapellan Mag. Muus og var oprindelig opkommen ved en Klage af Kapellanen over sin Sogneprests Forhold ved Uddelingen af Sakramentet, men Biskopen indviklede sig ved sin mislige Ferd som Dommer selv i Sagen. Ved Kapitelsretten – paa dansk Maner af flere urigtig kaldet „Landemode“ – blev Borchmann ved Krogs Foranstaltning uretferdig dømt, men Biskopen lod det ikke blive herved, men viiste sig i den hele Sag „faa passioneret, at han i sit Indlæg for høieste Ret uden Aarsag meget haardelig og grovelig angreb Mag Borchmann og tillagde ham store Forseelser, som ikke have kunnet blive ham overbeviiste, og derimod søgte at forringe og billige endeel af Kapellanens formastelige og ulovlige Forretninger[9] samt brugte i sit Indlæg usedvanlige og en Superintendent ingenlunde anstaaende Maader at tale paa.“ Høiesteret, af hvis hidtil utrykte Domspræmisser ovenstaaende er udskrevet, frifandt derfor Borchmann, dømte Muus fra Embedet[10], og paalagde Biskop Krog at bøde til Kristianshavns Kirke tusinde Rigsdaler. Denne Høiesteretsdom blev afsagt 25de Juli 1693.

Allerede før denne Doms Afsigelse var Biskopen kommen i en forargelig Strid med sin anden Medansøger, Sognepresten til Fruekirke, Mag. With. Denne, under hvis Embede som Kannik i Throndhjem Inderøens Kald var henlagt, havde under et af sine hyppige Besøg i denne Bygd (1690) i et „Kollats“ med Bønderne spurgt dem, om de nogensinde havde seet Judas og paa deres benegtende Svar sagt, at naar den nye Biskop kom til dem, kunde de da skinbarlig see, hvordan Judas saa ud, hvilket sigtede til Dr. Krogs røde Skjæg. Da nu Bispen kort efter kom til Inderøen, flokkedes Almuen om ham, „og hver anden Mand havde det Judas-Navn i Munden.“ Ogsaa her vilde det være kommet til Rettergang men en kongelig Ordre paabød, at Sagen skulde standses. Imidlertid vedblev Uenigheden og brød omsider ud i en formelig Proces angaaende forskjellige Kranglerier, som endte dermed, at Høiesteret 1704 idømte Biskopen Sagsomkostningerne, 400 Rigsdaler. Om Biskop Krogs øvrige mange Processer bliver her ikke Leilighed til at tale, men vi maa angaaende disse henvise til den Gjessingske Anonyms Beretning der visselig har fremstillet dem i det for den høiværdige Part gunstigste Lys.

3. Throndhjems Kathedralskole havde fra gammel Tid af, maaskee tildeels medrette, staaet i megen Berømmelse, og mellem dens Lærere havde navnlig flere Lektorer en ikke ringe Navnkundighed i sin Tid, ligesom ogsaa stadig mellem Skolens Dimittender forekomme flere bekjendte Navne[11]. Lektor Kristen Skjoldborg, „den nordiske Kvintilian,“ var død 1682. Hans Eftermand, Mag. Melkior Ramus (Broder til Anna Kolbjørnsdatters Mand) var Lektor fra 1682–1693. Dette var en virkelig Videnskabsmand, rost af Schøning og flere kyndige Dommere. Hans Hovedstudium var ligesom Broderens Fedrelandets Historie og Geografi. Med offentlig Understøttelse skal han have bereist hele Norge og forfattet adskillige topografiske Arbeider og navnlig tegnet Karter[12]; en stor Deel af disse gik desværre tilgrunde, da Biskop Krogs Bibliothek brændte 1699. I Anledning af denne Mands Død, som indtraf 25 Februar 1693, skriver Melkior Augustinussøn: „Var en unique og en kostelig lærd Mand i alle Fakulteter.“

Rektor ved Latinskolen var i Krogs første Tid Mag. Simon Hoff, til hvem ventelig Holberg sigter, hvor han omtaler en „Mester Simon udi Throndhjems Skole“ for hans haartrukne Forklaringer af Klassikerne[13]. Hans Eftermand blev 1693 Mag. Anders Borch, en af de første Filologer og Skolemænd, Norge har frembragt. Han var en Fogedsøn fra Romsdalen og nedstammede, ligesom Holberg og mange flere fortjente Mænd, paa mødrene Side fra Bergensbiskopen Ludvig Munthe. Navnet Borch fik han derved, at hans Mæcenas Prof. Dr. O. Borch i Kjøbenhavn „forærede ham sit Navn til Amindelse.“ Af hans filologiske Arbeider kan bl. a. udhæves hans Bog „de fatis & aetatibus linguae Latinae,“ som gjorde megen Opsigt og endog i vore Dage citeres af G. Bernhardy, hans Polemik med den lærde Cellarius, og hans dybtgaaende Studier i latinsk Lexikografi, som han tildeels drev i Forening med den lærde Latiner Dr. Joachim Irgens, paa den Tid Læge i Throndhjem (jevnfør Fortalen til Fabri Thesaurus). Paa et latinsk Lexikon arbeidede han med stor Flid, idet han tog sin Discipel og Medlærer Eiler Hagerup (siden Biskop) til Medhjelper, men han oplevede ei at see dette Arbeide ferdigt[14]. Fra Borchs for de Tider sjelden alsidige Underviisning fremgik adskillige merkelige Disciple f. Ex. mindst fire Biskoper, nemlig Nils Dorph i Kristiania (depon. 1698), Eiler Hagerup (1702), Peder Hersleb (1703), Kristian Ramus (Lektors Søn, Bisp i Fyn, dep. 1707), derhos sidstnævntes Brødre, J. F. Ramus, Professor i Mathematik, og Joh. Dan. Ramus, den bekjendte Apostat, som 1762 døde som Jesuit og Bibliothekar hos Kurfyrsten af Køln, Konfessionarius Johan Frauen og endelig ogsaa en i Literaturen som Digter ret bekjendt Mand, Markus Volqvartz, død 1720 som Sogneprest til Ørelandet. Jeg har i sin Tid leveret denne Mands Biografi[15], men tror her at burde forøge mine forhen meddeelte Efterretninger om ham med følgende Oplysninger, som dengang tildeels vare mig ubekjendte. Hans Fader var Notarius publicus i Throndhjem. Efter at have været Huuslærer hos Mag. Hersleb i Stod og der været hans Søns, den ovennævnte berømte Biskops, Lærer „holdt han Skole i Throndhjem og havde stort Tilløb af mange brave Folks Børn. Han dimitterede mange til Akademiet, endskjønt den gamle Rektor Borch saa suurt derved og gjorde ham Vanskeligheder, men den redelige Professor Steenbuch, som var hans fortrolige Ven, forsvarede ham. Han søgte længe om Prestekald, men forgjeves. Han var en god Skolemand og vel verseret i de orientalske Sprog, som paa de Tider var rart. Han var en arbeidsom Mand, en god og sund Theologus og begavet Prædikant. Foruden hans trykte Sager efterlod han et kort theologisk System paa Dansk og endeel poetiske Sager. Biskop Hersleb takkede ham for hans grundige Underviisning. Da Volqvartz laa i Kjøbenhavn og solliciterede, vilde han stedse vide, hvad hans forrige Disciple toge Jeg til, hvad og hvorledes de læste“[16].

Throndhjems Skole skal 1701 have faaet en ny Bygning, men Skolen brændte af i 1708, og denne Ulykke skal have været en medvirkende Aarsag til hans Aaret efter indtrufne Død. Den forrige Rektor, siden Lektor, S. Hoff, var død 1708 og Lektoratet og Rektoratet, saaledes næsten paa eengang ledige, gik nu paa en sørgelig Maade over i høist uverdige Hænder. Biskopen paatog sig nemlig selv at fungere som Lektor „uden Løn,“ for at Indkomsterne af dette Embede kaade anvendes til Skolebygningen (hvorledes han benyttede sig heraf, skulle vi siden høre), og hans Som under hvem Throndhjems Skole næsten ganske opløstes, blev Borchs Eftermand som Rektor.

Mellem de litterære Personligheder i Stiftet paa hiin Tid tilkommer naturligviis Hederspladsen Digteren fra Alstadhaug i Nordlandene, Peder Dass, om hvem det dog her maa være nok at henvise til J. S. Velhavens bekjendte Afhandling, som sendes i Nordisk Universitetstidsskrift for 1856, 3die Hefte. Foruden Dass og Volqvartz havde Stiftet endnu en tredie Personlighed at opvise, der ved poetiske Arbeider vandt Samtidens Opmerksomhed, nemlig Anders Hansen Bernhoft, Prest i Opdal († 1703), hvis Skrifter have oplevet to Oplag. De udgaves efter hans Død af Moderen Maren Opdal, der selv skal have været bekjendt som Digterinde.

4. Vi gaa nu over til kortelig at meddele Hovedpunkterne af en af vor Kirkehistories merkeligste Episoder, de saakaldte Syvstjerners Virksomhed i Romsdalen[17].

Ved Overgangen mellem det 17de og det 18de Aarhundrede er det, at den døde og stive Rettroenheds Tid i den lutherske Kirke afløses af den især ved P. J. Spener og hans Aandsbeslegtede fremkaldte Reaktion i Retning af større Inderlighed og en mere praktisk Tilegnelse af Ordet. Denne Retning, der altsaa ligesom det 16de Aarhundredes Reformation udgik fra Tydskland (dennegang navnlig Halle) gjorde sig snart gjeldende ogsaa i de nordiske Riger og dens første betydeligere Ytring i den dansk-norske Kirke kom Throndhjems Stift tilgode, medens de senere Afsnit af den ret udviklede Pietismes Historie i vort Fedreland nærmest vedkomme de øvrige Stifter, i fortrinlig Grad Kristianias.

I Aaret 1710 var den indfødte Thrønder Thomas v. Westen, en Mand af usedvanlig Lærdom og, hvad religiøse Anskuelser angaar, udentvivl sterkt paavirket af den ovenomtalte nye theologiske Skole, bleven Sogneprest til Veø. Han blev her Nabo til endeel andre yngre Prester, som viiste sig at dele hans Opfattelse af de kirkelige Forhold, Eiler Hagerup, siden 1709 pers. Kapellan til Kvernes, Ments Ascanius, siden 1708 Kapellan til Aure, Peder Strøm, siden 1707 Vicepastor i Bod (Fader til den siden bekjendte Videnskabsmand Dr. Hans S. paa Eker)[18]. Ogsaa endeel noget eldre Embedsbrødre, den fromme og milde Nikolai Engelhart, Vicepastor til Nesset, siden Th. v. Westens Eftermand i Veø og hans fortroligste og kjæreste Ven, samt Eiler Hagerups Sogneprest og Svigerfader. Amund Barhow, og endelig Mag. Jens Juel i Thingvold (Povel J.s Broder) sluttede sig til de yngres Kreds, der saaledes kom til at tælle syv Medlemmer, af Samtid og Eftertid kjendte som „de syv Stjerner.“

Streng er disse syv Brødres Dom over Menighedernes Tilstand i hiin Tid; navnlig maa Folkets Uvidenhed have været stor; „udi Menigheder af 5 til 6000 Sjele fandtes, heder det hos Hammond, neppe een Bibel og to, tre Psalmebøger; at læse udi en Bog, var halv Hexeri, i det mindste Under[19].“ Brødrene stræbte da at bringe kristeligt Liv ind i disse døde Masser, de samles derfor hyppig for det meste paa Kvernes Prestegaard, under Th. v. Westens Ledelse til Raadslagninger om, hvad der kunde tjene til deres høie Maals Fremme; af et Indkaldelsesbrev, som Hammond har bevaret,sees, at de udeblivende endog mulkteredes. Foruden ved Katekisationer, der allerede havde været indskjerpede af Biskoperne Grønbek og Bredal, stræbte de at fremme kristelig Oplysning ved at udbrede Bøger blandt Almuen, opkjøbte saaledes 1000 Bibler, 200 af Brochmanns Postiller, 1000 Psalmebøger, 300 Expl. af Joh. Arndts sande Kristendom o. s. v. og vovede endog trods sine smaa Midler at staa i betydelige Forskud. Selv tænkte Broderskabet paa at forfatte en Forklaring over Katekismen, hvilket Arbeide særlig var overdraget N. Engelhart, men da det var færdigt og gjennemseet af de øvrige Prester, fik de ikke Lov til at lade den trykke, uvist af hvilken Aarsag[20].

Om sin Helt Th. v. Westens Virksomhed i Veø har Hammond udførlige Efterretninger. „Han kom til Hjertet, som Ingen forhen havde rørt og sagde, at det skulde renses formedelst Troen og Kraften af Forsoningens Blod; dette var en ny Lærdom.“ Almuen forbitredes over ham, tilskrev ham den indtræffende Misvext og det uheldige Fiske, klagede over ham til Bispen, ja, som det heder, til Kongen og forlangte hans Afsættelse. Forgjeves søgte de at vinde ham ved det Middel, som havde viist sig virksomt imod hans Formænd, æringer; „deres Smørspand hængte han op paa Grenene af de store Træer ved Prestegaarden og befalede Eierne at tage dem tilbage.“ Til Slutning blev han dog „erkjendt for den, han var,“ Menigheden ærede og elskede ham inderlig og græd bitterlig, da han blev kaldet fra dem.

Det er bekjendt nok, at de syv Prester især derved have erhvervet sig sin store Navnkundighed, at de indsendte Bønskrifter til Kongen om Skjerpelse i Kirketugten og Oprettelsen af en Kirkeret. Bi kunne her ikke nøiere dvæle ved disses Indhold; de ere desuden tilgjængelige andensteds. Den første „Supplik“ er dateret Kvernes 17de April 1714 og den følgende „Demonstration“ afsendtes i Oktober s. A. For at bistaa med de nødvendige Oplysninger og i det hele befordre Sagens Fremme, sendtes paa Brødrenes fælles Bekostning Eiler Hagerup ned til Danmark. Denne Reise var hans Lykke for Livet, idetmindste i ydre Henseende, thi han vandt i den Grad Yndest hos den kongelige Familie ved sin Veltalenhed, at han 1715 blev Sogneprest til Kallundborg og siden steg fra det ene Embede til det andet, indtil han omsider blev Biskop. Forøvrigt var Tiden endnu ikke kommen til de gjennemgribende Forandringer, som Bønskristerne forlangte, heller ikke var Frederik den fjerde saadanne Reformens Mand. En Kommission blev nedsat, men videre gik man heller ikke. En gavnlig Bestemmelse var dog maaskee en Frugt af de romsdalske Presters Motioner: Monopolet paa at trykke Bibler blev hævet, og derved Udbredelsen af Guds Ord i videre Kredse meget lettet. Og dette kunde, som vi ovenfor have paaviist, sterkt tiltrænges. Ogsaa Missionskollegiets Oprettelse (ved Reskr. af 10de Decbr. 1714), der samtidig indtraf, turde maaske være foranlediget ved den Aand, som bl. a. ogsaa i de nævnte Bønskrifter sandt sit Udtryk, og som vi siden skulle see, kom de romsdalske Presters Hovedmand, Th. v. Westen, om kort Tid netop til at indtræde i dette Kollegiums Tjeneste.

5. Mellem Biskop Krog og de syv Prester var Forstaaelsen ikke synderlig god. Allerede før Afsendelsen af Bønskrifterne til Regjeringen, hvilke ikke bleve sendte gjennem Biskopen, havde Th. v. Westen sendt Biskopen en Anmodning om Raad i endeel vanskelige Tilfælde; Spørgsmaalene med tilføiede Svar ere opbevarede af Hammond (under Navn af casus ministeriales Vedøenses pag. 70 fgg.). Coucheron roser Krogs Svar for deres „Moderation,“ men maa dog indrømme, at hans Erklæring i Anledning af det vigtigste Spørgsmaal, Absolutionen, er „svævende.“ Paa os gjør Bispens Ord det Indtryk, at han helst vilde være saadanne Angreb paa den gamle Slendrian kvit og helst saa, al alle Ting bleve ved det gamle. I 1717 seer man (Hammond 84 og 645), al han har givet Presterne en Irettesættelse, fordi deres Prædikener og Kathekisationer varede forlænge, hertil svare de, at deres Menigheders Uvidenhed gjorde saadan Forlængelse af Prædiken m. v. nødvendig. Man seer, al den ulærvillige Almues Klager, vistnok fremkaldte ved ondskabsfulde Ledere, har givet Krog den udentvivl velkomne Anledning til at bruge sin biskoppelige Myndighed mod disse Prester.

De vare imidlertid ikke de eneste, mod hvem han gik frem paa lignende Maade. Hr. Jakob Hersleb, Sogneprest til Brønøen, en Mand, der af alle, som nævne ham, omtales med fortjent Ros, havde i sin Menighed foretaget sig omtrent del samme, som de syv Prester i sine, dog, saavidt vides, uden at staa i nogen Forbindelse med disse. Han udgav ogsaa nogle Smaaskrifter af gudeligt Indhold. Ved Visitatsen paa Brønøen i 1718 fik nogle af Herslebs Avindsmænd en Klage istand mod Presten, hvori de foregave, at han holdt dem, der ei vilde lære udenad nogle Spørgsmaalsbøger, fra Sakramentet og forlængede Gudstjenesten ved Katekisation saaledes, „at en Part gamle Folk af Afmægtighed maatte bæres ud af Kirken“ (!). Hvad som giver Klagen en Art Interesse, er at der paa en næsten hoverende Maade, for al begrunde Klagen mod Presten, fortælles, at Bønderne „hverken kunde læse Prent eller Skrift“[21], noget, der jo just burde tjene til al vise, at Herslebs Nidkjærhed i at befordre deres Oplysning var høist fornøden. Krog gjorde strax Indberetning til Regjeringen og fik en Resolution, for at han med tvende Provster skulde undersøge Sagen. Denne henstod til stor Plage for Hersleb uafgjort lige til 1725,„da Hr. Hersleb af Kongen blev kjendt for uskyldig, saa at han kom med Ære, men Biskopen med Beskjæmmelse fra den Sag“[22].

Ved Siden af hvad vi her have hørt om Krogs „Embedsiver“ hvor det gjaldt at antage sig indkomne Klager over nidkjære Prester, tager det sig heel besynderligt ud, at han rolig fandt sig i de Forargelser, som flere Prester af en anden Art samtidig afstedkom i hans Stist. Et Par Exempler kunne derfor være paa sin Plads. Vicepastor til Inderøen var siden 1686 en Jakob Wisseltoft, efter Melkior Augustinussøn en Skaaning. Han skal som Student have tjent paa dansk Side i den skaanske Krig og der været af de brutaleste Soldater, saaledes endog have hugget Hovedet af en Dame for at bemægtige sig hendes Guldhalskjæde; som Prest gjorde han sig skyldig i de groveste Forargelser, som vel tilsidst medførte hans Afsættelse, men først Aaret efter Dr. Krogs Død. Og denne Person fik ei alene Lov til at forarge sin egen Menighed, men „prædikede ogsaa ofte i vor Frue Kirke i Throndhjem, som paa denne Maade blev Byens Komediehuus“[23]. Og ikke bedre var det bevendt med Hr. Nils Holbye, der efter at have været Sogneprest til Opdal i syv Aar endelig drak sig ihjel 1722. Han var saa foragtet, „at en fattig Bonde negtede ham sin Datter tilegte og drev Frieren bort med Stridshammer og Hul i Hovedet“[24].

Ogsaa ved sin Prøvelse af Ordinander maa Krog paa en yderst bagvendt Maade have anvendt saavel utidig Strenghed som utidig Overbærelse. Da han nemlig skulde ordinere Th. v. Westen, var hans Censur „maadelig,“ (!) Eiler Hagerup forekom ham „slet“ (!), derimod fik Svend Larsen Rift, der snart viiste sig som en forargelig og vanvittig Person, Karakteren „godt“ (!)[25]. Allerede en Tid før han feldede denne eiendommelige Censur, var Krog (og Dr. H. Munk, Biskop i Kristiania, „der døde af Sovesyge“), bleven irettesat ved Reskript af 12te Oktbr. 1708, fordi „han skulde have ordineret mange liderlige og vanvittige Personer til Kapellaner, som derved ere blevne Sogneprester“[26].

6. I 1716 foretog den residerende Kapellan til Domkirken Mag. Jens Parelius, en Mand, der utvivlsomt har besiddet et lyst Hoved, men som tillige synes at have været en trættekjær og umedgjørlig Mand[27], en Reise til Kjøbenhavn, hvor han indleverede et (allerede ovenfor leilighedsviis nævnt) Klageskrift til Missionskollegiet over de geistlige Forhold i Throndhjems By og Stift. Sin Reise gjorde han uden sine Foresattes Tilladelse, fik derfor ogsaa ifølge kgl. Befaling en Irettesættelse; til hans Forestilling er derfor maaskee ikke blevet taget meget Hensyn, men alligevel indeholder denne, der er opbevaret i Geheimearkivet, saamange Oplysninger om Tilstanden ved hiin Tid, at vi maa beskjeftige os noget med dens hidtil ubenyttede Indhold.

Han erklærer sig først enig med de ovennævnte syv Prester fra Romsdalskanten i deres indgivne Forslag om Kirketugtens Skjerpelse m. v. Derpaa omtaler han postviis en Mængde Misbrug og fremsætter Forslag til deres Afhjelpelse; først nævnes de hyppige Processer. I den Anledning fremsætter han allerede paa den Tid et Forslag, som siden paa det nærmeste er virkeliggjort ved den nugjeldende Forligelseslovgivning: „de stridende Parter skulde først udvælge Mænd, hver paa sin Side, som kunde mægle dem imellem, førend nogen Sag maatte indstevnes for den verdslige Ret.“

Efter derpaa at have nævnt falsk Maal og Vegt samt Overtro og Signeri, som Synder, der gaa i Svang, oplyser han, at Sabbatens Overtrædelse i Throndhjem er saare almindelig især paa Grund af den Sedvane, „som de gemene Folk have at lade sig kopulere i Froprædiken og derpaa under Høimessen og Aftensang at drikke Bryllup.“ Ogsaa befordredes, fortæller Parelius, Helligbrøden meget ved de om Søndagene saa almindelige Spil („Forspillinger“), hvortil især Ungdommen af begge Kjøn vare saare hengivne, og som naturligvis vare forbundne med Drik og Klammeri. I saadant forargeligt Forhold havde Klageren selv grebet unge Piger den Dag, da de første Gang vare til Guds Bord. Særlig nævnes som et saare skadeligt Sted et Krohuus lige ved Latinskolen „fast op til Domkirkens Dør, hvor ei alene de fleste Drenge og Piger holde sin Fropræken (!), men endog Kudskene under Høimesse og Aftensang sidde for at drikke og spille; den studerende Ungdom anlediges og derved til megen Liderlighed.“

Med Hensyn til Egteskab, vedbliver Parelius, var Forholdet misligt. Trolovede Folk levede sammen som gifte og undlode ofte i flere Aar at lade sig vie eller reiste fra Byen til andre Sogne, udgave sig der for Egtefolk, droge Landet om, avlede en Hoben Børn og forlod hinanden derpaa uden videre. Ja det gik stundom saavidt, at trolovede Festemøer for at faa Forlovelsen hævet, med Forsæt lod sig besvangre af andre, hvem de hellere vilde egte; den Straf, som heraf blev Følgen, var da just det, som den uskyldige Part ønskede. I Kapitlet havde Presterne stemt for, at saadanne Piger burde udstaa Kirketugten, men Biskopen havde forhindret det. Ugifte Fruentimmer holdt Vertshuse for Soldater og Søfolk, som gave Anledning til megen Skandale. Af endeel opregnede enkelte Tilfelde kan merkes, at en „Oberofficeer“ ganske upaatalt havde midt paa Dagen kastet en Mand, til hvis Hustru han stod i utilladeligt Forhold, ud af dennes eget Huus og slaaet hans Vinduer ud med sin Kaarde, fordi Manden havde faaet en Prest til i Skriftestolen at foreholde Konen hendes Forseelse. I det hele klager Parelius (som næsten hele Samtidens Geistlighed) bittert over den militære Stands Usedelighed. Soldaterne vare nemlig fritagne for at udstaa Kirkens Disciplin, og dette urimelige Privilegium medførte derfor, at Folk for at undgaa Kirketugten, lod sig hverve til Soldatertjeneste.

Om Biskop Krogs Egennytte og Herskesyge forekomme derpaa merkelige Oplysninger. Som vi allerede i et foregaaende Kapitel have paaviist, var Biskopen stedse Sogneprest til det store Strindens Kald, som han lod betjene ved en Huuskapellan, der aarlig fik 10 Daler i Løn samt 30 Daler i Kostpenge. For yderligere at forøge sine Indtægter ved denne Sinekure havde Peder Krog 1708 ved en Resolution af Statholderskabet faaet udvirket, at Indbyggerne af Baklandet, som hidtil havde henhørt under Domkirkesognet, og hvis Antal af Parelius angives til 400 Familier, herefter skulde sogne til Hlade Kirke i Strinden, da imidlertid den sidstnævnte Kirke ei var saa stor, at den kunde rumme sin saaledes forøgede Menighed, fik Biskopen 1714 opbygget en Kirke ved sin Gaard Bakke[28]. Ved denne Forandring i Sogneforholdene, der endog var foretagen uden at afvente Ledighed i Domkirkens Sogneprestembede, var saaledes Skade tilføiet dettes Indehaver blot for at tjene Krogs Havesyge. At gjennemgaa andre Enkeltheder af samme Natur vilde føre os forvidt.

I tidligere Dage havde Kapitlet deeltaget i Paadømmelsen af alle geistlige Sager, fastsat Kapitelstaxten, ført Opsynet med Domkirkens, Latinskolens og alle milde Stiftelsers Regnskaber o. s. v. „Men Anno 1708 i August, den Dag Byen brændte, kom Bispinden, Dr. Krogs med sin Vogn til Kirken og lod udtage et stort Skrin, som alle Kapitlets Obligationer og Breve vare udi, og førte dem til Bakke Gaard. Alle Konvokationer have siden den Tid ganske været ophævede, saa at Presterne fra alle Ting have været udelukkede. Tilforn vare Presterne ogsaa Assessorer i Sagerne[29].“ Der foreslaaes i denne Anledning, at Kapitlets hidtil havte Rettigheder skulde gjengives det og mindst een Sammenkomst maanedlig finde Sted.

Af Klageskriftet kan fremdeles sees, at flere af Byens Stiftelser paa den Tid maa have befundet sig i det ynkeligste Forfald, saaledes Tugthuset, St. Jørgens Huus og Hospitalet, hvilke Misligheder alle især tilskrives den Mangel paa Kontrol, hvorunder disse Indretningers Pengevæsen leed, som Følge af at Kapitlet var blevet hindret i at antage sig Opsynet hermed. Om Latinskolens sørgelige Tilstand, hvorom vi nedenfor ogsaa af andre Kilder skulle give Oplysninger, føres ogsaa bitter Anke. Ogsaa med Domkirken stod det mislig til; dog seer man at „endeel Kjøbmænd og deres Korrespondenter udi Amsterdam“ havde søgt at rette lidt paa den sidste Ildebrands Ødelæggelser for Domkirkens Vedkommende.

Med Hensyn til Almueunderviisningen i Stiftsstaden oplyser Klageskriftet, at man hver Søndag pleiede ved Aftensangsprædikenens Slutning at forklare et Stykke af Katekismen og at Kordegnen katekiserede hver Søndag fra 12–1. To eller tre Gange aarlig blev „udi de danske Skoler“ holdt Examen, og en Gang om Aaret af Provsten Visitats holdt i begge Byens Kirker. Men Parelius finder dog, at mere maa gjøres for Ungdommen og foreslaar derfor, at Faddernes Pligter bør indskjerpes og en Fattigskole indrettes ved hvert Sogn o. s. v.

7. Leilighedsviis have vi allerede ovenfor kommet til at nævne Missionskollegiet, oprettet 1714, naturligviis især for at fremme den ydre Mission, men dog tillige for at forberede, hvad der kunde gjøres til en indre Opvækkelse[30]. I den første Retning kom Kollegiet ved sine Udsendinge til at virke deels i Ostindien, deels i Finmarken og endelig i Grønland. Paa begge de sidstnævnte Misionsmarker var det norskfødte Prester fra Throndhjems Stift, som drev Verket, nemlig, som bekiendt, Thomas v. Westen og Hans Egede. Imidlertid er det her ikke Stedet til nøiere at forfølge nogen af disse Mænds, ei engang Th. v. Westens. Virksomhed som Missionærer. Finmarkens geistlige Historie bør rettere behandles for sig, da dets Forhold her, som ellers, i alle Retninger afvige saa meget fra det egentlige Norges. Kun ville vi merke, at allerede før Kollegiets Oprettelse navnlig ved Sognepresten til Vadsø, Mag. J. L. C. Paus’s og en Skolelærer Isak Olssøns høist fortjenstlige Bestræbelser udrettet noget til Finnefolkets kristelige Belærelse. Efter kongelig Befaling maatte ogsaa Dr. Krog som Biskop foretage nogle Skridt i denne Retning, hvilke dog synes mindre at have frugtet. Til større Fremme for de norske Finners aandelige Vel synes derimod tidligere og samtidige Bestræbelser i samme Hensigt fra svensk Side at have været.

Da Thomas v. Westen i 1716 opgav sit Sognekald, blev han ansat som Lektor i Throndhjem og udnævnt til Missionskollegiets Vikar for den finmarkske Mission, saaledes at Bestyrelsen af dennes Anliggender unddroges fra Biskoppens Embedsmyndighed. Følgen heraf var, at Biskop Krog, hvis Herskesyge paa denne Maade krænkedes paa den allerføleligste Maade, viste sig ei alene som Th. v. Westens bestandige Avindsmand lige til dennes Død, men endog af alle Kræfter blev selve Missionsverkets Modstander. Hans Ferd i denne Henseende tør billig regnes mellem vor Kirkehistories sørgeligste Episoder, men vi maa derom henvise til Hammonds Verk, hvori Kapitlet om „Forhindringer for Missionen“ er et af de betydeligste baade i Omfang og Indhold. Derimod kunne vi ikke fritage os for at belyse det sørgelige Forfald, hvori navnlig Latinskolen ved Biskopens og hans Søns Dovenskab og Egennytte var geraadet. Disse Skandaler bleve nemlig just afslørede ved de for Missionen trufne Foranstaltninger.

8. Da vi sidst omtalte Kathedralskolen, hørte vi, at dennes Bygninger brændte 1708. Da nu samtidig det indbringende Lektorat blev ledigt, tilbød, som fortalt, Dr. Krog sig at udføre Lektors Embedsgjerning uden Godtgjørelse, for at Indtægterne kunde anvendes til Skolens Gjenopbyggelse. Dette Tilbud blev modtaget. Med Opfyldelse af Løftet gik det imidlertid saa til, at Biskopen „aldrig kom paa Lektorium,“ men derimod hævede Lektoratets og det dermed forbundne Notariats Indkomster i 8–9 Aar. Den Bygning han lod opføre for Skolen „lignede en Hestestald, uagtet især paa den Tid, da Materialier og Arbeidsfolk kostede utrolig lidet, 4 eller 5 Bygninger maatte kunne opsættes af benævnte tvende Embeders Indkomst.“ Det gjør paa dem, der veed dette, et underligt Indtryk at læse hos Gjessing, at hiin elendige Skolebygning var „Biskop Krogs Æresstøtte“ og at see Malling omtale det samme Byggeforetagende mellem „store og gode Handlinger.“ Og dog vare disse Underslæb ikke den værste Skade, som Krog tilføiede Throndhjems Kathedralskole; han skaffede ei alene Skolen et ubrugeligt Lokale, men ogsaa en samvittighedsløs og uduelig Rektor, idet han lod sin Søn Nils bestige Mag. Anders Borchs Katheder, hvor han blev taalt i hele 20 Aar (1709–29).

I 1716 bleve disse Misligheder om end ikke afhjulpne, saa dog idetmindste tildeels bragte for Dagens Lys. Thi i dette Aar var det, som fortalt, at Th. v. Westen blev Lektor og Notarius, saa at Biskopen maatte afstaa disse Embeder, og samtidig blev tillige Overopsynet med Skolen henlagt fra Biskopens Embede under Missionskollegiets Disposition, saasom Skolen herefter skulde tjene som Seminarium for Arbeidere paa den finske Missionsmark. Nils Krog vedblev som Rektor, men Lektor v. Westen blev som Missionskollegiets Vikarius den egentlige bestyrende og kontrollerende Leder af Skolen, i hvilken Egenskab han imidlertid trods sin gode Vilje neppe har udrettet hvad han vilde have formaaet, om Rektor Krog var bleven fjernet.

Da nu altsaa Biskopen skulde give Lektoratet fra sig, blev han meget forbitret, ja dristede sig endog til i lange Tider at negte Th. v. Westen Nøglerne til Lektoriet i Domkirken, saa at den duelige Konrektor Hans Skanke, som under Westens Finmarksreise var hans Vikar, endog af den Grund maatte holde sine Forelæsninger i Koret. Og om Skolens Forfatning skriver Th. v. Westen 22de Juni 1716 de forfærdeligste Ting. Disciplene vare yderlig faa (i det hele 22); for sin Søns Mageligheds Skyld havde Biskopen indrettet Timefordelingen saaledes, „at der næsten det halve Aar intet blev bestilt; naar Rektor var i Skolen, bestod alt i at udskrive en gammel Parafrase af Virgil o. s. v.; ingen Discipel kunde skrive Stiil uden Vildelser, som aldrig bleve rettede, Skolens Penge, som skulde uddeles til fattige Disciple, beholdt Rektor i tre Aar. Hørerne vare uduelige og aldrig fuldtallige; imidlertid beholdt Rektor Lønnen, Folk, som aldrig havde været Hørere, udstedte Kvitteringerne, og Disciplene gave Beviis for større Summer end de havde annammet.“

Som antydet, kunde ikke Thomas v. Westen og Konrektor hjelpe stort; de samme Klager gjenløde fremdeles, indtil Rektor Krog endelig i 1729 tog Afsked, og Mag. Skanke blev hans Eftermand. En Kommission, som endelig nedsattes for at undersøge Rektor Krogs Regnskabsførelse synes ei at have udrettet mere end at bringe for Lyset, hvad der før var enhver bekjendt, at her havde gaaet store Misligheder i Svang[31].

9. Som vi nu have seet, fremtræde i den Tid, hvori Dr. Krog forestod Stiftet, de skjønneste Vidnesbyrd om et vaagnende egte kristeligt Liv samtidig med og ved Siden af den dybeste Fordærvelse, tildeels befordret eller tolereret af Biskopen selv. I sidste Henseende have vi allerede anført Exempler nok, og vi tro derfor at kunne fritage os for at fremdrage de ilige Grad for Læseren kjedelige, som for Krogs Minde beskjæmmende Bedragerier, hvori Biskopen gjorde sig skyldig som Værge og Patron for Senjens Provstis Kirker, og som nødsagede ham til paa sine gamle Dage at gjøre en Reise til Kjøbenhavn, hvor han forøvrigt skal have gjort et fordeelagtigt Indtryk paa Frederik den fjerde. Han endte sit lidet hederlige Liv den 24de Mai 1731, 77 Aar gammel, og er den af Throndhjems lutherske Biskoper, hvis Embedstid har varet længst, nemlig paa 44de Aar. Hans Hustru overlevede ham lige indtil 1746. Af hans Børn kunne foruden den ovenfor nævnte Rektor og Kancelliraad Nils K. nævnes Kristian, Præsident i Throndhjem, samt Jørgen Henrik, der ligesom en af Lektor Ramus’s Sønner gik over til den papistiske Lære; han skal være død i Rom som „pavelig Bibliothekar,“ hvorved dog rimeligviis neppe kan forstaaes mere end en underordnet Bestilling.

At den Mand, om hvem vi her efter fuldkommen authentiske Kilder have maattet fortælle saa mange for ethvert Menneske, allermeest for en Biskop vanærende Ting, medrette maa regnes mellem Kirkens uværdige Tjenere, vil vel neppe kunne benegtes. Det eneste, der maaskee til Nød kunde lade sig høre som en Slags Undskyldning skulde være Hensynet til, at den moralske Bevidsthed netop dengang synes at have været merkelig slap i Danmark og Norge; det er hiin Tid, som betegnes ved Kongens gjentagne Dobbeltegteskab, ved Udleielse af Soldater i fremmed Tjeneste, ved Kirkers og Embeders Salg, ved Povel Juuls Forræderi, ved Embedsmænd som Blixenkrone og Russel og ved den berygtede Bandekommission, hvis norske Medlem, Deichmann, netop selv gjorde sig skyldig i den meest ligefremme Simoni[32].

Imidlertid er det altid en Merkelighed, at Krog dog ogsaa har fundet sine Forsvarere, ja endog Beundrere. Vi skulle ikke tale om hans Biografi hos Treschow, thi den er forfattet af hans egen Søn, heller ikke om den gjessingske Anonym, hvis Fremstilling af Biskopens Liv som ei „perpetuum martyrium“ (!) blot kan fremkalde Latter eller maaskee snarere Medynk, men at derimod Biskop Hagerup i et Gravvers turde sammenligne Peder Krog med Apostelen Petrus, og at siden Biskop Nannestad[33] taler om den „aarvaagne og flittige, men meget slet belønnede Dr. Krog,“ kunde jo altid synes ret merkeligt. Dog Hagerup var, som vi skulle see, selv ved den Tid bleven en opblæst Prælat, og Nannestad var en saare eensidig Mand, hvem Uvilje mod Samtiden og navnlig alt, hvad der stod i Forbindelse med Pietismen, ofte indgav en hensynsløs Beundring for den gamle stive Orthodoxis Tid og for dennes Mænd.

E. Pontoppidan, der i sine Annaler, tydelig paavirket af den Meningsforskjel, der har gjort sig gjeldende om denne Mand, lægger en kjendelig Vaklen for Dagen i sin Fremstilling og Bedømmelse (IV, 226 fgg.) omtaler, at han i sin Embedstids tidligere Aar skal have viist sig særdeles virksom, og at endeel af hans Rundskrivelser o. s. v. skulde kunne bevise dette, ligesom der ogsaa uden Angivelse af nogen Hjemmel paa en noget anekdotmæssig Maade fortælles om hans Iver for Katekisationen. Vi tro dog, at hos en Mand, ved hvis Historie klæbe saadanne Skandaler, som de, vi ovenfor have maattet afsløre, og hvis Antal vi havde kunnet forøge med mangfoldige lignende, kan Embedsiveren neppe have gaaet ud over en saadan ostenterende og selvbehagelig Opførsel, som vi ovenfor have seet, at han udviiste mod Mænd, som Thomas v. Westen og Jakob Hersleb. Det er endelig blevet paastaaet af mange, og saavidt vides ikke modsagt af nogen, at Krog var en overordentlig lærd Mand. Han har ikke efterladt Skrifter, som nu kunne bevise dette, man maa altsaa nøies med at kjende Samtidens Dom i denne Henseende. Ikke usandsynligt er det, at han ved Siden af virkelig eller formeent Lærdom ogsaa har besiddet megen Begavelse og navnlig forstaaet at imponere mange paa en Tid, der var mindre nøieseende, hvor det gjaldt Uredelighed og Herskesyge.

  1. ↑ At Mag. Lambert Balchenburg i Sundalen engang skulde have havt Tilbud om at blive Bisp, hvilket Erlandsen fortæller som et Sagn, er nemlig visselig ikke rigtigt.
  2. ↑ Krogs Biogr. hos Treschow (Jubell. 237–240), hvilken, som et Brev fra B. Dass viser, er forfattet af Bispens Søn, Præsident Krog i Throndhjem.
  3. ↑ Provstiet i Throndhjem havde, som tidligere i en Note bemerket, forhen været forenet med Biskopsembedet, hvilket det endnu var i E. Bredals Tid. Naar det henlagdes til en af Sognepresterne, er ubekjendt.
  4. ↑ Gjessings Jubell. 1, 389.
  5. ↑ Gjessings Jubell. II. 2, 326 fgg. Som et Kuriosum kan bemerkes, at disse Kroger regnede sin Herkomst fra Tostig Jarls Søn Ketil Krok (!).
  6. ↑ Melkior Augustinussøn omtaler Griffenfelds Ankomst til Munkholmen saaledes: „Først in Junio ankom til Throndhjem det kgl. Krigsskib Antonette, hvorpaa var Oberst Schultz, som med sig førte forrige Greve Griffenfeld, nu Skomager kaldet, hvilken strax af Skibet blev opført og sat i Fængsel paa Munkholmen.“
  7. ↑ H. P. Gjessing, Griffenfeld p 286.
  8. ↑ Jubellærere, 1ste Deel.
  9. ↑ Maaskee det er hertil, at Pontoppidan sigter, naar han (Ann. 4, 228) beskylder Krog for at have været kjødelige og uordentlige Presters Talsmand.
  10. ↑ Denne Mand blev dog kort efter taget til Naade og fik Snaasens Sognekald, hvor han døde som en eldgammel Mand 1737. Hans ikke uinteressante Biografi staar at læse hos Treschow (Jubell. 240–243). At Biskop Krog siden vidste at hevne sig paa Muus, for hvem han 1693 havde maattet rykke ud med Sagsomkostninger, sees af Erlandsens Throndhjems Stifts Geistlighed p. 399.
  11. ↑ Saaledes foruden flere ovenfor leilighedsviis nævnte Mænd, den senere kgl. Konfessionarius Peder Jespersen (dimitteret 1665), E. Pontoppidans Søn Valentin Lilienkrands (1674),Biskop Kristoffer Mumme (1692), Thomas Westen o. fl.
  12. ↑ Hammonds Missionshistorie p. 169; Schønings Forsøg til Norges gl. Geogr.
  13. ↑ See min Anmeldelse af Müllers Skolehistorie i Christiania-Posten 1852, No. 41.
  14. ↑ Suhm. Throndhjemske Samlinger 1, 205. Chr.-Posten l. c. og E. Hagerups egen Oplysning i den korte Autobiogr., han har givet A. Thura (i et utrykt Arbeide af denne).
  15. ↑ Ill. Nyhedsbl. for 1860. Volqvartz’s Hovedverk er hans endog i vor Tid af Almuen saa yndede Folkebog, Sjelens Luth; flere af de deri indeholdte aandelige Digtninger omtales af Brandt og Helveg med megen Anerkjendelse.
  16. ↑ Efter et Manuskript paa det kgl. Bibl. (Ny Saml. 8, 356) indeholdende en Mængde biographiske Optegnelser, som ogsaa i det følgende skulle blive citerede, af Bergenseren E. O. Schwartzkopf, om hvem see Brandt og Helveg Den danske Psalmedigtning, 2det Bind, Biogr. Anhang.
  17. ↑ Herom haves en fortjenstlig Monografi af Coucheron, Theol. Tidsskr. udg. af Caspari m. fl. 3die og 4de Bind, hvorimod man i Hammonds Missionshisiorie har det vigtigste Materiale til samme Sags Historie.
  18. ↑ Coucheron antager, at disse fire Mænd allerede i Kjøbenhavn som Studenter skulde have dannet et Slags collegium pietatis i Forbindelse med Hersleberne o. fl. Thrøndere, noget, som imidlertid aldrig kan blive mere end en yderst løs Gisning. Hammond der ellers er saare vel underrettet om alt, hvad angaar Th. v. Westen, veed ikke om noget saadant. Angaaende de nævnte Mænds senere Skjæbne og deres Levnetsomstændigheder i det hele henvises til Erlandsen, hvis Efterretninger fra denne Tid af ere paalideligere.
  19. ↑ Hvorledes Bøger paa Søndmøre, altsaa ei langt fra de heromtalte Egne, endnu et Par Menneskealdre senere vare saare sjeldne, sees af S. K. Aarflots Vidnesbyrd (mine 1860 udgivne Breve til Nyerup p. 100 fgg.), hvor A., der levede i Ørsteen (Annex til Volden) siger: „At faa en Bibel tillaans paa Landet, var den Tid yderst vanskeligt, og at kjøbe hjemme, umuligt.“ Dette var 1770. Og om Tilstanden en god Stund efter, siger Aarflot videre: „Paa Bondebygden fandtes faa eller ingen Bøger undtagen nogle Huuspostiller og hændelsesviis en Bibel.“
  20. ↑ Coucheron synes ikke at kjende, at man allerede i Slutningen af 17de Aarhundrede havde to saadanne Forklaringer, nemlig af Bornemann og Rostock, af hvilke især den sidste var ikke saa lidet almindelig brugt i Norge, før Pontoppidans i 1738 fik kgl. Autorisation. Tvende andre Forklaringer udkom omtrent samtidig med Pontoppidans, udgivne af tvende Prester i Bergens Stift F. Arentz (siden Biskop) og G. Geelmuyden. De nævnes ikke af Nyerup, men Efterretning om den har jeg fra E. Pontoppidans utrykte Visitatsberetninger i Geheimearkivet.
  21. ↑ Dette kunde forøvrigt siges om fast hele Norges Almue før Konfirmationens Indførelse. Saavel Biskop P. Herslebs som E. Pontoppidan den yngres utrykte Beretninger vise, at hvad Bønderne før havde lært, tilegnede de sig ei ved Læsning, men „per vivam vocem,“ det vil sige, Katekismens Ord bleve gjentagne for dem, saa længe indtil noget blev hængende ved.
  22. ↑ Hammonds Missionshistorie 648 fgg. samt et Dokument i Geheimearkivet.
  23. ↑ Hammond Pag. 87.
  24. ↑ Sammesteds.
  25. ↑ Erlandsen, Tromsø Geistl. p. 190 (efter Optegnelse af den bekjendte Provst Gunner Berg).
  26. ↑ Wessel-Bergs Reskriptsamling.
  27. ↑ Naar Erlandsen fortæller, at Mag. Parelius laa i Strid med sin Sogneprest Mag. Bonsach, da maa saadant Forhold først senere have indtraadt mellem dem, thi ved Klagens Affattelse vare de Venner; Bonsach deeltog nemlig i Klagerne, navnlig forsaavidt de rettedes mod Biskopen, og Parelius fremleverede ved Siden af sin egen Klage ogsaa en Memorial fra Bonsach, af hvilken nedenfor nogle Momenter ere indflettede i Referatet af P.s Skrifts Hovedindhold.
  28. ↑ Denne Gaard havde nemlig Biskop Krog tilkjøbt sig og beboet, siden Bispegaarden brændte 1699. Baklandets Kirke gav han Navn af Annae Dorotheae Kirke efter sin Hustru (!).
  29. ↑ Dette Krogs Overgreb er sandsynligviis Grunden til, at Konsistorialretten i Throndhjem endnu den Dag idag kun administreres af Stiftamtmand og Biskop, medens i de øvrige Stiftsstæder ogsaa nogle Prester i Forbindelse med Rektor have Sæde i denne anden geistlige Instants.
  30. ↑ Helveg, D. K. Hist. cfr. Ref. 1, 575. (2 Udg.)
  31. ↑ Hammonds Missionshistorie paa flere Steder.
  32. ↑ Man sammenligne ogsaa H. H. Müllers Afhandling „Throndhjemske Forholde“ (Ill. Nyhedsbl. 1858), der viser at Tilstanden i moralsk Henseende var yderst maadelig i Stiftet paa den Tid, da Stiftamtmandskabet beklædtes af Chr. Reitzer.
  33. ↑ En gudelig Vielsestale, T.hjem 1757 (Fortalen).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Throndhjems_Stifts_geistlige_Historie_fra_Reformationen_til_1814/9&oldid=213737»