Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/7

Ludvig Daae

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Jacob Andersens Enkes Forlag, 1863 (s. 98-121).

Mag. Erik Bredal. 1643–1672.

1. Denne Thrøndelagens syvende lutherske Biskop, der i en saa lang og paa merkelige saavel politiske som kirkelige Begivenheder saa rig Periode forestod Stiftet, var som de fleste af sine Forgjængere en dansk Mand. Han var en langelandsk Prestesøn, sødt 1607 i Rudkjøping, og blev, dimitteret fra Sorø (ikke Odense) Skole, indskreven som Student i Kjøbenhavn den 13de April 1629. Allerede i 1631 blev han Hører ved Nykjøping Skole paa Falster, ved hvilken han to Aar efter blev Rektor. S dette Embede, som han dog i Aarene 1637–1639 midlertidig forlod for at studere i Rostok, virkede han, indtil han i 1640 blev kaldet til Sogneprest for den netop fuldførte Frelsers Kirkes Menighed paa Kristianshavn, hvor han maatte præke baade paa Dansk og Tydsk. Kun et Par Aar forblev han i dette Embede, da han nemlig allerede 10de Januar 1643 blev udnævnt til Mag. Peder Skelderups Eftermand paa Throndhjems Bispestol, hvortil Dr. Jesper Brochmand indviede ham den 22de Januar 1643. At Manden i saa ung en Alder – 36 Aar gammel – gjorde en saa stor Lykke paa Befordringsbanen, kan man maaskee med Grund tilskrive den for ham heldige Omstændighed, at han, som Rektor i Nykjøping, var kjendt og yndet af Prins Kristian, der i hine Aar holdt sit Hof i denne Stad^[1].

Mag. Erik drog strax efter Ordinationen op til sit Stift. Paa Reisen havde han i Øier i Gudbrandsdalen et Sammenstød med Stedets gamle Prest Hr. Frants Nilssøn^[2], der, saa ubetydeligt det end kan synes at være, dog paa sit Vis er betegnende for hine Tider. Da nemlig Bispen med sit Følge vilde tage ind paa Øiers Prestegaard, men der ingen gjestfri Modtagelse fandt, skrev han Hr. Frants et langt Brev til paa Latin, hvori han, næst at bruge alskens vrede Udtalelser og Trusler, paa en lærd og omstændelig Maade sammenligner ham med Nabal. Presten forfattede naturligvis et Tilsvar i samme Aand, en latinsk Dialog mellem „Accusator“ og „Innocens,“ hvori han især med Fynd gjør gjeldende, at han, som desværre savnede en Abigael, paa ingen Maade kunde blive nogen Nabal^[3].

2. Da Bredal kom til Throndhjem stod en Strid af et alvorlig Slags for Døren. Danmarks afmægtige Forsøg paa ved en saakaldet Mægling at hindre Sveriges Omsiggribning i Tydskland havde forbitret den sidstnævnte Magt, og Kristian den fjerde indsaa, at en Krig lettelig snart kunde udbryde. Allerede 20de Marts 1643 fik den nye Biskop et Brev fra Statholderen Hannibal Sehested og Kantsleren Jens Bjelke, hvori de efter Kongens Befaling gjøre opmærksom paa den Fare, hvormed Rigerne trues, og naturligviis bebude nye Udredsler til „Landskisten“^[4].

Denne Krig udbrød dog først i December 1643, idet Torstenson, som bekjendt, ved den Tid rykkede ind i Holsten. Men nu kunde det heller ikke vare længe, før Norge og navnlig den almindelige Krigsskueplads Jemteland berørtes af Fiendtlighederne. Allerede i Januar gjorde Jakob Ulfeld fra det nævnte Grændselandskab et Streiftog ind paa svensk Grund, men i den følgende Maaned lod den svenske Regjering udstede en Forestilling til Jemterne, hvori disse, „der ligesom alle Norges Beboere vare Danmarks Trælle,“ opfordredes til at forene sig med Sverige „og nyde dets Frihed,“ og i Martsmaaned drog Henrik Fleming med en veludrustet svensk Hær ind i Landet, hvorfra nu Ulfeld flygtede, ledsaget af de fleste af Presterne, i hvis Sted Fleming strax lod svenske geistlige indsætte. Men ud paa Sommeren kom Nordmændene igjen, anførte af en tapper norsksødt Mand Kristoffer Rasmussøn, som reiste Jemterne ved at erobre Landets militære Hovedpunkt, Frøsøens Skandse, og gjenvandt Landet for Norge, i hvis Besiddelse det nu forblev indtil Freden. De norske Prester ere nu rimeligviis dragne tilbage til sine Kald^[5].

I Juli 1644 holdtes et Møde i Kristiania af „de norske Stænder,“ her mødte M. Erik Bredal efter Fuldmagt paa sit Kapitels Vegne. Af Fuldmagten fremgaar, at de sex syv residerende Kanniker i Throndhjem efter Lensherren Jens Juels Overregning havde det foregaaende Aar havt en Indtægt af 1262 Daler, men efter at Skatten (700 Rd.) og Bidrag til Rostjenesten (323 Rd.) vare trukne fra, beholdt Kannikerne tilsammen kun 250 Rd. af sine Kapitels-Indkomster! Biskopen gjorde ellers ved Stændernes Møde Forslag om, at Kapitlets Udredsler dog blot maatte komme Stiftets Forsvar tilgode, og paaberaaber sig, at „saadant tilforn var skeet, endog i den keiserlige Krig, da ingen synderlig Perikel var forhaanden mod nærværende at ligne.“ Han fremhæver videre, at hans Stift dennegang først blev angrebet, og at Fienden netop nu forsterkede sig i Jemteland.

Idet vi forøvrigt her forbigaa Krigsbegivenhederne i den sydligere Deel af Landet, gaa vi lige til at berette, at Efterretning om Freden, der sluttedes i Brømsebro den 13de August 1645, blev læst paa Throndhjems Kapitel den 24de September. Ved denne Fred, for hvilken siden i lange Tider holdtes en aarlig Takkefest (!), var det, at Norge for bestandig mistede sine gamle Provinser hiinsides Kjølen. Uagtet nemlig som ovenfor bemerket, Jemteland siden Kristoffer Rasmussøns Daad ikke blev erobret igjen, blev det dog for at redde danske Provinser afstaaet til Sverige, en Afstaaelse, hvorved altsaa det egentlige Norge for første Gang beklippedes.

Throndhjems Biskopsdømme blev saaledes formindsket med tolv Prestegjeld, nemlig de ti jemtelandske og de to i Herjedalen. Det hører ikke hid at anstille Undersøgelser om disse Landsdeles efterhaanden paafulgte Forsvenskning, der rimeligviis af Grunde, vi tidligere have anført, er gaaet hurtig for sig, endskjønt – merkelig nok – den norske Lovbog af 1604 skal have været gjeldende Ret der indtil 1734^[6]. Men hvad vi ingenlunde tør forbigaa, er et interessant, hidtil udentvivl endnu ikke fremdraget, Vidnesbyrd om det jemtelandske Presteskabs sterke Misnøie med Brømsebrofreden. Da dennes Bestemmelser vare blevne bekjendte i Jemteland, samlede Presterne sig hos Provsten, Hr. Olaf Pederssøn i Bryndflod, hvorfra de 30te Septbr. skreve en Klageskrivelse til M. Erik Bredal, hvori de bede om „et faderligt Raad“ i den ulykkelige Stilling, hvori „baade Prest og Bonde“ ere stedte. Presterne erklære, at de „hver for sig af yderste Formue have tjent K. M.s Krigsfolk, hvilket endnu fremdeles skulde at ske, om vi maatte blive ved.“ De ere i stor Uvished, „om de skulle blive hos sine Menigheder, om det tilstedes, eller fly til sin rette og kjære Øvrighed.“ Saaledes havde altsaa Forholdene forandret sig, siden Regjeringen, advaret ved tidligere Svenskheds-Ytringer hos Presterne i disse Egne, havde givet særegne Bestemmelser om Beskikkelsen af Prester i Jemteland.

Bredals halvt danske, halvt latinske Svar er koldt og forsigtig affattet; han beder endog om at faa sit Brev tilbage, naar Presterne have gjennemlæst det. Hans Raad gaar i Korthed ud paa, at det klogeste, Presterne kunne gjøre, er at blive i sine Kald og, for at kunne beholde disse, sende et Bønskrift til Dronning Kristine^[7]. At Presterne have fulgt dette Raad, og at de idetmindste for en stor Deel have beholdt sine Kald, er høist rimeligt. Paa de svenske Rigsdage i 1645–46 sees idetmindste to norsk-jemtelandske Prester at have givet Møde som Repræsentanter, deriblandt endog en af dem, som have undertegnet den nævnte Skrivelse, Hr. Jens Henningssøn^[8].

Endnu maa, inden vi vende Blikket bort fra Hannibals-Feidens Historie, til Slutning omtales, hvorledes Presteskabet beskattedes. Af Kapitelsbogen seer man nemlig, at „al Geistlighedens Rente“ (ɔ: faste Indtægter) i Stiftet beløb sig til 4949 Daler om Aaret. Heraf var i tre Aar skattet tilsammen 9613 Daler!

3. Ikke fulde tre Aar efter denne for Norge sørgelige Fredsslutning døde Kong Kristian den fjerde paa Rosenborg Slot den 28de Febr. 1648. Som bekjendt varede det flere Maaneder, inden Sønnen Frederik den tredie blev tagen til Konge af det danske Rigsraad; hans Hylding fandt for Danmarks Vedkommende først Sted i Juli, og 24de August var Kongen tilstede i Oslo for der at hyldes af Norges Stænder. Her fremmødte paa Throndhjems Kapitels og Stiftets Presteskabs Vegne foruden Biskopen ikke mindre en 24 Udsendinge, hvis Navne endnu ere bevarede. Efter gammel Skik bleve endeel Forestillinger gjorte den nyvalgte Konge og de ham ledsagende danske Magnater, saaledes klagede Throndhjems Kapitels Udsendinge over „Havets Misfiskende,“ over „Landbøndernes Forarmelse“ o. s. v. og grundede herpaa en (visselig høist beføiet) Bøn om Lettelse i de haarde Paalæg. Det hele norske Presteskab forsikrede Oldenborgeren i Almindelighed om sin Troskab imod ham som „Norges rette Arve-Herre og Konning“ og indgav et Bønskrift, hvilket vel at merke fra først til sidst kun angaar verdslige Erinder, nemlig at udbede Kongens Omsorg for Prestekaldenes Forbedring, Presteenkernes Forsørgelse, Friskyds for Bisper og Provster til Visitatsreiser og paa Reiser til Stændernes Forsamlinger o. s. v. samt klager over Bøndernes Uvillighed til at yde Fiske- og Kvægtiende^[9]. Til noget Resultat have disse Forestillinger dog neppe ledet.

4. Tidsfølgen fører os dernæst til at omtale en Sag, der vistnok først hundrede Aar efter Mag. Erik Bredals Død er bleven nævnt offentlig, men dog har bidraget meget til at omgive Mandens Minde med en vis Glands. Det er Fortællingen om, at han havde den Plan at faa et Universitet oprettet i Throndhjem. Denne hele Sag opløser sig dog vel beseet, til saagodtsom ingenting. Vel er det ingen mindre Mand end Gerhard Schøning, der har sat denne Beretning i Omløb, men han nævner vel at merke Sagen kun i en Mindetale over J. E. Gunnerus^[10], hvori det da tager sig særdeles smukt ud at tvende throndhjemske Biskoper kunde gjøres til Hovednavnene i den norske Universitetssags Historie. Jeg har havt Anledning til at undersøge Schønings eneste Kilde til denne Beretning, nemlig et latinsk Brev af 1651^[11] fra en Student, som ved den Tid opholdt sig i Throndhjem, og man vil heraf see, at det hele bestod deri, at Bredal i det nævnte Aar holdt nogle Forelæsninger over Hebraisk for de paa den Tid temmelig talrige Studenter i Byen, at han lod Disputations-Theses opslaa paa Domkirkedøren, og at han med en vis Høitidelighed afholdt Bispeexamen, eller den i sin Tid vigtige, men allerede da paa de fleste Steder betydningsløse Prøve, som Ordinander underkaste sig hos Biskopen, førend de modtage den prestelige Vielse. Bredal lod nemlig fortælles der i Brevet, denne Examen holde offentlig og de givne Svar protokollere af sin Famulus. Tilsidst tilføier Brevskriveren, vistnok som en Spøg at der nu paa den Maade er Haab om at faa et „Academia“ i Throndhjem, men da ingensomhelst Henvendelse til Regjeringen om en saa vigtig Foranstaltning lader sig paavise, tjener det hele kun til at vise en vis, nærmest ostenterende Embedsiver hos Bispen og intet andet. Ved denne Leilighed kan ellers gjøres opmærksom paa, at der ved M. Erik Bredals Ansættelse var paalagt ham den Forpligtelse „altid paa egen Bekostning at holde hos sig to eller tre unge lærde Personer, som hannem fra Universitetet udi vor Kjøbstad Kjøbenhavn opskikkes skal, hvilke skal tilholdes ved Skolen der udi Throndhjem dagligen at læse og ellers sig forholde efter den Forordning vi naadigst med det første ville lade udgaa, hvilke Personer maa, naar Kald der udi hans Lene vacerer og ledig bliver, promoveres, o. s. v.“

Aaret 1651 har ellers en sørgelig Merkværdighed i Throndhjems Bys Historie, idet den allerstørste Deel af Staden ødelagdes ved Ildebrand 5te Januar s. A. Domkirken gik denne Gang fri, men Kannikerne og mellem dem Bispen selv vare blandt de Brandlidte, ligesaa Rektoren, dengang Mag. Anders Klaussøn. Denne havde ifølge det ovenfor benyttede latinske Brev som huusvild begivet sig til Verdalen, og Skolens Virksomhed var saaledes rimeligviis standset. Bed Kongebrev af 24de Marts 1651 fik de brandlidte Kanniker fem Aars Skattefrihed^[12].

5. Vi komme dernæst til en Strid mellem Mag. Erik og Presteskabet,.som er i flere Henseender oplysende. Fra gammel Tid af havde det været Sedvane, at baade til Kapellaner og Sogneprester i Rigets Stifter fortrinsviis og i Almindelighed vare tagne de saakaldte „Stiftets Børn,“ især Prestesønner, hvilke da gjerne begyndte sin Bane som Kapellaner eller „Residenter“ hos Fædre eller Svigerfædre og senere ved indtruffen Leilighed valgtes af Almuen til Sogneprester eller af Kannikerne ansattes som Vicepastorer. At Studenter fra andre norske Stifter eller fra Danmark antoges i geistlige Stillinger, skede før Souverainitetens Indførelse i Regelen vistnok kun da, naar der ei vare Stiftets Børn forhaanden, som kunde optræde som Søgere. Vi have allerede i vort 2det Kapitel seet Kannikerne i Mag. Hans Gaas’s Dage beklage sig over, at studerede Personer af Stiftet tilsidesattes for fremmede, og erfaret, at saadant ansaaes for et Indgreb i den sedvansmæssige Ret, og det blev til Forsvar for denne gamle Skiks Opretholdelse altid anført, at uden den vilde der ingen Opmuntring være for Forældre i Stiftet til at holde sine Sønner til Bogen. Mag. Erik Bredal satte imidlertid til vedkommendes store Misfornøielse saadanne Hensyn tilside, ligesom vi allerede have hørt, at han ogsaa stræbte at give sin Examination af Presteemnerne^[13] større Betydning Nu fremtræde ogsaa Klager over, at han ved denne Prøve for frem med en før ukjendt Strenghed, oftere retirerede Karle, som havde faaet Testimonium fra Universitetet, stundom lod Ordinanderne give skriftlig Tilstaaelse om siden at indstille sig til fornyet Prøvelse og da at lægge grundigere Kundskaber for Dagen, ja endog forlangte af Kapellaner, som befordredes til andre Steder, at de skulde tage en ny Examen hos ham.

I Anledning heraf har det misfornøiede Presteskab klaget til Kongen, thi i Begyndelsen af August 1654 vare Lensmændene over Throndhjems Len og Nordlandene, Frederik Urne og Preben v. Ahnen efter allerhøieste Befaling tilstede som Kommissarier for at jevne denne Strid paa et „berammet Kapitels- og Provstemøde.“ Her bleve af Presteskabet de ovenanførte Klager paany fremsatte, og ogsaa andre Besværinger fremførte, hvoriblandt vi fremhæve, at Provsterne forlangte af Biskopen, at han „skulde udi sine Visitatser og anden Embedets Forrettelse rette det, som rettes skal, med Sagtmodighed og ikke med haarde og ubekvemme Ord, som synes lidet til Opbyggelse,“ videre „at han ikke herefter vilde paalægge Geistligheden nogen Skat eller Afgift, hvor han ikke haver kgl. Befaling for sig,“ og endelig at han ikke maatte uden Beviislighcder skylde Geistligheden for uærlige Sager. Derhos antydedes, at Mag Erik paa sine Visitatser begjærede Reisepenge af Presterne, „hvilket de forrige Superintendenter ikke gjorde,“ og der fremhævedes i det hele, at han gjorde rettest i at handle, „som de forrige Bisper, nu salige i Herren, gjort have, i hvis Tider det gik saare vel til, og ikke var mere Barbari da end nu i Landet.“

Biskopens Svar til Beskyldningerne er en almindelig Benegtelse; han vidste sig fri, sagde han, for at have handlet urigtig i noget af de paaklagede Punkter. Imidlertid stod Sagen en god Stund hen, Presteskabet viiste sig især standhaftig i Spørgsmaalet om Kapellaner, idet der opstilledes den Paastand, at den norske Ordinants gav enhver Sogneprest Ret til at kalde den, som han ønskede til Kapellan, uden at Biskoppen deri havde at blande sig, og den gamle Sætning gjentoges, at, hvis heri skulde skee Forandring vilde fattige Forældre ikke holde sine Børn med stor Bekostning til Skole og Studium. Man fandt det ogsaa ønskeligt, at Bispen vilde holde sin Examen i et Par Kannikers Overvær og da prøve Presteemnerne „in articulis fidei og i nogen Maade in lectione Biblica.“ Efterat nok et Kapitels- og Provstemøde i de samme Lensmænds Nærværelse, som forrige Gang var blevet holdt den 18de Marts 1656, ved hvilket ogsaa klages over, at Stiftets Børn tilsidesattes til Skoletjenesten“ (ventelig Lærerposterne ved Kathedralskolen), samt over at Bispen „æskede mere i Børneunderviisningen, end der findes i Ordinantsen og Recessen,“ faldt der endelig kongelig Afgjørelse i Sagen ved Resolution af 19de Juli 1656: med Kapellanernes Kald skulde forholdes efter Ordinantsen, en engang af Bispen examineret Mand være fri for yderligere Prøvelse, Superintendenten i sit Forhold til Geistligheden strengt rette sig efter Loven og ikke gjøre Paalæg som denne ei kjender^[14].

Det tør vel, naar man sammenholder denne Sag med Bredals øvrige Ferd, saaledes som denne i det følgende skal fremstilles, ikke være urimeligt, at hans Tilsidesættelse af „Stiftets Børn“ ofte er udgaaet af sand Nidkjærhed og Ønsket om at skaffe sit Stift dygtige Prester og derved en høiere kristelig Oplysning, men glemmes maa ei, at der i Presternes Klager ogsaa ymtes om, at han var streng mod andre „for sines Skyld,“ og vi skulle senere møde et Exempel, som tyder sterkt hen paa Nepotisme, ligesom hans despotiske Karakter tidt træder frem.

6. Vor Fortællings Gang bringer os atter i Forbindelse med den politiske Historie. Nærmest ligger os da Prinds Kristians Hylding som Thronfølger i Norge 1656, til hvilken naturligviis Stiftets Geistlighed atter sendte sine Deputerede men denne Akt kunne vi blot nævne, thi noget for vort Øiemerke væsentligt vides ikke at være gaaet for sig ved denne Leilighed. Desto mere maa vi da dvæle ved den følgerige Krig, som Danmark i 1657 var taabeligt nok til at begynde med Sverige, en Ufred, som for stedse skilte Norge ved Baahuslen, – det smerteligste Tab Norge nogensinde har lidt i territorial Henseende, – og som, hvis Roskildefredens Bestemmelser havde forblevet uforandrede, vilde have medført Nordmændenes folkelige Undergang. Thi ogsaa Throndhjems Len afstodes den 26de Februar 1658 til Sverige.

Ifølge en Dagbog^[15] over Begivenhederne i Throndhjem i 1658 skal der i denne Stads Kirker være holdt en Freds-Taksigelse den 12te April, naturligviis efter svensk Befaling, ligesom samme Kilde lærer os, at der i den følgende Maaned kom en Besætning af 800 Svenske til Byen medens omtrent 1000 Nordmænd førtes ud af Lenet for andetsteds at tjene Karl Gustavs Hensigter.

Hvad Biskopen M. Erik Bredal angaar, da kunde han udentvivl have faaet Lov til at beholde sit Embede ogsaa under Svenskens Herredømme, hvis han havde villet finde sig i den nye Tingenes Orden; det er jo noksom bekjendt, at Biskop Winstrup i Lund vedblev i sin Post,i hvilken han endog gjorde sig særlig yndet af sin nye Herre. Vi tør derfor nok lide paa den Beretning, som (rigtignok halvhundrede Aar efter) gives af Bredals Sønnesøn og som gaar ud paa, at Svensken anmodede hans Bedstefader om at blive og bringe Geistligheden til at hylde Karl Gustav, men at Biskopen vægrede sig derved og at der da „fratoges ham alt det, han eiede, og han selv blev jaget ud af Byen i største Armod med sine Børn“^[16]. Den svenske Regjering lod da indsætte en ny Biskop, selvfølgelig en svensk Mand. Dette var Mag. Henning Schytte, som tilforn skal have været Kong Karl Gustavs Hofprædikant og Krigs-Konsistoriums Præsident, og hans Udnævnelse skal have fundet Sted den 15de Mai 1658^[17].

Dog kun „Throndhjems Gaard og Len“ (de nuværende tvende Throndhjemske Amter) vare afstaaede, Nordlandene og Finmarken løde endnu under Norges Krone. Biskop Bredal tog derfor det Parti at drage til Throndenes over hvilket Kald han, som vi vide, i Egenskab af Dekanus i Kapitlet havde Patronatsret. Allerede før han forlod sin gamle Stiftsstad, havde han ved Skrivelse til Regjeringen dateret Throndhjem 19de Marts 1658, ansøgt om at maatte blive beskikket til Superintendent over Stiftets Levninger, Nordland og Finmarken, og til Underholdning at beholde Sognekaldene Throndenes og Lødingen, idet han tillige ytrer Frygt for, at Svensken, hvad angik Kapitelskaldene Throndenes Vesteraalen og Lofoten, vilde gjøre Fordring paa den geistlige Høihed ogsaa i Nordland. At Regjeringen virkelig har udnævnt ham til „Superintendent over Nordland“ fremgaar af et nyt Brev fra Bredal, (ligeledes skrevet i Throndhjem) af 15de Mai s. A., hvori han næst at takke Kongen for den ved denne Udnævnelse viiste Naade ansøger om at Søndmøres Provsti maatte „naadigst reduceres til Nordlands Stist, efterdi det altid har ligget under Throndhjems Stift, indtil det Aar 1623 (sic) formedelst privat Handel henlagdes under Bergens Stift; dermed, siger han, kunde næst Herrens Hjælp E. K. Majestæts og Rigets Bedste søges, idet jeg kunde faa min Bolig paa Søndmøre og der residere ligesom imellem Kristiania og Nordland til betimelig og hastig Erfaring af naadigste Ordre“ o. s. v.^[18].

Da Bredal kom til Throndenes hvilket altsaa først kan have fundet Sted i Slutningen af Mai 1658, skal han have fundet Kaldet ledigt ved Vicepastors Død, hvorfor han selv indtil videre overtog Sogneprestembedet sammesteds. Efter Sønnesønnens Beretning skulle adskillige Studenter og Skoledisciple have fulgt Biskopen til Nordland.

7. Inden vi imidlertid gaa videre i vor Fortælling, maa vi omtale de velgjørende Frugter, som Mag. Eriks Ophold i Stiftets nordligste Egne skulle have baaret for Finnefolket. Saavel de under Navnet „Syvstjernen“ bekjendte Prester, som virkede paa Biskop Dr. Peder Krogs Tid, som ogsaa en med disse Mænd samtidig Forfatter af et merkeligt, hidtil utrykt Klageskrift^[19] (Mag. Jens Parelius) bevidne nemlig at der endnu ved deres Tid, altsaa henved to Menneskealdre senere, var Spor af Biskop Bredals Virksomhed i Finmarken. Hans egen Sønnesøn beretter ogsaa, at Bispen selv flere Gange reiste om til Finnerne, at han fik overtalt nogle af dem til at betro ham sine Børn, hvilke siden efter at være oplærte sendtes til- bage til Hjemmet, hvor de skulle have virket meget godt. Det heder ogsaa, at Mag. Erik sendte de Studenter og Skoledisciple,. som havde fulgt ham fra Throndhjem, ud for at prædike for Finnerne, men alle disse Udsendinge skulle være omkomne paa sin Ferd^[20]. I Schønings utrykte Optegnelser heder det endelig: „Biskop Bredal lod sig Finnernes Oplysning være angelegen, ei alene ved Skrifter^[21] (sic) og i sine Visitatser, men han lod og en Finnedreng gaa i den latinske Skole, til han opnaaede tredie eller fjerde Lektie, og sendte ham derpaa hen i Fjeldet for at lære de andre. Men efter Bispens Død blev han den værste Noid eller Runemester.“

8. Imidlertid var Krigsluen atter blusset op, da Kong Karl Gustav som bekjendt i Haab om ganske at undertvinge Frederik den tredies Riger havde fornyet Ufreden ved sin Landgang ved Korsør i August 1658. Velgjørende vare Følgerne heraf for Norge.

I Throndhjem lod Svensken Stadens og formodentlig ogsaa Lenets Indbyggere aflægge Hyldingsed til Karl Gustav paa „Gaarden“ den første. September 1658, ved hvilken Leilighed Stænderne, som det heder i en allerede ovenfor citeret trykt Dagbog „efterat have hørt en lang Orats nød herligt Traktement paa Salen lig største Bryllup.“ Om allerede da Ufredsrygter have naaet saa høit op, er uvist; den 9de September maa man have kjendt Stillingens sande Natur, thi ved den Dag befalede den svenske Guvernør, at alle „danske“ Personer og deres Gods i Byen skulde arresteres. Imod Slutningen af September fik man i Staden Tidende om, at en norsk Hær nærmede sig; den 1ste Oktober leirede denne Hær sig paa Steenbjerget og nu begyndte den berømte Beleiring, som i December førte til det glædelige Maal, at Throndhjem atter blev norsk

Som Følge heraf var Mag. Henning Schyttes korte Rolle som Throndhjems Biskop udspillet; han skal efter en Notits af Dr. Peder Krog kun have været fire Maaneder i Throndhjem. Forøvrigt blev denne Mag. Henning i 1660 Superintendent i Kalmar, senere Biskop sammesteds og endelig 1668 optagen i den svenske Adelsstand^[22]. Alt dette tyder paa, at Mag. Henning maa have været en duelig Personlighed, hvad ogsaa hans Ansættelse i Throndhjem maa lade os slutte, thi det maatte jo naturligviis være af Vigtighed for Svensken at give den nyerhvervede Provins en dygtig Styrer ogsaa af de geistlige Erinder.

Hovedmanden for Throndhjems Lens Gjenerobring Georg Reichwein, lod strax efter denne lykkelige Begivenhed afholde en Takke-Gudstjeneste i Domkirken, ved hvilken Talen holdtes af Sognepresten til Fron i Gudbrandsdalen, Mag. Ivar Pederssøn (Søn af den bekjendte Dr. Peder Alfssøn), hvilken maaskee har været hans Feltprest. Talen, der endnu er til i Manuskript, men ingen historisk Merkelighed indeholder, havde til Text Davids 46de Psalme^[23].

Biskop Bredal vendte i 1659 tilbage til sin befriede Stiftsstad. Den 4de Februar 1659 var han endnu i Nordland, men 8de September s. A. var han tilstede i Throndhjem. Det er altsaa urigtigt, naar Sønnesønnen fortæller, at han forblev paa Throndenes indtil den kjøbenhavnske Fred var sluttet. Af Begivenheder i den geistlige Historie før den nævnte Fred vides intet at merke uden den sedvanlige drøie Beskatning der naturligviis var den første Hilsen, som Oldenborgeren og hans Redskaber i Norge sendte sine gjenvundne thrønderske Undersaatter. Den faldt Stiftsstadens Geistlighed saameget sværere, da nogle af dens Kannikegjeld, som beliggende udenfor Throndhjems Lens Grændser, ikke havde betalt Afgift for 1658. I 1660 paalagdes det Geistligheden rundt om i Stiftet at udrede først „den halve Indkomst af alt, hvis de af deres Kald haver at oppeberge,“ og dernæst „den sedvanlige fulde Rostjeneste, som er 40 Rdlr. af hvert Hundrede Tønder Hartkorn“^[24].

9. Krigene mod Sverige medførte dennegang ikke alene som Hannibalsfeiden den Følge, at Norge skiltes ved eldgamle Provinser, men den medførte en endnu betydningsfuldere Begivenhed, den saakaldte Souverainitets Indførelse ved Statsforandringen i Kjøbenhavn i Oktober 1660. Det danske Rigsraad, som i de sidste Menneskealdre havde udøvet en vidtstrakt, men aldrig bestemt begrændset Indflydelse ogsaa paa Norges Styring, gik herved tilgrunde, og Kongen kom i Besiddelse af arvelig Enevoldsmagt. Som sedvanlig havde Norge ogsaa her kun den passive Rolle at vedtage, hvad de danske Stænder ved dette sit sidste Møde havde besluttet. I saadan Hensigt holdtes derfor i Sommeren 1661 en Forsamling i Kristiania, hvor de norske Stænder den 6te August aflagde sin Arvehylding. Throndhjems Kapitels Fuldmægtige vare dennegang Lektoren Mag. Kristen Skjoldborg (en danskfødt Mand, som imidlertid i Kjøbenhavns Beleiring havde anført de norske Studenter og faaet Lektoratet som Belønning for sin derved udviiste Nidkjærhed^[25], og Kapellanen ved Fruekirke Hr. Olaf Kristofferssøn Tønder. Mag. Erik Bredal var ogsaa tilligemed Rigets øvrige Biskoper tilstede.

De fra alle Norges Egne samlede Geistlige forfattede ved denne Leilighed nogle saakaldte „Postulata,“ et udførligt Bønskrift til Kongen om Vedligeholdelse og Forbedring af deres Stands Rettigheder og Stilling. Denne Forestilling blev derpaa Biskoperne forelagt, men af dem ikke approberet, hvorefter den vel ikke er bleven indsendt. Ikke destomindre lod det throndhjemske Kapitels Fuldmægtige Petitionen indføre i Kapitelsbogen, hvor den saaledes er opbevaret, men hvor ogsaa Bredal har tilføiet en skarp Bemerkning om, at den mod hans Vilje er blevet sat imellem acta capituli, og Mag. Skjoldborg da igjen bemerket, at han og Hr. Olaf vare Kapitlets Fuldmægtige og ikke Biskopen. Skjønt altsaa Supplikationen blev undertrykt, har den dog sin store historiske Interesse, da den bidrager meget til at gjøre os fortrolige med Geistlighedens borgerlige Stilling og ydre, navnlig økonomiske Vilkaar paa hiin Tid, og derhos aabner os et meget godt Indblik i Standens høist verdslige Tænkemaade. Det vil derfor vistnok findes i sin Orden, naar jeg aftrykker dette Aktstykke som Bilag til dette lille Skrift. Endog for den politiske Historie tør det ei være uinteressant at see, hvorledes man i 1661 tænkte sig Muligheden af Oprettelse af „Collegia status, justitiae, eller consistorialia her i Riget.“

10. Mellem de af Statsforandringens Følger, som vedkomme vor Fremstilling, maa især udhæves en Stræben efter at samle al Magtfylde i Kongens Person, som snart gjør sig gjeldende, og som naturligviis især ytrer sig deri, at meget af, hvad der før havde været Embedsmænd, navnlig Kongens Lensmænd og Bisperne, overdraget, nu henlagdes umiddelbart til Regjeringen. Biskoperne havde saaledes hidtil stadig besat Rektor- og Konrektor-Embederne ved Skolerne, overalt idetmindste de jure og vistnok fordetmeste faktisk. Men nu varede det ei længe, førend disse Poster begyndte at besættes ved Kongebreve. Dette gik udentvivl saaledes til, at Søgerne stræbte at faa sig meddeelt Kongebrev i Kancelliet, og det ei alene i Ledigheds-Tilfælde, men ogsaa forinden Ledighed indtraf, ved Exspektance-Tilsagn. Et saadant Brev maatte vedkommende Autoritet naturligviis respektere, og Biskopens Kaldsret faldt efterhaanden bort. Paa lignende Maade gik det med Menighedernes Kaldsrettighed. Ogsaa her bleve Exspektance-Breve og kongelige Beskikkelser, der under Kristian den fjerde vel havde forekommet af og til, men dog som Undtagelser, nu mere og mere almindelige, uden at dog nogen formelig Ophævelse af den gamle Valgmaade for det første fandt Sted. Kongelige Tilsagn snart om Befordring ialmindelighed, snart om dette eller hiint bestemte Embede, krydsede saaledes ofte Menighedsvalgene, og af og til maatte den paa den gamle Maade af Sognemændene udvalgte Prest vige Pladsen for en anden, der havde erholdt Kongebrev. Især gaves saadanne Begunstigelser i denne Tid hyppig til dem, som havde deltaget i Kjøbenhavns Forsvar. Hvad Bispe-Embeder angaar, da var allerede fra det 17de Aarhundredes Begyndelse af Ordinantsens Valgmaade enten ganske gaaet af Brug eller idetmindste nedsunken til en tom Form

En Valghistorie fra disse Aar tør maaskee her være paa sin Plads, da den i flere Henseender belyser Tiden. I Brønø var i 1665 den gamle Prest Hr. Hans Magessøn^[26] død, og da hans Kapellan Hr. Henrik Jenssøn var tilsinds at egte den afdøde Prests Datter, skaffede dette ham et stort Parti blandt Almuen, som valgte ham til Sogneprest den 29de Decbr. 1665 „efter foregaaende Bøn.“ Hertil vare Sognefolkene saameget mere tilbøielige, som „den samme Slegt en efter anden havde stedse boet udi samme Prestegaard alt siden Luthers og Reformationens Tider og havde alle været fromme Folk“^[27]. Men Biskopen M. E. Bredal, der selv havde en Svigersøn, en dansk Mand, Mag. Hans a Møinichen, Stamfader for denne Æt i Norge, skrev en Forestilling til Kongen for at skaffe denne Brønø Kald. Herover blev Almuen meget ærgerlig, den gamle Præsteenke skrev et Brev til Kongen, hvori hun paaberaabte sig, at hendes Forfædre i over hundrede Aar havde været Prester i Brønø, og en Thord Horn sendtes til Kristiania, hvor han henvendte sig til Statholderen. Thord Horn anførte først Almuens Ønske om paa denne Maade at beholde sin gamle Prestefamilie og dernæst, at den „nyvalgte Prests Svigerforældre havde tilsat sine Midler paa Prestegaardens Bygning og reisende Folks Underholdning baade af Øvrighed og Undersaatter, thi alle, som der i Landet reise enten nord eller før, maa endelig til Brønø og ligge der undertiden med mange Rorsfolk paa nogle Dages Tid og fortære frit i Prestegaarden foruden noget Vederlag.“ Derhos anførtes til Hr. Henriks Fordeel, at Biskop Bredal, førend der blev Tale om hans egen Svigersøn, havde givet Hr. Henrik gode Vidnesbyrd, og „at det for hver Mand er vitterligt, hvor mesterlig samme Biskop sit eget Huses Nytte med Guds Æres og Menighedens Opbyggelses Skin og Paaskud haver bemantlet.“ Thord Horn opnaaede virkelig at Statholderen antog sig Hr. Henriks Sag men Udfaldet blev dog at Bredal fik sin Vilje sat igjennem. Imidlertid havde dog denne Sag tilsidst ubehagelige Følger for Biskop Bredal thi Enkens Søn af første Egteskab, Dr. Hans Rosing Biskop i„Kristiania, bevirkede, at Bredal ved Dom, afsagt i Kjøbenhavn den 16de Januar 1668 af Statholder Gyldenløve og Biskop Svane, som kongelige Kommissarier, tilpligtedes at udrede til Presteenken i Brønø den Sum 500 Rigsdaler^[28].

Saadanne Tilfælde indtraf ikke alene her, men de vare hyppige i denne Tid, og dette ledede da derhen, at Menighedsvalget gjennem en Række af Reskripter efterhaanden aldeles hævedes. 1667, 4de Juni paalagdes det Biskoperne at indmelde til Kancelliet, hver Gang et Valg var foregaaet i et ledigt Kald, og opsætte Ordinationen, indtil det var kommen kongelig Resolution, og 1669, 28de Oktober, bestemtes, at ikke almindelige, men kun paa bestemt Kald lydende Exspektancebreve skulde være gjeldende, hvortil Reskr. af 20de Mai 1670 føiede Bestemmelser om, at Presterne herefter skulde indsende Embedsed til Kancelliet og ikke som før tage Kollats hos „Amtmændene,“ – saaledes kaldtes nu de forrige Lensmænd –, ved hvilken Bestemmelse Presteskabets Overgang fra Menighedens til kongelige Embedsmænd var fuldendt. Siden den Tid besattes alle Prestekald i Regelen af Kongen; den adelige Patronatsret vedblev vel, men den udøvedes intetsteds i Throndhjems Stift, hvorfor den her er os uvedkommende Ogsaa Vicepastoraterne i de Landkald, som endnu vare henlagte under Presteembederne i Trondhjems By, bleve nu ved Bestemmelser af 1661 og 1666 befatte af Kongen, dog med Forpligtelse at svare vedkommende Kannik den bestemte Afgift. Kun synes Biskopen endnu en rum Tid at have udøvet Patronatsret til sine Kald, Throndenes, Lødingen og Strinden.

11. Den frie Raadighed, som Enevoldskongen nu havde i alle Retninger, gav sig ogsaa paa en sørgelig Maade tilkjende med Hensyn til Kirkens Gods. At de allerede ved Reformations-Tiden sekulariserede Eiendomme, navnlig Klostergodset, nu bleve solgte i stor Maalestok, vedkommer os ei egentlig her, da disse Eiendomme jo forlængst vare bortrevne fra Kirken. Men en anden Sag var det, naar selve Præbenderne som da bleve ledige, bortsolgtes. Paa denne Maade gik det til, at Kristianias Gymnasium gik tilgrunde. Dog sandt saadanne Salg maaskee mindre Sted i Throndhjems Stift end andetsteds, skjønt ogsaa der en samtidig dansk Vises-Ord kunde gjelde:

Hvormangt et Provesti, hvor mangt et Kannikdømme.
Hvor mangt Kapitel maa til Ryttergods henrømme.
Det, som til Alterbog og Bibel fordum laa,
Til Sadel og Pistol, til Rytterhest mon’ gaa^[29].

Idet vi forbeholde os senere at vende tilbage til denne Materie, bemerke vi her, at Kannikerne, foruden at de mistede sin Patronatsret til de dem tillagte Landkald og den Deel, de siden 1640 havde havt i Besættelse af de med Kanonikaterne forenede Prestekald i selve Stiftsstaden^[30], tillige i 1662 maatte opgive sin nydte Skattefrihed for de dem tillagte Gaarde paa en Avlsgaard nær for hver. Ligeledes afskaffedes ved denne Tid den Ed, som hidtil Kannikerne havde maattet aflægge til Kapitlet^[31]. Ventelig har den været anseet deels overflødig, naar Kapitlets Medlemmer som Prester skulde aflægge Ed til Kongen, og deels har en saadan Ed vel ogsaa forekommet stridende mod Kongens absolutum dominium. I disse Aar var det ogsaa, at Kapitels-Arkivet første Gang blev eller tilsigtedes plyndret af Regjeringen, idet der 1664 udstedtes Ordre til Biskopen „at indsende til Kancelliet alle hvis Breve og Dokumenter, som findes i Throndhjems Kapitel Grønland, Grinland (!), Mordland (!) og Island anrørendes“^[32].

12. Med Hensyn til Throndhjems Latinskole, hvis Bygning, som ovenfor fortalt, afbrændte 1651, er fra Bredals Tider ikke meget at erindre. Fra 1644 og 1645 have vi tvende Breve^[33] fra Domkapitlet til Universitetskonsistoriet, hvorved Kapitlet dimitteret endeel (begge Aar et Antal af fire) Disciple til Universitetet; mellem Dimittenderne fra 1645 er den siden som Biskop i Oslo ret navnkundige Hans Klaussøn Rosing, Prestesøn fra Brønden. Vi see af disse Breve, at Kapitlet har examineret Dimittender i Religion, „doctrina cathechetica,“ Fortolkning af det græske Testament, og latinsk Stiil, hvilken, som Beviis paa Kandidaternes Fremgang, indsendtes til Universitetet. Det er som bekjendt omtvistet, naar den saakaldte Examen stili & artium blev indført som Adgangsprøve ved Kjøbenhavns Universitet, men omtrent ved Midten af Aarhundredet maa denne Foranstaltning være skeet^[34]. – I den Tid, da Throndhjem var i svensk Vold, dimitteredes til Upsala Universitet den senere for sin Lærdom som for sin Overtroiskhed bekjendte Mag. Johan Brunsmand (død 1707 som Prest ved Vartou i Kjøbenhavn). – Fra 23de September 1659 har man et Brev fra Erik Bredal til Prof. Thomas Bang, hvori han klager over den „Skolen obtruderede“ Konrektor Olaf Mentssøn (Darre) og siger, at Skolen „derudover er slet ruineret, efterat den opera Toxotii^[35] noget havde kommet sig, siden Blix^[36] redede hende moxen ligesaadan til.“ Bredal ønskede derfor, heder det videre, at faa Olaf Mentssøn „ud paa Landet,“ hvilket ogsaa lykkedes, idet han snart blev Sogneprest til Meelhuus^[37]. Skolen fik (efter Schønings Optegnelser) i Bredals Tid en Hører mere, end den før pleiede at have, ligesom Bispen paa egen Bekostning skal (efter Branden?) have ladet dens Bygning reparere.

13. Til literær Virksomhed i Stiftet er der i Bredals Dage kun faa Spor. Selv var Bispen Forfatter, om end ikke frugtbar. Før han kom op til Norge, forfattede han nogle latinske Smaa-Arbeider i Tidens Maner, fra Throndhjem udgav han to Ligprædikener, et Par Psalmer „i Anledning af Kometen 1664“ og nogle „bibelske Sange,“ hvilken sidste Bog er en saa stor Sjeldenhed, at den ikke findes paa noget af Kjøbenhavns offentlige Bibliotheker. Bredal var forøvrigt en Ynder af Psalmeliteraturen, navnlig af Arrebos Arbeider i denne Retning.

Mod Slutningen af Bredals Tid fik Meldalen 1669 en lærd og flittig Prest i Hr. Melkior Augustinussøn, som vistnok ikke fik udgivet noget af sine mange Arbeider i Trykken, men hvis Optegnelser haves i Haandskrift og tildeels endnu ere ret vigtige. Jeg sigter hermed især til hans saakaldte „Huus-Kancelli,“ der efter at have været eiet af flere, bl. A. af J. E. Gunnerus, som saa mange andre norske Sager er vandret ned til Kjøbenhavn og indlemmet i det kongelige Bibliotheks Samlinger. Han giver her en interessant Beretning om Gyldenløvefeiden^[38], optegner dernæst de fleste i hans Tid deels af Regjeringen deels af Lokalautoriteter trufne Forføininger nordenfjelds og leverer tilsidst en Art Annaler især angaaende Stiftets Geistlighed fra 1671–1705. Da han heri nøiagtig optegner, hvorledes Kornavl og Fiskeri m. m. for hvert Aar er faldet ud, har han været en Hovedkilde for Schøning til dennes Afhandling om Uaar i det throndhjemske Selskabs Skrifter. Melkior Augustinussen døde først 1707 og havde derfor maaskee fundet sen retteste Plads i Afsnittet om Dr. P. Krog, men nævnes allerede her, da hans Optegnelser i det følgende oftere ville blive citerede. Af disse haves ogsaa en latinsk Bearbeidelse, som findes i Throndhjem. I sit „Huus-Kancelliet“ vedføjede Levnetsløb oplyser han, at han har forfattet en Mængde tildeels betydeligere Skrifter, hvilke nu vistnok alle paa eet nær ere gaaede tilgrunde og derhos deels fra Tydsk, deels fra Hollandsk oversat ikke lidet. I 1701 forfattede han saaledes sit bevarede Verk. „Hora novissima,“ 1703 „Tumulus & thalamus mortis“ (paa Dansk), kort efter „Meditationes sacrae“ (paa Latin) og 1704 „Promptum pastoris manuale“ (et pastoraltheologisk Verk paa Dansk).

14. I Slutningen af Bredals Levetid indtraf en af de sidste bekjendte Hexeprocesser i Norge, den eneste af det Slags, vi have kunnet omtale i nærværende Verk, som nemlig ikke tager de finmarkske Fænomener af denne Art i Betragtning. Den famøse Sag, hvortil vi her sigte, blev i 1670 anlagt imod en Kvinde Lisbet Nypen af Leinstrandens Annex til Meelhuus og hendes Mand Ole. Lisbet anklagedes for at have befattet sig med Signeri, læst over Syge o. s. v. Konen dømtes til Baal og Brand, Manden til at halshugges og siden at brændes. Det skammelige Justitsmord bliver saameget mere oprørende, naar man veed, hvad den dygtige Lovhistoriker L. Evensen^[39], hvem vi skylde vor Kundskab om Sagen, har beviist, nemlig at de endog efter Lovens Bogstav ikke skulde have været dømte til Døden^[40].

15. Da Kong Kristian den femte ved sin Faders i Februar 1670 stedfundne Død var kommen paa Thronen, maatte for første Gang Geistligheden, hvad senere ved Thronskifter blev almindeligt, søge om Bekræftelse paa sine Embeder hos den nye Konge, et Paafund fra Styrelsens Side, som naturligviis var ledsaget af en Skat, idet enhver Sogneprest for saadan Bekræftelse maatte betale 5 Rigsdaler. Forøvrigt udkom samme Aar en Forordning af 15de December, som efter Melkior Augustinussøns Beretning fremkaldte „Purims Ferd og Taksigelse“ hos Geistligheden, idet ei alene dens tidligere Indtægter tilsikredes den, men ogsaa dens Rettigheder noget udvidedes; saaledes bestemtes, at Bøder, som faldt paa geistligt Gods og ei strakte sig til Boeslod, skulde tilfalde fattige Presteenker, at alle, som lod sig betjene med Sakramentet,skulde ofre paa de tre store Høitider o. s. v. Den sjælandske Biskop Wandal havde tilmeldt Bredal, at den danske Geistlighed, da dette skyldtes en „høikongelig Minister og Geheimeraad“ (Griffenfeldt?), havde besluttet at opfordre sine Ordensbrødre i Norge til, at man i Fællesskab skulde forære denne Magthaver et „Guld-Geschirr,“ hvorfor ogsaa Throndhjems Stifts Presteskab anmodedes om at deeltage heri, men det hele bortfaldt, „da den høikongelige Minister for vigtige Aarsager den ikke vilde samtykke“^[41].

16. Efter en biskopelig Virksomhed af 29 paa mangehaande, især politisk-merkelige Begivenheder rige Aar døde Erik Bredal i Throndhjem 1672. Rimeligviis maa han i sin sidste Tid have været svækket og derfor tiltrængt Medhjælp, thi den 11te Juli 1671 fik, som siden skal vises, M. Arnold de Fine Bestilling som Vicesuperintendent med Løfte om Sukcession. Dødsdagen angives almindeligt til 22de Januar, men Melkior Augustinussøn anfører „Natten mellem 15de og 16de Mai,“ ligesom han ogsaa fortæller, at Begravelsen foregik den 6te Juni „med Hæderlighed for Bispestolen i Domkirkekoret.“ Melkiors samtidige Antegnelser bør vistnok staa tiltroende. Hans Hustru Johanne Rogert var en Borgermesterdatter fra Nykøping paa Falster. De skulle have havt 17–18 Børn. Mellem Throndhjems Biskoper er der visselig saa, om hvis Personlighed Efterverdenen kan danne sig saa klar Forestilling, som om Bredals, i hvem udentvivl de fleste ville erkjende den talentfulde, kraftige, duelige og nidkjære Tilsynsmand, men tillige den myndige, ostenterende, stundom partiske Prælat. Vi slutte med Melkior Augustinussøns korte, men visselig træffende Karakteristik: „Han var en synderlig begavet Mand „af Gud, lærd og veltalende gjorde stor og berømmelig Profekt med Ungdommen her i dens Katekisme-Læsning og andet. Havde immer altid Tvistighed med Geistligheden, hvilket gjorde ham ilde lidende hos mange.“

Denne hans Iver for Katekisationens Indførelse i Kirkerne findes rost paa flere Steder, navnlig af hans varme Enkomiast E. Pontoppidan^[42], men da ikke nøiagtigere Efterretninger derom haves, have vi ikke ovenfor kunnet dvæle ved den Sag.

1. I. Barfod, den falsterske Geistligheds Personalhist. 1, 61 og 2, 309.
2. Til de Efterretninger om denne Mand, som findes hos Hjorthøy (Gudbr. Beskr.) kan føies at han før havde været Prest i Asker, men mistet dette Kald formedelst Leiermaal. I Mellemtiden, førend han fik Opreisning, var han Rektor i Tønsberg.
3. Af denne latinske Polemik findes i Kjøbenhavn og Throndhjem temmelig mange Afskrifter, hvilket viser, at den for sin Pudserligheds Skyld har cirkuleret vidt omkring.
4. Thrms. Kapitelsbog No. 2 fol. 39–40. I samme Brev omtales ogsaa, at Kongen ønsker Bøndernes Skydspligt med Hensyn til Bispevisitats og andre geistlige Reiser afskaffet.
5. Slange, 1234. Fryxell, Berättelser o. s. v. 7 D. S. 245.
6. J. C. Berg i Saml. t. N. F. Hist. 3, 260.
7. Presternes Skrivelse saavelsom Bredals Svar ere – som saamange andre gamle Ting – afskrevne og derved bevarede af M. Benjamin Dass, hvis Afskrift findes i det danske Geheimearkivs saakaldte norske Diplomatarium. Presternes Brev er undertegnet af Provsten, Hr. Olaf Pederssøn i Bryndflod, Hr. Magnus Pederssøn i Sund og Hr. Jens Henningssøn i Aaviken.
8. A. Hülphers, Jämtelands Beskrivelse (Vesteraas 1775), Anh. p. 6.
9. Beretningen om Hyldingen, som forresten findes udførlig beskreven i Norske Saml. 4to, er her taget af Kapitelsbogen No. 2.
10. Willes Samling af Mindetaler 58–59.
11. Dette Brev findes i Afskrift (med B. Dass’s Haand) i det danske Geheimearkivs saakaldte norske Diplomatarium.
12. Kapitelsbogen No. 2. Af denne erfares ogsaa med Hensyn til Skattevæsenet, at i 1652 skulde Tjenestefolk i Kjøbstæderne, „hvad enten de Adel, Geistlighed eller Borgerskab tilhører,“ (efter den danske Adels Forslag og Samtykte) betale i Skat en Fjerdedeel af sin Søn Statholderen og Kantsleren tilmelde derfor Lensmanden i Throndhjem, at Kongen har paalagt dem at „proponere“ Geistligheden og Borgerstanden i Norge det samme.
13. Efterat nærværende Kapitel allerede var udarbeidet, er jeg kommen i Besiddelse af Holger Rørdams nys udgivne ypperlige Afhandling om „den theologiske Embedsprøve efter Reformationen“ (Nye Kirkehist. Saml. 2, 609 fgg.), i hvilken ogsaa nogle Notitser forekomme om Bispeexamen. Denne holdtes indtil 1640 i Overværelse af Stiftsstadens Prester, senere paa de fleste Steder under fire Øine. Som vi ovenfor have seet, brugte Bredal – idetmindste i 1651 – at holde Examen offentlig; senere har han maaskee ophørt hermed, da Provsterne i 1654 forlangte, at et Par Kanniker skulde være tilstede.
14. Hovedkilden til denne Sags Fremstilling er L. Evensens Samlinger, Throndhjem 1784, I. 1, 77–88. Nogle Træk ere ogsaa tagne af B. Dass’s Optegnelser (i Throndhjemske Vidsk.-Selsk.s Bibl.).
15. Trykt i Nye danske Magasin, D. I.
16. Hammondst Missionshistorie, p. 8–9.
17. Stjernmann, Matrikul öfver Svea Rikes Adelskap, p. 602.
18. Hammonds Missionshistorie, p. 10.
19. See mellem Bilagene til nærværende Bog.
20. Hammonds Missionshistorie, p. 10.
21. Disse kjende vi dog intet til nuomstunder.
22. Stjernmanns Matrikul o. s. v. l. c.
23. Findes paa det store kgl. Bibliothek. – Om Throndhjems Tilbageerobring har man en Afhandling af D. N. Bech (trykt i Morgenbladet for 1850 og saaledes lidet tilgjængelig).
24. Kapitelsbogen No. 2.
25. Han var Student fra Helsingør Skole 1645, Magister 1657. Blev 27de Sept 1058 „Auditør“ ved det norske Kompagni. Som saadan havde han forfattet et merkeligt Andragende, hvori Nordmændene bl. A. søgte om, at nogle Professoratet maatte forbeholdes deres Landsmænd, hvilket ikke blev taget Mag. Skjoldborg naadigt op. Han maatte endog gjøre Afbigt derfor, da han skulde blive Lektor. (H. Rørdam om Studenternes Deeltagelse i Københavns Forsvar, paa mange Steder). Mere om Mag. Kristen senere.
26. Erlandsen, der iøvrigt intet veed om denne Sag, har endog hans Navn urigtigt.
27. Kaldet synes at have gaaet fra Svigerfader til Svigersøn.
28. Denne Valghistorie er fremstillet efter Dokumenter i det danske Geheimearkiv samt tildeels efter B. Dass’s Optegnelser.
29. L. Helveg. Danske Kirkes Hist. efter Reform. 1, 468, (2 Udg.).
30. Om disse Embeders Besættelsesmaade i hine Tider faar man et temmelig klart Begreb ved at gjennemlæse en Relation af P. Vibe fra 1657, som optages blandt de denne Bog vedføiede Bilag.
31. Cfr. Schøning. Domk. Beskr. 296 og Kapitelsbogen No. 2.
32. Denne Prøve paa Kancelliets historisk-geografiske Lærdom læses i Grønlands historiske Mindesmærker 3, 725.
33. I Kapitelsbogen No. 2.
34. I 1679 fik Rektoren i Bergen gjennem Bispen en Advarsel fra Universitetet, fordi flere af Skolens Dimittender deels vare rejicerede ved Ex. art., deels kun betingelsesviis kunde optages som akademiske Borgere. Pontopp. Ann 4, 592.
35. Ved Toxotius menes Mag. Nils Skytte, Konrektor og siden Rektor († 1667).
36. Siden res. Kap. til Domkirken (i 1663).
37. Skolens Historieskriver, H. H. Müller, for hvem næsten alle i dette Verk forekommende Efterretninger om Skolen have været ubekjendte, har ikke opført Olaf Mentssøn mellem Konrektorerne. Det bør ellers merkes, at Prof. Bang i sin Svarskrivelse til Bredal (mellem Bøllings Breve i Kbhvn.) meget roser Olaf Mentssøn, som derfor maaskee ei har fortjent Biskopens haarde Dom om ham.
38. Denne har jeg mellem andre krigshistoriske Sager for livlig ladet indrykke i militært Tidsskrift.
39. L. Evensen Saml. af jurid. og hist. Materier, første Bind, 4. 1 fgg.
40. I Danmark skal Dødsstraf for Hexeri sidste Gang være bleven anvendt 1693, da Høiesteret dømte to Kvinder paa Falster til Baalet. See Werlauffs interessante Fremstilling af Hexeprocessernes Historie i hans Antegn. til Holbergs Lystspil 2den Udg. p. 429 fgg.
41. Hele Paragrafen er efter Melkior Augustinussøns Huus-Kancelli.
42. Ann. 4, 219. Det beder her, at Bredal engang ved en Visitats stødte paa en voxen Mand, som saagodtsom intet vidste om Gud, men dog fik gaa til Alters, og at han derover blev meget fortørnet paa Presten. Denne undskyldte sig med, at Mennesket ikke hørte hjemme i hans Kald, men i selve Throndhjem. Dette skal da have været Foranledningen til, at Biskopen indførte den nævnte Katekisation der, ved hvilken han lod sine egne Sønner, der allerede vare Studenter, samt ogsaa sine voxne Døtre fremstille sig.