Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/6

Ludvig Daae

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Jacob Andersens Enkes Forlag, 1863 (s. 83-98).

Mag. Peder Jenssøn Skelderup. 1622–1642.

1. De fire Superintendenten som siden 1548 havde siddet paa Throndhjems Bispestol, havde alle været danske Mænd, og, som vi skulle faa at høre, beklædtes dette Embede heller ikke i den lange Aarrække, 1642–1731 nogensinde af nogen indfødt Nordmand^[1]. En enkeltstaaende Undtagelse danner derfor den Biskop, hvis Virketid nu skal omhandles. Skjønt udsprungen af en dansk Æt, var han dog født og opdragen i Norge.

Mag. Peder Skelderups Fader, Dr. med. Jens Skelderup, havde ogsaa været Biskop; fra Professor (i Fysik) var han 1557 bleven Geble Pederssøns, som det synes, værdige Efterfølger i Bergen, hvor ogsaa hans Søn Peder var født 7de Sept. 1571. Sin første Dannelse fik denne i sin Fødebys Skole indtil han ved Faderens Død (1582) kom til Stavanger, hvor Systermanden, den fortjente Superintendent Mag. Jørgen Erikssøn, tog ham i sit Huus og siden sendte ham til Danmark, hvor han, dimitteret fra Skolen i Sorø, blev Student 1593, 22 Aar gammel. Efter to Aars Ophold ved Kjøbenhavns og tre Aars ved Wittenbergs Høiskole, kom Peder i 1598 hjem til Norge, hvor Jørgen Erikssøn det følgende Aar skaffede ham Ansættelse som Kapellan hos Sognepresten i Mandal Hr. Olaf Sørenssøn, efter hvem han (ifølge Pontoppidan) 1604 skal være bleven Sogneprest sammesteds. I denne ubemerkede Stilling vilde han rimeligviis have kommet til at forblive sin Livstid hvis han ikke ved et heldigt Træf var bleven Gjenstand for Kongens Opmærksomhed. Da nemlig Kristian den fjerde, som i 1607 besøgte Norge i Anledning af Herredagen i Stavanger, havde faaet høre en Prædiken af Hr. Peder, befalede han ham at drage til Danmark, hvor han strax fik Frederiksborgs Slotsprest-Embede.^[2] Aaret efter paalagde^[3] Kongen Professorerne, som havde Patronatsret til Frue Sognekald og det dermed forbundne Provsti i Kjøbenhavn, at vælge ham til dette Embede, hvilket han indehavde i 14 Aar; ved denne Tid tog han ogsaa Magistergraden. Endelig kaldtes han, 51 Aar gammel, til at bestige den Bispestol, som ved Anders Arrebos Domfeldelse var bleven ledig i hans Fødeland.^[4] Man har maaskee Grund til med Pontoppidan at ansee en Kaldelse til Bispeembedet i Throndhjem under de i 1622 forhaandenværende Omstændigheder som et ualmindeligt Tillidsbeviis. Det kan nemlig synes rimeligt, at man, da Arrebo fjernedes for sit anstødelige Levnet, gjerne maatte ønske til hans Eftermand at finde en geistlig, der i fortrinlig Grad kunde foregaa sit Stift og især dettes Presteskab med sit gode Exempel i Liv og Lære – Mag. Peder Skelderups Kaldsbrev er af 8de Oktbr. 1622, Ordinationen foregik Mortensdag samme Aar, og han skal i Begyndelsen af 1623 være kommen op til Norge.

2. Først er det nu at melde, at ved denne Biskops Tiltrædelse blev Diøcesens geografiske Omraade for første Gang formindsket. Ved denne samme Herredag, som dømte Arrebo fra Embedet, fastsattes nemlig, at Søndmøre herefter skulde lægges under Bergens Biskop, en Forandring, som, naar man seer hen til Throndhjems Stifts uforholdsmæssige geografiske Omfang, kan synes rimelig nok. Det er iøvrigt ikke bekjendt, hvad Foranledningen har været til denne Kongens Beslutning; kun finder jeg, at Mag. Erik Bredal, som i sin Tid (1658) søgte at faa den Ting gjort om igjen, paastod, at Søndmøre i 1622 „formedelst privat Handel“ var hans Stift frakommet^[5]. Det maa merkes, at det throndhjemske Domkapitels Høihedsret over det søndmørske Kannikegjeld Herø ved Fraskillelsen udtrykkelig forbeholdtes^[6].

3. I Aaret 1625 var det, at Kristian den fjerde ved at modtage Valg som Kredsoberst for den nedersaksiske Kreds indblandede sig i Trediveaarskrigen Følgerne heraf bleve sørgelige, især for Danmark; Norge nød her godt af sin afsides Beliggenhed og afgav endog et sikkert Tilflugtssted for flere danske Herrer, som flygtede op til vor Fædreland fra Jylland. Iøvrigt gav dog Krigen Stødet til nogle vigtige Regjeringsforanstaltninger ogsaa for Norge. Vi have naturligviis her ikke at udvikle den i hine Aar oprettede Landmilitses Historie, men desto mere vedkommer os den for kirkelige Lovgivning saa betydningsfulde Forordning af 27de Marts 1629 „om Kirkens Embede og Myndighed mod de ubodfærdige samt om adskillig Geistlighedens Forhold,“ der udkom som et Tillæg til Kirkeordinantserne. Denne Forordning var udarbeidet under et Møde i Kjøbenhavn, hvortil samtlige Universitetsprofessorer og danske Biskoper vare indkaldte; Norges Biskoper bleve nemlig i Regelen, selv hvor det som her gjaldt Bestemmelser, der skulde angaa begge Riger, ikke raadspurgte: det var kun i særlig norske Anliggender, at disse enkelte Gange sammenkaldtes. Med Føie har man anseet Udgivelsen af hiin indholdsrige Forordning, som et Udtryk af den levende Interesse som Religionens og Kirkens Forhold maatte vinde i en Tid, da Keiseren som Papisternes Bannerfører truede ikke alene Tydsklands, men ogsaa Danmarks Troesfrihed paa den farligste Maade^[7].

Forordningens for Historien interessanteste Punkter ere Indførelsen af den endnu bestaaende Medhjelper-Institution samt Paabudet af Vidnesbyrd fra Kjøbenhavns Universitet som nødvendig Betingelse for at maatte prædike altsaa end mere for at maatte modtage prestelig Vielse. Medhjelperne, som skulde tilforordnes Presten for at skjerpe hans Tilsyn med Menighederne, skulde efter Prests og Bisps Raad beskikkes af Lensmanden af de bedste og gudfrygtigste Mænd i hvert Prestegjeld helst saaledes at man til saadanne Medhjelpere tog Fattigforstandere og Kirkeværger. Dette kirkelige Sogneraad skulde fire Gange aarlig samles (i „Tamperdagene“). Det maa iøvrigt forekomme os betegnende at Valget af disse Ombudsmænd lagdes i Lensmandens Hænder, medens det saa langt vigtigere Preste-Valg ved Ordinantserne var overladt Menighederne; Sagen er vistnok den, at Menighedens Kaldsret, hvori der i Kristian den fjerdes Tid skede idelige Indgreb fraoven, ikke ret behagede Magthaverne, og at den Tendens til at indskrænke enhver Selvstyrelse, som efter 1660 saa grundigen gjennemførtes, allerede ved den Tid har begyndt at gjøre sig gjeldende. – Med Hensyn til det andet af os fremhævede Punkt, da se vi af selve Forordningens egne Ord, at hidtil „enhver, endogsaa ubekjendte have saaet Lov til at heftige Predikestolen“^[8]. Nu forbydes der Presterne at tilstede nogen at prædike, som ikke har Testimonium om Lærdom og sedeligt Liv fra Kjøbenhavns Universitet. – Forøvrigt henvise vi Læseren til Forordningen selv^[9].

I samme Aar udkom – udentvivl som et Supplement til den oven omhandlede Forordning – Paabudet af 1 Nov. 1629 ang. en theologisk Embeds-Examen ved Universitetet, som enhver, der ønskede geistlig Befordring forpligtedes til at underkaste sig, og som ogsaa skulde forlanges af de høiere Klassers Hørere i Latinskolerne. Universitetets Rektor skulde aarlig udnævne tre Professorer til Examinatorer ved denne Prøve, hvilken imidlertid endnu længe ikke, som senere blev Tilfældet var henlagt til et Par bestemte Tider af Aaret, men kunde finde Sted paa hvilkensomhelst Onsdag eller Løverdag^[10]. De examinerende Professorer vare ikke alene theologiske Universitetslærere, men toges ogsaa blandt Lærerne i de øvrige Videnskaber; som bekjendt betragtedes nemlig Universitetet i hine Dage blot som Presteskole, saa at hos dets samtlige Lærere theologisk Lærdom forudsattes Fordringerne vare vistnok væsentlig indskrænkede til Bibel-Exegese; om en Smule Kirkehistorie som Examensgjenstand blev saaledes først over hundrede Aar senere Tale. Fra den Tid af kan det saaledes betragtes som en given Sag, at alle, der kom i geistligt Embede, havde studeret ved Kjøbenhavns Universitet^[11]; hidindtil maa det, som vi ogsaa af og til have paaviist, ikke saa sjelden have været Tilfældet, især i Norge, at man til Prester antog Folk, som deels havde studeret ved et fremmed, dels ved intetsomhelst Akademi^[12], ihvorvel allerede i 1562 og især i 1593 Nødvendigheden af Universitets-Studier var bleven indskjerpet.

4. Idet vi fra disse for hele den danske og norske Kirke betydningsfulde Foranstaltninger atter vende os til den særlig throndhjemske Kirkekrønike, møder os nogle Oplysninger om Kirketugtens Tilstand, som fremgaa af et utrykt Brev^[13], som Mag. Peder Skelderup den 12te Oktober tilskrev Danmarks tidligere nævnte Kantsler, Kristian Friis (til Kragerup). Bispen klager i dette Brev isærdeleshed over, at han ei ret veed, hvad han skal foretage med de Leiermaal, som begaaes af Folk, der ere hinanden beslægtede eller besvogrede i de forbudne Led, og om hvem det saaledes efter den bestaaende Lovgivning gjaldt, at de skulde rømme Kongens Riger og Lande, noget, som imidlertid ikke blev gjennemført. „De gaa her saa sikre „og frie og dog ikke betjenes med nogen prestelig Tjeneste, efterdi „de ere fredløse, hvorover sig tildrager mange Exorbitantier. „Saadanne forhærdes Dag efter Dag, efterdi de ikke maa bruge „Sakramentet, Gud fortørnes, andre i Menigheden forarges, og „Kongens kristelige og alvorlige Mandat ikke efterkommes.“ Dette er et Forhold, som minder om de lignende Tilstande, som fandt Sted paa Skelderups samtidiges, Biskop Nils Glostrups, Tid i Oslos og Hamars Stifter, af hvis indholdsrige endnu tilværende Visitatsbog^[14] det fremgaar, at vitterlige Mand- drabere, Egteskabsbrydere o. s. v. ofte i mange Aar, idet de enten ikke kunde faa eller ikke skjøttede om Absolution, levede udenfor Kirkesamfundet, men forresten ganske uantastede i verdslig Henseende. At selve Geistligheden under saadanne Omstændigheder ikke altid var den sedeligste, er klart; dog det bliver i Længden trivielt at opregne alle de Skandaler, hvortil Presbyterologien kunde give Anledning^[15].

5. Nogen egentlig literær Virksomhed i Stiftet vil man forgjeves søge i hine Dage; Bispen selv har kun udgivet en eneste liden Ligtale. – En Hr. Ole Lauritssøn, Kapellan til Alstahang, fandt i 1630 paa at udgive en liden Traktat om „Gud Faders Døtre,“ som han ei lod passere Professorernes Censur, hvilket ledede til Forf.s Afsættelse. Han begav sig da til Lybek, hvor han udgav denne sin, saavidt jeg formaar at dømme, halvgale Bog paa Latin. I de følgende Aar sees den samme Hr. Ole at have udgivet endeel flere gudelige Smaaskrifter i Kjøbenhavn.^[16] – Mag. Mens Kristofferssøn (af den gamle Æt Darre), Konrektor og tilsidst Sogneprest til Throndhjems Domkirke, († 1657) er Forfatter af nogle i Trykken udgivne Ligprækener. Men merkeligere er et uudgivet Arbeide af ham, en paa Latin ført Dagbog, som paa en vis Maade har været et Sidestykke til Absalon Pederssøns medrette berømte „Kapitelsbog,“ skjønt den jo naturligviis maa staa tilbage for Mag. Absalons Optegnelser allerede af den Grund, at det bergenske Liv paa dennes Tid var ganske anderledes bevæget og mangesidigt end de throndhjemske Forhold paa Mag. Mens’s. Hvor imidlertid denne Dagbog nu findes, hvis den overhoved endnu er til, er mig ubekjendt; i Erlandsens Prestehistorie, dette forresten saa magre Verk, ere flere af de bedste Notitser hentede fra „ Menzeri Journal;“ dog er der al Grund til at tro, at Erlandsen selv ikke har seet Bogen, men at han skylder sine dygtigere Forgjængere, Tønder og Bull, de Uddrag han har meddelt. Enkelte Brudstykker – alle fra 1625 – forefindes ogsaa i Afskrift blandt Schönings Samlinger. Man maa efter de sidste tro, at Mag. Mens ei alene har optegnet Begivenheder, angaaende Presteskabet og Stiftets geistlige Anliggender, men ogsaa hvad der i Almindelighed foregik i Stiftet, ja leilighedsviis ogsaa enkelte andre Ting endog fra tidligere Dage, som kom ham for Øre. Saaledes forekommer (hos Schöning) en Optegnelse af ham fra 1625 om et Skib, som i sin Tid var seet seilende for fulde Seil i Mjøsen, og som ansaaes for et Varsel om Kong Fredrik den andens Død. Ligeledes finder man Oplysninger om Herredagen i 1625, om et stort Tab, som Throndhjems Borgere samme Aar led, idet et stort af dem udrustet Skib blev taget og opbrændt i Nærheden af Dünkirchen^[17], om de Forlystelser, som Byens Folk ved den Tid morede sig med paa Kalvskindet (planities vitulina), om at Bispen gav Skoledisciplene Lov til at danse (exercere choreas), om Dyrtiden i 1625, som en Følge af den langvarige Tørke o. s. v. – I samme Aar (1625), fra hvilket de meddeelte Brudstykker af Mag. Mens’s Annaler hidrøre, udgav en Thrønder Holger Hanssøn, Prestesøn fra Aafjorden, en liden Bog i Kjøbenhavn, under Titelen „Encomiolon Norvegianum,“ der, som Titelen antyder, indeholder en Lovtale over hans Fædreland. I smukke Hexametre omtaler han bl. A. de norske Skove og Landets Trælastudførsel, Bergens livlige Handel og de mange Nationaliteter, som der møde hinanden, og tilføjer endelig nogle Ord om sin Hjemstad Throndhjem; her holder han sig meest til de historiske Minder, og om Byens Forhold paa hans Tid vover han kun at sige, at den er „haud inferior reliquis.“ Og Throndhjem var ved de Tider vistnok kun saare ringe, ja formodentlig endog i en ynkelig Tilstand: i 1596 var den ved en Skatteudskrivning bleven sat lige med Marstrand og med danske Ravnekroge, som t. Ex. Skjelskør, Holstebro^[18] o. fl., der dog dengang ikke vare saa ubetydelige som senere, og i de Blauews Atlas (af 1639) vedføiede geografiske Oplysninger heder det, at Staden er sunken ned til en Landsby (in vici formam redacta). – I Vesteraalen (Hadsel) i Nordlandene levede i hine Tider en Prest Laurits Jenssøn fra Throndhjem (Erlandsen kjender ham ikke), som „plaget af Anfegtelser“ forlod Kaldet og senere blev Prest i Lund (vistnok Lund i Dalernes Provsti i Stavanger Stift^[19]); i denne Stilling forfattede han 1640 en Bog „Tvende Slags Fristelser,“ som udkom 1648 og er dediceret til Stavangers Kapitel og andre betydeligere Folk sammesteds. – En, som man tør tro, virkelig lærd Mand havde Throndhjem ved den Tid i Lektoren Mag. Peder Pederssøn Borch († 1627), en danskfødt Mand; hans Exemplar af Aristophanes har jeg i sin Tid eiet, og at han idetmindste med den ønskeligste Grundighed havde gjennemstuderet denne Forfatter, var øiensynligt nok. Ogsaa Kapitlets Notarius Mag. Jens Katholm († ugift 1625), tidligere Fredrik den andens Stipendiarius, kan her merkes.

6. Af andre samtidige geistlige Mænd i Stiftet er der ikke mange, om hvem vi nu vide noget, som kunde gjøre dem synderlig mindeværdige. Peder Krabbe i Aure er allerede nævnet i fjerde Kap. Anders Olssøn Bruse i Meldalen havde med Røros Kobberverk at skaffe; flere andre Prester ydede Bidrag til det nys indrettede ostindiske Kompagni. Merkeligere synes imidlertid Erik Blix i Opdal at være, hvis det er sandt, at han „bragte Almuen, som i forrige Tider var grov og haard, til et mere sedeligt Levnet.“ – I Snaasen var Olaf Budde, en Mand, der i sin Tid havde studeret ved mange fremmede Universiteter, Sogneprest; han fik i 1641 et Præbende „for at instituere Fjeldlapperne ud i Guds sande Kundskab, Børnelærdommen, og hvad de videre af Guds Ord kunde begribe; – den største Part af Lapperne hørte, heder det videre, til hans Pastorat Snaasen.“^[20] Nogle Aar iforveien havde en for Leiermaal afsat Prest faaet Løfte om Opreisning naar han først i tre Aar vilde prædike for Fjeldlapperne (!!)^[21].

7. I 1639 holdtes i Kristiania et Møde af de saakaldte norske Stænder, hvilke før Souverainitetens Indførelse undertiden bleve sammenkaldte, naar Skatter skulde udskrives. 14de Marts vare saaledes Stænderne samlede „udi Kristiania Kirke“^[22]; Repræsentanterne for Throndhjems Stifts Presteskab vare: Hr. Ments Kristofferssøn Darre, Sogneprest til Domkirken (den nys nævnte Annalist), Hr. Sakarias Kristofferssøn Holk, Sogneprest til Veø, og den ovennævnte Hr. Peder Lauritssøn Krabbe, Sogneprest til Aure. „Den 17de Marts lode, fortæller Throndhjems Kapitelsbog, de gode Herrer Kommissarier alle Stænderne paa Akershuus Slot sammenkalde, og blev der given Svar, at de paa kongelig Majestæts Vegne vilde være tilfreds med det, som var udlovet.“ Det er interessant at kaste et Blik paa de Skatter, som Presteskabet i Stiftet ved denne Leilighed maatte udrede, da vi paa den Maade gjøre et nøiagtigere Bekjendtskab med Tidens geistlige Statistik, end det ellers kunde lykkes os at erholde.

Først nævnes Bispen, der for sig skatlægges med 50 Daler. Derpaa opregnes de, som foruden Bispen have Kapitelsgods, tilsammen 14 Personer, nemlig Archidiakonus, Lektor, Domkirkens og Frue Kirkes Sogneprester og Diakoner, Rektor, Lagmand Jørgen Henrikssøn, Iver Kasperssøn (Schøller),^[23] „Mag. Kristens Børn,“ Hr. Thor, Hr. Bernt (Brunsmand, Hospitalsprest). Presten i Klæbo, Presten i Opdal; disse sættes tilsammen til 152 Daler.

Derpaa opnævnes Prestegjeldene provstiviis. I. Jemtelands Provsti med 12 Prestegjeld: Aaviken, Offerdal, Rødøen, Bryndflod, Sunde, Sveig, Lydt, Revsund, Hammerdal, Ragunda („Raven“), Undersaker, Heide. De 6 førstnævnte Kald taxeres til 10 Daler, No. 7–8 til 9 Daler, No. 9–10 til 8, No. 11 til 7, No. 12 til 4 Daler. –

II. Romsdals Provsti 1. Veø, (10 Daler) med en „Resident“ (Kapellan for visse Sogne,^[24]) ansat for 2 Daler. 2. Akerøen (10 D.) med en Resident i Bod (1 D.). 3. Gryten (8 D.).

III. Nordmøres Provsti 1. Kvernes (10 D.) med en Resident i Grib (2 D.) 2. Thingvold (10). 3. Sundal (10). 4. Stangvik (10) med en Resident i Surendal (3). 5. Aure (10) med en Resident (1).

IV. Fosens Provsti 1. Øreland. 2. Stadsbygden. 3. Aafjorden. 4. Bjørnør. 5. Hevne med en Resident (3). Samtlige disse Kald ansatte til 10 Daler.

V. Indhereds Provsti 1. Frosten med Resident i Leksviken (2). 2. Yterøen (9). 3. Beitstaden (9). 4. Snaasen (9). 5. Stod. 6. Sparboen. 7 Inderøen. 8. Verdalen. 9. Skogn. 10. Størdalen (11). 11. Selbo. Samtlige Kald, hvor intet er bemerket, ansatte til 10 Daler.

VI. Dalernes Provsti 1. Klæbo (6). 2. Bynesset (11). 3. Melhuus (11). 4. Støren (12). 5. Holtaalen (10). 6. Meldal (12). 7. Orkedal (12). Tvende Kald ere her ikke opførte nemlig Strinden, som henlagt til Bispestolen, og Opdal, det sidste rimeligviis fordi Presten der slap for Skatter paa Grund af det Gjesteri, hvortil han var forpligtet.

VII. Namdals Provsti 1. Nærø. 2. Fosnes. 3. Overhalden, samtlige ansatte til 10 D.

VIII. Helgelands Provsti. 1.Rødøen (8). 2. Alstahang (9), med to Residenter, i Nesne og Vefsen (ansatte til resp. 2 og 1 Daler). 3. Brønø (10) med en Resident i Vegø (1 D.).

IX. Saltens Provsti 1. Gildeskaal (8). 2. Bodø (10) med to Residenter i Folden og „Raufve,“ (ansatte til resp. 1 og 2 D.). 3. Stegen (8) med en Resident i Hammerøen (2). Derhos hører hid Lødingen, som ikke blev skatlagt, da det var henlagt til Bispestolen.

X. Lofotens Provsti. 1. Buksnes (10). 2. Hadsel (8) med en Resident paa Langenes (2) og en anden Resident i Bø (1). 3. Overøen (sic, 4). 4. Dverberg (4).

XI. Throndenes Provsti. Tromsø (8); Throndenes selv med dets mange Residenter er ikke opført, da det som Strinden og Lødingen var henlagt til Bispestolen.

Finmarkens Presteskab sees ikke at have været skattelagt; hvad vi vide om de geistlige Forhold i denne Provinds er saagodtsom intet^[25].

8. Throndhjems Kapitel kom i 1640 i Besiddelse af en ikke uvigtig Rettighed, idet Kongen i det nævnte Aar ved Reskript af 22de Mai bestemte, at Borgerskabet i Stiftsstaden skulde dele sin Kaldsret til begge Byens Sognekald og Diakonater med Kapitlet, da der, heder det, „saa ofte med Sogneprester og Kapellaner Forandring skeer, skal falde Splid mellem Borgerskabet indbyrdes.“ Denne Foranstaltning var i og for sig ogsaa billig, thi de 4 Prester havde væsentlig sit Underhold ikke af sine smaa Menigheder i Byen, men meget mere af det dem som Kanniker tillagte rige Kapitelsgods.

Nogle Aar iforveien (20 Okt. 1635) var et andet Reskript udgaaet om Kapitlets Forhold, hvorved var bestemt, at Notariatet skulde forestaaes af de 4 Prester og Lektor turviis, saa at disse 5 Capitulares fungerede som Notarius hver sit Aar det vil sige førte Kapitlets Protokoller, leverede Udskrift af Kapitelsdomme, oppebar Skatteydelser fra dem, som nøde Præbender, o. s. v. og derhos havde Tilsyn med det tidligere omtalte Kapitelsbibliothek^[26] samt inddrev, hvad Kannikerne tilkom af de 17 gamle Kapitelsgjeld. Ved samme Reskript var ogsaa blevet bestemt, at Kapitelsresidentserne skulde holdes vedlige og hver af dem bestaa af to Stuer, hvoraf den ene skulde have Kjøkken og Spisekammer, en Saltbod, en Kjelder, saa stor, at der kunde lægges halvanden Læst Øl omkring Siderne; ovenover den ene Stue skulde være en Sal med 2–3 Kammere, derhos skulde hver Residents have en Studerestue eller et Kammer, hvor man kan have en Skorsteen eller Kakkelovn. Videre skulde findes i Kannikegaarden et Stabur med Binger, 10–12 Favne inden Væg med Loftkammer, Bryggerhuus med Bagerovn, Stald til 4 Kjør og en Hest med tilhørende Lade, endelig Brønd, hvorhos Gaarden skulde være omgiven med Plankeverk^[27].

9. Vi gaa dernæst over til at sammenstille nogle Efterretninger fra hiin Tid om forskjellige den geistlige Historie vedkommende Stiftelser i Throndhjem. Allerede i M. Isaak Grønbechs Tid havde Throndhjems Hospital, denne fra det 13de Aarhundrede stammende Indretning modtaget sin første Fundats (1612). Ifølge denne var Forstanderen tillige Prest; disse tvende Funktioner skiltes ad i 1801. Huset indbefattede tvende Stuer, den ene for saakaldte besmittede (spedalske), den anden for andre syge; hvert Huus kunde optage 20 Lemmer. – Ligeledes i M. Isaaks Tid var, væsentlig ved den føromtalte, som man maa tro, fromme og kristeligsindede Lensherre Steen Bildes Omsorg St. Jørgens Huus blevet oprettet (1607) og var (1616) ved en kgl. Fundats traadt i fuld Virksomhed. – I 1637 blev af Byens Geistlighed og Raad Throndhjems Vaisenhuus for Drenge stiftet; Fundatsen bekræftedes af Kongen 1639. Forsaavidt Vaisenhusets Alumner røbede gode Anlæg skulde de besøge den lærde Skole. Til Forskjel fra dennes øvrige Disciple, som gik i sorte Kjoler, skulde Vaisenhusets Drenge bære „blaa Ermer eller blaae Luer“, hvorfra deres almindelige Navn Blaadegne^[28]. – Endelig stiftedes ogsaa i disse Aar Throndhjems Tugthus, ogsaa „Verkhuset“ kaldet, oprindelig for Kvinder, især Piger, en Stiftelse, der i hine Dage ikke paa nogensomhelst Maade maa henregnes mellem Strafanstalter. Tomten til dette „Pige-Tugthuus“ blev givet af Throndhjems Domkapitel, som afgav en øde Plads mellem Kapellanens Residents ved Frue Kirke, og den Have, som M. Isaak Grønbechs Efterleverske havde besiddet til sin Død. Denne Kapitlets Gave bekræftedes ved Kongebrev 25 Mai 1640. – Med Hensyn til Throndhjems Kathedralskole vides ikke noget egentlig mindeværdigt at være skeet i Mag. Peders Tid. Man kan imidlertid merke sig, at Mag. Peder Skelderup paa Herredagen i 1625 gjorde Forestilling til de kongelige Kommissarier om, at Rektor ikke overeensstemmende med Ordinantsens Bud havde fri Bolig af Kirkekassen, og at Huusleiegodtgjørelse til ham derfor havde en Tid været taget af „den Kollekt, som Skolebørnene hos Almuen indsamlede“^[29]. Nogen Foranstaltning i denne Anledning blev dog først truffen 1629, idet der da bestemtes, at Rektor som Huusleiegodtgjørelse skulde nyde 7 Species af Domkirken og 5 Sp. af Frue Kirkes Kasse om Aaret^[30].

10. Efter henved 20 Aars Virksomhed som Superintendent, resignerede Mag. Peder Skelderup 1642. At en geistlig Embedsmand tog Afsked fra Embedet i levende Live, var i hine Dage en stor Sjeldenhed; for det meste pleiede man, naar man ikke besad Kræfter nok til at varetage sine Forretninger, faa sig tilforordnet en Hjelper, hvem gjerne Haab om Sukcession tilsagdes, og noget lignende skal Mag. Peder ogsaa have havt i Sinde. En Optegnelse^[31] beretter nemlig, at han „resignerede ikke fuldkommen, men søgte for sin Søn, som var Prest i Størdalen^[32], men Erik Bredal kom imellem og fik Bispestolen paa det Vilkaar at give Biskop Skelderup 500 Daler aarlig, hvilket han nød indtil sin Død.“ Denne indtraf 27de September 1646; Eftermanden holdt en Ligtale over ham, som udkom i Kjøbenhavn 1648. Til en Bedømmelse af hans Personlighed og biskoppelige Virksomhed mangle vi de fornødne Materialier; men nogen synderlig fremragende Mand synes han ikke at have været.

Med Hensyn til Mag. Peders Familieforhold kan bemerkes, at han var to Gange gift; „første Gang, heder det i Ligtalen, befriede han sig med Anne, Lagmanden i Mandal Nils Lauritssøns Datter“ († 1612); hans anden Hustru var Gedske Lange fra Flensburg († 1640). Hans ældste Søn Jens, blev som Bedstefaderen Biskop i Bergen, et sjeldent maaske enestaaende Exempel paa, at Bedstefader, Søn og Sønnesøn alle ere blevne Bisper. Hans anden Søn Jørgen, som udentvivl er den, hvem han havde ønsket at see som sin Eftermand paa Throndhjems Bispestol, var først Diakonus eller res. Kapell. til Fruekirke, derpaa Sogneprest til Skogn og endelig res. Kapell. til Domkirken i Throndhjem. En af de utallige Feil hos Erlandsen er den, at han gjort to Personer af Jørgen Skelderup. En tredie Søn Nils var res. Kapellan til Frue Kirke. Af hans Døtre var en Maren gift med Mag. Ments Kristofferssøn Darre, den ovenomtalte Annalist. Almindelig heder det, at en af hans Døtre skal have været gift med den bekjendte Bergenser Mag. Ole Kock, Sogneprest til Nicolai Kirke i Kjøbenhavn, som 1614 afsattes og landsforviistes formedelst sin theologiske Strid med Professor, siden Biskop, H. P. Resen, men dette maa jeg ansee for urigtigt, da Mag Peder Skelderup umulig i 1614 kunde have en voxen, end sige gift Datter. Rimeligere, at Mag. Oles Hustru har været en Syster af Peder Skelderup^[33].

1. I hele det 17de Aarhundrede ansattes kun 4 – fire – norskfødte Mænd som Biskoper i sit Fædreland.
2. Zwergs haandskrevne Fortsættelse af hans sjellandske Kleresis Historie. Endnu paa Zwergs Tid havde Folkesagnet paa Mandalskanten bevaret Erindringen om den Maade, hvorpaa Hr. Peder havde gjort sin Lykke hos Kongen. „Han var Kapellan og havde 15 Børn (urigtig) og var meget fattig. Da Kongen engang kom til Mandal, søgte han om Forflytning til noget bedre. Kongen befalede ham da den følgende Dag at præke i Halsaa Kirke, hvilket han forrettede med stor Velbehagelighed o. s. v.“ Forresten havde Sagnet glemt hans Familienavn og snurrig nok kaldt ham Peder Huitfeldt, hvorom Zwerg bemærker: „De Huitfeldter vare vel ikke Kapellaner i de Dage,“ idet han forresten søger at forklare Bøndernes morsomme Feiltagelse ved at oplyse, at i Nabosognet Aslebø fandtes et Exemplar af Kristian den tredies Bibel, hvorpaa stod skrevet „Peder Huitfeldt, Norges Riges Kantsler.“ Det benyttede Haandskrift af Zwerg findes i Kjøbenhavn (Gl. Saml. 1094 Fol. paa kgl. Bibl.). Jfr. ogsaa A. Faye, Peder Claussøn (Sep.) 25.
3. Rørdam, Arrebos Levnet 38.
4. Biskopens Ungdomshistorie er her fortalt efter Eftermanden Bredals Ligprædiken over ham (Kbhvn. 1648) og efter G. Schønings utrykte Udkast til hans kortfattede Biografi.
5. Benj. Dass’s Samlinger til Erik Bredals Historie af authentiske Dokumenter (i Thjemske. Vidensk.-Selsk. lit. Bibl.).
6. Strøm om Søndmøre 2, 392.
7. Forordningen findes fuldstændig hos Paus 2, 680–708. Theologiske Betragtninger derover læses hos Helveg D. K. Hist. eft. Ref. 1, 353 fgg. (2den Udg.).
8. I 1626 var saaledes Vicepastor i Verdalen stevnet for Throndhjems Kapitel, fordi han havde ladet en Skolediscipel offentlig prædike for sig (Erlandsen, Thjems Geistl. 351).
9. E. Pontoppidans Ytringer om samme Forordning (Ann. 3. 771) ere ikke umerkelige.
10. Pontoppidan Ann. 3,792.
11. I et meget interessant Manuskript om Presteskabet i Nes i Hallingdal (paa det kgl. Bibl. i Kjøbenhavn, Ny kgl. Saml. 1630, 4.) omtales, at Biskop O. Boesen i Kristiania, nogle Aar efterat denne Forordning var udkommen, blev dragen til Ansvar af Professorerne, fordi han havde ordineret en Anders Holst, der ikke havde Examen, til Kapellan hos Slotspresten paa Akershuus. Holst maatte reise til Kjøbenhavn for at examineres, hvorefter han beholdt Embedet.
12. Hvorledes i 1600 en Discipel toges ud af 4de Lektie i Throndhjem og sattes til Sogneprest til Lesje, derom se Hjorthøy, Gudbr. Beskr. 2, p. 11.
13. Findes i den saakaldte Bøllingske Brevsamling paa det st. kgl. Bibl.
14. Denne Visitatsbog findes i den Arnamagnæanske Saml. paa Univbibl. i Kbhvn.
15. Et Par saadanne hos Erlandsen (Thjemsk Geistl.) p. 289, 503. Mag. Lambert Balchenborg i Sundalen, Biskop Jesper Brochmands Svoger, havde kort før sin Ansættelse der begaaet Leiermaal og var derfor fjernet fra Rektoratet i Oslo Skole. Ang. denne ikke umerkelige Mand har jeg fra Konsistoriets Arkiv i Kjøbenhavn nogle Oplysninger, som vise, at han i 1608 af sin akademiske Øvrighed var sat i 14 Dages Arrest, og at han allerede da maatte love at holde sig fra et Kvindfolk, med hvilket han havde forseet sig. I Konsistorieprototollerne kaldes han stundom blot „frater Sillae“ (ɔ: J. Brochmands Kones Broder).
16. Da denne Ole skrev sig Arctander, er H. J. Huitfeldts Slutning, (N. Saml. 8vo, 2, 515), at han er en Søn af Hr. Laurits Nilssøn i Størdalen, ikke usandsynlig. Han bliver paa denne Maade en Broder af den bekjendte Biskop i Viborg, Nils Lauritssøn Arctander, som leilighedsviis er nævnt i nærværende Arbeide.
17. At et saadant Tab ved den Tid maatte være Throndhjem saare føleligt, vil man forstaa, naar man ved, hvor ubetydelig Staden ved de Tider maa have været.
18. N. Sml. 8vo 2, 317.
19. Worm og Nyerup gjøre ham til Prest i Lund i Skaane, men at han snarere har været ansat i Lund i Stavangers Stift, fremlyser af, at Bogen er dediceret Stavangers Kapitel.
20. Hans Forpligtelse til at undervise Lapperne findes i Danske Geh.’s saakaldte norske Diplomatarium.
21. Registranten.
22. Denne var just for 4 Dage siden indviet (10 Marts) af Bergens Biskop Ludvig Munthe; Biskop O. Boesen i Oslo var nemlig død. Kirken stod, som bekjendt, paa den saakaldte Prinsestalds Tomt og nedbrændte 21 April 1686. (Illustr. Nyhedsbl. 1857, No. 6 af Chr. Lange).
23. Præbender vare givne denne Person, Søn af en throndhjemsk Borger Kasper Kristofferssøn, „hans Studia dermed at kontinuere,“ men i 1643 bleve disse 2 Præbender (Catharinae og Michaelis) ham fratagne, da han ganske „havde overgivet sin Bog og studia.“ De gaves 30te Aug. 1643 til de finmarkske Prester, som siden beholdt dem.
24. Med Hensyn til Kapellanernes Stilling henvises til det i tredie Kap. (i Anledn. af Reformatsen af 1589) anbragte Exkurs.
25. Samtlige de her om Stændernes Forsamling 1639 saavelsom ogsaa om Geistlighedens Beskatning meddelte Efterretninger ere hentede fra Kapitelsbogen No. 2. – I 1658 var Finmarken deelt i to Provstier, Østfinmarkens med tre og Vestfinmarkens med fem Prestegjeld.
26. Om samme Bibliothek kan leilighedsviis bemerkes, at adskillige Bøger tilfaldt samme ved Lektor Mag. Peder Iverssøn Borchs Død 1627. (Thuras latinske Manuskr. om de lærde Skoler paa Kbhvns. Univ. Bibl.), samt at i 1042 „blev Bøger af Bibliotheket paa Kapitlet udleverede til Popp paa Verkhuset“ (Schønings Samlinger). I 1625 synes Bibl. at have været opstillet paa Latinskolen. (Mentzeri Journal).
27. Dette og det foregaaende Reskript vil ventelig i sin Tid heelt blive trykt i Registranten.
28. Disse Stiftelsers Historie læses i N. Nicolaysens bekjendte Verks 3die Deel.
29. Heraf samt af de i vedk. Dokument siden forekommende Ord, at „Skolemesters Huusleie ikke burde aftages af den Deel, som Skolebørnene saaledes indsamlede,“ skulde man næsten tro, at det af Arrebo i sin Tid (se foregaaende Kap.) gjorte Forslag til Gjenindførelse af Disciplenes Omstreifning i Stiftet paa Tiggeri maa have været sat igjennem, skjønt forøvrigt Efterretninger herom mangle.
30. Disse Efterretninger ere tagne af et Dokument, afskrevet med Benjamin Dass’s Haand, mellem Schønings Samlinger.
31. Af B. Dass i Schønings Samlinger.
32. Ingen af hans Sønner var Prest i Størdalen; ventelig er det en Feilskrift af Dass for Skogn.
33. Hvad der maaske er de færreste bekjendt, er at Stavangers Kapitel i 1604 forgjæves søgte Kongen om at faa denne Mag. Ole Kock til sin Biskop efter Mag. Jørgen Erikssøns Død.