Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/5

Ludvig Daae

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Jacob Andersens Enkes Forlag, 1863 (s. 71-83).

Femte Kapitel.^[1]

1617–1622. Mag. Anders Arrebo.

1. Efter Mag. Isaks Død i Juni 1617 stod Throndhjems Bispestol af ubekjendte og nu uudforskelige Grunde ledig i tre Fjerdingaar. I denne Tid indtraf den første i den lutherske Kirke høitideligholdte Reformationsfest, idet den dansk-norske Kirke den 31te Oktbr. 1617 ihukom, at Luther paa den Dag havde for hundrede Aar tilbage opslaaet sine skjebnesvangre Theses paa Wittenbergs Kirkedør. Sjællands Biskop havde efter kongelig Befaling i den Anledning udsendt Rundskrivelser til sine Embedsbrødre i begge Rigerne: i Throndhjem, som paa den Tid manglede et geistligt Overhoved varetoges Bispeembedets Forretninger midlertidig af Kapitlet, til hvilket ogsaa Resen ved denne Leilighed havde henvendt sig. Om Maaden, hvorpaa Festen her i Norge gik af, savnes forøvrigt Oplysninger.

Den 15de Marts 1618 gav Kongen en dansk Mand, en af Aarhundredets merkeligste literære Størrelser, Mag. Anders Kristenssøn Arrebo, dengang Sogneprest til Nikolai Kirke i Kjøbenhavn, Kaldsbrev som Throndhjems femte Superintendent. Han skal i Forveien have været valgt af Kapitlet^[2]; dette Valg kan dog kun have været en Formsag, og maa rimeligviis være foregaaet efter høiere Ordre, thi hvorledes skulde vel ellers Throndhjems Kanniker, have faldet paa at udvælge en dem vistnok ganske ubekjendt Mand til sin Biskop?

2. Den Anders Arrebo, som i en ung Alder sattes paa den betydelige og ansvarsfulde Post, som han faa Aar efter skulde komme til paa en saa sørgelig Maade at forlabe, stammede som Navnet antyder, fra den slesvigske Ø Ærø, hvor hans Fader var Sogneprest, og hvor han selv fødtes den 2den Januar 1587. Man veed lidet mere om hans Ungdom, end at han blev Magister i Kjøbenhavn 1610, men at han tidlig maa have lagt ualmindelige Aandsgaver for Dagen, maa man vistnok have Ret til at slutte, naar man hører, at han i sit 21de Aar kaldtes til Slotsprest i Kjøbenhavn og kort efter blev Prest i Fredriksborg, derpaa Sogneprest til en af den danske Hovedstads betydeligste Menigheder og endelig 31 Aar gammel Biskop i Throndhjem. Allerede dengang var han optraadt som heldig Digter, idet han i 1611 havde besunget Kristian den Fjerdes Feldttog og Indtagelsen af Kalmar og i 1612 havde forfattet et Sørgedigt i Anledning af Dronning Anna Katharinas Død.

3. Før vi gaa over til Fremstillingen af de Begivenheder, som fjernede denne talentfulde og merkelige Personlighed fra Stiftet og fra Norges Rige, hidsætte vi et Par Notitser til Stiftets Historie i hans korte Embedstid.

I 1618 hjemsøgtes Throndhjem (og Bergen) af en frygtelig Pestepidemi, som i det følgende Aar ogsaa rasede i Kjøbenhavn, Malmø og flere andre danske Byer. Throndhjem, som ved de Tider neppe havde nogen Læge, skal have lidt særdeles meget, ihvorvel vi nu ikke ere istand til at bestemme Graden af Sottens Ødelæggelse. Arrebo udgav i den Anledning sit Digt „Pestpulver“, som i December 1618 udkom i Kjøbenhavn^[3].

At det endnu paa denne Tid stundom var vanskeligt at faa Presteembeder i Stiftet besatte, erfare vi af et Brev, som Arrebo og Lensmanden Tage Thott i 1620 sendte til Regjeringen; de beklage sig over, at der „fattes 12 Prester efter Reformatsen, og vi have ikke selv Personer; ei heller ville fremmede komme herop.“ Skolens Tilstand omtales i samme Brev som maadelig, ja Bispen og Lensmanden foreslaa endog, for at den kunde komme paafode igjen, „at Skoledegnene maatte som tilforn faa Lov at reise omkring i de nærmestliggende Prestegjeld for at tigge sig noget Korn og Smør af Almuen, da Skolen ellers ikke kan bestaa og der saaledes vil blive Mangel paa Prester^[4].“ Under saadanne Omstændigheder tog man det ikke saa nøie med de Folk, som ansattes, bl. A. see vi, at der af og til toges Svensker, „efterdi der er Feil paa Personer dansk og norsk fødte;“ dog havde Kongen (1619) udtrykkelig befalet, at ingen Svenske maatte saa Kald i Jemteland. Endnu i hine Dage ordineredes ogsaa en og anden, som ikke havde studeret ved Universitetet, dog synes Bispen i slige Tilfælde først at have indhentet kongelig Bemyndigelse til Ordinationen. En ganske eiendommelig Sag blev i 1621 anlagt mod Presten i Akerøen Hr. Hans Paulssøn Aars, som nemlig beskyldtes for at have „forseet sig med Sakramentet,“ hvilken Forseelse bestod deri, at han havde døbt et Barn i Søvand. Herfor dømtes Hr. Hans ved Provsteretten fra Embedet, men ved Herredagen i Bergen 1622 blev han frifunden, saasom der oplystes, at Barnets Fader, som var Prestens Avindsmand, havde forledet Presten til paa en Annexreise at døbe Barnet i et Nøst med et Øsekar under Paaskud af at det var dødssygt. At Forholdene med de 24 „Kannikegjeld“ ordnedes under Arrebo, er allerede i forrige Kapitel oplyst.

4. Vi skulle da give en kort Udsigt over den saa ofte omtalte, men forskjellig bedømte Katastrofe i Arrebos Liv, der ikke alene giver dette en ikke ringe biografisk Merkelighed, men tillige afgiver et vigtigt Bidrag til Sedernes Historie i Norge i det paa fyldige Tidsbilleder saa fattige 17de Aarhundrede.

Aaret efter at Arrebo var kommen til Norge, altsaa i 1619, feirede Sognepresten til Hitteren Hr. Melkior Jakobssøn, en Lagmandssøn fra Throndhjem, sit Bryllup paa sin Prestegaard i Annexet Hevne, hvor han almindeligviis opholdt sig. Efter Tidens Skik vare en Mængde Mennesker indbudne fra Brudgommens Hjemstad, deriblandt Biskoppen, Lektoren Mag. Iver Pederssøn, flere af Kannikerne, Rektor og andre, mellem hvilke ogsaa Byfogden Peder Lauritssøn. Aftenen før Brylluppet, som stod paa en Søndag, modtoges Gjæsterne med et saakaldet „Slatte- og Skjære-Dune^[5]. Anden Dags Aften var der Dands og Lystighed og først tredie Dag skiltes man, efter at Gjesterne endnu en Gang vare blevne rigelig bevertede. Ved Andendagsgildet, da Munterheden var paa det høieste, tog Bispen Deel i en Jægerdans, i hvilken „en Hoben Personer af begge Kjøn posterede sig paa Gulvet i to Rader lige imod hinanden, i den ene Rad Mands- og i den anden Kvindespersoner, da der dandsede først et Par, slippende først og tagende siden fat paa hinanden igjen og derefter de andre Turen igjennem“^[6]. Som Arrebo siden selv erklærede var han „godt Folk til Vilje lystig i Leg og Samkvem, dandsede med de andre og vel undertiden sang med.“ I dette lystige Lag synes Bispen ogsaa paa en spøgefuld Maade at have foraarsaget, at Byfogden Peder Lauritssøn kom til „at holde Lyset,“ noget som denne siden ikke glemte.

Paa en stor Sal vare en Mængde Senge opstillede for Gjester af begge Kjøn; Bispen sov i den øverste Seng. Den tredie Dags Morgen stod Bispen op, klædte sig i sine Underklæder og gik, medens mange Mennesker ferdedes frem og tilbage paa Salen, hen til den nederste Seng, hvor tvende Kvinder laa, nemlig en Barbara, Søren Rasmussøns, med hvem Arrebo Aftenen iforveien havde dandset, og hvem han efter nogle Vidners Paastand ogsaa havde kysset, samt Mette, Lektorens Hustru. Medens han talte med disse Koner, satte han sig paa Sengekanten, lagde den venstre Fod op paa Sengen, medens den høire hvilede Paa Gulvet; i det samme kom Byfogden, Peder Lauritssøn, ind ad Døren, og da han blev Bispen var i den ovenbeskrevne Stilling, gjorde han den ondskabsfulde Bemerkning: „Hvem skal holde Lyset idag?“. Peder gik da ud af Værelset og ind i det Kammer, hvor han havde sovet om Natten, hvor han til en Bekjendt henvendte den Ytring: „Bispen fixerede mig igaar, nu skal jeg fixere ham igjen. Nu fandt jeg Bispen og Barbara Karlsdatter i Seng sammen.“ Arrebo iførte sig imidlertid, uden at ane hvilke Følger disse Dages Begivenheder skulde drage efter sig, sine „side Klæder“ og drog samme Dag til Throndhjem.

Men Peder Lauritssøn forsømte ikke at benytte, hvad han havde seet, til at skade Biskopen, og snart vare de meest ærekrænkende Rygter satte i Omløb om dennes Opførsel ved Brylluppet; det hedte endog, at man havde seet Arrebo og Barbara i deres blotte Linned „under lukt Dække sammen.“ Om end mange erklærede, at de ei havde seet andet af Bispen end „hvad ærligt og tugtigt var,“ gik det og her som ellers, at Skandalen hurtig spørges, den naaede snart endog til Danmark, hvor Kantsleren Kristen Friis (til Kragerup) endog lod anstille Forespørgsler hos en dansk Mand, som under et Besøg ved Bryllupet i Norge havde været tilstede paa Hevne Prestegaard, hvilken dog forklarede sig paa en for Arrebo gunstig Maade. Sagen gik derfor et Par Aar hen, uden at der i Anledning af den toges nogen videre Forføining. Alligevel er det et Beviis paa, at Arrebo maa have været en sangvinsk og sorgløs Mand, naar vi erfare, at han i 1621 – ligeledes i et Bryllup – atter tillod sig med en paafaldende Frihed at deeltage i selskabelig Lystighed.

Først paa Aaret i 1621 holdt nemlig Sognepresten til Stod^[7] i Indherred, Hr. Anders Bjørnssøn sit Bryllup, til hvilket Biskopen var indbuden tilligemed mangfoldige andre Gjester. Den anden Dags Aften, da Dandsen begyndte, aflagde han sin geistlige Dragt^[8], og deeltog i „Jægerdandsen,“ og da Trommeslageren ikke kunde slaa Takten saaledes som Arrebo sang den for ham, greb denne selv Trommen og slog den for ham. Mens Dandsen gik for sig, blev der sunget:

„Tag fat paa den!
Du fik hende ikke end!

Hun dandser paa Bakken,
Med Serken over Nakken“

(Eller: „Hun dandser paa Gjerdet
Med Serken i Veiret“),

en Visestump, som Bispen allerede ved Brylluppet i Hevne skal have ført i Munden. Arrebo, der ogsaa her beskyldes for at have kysset nogle af Kvinderne, dandsede siden en „Langedands,“ under hvilken han sang en Vise, hvori de Ord forekom:

„Og Dyrene ville vi bede.“

Siden drak en af Gjesterne Biskopen til med „St. Bents Minde,“^[9] og Arrebo drak siden den samme Skaal med Karen Madsdatter, der var gift med Brudgommens Broder Hr. Haaken, som synes at have været Kapellan paa Stod; med denne Karen Madsdatter havde Bispen ogsaa dandset, og der blev af hans Avindsmænd endog paastaaet, at han havde deelt Seng med hende, noget som imidlertid aldeles ikke kunde bevises og vistnok ogsaa, som Karens Mand, Hr. Haaken, siden erklærede, har været „Satans Menneskers Digt.“ At der imidlertid er gaaet meget vildt til ved dette Preste-Bryllup, kan foruden af, hvad vi allerede have fortalt ogsaa sees deraf, at Gjesterne den tredie Dag „sloges“ i Bryllupsgaarden.

Denne Bispens unegtelig letsindige Opførsel paa Hevnes og paa Stods Prestegaarde var det nu, som hans Fiender, isærdeleshed den omtalte Byfoged, (siden 1620 Foged over Fosen) Peder Lauritssøn^[10] nu benyttede til paa enhver Maade at sværte Arrebo. Det er formeentlig ikke for nærværende Fremstillings Øiemed nødvendigt udførlig at gjennemgaa Enkelthederne i den følgende Retssags juridiske Behandling, saameget mindre som disse nøiagtig foreligge i andre trykte Skrifter. Vi indskrænke os derfor til at fremhæve, at Arrebo allerede i April 1621 havde ladet Peder Lauritssøn beskikkelsesviis affordre Erklæringer, om og hvorvidt denne vidste at beskylde ham for noget utugtigt Samkvem med nogensomhelst Kvindesperson, uden at denne havde villet give noget bestemt eller uforbeholdent Svar. Samme Aar drog ogsaa Biskopen til Kjøbenhavn, da han fandt det nødvendigt der personlig at imødegaa de Beskyldninger, som ogsaa i Danmark med stedse tiltagende Styrke fornyedes mod ham især angaaende hans Forhold til Barbara Karlsdatter under Brylluppet paa Hevne Prestegaard. Hans Velynder Kantsleren Kristen Friis gav ham da det bestemte Raad, at han skulde rense sig for Beskyldningerne ved Dom. Dette Raad fulgte nu Biskopen, og han indgav derfor ogsaa en Memorial til Kantsleren, hvori han udbad sig, at Sagen maatte blive undersøgt af en Kommission, bestaaende af Biskoperne og Lagmændene i Oslo og Bergen. Denne Begjæring blev imidlertid ikke fuldstændig opfyldt, thi et Kongebrev af 2den August 1621 overdrog istedenfor til den forlangte Kommission Sagens Undersøgelse til Lensmanden over Thrøndelagen Tage Anderssøn Thott, der vel at merke var Biskopens Avindsmand.^[11] Tage Thott skulde da efter den kongelige Befaling lade Peder Lauritssøn indstevne, for at denne, hvis de af ham om Biskopen brugte Udladelser vare usande, kunde straffes, hvorimod i modsat Fald Arrebo skulde drages til Ansvar paa saadan Maade, som Kirkeordinantsen fastsatte. Retten sattes da endelig paa Throndhjems Raadstue den 12te November 1621; der bestemtes da, at Dom skulde gaa i Sagen Mandag efter Helligtrekongersdag næste Aar, hvilket dog ikke skede. Derimod søgte Dage Thott at samle saamange Beviisligheder, som det var ham muligt, til Arrebos Skade og drog saa i Begyndelsen af 1622 ned til Kjøbenhavn, hvor han udvirkede kongelig Befaling til, at Arrebo skulde stevnes for den Herredag, som allerede det foregaaende Aar var udskreven til at afholdes i Bergen den 22de Juli 1622.

Ved denne Herredag ved hvilken Kong Kristian den fjerde som sædvanlig selv indfandt sig, blev altsaa Arrebos Sag paadømt. Hans Dommere vare Danmarks Rigsadmiral Hr. Albert Skeel, Rigsraaderne Oluf Rosensparre, Eske Brok, Kristen Holk, Jens Juel, Norges Statholder, og Jens Bjelke, Norges Kansler, hvortil kom de tre øvrige norske Biskoper, Mag. Laurits Skabo i Stavanger, M. Nils Glostrup i Oslo samt Dr. Nils Paasche i Bergen. Dommen, der afsagdes den 31te Juli, gik ud paa, at Arrebo „for sine begangne Forseelser burde fra sit bispelige Kald og Embede være afsat og det ikke videre betjene.“ Af Dommen sees, at man ikke alene havde holdt sig til hans Forhold til den oftere nævnte Barbara, men overhoved draget ham til Ansvar for hans letfærdige Sang, „unodelige“ Dands, fordi han havde drukket St. Bents Minde, slaaet paa Trommen, „digtet saadanne Riim, som stor Turbation medfulgte,“ og fordi han „havde holdt sig i Eenrum og paa fordægtige Steder til fremmede Kvindespersoner, hvilke Fagter og Gebærder allesammen ere imod den Høviskhed og Ærbarhed, som en Superintendent og Biskop bør at følge.“ Man lod Dommen trykke og udsendte fire Exemplarer af den til hver af Biskoperne i Danmark og Norge, ledsaget af en Kancelliskrivelse, hvorved det paalagdes Superintendenterne at have nøie Tilsyn med, at ingen Prest eller anden geistlig øvede nogen saadan Letsindighed. Dommen blev saaledes ved offentlig Foranstaltning kundgjort rundt omkring i begge Riger, ja den tildrog sig endog Opmærksomhed udenfor disse.

5. At den letsindige Opførsel hvori Arrebo baade paa Hevnes og Stods Prestegaard bevislig havde gjort sig skyldig, til alle Tider maa ansees for høist usømmelig for en evangelisk Biskop, derom maa vel alle være enige. Men til at felde en rigtig Dom om Arrebos Forhold er kun den istand, som er fortrolig med det 17de Aarhundredes Tidsaand, og som veed, hvor meget endnu dengang – ikke fuldt et Aarhundrede efter Kirkeforbedringens Indførelse – var tilbage af den katholske Adskillelse mellem en geistligs offentlige og private Liv. Det har derfor Interesse at vide, at medens den ellers saa fortræffelige, men som Historiker ikke sjelden eensidige og bornerede Erik Pontoppidan i de sterkeste Udtryk fordømmer Arrebo,^[12] er der alle Tegn til, at en langt skaansommere Opfattelse af hans Opførsel gjorde sig gjeldende hos hans Samtid. Stiftets Presteskab bevidnede, da han kort før Herredagsdommen skulde gaa, forlangte dets Vidnesbyrd, at han altid havde viist sig ustraffelig i Lære og Liv. En af hans Dommere, Biskop Dr. Nils Paasche, viiste ham Venskab baade under selve Herredagen og senere hen. Kjøbenhavns Magistrat var et Par Aar efter ikke uvillig til at kalde ham til Sogneprest ved Helliggeists Kirke, og Menigheden i Staden Malmø valgte ham virkelig til sin Sogneprest 1625, hvilket han dog ei blev, da Kongen ikke tillod ham at modtage hiin Kaldelse. Og, hvad der i vore Tanker ikke ere uden al Betydning, Folkesagnet i Throndhjems Stift vidste siden at fortælle Historier, som trods disses fuldstændige faktiske Urigtighed dog bevise, at Stemningen i Stiftet har været den afsatte Biskop gunstig. Om Tage Thott hed det saaledes, at han havde faaet Arrebo dømt ved den skjændige List, at han havde drukket Biskopen fuld og derpaa lagt et Fruentimmer i hans Seng (!), og at Lensmanden siden til Straf for sin Ugudelighed kom i en saa ynkelig Forfatning, at han gik om i Kjøbenhavn paa Krohusene som en Tigger.^[13] „Der blev da givet ham det Raad, at han skulde reise til Mag. Arrebo og bede ham om Forladelse. Da han kom derhen, vilde Tjeneren ei lade ham komme ind for hans usle Klæders Skyld, førend han meldte sit Navn, da A. strax gik ud mod ham, trakterede ham vel og gav ham en Foræring, da de skiltes ad. Men omsider er han død i saa usle Omstændigheder, at der maatte næsten betles til hans Begravelse.“^[14] – – „Gaardsskriveren Mads Pederssøn,^[15] som ogsaa havde ladet sig bruge som et Vidne mod Arrebo, skal endelig være død i Nordlandene udi stor Elendighed og det, som Arrebos Søn vidste at fortælle og havde udforsket, akkurat samme Time og Minut, paa hvilket Arrebo døde.“ –

6. Hvad nu angaar Bispens senere Skjebne, da skal her kun i Korthed meldes, at han strax efter den for ham saa ulykkelige Dom forlod Norge med sin Hustru og sine fem Børn. Han tog for det første Ophold i Malmø, som synes at have været hans Hustru Else Jørgensdatters Hjemsted, og hvor han maa have havt adskillige Venner, siden det, som fortalt, i 1625 lykkedes ham at blive kaldet til Byens Sogneprest. Dette tillod Kongen ham vel ikke, at blive, men i det følgende Aar modtog han med dennes Tilladelse Vordingborgs Sognekald, hvor han døde 1637.

Under de Trængselsaar, han tilbragte i Malmø, frembragte han det første af sine Hovedverker, „Kong Davids Psalter, sangviis udsat,“ der første Gang udkom 1623 og siden mange Gange blev oplagt. Dette sit Arbeide tilegnede Forfatteren den norske Geistlighed, for, som han i Dedikationen siger, deels at afbede den Forargelse, han maatte have stiftet i Ord eller Gjerning, deels ogsaa for at takke for den broderlige Yndest og venlige Omgjængelse, som saa mange havde viist ham i den korte Tid, han havde levet i de norske Presters Midte. Idet vi forøvrigt angaaende Verket maa henvise til Rørdams righoldige literærhistoriske Oplysninger om samme, maa vi dog her fremhæve at det var i Norge, at Arrebos Psalter „fandt den kjæreste Modtagelse og var længst hjemme“^[16].

Ogsaa Arrebos andet i Vordingborg forfattede, men først 1641 udgivne Hovedverk. „Hexaëmeron,“ hvori han efter den franske Digter Bartas’s Mønster beskriver Skabelsens sex Dage, har foruden sin literærhistoriske, tillige en eiendommelig norsk Interesse. Det er nemlig Forfatterens Iagttagelser og Minder navnlig i Nordland og Finmarken fra de Reiser, han som Biskop foretog i sit vidtløftige Stift i Norge, som har givet ham Motiverne til de bedste af de smukke Naturskildringer, som hare til de fortrinligste Afsnit af Hexaëmeron.^[17]

Saaledes maa det for den, der nu seer tilbage paa Anders Arrebos Liv vistnok stille sig temmelig klart, at den haarde Modgang, som rammede ham i Norge, dog tilsidst i høiere Forstand blev hans Livs største Lykke. Havde han vedblevet at leve som Biskop i Throndhjem, vilde hans af Naturen vistnok ikke lidet sorgløse og letsindige Sjel rimeligviis have slaaet sig til Ro under Nydelsen af den rige Bispestols indbringende Præbender, og hans Muse, som først i Trængselens Aar lærte gjennem alvorlige Studier at frembringe skjønne og betydningsfulde Verker, vilde, om den end ei var bleven ganske ufrugtbar, dog visselig ikke erhvervet ham den fremtrædende Plads mellem hans Fædrelands Digtere og det hædrede Navn hos hans Eftertid, som siden stedse er blevet ham tildeel.

1. Medens jeg ved Udarbeidelsen af dette Verks samtlige øvrige Afsnit har maattet hente mit Stof sammen fra de allerforskjelligste trykte og utrykte Kilder, er jeg hvad dette Kapitel angaar, saa heldig i de fleste Punkter at kunne lægge en høit fortjent dansk Kirkehistorikers i usædvanlig Grad udtømmende Monografi til Grund for min Fremstilling. At jeg her sigter til Holger Rørdams bekjendte Verk „Mester Anders Kristenssøn Arrebos Levnet“ (Kbhvn. 1857), vil enhver fagkyndig forstaa. Hvor derfor ingen Hjemmel udtrykkelig paaberaabes, følger jeg Rørdam.
2. Saa beretter nemlig Rørdam; ogsaa Schöning fortæller det (i en utrykt, som det synes af Rørdam ikke kjendt Biografi af Arrebo), men ingen af dem angiver nogen Hjemmel.
3. Dette Arbeide samt hans Parafrase af de syv Poenitentsepsalmer ere nok de eneste Digterverker, som hans Muse frembragte under Opholdet i Norge.
4. E. Sars, Norge under Foreningen med Danmark, 44, 49.
5. Deslige Skikke bleve (rimeligviis i Anledning af nærværende Sag) forbudne ved Kongebrev af 16de Mai 1622 der ogsaa indeholder Forbud mod „Velfarts-Øl.“ Saavidt jeg kan forstaa, maa herved forstaaes Afskedsgildet; Rørdam har henført det til de Lystigheder, som gik for sig Aftenen før Bryllupsdagen.
6. Disse Ord ere tagne af Sagens Akter, hvoraf Schöning har gjort nøiagtige Uddrag. (Norske Vidsk. Selsk. Skr. i 19de Aarh., 1ste Bind.)
7. Det kan leilighedsviis bemerkes, at det var Misligheder i Stods Prestegjeld, som i 1616 foranledigede et særligt Forbud (ved Kongebrev) imod „dennem, som udi Fladseng findes tilsammen.“ (Evensens Samll. 2, 2, 9).
8. Som bekjendt pleiede Presteskabet endnu i langt senere Dage at bære Samarie ikke alene under Udøvelsen af geistlige Forretninger, men ogsaa jevnlig udenfor disse.
9. Saadanne Helgen-Skaaler vare Levninger fra den papistiske Tids Gjestebudsskikke. At saadanne Skaaler ogsaa længe efter bleve drukne i Norge, er vist. I mine Uddrag af Generalkirkeinspektions-Kollegiets Kopibøger (i danske Geheimearkiv) finder jeg, at Biskop Dorph i Akershuus Stift indgav Klage over 37 Personer, som i Julen 1751 havde i et Bryllup paa Gaarden Blandholt i Askim Prestegj.eld „tildrukket hverandre den Helligaands Skaal og derpaa sunget den Psalme: „Nu bede vi den Helligaand“ o. s. v. Sammenlign ogsaa Eilert Sundt „Om Sædelighedstilst. i Norge“ p. 177.
10. Arrebo havde siden ogsaa i et Barsels-Gilde paa Østraat, som dengang eiedes af Kantsleren Jens Bjelke, men beboedes af Namdalens Foged, digtet en Nidvise over Peder Lauritssøn og deri rørt ved hans svage Side Drikfeldighed, hvorved Peder naturligviis saameget mere var bleven forbitret paa Bispen. Nidvisen findes i Sagens Akter.
11. Den første Anledning til Rivninger mellem Thott og Arrebo gav en Bonde fra den sidstes Præbende, som klagede til Lensmanden over formeentlig utilbørlig Medfart fra Bispens Side. Siden chikaneredes Arrebo ogsaa ved Thotts Indblanding i Kapitelsager o. s. v.
12. Annalerne, 3, 200 og 370. T. Ex. „Dieser Mann mag wohl als ein Gegenfüßer seines theuren Vorwesers angesehen werden.“ – „Er war ein ganz fleischlicher und in Sünden erstorbener Mann.“ – „Der viehische (!) Charakter dieses geistlich todten Bifchoffs“ o. s. v.
13. Den hidtil fortalte Deel af Sagnet er forhen som bekjendt fra Nyerup, Danske Digtekunsts Historie 2, 215, hvorimod det af mig mellem Anførselstegn meddeelte hidrører fra en utrykt Kilde, nemlig en kortfattet, hidtil upaaagtet Biografi af Arrebo, som Schöning har efterladt i Manuskript mellem sine øvrige herlige Samlinger.
14. T. Thott var indtil 1627 Lensmand i Throndhjem, fik da Sølvitsborg Len i Blekinge, og døde 1643 i Kjøbenhavn, som Lensmand paa Silkeborg.
15. Det er en Unøiagtighed, naar den ellers selv i de mindste Enkeltheder saa omhyggelige Rørdam fortæller noget lignende om Arrebos Avindsmand Peder Lauritssøn (p. 155).
16. Dette oplyser deels Arrebo selv i Fortalen til sin „Torcular Christi;“ deels vide vi det at Gunnerus’s Vidnesbyrd (Hirtenbrief, v. 20), der meddeler, at Biskop Erik Bredal yndede disse Sange og udførte dem i sit Huus, samt at Bredal erklærede, at de paa hans Tid „allenthalben in Norwegen in denen Hausern gebraucht worden sind.“
17. Foruden de her nævnte og andre Digterverker har man ogsaa tillagt Arrebo de paa saa mange Steder i Danmark og Norge forhen brugelige Vægtervers. Nylig har imidlertid en dansk Literat, Hr. Fausbøll, paaviist, at Arrebo ikke er Vægterversenes Forfatter.